Det gamle piletræ
Carl Ewald: Udvalte Æventyr. Anden Samling (1915)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Der er mange Slags Piletræer til, og de ligner hinanden så lidt, at man slet ikke skulle tro, de var i Familie med hinanden.
Der er nogle, som kryber langs hen ad Jorden, så små og så fattige er de. De bor på Heden eller højt oppe på Bjergene eller i de kolde Polarlande. Om Vinteren er de helt glemte under Sneen, om Sommeren stikker de akkurat Næsen op over Lyngtoppene.
Det er Folk, som putter sig, fordi de har det så småt. Det er bare dumt at skamme sig, fordi man er fattig, og det gør de små Dværgpile heller ikke. Men de ved, at Jorden, de gror i, er så fattig, at de aldrig kan drive det til ordentlige Træer. Ville de løbe i Vejret og give sig til at knejse i Sky som deres fornemme Fætre, Poplerne, så skulle de snart få noget andet at vide.
Poplerne er nemlig deres Fætre.
De er de fornemste af alle Piletræer, og de ved det, hvad enhver kan se på dem med et halvt Øje. Bare man lægger Mærke til den Måde, de ranker sig på, så har man det.
Bøgen og Egen og Birken, og hvad nu ellers de andre Træer hedder, Stikker en høflig Gren ud til den ene Side og en høflig Gren ud til den anden Side.
»Må jeg ærbødigst anholde om en Smule Solskin?« siger Grenen op i Luften.
»Kan jeg måske være til Tjeneste med en Smule Skygge?« siger Grenen ned mod Jorden.
Men hos Poplerne har Piben rigtignok en anden Lyd. Der hedder det:
»Alle Grenene ret i Vejret! tæt ind til Stammen med jer! ikke noget at kigge efter dernede! Se opad! mod oven ... Marsch!«
Og alle Grenene strutter lige i Vejret, og hele Træet render op, så rank og stolt som en Ulykke.
Det er anstrengende. Men det er fint. Og det lønner sig. For er der nogen, der har set et flottere Træ end sådan en rigtig, ægte Poppel - rank som en Tinsoldat og højt som et Kirketårn!
Og når Poplerne står langs Vejen, en lang Række på hver Side, så bliver man helt ærbødig til Mode, mens man vandrer mellem dem, og ikke det mindste forundret, når det viser sig, at Alléen fører lige op til et smukt Slot.
Dværgpilene og Poplerne hører til samme Familie. Den ene er den simpleste i den simple Ende, den anden den fineste i den fine. Mellem dem er der mange andre Piletræer. Der er nogle, hvis Blade er som Sølv på den ene Side, og nogle, hvis Blade skælver så vemodigt i den lune Sommervind, at Digterne gør Vers om dem. Der er nogle, hvis Grene hænger så bedrøvet ned mod Jorden, at Menneskene planter dem på deres Grave, og der er nogle, hvis Grene er så seje og smidige, at Menneskene bruger dem til at flette Kurve af. Der er nogle, af hvilke man kan skære sig en storartet Fløjte, hvis ellers man kan den Kunst. Og så er der en Mængde, om hvem der aldeles ikke er noget mærkværdigt at fortælle.
Piletræet i denne Historie var just sådant et af Mellemslagsen. Men det havde en Skæbne, og derfor kommer det på Tryk.
Skæbnen begyndte med, at en af de stolte Popler, som stod i Alléen op til Herregården, blæste om i en gruelig Storm, der var. Den knækkede over helt nede ved Roden, Stubben blev gravet op, og det så grimt ud med det Hul, der var i Træernes lange Række. Så snart det blev Forår, kom Skovfogden derfor med en Stikling og stak den ned der, hvor den gamle Poppel havde stået, trampede Jorden godt fast omkring den og nikkede til den.
»Rap dig nu og løb til Vejrs,« sagde han. »Jeg ved, det ligger i Blodet på dig, og du behøver bare at kigge hen ad Vejen for at se gode Eksempler at vokse efter.«
Manden troede nu, det var en Poppel, han havde plantet. Men det var bare en ganske almindelig Pilekvist, han havde taget af en Fejltagelse, og da Tiden gik, og Stiklingen voksede til, kom det jo for en Dag.
»Sikken et Misfoster,« sagde Skovfogden. »Den rykker vi op igen.«
»Lad den nu stå, siden den er kommen der,« sagde Herremanden.
For den Dag var han nu i det Humør.
»Skal vi tåle den?« spurgte Poplerne langs ad Vejen.
De susede længe sammen om det, og da ingen vidste, hvordan de skulle blive af med den, enedes de om at tåle den. Den hørte jo dog til Familien, selv om det ikke var den fine Ende.
»Men lad mig se, du gør dig Umage og ranker dig, så meget det bare er dig muligt,« sagde den Poppel, der stod den nærmest. »Du er kommen i alt for fint Selskab, forstår du nok. Du havde passet bedre ved Gadekæret i en Bondeby end i en Herregårdsallé. Men nu er Skandalen en Gang sket, og så gælder det om at dække over den. Vi andre ranker os og slanker os endnu en Kende, og så håber vi, de fornemme Folk kører forbi uden at lægge Mærke til dig.«
»Jeg skal gøre mit bedste,« sagde Piletræet.
Inde på Marken tæt ved på en lille Høj stod der en Eg. På Højen groede der desuden en dejlig, vild Rose. De hørte begge to, hvad Allétræerne talte om, og Egen gav sig til at håne dem.
»At I gider stå derude på Vejen,« sagde den. »Vil I ikke også give jer til at rende op og ned som de tossede Mennesker? Det er både stygt og dumt af jeres Mor, at hun har sået jer derude. Man skal gro sammen i en Skov, hvis man ikke er så smuk og så fornem som jeg, der kan stå alene.«
»Min Mor har slet ikke sået mig,« sagde Piletræet.
»Ih Gudbevares,« sagde Egen. »Så din Mor har slet ikke sået dig? De andre er måske heller ikke såede? I er måske drattede lige ned fra Himlen?«
»Hvis du havde haft Øjnene med dig, ville du set, at Skovfogden har sat mig her,« sagde Piletræet. »Jeg er en Stikling.«
Og langt ned ad Vejen susede Poplerne til hinanden:
»Vi er Stiklinger ... Stiklinger ... Stiklinger ...«
Det var en rigtig Allé.
»Der klarede du dig meget godt,« sagde den Poppel, som stod nærmest ved Piletræet. »Bliv bare ved, som du har begyndt, så skal vi tilgive dig, at du ikke er så fin som vi andre.«
»Jeg skal gøre mit bedste,« svarede Piletræet.
Egen sagde ingenting. Den vidste ikke, hvad Stiklinger var for noget, og ville ikke kompromittere sig ved at sige en Dumhed. Men ud på Aftenen hviskede den til den vilde Rosenbusk:
»Hvad var det for noget Sludder, den sagde om Stiklinger?«
»Det er vist ikke noget Sludder,« svarede Rosenbusken. »Det er nok rigtigt, som Piletræet sagde. Selv er jeg ganske vist vokset af et Frø lige som du, og jeg så heller ikke, at Skovfogden plantede den, for jeg havde just den Dag så travlt med mine Knopper. Men jeg har nogle fine Kusiner oppe i Herregårdens Have. De er kommen af Stiklinger. Deres Duft er så sød, deres Farver så stærke og deres Kalk så mangebladet, at man slet ikke kan tro det. Men Frø får de ingen af.«
»Sikke noget,« sagde Egen.
