WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Den lille Sild




: Udvalte Æventyr. Anden Samling (1915)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


Højt oppe i Norge ligger der i Bunden af en bred Fjord en lille Fiskerby.

Husene er bare af Træ og små og fattige. Der er en lille Kirke som også er af Træ og uden Tårn. Og der er et Hus, hvor Købmanden bor, og et andet, som er Doktorens, og så den lave gamle Præstegård.

Marker er der ingen af, bare de nøgne Fjelde højt op til alle Sider og så Fjorden og bag den det store Hav. Nede ved Stranden ligger Bådene i Reglen trukket op på Land, for at Søen ikke skal tage dem. Alle Folk i Byen er Fiskere, og kommer Fiskene ikke, så er det en frygtelig Jammer og Elendighed.

Nu var det sådan det År, da denne Historie begynder, at de havde gået så længe deroppe og ventet på Silden.

»Kommer Silden ikke, så dør vi,« sagde den ældste Fiskerkone. »Nu har jeg levet i to og halvfjerdsindstyve År, og aldrig er det hændet endnu, at Sommersilden ikke er kommet så langt hen i August. Ingen af os har jo Brød mere i Huset.«

»Kommer Silden ikke, rejser vi til Amerika,« sagde de unge Fiskere.

Købmanden gik og så bedrøvet på alle de mange, mange Tønder Salt, han havde købt, og som han skulle bruge til at salte Sildene ned med. Han så efter i sine Bøger, så megen Kredit han havde givet Fiskerne, og blev endnu mere bedrøvet.

»Kommer Silden ikke, går jeg fallit,« sagde han.

»Kommer Silden ikke, er det for jeres Synders Skyld,« sagde Præsten.

»Hvis Silden ikke kommer i År, så er det, fordi Vandet ikke er salt nok,« sagde Doktoren. »Eller fordi det ikke er varmt nok. Eller fordi Havbunden ikke længere er god til dens Æg.«

De hørte på dem og rystede på Hovedet. Mest Tro havde de til Præsten og mindst til Doktoren.

Men så var der en gammel Fisker, som sjældent sagde noget, og som de derfor allesammen lyttede til, når han talte.

»Jeg skal sige jer noget, Børn,« sagde han. »Hvis Silden ikke kommer, så er det, fordi Hvalerne og Mågerne og Torskene ikke jager dem herind.«

»Du er selv en Torsk, Ole,« sagde Doktoren. »Hvalerne og Torskene og Mågerne, de render efter Silden, akkurat som du gør. Der hvor Silden er, der er I allesammen.«

»Ja, når Doktoren kan sige mig, hvor Silden er, så skal jeg nok gå derhen,« sagde Ole. »Jeg kan ikke se bedre, end at Silden og jeg vi er hver sit Sted for Tiden.«

Så lo de allesammen og Doktoren med, og Ole blev stor på det.

»Pas på, som jeg siger,« sagde han. »Så snart I ser Hvalerne og Mågerne derude i Stranden, så har I Silden lige med det samme.«

De gik alle op ad Stien til Fjeldets Top og stirrede ud over Havet, Den Dag så de ingenting og næste Dag heller ikke, og sådan gik den ene Dag efter den anden.

»Lad os bede til Gud, at han forlader os vore Synder,« sagde Præsten.

»Lad os bede til Gud, at han gør Vandet så salt og så varmt og Bunden så god, som Silden skal have den,« sagde Doktoren.

»Lad os bede til Gud, at han får Hvalerne og Mågerne ud at jage,« sagde Ole Fisker.

Så bad nogle ef dem, og nogle bandte og skældte ud, og nogle græd og jamrede, alt efter enhvers Natur. Men hver Dag måtte alle de, som kunne krybe og gå, op på Klippen og stirre ud over Havet.

Og en Dag gav gamle Ole, som stod yderst deroppe med sin store Kikkert, et forfærdeligt Vræl fra sig.

»Der er den, der er den,« skreg han.

»Kan du se den i den Afstand, Ole?« spurgte Doktoren.

