En fornem Herre
Carl Ewald: Udvalte Æventyr. Anden Samling (1915)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Alle Træer i Skoven og hvert et Strå og hver en Orm har lige Ret til at leve og er gode hver for sig.
Men lige højt på Strå er de jo ikke.
Nogle gemmer sig beskedent i deres Skjul og er bange for, at man skal se dem. Andre knejser højt i Sky, så man kan se dem langvejs fra. Nogle er så ydmyge, som bad de om Forladelse, fordi de var til. Andre er stolte og kender fuldt vel deres eget Værd og ser de andre over Hovedet.
Den fornemste Person i Skoven er nu ganske sikkert Egen.
For det første er dens Familie den ældste og var til længe før nogen af de andre. Den herskede i Skoven for Årtusinder siden, den Gang var der andre Dyr og Træer, som nu er døde eller vandrede ud til fremmede Lande, og om dem kan Egen fortælle de sælsomste Historier, som er gået i Arv fra Slægt til Slægt. Den kan en om Bjørnen, som får den lille Ræv til at måbe af Forskrækkelse. Den kan en anden en om Elgen, så Rådyret føler sig helt lille og ubetydelig. Og den han fler endnu.
Men dernæst er Egen selv uhyre gammel, og det er rent utroligt, hvad den har oplevet.
De andre Træer vil ikke tro deres egne Øren, når den fortæller om, hvordan Skoven så ud i gamle Dage, den Gang der ingen Skovrider var til, og alting groede, akkurat som det ville. Men det taler Egen kun om ved Vintertide, når den ikke har andet at bestille og Frosten bider i Rødderne, og Stormen slår i Grenene, så man kan trænge til en god Historie at holde Humøret oppe ved.
Så er Egen også stærkere end de andre Træer. Og den vrider og knudrer sine Grene, som den har Lyst. Så hvordan man så vender og drejer det, bliver den den fornemste Person i Skoven.
Det ved den godt og er stolt af det. Den ved, at Adel forpligter, og aldrig så man en Eg bære sig sjofelt ad for at komme et andet Træ til Livs. Bestandig holder den åbent Hus for alle og enhver, og mangfoldige er de, som misbruger dens Godhed. Men den står lige knudret og lige mægtig og glemmer aldrig, hvem den er.
En Dag sad Gøgen i Egens Top.
Den havde fået sit første Æg lykkeligt anbragt i en Tornskaderede og havde derfor ikke mere at tænke på. De lådne Sommerfuglelarver, som den holdt mest af at spise, var begyndt at forpuppe sig, så den spekulerede så småt på at drage Syd over.
Men da den nu sådan havde sit på det tørre, følte den sig velvillig stemt mod andre Mennesker, sådan som det hænder os allesammen, og derfor besluttede den at give den gamle Eg et godt Råd.
»Hør, min gode Eg,« sagde den. »Har du lagt Mærke til de mange Bøge, der skyder op rundt omkring dig?«
»Hvordan skulle jeg undgå at lægge Mærke til dem?« svarede Egen. »De er allerede så store, at de har skygget over mine nederste Grene og kvalt dem. Og mange af mine Agern kan slet ikke spire, fordi de Fyre holder Solen borte fra dem.«
»Godt,« sagde Gøgen. »Vil du følge mit Råd, så gør du noget imod dem. De er farlige, må du vide. De vokser hurtigere, end nogen kan tænke sig, og de vil kvæle dig uden Barmhjertighed. Jeg ser mig lidt om i Verden, som du ved, og jeg har set mange Egetræer dø for dem.«
»Jeg lader mig nu ikke sådan kvæle,« sagde Egen. »Mine Rødder når dybere i Jorden end deres, og min Top går længere mod Himlen. Hvad skulle jeg desuden gøre?«
»Du skal naturligvis slå dem med deres egne Våben,« sagde Gøgen. »Skyg over dem, voks rask, kvæl dem.«
»Det kunne aldrig falde mig ind,« svarede Egen. »Jeg skulle lægge mine Blade sådan tæt over hinanden - jeg? Jeg skulle skynde mig til Vejrs, som om jeg havde begået en Forbrydelse, og levere sådan noget tyndt Grenepjank, som der hverken er Saft eller Kraft i? Nej, nej, min gode Gøg. Jeg indlader mig ikke på det moderne Hokuspokus. Jeg sætter mine Blade, sådan så de ikke står hinanden i Vejen. Og jeg vrider mine Grene langsomt og sejgt, som jeg har lært det af mine Forfædre, og som jeg kan forsvare det for min Samvittighed.«
»Gamle Tosse,« sagde Gøgen, og så fløj den til Italien.
