Madsalune
Carit Etlar (1841)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
10.
Antonovna var atter taget ned til Aaberg. Det morede den unge Fyrstinde, for en kort Tid, at deltage i det utvungne Liv på Herregården. Hun tilhørte her mere sig selv end hjemme under Hoffets Omgivelser.
En Aften spadserede hun med Gordon. De vendte hjem fra Klitterne, hvor hendes Følge blev noget tilbage. Gordon lyttede stiltiende efter hendes Ord, og det dybe Alvor, der hvilede i hans ellers så letsindige Træk, den uafbrudte Opmærksomhed, hvormed han fulgte hendes Tale, vidnede om en levende Interesse.
»Er det ikke besynderligt?« sagde Fyrstinden pludseligt, efter at de i lang Tid var gåede tavse ved hinandens Side, »jeg har ofte tænk på den Ytring, De engang fremførte, at jeg burde forlade Danmark. Jeg befinder mig ikke vel her i denne barske, uvenlige Natur, der så lidt stemmer med mit Gemyt! Nede i det muntre Syden ville jeg føle mig mere tilfreds, min hele Tilværelse ville blive forynget.«
»Skulle da et sådant Ønske høre til Umulighederne?« spurgte Gordon. »Det forekommer mig at være meget let for Deres Højhed at ombytte Danmark med et mildere Land, med Frankrig f. Eks., så meget mere, som man har sagt mig, at De der har nær pårørende Familie.«
»Ja, min Søster, Prinsesse Alexandra, opholder sig der, på sit Gods i det yndige la Roche. Jeg ved, at det ville være hende meget kært at se mig hos sig; men der ligger altfor stor Umulighed i Vejen for dette Ønske; jeg skylder mit ulykkelige Navn at opofre ethvert andet Hensyn, selv det, der angår min Lykke.«
»Det er sandt!« ytrede Gordon, og det sædvanlige udtryksfulde Smil spillede om hans Læber. »Jeg glemmer igen, at Rang og Stand har større Fordringer på os end Livets helligste Interesser; man har dog så ofte mindet mig derom.«
»Tal ikke i denne Tone,« bad Antonovna med en bønlig Stemme, »jeg beder Dem, Hr. Gordon! Overbevis mig heller om, at jeg tager fejl, jeg vil tålmodig høre alt, men jeg holder ikke af Deres Spot.«
»Nu vel da!« vedblev Gordon, og medens han talte, døde Smilet på hans Læber, hans Åsyn antog den samme venlige Rolighed som før; »jeg vover da at spørge Deres Højhed, om Rang og Stand med Rette kan fordre et helt Livs Lykke, Fremtidens Glæder og Forhåbninger til Offer? Tilgiv mig, om mit Sprog skulle blive for frit, mine Ord for dristige, jeg taler ikke her alene for at forsvare min Mening. Lad Deres Blik dvæle ved Fortiden, gemmer ikke Mindet om Cholmogoris fugtige Fængselsmure, Mindet om udståede Lidelser, om bitre Savn, om en forspildt, glædesløs Barndom, vidner ikke alle disse Erindringer om, at der allerede er bragt dette glimrende Intet et uhyre Offer? Er det billigt, at de kommende Dage skulle svinde på samme Måde? Yder det virkelig tilstrækkelig Tilfredsstillelse at tilbringe Fremtiden, denne Fremtid, der kunne blive så skøn, så rig på Ynde og Velsignelse, mellem en Skare hjerteløse Hoffolk, som ingen Sinde fatter Dem, for at Historieskriveren engang skal kunne sige: Fyrstinde Antonovna blev sin Stand tro? - Og Deres Broder, den ulykkelige Mand, hvis Forhåbninger begrænses af en Grav, hvis Liv er en Drøm, en uvenlig, pinlig Drøm, er det billigt, at han ikke fjernes fra de Steder, der giver hans Tanker dette sørgelige Stof, hans Smerte denne daglige Næring? Jeg har talt med ham om min Plan, hans Kraft er lammet, Sorgen har bøjet hans Mod, han er et Barn, der viljeløst lader sig lede, men han indså Gavnligheden af at komme bort. Deres øvrige Søskende er villige gåede ind på dette Ønske, dets Udførelse beror nu på Dem alene!«
»Mener De da virkelig noget alvorligt med disse Ord!« spurgte Antonovna forbavset.