»Ja, jeg vil også hellere være den vilde Rose, jeg er,« sagde Rosenbusken.
Årene gik nu, sådan som de skal gå.
Det blev Vår og Sommer, Høst og Vinter. Der kom Regn, og der kom Sne, Sol og Storm, gode Dage og onde. Fuglene fløj af Landet og kom tilbage igen, Blomsterne sprang ud og visnede, Træerne løvedes og kastede deres Løv igen, når Tiden var til det.
Pilestiklingen voksede og voksede rask, sådan som det lå til Familien. Den var et helt Træ nu, med tyk Stamme og mangegrenet Krone.
Men det kunne jo ikke nægtes -: en Poppel var den ikke. Og dens Kolleger i Alléen var meget misfornøjede med den.
»Er det dig ikke muligt at vokse noget mere i Højden?« spurgte den nærmeste Poppel. »Du burde jo aldrig været her, men siden du nu en Gang er kommen med i Alléen ved et Ulykkestilfælde, ville jeg nok Ønske, du strakte en Smule til Vejrs.«
»Jeg skal gøre mit bedste,« svarede Piletræet.
»Jeg er bange for, at dit bedste ikke er godt nok,« sagde Poplen.
»Du har slet intet Tag på at holde Grenene ind til dig. De hænger ganske slapt ud til alle Sider, ganske som om du var en almindelig Bøg eller Birk eller Eg, eller hvad det nu er, de ordinære Træer hedder.«
»Kalder du mig ordinær, din Vindhas,« sagde Egen.
Poplen brød sig ikke en Døjt om, hvad den sagde, men blev ved at formane Piletræet.
»Du skulle tage Eksempel af Herremandens Frue,« sagde den. »Til at begynde med var hun såmænd ikke andet end en ganske almindelig Kokkepige. Hun skurede Gryderne og gjorde Ild på og rørte i Vællingen. Jeg har mange Gange set hende spadsere ned gennem Alléen med en Spand i Hånden og bare Arme og bart Hoved og Kjolen kiltet op.«
»Vi så det med ... vi så det med ... vi så det med,« susede det langt ned ad Alléen.
»Så forelskede Herremanden sig i hende og gjorde hende til Frue,« sagde Poplen. »Nu går hun i Silke med Slæb og Strudsfjer på Hovedet og Guldsko på Fødderne og lange Handsker fra Paris. Hun ser ovenfra og nedefter ... endnu i Går kørte hun herned ad i den fine Karet med de fire brune for.«
»Vi så det med ... vi så det med ... vi så det med,« susede det langt ned gennem Alléen.
»Hun er kommen i Alléen, forstår du,« sagde Poplen. »Hun har lært at ranke sig og suse, og nu suser hun. Jeg synes, du må kunne lære af hendes Eksempel. Du er jo dog af Familien, selv om du ikke er af de rigtige Popler, så det må da være lettere for dig end for hende.«
»Jeg skal gøre mit bedste,« sagde Piletræet.
Men det blev ikke til noget. Grenene blev ved at vokse ud til Siden, og det hele Træ var ikke mere end halv så højt som den laveste af Poplerne. Forresten var det rigtig pænt og hyggeligt, men det er jo ikke det, det kommer an på i den fornemme Verden.
Og Poplerne ærgrede sig mere, for hver Dag der gik.
Selv stod de ranke og strittede og gav ingen anden Skygge end den, deres Stammer kastede. Men under Piletræet var der en hel stor skyggefuld Plads.
»Den ødelægger hele Alléen,« sagde det nærmeste Træ.
»Hele Alléen ... hele Alléen hele Alléen,« susede det langt ned gennem Poplerne.
Så var det en rigtig solvarm Sommerdag, Herremanden kom gående. Han tog Hatten af, tørrede Sveden af sin Pande og satte sig i Skyggen af Piletræet.
»Tak for Skyggen, du gode Piletræ,« sagde han. »De fordømte Popler står der og stritter og giver ikke så meget Skygge som bag på min Hånd. Jeg tror, jeg hugger dem om alle sammen og planter Piletræer i Stedet.«
For den Dag var han nu i det Humør.
»Hørte I, at Herremanden roste mig,« sagde Piletræet, da han var gået.
»Du gode Gud,« sagde den nærmeste Poppel. »Om vi hørte det! Det er en fuldkommen Skandale. Han talte, som om han var en ganske almindelig Bonde. Men det kommer naturligvis af det Giftermål med Kokkepigen. Det er dog en evig Sandhed, at lige Børn leger bedst.«
»Lige Børn leger bedst ... leger bedst ... bedst ... bedst,« susede det langt ned gennem Alléen.
Egetræet på den lille Høj inde på Marken vred sine krumme Grene af Latter. Den vilde Rose, hvis Hyben allerede så småt begyndte at blive røde, nikkede til Piletræet.
»Enhver har sit,« sagde den. »Vi har vores og de fornemme deres. Jeg bytter nu ikke.«
»Man ville jo gerne gøre Fyldest i sin Plads,« sagde Piletræet og sukkede.
Efter de varme Dage kom Regn og Rusk og Blæst. Vejene blev slemme at fare på for Mudder og Pløre. Kun i Alléen var der straks tørt, hvor meget det så havde regnet. For Poplerne skyggede ikke, så Solen kunne straks komme til, så snart Regnen var hørt op. Og de gav heller ikke Læ, så Vinden kom i en Fart og tørrede Pytterne.
Herremanden kom kørende med sin Frue. Da Vognen kom til det Sted, hvor Piletræet stod, stænkede Mudderet op på hendes nye Silkekjole.
»Uf!« sagde hun.
»Hvad er det for noget Griseri?« sagde Herremanden.
Skovfogden, som sad på Bukken hos Kusken, pegede på Piletræet.
»Det er den Fyr der,« sagde han. »Den blev plantet af en Fejltagelse, og nu har den stået og vokset sig stor. Den læer for Vinden og skygger for Solen, så der står altid en stor Pøl under den, længe efter at der er tørt i Resten af Alléen.«
»Har man hørt Magen,« sagde Herremanden. »Og sikken den ser ud. Den ødelægger jo hele den skønne fornemme Poppelallé. Sørg for, at den bliver kappet i Morgen den Dag, Skovfoged ... hele Kronen af, hører De.«
For den Dag var han nu i det Humør.
Næste Dag kom de så og savede Piletræet over i Mandshøjde. Den tykke nøgne Stamme stod alene tilbage. Der var ikke et Blad på den undtagen fem, som sad på en lille Kvist nede ved Jorden og egentlig slet ikke burde været der. Hele den skønne Krone lå i Grøften. Skovfogden huggede alle Grenene i Stykker med sin Økse.
»Bliver de til Stiklinger?« spurgte Piletræet forknyt.
»De bliver til Pindebrænde,« svarede Skovfogden og huggede videre til sidste Pind.