»Nej, men jeg kan se Hvalen,« sagde Ole. »Hun sprøjter store Vandstråler op af Næseborene. De står som et Springvand højt op i Luften. En halv Snes Stråler kunne jeg tælle i en stor Bue ud over Stranden. Nu kan I andre gøre, hvad I vil, men nu går jeg ned og røgter mine Garn.«

»Bi lidt,« sagde Doktoren. »Det jager ikke så farligt, Ole. Er Silden her, så ved du jo nok, den bliver her, til den har lagt sine Æg, og da hver Sild skal af med allermindst tredive Tusind, så har vi Tiden for os.«

Nu kunne de allesammen se Hvalerne derude sende deres Springvand til Vejrs. Flere og flere kom der i en vældig Kreds, så langt de kunne øjne. Nu så de også Hvalernes sorte Rygge ... nu sprang Delfiner og Tunfisk højt i Vejret, Og Mågerne kom i tættere Flokke. Hvert Øjeblik styrtede en af dem sig ned i Vandet og tog en Sild, som var kommet for nær til Overfladen.

»Ja, der er de,« sagde Doktoren.

»Det er lige, hvad de er,« sagde Ole.

Og så viste han dem, hvordan Vandet blev så underlig jævnt og blankt og skinnede med sære Farver. Det var Sildene, som stod i tætte Stimer lige under Havfladen.

De kunne se, hvordan der stadig steg Luftblærer op i Vandbrynet.

»Silden står højt i Vandet i År,« sagde Ole.

»Hvorfor det?« spurgte Doktoren.

»Jo, over det Luftblærerne ikke springer,« sagde Ole. »Dersom de sprang, med det samme de kom op, så stod Silden dybere.«

»Der må være en forfærdelig Mængde Sild,« sagde Præsten.

»Det er der,« sagde Ole. »Sildebjerget kalder vi det også.«

»Hvor stort er så Bjerget, Ole?« spurgte Doktoren.

»Doktoren kan jo selv se,« sagde Ole. »Det går vel et Par Mil i den ene Led og et Par i den anden. Og siger vi fem Favne i Dybden, så siger vi ikke for meget. Kanske Doktoren så kan sige mig, hvor mange Sild der er.«

Doktoren stod og regnede lidt.

»Jeg tænker, der bliver sådan en fem Hundrede Millioner,« sagde han så.

»Nej, det tror jeg ikke,« sagde Ole bestemt.

»Så ville vi jo allesammen drukne i Sild,« sagde Præsten.

»Pyt,« sagde Doktoren. »Se Mågerne og Hvalerne og Hajerne, hvor de æder. Og ingen ser, hvad Torskene gør under Vandet, men de er de grådigste af dem alle. Der kommer ikke en Hundredepart af de Sild i Købmandens Saltetønder.«

»Ja, men så kommer der jo flere,« sagde Præsten. »Doktoren var så klog før. Jeg synes, De sagde, at hver Sild lagde tredive Tusind Æg. Hvor mange af dem bliver så voksne?«

»To,« sagde Doktoren.

»To Tusind?« spurgte Præsten.

»To,« sagde Doktoren.

»Nej, det tror jeg ikke,« sagde Præsten.

Så gik de ned og skød Bådene ud og begyndte på Fangsten.

Den blev så rig som ikke noget andet År, de kunne huske. Garnene, de trak op, var så fulde, at Bådene var lige ved, at kæntre. Kvinderne arbejdede fra Morgen til Aften med at pille Dyrene ud af Maskerne. Hele Byen skinnede som Sølv af Sildeskæl. Man så ikke andet end Sild og lugtede ikke andet end Sild. Men det var bare godt, for Silden var Føde og Klæder og Rigdom.

Der kom Dampere derop bare for at hente de mange Tusind Tønder med saltet Sild, Købmanden fik brugt det Salt, han havde, og måtte endda sende Bud efter mere: Fiskerne fik betalt deres Gæld til ham og købte sig Brændevin og Tobak og Tråd til nye Garn og Flæsk til Vinteren og et nyt Tørklæde til Madammen, og alt hvad deres Hjerte ellers begærede.

Over en Måned varede Sildefiskeriet. Da det var til Ende, var alle glade og fornøjede.

»Gud tilgav jer jeres Synder,« sagde Præsten.

»Vandet var tilpas varmt og salt og Havbunden god,« sagde Doktoren.

»Hvalerne og Mågerne kom i rette Tid,« sagde Ole.


Mens nu Købmanden oppe i Fiskerbyen sad og talte alle de Dalere, han havde tjent, og alle Byens Folk glædede sig over det gode Udbytte af Sildefiskeriet, var de Sild, som havde reddet Livet, gået til Havs igen.

Men først havde de lagt deres Æg på Bunden af Fjorden.

Det var bitte små Æg, og de var klæbede sammen ligesom i Snore og fæstede til Sten og Vandplanter og alt, hvad der ellers var på Fjordbunden.

