Madsalune
Carit Etlar (1841)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
16.
Aaberg stod øde og ubeboet; omtrent samtidig med Kammerrådens Død indtraf en Hændelse, der satte hele Egnen i Forbavselse. Toldinspektør Karner blev funden dræbt nede i Moserne ved Madum. Aftenen tilforn var han reden tilbage fra Ringkøbing, fulgt af en Toldrytter, som boede et Stykke udenfor Byen. Endskønt de ivrigste Undersøgelser blev anstillede, ledede disse dog til intet, det var ikke muligt for Herredsfogden at komme på mindste Spor om Gerningsmanden, ikke heller dvælede der bestemt Mistanke imod nogen, da Smuglerne, de eneste, man kunne antage for at stå i fjendtlig Forhold til den Dræbte, siden hint Tog mod Ligskaren, var aldeles forsvundne.
Anna, den ungdommelige Enke, formåede næppe at modstå disse Skæbnens dræbende Slag. Underkuet af Smerte, fortabt i en trøstesløs Sorg, syntes hun ikke at ændse de rige Frugter, hendes foregående Liv nu bragte, i den venlige Deltagelse, hun mødte overalt. Flere af de mest ansete Familier tilbød hende Ophold i deres Hus, men hun afslog det for at tage ned til en Barndomsveninde, der boede i Nærheden al Herregården. Den uforstyrrede Ro og Ensomhed, hun her nød, bidrog vel meget til at holde de friske Sår åbne, men de ledede dog ofte og uformærkt en lønlig Tanke hen til ham, der fra hendes Barndom alene havde været Genstand for Håb og Planer, som Skæbnen tilintetgjorde. Jakob var fraværende, hendes Længsel kaldte ham forgæves tilbage, han var uvidende om alle de Forandringer, den sidste Tid havde medført.
Skønt der aldrig havde fundet nogen nøjere Forbindelse Sted mellem Gordon og Harder, syntes den senere Tid dog at bringe dem nærmere til hinanden. Harders Uvillie havde tidligere ved flere Lejligheder lyst frem gennem enhver Samtale; Gordon følte sig tilbagestødt og indrettede sin Opførsel derefter. I Harders Øjne var ethvert af hans Medbejlers Fortrin en Fejl, hans Held hos Antonovna forøgede hans Bitterhed. Nu derimod havde han sine Grunde til at vise sig venligere mod Gordon, der var meget beskæftiget med sig selv, hvis Blik var for hildet i alt, hvad der lå indenfor hans Kærligheds Cirkelslag, til at antage denne Velvillie, denne forekommende Udmærkelse, for en Maske.
En Aften var et stort Selskab forsamlet på Thimgaard, hvor Ritmester Harder, Kammerjunkerens Fader, boede. Gordon havde flere Gange modtaget Ritmesterens Indbydelse til at besøge ham, men bestandig undslået sig derfor med en eller anden Undskyldning; også denne Gang ville han ikke være kommen, uden efter Fyrstindens gentagne Bønner. Selskabet var meget talrigt og meget blandet, dog sås kun meget få Borgerlige, thi Ritmesteren var Aristokrat, og antog Adelen for den eneste agtbare Stand i Verden. Med Gordon fandt han, at man vel kunne gøre en Undtagelse, den Udmærkelse, Fyrstinden viste ham, hævede ham i alles Øjne. En Dame, der ellers plejede at være Sjælen i Ritmesterens Selskab, savnedes denne Aften, det var Emma Halberg. Så snart Rygtet om den ulykkelige Vending, hendes Faders Sag havde taget, nåede til Hoffet, dalede hendes Sol, hendes Veninder trak sig tilbage, Overhofmesterinden lod hende vide, at hun måtte søge sin Afsked. Under disse Ydmygelser forlod Frøken Halberg Horsens. Harder var den eneste, der ikke forandrede sin Opførsel mod hende. I det sidste Øjeblik, de tilbragte sammen, sagde Emma: »Vor fælles Plan er strandet, jeg har arbejdet forgæves for det Mål, jeg sigtede til. Lov mig, at De forliger Dem med Gordon; lad ham i Fremtiden ikke ane den Uvillie, De føler mod ham, jeg beder derom for Deres egen Skyld, De vil selv vinde derved.« Hun indlod sig ikke på at besvare Kammerjunkerens Spørgsmål om Grunden til denne forunderlige Bøn. Han lovede alt og Emma rejste.
Der var altså Selskab på Thimgaard, et Selskab i gammel Stil, hvor man kom sammen for at spise og drikke, hvor Samtalen først begyndte efter Bordet, da Damerne var flygtede og Herrerne mere eller mindre befandt sig i en Utilregneligheds Tilstand, som gjorde Spøgen fri, hvori ethvert Sømmelighedshensyn forsvandt og det mest profane var det mest søgte, indtil endelig den højeste Beruselse indtrådte, og en Tilstand fulgte efter, der lod Mennesket forsvinde og Dyret blive tilbage.
Den, som ivrigst hyldede Vinen, var en ung Baron, nylig kommen tilbage fra en flerårig Udenlandsrejse. Kammerjunkeren sad ved hans Side, allerede temmelig beruset.
»Tag dit Glas, Harder!« udbrød Baronen i en dæmpet Tone, men dog så tydeligt, at den nåede de nærmestsiddendes Øren, »jeg drikker denne Skål til Ære for den smukke Fyrstinde Antonovnas Tilbeder.«
»Hvad angår det mig?« svarede Kammerjunkeren, »jeg takker ikke derfor.«
»Hvorledes?« spurgte den anden forundret, »er det Beskedenhed, der forbyder Dig at tilstå, hvad Rygtet allerede sagde mig, før jeg kom hjem. Du skulle ikke være den begunstigede?«
»På min Ære, nej!« hviskede Harder, »jeg er det ikke, derhenne ved det næste Bord sidder en, som har større Grund til at takke for din Skål end jeg.« Han pegede på Gordon og tilføjede: »Det er ikke værd, vi taler mere derom.« Men Sagen interesserede Baronen for meget til, at han skulle agte på denne Ytring, han rejste sig op fra Bordet og kastede et langt, dvælende Blik over til det Sted, hvor Gordon sad i Samtale med Kammerherre Playard og et Par andre, der ikke havde deltaget i Mændenes Lag.