»Ja, ganske vist!« sagde han rolig og bestemt. »Det er ikke længere en let henkastet Ytring, jeg forsvarer, men en modnet, gennemtænkt Plan, hvis Dristighed jeg ikke behøver at skjule; men hvis Udførelse beror på en Mand, der er villig til at udføre meget for Deres Lykke; et Terningkast, en rask Handling, og en lys og venlig Fremtid er sikret. Fyrstinde! jeg venter ikke Deres Svar i dette Øjeblik, men jeg håber, at mine Ord må have fundet en åben Vej til Deres Eftertanke. Mig skal Tiden finde beredt til at handle, der står skjulte, men mægtige Midler til min Tjeneste. Vi vil i Aften ikke tale mere derom.«
Antonovnas Følge nærmede sig, de gik tilbage til Aaberg.
Allerede længe før Gordon personlig lærte Fyrstinde Antonovna at kende, havde Rygtet om hendes tidligere Skæbne, og de dermed forbundne Omstændigheder, i høj Grad vakt hans Interesse for hende, det fortrolige Forhold, hvori han stod til Prins Alexis, bragte ham senere ofte i Fyrstindens Selskab og bidrog meget til at forøge hans Deltagelse. Det var uundgåeligt, at denne Omgang efterhånden måtte drage dem nærmere til hinanden, Antonovnas blide Kvindelighed og det Tålmod, med hvilken hun bar sin Skæbne, åbnede en ny og mægtig Kilde for hans Interesse.
Gordons Personlighed havde hidtil skaffet ham megen Lykke. Flere Skønheder havde fængslet ham, han troede ofte at have fundet sine Drømmes Ideal; men det var ikke Kærlighed. Han havde sværmet for Emma, beundret hendes Talenter, været henrykt over denne Ynde, den Finhed, alle hendes Handlinger bar Præg af; men det var ikke Kærlighed. Fra det første Øjeblik, han så Antonovna, forekom hun ham forskellig fra alle de øvrige, det var en Karakter, der tiltalte ham på en ny, men tillige på en dybere Måde, end alle de andre. Den oprigtige Fortrolighed, deres Samtale efterhånden røbede, smigrede hans Forfængelighed, det tillidsfulde Venskab, hun viste ham, den Hengivenhed, hendes Velvilje antog, den Magt, han omsider følte sig i Besiddelse af, alt dette tilsammen, rodfæstede en Følelse i hans Bryst, hvis Tilværelse han hidtil havde betvivlet. Gordon var et heftigt, letbevægeligt Gemyt, hans Følelse for Antonovna antog Skikkelse af en Lidenskab, hvis Styrke han selv forbavsedes over. Han vidste ikke, om det var denne, der fremstillede hende i et renere og skønnere Lys, eller om hun virkelig havde aflagt den ydre, stolte Tilbageholdenhed, som før omgav hende. I deres Samtaler var det blot den barnlige, hengivne Kvinde, hvis Uskyld han modtog sit Indtryk af, og hvis Fred meddelte sig til ham. Men Gordon lod ikke en Følelse af så dyb Betydning opstå hos sig uden at efterspore den, han erkendte snart, at det var Kærlighed. Hans Blik åbnedes samtidig for Afstanden mellem Fyrstinden og ham; forenet med hans Kærlighed var den Bevidsthed, at han ingen Sinde ville kunne overstige Skranken, selv om hun hjalp til at nedbryde den. Han følte det farlige i at hengive sig til den vågnende Lidenskab, men han blev og nærede den. Der lå for ham en mægtig Nydelse i at betragte Antonovna, når hun sad mellem en Kreds af Hoffets Damer, når hun dansede eller sang, han følte sig lykkelig derved, det blev mere roligt i hans Bryst i disse Øjeblikke. Undertiden forekom det ham, at Antonovna gennemskuede hans Indre, han troede at finde Beviser for Gengældelsen af hans Følelse; hendes Kinder var blege i den sidste Tid, hendes Gang ikke længere så svævende, så let og fri som før, hendes Stemmes Toner mere dæmpede og usikre? Gordon glædede sig derover, han så Lidenskabens Frø spire igennem Jordbunden, og vidste fra sig selv, hvor hurtig Planten rodfæster sig; men der lå dog mere Lykke end Stolthed i denne Fryd.
Måske var det lignende Tanker, der gennemkrydsede hans Sjæl, medens han om Aftenen havde taget Plads ved et Vindue på Aaberg. Hans Blik gennem Ruden faldt på den tomme, nøgne Egn, som Måneskinnet udenfor belyste. Fyrstinden tilligemed nogle andre Damer sad ved Spillebordet. Gordon selv deltog aldrig i Spil. Den Munterhed, de spøgende Indfald, der lød fra Selskabet, syntes at glide ubemærkede forbi hans Øre, hans Stemme denne Aften var alvorlig og tankefuld.