Der var så mange af dem, at det ville være rent umuligt at tælle dem. Mangfoldige af dem blev også ædt af de små Dyr, som svømmede omkring dernede. Men der var nok endda, som lå i det klare, stille Vand og biede på at blive klækket ud.

Og efterhånden kom Larverne. Det var nogle løjerlige Fisk ... ingen Mund havde de, men to store Øjne, en stor Blommesæk hang på deres Mave fra Ægget, gennemsigtige var de og havde ingen Skæl, og ingen som kendte dem skulle falde på, at der nogensinde skulle kunne blive Sild af dem.

Alt som de kom ud af Æggene, svømmede de væk. Til sidst var der ikke mere end to Æg tilbage. De sad sammenklæbede på en Sten, og der havde de siddet i over en Måned og kunne ikke begribe, hvad det blev til.

»Mærker du ikke noget?« sagde det ene Æg.

»Jo,« sagde det andet. »Det trækker i mig ... det varer ikke længe.«

»Det var såmænd også på Tiden,« sagde det første Æg.

»Alle de andre er væk, og vi sidder her alene tilbage.«

»Det kommer af, at vi sidder allerdybest,« sagde det andet Æg. »Her er så koldt. Derfor varer det så længe med os.«

Så sad de lidt endnu ved hinandens Side, og så gik der Hul på dem, og ud kom to Sildelarver, der lignede de indre, men var større, fordi de havde været så længe om det.

»Hvad nu?« sagde den første.

»Ja, hvad nu?« sagde den anden.

De så med deres store Øjne, frem gennem det klare Vand, så langt de kunne se. De så Torsk, som gled forbi, og andre underlige Dyr, som de var bange for. De vidste ikke, hvad Vej de skulle tage, og holdt tæt sammen, akkurat ligesom den Gang de var Æg endnu.

»Jeg tror ikke, Livet er så nemt for en lille Sild,« sagde den ene.

»Ja, men vi vil holde sammen,« sagde den anden. »Vi er jo Søstre, og vi vil aldrig forlade hinanden.«

»Det kunne dog være, vi kom fra hinanden,« sagde Nummer eet. »Jeg synes, det er forfærdeligt, så Bølgerne går.«

»Det kunne ske,« sagde Nummer to. »Men så kunne vi vel også mødes et Steds i Verden.«

»Tror du så, vi kan kende hinanden?« sagde Nummer eet, »Alle Sild i Verden er ens. Det sagde vor Moder, den Gang hun lagde mig.«

»Ja, det gjorde hun,« sagde Nummer to. »Å ... husker du alt det, Mor sagde. Hun fortalte om sine lange Rejser og al den Angst og Fare, hun havde gennemgået. Hun fortalte om de stygge Måger og Hajerne og Hvalerne og alle de andre Dyr, som havde gjort Jagt på hende, og som også ville jage efter hendes Børn. Om Menneskene, som passede Sildene op og fangede dem i Garn.«

»Ja, men det er først, når vi bliver store,« sagde Nummer eet.

»Husker du ikke også, hvad hun fortalte om alle de Dyr, der ville æde os, da vi var små. Jeg har selv set, at det var rigtigt, som hun sagde. Jeg så mange, mange af vore Søstre blive ædt, ligesom de kom ud af Ægget.«

»Ja, der var såmænd mange, der blev ædt, mens de endnu var Æg,« sagde Nummer eet.

»Ja, lad os holde sammen,« sagde Nummer to. »Bare vi var nogle flere. Havet er altfor stort for to små Sild at gå alene i.«

»Nu går vi ud, så finder vi nok nogen at følges med,« sagde Nummer eet.

Så gav de sig til at svømme ud i Havet, så godt de kunne.

Og så små var de og så svage, at den Gang de var kommet en Mil fra Land, så troede de allerede, de var midt i det store Verdenshav. De stødte på andre og slog Følge med dem.

Og alt som de svømmede og åd, hvad de kunne få fat i, voksede de og kom til at ligne rigtige Sild. Mund havde de fået, allerede et Par Dage efter at de kom ud af Ægget. De var heller ikke mere gennemsigtige og havde fået Finner og ganske små sølvglinsende Skæl.

Men de to, som havde siddet Æg på samme Sten, holdt sig hele Tiden tæt sammen.

»Lad os komme til Vejrs,« sagde Nummer eet. »Jeg vil op i Vandbrynet. Der ser så dejlig lyst ud.«

De svømmede allesammen derop, men skyndte sig ned igen, sådan skar Lyset dem i Øjnene, og fra den Dag gik de aldrig til Vejrs undtagen i mørke Nætter.