»Jeg må gøre denne Herres nærmere Bekendtskab!« sagde Baronen, idet han atter satte sig; »den Fyrstinden skænker sin Gunst, kan umuligt være noget almindelig Menneske. Men hvorledes kan det alligevel være Tilfældet? Jeg sad overfor ham ved Bordet og lagde Mærke til, at han satte sit Glas urørt ned, da vi før drak din Skål som Fyrstindens Frelser, jeg synes da, efter det, Du fortæller, at han burde være den villigste til at takke Dig.«
»Så Du det?« udbrød Harder og sprang op fra Stolen. »Løjtnant Gordon!« råbte han, uden at agte Baronens Forsøg på at holde ham tilbage, og med en Stemme, der øjeblikkelig bragte de øvriges Larm til at forstumme. »Man fortæller, at De før vægrede Dem ved at deltage i den Skål, Selskabet gjorde mig den Ære at drikke, fordi jeg havde været så heldig at frelse Hendes Højhed, Fyrstinde Antonovna. Må jeg udbede mig Deres Grunde derfor?«
Gordon havde, uagtet han var noget bortfjernet fra det Sted, hvor Harder og Baronen sad, hørt det meste af deres Samtale. I det Øjeblik, Fyrstindens Navn første Gang nævnedes, blev han bleg, det var ham pinligt at høre hende omtalt således. Dog fortsatte han Underholdningen med Kammerherre Playard. Da Harder tav, og den almindelige Opmærksomhed af dem, som endnu havde så megen Samling tilbage, var rettet på ham, vendte han sig om mod Bordet og udbrød:
»Lad disse Grunde bero, Kammerherre Harder til en bedre Lejlighed end nærværende Øjeblik, så skal jeg ikke undslå mig for at tilfredsstille Dem. Deres Forfatning nu er næppe således, at De rolig ville kunne høre på, hvad jeg mulig kunne have at sige.«
»Min Forfatning!« gentog Harder med en rasende Heftighed, »hvad angår den Dem, min Herre? Jeg, Kammerjunker Harder, nedlader mig til at spørge Dem, forhenværende Løjtnant Gordon, som kun Hensyn til visse Forhold åbnede Adgang i min Familie, hvorfor De ikke ville drikke den omtalte Skål, så vel som alle de øvrige?«
En almindelig Stilhed fandt Sted overalt i Salen efter disse Ord. Man indså, at de måtte give Anledning til et afgørende Skridt. Alles Øjne hvilede tavse og spørgende på Gordon.
Han havde rejst sig fra Bordet, han betragtede Harder en Stund med et tilintetgørende Blik, men dette forsvandt igen, og han sagde kold og rolig:
»På denne Opfordring svarer Gordon, at han aldrig drikker en Skål, der med så ufortjent Ret tilegnes en anden, som denne. Den samme ubetydelige Gordon har fremdeles Kammerjunkerens, Adelsmandens Ære således i sin Magt, at han med et Ord kunne tilintetgøre den for bestandig, det beror alene på ham i dette Øjeblik at gøre ham til en bestandig Spot for sine Venner, for sine undergivne, men det gider han ikke, han finder det ikke Umagen værd.«
Hans Stemme var rolig og fast, intet tilkendegav det, som arbejdede i hans Bryst, undtagen en dyb Rynke i hans Pande og hans Læbers Bleghed. Også Harder blegnede ved disse Ord. Han sprang op fra Stolen, men Gordon stod i samme Øjeblik ved hans Side, hans Hånd omfattede den andens Arm, han drog ham med sig hen i Vinduesfordybningen og sagde:
»Blot to Ord for Deres egen Skyld, så skal De have Lov til at gøre, hvad De vil. Da Deres Skål blev udbragt som Fyrstindens Frelser, tog jeg mit Glas med de øvrige for ikke at volde Opsigt; at jeg satte det urørt ned, kan De nok begribe. Det var mig, der frelste Fyrstinden, mig, der bar hende ud af Vognen. Hvor var De dengang? Tvivler De om mine Ord, kan De få Vidner på dem, men jeg ser, at De tvivler ikke. Skønt Hr. Kammerjunkeren er drukken, er han bleven så hvid som en kalket Væg. Hvis De nu foretrækker, at jeg skal fortælle Selskabet Historien, så kan det gerne ske, hvis ikke, vender De Dem øjeblikkelig om og gør mig en Undskyldning. Dernæst går jeg min Vej, siden ikke engang Gæsten er sikker i Deres Hus.«
»Nej Gordon,« svarede Harder, »jeg vil ikke retfærdiggøre Dem, jeg kan ikke gøre det, hvorledes De så end vil benytte Deres Hemmelighed. Lad mig tale ud. Fra det første Øjeblik vi sås, har jeg hadet Dem, uden at kunne gøre mig selv noget Regnskab hvorfor, Deres tilbagevisende Adfærd, Deres anmassende Overlegenhed var mig ufordragelig. Jeg søgte at bekæmpe denne Uvillie mod Dem, og det lykkedes mig tildels, så længe vore Interesser, vore Mål ikke førte os på samme Veje; men De blev min Medbejler; jeg elskede den ophøjede Dame, til hvis Hof jeg hører, og De var til Stede hin Aften for at le over min Ydmygelse. Jeg nærmede mig til Frk. Halberg, hun viste sig kold og tilbageholdende, så længe De værdigede hende Deres Opmærksomhed. Et Tilfælde har gjort, at jeg blev antaget for Fyrstindens Frelser, hendes Hofdamer påstod det, da jeg traf dem inde hos Smuglerkonen, og min Tavshed i Øjeblikket blev antaget for en Tilståelse. Også deri har De hovmesteret mig; min Ære, min Fremtid hviler i Deres Hænder, og denne Bevidsthed er mig ufordragelig. Løjtnant Gordon! jeg hader Dem med den Mands Heftighed, som ser alle sine Planer modarbejdede og forstyrrede af en anden; også hvad De tvinger mig til at agte i Deres Opførsel hader jeg, der gives kun een Udvej til at ende denne Følelse på, - De kender den, De vil ikke undslå Dem derfor, vi må slås; og hvis De vægrer Dem, Gordon, så fornærmer jeg Dem igen, jeg fortæller til alle, at De er Fyrstindens begunstigede Elsker; hvert et Sted, vi mødes, skal give Anledning til en ny Fornærmelse.«
»Det er nok,« sagde Gordon. »De behøver ikke at sige så meget for at få Deres Ønske opfyldt. Vi to mødes snart igen. De kan lide derpå, og jeg skal nok sørge for, at det sker på en Plads, hvor Våben og Vilkår er ligere skiftede, end de har været i Dag.« Efter disse Ord hilste Gordon de tilstedeværende og forlod Salen.
