Den lille Dreng og hans Mave
Carl Ewald: Udvalte Æventyr. Anden Samling (1915)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Der var en Gang en lille Dreng, som havde en Mave.
Det er der nu ikke noget mærkeligt i, for de allerfleste Drenge har jo en Mave. Når jeg tænker mig rigtigt om, tror jeg ikke, jeg kender en eneste Dreng uden Mave.
Men denne Dreng og denne Mave var alligevel mærkelige.
De var altid Uvenner, og det skønt Drengen var en god Dreng og Maven en god Mave. Sådant noget har man jo hørt før, selv blandt ordentlige Mennesker.
Det, der gjorde dem uens, var hverken mere eller mindre end en Blomme.
Drengen holdt meget af Blommer, og det gjorde Maven for den Sags Skyld også. Den ville bare ikke have for mange ad Gangen.
Den ville have seks. Men Drengen ville have syv.
Deraf kom hele Ulykken. For både Maven og Drengen var hårde Halse, og ingen af dem ville give sig.
Når Drengen sad og spiste Blommer, gik det altsammen udmærket godt med de første seks. Drengen gassede sig, og Maven sagde ikke et Kny.
Så tog han den syvende. Og da han godt kendte Mavens Mening om den ting og var et Stykke af en Drillepind. råbte han:
»Værs'go', Mave!«
Og så slugte han den i én Mundfuld med Sten og det hele.
»Værs'go', Dreng!« råbte Maven.
Og i det samme havde han en dundrende Mavepine.
Så fik han Olie.
Og blev det endelig opdaget, at han havde spist Blommer, fik han oven i Købet Bank, for han havde jo ikke Lov til at tage selv.
Videre morsomt var det altså ikke.
Alligevel begyndte han på en frisk, så snart det var overstået. For han holdt så urimelig meget af Blommer. Og så syntes han også, det var en Skam for en rask Dreng at lade sig kujonere af sin Mave.
En Aften sad han på Hovedtrappen og tænkte.
Han havde læst sine Lektier og været nede ved Blommetræet og talt, at der var akkurat fjorten Blommer tilbage.
»To Gange endnu skal jeg slås med dig, du dumme Mave,« sagde han. »Og får jeg ikke Bugt med dig i År, så bi du bare til næste Sommer.«
»Ja, jeg løber såmænd ikke fra dig, lille Ven,« svarede Maven. »Hvor du er, skal jeg nok være. Forresten tænker jeg, vi ses til Jul. Honningkager er også rare ... eller har du glemt, hvor hyggeligt vi havde det i Fjor?«
»Jeg har ingenting glemt,« sagde Drengen og knyttede sine Hænder. »Du er en ækel, ondskabsfuld Fyr, og jeg vil slås med dig, til jeg dør.«
»Det skulle du ikke,« sagde Maven rolig. »Der er Spektakler nok her i Verden, og en klog Mand holder Fred med sin Mave. Jeg havde troet, du var større og fornuftigere.«
»Tak ... den kender vi,« sagde Drengen. »Det siger man altid til en lille Dreng, når man vil have ham til at gøre noget kedeligt. Men nu er jeg træt og vil i Seng. Så kan du rumle videre for din egen Fornøjelse. Sådan een, som aldrig bestiller andet end ærgre Folk.«
»Tror du ikke, jeg har mit at passe,« sagde Maven. »Hør nu ... må jeg gøre dig et Forslag?«
»Er det noget med seks Blommer i, kan du lige så gerne tie stille,« sagde Drengen. »Jeg har talt dem. Der er fjorten. Og to i fjorten er syv. Jeg giver mig ikke.«
»Nej,« sagde Maven. »Der er lige så mange Blommer i, du selv vil.«
»Det bliver mange,» sagde Drengen. »Lad mig så høre.«
»Jeg foreslår dig, at du passer mine Forretninger en Dag,« sagde Maven. »Eller lad os sige et Døgn ... fra den ene Morgen til den anden. Så kommer du måske til at se mildere på mig.«
Drengen sad lidt og grundede. Så spurgte han:
»Så bestemmer jeg altså selv, om jeg skal have Mavepine eller ikke?«
»Du bestemmer det altsammen selv,« sagde Maven. »Du passer mine Forretninger, og sådan som du passer dem, sådan går de.«
»Top!« sagde Drengen.
