Madsalune

---

Carit Etlar (1841)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

14.

   Der har bestandig hvilet et uigennemtrængeligt Slør over årsagen til, at Gordons Plan til Prinsessernes Flugt mislykkedes. Kammerherre Playard, som nu er død, var en af dem, der ivrigst, men tillige skånsomst modarbejdede den. Uden at Antonovna eller hendes Søskende anede det, blev Madsalune fængslet, under Skin af det Indbrud, han tidligere var mistænkt for; vi har set, hvorledes det gik Samson, der ventede Flygtningene med sin Båd, og efter at således Flugten var umuliggjort, lod man Fyrstindernes Vogn køre ned til Vædersø Kro, hvorfra den igen vendte tilbage til Horsens. Straks efter lod Kammerherre Playard sig melde, Audiensen varede længe, hvad de forhandlede blev aldrig bekendt. Blot det ved man, at ingen af Fyrstehuset efter den Tid turde forlade Horsens uden Hofchefens Ledsagelse.
   Emma opholdt sig på Aaberg, da hendes fortrolige underrettede hende om denne Begivenhed. Hun følte, hvilken Ydmygelse Gordon derved måtte lide, men frygtede tillige for, at Mistanken til den, der havde røbet Planen, skulle falde tilbage på hende. Hver Gang hun tænkte sig de omtalte Papirer i Madsalunes Eje, bevægedes hun af en heftig Skræk; hun indså, at hendes Fremtid ville være tilintetgjort, når disse offentliggjordes. Derfor nedlod hun sig til at vise Petersen Velvillie. Ham havde hun udset til at tilvejebringe disse Papirer, Måden, på hvilken det skete, var hende ligegyldig. Hun havde allerede hans bestemte Løfte i denne Henseende.
   En Aftenstund vendte Petersen tilbage fra Ringkøbing, hvortil han var sendt som Postbud. Han slentrede langsomt hen ad Vejen, med Brevsækken over Skuldrene, medens hans Indre var beskæftiget med Håb og Drømme, som dog Fremtiden aldrig skulle opfylde. Medens han således gik, rejste der sig pludselig en lang Skikkelse op fra Lyngen, og Niels Skyttes blege Træk stirrede ham i Møde. »Er det Dig, Hans Petersen?« udbrød han og kom hen til ham med Bøssen i Hånden. »Det var godt, Du kom, jeg har længtes efter Dig den hele Aften.«
   Besynderligt nok var det, at den stakkels vanvittige altid havde båret en vis Hengivenhed til Petersen, man så ham bestandig at være rolig i dennes Nærværelse.
   »Hvad tager Du Dig for, Niels?« spurgte han, »Du driver dog vel aldrig Krybskytteri igen.«
   »Nej, vist ikke, nu går jeg blot på Jagt efter Kammerjunkeren fra Thim, Du ved nok hvorfor?«
   »Hvad ville Du da vel gøre den Kammerjunker, når I engang traf sammen?« spurgte Petersen med et lumsk Smil.
   »Jeg ville spørge ham, om han ved, hvor mange Tænder fem Snese Katte har, eller hvor mange Klør, der går på en Pose fuld af Ugler? De skulle sønderslide hans Krop. Så ville jeg brænde min Bøsse af og skyde ham gennem Hjertet. Men det er ikke let at nå så vidt. Jeg har søgt efter ham i lang Tid, men han slipper altid fra mig. I Forgårs Nat skulle Du have været med mig, Hans! Du kan tro, jeg så noget, som var værd at gå efter.«
   »Hvad var det?«
   »Jeg så en Ligskare,« hviskede den vanvittige, »ikke sådan en rigtig en, som man ellers ser om Natten, jeg har været imellem Gravene og kender nok dem, der kommer fra den Kant. Du må ikke sige det til nogen, men det var levende Mennesker allesammen.«
   Seminaristen blev opmærksom ved disse Ord, der begyndte at gå et Lys op for ham. »Det har Du nok drømt, lille Niels!«
   »Jeg vil sulte ihjel, dersom det ikke er sandt,« ytrede den anden, »Du kan selv få dem at se, for de kommer sammen hver Nat. Jeg mødte dem også i Går og fulgte bag efter, lige til Kesten Ryles Hytte.«
   »Hvad tager da den Ligskare sig for?« spurgte Petersen.
