Madsalune

---

Carit Etlar (1841)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

9.

   Det var en mørk og kold Nat, et Par Timer før Månen stod op, da seks Mand sad omkring en halvtudslukket Tørveild, der var tændt mellem Klitbjergene i en Hule, som i Omegnen kaldtes Fandens Kedel, og hvis Åbning vendte ud mod Havet. Så vidt den svage Flamme, der af og til blussede op mellem Gløderne, tillod at se, måtte disse Mænd være Søfolk, og de skjulte Våben, som kom til Syne, når et Vindstød engang imellem blæste deres Overklædning til Side, bragte Tanken i Forbindelse med en af hine lovløse Smuglerbander, der i denne Histories Tid ikke var så sjældne på Kysten, og som fandt et rigeligt Erhverv ved at forsyne hele Vestlandets Købstæder med Varer, som de høje Toldafgifter næsten gjorde dem umuligt at erholde på anden Måde. Hvorledes det nu end var, så passede Mændene godt til den lille, sorte Kutter, som i utydelige Omrids med halvt beslåede Sejl lå et Stykke ude fra Landet, ridende for et Anker. Man måtte antage, at de ventede på nogen; thi flere Gange gik en af dem op på den nærmeste Klittop og gav et skarpt og gennemtrængende Signal i en Bådsmandspibe, han bar om Halsen, uden at dette dog hidtil var blevet besvaret. Denne Mand hed Samson Goliath.
   »Som jeg siger,« udbrød han, idet han atter satte sig ned, efter at være vendt tilbage fra Hulens Udgang, »jeg har døjet mangen Tørn om Bord på denne Kutter. Jeg har set Nætter gå hen, der var mørke som Helvede, og Dage, der var værre end Natten, men ingen Sinde har en forbandet Betjent sat sin Finger på noget af det Gods, der lå i vore Rum. Jeg skal sige Dig Grunden, Jonas! jeg skal sige den, hvis jeg ellers taler tydelig nok, thi siden vi nu har hyret Dig, må Du dog vide lidt Besked om, hvad der foregår med det Skib, Du farer på. Du så i Morges et Flag, med noget der skulle forestille Lilier, vaje fra vor Gaffel, havde Du set Kutteren sidste Forår, ville Du have fundet en Dug med nogle andre Farver, og den vil vist snart blive hejst der igen. Og hvad mener Du vel om de to små Brumbasser, vi har nede i Rummet? For Du er vel ikke så dum at tænke, at vi skulle have i Sinde at give os til at bakse på Toldkrydserne?«
   »Jeg synes dog inte, Styrmand, at Brumbasser dur til andet end at bakse på med,« sagde Jonas, som opmærksom havde hørt på Samsons Tale.
   »Det kommer deraf, at Du er et Fæ, Jonas!« gentog Samson Goliath, »hører Du, taler jeg tydelig nok? Der sidder Stoffer henne, han lugtede straks Lunten, så snart han kom om Bord, ikke sandt Du?« Den tiltalte svarede med en passende Ed og et selvtilfreds Grin. Samson Coliath vedblev: »Ser Du! det Skib, som har hyret Dig, er ikke en slet og ret Smugler, som Folk her i Egnen mener, vi går sommesinde med fransk Flag til Forandring, og de siger derovre, at det er vel gjort, thi jeg gad set den, der har bragt dem flere og rigere engelske Kofardifarere end Madsalune.«
   »Kutteren er altså Kaper?« spurgte den nyerhvervede Matros forundret.
   »Du har gættet det, Jonas!« svarede Samson. »Det franske Admiralitetskammer har givet Madsalune Kaperbrev, og vi bruger kun Smugleri for Tidsfordriv, når vi ikke har vigtigere Ting at tage vare. Men tys! det piber. Død og Helvede, sikken en forbandet arrig Trille, han slog; der er noget galt på Færde. Efter mig alle Mand!«
   En hæs Hylen lød i nogen Frastand, og i det Øjeblik, Samson talte de sidste Ord, bar Vinden en gentagen Piben hen imod Hulen. Han styrtede ud og ilede efter Lyden, fulgt af de to Sømænd.
