Skjul

---

Carl Ewald: Udvalte Æventyr. Anden Samling (1915)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Det var en dejlig Sommernat, sådan som det bare er en Gang imellem.

Det var lyst, lysere end mangen en grå Decemberdag. Træerne stod i Skoven og drømte med løvtunge Grene, og Dugperlerne hængte sig om Halsen på Stilke og Strå, vippede på Randen af Blomsternes Kalk og faldt så til Jorden, når de blev for tunge. Alle sov, undtagen de som gør Nat til Dag.

Ræven listede og Musen løb. Pindsvinet vraltede ad sine lønlige Stier. Natsommerfuglen dansede fra Blomst til Blomst ... om den kunne få en Smule Honning, inden den lagde sig til at dø.

Og Uglen fløj mellem Stammerne på sine bløde Vinger.

Men alle de, der var oppe, passede nok på ikke at gøre Spektakel. Lød der en Lyd i Natten, stod de allesammen stille der, hvor de var og lyttede, til der atter var tyst. For enten var de Jægere, som sneg sig efter deres Bytte, eller også var de Bytte, som gemte sig for Jægerne. Og somme Tider var der en, som skreg, når han blev ædt. Og somme Tider var der en, som hylede af sult, fordi han ikke kunne få noget at æde.

Men ellers var der stille.

Langt, langt bort kunne man høre Fiskerens Åreslag, som han roede ud og satte sine Garn. Og så var der jo en lille Fugl, som pippede i Søvne. Og så gøede Skovriderens Ajax en Gang inde i Gården.

Og så var der ikke mere.

Lige i Skovbrynet lå der et gammelt, faldefærdigt, stråtækt Hus.

Der boede ingen i det, undtagen et Svalepar, som havde klinet sin Rede op under Tagskægget, og så naturligvis en Masse Småkravl, som man kun taler om, når man skriver en særlig Historie om dem.

Ellers var Huset tomt. Og nu sov Svalerne.

Men lige uden for Huset, gemt i det høje Græs, sad der en Agerhøne.

Den sad ganske stille og kunne egentlig ikke regne ud, hvordan den var kommen derhen. Den hørte hjemme ude i Roerne, men havde forvildet sig og havde ikke Lyst til at vove vejen tilbage, før det blev Morgen. Så trykkede den sig i Græsset, åbnede Øjnene og lukkede dem igen og tænkte på ingenting.

Nu havde den nok ikke været så rolig, om den havde vidst, at der henne på Stengærdet sad en Lækat.

Det gjorde der. En rigtig lille blodtørstig Røver, som spejdede med sine små sorte Øjne og mimrede med Munden, så de skarpe, hvide Tænder lynede. Lang og smal var den som en Orm, så den kunne knibe sig gennem bitte små Huller og Sprækker. Men dersom Agerhønen ikke vidste noget om Lækatten, så vidste Lækatten heller ikke noget om Agerhønen.

Og hverken Agerhønen eller Lækatten vidste det mindste om en stor grøn Græshoppe, der sad tæt ved. Og hverken Græshoppen eller Agerhønen eller Lækatten havde den mindste Anelse om, at der under den vilde Persilles Skærm sad en vældig, lodden Natsommerfugl.

Pludselig sukkede Græshoppen så højt, så de allesammen hørte det i den stille Nat. Om så det var Svalen, så hørte den det og stak Hovedet ud af Reden og så sig om.

»Hvem var det, som sukkede?« sagde Svalen.

Ingen svarede.

»Hvem var det, som sukkede?« spurgte Svalen igen.

»Det var ved Gud ikke mig,« sagde Agerhønen, som aldrig havde hørt til de kløgtige.

Det gav et Sæt i Lækatten. Den kunne ikke se Agerhønen, men det var ikke til at tage fejl af, at det var en spiselig Stemme. Så gjorde den sig endnu tyndere og krøb endnu mere sammen og stirrede derhen i Græsset, hvor Stemmen var kommen fra.

»Ja ... hvem er du, som det ikke var?« spurgte Svalen.

»Det var mig,« sagde Græshoppen.

