WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Bøgen og Regnormen




: Udvalte Æventyr. Anden Samling (1915)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


Der lå et Steds i Danmark en Skov.

Den var ikke så forskrækkelig stor. Men det var en rigtig Skov, for der var alt i den, som i en Skov skal være.

Først og fremmest var der de høje, ranke Bøgestammer. De var Skovens Adelsmænd, højere, stærkere, rankere end nogen af de andre. Om Vinteren gav de de andre Mod, når de stod Stormen igennem og bare slog foragtelig med Grenene, som var den Smule Blæst og Kulde i Virkeligheden slet ikke noget at tale om, bare man holdt sig stiv og rank, kom det altsammen nok i Orden. Om Sommeren skyggede de over de andre med deres grønne Kroner, gav Fuglene Ly i deres Top og Mosset på deres Stamme.

Så var der Egene. Der var ikke så mange af dem som af Bøgene. Til Gengæld var de mærkeligere. De var også ældre, det kunne man se på deres underlig krogede Grene og dybt rynkede Bark. Men de var ikke i så godt Humør, for de havde svært ved at klare sig i Kampen for Tilværelsen og vidste i Grunden godt, at deres Tid var forbi. Der kom ikke nær så mange op af deres Agern som af Bøgens Bog. De voksede langsommere end Bøgene, de var i det hele taget på Retur. Men fornemme var de og ældre i Landet end Bøgene. Og de vidste det og var stolte af det, selv om de ikke pralede synderligt, for det gør fornemme Folk ikke.

Og rundt om Egene og Bøgene var der en Mængde andre Træer og Buske.

Der var Asketræerne med de sorte Knopper, som sprang så sent ud, og med de grå glatte Stammer. De voksede helst, hvor der var en Smule fugtigt. Der var Ellebuskene, som var allergladest, når de stod i det bare Vand. Der var Birkene med den hvide Bark og de fine Grene, som skælvede for den mindste Vind. Der var Granerne, som var muntrest om Vinteren, når de andre var afløvede, men så gruelig alvorlige og betænkelige ud ved sommertid midt i alt det lysegrønne. Der var Hasselbuskene, som kæppede op rundt om på Gærdet. Der var Rønnebærrene, der vidste deres Tid kom, når Høsten rødnede deres Bær. Der var Hindbærbuskene og Brombærrankerne, Bregnerne og Mosset, Anemonen, Skovsyren, Lærkesporen og Lungeurten, Løvefod og Etbær, Jordbær og Potentil og Paddehat og den grå Lav på Træstammerne og forresten så mange fler, så jeg kunne fylde hele Bogen, om jeg ville remse dem op.

Og så var der jo i Virkeligheden mange fler endnu, som man ikke kan lade være med at nævne, når man vil beskrive Skoven, sådan som den stod der og mange andre Steder i Landet.

Der var Musen, som havde sit Hul under Grantræets Rod og gemte sig der om Dagen og sad der hele Vinteren og gnavede på de Nødder, den havde samlet sig om Sommeren i sin Kælder. Der var Egernet, som hoppede i Granerne fra Gren til Gren og gnavede Knoglerne itu for at få fat i de lækre små Granfrø, og der var Muldvarpen, som gik dybt nede under Engens Græsdække og åd Oldenborrelarverne, og hvad der ellers mødte dens spidse Tænder. Der var Regnormene, som var så gruelig nyttige og så græsselig beskedne. Der var Skarnbasserne og Træbukkene og Løbebillerne og Bænkebiderne, Fluerne og Myggene, Myrerne og Gedehamsene, Sommerfuglene, Sneglene og mange, mange flere.

Så var der naturligvis Råbukken, der gik og græssede i Skovengen og nu og da løftede sit smukke Hoved for at lytte, om nogen Jæger kom. Der var Haren, som forresten boede i Grøften ude på Marken, men lige så tit var i Skoven. Der var Ræven, den røde Rad, som havde sin dybe Hule med ikke mindre end fire Udgange, så den havde nemt nok ved at klare sig. Der var Måren, som boede i Stengærdet og var så grusom, så der ingen Ende var på det.

Og endelig var der alle Fuglene, som fløj og skreg og sang, så det var en Lyst.

Der var nu den lille Nattergal, for at tage den fornemste først. Den var ikke så længe ad Gangen i Skoven, for den skulle have de allerlækreste små Insekter og Orme, som kun trives ved Midsommertid. Derfor rejste den sin Vej, så snart dens Unger var store nok til at følge med den. Det var kedeligt. Men det var fint. Og dejligt sang den, mens den var her.

Så var der Rågerne, som byggede deres Reder i de syv høje Bøgetræer, som stod på Bakken Øst på i Skovens Udkant, og som gjorde et grueligt Spektakel fra Morgen til Aften. Der var Skovskaden, som regnede sig for den fineste Fugl i Landet, fordi den havde et blåt Spejl i hver Vinge og en Top oven i Hovedet. Der var Skovduerne, som kurrede så kælent og smagte så godt. Der var Musvitten, som blev i Landet, hvor koldt det så var og Bogfinken, som gjorde ligedan, men blev helt rød på Brystet af Glæde, når Foråret kom igen. Der var de små grå Havesangere og Siskener og Irisken, Der var Dompappen, som stak Nord på, så snart det blev Sommer, og kom igen, når Vinteren kom; det var nu deres Måde at gøre sig bemærket på, og den ene kan jo være lige så god som den anden. Der var den lille Rødhals, som var ganske rund og uden Hale og hoppede så kønt. Der var Vipstjærterne - den gule og den hvide. Der var Digesvalerne, som havde deles Reder i Grusgravens Skrænt.

Så var der Høgen, som kredsede højt i Luften, og slog ned på sit Bytte, hvor den fandt det uden Persons Anseelse. Og endelig var der Gøgen, som ikke blev i Landet længere end Nattergalen og fløj rundt og blev anset for en Forbryder, der ikke selv gad sørge for sine Børn, mens den i Virkeligheden var en Stakkel, hvem Familielivets Glæder var nægtet. Derfor kukkede den også så kønt og så melankolsk.

Nu har jeg nævnt så meget af det, der var i Skoven, at det er lige ved at løbe rundt for os alle sammen. Derfor vil jeg ikke nævne mere. Er der nogle, som føler sig forbigåede og mener, han har Krav på at komme med, så kan han melde sig hos mig, og så skal han komme med i anden Udgave af Historien.

Og nu begynder Historien altså.


Det var en Dag, der gik to Kærestefolk i Skoven.

Det var Forår, og Kærestefolkene var ringforlovede, så det passede godt nok altsammen. Anemonerne skinnede, og Kærestefolkenes Øjne strålede. Bøgen var nyudsprungen og frisk, og Pigens Mund var frisk og Mandens. Fuglene sang, som om deres Struber skulle briste, og Kærestefolkene gav hinanden så dyre Løfter, at om de bare kunne holde Halvparten af dem, ville de blive de lykkeligste Mennesker under Solen. Men forresten er de alle sammen lige gode. Han lovede hende hverken mere eller mindre, end Bogfinken lovede sin Kone. Og hun troede ham så godt og fast, som Bøgen troede Solen, når den kyssede dens grønne Pande. Det var altsammen godt og ærligt ment, og det ville altsammen være forbi til Efteråret.

»Se Skoven,« sagde den unge Mand og slog med sin Hånd ud mod det altsammen. »Så frisk den er og så dejlig.«

»Ja,« sagde hun. »Se Skoven!«

Så gik de videre, lige forbi en gammel Herre, der sad under et Bøgetræ med en Botaniserkasse på sine Knæ. De så ikke ham. For når man er forelsket, ser man ikke andet end hinanden. Men han så dem. For når man er gammel, er man ikke forelsket. Og da de var gået forbi, smilte han og rystede på sit hvide Hoved.

»Se Skoven!« sagde han, som de havde sagt, »Ja, hvad er Skoven? Det er der ingen af jer to, der ved.«

Han blev siddende endnu en Stund og ordnede Planterne i sin Botaniserkasse. Så tog han sin Stok og gik bort.

Men hans Ord blev i Skoven.

Alle sammen havde de jo hørt, hvad han sagde, og hvad de unge sagde, Bøgen og Egen, Bogfinken og Regnormen, Mosset og Anemonen og Bregnen og Birketræet og alle de andre. Hvad de unge havde sagt, forstod de godt nok, for de havde jo bare talt ud af deres Hjerter. De var jo alle sammen ringforlovede eller nygifte, så sådant noget forstod de af sig selv. Men anderledes var det med den gamles Ord. Han havde gjort Nar ad de unge og spurgt, hvad Skoven var, og sagt, at der var ingen af dem, der vidste det. Hvad kunne han mene med det? Hvad skulle det sige: hvad er Skoven? Og hvorfor sagde han det sådan?

Helt op ad Formiddagen stod de og grundede på det og kunne ikke hitte ud af Meningen. Bogfinken var lige ved at glemme at bringe sin unge Kone Fluer, skønt hun lå på fem fine Æg og var skrupsulten. Birken svingede de fine Grene med en drømmende Mine. Regnormen kom helt frem under Mosset, så optaget var den af at spekulere på det. Og Bøgen blev helt tung i sit grønne Hoved, sådan susede Tankerne i det, mens Egen knagede i sine Grene af bar Spekulation.

Men hen mod Middagen brød Bøgen Tavsheden.

»Det var ikke andet end noget Sludder, den gamle Herre sagde,« sagde den.

De var allesammen enige med den. For det er alle Tider den letteste Måde at klare sig på, når der er noget, man ikke kan hitte ud af. Så siger man Sludder, og så er det forbi. Men Bøgen var nu imidlertid ikke færdig.

»Han spurgte, hvad Skoven var,« sagde han. »Jeg er Skoven. Hvad i al Verden skulle være Skoven uden mig?«

Den Forklaring var nu god nok for Bøgen. Men der var rigtignok ingen af de andre, der var fornøjede med den. Imidlertid sagde de ingenting straks, for det kom dem så overvældende, og mange af dem var jo desuden Småfolk, som ikke havde synderligt, de skulle have sagt, og måtte tænke sig godt om, inden de sagde det.

Den første, der kom til Hægterne og tog til Orde, var nu Egen.

»Du siger, Skoven er dig, du grønne Bøg,« sagde den. »Jeg vil ikke skændes med dig om den Ting men bare bemærke, at i gamle Dage var den mig. Jeg tænker forresten heller ikke, du falder på at nægte det.«

»Gamle Dage!« sagde Bøgen hånligt. »Du tænker altid på gamle Dage. Sådan gør alle gamle Folk. Det er et Bevis på at det er ude med dem. Ungdommen tænker fremad. Og jeg er ung, og jeg vil frem.«

»Frem vil du,« sagde Egen. »Det har du altid villet, og alle Midler var lige gode for dig. Mod mig har du båret dig gruelig sjofelt ad, og gør det da for den Sags Skyld endnu.«

»Synes du?« sagde Bøgen muntert. »Jeg troede, enhver sørgede for sig selv og sit. Jeg tænker du gør ligedan. Men den der taber i Kampen, skælder altid ud, især når han er gammel og gnaven.«

Egen sagde ingenting, og Bøgen sagde heller ikke mere. Men tæt ved Randen af Egen stod en slank ung Birk, som havde hørt, hvad de sagde, og som nu tog Ordet.

»Fortæl os det, du gamle Eg,« sagde den. »Jeg elsker en god Historie. Så drømmer man så dejligt.«

»Det er nemt fortalt,« sagde Egen, der ligesom alle gamle Folk var glad, når den kunne tale om sin Ungdom. »Men det er en sørgelig Historie og en overmåde sjofel Historie, så I må være belavet på det værste, siger jeg jer.«

»Fortæl, fortæl!« sagde Anemonen og Mosset og Skovsyren og Regnormen og alle de andre, så mange de var.

