Enhver til sin Tid

---

Carl Ewald: Udvalte Æventyr. Anden Samling (1915)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Det var hen imod Slutningen af November.

Træerne stod og svingede deres bladløse Grene i Stormen. Kragen gyngede med og skreg, Gråspurven hoppede rundt og pillede op, hvad den kunne finde, Bogfinken sad i Busken og var en lille Smule ked af det.

»Nu kommer den onde Tid,« sagde den. »Hu! siger jeg og ha! for Sne og Is og ingenting at æde. Ingen Blade på Træerne, ingen Blomster på Gærdet. Ingen Kone at synge for, ingen Børn, som kan volde en Arbejde og Bekymringer.«

»Ba-h ... ba-eh!« skreg Kragen. »Er det noget at snakke om for en rask Fugl. Man sulter lidt og skriger og basker med Vingerne, og så går det. Ba-eh ... ba-eh!«

»Der er jo det at sige til det, at man er ligesom lidt mere ene om det,« sagde Gråspurven. »Om Sommeren er der jo rigeligere af det altsammen, men så er vi så gruelig mange til at dele det. Så er jo også Menneskene ikke så lidt skikkeligere ved Vintertid. Så påskønner de en Smule Fugl. De strøer Krummer, og de sætter Neg ud. Om Sommeren er de jo ligefrem ondskabsfulde, skyder og jager og forskrækker en, bare man piller ved et Kirsebær.«

»Det kan altsammen være godt nok,« sagde Bogfinken. »Men her er så græsselig bart.«

»Nå-e,« sagde Grantræet. »Jeg er her da, og der er god Ly i min evig grønne Krone.«

»Og jeg da,« sagde Stedmoderblomsten. »Se på mig, og skøn på mig. Har jeg ingen Duft, så har jeg da Farver, så godt som den bedste Sommerblomst.«

»Og jeg ... og jeg,« skreg den lille Tusindfryd. »Om Sommeren er der ingen, som tænker på mig, fordi der er så mange andre. Nu er de væk allesammen, så synes jeg, I skulle være glade for mig.«

Bogfinken rystede på Hovedet.

»I duer alligevel ikke,« sagde den. »I minder bare om det, der er forbi. I ser ud, som om I stod der af en Fejltagelse. Høsten har glemt at visne jer.«

»Vi ser sagtens ud ligesom du,« sagde Tusindfryden fornærmet. »Du har glemt at flyve din Vej, ligesom vi har glemt at visne. Jeg synes ikke, vi har noget at lade hinanden høre.«

»Ba-eh ... ba-eh!« skreg Kragen.

Så kom December og Julen.

Gråspurven og Bogfinken holdt sig til Skovriderens Gård og Have. De kunne nemt finde Ly under Tagskægget, i de tomme Stærkasser og hist og her i Udhusene. Der blev også hver Dag strøet Krummer og Korn til dem.

»De små Fugle skal også mærke, det er Jul,« sagde Skovrideren til sine Børn. »Tænk, om I og jeg og Mutter skulle rende rundt på bare Ben ved Vintertid og gå sulten i Seng hveranden Aften.«

Sneen faldt, men ikke mere, end at der lå et tyndt Lag over Marken.

»En hvid Jul ... en hvid Jul!« råbte Børnene. »Bare det nu må blive rigtig klingende Frost, så vi snart kan komme til at løbe på Skøjter.«

»Ja, I kan sagtens snakke,« sagde Stedmoderblomsten. »Kommer I til at løbe på Skøjter, så visner jeg.«

»Jeg med,« sagde Tusindfryden. »Fryser det rigtig til Bunds, så er jeg færdig. Og det er Synd, så nøjsom og udholdende jeg er.«

Skovrideren kom og fældede en smuk Gran, som stod ved Siden af den, der er med i Historien. Hans lille Dreng var med ham.

»Grantræet er da det lykkeligste af alle Træer,« sagde Drengen. »Det bliver Juletræ og pyntet som ingen af de andre og gør os så glade, så vi danser og synger om det.«

»Dumme Dreng,« sagde vores Gran, da de slæbte af med Juletræet. »Tror han, det er morsommere for et Træ at blive hugget om og pyntet med kulørt Papir og Lys og visne til Sang og Musik end at stå i Skoven på sin egen Rod og suse for Vinden, mens Solen skinner, og Sneen falder, og Stjernerne tindrer på Himlen? Men sådan er Menneskene. De tænker bare på sig selv og tror, vi allesammen er skabt til deres Fornøjelse.«

»Sådan er vi vel allesammen,« sagde Bogfinken. »Tænker du måske på andet end dig selv?«

»Ba-eh ... ba-eh!« skreg Kragen.

Der kom nogen og skrabede Sneen til Side og plukkede en Håndfuld Stedmoderblomster og Tusindfryd og bar dem ind i Stuen og satte dem i Vand og sagde:

»Hvor er de søde og trofaste. De holder ud her hos os lige op til Julen.«

»Der fik man da en Smule Påskønnelse,« sagde Tusindfryden.

»Ja, sent er bedre end aldrig,« sagde Stedmoderblomsten. »Var de ikke kommet i Dag, så var jeg visnet. Vinteren strenges, mærker jeg. Det er ude med os.«

Sneen faldt, og Frosten bed, Stedmoderblomsten og Tusindfryden døde.