»Du skulle nu alligevel tænke lidt over, hvad Gøgen sagde,« sagde Nattergalen, der sad i Bøgekrattet og havde hørt Samtalen.
»Der er ikke noget at tænke over,« sagde den gamle Eg. »Jeg kan aldeles ikke indlade mig på de Historier. Jeg er, som jeg er og bliver aldrig anderledes. Og jeg er det fornemste Træ i Skoven.«
»Du er færdig!« skreg de unge Bøge i Kor. »Du har overlevet dig selv ... jeg giver ikke fire Skilling for dit Liv. Ti stille og gå ud af dig selv, ellers skal vi nok besørge det.«
Hertil svarede Egen ingenting. For en fornem Herre kan ikke give sig til at skændes med Gadedrenge. Den stod stærk og rolig, til dens Agern var modne, og lod dem så falde på Jorden.
»Gå med Gud, Børn,« sagde den, »og bliv blot retskafne Egetræer eller dø.«
»Dø ... dø!« skreg Bøgene. »Hver en af dem skal vi kvæle, så såre de titter op af Jorden.«
Efteråret kom, og Bladene faldt af Bøgene og af Egen og af dem allesammen undtagen Grantræet, som stod lige grøn og suste og sang. Men der var ingen, som misundte det, for det havde jo haft sin triste Tid i Sommer, da de andre var både grønnere og kønnere, så det var ikke mer end rimeligt, at det fik en Opmuntring nu. Blomsterne visnede i Engen. Fuglene fløj deres Vej, de som ikke kunne finde mere Mad og havde Vinger til det og Mod, Musene sad i deres Vinterhi og glædede sig ved det, de havde samlet sammen i den gode Tid, Myrerne lukkede sig inde i deres Tue, Grævlingen sov Vintersøvn, og Ræven sultede.
Den gamle Eg fortalte Historier fra gamle Dage, som den plejede, og de lyttede alle, selv de uopdragne unge Bøge.
Så var det en Dag først i Marts.
Man kunne jo nok vide, at det lakkede mod Foråret, men se det, kunne man ikke. Sneen lå hvid og tyk, og det frøs godt. Hvad Træernes Knopper så ellers tænkte på, beholdt de det for sig selv. De fremmeligste var begyndt at blive tykkere, men ingen tænkte på at springe ud. Når Solen skinnede dejlig varmt i Middagsstunden, gibbede det nok lidt i Anemonerne nede i Jorden. Men de faldt snart til Ro igen, for de havde en god Samvittighed og vidste med sig selv, at de havde alting i Orden, når det skulle være, men kom de for tidlig op, ville det koste dem Livet.
Egen var nu den, der mindst tænkte på Foråret, og derfor hånede Bøgen den.
»Du kommer for sent, gamle Eg,« sagde de. »Du kommer altid for sent. Pas på, at Foråret ikke er helt væk, inden du får betænkt dig. Eller måske du slet ikke behager at springe ud i År? Måske du allerede er død?«
Egen svarede ingenting. Og som det nu var, sad der en besynderlig lille Fyr på en af dens Kviste.
Den havde fine, klare Vinger og Gedehamsetalje, og enhver, der var kendt i Skoven, kunne straks se, den var en Hveps. Men ingen kunne begribe, hvad i al Verden den ville på denne Tid af Året, og Bogfinken, som ellers længtes forskrækkelig efter Insektmad, blev så forbløffet over at se den, at det slet ikke faldt den ind at æde den.
»Tillader De?« sagde Dyret.
»Vær så god,« svarede den gamle Eg. »Hvormed kan jeg være til Tjeneste?«
»Jeg ville gerne putte mit Æg ind i Deres Knop,« sagde Dyret.
»Gør De hun det,« sagde Egen. »Det er ellers svært tidlig, De er på Færde. Tør jeg spørge, hvem jeg har det Ære at tale med?«
»Jeg er Galhvepsen. Jeg er nødt til at begynde så tidlig. Ellers kan Galæblet ikke blive færdigt i rette Tid.«
»Hvad vil du lægge dine Æg på den gamle Fyr,« råbte Bøgen. »Han springer ikke ud, før midt om Sommeren, hvis han ellers nogen Sinde springer ud. Kom hellere til os. Vi er unge og friske, og først i Maj har vi alle Bladene, om ellers det går godt.«
»Tak, jeg har det godt, hvor jeg er,« sagde Galhvepsen.