»Fortæl,« sagde Bøgen og lo hånligt. »Jeg står her og skal rette dig, hvis du lyver eller glemmer noget.«

»Hør så,« sagde den gamle Eg. »I gamle Dage var denne Skov en Egeskov ... ja, det var for Resten alle Skovene i Landet. Her er nu ikke andre tilbage end jeg og så et Par Stykker til ovre bag den store Bakke. Vi er gamle og går nok snart ud, og nogen Ungdom vokser der ikke op efter os. Et Hundrede År eller to kan jeg måske holde endnu. Så er det forbi med mig. Jeg er allerede dygtig hul. Men at det er kommet så vidt med os, er alene Bøgens Skyld. I gamle Dage var den her slet ikke, og jeg begriber ikke, hvor den er kommet fra.«

»Det kan jeg såmænd forklare dig,« sagde Bøgen. »Du kender jo nok mine piggede Frugter?«

»Skulle jeg ikke kende dem?« sagde Egen og knagede sørgmodig. »De ligger jo og driver alle Vegne og spirer nok så næsvist op imellem mine Rødder. Hvor mange af dem så Skovmusen æder, bliver der lige så mange tilbage, synes jeg.«

»Rigtigt,« sagde Bøgen. »Det kommer ikke an på en Smule mere eller mindre i en større Husholdning. Og jeg er ikke smålig. Men ser du ... min Stammemoder kom herind i Landet som sådan en Olden. Hun hang i Pelsen på en stol brun Bjørn. Bjørnen kom luntende Syd fra, jaget af Jægeren, tror jeg. Så lagde den sig et Sted her i Skoven - just i denne Skov var det, men den Gang var den større og nåede fra Strand til Strand tværs over hele Øen. Og så gnubbede Bjørnen hende af sig på Jorden. Og så spirede hun og blev det første herlige, ranke mægtige Bøgetræ. Fra hende stammer vi alle sammen, forstår du, du gamle afdøde Eg.«

»Det er såmænd højst sandsynligt, at du har Ret,« sagde Egen. »Det kunne ligne dig ganske. Men altså - da Bøgen nu en Gang var kommen her, behandlede mine Forfædre, som ejede Landet, den på den allernydeligste Måde. De var så gæstfri, så der var ingen Ende på det. For de var stolte og fornemme Folk, skal jeg sige os, der undte enhver sit og ikke havde nogen Mistanke om Svig i deres adelige Hjerter.«

»Ha, ha, ha!« lo Bøgen.

»Ja, le du kun,« sagde den gamle Eg. »Nu skal I høre min Historie til Ende, så kan I selv dømme. Altså den første lille Bøg voksede op, og mine Forfædre, de gamle Ege, hilste den med den største Venlighed. De syntes, den var så pæn og så lysegrøn og så beskeden og vidste ikke, hvad godt de skulle gøre den. De stod Vagt om den, når Stormen kom, og kastede deres visne Blade om dens Rod, for at den ikke skulle fryse om Vinteren. Kort sagt, de behandlede den, som om den hørte til Familien og ikke var en fremmed og vildfarende Fyr, der strengt taget slet ikke havde Lov til at være her.«

»Ha, ha, ha!« lo Bøgen igen. »Alt det gjorde I naturligvis for Bøgens Skyld og ikke for Jeres egen?«

Den gamle Eg knagede modvillig, men svarede ikke og blev ved med sin Fortælling.

»Så voksede den fremmede lille Bøg op, og det morede de gamle Ege at se, hvor hurtigt den voksede op, meget hurtigere end deres egne Børn. Den havde også neget tættere Bladelag - så tætte, at fem små Ege, der stod under dens Skygge, ingen Sol kunne få og derfor måtte gå ud. Men de gamle Ege sagde ingenting dertil. De var jo så mange og desuden hjemme i Landet og Værtsfolk, så de ville vise deres Gæstfrihed til det yderste. De lod Bøgen vokse og vokse ...«

»Kunne de måske hindret det, om de havde villet?« spurgte Bøgen drillende.

»De lod den altså vokse,« sagde Egen, som om den ikke hørte det. »Og det kan nok være, den voksede. Dobbelt - tre - firedobbelt så hurtigt som Egene voksede den. Inden mange År var den så stor, at den bar Frugt, og så faldt dens Olden til Jorden. De hang i Musens Pels og i Rævens og i Egernets og Harens og i alle Dyrs, der kom. På den Måde blev de bårne rundt i Skoven. Alle Vegne, hvor de faldt, slog de øjeblikkelig Rod. Næste År spirede de unge Bøge ... hundrede År efter at den første var kommen med Bjørnen, blinkede der lysegrønt i alle Kanter af Skoven.«

»Det gjorde det,« sagde Bøgen stolt. »Og det var en Fornøjelse at se det lyse Løv mellem de mørke Egeblade. Enhver kunne med sine egne Øjne se, at nu var der kommet ganske anderledes Humør i Skoven. Så var der også det at bemærke, at vi jo springer ud om Foråret længe før Egene, som altid skal betænke sig og vente og se efter, om det nu også var varmt nok. Også ved den Ting bragte vi nyt Liv i Skoven.«

»Ja, det var såmænd godt lagt til Rette altsammen,« sagde den gamle Eg. »Folk, der ikke tager Hensyn til andres Rettigheder og lønner Gæstfrihed med Utaknemmelighed, kommer naturligvis videre end andre. - Nå. Altså der var nok af de nye Træer, og de voksede op og såede deres Frø, så der blev bestandig flere af dem. Og nu er det, at det sjofle kommer. For ser I - sådan som det gik de første fem små Ege under den første Bog, sådan gik det nu, lidt efter lidt, alle Egene i Skoven. De unge blev straks kvalt. For Egen er et Træ, der skal have Sol, og Bøgen er et Træ, der giver Skygge. Og da Bøgen vokser mange Gange hurtigere end Egen, så er der slet ingen Redning for den sidste - den må dø. Og blev det galt for de unge, så blev det ikke en Smule bedre for de gamle. Bøgene voksede til og bredte deres Grene. Der er nu også det, I må lægge Mærke til, hvor stor en Forskel der er mellem den Måde vi og vores Fjende vokser på. Vi kroger vores Grene, og det gør vi for at indrette os bedst muligt uden at genere de andre Træer i Skoven.«

»Ha, ha, ha!« lo Bøgen. »Den gamle Eg bliver virkelig ligefrem rørende. Den gør det altsammen for vores andres Skyld.«

»Men Bøgen,« sagde den gamle Eg uforstyrret, »dens Grene stritter den Vej, de vil, uden mindste Hensyn til andre Folk. De rager ind over os og kvæler os. Bare de selv kan få det Lys, de ønsker, så blæse være med os andre. Akkurat sådan gik det. Bøgegrenene strittede lige ud i Egene, og de Egegrene, de skyggede over, gik efterhånden ud, den ene efter den anden. Egene vred sig og rendte sig for at redde Livet. Deres Grene blev mere og mere forvredne. Men det hjalp altsammen ingenting. De måtte dø, og de døde fra Roden af opefter, indtil den sidste grønne Top kvaltes. Mens Bøgen trivedes og voksede og formerede sig over det hele Land. - Der har I Historien, sandfærdig og kort. Sådan har jeg været mod Bøgen, og sådan har Bøgen været mod mig. Jeg overlader enhver selv at dømme om, hvem der har Ret og hvem der har Uret.«

»Den stærkeste har Ret,« sagde Bøgen. »Sådan er det alle Vegne i Skoven. Det ved vi alle. Ingen nægter det uden Skabhalsene, og du er en Skabhals, du gamle, afdøde Eg.«

Egen sagde ingenting. Den syntes, det var under dens Værdighed at skælde igen. De andre sagde heller ingenting. For de vidste, at Bøgen havde Ret. Regnormen tænkte på Bogfinken, der kunne tage den og æde den i en Snup, hvis bare den fik fat i den. Bogfinken tænkte på Høgen, der kunne slå ned på den, hvad Dag det skulle være, og tage den bort fra dens søde unge Kone og dens syv uforsørgede Æg.

Alene den unge Birk tænkte ikke på noget. Den vuggede med Grenene og drømte og syntes, Historien var så dejlig og så sørgelig.

»Herre Gud, du stakkels, gamle Eg,« sagde den.

»Ja, helledusse da,« sagde Bøgen spottende. »Men een Ting er nu i alle Fald vist og vissere endnu efter Egens Historie: den nemlig, at Skoven, det er mig, hvad så ellers den gamle Herre, som sad ved min Rod, tænkte På.«

»Ja,« sagde Egen. »Det er vist. Der er kun een Ting, der er lige så vis: den nemlig, at Skoven, det var mig i gamle Dage.«

Så tav de to store. Men de små rundt om kunne ikke slå sig til Tåls med den Forklaring. De vovede ikke at give deres Besyv med i Laget. Men de tænkte hver for sig på sit og så til hinanden og nikkede til hinanden og mente, de havde også deres Part af Skoven, når Retten skulle have sin Gænge, selv om de var aldrig så små.


Så var det en Dag ved Midsommertide, at de to Kærestefolk igen gik gennem Skoven.

De gik med hinanden under Armen, mens de forrige Gang havde haft hinanden om Livet. Men glade var de endnu og det til Gavns. De talte om, at nu skulle de snart giftes og have deres eget pæne Hus og Hjem. Så standsede han igen og pegede ud mod Skoven og sagde:

»Se Skoven! se, hvor stærk og bred og stor den er i al sin frodige Sommerfylde.«

Og hun trykkede hans Arm kærligt i sin og så samme Vej som han og nikkede og syntes det samme.

Så gik de videre. Men ved Bøgetræets Rod sad igen i Dag den gamle Herre med Botaniserkassen. Denne Gang lå den ved hans Side, og han så ikke på Blomsterne i den, men på Regnormen, som lå i hans hule Hånd og krummede sig ynkeligt. Da de unge gik forbi uden at se ham, smilte han, som han havde smilt forrige Gang, og rystede på sit hvide, gamle, kloge Hoved.

»Se Skoven,« sagde han efter dem. »Se Skoven! Ja, hvor er Skoven? Det er der ingen af jer to, der ved.«

Så satte han Regnormen forsigtig ned på Jorden igen, uden at gøre den nogen Fortræd, og glad var den, da den krøb ind under Mosset og fandt sit Hul. Og så gik han.

Men hans Ord blev i Skoven, akkurat som sidst. Og da det var det samme Ord, og de allesammen huskede det fra sidst, selv om de ikke havde tænkt på det i Mellemtiden, undredes de og spekulerede på, hvad Meningen vel kunne være.

»Det gamle Vrøvl har nok ikke hørt, at jeg sagde, at Skoven er mig,« sagde Bøgen.

»Jeg er vis på, at han ved, et Skoven var mig,« sagde den gamle Eg.

»Ja, mange Tak, kære Venner,« sagde Bogfinken. »Det kender vi, og det hørte vi forleden. Kan vi ikke finde på noget nyt, må vi hellere tie stille.«

De tav stille. De tav den hele Dag. Men da det var langt ud på Aftenen og næsten nattemørkt, tittede Regnormen beskedent frem af Mosdækket.