»Der gik de.« sagde Bogfinken, som blev i dårligere Humør for hver Dag, der gik. »Nu er der ikke levende grønt tilbage.«

»Jo, der er mig,« sagde Grantræet, som stod med sine Grene tyngede af Sne. »Stedmoderblomsten og Tusindfryden er væk. Juletræet er på Møddingen. Men jeg står her endnu og skulle mene, jeg tager mig så godt ud som nogen Sinde.«

»Og så jeg da,« sagde Vedbenden, som rankede sig højt op om den gamle Egs Stamme. »Jeg er her altid, men ingen lægger Mærke til mig.«

»Ja, du gør altid i det sovende,« sagde Bogfinken.

»Vedbenden er god nok til at putte sig i,« sagde Gråspurven.

»Ba-eh ... ba-eh!« skreg Kragen.

Januar gik. Der var ikke meget at snakke om, og der blev heller ikke snakket meget. Hver havde nok med sit. Strengt var det at bjerge Føden, og Kulden bed og sved.

En Dag tudede Natuglen ynkelig.

»Er du der?« sagde Bogfinken. »Du er kommet meget for tidlig kan jeg fortælle dig. Her er ligefrem næsten ikke til at være. Sker der ikke snart en Forandring, så sker der en Ulykke.«

»Jeg har været her hele Tiden,« sagde Uglen. »Jeg har siddet inde i den gamle, hule Eg og har været ude en Gang imellem for at se, om jeg kunne redde mig en Mus. Men her er ingen Mus mere.«

»Uglen har siddet herinde,« sagde Vedbenden. »Jeg har gjort hvad jeg kunne for at forskønne Vinteren for den.«

»Å, dit gamle Gravmonument,« sagde Bogfinken.

»Jeg må nok til at flyve rundt som Kragen,« sagde Uglen. »Ved højlys Dag må jeg søge min Føde, om jeg ikke skal dø af Sult.«

»Du kan sove på det,« sagde Bogfinken. »Vi falder øjeblikkelig over dig, og vi er nok til at hakke dig ihjel, kan du tro.«

»Der er såmænd heller ikke stort tjent ved det,« sagde Gråspurven. »Så kort Dagen er og så mørk. Den er såmænd ikke meget bedre end Natten.«

»Hvad er der også at rende efter,« sagde Vedbenden. »Man skal resignere. Vær tålmodig og bliv hos mig.«

»Ba-eh ... ba-eh!« skreg Kragen.

En skøn Dag i Februar stod Vintergækken der og ringede med sin hvide Klokke på den grønne Stilk.

Sneen lå alle Vegne. Jorden lå hård af Frost, undtagen lige i Dagmilden.

»Nej ... hvor er her dejligt,« sagde Vintergækken. »Hele Jorden har hvid Kjole på ligesom jeg. Aldrig i mine Dage har jeg set noget så kønt. Det er dog Jammerskade, her er ingen til at se på det.«

»Her er da jeg,« sagde Bogfinken.

»Og jeg,« sagde Gråspurven.

»Ja, der er I jo,« sagde Vintergækken. »Glædeligt Forår. Og velkommen tilbage.«

»Vi har såmænd slet ikke været ude at rejse,« sagde Bogfinken. »Det er ikke for Småfolk som os.«

»Nå, ikke det,« sagde Vintergækken. »Ja, jeg ved ikke rigtig Rede på det. Jeg er her jo så ganske kort, bare lige i Foråret. Men Gud, hvor er her dejligt.«

»Kommer Foråret nu?« spurgte Bogfinken mismodig.

»Herre Gud ... det er jo Forår.« sagde Vintergækken. »Det er da ikke til at tage fejl af, sådan som Solen skinner. Jeg må lukke mig mere op. Jeg er ved at kvæles af Varme.«

»Hvor bliver da de andre af,« sagde Bogfinken.

»Ja ... det har du sandelig Ret i,« sagde Vintergækken. »De ligger naturligvis og sover over sig, de Syvsovere. Vi må ringe dem op, ellers går de jo Glip af det allerbedste.«

Så ringede den, så det klang over Sneen og råbte med sin klare tynde Stemme:

»Nøddetræ ... Nøddetræ! spring ud din Dumrian, spring ud. Ellers går du Glip af det allerbedste.«

»Er du tosset,« sagde Nøddetræet, som stod og klaprede med de bare Kviste. »Hen i Marts kommer jeg med Blomsterne, om ellers Vejret er nogenlunde, men med Bladene har det lange Udsigter.«

»Ja, minsandten har den ikke små røde Blomsterknopper,« sagde Gråspurven.

»Den betyder ingenting,« sagde Bogfinken. »Det er jo knap til at se, om den er i Blomst eller ej.«

»Kom, du blå Anemone, kom!« råbte Vintergækken. »Martsviol, vågn op! her er så dejligt, som I slet ikke kan tænke jer det.«

»Du render altid med halv Vind,« sagde den blå Anemone.

Den stod lige under Jordbrynet med sine runde blå Blomsterknopper og ville heller end gerne komme, bare den turde.

»Den kan man heller ikke regne med,« sagde Bogfinken. »Den kommer ligesom Nøddebusken med Blomsterne før Bladene, og den Slags Ting er altid upålidelige.«

Martsviolen sagde slet ingenting. Det plejede den ikke at gøre før i Begyndelsen af April, og derfor havde der tit været Tale om at tage dens Navn fra den. Men de var jo glade ved den alligevel, når den kom, og så glemte de det.

»Det bliver ingenting til,« sagde Bogfinken. »Den ene Vintergæk gør ingen Vår.«

»Hvad siger du da om mig,« sagde Tusindfryden.

Den stod i Blomst et Sted i Marken, hvor Sneen var føget væk. Lige ved Siden af den stod Stedmoderblomsten fuld af store Knopper.