»De må gøre, som De behager,« sagde Egen. »Jeg er det ældste og det fornemste Træ i Skoven, og jeg huser naturligvis dem, der beder mig om Husly. Men jeg påtrænger mig ingen.«
Imens skød Galhvepsen sin Brod ud og begyndte at bore i Knoppen. Det gik hun langsomt, for Knopskællene var hårde som Ben.
»Vores er blødere!« skreg Bøgene.
Og da ingen svarede dem, rystede de på deres Grene og sagde:
»Gud må vide, hvad den Galhveps egentlig er for en Fyr. Det er meget mistænkeligt, at den stiller sådan midt om Vinteren. Og forresten vil dens Larver nok ødelægge Bladene ... det er rigtig godt til den vigtige gamle Eg.«
Bedst som det var, faldt der en Dråbe fra Egens Top lige på Knoppen, hvor den sad, og blev hængende. Den slog lidt med Ben og Vinger, men sagde ingenting og borede videre. Men da Månen kom frem tidlig på Natten, var Dråben forvandlet til en lille Isklump, og inde i Isklumpen sad Hvepsen.
»Sikken en Ulykke,« sagde den gamle Eg.
»Tænkte vi ikke nok, det ville ende galt!« skreg Bøgene.
»Bare jeg havde ædt den,« sukkede Bogfinken.
Og alle i Skoven talte om det forfærdelige, der var sket. Der blev ikke sust meget den Nat, og Egen kunne ingen Historie, der var mærkeligere.
Næste Morgen skinnede Solen varmt og godt, og den lille Isklump smeltede hurtigt.
»Nu tager jeg fat igen,« sagde Galhvepsen og rettede på Vinger og Ben.
»Jeg har aldrig set Magen,« sagde Egen.
Og det var der ingen, der havde. Men Galhvepsen brød sig ikke om deres Forbavselse og deres Spørgsmål, men borede stadig videre til Hullet var stort nok, lagde så sit Æg og fløj bort for at dø et Sted i Solen.
Da Foråret kom, sprang Egen sidst ud, som den plejede.
Først da Vejret var rigtig godt og pålideligt, foldede den sine fligede Blade ud. Langsomt og forsigtigt kom de, helt gule til at begynde med, og langsomt voksede de sig store og grønne.
»Jeg bygger min Rede i din Top,« sagde Ørnen. »Jeg er Fuglenes Konge, og du er Træernes.«
»Vær så god at tage Plads,« svarede den gamle Eg. »Mit Hus er åbent for enhver.«
Ørnen byggede, og dens Unger kom ud af Æggene og holdt et grueligt Spektakel. Deres Gødning tilsmudsede Egens Grene, og mange af dem gik ud. Andre knækkede, når Ørnene kom på deres brede Vinger og satte sig og hoppede fra Gren til Gren.
»Det er en yndig logerende, Egen har fået sig,« sagde Bøgene og lo.
Men Egen var lige høflig og gæstfri og tænkte ved sig selv, at der var intet andet Træ i Skoven, der kunne bære de mægtige Ørne.
Og alt som Sommeren led, kom der fler og fler og bad om Husly og fik det alle.
Der kom Egeloppen, en lille vims Bille, som lagde sine Æg i Bladene lige ved Midtribben. Et Par Dage efter kom dens Unger ud og åd alt Bladkødet, så langt den orkede. Der kom et lille Møl, der gjorde ligedan, og der kom en Masse andre. Det kneb somme Tider for Egen at få sit Vejr, så befængt var den på alle Bladene, men den sagde ingenting, nikkede bare til det unge Egetræ, der voksede tæt ved og var dets Barn, og sagde:
»Adel forpligter.«
Men det Blad, Galhvepsen havde boret i, mens det endnu lå i Knop, kom til at bære fem store Galæbler. Inde i hvert Æble lå en lille, hvid Maddike, og Æblerne var så sure, at ingen Fugl havde Lyst til at spise dem. På den Måde blev Larverne i Fred, til Bladene om Efteråret faldt af, og de krøb ud af Æblerne som voksne Hvepse.
»Tak for godt Logi,« sagde de til Egen.