»Undskyld,« sagde den. »Måske jeg må have Lov til at sige noget om det, den gamle Herre mente om Skoven.«

»Hvad for noget Smør?« sagde Bøgen. »Jeg synes, der var nogen, som sagde noget, men jeg ser ingen.«

»Undskyld,« sagde Regnormen igen. »Det var bare mig ... Regnormen.«

»Regnormen?« sagde Bøgen. »Ja vist, Regnormen. Men hvordan i al Verden skulle du kunne forklare, hvad den gamle Herre mente? Jeg antager, du bare vil slutte dig til min Forklaring, at Skoven det er mig - eller hvordan mener du?«

»Ja, det er jo meget dristigt af en sølle Fyr som jeg at tage Ordet i så fint og fornemt et Selskab,« sagde Regnormen. »Men hvis det må være mig tilladt, ville jeg rigtignok gerne sige, at jeg ikke tror, det er helt rigtigt, hvad den højtærede Bøg siger.«

»Er du gal?« sagde Bøgen. »Vover du at modsige mig? En Orm, som kryber dybt mellem mine Rødder?«

»Lad bare Ormen tale,« sagde den gamle Eg. »Jeg har levet nogle Hundrede År længere end Bøgen, og jeg har mange Gange erfaret, at det ofte er af de svages og umyndiges Mund, man skal høre Sandheden. Desuden har jeg jo allerede bevist, at Bøgen praler.«

»Hvad er det ... hvad er der i Vejen?« sagde Bogfinken, som vågnede på sin Kvist ved Siden af Reden og så sig om.

»Kan du tænke dig,« sagde Bøgen. »Det er Regnormen, som vover at snakke med. Den ved, hvad den gamle Herre mente.«

»Lad den bare snakke,« sagde Egen. »Er vi så store, som vi gør os til af, kan vi vel nok tåle at høre, hvad en Orm siger.«

»Du skulle hellere tie stille,« sagde Mosset til Ormen. »Du ved, jeg holder meget ef dig, så stille du kryber under mig, og så beskeden du er i al din Færd. Men her kommer du galt af Sted, om også jeg af Hjertet under den vigtige Bøg en Overhaling.«

»Jeg kan ikke tie stille,« sagde Regnormen. »Jeg er ked af at ligge her altid og være beskeden. Nu vil jeg tale.«

»Snak bare,« sagde Bogfinken. »Men du må komme frem, så vi kan se dig. Ellers gælder det ikke.«

»Mange Tak,« svarede Regnormen. »Det kunne aldrig falde mig ind at optræde personligt i så fornemt et Selskab. Min Kjole er altfor tarvelig. Desuden er mit Skind for blødt. Jeg husker så tydeligt, at den højtærede Bogfinke en Gang hakkede i det. Det gjorde gruelig ondt. Og jeg kan desuden godt sige, hvad jeg har at sige hernede fra, hvis bare De vil høre på mig.«

»Fortæl,« sagde Egen. »Vi hører. Jeg antager, du vil bekræfte, hvad jeg sagde, at oprindelig var det mig, der var Skoven.«

»Nej,« sagde Regnormen. »De må undskylde mig. Det var egentlig ikke det, jeg ville sige. Jeg ved meget godt, at her var Egeskov i gamle Dage, ligesom der er Bøgeskov nu. Men det er jo noget, der ikke kommer mig ved, og som jeg ikke blander mig i.«

»Hvad vil du da?« sagde Bogfinken utålmodig. »Det er din Skyld, at jeg blev vækket, Skynd dig, for jeg er søvnig og vil til Ro igen.«

»Ti stille,« sagde Mosset. »Tro mig, du gør dig bare til Grin for dem. Jeg er den eneste, som mener dig det vel.«

»Jeg må tale,« sagde Regnormen. »Og jeg vil bare sige, at Skoven, det er mig.«

Et Øjeblik var der ganske stille i Skoven, For de fleste sov naturligvis, og de, der var vågne, var ganske målløse over Regnormens Frækhed. Der havde den gået så længe rundt og været anset for den beskedneste af alle beskedne Skabninger. Og så viser det sig på en Gang, at den havde fuldkommen Storhedsvanvid. Og da de havde sundet sig lidt og var kommet til Hægterne igen, brast de i en sådan Skoggerlatter, som aldrig nogen Sinde før var hørt i Skoven.

Bøgen lo, så den rystede fra Top til Tå. Bogfinken lo, så den drattede ned af sin Gren og gav sig med det samme til at hakke i Mosset for at hitte Regnormen, men fandt den ikke. Den gamle Eg knirkede af Latter, Skovsyren spurgte, hvad det var, og lo med, da den hørte det. Birken vågnede af sine Drømme og lo, Granen lo, og Ellen og Asken og Nøddebusken på Gærdet. Uglen, som fløj rundt på sin stille Nattejagt, tog sig et mægtigt Grin. Ræven slap Gåsen, den løb med i Flaben, og trimlede af Latter, og Gåsen glemte at løbe sin Vej, sådan lo den. Det var en stor Fornøjelse for dem alle sammen.

Men Regnormen trak sig ganske stille ned i sit Hul igen og lod dem ene om Morskaben. Kun gjorde det den ondt at høre, at Mosset lo med de andre, og det sagde den til det.

»Ja - du må undskylde mig,« sagde Mosset. »Men det var altfor grinagtigt. At du skulle være Skoven.«

»Jeg ved ikke, om det er grinagtigt,« sagde Regnormen. »Jeg ved bare, at det er sandt. Og om lidt skal jeg forklare det.«

Det kom imidlertid til at vare en god Stund, før Regnormen kom til at afgive sin Forklaring. For de blev ved at le, og der kom bestandig flere, som fik Part i Lystigheden. Bøgen og Bogfinken blev ikke kede af at fortælle Historien om og om igen, og om det så var den gamle Eg, fortalte den den både to og tre Gange; ingen havde nogen Sinde set den så snaksom. Det varede hele Natten, og det varede næste Dag med, inden de allesammen havde hørt det og havde let ud. Der blev slet ikke talt om andet i Skoven, og det var en utrolig Mængde Vittigheder, de allesammen rev af sig på Regnormens Bekostning.

Men da det så led ud på Aftenen igen og allerede var nattemørkt, stak Regnormen akkurat Spidsen af sit Hovede op af Mosset og sagde:

»Hvis nu I har moret jer tilstrækkeligt, vil jeg gerne forklare jer, hvad jeg mente, da jeg forrige Nat sagde, at Skoven det var mig.«

»Der har vi den grinagtige Regnorm igen,« sagde Bøgen og begyndte at le.

»Lad os høre, hvad den siger,« sagde Bogfinken. »Når vi ler, bliver den bange, og så får vi ingen Grin af det.«

»Du er jo godt gal, at du ikke tier stille,« sagde Mosset. »Du så jo, hvor galt det gik dig i Går.«

»Jeg kan ikke tie stille,« sagde Regnormen. »Sandheden skal frem.«

»Fortæl,« sagde Bøgen. »Jo morsommere jo bedre. Hvem gider sove i denne lyse Sommernat.«

»Det gider jeg,« sagde Bogfinken. »Når man har sørget for Mad til Familien hele Dagen, er man træt. Men lad os bare høre alligevel. Er han lige så god som i Går, opgiver jeg med Fornøjelse min Nattesøvn.«

»Ja - jeg er lige så god som i Går,« sagde Regnormen. »Og inden vi når Enden, skal jeg nok få jer til at holde op at le.«

»Fortæl,« sagde Egen.

»Ja,« sagde Regnormen. »Jeg står helt og holdent ved mine Ord fra i Går. Skoven, det er mig. Det er ikke noget Praleri, men den nøgne Sandhed, som jeg straks skal forklare jer. Først må I imidlertid svare mig på et Spørgsmål ... allerførst Bøgen, som var den, der lo højest og længst af mig. Jeg spørger altså Bøgen, hvor den kommer fra.«

»Hvor jeg kommer fra?« sagde Bøgen. »Ja, derom ved jeg ikke mere, end Egen fortalte i Går, at en Bjørn har bragt min første Stammoder herind Syd fra. Forresten er det mig ikke muligt at forstå, hvad det kommer Sagen ved.«

»Nej,« sagde Regnormen. »Jeg mener heller ikke, hvor Deres Velbårenheds Slægt stammer fra. Jeg mener, hvor De selv kommer fra, som De står der, høj og rank og det skønneste Træ i Skoven.«

»Nå-e,« sagde Egen. »Jeg ved mer end een, som finder mig fuldkommen så køn.«

»Jeg retter også Spørgsmålet til Deres Højvelbårenhed,« sagde Regnormen. »Til Dem, såvel som til Bøgen, siger jeg: hvor kommer De fra? Jeg retter det samme Spørgsmål til Birken og Ellen, Asken og Nøddetræet, Skovsyren og Bregnen og Anemonen og i det hele taget hver en Plante, høj eller lav, fornem eller ringe, som vokser i Skoven -: hvor kommer De allesammen fra? Men jeg beder Bøgen svare mig for dem allesammen, for ellers kommer den bagefter og siger, det gælder ikke den, som det gælder de andre.«

»Nå,« sagde Bøgen. »For mig gerne. Bare man anerkender mig, bryder jeg mig ikke synderlig om Motiveringen. Jeg svarer altså, at jeg naturligvis er kommen op af Jorden ligesom de andre herude, selv om man ikke skulle tro, at jeg og f. Eks. Skovsyren var vokset af det samme. Jeg er altså faldet i Jorden som Frø og groet op til den jeg er.«

»Det er De,« sagde Regnormen, »Det er De og de allesammen herude. Og hvis Deres Velbårenheds Frø ikke var faldet i Jorden - hvad var der mon så blevet af Dem?«

»Ingenting,« sagde Bøgen. »Naturligvis ingenting. Det er klart. Så var jeg død.«

»Det var De,« sagde Regnormen. »Det var De allesammen, om ikke De var kommet i Jorden. Hvis ikke Bøgens Frø var kommet i Jorden, var der ikke blevet så meget af det som et usseligt Græsstrå.«

»Nå - det ved vi altså,« sagde Bøgen. »Og hvad så? Du er ikke nær så grinagtig som i Går.«

»Det er ikke heller min Mening at være grinagtig.« sagde Regnormen. »Jeg vil bare sige det, som det er. Og når det er sådan, at Jorden er det, hvoraf de allesammen er groet op herude i Skoven, så er det en given Ting, at Jorden må være det vigtigste i Skoven.«

»Nå-e, og hvad så?« sagde Bøgen. »Det bliver jo ikke til andet end Vrøvl med dig. Hvad kommer Jorden dig ved?«

»Jorden - det er mig,« sagde Regnormen beskeden.

Nu kan det nok være, at hvad der ikke havde været Jubel før i Skoven, det blev der nu. De lo, som skulle de dø af det.

»I Går var Regnormen Skoven - i Dag er Regnormen Jorden,« sagde Bøgen. »Gud ved, hvad den bliver i Morgen. Så bliver den sagtens Havet. Og i Overmorgen Himlen. Ha, ha, ha, ha, ha, ha!«

Bøgen lo og de lo allesammen. De fortalte det videre, akkurat som forrige Nat. Hele Skoven rystedes af Latter. Natten gik med Lystigheden, og Dagen gik med den, og først da det blev Aften igen, blev det stille.

Og så dukkede Regnormen forsigtig sit Hovet op af Mosset.