»Ja ... her er vi to,« sagde den. »Glædeligt Forår og lykkeligt Solskin.«

»Nå, er I der,« sagde Bogfinken ligegyldig. »Jeg har såmænd slet ikke lagt Mærke til, at I har været borte. Og I kan da heller intet Forår gøre. Det er jo ikke andet end jeres gamle Kjoler, I har på. Se på Vintergækken ... den er fin.«

»Dit utaknemmelige Skarn,« sagde Stedmoderblomsten.

»Min Kjole er lige så ny som Vintergækkens,« sagde Tusindfryden.

»De gamle Kjoler er såmænd de bedste,« sagde Grantræet. »Naturligvis fikser man en Smule op på dem ved Forårstid, og så er det godt. Det gør jeg, og det gør både Tusindfryden og Stedmoderblomsten.«

»Nej, jeg gør ikke,« skreg Tusindfryden rasende.

»Du står og lyver mig på, dit sjofle gamle Grantræ,« råbte Stedmoderblomsten. »Min Kjole er lige så ny som Vintergækkens ... absolut sidste Forårsmode.«

Grantræet lo. Og Bogfinken lo. Vintergækken sagde ingenting, men gyngede sine fine hvide Klokker med de grønne Borter, og det var jo meget værre. Stedmoderblomsten og Tusindfryden græd af Arrigskab.

»Ba-eh ... ba-eh!« skreg Kragen.

Så kom Marts.

Og så kom Stæren.

»Hurra!« skreg Nøddebusken og sprang øjeblikkelig ud med sine Rakler.

»Hurra!« sagde den blå Anemone og brød gennem Jordskorpen med sine dunede Stilke, der bar de nydeligste Blomster.

»Hvad er det,« sagde den hvide Anemone nede fra Jorden.

»Det er Stæren,« sagde den blå. »Det er Forår. Kom op, Kusine.«

»Jeg tror, jeg vil vente en fjorten Dages Tid endnu,« sagde den hvide.

»Velkommen, Stær,« sagde Bogfinken.

»Ja, Tak den som byder,« sagde Stæren. »I har nok ellers heller ikke andet at byde på, ser det ud til. Sikken en Kulde her er. Og ikke et levende Insekt at opdage.«

»Vi mente, du kom med det altsammen,« sagde Bogfinken. »Vi har længtes så umådeligt.«

»Jeg,« sagde Stæren. »Jeg kommer med det tomme Næb og ikke en Smule andet. Jeg længtes bare, og så fløj jeg herop for at se, om her er til at være.«

»Ja, vi andre har jo været her hele Vinteren,« sagde Bogfinken. »Så gøres kan det jo.«

Stæren sad og så hen på sin Kasse, der hang en lille Smule skævt og var dygtig snavset til.

»Hvem er det som har boet i Stærekassen?« sagde den.

»Det er såmænd ikke andre end som jeg,« sagde Gråspurven og hoppede ud af Hullet og satte sig på Pinden. »Jeg har holdt den varm for dig hele Vinteren igennem.«

»Vil du øjeblikkelig herud med dig, dit Svinebæst,« skreg Stæren og for løs på den.

Gråspurven kom af Vejen i en Fart og satte sig henne i Poplens nøgne Grene og skældte ud.

»Ja, sådan er de,« sagde Stedmoderblomsten. »Sjofle og utaknemmelige.«

»Utaknemmelige og sjofle,« sagde Tusindfryden.

Men Stæren sad på sin Pind og så overmåde misfornøjet ud.

»Ikke en Blomst,« sagde den og rystede melankolsk på Hovedet. »Så kan der heller ikke være nogen Insekter.«

»Det er dog for galt,« skreg Stedmoderblomsten og Tusindfryden i Munden på hinanden.

»Nå, er I der, Småpiger,« sagde Stæren. »Har I virkelig holdt ud hele Vinteren? Ja, jeres Kjoler ser også noget medtagne ud.«

»De er ny! de er ny!« skreg de to Blomster aldeles ude af sig selv af Raseri.

»Ja, men se på mig,« sagde Vintergækken.

»God Dag Jomfru Vintergæk,« sagde Stæren. »Ja, Dem havde jeg nok ventet at træffe heroppe.«

»Bare De var kommet en Månedstid før,« sagde Vintergækken. »Da kan De tro, her var dejligt. Fin Sne over det hele. Og Solskin. Nu begynder det jo at blive sjasket og uhyggeligt. Og den Gang var jeg pæn, kan De tro.«

»De er såmænd pæn endnu,« sagde Stæren. »Men der har vi jo Anemonerne.«

Og en efter en kom Anemonerne. Helt røde i Hovederne var de over deres Dristighed og turde på ingen Måde springe ud. De stod med bøjet Stængel og så sig forsigtig om ... om ikke der kom flere.

»Er det Forår?« sagde de og så sig om og på hinanden.

»Når Anemonerne kommer, så er det Forår,« sagde Stæren galant.

»Ja vi andre gælder såmænd ingenting,« sagde Stedmoderblomsten.

»Ba-ah ... ba-ah!« skreg Kragen.

Martsviolen sprang ud.

»For sent som sædvanlig,« sagde Nøddebusken. »Vi er allerede i April ... Jeg har afblomstret, Vintergækken er væk for længe siden, og Anemonerne er allerede på Hældingen.«

»Ja, jeg sov over mig,« sagde Martsviolen.

»God Dag Kusine,« sagde Stedmoderblomsten. »Jeg kom nok før du.«

»Det gjorde du,« sagde Martsviolen. »Du blev også længere end jeg i Efteråret. Du tror sagtens, det er fint at komme først og gå sidst.«

»Storsnudet som de andre,« sagde Stedmoderblomsten. »Og hvad har hun så at prale af. Se på hende ... hun har ikke halv så mange Kulører som jeg.«

»Nej, det er såmænd vist,« sagde Tusindfryden og sukkede.

