Madsalune
Carit Etlar (1841)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
8.
Fyrstinden var taget tilbage til Horsens med sine Damer. Aaberg havde ikke længere nogen Interesse for hende. Dagen efter et Bal sad Emma i sit Værelse, henstrakt på en Divan. Hendes Ansigt var blegt og sørgmodigt, en synlig Mathed hvilede over hendes hele Væsen. Kammerpigen kom ind, præsenterede hende en Billet og blev stående i den Tanke, at hendes Frøken ville klædes på, men Emma gav hende Tegn til at forlade Værelset og brød det lille, duftende Brev med skælvende Hænder. Det indeholdt kun nogle få Linier, og desuagtet måtte disse have været betydningsfulde, thi en hurtig Rødme fo'r over hendes Ansigt, hun hensank i Tanker og lagde sig tilbage i Divanens Puder.
Noget efter bankede det på Døren. Emma fo'r forskrækket i Vejret, hun hyllede sig tættere ind i sin Morgenkjole, da Overhovmesterinden trådte ind.
»De blev dog ikke bange, min Bedste!« udbrød hun smilende.
»Nej! aldeles ikke,« ytrede den unge Dame, idet hun indtog sin forrige Plads. »Det var herligt, at Deres Nåde kom, tag Plads; De ser så vel ud efter dette Bal. De har vist en Mængde Nyheder at fortælle, jeg glæder mig dertil, thi jeg er i dårligt Humør denne Morgen.«
»Rigtig gættet,« svarede Overhovmesterinden, »jeg bekymrer mig aldrig om andres Sager, men medens Deres lykkelige Erobring af Kammerjunker Harder i Går så aldeles beskæftigede Dem, har mit skarpere Blik gjort de utroligste Opdagelser.«
»Fortæl, fortæl! jeg ved, De er den eneste, der formår at finde Nøglen til alle de Gåder, der omgiver os. Historien med Prins Alexis er da formodentlig sand?«
»Tilvisse!« svarede Fru Grambov. »Ritmesterens unge Datter er hans udkårne Brud, Hans Højhed har indgivet Bønskrift til sit Hof om Tilladelse til at ægte hende; de Breve, hvis Indhold vi i Går forgæves anstrengte os for at gætte, indeholder Kejserindens fuldkomne Afslag. Jeg har læst dem med mine egne Øjne,« tilføjede hun hviskende.
»Hvorledes modtog Hans Højhed dette Afslag?« spurgte Emma ligegyldig.
»Som enhver Elsker ville gøre, han resignerer og fortvivler; hans ulykkelige Brud ligger for Døden. Jeg lykønsker ham i Sandhed til denne uforlignelige Støtte, han besidder i den smukke Løjtnant Gordon; de leger Damon og Pythias med hinanden, siger Hoffet, men jeg ser en Smule klarere i denne Sag. Jeg siger Dem, min Kære, der ligger en dyb Hemmelighed til Grund for Gordons lange Dvælen hos os denne Gang.«
»Deres Nåde har vist gennemskuet denne Hemmelighed,« spurgte Emma utålmodig, »den halve Verden beundrer Deres Skarpsindighed.«
»Den halve Verden består af Mænd, og disse smigrer os,« vedblev Overhovmesterinden med et selvbehageligt Smil, »jeg betror Dem, hvad jeg ved, min bedste Veninde, men under ubrødelig Tavshedsløfte: Vidunderet er endelig sket, Hendes Højhed elsker!«
En Dødsbleghed overfo'r Emmas Ansigt, medens hun næsten lydløs gentog det sidste Ord. Fru Grambov vedblev i en smilende Tone:
»Jeg tager sjældent fejl i sådanne Formodninger. Hvad jeg her betror Dem, har for mig ikke nogen Skygge af Tvivl tilbage, deres forrige Erobring er Genstand for Hendes Højheds Tilbøjelighed.«
»Og tror De, at Gordon gengælder denne Tilbøjelighed?« spurgte Emma med en slet dulgt Heftighed.
