WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Havet




: Udvalte Æventyr. Anden Samling (1915)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


Landet løftede sig op af Havet med hvide Kridtklinter.

Deroppe groede de grønneste Bøgeskove og Græs og gyldent Korn og tusinde brogede Blomster. Fuglene sang, og Hjortene sprang, og der var så skønt, som der kan være i Verden. Bønderne pløjede deres Marker, og yderst på Klinten havde en fornem Herre bygget sit Slot, der knejsede med Tårn og Spir og gyldne Fløje.

Hen over var Himlen, høj og blå. Nedenfor rullede Havet sine Bølger.

»Jeg kan gøre, hvad jeg vil,« sagde Havet. »Er jeg mild, lader jeg den mindste Nøddeskal danse på min Ryg, og den kommer ingenting til. Er jeg vred, knuser jeg det største Skib og sender det med Mand og Mus ned på min Bund. Ingen er over mig, ingen ved Siden af mig.«

»Jeg er over dig,« sagde Himlen.

»Gud ved, hvad du egentlig er for en Fyr,« sagde Havet. »Du hænger deroppe og blærer dig, men så man dig rigtig efter i Sømmene, har jeg en stærk Mistanke om, at det ville vise sig, du var bare Humbug.«

»Jeg spejler mig jo i dig, så kan du da nemt nok se, hvad jeg er,« sagde Himlen.

»Det gør du, når det passer mig,« sagde Havet. »Men bare jeg kruser mig en Smule, visker jeg dit Billede ud.«

»Jeg farver dig blå,« sagde Himlen.

»Pyt,« sagde Havet. »Det kan du bilde Børn og Bønder ind. Jeg har min egen Farve. Og jeg har mange Farver rundt om i Verden, hvor jeg ruller mine Bølger. Dem får jeg af de Dyr og Planter, jeg giver Lov til at vokse i mit Skød.«

»Så er der mig,« sagde Landet »Jeg er da allermindst din Lige, om ikke mer.«

Havet slog sine Bølger mod Klinten og rev en lille Kridtblok løs.

»Du?« sagde det. »Du er min Skabning og ikke en Smule andet. Som du står der og praler i al din Dejlighed, er du skudt lige op af min Bund.«

»Du lyver,« sagde Landet.

»Gør jeg?« svarede Havet. »Grib i din egen Barm, og du vil se, det er sandt, hvad jeg siger. Dit hvide Kridt er fuldt af mine Dyr. Snegle og Muslinger og Koraller - hver eneste Håndfuld af dig viser, hvor du stammer fra.«

»Jeg bryder mig ikke om dine gamle Historier,« sagde Landet. »Det er så længe siden, at det er Løgn. Nu har jeg mine egne Planter og mine egne Dyr, som er hundredfold skønnere end dine. Og jeg tænker, du lader mig blive den, jeg er.«

»Det tænker du,« sagde Havet. »Men som du står der, står du af min Nåde. Jeg har bygget dig op, og jeg river dig ned igen, når jeg får Lyst. Jeg gør, hvad jeg vil.«

»Kom an, om du tør,« sagde Landet.

Havet lo og viste sine hvide Tænder. Så tog det igen en lille Kridtblok og een til og endnu een.

»Mor dig bare,« sagde Landet.

Og Skovene grønnedes og Græsset. Blomsterne duftede, Fuglene sang, og Hjortene sprang, Bønderne pløjede deres Jord, og Slottet knejsede med Tårn og Spir og gyldne Fløje.

Nu gik der År efter År, Århundrede efter Århundrede, for de store regner med store Tal. Landet knejsede, og Havet skummede om dets Fod; tog en Kridtblok og een til og bestandig flere.

»Du bliver mig noget nærgående,« sagde Landet.

»Jeg gør, hvad jeg vil,« sagde Havet. »Og jeg tager kun, hvad mit er.«

»Du når aldrig min Top,« sagde Landet.

Men Havet slog løs, Dag efter Dag, År efter År, Århundrede efter Århundrede. Bestandig flere Kridtblokke rullede i dets Skød og knustes og skyllede bort. Bestandig hulede det ud, ind under Klinten. Oppe i Slottet var det, som havde de al Søens Larm i Kælderen, når det var rigtigt Uvejr.

