Madsalune
Carit Etlar (1841)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
3.
På Rindum, en stor Herregård, knap en halv Fjerdingvej Nordøst for Ringkøbing, gav Ejeren den Aften et Bal. Det var ret smukt, således som de store Værelser var pyntede med Grønt og Blomster, mellem hvilke de mangfoldige Lys udbredte et friskt og livligt Skær. Der var rigtignok store Bjælker over det blåmalede Loft, de hvidtede Vægge savnede Tapeter, og det gør de vist endnu; men hvem lægger vel Mærke til sådanne Ubetydeligheder, hvor de levende Omgivelser er i Stand til at fængsle og henrykke Øjet, som det var Tilfældet denne Aften. En talrig Skare af unge, livlige Herremændsdøtre og Købstadsdamer opfyldte alle Værelser. Fra Balsalen så man i et Sidekabinet en Del muntre Herrer, iførte Plydses og Merinos Kjoler med store, forgyldte Knapper, Pisk i Nakken og Knæbenklæder, enten forsamlede omkring Spillebordene eller i Samtale med hinanden spadsere op og ned ad Gulvet. Det var Stadens Købmænd og Borgere. Nogle af dem, hvis tillidsfulde Væsen, Holdning og Manerer, lod udenfor al Tvivl, at de var de fornemste, havde taget Plads omkring et stort Bord, på hvilket der for hver af Herrerne dampede et rigeligt Mål af Thevandspunsch, en Drik, den ældste Datter på Rindum stod i særdeles Ry for at tillave.
»Ja vist!« udbrød en lille, tynd Person, »der er nogle nysselige Pigebørn samlede her i Aften; Ringkøbing er kun en lille By at se til, det er sandt, men den er god til at få sig en Kæreste fra. Jeg kan tale med derom. Hvoraf kommer det ellers, at Hr. Konsulen sidder så stille?« vedblev han. »De er Pine Død vist ikke ret i Kulør i Aften.«
Disse Ord rettedes til en høj og pyntelig Mand, der havde siddet lænet tilbage i Stolen uden at tage Del i Samtalen. Denne Herre var nylig blevet udnævnt til svensk Konsul, hvorfor hans Medborgere så op til ham med en vis Ærefrygt. Hans Stemme havde en betydelig Vægt i Byen, thi han var rig og godgørende; man skattede sig lykkelig ved at byde ham Hånden på Gaden; Manden havde en fortræffelig Vinkælder og gjorde store Selskaber.
»Hvad Kulør vil I vel have mig i,« svarede Konsulen, »når I tænker på den fordømte Historie med de anholdte Varer. Imorgen skal der være Auktion over dem, så kan vi få Lov til nok en Gang at købe, hvad vi allerede har betalt!«
»Hvordan hænger det sammen med disse Varer, Hr. Konsul!« spurgte en Handelsmand fra Holstebro, der netop var kommen til Egnen for at være til Stede ved Auktionen.
»Fortæl I Historien, Rasmus Hansen,« genmælede Konsulen, »fortæl ham, at jeg, Konsul Mylenberg, taber rene 300 Mark Banko derved; jeg er ikke oplagt til at tale i Aften". Han lænede sig atter tilbage og gyngede på Stolen.
»Ja denne Gang havde de rigtignok fået Tag i os,« tog den Opfordrede beredvillig til Orde. »Tænk blot, vi forskriver Varer fra Hamburg, lader dem gå om Bord på Madsalunes Kutter, Strandmaagen, et Skib, der ville løsne sig i enhver Fuge ved at bære fortoldet Gods. Alting går godt, Madsalune ligger ved Hjerting, Toldseglene står friske og ubrudte, at sige, for de hemmelige Rum var der naturligvis ingen Toldsegl, han losser om Natten, Varerne er i Land, men så fører den Lede Toldinspektør Karner til Stedet. Dagen efter ved enhver Svale, der bygger i Ringkøbing, at fortælle om Anmeldelsen, og Toldbetjentene fører Godset op til Pakhuset. - Det er den første Gang i alle de År, Strandmaagen har båret Sejl, at vi har mistet noget, vort Tab er stort og uopretteligt, især Hr. Konsulens, som havde den største Part.«
Købmanden tav pludselig, thi et højt, sortklædt Menneske, der havde stået i Nærheden, uden hidtil at blive bemærket, trådte hen til Bordet. Alle de Tilstedeværende, selv Konsulen, hilste ham særdeles høfligt og forekommende. Den Fremmede smilede og udbrød dæmpet: »De sørger uden Grund, mine Herrer! Strandmaagen har ikke været uheldig, lige så lidt denne Gang som nogen Sinde før, De vil ikke heller lide noget Tab. Om tre Dage er de omtalte Varer velbeholdne i Deres Hus, jeg indestår Dem derfor.«
Disse Ord vakte en almindelig Forbavselse. Købmændene stirrede forundrede på den Fremmede og bad ham forklare sig, men han lagde stiltiende Fingeren på Læben, bukkede og gik ind i Balsalen.
»Hvem var den Herre?« spurgte Manden fra Holstebro, da Overraskelsen havde lagt sig, »han syntes at være lovlig rundhåndet med sine Løfter.«
»Hr. Gordon har lovet det,« ytrede Konsulen med en Betoning, som gjorde sin Virkning, »og han vil holde Ord; vi erstatter Enhvers Tab, hvis ikke Varerne kommer til Veje til den Tid, han fastsatte. Det er et ubegribeligt Menneske, denne Herre, men vi nærer en ubegrændset Tillid til ham.« Således talende rejste Konsul Mylenberg sig og gik ind i Balsalen.