»Jeg be'r,« sagde den. »Nu skal I vel til at tænke på Bryllup?«
»Vi gifter os aldrig,« sagde de unge Hvepse.
»Herre Gud,« sagde Egen og så kærligt på Ungdommen, der voksede op under den. »Det må være trist at leve sit Liv uden Børn.«
»Børn kan vi sagtens få,« sagde Hvepsene. »Det er vores mindste Kunst.«
»Hvad for noget?« sagde Egen forundret. »Kan I få Børn uden at gifte jer? Og jeres Moder frøs inde i en Isklump og fik ikke så meget som en lille Forkølelse af det? I er mig en mærkelig Familie.«
»I Marts kommer vi og lægger vores Æg i dig,« sagde Hvepsen.
»Velkommen, velkommen!« svarede Egen.
Da nu det var langt henne på Efteråret, og næsten alle Bladene var faldne af, hang der et enkelt et helt ude i Spidsen af en af Egens Grene og flagrede. Midt på det var der en løjerlig lille gul Plet, som næsten var helt dækket af et tæt Filttæppe. Egen spekulerede over, hvad det vel kunne være; han havde slet ikke lagt Mærke til det før. Så lød der en ganske tynd Stemme inde under Tæppet.
»Har du Knopper, du hære, gamle Eg?«
»Knopper?« sagde Egen. »Mine Blade er jo lige faldne af, så det er da lige tidlig nok at tænke på Knopperne. Forresten har jeg dem naturligvis, men de er rigtignok forbistret små endnu.«
»De er såmænd store nok til mig og mine Søskende,« sagde Stemmen. »Du kan aldeles ikke begribe, hvor små vi er.«
»Jeg kan ikke se jer,« sagde Egen.
»Ingen kan se os,« sagde Stemmen. »Uden gennem Forstørrelsesglas. Vi er Galmiderne må du vide. Vi har ligget hele Sommeren under Filttæppet og haft det rigtig rart. Men nu begynder vi at fryse, og så har vi tænkt på, at vi måske kunne være Vinteren over i dine Knopper ... Du har vel Knopskæl om dem?«
»Bevares,« sagde Egen. »Det er ikke for det. Men Galhvepsene lægger deres Æg i mine Knopper, så jeg er bange for, det bliver for meget af det gode. Kunne I ikke krybe ned i Jorden eller forpuppe jer i min Bark eller sådant et Sted?«
»Vi forpupper os aldrig,« sagde Stemmen. »Vi er altid ens, bare større og større, efterhånden som vi æder. Vi har sådan en gruelig stor Mund at slæbe på og så forfærdelig tynde Ben, at vi ikke sådan kan løbe omkring. Og Vinger er der ikke Tale om. Derfor kan vi akkurat redde os ind i en Knop og ligge Vinteren over mellem Knopskællene. Næste Sommer går vi så igen ud og ligger på Landet under vores Filttæppe, på et af dine Blade.«
»Hvad der skal til, må til,« sagde Egen. »Jeg har endnu aldrig nægtet nogen min Hjælp. Vær så artig.«
Så krøb de små Fyre, som ikke kunne ses, ind i Knoppen. Men medens Efterårsstormen for over Skoven, gjorde Egen sit Regnskab op og var ikke helt glad ved Balancen.
Den havde ikke mere end halv så mange Agern i År som ellers. Den havde haft stort Besvær med at suge Maden op gennem sine Rødder og fordøje den. Tre store Grene af de nederste var gået ud, fordi Bøgen skyggede over dem, og hvad der var det allerværste: den havde sådan en underlig Fornemmelse et Sted midt på Stammen.
»Skulle jeg begynde at blive hul?« sagde den til sig selv.
Ganske rigtigt.
Der var et Sted, og det var ikke så lille endda, hvor Barken var gået af, og Træet var blevet trøsket. En Dag, da Hjorten stod og stangede for at gnubbe det lådne Skind af sine nye Takker, faldt store Splinter ud af Egen.
»Du begynder nok at blive gammel,« sagde Hjorten.
»Jeg er i hvert Fald nogle Hundrede År ældre end du,« svarede Egen stolt.
Og Bøgene råbte i Kor: gammel! gammel! gammel! og Pilene og Hyldebuskene og Asketræet og den ville Røn, ja selv Ellebuskene, som var så svagelige, at de alle Tider måtte stå med Benene i Vand, gav sig til at råbe op og forbande den gamle Eg.