En Nat styrtede Klinten med Borgen og Skoven og det hele.

Den faldt med et frygteligt Brag, så ingen kunne høre Menneskenes og Dyrenes Skrig i Døden. Skummet sprøjtede hundrede Alen til Vejrs, Stormen sang, og Bølgerne brusede.

Tre Dage efter var Havet stille og.blankt. Der var kun Halvparten af Klinten tilbage. Resten var knust, forsvundet, slettet af Jorden uden Spor.

»Nu er du der, hvor du var før,« sagde Havet. »Lad os nu se, hvordan du skikker dig, om jeg giver dig Lov at hæve dig en Gang igen.«

»Du onde Hav,« sagde Klinten.

»Jeg gør, hvad jeg vil,« sagde Havet.


Lige over for Klinten, på den anden Side Havet, men mange Mile borte, så Landet ganske anderledes ud.

Der var det fladt og grønt med store Enge, hvor Køerne gik og græssede sig fede. Huse var der ikke mange af, og de, der var, lå højt på Volde eller Stendæmninger eller Pæleværk.

»Jeg tør ikke andet,« sagde Bonden. »Jeg er bange for Havet, det mægtigste, det egenrådige. Det gør, hvad det vil. Når som helst kan det komme og skylle mig og mine Enge og Køer væk. Jeg lever af dets Nåde og håber på dets Barmhjertighed.«

»Se - det var vel talt,« sagde Havet. »Det er en fornuftig Mand, som ved, hvem der er den stærkeste.«

Somme Tider skyllede Havet over Engene, for det måtte jo vise, at det kunne, når det ville. Ellers var Respekten gået sin Vej. Bonden byggede Diger for at værge sig med Sluser, så Havet kunne løbe ud igen, når det var skyllet ind.

»Byg bare,« sagde Havet. »Jeg skyller over de Narrestreger, den Dag det lyster mig.«

»Jeg ved det nok,« sagde Bonden. »Jeg har bygget Sluserne, for at din Stormægtighed nemmest kan løbe tilbage, når det behager dig.«

»Godt,« sagde Havet.

»Skån mine grønne Enge,« bad Landet.

»Jeg gør, hvad jeg vil,« sagde Havet.

Og for rigtig at vise sin Magt og gøre dem utrygge legede Havet med dem hver eneste Dag.

Det trak sig tilbage, så langt, at man bare kunne se det langt ude i Horisonten som en glitrende Stribe. Hele Bunden lå tør, Tangen hang med sine Blade og Rejerne med deres Følehorn og syntes, det var skrækkeligt.

»Det er Ebbe,« sagde Bonden.

En Stund efter kom Havet så igen, først sagte, så hurtigere, med små Bølger, der hoppede og sprang, og lange Bølger, der rullede. I en Håndevending var Bunden dækket igen. Tangbladene viftede som Bladene i Skoven. Rejerne sprang imellem dem som Fuglene i de rigtige Træer oppe på Landjorden.

»Det er Flod,« sagde Bonden.

»Det er mig.« sagde Havet.

En Dag gik Mågen tæt ved Strandbredden og spadserede.

»Jeg ved ikke, hvordan det er,« sagde den. »Her bliver lavere og lavere. Man kan jo knap mere få sig et Par ordentlige våde Fødder.«

»Det kommer af, at jeg bygger et Stykke Land,« sagde Havet.

»Du?« sagde Mågen. »Jeg troede bare, du rev ned.«

»Jeg gør, hvad jeg vil,« sagde Havet.

Og da det blev Ebbe, og Havet var borte, stod der en underlig Plante på Havbunden.

Den havde ingen Blade, men sære, tykke Stilke med Saft i. Rød og grøn var den, og klar som Glas. Blomsterne rar så bitte små, at man slet ikke lagde Mærke til dem.

»Hvad er du for en Fyr?« sagde Tangbusken.

»Jeg er Kvelleren,« sagde Planten.

»Du ligner ikke os andre,« sagde Tangbusken.

»Jeg hører heller ikke jer til,« svarede Kvelleren. »Jeg hører til Planterne oppe på Landet.«

»Så Gud hjælpe dig, når Havet kommer,« sagde Tangbusken.

