Madsalune

---

Carit Etlar (1841)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

7.

   Oppe under Jylland, lidt til Sydvest for Læsø, løb nogle Dage senere en lille Kutter, for en god og jævn Brise. Sejlene stod vel fyldte og Skibet fo'r jævnt og hurtigt igennem Bølgerne, over hvilke Formiddagssolen kastede sine Stråler. Tovværket lå opskudt på det nylig spulede Dæk, Manden ved Roret stod og brummede på en gammel Opsang. Matroserne benyttede den almindelige Ørkesløshed, der var indtrådt, til Søvn. Stilheden blev ikke afbrudt ved andet end Styrmandens Sang, og engang imellem ved en halvt undertrykt Gråd, forude i Skibet. I Læ af Stagfokken sad en ung Bondepige med et spædt Barn i sine Arme. Det Blik, hvormed hun betragtede den Lille, og den kærlige Omhyggelighed, med hvilken hun søgte at beskytte den for Søluften, lod ikke Tvivl om, at hun var Barnets Moder. Hendes Ansigt var meget blegt og viste Spor af dyb Kummer. Hver Gang Barnet vågnede, vuggede hun det blidt i sine Arme og nynnede en sørgmodig Sang. Den Lille smilede da, og strakte de små Hænder op mod Moderen. Således vedblev Farten uafbrudt i flere Timer, da Manden ved Roret pludselig udstødte et forunderligt, langtrukkent Hyl, ved hvilket straks fire Matroser kom til Syne fra Forlugen. Til samme Tid viste en Skikkelse sig i Kahytkappen og steg op på Dækket efter at have vekslet nogle Ord med Styrmanden. Det var Madsalune. Kutteren holdt nu nogle Streger højere op i Vinden, den passerede i dette Øjeblik Skagen. Matroserne stod parate ved Fald og Skøder til at udføre enhver Befaling.
   »Får vi Vinden fra den Kant til i Aften,« ytrede Madsalune, efter en Tid at have betragtet Kompas og Fløj, så vil Krydsfartøjet ikke mærke stort til Maagens Flugt. Sej, Kukmand!« vedblev han med hævet Røst til en Matros, som sad og splidsede oppe i Salingen. »Ser Du noget til Jagten endnu?«
   »Ja vel!« lød Svaret, »han jager efter os som bare Satan.«
   »Der er endnu ingen, der har fortalt, at Maagen er bleven halet af en Sejler, hvor Vind og Strøm var lige skiftet,« ytrede den Mand, som stod ved Roret. Hans Navn var Samson Goliath. »Men jeg lider ikke stort på denne Vind! Disse Småskyer i Øst taler om Forandring, enten får vi aldeles Blik, eller også bliver det til en Storm, for hvilken det er bedst at være så langt et Stykke fra Land som muligt. Det vil snart vise sig, om jeg ser rigtigt.« Bredfokken blev halet ned, den kunne ikke længere benyttes, Kutteren passerede Skagens Rev og holdt til Sydøst ud i Nordsøen.
   Middag var kommen. Folkene var nede for at skaffe. Madsalune sad på Spillet, lige overfor den unge Kone. Det var Johanne, den samme, som Værten i sorte Kro omtalte i Forbindelse med Kammerjunker Harder til Thimgaard.
   »Stakkels Pige!« udbrød Smugleren, efter at Johanne havde fortalt ham sin Historie, »I har gået meget ondt igennem.«
   »Det har jeg, Madsalune,« svarede hun, »men som man reder, så ligger man.« Hun bøjede sig ned over Barnet for at skjule sine Tårer. »Da mine Forældre jog mig hjemmefra, tog jeg ned til Holsten til min Moster, men også hun var hård og streng og viste mig bort. Jeg vil nu tilbage til Harder og fortælle ham alt, jeg selv forlanger intet og vil finde mig i, hvad Gud Fader tilskikker, men mit stakkels Barn er uden Skyld, Harders Hjerte er for godt til at nægte det sin Hjælp.«
   »Jeg vil ønske, at det må være, som I mener,« sagde Smugleren, »men I kender kun lidt til Livet og mindre til Menneskene. Skulle han afslå Jeres Bøn, så vend Jer til mig, jeg ved en Mand, som vil hjælpe Jer; kender I Løjtnant Gordon?«
   »Ja,« svarede Johanne, »jeg så ham ofte, medens jeg var på Aaberg, de sagde, at han holdt af Frøken Emma deroppe.«
   »Nu godt,« sagde Madsalune, »gå da til ham, hvis det skulle knibe, og når han er borte, så tal til hans Broder Jakob, som I ser derhenne ved Roret, han vil sige Jer, hvor Gordon er at træffe.«
   Madsalune blev afbrudt ved Manden på Salingen. »Der har vi Krydsjagten,« råbte han, »den har passeret Revet og kommer lukt ned mod os.«
   Samson Goliath tog Kikkerten og gik op på Halvdækket. Efter at have betragtet det udbredte Vandspejl med et skarpt og spejdende Blik, slog han Kikkerten sammen og gik tilbage uden at sige et Ord.
   »Hvad mener Du, Samson!« spurgte Madsalune, da han var kommen tilbage, »har han i Sinde at prøve et Løb med os?«
   »Maagen har været i større Betryk, end han kan bringe den i,« svarede Samson. »Vi kunne lade det komme an på en Krydstur, Mage til den, vi gjorde forrige Sommer under Rygen.«
   »Dengang havde de bedre Spil,« sagde Jakob, »vi var en mod to.«
   »Netop ligesom nu,« ytrede Goliath. »Hvis Kukmanden deroppe havde brugt sine Øjne som jeg, ville han have set et Sejl til, foruden det, han meldte på Højden af Skagen. Vi har to forsvarlige Krydsere efter os.«
   Medens Samson talte, bekræftede Manden deroppe hans Ord og meldte et Skib. »De fører en svær Pres af Sejl,« bemærkede Samson, »der er ikke en Stang indenbords, uden at den er beklædt med Dug; men de vil snart få Lov at mindske dem, hvis jeg ellers forstår mig på Vind og Vejr. Vi vil nu gøre vort Bedste og sejle Krydserne Fanden i Vold, dersom jeg ellers taler tydeligt nok.«
   Samson udstødte efter disse Ord atter sit bekendte Hyl, som straks bragte Matroserne på Dækket. Der blev sat et Par Småsejl til, og den lille Kutter jog skummende igennem de høje Søer, der efterhånden som Solen forsvandt bag Skyerne, begyndte at lægge deres hvide Rygge til Hvile. Madsalune sad ved Siden af Jakob, der nu havde taget Roret. Samson lænede sig med Armene på Rælingen, medens han røg af en kort Træpibe, og ligegyldigt betragtede de hvislende Skumstriber, Skibet frembragte.