»Så lad mig hellere dø med det samme,« sagde Piletræet.
»Foreløbig bliver du stående Vinteren over,« sagde Skovfogden.
»Når Sneen ligger tykt og jævnt alle Vegne, kan du gøre god Nytte som Afviser for Grøften. Hvad der siden skal ske, råder Herremanden for.«
»Det var en køn Ende på Stiklings-Komedien,« sagde Egetræet.
»Stakkels Piletræ,« sagde den vilde Rosenbusk.
»Tak,« sagde Piletræet. »Jeg er jo lidt fortumlet endnu. Det er ikke sådan at miste hele Kronen. Så jeg ved ikke rigtig, hvad det bliver til med mig.«
»Det er en frygtelig Skandale,« sagde den nærmeste Poppel. »En Familieskandale, som Verden ikke har set Magen til. Om dog de ville komme og tage dig helt bort, så du ikke stod der og blamerede os som en ækel, vissen Pind.«
»Familieskandale ... Skandale ... Skandale,« susede det langt ned gennem Alléen.
»Jeg føler mig slet ikke vissen ... underligt nok,« sagde Piletræet. »Ikke heller ved jeg af, at jeg har gjort noget, jeg behøver at skamme mig over. Jeg blev sat her, og jeg gjorde mit bedste for at fylde Pladsen. Herremanden roste mig den ene Dag og huggede mig om den anden. Man må tage Livet, som det falder. Nogen Poppel blev jeg ikke, men til Familien hører jeg ligefuldt. Og Familien har også andre Egenskaber end Stoltheden. Lad os nu se ad Åre, hvad det bliver til med mig.«
»Den taler som en Mand,« sagde den vilde Rosenbusk.
Egetræet sagde ingenting. Poplerne susede fornemt, men talte ikke mere om Familieskandalen.
Nu hændte der det, at Herremanden og hans Frue rejste til Italien og blev boende dernede et Par År. Og det havde igen til Følge, at det kappede Piletræ fik Lov at stå i Fred mellem de stolte Popler. Når Herskabet ikke var på Gården, var der ingen, som tænkte videre på den fornemme Allé.
Vinteren igennem stod Piletræet nu tavs og forknyt. Det er jo ganske naturligt, at man ikke har Lyst til at snakke, når Hovedet er hugget af en. Men et Stykke hen i Marts begyndte det pludselig en Dag at give sig på det ynkeligste.
»Å, mit Hoved! mit Hoved!« skreg det.
»Nu har jeg da aldrig i mit Livs skabte Dage hørt Magen,« sagde Egen. »Snakker han ikke om Hoved, og så kan da Gud og hver Mand se, at de har kappet ham af, så der ikke er andet end en ussel Trunte tilbage.«
»Du har godt ved at snakke,« sagde Piletræet. »Du skulle bare være i mit Sted. Hele min Krone er væk, alle de store Grene og de små Kviste, hvor Knopperne til næste År sad nok så net, hver i sit Bladhjørne. Men alle mine Rødder har jeg endnu ... alle de, jeg anskaffede den Gang, jeg havde en stor Husholdning og mange at sørge for. Nu går Klagen af Jorden, og Solen skinner, og Rødderne suger og suger. Saften går op gennem min Stamme og stiger mig til Hovedet. Ikke det mindste har jeg at bruge den til ... av, av, ... jeg sprænges, jeg dør!«
»Stakkels Piletræ,« sagde Rosenbusken.
Men omme på den anden Side af den lille Høj stod der en en Hyldebusk, som ellers ingen talte til, og som aldrig gav sit Besyv med i Laget.
»I skal bare se, det bliver nok godt fra Onsdag til Lørdag,« sagde den. »Hør bare efter, hvad en fattig men ærlig Hyldebusk siger. Det giver sig altid i Enden på den ene eller den anden Led.«
»Ja, du har jo prøvet lidt af Livet,« sagde Egen.
»Jøsses ja,« sagde Hylden. »De har hugget mig og studset mig og kappet mig og brækket mig i alle Ender og Kanter. Men hver Gang de tog af mig på den ene Kant, skød jeg ud i den anden. Det går nok Piletræet ligedan. Den er også af en sej Familie.«
»Hørte I det?« sagde den nærmeste Poppel. »Hyldebusken sammenligner sin Familie med os! Vi lader, som vi ikke hørte det ... vi ranker os og suser.«
»Vi ranker os og suser ... suser ... ranker ... suser,« suste det langt ned ad Alléen.
»Hvad er det for underlige små Ting deroppe i Piletræets Top?« sagde Egen. »Vil I bare se ... det svulmer helt op foroven ... det er nok Udslet ... bare det ikke smitter os.«
»Ah, Gud nej, det er Knopper;« sagde Piletræet. »Jeg forstår det ikke, men jeg føler det. Det er virkelige, levende Knopper. Jeg bliver grøn igen ... jeg får en ny Krone.«
Så kom den allertravleste Tid på Året, hvor hver havde nok at gøre med sit eget, og ingen fik Tid til at tænke på det stakkels Piletræ.
De fornemme Popler og den fattige Hyld fik nye Blade. Græsset grønnedes på Grøfteranden, Kornet voksede på Marken, den vilde Rosenbusk satte sine fine Blade op, så Blomsterne kunne tage sig allerbedst ud, når de kom i Juni. Violer og Anemoner blomstrede og døde, Tusindfryd og Stedmodersblomster, Mælkebøtte og vild Kørvel og Persille ... å, der var en Vrimmel og en Fornøjelse alle Vegne. Fuglene sang, som de aldrig havde sunget før, Frøerne kvækkede i Kæret, Snogen lå på Stengærdet og solede sin sorte Krop.
Den eneste, der ikke var med, var Egen. Den var mistroisk af Naturen og ville ikke på nogen Måde springe ud før den så, at alle de andre var grønne. Derfor stod den og kiggede fra den ene til den anden, og derfor var den den første, som opdagede, hvad der skete med Piletræet.
»Se! se!« skreg den.
De så alle derover og så, at Piletræet stod med en hel Bunke dejlige, grønne, lange svaje Kviste, der skød ret til Vejrs og viftede med kønne, grønne Blade. Alle Kvistene sad i en Krans øverst på den afhuggede Stamme, og var så ranke, at ingen Poppel havde behøvet at skamme sig ved dem.
»Jeg sagde det jo nok,« sagde Hyldebusken, der stod helt fuld af sortgrønne Blade.
»Nu har jeg en Krone igen,« sagde Piletræet. Selv om den ikke er så flot som den gamle - en Krone er det, det kan ingen nægte.«
»Nej,« sagde den vilde Rose. »Det er rigtigt nok. Forresten han man leve meget lykkelig uden en Krone. Jeg har ingen og har aldrig haft nogen og nyder lige stor Ære og Anseelse for det.«
»Hvis jeg må sige min Mening, så er Kronen bare til Ulejlighed,« sagde Hyldebusken. »Jeg har også haft en en Gang, men er meget mere tilfreds, siden de tog den, og jeg kan skyde mine Grene, som det falder sig.«
»Sådan tænker jeg ikke,« sagde Piletræet. »Jeg er et Træ, og et Træ må have en Krone. Havde jeg ingen Krone fået, var jeg bestemt gået ud af Sorg og Skam.«
»Der er dog Poppelblod i den,« sagde den nærmeste Poppel.