»Vær du blot ikke bekymret for mig,« sagde Kvelleren. »Jeg klarer mig nok og røgter min Mission.«

»Så du har oven i Købet en Mission,« sagde Tangbusken og lo, men ganske svagt, for den var svært mat af Tørken.

»Jeg samler Slik,« sagde Kvelleren. »Jeg hjælper til, så alt, hvad der er i Havet af små Stykker Ler og Kridt og andre Ting, får Tid til at synke til Bunds. Det er Slikken. Med Tiden bliver det rigtigt Land og grønne Enge.«

»Og det bilder du dig ind, Havet giver dig lov til?« sagde Tangbusken.

»Bi selv og se,« svarede Kvelleren. »Og hvil dig nu lidt. Du ser mig noget overanstrengt ud. Du kan nok ikke som jeg tåle både det ene og det andet.«

Så kom Floden igen, og Havet rullede ind.

Tangbusken kvikkede op og glædede sig til at se Kvelleren komme i Ulykke. Men det blev en dårlig Fornøjelse. For den stod nok så rank og strakte sine Grene i Vandet.

»Du mægtige Hav,« sagde Tangbusken. »Der står en grøn Fyr der, som kalder sig Kvelleren og fortæller, at den bygger Land med din Tilladelse. Er det vel rigtigt?«

»Vist er det så,« sagde Havet. »Du dumme Tangbusk forstår heller aldrig mere end det halve. Du tror, jeg har ingen anden Fornøjelse end at rulle og fråde og bryde Landet ned, og ved ikke, det morer mig lige så meget at bygge op. Her bygger jeg nu, og inden længe ligger du og rådner i Solen.«

»Gud hjælpe den, der stoler på de store,« sagde Tangbusken.

»Du er så urolig i Dag, Hav,« sagde Kvelleren. »Hvis du ikke lægger dig, får jeg slet ingen Slik samlet.«

»Om Forladelse, om Forladelse, min egen Kveller,« sagde Havet. »Nu skal jeg passe på. Er det nu godt?«

»Du må være roligere endnu,« sagde Kvelleren.

Den bredte sine Grene, så de brød Bølgeslaget, og skændte og Vrissede. Der sank Millioner af små bitte Ler- og Kalkstumper til Bunden, som voksede umærkeligt, men stadig.

»Har man set Magen!« sagde Tangbusken. »Den taler til Havet, som var den dets Herre!«

»Det er mit Barn,« sagde Havet. »Min egen lille, søde, dejlige Kveller.«

Tangbusken var målløs af Forundring. Mågen fløj ud i Verden og fortalte, at Havet ganske havde forandret sig og ikke var til at kende igen. Bonden stod på sit Dige og så over det blanke Spejl.

»Så skønt Havet er i Dag,« sagde han. »Hvem skulle tro, det var det samme, som forleden brølede og skummede og brød over alle mine Diger.«

Pludselig begyndte Havet at skælve.

»Kveller,« sagde det. »Lille Kveller.«

»Hvad er der nu?« sagde Kvelleren utålmodig. »Nu gik det storartet med Slikken, og så ødelægger du det hele ved din Bølgegang.«

»Du må ikke blive vred på mig,« sagde Havet. »Men nu kommer Ebben, og jeg må løbe min Vej. Jeg kan se, dine Frø er modne, og hvis du kaster dem nu, er jeg bange for, at jeg uforvarende skal trække dem med mig ud på Dybet.«

»Det har jeg tænkt på,« sagde Kvelleren. »Bryd dig bare ikke om det. Hvert af mine Frø har jeg givet en Masse Krølhår, så de kan holde sig fast ved Bunden. Stik du bare af, hvis du er nødt til det, og kom igen med mere Slik.«

»Hvor er du dog klog og betænksom, lille kære Kveller,« sagde Havet.

Så løb det, og Kvelleren såede sine Frø.

Nogen Tid efter var hele Havbunden fuld af Kvellere, der bredte sig og blomstrede, samlede Slik og kastede Frø. Vandet blev bestandig lavere.

»Må man være her!« sagde Tangbusken.

