Madsalune

---

Carit Etlar (1841)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

15.

   Nogle Måneder efter gjorde en Sag megen Opsigt i Egnen. Kirsten Ryle sad endnu i Arresten, der blev anlagt Sag mod hende, og Kammerråd Halberg havde flere Gange været inddraget i Forhørene, uden at man egentlig kunne forklare sig Årsagen dertil. Straks efter at Frøken Emma havde forladt Aaberg, udbad Seminaristen sig en Samtale med Kammerråden, i denne betroede han ham, hvad han var kommen til Kundskab om af Madsalunes Papirer, og endte med at forlange en fabelagtig Pris for sin Tavshed.
   Halberg stod målløs ved denne Tidende, han skælvede foran det Billede, Seminaristen i en bestemt og kold Tone afslørede for ham. Alt, hvad han i hint lange Tidsrum, der var gået siden Forbrydelsens Time og nærværende Øjeblik havde lidt, viste sig nu frugtesløst. Han havde levet sig ind i det Håb, at Forbrydelsen bestandig ville vedblive at være skjult. Et eneste Øjeblik forstyrrede alt. I samme Grad som Petersen hidtil var bleven behandlet med Ringeagt, frygtede han ham nu, fordi han kendte alle de skjulte Spirer i hans Karakter, som blot ventede på en Lejlighed til at bryde frem, han forudså, at disse ville blive heftige og fordærvelige i deres Ytringer.
   Det var ham ikke muligt i Øjeblikket at give noget sammenhængende Svar på Seminaristens Fordring, og denne gik bort efter at have forlangt en bestemt Erklæring inden to Dage. Men endnu før denne Frist forløb, var Halberg aldeles forandret, han lod Petersen komme for sig, hørte ham med tilsyneladende Rolighed gentage, hvad Papirerne indeholdt, nægtede på det bestemteste at opfylde enhver af hans Fordringer og befalede ham ufortøvet at forlade Aaberg, han kunne så benytte Papirerne som han fandt for godt. Seminaristen troede næppe sine egne Øren. Han udstødte ingen Trusel, svarede ikke et Ord, men gik stiltiende bort, indpakkede sine få Ejendele og forlod Aaberg samme Aften. Han gik ned til Ringkøbing, lod sig melde hos Herredsfoged Selmer, fortalte denne alt og betroede ham Papirerne. Selmer havde i flere År været Kammerrådens personlige Fjende, Skønt den Proces, der tidligere var ført mellem dem angående et Engstykke, faldt ud til Fogdens Fordel, blev dog al fremtidig Nytte deraf tilintetgjort, idet Halberg ledede Grøftevandet fra sine højere liggende Marker ned derover, uden at dette kunne formenes ham. Det var derfor en kærkommen og længe ønsket Lejlighed til Hævn, og han besluttede at anvende den i fuldeste Udstrækning.
   Kammerråden havde desuagtet valgt den klogeste Udvej, han kunne finde. Efter at være kommen til rolig Besindelse, indså han straks, at han ikke ville være sikker for Petersen, selv om han indrømmede hans øjeblikkelige Fordringer. Det var ikke rimeligt, at disse i Tiden ville være tilfredsstillende for et Menneske, hvis Karakters Hovedtræk var Egennytte, han måtte stedse befrygte, at Seminaristen ville gøre sin Hemmelighed gældende for et eller andet Øjemeds Skyld. Desuden følte han, efter et kort Overlæg, hvor usikre og ufuldstændige de Beviser måtte være, som kunne bringes til Veje imod ham. Kirsten Ryle var det eneste levende Vidne, han behøvede at frygte. Han havde besøgt hende i Arresten, forstået at sikre sig hendes Tavshed ved Tilbud og Løfter om Hjælp i Fremtiden. Smuglerkonen gik så meget villigere ind herpå, dels fordi hun indså, at hun efter Ligskarens Opløsning ville være berøvet sin fornemste Næringsvej, dels fordi hun aldrig havde haft noget synderligt tilovers for Petersen, der oven i Købet var Skyld i den lange Arrest, hun måtte finde sig i.