»Men hvad Djævlen betyder dog alt dette?« spurgte Baronen. »Du skylder os Regnskab for alle disse Hemmeligheder, Harder, og jeg forlanger det af Dig i de tilstedeværendes Navn.«
»Jeg ønsker helst, vi vælger en anden Lejlighed til en sådan Erklæring,« svarede Harder, »kun skylder jeg Sandheden at tilføje, at jeg har taget fejl og forløbet mig mod Gordon. Han er en Hædersmand, der gør ethvert Selskab Ære.«
Et Stykke vesten for Borris slynger Skern Å sig igennem Heden. På dette Sted er den meget grund og omgiven af temmelig høje Bakker, til alle Sider indfattede af den grønligbrune Lyng. Langs med Åen hælder en Del Ellebuske sig ud over Vandet, der i travl Mumlen rasler hen over de nedfaldne Stene, eller ind mellem de høje Siv, som står på Bredden. Den nøgne Sandvej løber op mellem Bakkerne. Al Ting har et fredeligt, højtideligt Udseende der, intet forstyrrer Stedets Stilhed, undtagen Fårehjordenes Brægen eller Hyrdedrengens Toner på Skalmejen.
Samme Aften, som Selskabet samlede sig på Thimgaard, sad tre Mænd ved Bredden af denne Å. De havde tilbragt Dagen med at fiske. Deres Medestænger lå ved Siden af de fyldte Kurve, medens de under fortrolig Samtale nød et simpelt Måltid, henslængte i Lyngen. Rørdrummen sukkede mellem Sivenes hvislende Rør, ovre i Vesten trak en Regnbyge op og truede med en våd Nat, men de tre Mænd syntes ikke at agte derpå. Der var et vildt, ejendommeligt Præg udbredt over deres mørke, solbrændte Ansigter, som særdeles godt passede med det Sted, de havde valgt til Hvile. Deres Klæder var meget pjaltede, sammensyede af de forskelligste Stoffer, deres Ben blottede og kraftfulde. Ved den enes Side lå et langt Gevær; et stort Krudthorn, tilligemed Kuglepungen og Jagttasken betegnede denne Mand som Jæger.»Ja!« udbrød den ene under Samtalens Løb, idet han satte Proppen i den tømte Blikflaske og puttede den i en Rift på Trøjen, der tjente ham til Lomme. »Det bliver så vel det bedste, at vi alle tre går ned til Kirsten Ryles Hytte; der må han komme forbi i Nat, for Frøkenen sagde, at han var til Gilde hos Ritmesteren; jeg tænker, at vi denne Gang ikke skulle tage fejl som sidst, nu da Bunken går med. For Du kender jo Gordon fra den Aften I stødte sammen i sorte Kro, ikke sandt?«
»Jo, jeg kender ham!« bekræftede Skytien, som under Samtalen havde iagttaget en bestandig Tavshed. »Det var også en Dumhed af Abraham Musen, at han gav sig i Lag med Toldinspektøren fra Aaberg i Stedet for denne Gordon. Det kunne let være blevet os en dyr Spas.«
»Å!« mente den omtalte, »mig tykkes da, at jeg traf ham godt nok, lige i Hjertet, han gav ikke et Kny fra sig siden. Det er løjerligt, at den Sag gik så stille hen, der er ingen, som har os mistænkt for det ringeste.«
»Det piner mig alligevel,« ytrede Manden, som først havde talt. »Vi fik heller ikke en Skilling for det; dengang jeg kom til Frøkenen, havde hun nok allerede hørt, at det var den fejle, vi gav os i Kast med, for hun var færdig at besvime, medens jeg talte med hende. Marren må vide, af hvad Grund hun er så striks på at komme denne Gordon til Livs, han må have håndteret fælt med hende. Men hvorfor ligger Du der, Bunken, uden at mæle et Ord den hele Tid? Du er vel aldrig ræd for at tage en Hånd med i den Hanke? Jeg skulle da mene, at Sagen var så lige for Dig, som at skyde et Dyr i en anden Mands Hegn?«
»Ræd!« gentog Bunken med et foragteligt Blik på Taleren. »Jeg er justement glad over at være med ved denne Lejlighed, I skal se, hvem af os tre, det gør det bedst med Gordon.«
»Så lad os komme derned,« sagde Abraham Musen, medens han tog sin Kurv; »Aftenen falder på, og vi har en lang Vej for os.« De tre Natmænd beredte sig til at forlade Stedet, Bunken blæste Fængkrudtet bort fra Panden på sin Bøsse, heldte nyt på i Stedet, og svøbte et gammelt Tørklæde om Låsen for at beskytte den mod Regnen, som nu begyndte, derpå kastede han den over Skulderen og fulgte de øvrige ned mod Ruinerne af Thim Slot.
Det var en barsk og kold Nat, Vinden peb igennem det blegede Græs, Skyerne fløj hen under den tågede Himmel i ilsom Fart, medens Gordon, straks efter hint Optrin, red bort fra Thimgaard for at begive sig til Hjemmet. Han var i en nedtrykt Stemning, en Tilstand, som han meget sjældent i sit Liv havde sporet noget til; den øde Sumpvej, Uglen, der skreg over Heden, Egnens vilde og udyrkede Udseende, og dens Mangel på menneskelige Boliger, gjorde et dybt Indtryk på ham, en mægtig og uforklarlig Anelse om det Mørke, der truede i Fremtiden, syntes at opfylde hans Tanker. Det var den samme Egn, han engang tidligere vandrede igennem, da den forekom ham skøn og tiltrækkende. Hele den poetiske Ynde, hans lykkelige Kærlighed dengang udbredte over den, var nu forsvunden, han så blot Mørke og Tilintetgørelse for sig, og ligesom hin Nat dvælede Tanken atter ved mangt et oplevet Øjeblik, og fremtryllede Billeder af den svundne Tid. Hans Liv stod klart for ham, han så dets Vår, dets Glans henvejret, under unyttige, frugtesløse Anstrengelser, dets Blomster tilintetgjorte, uden at bringe Frugt, og mere bittert og forstemmende end alt dette, var den Bevidsthed, at han ikke længere havde noget Håb, noget hvorpå han tillidsfuldt kunne støtte sig i Fremtiden. Han sporede Hesten til et fortvivlet, rasende Ridt, og fo'r af Sted, for meget beskæftiget med de mørke, bevægede, hverandre modsatte Følelser, der gennemstrømmede hans Indre, til at agte på Vejen. Regnen, der uafbrudt havde holdt ved i flere Timer, piskede ham i Ansigtet, Stormen og Havet brølede omkap med hinanden, Månen stod i Næ, al Ting var mørkt omkring ham. Således var han kommen ind på en Sti, der slyngede sig ned gennem Heden, til en af de mange Bøndergårde, som lå adspredte på den, da Hesten, stønnende og udmattet, sank sammen under ham, idet han sporede den over en Grøft, der gennemskar Vejen. Faldet var så heftigt, at Gordon kastedes langt ud over Dyrets Hoved. Bedøvet og sanseløs blev han liggende i Grøften, hans Kræfter var udtømte, han formåede ikke at rejse sig.