»Du må hellere flytte længere udad,« sagde Kvelleren.

»Kan jeg flytte?« sagde Tangbusken gnaven. »Jeg sidder på en sten, som knap Havet kan rokke, så dybt stikker den i Sandet.«

»Ja, jeg kan ikke hjælpe dig,« sagde Kvelleren. »Din tid er forbi. Min bliver det også engang.«

Og Bunden voksede mere og mere. Nu var der knap andet end Pytter i Flodtiden. Så døde Tangbusken.

»Jeg synes forresten også, her begynder at blive lidt tørt,« sagde Kvelleren.

»Jeg skal hjælpe dig,« sagde Bonden. »Du gør Gavn, og jeg kan lide dig.«

Han gravede dybe Grøfter, hvor vandet blev stående en stund, og der voksede Kvelleren stærkt og frodigt. Der var et helt grønt Tæppe over Havbunden. Og i Tæppet var der fuldt op af alle slags Dyr, som sprang og muntrede sig, åd hinanden og døde og gødede den rige Jord.

Havet gik til og fra, som det plejede.

»Min egen lille Kveller,« sagde det.

»Ja, Tak,« sagde Kvelleren. »Jeg ser dig for lidt nu. Jeg er bange for, det lakker mod Enden med mig.«

»Skal jeg sætte i Stormflod?« spurgte Havet.

»Ih, Gud bevare mig, nej,« sagde Kvelleren forskrækket. »Så ødelægger du jo hele mit Arbejde. Hold dig bare i Skindet, så Klarer jeg mig, så længe jeg kan.«

»Jeg gør, hvad jeg vil,« sagde Havet.

Men den Gang gjorde det ingenting.

Bonden stod og så ud over det nye Land.

»Det er Vaderne,« sagde han. »I min Tid får vi ikke noget ud af det. Men det kommer, det kommer.«


En Morgenstund stod der en ny plante mellem Kvellerne.

»Hvem er du? Og hvad vil du?« spurgte Kvellerne.

»Jeg hedder Andel,« sagde planten. »Og jeg vil være her. For Resten er jeg bare en ganske simpel Græsplante.«

»Hvor du er beskeden,« sagde Kvellerne.

Andelgræsset skød nogle lange Udløbere ud, som slog Rod og skød nye Græs i Vejret.

»Hvor skal du nu hen?« spurgte Kvellerne. »Stop ... der kommer du jo også fra den anden Side. Hvad er egentlig din Mening?«

»Å, jeg breder mig lidt,« sagde Andelgræsset. »Jeg tænker, mine Udløbere holder på den nye Jord. Den er jo så løs, så det er forskrækkeligt.«

»Tak for Hjælpen,« sagde Kvellerne. »Du er velkommen, når du kan gøre den nye Jord godt. Det er os, der har lavet den, skal jeg sige dig. Jeg antager ikke, Havet har noget mod, at du er her.«

»Havet kommer ikke mig ved,« sagde Andelgræsset. »Jeg er ikke sådan til hvilken Side hver anden Gang som du. Jeg hører Landet til, og Landet alene.«

»Godt, godt,« sagde Kvellerne. »Du behøver ikke at tage så forskrækkeligt på Veje. Bare vi må være her.«

»Hver sørger for sig og har sin Tid,« sagde Andelgræsset. »Nu er det min.«

Og Græsset groede.

En tue her og en Tue hist, flere og flere Udløbere, der kom med en urimelig Fart og slog Rod med det samme og skød til Vejrs. Snart nåede Græsset højt over Kvellerne og groede midt i dem rundt om på alle Sider.

»Vi kvæles!« skreg Kvellerne.

»Det er Verdens Gang,« sagde Græsset. »Når man har gjort sin Pligt, er man færdig og må gøre Plads for den næste.«

»Hav! Hav! kom og hjælp mig!« råbte Kvellerne.

Men Havet var langt borte og hørte dem ikke. Aldrig mere kom det i Flodtiden derop, hvor Græsset stod. Det blev længere ude, hvor der var nye Kveller, som samlede Slik.