»Det er jo det, jeg sagde,« sagde Gråspurven. »Her er rarest om Vinteren, når vi ikke er så mange om det. Så bliver Tusindfryd og Stedmoderblomst påskønnede for deres pæne Kjoler. Og er der en Flue eller et Bær, så får Gråspurven dem.«

»Hvem er ellers kommet?« sagde Gråspurven. »Vipstjærten så jeg i Går og Sneppen i Forgårs. Droslen er her også og Gransangeren og Rødkælken, det arrige Spøgelse.«

»Jeg så en Stork i Engen for lidt siden,« sagde Bogfinken.

»Ja, jeg tænkte nu mere på Blomsterne,« sagde Martsviolen.

»Vorterod-Ranunklen er her,« sagde den hvide Anemone. »Og den lille Lærkespore. Og Lungeurt og Bingelurt og så Seljepilen, naturligvis.«

»Ja, men hvor bliver Insekterne af,« sagde Stæren. »Her er jo ikke Fugls Føde noget Sted.«

»Å, hvad,« sagde den lille Gransanger, som hoppede i Seljepilens Kviste. »Bare man er lidt nøjsom, så synes jeg endda nok, man kan klare sig. Men man skulle rigtignok snart til at tænke på Reden.«

»Jeg tænker snart på at flyve min Vej igen,« sagde Stæren.

»Sikke noget ... sikke noget,« sagde Rødkælken.

Den satte sig i Seljepilen og kom straks op at skændes med Gransangeren.

»Hej ... der er Svalen ... der er Svalen,« skreg Bogfinken. »Nu må det da blive godt.«

»En Svale gør ingen Sommer,« sagde Stæren gnavent.

»Jeg forlanger heller ikke Sommer,« sagde Bogfinken. »Giv mig bare Forår, så skal jeg nok selv sørge for Resten.«

»God Dag i Stuen,« sagde Svalen. »Jeg ser, det er småt endnu med Fluerne heroppe.«

»Ja, du skulle såmænd blevet dernede i Afrika, hvor du var,« sagde Stæren.

»Jeg var såmænd ikke længere borte end i Sydtyskland, og jeg tænker stærkt på at rejse derned igen. Men hvis jeg gør det, så kommer Foråret naturligvis, Dagen efter at jeg er stukket af.«

»Så stik af,« sagde Gråspurven vittig.

Granen lo, så dens tunge Grene rystede. Stedmoderblomsten og Tusindfryden fnisede dernede i Græsset, hvor de stod, og Bogfinken trak på Smilebåndet.

Men Stæren og Svalen faldt over den ulykkelige Gråspurv, hakkede efter den med Næbbet og gav sig til at skælde den Huden fuld.

»Hvor tør sådan en Per Næsvis understå sig til at snakke med ... sådan en Proletar ... sådan en ... sådan en Standfugl.«

Gråspurven stak af og sad og peb som en rigtig Gadedreng henne i Skovbrynet. Men både Svalen og Stæren var nu bekymrede for Alvor. For Fluerne var der jo ikke, og det så heller ikke ud til at de for det første agtede at indfinde sig. Hist og her fløj der nok et enkelt Insekt, men det kunne aldrig blive Mad nok til så mange Munde.

Det var derfor ikke underligt, at de ankomne Fugle begyndte at blive gnavne. Men de, der havde været her Vinteren over, blev i bedre Humør, for hver Dag der gik.

»Nu begynder her da at blive menneskeligt,« sagde Bogfinken. »Solen skinner, og man træffer da en Flue af og til. Gud ved, om man ikke skulle tænke så småt på Reden.«

»Jeg har såmænd ikke tænkt på andet siden Jul,« sagde Gråspurven.

»Ja, du,« sagde Bogfinken hånlig. »Du laver jo ingen Rede, som er værd at tale om. Og du holder jo Bryllup hver Månedsdag omtrent. Du kan slet ikke sætte dig ind i, hvordan en ordentlig Fugl har det, som respekterer sig selv og Familielivet.«

»Ikke det,« sagde Gråspurven. »Ja, når jeg gifter mig hver Måned, synes jeg oprigtig talt, jeg har seks Gange så megen Ret til at snakke om Familielivet som du. Forresten kan vel enhver være god for sig. Og jeg synes ingen Mening der er i, at vi Standfugle giver os til at skændes og forhåne hinanden, mens de storsnudede Trækfugle ser på det.«

»Vi forhåner ikke hinanden - det var bare mig, som hånede dig,« sagde Bogfinken. »Og jeg skøtter aldeles ikke om noget Kompagniskab med dig. Jeg regner mig ubetinget til de andre, at du ved det.«

»Det var som Pokker,« sagde Gråspurven. »Tør jeg spørge, hvornår Deres Nåde har været ude at rejse, og hvor De har slået med deres lange spidse Vinger?«

»Du taler som den Bonde, du er,« sagde Bogfinken. »Det er aldeles ikke det, det kommer an på. Jeg har Forårsdragt, forstår du ... Bryllupsdragt. Om et Par Dage skal du få den at se. Og så synger jeg.«

»Ha, ha, ha,« - Gråspurven lo umådeligt. »Det manglede bare, at man skulle tage fine Klæder på, hver Gang man giftede sig. Og du synger, siger du? Kalder du den Smule Kvidder for Sang? hvad kalder du så mine Toner for, om jeg må spørge?«

»Jeg kalder dem for Pift og dig for en Gadedreng,« sagde Bogfinken.