   »De snyder Kongen og kyser Folk,« sagde Skytten. »Den Kiste, de bærer, er fuld al Tøj og Kaffesække. Du må gerne følge med ned imellem Klitterne en Aften, så skal jeg vise Dig dem. Vil Du med straks? Det er en rar Nat til at se Syner i.«
   Seminaristen indvilligede, den vanvittige kastede sin Bøsse over Skulderen og gik foran ham, ned til Klitterne.
   Det blev efterhånden mørkere i Vejret, Havgusen rejste sig, dens fugtige ånde gennemblødte de vandrendes Klæder. Petersen kunne ikke se en Alen frem for sig, han måtte aldeles lade sig lede af den vanvittige og fortrød næsten, at han var fulgt med. Denne lod til at vide fuldkommen Besked med Vejen. Uden at bryde sig om Mørket, vadede han hurtig gennem Engen og advarede Seminaristen forud for enhver Hindring, de mødte. Således skred de fremad, næsten en time, Petersen var drivvåd, han rystede af Kulde, hans Frygt tiltog ved denne Stilhed, i dette Mørke, og ved Tanken om det farlige Mål, de nærmede sig til. Hans Kræfter var næsten udtømte, da Niels drejede ind mellem Klitterne og gav ham Tegn til at følge efter. Nu måtte de atter en Tid lang, undertiden på Hænder og Fødder, bestige de stejle Bakker, og Petersen begyndte endelig at holde alt, hvad Skytten fortalte, for Ytringer af en forvirret Hjerne, da Niels pludselig vendte sig om og pegede på en fremragende Klit, som hævede sig lige for dem, idet han hviskede:
   »Der skal vi op, så kan Du se, hvad de tager sig for. Blot ingen Støj og følg varsomt efter mig, der er Huller rundt om, og de skibbrudne, som er begravede her omkring, rækker Armene op efter de Vejfarende, der kommer forbi dem på denne Tid af Døgnet.« Petersen fulgte hurtig efter Skytten. De nåede Klittoppen.
   Dybt under deres Fødder dannede der sig en smal indsluttet Lavning, som førte ind til den Hule, der i det foregående blev kaldt for Fandens Kedel, midt på den fri Plads overraskedes Petersen af et Syn, der i høj Grad tiltrak sig hans Opmærksomhed.
   Belyste af et Bål og to Fakler, der stod nedplantede i Jorden, havde henved tolv høje Skikkelser nyligt været i Færd med at opkaste en Art Brønd, dækket med Brædder. De var just færdige og hentede derefter en rummelig Ligkiste, som de fyldte med forskellige Pakker og Sække, der droges frem fra det opkastede Hul, hvilket igen tildækkedes med Brædderne og skjultes med Græstørv og Sand. Da dette var fuldført, blev Ligkistens Låg bundet fast. Mændene satte sig ned i en Kreds på Jorden, medens to af dem hentede Levnedsmidler og en stor Romdunk frem af Hulen, som de gav sig i Færd med. Det var den berygtede Ligskare, der i flere år uforstyrret havde huseret i Egnen og givet Stof til Frygt og Samtaler.
   »Ser Du!« udbrød den vanvittige, som hidtil havde holdt sig stille, »jeg bildte Dig ikke noget ind, som Du før sagde. De har gravet deres Synder op for at bære dem ned til Kesten Ryles Hytte, så kommet Købmandsvognene og henter dem derfra igen. Nu spiser de og drikker Rom til, jeg ville gerne ned til dem for at få lidt med.«
   Skønt Afstanden fra Smuglerne til Klittoppen, på hvilken Niels og Seminaristen stod, var temmelig stor, nåede dog hans Ord til en af Mændenes Øren. Han så sig om til alle Sider.