Så døde de gamle Kveller og rådnede og gødede Jorden, som Tangen havde gjort. Andelgræsset bredte sig efterhånden over hele det Land, som var løftet af Havet. Og midt blandt det kom der andre Planter.

Der kom Hindebæger og Strandasters med høje Stilke med violette Blomster på, som Bierne summede om og tog Honning af. Der kom Sandkryb og Hindeknæ og Strandvejbred og fler endnu.

Mågerne rugede på Landet og lagde deres Gødning på det, så det blev frugtbarere for hver Dag, der gik. Der kom drivende Planker, og der kom Tang, og hvad der ellers flød i Havet, og slog sig sammen om at gøre del nye Land højere og stærkere.

Og ligesom Andelgræsset havde kvalt Kvellerne, sådan kom også den Dag, da Andelgræsset måtte vige.

Der kom Harrildgræsset og tog dets Plads. Der kom Engelskgræs med brede Blomster. Der kom Svingel, og der kom Bynke.

»Nu tror jeg næsten, det er bedst, jeg hjælper lidt til,« sagde Bonden. »Her kan blive en dejlig Eng, om jeg får Held med mig.«

Men langt ude råbte Havet, som var lidt uroligt den Dag:

»Glem aldrig, du har fået det nye Land af mig. Når nogen kommer og fortæller dig, at jeg er ond og ikke gør andet end Ulykke, så vis dem din nye Eng, og fortæl, at den har det gode Hav skænket dig.«

»Det skal jeg nok,« sagde Bonden. »Bare nu ikke din Stormægtighed glemmer det en Dag og tager med den ene Hånd, hvad du giver med den anden. Jeg tror, det er bedst, jeg hegner Engen med et lille Dige, hvis du skulle forglemme dig i et Øjebliks Hidsighed.«

»Det kan der være noget i,« sagde Havet. »Byg du bare et Dige, som kan minde mig om, at det er mit Land, hvis jeg skulle glemme det. Du ved jo nok, at bliver jeg vred for Alvor, nytter de Narrestreger dig ikke.«

»Bevares vel,« sagde Bonden. »Jeg husker nok-«

»Det er godt,« sagde Havet, som ikke holdt af at blive mindet om sine Udbrud, især når det var uroligt.

Bonden byggede Digerne og gjorde dem så høje, som han kunne. Han grøftede og drænede og såede Fodergræs. År efter År blev Landet frodigere og grønnere. Snart var det fuldt af røde Køer, som gik i Græs til Bugen og åd sig fede.

En Dag, som han gravede, stødte Spaden mod noget hårdt. Han tog det op og så på det. Det var et stort Stykke rustent Jern, en Vindfløj havde det været en Gang, kunde han se.

»Gud må vide, hvor du har siddet og drejet dig,« sagde han.

»Forgyldt har du måske været og højt på Strå. Din Skabelon er nok så fornem.«

Så kastede han det på Diget og glemte det.


År gik efter År, og Bonde kom efter Bonde.

Det nye Land var ikke til at kende fra det gamle. Trygt og grønt lå det bag Digerne, som Menneskene lærte at gøre bestandig stærkere, så de bedre kunne modstå Havet, når det kom. Og det gjorde det jo en Gang imellem.

Der lå rige Gårde rundt om i Marsken, som det rige Land hed. Langt borte fra kom magre Køer og gik i det saftige Græs og åd sig fede og blev så sendt til Slagteren.

Og udenfor Digerne lå Havet og vekslede med Ebbe og Flod og skyllede over Kveller, som samlede Slik og dannede nyt Land og blev kvalt af Andelgræsset - akkurat ligesom før. Det er altid det samme.

Så var det en Dag. der sad en Irisk i Syrenbusken i Bondens Have. Den var på Vej til Syden, for det var Efterår, dens Børn havde længe været flyvefærdige, og det begyndte at blive småt med Fluer.

»Det er et kønt Land,« sagde den og så ud over alt det grønne.