»Herre Gud - er du nu der igen,« sagde Mosset. »Har du ikke fået nok endnu, min stakkels Regnorm?«

»Nej, jeg har ikke,« sagde Regnormen. »Hvad der skal stås igennem, det må stås igennem. Det gør heller ingenting, når bare det ender i Alvor. Og du skal få at se, de holder nok op med at le af mig, inden vi kommer til Enden af Historien.«

»Jeg begriber ikke, du vil sætte dig op mod de mægtigste og fornemste i Skoven,« sagde Mosset. »Du må dog huske på, du er kun en ringe Orm, hvor store Tanker du så har om dig selv. Følg da mit Råd og hold dig i Skindet.«

»Jeg kan ikke,« sagde Regnormen. »Jeg har slet ingen store Tanker om mig selv, men nok om min Gerning. Bi bare, så skal du se.«

»Hvem er det nu, der snakker igen?« spurgte Bøgen. »Et det den grinagtige Regnorm?«

»Det er så, Deres Velbårenhed,« svarede Regnormen. »Ingen mer og heller ingen mindre. Men om Deres Velbårenhed bliver ved at finde mig så komisk, er en anden Sag. Tiden vil vise det. - Vil De høre videre på mig i Aften?«

»Om jeg vil!« sagde Bøgen. »Ja, det kan du lide på, min lille Ven. Det er længe siden, nogen har moret mig som du.«

Så råbte den ud over Skoven:

»Op med jer allesammen! og hør efter - Regnormen vil tale igen i Aften. Den vil fortælle os, at den er Vorherre selv.«

Så lo de allesammen og lyttede. Mosset rystede alene på sit grønne Hoved. For den holdt nu engang af Regnormen.

»Jeg vil ikke fortælle Dem, at jeg er Vorherre,« sagde Regnormen. »Jeg er ikke indbildsk, og jeg lyver ikke. Jeg siger bare Sandheden, som den er, selv om den er anderledes, end De synes om den. Den første Aften fortalte jeg Dem, at jeg var Skoven. Da lo de af mig. Den næste Aften beviste jeg Dem, at Jorden er det vigtigste i Skoven, siden det er den, de allesammen er groet op af. Så fortalte jeg Dem, at Jorden, det var mig. Og så lo De mer endnu.«

»Det gjorde vi,« sagde Bøgen. »Og i Aften vil du nok fortælle os noget, så vi ler, som vi aldrig har let før.«

»Måske,« sagde Regnormen. »I hvert Fald fortæller jeg ikke andet, end hvad der er sandt. Så kan De le, om De lyster.«

»Fortæl,« sagde Egen.

»Der er nu ingen af jer, der ved, hvad Jorden egentlig er,« sagde Regnormen. »Der er god Jord, og der er dårlig Jord. Den ene af jer gror i den gode, den anden i den dårlige, den ene er fornøjet, den anden misfornøjet, den ene trives, den anden går ud. Men ingen af jer ved rigtig, hvordan det hænger sammen. Hvis nu I vil høre rolig på mig, skal jeg forklare jer det altsammen.«

»Stop en halv,« sagde Bogfinken. »Du henvender dig rigtignok alene til Træerne og Blomsterne og ikke til mig. Måske tør jeg imidlertid alligevel gå ud fra, at du regner mig med til Skoven«

»Det gør jeg,« sagde Regnormen. »Du har din Plads i Skoven og hører akkurat lige så meget med som de andre.«

»Det var da rart,« sagde Bogfinken spydig. »Gud ske Lov, jeg blev bekræftet i mit Embede af dig. Og siden jeg altså er anerkendt, må det måske være mig tilladt at sige, at der ingen Mening er i at snakke frem og tilbage om, hvad Jorden er. Det ved vi allesammen, at Jorden er små bitte Sten og større Sten og store Sten og ikke andet.«

»Nej, nej,« sagde den gamle Eg. »Sten er der i Jorden - det er vist og sandt. Men Jorden er ikke Sten, som du siger.«

»Nej,« sagde Bøgen. »Det er den ikke. Skulle jeg vokse i Sten?«

»Nej,« sagde Birken og Bregnen og Elletræet og Asketræet og Mosset og Nøddebusken og Skovsyren i Kor.

»Nej,« sagde Regnormen. »Bogfinken er ganske på Vildspor. Det ved nok I, som lever af Jorden, og jeg, som laver den.«

»Laver du Jorden?« sagde Bøgen. »Du ... Regnormen ... det ringeste Dyr i Skoven ... som aldrig viser sig uden ved en Fejltagelse ... et Bytte for hver en Fugl eller Frø eller bare for Myrerne, om de gider ... laver du Jorden?«

»Jeg gør så,« sagde Regnormen. »Og jeg skal fortælle Deres Velbårenhed hvordan. - Ser I allesammen - den Jord, som her er Tale om, er Mulden, den sorte, frugtbare Muld. Den dannes af Dyr, der dør, og Planter, der dør. Rådne Grene og visne Blade, som falder fra Træernes Top, Ådsler af døde Dyr, lige fra Hjorten, som springer stolt i Enge med Takker på sit Hoved, og Høgen, der flyver højt i Luften, og ned til Myren og mig uværdige. Bøgens og Egens Blade falder Side om Side til Jorden, når Høsten kommer. De ligger og rådner og bliver til Muld med det andet.«

»Det er meget godt,« sagde Bøgen. »Det lyder rimeligt, og jeg tror, det er rigtigt; siden der jo er mange flere Bøge end Ege, og vi oven i Købet har mange flere Blade end Egene, så er det altså os, der danner den meste Muld. Det lyder fuldkommen fornuftigt i mine Øren. Det glæder mig, lille Regnorm, at jeg endelig hører dig sige noget med Mening i.«

»Mange Tak,« sagde Regnormen. »Jeg er Deres Velbårenhed særdeles taknemmelig for Anerkendelsen. Kun er jeg bange for, at De ikke har forstået mig ganske rigtigt. Jeg har nemlig ikke sagt, at Deres Velbårenhed lavede Mulden.«

»Har du ikke?« sagde Bøgen.

»Nej,« sagde Regnormen. »Jeg sagde, at Deres Velbårenhed leverede Materialet til Mulden. Men det er mig, som laver den.«

»Har man hørt Magen!« sagde Bøgen. »Der tror man, at Fyren endelig en Gang har sagt et fornuftigt Ord, og så er det det samme Skvalder og Pral som før. Jeg spørger jer allesammen, om I virkelig længer vil høre på de Krøniker, som ikke engang er grinagtige.«

»Jeg har ikke lovet at være grinagtig,« sagde Regnormen. »Jeg har lovet at sige Sandheden. Det er jer, der finder mig grinagtig eller ikke.«

»Lad os høre den til Ende,« sagde Egen. »Man skal ikke dømme nogen, før han har talt ud. Er det så det bare Vrøvl, kan vi jo altid snakke om, hvordan vi skal straffe den, fordi den har forstyrret vores Nattero og holdt os for Nar den ene Dag efter den anden.«

»Jeg stemmer for, at den skal ædes,« sagde Bogfinken. »Og jeg tilbyder mig at udføre Eksekutionen som den eneste af de tilstedeværende, der er i Stand til at fordøje den.«

»Vær nu endelig engang klog, og hold din Bøtte,« sagde Mosset. »I Går og i Forgårs gjorde du dig til Grin for dem allesammen. I Dag fornærmer du Folk, der er mægtigere end du og nemt kan bringe dig i Ulykke. Følg nu endelig mit Råd og lad det være nok med de Løjer.«

»Det er ikke Løjer,« sagde Regnormen. »Det er Sandhed. Og har jeg sagt så meget, vil jeg sandelig også sige Resten med.«

»Fortæl,« sagde Egen.

»Ser I,« sagde Regnormen. »Sagen er ganske simpelt den, at jeg laver det altsammen til Muld ved at æde det.«

»Metoden tiltaler mig,« sagde Bogfinken. »Hvis der bliver en Plads ledig på Muldfabrikken, kan du anbefale mig. Vi kan jo så fordele Arbejdet sådan, at du æder de døde Blade og jeg Regnormene. De behøver for mit Vedkommende aldeles ikke at være døde.«

»Men hvem skal så æde de døde Bogfinker?« spurgte Regnormen.

»Det påtager jeg mig,« sagde Myren, som var kommen til Stede, uden at nogen havde lagt Mærke til den. »Jeg ved ingenting lækrere end sådan en død Fugl midt i Myretuen. Det er utroligt, så hurtigt mine Kammerater og jeg får Bugt med den.«

»Det forekommer mig, at Samtalen begynder at blive noget rå,« sagde Bogfinken.

»Du har Ret,« sagde Regnormen. »Det gør den også. Men hvem er det, som begyndte? Lad os derfor ganske stille vende tilbage til mig og min Muldfabrik, som var det, vi begyndte med. Jeg æder altså alle de rådnende Planterester, der ligger i Jorden. Det går durk igennem mig, for jeg er jo ikke så kunstig indrettet som f. Eks. Bogfinken. Med Respekt at melde er jeg egentlig ikke andet end et ligefremt Rør. - De forstår mig nok: ind ad den ene Ende og ud ad den anden. Nå - en lille Smule beholder jeg naturligvis for min egen Mund. Lidt skal man have for sin Ulejlighed, og en Arbejder er sin Løn værd. Men det meste går altså igennem mig, og så er det Muld, som I andre kan gro i. Derfor mener jeg, at jeg har Lov til at sige, at jeg er Jorden. Og da I selv siger, at Jorden er den, Skoven skyder op af, så kan jeg altså på en Måde også sige, at jeg er Skoven.«

»Jeg antager, du er fuldkommen gal,« sagde Bøgen. »Om også du har din lille Part i det hele, som du skulle være taknemmelig for og ikke prale så uanstændigt af, så kan du da umuligt tro, du kan bilde os ind, at en sølle Fyr som du kan lave det altsammen. Hvor megen Muld laver du om Dagen?«

»Jeg?« sagde Regnormen. »Det er såmænd ikke værd at tale om. Naturligvis er det ikke mig alene. Alle mine Kammerater gør jo ligedan, og Deres Velbårenhed ved nok, at mange Bække små gør en stor Å.«

»Hvor mange er I da?« spurgte den gamle Eg.

»Å,« sagde Regnormen. »Det er naturligvis ikke så let for mig at sige nøjagtig. Men her i Skoven antager jeg da, at vi sådan med et rundt Tal er hen imod ti Millioner.«

»Ti Millioner!« sagde Bogfinken.

Og Tallet rullede hen gennem Skoven og blev ikke mindre på den Tur. Den ene gentog det for den anden, og den anden sagde det til den ene igen. Ingen ville tro det, men alle spekulerede de over det. Bogfinken blev helt syg ved Tanken om så mange lækre Regnorme. Den gamle Eg stod og spekulerede dybere end de andre. Men den havde jo også levet længst i Verden og havde mest Erfaring.