»Uhu-hu ... hvad skænds I for?« sagde Uglen inde fra det hule Træ. »Jeg tror ikke, der bliver mange Mus i År. Har I set nogen fornylig? Eller Larver? Eller Fugleunger? Alt modtages af den gamle Ugle.«

»Ja, kom du frem i Dagens Lys, så skal du få Fugleunger, dit gamle Spøgelse,« sagde Bogfinken.

»Sådan en sjofel gammel, ondskabsfuld, blind Ugle,« sagde Gråspurven.

»Uhu-hu ... nu blev de to Herrer nok enige,« sagde Uglen.

»Ba-ah ... ba-ah!« skreg Kragen.

En af de sidste Dage i April stod Storken pludselig i Skovengen.

Den lagde Hovedet tilbage, knebrede med Næbbet og så sig om med en overmåde fornem Mine.

»Nåda,« sagde Gråspurven. »Der har vi selve Hans Højvelbårenhed.«

Svalen sad på Telefontråden og så til. Stæren sad på sin Kasse, Bogfinken i den Bøg, hvor den havde bestemt at bygge sin Rede. Vipstjerten sad stille på en Sten og lod sin Hale være i Ro. Sneppen tittede ud af det visne Løv, hvor den havde gemt sig, Droslen fløjtede en lang Tone og tav så stille, Gransangeren og Rødkælken sad i Seljepilen og stirrede.

Og Stedmoderblomsten og Tusindfryden, Anemonen og Lærkesporen, Martsviolen og alle de andre stod ærbødige og tavse og så på den store, fornemme Fugl.

»Da',« sagde Storken. »Da', Børn ... Da', Da'.«

Der var ingen, som svarede. Men det var bare af Ærbødighed. Gråspurven gav et lille Pift, men blev selv helt forskrækket over sin Dristighed og fløj et langt Stykke væk.

»Nå,« sagde Storken. »Nu skal vi altså til at have Sommer igen.«

Der var stadig ingen, som sagde noget. Hans Højvelbårenhed stod på eet Ben og så velvillig fra den ene til den anden. Den kunne rigtig godt lide, så betaget de var af dens Fornemhed.

»I må godt sige noget, Børn,« sagde den så. »Det glæder mig at se, I har Ærbødighed for min Rang. Men selv om jeg er den fornemste Fugl i Landet, så er jeg da bare en Fugl.«

»Hvis jeg må sige noget,« sagde Stæren, »så vil jeg sige, at det for Øjeblikket er temmelig skralt med Udsigterne for Sommeren. Der er næsten ingen Insekter at opdrive.«

»Det gør mig ondt at høre,« sagde Storken. »Meget ondt. Ikke fordi jeg selv spiser de ubetydelige små Insekter ha, ha, ha ... det forstår I nok, Børn ... ha, he, ha. Men disse her Frøer, som Himlen har anvist mig til Underhold - de lever efter Sigende af de stakkels små Insekter. Og når der ingen Insekter er ... hvordan skal det så gå de arme Frøer ...?«

»Ja ... og hvad skal der så blive af den stakkels Stork?« sagde Gråspurven, som igen var kommen nærmere og umulig kunne dy sig længere.

»Hva' ba ... hva' be ha ... hvad er det ... var der nogen, som sagde noget?« sagde Storken.

»Det var bare Gråspurven, som ikke kunne holde sin Tunge i Ave, Deres Højvelbårenhed,« sagde Stæren. »Det kan den aldrig. Den er født med det.«

»Nå ja ... jeg hørte ikke noget,« sagde Storken. »Men det var det, jeg kom fra med disse here Frøer ... hvordan var det nu ... er der nogen, som har set en Frø fornylig? Sandt at sige er jeg temmelig sulten. Jeg har rejst langt og så den sidste Frø i Meklenborg, tror jeg. Eller en Mus ... en lille fed Mus kunne også være godt ... er der ingen, som har set en Mus?«

»Hu ... uhu hu en Mus!« tudede Uglen inde fra sit hule Træ.

»Hva' ba ... er der nogen ... jeg er ikke vant til at blive sådan afbrudt,« sagde Storken.

»Det var bare Uglen, Deres Højvelbårenhed,« sagde Bogfinken. »Den skriger altid efter Mus.«

»Nå ja … jeg hørte ikke, hvad den sagde,« sagde Storken. »Men det var de Frøer.«

»Hvis Deres Højvelbårenhed vil høre et godt Råd, rejser De tilbage, hvor De kom fra,« sagde Stæren. »Jeg og flere med mig er parate til at følge Dem. Alting tyder på, at det bliver en usædvanlig dårlig Sommer i År, så langt som det hele er tilbage. Det klogeste vil ubetinget være, om de, der kan rejse, rejser. Så kan man altid senere kigge herop, hvis man finder det Umagen værd. Dersom Deres Højvelbårenhed vil sætte Dem i Spidsen for Toget, svarer jeg for, at i alt Fald de af os, som har noget Navn, følger efter.«

»Jeg gør det da,« sagde Svalen. »Her er aldeles ikke til at være i dette Forår.«

Storken stod lidt og så dum ud. Men det gjorde den nu altid, når den tænkte. Så knebrede den tre Gange med Næbbet, spankulerede et langt Stykke længere ud på Engen, så den bedre kunne ses af alle og sagde med høj Røst:

»Der kan naturligvis aldeles ikke være Tale om, at jeg kan indlade mig på Stærens Forslag. Jeg vil slet ikke anføre den Omstændighed, at min Gemalinde kommer i Morgen eller i Overmorgen, skønt den jo i og for sig er tilstrækkelig. Men det kunne aldrig falde mig ind sådan at lade mig slå af Marken. Hidindtil har det været sådan, at når jeg kom, så kom Foråret. Og sådan skal det min Tro også blive i Fremtiden. Tænk, hvad det ville være for en Skandale, om jeg i Utide vendte tilbage til Ægypten. Hvad skulle jeg sige til mine bekendte dernede?«

»Ja ... men, når Frøerne nu ikke kommer, Deres Højvelbårenhed?« sagde Svalen.

