Fire Alen af eet Stykke

Carl Ewald: Udvalte Æventyr. Anden Samling (1915)
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Justitsrådinden var flyttet, og hele Villaen stod tom.

Der havde været en Kone og gjort rent i alle Stuerne. Der var også bleven fejet i Gården, og så var der bleven lukket af for det altsammen, for Huset var ikke blevet lejet ud igen.

Rotten fór rundt ... op ad Trappen til Kvisten, ned ad Trappen til Kælderen, snusede alle Vegne og fandt ingenting.

»Skarns Mennesker ... ordentlige Mennesker,« sagde den. »Alting blæst væk. Ikke en Bid til en sulten gammel Rotte.«

Den løb ned i Gården, krøb under Døren til Brændehuset og så sig om.

»Ikke så meget som bag på min Hånd,« sagde den. »Jeg kommer nok til at flytte med.«

Så løb den.

Men den tog fejl, når den mente, der ingen var i Brændehuset.

Der var såmænd hele fire.

Den ene var et Stykke Stenkul, glinsende og sort. Den anden et Stykke Koks, der så mat ud og træt og forpint. Den tredie var et Stykke Bøgebrænde, der lyste hel hvidt i Mørket. Den fjerde endelig var bare en fattig Tørv.

De lå hver i sin Krog og syntes ikke, de kom hinanden ved. Men Rummet var ikke større, end at de kunne snakke sammen. Og da der ingen anden var at snakke med, gjorde de det.

»Den idiotiske Rotte,« sagde Stenkullet. »Simpel Fyr. Siger, her ingen er, og så er jeg her.«

»Og jeg da,« sagde Brændestykket. »Mig overser man vel ikke.«

»Glem endelig ikke mig,« sagde Kokset med mat Røst. »Jeg kan ikke råbe sådan op som Kullet og Brændet, for jeg har gået mere igennem, og så bliver man stille. Men derfor er jeg jo lige god.«

»Ja ... jeg er her jo for så vidt også,« sagde Tørven beskeden. »Undskyld, jeg siger det.«

Stenkullet så sig om.

»Naturligvis er I her.« sagde det så. »Det nægter jeg ikke. Men hvad duer I til? det er det, det kommer an på.«

»Tja-e ... jeg er jo ikke andet end en Smule Brændsel,« sagde Tørven. »Undskyld, at jeg siger det, men jeg blev jo spurgt.«

»Det er jeg med,« sagde Kokset.

»Og jeg med,« sagde Brændestykket. »Ikke heller ved jeg af, at det storsnudede Stenkul duer til andet end at brændes.«

»Meget rigtigt,« sagde Stenkullet. »Brændes skal vi jo allesammen. Men fordi Enden er ens, er det ikke sikkert, vi er lige meget værd. Jeg er den varmeste ... der er så megen Hede i mig, at jeg somme Tider er ved at sprænges.«

»Men jeg er den flotteste og den dyreste,« sagde Brændestykket. »Kun rige Folk har Råd til at brænde mig.«

»Jeg er den renligste.« sagde Kokset.

»Undskyld,« sagde Tørven. »Jeg er bare den billigste.«

»Gudbevares,« sagde Stenkullet. »Enhver har sine Fortrin. Jeg tror imidlertid, ingen vil modsige mig, når jeg hævder, at jeg er af finest Familie. Jeg stammer fra den allerældste Tid " ... der lever ingen i Verden, der er så gammel som jeg.«

»Jo ...« sagde Kokset.

»Primer du?« sagde Stenkullet.

»Ja ... jeg er nu heller ingen Årsunge.« sagde Tørven. »Men det kunne aldrig falde mig ind at snakke om det.«

»Og jeg er ganske ung og frisk,« sagde Brændestykket. »Jeg er ikke en Gang helt gennemtør. Blæse være med Jeres elendige Alderdom.«

De lå stille en Stund. Så sagde Tørven:

»Undskyld ... men skal vi ikke hver fortælle vores Historie? Vi kommer dog til at ligge her et halvt År og måske et helt. Og det er så dejligt med Historier.«

»Gerne for mig,« sagde Kokset. »Kun må jeg bestemt forlange, at jeg kommer sidst. For det første er jeg så svag, at jeg må fatte mig lidt i Forvejen. For det andet ville jeg blive ganske nervøs af jeres Utålmodighed for at komme til. For det tredie ...«

»Det tredie forærer jeg dig.« sagde Brændestykket. »Nu begynder jeg. Min Historie er frisk og rask ... jeg husker det altsammen, som om det var fra i Går.«

»Begynd,« sagde Stenkullet. »Efter dig kommer Tørven, og så kommer jeg.«

BRÆNDESTYKKETS HISTORIE

»Jeg var en Gang det stolteste Træ i Skoven,« sagde Brændestykket.