   »Nu, Jakob!« sagde Madsalune, »hvorledes morede Du Dig så hjemme sidst? Ikke sandt, Du længtes vel efter Maagen og en frisk Kuling? Du skulle følge mit Råd, ikke at benytte Lejligheden så ofte til at komme på Aaberg, men tage bort og byde Hjemmet et Levvel for bestandig.«
   »Jeg kan ikke gøre det, Madsalune!« svarede Jakob, »mit Liv er bundet til hende.«
   »Men ethvert Håb er dog tabt for Dig, stakkels Dreng! nu da hun tilhører en anden; og selv hvis hun var fri, ville dit Liv på denne Kutter just ikke være synderlig Anbefaling for at nå dit Mål; tro mig, Jakob, Du var bedst faren ved at forlade os og søge Dig en passende, hæderfuld Plads i Marinen. Fremtiden bringer kun et ringe Udbytte her.«
   »Fører Du ikke selv det samme Liv?« spurgte Jakob forundret.
   »Tys, tys!« svarede Smugleren, »vi har før talt derom; sammenlign ikke mig med Dig; vore Planer og Forhåbninger går forskellige Veje.«
   »Jeg kan ikke forlade Dig, Madsalune, det må så gå, som det vil. Men vi vil lade den Sag fare, fortæl os hellere en Historie fra dine tidligere Kapertog, som kan bringe alle alvorlige Tanker på Flugt.«
   »Hvad skal jeg fortælle?« spurgte Smugleren. »Hold en Streg mere til Vinden, Du! så skal jeg se at huske mig om.« Madsalune fortalte, Jakob var lutter Øre, efterhånden listede Matroserne sig nærmere, og medens den lille Kutter let og hurtig jog af Sted gennem Søerne, lyttede Mandskabet opmærksomt til Madsalunes Historie. Således havde de ofte siddet, medens Skibet gled hen over Havet og Tjenesten ikke fordrede deres Nærværelse andet Steds. Madsalune havde oplevet meget i sine Dage og forstod at fortælle.
   Samson havde ikke taget fejl i sin Mening om Vejret. Efterhånden som Dagen gik bort, lagde Vinden sig, indtil det tilsidst blev blikstille. Bølgerne rullede dorske langs med Skibets Sider, Solen sank blodrød ned i Havet, en tyk, grå Tåge rejste sig langsomt på Horisontens Rand. Samson stod endnu ved Kahytten, lænende Armen på Rælingen, med Piben i Munden, han så Tågen, rystede på Hovedet og gjorde Madsalune opmærksom på den. De erfarne Sømænd var ikke længere i Uvished om, hvad der forestod dem.
   Toldkrydserne havde imidlertid nærmet sig et godt Stykke, man kunne tydelig skelne begge Skibes Bevægelser på Kutteren. Da Skumringen og Havblikket kom, satte den ene et Fartøj ud og roede ned mod Smugleren.
   »Det vil ikke hjælpe dem noget,« udbrød Samson, »førend de når herned, vil de få andet at tænke på.«
   Tågen antog efterhånden et større og mørkere Omfang. Matroserne arbejdede hurtige og tavse på at beslå og rebe Sejlene, Havet sydede, som om det varmedes af en underjordisk Ild, Natten blev mørkere, ikke et Lyspunkt var at se, undtagen de små, rullende Legemer i Vandet, der glimrede med et svagt Fosforskær, hver Gang Søerne tørnede op mod Kutterens Sider. Skibet duvede op og ned, som om det kendte den Fare, der nærmede sig, og ilede for at undgå den. Nu kom Stormen, Skummet piskede op over Stavnen og opløste sig i store Regndråber. En bidende Kulde trængte ind i Legemet, Lyset brændte i Nathuset ved Kompasset; når Matroserne af og til så derhen, vel vidende, at det var derpå, deres Frelse beroede, mødte de Samson Goliaths mørke og firskårne Skikkelse, og så ham rolig og frygtløs gribe Knagerne i Rattet.
   Johanne sad i Skjul af Skandseklædningen, bleg og drivende våd. Kulden stivnede hendes Lemmer. Barnet lå tæt op til hende, indhyllet i de våde Klæder. Hver Gang en Sø slog hen over Dækket bøjede hun sig over den Lille for at beskytte den, ved selv at modtage Vandet. Barnet havde ikke Kraft nok til at skrige. Skibshunden var krøbet hen til hende og skjulte sit Hoved i hendes Skød.
   Krydsjagterne var forsvundne. Der var heller ingen, som i dette Øjeblik tænkte mere på dem. Matroserne stod og støttede sig til Spillet og Skandseklædningen, krummede Ryggen og dukkede Hovedet, hver Gang en Sø slog hen over Dækket. Således gik det i flere Timer. Stormen tog af, Luften klarede lidt, imellem de sønderrevne Skyer kom af og til en bleg og enlig Stjerne tilsyne og forsvandt igen. Søen vedblev at gå højt og brød sig mod Skibets Sider. Efterhånden som det lysnede, viste der sig en mørkegrå Linie nede i Horisonten, det var den truende Vestkyst, som det gjaldt om at holde sig fri for. Samson stod ved Roret og drejede på sit Hjul, af og til mumlede han nogle Ord til Madsalune, så fik han sig en frisk Pibe tændt og drejede og halede igen. Det var al den Afveksling, Sejladsen frembød.