»Lille Regnorm,« sagde den efter en Stunds Forløb. »Der er noget i din Historie, der synes mig troværdigt, selv om jeg også mener, at du overdriver en Smule. Men Herre Gud! det gør jo alle Mennesker. Jeg har endogså truffet Egetræer, som havde den Skavank. Men kan du ikke give os et eller andet Bevis på sandheden af din Fortælling? Ser du - jeg har haft mange Tusind Regnorme blandt mine Rødder, og jeg må sige, de har alle Tider opført sig overmåde anstændigt. Aldrig var der en eneste af dem, der angreb en frisk Rod. Var der en rådden, åd de den, men det var jeg naturligvis kun glad for. Derfor ville det kun glæde mig, om jeg kunne fæste Tiltro til din Fortælling.«

»Nu kniber det,« sagde Mosset. »Jeg indrømmer, at du har klaret dig langt over min Forventning. Men Beviserne er altid det værste. Gud ved, om ikke det klogeste, du kunne gøre, var at stikke af, mens Legen er god, og du har Honnøren nogenlunde i Behold.«

»Jeg har ingenting at stikke af for,« sagde Regnormen. Så vendte den sig til det gamle Egetræ og sagde:

»Jeg takker Deres Højvelbårenhed meget for den Tillid, De viser mig, og som er langt fornemmere og skønnere end den Måde, Bøgen taler til mig på, skønt jeg jo gør Hans Velbårenhed meget mere Gavn, end jeg gør Deres Højvelbårenhed, fordi Hans Velbårenhed er større eller mere udbredt, eller hvad skal jeg sige ...«

»Tak, lille Regnorm,« sagde den gamle Eg. »Det er godt, som det er, og du behøver ikke at spekulere på Taksigelser. Virkelig fine Folk er altid høflige. Det kan du ligefrem kende dem på. - Derimod ville det være mig overmåde kært, om du kunne give mig sådan et lille Bevis på din Sandfærdighed, som jeg talte om før. Bare sådan lidt hen i den Retning. Jeg forlanger ikke Urimeligheder.«

»Det kan jeg,« sagde Regnormen. »Hvis Deres Højærværdighed vil se ind over Skoven, nu lysner det jo allerede i, Øst, så vil De sikkert se en stor, åben Plads, hvor der ikke gror stort andet end Græs og så nogle Ørnebregner. Ja, nu er der nok også begyndt at vokse en Smule Lyng. Selv kan jeg jo ikke se den, både fordi jeg er nede i Jorden, og så fordi jeg reverenter talt ingen Øjne har. Men jeg ved det fra min Familie.«

»Skulle jeg ikke kende den Plads,« sagde den gamle Eg sørgmodig. »Der stod for mange År siden to af mine stolteste Brødre. Så blev de huggede, og nu er de væk.«

»Ja så,« sagde Regnormen. »Det vidste jeg ikke, men det gør mig ondt at høre. Derimod ved jeg, at der ikke mere kan gro noget ordentligt, og det kommer af, at der ingen Regnorme er.«

»Tja-e,« sagde den gamle Eg og knirkede venligt. »Hvis det er rigtigt, så er det jo et godt Bevis, i alt Fald forlanger jeg ikke noget bedre. Men hvem siger mig, at det er rigtigt, lille Regnorm? Selv har du jo ikke set det, siger du.«

»Det er rigtigt,« sagde Regnormen. »Min Slægt er udvandret derfra, så jeg ved det med Bestemthed.«

»At der ingen Regnorme er, er vist rigtigt nok,« sagde Bogfinken. »Jeg har tit hoppet deromkring, men aldrig fundet så meget som en eneste een, Og det er også både sandt og vist, at der ikke gror så meget som en Busk, man kan sidde og synge i.«

»Jeg kan gro der,« sagde Bøgen. »Hvis nogen vil bære mine Olden derhen, så skal I se, der skal komme de dejligste Bøge.«

»Det passer ikke,« sagde Bogfinken. »Der er et Par små Bøge, men de er helt forkrøblede. Der ligger også en hel Del Bøg, som en Mus har slæbt sammen til Vintermad. Musen døde, inden den havde ædt dem, og Bøgen prøvede på at spire, men kunne ikke. Så rådnede de.«

»Ja,« sagde den gamle Eg. »Jeg bekender, at jeg for mit Vedkommende tror på Regnormens Fortælling og således må indrømme, at den har en væsentlig Part i Skoven og må regnes blandt de dygtigste af dens Beboere.«

»Mange Tak, Deres Højvelbårenhed,« sagde Regnormen. »Det var bare sådant et godt Ord og en Smule Anerkendelse, jeg trængte til. Måske jeg bare, inden jeg forsvinder, må have Lov til at bemærke, at jeg også i nogle andre Henseender gør mit Bedste for Skoven. Således drager jeg selv de visne Blade ned, når jeg har Tid og Lejlighed til det, for at det kan gå en Smule hurtigere.«

»Det glæder mig at høre,« sagde den gamle Eg. »Enhver bør være dig taknemmelig for dit Arbejde.«

»Å, jeg beder, Deres Højvelbårenhed,« sagde Regnormen. »Det er næsten ikke værd at tale om. Men måske jeg med det samme må bemærke, at jeg ved de Gange, jeg borer, dræner Jorden, sådan at Vandet ledes omkring og ikke står og bliver surt noget Sted.«

»Er der mere endnu?« spurgte Bøgen groft. »Du bilder dig nok ind, du gør det hele.«

»På ingen Måde,« sagde Regnormen. »Hvis jeg bare endnu må sige Deres Velhårenhed, at jeg ved mine Gange skaffer god Vej for Deres Velbårenheds mindre Rødder, så de nemt kan komme frem. Ja ... det er såvel for Deres Velbårenheds Rødder som for Hans Højvelbårenhed Egens og de andre høje Træers. Jeg kender i den Henseende ingen Persons Anseelse, men passer bare mit Arbejde.«

»Det er fuldkommen rigtigt af dig,« sagde den gamle Eg. »Bare man passer sit Arbejde, er det godt.«

»Mange Tak,« sagde Regnormen. »Og undskyld, jeg har lagt Beslag på Deres Opmærksomhed. Nu forsvinder jeg. Farvel.«

Så gik den.

Alle de, som havde hørt på den, grundede over dens Ord og glemte dem ikke, selv om de ikke rigtig forstod den. Kun den brede, grønne Bøg tænkte ikke over det. Den svingede sine Grene og råbte:

»Jeg er Skoven! Jeg er Skoven!«

Men der var ingen mer, som troede den.


Så var det en Efterårsdag.

I Virkeligheden var det allerede forbi med det hele, men der var ingen af dem, som troede det. De holdt allesammen krampagtig fast ved det falske Håb, at der endnu var noget af Sommeren tilbage.

Træerne holdt på deres Blade, og der er naturligvis ikke noget at sige til, at Folk holder på det, de har, især når de ikke får noget andet i Stedet. Men enhver, der havde nogen Forstand på de Ting, kunne fortalt dem, at med de Blade var der ikke mere at stille op. Gule var de og røde og brune, og på en Måde så de jo godt nok ud. Men visne var og blev de.

»Se på mig,« sagde Birken og svingede de tynde Kviste med guldgule Blade. Jeg er bleven ked af det grønne. Det var så ensformigt, og alle Folk gik i Grønt. Nu har jeg lagt mig et fint gult Slør til ... er det ikke henrivende ... er jeg ikke smuk?«

»Egentlig er jeg allerkønnest nu,« sagde Bøgen. »Denne Bronzefarve, mine Blade antager, er så mandig.«

»Ak Gud ja,« sagde Bogfinken. »Hvad kan det nytte? Høsten er der, og Vinteren kommer, hvad Pokker vi så siger.«

Nattergalen og Gøgen sagde ingenting, for de var fløjet deres Vej. Skovsyren og Anemonen ikke heller, for de lå i deres Rødder og Rodstokke dybt i Jorden og biede rolig til næste År. Stæren holdt Flyveøvelser med sine Unger og var parat til at bryde op, hvad Dag det skulle være. Frøerne snakkede om, at de sagtens snart måtte til at gemme sig i Dyndet på Bunden af Dammen. Der holdt nu de Vinterkvarter ... med Snuden op i Vandet akkurat og ikke mere.

Men Regnormen gik sin Gang endnu i Jorden, så nu og da til Vejrs gennem Mosset og ikke videre.

»Kom op, lad mig æde dig, Regnorm,« sagde Bogfinken. »Jeg er sulten. Og der er jo så mange Millioner af dig, så det kan umulig gøre noget, at du bliver ædt.«

»Ikke for Skovens Skyld, Hr. Finke,« sagde Regnormen. »Den klarer sig sagtens uden mig. Men en har jo også Lov at tænke en Bitte på sig selv, og det ville være mig overordentlig kært, om Hr. Finken ville æde en af de andre. Forresten agter jeg nu, snart at gå dybere ned i Jorden. Man risikerer jo nu hver Nat, at Frosten kommer, og jeg ville nødig arresteres af den.«

»Uha, ja,« sagde Bogfinken. »Det gyser i mig bare ved at høre Tale om det. Bare man dog også var indrettet som Trækfugl Så sad man nu lunt og godt i Ægypten eller et andet godt Sted og fløjtede og havde ingen Næringssorg.«

Den gamle Herre sad igen ved Bøgens Fod med sin Botaniserkasse. Denne Gang havde han i Hånden en stor brun Paddehat. Den plukkede han itu og så på den gennem et Forstørrelsesglas.

»Der er den gamle Herre igen,« hviskede Mosset til Bøgen.

Og så gik det hele Skoven rundt, at nu var han her igen, som altid spurgte, hvad Skoven var, og lo dertil.

Men i det samme kom Kærestefolkene også. Dvs. nu var de vist gift. De havde ikke hinanden om Livet som første Gang, ikke heller hinanden under Armen som anden Gang. De gik simpelt hen ved Siden af hinanden, men det så også meget pænt ud, og selv så de også ud, som om de var glade ved hinanden.

Men denne Gang så de den gamle Herre, hvad de ikke havde gjort de andre Gange.

»Der sidder en gammel Herre,« sagde den unge Kone. »Han botaniserer. Han er vist gruelig klog.«

»Det er han vist,« sagde den unge Mand. - »Altfor klog er han. Ellers stak han ikke Næsen i den grimme Paddehat, men så sig om. Se Skoven - så broget den er ... et Billede på Livets Forgængelighed.«

»Ja,« sagde hun. »Se Skoven.«

Så gik de videre. Den gamle Herre så efter dem og lo, som han havde gjort de andre Gange.

»Se Skoven!« sagde han. »Se Skoven! Ja, hvad er Skoven? Det er der ingen af jer, der ved.«

Akkurat de samme Ord som de to andre Gange. Og akkurat på samme Måde blev Ordene i Skoven, da den gamle Herre længst havde taget sin Botaniserkasse på Ryggen og var gået sin Vej, som de to unge gik.

»Hvad er Skoven ... hvad er Skoven ... hvad er Skoven ... hvad er Skoven ...«

Det lød fra den ene til den anden med voksende Uro og Forundring. Alle spurgte, og ingen vidste Svar.

»Jeg har jo sagt jer det,« sagde Bøgen. »Og det er nøjagtigt, som jeg har sagt jer. Der er aldeles ikke mere at spekulere på.«

»Jeg har jo sagt jer det,« sagde Regnormen. »Jeg sagde Sandheden uden Pral og Besmykkelse. Og jeg beviste den, sådan som den gamle Eg, der er den fornemste og den klogeste af os alle, forlangte det. I skulle lade det blive derved og ikke spekulere mere på den Ting.«

Men de spekulerede. Der var et Par af dem, der spekulerede sådan, at de visnede tidligere endnu. Og der var den vilde Vin, som gik helt fra Forstanden af Spekulation og slog ud i Farver så brogede, som ingen endnu nogen Sinde havde set i Skoven.

Så en Aftenstund, da Nattemørket allerede vældede - og nu kom det tidligere end de Sommerdage - stak Regnormen sit Hoved frem af Mosset. Den var mere dristig nu. For Bogfinken holdt til inde ved Skovridergården og blev der ofte hele Dage og Nætter. Og i Nat var den netop ikke hjemme.

»Deres Velbårenhed,« hviskede Regnormen op mod Bøgen. »Hej - høj ... Deres Velbårenhed!«

»Er der en Orm, der taler til mig?« sagde Bøgen.

