Gjøngehøvdingen
Carit Etlar (1853)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
31. Et offer
Otte dage efter toget til Høfdingsgaard lå Svend i sit hjem, såret af et skud i armen, som havde ramt ham, idet han og Ib afvæbnede de dragoner, Manheimer stillede til vagt for porten; Ane Marie sad og spandt på en håndten, Ib polerede hæftet på en lang sølvkårde.
»Nå, Svend!« tal så lidt til os. Du ligger der og stirrer hen på mig. Kanske er du misundelig over min rare kårde, som jeg arvede efter den salige kaptajn Manheimer. Men du fik jo også din del af byttet.«
»Hvad fik han da?« spurgte Ane Marie.
»Den gang vi om morgenen havde gjort ryddeligt i slottet og sat tøjet og husgerådet på deres forrige plads, gik vi og hentede fru Elsebeth og den lille Karen hos præsten i Mehrn. Da skulle du have set den gamle frues ansigt, Ane, det smilte så venligt, som var vi hendes bedste kammerater, hun holdt en lovtale for so, der varede lige fra præstegården, til vi kom ind på vindebroen. Lille Karen smilte også, kan jeg tro, men på en anden måde. Da vi bød dem farvel, vendte hun sig mod Svend og gav ham en blomst, som hun havde fået af præstekonen. Det var hans del af byttet, og det var også godt.«
»Blot doktoren ikke lader sig skræmme af regnen og glemmer at se ind til os i aften,« ytrede Svend, som ønskede at af bryde denne samtale. »Min arm værker, og han lovede at ride herind, hvis han kom til Jungshoved.«
»Ved middagstid så jeg ham ride ned ad Smidstrup banke,« sagde Ane Marie, »og han var let at kende på sin røde kappe.«
»Ved du hvad,« sagde Svend, »vi skikker et bud til Jungshoved for at høre om han kommer. Ib gør mig nok den villie at gå derned.«
»Hør Svend!« sagde Ib, »jeg vil gå for dig til verdens ende og endda et stykke længere, men til Jungshoved skikker du mig ikke.«
»Så går jeg,« sagde Ane.
»Jeg begriber ikke den ulyst, Ib har til at komme på slottet, det er nu anden gang, han undslår sig derfor. Der må være kommet noget i vejen mellem dig og folkene.«
»Ikke det mindste,« svarede Ib fripostig.
»Det regner endnu,« sagde Ane, idet hun gik fra vinduet.
»Tag min store rytterkappe og min filthat på,« sagde Ib, »så skal regnen ikke gøre dig noget.«
Ane svøbte sig ind i kappen og satte filthatten på sit hoved. I denne dragt kunne man have antaget hende for en mand, medens det dog i hin tid var almindeligt, at fruentimmerne bar filthatte til deres hovedbeklædning. Da hun kom til døren, blev hun standset af Svend.
»Hvis du ser lejlighed dertil,« sagde han, »så forhør, om kaptajn Lykke endnu opholder sig på slottet.«
Ane tilkastede ham et bebrejdende blik. »Å nej, Svend! sagde hun, »lad mig være fri derfor. Det ærinde falder tungere end det første.«
Svend rystede på hovedet, han rakte hende hånden og tilføjede: »Du behøver ikke at være bange for at besørge det. Gud hører mine ord, lille Ane! Mellem hende og mig er al ting endt. Og om hun bad for min fod, det var dog forbi mellem os.«
Konens ansigt beholdt sit tvivlende udtryk, men hun svarede intet, nikkede og gik. Idet hun åbnede døren, hørte man regnen og stormen, som tudede ind fra Præstø bugt.