   Lidt før Morgen så man en Båd med omviklede Årer skyde ud fra Kutteren og løbe langs med Kysten, indtil den forsvandt i en lille Bugt under Husby Klitter. Johanne blev sat i Land. Madsalune havde tilbudt hende at blive Natten over, men udmattet, søsyg og forkommen af Kulde, foretrak hun at komme bort fra Skibet for at gå op til Kirsten Ryle, hos hvem hun mente at kunne blive, til der åbnede sig bedre Udsigter for hende. Båden gik igen tilbage og den unge Moder skred langsomt og afkræftet hen over de smalle Stier, som slyngede sig mellem Hjelmen og Strandtidslerne i Klitterne. Hendes Stemning var nedtrykt og sorgfuld; hendes Liv, både det foregående og det tilkommende, lå øde og sørgeligt for hende, som den vildsomme Ørken, hun skred frem over. Hun bar Barnet i sine Arme og hendes Stemme skælvede af Gråd, medens hun søgte at bringe det til Tavshed ved Ord og Kærtegn, når det skreg.
   Som hun således gik, forekom det hende, at der lød Fodtrin og Stemmer i Nærheden. Hun vendte sig tilbage og lyttede, thi Mørket skjulte selv de nærmeste Genstande. Lidt efter troede hun at skimte to Skikkelser, der kom hende i Møde på Stien. Johanne ilede fremad, så hurtigt hun kunne. Skrækken forøgede hendes Kræfter, Barnet skreg, de to Ubekendte kom bestandig nærmere og fulgte endelig ved Siden al hende.
   »Gudsfred!« sagde den ene af dem, som så vidt hun kunne se, måtte være en Kvinde. »I er hurtig tilbens med sådan en lille Tingest på Armen. Hvor langt går Rejsen, med Forlov, så tidlig på Dagen?«
   Johanne svarede undvigende og frygtsomt.
   »Ved Du hvad, Boel!« udbrød en dyb Mandsstemme, »det ville være vel gjort, hvis Du tilbød Dig at bære den lille Unge et Stød fremad, siden vi nu engang skal følges ad.«
   Johanne kendte denne Kvinde, hvis Navn Manden nævnede; Boel var hele Egnens Skræk, hun havde tilbragt de to Trediedele af sit Liv i Viborg Tugthus, og var senere mistænkt som Deltager i et Mord på en Pranger, der var funden død og plyndret i Nærheden af Madum Moser. Boel gik imidlertid ind på Mandens Forslag og tilbød sig at lette Johannes Byrde, men hun afslog det og skyndte sig at komme bort.
   »I behøver ikke at jage så stærkt,« sagde Kvinden, gottende sig over hendes Angst, »vi skal nok følge Jer alligevel, kan I tro, hvorfor behøves der desuden så lang Snak? Vi vil opføde det for Jer.«
   Med disse Ord nærmede hun sig for at tage den Lille fra hende. Men Johanne trådte et Skridt tilbage, hun glemte i dette Øjeblik sin Frygt, Moderkærligheden gav hende Styrke til at modstå Taterkvindens Angreb, hun stødte hende heftig tilbage, slyngede begge Arme om den Lille, udstødte et gennemtrængende Skrig og løb bort fra Stedet. Manden havde hidtil været en rolig Tilhører, men da Boel tumlede, ilede han efter Johanne, standsede hende og vristede Barnet ud af hendes Favn uden at agte på begges fortvivlede Skrig.
   »I behøver ikke at frygte,« sagde han, »Ungen skal få det hos os, som om det kunne være vor egen. Boel holder djævels meget af sådant Småtøj. Vi skal nok være gode mod det.«
   Med disse Ord forlod han hende. Johanne bad, stillede sig i Vejen for ham, søgte at standse ham, men Manden fortsatte ligegyldig sin Gang. Den ulykkelige Moders Skrig lød hen over Heden, hendes skarpe, stirrende Blik søgte forgæves at følge Røvernes Skikkelser i Mørke, hun løb efter dem, men de forsvandt, og hun sank bevidstløs ned på Vejen.
   I det samme kom der en Rytter hen imod hende, Johanne vågnede. »Mit Barn!« skreg hun i den dybeste Smertenstone, »o! frels det! de har taget det fra mig med Magt!« Rytteren vendte sin Hest og fo'r afsted i den Retning, Johanne betegnede ham.
   Det var en lang og forfærdelig Stund for hende, medens hun ventede, men Hovslaget af Rytterens Hest lød atter, og den unge Moders Tårer standsede, et Glædesskrig undslap hende, hun holdt igen sit Barn i sine Arme. Da Skøjerne mærkede, at de blev forfulgte, tog de Flugten og lod Barnet tilbage, dets Skrig førte Rytteren hen til Stedet.
   »Hvor kommer I fra så sildig i Tiden?« spurgte den Fremmede, efter i nogle Øjeblikke at have været et tavst Vidne til hendes Lykke.
   »Jeg er kommen til denne Del af Landet i Aften,« svarede Johanne, »Madsalune har taget mig med sig fra Holsten.«
   »Madsalune!« gentog Manden i en så overrasket Tone, at det ville have været enhver anden end den lykkelige Moder påfaldende. »Hvor forlod I da hans Skib?«
   »Nede ved Husby Klitter,« svarede hun. »- Gudfader gengælde Jer, gode Herre, hvad I har gjort imod mig, I har givet mig al min Glæde tilbage i den Lille.«
   De skiltes. Johanne tog Vejen ned mod Kirsten Ryles Hytte, men Rytteren satte Sporerne i Hestens Sider og jog ind over Heden, ad samme Vej, han nylig var kommen.