Han havde længe siddet stille og udeltagende for al ydre Påvirkning; og medens der i hans Sjæl fremstillede sig Billeder, helt forskellige fra dem, der nærmest omgav ham, tegnede han, uden at tænke derpå, Begyndelsesbogstaverne til Antonovnas Navn i den fine Dug, der havde samlet sig på Ruden, han så ud af. Lidt efter blev der kaldt til Bords, og Gordon skulle aldeles have glemt denne Handling, hvis han ikke senere hen på Aftenen atter havde indtaget samme Plads ved Vinduet. Han underholdt sig denne Gang med en ung Dame af Halbergs Familie, der nylig var kommen til Aaberg, og idet hans Blik hændelsesvis faldt på Ruden, så han Begyndelsesbogstaverne til sit eget Navn, med ganske fine Træk forenede i Fyrstindens, som han før havde skrevet. Så ubetydeligt dette end måtte forekomme, gjorde det dog en ganske forunderlig Virkning på ham. Hans Hjerte bankede heftigt, hans strålende Øjne søgte Fyrstinden, der i den modsatte Side af Værelset sad i Samtale med nogle Damer. Han havde set hende lidt tilforn stå ved Vinduet. En dyb Rødme farvede hendes Kinder, da deres Blikke mødtes. I dette ene Blik lå uendelig mere, end det mest veltalende Sprog var i Stand til at gengive, dette undselige og tillidsfulde Udtryk trængte til det dybeste af hans Sjæl; hans Formodninger, hans Tvivl og Frygt, thi oprigtig Kærlighed er stedse frygtsom, blev til en eneste lykkelig Vished. Han var elsket af Antonovna.
Fra dette Øjeblik forandredes Gordons Væsen. Det var ikke den støjende, overvættes Glæde, som bærer sit Skilt til Syne for hele Verden, ikke heller var det noget synligt Udbrud af hans Følelsers Stemning, i Stedet for det forrige Alvor; men der kom mere Liv i dette kongelige Blik, mere Fylde, større Dybde i denne mandige Stemme, mere Majestæt og Værdighed i hans Holdning, han følte sig hævet og bedre i sin egen Mening. Antonovna havde aldrig set ham skønnere. Man studsede, man beundrede Gordon, og Fyrstinden fejrede i disse Lovtaler kun sin egen Triumf, hun var så lykkelig, idet hun tilstod for sig selv, at det var hende, der havde bevirket denne Forandring.
Således svandt Aftenen og flere lignende.
Gordon besøgte Aaberg ofte og var stedse en velkommen Gæst der, thi Munterhed og Liv fulgte med ham. Senere, lang Tid efter, erindrede han, at hans Tilværelses skønneste Øjeblikke lå begrænset af flygtige fjorten Dage, han genkaldte sig ofte de lykkelige Minder, som et Værn mod Sorgen, som et Panser mod Mistillid og Tvivl. Denne Tryghed, denne Vished, bar endnu hele Nyhedens friske Glans, hele Ungdommens rige, opløftende Poesi i sine Ytringer, og Antonovnas Gemyt var for jomfrueligt, hendes Takt for fin til, at hun ikke skulle vedligeholde den således. Det var en Virkelighed uden Ønsker; han drømte, forlangte og savnede intet.
Gordons bevægelige Karakter syntes efterhånden at forandres. Hans blide Elskedes Nærværelse, hans Følelses Dybde og Styrke havde forædlet ham, han så den Hengivenhed, med hvilken Fyrstinde Antonovna glemte alt for ham, sin Stand og hvad der lå udenfor den blomstrende Lykke, hendes Tilbøjelighed fremtryllede, og alt det gode og ophøjede, hans Sjæl gemte, kom til Ytring i disse Øjeblikke. Det heftige i hans Gemyt, den Lyst til vovelige Foretagender, til Adspredelse som hans Væsens kraftige Natur fordrede, tabte sig i denne rolige Bevidsthed.