Omtrent på samme Tid listede tre mørke Skikkelser sig hurtigt hen over Stien; de så Hesten, der, efter igen at være kommen på Benene, blev rolig stående på Stedet; da de fandt Gordon bevidstløs udstrakt i Grøften, udbrød den ene i en tilfreds Latter, medens han hviskede til sine Kammerater:
»Så gik vi dog ikke forgæves dengang, her ligger nok Krabaten, som vi skulle ekspedere.«
»Mig tykkes, at han allerede har Ende på det,« mumlede den anden og bøjede sig ned over den afmægtige. »Men vi må alligevel lade ham smage Kniven, så har vi forrettet, hvad vi skulle.«
»Hør, Abraham!« tog Skytten tilorde og trådte tæt hen til Natmanden, der allerede havde taget en Foldekniv op af Lommen, »lad mig sige Dig noget. Sidste Sommer reddede den Mand, som ligger der, mig fra en svær Fortræd nede i sorte Kro, jeg lovede ham da at gengælde det, som jeg kunne bedst, når Lejligheden engang skolde falde således. Derfor har jeg nu fulgt med Jer herned i Nat. Han er allerede slemt faren, og I skal derfor lade ham ligge i Fred, hvis I ikke vil have med mig at bestille.«
Natmændene udstødte et rasende Hyl, deres heftige Gemytter opirredes ved Bunkens Trusel; uden at agte det truende Bøsseløb, som sænkedes foran dem, stillede den ene sig hen mod Skytten.»Derfor listede Du altså vor Hemmelighed fra os, lumske Hund!« råbte han, »derfor sleskede Du for os og drak os fulde? Godt Bunken! lad mig se, hvad Du gælder for.«
Og medens endnu de sidste Ord dvælede på hans Læber, bukkede han sig ned og fo'r med en lynsnar Bevægelse hen imod Skytten. Men denne sprang koldsindig et Skridt tilbage, sænkede Bøssen og knuste Natmandens Hoved med et Skud Rævehagl. Et Suk, et højt Spring, og den ulykkelige sank ned i Lyngen. I samme Øjeblik hævede han Kolben i Vejret for at forsvare sig mod den anden, men Natmanden var hurtigere, han sprang ind på ham bag fra, og borede ham med al sin Kraft en Kniv dybt ind i Siden, derpå løb han bort, og forsvandt med hæse Skrig i Heden. Da Gordon igen åbnede sine Øjne, lå Skytten udstrakt i Lyngen ved hans Side, Natmandens Blod havde oversprøjtet hans Klæder. Forfærdet hævede han sig i Vejret og lod et spørgende Blik dvæle på Bunken, hvem den blege Morgendæmring, som efterhånden kom frem på Himlen, kastede sit Skær på. De forvirrede Billeder, der foregøglede hans Fantasi, syntes at blive Virkelighed. Men Bunken smilede og sagde, idet han søgte at rejse sig overende:
»Det slog dog til alligevel, kære Herre, skønt ingen af os tænkte det, da vi sidst mødtes; det var mig, som De gav fri for den Thimgaards Forvalter, den Aften, han ville negle mig nede i sorte Kro, jeg gengælder det nu, så godt jeg kan.« Han gjorde ham derpå bekendt med de to Natmænds Anslag, og hvorledes han havde tilintetgjort det. Først i dette Øjeblik bemærkede Gordon de store Blodpletter på Bunkens Klæder, og rejste sig hurtig for at yde ham Bistand, men Bunken rystede på Hovedet.
»Lad mig ligge,« ytrede han rolig, »jeg har selv stoppet Sårene til med Mos. Min Kammerat mente mig det bedre end han vidste. Når det bliver en Smule mere lyst, vil jeg se at nå ned til Kirsten Ryles Hytte, hun kan nok kurere mig. Rejs De i Guds Navn Deres Vej, gode Herre, jeg er glad over, at det lykkedes mig at være Dem til Gavn. Siden De er så god at ville hjælpe mig, så kunne De svøbe dette Klæde omkring min Bøsselås, den tager Skade af Morgenduggen.«
Bevæget og rystet opfyldte Gordon hans Bøn og ilede derpå ned til den nærmeste Bondegård for derfra at bringe Bunken den Hjælp, han så højlig trængte til. Da han kom tilbage med Folk, lå Skytten stiv og rolig udstrakt i Lyngen, han havde stukket Bøssen ind under sig for at vogte den for Fugtighed, hans Øjne var lukkede. Han åbnede dem aldrig mere.
To Dage efter red Gordon ned til Horsens. Den sidste Tids Hændelser havde efterladt et dybt Indtryk på hans Sind. Det var ikke længere den sorgløse, ligegyldige Mine, der prægede sig i hans Træk, som tilforn, en kold Alvor lyste ud al hans Øjne, hans Kinder havde tabt deres forrige friske Farve, der var noget mørkt i hans Væsen, en vis Uro i hans Indre, som han forgæves søgte at undertrykke; men den samme Kraft, den samme Bestandighed i Beslutninger, den samme Udholdenhed i at udføre dem, var endnu hans Ejendom.
Hen imod Aften nåede han Byen og lod sig melde hos Fyrstinden.
Antonovna sad i det samme Værelse, hvor vi allerede engang tilforn havde set hende. Hun læste; Lampens Lys bredte et mildt Skær over hendes bøjede Hoved og mørke, fyldige Hårfletninger, idet Gordon trådte ind. Også i hendes Træk syntes Kummer at have tegnet en læselig Skrift, men måske dette lidende Præg, der mildnede det stolte Bliks Glans, denne vemodige Mine, blot gjorde hende yndigere for ham. Ethvert andet Udtryk end den mest levende Glæde var imidlertid forsvunden, da hun rejste sig og gik ham i Møde.
»Hvor jeg glæder mig over at se Dem igen,« udbrød hun i en blød og bævende Tone, »kom, sid ned! fortæl mig, hvorledes De har levet, og hvorfor De lod disse mange Dage gå bort uden at se mig.« Hun trak en Lænestol hen til ham, rullede Divanbordet tilside, lagde sin Hånd i hans, idet hun med et strålende Blik så ham ind i Øjnene.