   Rygtet herom udbredte sig i Byen og dens Omegn, Folk talte ikke om andet, Kammerrådens Forhold under hele Sagen indtog de fleste for ham; den Ro, den tillidsfulde Tryghed, med hvilken han udholdt ethvert Forhør, kunne umuligt andet end være den uskyldiges Særkende. Trods den Iver, med hvilken Undersøgelserne dreves af Herredsfogeden, hengik en rum Tid uden at lede til noget. Han forudså endelig, at Sagen omsider ville vende sig til Kammerrådens Fordel, hvis ikke Madsalune, den eneste, der endnu kunne afgive en fuldstændig Forklaring, ville optræde imod ham. Det gjaldt blot om at skaffe sig Kundskab om hans Opholdssted. Forgæves henvendte Seminaristen sig til Kirsten Ryle, gjorde hende betydelige Tilbud, hvis hun ville angive dennes Opholdssted, eller formå ham til at indfinde sig, der blev lovet ham fuldkommen Tilgivelse for, hvad han tidligere havde begået. Kirsten Ryle afslog alt, nægtede at vide Besked om, hvor Madsalune var at finde, hun mente, at han havde forladt Landet; Kutteren var for lang Tid siden gået under Sejl, og man havde senere ikke hørt det mindste til den eller Folkene. Halberg triumferede; en tyngende Byrde var taget fra ham ved Visheden om, at hans Fjende intet formåede; han gik ikke længere blot forsvarsvis tilværks, men indgav en Klage over de Krænkelser, han havde lidt, og fordrede, at denne for ham så ydmygende Sag snarest mulig måtte bringes til Ende. Han lod til at have vundet Spillet. Selmer fandt omsider, efter at han med utrættelig Iver havde anstillet alle de Undersøgelser, der kunne lede til nogen Oplysning, at Sagen ville falde ud til Kammerrådens Fordel, Kirsten Ryle kunne heller ikke overbevises om noget. Han var nødt til at afgive sin Kendelse. Dagen blev bestemt, Retssalen åbnedes og fyldtes med en Mængde Mennesker, der alle var begærlige efter at høre Udfaldet på denne Sag. Kammerråden stod imellem en Klynge af sine Bekendte, med en højtidelig Værdighed, og i den tillidsfulde Bevidsthed, at han denne Dag skulle fejre sin største Triumf. Selmer blegnede af Harme, medens han rejste sig fra sit Sæde for at oplæse den afsagte Kendelse og så det hånlige Blik, Halberg betragtede ham med. Hans Læber skælvede, idet han udtalte de Ord, der aldeles frikendte hans Fjende. Værelset genlød af Lykønskninger, forbitret påbød Dommeren Rolighed, og det blev igen stille som før.
   I samme Øjeblik lød en Stemme, så dyb og kraftig, at Salen gav Genlyd deraf:
   »Den Dom er falsk!«
   En almindelig Forbavselse greb Mængden, alles Blikke søgte den dristige, der vovede at ytre sig således. Man så en høj, kraftig Mand, rolig siddende i Vindueskarmen, med sammenslyngede Arme, dinglende Ben og en Mine, så uforsagt og ligegyldig, som om hans Bemærkning angik den ubetydeligste Ting i Verden.
   »Hvem vover at tale sådan?« spurgte Selmer. »Er her nogen til Stede, som tror sig i Stand til at bevise denne Påstand, så lad ham træde frem for os.«
   »Dommen er falsk!« svarede Manden atter, »hvis jeg ellers udtaler mig tydelig nok.« Med disse Ord sprang han ned fra sin Plads og gik derefter frem for Skranken.
   »Hvem er Du?« udbrød Dommeren, medens han iagttog den bestemte Rolighed, hvormed den Fremmede udholdt Mængdens Blikke, og de Ytringer af Uvillie, der lød fra det Sted, hvor Halberg stod, omringet af sine Venner.