»Det er netop hvad der er,« sagde Regnormen. »Det er Regnormen, Deres Velbårenhed - jeg vil tillade mig at meddele Dem, at jeg har tænkt ustandselig over Tingen, siden vi sidst snakkede sammen. Og jeg er kommen til det Resultat, at vi to egentlig bør dele Æren, eftersom vi begge to betyder lige meget og det allermeste for Skoven.«

»Nu tror jeg, min Sjæl, du er rent rasende, Orm!« sagde Bøgen. »Foreslår du mig at gå i Kompagni med dig?«

»Nej,« sagde Regnormen sagtmodig. »Det gør jeg ikke. Og det behøves heller ikke, så sandt vi allerede er i Kompagni, så meget som det er muligt at være. Deres Velbårenhed indrømmede selv forleden, at De leverede det meste Materiale til Muldfabrikken, og da Muldfabrikken er mig, så er vi altså Kompagnoner. Det kan der ikke være nogen Tvivl om. Men det, jeg foreslog, var, at vi åbent og ligefrem skulle erkende Kompagniskabet. Så ville der komme Ro i Skoven, og vi kunne give den gamle Herre et fornuftigt Svar på hans Spørgsmål. Jeg troede til at begynde med, at han var spydig og vittig mod de unge Mennesker. Men nu tror jeg sandelig, det er Alvor. Han ved det ikke selv. Derfor spørger han.«

»Det kommer aldeles ikke mig ved,« sagde Bøgen. »Og jeg går aldrig i Kompagni med en Regnorm.«

»Det er nu ikke rigtigt af Dem at behandle mig så overlegent,« sagde Regnormen. »Herre Gud, når jeg skal ligge hernede i Jorden og lave Muld, kan jeg da ikke se ud som et Bøgetræ. Desuden må jeg sige Deres Velbårenhed, at jeg virkelig indrømmer, vi har gjort Dem nogen Uret med Hensyn til den bare Plet derovre i Skoven, som vi talte om ... Dem og Hans Højvelbårenhed Egen og de andre høje Træer, naturligvis. For der er ingen Persons Anseelse hos mig. Jeg æder det ene Blad så godt som det andet ... de er såmænd også alle ens, når først de er døde og begravet.«

»Vås,« sagde Bøgen. »Jeg gider hverken høre på dine Pralerier eller på dine Undskyldninger. Pas dig selv!«

»Fortæl mig det, min gode Regnorm,« sagde den gamle Eg. »Jeg hører gerne, hvad du siger.«

»Ja,« sagde Regnormen. »Det er altså bare det, at det naturligvis var rigtigt nok, som jeg sagde, at der ingen Regnorme var derovre på den bare Plet, og derfor blev der ingen Muld, og så kunne der ingen Træer gro. Men Spørgsmålet er, hvorfor Regnormene gik deres Vej.«

»Det er rigtigt,« sagde den gamle Eg. »Og ved du måske, hvorfor Regnormene gik deres Vej?«

»Jeg tror nok, jeg har spekuleret det ud,« sagde Regnormen. »De gik deres Vej, fordi Træerne var gået.«

»Gået var de ikke,« sagde den gamle Eg bedrøvet. »Slået var de, hugget om og bortført af disse Mennesker, som skalter og valter i Skoven og overalt på Jorden, ganske efter deres eget Hoved. Formodentlig er de lavede til Møbler eller sådant noget. Det var jo Ege. To stolte Fyre. Mine Brødre. De bedste i hele Familien. Ikke så megen Hulhed, som bag på min Hånd.«

»Vist så,« sagde Regnormen. »Men væk var de altså. Og ser Deres Højvelbårenhed ... så kom der jo ingen Blade ... og så kunne Regnormene jo ikke få noget at lave Muld af ... og så gik de naturligvis.«

»Rigtigt,« sagde den gamle Eg. »Der er god og fornuftig Mening i dine Ord. På den Måde bliver det ikke nemt at afgøre, hvem der har mest Part i Skoven ... du eller Træerne. I virker sammen, den ene kan ikke undvære den anden, og I bør dele Æren.«

»Netop hvad jeg ville sige, Deres Højvelbårenhed,« sagde Regnormen glad. »Men Hans Velbårenhed Bøgen vil jo ikke høre på mig. Jeg ville bare ønske, det var Deres Højvelbårenhed, jeg havde at forhandle med.«

»Det ville jeg også ønske,« sagde Egen bedrøvet. »Men min Tid er desværre forbi. Det er Bøgen, som regerer. De Par Blade, jeg kan levere til Muldfabrikken, er for intet at regne. Og foruden mig er der vistnok kun tre-fire store Ege tilbage i Skoven. Det var der da for et halvt Hundred År siden. Jeg kunne se dem fra min Top. Men nu er Bøgene voksede sådan til, at jeg ikke engang mere har den Fornøjelse. Og nye Ege bliver slet ikke plantede. Jeg sår dem nok hvert År, men de kvæles alle under Bøgenes Skygge. Og Menneskene freder dem ikke. De vokser dem for langsomt. Alting skal gå i sådan et grueligt Jag nu, selv om det ikke bliver solidt.«

»Ja,« sagde Regnormen ærbødig. »Det er, som Deres Højvelbårenhed siger. Jeg er også ked af det.«

»Jeg er Skoven! Jeg er Skoven!« skreg Bøgen.

»Bøgen og jeg er Skoven!« sagde Regnormen. »Begge to er vi i Skoven. Den ene kan ingenting uden den anden.«

»Det er den frækkeste Løgn, der endnu er sagt!« skreg Bøgen. »Se på Regnormen og se på mig. Og sig mig, om det er muligt, at vi to kan være i Kompagni sammen. Jeg er Skoven! Jeg er Skoven!«

Den blev ved at råbe, og Regnormen kunne ikke hamle op med den, og derfor tav den. Men de andre i Skoven blev mere og mere urolige. Spørgsmålet pinte dem, skønt de aldrig før havde tænkt på det. Det havde været meget bedre i gamle Dage, inden det var blevet rejst. Men nu var det der, og så måtte det løses, vidste de bare hvordan.

»Jeg ved ikke andet, end hvad Regnormen siger,« sagde den gamle Eg. »Det er nok Sandheden, selv om det ikke er hele Sandheden. Hvem kender hele Sandheden? Jeg har aldrig set den, skønt jeg har stået her i otte Hundrede År og set en hel Del. Og jeg vil heller ikke spekulere videre over Tingen. Jeg er gammel nu og skal snart dø, jeg og min Slægt. Så må de andre om Resten. Men vil I endelig tage Parti, så råder jeg jer bestemt til at stole på Regnormen. Den er pålidelig og ærlig.«

»Hører I, hvad den gamle Eg siger?« sagde Regnormen glad. »Den er det fornemste og det klogeste Træ i Skoven.«

»Jeg er Skoven! jeg er Skoven!« skreg Bøgen. »Alt det andet er Løgn og Pral. Enhver, der har Øjne i Hovedet, kan se det.«

Men bedst som det var, opløftede Mosset sin Røst, hvad der ikke var nogen, som havde ventet.

»Gud ved, om det ikke egentlig er mig, som er Skoven,« sagde Mosset, men den sagde det så sagte, at ingen hørte det, uden dets gode Ven Regnormen.

»Kære Mos,« sagde Regnormen. »Du har altid været særdeles venlig mod mig. Du har altid skjult mig for Bogfinken og de andre begærlige Fugle. Du var overbærende mod mig, da de andre lo af mig, selv om du også troede, jeg var en Smule forstyrret i Hovedet. Derfor er det ikke mere end rimeligt, at jeg gør Gengæld og ærligt siger dig, at du absolut bør tie stille med den Snak. For når du tænker dig rigtigt om, kan du naturligvis nok indse, at det umuligt kan være andet end Snak. Du er bleven tummelumsk i Hovedet af alt det Vrøvl, her har været hele Sommeren. Det er det hele. Ti nu bare stille. Der er ingen, som har hørt det uden jeg, som er din gode Ven, og jeg skal nok tie stille.«

»Jeg ved ikke rigtigt, hvad der går af dig,« sagde Mosset. »Du bilder dig vist noget ind. Den gamle, svagelige Egs Ros er gået dig til Hovedet, antager jeg, så du ikke mere ved, hvad du selv siger. Alle vi andre kan da forstå, at sådan en gammel Herre snakker i Barndom. Og jeg vil være overordentlig taknemmelig imod dig, hvis du vil sige mig, hvorfor jeg, som er det gode, grønne Mos, ikke skulle kunne være Skoven akkurat lige så godt som en sølle Regnorm som du.«

»Tager du det på den Manér,« sagde Regnormen. »Så kan jeg lade dig vide, at en sølle Regnorm, som du kalder mig, naturligvis er meget mere værd i Naturens Husholdning end en Smule vindtørt Mos. Det ved du også meget godt. Du har Storhedsvanvid. Du er syg. Du kommer nok til Fornuft igen. Jeg skal, som sagt, bære over med dig og ikke sige det til nogen for gammelt Venskabs Skyld.«

»Spar dig Ulejligheden og hold dit Venskab for dig selv,« sagde Mosset.

Og så gav det sig til at råbe, så højt det kunne:

»Jeg er Skoven! Jeg er Skoven!«

Stærk var Stemmen jo ikke. Men nogen var der da, som hørte det. Og de bragte det videre, og på den Måde kom det til Bøgen og Egen og de andre fornemme Træer.

»Vanviddet smitter nok nedefter,« sagde Bøgen. »Var Regnormen gal, så må Mosset da være galere endnu.«

»Regnormen er ikke mere gal end vi to,« sagde Egen. »Lad os høre, hvad Mosset har at sige. En kan aldrig vide.«

»Skal der være Gilde, så lad der være Gilde,« sagde Bøgen. »Tiderne er ikke rigtig lystelige, og værre bliver nok det, der kommer. Mine Blade rasler. af, så det er en Gru, og jeg fryser allerede om mine yngste Kviste, hvis Bark endnu ikke er bleven rigtig tyk. Vi får nok tidlig Vinter i År, skal I se. Men det nytter jo ikke at klage, og vi kan da gerne tage den Smule Morskab, vi kan få. Lad Mosset fortælle.«

»Fortæl,« sagde den gamle Eg. »Men hold dig til Sandheden. Du bør tage Eksempel af din Ven Regnormen.«

»Regnormen er ikke mere min Ven,« sagde Mosset. »Den er en Vigtigper som de andre. Den bilder sig ind, at det er den og den alene, der regerer.«

»Såmænd gør jeg ikke nej,« sagde Regnormen. »Jeg deler jo gladelig med Bøgen. Og jeg kan ikke gøre for, at den ikke vil være halvt med mig. Men lad os nu høre, hvad du har at bemærke. Du mener måske ligesom Bøgen, at du er det hele.«

»Det hele -,« sagde Mosset. »Naturligvis nægter jeg ikke, at I andre er til, hver har sin lille Gerning at passe. Det ville jo være ganske meningsløst, siden I er her, og enhver kan se jer. Jeg siger bare, at jeg er den vigtigste af os allesammen.«

»Det er du måske nok,« sagde den gamle Eg - »omend ikke i den Betydning, du mener.« Og så knagede den ganske forfærdelig i sine Grene, for det var den eneste Vittighed, den havde sagt i hele sit ottehundredårige Liv, og der var da for den Sags Skyld heller ingen, som lo ad den. »Men lad os nu høre, hvori din Vigtighed består. Vi er allesammen meget spændte på, om du giver os den endelige Løsning på Gåden, så vi omsider kan give den gamle Herre et ordentligt Svar, hvis han engang kommer igen med sit underlige Spørgsmål.«

»Velan,« sagde Mosset. »Jeg skal fortælle jer det. Men først må I svare mig på et Spørgsmål: hvad ville vi allesammen være uden Vand?«

»Ikke meget,« sagde Græsstrået, som havde stået der hele Sommeren og aldrig sagt et Muk. »Jeg husker nok forrige Sommer, hvor det slet ikke ville regne. Så regnede det til sidst. Var Regnen kommet en Dag senere, var alt Græsset i Skoven gået ud.«