De andre susede bifaldende langt ned ad Alléen.
»Lad os nu se, hvad det bliver til,« sagde Egen.
Sommeren gik, som den plejer at gå. Det var Solskin, så længe til alt, hvad der levede, bad om, Regn. Så regnede det, så længe til de allesammen råbte til Himlen om Solskin.
Piletræet var endda ikke af de værste. Af Naturen var det nøjsomt. Og så var det så glad over, sin nye Krone, at det syntes, det kunne finde sig i, hvad det skulle være.
Oppe i Toppen, midt i Kransen af de grønne Grene, var der et Hul, som var kommet, den Gang Skovfogden kappede Kronen. Hullet var ikke så lille endda, og når det havde regnet, stod det fuldt af Vand, som holdt sig en god Stund, efter at Solen havde skinnet Jorden tør igen.
En Dag kom der en Solsort flyvende og satte sig der oppe.
»Tillader du, at jeg drikker en Tår hos dig, du gamle Piletræ?« sagde den.
»Med største Fornøjelse,« sagde Piletræet. »Forresten er jeg ikke så gammel. De har faret ilde med mig.«
»Ja vel,« sagde Solsorten. »Du er stækket. Det kender vi nok.«
»Du er nok så god at tørre dine Fødder af,« sagde Piletræet. »Jeg mener bare, for at du ikke skal plumre Vandet, hvis der kommer en anden en og vil drikke. Man kan jo aldrig vide i denne Tørke.«
Solsorten skurede Fødderne rene mod en Træsplint, der sad. Splinten gik løs, og da Fuglen fløj, lå der en hel lille Jordbunke. Næste Dag kom der en Svale og siden en Lærke og så efterhånden mange Fugle. For det rygtedes jo snart, at når det kneb, kunne man i Reglen få en Tår Vand hos det kappede gamle Piletræ i Alléen. Allesammen efterlod de sig både det ene og det andet deroppe, og hen på Efteråret lå der så meget, at det en skønne Dag brasede sammen og fyldte hele det lille Hul, hvori Vandet var.
»Du holder nok ligefrem Beværtning,« sagde Egen.
»Hvorfor skal man ikke være venlig mod sine Medmennesker?« sagde Piletræet.
Det blev Efterår. Visne Blade blæste der op i Piletræet og lå og rådnede. En Guldsmed havde lagt sig til at dø deroppe allerede sidst på Sommeren. Et af Mælkebøtternes fnuggede Frø var dalet ned ved Siden af den. Vinteren kom, og Sneen faldt på den lille Plet og blev liggende sin Tid ud, akkurat ligesom nede på Jorden.
»Det er jo akkurat, som jeg havde et helt Stykke af Verden i mit Hoved,« sagde Piletræet.
»Det er ikke sundt at have for meget i Hovedet,« sagde Egen.
»En Gang havde jeg en stor og herlig Krone,« sagde Piletræet sørgmodig. »Nu er jeg glad ved mindre. Man må tage Livet, som det falder.«
»Det er rigtigt,« sagde den vilde Rosenbusk.
»Det går nok altsammen,« sagde Hyldebusken. »Jeg sagde det jo.«
»Simpel, nøjsom Fyr,« sagde den nærmeste Poppel.
»Simpel ... nøjsom ... Fyr,« susede det langt hen i Alléen.
Vinteren gik, og Foråret kom. Midt oppe i Piletræets Top tittede en lille grøn Spire.
»Ih, men hvad er da du for en?« spurgte Piletræet.
»Jeg er såmænd bare en lille Mælkebøtte,« sagde Spiren. »Jeg sad på Mors Hoved mellem en Masse Søskende. Hver af os havde en lille Faldskærm på. Flyv nu, Børnlille, sagde Mor, jo længer I kommer væk, des bedre. Jeg kan ikke gøre mere for jer, end jeg har gjort, og jeg skal ikke nægte, jeg er en Smule bekymret over alle de Børn, jeg har sat ind i Verden. Men det kan nu ikke gøres om igen, og jeg håber, I finder en Plet, hvor en ærlig Mælkebøtte kan klare sig.«
»Ja, akkurat sådan taler en lille Blomstermor,« sagde den vilde Rosenbusk.
»Hvad så mere,« sagde Piletræet.
»Så kom der jo et Vindstød,« sagde Mælkebøtten. »Vi fløj alle sammen op i Luften, bårne af vores Faldskærm. Hvor de andre blev af, har jeg ingen Anelse om, men jeg kan huske, det begyndte at regne på mig, og så blev jeg slået her ned. Jeg tænkte naturligvis, at når jeg var bleven tør, kunne jeg flyve videre. Men det blev der nu ikke noget af, for min Faldskærm var gået itu. Så måtte jeg blive, hvor jeg var. Til min store Forbavselse så jeg, at jeg lå på Jord. Efterhånden kom der mere Jord, jeg lå gemt i den hele Vinteren, og nu er jeg spiret. Der har du hele Historien.«
»Det er et helt Æventyr,« sagde den vilde Rosenbusk.
»Det kan nok være,« sagde Mælkebøtten. »Men hvordan skal det gå mig i Fremtiden? Jeg ville oprigtig talt give noget godt til, at jeg var nede på Jorden igen.«
»Jeg skal gøre alt for dig, hvad jeg formår,« sagde Piletræet. »Jeg har selv prøvet Modgang, og det er mig en stor Ære og Opmuntring at have dig groende i mit stakkels Hovede.«
»Mange Tak for din Venlighed,« sagde Mælkebøtten. »Der er såmænd ikke så meget af den i Verden, at man ikke skulle skønne på den, hvor man møder den. Men til syvende og sidst er det jo Evnen, det kommer an på, og der er jeg bange for, det vil knibe.«
»Jeg ved godt, hvad du tænker på,« sagde Piletræet sørgmodig.
»Jeg kan ikke skygge over dig, siden Skovfogden kappede min dejlige Krone. Mine lange Grene deroppe er gode nok, og jeg ville ikke undvære dem for aldrig det, men skygge kan de ikke det, der er værd at tale om, og nogen Krone får jeg aldrig mer, det mærker jeg nok. Så er du bange for, at Solen skal skinne for stærkt på dig.«
»Å, på det Lag!« sagde Mælkebøtten. »Jo mere Solen skinner i mit gule Ansigt, des gladere er jeg. Nej, du ... det er Jorden, jeg er bange for.«
»Den er også det vigtigste,« sagde Egen. »Men det bliver da Piletræets Sag. Vil den holde Blomsterhotel i sit Hovede, så må den naturligvis sørge for Jord.«
»Ja, men er der ikke Jord, kære Mælkebøtte?« spurgte Piletræet.