De blev nu enige om, at det skulle begynde næste Morgen. Så gik Drengen i Seng og drømte, hvor det var dejligt.
Han stod tidlig op, og det første, han gjorde, var at liste sig ned i Haven og plukke de fjorten Blommer og gemme dem på et sikkert Sted, som bare han vidste. Derefter drak han sin varme Mælk og spiste sine Tvebakker, som han plejede, tog så sin Bog og gav sig på Vej til Skolen.
Lige som han var kommen ud af Døren, gav Maven sig til at skrige ganske forskrækkelig:
»Er du da rent af Lave, Dreng ... at rende sådan.«
»God Morgen, Mave,« sagde Drengen. »Vi må skynde os. Ellers kommer vi for sent i Skole.«
»Og du tænker slet ikke på Mælken og de tre Tvebakker?« spurgte Maven.
»Hvad er der med dem?« sagde Drengen. »De smagte godt nok.«
»Ja ... Tak skal du have,« sagde Maven. »Det er din Part af forretningen at lade dig Maden smage. Men i Dag har du også påtaget dig min Part, som er at fordøje den.«
»Nå,« sagde Drengen. »Det kan vel aldrig være så farligt med sådan et Par Tvebakker. - Hvor længe varer det?«
»Det varer til Frokost,« sagde Maven.
»Så må det vente,« sagde Drengen.
»Jeg tror, du er gal,« sagde Maven. »Tror du, jeg kan vente?«
»Du bliver nødt til det,« sagde Drengen. »Jeg skal i Skole. Far siger, at når jeg ikke passer min Skole, bliver jeg aldrig en dygtig Mand. Altså gemmer vi Tvebakkerne til Klokken eet. Punktum.«
»Vrøvl,« sagde Maven. »Din Far snakker, som han har Forstand til. Du har jo heller ikke fortalt ham om vores Overenskomst. En Dreng er en Dreng, og et Ord er et Ord.«
»Kan det så ikke vente til Frikvarteret?« spurgte han ynkelig.
»Nu skal jeg sige dig noget, min Dreng,« sagde Maven. »Det kan gerne være, du bliver en dårlig Mand, hvis du ikke passer Skolen. Men passer du ikke Tvebakkerne, så dør du. Du tyggede dem allerede dårligt nok ... der er et Stykke, du må passe forfærdelig på, vil jeg bare sige dig.«
»Nu har jeg spist Tvebakker hver evigste Morgen, så længe jeg kan huske,« svarede Drengen grædefærdig. »Og aldrig har der været så meget Vrøvl med dem.«
»Nej.« sagde Maven. »For det var mig, som besørgede Tvebakkerne så vel som hele Resten. I Dag er det dig, der har Æren og Fornøjelsen. - Men sæt dig nu forsigtig ned på Bænken her, så skal jeg forklare dig det hele.«
Drengen gjorde det. Men han var fortvivlet.
»Ser du,« sagde Maven. »Mit Arbejde, som du i Dag har påtaget dig, er altså Fordøjelsen. Du spiser for at blive stor og stærk og voksen, så du selv en Gang kan få en Dreng og tampe ham, når han tager Blommer i din Have.«
»Han kan belave sig,« sagde Drengen. »Han skal få.«
»Men det er ikke gjort med at putte Maden i Munden,« sagde Maven. »Det er i Grunden det mindste af det. Var det ikke andet, behøvede du slet ingen Mave.«
»Bare jeg ingen havde,« sagde Drengen.