»Jeg tror, kaptajnen er rejst sin vej,« ytrede Ib noget efter, »jeg har ikke set ham i de sidste dage, derimod har ridder Kørbitz endnu sin gang på slottet. I morges gik han nede i Ørremandsgaards skove, side om side med Kulsoen, den slemme kvinde. Da de så mig, gjorde ridderen et skridt forud og standsede talen, men Kulsoen grinede og hævede sin knyttede hånd imod mig. - Tak for sidst, Ib Abelssøn! skreg hun. - Nu har vi mødt hinanden to gange, tænk på mig, om det sker den tredie gang, så skal jeg have dit livsbrød skåret.«
»Hvor har I da truffet hinanden før?«
»Husker du det ikke? Første gang var oppe ved Lellinge den aften, vi tog over Køge bugt med vore penge, da bandt jeg hendes hænder og fødder og puttede hende min halsklud i munden, medens hun blev stillet op ved siden af Manheimer, som vi alt troede vel besørget den gang. Anden gang var forgangen nat. Medens vi listede omkring uden for Høfdingsgaard for at finde en overgang, traf jeg Kulsoen inde i krattet, slæbende på en bylt sammenrøvede sager, som hun havde set lejlighed til at få fat i oppe på slottet, idet hun sneg sig bort ad den løngang præsten omtalte. Jeg tog godset fra hende og gav det siden til fogden, derfor er det vel, at hun er blevet så fjendsk.«
Svends lille søn havde under samtalen siddet ved bordet og stavet sig frem på et stykke træ, hvori alfabetet var indridset, og som man kaldte et fibelbræt. Under den tavshed, som opstod efter Ibs sidste ord, hængte drengen brættet på væggen og gik hen til Svend.
»Hør lille fader!« sagde han, »siden de nu gør dig fortræd, når du går ud, så bliver du vel længe hjemme hos os.«
»Hvorfor, min dreng?«
»For mutter er så bedrøvet, hver gang hun siger, at du er ude på togt, og så går hun til vinduet, når der kommer nogen forbi, og ser ud, om det er dig. Så læser hun sin bøn og lærer mig en med, og hun græder tit om natten, når du tror, hun sover. Når du er hjemme, lader hun nok som ingenting og taler og ler, men så snart du er gået, er fornøjelsen også forbi.«
»Å, hvad, det er ingenting at tale om,« sagde Ib, »og nu bliver Svend længe hjemme.«
»Lad kun drengen tale, Ib!«
»Men du må heller ikke tale om hende deroppe,« vedblev drengen.
»Hvem?« spurgte mændene lige forbavsede.
»Ja, jeg kender hende ikke, og mutter siger kun hende, og så bliver hun også bedrøvet, men som jeg engang spurgte, hvad hun sad og græd over, klappede hun mig på kinden og sagde: Å, det er ingenting, lille dreng! Le du kun i aften og vær fornøjet; når du bliver stor, kommer du også til at græde eller volde, at andre græder.«
»Stormen og blæsten tager til,« ytrede Ib og trådte hen til vinduet, »det er så mørkt udenfor, at man ikke kan se to skridt foran sig.«
»Den stakkels Ane,« svarede Svend, »gid hun blot ville komme tilbage; nu brænder såret ikke længer, og hun får dog knap doktoren til at tage ud i det vejr.«
»Tys! Hvad er det?« spurgte Ib, »jeg synes, at der faldt et skud.«
»Å nej, det er kun stormen, som dundrer ude fra havet.«
Lidt efter hørtes skridt udenfor. Døren gik op, og Ane trådte ind. Regnen flød ned fra rytterkappen, hvori hun var indsvøbt.
»Lille fatter!« hviskede drengen, bøjet over mod Svend, »nu har hun grædt igen, det ser jeg grant på hendes sørgmodige ansigt, vær lidt venlig imod hende.«
Svend lagde kærtegnende sin hånd på drengens skulder, idet han udbrød: »Traf du den kloge doktor?«
»Nej,« svarede Ane med en forunderlig mat og afkræftet stemme. »Han var redet sønderpå, lidt før jeg kom, men jeg traf jomfru Parsberg, hun lovede, at der straks skulle gå bud efter ham og komme hjælp til dig endnu i aften.«
»Tak, Ane,« svarede Svend og strakte sin hånd ud imod hende. »Tak for den gerning, som for enhver anden, du har øvet for mig. Kom og sæt dig hos mig, og lad fare den sørgmodige mine.«
Ane betragtede Svend med et overrasket blik. »Hvorfor taler du sådan til mig i aften?« spurgte hun og satte sig på bænken ved hans side.
»Fordi drengen her fortæller mig, at jeg har en stor uret at gøre god imod dig.«
»Og hvad har du fortalt?« spurgte hun barsk og heftigt.
