Madsalune
Carit Etlar (1841)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
11.
»Hør nu, Kammerjunker,« sagde Karner, da han en Aften spadserede med Harder. »Vær nu oprigtig mod mig og lad mig vide, hvorfor Du egentlig har så meget imod denne Løjtnant Gordon. Det er dog en rask Karl, og der er noget i hans Væsen, som jeg forbandet godt kan lide, han er da også Damernes Yndling, kan jeg tro, men det har han sit glatte Ansigt at takke for. Hvad har han forset sig mod Dig?«
»Det kan jeg gerne fortælle,« svarede Kammerjunkeren, »men det bliver mellem os, Du, ikke engang din smukke kone må vide det; jeg stoler på Damerne i alt, hvor det ikke kommer an på Tavshed.«
»Å! min Kone!« sagde Toldinspektøren med et ringeagtende Smil, »jeg har aldrig gjort hende til min fortrolige, fortæl kun!«
»Det er kun to Vintre siden,« tog Harder tilorde, da jeg på et Bal i Horsens første Gang var i Selskab med Gordon. Måske han, som Du siger, også der gjorde Lykke blandt blandt Damerne, jeg var for meget beskæftiget til at bemærke det. Du ved, at mit hjerte bestandigt har været været af en letfængelig Natur; skønt det er blevet antændt så ofte, at man skulle tro det udbrændt, så var jeg dog næppe ansat ved det russiske Hof, før det atter stod i lys Lue, denne Gang var Målet dristigt og ophøjet, Fyrstinde Antonova var min Flammes Genstand.«
»Fyrstinden?« gentog Karner og brast i Latter. »Du må være bleven gal, Mand! Der gives ikke et mere stolt og fordringsfuldt Fruentimmer i hele Jylland.«
»Jeg holder af Stolthed hos en Helt, en Hest og en Kvinde,« svarede Kammerjunkeren patetisk. »Hun må nu være som hun vil, så har jeg aldrig før næret en så dyb og inderlig Følelse for nogen anden. Den Aften, jeg taler om, var bestemt til et Angreb, jeg syntes at have sporet nogle deltagende Kendetegn hos hende. Jeg forstår mig på sligt. Så ville Skæbnen, at hun just fik denne Gordon at se på samme Bal, og fra dette Øjeblik syntes hun forandret, jeg måtte engagere ham til en Vals med hende, hun havde ikke danset før den hele Aften, det gjorde Opsigt. Jeg hørte ham underholde hende, hans Væsen var tåleligt, han talte også retngodt Fransk; men der var ikke det mindste interessant i alt, hvad han sagde. Imidlertid syntes begge Fyrstinder at være forgabede i ham, jeg hørte de Lovtaler, de indbyrdes vekslede. Ud på Natten befandt Fyrstinde Antonova sig pludselig ilde, hun bad mig i al Stilhed at lade hendes Vogn køre frem, fordi hun ubemærket ville forlade Ballet. Jeg troede atter at have vundet Herredømme over hende. Du skulle have hørt den Tone, hvori hun talte til mig, eller blot se de milde og strålende Øjne, hvormed hun takkede mig for min Omhu. Medens jeg hjalp hende Kåben på, var jeg måske en lille Smule for omhyggelig - hvad skal man sige, Øjeblikket fristede mig. - Fyrstinden stødte mig tilbage, og midt i den åbne Dør stod i det samme Løjtnant Gordon, med Armene over Kors og med et Smil og en Mine, Du, som havde fortjent en rigtig god Ørefigen. Han havde set alt, han trådte nærmere, idet Fyrstinden udbrød: »Hr. Kammerjunker! De bliver tilbage og ledsager Fyrstinde Katharina, når hun tager hjem. Hr. Gordon, må jeg udbede mig Deres Arm.« Han fulgte hende ned til Vognen, jeg ventede ham sidenhen forgæves; jeg ville have forlangt en Forklaring over hans spottende Smil, men han var taget bort med det samme. Næste Dag måtte jeg afbede min Forseelse hos Fyrstinden, jeg undskyldte min eksalterede Stemning med, hvad jeg kunne finde på. Hun tilgav mig da også, omtrent som man tilgiver en Lommetyv, hvis Skæbne man holder i sine Hænder, Den Historie, vi havde på Rejsen hertil med Gavtyvene har nu omsider ganske forsonet hende.«
»Det tror jeg nok,« sagde Karner. »Det var jo Dig, der frelste hende. Hvorledes gik det egentlig til den Aften?«
»Ja, hvorledes gik det,« svarede Kammerjunkeren undvigende, »Du har vel nok hørt, hvad Fru Grambov fortæller, hun overdriver Sagen. Jeg har slet ikke gjort mere, end hvad enhver anden i mit Sted ville gøre. Men Du skal se, det går bestemt engang galt med mig og Gordon. Jeg har en Anelse om, at den ene af os vil komme til at gøre en Ulykke på den anden.«
Medens de talte således, kom en Mand imod dem nede fra Haven.