   »Mit Navn, Deres Velbyrdighed!« svarede Manden langsomt, »gør ingen Ting til Sagen, det vil kanske ikke engang klinge godt i Deres Øren, hvis jeg nævnede det, jeg beder kun om Forlov til at være forbandet på, at De denne Gang har dømt forkert; han derhenne, som står og rangler op ad Væggen for ikke at falde overende, er knap så uskyldig, som de gode Folk tror. Jeg er Mand for at snakke med om den Sag.«
   »Dit Navn, dit Navn!« råbte Selmer med en Glæde, som han forgæves søgte at skjule. »Er Du Smugleren Madsalune?«
   »Vorherre give, det var så vel!« råbte Manden leende, »for så var jeg da den bedste af dem, her er forsamlet. Nej, de kalder mig ikke andet end Samson Goliath i daglig Tale, men det Navn er også godt, jeg er Styrmand om Bord på den lille Kutter Strandmaagen. Kanskesig De skulle have hørt mig omtale,« tilføjede han.
   »Nej!« svarede Dommeren, »jeg ved aldrig, at jeg har hørt Dig nævne, før nu.«
   »Det gør heller ikke noget, Deres Velbårenhed! Er der ingen af de gode Herrer, som vil sige god for mig?«
   »Det vil jeg!« råbte en kraftig Stemme blandt Forsamlingen, og en Mand trådte frem. Han var iført en gammel Uniform, hvori der sad et Dannebrogstegn, hans Ansigt var solbrændt og af et særdeles vildt og forvovent Udtryk. Det var denne Toldrytter, som allerede er omtalt under Navn af Mogens Truelsen, og med hvem Samson brødes ved Åstedet.
   »Å! er det Dig, Mogens« ytrede han glad og rakte den anden sin Hånd. »Velkommen her, Du!«
   »Jeg vil sige god for Samson Goliath med Liv og Blod!« udbrød Strandrytteren, henvendt til Dommeren, »skønt han tidt har prøvet på at røve mig begge Dele.«
   »Du har da også gjort dit Bedste ved mig,« mente den uforbederlige Smugler. »Jeg fik en slem en den Nat nede ved Skodborg, Mogens! Se engang, lige fra Nakken til Øjet.«
   »Den har Du betalt såvel sidst vi mødtes ved Husby, Du knuste næsten to af mine Fingre med din Spadserestok, her ser Du Mærket.«
   Selmer bød Tavshed; men Samson gav ham ikke Tid til Spørgsmål, det var hans Vane at holde en Tale tilende, når han først var kommen til Orde. »De venter på Beviser for, hvad jeg har sagt. Dem skal De få, men Deres Velbårenhed tillader vel, at jeg indretter mig en Smule, jeg kan ikke så godt klare for mig i denne Dragt.«
   Medens han talte således, trak han den gråspraglede Kjole af, som blev omtalt på hans Vandring til Madsalunes Fængsel, løste Halsbindet og Flipperne og lagde hver Del forsigtig over Skrankerne. »Det hjalp,« vedblev han ufortrødent, »nu er jeg klar til at komme frem med, hvad jeg ved.«
   »Min Fader var Strømpekræmmer og Hørkræmmer, herovre, – hvad, De ler, Deres Velbyrdighed! Kan en Strømpekræmmer ikke også være et Menneske, og en Hørkræmmer en ærlig Mand? Folk fortalte, at jeg lige fra Barn af har været en Kende vild og gudsforgåen, derfor skikkede de mig til Søs, så snart jeg var konfirmeret. Jeg fo'r i mange År på lange Rejser; da jeg fik Lyst til at se Danmark igen, var mine Forældre døde, vort Hus solgt, ingen kendtes ved mig. Imidlertid havde jeg også en Broder, der var en Del År ældre end jeg, ham gav de mig tilsidst Besked om skolde bo et Sted nede i Slesvig. Jeg besluttede at gå derned, skønt vi som Børn aldrig var komne synderligt godt ud af det. Jeg måtte rejse mangen forbandet Mil til Lands, inden jeg kom til hans Hus, og havde ikke stor Fornøjelse af det alligevel. Han var bleven en fornem Mand og tog mod mig som en Tigger; hans fine Frue slog Rynker på Næsen ved at være sammen med den grove Sømand. Vi to mødtes siden hinanden på et Sted, hvor hun ikke sad så godt i det.«
   »Men alt dette vedkommer jo ikke Sagen!« udbrød Dommeren, da Samson gjorde et Øjebliks Pavse, medens han forsynede sig med en frisk Skrå.