»Det er der,« sagde Mælkebøtten. »Og god er den også, det er ikke for det. Jeg er bare bange for, at der ikke er nok af den. Jeg skal sige dig, jeg har sådan en forskrækkelig lang Rod ... en hel Pæl, forsikrer jeg dig. Når jeg er udvoksen, går den såmænd et godt Kvarter ned i Jorden.«
»Nå da,« sagde Egen. »Sådan er Pjalt Mælkebøtte skulle snakke om Rod.«
Piletræet stod en Stund og sagde ingenting, men tænkte des mere. Den vilde Rosenbusk trøstede Mælkebøtten og talte godt om Piletræet, Hylden sagde, at det gik nok altsammen, Egen brummede og spurgte, om man i det hele taget kunne vente sig noget som helst godt af et Træ uden en Krone.
»Hør nu en Gang,« sagde så Piletræet, som slet ikke havde hørt efter de andre. »Nu skal jeg sige dig noget, kære Mælkebøtte, som jeg ellers ikke holder af at snakke om. Du ved jo nok, at jeg er kommen galt af Sted og har mistet min Krone?«
»Jeg hørte, du sagde det før,« sagde Mælkebøtten. »Jeg kan jo også nok se, du ser noget forknyt ud mellem de andre Træer i Alléen.«
»Tal ikke om Poplerne,« sagde Piletræet bedrøvet. »Det er mine Slægtninge, men de har aldrig tilgivet mig, at jeg blev sat her som Stikling af en Fejltagelse. Se på dem, og se på mig, så kan du nok skønne, at sådan en stakkels Vanskabning må være en Skamplet for en fornem Poppelallé.«
»Nogen Undseelse har den dog beholdt,« sagde den nærmeste Poppel.
Og alle de andre Allétræer susede bifaldende.
»Du tænker for meget på det,« sagde Hyldebusken, »Jo mere man spekulerer på det, des værre bliver det. Jeg var såmænd gået i Jorden for længe siden, hvis jeg skulle stå og græde over de Tab, jeg har lidt.«
»Ja, det er nu lige meget,« sagde Piletræet. »Enhver tager det på sin Manér, og jeg på min. Jeg har slet ikke i Sinde at opgive Ævret, men jeg ved, at jeg er en Krøbling og bliver aldrig til andet. Jeg troede lige straks, at mine lange Grene deroppe skulle blive til en ny Krone, men det var bare Dumheder. De vokser og stritter og grønnes, og mere bliver de aldrig til. Så føler jeg også godt selv, at jeg begynder at rådne.«
»Hvad er det, du siger?« sagde den vilde Rosenbusk.
»Rådner du?« spurgte Egen.
»Ja - det var det værste,« sagde Hyldebusken.
»Den udleverer sine dybeste Hemmeligheder til Pakket,« sagde den nærmeste Poppel.
»Lad os ranke os og slanke os og suse og se til Vejrs, kære Allé-Brødre.«
Alle Poplerne suste.
»Jeg rådner,« sagde Piletræet. »Jeg rådner i Toppen. Hvordan skulle det være anderledes? Der står en Sø deroppe om Sommeren, der ligger Sne om Vintelen, og nu er der fuldt med fugtig Jord. Jeg mærker tydeligt, at Hullet bliver større og større, går længere og længere ned i mig. Mit Ved smuldrer hen. Skallen er god nok endnu, og jeg er glad, så længe den holder sig. Så kan Saften fra mine Rødder løbe op til mine kære, lange Kviste. Nå ... nu tænker jeg nok, Fuglene kommer og besøger mig, som de plejer, og de bringer jo Jord med, så der kommer bestandig mere, efterhånden som Hullet i mig bliver dybere. De lægger også deres Gødning. Og visne Blade falder der nok af på min stakkels lemlæstede Top. Jeg tror også ganske bestemt, jeg har en Regnorm deroppe. Hvordan den er kommen, ved jeg ikke, måske en Fugl har tabt den af sit Næb. Men den trækker Bladene ned i Jorden og æder dem og laver dem til Muld. Så jeg siger ligesom Hyldebusken: det går nok altsammen.«
»Du bliver altså hul?« spurgte Egen.
»Jeg gør så,« sagde Piletræet. »Der er ikke noget at gøre ved den Ting. Det er jo ellers ikke af den Slags, man taler om, men det var nu, fordi Mælkebøtten var så bekymret. Ingen skal sige mig på, at jeg tog en skikkelig Blomst i Pension og så lod den forkomme i Angst for Livet.«
»Har man nogen Sinde hørt et Træ tale sådan,« sagde Egen.
»Nej, det må jeg rigtignok også sige,« sagde den vilde Rosenbusk.
»Nu tror jeg heller ikke, det holder ret længe,« sagde Hyldebusken.
»Tak, du gamle, gode Piletræ,« sagde Mælkebøtten. »Nu vokser jeg trøstigt videre. Jeg har jo bare i År at tænke på. Når jeg har sendt mine Frø ud i Verden med deres små Faldskærme, så har jeg gjort, hvad der forlanges af mig. Det skulle glæde mig, om et af dem ville blive her og gro hos dig.«
»Mange Tak,« sagde Piletræet.
»Den lader sig trøste af Rosenbusken og Hylden ... den takker Mælkebøtten ... sådan en er vi i Familie med ... grueligt!« sagde den nærmeste Poppel.
»Grueligt ... grueligt ... grueligt!« suste det langt ned ad Alléen.
Så blev det Aften og Nat, og alle sov. Vinden havde lagt sig, så der ikke en Gang var den svageste Susen i Poplerne. Men Egen på den lille Høj inde på Marken kaldte på Piletræet.
»Pst ... pst ... Piletræ ... sover du?«
»Jeg kan ikke sove,« sagde Piletræet. »Det rumler og gnaver og siver og syder inde i mig. Jeg mærker, det synker dybere og dybere ... jeg ved ikke, hvad det er, men det gør mig så melankolsk.«
»Du bliver hul,« sagde Egen.
»Måske er det det,« sagde Piletræet sørgmodig. »Der er jo ikke noget at gøre ved den Ting. Ingen undgår sin Skæbne.«
»Hør nu, Piletræ,« sagde Egen. »I Grunden kan jeg ikke lide dig.«
»Da ved jeg ikke af, at jeg har gjort dig noget,« sagde Piletræet.
»Det kan nok være,« sagde Egen. »Jeg synes bare, du var så vigtig, lige fra den Gang du spillede. Stikling. Men det kan nu være det samme. Jeg har fået så forfærdelig ondt af dig, siden jeg hørte, at du var i Færd med at blive hul. Pas bare på dig, vil jeg sige dig. Det er en gruelig Ulykke.«
»Jeg ved skam ikke, hvordan jeg skal bære mig ad med at hindre det,« sagde Piletræet.
»Det ved jeg heller ikke,« sagde Egen. »Men jeg siger alligevel: pas på. Se, om ikke du kan få Fuglene, der besøger dig, til at skrabe al den Jord ud af Hullet i dit Hoved, inden det bliver alt for dybt.«
»Jeg kan da ikke gøre Mælkebøtten Fortræd,« sagde Piletræet.