   Den samme Aften, da Mørket faldt på, rullede en let og elegant Ekvipage ind gennem Heden. De store Sølvvåben på Vognens Dørslag røbede Ejerindens høje Rang, og de vældige Heste ville være bleven Genstand for enhver Tilskuers Beundring, hvis det havde været tilstrækkeligt lyst. Lygterne brændte med svage, viftende Flammer og kastede et usikkert Lys ind i den med grønt Fløjl betrukne Vogn, på hvis bløde Hynder en ung Dame lå indsvøbt i en kostbar Pels, lænet over til det ene Hjørne, som om hun sov. Lige overfor hende sad en ældre Dame, i en mere ærbødig og opmærksom Stilling.
   Således var Skumringen efterhånden gået over til fuldstændigt Mørke. Forrideren bandt sin Hest ved Vognen og satte sig op på Kusksædet. De kørte langsommere. Hedevejen blev mere smal og ubanet. Grøfterne forsvandt, og Kusken mærkede endelig, at han var kommen på en Afvej.
   »Hvor skal I hen?« spurgte pludselig en grov Stemme, og en Mand rejste sig op fra Lyngen.
   »Til Aaberg,« svarede Forrideren, »men det lader til, at vi er på en fejl og slem Vej.«
   »Det kan nok være,« svarede den Fremmede, og så lo han.
   »Nej! vist ikke,« udbrød en Røst på den anden Side af Vognen. »Vejen er rigtig nok, den er også god nok, når I blot vil se Jer for og fare i Mag. Kør kun!«
   Så vidt man kunne skelne i det usikre Lys, Vognlygterne kastede hen over de to ubekendte, som så pludselig var komne til Syne, egnede deres Ydre sig just ikke til at indgyde Tillid. Deres Dragt var pjaltet og sammenflikket af de forskelligste Klædningsstykker, den ene havde en låden Hue på, den anden gik barhovedet og var forsynet med en mægtig Knippel. De blev ved at følge efter Vognen, som nu kun kørte Skridt for Skridt imellem de dybe Huller og Brinker, som Tørvejorden og Lyngbuskene dannede. Et Stykke længere nede kom de til en Hytte, så lav, at Taget næsten nåede Jorden. Et mat og viftende Lys skinnede ud af Glasruden på Gavlen, og en Lænkehund gav sig til at tude, da de kørte forbi. Da Kusken vendte sig om efter de Fremmede, så han, at der nu var tre. Lidt efter standsede pludselig de to forreste Heste. Der var spændt et Stykke Reb over Vejen.
   »Jeg er sulten,« sagde den ene af Mændene, han med Knippelen. »I kunne gerne give mig lidt til at købe noget Mad for. Hvad får vi, når vi fører Jer på den rette Vej igen, for dernede ligger en stor Mose, som endnu ingen Hest har kunnet vade over.
   »I skal få Allandsens Ulykke,« sagde Forrideren, som var en behjertet Karl, »det er Jeres Skyld, I Skarns Folk, at vi er kørt vild.«
   »Ja, det skal vi ret straks snakkes ved om,« sagde Manden med Stokken, Endnu medens han talte, sprang han op på Hjulet, greb Forrideren i Klæderne og trak ham trods en fortvivlet Modstand, ned fra Bukken. Den anden stod og holdt Forhestene. Den tredie ventede til Forrideren faldt, derpå brast han i Latter og råbte: »Nu skal vi forklare Dig hos dit Herskab, Du tossede Knægt!« Efter disse Ord gik han hen til Vognen og åbnede Døren.