»Pralhans,« sagde Stenkullet. »Bi du bare, til min Tur kommer.«

»Bi selv, til den kommer,« sagde Brændestykket. »Jeg var altså et Træ ... et stort Træ ... et Bøgetræ. Jeg stod i Storskoven, lige ved Søen, så jeg kunne spejle mine Grene i det blanke Vand. Hvert Forår sprang jeg ud, og jeg tør godt selv sige, at jeg var et smukt Syn. Men jeg behøver ikke at sige det. For det har andre gjort. Alle, der så mig, beundrede mig højlydt. Der var også en Digter, som skrev Vers om mig og satte dem i Avisen. Der var mange Kærestefolk, som skar deres Navne i min Bark. Der var to Ravne, som byggede Rede i min Top, og rundt om i mig boede der både Boglinker og Stære, og de var svært fornøjede ned Logiset.«

»Det lyder smukt,« sagde Stenkullet. »Det er kedeligt, man ikke kan se noget af det på dig.«

»Hvis man bliver afbrudt sådan, kan jeg aldeles ikke indlade mig på at fortælle, når min Tur kommer,« sagde Kokset. »Lad os respektere hinandens Nerver.«

»Rundt om min Fod havde jeg altid et dejligt Tæppe,« sagde Bøgetræet. »Om Foråret var det virket af hvide Anemoner. Siden hen blev det af fint grønt Græs. Om Vinteren lavede jeg det selv, tykt og tæt af mine brune Blade, og så kon der Sne på fra Himlen. Hver Sommer voksede jeg mig større ... et lille Stykke til hver Kvist og en Ring til om Stammen. Til sidst var jeg en ren Kæmpe. Når det stormede stærkest om Vinteren, og mine Kammerater knækkede for et godt Ord, stof jeg mig som en Slik. Det var et langt Liv og et dejligt Liv.«

»Undskyld,« sagde Tørven. »Men hvordan blev det så forbi?«

»Jeg ved ikke,« sagde Brændestykket. »Jeg blev sagtens for stor. Jeg hørte Menneskene snakke om, at de unge Træer også måtte til, og at jeg ville give godt med Brænde og sådan noget.«

»Menneskene ... ha, ha, ha!« sagde Stenkullet.

»Menneskene ... undskyld ... ha, ha, ha,« sagde Tørven.

»Jeg ler ikke mere,« sagde Kokset. »Men gjorde jeg det mere, så gjorde jeg det nu.«

»Jeg ved ikke, hvad I griner af,« sagde Brændestykket fornærmet. »Menneskene er vel vores allesammens Herre, skulle jeg tro. Og de savede mig over og slog Tov om mig og trak i mig, til jeg væltede. Tredive Mand måtte der til det Stykke Arbejde, og jeg faldt med sådant et Brag, så Jorden rystede. Så blev jeg savet igen og igen og flækket med Økse og stablet op og solgt ved Auktion og kørt i Hus. Nu er der ikke andet tilbage af mig end det Stykke, I her ser. Der har I min Historie. Er der nogen, der kan en bedre, så vær så artig.«

»Det er der formodentlig,« sagde Stenkullet. »Men lad os nu først høre Tørven.«

»Ja ... undskyld,« sagde Tørven. »Det er jo så ganske ubetydeligt, hvad jeg har at sige ...«

»Fortæl nu,« sagde de andre.

TØRVENS HISTORIE

»Jeg var en Gang det stolteste Træ i Skoven.« sagde Tørven.

Og længere kom den ikke, før de andre gav sig til at le ganske umådeligt.

»Ja ... undskyld.« sagde Tørven. »De må meget undskylde ... jeg kan godt se, det lyder latterligt, men hvad skal jeg gøre. Jeg er jo nødt til at fortælle min Historie, som den er. Og jeg var virkelig et dejligt Træ, selv om man ikke mere kan se det på mig. Rigtignok ikke et Bøgetræ, men kun en Birk.«

»Birken er et meget net Træ,« sagde Brændestykket. »Ikke videre betydeligt og uden synderlig Skygge, men meget fin.«

»Mange Tak,« sagde Tørven.