»Gordon besidder for megen Takt til ikke at gøre det,« var Svaret, »jeg finder det så nydeligt, den lette og fine Måde, han behandler sådanne Forhold på, uden at gøre dem til Hjerteanliggender, eller trætte os med disse dybe, romantiske Følelser, som bestandig kun keder i Længden. Men De befinder Dem ikke vel i Dag, min kære Frøken Halberg! eller har min Fortælling måske angrebet Dem? Deres lidende Udseende synes at bekræfte Hoffets Mening, at den smukke Marineofficer endnu ikke er Dem ligegyldig, skønt Harder for Øjeblikket synes at være den lykkelige foretrukne.«
»Hvor Deres Nåde dog, midt i Deres Skarpsind, tager fejl,« sagde Emma. »Jeg forsikrer Dem, at Kammerjunker Harder er mig den ligegyldigste Person i Verden.«
Overhovmesterinden tav. Under Samtalen havde hendes skarpe Blik genkendt Håndskriften i den nylig afleverede Billet. Den var faldet på Gulvet, hun tog den op og lagde den med et fint Smil på Bordet. Emma rødmede, greb Billetten og rev den i Stykker. Der fandt en lang Pavse Sted i to Damers Underholdning. Overhovmesterinden bladede i en af Ewalds Skrifter, som lå opslået på Bordet. Hun læste følgende Linier:
»Hvad kan Du ønske mer, fornøjet, tryg og rolig,og rakte derefter Bogen til Emma, idet hun pegede på de følgende Linier. En Tjener kaldte hende et Øjeblik senere til Prinsessen, hun tog Afsked og gik.
I Adams kjælne Arm - i en bevogtet Bolig?«
Da Emma atter var alene i Værelset, befandt hun sig nogle Øjeblikke i en ubehagelig, oprørt Stemning. Hun tvivlede ikke om Sandheden af, hvad Fru Grambov havde fortalt. Denne Dame besad et sjældent skarpt Blik til at opdage andres Hemmeligheder, og hvor dette var utilstrækkeligt, forstod hun enten ved Hjælp af sit udbredte Bekendtskab at bringe Lys over ethvert dunkelt Punkt, eller hun kom dertil på Veje, som man ikke gerne tilstod. Således troede hun nu at have opdaget et Forhold mellem Gordon og Fyrstinden, der, hvis det virkelig fandt Sted, endnu måske var en Hemmelighed for de pågældende. Hvilke hendes Bevæggrunde var til at såre Emma, ved at meddele hende sin Hemmelighed, er ubekendt, alene den var tilstrækkelig, at hun flere Gange forgæves havde søgt at fængsle Gordon. Pilen nåede sit Mål, traf med al dens Bitterhed, langt dybere, end Hendes Nåde selv anede.
Men Emma hørte ikke til disse svage, som bukker under, fordi et Håb, der en tidlang udgjorde deres Lykke, har ophørt at være til. Hun fortvivlede ikke under en frugtesløs Beklagelse af sin Skæbne. Hun vidste, at Sorg og Tårer kun er klædelige for Øjeblikket, at Verden med Ligegyldighed ser ned på andres Kummer; derfor valgte hun et Skjul bag Glædens Maske, lod Smil og Munterhed tilsløre hendes Hjertes Tilstand, hengav sig til den store Verdens Tillokkelser påny, og viste Kammerjunker Harder større Opmærksomhed, end nogen Sinde før, fordi hun i ham troede at finde et brugbart og villigt Redskab for sin Plan. Hun vedligeholdt imidlertid med største Omhyggelighed den samme Tone mod Gordon som forhen, og under alt dette stod en Beslutning fast i hendes Indre, et Mål ufravigeligt for hendes Blik, det var Ønsket om Hævn og Gengældelse over Fornærmeren. Hun ville nok have opgivet Gordon og trukket sig tilbage fra ham, men kun for at fejre sin Skønheds Triumf, for at være Vidne til hans Smerte derover; hendes lidenskabelige Natur trængte til Forandring, hendes Væsen var for flygtigt, dets Følelser for sløvede til udelukkende at knytte sig til en enkelt, selv måske til en så rigt begavet, som Gordon. Hun havde allerede indåndet den friske Duft af hans Kærlighed, hun kendte Romanens Slutning, og derfor begyndte den at kede hende; men hun ville have været den, der skulle hæve dette Forhold, og fandt det formasteligt, at han vovede derpå. Vi holder i Almindelighed ingen Fejl for større og mindre tilgivelig, end dem vi selv begår.