»Nej, Antonovna, ikke således,« svarede Gordon med et bittert Smil og rystende Stemme. »Jeg kommer ikke for at hilse på Dem, ikke for igen at fortælle Dem Optrin af et eventyrligt Liv, jeg selv bedrøves over. Mit Mod er svundet, mit muntre Lune er borte, jeg vil skynde mig at forkorte det mørkeste Øjeblik af min Tilværelse, thi dette er Timen, hvori jeg siger Dem Levvel. Denne Gang er Rejsen lang og Målet fjernt, vi ses aldrig oftere.«
»Nej Gordon, kære, kære Gordon, sig dog ikke det,« sagde hun, idet Tårene sitrede i hendes Øjne, »der er ingen Time skabt for at skille os. Jeg har tænkt på Deres Ord, prøvet dem, overvejet dem, men vi kan ikke således ophøre at være til for hinanden. Jeg forlader denne By, når De vil have det, jeg følger Dem, hvorhen De går, Deres Veje er også blevne mine Veje, og det koster mig ikke længere nogen Overvindelse, thi jeg befæster kun min Lykke ved dette Skridt, sig blot ikke, at vi skal skilles.«
»Offeret er fuldkomment!« hviskede han for sig selv, medens han stod fortabt i Beskuelsen af denne yndige Kvinde, der halvt knælende hvilede foran ham; men han bekæmpede dette Øjebliks Følelser med al den Kraft, han ejede, og om end hans Stemme, da han atter talte, i Begyndelsen var usikker og skælvende, så blev den efterhånden rolig og bestemt.
»Søde, kærlige Antonovna!« sagde han og hævede hende op til sig, »lad mig i denne Time tale til Deres Fornuft, til denne rige, omfattende Ånd, der altid forstod mig og gik ind på mine Grunde. Sid ned, hør mig med Tålmodighed. Jeg har fortalt Dem de fleste Hændelser af mit Liv; det er tilbragt under en planløs, unyttig Anvendelse af Kræfter og Evner for at nå et Mål, der bestandig forekom mig uden Værd, efter at Øjeblikkets Nydelse var forsvundet. De ved, at jeg temmelig ung blev ansat på et af de Vagtskibe, der lå stationerede nede ved Holsten. Den Tone, der herskede mellem de fleste Embedsmænd der, den Ringeagt, hvormed enhver borgerlig blev behandlet blandt en Adel, der med latterlig Stolthed forfægtede sin Stands Privilegier, var mig modbydelig; flere Gange måtte jeg finde mig i at se yngre Officerer, ved Hjælp af mægtige Beskyttere, Familieforhold eller begunstigede af et tvivlsomt Stamtræ, blive mig foretrukne i Avancement; jeg tog Afsked fra den danske Søetat, og gik til Frankrig, som samme År ved at deltage i de nordamerikanske Koloniers Frihedskamp var kommen i Krig med England. Admiral d'Estaing gav mig Kaperbrev, og fra den Tid har jeg under Krigen ført en lille Sejler i de nordlige Farvande. Mit hele Liv i denne Periode var vildt og flygtigt, som det Element, jeg befo'r, jeg greb Glæden, hvor den tilbød sig, så Fremtiden sorgløs i Møde og troede, at det bestandig skulle vedblive således. Alt dette har jeg allerede fortalt Dem, men De ved endnu ikke, at Gordon og Smugleren Madsalune er en og samme Person.«
»Hvorledes!« udbrød Antonovna, idet hun fo'r op og, støttende begge Hænder til Bordet, betragtede ham med et Blik, der udtrykte den højeste Grad af Overraskelse. »De, Gordon, er den Mand man kaldte Madsalune?«
»Ja!« svarede han, »den samme Gordon, en Fyrstinde skænkede sin Tilbøjelighed, fremfor den talrige Skare, der forgæves bejlede til den, drev en heftig, uimodståelig Trang til Eventyr, til Afveksling, at slutte en Forbindelse med Vestlandets Handlende, der gjorde ham til Smugler. Spørg mig ikke om Grunden til dette Skridt, hvilke Grunde gives der for alle de hinanden modstridende Drifter og Følelser, som rummes i et Menneskes Bryst. Se!« vedblev han og tog et sammenlagt Papir op af sin Brevtaske, »denne lille, fine Handske gemmer jeg som et Minde fra den Aften, da dette rige Hjertes Følelser gjorde sig gældende mod den fattige Smugler, der forfulgt og flygtende anråbte Dem om Hjælp på Aaberg.«
Antonovna havde længe siddet målløs og stirret på ham med en Overraskelse, der afprægede sig i enhver Mine. »O, Gordon!« udbrød hun og sank uden længere at kunne beherske sig selv til hans Bryst, »forunderlige Mand! Allerede dengang syntes jeg, at Deres Stemmes Toner havde en dybere Klang, Deres Ansigt et så forskelligt Udtryk fra alle andres, at jeg måtte have genkendt det.«
»De glemmer min Forklædning. Den store Paryk og Skæget har bestandig gjort mig ukendelig for alle, selv de fleste af mine Folk på Kutteren ville ikke tro, at Gordon og Madsalune er den samme. Der er ingen andre end min gamle Fader, som har opdaget mig under Masken. Men jeg vil gå videre i det, jeg har at sige: - Tilfældet skaffede mig Deres Bekendtskab; hvad jeg følte og bevægedes af fra det første Øjeblik, behøver jeg ikke at gentage, det har stået tydeligt tilsyne i mit Åsyn, i mit hele Væsen; men jeg elskede Dem, Fyrstinde, med al den Varme, med al den Inderlighed, med al den Tilbedelse, en Mand nogen Sinde føler for en Kvinde; min Natur forandredes, mine forrige Tilbøjeligheder trættede og kedede mig, Købmændene savnede Madsalune, deres Varelagre stod tomme, indtil jeg efterhånden aldeles opgav Smugleriet og lod min Plejebroder indtage min Plads, når Kutteren krydsede i Nordsøen, medens jeg var her. Antonovna! De blev det skønne Billede, fuldkomnere, rigere udstyret end det, min dristigste Fantasi formåede at