   »Bi bare lidt, Velbårenhed! jeg må klare Tingen fra Begyndelsen af. - Da jeg havde betydet min fornemme Broder, at jeg gav ham Døden og Djævelen, rejste jeg igen og svor på, at jeg aldrig mere skulle sætte min Fod på hans Grund. Jeg blev ved at fare, til jeg fik Fod på eget Dæk ved at gifte mig med en Skipperenke, hvis Mand var gået over Bord i en Storm under Island. Det var en lykkelig Tid, jeg tjente svære Penge, og min Kone sejlede med på alle Rejser. Det kan nu være en Snes År siden, da jeg en Vinter var fragtet ned til Tønningen. Under Jylland begyndte det at sætte op med en forrygende Storm, så at vi med Nød og Næppe holdt os klar for Kysten. Ved Nattetid tog Uvejret til, og jeg vidste ikke mere, hvordan vi var farne. Lige som vi troede os sikrest, så gav det et Bumb, derefter tørnede Skuden mod Revene, duvede ned i Grunden, hævede sig op igen og splintredes i tusinde Stykker. Så tog Vandet fat i os, to Mand drev ud efter og gik til Søs igen, forstå mig vel, som Fiskemad. Mutter gik også på de lange Rejser, men jeg og mit Barn, den liden Orm, blev verfet ind mod Kysten, op på Sandet. Da jeg kom til mig selv igen og havde spyet Saltvandet fra mig, for jeg havde nok fået en lovlig stor Portion til Livs, så jeg et Ansigt stirre på mig og følte en Hånd i min Lomme, hvori jeg havde stukket alle mine Penge. I det samme fik jeg et Slag for Panden af en Knippel, så voldsomt, at det ville have splintret enhver, der ikke var bygget af så godt Tømmer som jeg. Så drattede jeg med Respekt at melde overende. Men den Mand, der ransagede min Lomme og ham, der gav mig det omtalte Knubs, står der henne. Det var min Broder.«
   Efter disse Ord fulgte en almindelig Tavshed i Retssalen. Mængdens Blik hvilede på Halberg. Han prøvede på at svare, men Stemmen svigtede ham, han mægtede ikke at bortvende sit Blik fra Samson Goliaths høje Skikkelse. Midt under denne Spænding, i denne dybe Tavshed, erindrede han dog, hvor meget der beroede på nærværende Øjeblik.
   »Du har talt syndige Ord, Mand, og plettet en uskyldig med dine Løgne, Du kan ikke bevise din Anklage.«
   »Anton!« sagde Smugleren, »den Nat, jeg så Dig sidste Gang, medens mine Folks Dødsskrig og mit Barns bønlige Klager lød omkring mig, medens jeg lå og ventede Døden, da svor jeg ved ham deroppe, som råder over Vind og Hav, at dersom vi nogen Sinde stødte sammen igen, skulle jeg tage Hævn over alt, hvad Du øvede. Nede i Kælderen under Thim har jeg lovet din Kone det samme. Som Barn var din første Handling at fravende mig vore Forældres Kærlighed, jeg blev udstødt af min Familie og skikket afsted for din Skyld, Du snød mig for min Arv, og da jeg, efter mange År, med et kærligt Sind, kom ned for at se til Dig, lukkede Du dine Døre og jog mig bort; husker Du det? Taler jeg tydeligt nok? Selv i Dag vil Du ikke vedkendes din Broder, derfor skal jeg skaffe de Beviser, som Du forlanger, lad mig bare få talt tilende.«
   »Hvor længe jeg lå og sundede mig efter den omtalte Velkomst, skal jeg lade være usagt, for jeg så ikke på Klokken. I lang Tid befandt jeg mig som i en Døs, under hvilken jeg af og til så et Glimt af et retskaffens Fruentimmer, hvis Ånde lugtede stærkt af Gammelrom, hun gik og plejede mig. Det er hende derhenne med det kønne Ansigt. Jeg mener Kirsten Ryle. Da jeg ret kom til mig selv igen, sad jeg overskrævs på en Rå og skar Fald i en Blok, jeg kan straks bande tilstrækkeligt på, at jeg først på dette Sted kunne huske, hvordan det hele var gået til. Siden har jeg faret med Madsalune, og han bliver vel den sidste, der skal kommandere Samson Goliath; Lykken fulgte mig, thi Himlen er retfærdig, vi smuglede med Held. Det var Historien, nu kommer vi til Beviserne. Halløj, David! træd an!«
   På dette Råb, som Samson udstødte gennem den hule Hånd, trængte en firskåren Matros, med et vildt og koparret Ansigt, frem af Mængden, og stillede sig lige overfor Skranken. »Du har vel hørt den Tale, jeg har holdt,« spurgte Samson; »tør Du række dine Fingre frem på, at det er sandt?«
   »Ja vel, Styrmand, straks!« svarede Matrosen ligegyldig.