»Endnu tænker jeg heller ikke, det har nogen Fare. Mine Kviste grønnes og trives, og mine Rødder suger godt nok. Så længe Roden er god, er alting godt, ved du nok.«
»Pas bare på,« sagde Egen. »Du ved ikke, hvad det gælder, men det ved jeg. Jeg skal sige dig: jeg har en gammel hul Onkel.«
»Har du det?« sagde Piletræet. »Ja, der er jo noget trist i enhver Familie. Du har Onkelen, og Poplerne har mig.«
»Du aner ikke, hvad for et Liv han fører,« sagde Egen. »Han er frygtelig gammel og frygtelig hul. Ja ... på en Måde ligner han jo dig, men det er meget, meget værre fat med ham. Der er ikke andet tilbage af ham end en ganske tynd Skal og så en ussel Kvist i Toppen. Næsten alle hans Rødder er også døde. Og altid er han fuld af Ugler og Flagermus og andet Kryb. Det er et frygteligt Liv, han fører.«
»Det gør mig ondt at høre,« sagde Piletræet.
»Jeg siger bare: tag dig i Agt!« sagde Egen.
Og Årene kom og svandt, og Tiden gik, som den skulle.
Bestandig dybere rådnede Piletræet, og Hullet fyldtes med Jord, og der kom flere Gæster. En Vår stod der en lille fin Spire, som Træet bød velkommen i den Tro, det var en Mælkebøtte.
»Nåda,« sagde Spiren. »Hvad ser du mig an for?«
»Jeg har den allerbedste Mening om dig,« sagde Piletræet. »Men du er jo så lille endnu. Tør jeg spørge om dit Navn?«
»Jeg er en Jordbærplante,« sagde Spiren. »Og en af de fineste. Jeg tror nok, jeg er Magen til dem, som vokser i Herregårdens Have. Bi bare, til jeg sætter Frugt, så får vi det at se.«
»Gud bevares,« sagde Piletræet. »Bare jeg kunne begribe, hvor du er kommen fra.«
Der kom en anden Spire, som viste sig at være Begyndelsen til en Solbærbusk. Der kom en tredie, som voksede sig til et lille nydeligt Rønnebærtræ. Mælkebøtter var der hver Sommer et Par Stykker af. Bierne kom og summede og sugede Honning og fløj hjem med den til deres Kuber, Sommerfuglene flagrede fra Blomst til Blomst, sugede lidt Honning her og lidt der og spiste det med det samme. De vidste, de skulle dø, så der var ikke noget at gemme det efter.
»Det er vidunderligt,« sagde Piletræet. »Vidste jeg dog bare, hvor al den Lykke er kommen fra.«
»Det skal man ikke spørge om, bare tage den, når den kommer,« sagde Hyldebusken.
»Du får en smuk Alderdom,« sagde den vilde Rosenbusk.
»Du bliver hulere og hulere,« sagde Egen. »Husk, hvad jeg fortalte dig om min stakkels gamle Onkel.«
»Den er efterhånden bleven ganske skør i Hovedet,« sagde den nærmeste Poppel.
»Skør i Hovedet ... skør i Hovedet ... skør i Hovedet,« susede det langt ned i Alléen.
Solsorten var den første, som havde besøgt Piletræet, og den kom hvert År mange Gange igen. En Dag kom den i stor Forskrækkelse og bad, om den måtte gemme sig deroppe. Der var en væmmelig Dreng, som havde skudt efter den med en Salonbøsse hele Formiddagen.
»Jeg er såmænd fredet på denne Årstid,« sagde den. »Men hvad bryder en snottet Dreng sig om det. Og skal man endelig af med Livet, kan man da forlange at blive fanget i en ordentlig Done.«
»Jeg synes nu, det må være rarere at blive skudt.« sagde Piletræet. »Så får man da Ende på det på een Gang.«
»Det synes jeg ikke,« sagde Solsorten. »Så længe der er Liv, er der Håb. Man hænger da altid i Donen og spræller og tænker, det kunne da være, man slap løs.«
»Å ja, såmænd,« sagde Piletræet eftertænksomt. »Ret beset er det jo ikke anderledes med mig. Jeg er også i Snaren og ved, jeg snart skal dø, men hænger alligevel ved Livet. Nå ... jeg har nu fået en velsignet Alderdom, som den vilde Rose sagde. Bare jeg vidste, hvor alle de kære Væsener, som gror oven i mig, er kommen fra.«
»Det kan jeg såmænd fortælle dig,« sagde Solsorten. »Du kan være ganske sikker på, at de allerfleste er kommen fra mig.«
Så fortalte den, hvor slikken den var efter røde Bær, både af den ene Slags og af den anden. Især havde den sin Tilflugt i Herregårdens Have, hvor der var fuldt op af de allerlækreste Sager. Når så den sad og fordøjede sin Mad i Piletræet, efterlod den sig gerne noget, som man ikke taler om i pænt Selskab, og som det er ganske umuligt at nævne i en pæn Bog, men som alligevel spiller en overmåde stor Rolle her i Verden. Og når man så rigtigt efter, var Frøene nok i det.
»Er det sandt?« sagde Piletræet. »Ja, naturligvis er det sandt. Så skylder jeg altså i Virkeligheden dig hele min Lykke.«
»Sandsynligvis,« sagde Solsorten og fløjtede vigtigt. »Man har jo Gudskelov sin Mission her i Verden. - Men se bare ... jeg tror min Sandten, der sidder et dejligt modent Jordbær.«
Den spiste Bærret og sagde Um! og Ah! og O! så delikat var det.
»Akkurat Magen til dem, der vokser i Herremandens eget Bed,« sagde den. »Men jeg synes næsten, det har fået en endnu delikatere Smag af at gro heroppe i dig, du gamle Piletræ.«
»Kære Solsort,« sagde Jordbærplanten. »Du kommer jo jævnlig på Herregården. Vil du ikke nok gøre mig den Tjeneste at fortælle Herremanden, at jeg gror heroppe.«
»Såmænd vil jeg ikke nej,« sagde Solsorten, »For det første kunne det aldrig falde mig ind at fortælle en anden, hvor der gror et godt Bær. For det andet er jeg efterhånden bleven så tyk og fed, at jeg må være en Smule forsigtig. Ellers kunne det nemt falde Herremanden ind, at Jordbær smager godt ovenpå Solsortesteg.«
»Det er meget kedeligt,« sagde Jordbærbusken. »Jeg ved, at Herremanden har sagt, han spiser ikke andre Bær end dem, der gror på vores Familie, og vi er kun så få. Jeg har også hørt en Fugl synge om, at han er kommen hjem fra Italien, og jeg er sikker på, at vidste han, jeg groede heroppe, ville han selv kravle op og plukke mine Bær.«
»Gud fri og bevare mig vel,« sagde Piletræet. »Skulle jeg virkelig få Herremanden selv i min Top. Den Ære kunne jeg ikke bære.«
»Det kunne du ikke,« sagde Egen. »For du er hul og bliver hulere for hver Dag, der går. Dine lange Grene er heller ikke så grønne i År som i Fjor. Du kommer mere og mere til at ligne min ulykkelige Onkel. Det lakker mod Enden, Piletræ.«
»Måske har du Ret,« sagde Piletræet. »Ingen undgår sin Skæbne. Jeg føler selv, at min Skal bliver tyndere og tyndere, og der er også gået Hul i den på to Steder forneden.«
»Væk med den,« sagde den nærmeste Poppel. »Den er en Skam og en Skændsel for Familien.«
»Væk ... væk ... væk,« susede det langt ned ad Alléen.