   Forrideren kæmpede med Manden, der holdt ham, men denne havde lagt sit Knæ på hans Bryst og omklamrede ham med begge Arme. Den ulykkelige udstødte et svagt Råb om Hjælp, men det bevirkede kun, at hans Overvinder greb ham om Halsen og tvang hans Hoved ned i Lyngen.
   Den unge Dame i Vognen, Prinsesse Antonovna, havde rejst hele den foregående Dag og var falden i en dyb og rolig Søvn, da Mørket begyndte. Hun drømte under denne Slummer, Sjælen syslede med lyse og smilende Billeder. Hun vågnede ved Forriderens Nødskrig. I det samme blev Vogndøren revet op og et solbrændt, forslagent og afskrækkende Ansigt stirrede hende i Møde.
   »Nådigfruen skal ikke skrige eller blive ræd,« sagde Manden. »Der er ingen Ting i Vejen. Det er bare mig og mine Kammerater, som skal ind og ransage Vognen for at få lidt skrabet sammen til Aftensmad. Vil I derfor se, I kommer frem med, hvad I har, og det i en Snup.«
   Fyrstinden svarede, Røveren rystede på Hovedet, han forstod hende ikke. Han stod på Trinet og lænede sig ind i Vognen, hans Hånd berørte allerede Antonovnas Kåbe, da han på engang standsede, vendte sig tilbage og lyttede. Ude på Heden lød i nogen Frastand samme langtrukne Piben, som nylig havde afbrudt den ærlige Samson Goliath i hans lærerige Forklaring, kun med den Forskel, at Lyden nu gentoges i en betydelig kortere Afstand. Straks efter lød Hovslag af en springende Hest, og hvad man så var følgende: Først kom en Rytter i en flagrende Kappe, efter ham løb to andre, hvoraf den ene havde noget, der lignede en Håndspage, på Skulderen, længere tilbage lod det til, at der endnu kom en. Men Rytteren red hen til Kusken og råbte:
   »Hold blot fast i dine Tømmer. Resten skal Du ikke bryde Dig om.«
   Derpå drog han en Pistol op, trykkede den af på Røveren ved Vognen. Denne udstødte et højt Skrig og faldt tilbager i Lyngen, hvor han blev liggende uden anden Bevægelse end den at dreje Hovedet lidt om efter sine Kammerater.
   »Lad mig se, Du også haler tot i dine Liner,« sagde Samson til Manden ved Forløberne. »Resten behøver Du heller ikke at bryde Dig om. En, to, tre, sådan bager vi Pandekager i det Land, hvor jeg hører hjemme.«
   Medens Samson talte således, greb han Manden om Livet, hævede ham i Vejret, og da han satte sig til Modværge, kastede han ham ned på Jorden og gav sig til at bearbejde hans Ryg og Ben med små, velanbragte Stød med Håndspagen, indtil den ulykkelige Røver blev liggende uden mindste Bevægelse.
   »Må jeg spørge, om der er mere, der skal klinkes?« ytrede Samson, da han holdt op og så sig om. Men der var ikke mere, thi den Røver, som holdt Forrideren, havde efter et kort Overlæg med sig selv listet sig bort og søgt Skjul inde mellem Lyngbuskene.
   Rytteren sprang af Hesten. Da han kom hen til den åbne Karetdør, stirrede Overhovmesterinde Grambovs blide Åsyn ham i Møde. Prinsessen var sunken tilbage på Sædet. Uden Betænkning bøjede den Fremmede sig ind i Vognen, tog den bevidstløse Antonovna i sine Arme og bar hende ind i den lille Hytte, i hvis Nærhed dette Optrin var gået for sig.