»Og hvem er du?«

»Jeg er Græshoppen ... den store, grønne Græshoppe, forstår du ... alt for stor til, at der kan være Tale om, at du kan æde mig.«

»Jeg tænker ikke på at æde dig,« sagde Svalen. »Men jeg finder det uforskammet at sætte sig udenfor velstillede og agtbare Folks Sovekammerdør og give sig til at sukke midt om Natten, så de vågner.«

»Det slap fra mig,« sagde Græshoppen.

»Ja, det kan såmænd nemt ske i disse svære Tider,« sagde Natsommerfuglen.

»Så,« sagde Svalen. »Hvem er nu det?«

»Det er såmænd ikke andet end Natsommerfuglen. Og jeg er alt for stor og lodden til, at du kan æde mig.«

»Lad mig da se dig,« sagde Svalen.

»Hvad Nytte skulle, det være til?« sagde Natsommerfuglen. »Vi kan jo godt snakke sammen, uden at vi ser hinanden.«

»Så vil jeg se Græshoppen,« sagde Svalen.

»Hvorfor det?« sagde Græshoppen. »Jeg sidder godt nok, hvor jeg sidder.«

»Mig får du ved Gud heller ikke at se,« sagde Agerhønen. »Ikke på nogen Måde.«

»Dig havde jeg såmænd glemt,« sagde Svalen. »Du kan vel i det mindste sige mig, hvad du hedder, ligesom de andre har gjort.«

»Jeg hedder såmænd Agerhønen. Men jeg kommer ikke frem. Jeg gør det ikke.«

»Så er vi efterhånden bleven en hel Forsamling,« sagde Svalen.

»Vi er fler end du tror, min Ven,« tænkte Lækatten. »Men jeg kommer ikke frem, akkurat ligesom Agerhønen ... jeg gør det ved Gud ikke. Med mindre Agerhønen vil røre lidt på sig, så jeg kan se, hvor den er. Eller Svalen vil komme frem og sætte sig her på Gærdet f. Eks. ...«

»Ak ja,« sukkede Natsommerfuglen.

»Nu sukker du,« sagde Svalen. »Hør ... skal vi ikke holde op med at lege Skjul?«

»Jeg gør det ikke,« sagde Agerhønen.

»Hvad skal vi flytte os for?« sagde Græshoppen.

»Vi må såmænd allesammen lege Skjul her i Verden,« sagde Natsommerfuglen.

»Må vi det,« sagde Svalen »Det gælder da rigtignok ikke for mit Vedkommende. Jeg flyver såmænd for alles Øjne rundt i den klare Solskinsluft og kredser og boltrer mig, som jeg har Lyst til. Men jeg er jo rigtignok også en fin Fugl.«

»Det er såmænd ikke det, der gør det,« sagde Natsommerfuglen. »Der sidder nu Agerhønen et Steds i det høje Græs ... kanske den kan sige det samme som Svalen.«

»Ak, Gud nej,« sagde Agerhønen. »Jeg må skam dukke mig for det meste. Og jeg kan da også i Reglen klare mig, takket være min gode brune Kjole, som gør, at de dårlig kan se mig, når jeg går i Agerfuren.«

»Det er det, jeg siger,« sagde Natsommerfuglen. »De er ligefrem nødt til at holde Dem ganske tarvelig klædt bare for at gemme Dem. Og Deres Mand har det ikke bedre end De ... han må gå i en simpel brun Frakke.«

»Ja, hvorfor skulle min Mands Frakke være finere end min Kjole?« spurgte Agerhønen.

»Å hvad, det hører man da somme Tider,« sagde Svalen. »Hvad siger du om Gårdhanen? Det er en Kavaler, hvad?«

»Ja, den Familie ønsker vi aldeles ikke at sammenligne os med,« sagde Agerhønen. »Det er yderst uanstændige Personer. Gårdhanen majer sig alene ud, fordi han har alle de mange Koner, som han er nødt tit at stikke Blår i Øjnene. Jeg begriber bare ikke, det lykkes ham. Om min Mand så mødte både gul og grøn og blå, skulle han ikke narre mig.«

»Lidt pyntede han sig vel nok, den Gang han friede,« sagde Svalen og lo.