   Et Stykke på denne Side Klitterne, lidt ovenfor Husby, løber en temmelig dyb Å fra Nørresø ud i Havet. Over denne Å ligger der en lille, svag Bro, og Vejen, som fører til den, slynger sig igennem høje og stejle Bakker. Imellem disse Bakker, tæt ved Broen, var denne Nat oprejst et Skur af Græstørv. Flere bevæbnede Mænd færdedes i Nærheden, og i enkelte Mellemrum jog en Rytter i hurtigt Trav ned ad Vejen, kastede Tømmen om Halsen af sin Hest og forsvandt under Skuret. Det regnede uafbrudt denne Nat, og Stormen lød i dybe, langtrukne Toner mellem Klitbjergene.
   Inde i Hytten brændte Lys i en Lygte. På noget Strå i det ene Hjørne slumrede to Bevæbnede, og ved et lille Bord sad Toldinspektør Karner med et særdeles misfornøjet og utålmodigt Ansigt. Enhver af de ankomne aflagde Besked til ham, og hidtil havde det, han hørte, ikke været tilfredsstillende, hans Miner antog et mørkere og mere utilfreds Udtryk.
   »Det er nu den tredie Nat, vi sidder her,« mumlede han, »og endda har vi ikke haft den ringeste Nytte deraf.« Han ville sandsynligvis have fortsat denne Beklagelse, hvis ikke i samme Øjeblik en Rytter var sprængt hen mod Hytten, steget af og styrtet åndeløs ind. Det var en høj og sværtbygget Mand, hvis ranke Holdning, store Knebelsbart og militære Hilsen antydede, at han i sin Tid havde været Soldat.
   »Nu Mogens!« udbrød Karner forventningsfuld, »hvad Nyt kommer Du så med?«
   »Godt Nyt, Hr. Inspektørl« råbte Strandrytteren muntert, »endelig har han da givet et lille Kvæk fra sig. Jeg traf en Kone undervejs, som har sejlet med ham; hun fortalte mig, at de var gåede for Anker inde under Husby Klit; jeg har selv været dernede og kukkeluret efter dem, og Sagen har sin Rigtighed. De lossede af alle Livsens Kræfter, og det så roligt og højrøstet, som om den hele Kyst var deres Krambod.«
   Efter dette Budskab blev der almindelig Bevægelse i Skuret, de Sovende vækkedes, Karner ladede sine Pistoler, Strandrytterne blev fordelte på forskellige Steder i Broens Nærhed, og medens Regnen strømmede ned, medens Bølgernes Hyl ude mellem Klitterne blandede sig med Stormen, stod Toldmændene opmærksomme og lyttede efter Smuglerne, som de vidste måtte komme denne Vej.
   Et blegt Skær på den østlige Himmel forkyndte allerede Morgendæmringen, og endnu ventede de opstillede Vagter forgæves efter deres Bytte. Endelig lød et ganske svagt Tegn fra den yderste Post, lidt efter hørtes tydeligt et tungt Fodtrin af kommende. To Mænd gik i en dyb Samtale ved Siden af hinanden, hen mod Broen. Den, som blot een Gang havde set Samson Goliaths firskårne Skikkelse, ville straks i ham genkende den ene, om det så blot var ved at lægge Mærke til den tykke Knippel, der lignede en Håndspage, han havde i Hånden, og som var hans Yndlingsvåben, såsnart der var Fare på Færde.
   »Det kommer af, at jeg har så mange Fjender, hvor jeg drager hen,« fortalte han engang en Bekendt, som undredes over denne Spadserestok, og Samson havde Ret, uagtet han var det godmodigste Menneske i Verden, blev han dog idelig udsat for Fejder, dels fordi han aldrig lod nogen Lejlighed ubenyttet til at tage Parti, dels fordi han, skønt overalt bekendt som Smugler, snarere søgte end undgik Sammenkomst med en Mængde Strandryttere og Toldbetjente, som dengang færdedes omkring på Kysten. Madsalune var den anden af de kommende. En halv Snes Skridt bag dem kørte en tillæsset Bondevogn.
   »Det har vist været for strengt et Vejr i Nat til at de kuldskære Toldbetjente turde vove sig ud,« udbrød Samson lydeligt, da de kom hen til Broen. »Jeg kan høre, hvordan de ligger og snorker hjemme under deres Koners Dynevår.«
   »Nogle af dem er dog ikke gået til Sengs endnu,« sagde Karner og kom frem på Broen. »Vi længtes efter først at sige Godaften til Jer.«
   »De behøver ikke at bande på det, Inspektør!« sagde Samson leende, »for Jeres Lygte derinde har stukket mig i Øjnene, lige fra jeg kom ud af Klitterne. Det jeg sagde, skulle blot være en Hilsen for at få Jer drevet ud af Jeres Smuthuller, I små Kokkyllinger!«
   »Det skulle Du have ladet være med!« svarede Karner, »for nu arresterer jeg Jer begge to i Kongens Navn. Gør ingen Modstand, I er mine Fanger, og Vognen der følger med til Byen.«
   »Ilde var det, hvis vi to Mænd skulle overgive os til en,« vedblev den uforbederlige Samson spottende, »men De har vel et Par Trumfer i Baghånden, når vi ser os ret for. De vover Dem vist ikke alene herned. Hvor har De den Mand, Mogens Truelsen, henne i Nat.«
   »Her er jeg, Samson!« råbte den samme Strandrytter, der allerede flere Gange er omtalt, og tilligemed ham sprang de øvrige Betjente frem på Broen og omringede Smuglerne.
   »De indser formodentlig nu Hr. Mads eller Lune, eller hvad De behager at kalde Dem, at enhver Modstand er unyttig, jeg håber, De følger os godvillig.«
   »Jeg indser det virkelig ikke, Toldinspektør Karner,« svarede Smugleren bestemt og rolig, »vi har allerede før stået på denne Måde overfor hinanden uden at være komne nærmere sammen for det.«
   »Så grib ham da, Folk!« råbte Karner, idet han selv fo'r ind på ham, fulgt af tre Betjente. Madsalune trådte et Skridt tilbage, slog sin tykke Vams tilside og strakte i samme Nu en skarpladt Pistol ud for sig.
   »Betænk Jer vel, mine Herrer!« ytrede han koldsindigt, »før I tvinger mig til Nødværge; jeg lader mig ikke fange levende.« Han slyngede sin Arm om den nærmeststående og kastede ham til Siden.