»Spar dine Uartigheder,« sagde Maven. »Og hør efter. Der er nu altså Tvebakkerne. Når du har tygget dem og blandet dem med Spyttet i din Mund, synker du dem, og så kommer de ned i mig, for at jeg kan behandle dem. Jo dårligere du har tygget dem, des mere Mas får jeg. Rundt i mig er der små Fabrikker, hvor jeg laver noget, som hedder Mavesaften, og som Tvebakkerne og Mælken skal blandes meget omhyggelig med.«
»Er du snart færdig?« sagde Drengen. »Du er kedeligere endnu end Læreren.«
»Jeg er knap begyndt,« svarede Maven. »Når Tvebakkerne en færdige med Mavesaften, kommer de ud i Tarmen. Der er Masser af Fabrikker, som laver Tarmsaft, og den skal de nu blandes med. Når det er gjort, kommer vi til nye Fabrikker, som laver Amylopsin, andre, som laver Trypsin, og andre igen, som laver Steapsin.«
»Stop en halv,« sagde han. »Det er altfor svære Ord for en lille Dreng. Jeg forstår ikke et Muk af det hele.«
»Det er slemt for dig,« sagde Maven. »Siden du har påtaget dig Forretningen. - Derefter kommer Galden, og når den er besørget, er Tvebakkerne bleven til sådanne små Mursten, som man bygger Drenge af.«
Men nu græd Drengen, som han var pisket.
»Ikke tude,« sagde Maven. »Det sinker bare Fordøjelsen.«
Og nu holdt Maven nokken et langt Foredrag om, hvordan han gjorde bedst i at ligge lidt på Ryggen først og derefter strække sig og række sig og vride Kroppen på de særeste Måder, for at det altsammen kunne gå ordentlig til.
Da det omsider var i Orden med Tvebakkerne, var det langt over Frokosttid, og Drengen var meget medtaget.
»Spis nu din Frokost,« sagde Maven. »Så kommer du nok til Hægterne igen.«
Drengen gjorde det og syntes også, det hjalp.
Men så kom han i Tanker om Skolen og blev helt ude af sig selv af Forskrækkelse.
»Hvad skat jeg dog gøre, hvad skal jeg dog gøre!« sagde han og trippede så på det ene Ben og så på det andet. »Jeg får Anmærkning, og hvad skal jeg sa sige derhjemme!«
Han tog sine Bøger og sprang af Sted. Men så skreg Maven:
»Dreng dog, Dreng! er du fra din Forstand?«
»Hvad er der nu?« sagde Drengen.
»Der er Frokosten naturligvis,« sagde Maven. »Vil du rende fra den, ligesom du rendte fra Tvebakkerne? Du er den mest tungnemme Dreng, jeg i mit Liv har truffet på.«
Og nu begyndte Historien forfra.
Maven holdt sit Foredrag om igen, og Drengen sled i det som en Hest for at passe på, at alting gik, som det skulle.
Og så gik det ikke engang godt.
»Hvor længe varer den Historie?« spurgte han.
»Den varer naturligvis til Middag,« svarede Maven. »Tror du endnu, jeg driver den af?«
Drengen sad i Buskene og skændte og græd vekselvis, men lige meget hjalp det. Komme frem, før Skoletiden var forbi, turde han ikke, og da han ikke havde noget Ur, kunne han ikke regne ud, hvad Klokken var, og kom ikke hjem før lige til Middag.
»Hvorfor kom du ikke lige hjem fra Skolen?« spurgte Mor.
Så måtte han lave en Historie.
»Hvordan gik det i Skolen i Dag?« spurgte Far.
Så måtte han lave en Historie til.
Og han var ked af, at han sådan måtte lyve. For han var i Grunden en ærlig Dreng, der ikke løj, uden når det var strengt nødvendigt.
Da de nu sad ved Middagsbordet, var han så dødtræt og elendig, at han ingenting kunne spise. Til alt Uheld fik de den Dag Vælling og Flæsk, som han ikke kunne lide. De troede naturligvis allesammen, at han ingenting spiste, fordi han var kræsen. Han fik Skænd og blev trukket i Ørene, og det var en ren Fortvivlelse.