»Ak, mutter, mutter! Jeg har ingenting sagt, andet end at du græd alle de salte tårer, og fatter skulle være god imod dig,« hviskede barnet.
»Det er kun snak,« svarede Ane, »jeg har aldrig klaget over dig, Svend!«
»Nej, det er just ulykken, lille Ane! Om du forlængst havde røbet dit hjertes sindelag, da havde vi også bedre kendt hinanden; men det er tids nok endda, har vi døjet sorg før, så skal vi nu kun kende til glæde.«
»Gud bedre det,« svarede Ane sagte for at skjule en bevægelse. »Jeg vil aldrig lære glæden at kende.«
»Du må ikke sige sådan noget,« bemærkede Ib, »når et menneske blot selv rigtig vil en ting, så hjælper Gud Fader altid med, det har jeg mærket, ellers var jeg aldrig blevet den karl, jeg er.«
Svend slyngede sin arm om Anes liv og trykkede hende op til sig. »Lad fare at sørge,« hviskede han. »Alting skal endnu blive godt for dig.«
»Ja, kanske,« svarede hun med et blidt og hengivent smil, »hos Vorherre er der ingen nød.«
»Hvorfor tænker du på døden?«
»Og hvorfor tænker du på livet, Svend, medens jeg bærer døden i mit hjerte?«
»Hvad mener du?«
»Du hørte skuddet nys, her ser du mærket.«
Med disse ord kastede hun kappen til side, og Svend udstødte et skrig, idet han så hendes tærnede korsklæde farvet med blod, som randt ud fra et sår mellem skulderen og det venstre bryst. Ane lænede sit hoved op mod Svend.
»Himmerigs Gud!« råbte Ib. »Hvad er det?«
»Det er døden med sin stævning,« svarede hun mat. »Dengang jeg gik tilbage fra slottet, syntes jeg at høre skridt, som bestandig vedblev at følge efter mig på den anden side vejen. Ovenfor Ambæk skinnede lyset fra præstegården ud af ruden, og jeg syntes, jeg kunne se en fruentimmerskikkelse, men jeg gik i mine egne tanker og kerede mig ikke videre derefter. Her oppe i skoven kom hun mig nærmere på siden og stod pludselig stille, medens hun tog til orde: - Er det jer Ib Abelssøn? - Hvad vil I Ib Abelssøn? spurgte jeg, så grov jeg kunne gøre min stemme. - Huske ham på sit løfte og sige ham tak for sidst, svarede hun, og inden jeg begreb hendes mening, så jeg glimtet af et skud og følte ligesom et stik her over brystet. Men kvinden slog en skoggerlatter op og løb sin vej, uden at jeg endnu ved, hvem hun var.«
»Kulsoen,« udbrød de to mænd eenstemmig.
Ib greb sin hat.
»Se, hvad du kan gøre ved Ane,« råbte han, »imedens tager jeg din grå hest og rider doktoren op. Du kan tro, jeg skal snart bringe ham med tilbage.« Han fo'r ud ad døren, og straks efter hørte man hovslagene af hesten, idet den i strakt galop fløj ned ad vejen til Jungshoved.
Ib holdt ord; en time efter vendte han tilbage, og foran sig, på den usadlede hest, holdt han en mand omslynget med den ene arm. Det var lægen, som meget mod sin villie var blevet hævet op på hesten og bortført, endnu før vagtmesteren fik lejlighed til at underrette ham om årsagen.
Ib løftede doktoren ned, bandt hesten og styrtede ind i stuen.
»Her bringer jeg den tyske doktor,« udbrød han dæmpet.
»Hvordan har hun det?«
Svend gjorde en bevægelse med hånden, idet han trådte hen til sengen og drog et lagen til side. Under dette lå Ane Marie, bleg og ubevægelig, med armene korsvis foldede og en bønnebog under hagen.
»Død!« skreg Ib i den dybeste smertes tone og kastede sig ned foran hende.