   »Plads!« råbte han, »eller jeg plaffer Jer overende.«
   »Ind på ham!« råbte Karner. »Dette Uvæsen må dog have Ende.«
   Madsalune trådte et Skridt tilbage; Karner havde draget sin Sabel og fo'r hen imod ham. Smugleren strakte sit Våben frem for sig, tog Sigte efter hans Hoved og trykkede af. Pistolen klikkede. Betjentene styrtede ind på ham. Fra Skuret kom en Mand løbende over Marken med en tændt Lygte. Dens viftende Lys faldt hen over en sammenhobet Klynge Mennesker, over hævede og blinkende Våben, man hørte Skrig og Eder, men det var umuligt at skelne noget tydeligt under den vilde og heftige Kamp, som nu begyndte.
   Samson havde imidlertid været beskæftiget på den anden Side Broen. Så snart han fik Øje på Strandrytteren, hvis Navn han nylig nævnede, fo'r han hen imod ham.
   »Jeg vidste nok, at vi to skulle træffes i Nat,« udbrød han næsten venlig. »Træk nu blank, Mogens! lad os igen prøve vor gamle Dyst. Jeg har nylig skåret dit Navn ind i en Pæl ved sorte Kro, til Minde om den vi havde der.«
   Og disse to Mænd, der forresten var de bedste Venner i Verden, som undertiden tilbragte hele Aftener sammen, spiste og drak sammen, stod nu parate til at dræbe hinanden.
   »Jeg kunne ellers gøre det af med Dig i en Håndevending,« bemærkede Samson, »for jeg har en Pistol i min ene Bukselomme, men Du skal aldrig sige andet, end at jeg har handlet ærlig mod mine Venner. Du kan jo alligevel ikke stå dig for min Spadserestok.«
   Medens han talte, svingede han sin frygtelige Håndspage, så hurtigt og behændigt, at den gamle Krigsmand, hvor godt han ellers forstod at bruge Klingen, ikke mægtede at føre noget Hug mod Smugleren, Samson drev ham tilsidst tilbage mod Broens Rækværk og benyttede nu den Plads som derved lodes åben, til at smutte igennem, hvorefter han forsvandt blandt Bakkerne på den modsatte Side.
   Da Madsalunes Pistol klikkede, styrtede Betjentene ind på ham, trængte ham ned på Broplanken, rev ham omkuld og udstødte allerede et Frydeskrig over Sejren, da Smugleren med en uhyre Anstrengelse lullede sig til Siden, og idet han slyngede begge sine Arme om Karner, som havde sat Knæet på hans Bryst, lod sig glide ud under Broens Rækværk. Forbavsede og rådvilde stirrede Betjentene ned i Mørket efter de Forsvundne, de hørte Smuglerens Latter i Dybet og Karners Skrig; men de så intet og kunne ikke komme ham til Hjælp. Skønt Åen var grund, havde den dannet sit Løb midt igennem en af Bakkerne, således at begge dens Bredder udgjorde en stejl Skråning, der vanskelig lod sig bestige.
   »Jeg er her i mit Element,« udbrød Madsalune, idet han hævede Karner op af Vandet, »hvis jeg havde Lyst til at Øve Gengæld, behøvede jeg blot at gå et Skridt længere ud i Dybet med Dem, De ville da være redningsløs, til Trods for alle dem, der står og glor på os deroppe, men hvorfor skulle jeg gøre det. Hold Dem tilvenstre, langs med Bredden, til De kommer til Brombærbusken, og gå så hjem efter tørre Strømper. De kunne ellers let få Snue efter dette Bad.« Med disse Ord slap han Toldinspektøren og var forsvunden.
   Vognen, som fulgte efter Madsalune og Samson, var imidlertid straks bleven standset af de skjulte Betjente. For at denne Fangst ikke skulle undgå dem, havde de skåret Skaglerne fra Hestene, bundet Kusken, og alle de tilstedeværende dannede nu en Kreds omkring Stedet. Pludselig udbrød Klyngen i et Skrig og styrtede hovedkulds tilbage, en dødelig Skræk gennemfo'r dem alle, thi nogle Skridt borte bevægede sig en mørk, sortklædt Skare hen imod dem; et Ligtog gik forbi.
   Otte Mænd bar en stor Byrde på Skuldrene. Når Vinden blæste det sorte Ligklæde til Side, som indhyllede den, kom en høj og gammeldags Kiste til Syne. En hul Mumlen lød fra Skarens Midte, og medens Toldrytterne og Bønderne målløse stirrede på dette Syn, skred Toget med langsomme og afmålte Skridt fremad og forsvandt i Mørket på den anden Side Broen. Et Øjeblik efter lod Karner sig til Syne. Hans Raseri dæmpedes noget ved Glæden over det Bytte, han ventede i den anholdte Vogn. Men det stod skrevet i Stjernerne, at han skulle være uheldig i alt, hvad der bragte ham i Berøring med Madsalune. Da Vognen i Dagningen blev efterset, fandtes den fyldt med Tang, og midt deri lå en død Gris. Mere havde hans Årvågenhed ikke indbragt ham denne Gang. Strandrytterne blev sendt ind i Klitterne og ned til Kysten for at hindre Smuglerne fra at vende tilbage til Skibet, Karner red hjem til Aaberg, hvor den stakkels Anna måtte undgælde for hans Uheld.
   Næste Formiddag blev der meldt ham, at to Betjente i Daggryet havde set en Mand gå til Søs i en lille Båd, som ventede ved Landet. Han var roet om Bord til Kutteren, som straks derpå gik under Sejl og stod ud vesterpå. Efter Betjentens Forklaring kunne denne Mand ikke være nogen anden end Samson Goliath. Karner formodede deraf, at Madsalune endnu måtte være i Nærheden, han besluttede at anvende alt for at få ham i sin Magt. Toldvæsenet ejede næppe en mere ivrig Mand end han, dog var det ikke alene Nidkærhed i at opfylde sine Pligter, der bragte ham til at handle. I Karners Indre brændte en dyb Følelse af Had og Lyst til Hævn mod den dristige Smugler, hvis Bedrifter havde gjort ham til Genstand for Spot i Omegnen.