»Så har Menneskene sagtens hugget dig også?« spurgte Brændestykket.

»Nej, de har såmænd ikke,« sagde Tørven. »Jeg har ærlig talt aldrig set et Menneske, før jeg blev gjort til Tørv. Det var derfor jeg tillod mig at le før, da De nævnede Menneskene, skønt det måske var ubeskedent.«

»Videre.« sagde Stenkullet.

»Ja ... undskyld,« sagde Tørven. »Jeg var altså et Birketræ. Der var rigtignok ingen Fugle i mig, men der var Fugle og Hjorte og Ræv og Ulv og Bjørn i Mosen, hvor jeg stod. Om Sommeren gik Bjørnen rundt og brummede med sine Unger. Om Vinteren hylede Ulvene af Sult, så det kunne høres mange Mile bort. Der gik også Elsdyr i store Flokke. Og i Luften fløj der mægtige Ørne ... ja, undskyld, jeg siger det ... det lyder måske indbildsk ... men da jeg var bleven Tørv og stod i Stak og så mig om i Skoven, tænkte jeg rigtignok, at der var mere Liv i den i gamle Dage, da jeg var Træ.«

»Ha,ha, ha!« lo Stenkullet.

»Hvad ler du af?« spurgte Brændestykket.

»Å ... det var bare Tørven, der snakker om gamle Dage.« sagde Stenkullet. »Den Spyttegøg.«

»Mine Nerver kan ikke tåle disse Afbrydelser.« sagde Kokset. »Videre, lille Tørv.«

»Ja,« sagde Tørven - »undskyld. En snakker jo, som en har Forstand til. - Nå. Så var det altså en Gang i en gruelig Storm, at jeg blæste om og faldt lukt i Mosevandet. En Tid lang lå jeg jo der ... det første Forår sprang jeg såmænd endogså ud, akkurat som den Gang, jeg stod på Benene. Men det var jo snart forbi. Bæveren gnavede på mig, og Vandet rådnede mig. Efterhånden gik jeg helt løs fra min Stub, og så begyndte jeg at synke.«

»Se, se,« sagde Stenkullet. »Du har jo virkelig oplevet lidt.«

»Videre,« sagde Kokset.

»Ja,« sagde Tørven. »Så sank jeg jo og sank og sank. Somme Tider gik det jo hurtigere, og somme Tider langsommere. Så blev jeg hængende i noget, og så strittede mine Grene mod Bunden. Men ned kom jeg jo, dybt ned i det brune Vand. Om mig groede alt Slags Grønsel sammen, og både det ene og det andet sank ned til mig, så jeg efterhånden blev helt begravet i Dynd og alle Slags. Og så begyndte jeg for Alvor at rådne.«

»Uha,« sagde Brændestykket. »Det er væmmeligt at rådne. Jeg havde en Gang et Tilfælde i min ene Side, hvor der var brækket en Gren af. Så kom Spætten og hakkede Hul, Larverne gnavede, Regnvandet samlede sig til en hel lille Sø ... det var ækelt. Jeg havde en Fætter, som stod ved Siden af mig og havde et lignende Tilfælde. Han blev helt hul af det.«

»Lad Tørven snakke.« sagde Kokset.

»Jeg har egentlig ikke mere at fortælle,« sagde Tørven. »Efterhånden rådnede jeg helt op. Der blev egentlig ikke andet tilbage af mig end en Knast, som sidder midt i mig. Jeg blev blandet med alt det andet, der var i Mosen, og det, der kom ned ovenfra, trykkede og trykkede sådan på os, at jeg ikke mere rigtig ved, hvad der er mit, og hvad der er de andres. Der gik det ene Hundrede År efter det andet. En Dag blev Mosen skåret op til Tørv. Jeg blev klasket i Kage på Engen, skåret til, tørret i Solen, brækket itu, sat i Stak og solgt til Justitsråden. Det er det hele. Undskyld, der er ikke mere.«

»Det var dog noget,« sagde Stenkullet. »Og meget bedre end Bøgens Historie. Du har Alder, lille Tørv, og det er Pointen. Kun de gamle Historier duer noget. Alt det nymodens er bare Pjank.«

»Nå.« sagde Brændestykket, »Jeg har da mine tre Hundrede År på Bagen.«

»Ja, jeg er såmænd ikke mere end to Tusinde,« sagde Tørven.

