Den gode Mand
Carl Ewald: Udvalte Æventyr. Anden Samling (1915)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Der var en Gang en Mand, som var så forskrækkelig god, at han ikke kunne holde ud at leve i Verden. Hvor han så hen, så han ikke andet end Kiv og Splid mellem Menneskene. Hver passede sit og søgte at forfordele sin Nabo. Der var Krig mellem Kongerne og Krig mellem Folkene og Krig mellem Urtekræmmerne henne på Hjørnet. Ingen hjalp hinanden. Ingen tilgav hinanden.
Til sidst blev Manden så ked af det, at han besluttede at bosætte sig et Sted langt ude på Landet og have så lidt som muligt med Mennesker at bestille.
Som sagt, så gjort.
Han fandt sig et vidunderligt lille Hus et Steds langt borte i en Granlund lige ved Havet. Det lejede han af den Bondemand, hvem det tilhørte, og flyttede straks derind. Og så gik han og røg sin Pibe og sad ved Stranden og så på Havet og tænkte, at nu skulle hans gode Hjerte aldrig mere såres af Slethed og Grusomhed.
Nu havde Manden blandt mange andre gode Ting taget med sig en dejlig, sukkersaltet Skinke, som stod i Kælderen, for at den ikke skulle blive fordærvet. En Dag fik han Lyst til et Stykke Skinke i al Uskyldighed. Men da han ville hente den i Kælderen, var Skinken væk.
Dvs. Benet lå der jo endnu, men heller ikke mere. Og da han tittede rundt om i Kælderen, så han Halen af en Mus, som forsvandt i et Hul.
Det var en overmåde ærgerlig Historie. Og for at det ikke skulle gå ligedan med den næste Skinke, gik han om til Bondemanden, af hvem han havde lejet Huset.
På Bondemandens Port sad Bondemandens Kat og spandt. Han hilste på den og sagde:
»Hør du Kat - der er Mus i min Kælder.«
»Ah,« sagde Katten.
»Vil du æde dem for mig?«
»Ja,« sagde Katten.
Så gik han og Katten over i det lille Hus, og det varede ikke længe, før Musen var ædt.
»Mange Tak,« sagde Manden.
»God Snak,« sagde Katten.
Næste Morgen gik Manden sig en Tur i Granerne.
Han gik hen til en Fuglerede, som var bygget et Stykke fra Jorden, og hvor der lå tre søde, små Gulspurveunger. Tit havde han stået og set på dem, men ikke altfor tæt ved, for at Moderen ikke skulle blive forskrækket og flyve sin Vej.
Da han nu kom til Reden, var den ganske tom.
Han kunne nok begribe, der måtte være hændt en Ulykke, for Ungerne var langt fra flyvefærdige endnu. Gulspurvemoderen sad da også i Toppen af Grantræet og peb gudsjammerlig.
Som nu Manden vilde til at gå bedrøvet bort, fik han Øje på Bondemandens Kat, som sad på Gærdet og spandt.
»Hør, du Kat,« sagde han. »I Går var der tre Gulspurveunger i Reden.«
»Ah,« sagde Katten.
»Dem har du ædt.«
»Ja,« sagde Katten.
»Så skal du også ha' Høvl,« sagde han.
»Vrøvl,« sagde Katten.
Manden tog en Sten og kastede efter den, men ramte den ikke. For den var vips! oppe i et Træ. Der sad den og grinte ad ham.
»Jeg kan ikke sige dig, hvor din Opførsel bedrøver mig,« sagde Manden. »Her er jeg flygtet fra Menneskenes Ondskab og Grusomhed ud i den fredelige Natur, og så træffer jeg på en Bandit som dig. Hjerte har du ikke i Livet, siden du ikke glædede dig over de små uskyldige Gulspurve, som lige var kommen ind i Verden, og deres Mor, som var så lykkelig. Æresfølelse har du ikke heller ... er det noget for en gammel dreven Kat at myrde tre små bitte Fugleunger?«
Han tog nok en Sten og kastede, men ramte heller ikke denne Gang. Katten løb højere op i Træet.