Emma stod op og ringede på Kammerpigen; medens hun lod sig klæde på, havde hendes Åsyn efterhånden antaget et frejdigt Udtryk, et Smil legede på disse skønne Læber, så sikkert, så roligt, som om hendes Hjerte aldrig havde været bevæget af Lidenskabens Kampe. Man skulle have holdt det for umuligt, at Lyst og Begærlighed var dette yndige Tempels Guder. Hun tog Plads ved Vinduet og hensank i en dyb Grublen, indtil Kyrasser-Regimentets Parademusik udenfor fængslede hendes Opmærksomhed. Hun hørte ikke, at det bankede på Døren, eller at den sagte blev åbnet, idet Kammerjunker Harder trådte ind i Værelset.
Harder var en behagelig, dannet Mand, han havde den bedste Holdning, den fineste Omgangstone, den største Forfængelighed af alle sine jævnlige.
Emma mærkede ikke til hans Komme, før han stod lige over for hende. Hun trådte tilbage fra Vinduet, Harder tog Plads på en Stol foran Divanen.
»Så De tror virkelig på denne Mulighed?« ytrede hun i Talens Løb med tilsyneladende Ligegyldighed.
»Der er ikke den mindste Tvivl tilbage,« svarede Kammerjunker Harder, »Hendes Højhed finder det ikke engang Umagen værd længere at skjule sin Interesse for ham, han tilbringer daglig flere Timer i hendes Selskab.«
»Han er meget smuk, denne Gordon,« bemærkede Emma i samme Tone, »han er tillige meget åndrig, og jeg finder det ikke besynderligt, at Prinsessen skatter disse Fortrin.«
»Kald ham dog ikke åndrig,« svarede Harder. »Et praktisk Blik til at opdage sin Tilhørers svage Side, en vis Klogskab i at samstemme med dennes Anskuelser, er alene de Våben, hvormed han sejrer. Det er ved denne affekterede Foragt for de bestående Former, ved denne anmassende Dristighed, at Eventyreren har forstået at fængsle Fyrstinden.«
Omtrent på samme Tid sad Gordon hos Fyrstinde Antonovna i en livlig Samtale med hende. Det var et elegant Kabinet, de befandt sig i, smykket med al den Overflod og Pragt, som kunne gøre det til et værdigt Opholdssted for dets yndige Ejerinde. Antonovna lå halvt tilbage i en høj Lænestol. Der var noget så fint og nydelig forenet i den unge Fyrstinde, i disse glimrende Øjnes tillidsfulde Blik, i denne svage Rødme, der farvede hendes Teint, i dette hele ungdommelige Væsens Udtryk, at Gordon næppe kunne tilbagetrænge den Beundring, hans Hjerte nærede.
Deres Samtale blev ført fri og tvangløs, en vis Fortrolighed havde bortfjernet enhver Tilbageholdenhed og tilsyneladende nedbrudt den Skranke, deres forskellige Livsforhold opstillede. Dette måtte forekomme så meget mere påfaldende, som Fyrstinden kun sjældent, selv i hendes fortroligere Omgivelse, glemte sin Rang. Gordon alene syntes at kunne bevirke det. Det var ikke blot hans ydre Fortrin, der erhvervede ham denne Magt over de fleste, eller gjorde ham til Fjende af enkelte; hans Kløgt, hans Veltalenhed, den Klarhed i Anskuelser og disses særegne Retning, hans Indres blomstrende Poesi, hans Begejstring fandt Genklang hos Antonovna og fremkaldte Følelser, om hvis Tilværelse hun hidtil havde været aldeles ubevidst. Hun fandt så ofte i hans Ord sine egne Tanker i et klarere Udtryk, en rigere Form og en dristigere Flugt, end hun selv havde været i Stand til at fremstille dem. Hun hørte Gordon tale om Verden med mindre Utilfredshed, end med den rolige Alvor og den Kulde, der bliver tilbage, når Livets Morgen viger for en stormfuld Dag; men denne Bitterhed var ikke den unges, der fortvivler over et svigtet Håb, ikke heller var det den svages, der sukker og bøjer sig og fortvivler, ikke heller var det den syge Sværmers, der vågnet af sin Feberdrøm, fordrer Lys, Friskhed og Varme, hvor Livet kun har Kulde og Alvor at byde. Intet af alt dette lå i Gordons Karakter. Det var den besindige Mand, der med Bevidsthed om Livets Værd, med en redelig Villie og bestemt Kraft støtter sig på sin egen Ånd og finder sig i den Lod, der er bleven ham tildelt. I andre Øjeblikke forundredes hun over den Ligegyldighed, det overgivne Letsind, der afprægede sig i hans