»Der har vi min Svigerfader,« sagde Karner, »Vorherre må vide, hvad der fattes den fortræffelige Mand, han lader så tankefuld og dybsindig i disse Dage.« Halberg kom hen imod dem.
»Godaften, mine Herrer!« udbrød han hilsende. »De spadserer, som jeg ser; ja det er såmænd også en skøn Aften dertil. Det er ret en Fryd at se, som Vintersæden kommer frem.«
»Ja, Gud er god og hans Miskundhed varer evindelig,« føjede Harder til; »De er i en Stemning i Aften, Hr. Kammerråd, der gør os Deres Selskab særdeles ønskværdigt. Går De med?«
»Jeg kan ikke,« svarede Kammerråden. »En af mine stakkels Bønder ligger syg og døende nede i Landsbyen, jeg iler for at bringe den ulykkelige Familie min Hjælp; Farvel, mine Herrer!«
Karner stod og tegnede Figurer i Sandet med sin Spadserestok, medens et spottende Smil spillede omkring hans Læber. Da Halberg gik, kastede han et skarpt og mistænksomt Blik hen i den Retning han tog, og blev længe gående tavs tankefuld ved Kammerjunkerens Side. Lidt senere skiltes de. Karner gik ind i Aabergs Have og Harder vendte tilbage til Thimgaard.
Nede på Vejen sad en Kone, lænet over mod Diggrøften. Hun holdt en tildækket Byrde i sine Arme, da Harder kom nærmere, hørte han en svag Klynken, som af et Barn. Hans Blik mødte Johannes bedrøvede Åsyn. Han ville gå til Side, men hun rejste sig og hilste på ham.
»Jeg har siddet her og ventet på Deres Højvelbålenhed!« sagde hun, »fordi jeg vidste, at De ville komme denne Vej tilbage i Aften. De kan ikke have glemt mig, jeg er Johanne. Dette Barn,« vedblev hun med et undseligt Blik på Harder. »Se op, Du lille! betragt din Fader, fortæl ham, at Du lider Nød, fortæl ham, at dit og din Moders sidste Håb hviler på ham, bed ham at hjælpe Dig.«»Hvad skal alt dette Præg sige?« spurgte Harder utålmodig. »Hun er fattig og tigger, det er i sin Orden, men hun vover at kalde dette Barn mit, hun siger, at jeg er dets Fader, derfor får hun ikke det ringeste af mig.« Han ville gå, men Johanne stillede sig i Vejen for ham. »O, vær ikke så streng, Deres Højvelbårenhed!« råbte hun fortvivlet, »Barnet er sygt, det er for tidligt, at Nød og Elendighed skal bøje den Lille. Hjælp mig, og jeg vil erkende for hele Verden, at De ikke har gjort mig ulykkelig; nævn hvem De Ønsker, jeg skal fortælle alle Mennesker, at han er mit Barns Fader. Hjælp mig blot, Kammerjunker Harder.«
»Lad mig være fri for hendes Plageri, Mo'r!« svarede Kammerjunkeren. »Hun kan gå hjem og om nogle Dage, når hun har betænkt sig, når hun har besindet sig på, at jeg ikke er Fader til hendes Unge, kan hun høre ned til mig på Thimgaard, så er det muligt, at jeg af Medlidenhed tager mig af hende.«
Med disse Ord drejede han sig om og gik. Johanne sank ned på Digkanten, hun havde lænet sig til.
Da Harder var kommet et Stykke bort, forlod han Vejen og vendte sig ind i Heden. Fra Gangstien kom i det samme en Mand gående imod ham, det var Gordon. For at undgå dette Møde, lod Harder som om han ikke havde bemærket han, og valgte sin Vej i en anden Retning. Idet Gordon skråede tværs over Landevejen for at følge Stien, lød enkelte langtrukne Toner af en hæs Sang, og da han så hen imod Stedet, hvorfra Lyden kom, standsede han forbavset et Øjeblik for at betragte den Skikkelse, hans Blik mødte.