Midt i det hele kom en lille Skovmus pilende.
»Har du noget imod, at jeg laver mig en Rede i dig?« spurgte den.
»Vær så artig,« sagde Egen. »Det stunder mod Vinteren og det kunne ikke falde mig ind at nægte en Medskabning Husly. Men jeg tror ikke, jeg har nogen Lejlighed ledig.«
»Jeg laver mig en selv,« sagde Musen.
Derpå gravede den sig ind i det trøskede Sted, så Splinterne fløj til højre og venstre. Efter et Par Minutters Forløb kunne man ikke se andet af den end Spidsen af Halen.
»Undskyld,« sagde Egen høfligt. »Men er det Hul ikke snart stort nok til dig? Det gør lidt ondt, når du gnaver i mit friske Træ.«
»Jeg må da have Plade til mit Spisekammer,« sagde Musen.
»Naturligvis,« svarede den gamle Eg.
Og Musen indrettede sig et rigtig godt og rummeligt Spisekammer og fyldte det med Bog og Nødder og Agern.
»Kunne du ikke lade være med at spise mine Frugter?« spurgte Egen. »Siden du bor husfrit, mener jeg bare.«
»Jeg er nødt til at tage, hvad jeg kan få,« sagde Musen. »Der er så mange Mus i Skoven, og sultne er de alle.«
»Naturligvis,« sagde Egen.
Men den Vinter sukkede den tit, så det knagede i den. Der blæste også en stor Gren af, og der var ikke så meget Humør i dens Historier fra gamle Dage.
Sommeren kom igen, og Galhvepsene kom og Bøgen og Ørnen og Miderne og Egeloppen og det hele.
Den gamle Eg havde det slet ikke godt.
Den havde ikke nær så mange Blade, som den plejede, og de fleste var små og ville ikke rigtig blive grønne. Det var egentlig kun dem i Toppen, der var, som de skulle være. Bøgene strakte deres Grene så langt ned, af flere af Egenes slet ingen Sol fik, så de ikke kunne springe ud. Og hvad der var det allerværste: det Hul, Musen havde gnavet, stod fuldt af Vand.
Det var kommet en tidlig Forårsdag, det regnede dygtigt, og hver Gang Vandet tørrede væk, kom der nyt. Den gamle Eg kunne tydelig mærke, hvordan den rådnede væk, så Hullet blev større og større. Og det, vidste den, var en Sygdom til Døden.
Men ingen af alle dem, der boede på den, tænkte på det.
Aldrig havde der været så mange Galhvepse som i ... hvert eneste omtrent af Egens Blade var fyldt af røde og gule Æbler. På de yderste Kviste sad de så tæt, at Kvistene var helt bøjede under vægten. Ikke heller var der mange Blade, hvor ikke Galmiderne havde bredt deres Filttæppe. Og oppe i Ørnereden sad der en Unge mere end i Fjor, og der var et frygteligt Spektakel.
»I må ikke tage mig det ilde op,« sagde den gamle Eg. »men jeg er ikke så stærk, som jeg var før. Jeg skal gøre, hvad jeg kan for at være jer en god Vært. Men hvis I kunne gnave på mig så småt som muligt og fare lidt varligt mod mine Kviste ...«
»Hør nu den gamle!« råbte Bøgene triumferende. »Endelig giver han Køb. Hvor er nu hans Vigtighed henne, og hvad bliver der af hans Adelskab!
»Aldeles ikke,« svarede Egen stolt. »Jeg er den samme, jeg altid har været, og jeg viger ikke en Tomme for jer. Min Slægt herskede i Landet, før I var til, og selv var jeg et mægtigt Træ, da I lå i Frøet. Men jeg indrømmer, at jeg kan ikke konkurrere med jer.«
»Det kan du ikke,« sagde Bøgene. »For vi er dygtigere end du.«
»Måske,« sagde Egen. »Man kan jo give det, hvad Navn man vil. Jeg hører til den gamle Skole og kan ikke kæmpe med de moderne Våben. Jeg kender ingen andre Træer under min Skygge. Jeg gør ikke mine Agern fulde af væmmelige Pigge, så de hænger i Pelsen på den skikkelige Ræv, som hviler sig under min Krone. Jeg jager ikke mine Blade frem i Huj og Hast for at være den første o Foråret, men giver mig Tid, så de bliver ordentlige og solide. Sådan er jeg nu en Gang. Det ligger i Blodet og Opdragelsen. Og i Minderne tænker jeg. Adel forpligter.«
»Ha, ha, ha!« lo Bøgene.