Væsen, det var igen en fremmed Side i hans Karakter; det var denne Afveksling, denne friske, mægtige Kraft, der fremtrådte herskende i alle hans Handlinger, det var fremdeles denne koldsindige Tilbageholdenhed, han i Begyndelsen antog lige overfor hende, og som hverken Fyrstindens Rang eller Skønhed kunne bringe ud af Ligevægt. Alt dette tiltalte og henrev hende.Et Tilfælde bragte ham i Forbindelse med den unge Prins Alexis, Antonovnas Broder. Denne ulykkelige, hvis hele Liv havde været en sørgelig Kæde af skuffede Forventninger, uopfyldte Ønsker, Savn og Lidelser, sluttede sig med al sin Naturs Heftighed til Gordon, og fandt hos ham alle de Egenskaber forenede, som han selv fattedes. Gordon blev hans Ideal, han erkendte, blottet for al Egoisme, alle hans Fortrin, men opvejede disse ved den inderligste Hengivenhed, ved dette romantiske Venskab, som alene tilhører vort Livs Morgen. Gordon kom derfor jævnlig i Selskab med Fyrstinden, hans Tilbageholdenhed vedblev at være den samme, ikke påfaldende eller stiv, men fastholdt indenfor de samme Grænser. Følgen af deres Omgang var hos Antonovna en større Erkendelse af hans Værd, en bestandig forøget Lyst til at fordybe sig i denne interessante Underholdning, hvorfra hendes Ånd siden hentede Næring, hendes Tanker Beskæftigelse. Og Naturen havde udstyret den unge, skønne Antonovna med glimrende Evner, der altid fattede Gordon og fulgte hans Tales Flugt i enhver Reining. Hun var henrykt over dog een Gang ikke blot at være forstået, men at høre et fremmed Organ, en Karakter, der virkeliggjorde hendes Drømme, udvikle og tydeliggøre, hvad hendes eget Indre havde følt og anet. Antonovna troede ikke på disse dybe Følelser, som i deres første Omfang, i deres reneste Form dog ellers udelukkende tilhører Kvinden; hendes Hjerte havde hidtil slumret i rolig Ubevidsthed om dets egne Længsler. Hun antog ikke Muligheden af, at et Forhold nogen Sinde kunne opstå mellem Gordon og hende, et eneste Tilbageblik på hendes Stilling betryggede hende derfor. Og i samme Øjeblik, som denne Tanke første Gang beskæftigede hende, medens hun omhyggelig grundede derover, spirede allerede det skjulte Frø. Hvad hendes Bryst dybt og forborgent gemte, vågnede til Liv og Virksomhed, men dets Sprog var hende fremmed, hun forstod det endnu ikke.
»Så De finder virkelig noget misundelsesværdigt i min Stilling?« udbrød Fyrstinden med et ironisk Smil. »De kalder den lykkelig; hvor jeg ville ønske at høre denne bestemte Mening bevist, hver Gang jeg tror at have Grund til Tvivl.«
»Jeg kan ikke nægte det,« sagde Gordon, »jeg finder denne Stilling lykkelig. Den higende, der tragter efter et Mål, må bestandig skue opad, den utilfredse, der ikke vil erkende sin Lykke, behøver blot at se ned på Mængden under ham. Men jeg begynder at blive Rådgiver, jeg har ingen Ret til at modsige Deres Højheds Mening.«
»Jo, jeg beder Dem, bliv ved, overbevis mig om, at jeg ikke har Ret til at trættes og fortvivle under disse Omgivelser, hvori enhver blot synes at leve for at opfylde mine og min Søsters, Prinsesse Katharinas Ønsker, medens vi i Virkeligheden kun er omgivne af en Skare Spioner, der bliver betalte for at aflure os vore Ord og indberette vore ubetydeligste Handlinger, i Dag til Hoffet i København, i Morgen til et andet Hof i Rusland. Nævn mig en eneste i den hele Kreds, som De tror, jeg foruretter med denne Mistillid. De kender dem jo alle.«
»Skulle Frøken Halberg ikke kunne regnes til en Undtagelse?« spurgte Gordon smilende.
»Jeg vidste nok, De ville nævne hende,« svarede Fyrstinden. »Men jeg antager, vi gør bedst i at lade Frøken Halberg være udenfor Samtalen.«
»Og hvorfor antager Deres Højhed det?« spurgte Gordon.
»Fordi man under Indflydelse af Venskab og alle dermed beslægtede Følelser, sædvanlig er en partisk Dommer.«
Medens Antonovna sagde dette, smilede hun og betragtede ham stift og ufravendt. Gordons Øjne vedblev at være rettede på hende, rolige og dristige som tilforn.