   Omtrent en Mil fra Aaberg ligger Ruinerne af Thim. Dette Slot tilhørte i sin Tid Greverne Gyldenstjerne. En af disse lod, efter Sagnet, Dyvekes Billede udhugge i Sten og indmure i Slotsporten, med Befaling til sine Folk, at de skulle spytte på Billedet, hver Gang de kom igennem Porten. Denne Sten fandtes endnu for nogle År siden på Thimgaard. I Svenskekrigen 1657 blev Slottet ødelagt, kun de nøgne Mure og dybe Kældere stod 1781 som Minder om, hvad Thim engang havde været. Nu er også disse tilintetgjort og Stenene benyttede til andre Bygninger. En lav, tilgroet Sump strækker sig omkring Bakken, Viberne flagrer i muntre Kredse omkring den, Herremandens Stude fra Thimgaard hviler i en behagelig Ro på Tomterne, Græs og Skarntyde skjuler Stedet.
   Til denne Ruin sneg en Skikkelse sig Dagen efter sidst omtalte Nat. Hans Klæder var tilsmudsede og våde, lange Hår hang ned under den lådne Hue, der dækkede Mandens Hoved. Karner havde opbudt alt, hvad der stod i hans Magt, for at lå fat på ham, Bønderne fra Aaberg Gods var sammenkaldt og strejfede i små Afdelinger rundt omkring i Egnen, Politiet fra Ringkøbing var også i Bevægelse, og der blev udlovet en Pris for den, der bragte Smugleren. Men Madsalune kendte ethvert Sted, der kunne give ham Skjul, han havde i Dagens Løb flere Gange været Forfølgerne så nær, at han hørte deres Samtaler; Bønderne havde set ham drive om inde mellem Klitterne, Karner selv havde engang hørt hans Latter i nogen Afstand, ingen kunne begribe, hvorledes han atter så pludselig var forsvunden.
   Da han kom op på Thim Slotsbakke, stod han et Øjeblik stille. Hans Blik fo'r spejdende omkring til alle Sider; efter at have overbevist sig om, at han var alene, hævede han hurtig en flad Granitsten op af Gruset, hvorved et aflangt Hul kom til Syne; han krøb derigennem og befandt sig nede i en af det gamle Slots Hvælvinger. Der var fugtigt og koldt omkring ham. Murkalken på Væggene havde formet sig i lange, fine Tragter, hvorigennem Vandet piblede frem og faldt med et lydeligt Plask ned på Gulvets Stenfliser. Dagslyset skinnede kun sparsomt igennem de enkelte små Rister og Revner i Muren, en usund Luft standsede næsten Åndedrættet. Men Smugleren lod til at være fortrolig med dette Sted, han gik langs med Muren og kom snart til et Rum, som et Lufthul ovenfor gjorde lysere. Træt og udmattet kastede han sig ned på en Bunke Lyng, tog noget Brød frem og efter at have holdt et tarveligt Måltid, lagde han sig tilbage og sank i en tryg og rolig Slummer. Hvor længe han sov, vidste han ikke; da han vågnede, begyndte det lille Stykke Himmel, der kunne skimtes igennem Murens Jernrist, at mørknes, det måtte derfor være henimod Aften. I det samme forekom det ham, som om han hørte en svag Stemme i nogen Afstand. Han studsede, sprang op og nærmede sig den Side af Muren, hvorfra Lyden kom. Alt var igen stille som før. Madsalunes Øre var skarpt nok til ikke at lade sig skuffe, han vidste, at han var for langt under Jorden til at nogen Lyd ovenfra kunne trænge ned til ham, og han var dog overbevist om at have hørt en menneskelig Røst.
   Medens han således stod, ubestemt og lyttende, lød Stemmen atter, og denne Gang i højere og mere bestemte Toner, indtil den endelig opløste sig i højt Klageråb. Smugleren havde tilforn ofte været i disse Hvælvinger, uden at noget lignende havde mødt hans Øre, han betænkte sig ikke længere og blev ved at følge Muren, der her på enkelte Steder var aldeles sprængt, indtil han omsider stod for en Trævæg, som åbenbart skyldte en senere Tid sin Tilværelse. Udenfor dette Skillerum faldt Dagslyset ned fra et lille Gitter, der var anbragt på den ene Side i Loftet, og igennem en af Væggens Sprækker mødte Madsalunes Blik en Genstand, der egnede sig til at bestyrke hans Formodning.
   Midt i et Rum, næppe fem Fod i Gennemsnit, stod en lang, mager Kvinde, iført en forreven og ensfarvet Dragt. Hendes Hår var gråt og hang omkring et gulblegt, hentæret Ansigt, i hvilket blot de strålende Øjne vidnede om Liv. Hun bøjede Hovedet hen imod det Sted, hvorfra Smugleren var kommen; da hun ikke mærkede noget Tegn til hans Nærværelse, udstødte hun et sørgmodigt Skrig, og vedblev derpå at bevæge sig omkring i Værelset, indtil hun endelig sank ned på Fliserne.
   Madsalune stod målløs af Forbavselse over det han her så. Da Konen faldt, rev han med al Magt en Fjæl ud af Væggen og sprang ind for at yde hende sin Bistand. Han bar hende hen på en lille Træseng i det ene Hjørne af Hvælvingen.
   »Hvorledes kommer I her?« spurgte han, da den ubekendte pludselig slog Øjnene op og betragtede ham med et forundret Blik.
   »Jeg bor jo her,« svarede hun langsomt. »I nitten År har jeg boet i denne Hvælving, og i så lang Tid er De den første Fremmede der besøger mig.«
   »Hvem har da givet Eder denne Bopæl?« spurgte Madsalune.