»Hold op med de Sten,« sagde den. »Du kunne tage fejl en Gang og ramme. Og sæt dig så på Gærdet, så skal jeg fortælle dig noget.«
»Har du noget at fremføre til din Undskyldning, skal det glæde mig,« sagde Manden.
»Jeg har aldeles ikke i Sinde at undskylde mig,« sagde Katten. »Jeg har ikke gjort andet, end hvad jeg har Lov til. Tværtimod vil jeg angribe dig, din Hykler.«
»Hvad for noget?« sagde Manden og satte sig på Gærdet.
»Ja,« sagde Katten. »Du er mig i alle Måder en net Fyr. I Går kom du spadserende over til Gården og hentede mig, for at jeg skulle æde Musene i din Kælder. Du syntes, jeg var en rar Kat og en god Kat og akkurat sådan, som en Kat skulle være. Da jeg var færdig med det Arbejde, du havde sat mig til, klappede du mig og roste mig. Det faldt dig aldrig et Øjeblik ind at kalde mig en Bandit. I Dag kalder du mig for det værste, der er til, fordi jeg har ædt tre snottede Gulspurveunger.«
»Musen havde spist min Skinke,« sagde Manden.
»Tror du, du slipper på den Måde?« spurgte Katten. »Tør jeg spørge dig ... hvad fik du til Middag i Går?«
»Jeg fik Kyllinger,« sagde Manden.
»Det fik du,« sagde Katten. »Jeg hørte selv, du var ovre hos Bondemanden at bestille dem. Og jeg så med disse mine egne Øjne, at Pigen huggede Hovedet af dem. Vil du være så elskværdig at fortælle mig, om de Kyllinger havde spist din Skinke eller på anden Måde gjort dig Fortræd?«
»Næ-æ,« sagde Manden eftertænksomt.
»Fæ,« sagde Katten.
Manden lod Stenen falde, han havde bestemt til at kyle efter den, og sad med Hånden under Kinden og tænkte sig om. Men Katten blev ved at drille ham:
»Måske du også vil være så venlig at fortælle mig, hvor den Skinke kom fra, som du havde bestemt for din egen Mave, men som gik i Musens?«
»Den var af et Svin,« sagde Manden.
»Det var den,« sagde Katten. »Jeg kendte godt Svinet ... det gik ovre på Gården og gryntede og åd og gjorde aldrig en Kat fortræd. Jeg så også, da de slagtede det. Tør jeg være så fri at spørge ... hvad ondt har Svinet gjort dig, siden du vilde æde dets Skinke?«
»Det er også sandt,« sagde Manden.
»Sådan er du,« sagde Katten. »Mig roser du, når jeg æder Mus, og skælder mig ud, når jeg æder Gulspurveunger. Selv æder du med god Samvittighed både Svin og Kyllinger. Og du er et Menneske og vil være klogere end de andre.«
Manden så nok, at han ikke kunne klare sig for Katten. Han gik så hjem til sit lille Hus og satte sig til at spekulere over Tingene.
Men ked af det var han.
For det var grimt at se, hvor den Gulspurvemor jamrede sig i Grantoppen. Og Kyllingerne havde sagtens også en Mor, som nu og græd over dem. Og Musen havde måske små Børn, som døde af Sult, siden der ingen var mere til at sørge for dem. Og det var heller ikke godt at vide, om ikke Svinet efterlod sig en sørgende Familie.
Manden blev helt syg om sit gode Hjerte ved at tænke på det. Og da han havde tænkt i nogen Tid, rejste han sig op og slog i Bordet.
»Jeg vil aldrig mere spise Kød,« sagde han.
Men al den Bedrøvelse og tænkning havde gjort ham overmåde sulten. Han gik derfor ned i sin Have for at tage sige en Håndfuld Salat og nogle Radiser og derefter en Tallerken Jordbær.
Som han nu bøjede sig ned og allerede havde Hånden om et Par dejlige, saftige Salatplanter, var der en Stemme, som råbte:
»Å Herregud! å Herregud! skal jeg nu dø?«
Manden tumlede tilbage og stirrede rædselsslagen på Salaten.
»Er du også levende?« spurgte han.