»Hvor svømmer vi egentlig hen?« sagde Nummer to.

»Jeg følger den Sky, der står foran mig i Vandet,« sagde Nummer eet. »Det er en Mad-Sky, kan du nok se. Og jeg bryder mig ikke om andet end at æde, til jeg bliver rigtig stor og stærk og tyk.«

Så svømmede de efter Skyen, som var en umådelig Samling af småbitte Dyr, der drev hid og did, eftersom Strøm og Vind førte dem. Doktoren oppe i Fiskerbyen kaldte Skyen for Svævet og fortalte Præsten og Ole om den, sådan som han havde set den i sit Mikroskop.

»Det er Sildens bedste Mad,« sagde han.

Men Ole ville ikke tro ham.

»Silden lever af Vand,« sagde han »Aldrig har nogen fundet andet end Vand i Sildens Mave.«

»Tag dig i Agt for den Torsk der,« sagde Nummer eet og stak lynsnar til Bunds.

»Hvor?« sagde Nummer to, og i det samme havde Torsken ædt den.

Så var den lille Sild alene tilbage. Det vil sige, den havde jo Kammerater nok, for alt som den voksede og trivedes, voksede Sildestimen også, så den allerede bestod af mange Tusinde. Men den savnede den, der havde været dens Kammerat fra Begyndelsen, og sagde det til de andre.

»En lille Sild har ikke godt af at være alene,« sagde den.

Men nu var der en gammel, stor, fed Sild, som af en Fejltagelse var kommet ind mellem alle de unge.

»En Sild, som er alene, er ingen Sild,« sagde den gamle. »Først når Sildene samler sig sammen til et uhyre Sildebjerg, kan de gøre sig Håb om at blive respekterede. Så jager Hajerne og Hvalerne og Mågerne og Torskene dem. Så fanger Menneskene dem. Og de, der ikke bliver fangede og ædt, de kan så gøre sig Håb om at få lagt deres Æg og slippe bort og samle sig i nye stimer og begynde Livet forfra.«

»Det er et ondt Liv,« sagde den lille Sild.

»Livet er aldrig godt,« sagde den gamle. »Torskene jager Sildene, og Hajerne jager Torskene, og Menneskene jager Hajerne.«

»Hvem jager Menneskene?« spurgte den lille Sild.

»Det ved jeg ikke,« sagde den gamle. »En lille Sild kan spørge om mere, end ti gamle kan svare på. Men du kan være rolig for, at Menneskene har deres Fjender som vi andre.«

Så svømmede de videre, og for hver Dag der gik, voksede Stimen.

Snart stod den ud mod Havet og åd og åd af Svævet, der bølgede alle Vegne som en Sky. Snart var de inde under Kysten, når Skyen var trukket derind.

Men da der var gået et halvt Års Tid på den Måde, syntes den lille Sild, at den var bleven så stor, at den kunne tage sig noget andet til end at æde.

»Maden smager mig ikke rigtig mere,« Sagde den.

»Det kommer bare af, at du er mæt,« sagde den gamle. »Nu tænker jeg også, at du er stor nok, til at du kan lægge dine Æg.«

»Hvor skal jeg lægge dem?« spurgte den lille Sild.

»Du skal lægge dem oppe i Fjorden, hvor du selv blev lagt,« sagde den gamle. »Ja, jeg har været der fem Gange, så jeg ved Besked om det. Men vi svømmer ikke derop, før vi er piskede til det. Den Tur er livsfarlig, og den gør man ikke for sin Fornøjelses Skyld.«

De svømmede og svømmede. Så kom der en vældig Storm.

»Til Bunds, til Bunds og ud ad Havet til,« råbte den gamle Sild. »Slut jer nu sammen om mig. Jeg er stærkest og går i Spidsen, og de største af jer tæt bag ved mig ... lige så tæt til hinanden, I kan komme, Side ved Side og Snude ved Hale ... så bliver vi ligesom en umådelig stor Fisk og bryder rask gennem Vandet.«

De gjorde, som den sagde, og hele Stimen gik til Havs. De holdt sig også nær ved Bunden, så længe Stormen varede. Men da det blev stille igen, og de steg til Vejrs, så de en uhyre stor Bardehval, som lå ganske stille i Vandbrynet.