»Når jeg kommer, så kommer Frøerne,« sagde Storken.

»Så troede jeg ellers, de løb,« sagde Gråspurven.

»Hva' ba ... hva' beha ... er der nogen, som siger noget?« sagde Storken.

»Å ... det var bare Gråspurven som sædvanlig, Deres Højvelbårenhed,« sagde Stæren.

»Nå ja, jeg hørte ikke, hvad den sagde.« sagde Storken. »Det er bare det, jeg vil yderligere fastslå, at når jeg kommer, så kommer Sommeren. Resten er mig ligegyldigt.«

»Naturligvis,« sagde Stæren.

Og de andre sagde »naturligvis« i Munden på hinanden. Undtagen naturligvis Gråspurven, som blev mere og mere næsvis. Nu fløj den hen og satte sig på en Ellebusk på Engen og skreg lige i Næsen på Storken:

»Det er jo aldeles ikke sandt, at Sommeren kommer, når Storken kommer. Den kommer jo først med Nattergalen og med Gøgen. Vil I bare se jer om ... der er ikke et eneste Træ, som er sprunget ud endnu … skal det være Sommer?«

»Jo ... jeg er her da,« sagde Stikkelsbærbusken på Gærdet og gjorde sig så bred og høj som muligt.

»Hva' ba ... jeg forstår ikke ... hvem er det, som skriger sådan?« sagde Storken.

»Det er den samme som før,« sagde Stæren. »Det er bare Gråspurven, som ingen bryder sig om ... Vil Deres Højvelbårenhed selv … se den sidder der i Ellebusken lige foran Dem.«

»Nå ja ... jeg kan ikke se den ... Og jeg har ingenting hørt,« sagde Storken. »Men det bliver altså ved det, jeg har sagt.«

»Naturligvis,« sagde de andre Fugle ærbødigt.

»Ba-ah ... ba-ah!« skreg Kragen.

Storken stod på Taget, hvor dens gamle Rede var. Ved Siden af den stod dens Gemalinde, hun var bleven en Uges Tid hos nogle Venner i Meklenborg og var derfor først ankommet i Går.

»Ja ... men hvor bliver da de Træer af,« sagde hun gnaven. »Det er så uhyggeligt med de bare Grene.«

»Jeg er her jo,« sagde Stikkelsbærbusken. »Jeg har jo været her længe.«

»Du er god nok, min lille Ven,« sagde Storken. »Men det er nu ikke dig, min Gemalinde mener. Hun tænker på de rigtige, de store Træer derude i Skoven. De skygger forstår du. Og så styrker de Nerverne. Man bliver nemlig lidt nervøs af at spadsere i de evig raslende visne Blade.«

»Men jeg er her jo også,« sagde Hylden. »Jeg sprang ud i Nat ... har Deres Højvelbårenhed ikke lagt Mærke til det? Jeg står jo i Hegn hele Gården rundt.«

»Godt, godt,« sagde Storken. »De behøver ikke at skrige sådan op. Jeg ser jer allesammen naturligvis heroppe fra og påskønner jeres Opmærksomhed.«

»Hylden springer ud for mig og min Familie,« sagde Gråspurven.

»Hva' ba ... var der nogen … jeg hørte ikke rigtig,« sagde Storken.

»Det var ikke andet end Gråspurven som sædvanlig,« sagde Svalen. »Den bliver aldrig klogere.«

»Nå ... ja ... jeg kender den ikke,« sagde Storken. »Men det var de Træer i Skoven.«

»Jeg ønsker rigtignok ikke, de må springe ud,« sagde den hvide Anemone. »Når først Bøgen kommer, er jeg færdig. Det er både vist og sandt.«

»Hvorfor det?« sagde Svalen. »Er du skinsyg på Bøgens Skønhed?«

»Å, Gud nej,« sagde Anemonen. »Hvor kan du tro. Men jeg kan ikke leve i Bøgens Skygge. Jeg får ingen Sol, og så må jeg dø. Det er en ganske simpel og ligefrem Historie.«

»Ja, navnlig synes jeg, den er simpel,« sagde Svalen. »Bøgen kunne da gerne unde dig Livet en Stund endnu.«

»Den tænker jo slet ikke på mig,« sagde Anemonen. »Den har såmænd nok i sit eget. Du må rigtignok heller ikke tro, jeg hader de dejlige grønne Blade, fordi de kvæler mine Blomster. Tværtimod. Hvad de gør ondt i Dag, gør de godt i Morgen.«

»Hvordan det,« spurgte Svalen.