Det var den vanvittige, som Værten i sorte Kro, i Samtalen med Fragtmanden, kaldte for Niels Skytte. Han bar et langt, rustent Gevær over Skulderen, hans Klædning var meget pjaltet og besat med en Mængde gule Blomster, som han havde stukket ind i Sømmene. Der lå noget afskrækkende i dette blege Ansigts Udtryk, i disse forvildede Øjne, med hvilke han betragtede Gordon, da de mødtes. Han holdt op at synge, og idet han med dyb Alvor præsenterede sit Gevær, bad han om en Skilling. Bevæget over hans usle Tilstand, gav Gordon ham nogle Penge og gik derpå ind i Heden. Men dette Møde, så ubetydeligt det end syntes, afgjorde Gordons Skæbne.
Den Vanvittige kastede atter sin Bøsse over Skulderen og løb ned ad Vejen til det Sted, hvor Harder for lidt siden forlod Johanne. Hun havde været for langt borte til at se noget af dette sidste Optrin; bøjet over sit Barn, hvis dæmpede Gråd hun søgte at dæmpe ved Kærtegn, var hun blevet siddende, uopmærksom for alt. Niels stod ved hendes Side, førend hun hævede det bøjede Hoved, da hun så ham, dette Menneske, som hun engang havde elsket, hvis Lykke var gået til Grunde med hendes, prægede der sig et Udtryk i hendes sørgmodige Åsyn, hvori et helt Livs Smerte og Lidelser kom til Syne. Hun rakte ham stiltiende Hånden og græd højt. Niels forstod hende ikke. Hans intetsigende Blik hvilede forundret på hende.
»Se! hvor pæn jeg er, Johanne!« udbrød han fornøjet; »alle disse Blomster har jeg plukket mellem Gravene på Vædesø Kirkegård; jeg er også en Grav, det er dødt altsammen herinde. Hvorfor græder Du, tossede Pige? Er der nogen, der har gjort Dig Fortræd?«
»Folk er så hårde og strenge imod mig, stakkels Niels! Jeg har siddet her den hele Aften for at vente på Kammerjunkeren fra Thim; jeg ville bede ham om Hjælp til mit syge Barn, han spottede min Nød og ville ikke kendes ved mig, derfor græder jeg, jeg ved ikke, hvad jeg skal gribe til.«
»Var det ham, jeg mødte oppe på Vejen hist, for lidt siden?« spurgte den Gale.
Johanne havde ikke set Gordon gå ind over Heden, hun troede, at Niels mente Harder, og bekræftede hans Spørgsmål.
»Han gav mig dog Penge,« sagde den anden, »se engang! Men jeg forstår det, han ville gøre sin Uret god igen, fordi han har syndet imod os. Det er godt, - jeg har lært meget hos de Døde, mens jeg sov på Kirkegården, når de jog mig ud af Byerne, jeg forstår ham, fra nu af vil jeg gå på Jagt efter ham. Græd ikke mere, Johanne, Du skal nok få Penge.«
Kammerråd Halberg havde imidlertid taget Vejen ned mod Thim. Han så sig flere Gange tilbage, medens han stod ved Ruinerne. Da han mærkede, at ingen var i Nærheden, ilede han hurtig hen ad Gangstien til Kirsten Ryles Hytte og gik ind i den. Kirsten lod til at have ventet dette Besøg, hun satte stiltiende en Stol hen for Kammerråden, støttede sig med begge Armene mod Bordet og ventede på, hvad han ville sige.
»Så er det da sandt, Kirsten!« begyndte han forlegen, efter nogle Minutters Tavshed. »Vorherre har gjort Ende på den stakkens Kones Lidelser.«
»Nej!« svarede Smuglerkonen bestemt og rolig, »Sorg og Ærgrelse har fået Bugt med hende, som godt var, for hun har pintes meget, inden det kom så vidt. Gud ske Tak for, at det ikke er mig, der skal svare til, hvad der er sket mod hende.«
»Ja vist, Kirsten!« sagde Halberg med bævende Læber, »den stakkels Marie har lidt meget i sit Vanvid; men I synes så sørgmodig stemt, gode Kone! Tag disse Penge til Eder for al den Tjeneste, I har bevist mit Hus.« Han rakte hende en Bunke Papirssedler, men Kirsten tog ikke imod dem. »Gem kun Pengene til vi siden gør Afregning,« sagde hun, »og følg så med, eftersom I vil have hende at se, førend de bærer hende bort.« Hun tog Lyset og ville gå, men Kammerråden holdt hende tilbage.