»Ja,« svarede Svend, »død.«
»Ak, kinder! I ved ikke, hvad I siger,« ytrede lægen, idet han med en charlatans vigtighed udbredte sin forbindstaske på bordet. »Lad mig komme til at undersøge såret, først da skal I få at vide, hvordan det forholder sig.«
Han trådte hen til sengen, men Svend lagde sin hånd på hans skulder og svarede:
»Vi lader det være. Med et skudsår som dette lever man ikke, det har jeg set nogle prøver på tilforn. Ane Marie opgav sin ånd i mine arme en halv time før I kom; lad os unde hende den fred i døden, som vi ikke kunne skaffe hende, medens hun levede.«
Lidt efter forlod lægen huset og red bort på Svends hest. De to mænd blev alene hos den døde. Der forløb en lang tid, hvor ingen af dem talte til hinanden. Ib sad på sengekanten og holdt Anes hånd i sin. Lampens matte skin faldt hen over Svends blege og bevægede ansigt. Fra en krog i stuen hørte man det hurtige og regelmæssige åndedræt af den lille dreng, som var faldet i søvn. Udenfor havde stormen lagt sig, et mat stjernelys skinnede ned mellem skyerne.
»Tal til mig, Svend!« udbrød endelig Ib med en lav og skælvende stemme, »hvorfor sidder du der og betragter mig så stift? - Å ja, du mener vel, at det var min skyld; Gud Fader lod hende dø, som hun havde levet, bestandig et offer for andre.« Da Svend ikke svarede, vedblev han: »Jeg red ind på Jungshoved slot, dengang jeg søgte doktoren, og fortalte dem, hvad der var sket. Fru Else lovede at skikke os hjælp ned, det snareste hun kunne.«
»Gud bedre det for hjælpen! Gid de ville lade komme vor gamle præst, at han kunne læse hende Herrens velsignelse, så har hun intet videre fornødent.«
»Jeg tror, jeg hører hestetrav,« ytrede Ib lidt efter, »om det skulle være hr. Jørgen selv, som rider ud i den mørke nat?«
Han rejste sig og gik hen til vinduet. Svend lagde den dødes hånd til rette og bredte lagenet ud over hende. Straks efter nærmede sig lyden af stemmer. Døren gik op, Ib udstødte et forundringsråb, det var Julie Parsberg, som trådte ind i stuen. Rideknægten blev stående udenfor med begge hestes tøjler i hånden.
»Jomfru Parsberg!« udbrød Svend forbavset, idet han rejste sig, »I her?« Julie gik hen til Svend og strakte ham begge sine hænder i møde.
»Finder I måske, at dette offer er større end dem, hun har bragt mig?« spurgte Julie med den bløde og indtagende magt, hun vidste at lægge i sin stemme.
»Nej!« svarede Svend, »men nu har hun fuldbragt alle sine ofre, og I kommer for silde.«
»Til at hjælpe hende, ja, det ved jeg. Straks efter at vi var redet hjemmefra, mødte vi lægen, der fortalte os denne sørgelige tildragelse. Mit ansigt, Gjøngehøvding, og mine tårer kan sige eder, hvad jeg føler.«
»Men hvorfor er I da kommet?« spurgte Svend.
Ib tog ordet.
»Den nådige frøken begærer vel endnu engang at se hende, hvem hun er kommet i tanker om at skylde så meget.«
Julie syntes ikke at fatte det spottende i disse ord. Hun svarede:
»Hvad jeg skyldte hende, har jeg aldrig glemt, endskønt I begge tænker anderledes. Jeg får finde mig deri; den sag vil Gud dømme mig og hende imellem. - Nej, Svend Gjønge! Jeg red herhid, hvor ubekvemt end sted og tid var valgt, for at give dig lejlighed til at tage al den hævn over mig, som du fordrer.«
»Men jeg har jo aldrig fordret nogen hævn,« svarede han sagte og klangløst. »Kender I mig ikke bedre?«
»Eller for at bede dig om forbarmelse og frelse for et menneskeliv, det skæbnen gjorde dig til herre over.«
»Et menneskeliv?« gentog Svend.