»Var her flere Træer, ville jeg bo her, når jeg kommer hjem til Foråret.«

»Jeg er det skønneste Land i Verden,« sagde Marsken. »Men jeg er også bleven til på en sælsom Måde. Af Havet er jeg steget. Havet har dannet mig. Fugle og Fiske, Tang og Kveller og tusinde andre Dyr og Planter har givet hver sin Skærv til mig. Derfor er jeg skønnere og mærkeligere end nogen anden Del af Jorden.«

»Har Havet dannet dig?« sagde Irisken. »Det var mærkeligt. Jeg troede aldrig, Havet gjorde andet end ondt. Det må jeg høre noget nærmere om. Fortæl. Jeg har god Tid. Solen skinner så varmt i Dag, og jeg har fundet sytten Fluer her i Haven. Jeg rejser først videre i Nat.«

Marsken fortalte det altsammen, som det var gået til.

»Hører du Havet derude bag Digerne?« spurgte den til sidst. »Det er min Moder. Hende skylder jeg Livet. Tålmodig bar hun Millioner af små Stykker Ler og Sand og Kridt sammen til at bygge mig af. Hun gødede mig med sine små Planter. Hun stod stille, for at det altsammen kunne få Tid til at synke, så jeg kunne blive fast og god.«

»Ja så,« sagde Irisken. »Jeg kender ellers en anden Historie om Havet, og nu skal du få den. Det var mange, mange Mile herfra, og det er mange, mange År siden. Der stod et. Land så skønt Som du, men ganske anderledes. Det løftede sig højt mod Himlen med hvide Klinter. På Toppen bar det grønne Skove og gult Korn og frodigt Græs. Fuglene sang i Skoven, og Hjortene sprang. Bønderne pløjede deres Jord, og Blomsterne duftede sødt alle Vegne. Yderst på Klinten havde Herremanden bygget sit Slot. Det knejsede med Tårn og Tind og gyldne Fløje.«

»Det Land gad jeg se,« sagde Marsken.

»Det kan du ikke komme til,« sagde Irisken. »For Landet er ikke mere i Verden. Det styrtede ned en Dag, og det var Havet, der gjorde det.«

»Du lyver,« sagde Marsken. »Sådan noget kunne Havet aldrig gøre. Det kan nok være vredt en Gang imellem og sprøjte helt op over Digerne. Jeg har også hørt Bonden fortælle, at det en Nat i hans Oldefars Tid brød helt ind over mig. Men næste Dag løb det ud igen gennem Sluserne og lå pænt og byggede Land, som det havde gjort før.«

»Jeg lyver ikke,« sagde Irisken. »Hør nu videre. Hver Dag tog Havet et Stykke Kridt ud af Klinten og hulede den på den Måde aldeles ud. Til sidst hang den helt i Luften. Så rystede Havet sig i al sin Vælde og brød på, og så styrtede Klinten. Mennesker og Dyr og Blomster og Træer styrtede ned og knustes. Borgen sank med Tårn og Tind og gyldne Fløje. Næste Dag skyllede Havet hen over det hele, så roligt, som om der slet ingenting var hændt.«

»Jeg tror dig alligevel ikke,« sagde Marsken. »Hvor har du det fra?«

»Jeg har det fra min Tip-Tip-Tip-Tip-Tip-Tip, og mange flere Gange Tip-Oldemor,« sagde Irisken. »Hun havde Rede i en dejlig Bøg på Klinten. Fem små Unger havde hun og så en Mand naturligvis. De styrtede alle ned og omkom i Bølgerne. Selv blev hun reddet ved et rent Vidunder. Men så rystet var hun over Katastrofen, at hun aldrig glemte den. Da hun næste År kom hjem fra Italien og fik sig en ny Mand og seks nye Børn, fortalte hun dem det. Og de fortalte det til deres Børn, og sådan videre lige ned til mig. Og du kan være rolig for, at Historien om det onde Hav skal gå videre fra Slægt til Slægt.«

»Jeg kan ikke tro det,« sagde Marsken.

»Bi lidt,« sagde Irisken. »Hvad er det for noget?«

Den fløj hen på Diget, hvor Bonden havde lagt den gamle, rustne Vindfløj, så på den og hakkede i den med Næbbet.

»Det er en Vindfløj,« sagde den. »Og en fin Vindfløj har det været. Måske har den siddet på Slottet på Klinten, Du skulle spørge Havet ad.«

Marsken lå lidt og tænkte på det. Havet var uroligere end det plejede. Af og til sprøjtede Skumstænk op over Diget.