   Konen betænkte sig et Øjeblik, hun rejste sit Hoved i Vejret, nævnede sagte et Navn, ved hvis Lyd Madsalune uvilkårlig fo'r et Skridt tilbage. »Det har min Mand gjort,« vedblev hun dæmpet og med et ængsteligt Blik til Siden. »Det hed sig, at jeg ikke var rigtig i Hovedet, og det kan også gerne være, det var sandt, for jeg har været Vidne til det, der nok kunne forvirre en klogere Hjerne end min. Så blev Kammeret pudset, og jeg fik Kirsten Ryle til Fangefoged og Sygevogter. Hun forstår at få en til at lystre, kan I tro. Nu skal I høre, hvad hun siger, når hun bliver vred.«
   Således vedblev hun ivrigt og støjende, hurtigere og hurtigere, som om hun frygtede for ikke at få Lov til at udtale alt, hvad hun havde at sige. Derimellem lo hun, fægtede omkring sig med Hænderne, brast i Gråd og begyndte igen at fortælle.
   Madsalunes Hjerte grebes af Rædsel ved at lytte til denne Kvindes Ord; ethvert Træk i hendes Åsyn bar Præg af Lidelser og Elendighed, han tvivlede ikke på Sandheden af de uhyggelige Hemmeligheder, hun indviede ham i. Morgenskumringen så ned igennem Gitteret, da han beredte sig til at forlade Hvælvingen.
   »Længes I ikke efter at komme bort herfra?« spurgte han, idet de skiltes. »Det kunne nok være, jeg kunne få Jer en bedre Lejlighed opspurgt end denne.«
   »Å nej!« svarede hun, »Kirsten har tidt villet have mig op med og se på Solen, men det er dog i Grunden bedre her, når man først er vant dertil; kun i Førstningen, Du! - i Førstningen!« gentog hun og knugede sine magre Hænder sammen over Tindingen. »Hør! det er dog godt, at man tilsidst glemmer, skønt jeg engang troede, at jeg aldrig kunne glemme. Blot Du kunne få Kirsten til at give mig noget oftere Mad, og dygtig varm Mad. Hvis det snart var Jul, så kan Du tro, hun trakterer mig, så får jeg uldne Klæder. - Nej, lad mig hellere blive hernede.«
   Smugleren betragtede deltagende hendes magre, sammenkrympede Skikkelse, medens hun talte, det kunne ikke nægtes, at dette rynkede Ansigt, denne hele udtærede Skikkelse mere syntes at tilhøre Døden end Livet.
   Duggen perlede som en fin Rim i Lyngen, Hanernes Galen lød ovre fra de nærliggende Gårde, og nede ved Madum hørtes allerede Smedens Hammer i Værkstedet, medens Smugleren hurtig skred bort fra Ruinerne, op mod Aaberg. Han havde gået således en tidlang, da han pludselig fik Øje på en rødklædt Person, der kom ridende ud af en Hulvej, fulgt af to Bønder tilhest. Madsalune overså Faren med et Blik, men han var fortrolig med den, fattede sig hurtigt, og rettede sine Skridt lige mod Rytteren.
   »Gudsfred!« udbrød han med en enfoldig Betoning, »de gode Folk skulle vel ikke kunne sige mig, hvor Toldinspektøren er at træffe denne Morgenstund?«
   Den rødklædte holdt stille, medens han betragtede ham et Øjeblik uden at svare. Det lod til, at han dog ikke ganske stolede på det Udtryk, Smugleren havde givet sit Ansigt.
   »Du kan følge med os,« svarede han endelig med al den Værdighed, der egner sig for en Ringkøbings Politibetjent, »vi rider just hen til Inspektøren.« Med disse Ord rettede han et stift og opmærksomt Blik på Madsalune.
   »Det var da heldigt,« svarede denne uden at forandre en Mine, »jeg vil prøve om jeg kan holde Skridt med Dem.« Og derefter skred han frem, midt imellem Rytterne.
   »Hvad godt har Du ellers at bringe Toldinspektøren så tidlig på Morgenen?« spurgte Betjenten under Vejs, efter at han nogle Øjeblikke havde redet stiltiende ved Siden af Smugleren.
   »Såmænd!« svarede Madsalune, »det var nok værd at vide. Jeg kommer for at hente mig fem og tyve Rigsdaler for et Par Ord, jeg vil betro ham.«
   »Hvad for noget?« udbrød Betjenten, »så meget er der jo just udlovet for den, der fanger den Røver, vi nu i to Døgn har gjort Jagt efter. Er det noget om ham, Du har at melde?«
   »Ja, nu er I næsten ved det,« svarede Smugleren. »Lad os derfor tage Benene lidt med os, kender jeg den Slags Fugle ret, så bliver de sjældent siddende på den Gren om Dagen, hvor de sov om Natten. Kanske han allerede er af Sted, mens vi snakker om ham.«
   »Men så sig kun mig, hvad Du ved om den Karl!« ytrede Betjenten med en slet skjult Ivrighed, »Du behøver ikke at vente, til Du træffer Inspektøren; hvis din Forklaring er rigtig, kan Du være sikker på Belønningen; disse to,« han pegede tilbage på Bønderne, »er Vidner til, at Du har angivet mig hans Skjul.«
   »Ja!« sagde den forslagne Smugler nølende; »men jeg ville dog helst være med og se på, at De tog ham.«
   »Du har ingen Våben, som vi andre, og den Fyr skal være slem til at slå bagud, efter hvad jeg har ladet mig fortælle. Gå bare op og meld Inspektøren, at vi er på Spor efter Mads, så er Du sikker på dine Penge. Det er sandt, Du må da først sige os, hvem Du er, for at vi kan have noget at rette os efter.«
   »Jeg er Tækkemand,« svarede Madsalune, »men jeg kan også sno Simer.«
   »Kan Du det,« svarede Betjenten, »det var jo rart, og hvor er så Madsalune?«
   »Han sad i Nat nede i Kælderen under Thim Slot. Jeg så ham liste derned i Mørkningen.«
   »Er det vist?«
   »Det vil jeg gøre min Ed på, men han tøver der vist ikke længe.«
   »Det er godt, Tækkemand! skynd Du Dig nu op til Inspektøren, imens drage vi ad Thim til.«
   Betjenten gav sin Hest af Sporerne og red bort tilligemed Bønderne. Madsalune stod og så efter dem. Han vendte sig atter mod Aaberg, fordi det ikke ville være rådeligt at nå ned til Søkysten, sålænge hans Forfølgere var i Nærheden. Da han nåede Gangstien, der fører fra Landevejen ind til Træhaven, red Karner, fulgt af flere strandryttere ud fra Gården. Smuglerens Åndsnærværelse blev atter sat på Prøve. Toldinspektøren havde set ham for ofte til at tage fejl af hans Person, det mindste Forsøg på at undvige, ville straks bringe den hele Skare efter ham. Madsalune blev derfor Stående rolig og tilsyneladende ligegyldig henad Stien. Havelågen stod åben, han sprang ind og ilede, da han var kommen sine Forfølgere ud af Syne, hurtig ned ad Gangene.