»Jeg så ikke noget til det,« sagde Agerhønen. »Ikke det mindste.«

»Ak ja, ak ja, ak ja,« sukkede Natsommerfuglen.

»Der har vi det Hylehoved igen,« sagde Svalen. »De må hellere lette Deres Hjerte, Madam, og sige rent ud, hvad der er i Vejen.«

»De må nok sige det, Hr. Svale,« sagde Natsommerfuglen. »Tror De, det er morsomt for en anden en at liste her rundt evig og altid i den samme sorte Kjole? Det er ligesom en havde gjort noget, en skulle skamme sig for.«

»Nå ja, min Kjole er også sort,« sagde Svalen.

»Ja, men De har en hvid Vest, højtærede,« sagde Natsommerfuglen. »Og et fint rødt Slips. Det linder altid. Og så er der det, at De har ikke Deres sorte Kjole for Skams Skyld sådan som jeg. Min er ligefrem en Slavedragt, skal jeg sige Dem.«

»Herre Gud, det gør mig ondt for Dem,« sagde Svalen. »Men så har De jo de kønne brogede Kusiner, som flyver mellem Blomsterne i Solskinnet. Kan det ikke trøste Dem lidt?«

»Ikke Spor, højstærede,« sagde Natsommerfuglen. »Ikke Spor. Deres Kjoler er brogede nok, men det er Slavedragter så vel som min sorte. De går sådan klædt, bare for at man ikke skal lægge Mærke til dem, forstår De. Akkurat ligesom med mig. Hvis jeg mødte i jeg vil sige en rød Kjole ... vips, så tog Natravnen mig ... eller Pindsvinet eller en af de andre Banditter, som aldrig får et Blund i Øjnene.«

»Nå, nå, Madam,« sagde Svalen. »Jeg synes, De selv er ude ved Nattetid.«

»Vil De lægge en fattig Kone det til Last? Kanske jeg har kun denne ene Nat at leve i ... kanske ikke en Gang det. Mine Æg har jeg anbragt, og så er jeg færdig. Jeg går bare og drikker en Dråbe Honning til Afsked, inden det er forbi.«

»Ja, lad nu det være godt,« sagde Svalen. »Det forekommer mig ellers, jeg har hørt noget om, at De har ført et rigtig muntert Liv, mens De var Barn ... er det ikke Larver, De kalder Børnene i Deres Familie?«

»De må nok sige det,« sagde den vilde persille, Natsommerfuglen sad i. »De gør Dem aldeles ingen Forestilling om, hvor hun åd. Hele Ligusterhækken her langs Skovriderens Have åd hun op til sidste Blad. Den så såmænd ud sidst i Juli, son havde vi været i November.«

»Ser vi det,« sagde Svalen. »Ja, man kan ikke have både i Pose og i Sæk. Den ene tager det i den ene Ende, den anden i den anden.«

»Mon der er nogen, som ikke vil have det i begge, hvis hun kan få det?« sagde Natsommerfuglen fornærmet. »Men det var det, jeg ville sige, at hvis mine Kusiner tog min sorte Kjole på, ville det gå dem akkurat lige så galt som mig i min røde. De ville sidde som en sort Plet midt i en gul eller hvid Blomst - og vips! ville Røverne være der og hugge dem.«

»Derfor skal både De og Deres Kusiner være glade for de Kjoler, De har, De dumme gamle Kælling,« sagde Græshoppen. »Det er forfærdeligt for et fornuftigt Insekt at sidde her og høre på Deres tåbelige Sludder.«

»Hvad ... siger han gamle Kælling ... sådan en Græshoppehvalp ...«

»Hvalp er jeg ikke mere,« sagde Græshoppen. »Jeg har lige skiftet Hud for sidste Gang.«

»Så er De vist dejlig blød,« sagde Svalen. »Gud ved, om De egentlig er så stor, som De selv bilder Dem ind. Jeg kunne lide at se på Dem en Gang.«

»Det kunne De vist,« sagde Græshoppen. »Men jeg har det godt i mit Skjul, og der bliver jeg.«

»Ja ... lad os lege Skjul,« sagde Svalen. »Jeg opgiver at finde Dem. Kom frit frem.«

Den klappede i Vingerne og var lige ved at hoppe ned på Stengærdet. Lækatten sad på Spring og tænkte på, om den alligevel ikke hellere måtte lade Svalen slippe og stole på, at den nok fik fat i Agerhønen, bare den gav Tid.