»Ja, jeg kan naturligvis holde mig længere,« sagde den gamle Eg. »Og det kan alle Træerne i Skoven. Men undvære Vand kan ingen af os. Ellers forkommer vi og visner hen og går til sidst ud.«

»Det er rigtigt,« sagde Bøgen. »Det ved enhver Idiot. Jeg kan bare ikke begribe, hvad det kommer Sagen ved. Vil Mosset måske bilde os ind, at den laver Regnen?«

»Regnen kommer fra Himlen,« sagde Bogfinken. »Det ved jeg bedst, som ingen Tag har på min Rede. Alle mine Unger og Madammen med var nærved at drukne en Dag i Maj, det regnede så ganske grueligt.«

»Det kan nok være, at Regnen kommer fra Himlen,« sagde Bregnen, som heller ikke havde taget Del i Samtalen. »Men der må da være nogen, som bringer den derop. Og der kan jeg fortælle jer, at når det har regnet, og vi trækker Vandet op gennem vores Rødder, så damper det væk igen af vores Blade, når vi har brugt af det, hvad vi vil. Dampene bliver til Tåge og Skyer og falder ned igen som Regn, og så begynder vi forfra. Jeg siger ikke, det er mig alene. Det er os allesammen. Men jeg tror nok, jeg er en af de flinkeste.«

»Det er rigtigt,« sagde Egen. »Jeg forstår det, skønt jeg aldrig har tænkt over det før. Det er meget mærkeligt.«

»Men hvad kommer det Mosset ved?« spurgte Bøgen. »Damper den mere Vand væk end vi andre.«

»Det damper næsten ingenting væk,« sagde Bregnen. »Det er den allerdårligste til det Stykke Arbejde af os alle.«

»Netop,« sagde Mosset triumferende. »Netop! det er just min Styrke. Jeg er en Svamp, skal jeg sige jer. Jeg suger Vandet op. Og jeg holder på det. Mens I andre solder det op, så snart den første Solstråle skinner på jer, så holder jeg på det, længe, længe. Hvor jeg er, er der fugtigt og godt. Var jeg ikke, ville I tørres ud og forkomme allesammen. Derfor er jeg den vigtigste i Skoven.«

»Se, se,« sagde den gamle Eg. »Så var der dog noget i det. Det er, som jeg siger, man skal altid høre sig for her i Verden.«

»Aldrig har nogen opvartet mig med værre Vås,« sagde Bøgen. »Det er muligt endnu værre end Regnormens.«

De andre Træer sagde ingenting. Mosset stod stille og var så grønt, det kunne være. Bregnen viftede eftertænksomt med sine brede Løv, der allerede var betænkelig brune i Spidserne. Birken holdt en lang Tale om Vand og Fugtighed, som var så dejlig, hvorfor den altid, så vidt muligt, bosatte sig i en Moserand eller langs en Eng. Elletræet erklærede, at det allerhelst stod hele sit Liv med Fødderne i det klare Vand.

»Hvad siger du nu, Regnorm?« sagde Mosset. »Anser du mig endnu for skruptosset?«

»Nå, så du nedlader dig dog til at snakke til mig,« sagde Regnormen. »Det glæder mig virkelig. For jeg har altid holdt over vort gamle Venskab, selv den Gang du var mest kålhøgen. Hvad skulle jeg for Resten sige. Jeg er i et og alt enig med den gamle Eg. Der er naturligvis ikke Tale om, at du er Skoven. Men du har virkelig påvist, at du har en smuk Gerning blandt os, og det er al Ære værd, især da du er så lille og uanselig - akkurat ligesom jeg. Ved du, hvad jeg synes? Jeg synes, at vi Småfolk skulle slå os sammen. Måske der er flere endnu, som har en god og vigtig Gerning herude og ikke er mere anselige end vi. Det var morsomt, om vi slog os sammen mod de store Pralhalse. Jeg er vis på, at den gamle Eg ville finde det fuldkommen rimeligt.«

»Det ville jeg, min gode Regnorm,« sagde den gamle Eg. »Og kan jeg hjælpe jer på nogen som helst Måde, er jeg til Tjeneste.«

»Mange Tak, Deres Højvelbårenhed,« sagde Regnormen.

»Jeg slår mig ikke sammen med Småfolk og med en gammel hul og udlevet Fyr,« sagde Mosset.

»Gudbevares,« sagde den gamle Eg. »Jeg påtrænger mig ingen. Og Mosset har selvfølgelig Ret. Jeg er færdig.«

»Deres Højvelbårenhed,« sagde Regnormen. »De må endelig bære over med Mosset. Det er ganske afgjort ikke rigtig i sit Hoved. Det kommer af al den Snak, der har været i Skoven i denne Sommer. Der skal en god Forstand til at klare de Ærter og en fast Karakter, for ikke at lade sig forblinde af Vigtighed. Jeg har kendt Mosset, fra jeg var Barn, og indestår for, at det i Grunden er honnet og beskedent.«

»Gudbevares,« sagde den gamle Eg. »Hvordan skulle de små blive anderledes, når de store er så tåbelige.«

»Regnorm!« sagde Mosset hånligt.

»Mos!« svarede Regnormen venligt.

Men så begyndte Bogfinken lige på en Gang at hoppe urolig fra Kvist til Kvist, pippe og baske med Vingerne.

»Hvad går der af dig?« spurgte Bøgen. »Du opfører dig jo aldeles, som om det var Forår, og du skulle til at bygge Rede.«

»Det er ikke det,« sagde Bogfinken. »Jeg ved godt, det er snart Vinter. Det er meget vigtigere. Jeg tænker på den gamle Herre og på hans stadige Spørgsmål og så på alt det, du og Egen og Regnormen har sagt. I bilder jer allesammen ind, at I er Skoven - den ene af jer er mere sikker derpå end den anden. Jeg tror, ingen af jer har Ret. Jeg tror -«

»Du tror naturligvis, at jeg har Ret,« sagde Bøgen. »Du må bedre end nogen vide, at jeg er Skoven og ingen anden. Du bygger i min Krone og synger i den for din Mage og din Fornøjelse. Dine Unger så allerførst mine skønne, grønne Blade, da de slog deres små Øjne op. Du har holdt mangt et godt Måltid på alt det Kryb, der lever i Revnerne og Sprækkerne i min Bark. For dig må jeg sandelig være Skoven om ellers for nogen.«

»Det er rigtigt nok, at du har Lov at bære min Rede,« sagde Bogfinken. »Og du har mangen god Gang været glad over, at du havde en Sanger som mig til Logerende. Det er også meget smigrende for dig, at dine Blade skyggede over mine prægtige Børn. Alt det er det formodentlig, der forvirrer din Forstand, så du bilder dig ind, du er Skoven. Men nu skal jeg sige dig og jer allesammen Sandheden: Skoven - det er mig, Skoven - det er Bogfinken.«

Som de lo. Allesammen - Mosset med og Regnormen og den gamle, bedrøvede Eg. Men Bogfinken lod sig ikke gå på.

»Selvfølgelig,« sagde den. »Når man rigtig tænker sig om, er det jo da i Grunden ganske indlysende. Hvad er Skoven? Er det en Regnorm, som man aldrig ser? Er det en gammel Eg, som snart er død? Er det en Smule tørt Mos i Skovbunden? En Bøg, som er grøn fem Måneder af Året og de andre syv ligner et Fastelavnsris med sine bare Grene? Er det en Anemone, som blomstrer en Måned og så er forbi - en Skovsyre, der gør ligedan - en Nattergal, en Gøg, der flyver sin Vej, når den har været her i to Måneder? Skoven er Bogfinken - det er det, den er. Bogfinken, som bliver her hele Året rundt, glad og syngende ... Bogfinken ... Bogfinken ...«

»Bogfinken er gal,« sagde Bøgen. »Der kan ikke være to Meninger om den Ting.«

»Helt vel forvaret er den ikke,« sagde den gamle Eg. »Men noget er der jo i dens Snak. Det er både sikkert og vist.«

»Nå - så nu er der også noget i den Snak,« sagde Bøgen. »Ved du hvad, du gamle Eg - du hører vist til den, der kan finde noget i alting, selv om det for andre kloge Folk ser ud som det bareste Sludder.«

»Det gør jeg,« sagde den gamle Eg. »Jeg hører netop til dem, der kan finde noget i alting. Derfor gør jeg ingen Uret. Jeg tror, det kommer af, at jeg er så gammel. Jeg begærer ingenting for mig selv. Så har jeg Ro til at høre på de andre.«

»Jeg ved ikke, hvad det kommer af,« svarede Bøgen. »Det er også ganske ligegyldigt. Ingen i Skoven bryder sig mere om, hvad du siger.«

»Så skulle du ikke svare mig,« sagde den gamle Eg. »Ellers tror man dig vist ikke.«

»Jeg er Skoven! jeg er Skoven!« skreg Bøgen. »Er der nogen, som vil se Skoven, så kom her til mig. Skoven er her! jeg er Skoven! hele Skoven! Bøgeskoven! Kom og se!«

Men da den havde skreget sig så hæs, hændte det sig, at der pludselig opløftedes en anden Røst, som skreg akkurat det samme, om end ikke nær så højt. Det var hverken mer eller mindre end Bregnen. Hvordan det var gået til, kunne ingen begribe, og Bregnen kunne ikke heller siden hen nogen Sinde forklare det. Den holdt slet ikke af at tale om det, og det gjorde forresten ingen af de andre, hvem det passerede. For man må vide, at den Dag, da Bregnen råbte: jeg er Skoven - den Dag skulle man tro, at de allesammen blev gale.

For ikke blot Bregnen råbte det. Ikke blot Bøgen og Regnormen og Mosset og Bogfinken, som jo havde råbt det før, hvorfor det ikke var andet end rimeligt, at de råbte med, siden man altid bliver ved med en Dumhed, når man en Gang er begyndt på den. Men Brændenælden, hvem da ingen skulle tiltro sådan Nykker, og Birken og Myren, Elletræet og Pilebusken, Hasselbusken, som bare stod på Gærdet, Kaprifolien, som ikke en Gang kunne stå på sine egne Ben, men altid måtte have nogen under Armen, Rågen, der bare brød sig om at skrige, så var det lige meget, hvad den skreg. Ræven, som skreg af Sult, Musen, som peb af Fornøjelse, fordi den havde Spisekammeret fuldt til Vinter, og flere endnu, som jeg ikke husker, og flere endnu, som jeg ikke har hørt, for jeg er ganske sikker på, at de var der allesammen lige ned til de små Kælderæsler og den gamle tvære Humlebi, som blev forstyrret i sin nys begyndte Vintersøvn - de skreg, som de var gale, i Munden på hinanden:

»Jeg er Skoven! jeg er Skoven! Skoven er mig! jeg er Skoven!«

Det var en fuldkommen Heksesabbath, som ikke havde været til at høre på, hvis man ikke selv havde skreget med, og det gjorde de altså også allesammen undtagen den gamle Eg, som var for fornuftig til at gå med til den Slags. Den stod lidt og lyttede og troede, Verden var ved at gå af Lave. Men da Skrigene og Skrålene blev ved, og da Galskaben bredte sig så vidt, at en lille Galhvepsehvalp, som akkurat havde stukket Næsen ud af Ægget, som dens Moder havde lagt i et af Egens Topblade - da den også gav sig til at skrige: Jeg er Skoven! jeg er Skoven! da tabte den gamle Eg Tålmodigheden. Den rystede sig, så næsten alle dens Blade faldt til Jorden, og Grenene knagede på det uhyggeligste, og råbte som med Tordenstemme:

»Ti stille, I Skabhalse og Pralhalse og Løgnhalse! Skam jer og ti stille!«

Så tav de. Det eneste, man hørte, var de visne Blade, som faldt fra deres Kviste ned til Jorden. De hviskede allesammen: Jeg er Skoven! jeg er Skoven! Men dem var der ingen, som tog Notits af. For når man først skal til at dø, så har man Lov til at sige, hvad man vil, uden at få Ubehageligheder for det.