   Fru Grambov og flere af Fyrstindens Damer gjorde på samme Tid en Morgentur gennem Haven. Madsalune kom lige imod dem, Damerne udstødte et Skrig, idet han fo'r dem forbi, men da de vendte sig om efter ham, var han allerede forsvunden. Han krøb igennem Hegnet, der løb langs med Muren, og sprang uden at betænke sig ind igennem en åbentstående Dør i Sidebygningen. Han befandt sig her i et tomt, lyst og udbredt Rum, der ikke tilbød noget Skjulested. Først stod han stille og lyttede, om de forfulgte ham, men alt var roligt og tavst i hans Nærhed. Udefra skinnede det klare Dagslys ind til ham, Fuglene sang og flagrede mellem Buskene. Madsalune gik videre, langsomt og spejdende, lyttede ved en Dør, før han åbnede den, betænkte sig lidt og trådte derpå ind.
   Det var et lille, nydeligt Værelse, han stod i. Den pragt og omhyggelige Smag, hvormed alt her var udstyret, satte ham i Forundring. På et Sybord lå en Damehat, som tilligemed nogle andre Småting gav Værelsets kvindelige Beboer tilkende. Han lagde blot flygtig Mærke til dette, en Larm skræmmede ham, Smugleren vendte Hovedet til Side og fo'r overrasket et Skridt tilbage. Henne ved Vinduet sad en ung Dame foran et Skrivebord, hendes Ansigts Udtryk vidnede fuldkommen om den Angst, hans uformodede Fremtræden havde forårsaget hende, hendes Blik hvilede stift og stirrende på ham. Han stod lige overfor Fyrstinden.
   Antonovna havde været beskæftiget med at skrive Breve denne Morgen. Hendes Damer var sendt bort, og fordybet i disse ubestemte Tanker, hvori et Minut fører os ud over Rummet, Tiden og Stedet, vi indesluttes af, hørte hun ikke Døren gå op, og så intet, før den ubekendte Mand stod lige for hende. Madsalune fattede sig hurtigt, tog sin lådne Hue af Hovedet og gjorde en dyb Hilsen.
   »Bliv ikke bange,« udbrød han og smilede godmodigt, da han så den Skræk, hans Nærværelse indjog, »jeg har ikke i Sinde at gøre Dem Fortræd. Jeg er en fredløs, forfulgt Mand, der søgte et Skjul på det første det bedste Sted, jeg fandt; havde jeg troet, her var nogen til Stede, var jeg bestemt bleven borte.«
   Medens Smugleren talte, forvandt Fyrstinden det øjeblikkelige Indtryk, hans simple Dragt og forstyrrede Ydre havde gjort.
   »Hvem De end er,« sagde hun kold og rolig, idet hun rejste sig fra Stolen, »så indser De vist nu, at De må forlade dette Værelse, eller i det mindste tillade mig at gøre det.«
   »Så er det vist bedst, jeg går, siden De har mere Ret til at tøve her end jeg. Lad være, jeg trænger mere til at blive her end De. Der er Folk efter mig, som ikke vil mig vel.«
   Der var noget i hans Stemme, i den vellydende Betoning, han forstod at give det fremmede Sprog, han talte, som overraskede Antonovna. »Bliv et Øjeblik!« udbrød hun endelig, da Flygtningen allerede stod i Døren, og hendes Røst besad nu hele dette rige Omfang af Blødhed og Vellyd, der stod til hendes Tjeneste, når hun ville. »Er der intet, jeg kan gøre for Dem? Hvad ønsker De?«
   Madsalune smilede og trak på Skulderen. »Jeg tror ikke, det er ret meget, De kan gøre for mig, frelse mig, må jeg selv, og hjælpe mig ud er jeg også nok Mand for, det eneste skulle være, om jeg måtte få Lov til at tøve lidt herinde, uden at nogen fik det at vide.«
   »Hvorfor tør De da betro Dem til mig?« spurgte Fyrstinden.
   »Jeg stoler på Deres smukke Ansigt!« svarede den listige Smugler. »Jeg tænker også, at Fyrstinde Antonovna holder det under sin Værdighed at forråde Madsalune.«
   Endskønt Fyrstinden ikke holdt af at høre sit Navn nævne, undertryktes dog denne Følelse i samme Øjeblik, hun hørte ham navngive sig. »Ah!« udbrød hun overrasket, »er De virkelig Madsalune? Jeg har hørt Dem omtale. De kan stole på mig, Madsalune, jeg skal ganske vist ikke røbe Dem; men gå tilbage i Deres Skjul, mine Damer kunne komme her. Hvis jeg imidlertid turde bede Dem tage disse Frugter med, til det bliver mig muligt at bringe Dem mere.« Madsalune tog den fyldte Frugtkurv, gik tilbage i det Værelse, han kom fra, og aflåsede Døren.
   Om Aftenen var Antonovna spadseret ud i Haven, efter i Forvejen at have forsynet sin Fange med Levnedsmidler. Da hun kom tilbage, var Madsalune forsvunden, den åbentstående Dør betegnede Vejen, han var gået.