»Lad os nu få Stenkullets Historie,« sagde Kokset.

Og Stenkullet fortalte:

STENKULLETS HISTORIE

»Jeg var en Gang det stolteste Træ i Skoven -«

»Nå ... du med?« sagde Brændestykket og lo. »Det har nok været et stort Træ det.«

»Lille Brændestykke,« sagde Stenhullet. »Du må så gerne le. Uvidende Folk griner altid af det, de ikke forstår, og jeg antager, du får Latterkrampe, inden min Historie er færdig.«

»Videre,« sagde Kokset.

»Ja ... det er nemt nok sagt.« sagde Stenkullet. »Men det er sværere gjort. Når alt kommer til alt, er der formodentlig ingen af jer, del kan begribe et Muk af, hvad jeg nu vil fortælle.«

»Jo ... det kan jeg,« sagde Kokset.

»Mon?« sagde Stenkullet spydig. »Min Historie er ellers ikke for ødelagte Nerver. Men hør nu altså. - Måske er det bedst straks at fortælle jer, at jeg er fra England, og at jeg på Rejsen hertil kom igennem jeres Skor ... den, hvor Brændestykket var Bøgetræ og Tørven Birk. Jeg holder ikke af at tale ondt om nogen, især om dem, der er lavere på Strå end jeg. Men det var rigtignok en sølle Skov den. Den Gang jeg var Træ - da var der Skov til. Men det er rigtignok hundrede Tusinde År siden.«

»Det er Løgn,« sagde Brændestykket.

»Det er sandt,« sagde Kokset.

»Det glæder mig, at Kokset tror mig,« sagde Stenkullet. »Skønt det har jo ikke mere Grund til det end Brændestykket. Ingen af jer har set det. De Skove, som stod den Gang, er væk ... aldeles væk. Der er ikke andet tilbage af dem end Stenkullene. Hvorimod der er både Bøg og Birk i massevis den Dag i Dag.«

»Videre,« sagde Kokset.

»I sådan en Skov var jeg det stolteste Træ,« sagde Stenkullet. »Et Bregnetræ. I har nok nu om Stunder noget Småkravl, I kalder Bregner ... Gud må vide, hvor de stammer fra. Jeg var et Træ ... med høj og mægtig Stamme og bred Krone. Hele Skoven bestod af sådanne Træer. Og Mennesker ... der var ingen Mennesker til den Gang. Heller ingen Fugle og Hjorte og Bjørne og hvad det er, I snakker om. Det er noget Småkravl, der er kommet til, siden alting er blevet mindre her på Jorden. Der kravlede nogle uhyre Øgler på Klipperne, andre af samme Slags svømmede i Søerne, atter andre fløj gennem Luften. Jeg ved aldeles ikke, hvordan jeg skal beskrive dem for jer ... jo, jeg så på Rejsen hertil et bitte Dyr, der solede sig på en Sten, og som Konduktøren kaldte et Firben, tror jeg. Hvis I har set sådan en og så kan tænke jer ham tusinde Gange så stor og med et frygteligt Gab fuldt af spidse Tænder ... så har I en ganske svag Forestilling om de Dyr, jeg levede iblandt i min Ungdom.«

»Det kan man kalde en Historie,« sagde Tørven ærbødig.

»Der stod jeg altså,« sagde Stenkullet. »Milevidt stod vi over Landet. Men det er sandt ...«

Stenkullet tav lidt og sukkede.

»Videre,« sagde Kokset.

»Ja,« sagde Stenkullet. »Men I ved ikke engang, hvad Landet den Gang var Og det er mig ikke muligt at gøre jer det begribeligt. Det var jo helt anderledes end nu ... men jeg må springe det over. Jeg kunne ikke lade være med at le før, da Tørven talte om den Sø, den faldt i ... Herre Gud for en Pyt, det har været. Nej, ser I ... som nu det var, jeg stod der i Skoven for hundrede Tusinde År siden, så skete der en Jordomvæltning. Det var ikke sådan en Storm, der knækker et Par sølle Grene ... hele Jorden rystede, forstår I ... den revnede ... Klipperne revnede ... alting styrtede ned i Gabene og knustes, Ild slog ud af Jorden, og så kom Havet og skyllede over det hele.«

»Frygteligt,« sagde Tørven.