»Skønhed,« sagde han, »har jeg anset for at være et Mål for Velbehag, store Egenskaber for Højagtelse, Kærligheden har alene sig selv til Mål, og jeg har aldrig elsket Frøken Halberg. Den Fortrolighed, som synes at finde Sted mellem hende og Kammerjunker Harder, lader mig også formode, at en sådan Følelse fra min Side, kun ville være slet anbragt.«
»De nævner der en Grund, hvorfor jeg aldrig ville kunne nærme mig til Frøkenen. Det kan være, at der gives Tilfælde, hvori en Dame ikke er i Stand til at beherske sine Følelser, jeg skal ikke fælde nogen Dom derover, men sine Handlinger må hun i det mindste altid være Herre over.«
Og medens Samtalen nu efterhånden antog en mere munter Tone, forandrede den også Genstand. Fyrstinden lod til efterhånden at have glemt sin mismodige Stemning, med denne lette, hjertelige Livlighed, som det stod i hendes Magt at gentage, og som det bløde og fremmede Organ gav noget så uimodståeligt, henvendte hun sig atter til Gordon:
»Det er i Sandhed ubegribeligt, hvorledes Frøken Halberg så hurtig er kommen til at interessere sig for Kammerjunker Harder, for kort Tid siden var hendes Mening om ham endog meget ufordelagtig. Harder er ganske interessant, tilsyneladende en bestemt, mandig Karakter, men som Tilbeder syntes han mig mindst heldig. Dersom jeg nogen Sinde skulle elske en Mand,« vedblev hun med et yndigt Skælmeri, »måtte han være ung og ganske overordentlig smuk, smukkere end alle andre, thi i Rang og Rigdom formåede han ikke at overbyde mig; rolig, som i Lidenskab måtte han bevare et fortryllende Ydre, han skulle tillige besidde en glimrende Forstand; mit Ideal ligner derfor, som De hører, ikke Frøken Halbergs. Men De svarer ikke, hvad er Grunden til denne Tavshed? Apollo bliver uinteressant! Hvad tænker De på?«
»Jeg tænkte,« svarede Gordon, der medens Fyrstinden talte, havde betragtet hende med et mildt og beundrende Blik, »jeg tænker på, at hvis Apollos Søster havde lignet Dem, Fyrstinde, ville hun ikke have fundet Endymion sovende og Gudelæren været en smuk Mythe fattigere.«
Der lå noget i denne dybe Stemmes Toner, i dette strålende Blik, som bragte Antonovna til at rødme. Gordon vedblev, »men jeg glemmer i dette Øjeblik mig selv og Hensigten med mit Komme; jeg ville tage Afsked, i Morgen rejser jeg.«
»De rejser?« gentog Fyrstinden forundret, »derom har De jo hidtil ikke talt det ringeste; vil min Broder ikke især i denne Tid savne sin Ven?«
»Han er underrettet derom,« svarede Gordon, »han erindrer sig, at der gives Pligter, som undertiden er mægtigere end vore Tilbøjeligheder.«
»Og mit yndige Bal i Overmorgen,« sagde Fyrstinden sørgmodig, »jeg spørger Dem ikke om Grunden til denne besynderlige Rejse, men hvorfor just nu? Den kunne vistnok opsættes til en bedre Tid.«
»Ikke godt,« svarede han, »Skibet har ligget sejlfærdigt i to Dage, jeg bør ikke tøve længere.«
»O! lad Skibet kun sejle uden Dem, hvem betror sig vel til Havet på denne Årstid, De må ikke tage bort, Alexis har i Sandhed for få Venner til at kunne undvære nogen, De ved jo desuden godt, hvor velgørende Deres Nærværelse virker på ham. Når jeg nu beder Dem om at blive,« tilføjede hun blødt og bevæget, »vil De da slet ikke gøre noget for at glæde mig? Det er jo min Fødselsdag på Onsdag?«
Medens Fyrstinden talte, med en Tone så bønlig, at den bragte Undseelsens Rødme på hendes egne Kinder, betragtede Gordon hende tavs, og han sagde til sig selv: »Jeg har altså dog miskendt hende; et letbevæget Hjertes Følelser skjuler sig bag denne Ismaske. Jeg har atter taget fejl af en Kvindes Karakter, og atter sejret.«
Men han opsatte sin Rejse.