»Jo,« sagde Anemonen. »Fordi mine Blomster visner, dør jeg jo ikke helt væk med det samme. Der er mine Blade, som står hele Sommeren igennem. Og når så de er visnede, har jeg min Rodstok nede i Jorden, i den lever jeg mit Liv hele Vinteren igennem. Den er fuld af Knopper, som vokser ganske stille dernede til de næste Forår springer ud med Stængel og Blomst og Blade og det hele.«

»Det forstår jeg,« sagde Svalen. »Men hvad kommer det Bøgen ved?«

»Nej, det har du Ret i,« sagde Anemonen. »Det kommer ikke Bøgen det allermindste ved, og den har såmænd heller ingen Anelse om det. Men Bøgen kommer mig ved. For ser du … min Rodstok stikker ikke ret dybt i Jorden, og Frosten ville ganske sikkert dræbe den, om ikke Bøgens visne Blade til Efteråret faldt over Jorden som et tykt blødt Tæppe. Det redder mig, forstår du. Derfor kan jeg aldrig blive vred på Bøgen. For om også den afkorter mit Liv lidt om Foråret, så bevarer den det hele Vinteten, kan du nu forstå det?«

»Ja nok,« sagde Svalen. »Men det er mere indviklet, end man sådan skulle tro ved første Øjekast.«

»God Dag i Skoven,« sagde Hæggebærtræet.

Den stod der frisk og køn med sine Blomsterknopper i lange Klaser.

»Nej, er du der,« sagde Svalen glad. »Nu begynder der virkelig at komme Metode i Galskaben.«

»Meget godt,« sagde Storken og knebrede anerkendende med Næbbet.

»God Dag, god Dag!« sagde Lærketræet. »Her har I mig igen ... uf hvor Solen skinner dejligt!«

»Næ-eh,« sagde Vipstjærten, og alle de andre Fugle stemmede i med undtagen Gråspurven, som var i Færd med at stjæle nogle Strå og Fjer af den Rede, Bogfinken var begyndt på.

»Er du der igen, din Tyv,« sagde Grantræet til Lærketræet. »Jeg havde ellers hørt, at du skammede dig sådan ved din Opførsel i Fjor, så du var gået ud i Vinter.«

»Det tror du hvert År, du gamle mugne Grantræ,« sagde Lærketræet og rystede muntert sine fine Grene.

»Og det har jeg vel Grund til,« sagde Granen. »At tænke sig, at et hæderligt Nåletræ vil møde i sådant noget Stads, som det du står der med. Det kan jo umuligt holde mer end en Sommer. Så står du der i de bare Grene ligesom i Fjor.«

»Ja vel står jeg der,« sagde Lærketræet lige så muntert som før. »Jeg står der akkurat ligesom Bøgen og Egen og alle de andre Træer. Og akkurat ligesom de har jeg min Sommerkjole på. Men sådan en gammel Bommesies Fyr som du kan naturligvis ikke begribe, at man kan have både en Sommerdragt og en Vinterdragt.«

»Jeg kan min Sandten ikke se, du har noget på om Vinteren,« brummede Grantræet.

»Og hvad kommer det så dig ved?« sagde Lærketræet. »Jeg vil more mig. Jeg holder Sommer, og jeg vil blæse dig en lang March, at du ved det. Det keder mig overordentlig hvert År at høre den samme Præken.«

»God Dag og glædeligt Forår,« sagde Rønnebærtræet. »Jeg sprang ud i Nat.«

»God Dag,« sagde Elletræet, som stod nede i Mosen og begyndte med små brune Blade.

Og nu kom de allesammen efterhånden. Hver Dag omtrent var der en ny.

Der kom Hestekastanien og Hvidtjørnen. Der kom Nøddebusken og Seljepilen, som havde blomstret, inden de fik deres Blade. Der kom Birken og det vilde Kirsebærtræ og Elmetræet.

Og nede på Jorden sprang Kabelejen ud og Kobjælden og Skovsyren, og Kodriveren, Ærenpris og Gøgeurt og mange flere. Slåentornen blomstrede på Gærdet, dens bladløse Grene var helt fulde af hvide Blomster, så de lignede Fastelavnsris.

Der var fuldt op af Insekter, som summede og snurrede mellem Blomsterne. Fuglene fik nok at æde og byggede alle sammen Rede på Kraft. Hver Dag kom der flere af dem Syd fra. Der kom Tornskaden og Rørsangeren. Der kom Fluesnapperen og Digesmutten og Munken. Der var et Liv og Røre alle Vegne, så det var nemt at se, at Foråret virkelig var kommet.

»Herligt,« sagde Bogfinken. »Nu er her, som det skal være. Det er bare dumt, at man hvert År venter det for tidligt. Det er Vintergækkens Skyld, som giver Blod på Tanden. Og så kommer den dumme Stær som falsk Profet og fryser og sulter selv så godt som vi andre.«

»Her er allerede for mange om Buddet,« sagde Gråspurven. »Og her kommer flere.«

»Gudbevares, hvor Gråspurven har Ret,« sagde Tusindfryden. »Når alt kommer til alt, er den såmænd den klogeste af os alle sammen. Den ser ligesom jeg det sjofle i, som de behandler Landets egne indfødte Børn. Vil du nu lægge Mærke til, Stedmoderblomst - der er ikke een, som siger et Ord til os ... ingen ser på os en Gang.«

»Ak ja,« sagde Stedmoderblomsten. »Utak er Verdens Løn. Men til Efteråret bliver vi nok påskønnede.«

»Aldrig i Evighed bliver vi påskønnet,« sagde Tusindfryden. »Til Efteråret snakker de bare om Sommerens søde Erindringer i Stedet for at glæde sig ved os, som de har endnu. Uf! det er en sjofel Verden, vi lever i.«

Så sprang Bøgen ud.

Det var en Fest over hele Landet, den Morgen, den stod frisk og fin og lysegrøn. Fuglene sang med deres bedste Næb, Solen skinnede, Bierne summede, og Menneskene gik rundt og sang og svingede med Hatten og råbte Hurra.

Bedst som det var, kukkede Gøgen i Skoven.