»Hvad siger jeg, en hel slægt, hvis vel og rygte du kunne frelse fra undergang og vanære. Endskønt jeg ved, hvor opfyldt dit hjerte er af bitterhed mod mig, vover jeg denne bøn her foran din døde hustrus leje, og kunne hun høre mine ord, ville hun ligesom jeg række dig sine hænder bedende i møde.«
»Jeg fatter ikke, hvad I mener, Julie Parsberg!« svarede Svend forbavset. »Hvilket menneskeliv er det, Gud har lagt i mine hænder?«
»Kaptajn Lykkes, en mand, der om få dage ikke vil have andre vilkår end flugt eller døden.«
»Hvad ondt har han da bedrevet?«
»Din ven der vil kunne sige det,« vedblev Julie og pegede på Ib. »I en samtale kom han til at røbe hemmeligheden af nogle breve, hvori kaptajn Lykke, letsindig og uklog, som han er, har vovet at omtale en af landets mest højtstående personer i lige så slet valgte som fornærmelige udtryk. Man har beluret denne samtale, og alt er der kommet befaling til at lade sagen undersøge og at affordre ejermanden de breve hvori kaptajnen har tegnet sin dødsdom.«
»Hvem røbede ham?«
»Den ærlige ridder Kørbitz,« svarede Ib; »han tilstod selv at have lyttet til mine ord og tilbed mig svære penge, hvis jeg ville sælge ham brevene.«
»Han behøver nu ikke længere at købe dem,« svarede Julie. »Til lehnsmand Jørgen kom Kongelig Majestæts befaling til at lade vagtmesteren dem affordre. Derfor red jeg hid i aften.«
»Hvorledes skulle jeg da kunne frelse kaptajnen?« spurgte Svend.
»Ved at formå din ven til at levere mig brevene.«
»Det gør jeg aldrig,« svarede Ib. »Hvis man vil tænke så slet, kunne det gerne træffe sig, at I bad mig om dem af samme grund som nys forgangen ridder Kørbitz.«
»Jeg!« udbrød Julie forbavset, »hans eneste ven!«
»Ak, jeg kender en fornem jomfru, der før har forrådt si eneste ven!« svarede Ib.
Svend rystede på hovedet. »I dette hus må vi ikke tale så,« ytrede han sagtmodig. »Ib, min ven, lad hende få disse breve.«
»Nej, jeg kan ikke skille mig ved dem,« svarede Ib, idet han slog øjnene ned for Svends blik.
»Vil du have dem til at tro om os to, at vi forvarer hans breve som en trusel eller som et våben?«
»Og i morgen,« tilføjede Julie, »når lehnsmanden lader dig dem affordre?«
»Å, lehnsmanden!« svarede Ib med et hånligt skuldertræk. »Han kan komme.«
»Ib!« sagde Svend, »jeg beder om disse breve.«
»Men det er jo min ejendom, Svend! Den eneste arv, Soffi har efterladt mig.«
»Lad jomfru Parsberg alligevel få dem, min kære kammerat, at det kan være os, som bestandig giver, og hende, der bestandig modtager.«
Ibs sorte Øjne funklede, idet han rettede dem mod Julie.
»Ja,« svarede han pludselig i en bestemt og tilfreds tone, »dette skal være grunden, den, Svend nu nævnede, og derfor skal I få mine breve!«
En levende glæde udbredte sig over Julies ansigt, hun tilkastede Svend et dvælende blik, hvis udtryk ville have kunnet formilde megen uret, men Svend mærkede det ikke. Ib gik hen til et skab i væggen og udtog en pakke, indsvøbt i et tørklæde. Han lagde den på bordet, som stod tæt under vinduet.
»Se!« sagde han og udbredte brevene foran lampen, »her har I dem alle sammen, benyt dem nu, som I tykkes bedst.«
I samme øjeblik blev en pistol udefra trykket ind gennem ruden, der faldt et skud, som slukkede lampen. Julie udstødte et gennemtrængende skrig, men Ib rev en bøsse ned fra væggen og fo'r ud.
Da Svend atter havde fået tændt lampen, kom Ib tilbage.
»Det gjaldt nok mig,« udbrød han og hængte bøssen op på sit sted. »Denne gang var der to på færde. Da jeg kom ud, så jeg dem ride ind i skoven, så stærkt deres heste kunne løbe.«
Julie var sunket tilbage mod væggen; da hun slog øjnene op, faldt hendes første blik på bordet, og hun udstødte et skrig.
»Brevene!« råbte hun, »min himmerigs Gud! De er borte!«
Bordet var tomt. Endnu medens krudtdampen af skuddet opfyldte værelset, strakte en hånd sig ind igennem den sønderslagne rude og greb alle de breve, som Ib havde lagt på bordet.