Tiden gik, og det var ikke til at begribe, at det gamle Piletræ levede endnu.
Barken var falden af på store Stykker, Hullerne forneden var voksede sammen i Midten, så Ræven en Dag kunne smutte ind ad det ene og ud ad det andet. Musene gnavede i det trøskede Ved. Af Kvistene foroven var der kun tre-fire Stykker tilbage, og de var så tynde og så fattige på Blade, at det var en Ynk at se dem.
Men Haven deroppe i Toppen trivedes som aldrig før.
Jordbærplanten stod med store Blomster, som blev til tunge røde Bær. Solbærbusken var også vokset til og bar sin første Frugt. Mælkebøtterne skinnede gult, en lille blå Viol var der også kommen, en rød Arve, som bare lukkede sin Blomst op, når Solen skinnede stærkest lige ved Middagstid, og et stort Rugaks, som svajede for Vinden.
»Det bliver jo længere, jo bedre,« sagde den vilde Rosenbusk.
»Siden du endelig skulle komme galt af Sted og miste din Krone, så kan du rigtignok sige, Skæbnen var dig god og gav dig Erstatning.«
»Det siger jeg sandelig også,« sagde Piletræet. »Bare jeg kan bære al den Lykke. »Jeg bliver tyndere og tyndere i Skallen, og hvert År får jeg et Par Kviste færre.«
»Det ender galt,« sagde Egen. »Jeg varede dig i Forvejen ... husk på min stakkels gamle, hule Onkel.«
»Det ender vel sagtens, som det altid ender,« sagde Hyldebusken. »Enten Enden kommer på den ene eller på den anden Måde, er den da den samme for os. Men jeg tror nu, Piletræet har noget til Gode endnu.«
»Det er ikke længer til at se, at den hører til Familien,« sagde den nærmeste Poppel. »Dens egne Grene visner mer og mer, og det er bare fremmede Kviste og Blade, den vifter sig med. Sådan er det godt. Vi siger ikke noget om, at den hører os til ... tys!«
»Tys ... tys ... tys,« hviskede det langt ned ad Alléen.
En Aftenstund krøb Regnormen frem deroppe. Hidtil havde den altid holdt sig nede i Jorden af Angst for de mange Fugle, der kom. Den var så lang og tyk og fed som nogen Regnorm i Verden.
»Nej, se god Dag, kære Regnorm,« sagde Piletræet. »Jeg vidste nok, du var her, men jeg har ikke før haft den Fornøjelse at se dig. Det glæder mig, at du trives så godt hos mig. Hvordan er du egentlig kommen herop?«
»Det var såmænd Solsortens Skyld,« sagde Regnormen. »Den tabte mig af sit Næb. Det vil sige, den havde kun fået Halvparten af mig. Resten trak sig ned i Jorden. Så jeg var kun halv, da jeg kom.«
»Velkommen var du alligevel,« sagde Piletræet. »Det er mig uden Forskel, enten du er hel eller halv. Selv har jeg jo mistet min Krone og bliver aldrig andet end en stakkels Krøbling. Men du er altså kommen dig siden?«
»Årk ja,« sagde Regnormen. »Det generer mig ikke det mindste, om de hugger en Ende af mig. Den vokser straks ud igen, bare jeg får Lov at gå i Fred. - Men ved du, hvad det er for en lille Spire, som kommer op her ved Siden af mig med sådan en underlig tyk Hat på Hovedet?«
»Jeg kender den ikke,« sagde Piletræet. »Jeg er jo bleven svag med Årene og kan snart ikke hitte Rede på alt det, der gror i mig. Kender du den?«
»Nåda,« sagde Regnormen. »Det var såmænd mig selv, der halede den ned i Jorden for to År siden. Den hang sammen med et Blad og en Stilk, og både Bladet og Stilken fik jeg ædt, men Fyren der kunne jeg ikke få Bugt med. Det var ikke så underligt, for det var et Agern. Nu er det spiret ... Det er en lille Eg.«
»En Eg!« sagde Piletræet fuldt af Ærbødighed.
»Det blæste herover i den stærke Storm, det var for to År siden om Efteråret,« sagde Regnormen. »Jeg husker det tydeligt, fordi du knagede sådan, at jeg troede, det havde været forbi med os alle sammen.«
»Hvad er det, du siger?« sagde Egen på den lille Høj ude på Marken. »Gror et af mine Børn hos dig?«
»Ja,« sagde det gamle Piletræ. »Det er virkelig en lille Eg. Det er en stor Ære for mig.«
»Det er Galskab,« sagde Egen. »Den må jo dø.«
»Dø skal vi alle,« sagde Hyldebusken.
En Dag kom Herremanden spadserende ned ad Alléen.
Han havde Skovfogden med sig og sine to Børn, en lille Dreng og en lille Pige. De havde kun været kort Tid på Gården og så sig nysgerrigt om, for alting var nyt for dem.
»Hvad i al Verden er det for en gammel, grim Trunte, der står?« sagde Herremanden og pegede med Stokken på det gamle Piletræ. »Den ødelægger jo hele Alléen. Sørg for, at den kommer væk i Morgen, Skovfoged. Jeg bliver hel syg af at se på den.«
For det Humør var han nu i den Dag.
»Nu kommer det,« sagde Egen. »Det var din Dødsdom, du gamle Piletræ. Nå ... du skal ikke være ked af det. Jeg synes, det må være bedre at få en Ende på det end at stå der og hules Dag for Dag.«
»Man hænger ved Livet,« sagde Piletræet sørgmodig. »Og hvordan skal det gå alle mine Pensionærer?«
»De må være glade for den Tid, de har levet,« sagde den vilde Rosenbusk.
»Lad os nu først se, hvad det bliver til,« sagde Hyldebusken. »Jeg har været med til det, der så værre ud, og slap dog fra det.«
»Gud ske Lov, det bliver forbi,« sagde den nærmest stående Poppel.
»Gud ske Lov ... Gud ske Lov ... Gud ske Lov,« susede det langt ned i Alléen.
Næste Formiddag kom Skovfogden. Han havde bare en Økse med sig, for han tænkte, han behøvede hun et Par Slag for at få Bugt med den gamle, rådne Piletrunte. Just som han ville hugge til, fik han Øje på Solbærbusken oppe i Træet. Den havde store, modne Bær. Han strakte Hånden ud, plukkede et af dem og spiste det.
»Det var da mærkværdigt,« sagde han. »Det er akkurat Magen til dem, der står i Herregårdens Have. Vorherre må vide, hvordan det er kommet herop.«
»Skovfoged! Skovfoged!«
Det var Herremandens Søn, der kom løbende i Alléen. Han ville se på, at det gamle Piletræ blev fældet. Skovfogden fortalte ham om Solbærbusken og plukkede et Bær og gav ham.
»Løft mig op, jeg vil plukke selv,« sagde Drengen.
Skovfogden løftede ham op. Han tog med begge sine Hænder om Pilekvistene deroppe og tog så hårdt, at de knækkede.