»Spis,« sagde Maven. »Ellers kommer du til at fortryde det. Du kan nok trænge til Styrkelse.«
»Du kan tro nej,« sagde Drengen og bed Tænderne sammen.
Der var ingen, der hørte Samtalen mellem de to. Det er sjældent og slet ikke rart, når nogen hører, hvad en lille Drengs Mave siger.
Om Eftermiddagen havde han det en hel Del bedre. Men han var i dårligt Humør, fordi han havde løjet. Og de var allesammen vrede på ham, fordi de troede, han var kræsen.
Han gik ned og så til de fjorten Blommer, talte dem, men havde mærkelig nok ingen Lyst til at spise dem.
»Skal du ikke have en lille Blomme?« spurgte Maven venlig.
»Bi du bare,« sagde Drengen rasende og knyttede Hænderne i Lommen.
Han var vis på, at Pindsvinet spiste dem i Nat, hvis han ikke gjorde det. Og han syntes ikke, han kunne tænke på at få dem ned.
Ved Aftensmåltidet blev Vællingen sat frem for ham. For han skulle naturligvis spise det, han havde levnet i Middags. Da han var meget sulten, gjorde han det og satte oven i Købet to store Rundtenom'er Fedtebrød til Livs.
Derefter gik han ned i Haven og spiste alle de fjorten Blommer.
»Så,« sagde han til Maven. »Jeg ved meget godt, at vi nu skal have Vrøvl med dig igen. Men det får være. Nu går jeg i Seng og falder nok snart i Søvn. Så kan du præke, så meget du har Lyst.«
»Jeg er bange for, der bliver ikke noget af Søvnen,« sagde Maven. »Vi må arbejde med Vællingen og de to Rundtenom'er. Hvordan det skal gå med de fjorten Blommer, tør jeg slet ikke tænke på. Du ved nok, det gik galt for mig, når der var syv. Og jeg var dog øvet i det. Vorherre må vide, hvordan det skal gå dig med de fjorten.
Aldrig havde Drengen oplevet sådan en Nat.
Det rumlede og tumlede i ham, det rev og sled. Han sukkede og stønnede og græd, vendte og drejede sig i Sengen, sad op og lå ned, gik på Gulvet med bare Ben og blev græsselig forkølet. Sveden sprang ham af Panden, og hver Gang han prøvede på at lukke et Øje, råbte Maven ham an:
»Primer du, Dreng? Er det Tid at sove?«
Da hans Moder næste Morgen kom ind til ham, blev hun dygtig forskrækket.
»Gud forbarme sig, Dreng, så du ser ud!« sagde hun. »Du har bestemt ikke passet på din Mave.«
»Jo, lille Mor, det har jeg,« sagde han og græd gudsjammerlig.
Hun gik ud for at sende Bud efter Doktoren.
»Nå, lille Ven,« sagde Maven. »Nu er det Døgn gået. Skal vi forny Kontrakten?«
»Nej,« sagde Drengen.
»Du mener, det er bedst, jeg selv igen overtager mine Forretninger?«
»Ja,« sagde Drengen.
»Og nu har du lært, at Maven har nok at bestille, så den umuligt kan få Tid til at fordøje alle de Blommer, en lille Dreng kan falde på at putte i den?«
»Ja,« sagde Drengen.
»Og så vil du smukt nøjes med seks i Fremtiden?«
»Blommetiden er forbi,« sagde Drengen tvært. »Så du behøver ikke at være bange.«
»Blommetiden kommer igen,« sagde Maven. »Men har du ødelagt din Mave, kan du kigge efter den i Vejviseren.«
Fra den Dag af var de gode Venner. Og så er Historien om den lille Dreng og hans Mave forbi.
For man tænker aldrig på sin Mave, undtagen når der er noget i Vejen med den.