»Må jeg melde Deres Højvelbårenhed, at nu er det Sommer,« sagde Gråspurven til Storken.

»Hva' ba ... hvad er der i Vejen ... hvem taler til mig?« sagde Storken.

»Det er jo bare Gråspurven, Deres Højvelbårenhed,« sagde Bogfinken i Forbifarten. Den havde så travlt, for dens Kone lå allerede på Æg.

»Nå ja ... jeg hørte ikke, hvad den sagde,« sagde Storken. »Men har den ikke sagt noget før en Gang ... jeg synes, jeg kan huske … kan I ikke sige mig.«

Men der var ingen, som kunne sige den noget. De havde allesammen travlt enhver med sit og fløj pilsnart frem og tilbage. Så gik Storken ned i Engen og åd en Frø.

Men da den om Aftenen kom tilbage til Huset og stod på eet Ben på Taget og så så fornem ud, at det var stor Synd, der slet ingen var, som lagde Mærke til den - da slog Nattergalen pludselig i Nøddehækken.

Alle de andre Fugle tav lidt og lyttede til de søde, stærke Toner, som havde tiet så længe. De klang over Haven, Engen og Skoven ... derinde fra svarede en anden Nattergal ... og længere borte var der en til.

»Nattergalen er kommet,« sagde Skovrideren.

Og så gik han ud med sin Kone og sine Børn. Og de blev stående og lyttede længe, længe.

Men Gråspurven fløj op på Taget og satte sig så nær Storken, som den bare kunne.

»Må jeg melde Deres Højvelbårenhed, at Nattergalen er kommen,« sagde den. »Nu er det rigtig Sommer.«

»Hva' ba ... hvad siger han ... hvad er han for en,« sagde Storken.

»Å, jeg er bare Gråspurven ... den næsvise Gråspurv ... til Deres Højvelbårenheds Tjeneste.«

»Ja, jeg hører ikke, hvad han siger, og jeg ser ham ikke,« sagde Storken. »Men jeg forstår, han er en fræk Person, og nu skal han blive røflet, så han husker det længe, kan han tro.«

Storken knebrede med Næbbet.

»Svale ... kom herhen,« råbte den. »Bogfink ... Vipstjært ... kom herhen med jer, hvad det nu er, I allesammen hedder, I skal gribe Gråspurven og hakke den ihjel. Jeg vil ikke længer finde mig i dens Uforskammethed.«

»Det har jeg virkelig ikke Tid til, Deres Højvelbårenhed,« sagde Bogfinken. »Jeg må synge Aftensang for min Kone, som ligger på seks dejlige Æg.«

»Jeg er virkelig alt for træt, Deres Højvelbårenhed,« sagde Vipstjærten. »Jeg har løbet hele Dagen for at skaffe Mad til min kære Kone, som ligger på Reden. - Nu må jeg sandelig sove og samle Kræfter til i Morgen.«

Alle de andre havde også hver sin Undskyldning. Storken var forundret og rasende.

»Jeg tror, De er allesammen i Komplot,« sagde den. »Men det skal ikke hjælpe dig, din Gadedreng. Kom herhen, så skal jeg personlig revse dig, skønt det er rigtignok alt for stor en Ære for dig.«

»Deres Højvelbårenhed må undskylde mig, men jeg har ikke Tid,« sagde Gråspurven. »Jeg sidder allerede med mit andet Kuld Børn ... syv, med Deres Højvelbårenheds Tilladelse. Det tager på Tiden og Kræfterne.«

Så hoppede den grinende ned ad Taget og forsvandt under Tagskægget, hvor den boede.

»Jeg tror, Sommeren har gjort dem allesammen tossede,« sagde Storken.

Og det havde Sommeren gjort.

Der stod endnu Egen og den grå Ask og turde ikke vove sig til at springe ud.

»Er det på Tide?« spurgte Egen.

»Jeg ved det ikke,« sagde Asken, »Gøgen kukker, og Nattergalen slår, men det kan man jo ikke regne. Bøgen er også sprunget ud, men den er jo altid så letsindig.«

»Det ved Gud, den er,« sagde Egen. »I Fjor brændte den sig da også ordentlig, da Nattefrosten kom. Den forvandt det såmænd ikke hele Sommeren.«

»Nej,« sagde Asken.

Så stod de lidt og sagde ingenting og så til hinanden.

»Vil du først?« spurgte Egen.

»Nej, kom hellere du,« sagde Asken. »Du er ældst.«

Sådan snakkede de hvert evige År, Skovrideren stod nedenfor og så op i dem.

»De kan nok ikke bestemme sig,« sagde han til sin lille Dreng, som han holdt i Hånden.

»Det er da også lige meget, hvem der kommer først,« sagde Drengen.

»Ih, men ... hvor vil du hen!« sagde Skovrideren. »Så kender du nok ikke den gamle Vise:

Når Ask springer før Eg,
bliver Sommeren bleg.
Når Eg springer før Ask,
giver Sommeren Vask.«

Så sprang Egen. Og så sprang Asken.

Og så kom alt, hvad der var tilbage af det, som hørte Sommeren til.

Der kom Rødkløver og gul Okseøje. Der kom Forglemmigej og Bulmeurt og Sværdlilje og Aften-Pragtstjerne. Der kom Tormentil og den gule, bløde Engblomme og den røde ville Rose.

Der kom Liljekonvallen med sin stærke Duft og allersidst den brændende røde Valmue.

»Nu er det godt,« sagde Bogfinken.

»Ba-ah ... ba-ah!« skreg Kragen oppe i Luften.

Men den mente det ikke. For den havde selv Reden fuld af grådige Unger.