»Hvorfor skulle jeg ikke være levende,« sagde Salaten. »Er det, fordi jeg ikke flyver som en Fugl eller løber som en Mus eller mjaver som en Kat? Ser du da ikke, jeg vokser og trives? Jeg spiser med mine Rødder ligesom du med din Mund, og min Mad fordøjes i mine Blade ligesom din i din Mave. Jeg glæder mig over Solen så vel som du og Fuglen. Får jeg Lov at leve, sætter jeg Blomst og Frø, og Frøene er mine Børn, kan du vel begribe. Men nu skal jeg altså dø.«
»På ingen mulig Måde,« sagde Manden. »Jeg vil ikke for alt i Verden gøre dig Fortræd. Jeg kan så godt nøjes med Radiser.«
Han skyndte sig hen til Radisebedet og halede en stor en op.
»O ve!« sukkede Radisen, og så døde den.
Manden slap den med et Skrig.
»Var du også levende?« sagde han.
Det kunne den ikke svare på, fordi den var død. Men en af de andre, der stod i Bedet, tog Ordet for den.
»Naturligvis er vi levende,« sagde den. »Hvad ellers? Men vi ved godt, at vi skal dø. Vi er bare såede for at vokse op til Glæde for Menneskenes Mave ... de gruelige Ædere, som aldrig tænker på andet end Mad og æder alt, hvad der kommer i Nærheden af dem. Værre Røvere og Mordere gives der ikke i Verden.«
»Jeg er ingen Røver og Morder,« sagde Manden. »Jeg skal så sandelig ikke spise jer. Jeg vil stille min Sult med et Par Jordbær ...«
»Naturligvis,« sagde Radisen. »Mord skal der til. Tror han, Menneskefæ, at Jordbærrene ikke også er levende?«
Manden løb op fra Haven og satte sig i sin Stue og græd. Han tænkte, han måtte dø af Sult, hvis han ikke skulle blive en Morder. Og det kunne hans gode Hjerte aldrig få ham til.
Men da han ikke døde lige straks, og Sulten bestandig blev stærkere, gik han hen til sit Skab og tog et dejligt rødt Æble, som han havde gemt hele Vinteren over.
»Det kan jeg da spise,« sagde han.
Men næppe havde han sat Tænderne i det, før Æblet sukkede dybt og vemodigt.
»Å ja, å ja,« sagde det. »Jeg tænkte det jo nok. Jeg vidste det allerede, den Gang Morderne rev mig ned af Træet. Nu bliver jeg spist, og mine Kærner kommer i Spyttebakken i Stedet for i den gode, sorte Jord. Aldrig bliver der søde små Æbletræer af dem.«
Manden tabte Æblet, som rullede hen ad Gulvet. En Stund sad han og stirrede på det.
Så så han op ved en Støj henne ved det åbne Vindue.
Det var Katten, der var sprungen op i Karmen.
Den satte sig mageligt til Rette med Halen snoet om poterne og sine mest ondskabsfulde Øjne.
»Nå,« sagde den. »Hvordan går det. Har du fået noget Mad?«
»Næ-æ,« sagde Manden.
»Fæ,« sagde Katten.
»Jeg har ikke Kræfter til at kyle noget efter dig,« sagde Manden.
»Nej,« sagde Katten. »Det har du ikke. Om lidt er du død af Sult. Du er den største Tosse, som nogen Sinde har gået på Jorden. Hvad spekulerer du dig dum for? Lev sådan, som Vorherre har skabt dig. Pas din Næringsvej, og lad andre passe deres. Musen æder Skinken, når den kan komme af Sted med det, og Katten æder Musen, hvis den kan få fat i den. Livet er Krig og Kamp og ikke andet.«
Manden stirrede et Øjeblik på Katten.
Så sprang han op, åbnede Køkkendøren og råbte:
»Ane ... Ane ... skynd dig at lave Middagsmad til mig ... jeg er ved at dø af Sult. Først vil jeg have Radiser ... og så et Stykke af den nye Skinke ... og så Kyllinger ligesom i Går ... med Salat naturligvis ... og så en stor Portion Jordbær ... skynd dig, Ane!«
Da han havde sagt den Besked, tog han Æblet op af Gulvet og åd det i tre Mundfulde.
Kærnehuset kastede han efter Katten og ramte den lige i Synet, så den nøs og skyndsomst retirerede.