   »Hvem er I, deroppe!« råbte han. »Svar eller jeg skyder.«
   »Skyd kun!« skreg Niels, »jeg har også en Bøsse og træffer lige så godt som Du.«
   Manden drog en Pistol frem under Kappen, hævede den op mod den mørke Linie, Niels dannede på Klitten, og skød. Da Røgen drev bort, stod den vanvittige uskadt på samme Sted.
   »Du duede ikke til at træffe min Kammerjunker,« skreg han.
   »Det er den gale Niels Skytte,« ytrede en af Mændene, »kom ned til os, så skal Du lå noget at spise.«
   »Ja, men I må love mig ikke at skyde, når jeg kommer nærmere,« bad han og steg med disse Ord ned ad den stejle Klint med en vidunderlig Sikkerhed.
   Da den gale kom ned til Smuglerne, opfordrede de ham til at tømme deres Dunk, han adlød og drak så længe, til han segnede omkuld og blev liggende uden Bevægelse på Jorden.
   Forsamlingen forlod lidt efter Stedet. Bålet og Faklerne blev slukkede, otte Mand løftede den tunge Kiste op på deres Skuldre, og bortfjernede sig lydløst og stille, på en Sti, som førte ud mellem Klitterne, til Landevejen. De slæbte den vanvittige et Stykke med og lod ham endelig tilbage i en Lavning, så at ethvert Spor af den natlige Forsamling kort efter var forsvundet.
   Petersen blev en Tid lang siddende i sit Skjul af Frygt for, at der skulle være nogen tilbage, som kunne iagttage ham; da han endelig mærkede, at alt var stille, krøb han frem, så sig forsigtig om til alle Sider, og listede sig langsomt og skælvende hen over Klitterne. Det varede længe, inden han fandt ud til Landevejen. Natten var mørk, og en fugtig Tåge indhyllede alle Genstande. Da han omsider kom ind i Engene og derfra til Vejen, gav han sig til at løbe, så hurtigt han kunne, til han nåede sit Hjem.
   Alt, hvad han denne Nat havde været Vidne til, blev øjeblikkelig betroet Kammerråden; denne fattede straks, at Madsalune måtte stå i Forbindelse med Skaren, og underrettede Karner derom, for ved hans Hjælp at få det fornødne Antal Folk til at gribe Smuglerne. Næste Dags Aften samledes i al Stilhed en Mængde Bønder og væbnede Strandryttere på Aaberg, som under Anførsel af Karner og Kammerråden drog ned til Brostedet ved Husby, hvor der allerede engang tilforn havde været gjort Jagt på Smuglerne. Selv Petersen deltog i Toget. Emma lod ham kalde op, før han tog bort, og pålagde ham endnu engang at anvende alt for at få Madsalune grebet. »Der skal ikke være noget Offer i min Magt,« tilføjede hun, »uden at jeg vil bringe Dem det, når mit Ønske er opfyldt. Gå min Ven, jeg sidder her og tæller Minutterne, til De vender tilbage.«
   Det blev et dårligt Vejr den Nat, Regnen styrtede ned, Stormen fo'r med langtrukne Hvin hen over den flade Hede. Det nærliggende Vesterhavs hule Drøn blandede sig derimellem.
   Karner havde posteret sine Folk i små Patrouiller langs med Klitterne, medens Halberg besatte Bakkerne ved Broen med Bønder. Således ventede de i spændt Forventning på de kommende. Det varede ikke længe, før de hørte et stærkt Fodtrin; til samme Tid sås Ligskaren i dens sædvanlige afmålte Gang at skride hen imod Broen. Kammerrådens Hjerte bankede, medens han dog fast besluttet på at vove det yderste for at få Madsalune i sin Magt, havde grebet en af de skarpladte Pistoler, han bar hos sig. I samme Øjeblik Skaren nåede Broen, faldt flere Skud i Nærheden, og som et Lynglimt fo'r to Ryttere ind over Broen. »Flygt! Flygt!« skreg en høj og tydelig Stemme. »Kisten i åen, vi er forrådte, Broen er besat og Karner kommer bag os med Strandryttere.« De skjulte Bønder styrtede ved dette Råb ind på Broen for at hindre Smuglerne i at undløbe, i det samme jog Karner hen til Stedet, i Spidsen for Strandrytterne og Toldbetjentene, således at al Flugt syntes umulig.