danne, der stillede sig imellem mig og mine Sorger, der stod ved min Side, når jeg savnede Kraft til at beherske mig, der lærte mig, barnligt troende og tillidsfuldt, at tilbede den Gud, på hvem jeg hidtil havde tvivlet. Alt det skønne og gode, der stundom rørte sig i mit Indre, har De kaldt til Liv; hver Dag, jeg har tilbragt i Deres Nærværelse, lod mig dybere og mere levende erkende min Lykke, denne Lykke, som jeg nu står i Begreb med at frasige mig. Se, Antonovna, jeg syntes at være rolig i dette Øjeblik, De hører, at min Stemme ikke skælver, mine Øjne er tørre, medens Deres svømmer i Tårer; ved De Grunden? Ved De, at Fortvivlelsens Iskulde fremgår af Lidenskabens Skød? - Antonovna! Du, mit skønne Ideal, min Sjæls tilbedte! Vi må skilles; for os har Livet ikke flere Roser end dem, vi allerede brød tilsammen, og dem, som Erindringen derom bestandig skænker os. De kan ikke flygte med mig; jeg må nu gentage Deres egne Ord fra hin Aften: Deres Slægt, Deres ophøjede Navn har Fordringer på Dem, som ikke kan ringeagtes. Med Deres øvrige Familie kunne De have unddraget Dem dette tvungne Ophold her, for at ombytte det med Frankrig; men hvad vil Verden sige, Antonovna, når De forlader Hoffet for at følge den Eventyrer, en hjemløs Mand, der ikke er andet, end hvad han blev ved Deres Kærlighed? Hvad vil hin indre Stemme sige, der bestandig vidste at vælge det rette? - Tro mig, Selvbebrejdelsens Tårer er bitre, Angeren kommer uindbuden, jeg vil skåne Dem for begge. Vort Forhold har skænket mig alt, hvad Livets bedste Lykke kunne skænke, det har været rent og daddelfrit til enhver Tid, det har aldrig ytret sig i nogen lyssky eller svag Handling, deri vil Fremtiden lægge sin Velsignelse, Men hvem siger, at det bestandig ville vedblive at være således? Hvor er Kraft i Verden, som aldrig blev parret med Svaghed, eller Lidenskab, som ikke undslap Fornuftens og Besindighedens Tøjler? For dette må jeg vogte Dem; jeg vil ikke bringe Anger ind i Deres Liv, derfor må vi skilles. - Således bliver der bestandig Sympati imellem os,« tilføjede han bittert. «Politik og Familiehensyn gjorde Dem til et Offer, og Pligten mig, men det sømmer sig ikke for en Mand at klage. Jeg er bundet, lænket, tilintetgjort, sønderslidt, men hvad siger det? Hvad Magt ligger der vel på min Skæbne?«
»Eller hvad Magt ligger der vel på et Hjerte, som vil briste? Det skulle De sige, sig hellere det, Gordon!« udbrød hun, og Tårer, bitre, brændende Tårer strømmede med alle ungdommelige Følelsers Heftighed ned over Fyrstindens Kinder, og hendes blege Læber dirrede, som de gør, når man med Magt søger at tilbageholde Gråden.»Nej!« svarede han langsomt, og hans Stemme rystede, medens han talte; »det vil ikke ske. Øjeblikkets Smerte er bittert, det må gøre sin Ret gældende, men jeg forlader Dem med den Vished, at der vil komme en Tid, hvor De bedre vil erkende og takke mig for dette Øjeblik. De vil leve og finde, at jeg handlede rigtigt; denne Trøst skal give mig Kraft, dette Håb skal holde mig oprejst, medens jeg går min Vej alene. Lev vel, Antonovna!« hviskede han og hans brændende Tårer faldt på den fine Hånd, som han trykkede til sine Læber. »De er så smuk, så god; jeg bringer Dem et stort, et uhyre Offer; jeg ville ønske, at Sundhedens og Ungdommens friske Farve aldrig mere vendte tilbage til disse Kinder, jeg ville ønske, at denne lille, hvide feberagtige Hånd lå stiv og kold med Dødens klamme Fugtighed i min, hellere end at skilles således. Men det må ske. Lad Deres Tanker engang imellem følge mig! Jeg vil aldrig bede til Gud uden for Deres Ro, for al den Lykke, Jordlivet kan skænke. Antonovna, min skønne, min eneste Antonovna, Farvel!«
Tårene styrtede ud af hans Øjne, medens han slyngede sin Arm om hende og bedækkede hendes Mund, hendes Øjne og Kinder med glødende Kys. Hun prøvede forgæves på at tale; med et mat og bevidstløst, omtåget Blik stirrede hun på ham og segnede endelig tavs og bleg om i hans Arme.
En Stund stod han endnu fortabt, hensunket i Synet af hende, det hele Åsyns Udtryk vidnede om denne mageløse Kærlighed, hans Bryst nærede. Derpå bar han hende hen på Divanen, ringede hurtigt på Klokken og forlod Værelset. Da Fyrstinden atter vågnede i hendes Damers Arme, søgte hendes længselsfulde Øjne ham forgæves, Gordon var borte. Hun så ham aldrig mere.
I Slutningen af December Måned red tre Mænd hen ad en smal Vej, der fører fra Vædersø Kro ned til Klitbakkerne ved Havet. Det var en fugtig, kold Morgen, Luften var tyk og tåget, en fin, tæt Støvregn havde uafbrudt vædet Jorden i flere Timer og gjorde Vejen næsten ufremkommelig, idet den opløste en Mængde Tøsne, der var faldet Natten i Forvejen. Rytterne red tavse og hurtige ved hinandens Side, der hvilede et særdeles alvorligt Udtryk i deres Træk. De to var Gordon og den gamle Kammerherre Playard, den tredie en Eskadronkirurg fra Horsens.
Gordon havde bestemt denne Dag til sit Møde med Kammerjunker Harder. Alle hans Sager var ordnede, den lille Kutter ventede nede ved Kysten, beredt til at gå under Sejl ved første Vink. Hans Ansigt var meget blegt, men bar et roligt, tillidsfuldt Udtryk; man så ham beredt til at møde, hvad Skæbnen havde besluttet.
