WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Madsalune




(1841)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


4.


Madsalune   Lidt efter Solens Nedgang så man Fragtmanden, som bedede i Krostedet, berede sig til Afrejse. Han betalte Værten og kørte bort fra Gården i en stor Fragtvogn, belæsset med Oliefade. Vejen fra sorte Kro op til Ringkøbing var trist og sandet, Hjulene sank ned til Navene i det løse Grus, Vognen slingrede i de dybe Hæld, der dannedes af Brinker og Lyngris, som Vejen var belagt med. Engang imellem stak en stor, sort Pudelhund sit Hoved op mellem Oliefadene og udstødte en langtrukken Tuden, og Fragtmanden piskede jævnlig på Hestene, fordi han gerne ville nå Byen, før det blev Nat. Han havde tændt sin Pibe, lænet sig tilbage i Halmen og brummede af og til nogle Ord, som lignede en Opsang til Søs. Således nåede han den anden Side af Vennerby, da han mødte tre Mænd, der, efter det Ydre at dømme, lod til at være Fiskere fra Holmsland. De var store og håndfaste, og Udtrykket i deres solbrændte Ansigter var vildt og frastødende. De slingrede langsomt henad Vejen, omtrent med samme Lethed, som Gåsen bevæger sig på Landjorden. Enhver af dem førte en Knippel i Hånden, der havde stor Lighed med en Håndspage. Så snart de fik Øje på Fragtmanden, stod de stille og udstødte et lydeligt Glædeshyl. Formodentlig måtte de stå i en vis Forbindelse med ham, thi da Vognen nåede dem, hilste de og svang sig uden videre op på Fadene. Pudelhunden kendte dem også, den logrede af Glæde ved at se dem, og nu gik det muntert til på Vognen. Kusken knaldede med Pisken, og man skulle ikke have holdt de store, rummelige Oliefade for synderlig svære, thi Hestene fo'r i skarpt Trav henad Vejen. Samtalen blev meget levende, men det var ikke let at blive klog på dens Genstand, og da de endelig havde udtømt sig, søgte Fragtmanden en lille, hollandsk Dunk frem af Halmen, tog først selv en god Slurk og lod den derpå gå rundt blandt de øvrige.
   »Det kunne nu være efter mit Sindelag, hvis Kontroløren lod en Søger gå ned i et af Fadene,« udbrød endelig den ene af Mændene, medens de kørte forbi Ringkøbing Mølle, »han ville få mere Blod end Olie at se.«
   »Han skulle have ondt ved at se noget,« mente Fragtmanden ligegyldig, »for det første mangler han Briller, for det andet mangler han Næse til at sætte dem på, og for det tredie mangler han Øjne; forstår I mig? Og om det endog gik så fejl, at han mærkede Uråd, så giver jeg, Samson Goliath, den Krabat et Tryk for Maven og sejler videre.«
   »Ja, hvis Vinden var derefter,« sagde en Tredie, »men se blot der henne i Boden, de har jo alt tændt Lys; hvad mon det vil sige?«
   »De bruger Lys derinde for at se, at det endnu er Dag udenfor,« mumlede Fragtmanden for sig selv, idet han stak sin Pibe i Sidelommen og kastede et forskende Blik tilbage på Fadene.
   De holdt nu for Porten. Kusken og hans tre Kammerater udstødte et skingrende Holla, da det varede noget inden Kontroløren lod sig til Syne. Alt syntes at være i Rigtighed, og Visitøren lod en Betjent følge med til Pakhuset for at lægge Fadene derind til næste Morgen. Fragtmanden besteg igen sit Sæde og kørte igennem Gaden.
   Da de kom til Stedet, forlangte Betjenten, at Fadene skulle aflæsses, men det ville Kusken ikke have med at bestille. Det kom til Mundhuggeri mellem dem, dog lod Embedsmanden sig omsider tale til Rette, især da de tre Sømænd omringede ham og på en utvetydig Måde gav tilkende, at de ikke var utilbøjelige til at sætte deres Villie igennem med Magt. Kusken spændte fra og red bort med Hestene, Vognen med Oliefadene blev stående i Pakhuset.
   Samme Nat kom to Mænd gående op ad Gaden, der førte til bemeldte Pakhus. Næsten til samme Tid samledes fra forskellige Steder en halv Snes lignende Skikkelser omkring dem, uden at man så, hvorfra de kom. Inde i Pakhuset begyndte det også at blive levende, just der hvor de konfiskerede Varer lå henstillede i den Orden, de næste Dag skulle sælges. Havde det været lidt mere lyst derinde, ville man have set Bunden på Fadene blive skudt bort, og en Mand stige ud af hvert Fad, hvorpå de trøstig begyndte at gøre en Åbning i Pakhusets Mur mod den Side, som vendte ud til Marken. Da de var færdig dermed, blev Godset i største Hast bragt ned på en Vogn, som holdt udenfor, og derpå kørt bort. Alt dette gik roligt og hurtigt for sig. Vægteren, som en ulykkelig Hændelse førte hen til Stedet, havde rigtignok i Sinde at gøre Allarm, men de ubekendte Mænd forhindrede ham deri og satte ham så lempelig som muligt ned i et af de tomme Oliefade, hvorefter de forsvandt lige så ubemærket som de var kommet.
   To Dage senere havde Købmændene, der nylig beklagede sig over deres Tab, de toldfri Varer velbeholdne inden Døre, og ethvert Barn i Ringkøbing vidste nye Historier at fortælle om Madsalune, thi man antog, det var ham, som havde spillet Toldvæsenet det Puds.


Kapitel 5 >