Men nu begyndte den unge Eg, som voksede nærmest ved den gamle, at give sig og jamre ynkeligt.
»Jeg dør,« sagde den. »Jeg går ud. Sol får jeg lidt af, og Galæblerne tynger mine Kviste til Jorden. Jeg kan næsten ikke få mit Vejr. Hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg gøre.«
»Skal du dø, så må du dø,« sagde den gamle Eg fast. »Måske de gamle fornemme Familiers Tid er ude, og Rakket skal til Magten. Jeg ved det ikke. Jeg bærer selv på en dødelig Sygdom i mit Hjerte, føler jeg. Men jeg havde rigtignok tænkt, at mine Børn skulle overleve mig og forplante Slægten.«
»Du dør, fordi du ikke duer,« sagde Bøgene. »Nu er det vores Tid, forstår du.«
»Spørg Menneskene, om jeg duer,« svarede Egen. »Spørg dem, hvor de får Tømmer fra til det, som skal holde. Af jeres usle Ved laver de Brænde og Tøndestaver og Møbler til simple Folk. Af mig gør de Skibsplanker og kostbare Ting, som nedarves i Familien.«
Bøgene lo bare, og så blev der ikke snakket mere om den Ting. Alle de, som boede i Egen, boede godt og brød sig fejl om, at det gik ned ad Bakke med deres Vært. Men i de stille Aftener klagede den unge Eg for den gamle.
»Det er så trist, at jeg skal dø,« sagde den, »så ung jeg er. Jeg havde drømt om at blive et herligt Træ som du, det største i Skoven. Du har selv fortalt mig om tusindårige Ege, som Folk kom langvejs fra for at se.«
»Og jeg løj ikke,« svarede den gamle. »Men jeg er ikke Herre over Verdens Gang. Alting skal gå med Jernbanefart nu, og det duer vi ikke til. Hørte du, hvad Galhvepsen fortalte? Den får Børn uden at gifte sig. Hvad han vi stille op mod sådan en Konkurrence? Vi avler vores Støv og vores Æg. Og Vinden flyver med Støvet, og Æggene befrugtes til Frø. Sådan har vi altid gjort, og vi kan aldrig nedlade os til andet. Der findes Gud ske Lov endnu hæderlige Træer rundt om i Skoven, der tænker som vi. Hvad ville det blive til, om vi nu gav dem et slet Eksempel, vi som er de fornemste af dem alle? Så må vi hellere dø.«
»Det er sandt,« sagde den unge Eg. »Men det er sørgeligt.«
»Adel forpligter,« sagde den gamle.
For hvert År der gik, voksede Hullet i den gamle Egs Stamme.
Regnen fyldte det, så Træet rådnede bort, helt ind til Hjerteroden. Spætterne hakkede i det, og nu kom Barkbillerne og Borebillerne og Træbukkene og lagde Æg i det møre Ved. Ungerne gnavede Gange på Kryds og på Tværs under Barken og helt ind i Træets Hjerte.
»Du undskylder nok, du gamle Eg,« sagde de. »Du er så vidunderlig mør, at det er en ren Fest at gnave i dig.«
»Ja, mør er jeg,« sagde Egen, »men ikke så mør, at jeg skulle fornægte min Gæstfrihed. Jeg kan ikke nægte jer, hvad jeg gav de andre. Så længe der er en Stump tilbage af mig, er jeg åben for enhver honnet Medskabning.«
Imidlertid havde Hullet bredt sig sådan, at man kunne gå lige ind i det. Der kom Jord derind, og der groede Græs og Blomster, bl. a. en sød, hvid Anemone, som stak sit Hoved ud i Solen.
»Det gør vel ingenting, jeg gror her, du kære gamle Egetræ?« sagde den. »Jeg skal sige dig, jeg kan blomstre længere her end under Bøgene, hvor mine Søstre står. For Bøgene tager Solen fra mig, så snart de springer ud, men du er ikke så nærig.«
»Jeg er ikke det,« sagde Egen. »Det er mig en Ære at være et Fristed for sådan en smuk lille Blomst. Og det fornøjer mig overmåde, hver Gang jeg kan redde nogen fra Bøgenes Vold.«
Der kom også et lille Rønnebærtræ, som groede helt oppe på Stammen, og der kom en Vedbend, som snoede sig helt op til Egens Top.