Der blev en forfærdelig Forskrækkelse. Den lille Sild stod lige udenfor Bardehvalens Gab og kunne slet ikke røre sig, så lammet var den af Angst.

»Du skal ikke være bange for mig, min lille Ven,« sagde Bardehvalen. »Jeg kan såmænd ikke æde dig, om jeg ville. Jeg har ingen Tænder, og skønt jeg er Havets største Dyr, må jeg ernære mig af de allermindste Skabninger, der driver omkring i Svævet.«

»Det er ligesom jeg,« sagde den lille Sild glad.

»Ja, tager du min Mad fra mig, så rub dig,« sagde Bardehvalen og slog et Slag med Halen, så Sildestimen splittedes til alle Sider. Men de kom snart sammen igen, og den lille Sild kunne ikke forstå, hvorfor Bardehvalen havde været så vred.

»Der er jo ingen af os, der spiser noget,« sagde den. »Det er såmænd længe siden, jeg havde Mad i min Mund. Jeg ved ikke, hvordan det er med mig, men der er noget, der river og jager i mig. Jeg ved ikke, hvad jeg vil, men jeg vil bort og opleve noget.«

»Du vil lægge Æg, vil du,« sagde den gamle. »Og det vil vi allesammen. Lad os nu se, vi kommer af Sted. Ind med jer, Børn, i Række og Geled. så sejler vi til Fjorden.«

Der kom nye Sild alle Vegne fra, og Stimen var næsten to Mil lang og lige så bred. Vandet boblede og brusede, hvor den kom frem.

Og højt oppe i Luften kom Mågerne skrigende fra alle Sider. Så snart en Sild kom for nær til Vandbrynet, slog de hvide Fugle ned og greb den og åd den med det samme.

»Det er godt at være langt nede,« sagde den lille Sild og trykkede sig ind mellem de andre.

I det samme fik den et uhyre Stød og røg langt til Side i Vandet. Det var en mægtig Torsk, som for gennem Sildestimen og greb den ene efter den anden med sine spidse Tænder og slugte dem.

»Ja, det er ikke Narrestreger dette her,« sagde den gamle Sild. »Kanske du nu ønsker dig vel ude af Stimen?«

»Nej, nej, jeg må frem,« sagde den lille Sild. »Jeg mærker det i mig, at jeg kan ikke vende tilbage.«

»Nej, det har du Ret i,« sagde den gamle Sild. »Du kunne såmænd heller ikke, om du havde Lyst til det. Har du Mod til at stikke Næsen op over Vandfladen, så skal du se.«

Den lille Sild gjorde det, men trak sig hurtig ned igen.

Hele Luften var fuld af skrigende Måger, og rundt om, så langt den kunne se, sprang Delfiner og Tunfisk, og de store Hvaler sendte deres. Vandstråler højt i Vejret.

»Vi er jo helt spærret inde,« sagde den forskrækket.

»Det er vi,« sagde den gamle Sild. »Og kig frem, så skal du se der inde på Kysten ... der står Menneskene parat med deres Garn og deres Både og deres væmmelige Saltetønder, som vi skal puttes i, hvis vi ikke slipper.«

»Jeg må frem alligevel,« sagde den lille Sild. »Jeg ved ikke, hvad det er, men frem må jeg.«

»Det er Naturens Bestemmelse,« sagde den gamle. »Og den kan ingen trodse imod, enten han så er stor eller lille. Så mægtigt et Dyr lever ikke i Verden, at det kan stå imod sin egen Drift. Frem med jer Sild ... frem, frem.«

Og frem gik de med uimodståelig Magt.

Torskene åd dem, og Mågerne greb dem, men Rækkerne sluttede sig sammen igen, og det så ud, som der var lige mange, hvor mange der så blev ædt. Ingen tænkte mere på sin Sidekammerat, men svømmede bare frem ind imod Fjorden.

»Det bliver storartet Sildefiskeri i År igen,« sagde Ole, som stod på Fjeldet og spejdede.

»Ja, det er en lykkelig Kyst,« sagde Doktoren.

»Gud velsigner os, trods alle vore Synder,« sagde Præsten.

Så løb de ned og satte Bådene ud og kastede Garnene og drog det ene tunge Dræt op efter det andet.

Men den lille Sild stod dybt ned nær Bunden og tænkte slet ikke på den Fare, den udsatte sig for, men lagde sine Æg, ti og tyve og hundrede og tusind, lige til den var bleven af med dem allesammen.