Da de var komne nærmere ind under Klitterne, red Kammerherre Playard tæt hen til hans Side og udbrød:
»Løjtnant Gordon! Lad mig tale nogle Ord med Dem, medens det endnu er Tid. Jeg er en gammel Mand, der mener Dem det vel, og De må tilgive, at jeg berører en Sag, som ikke vedkommer mig. Kammerjunker Harder har fornærmet Dem, og jeg kender bedre end mange andre, de Grunde, der bevægede Dem til at modtage hans Udfordring, men De har valgt en grusom, en altfor skrækkelig Måde at afgøre Striden på. Det er udenfor al Tvivl, at ingen af dem levende forlader Kamppladsen ved således at skyde på hinanden over Tørklædet. De berøver en Fader sin eneste Søn, han Dem et Liv, der kunne blive til Velsignelse for Dem selv, til Glæde for Deres Venner. Betænk Dem derfor, kære Gordon, overlad til mig at forandre denne Duels barbariske Betingelser, Deres Ære fordrer næppe dette Offer. De burde gøre det, om ikke for Deres egen Skyld, så dog af Hensyn til en, der tager den inderligste Del i Deres Skæbne.«
»Nej, kære Greve!« svarede Gordon bestemt, »det kan ikke ske. Jeg indrømmer gerne, at en Duel, hvori Færdighed eller et blot Tilfælde bestemmer Sagen, kun meget ufuldkomment er i Stand til at yde en krænket den Fyldestgørelse, han søger; men der gives Fornærmelser, som alene kan udslettes med Blod, og i et sådant Tilfælde anser jeg Duellen for et Middel, der enten skaffer Hævn eller bestandig sikrer for en Gentagelse. Lad os derfor ikke videre dvæle ved dette Punkt, jeg er beredt til at møde min Skæbne. Vi er på Pladsen.«
De var nu komne ind i den af Klitterne indesluttede Dal, hvor vi tilforn så Ligskaren at færdes. Det klarede i Vejret, en skarp Nordvestvind rejste sig og fordelte Tågen. Gennem en Kløft mellem to Bakker så man Vesterhavets udbredte Flade, og på dette vuggede sig den lille Kutter i sagte Duvninger. Det franske Flag var hejst på Storsejlets Gaffel. Rytterne var stegne af deres Heste, Kammerherre Playard tog to Pistoler frem af Sadelhylsteret, Gordon stod med sammenslyngede Arme, med et koldt og roligt Blik stirrende ud på Havet. Harder var endnu ikke kommen.
Og ligesom hin Nat hævede sig en lang, mager Skikkelse oppe på Klittoppen, og den vanvittige Niels Skytte så spejdende ned i Dalen. Han havde fulgt efter de ridende i nogen Frastand. Et tilfreds Smil spillede om hans Læber, han klemte sin Bøsse fastere i Hånden.
»Der har jeg Kammerjunkeren fra Thim,« udbrød han dæmpet. »Det varede længe nok, før vi to traf sammen.« Og som han sagde dette, ladede han sin Bøsse, lod to Kugler glide ned i Løbet, sank på Knæ og tog et langt, fast Sigte på Gordon, der endnu blev stående ubevægelig i samme Stilling, således at han vendte Ryggen mod Klitten, hvor Niels lå.
I samme Øjeblik kom Kammerjunker Harder og hans Sekundant ridende ind på Pladsen, Niels så det, lo atter og trykkede af. Et mat, hulttonende Skrald lød gennem Klitterne, Gordon udstødte et svagt Skrig og sank sammen. Den vanvittige udbrød i en skraldende Latter og sprang ned af Klitten med en rygende Bøsse i Hånden, lige hen til Stedet, hvor Playard og Kirurgen i en målløs Forbavselse var beskæftiget med den faldne.»Der skød jeg en Høg!« skreg Niels, idet han jublende trængte sig ind i Kredsen. »Jeg traf Dig godt, Kammerjunker fra Thim. Hurra! Nu har den gale Niels Skytte hævnet Johanne.«
Skudet havde truffet Gordon i Ryghvirvelen, Redning var umulig. Der lå han, denne stolte, overmodige Mand, som troede at kunne beherske Skæbnen. Dødens tågede Skygge trådte for hans Blik, der stirrede stift og dunkelt hen i Luften uden at hæfte sig på nogen bestemt Genstand; hans ene Hånd knugede sig krampagtigt om en Busk Hjelmrør; den anden hvilede rolig i Sandet. Men end ikke Livets sidste, bitre Smerte formåede at forandre dette Ansigts bestemte Træk; den sædvanlige Ro lå endnu derover; omkring Munden sås et trodsigt Smil, som om han selv i dette Øjeblik spottede over sin Skæbne. Kammerjunker Harder stod ubevægelig fæstet til Stedet. Playard bøjede sig ned over den døende. Gordon hævede sin Hånd og vinkede ham nærmere til sig. Der fo'r en dyb og heftig Bevægelse gennem hans blege, stivnede Træk, som Døden allerede rugede over. »Antonovna!« hviskede han så sagte, at det kun nåede Playards Øre, »lad hende aldrig vide, hvorledes jeg endte.« - - - Han udstødte et langt, dybt og sagte Suk; alle hans Lemmer skælvede, det var Livets sidste Ytring, hans Øjne lukkede sig langsomt og fast. Gordon døde.
Vintersolen lyste ned blandt Klitterne; Dalen fyldtes med Folk, det var Kutterens vilde Mandskab, der styrtede ind på Pladsen. En høj, blåklædt Skikkelse lå bøjet over Liget; alle hans Ansigts Muskler spillede med en frygtelig Vildhed, to store Tårer rullede ned ad hans Kinder.
»Madsalune!« skreg han, »Madsalune! hører Du ikke, det er mig, gamle Samson Goliath, der kalder på Dig; se engang op, alle dine Drenge står rundt omkring; sig os blot et Farvel!« Men Gordons Læber var forstummede. Det var mærkeligt at se de forskellige Udtryk, som hvert Øjeblik vekslede i Samsons Ansigt, medens de tilstedeværendes Blikke var rettede på ham; han rejste sig, og idet han trådte hen til den vanvittige, der var bleven stående, støttende sig til sin Bøsse, syntes en eneste vild, tøjlesløs Følelse af Hævnlyst at gennembæve ham.