Så tog han om Træets tynde Skal, der var så skrøbelig, at han beholdt et stort Stykke i hver Hånd. Men så klappede han i Hænderne af Forundring og Glæde og råbte højt op:
»Skovfoged! Skovfoged! her er en hel Have heroppe. Her er de dejligste Jordbær ved Siden af Solbærbusken ... og her står et lille Rønnebærtræ ... og en lille sød Eg ... og Ukrudt er der også ... fem gule Mælkebøtter ... og et Bygstrå, Skovfoged ... nej, hvor det er kønt, hvor det er kønt! det skal Søster rigtignok se ... og Far ...«
»Skynd dig nu og æd Jordbærrene,« sagde Skovfogden. »For nu skal Trunten hugges om, og så er det forbi med hele Herligheden.«
»Sæt mig ned,« sagde Drengen og sprællede.
»Du vover ikke at hugge det Træ om,« sagde han, da han stod på Jorden. »Hører du ... du vover det ikke.«
»Det vover jeg vel nok,« sagde Skovfogden og lo. »Du har jo selv hørt, at Herremanden befalede det.«
»Nu løber jeg op og henter Far,« sagde Drengen. »Og du vover ikke at røre Træet, før jeg er kommen tilbage. Gør du det alligevel, så kan du bare tro, jeg skal hævne mig på dig, når jeg selv en Gang bliver Herremand,«
Så løb han op gennem Alléen. Skovfogden satte sig i Grøften og biede, for det syntes han var det klogeste.
»Herremandshumøret har Knægten,« sagde han.
»Hvad var det, jeg sagde?« sagde Hyldebusken. »I skal altid høre efter dem, som ved noget.«
»Det er en frygtelig Spænding at stå i,« sagde Piletræet. »Blot jeg ikke falder i Staver af bare Angst. Drengen tog allerede et godt Tag i mig, og Gud skal vide, jeg har ikke meget at stå imod med.«
»Nu må du holde ud, til vi ser, hvad det bliver til,« sagde den vilde Rosenbusk. »Jeg har aldrig oplevet noget så spændende.«
»Jeg heller ikke,« sagde Egen. »Men det kan ikke ende godt, når først man er hul.«
Så kom Drengen med Herremanden. Den lille Fyr pegede og fortalte. Skovfogden rullede en Sten hen, så Herremanden kunne stå op og kigge i Piletræets Top.
»Nej, nu har jeg aldrig set Magen!« sagde han. »Det er jo virkelig sandt ... der er en hel Have heroppe. Og mine egne Jordbær, tror jeg min Sandten ...«
Han plukkede et og spiste det.
»Um!« sagde han. »Jo, det er den rigtige Smag. Jeg synes næsten, det er endnu lækrere end dem derhjemme.«
»Skal Træet så vel hugges om, Far?« spurgte Drengen.
»Ikke på nogen Måde!« sagde Herremanden. »Det ville jo være den største Synd. Det er jo det mærkeligste Træ, jeg har på hele Godset. Sørg for, at der bliver sat et Tøndebånd om det foroven, Skovfoged. Og sæt så Stakit om det, for at Køerne ikke skal gnubbe sig op ad det og gøre det Fortræd. Det dejlige gamle Piletræ skal vi rigtignok bevare så længe som muligt. Jeg holder forfærdelig meget af det.«
For den Dag var han nu i det Humør.
Der blev sat et Jernbånd om Piletræets Stamme foroven og Stakit forneden. Hver Gang Herremanden kom kørende med Gæster i Alléen, lod han Vognen holde foran Piletræet.
»Ja ... Alléen er såmænd meget net,« sagde han. »Men det er jo bare ganske almindelige Popler. Men her skal De rigtignok se noget mærkværdigt ... ja, det ser ud som en gammel Piletrunte, men kom nu bare herhen ...«
De stod af Vognen og op på Stenen, der lå, den ene efter den anden og beundrede Haven i Piletræets Top.
»Var ikke Jernbåndet der, så brast jeg,« sagde Piletræet. »Så megen Ære og Lykke for en elendig Krøbling som mig. Tænk en Gang ... at Herremanden virkelig krøb op og spiste Jordbær hos mig! Og alle de fremmede Gæster på Gården skal se mig.«
»Det er utroligt,« sagde Egen. »Det er jo akkurat, som om der var sat Præmie for at blive hul.«
»Det er et Æventyr,« sagde den vilde Rosenbusk. »Jeg vil fortælle det til enhver Fugl, som sætter sig i mig, så det kan blive sunget ud over hele Verden.«
»Det er jo ikke en Smule andet, end hvad jeg sagde,« sagde Hyldebusken.
»Når alt kommer til alt, var det nok på en Måde mig, der lavede Æventyret,« sagde Solsorten. »Men jeg holdt ærlig talt mere af det, som det var i gamle Dage. Da kunne man sidde heroppe i Fred og Ro. Nu risikerer man hvert Øjeblik, at der kommer en eller anden og stikker Hovedet herop og siger: næ-e! og å-e! og ah!«
»Aldrig i mine Dage har jeg oplevet noget lignende,« sagde den nærmeste Poppel. »Hørte I, hvordan Herremanden talte om sine stolte, fornemme Popler? Vi, der har stået Vagt langs Vejen til hans Gård, Sommer og Vinter, År efter År, lige ranke,og knejsende ... ganske almindelige Popler kaldte han os. Og så det væmmelige, simple Piletræ den gamle, rådne Trunte ... Og oven i Købet er vi i Familie med den ... Uf!«
»Uf ... uf ... uf!« susede det langt ned ad Alléen.
En Vinterdag kom der en Storm, så det knagede og bragede i alle Skovens Træer. Hylende fór Vinden ned ad Alléen, og alle de stolte Popler svajede som Siv. Sneen føg, så Himmel og Jord stod i eet.
»Nu kan jeg ikke mere,« sagde det gamle Piletræ.
Så knækkede det, helt nede ved Roden. Jernbåndet, det havde haft om Hovedet, fløj raslende hen ad den frosne Vej. Stakittet væltede. Haven deroppe spredtes til alle Sider for Vinden ... Solbærbusken og Jordbærplanten, Rønnebærtræet og den lille Eg, Mælkebøtterne, Violen ... det blæste altsammen væk, og ingen ved, hvad der siden blev af det.
Regnormen lå lige nedenfor og vred sig.
»Dette her står jeg ikke ud,« sagde den. »Lad dem hugge mig to Stykker ... i tre Stykker. Men dette er værre. Jorden er hård som Jern, ikke et Hul at krybe i. Og Frosten bider i min tynde Hud. Farvel allesammen, nu dør jeg.«
Hen på Foråret blev Piletræets Stub ryddet væk. Men Herremanden bød, at der ikke måtte plantes noget nyt Træ. Hver Gang han kørte forbi, fortalte han dem, han kørte med, om det mærkelige gamle Piletræ, som havde haft en hel Have i sit hule Hoved.
Og den vilde Rosenbusk fortalte det til Fuglene, som sang det ud over hele Verden. Egen lærte aldrig at forstå det, og Hybenbusken sagde, den havde forstået det hele Tiden. Solsorten blev fanget i en Done og spist.
Men Poplerne står endnu i Alléen og suser, fornemme og fornærmede.