Men Svalen kom ikke, og Græshoppen kom ikke, og Agerhønen gav ikke et Kny fra sig.

»Der er ingen Fornøjelse ved at lege Skjul på den Maner,« sagde Svalen.

»Det er jo lige det, jeg siger, gode Herre,« sagde Natsommerfuglen. »Der er aldeles ingen Fornøjelse ved det.«

»Der er Kællingen igen,« sagde Græshoppen. »Det er dog aldeles utroligt, at man skal høre på sådant noget Vås ... især når det drejer sig om en vigtig Sag.«

»Er det virkelig en vigtig Sag?« spurgte Agerhønen.

»Om det er,« sagde Græshoppen. »Jeg kender i Øjeblikket ikke nogen, der er vigtigere for os, som her er forsamlede. Ja ... Svalen mener formodentlig, at den ikke skal regnes med, men jeg tror nu, det er en stor Fejltagelse. Den er såmænd akkurat de samme Love underkastet, som vi Andre, selv om det ikke sådan falder lige i Øjnene.«

»Jeg forstår ikke, hvad De mener,« sagde Svalen. »Det ser ud, som om De bilder Dem ind, De er klogere end jeg ... en Græshoppe klogere end en Svale.«

»Ih, Gud forbarme sig,« sagde Agerhønen. »Det kan da aldrig være Deres Mening.«

»Jeg tror nu, man kan vente sig alt muligt af sådan en Hvalp,« sagde Natsommerfuglen.

»Klog og klog,« sagde Græshoppen. »Enhver kan jo være klog på sit. Det siger jeg ingenting imod. Men vi Insekter har nu en Gang i vores Liv særdeles Lejlighed til at tænke over Tingene her i Verden.«

»Hvordan da, om jeg må spørge?« sagde Svalen.

»Det er, mens vi er Puppe,« sagde Græshoppen. »Så ligger man ganske stille og har ikke andet at gøre end spekulere. Ungdommen har man bag sig og den voksne Mands Virksomhed foran sig. Det giver Stof til Eftertanke.«

»Nå ... og jeg da?« sagde Natsommerfuglen. »Er jeg ikke et Insekt? Har jeg ikke været Puppe?«

»Ja, men De har benyttet. Deres Puppetid skidt, Madam,« sagde Græshoppen. »De lå bare der og ærgrede Dem over den sorte Kjole, De skulle gå i, i Stedet for at spekulere over, hvordan det vel kunne hænge sammen med den, og hvorfor Vorherre havde givet Dem sådan en og Deres Kusiner en kulørt. Jeg er vis på, det er også delfor, De fører sådant et skidt og kort Liv, som De hele Tiden beklager Dem over.«

»Tror De?« sagde Natsommerfuglen. »Gud må vide, hvad sådan en Laps og Springfyr som De forstår Dem på en fin og fornem sommerfugledames Liv. Det er nok bedst, at de holder dem ved Jorden og ikke taler med om, hvad De ikke forstår Dem på. Sådan en ... som ikke en Gang kan flyve! Tror han, han kan få det rigtige Indtryk af Verden?«

»Nej ... der må jeg nu holde med Natsommerfuglen,« sagde Svalen. »Den der flyver, får et ganske andet Overblik over det hele.«

»Monstro det er så stort bevendt med Natsommerfuglens Flyvning?« sagde Græshoppen. »Men det kan nu være, hvad det være vil. Det er ikke det, vi snakker om, jeg siger bare, at jeg har bedre Forstand på min grønne Kjole end Natsommerfuglen på sin sorte. Og det er jeg Mand for at bevise, når som helst det skal være, om ellers Herskaberne vil høre på mig.«

»Vist vil vi så,« sagde Svalen. »Jeg sover ikke alligevel, og det vil også være de andre en stor Fornøjelse.«

»Kom så med det, lille Græshoppe.« sagde Agerhønen. »Er det morsomt, så er det velkomment, ellers kan vi jo gå.«

»Vær så venlig,« sagde Græshoppen. »Jeg holder på ingen. Jeg kan selv være væk med et spring over Hovedet på dem alle sammen, og plager den onde Madam mig altfor meget med sin Sludder, så gør jeg det også.«

»Hvad så med den grønne Kjole?« sagde Svalen.