»Niels!« udbrød han med en dyb, skælvende Stemme, »dersom jeg vidste, at der blot var en eneste Gnist af menneskelig Forstand i dit Bryst, så skulle jeg splitte dine Lemmer ad, som Sand for Vinden, forstår Du? Svar mig oprigtig, ved Du, hvad Du har gjort? Kan Du tænke, hvem Du her har myrdet?«
»Nej, Samson!« svarede Niels, og et Lysglimt syntes pludselig at gennemfare den ulykkeliges Sjæl, Tårerne strømmede ned over de blege, indfaldne Kinder, han græd som et Barn. »Jeg ved slet ikke, hvad jeg har gjort, Du må gerne undlive mig, hvis Du synes det, for jeg ser nok på Dig, at det ikke var Kammerjunkeren fra Thim, jeg traf. Johanne sagde dog, at det var ham, den Aften vi mødtes.«
»Der står han, Du ville myrde!« råbte Samson heftig og førte den vanvittige tæt hen til Harder, »tag nu ret Kende på ham til en anden Gang, og træffer Du ham, hvis dit Skud ikke fejler, så betaler jeg ethvert Krudtkorn, Du brugte, med en Sølvdaler. Jeg skulle selv gøre det af med Dem, Herre!« vedblev han og tilkastede Harder et Blik, der funklede af Raseri, »men Madsalune forbød mig det, han kendte Samson Goliaths Natur og pålagde mig ikke at gå fra Borde, før jeg havde hørt Skud. Nu Manne!« råbte han til Matroserne, der, tavse og omringende Gordons Lig, hidtil havde stået uden Bevægelse. »Løft ham op i Jeres Arme, bær ham om Bord, han skal ikke længere ligge på denne forbandede Kyst, der kun blev til for vor Fordærvelse; fire Mand frem, I andre følger efter og skifter.«
»Min Ven!« udbrød Kammerherre Playard, »hvorhen har Du i Sinde at føre Løjtnant Gordon? Du må lade dine Folk bringe ham op på Aaberg til vi har underrettet hans Fader om, hvad her er foregået.«
»Nej, gamle Herre!« svarede Samson bestemt, »han skal ikke til Aaberg, mine Folk skal ikke føre ham op i denne forbandede Rede; han skal om Bord på det Skib, der bestandig har adlydt hans Kommando, medens han gik iblandt os. De kalder ham Gordon! Det må I om, blandt os hedder han Madsalune, det er et Navn, der tidt har gjort Engelskmandens Kinder blege. Af Sted Folk! Hvad står I og glor på?«
Sømændene løftede Gordons Lig op fra Jorden og bar ham langsomt og under dyb Stilhed ned til Stranden. Straks efter hejsede Kutteren sine Sejl og forlod Kysten.
Ti Måneder senere fandt en usædvanlig Bevægelse Sted i Horsens. Det var om Aftenen. En uhyre Menneskemasse havde forsamlet sig omkring det russiske Palæ, alle tilstødende Gader var oplyste. En høj, med sort Fløjel betrukken Ligvogn kørte langsomt bort fra Slottet hen til Kirken. Fyrstinde Antonovnas Lig blev bisat i en åben Begravelse tæt ved Alteret. Lægerne angav en Nervesvækkelse som Grunden til hendes Død. Der var enkelte, som ikke delte denne Mening. - Dette skete den 20de Oktober 1783.
Nogle Mil øst for Thimgaard ligger et smukt Hus midt i en rig og blomstrende Natur. Lyngen fortrænges her af frodige, græsrige Marker, Buske og Træer omgiver Haven, den Vandrende føler sin Opmærksomhed uvilkårligt hendraget til Stedet, det synes at være et Fristed for Sorger, en Bolig for huslig Lykke og Velsignelse.
Nogle År efter Gordons Død boede her et ungt Par i en fredelig, stille Ro. Uanfægtet af Verden og dens Tillokkelser, syntes de alene at være til for hinanden, kun at leve for hinanden. Livets Storme forstyrrede dem ikke, en uafbrudt Glæde blomstrede i deres Nærhed. Dette Hus tilhørte Jakob Gordon og Anna. Aaberg var kommen i fremmede Hænder. Anna ville ikke tilbringe sit Liv på det Sted, til hvilket så mange mørke, bitre Minder knyttede sig. Således havde de her levet i flere År, deres Kærlighed var ikke en Lænke, der knyttede dem til Sorg og skuffede Forventninger, den syntes at ligge udenfor Tidens Herredømme og forenede dem blot inderligere med hinanden.
En Aftenstund kom en gammel Mand gående henad Vejen, der førte til Huset. Hans Hår var hvidt, hans Ansigt mørknet af Solen, barskt og strengt i dets Udtryk og meget rynket. Han bar en simpel Sømandsdragt og støttede sig til en tyk Stok, der meget lignede en Håndspage. Han stod et Øjeblik stille udenfor Huset og trådte derpå ind. Jakob sad i Værelset, han gyngede en lille, rødmosset Dreng på sine Knæ. Anna var beskæftiget i Køkkenet. Da den Fremmede kom ind i Stuen, syntes Gordon ikke straks at kende ham, men efter et Øjebliks Betænkning sprang han overrasket op og sluttede Sømanden i sine Arme med en kærlig Hilsen.
»Jeg ville dog engang se ned til Dig, Jakob Gordon!« udbrød den gamle Mand bevæget, »og høre, hvordan det gik Dig. Fra den Dag i December, er Du den eneste i hele Verden, jeg bryder mig om.«
»Det skal Du have Tak for, min kære Ven; se Anna, kender Du denne Mand? Det er Samson Goliath.«
»Å nej!« sagde den Fremmede, »kald mig ikke Samson længere, det er nu forbi med den Tid; jeg er kun en gammel, svagelig en, der ikke duer til noget synderligt mere i Verden. Siden han døde, Jakob, har det aldrig været rigtigt fat med mig. - Det ser så lunt og venligt ud her, Du lever vel godt, kan jeg tænke?«
»Ja Gudskelov!« ytrede Gordon og slyngede sin Arm om Annas Liv, »jeg er lykkelig!«
»Sikken en lille en!« vedblev den gamle Mand og løftede smilende den lille Dreng op i sine Arme, »det er vel din Søn, Jakob?«
»Ja, det er min egen, lille Johan Gordon!«
Sømanden blev dybt bevæget ved dette Navn, han kyssede den lille, en Tåre faldt på Barnets Kind, medens han langsomt hviskede: »Gud velsigne Dig, for det Du kaldte ham således, Jakob! Du har et stolt Navn, Du lille Hvalp! Gid Du må blive til en sådan Mand som han, der bar det før Dig, hvis jeg ellers taler tydeligt nok?«
Den gamle Sømand tilbragte flere Dage i Gordons Hus, og den Stemning, som herskede der, syntes også at virke på ham, han blev blidere og mere venlig end tilforn, den lille Johan var bestandig ved hans Side, han legede med Barnet og tålte godmodig alle dets Luner. Den tredie Dags Morgen tog han Afsked og gik. Hvert År ved Løvfaldstid vendte han tilbage og tilbragte nogle Dage i Gordons Hus.
Engang ventede de ham forgæves, Jakob blev urolig over hans Udeblivelse, og omtrent på samme Tid drev Vraget af en lille Kutter ind blandt Klitterne ved Husby på Landet. Fiskerne mente, at dette Skib tidligere havde tilhørt Madsalune. Det var imidlertid uvist, men den gamle Sømand kom aldrig oftere for at besøge Jakob Gordon.