Så kom Sneen.

Den kom ikke i en Storm og med stort Spektakel, som den plejede at gøre. Den faldt ganske stille, men meget tæt og meget længe, så der snart lå et godt Lag over det hele. Den blandede sig mellem de faldende Blade, som blev ved at drysse midt blandt Snefnuggene. Og måske var det dem, der havde fortalt Sneen om al den Hurlumhej, der havde været i Skoven i denne mærkelige Sommer.

Sikkert og vist er det i alt Fald, at Sneen vidste det. Og den havde også tænkt over det. Og den var formodentlig ikke klogere end de andre. For da den lå hvid og sikker og fast, bunden af Frosten, gav den sig til at tale og talte sådan:

»Hvor kan I egentlig skændes om, hvem der er Skoven. Det må jo da være ganske klart for jer alle, at Skoven er mig.«

»Det var den stiveste,« sagde Bøgen, som stod stolt og hård og rank og blæste Vinden et Stykke. »Det var den stiveste.«

Om det så var den forstandige gamle Eg, som aldrig lod sig forbløffe og altid holdt igen, når de andre skræppede op, så faldt Sneens Ord den for Brystet.

»Lille Sne,« sagde den. »De andre, som er her i Skoven, kan vidne, at jeg er en temmelig fremkommelig gammel Fyr, som ikke løber med en halv Vind, men under enhver sit. Jeg har i sidste Sommer hørt så meget, at jeg ikke troede, noget mere skulle forbavse mig. Men jeg tilstår, at din Bemærkning gør det. Hvordan er det muligt, at du, som slet ikke hører til her ude, kan bilde dig ind, at du er Skoven. - Ja - du mener naturligvis den vigtigste Person i Skoven?«

»Det er lige, hvad jeg mener,« sagde Sneen. »Og jeg må på min Side tilstå, at det forundrer mig overordentligt at høre en klog gammel Fyr som du, der har levet så længe, sige, at jeg ikke hører til herude.«

»Du skulle snakke med,« sagde Bøgen, som pludselig stillede sig på Egens Parti, for nu syntes den, det blev så galt, at de store måtte glemme deres Uenighed og holde sammen mod de næsvise små. »Hvor er den Sne, som faldt i Fjor?«

»Den er såmænd her,« sagde Sneen.

»Hvor?« sagde Bøgen.

»Her,« sagde Sneen.

»Der?« sagde Egen.

»Ja, naturligvis,« sagde Sneen. »Her og der og alle Vegne. Det undrer mig, at I ikke kender mig. Jeg er den Sne, der faldt i Fjor og den Regn, der faldt i Sommer. Jeg er steget op gennem jeres Stammer og Grene ud i jeres skønne Blade, og derfra er jeg dampet væk igen. Jeg er Vandet, som I lever af, som I sukker efter, når det ikke kommer, og som holder jeres skønne Blade oppe. Men i Dag er jeg jo i mit Vintertøj, og så hedder jeg Sneen. Og det er som Sneen, jeg taler, når jeg siger, at jeg er Skoven.«

»Vås,« sagde Bøgen. »Her må du da give mig Ret, du gamle Eg, at det er Vås og ikke andet.«

»Nej,« sagde den gamle Eg. »Det kan jeg ikke. Det er sælsomt, hvad Sneen siger, og der er naturligvis nok noget rigtigt i det. Hvor meget ved jeg ikke. Men forklar os det, min gode Sne, og tilgiv mig, hvis jeg talte noget hårdt til dig før. Man er jo gammel og kan let blive gnaven en Gang imellem. Og jeg havde hørt så meget om, hvem der var Skoven, at jeg syntes, det kunne være nok.«

»Gerne,« sagde Sneen. »Skønt jeg havde rigtignok troet, at en klog gammel Fyr som du kunne forstå det uden Forklaring. Jeg siger, at jeg er den vigtigste Person i Skoven, fordi jeg skærmer jer allesammen mod Frosten. Om Sommeren kan I sagtens. Da kan enhver klare sig selv og springe ud og dufte og gifte sig og synge alt eftersom hans Natur er. Om vinteren kniber det. I ville allesammen fryse om jeres Rødder, og de fleste af jer ville fryse ihjel, hvis ikke jeg kom og lagde mit varme Tæppe over jer. Kold ser jeg ud, og kold er jeg også at føle på, og til Vinteren hører jeg. Men under mig er der varmt - det ved I allesammen. Man kan have det lunt under mig - henimod Foråret kan man ligefrem spire under mig.«

»Det er rigtigt,« sagde den gamle Eg. »Naturligvis angår det ikke så meget mig nu mere, så stor og stærk og gammel jeg er. Men jeg har da også været ung engang for ca. otte Hundrede År siden. Jeg tror endogså, at jeg personlig spirede under et Snetæppe.«

»Ja, der kan du se,« sagde Sneen.

»Der er Vintre, hvor der omtrent slet ingen Sne er,« sagde Bøgen.

»Der er Vintre, hvor der omtrent slet ingen Frost er,« sagde den gamle Eg. »Det forandrer jo ikke Sagen. Sneen har Ret, som de allesammen har Ret. Den har sin Part af Skoven.«

»Nu er det for galt,« sagde Bøgen. »Jeg ville ønske, at den gamle Herre, som er Skyld i det altsammen, kom herud.«

Og lidt efter kom han.

Han kom gående langsomt, støttet til sin Stok, for gammel var han jo, og en Pels havde han på, for det var jo koldt. Han satte sig ikke ned ved Bøgens Fod, som han plejede. Men han gik derhen og stillede sig med Ryggen mod Stammen. Så ragede han i Sneen med sin Stok, bukkede sig, satte sig på Hug, gravede i Jorden, til han fandt en lille Spire, som han så omhyggeligt på. Derefter dækkede han den til igen med Jord, og derovenpå lagde han Sne, så det blev ganske, som det havde været før.

Så stod han og så gennem Skoven. Og så kom den unge Mand gående.

Han var alene. Hans Kone syntes, det var for koldt. Og hun havde også så meget at gøre i sit Hus. Han så straks den gamle Herre under Bøgetræet. Og denne Gang gik han ikke forbi. Han syntes de to var det eneste levende i Skoven for Øjeblikket. Så blev han stående og tog, sin Hat af og sagde:

»Skoven er køn også nu. Se, hvor Sneen ligger på Grenene. Det er, som havde de hvide Blade på.«

Den gamle Herre så ikke på Skoven, for den kunne han udenad. Han så på den unge Mand og nikkede.

»Skoven er køn,« sagde han. »Men hvad er Skoven? Ved De det?«

»Nu kommer det,« sagde Bøgen.

»Tys,« sagde Egen. »Lad os være stille og lytte.«

»Hvad Skoven er?« sagde den unge Mand. »Det skulle jeg vel nok vide. Hvad kan Skoven være andet end Træerne? Og da denne her er en Bøgeskov, så er Skoven vel sagtens Bøgen.«

»Kan du høre?« sagde Bøgen triumferende.

»I gamle Dage var Skoven vel sagtens en Egeskov,« sagde den unge Mand så. »Den gamle Kammerat der må være meget ældre end Bøgen. Og der er et Par Stykker til af den Slags foruden mange gamle Stubbe.«

»Kan du høre,« sagde Egen. »Er det ikke som jeg sagde.«

»Det er rigtigt, og det er galt,« sagde den gamle Herre. »De kunne såmænd lige så godt sige, at Skoven er den Bogfinke, der sidder deroppe over Hovedet på os og fryser.«

»Det kunne jeg såmænd også,« sagde den unge Mand. »I Foråret, da jeg gik her med min Kæreste, og vi lyttede til Bogfinkens Sang, da var det vel sagtens den, der var Skoven for os.«

»Kan I høre! Kan I høre!« skreg Bogfinken henrykt. »Den gamle og den unge siger, jeg er Skoven.«

»Hyss,« sagde den gamle Eg. »De siger nok mer endnu. Lad os være stille og høre efter.«

»Nå,« sagde den gamle Herre. »Der kan De selv se. Men De kunne også med lige så stor Ret sige, at Skoven det er Regnormen, som ligger dybt i Jorden og laver Muld. Uden den blev det hele ingenting til. Hvor der ingen Regnorme er, er der ingen Skov. Hvor der ingen Skov er, er der ingen Regnorme.«

»Kan I nu høre,« sagde Regnormen. »Var det ikke det, jeg sagde hele Tiden? Har jeg ikke Ret?«

»Det har du,« sagde Egen. »Jeg er også vis på, at Bøgen nu vil indrømme det.«

Bøgen brummede noget, ingen kunne høre. Men den gamle Mand pegede med sin Stok udover Skoven og sagde:

»Og De kunne såmænd gå meget videre endnu, hvis De vidste Besked. De kunne f. Eks. på en Måde og med en vis Ret sige, at Skoven for Øjeblikket er Sneen. Ikke blot gør den Skoven smuk. De sagde selv før, at den ligger som Blade på Træerne. Men den beskytter dem mod Frosten. Var ikke Sneen, ville mangfoldige spæde Spirer fryse ihjel.«

»Kan I høre! han I høre!« jublede Sneen. »Det er, som jeg siger - jeg er Skoven, og Skoven er mig.«

»Men dermed er det jo slet ikke forbi,« sagde den gamle Herre. »De kunne sige, at Skoven er de falmede Blade, som danner Stoffet til den rige Muld, som Regnormen fabrikerer. De kunne sige, den er Mosset, som ligger over Jorden som en Svamp og suger Fugtigheden op. De kunne sige meget mere ... De kunne sige næsten, hvad De vil, og det ville være rigtigt altsammen.«

»Hurra!« råbte Mosset. »Jeg havde Ret! den kloge gamle Herre siger, jeg har Ret! har I allesammen hørt det?«

»Hurra!« råbte et lille vissent Blad og døde i det samme, inden det fik sagt mere, men det behøvedes jo ikke heller, for det var glad for det samme som de andre.

»Det er mærkeligt,« sagde den unge Mand. »Og det er smukt. Tak, fordi De fortæller mig det. Så kan man i Virkeligheden slet ikke sådan sige, hvad Skoven er?«

»Ih, men jo,« sagde den gamle Herre. »Det kan man da rigtignok. Skoven er en Samling af Væsener, som lever med hinanden og for hinanden, slet ikke kan undvære hinanden, gør hinanden Tjenester, mens de sørger for sig selv. Skoven er et Samfund ligesom Menneskene. I Menneskenes Samfund er den ene Skomager, den anden Skrædder, den tredie Bager og således videre i en Uendelighed. I Skovens Samfund har hvert Individ sin Gerning, som han passer. Den ene er lige så vigtig som den anden. De lever sammen, fordi de hører sammen og har samme Krav til Livet. Det er det hele. Det er Skoven.«

Så gik han og den unge Mand videre i dyb Samtale. I Skoven var der længe stille. Så sagde den gamle Eg:

»Nu tænker jeg, vi har fået Rede på det. Enhver af os fik sit - skal vi så holde Fred i Fremtiden og give hinanden, hvad der tilkommer enhver?«

Og denne Gang var der ingen, der sagde den gamle, kloge Eg imod.