»Det er slet ikke andet, end at den er min Arbejdsdragt og min Søndagsdragt og den eneste Kjole, jeg overhovedet kan eksistere i,« sagde Græshoppen. »Den passer til mit Arbejde akkurat ligesom mine lange Springben og mine Kindbakker og mine vinger og hele Resten. Det hører altsammen sammen og er lavet sådan, for at jeg kan leve så trygt og så godt som muligt.

»Og hvad så mere,« sagde Agerhønen.

»Ja ... egentlig er der ikke mere,« sagde Græshoppen. »For når man ved det, så er man da et skarn, når man laster sin Kjole, sådan som Natsommerfuglen før. Jeg mener nu, at det kommer bare an på at hitte Meningen i Tingene, så bliver man altid fornøjet til sidst, hvordan det så ellers går.«

»Undtagen når man bliver ædt,« sagde Natsommerfuglen. »Ja ... ædes skal vi sagtens allesammen en Gang,« sagde Græshoppen. »Det kan jeg såmænd også finde mig i, bare det sker med Ræson og på en rimelig Måde og ikke sådan ved et Ulykkestilfælde eller noget af den Slags. For det er ærgerligt. Men derfor er det jo også, man har fået sine gode Klæder akkurat af den Kulør og Façon, man har fået dem af, for at man skal kunne klare sig det længst mulige. Det er efter min ringe Mening noget af det allerviseste ved det hele, at jeg går i en grøn Kjole, fordi jeg lever i det grønne Græs, Natsommerfuglen i sort, fordi den kun promenerer om Natten, og Agerhønen i brun, fordi den løber langs den brune Jord, mens Natsommerfuglens Kusiner smækker sig i alle mulige Kulører, slet ikke for at de skal lapse sig, men bare for at de kan gemme sig mellem Blomsterne.«

»Det var jo akkurat det, jeg Sagde,« råbte Natsommerfuglen.

»Var det det, lille Madam?« sagde Græshoppen. »Jeg synes ellers, det lød noget anderledes i Tonefaldet. Men jeg kan jo ikke have noget imod, at De er enig med mig. Bare må De så huske på at sætte et mindre misfornøjet Ansigt op, for jeg et glad og godt tilpas, kan jeg lade Dem vide.«

»Ja, det er nu godt nok, min gode Græshoppe,« sagde Svalen. »Det passer på Dem og på Agerhønen og på Natsommerfuglen. Men så er der alle vi andre. Hvad vil De gøre med os?«

»Det er ens for os allesammen,« sagde Græshoppen. »Det er jo netop det, jeg har regnet ud. - Hvis De vil se Dem om, kommer De nok til at give mig Ret, før De, selv rigtig ved af det. Og dersom vi går udenlands, så ser vi det meget bedre endnu.«

»Har De været udenlands?« spurgte Svalen. »Det ville jeg oprigtig talt ikke have set Dem an til.«

»Det har jeg heller ikke.« sagde Græshoppen. »Men jeg havde mig en Gang en lang Samtale med en Solsort. Se ... Solsorten skulle jo egentlig ikke være hernede uden om Vinteren. Ellers logerer den oppe i Sverige og Norge, som bekendt. Men en doven og magelig Rad er den, og derfor bliver den tit hernede. Og så fik jeg ellers en Snak med den. Og vi snakkede om Norden deroppe, hvor den jo egentlig hører hjemme, og hvor den da også kunne huske en hel Del fra. Og den fortalte mig det, der var godt at få Forstand af.«

»Kom så med det da,« sagde Svalen utålmodig.