»Du gør mig jo ligefrem grøn igen,« sagde Egen muntert. »Selv får jeg ingen Blomster mere, men dine er gulgrønne som mine, så jeg kan lukke Øjnene og drømme om de Dage, da jeg var ung.«
»Du er god, som du er,« svarede Vedbenden. »Dejlig at slå sine Arme om. Dejlig at støtte sig til for en svag Ranke.«
Nu havde Bøgene rakt deres Grene så langt ned over Egen, at der altid var dyb Skygge ved dens Fod. Alle dens Børn var kvalte, nogle af dem stod som visne Pinde, og nogle var helt forsvundne af Jorden. Ved Efterårstide faldt de få Agern, den gamle endnu bar, gennem Bøgenes Grenvæv ned på Jorden, men aldrig kom nogen af dem mere op.
Tidlig om Morgenen kom Uglen og gemte sig i den hule Eg.
»Her er rart,« sagde den. »Dejlig mørkt indenfor og Skygge udenfor. Jeg kan ikke tåle Dagslyset, skal jeg sige dig.«
»Det glæder mig, jeg har en Lejlighed, du synes om,« sagde Egen. »Om også det ikke var for det godes Skyld. Men brug mig bare, så længe jeg er her.«
Der kom flere Ugler, til det blev en hel Koloni. Der kom Flagermus, som hang den hele Dag i Bagbenene med Hovedet ned ad og sammenfoldede Vinger og først fløj ud, når det skumrede i Skoven.
»Jeg er nok efterhånden bleven en hel Røverborg,« sagde den gamle Eg. »Men den ene kan være lige så god som den anden ... jeg dømmer ingen. Lad enhver sørge for sig.«
»Du er en Ruin,« skreg Bøgene. »Og i Ruinerne gemmer alt Slags Pak sig.«
»Bare jeg er fri for jer,« sagde Egen.
Omsider kom der en Sommer, hvor det så ud til, at den gamle Eg slet ikke ville springe ud.
Dens krogede, grå og furede Grene stak op gennem det lyse unge Bøgeløv uden et eneste Blad på. Blomsterne duftede og Fuglene sang, og alt, hvad der levede, var grønt og lykkeligt.
»Egen er død,« sagde Bøgene.
Men Egen var ikke død endnu.
Øverst oppe var der en Kvist, som endnu bar grønne Blade. Stor var den ikke, og Bladene var der ikke megen Stads ved. Men grøn var den da, og Egen holdt den højt og stolt i Vejret.
»Det er min Fane,« sagde den. »Min og min gamle adelige Slægts. Den skal vaje fra min Top til det sidste og forkynde for hele Skoven, at den gamle Eg blev sig selv tro i Modgang som i Medgang.«
På Bladene var der både Galæbler og Midernes Filttæppe, og det fornøjede den ganske overordentlig, at dens Gæster blev hos den til det sidste.
»Så længe jeg har en Krumme Brød, deler jeg den med jer,« sagde den. »Jeg kvæler ingen, som visse andre, træder ingen for nær og søger ikke mit eget. Når jeg er borte, vil I savne mig og sige om mig, at jeg var god nok de otte Hundrede År, jeg stod i Skoven.«
Og endnu gladere blev Egen, da der kom en stor Grønspætte og byggede Rede i den. Spætten hakkede Hul et Sted, hvor en udgået Gren var brækket af, borede Hullet ud og lagde sine Æg.
»Ser man det,« sagde den gamle. »Endnu kan jeg da bruges til noget.«
»Du er dejlig,« sagde Spætten. »Larver er der ikke flere af i dig. Dit Træ er for tørt, tror jeg. Så du er ikke noget flot Spisekvarter. Men jeg har ædt udmærket Mad hos dig i gamle Dage, det skal jeg aldrig glemme dig. Og så vil jeg bo i dig, til du styrter.«
»Tak,« sagde Egen.
Den Aften kom der tredive Råger fra alle Skovens Kanter og satte sig i Egens bare Grene.
»Hvis du ikke har noget imod det, vil vi hver Aften holde vores Klub i dig,« sagde den ældste af dem, som satte sig øverst.