Antonovna måtte forekomme stolt og bydende, men i enhver af disse Fejl lå et Fortrin hos hende, en Egenhed, som tiltalte ham. Hun havde hidtil søgt et Gemyt, der kunne forstå hende, til hvilket hun kunne betro sig, og med hvilket hun kunne udvikle sine Følelser, da hun ikke fandt noget sådant, drog hun sig tilbage, indesluttede sig selv og omgav sit Hjerte med et koldt og tilsyneladende uigennemtrængeligt Panser. Opdragelsen i Fængslet havde vel også givet hendes Væsen noget ejendommeligt. Hun kendte ikke Kærlighed, troede tilsidst, at de stedse ville blive hende fremmed, og dog var hendes Hjerte tilgængeligt for alle disse dybe og lidenskabelige Følelser, der skabte den højeste Lykke, den dybeste Fortvivlelse. Den Mand, hun skulle elske, måtte, som hun i hin Samtale ytrede, ikke have noget tilfælles med andre, thi hun følte, at hun tillige måtte ære og tilbede Genstanden for sin Kærlighed, han måtte ikke stå ved Siden, men over hende i alt, det måtte være en kraftig, ophøjet Karakter, der glemte Fyrstinden for Mennesket.
Således havde hun dannet sit Ideal, således fandt hun det. En Mand, der ragede ud over sine samtidige, en Ånd, der vel var vild og tøjlesløs, men stolt og ædel. Og det var påfaldende at se hende, den fornemme, overmodige Skønhed, som aldrig tilforn havde veget et Hårsbred udenfor sin Stilling, aldrig overset den Ærbødighed, hendes Rang tilkom, så hurtig og aldeles forandret i hans Nærværelse. Det var mærkeligt at være Vidne til den ubegrænsede Magt, han udøvede over hende; frygtsom rødmende stod hun for ham og så op til ham med Stolthed; hun bøjede sig for hans Overlegenhed, fortabte sig deri, og var alene den ydmyge, elskende Kvinde. Han var en Mand, der med et eneste Blik kunne beherske hende.
Dette Forhold, hvis Begyndelse fandt Sted i en Kreds af Fremmede, og som fortsattes under agtpågivende og spejdende Blikke, vedblev at være en Hemmelighed, der vel ledede til Gisninger og Formodninger, uden dog at føre til nogen afgjort Vished hos andre end Emma. Den blinde, lidenskabelige Følelse, der i Begyndelsen indtog hendes Sjæl, var efterhånden vegen for en kold og rolig Beregning, men hvad hun så, og hvad Udbyttet var af disse trolige Efterforskninger, skjulte hun for alle.
»De vil nu ikke længere kunne nægte mine Bønner,« udbrød han i et af disse sjældne Øjeblikke, der gav en Lejlighed til at tale uforstyrret med Fyrstinden. »Samtalen med Deres Broder i Morges har vist, hvor meget han og Deres øvrige Søskende længes efter Opfyldelsen af min Plan. Antonovna!« vedblev han og tog begge hendes Hænder i sine, »søde, fremmede Fugl! lad mig handle for Dem, giv mig Lov til at skabe Deres Lykke; jeg vil glemme, at den tillige indeslutter min, mit Håb, min Tillid til denne Sags heldige Udfald skal Fremtiden retfærdiggøre, den skal give mig Fordring på Deres Tak.«
Fyrstinden rejste det sænkede Hoved, og idet hendes sorte Øjne langsomt hævede sig op imod ham, lå der en tillidsfuld Tro i dette lange, dvælende Blik, og hun sagde til ham i en blid og dæmpet Tone:
»Det synes mig ikke ret at bortgive Øjeblikkets Lykke for en tilkommende og uvis Lykke. - Gordon! min Ven! hvis De blot ret kunne fatte mit Liv i disse otte Dage, så ville De erkende, at Verden ikke havde større Goder at byde mig. Der bor en forunderlig Frygt i min Sjæl for, at denne Plan ikke vil bringe mig noget godt; men De sagde tillige, Gordon! at også Deres Lykke var afhængig af mit Samtykke, jeg er ikke mere ubestemt, jeg lægger min Fremtid, min Skæbne i Deres Hænder. Kære Gordon! gør hvad De tror at være bedst for mig. Jeg vil adlyde Dem!«
Tårene sitrede i hendes Øjne ved disse Ord, også Gordon var bevæget; dette tillidsfulde Blik, denne ydmyge, bævende Stemme havde han intet Våben imod; men han tav, trykkede Fyrstindens bløde Hænder og gav Samtalen en anden Retning.
Så blev da denne Plan besluttet under Fyrstindens frygtsomme Anelser, men hos ham med den Mands Bestemthed og Tillid, der ikke erkender Skæbnen for sin Herre.