»Ja,« sagde Kokset.

»Så lå jeg der.« sagde Stenkullet. »Gemt, begravet i Sand og Ler og hvad ved jeg. Jeg har ikke mindste Anelse om, hvad der skete oppe i Verden i de hundrede Tusinde År, der gik, inden jeg kom for Dagen igen. Kun kan jeg se på det hele, at det er gået svært tilbage siden min Tid.«

»Tak, det kender vi nok,« sagde Brændestykket, »Sådan snakker alle gamle Folk. Jeg husker tydeligt, der sad en Dag i min Skygge to gamle Damer, som snakkede om, hvad for dejlige Piger der var i Verden, den Gang de var Piger.«

Stenkullet tav lidt.

»Videre,« sagde Kokset.

»Ja vist,« sagde Stenkullet. »Jeg faldt blot hen i Tanker. Det er så underligt for mig at høre alt det om Mennesker og gamle Damer og Piger, som jeg ikke ved det mindste om, skønt jeg er hundrede Gange så gammel som den ældste af jer. - Nå. Der lå jeg altså, og ingen kan begribe. hvordan jeg blev trykket af alt det. der lå oven på mig. Der gik ild i mig ... ikke sådan en lys Lue, som slår i Vejret, når et Pjalt Brændestykke brænder, men en ulmende Ild, som helt forandrede mig. Alt hvad der var i mig af Liv og Kraft, samlede sig til sådant noget rent balstyrigt vanvittigt noget, som I ikke kan gøre jer nogen Forestilling om, men som hedder Gas.«

»Ak ja ... Gas,« sagde Kokset, og så gav det sig gudsjammerlig til at græde.

»Jeg sagde det jo, min Historie var for stærk for Deres nerver,« sagde Stenkullet.

»Gå ba-re vi-de-re,« sagde Kokset og snøftede mellem hver Stavelse.

»Jeg tænker, Jorden har sænket sig og hævet sig igen, og Havet er skyllet over den og strømmet bort mange Gange i de hundred Tusind År, jeg lå der,« sagde Stenkullet. »Det ved jeg ikke noget om. Men en Dag borede Menneskene, som I taler så meget om, sig ned til mig. Da så jeg dem for første Gang. De gravede Gange ind i Fjeldet, hvor jeg var, lange Gange, dybt under Jorden, den ene længere og dybere end den anden. De huggede mig og de andre løs fra Lagene, vi lå i, og hejsede os til Vejrs i Kurve. En Masse af dem slog vi ihjel under deres Arbejde. For da vi fik Luft, slap vi Gassen, der var i os, fri, og den kvalte dem. Kom der en Smule Ild til os, eksploderede vores Gas med et frygteligt Knald, sprængte det hele i Stumper og Stykker og dræbte alle de Folk, der var i Gangene.«

»Å ... Gassen ... Gassen,« hulkede Kokset og rokkede frem og tilbage, som kunne det ikke holde det ud for Smerte.

»Nu er jeg straks færdig,« sagde Stenkullet. »Resten af min Historie kender al Verden. Jeg voksede på Jorden som det stolteste Træ i Skoven, inden Menneskene kom der. Jeg blev til det, jeg er, uden Menneskers Hjælp. Da så de opdagede mig, blev jeg en til større Hjælp end noget andet, de har fundet. Jeg er Verdens fornemste Brændsel. Jeg driver alle Jordens Fabrikker, Jernbaner, Dampskibe og det hele. Jeg har så megen Hede i mig som ingen anden. Fra mig kommer Gassen.«

»Gassen ... Gassen!«

Det var Kokset igen, der jamrede sig.

»Sådan er min Historie,« sagde Stenkullet. »Jeg tænker, den siger Sparto til jer andres.«

»Det gør den,« sagde Tørven.

»Det bliver såmænd også den sidste, vi får,« sagde Brændestykket. »Kokset ser ikke ud, som om det kunne hænge sammen til en Historie.«

»Jo ... vist så,« sagde Kokset. »Lad mig bare sunde mig lidt, så kommer jeg.«

Og Kokset fattede sig og fortalte.

KOKSETS HISTORIE

»Jeg var en gang det stolteste Træ i Skoven -«

Det er slet ikke til at sige, hvordan det blev i Brændehuset, da Kokset begyndte sin Fortælling sådan.