   Men Smuglerne var modige Folk, hærdede i Kamp og Farer. Uden Betænkning adlød de deres Anførers Bud, den tunge Kiste fo'r ned i Dybet, tilligemed dens kostbare Indhold, under et vildt Skrig kastede de sig derpå ind mod Bønderne, som spærrede Vejen. Petersen havde trængt sig hen til Rækværket på Broen, han troede ikke, at den Rytter, der havde befalet til Flugt, kunne være nogen anden end Madsalune, han indså, hvor meget der var afhængig af dette Øjeblik, drog en Pistol, tog nøjagtig Sigte på Manden og fyrede.
   Så snart Madsalune så, at hans Folk ikke formåede at trænge gennem Bøndernes Række, sporede han sin Hest lige ind mod Klyngen, for på denne Måde at bane de andre Vej. Til samme Tid faldt Seminaristens Skud, Kuglen fo'r ind i Bringen på den stejlende Hest. Madsalune blev kastet bag over, han så sig rasende om efter Skytten, men denne var forsvunden. Samson syntes at have ventet et sådant Tegn til Angreb, han affyrede begge sine Pistoler på Mængden og jog derefter med et rasende Hyl ind på Bønderne. Uden at agte Karner eller hans Ledsagere, drejede han flere Gange sin Hest omkring mellem dem, skaffede Smuglerne en vid åbning til at trænge igennem, og stillede sig derpå alene imod Forfølgerne. Hans Hest sank under ham, et vanvittigt Raseri syntes at have grebet Manden, han sprang af og styrtede ind mod Betjentene. Alle veg tilbage for det dræbende Slag af hans frygtelige Håndspage. Da han havde banet sig Vej hen til Broens Rækværk, stod han et Øjeblik stille, kastede Hovedet tilbage og overså Slagmarken med et tilfreds Brøl, derefter sprang han ud over Rækværket, ned i åen. Et Stykke nedenfor Broen havde Strandrytterne under denne Kamp været heldigere. To af Smuglerne blev overvældede, bundne og kastede på en Vogn, som kørte dem ind til Ringkøbing. Da Morgenen brød frem, genkendte man Kirsten Ryle i den ene. Hun havde til dette Tog iført sig en fuldstændig Mandfolkedragt, den anden var en gammel Matros, der i mange år havde været omtalt og kendt som Smugler.
   Medens dette fandt Sted, listede Seminaristen sig hen til Madsalunes Hest, hans Hjerte bankede, medens han bøjede sig ned mod Jorden for at søge efter Smugleren. Denne var forsvunden, men hans Hånd fik fat i en lille Vadsæk, der var spændt bag på Sadlen, han løste den og ilede hurtig bort fra Kamppladsen. Da han havde tilbagelagt et Stykke Vej, nåede han et enligt Hus, bankede på og trådte ind. Beboerne, en fattig Væver og hans Hustru, var, skræmte af Skudene ved Broen, stået op, og trængte ind på Seminaristen med Spørgsmål om Grunden til denne natlige Larm. Han forklarede dem med få Ord alt, og bad om Lov til at hvile sig lidt i deres Hytte. Da Manden havde ført ham ind i et andet Værelse og sat et Lys for ham, foregav han Træthed og lukkede omhyggeligt Døren af. Derefter foretog han en Undersøgelse al Vadsækkens Indhold, fandt en Rulle Papirer, stillede Lyset i Skjul af en stor Dragkiste og gav sig til at gennemlæse alt. Hvad han opdagede, lod til at interessere ham, hans blege Ansigt rødmede, han smilte, rev sig i Håret og læste igen. To Timer efter forlod han Væverens Hytte og gik grundende tilbage til Aaberg.