   »Du var altså Vidne til det, denne Mand har oplevet?« spurgte Dommeren.
   »Nej, ingenlunde, Deres Majestæt!« ytrede Matrosen med et ærbødigt Buk, »jeg har blot hørt Samson fortælle det om Natten, når vi havde Vagt sammen, men jeg ved da nok, at Styrmand ikke farer med Løgn! Han har rigtignok aldrig ladet sig mærke med, at det var hans Broder, der spillede ham den Streg, men jeg vil alligevel gøre Ed derpå!«
   »De ser nok, at David er et Dyr, Deres Velbårenhed!« bemærkede Samson, »et rent Dyr, der ikke ved, at man kan have Grund til at fortælle noget og tie med noget.«
   Der lå i Sømandens raske, bestemte Måde at udtale sig på, så megen Ro og overbevisende Magt, at den påtrængte sig alle. Hans jævne og ligefremme Ord gjorde en langt større Virkning end den mest studerede Tale. Det var også tydeligt at se den Bevægelse, enhver Sætning bragte den Anklagede i. Ikke alene af den dødelige Bleghed, der overfo'r hans Træk, men det ængstelige, skulende Blik, de halvåbne Læber, talte et forståeligt Sprog til Forsamlingens Erkendelse.
   Kirsten Ryle havde overværet den hele Forhandling; da Samson trådte frem, kastede hun et frygtsomt Blik over mod Halberg, og fra dette Øjeblik syntes denne Kones Fatning bestandig at aftage. Ikke destomindre fragik hun dog, da hendes Tilståelse blev æsket, alt hvad Smugleren havde sagt, men det skete på en så ubestemt, forlegen Måde, at det ikke kunne være tilfredsstillende for Dommeren.
   »Hvis Deres Velbårenhed bare ville lade mig give Kesten en lille Formaning,« sagde Smugleren, da hun tav, »så skal jeg nok bringe hende på bedre Tanker.« Dommeren tillod det, og Samson henvendte sig ganske højt til Smuglerkonen.
   »Jeg har nu kendt Dig i mange År, Kesten, og det kan gerne være, Du har haft ret god Profit derved. Dersom Du bliver ved at holde med ham derhenne i andet, end hvad der er sandt, så ved Du, hvad jeg mulig kunne have at sige Dig, når vi engang traf sammen alene. Forstår Du? Men hvis Du vil tilstå Sandheden, som et honnet Fruentimmer, og ikke lade så mange Løgne fare igennem din forbandede Hals,« tilføjede han, »så ved jeg et Sted, hvor der venter et Anker Rom og en Dunk Genever på Dig, de skulle være dine, kære Kesten!«
   Smuglerkonen blev bestandig mere bevæget, medens Manden talte. Hun betænkte sig nogle Minutter og hævede derpå sin Stemme:
   »Samson Goliath har rørt mig, Deres Velærværdighed! Jeg kan ikke modstå længere. Gud bedre det for Dem, Hr. Kammerråd, men nu bliver jeg rigtignok nødt til at sige min Hjertens Mening.«
   Halbergs Ansigt fortrak sig. »Kirsten!« skreg han, »Kirsten! betænk, hvad I siger.«
   »Det kunne også være, der kom to Dunke Genever i Stedet for een,« bemærkede Samson tørt,
   »Ja, Deres Velærværdighed!« sagde Kirsten Ryle, »Retten må have sin Gang, jeg kan ikke nægte, at alt, hvad Samson Goliath har sagt, er sandt, Ord til andet. Den hele Historie har sin Rigtighed. Nede i Dejbjerg Sogn bor en Natmand, som de kalder Bunken, han har fulgt efter ham mangen Nat, når han gik til Stranden og fiskede og vendte Lommerne på de Skibbrudne. Fruen fik Nys derom, græd og vred sine Hænder for ham, truede tilsidst med at sige, hvad hun vidste. Så kaldte han hende tosset og satte hende ned i Kælderen ved Thim, og jeg plejede hende, for at der ikke skulle ske hende det, som værre var.«
   Mere sagde Kirsten ikke, men det var også tilstrækkeligt. Den hele Sal var som uddøet, ikke et Menneske rørte sig.