   Et Tællelys kastede sit Skær omkring i Stuen; en bredskuldret Skikkelse sad i en Krog ved Skorstenen og vuggede et lille Barn i sine Arme, hun var lige ved selv at falde i Søvn, thi hun nikkede flere Gange med Hovedet, og hendes Øjne lukkede sig, medens hun dog vedblev at synge for Barnet i underlige hule, afbrudte Toner. Dette så den Fremmede udenfor, han stødte Døren op, og Fyrstinde Antonovna befandt sig i Kirsten Ryles Hytte. Hendes Ansigt var ligblegt, men hun var overordentlig yndig i dette Øjeblik. Madsalune blev stående og stirrede på hende. Samson Goliath fulgte bag efter. Han gjorde Kirsten Ryle i en dæmpet Tone bekendt med det skete.
   Smuglerkonen lagde hurtig Barnet i en Halmkurv, der stod opredt til det, og hentede en Skål Eddike fra sit allerhelligste bag Ovnen. Hun var lutter Omhyggelighed for den bevidstløse. Klokken slog tre, Samson Goliath hviskede Madsalune Tallet i Øret, men denne lod ikke til at have bemærket det, han blev ubevægelig stående på samme Sted, med et stift, stirrende Blik hæftet på den blege Fyrstinde. Da lagde Samson sin Hånd på hans Skulder:
   »Klokken slog tre, Madsalune!« hviskede han med den venligste Tone, han kunne give sin dybe Stemme. »Jeg synes, Du talte om, at vi skulle et andet Sted hen i Nat.«
   Madsalune hævede sit Hoved, som om han pludselig var bleven vækket af en Søvn. »Ja kom!« hviskede han, »lad os gå.«
   Idet Antonovna igen åbnede sine Øjne, forsvandt begge Smuglerne gennem Døren, et Øjeblik efter trådte Kammerjunker Harder og Overhovmesterinden ind i Hytten. Men da Madsalune gik tilbage til sin Hest, så han noget glimrende ligge på Sandvejen for sine Fødder, han tog det op, det var et Armbånd. Uden selv at kunne gøre sig Regnskab for Grunden, gemte han Smykket, steg til Hest, red bort, og Natten skjulte hans Vej.
   Fyrstinden lod forbavset sit Blik dvæle på Kirsten Ryle, som syslede omkring hende. Den fine Antonovna gyste ved disse Omgivelser, hun her befandt sig under. Det var hende derfor meget behageligt, da Fru Grambov og Harder kom ind i Hytten. Hun rejste sig op fra Halmstolen og spurgte ængstelig, hvad der var gået for sig.
   Overhovmesterinden skælvede, stønnede, udtømte sig i Spørgsmål om Hendes Højheds Befindende og endte med at fremhæve den ridderlige Kammerjunker, der var redet efter en Fører, så snart han mærkede, at de havde taget fejl af Vejen, og kommen tilbage i det mest kritiske Øjeblik. Ethvert af disse afbrudte Ord, hvori denne Forklaring var bleven givet, var aldeles overensstemmende med den strengeste Sandhed. Hendes Nåde undlod blot at omtale Madsalune og Samson, men hun kendte heller ikke disse to Personer. Og da Fyrstinden rakte Kammerjunkeren sin hvide Hånd og takkede ham, bukkede han og tav, da hendes skønne og strålende Øjne dvælede på ham, var han, under disse Øjnes Indflydelse, ikke i Stand til at fralægge sig den formodede Deltagelse i Fyrstindens Redning, endskønt han på samme Tid var for stolt til ikke at føle det ydmygende i det falske Lys. Overhovmesterindens Velvillie tiltalte ham. - Han betænkte sig lidt, men vedblev at tie. Smuglerkonen stod og lyttede uden at forstå det ringeste af, hvad der blev sagt. Hun modtog en rigelig Gave af Fyrstinden, som derefter forlod Hytten. Kirsten fulgte efter dem med en stor Skibslygte i den ene Hånd og det lille Barn på Armen. Da Fyrstinden atter sad i Vognen, og Kammerjunkeren var i Færd med at stige til Hest, gik Kirsten hen til ham og sagde:
   »Giv det Barn en Skilling i Guds Navn, det lider Nød.«
   »Jeg synes, at I allerede har haft en temmelig rig Høst i Aften,« sagde Kammerjunkeren smilende. »Men for en Gangs Skyld, lad gå! Der har I mere.«
   »For en Gangs Skyld er det lovlig lidt, Herre!« sagde Kirsten trodsig. »Kast blot Jeres Øjne på den ringe Orm, I kender dens Træk.« Med disse Ord holdt Smuglerkonen Lygten tæt hen til Barnets Ansigt.