»Er mig en stor Ære,« sagde Egen. »Tør jeg spørge, hvad I forhandler om?«
»Det er ikke andet end Bynyt og Fruentimmersladder,« sagde Rågen. »Men det muntrer altid op efter Dagens Anstrengelser.«
Næste Aften kom der en hundrede Råger, og de holdt et forfærdeligt Spektakel, skreg og sloges og hoppede omkring. Det var meget værre, end den Gang Ørnene boede der. Men Egen var overmåde lykkelig trods Larmen og Griseriet.
»De valgte dog mig blandt alle Skovens Træer,« sagde den.
»De har valgt dig for dine bare Grenes Skyld,« sagde Bøgene.
»Fordi du er død ... umulig, færdig, ikke kan høre, hvad de siger, og ikke se, hvad de bestiller. Og de vil tage Resten af Livet af dig i en Snup.«
»Jeg ved ikke, hvorfor man vælger mig,« sagde Egen rolig. »Men man vælger mig. Det kommer sagtens af noget, I ikke forstår, optagne som I er af at trænge jer frem ved alle Midler. Jeg ved, at jeg snart skal dø, men ikke for alt det, vil jeg bytte Lod med jer.«
»Har du en Knop til os, du gamle, gode Eg,« sagde Midernes tynde Stemme. »Nu er det snart Efterår, vi fryser.«
»En Knop ... en Knop,« sagde Egen forvirret. »Naturligvis har jeg en Knop. Lad mig se ... nu skal jeg straks ...«
Den tittede efter i Bladhjørnerne på den eneste grønne Kvist, den havde. Men der var ingen Knopper.
»Jeg må vist have glemt at ansætte dem,« sagde den ulykkelig. »Jeg håber ikke, det bringer jer i alt for stor Forlegenhed? For jeg ved skam ikke ... jeg har ingenting at lave dem af ... mine Rødder suger så dårligt ... mine Blade har været så små i År ...«
»Ja, så må vi dø,« sagde Miderne, og så døde de.
»Dette er den største Skam, der endnu er overgået mig,« sagde Egen. »At tænke sig, at jeg kunne glemme de Knopper! Jeg vidste dog, Miderne var der ... det tilgiver jeg aldrig mig selv, at nogle af mine Gæster måtte dø af Sult. Ak ja, man bliver gammel, og det lakker mod Enden.«
»Det er Enden,« skreg Bøgene. »Du går ud. Når man ikke har sat sine Knopper i rette Tid, er man færdig.«
Egen svarede ikke, så bedrøvet var den. Den rystede blot på sine Kviste, så de sidste Blade faldt, før de skulle.
Den Vinter var der skrækkelige Storme.
Mange stolte Træer faldt, og mer end een af de hovmodige Bøge måtte række Hals. Men den gamle Eg revnede fra øverst til nederst. Med et mægtigt Brag styrtede hele den ene Halvdel til Jorden og knuste et helt Bøgekrat i sit Fald.
Og som den anden Del stod der, nøgen, med Træet blottet for alles Øjne, kunne man rigtig se, hvor mange der havde boet i den. Sådan var den furet og hullet på Kryds og på tværs af Larver og Orme, at det var et helt Under, den ikke var faldet for længe siden.
Da Foråret kom, og Bøgene sprang ud, stod Egen stum og grå.
»Spring ud, spring ud!« skreg Bøgene. »Lad os se et lille Blad, du gamle Fyr! Adel forpligter! en adelig Eg springer ud om Foråret.«
Egen sagde ingenting, for den var død.
»Mit Hus er borte,« sagde Uglen.
»Mit Nattelogi er ødelagt,« sagde Flagermusen.
»Min Rede er væk,« sagde Grønspætten.
»Aldrig finder jeg Rede i mine Ranker,« sagde Vedbenden, der var faldet med Egen og lå i et frygteligt Virvar. »Den dejlige gamle Eg.«
Og Galmyggen og Egeloppen og Miderne og Musene og Kragerne og Anemonerne og Rønnebærtræet, som stod endnu, sagde alle det samme.
Men højt i Luften hang Ørnen på sine Vinger og så ned på den døde Eg.
»Det var en fornem Herre,« sagde den. »Og den var det til det sidste.«
»Paf! Paf!«
Det var Skovrideren, som skød begge Løbene af. Men Ørnen sejlede rolig videre.
»Endnu ikke,« sagde den. »Jeg vil leve lidt endnu, for at der ikke skal være bar Kravl i Skoven.«