»Nej, jeg har betænkt mig. Lad det være, lille Kirsten!« sagde han, »jeg bryder mig ikke mere om at komme derned, jeg kan ikke godt tåle at se Lig.«
»Men jeg siger, at I skal se hende,« råbte Kirsten Ryle heftig, »I skal se Jeres Kone for sidste Gang, om jeg så skal bære Eder derned i mine Arme.«
Halberg skælvede, afslog igen at følge hende, men Smuglerkonen tog ham ved Hånden og førte ham hen bag Skorstenen, hvor hun åbnede en Lem og steg ned i samme Kælder, som Madsalune skjulte sig i for Toldbetjentene. Halberg fulgte hende nølende. En fordærvet Luft strømmede dem i Møde, det lille Lys, Kirsten holdt i Hånden, kastede et svagt Skær omkring på Hvælvingens fugtige Mure, fra hvilke Vanddråberne faldt ned på Stengulvet. Kirsten tog Kammerråden i Hånden og trådte hen med ham til et Stråleje, slog et Lagen til Side og lod Lysskæret falde på Liget af en mager, udtæret Kvindeskikkelse. Dets Øjne var kun halvt lukkede, Ansigtets gulblege Farve stak af mod de blålige Læber, som den sidste Dødskrampe syntes at have givet et hånligt Smil.
Halberg kunnne i de første Øjeblikke næppe holde sig oprejst, medens hans Blikke ufravendt var hæftede på den Døde. Men han fattede sig hurtigt, og idet han sagte lod sin Hånd glide ned over Ligets hule og klamme Kind, udbrød han højtidelig: »Sov i Fred, Du Stakkel! De Lidelser, den Almægtige tildelte Dig, er nu endt, Du er gået ind til hans Glæde.«»Ja! de er endt,« gentog Smuglerkonen. »I kan nok se, at hun er død, hvis der blot var en lille Gnist Liv i hende, ville hun vist ikke stiltiende have hørt på Eders Velsignelse. Nå, Gudfader har løst op for hende, og Jeres Hemmeligheder er velforvarede.«
»Lad os ikke tale derom,« sagde Kammerråden. »Hvorledes døde hun? Var I nærværende i hendes sidste Øjeblikke?«
»Ja!« svarede Konen, »jeg lukkede hendes Øjne. I Går Aftes, da jeg bragte hende Maden, kunne jeg nok se, at hun ikke havde længe tilbage, midt i Nat trak hun i Klokken og kaldte mig til sig. Da jeg kom, sad hun overende i Sengen, og jeg gyste tilbage for det Blik, hun kastede på mig. Jeg mærker, at det nu går ad Enden med mig, Kirsten! hviskede hun hæst, som hun altid plejede i de sidste År, - jeg ser da endelig et Mål for mine Lidelser.«
»Skal vi så gå op igen,« afbrød Kammerråden hende; »jeg befinder mig ikke vel i denne indesluttede Luft; kom lille Kirsten, så skal I få de Penge, I har tilgode hos mig.« Han ville gå hen til Opgangen, men Kirsten stillede sig i Vejen for ham. »Jeg har givet den Døde et Løfte, Kammerråd, og det skal løses først. I må blive og høre mig tilende. - Som jeg sagde, hun kaldte mig ned til sig i Nat og bad mig tøve en Stund hernede. Hun spurgte mig, hvordan det var gået hendes Barn, og da jeg fortalte, at det havde været dødt og borte i mange År, brød hun ud i en sådan Strøm af Forbandelser, at Hårene rejste sig på mit gamle Hoved.«
»Vil I nu lade mig komme op!« råbte Kammerråden. »Jeg vil Pinedød ikke høre et Ord mere af denne Sladder.« Med disse Ord krøb han op ad Stigen og forlod Smuglerkonens Hytte, endnu førend Kirsten var kommen tilbage fra Hvælvingen. Udenfor var det blevet Nat. En tæt Tåge lå over Heden. Kammerråden skyndte sig tilbage til Aaberg. Bestandig så han den døde Kvinde for sig, han syntes at høre hendes brustne Stemme. Han skjulte sit Ansigt i sine Hænder og brast i en hulkende Gråd. Fra denne Aften var hele den søvndyssende Ro, han hidtil havde fremmanet over Fortiden, forsvunden.
Nede i en Dal sad samme Aften to Mænd i Samtale med hinanden. Tågen steg, Månen kom frem imellem de drivende Skyer og kastede sit Lys ned på Samson Goliaths firskårne Skikkelse, medens han sad på en Gråsten og røg Tobak af en kort Lerpibe. Den anden var Madsalune.