Brændestykket slog en Koldbøtte af Grin. Stenkullet lo, så der ligefrem lugtede af Gas, Tørven trillede hen i en Krog og fnisede.

Rotten kom farende under Døren.

»Jeg synes, her var nogen?« sagde den.

Den snusede omkring, men fandt ingenting og løb igen.

»Kæreste Kokes,« sagde Stenkullet, da det igen var kommen lidt til Hægterne. »Nu er dine Nerver nok rent tummelumske. Eller har du fået et lille Anfald af Storhedsvanvid?«

»Sikken et Træ, du har været!« sagde Brændestykket. »Bare jeg havde set dig i al din Glans og Herlighed.«

»Undskyld,« sagde Tørven. »Jeg lo også, da de andre lo, skønt det måske var ubeskedent. Men skal vi ikke lade Kokset fortælle færdig?«

»Fortæl,« sagde Brændestykket. »Det bliver nok en styrtende grinagtig Historie.«

»Tværtimod.« sagde Kokset. »Min Historie er overordentlig sørgelig. Ikke fordi jeg synes, jeres andres er så urimelig morsomme. i alt Fald for jer selv. Men med mig er der handlet endnu værre. Sagen er den, at jeg er Stenkullets kødelige Broder.«

»Nej, ved De nu hvad, min bedste.« sagde Stenkullet.

»Sådan er det,« sagde Kokset.

»Ha, ha, ha!« lo Brændestykket. »Jeg synes også, I ligner hinanden påfaldende, når man ser rigtig til.«

»Jeg protesterer på det bestemteste,« sagde Stenkullet. »Se på mig og se på Kokset. Det er hullet og ynkeligt, let som en Fjer ... enhver kan se, det er en sølle Stakkel, som ikke er fire Skilling værd. Og se så på mig. Jeg er hård, og jeg er tung. Jeg skinner. Jeg er Helfætter til Diamanten, må I vide.«

»Det er jeg såmænd med,« sagde Kokset. »Det er ikke pænt af dig, at du fornægter mig. Hvis du var bleven behandlet som jeg, så du såmænd ikke en Smule bedre ud.«

»Lad os høre,« sagde Brændestykket.

»I skal ikke tro et Ord af det,« sagde Stenkullet.

»Jeg er fra England ligesom Stenkullet,« sagde Kokset. »Jeg voksede i den samme Skov og var endogså et Stykke af det samme Bregnetræ for hundrede Tusinde År siden. Derfor er min Historie akkurat den samme som Stenkullets, lige til ...«

Kokset tav og kæmpede ned sin Bevægelse.

»Nå?« sagde Brændestykket.

»Lad det fatte sig,« sagde Tørven.

Men Kokset brød ud i en Hulken så voldsom, at det var lige ved at gå i Stykker.

»Lige til Gassen gik af mig.« sagde det så.

»Herre Gud,« sagde Stenkullet. »Skulle det være muligt?«

»Det er såmænd både vist og sandt,« sagde Kokset. »Vi blev huggede ud af Kulminen på samme Tid, hejsede op i samme Kurv, kom her til Landet på det samme Skib. Men så skiltes rigtignok vore Veje. For jeg kom på Gasværket, og der lukkede de mig inde i en stor Beholder og varmede mig op, til al Gassen var gået af mig. Så solgte de mig for en billig Penge til fattige Folk med små Stuer.«

Kokset græd og græd, og de andre ærede dets Sorg, for de forstod den.

Det hele er i Grunden noget underligt noget,« sagde Brændestykket eftertænksomt.

»Ikke til at hitte ud af.« sagde Kokset.

»Hvis jeg nu var faldet i Mosen, så var jeg måske bleven Tørv,« sagde Brændestykket.

»Hvis jeg var blevet fældet for huldrede Tusinde År siden, var jeg bleven Brænde,« sagde Stenkullet.

Hvis jeg havde ligget ni og halvfemsindstyve Tusinde År endnu i Mosen, var jeg kanske endt som Stenkul,« sagde Tørven.

»Og hvis de ikke havde taget Gassen fra mig -« sagde Kokset.

Mere kunne det ikke sige.

En Stund var der stille i Brændehuset. Enhver tænkte på sit. Så sagde Tørven:

»Nu har jeg det.«

»Hvad har du?« spurgte Brændestykket.

»Ja ... undskyld,« sagde Tørven. »Jeg har bare fundet ud af, at vi er fire Alen af eet Stykke.«