»Hør det blide Hav,« sagde Irisken hånligt.

»Hav!« råbte Marsken.

»Lad mig være!« råbte Havet tilbage. »Jeg er vred i Dag og ved ikke, hvad jeg kan falde på.«

»Det får ikke hjælpe,«, råbte Marsken. »Alle Dage har jeg æret dig som min milde Moder og takket dig, fordi du gav mig Livet. Nu sidder her en Irisk, som fortæller, at du er ond og vild og har gjort en forfærdelig Ulykke.«

»Jeg gør, hvad jeg vil,« sagde Havet. »Send Irisken herud, så skal jeg drukne den.«

»Hør bare,« sagde Irisken.

»Er det sandt, at du for mange År siden har væltet en dejlig Klint med Herremænd og Bønder og Hjorte og Skove og en hel Iriskfamilie?«

»Det er det vel nok,« sagde Havet. »Hvad husker jeg om de gamle Skader. Jeg gør, hvad jeg vil.«

»Er det Slottets Vindfløj, der ligger her på Diget?« råbte Marsken.

»Ligger der en Vindfløj, så har den vel siddet et Sted,« sagde Havet. »Hvad skal al den Snak til? Du er mit Land. Jeg har bygget dig, og hvad der er i dig, har du fået af mig. Lad mig nu være. Og var dig.«

»Kan du høre?« sagde Irisken.

Marsken tænkte. Det skumrede, Køerne lagde sig i det høje Græs og tyggede Drøv. Bonden stod i sin Dør og så i Vest.

»Himlen ser slem ud,« sagde han. »Og Havet er svært uroligt i Aften. Bare vi ikke får Uvejr til Natten.«

»Jeg bliver her til i Morgen,« sagde Irisken. »Lad os snakke lidt mere sammen, Marsk. Jeg kan godt forstå, du er ked af det. Det er aldrig morsomt at opdage sådan noget om sine nærmeste. Men Sandheden fremfor alt.«

Marsken lå tavs og tænkte. Aftenen skred. Bonden sov og alle hans. Irisken sov i Busken. Havet brølede højere og højere. Vilde Skyer jog over Himlen.

Så lige med et vågnede Marsken af sine Tanker.

»Du onde Hav!« råbte den.

»Hvad siger du?« brølede Havet. »Er du rasende? Skælder du mig ud, som gav dig Livet!«

»Du onde Hav!« råbte Marsken igen. »Tyv! Løgner! Hykler! Ikke en Trevl af, hvad du gav mig er dit. Du har røvet hver Stump af det fra mig. Tyv! Løgner! Hykler! Klinten knuste du og bar den herover og spillede velgørende med dine Tyvekoster. Nu kender jeg dig og foragter dig.«

»Raser du?« brølte Havet, og alle de hvide Bølgetoppe sprang på Digeranden. »Klinten har jeg bygget, og dig har jeg bygget. Klinten har jeg revet ned, og dig river jeg ned, den Dag det morer mig. Jeg gør, hvad jeg vil.«

»Tyv! Løgner! Hykler!« skreg Marsken.

Det var, som om Havet blev stille et Øjeblik af Raseri. Men så rejste det sig i al sin Vælde.

»Herned med dig, dit utaknemmelige Barn!« skreg det.

Det brød over Digerne og styrtede ind på Marsken. Det knækkede Slusepælene, Træerne, alt, hvad der stod det i Vejen. Det strømmede over Bondens Gård og druknede ham og hans i deres Senge, som det havde druknet Køerne i Engen.

Det hele gik så hurtigt, at det det ikke var til at forstå. En Time efter, at det var begyndt, var Marsken og meget mere af Landet under vand. Kun de højeste Kirketårne ragede op. Ikke et levende Væsen var tilbage.

På Flagstangen i Bondens Have sad Irisken.

Det var akkurat, den slap fri af vandet. Den slog med Vingerne og var hel sanseløs af Skræk og kunne ikke flyve.

»Du onde Hav!« skreg den.

»Jeg gør, hvad jeg vil,« sagde Havet.

Så slog det sammen over Irisken, og så er der ikke mere.