»Ja, Samson!« udbrød den sidste, »al Ting må holdes beredt til at komme af Sted, lad Kutteren gå så nær under Land som muligt, se at få pudset op i Kahytten til de høje Flygtninges Modtagelse, vor Skude skal denne Gang bære en kostbar Ladning.«
»Du har altså fast besluttet den Fart?« spurgte Samson. »Jeg spørger Dig ikke, om Du også har overvejet alt, for jeg har faret længe nok på Din Skude, til at kende Dig fra den Side; men Du siger, at Du vil skilles fra os og give din Plads til Jakob, derom var det, jeg nok ville tale et Par Alvorsord med Dig. Jeg har nu adlydt Dig i mange År, Madsalune, og aldrig mukket til, hvad der faldt Dig ind, skønt det sommesinde just ikke gik så lige efter mit Hoved. Du har også handlet som en retskaffen Mand imod os, det mener jeg, vi er nu engang bleven vant til Dig, og har fundet os vel ved at lystre Dig. Hvordan vil det gå, når Du drager fra os for bestandig? Hvem skal tale mig tilrette, når jeg engang imellem bliver bidsk og gal i Parykken? Hvem skal råde os, når det kniber? Jacob er en flink Fyr, ingen kan sige andet; men han er for godmodig til at befale over de Hunde, som slider Maagens Dæk.«
»Derfor står Du ved hans Side, Samson!« svarede Madsalune godmodigt. »Du må lede ham, hvor han fejler. Når jeg er borte, vil Maagen føre flere Priser ind i de franske Havne end hidtil. Du ved, hvad der bandt mig til denne Kyst. I holder så op med Smugleriet og hejser det rette Flag for bestandig.«
»Ja, men jeg vil længes efter Dig, Madsalune,« sagde den anden, og hans dybe Stemme skælvede ved disse Ord. »Der er ikke en Mand om Bord, der kan synge og digte Historier for mig, der er ingen, som kan sætte Liv i mig, når jeg engang imellem bliver forknyt, fordi det gik mig så fejl på Landjorden. Se Mads! jeg Hund, nu drypper Vandet mig ned af Kinderne, jeg synes ordentlig, at jeg græder. Det kommer af, at jeg holder af Dig, Du; jeg ville nok have, Du skulle blive hos mig, til de engang surrer mig fast til den sidste Køje og hive mig om Bord. Men det nytter vel ikke, at jeg snakker mere derom til Dig, Du gør så, hvad Du vil alligevel, og jeg kan ikke fortænke Dig deri. Men når det bliver Vinter, Mads, og vi har lagt Skuden op, så rejser jeg ned til Dig, så vil Du nok tage imod mig og høre mig fortælle, hvordan det er gået os imidlertid, Du glemmer da ikke Samson Goliath? Det tænker jeg i det mindste.«
»Det er også en god Måde at tænke på, Samson,« svarede Madsalune bevæget. »Gå blot Jakob tilhånde med din Erfaring, og lad mig aldrig høre, at en eller anden Englænder har fået Eder på sit Slæbetov.«
»Det skal Du ikke få at høre,« råbte Samson, »så vidt lader Vorherre det aldrig komme. Det kan nok hænde sådan, at de en klar Sommermorgen efter en Storm fisker Stumperne af en Sømand op på en eller anden Kyst; det kan også slå ind, Mads, at de om mange hundrede År fortæller hverandre i Krostuerne, at Samson Goliath var en Djævel, fordi han ikke brød sig om at prøve på, hvor højt hans Skude kunne nå Himmelen, og derfor sprængte den i Luften; men tage den skal de ikke.«
»Så lad os skilles for i Nat, Samson,« sagde Madsalune, idet han rejste sig, »gør nu al Ting klar dernede, om otte Dage forlader Fyrstinderne og deres Brødre Danmark for bestandig. Jeg behøver vel ikke at bede Dig, holde det hemmeligt, hvad vi her har talt?«
»Du kan stole på mig,« sagde Smugleren, »men tænk dog lidt efter, om det ikke kunne lade sig gøre, at Du blev ved at fare med Dine Folk som hidtil. Forstår Du mig? - Gud i Vold, Madsalune!« Samson trykkede Madsalune til sit Bryst. Tårerne stod ham i Øjnene, men han tav og gik med lange og hurtige Skridt ned mod Stranden, medens den anden forsvandt blandt Klitterne.