   Halberg var segnet tilbage, han holdt sig krampagtigt fast i Skranken og stirrede omkring sig, som om han ikke ret fattede, hvad der var foregået, indtil han endelig sank sammen med et klagende Skrig. Han segnede bevidstløs ned og blev båren bort af de tililende Betjente.
   Dette sidste Optrin øvede en mægtig Virkning på de Tilstedeværende, selv Samson var rørt. Smuglerkonen vedblev sin Erklæring:
   »Det Barn, som Samson reddede fra sit Skib, har der endnu ikke været Tale om, her står han. Se, Samson, der har Du din Søn igen.« Med disse Ord lagde hun sin Hånd på Seminaristens Skulder.
   »Min Søn!« gentog Samson forbavset. »Fy for den slemme Syge! Det var da en forbandet Løgn, lille Kesten. Jeg skulle have en Skriver til Søn, en Prokurator! Undskyld, Deres Velbårenhed. Enhver kan være skikkelig på sin Måde, og en Prokurator kan for så vidt være lige så god som enhver anden, jeg vil bare ikke være Fader til ham. Men hvis det alligevel er sandt, at det Hvidkålshoved hører mig til, som Kesten siger, nu vel! så lad ham følge med om Bord på Maagen, ikke sandt David, han vil vist være velkommen nede blandt Jer.«
   »Å ja, Styrmand!« svarede Matrosen og viste sine hvide Tænder, »lad os få ham om Bord, - Magsvejr, tolv Favne Vand, surret til et Brædt, - skures med en Håndfuld Salt i Ryggen, en Kanonkugle om Halsen, sådan noget, det vil give Løjer!«
   Petersen gyste, han forbandede det Misgreb, ved hvilket han havde håbet at forbedre sin Skæbne. Dommeren hævede Retten.
   Natten kom. Halberg lå i sit Fængsel på Sengen, Lægen og en Betjent vågede ved hans Side. Der var i få Timer foregået en påfaldende Forandring med ham. En døende Bleghed udbredte sig over alle hans Træk, han talte uafbrudt med sig selv. Hen imod Midnat blev han mere rolig, sank tilbage på sit Leje og syntes at slumre. De to Mænd forlod ham sagte og lydløst. Da den sidste Skodde blev skudt for Døren, rejste han sig og kastede et spejdende Blik omkring i Mørket. Han fo'r hen til Vinduet og prøvede på at bryde de svære Jernstænger af, som spærrede det, da han endelig var overbevist om det umulige heri, gik han tilbage og satte sig på Kanten af Sengen.
   Månens blege Stråler faldt ind gennem Gitteret til ham, Natten udenfor var mild og stille, hvor stor en Modsætning mellem denne højtidelige, slumrende Ro, og det kæmpende Kaos, der larmede i Synderens Bryst? Næste Morgen, da Væggen rødmede af Solstrålerne, medens Svalen udenfor sang på Taget, rugede Døden i det mørke Fængsel, og den indtrædende Fangevogter fo'r tilbage, idet han kom for at afhente Synderen til et nyt Forhør. I et Halstørklæde, knyttet fast til en af Jernstængerne i Vinduet, hang Kammerråd Halberg, bleg og stiv. Han havde kvalt sig selv.