   »Er I gal, min gode Kone? Hvorfra skulle jeg vel kende Jeres Unge?«
   »Det er Johannes Barn,« sagde Kirsten. »I er dets Fader.«
   Harder studsede, blegnede, men fattede sig igen, udbrød i en tvungen Latter og svarede:
   »I må være gået fra Forstanden, Morlille! eller antage mig for en anden. Jeg kender lige så lidt Jeres Johanne, som Jeres Barn.«
   Kusken knaldede, Forrideren førte sine Heste efter Vejviseren, som Harder havde bragt med sig. Kammerjunkeren fulgte efter det brusende Tog, og Kirsten stod med Barnet og Lygten og så efter det, med et bistert Blik og rynket Pande.
   Dette Forhold, hvis Begyndelse fandt Sted i en Kreds af Fremmede, og som fortsattes under agtpågivende og spejdende Blikke, vedblev at være en Hemmelighed, der vel ledede til Gisninger og Formodninger, uden dog at føre til nogen afgjort Vished hos andre end Emma. Den blinde, lidenskabelige Følelse, der i Begyndelsen indtog hendes Sjæl, var efterhånden vegen for en kold og rolig Beregning, men hvad hun så, og hvad Udbyttet var af disse trolige Efterforskninger, skjulte hun for alle.
   »De vil nu ikke længere kunne nægte mine Bønner,« udbrød han i et af disse sjældne Øjeblikke, der gav en Lejlighed til at tale uforstyrret med Fyrstinden. »Samtalen med Deres Broder i Morges har vist, hvor meget han og Deres øvrige Søskende længes efter Opfyldelsen af min Plan. Antonovna!« vedblev han og tog begge hendes Hænder i sine, »søde, fremmede Fugl! lad mig handle for Dem, giv mig Lov til at skabe Deres Lykke; jeg vil glemme, at den tillige indeslutter min, mit Håb, min Tillid til denne Sags heldige Udfald skal Fremtiden retfærdiggøre, den skal give mig Fordring på Deres Tak.«
   Fyrstinden rejste det sænkede Hoved, og idet hendes sorte Øjne langsomt hævede sig op imod ham, lå der en tillidsfuld Tro i dette lange, dvælende Blik, og hun sagde til ham i en blid og dæmpet Tone:
   »Det synes mig ikke ret at bortgive Øjeblikkets Lykke for en tilkommende og uvis Lykke. - Gordon! min Ven! hvis De blot ret kunne fatte mit Liv i disse otte Dage, så ville De erkende, at Verden ikke havde større Goder at byde mig. Der bor en forunderlig Frygt i min Sjæl for, at denne Plan ikke vil bringe mig noget godt; men De sagde tillige, Gordon! at også Deres Lykke var afhængig af mit Samtykke, jeg er ikke mere ubestemt, jeg lægger min Fremtid, min Skæbne i Deres Hænder. Kære Gordon! gør hvad De tror at være bedst for mig. Jeg vil adlyde Dem!«
   Tårene sitrede i hendes Øjne ved disse Ord, også Gordon var bevæget; dette tillidsfulde Blik, denne ydmyge, bævende Stemme havde han intet Våben imod; men han tav, trykkede Fyrstindens bløde Hænder og gav Samtalen en anden retning.
   Så blev da denne plan besluttet under Fyrstindens frygtsomme Anelser, men hos ham med den Mands bestemthed og Tillid, der ikke erkender Skæbnen for sin Herre.