Og alt mens den lagde Æggene, snakkede den, som dens Mor havde snakket ... helt forvirret hen i Vandet uden at bryde sig om, at nogen hørte det:

»Å, lille Børn, lille Børn ... det er dejligt at leve, dejligt at svømme i det store Hav. Mågerne er efter os, Hajerne og Torskene og Tunfiskene og Menneskene og mange andre onde Dyr. Men ingenting i Verden kan alligevel lignes ved en Silds Liv.«

»Å, I ved ikke, hvor det er dejligt at svømme bag Svævet og æde både Dag og Nat. I ved ikke, hvor der er skønt og stille nede i de dybe Vande, når Bølgerne ruller oven på. I ved ikke, hvor det er herligt en mørk og stille Nat at komme op til Overfladen og blinke med sine Skæl i det svage Lys.«

»Men ingenting var alligevel så dejligt som Rejsen herop for at sætte jer ind i Verden. Jeg kan slet ikke forklare det for jer, for jeg får jer jo aldrig at se og kender jer heller ikke, om jeg ser jer. Den ene Sild er akkurat som den anden ... I ved ikke af mig, og jeg ved ikke af jer. Jeg ved også, at næsten ingen af jer bliver i Live. Vi var bare to af tredive Tusind Søskende, og den ene af os blev ædt, inden han var rigtig udvokset endnu.

Men det er lige meget. Livet er dejligt, og Silden er Havets lykkeligste Dyr. Red jer, så mange I kan, og bliv til skønne, blanke Sild, der skinner i Havet.«

Da så den havde sagt alt det, havde den også lagt alle sine Æg og var så træt, at den næsten ikke mere kunne hænge sammen.

Den så sig om og så, at hele Stimen var spredt ad. Mange var fanget, mange var ædt, og mange havde sagtens listet sig bort, da de havde lagt Æggene. For hele Havbunden var fuld af Sildeæg.

»Ja, ja,« sagde den lille Sild. »Der kommer Sild igen til næste År. Det skal jeg svare for. Men nu må jeg sandelig se, om jeg kan få noget at æde.«

Så svømmede den væk, og der var ingen, der gjorde den noget.

Og Fiskerne var gået ind med deres Både og deres Garn. Hajerne og Torskene var svømmet andet Steds hen. Mågerne sad oppe på Kystens Klipper og fordøjede deres Mad.

»Det er da forfærdeligt, så træt jeg er,« sagde den lille Sild. »Men det er jo egentlig ikke så underligt, at det tager på Kræfterne at sætte tredive Tusind Børn ind i Verden.«

Så svømmede den videre. Engang imellem traf den på nogle Kammerater, men brød sig slet ikke om at snakke med dem.

»Jeg er altfor træt,« sagde den.

»Ja, det er vi såmænd med,« sagde Kammeraterne.

Der gik over tre Måneder, hvor den lille Sild holdt sig for sig selv og åd og åd. Så begyndte den at komme til Kræfter igen og længtes efter Selskab.

Den traf på en Sild og nok en og flere endnu, og snart var de en hel lille Stime. En skøn Dag mødte de den gamle Sild.

»Nå, slap du også fra det?« sagde den lille Sild.

»I lige Måde,« sagde den gamle. »Livet er Lotteri og ikke andet, og Silden er Gevinsten. Dengang kom mit Nummer ikke ud, men næste Gang er jeg sagtens ikke så heldig. - Hvad nu? Skal I ind i Fjorden igen og lægge Æg, Børn?«

»Det haster vel ikke så stærkt,« sagde den lille Sild. »Lad os nu nyde Livet en Smule først og svømme op og ned og æde og øve os i at gå i Stime.«

»Ja, lad os det,« råbte de andre.

Og så svømmede de rundt og gik i Stime og dukkede til Bunds for Stormen og fulgte efter Svævet, hvor det drog hen.

»Jeg synes, jeg bliver så underlig igen,« sagde den lille Sild. »Maden smager mig ikke mere. Jeg længes mest efter Fjorden, hvor jeg lå Æg, og hvor jeg lagde alle mine egne.«

»Af Sted til Fjorden,« sagde den gamle Sild. »Ret jer, Side ved Side og Hoved ved Hale. Det er Æggetid, og vi må af Sted.«

Så drog de til Fjorden.

Og Mågerne var der og Hajerne og Hvalerne og Torskene og Præsten og Doktoren og Ole inde på Stranden.

Men om den lille Sild blev fanget denne Gang eller næste eller næste igen, ved jeg ikke.

For den ene Sild ligner den anden.