Rideknægten, der ventede udenfor, havde ikke bemærket eller hørt andet end skuddet og straks efter hovslagene af de to rytteres heste, idet de sprængte bort fra hytten.
Man har uden tvivl gættet, at det måtte være Kørbitz der ved en så uværdig list tilvendte sig kaptajnens breve, som Ib overlod til Julie Parsberg. Allerede straks efter at han var kommet til kundskab om disse breves tilværelse, havde man ved hoffet hørt nogle ytringer derom. I den kamp, der for øjeblikket fandt sted mellem Kørbitz og Kai Lykke, benyttede ridderen sig af ethvert våben for at tilintetgøre sin medbejler, og så meget mere hensynsløst, som han hidtil måtte erkende at være den uheldige og besejrede. Kais breve syntes ikke alene at sikre ridderen den overvægt, han savnede, men var endog blevet ham aldeles nødvendige til at retfærdiggøre sine ytringer og til at forøge deres vægt. Så snart Kørbitz havde fremlagt brevene, antog sagen større offentlighed. Frederik den Tredie udnævnte en ret til at undersøge Kais brøde og derefter at overgive sagen i generalfiskalens hænder. Blandt hovedmændene i denne ret var Rantzau, som kort i forvejen havde tabt en proces mod Kai Lykke, og rentemester Gabel, for øjeblikket dronningens begunstigede ven, det vil sige kaptajnens fjende.
Endskønt skyerne således trak sig sammen over den ulykkeliges hoved, kunne dog uvejret måske endnu være drevet bort, idet generalfiskalen, Søren Kornerup, gjorde indvendinger mod brevenes ægthed, men Kai var engang kommet under en uheldig stjernes indflydelse og forøgede den første ubesindighed med en endnu større. Fra sit ukendte skjulested sendte han dommerne et bønskrift, hvori han vedkendte sig brevene og tilstod, at hans fornærmelige ytringer var sket i en »ubegribelig drukkenskab.« Ifølge en anden beretning skal han have tilbudt en bøde på 100,000 rigsdaler, for hvilke han pantsatte sine godser Gisselfeldt og Rantzausholm, nu Brahe-Trolleborg på Fyn. Med dette bønskrift var så at sige hans skæbne beseglet. Kuglen rullede ned ad bakken, kastet af den samme hånd, som havde hævet den så højt. Man forudså, at den først kunne standse i afgrunden.
Medens dette tærningspil om Kai Lykkes liv og ære begyndte i hovedstaden, var offeret selv forsvundet, man havde forgæves opfordret ham til at fremstille sig for sine dommere, man havde ladet ham eftersøge på alle hans godser, hos alle hans slægtninge. Kais skjulested var hidtil blevet uopdaget.
En aftenstund gik Svend gennem Ørremandsgaards skove. Solen gik ned, luften farvede trætoppene med et rødgult skær. Egnens kirkeklokker ringede til aftenbøn, man hørte hundene gø i landsbyen og den klare lyd af frøerne nede i gravdammen.
Da Svend var kommet længere ind i skoven, så han Ib ile sig i møde med et smilende åsyn og et stort brev i hånden.
»Se her!« råbte vagtmesteren, »dette dokument er kommet til dig, imedens du var borte fra hjemmet. Det bærer kongeligt segl og mærke.«
Svend brød seglet og læste.
I dette brev forlenede kong Frederik den Tredie Svend Poulsen og hans efterkommere med Lundby gård og gods til belønning for de tjenester, han havde ydet fædrelandet.
Svend rakte Ib brevet. Aftensolen kastede sit skær over dette ædle og mandige ansigt. Ib så ham smile med et sørgmodigt og bittert udtryk, idet han sagde:
»Ak, lille Ib! En ringe mand som jeg kan tvinge disse fornemme, man kan tvinge dem til at hade, til at frygte, til at beundre os, til alt, min kære broder! - Kun ikke til at elske os.«
Svend tav, det var Ib som bøjede hovedet til siden for at skjule sin bevægelse, medens Gjøngehøvdingen slog armen om hans skuldre, og de forsvandt i skumringen mellem træstammerne.