»Jeg har Familie deroppe,« sagde Agerhønen. »Måske er det noget om den.«

»Det er det også,« sagde Græshoppen. »Det er om Rypen, som nok er Deres kødelige Kusine, og som er brun om Sommeren og hvid om Vinteren ... alt efter som den lever på det brune Fjeld og i Lyngen, eller i den hvide Sne, forstår De. Og så er der Haren, som har det akkurat på samme Måde ... den skifter nok så fornuftig Kjole med Årstiden. Den er simpelthen nødt til det, for ellers kunne den ikke klare sig.«

»Det var svært,« sagde Svalen.

»Ja, men sådan er det altså,« sagde Græshoppen. »Og det bliver meget værre endnu. For nu kan De nok begribe, at når Haren er hvid, så den ikke kan ses på Sneen - så kan det aldrig gå an, at Ræven er rød, for så kunne den jo aldrig komme Haren til Livs og måtte til sidst rent forkomme af Sult. Derfor er Ræven også hvid om Vinteren ... hvid som Sneen, som Rypen, som Haren.«

»Det er grueligt,« sagde Agerhønen. »Min stakkels Kusine.«

»Ja, det er grueligt,« sagde Natsommerfuglen. »Akkurat som jeg sagde ... en Jammer og Fortvivlelse.«

»Der har vi Gud hjælpe mig det gamle Fruentimmer igen,« sagde Græshoppen. »Jeg troede, hun var himlet.«

»Jeg »himler« snart, som De ønsker det,« sagde Natsommerfuglen. »Men ikke før jeg til mit sidste Åndedræt har beklaget mig over Himlens Uretfærdighed.«

»Her er aldeles ikke Tale om nogen Uretfærdighed fra Himlen,« sagde Græshoppen. »Himlen har ikke noget med den Sag at gøre ... sådan direkte, naturligvis. De tror naturligvis, at Vorherre kommer spadserende og giver Dem en rød Kjole og Deres Kusine en broget og Agerhønen en brun og hendes Kusine en hvid til Vinterbrug.«

»Han kunne ved Gud gerne også have givet mig en hvid Vinterkjole,« sagde Agerhønen fornærmet.

»Nej ... det kunne han netop ikke,« sagde Græshoppen. »Eller hvis han havde gjort det, så havde De haft rigtig god Grund til at være misfornøjet med ham. Tænk bare på, så lidt Sne vi har her til Lands. Jøsses, hvor De ville stikke ud, når De sad der midt på den brune Mark i hvid Kjole. Ræven kunne jo se Dem fra den ene Ende af Landet til den anden.«

»Ja, det er da endelig også sandt,« sagde Agerhønen.

»Ser De det,« sagde Græshoppen. »Men Vorherre har altså heller ikke gjort det.«

»Det kan nu være meget godt,« sagde Svalen eftertænksomt. »Men når Vorherre ikke har givet Agerhønen dens brune Kjole ... hvor har hun da fået den fra?«

»Ja - det er spørgsmålet,« sagde Græshoppen. »Og jeg tror nok, jeg har fundet ud af det. Det er et gammelt Sagn, som er gået i min Familie fra Slægt til Slægt, som har givet mig Forklaringen. Nu skal jeg fortælle det, om ellers De vil høre på mig.«

»Kom bare med det,« sagde Svalen.

»Det er vist noget rart noget, som sådan nedarves i en Græshoppefamilie,« sagde Natsommerfuglen og lo hånsk.

»Ja, nu skal De bare høre, lille Madam,« sagde Græshoppen. »Det er såmænd snart fortalt.«

Agerhønen rørte lidt på sig for at komme til at lytte bedre, og Svalen krøb helt ud af Reden.

»Et lille Skridt endnu, og jeg har jer,« sagde Lækatten, der krummede sig med spillende Øjne og alle Kløerne ude.

»Historien begynder med den allerførste Græshoppe, der var i Verden,« sagde Græshoppen. »Det er altså overmåde mange År siden, for Græshopperne er en gruelig gammel Familie.«

»Ja ... men?« sagde Natsommerfuglen. »Jeg skulle nu ellers tro, Græshopperne var Parvenuer ... så plumpe de er, både af Væsen og Person.«

»De tager ganske fejl, Madam,« sagde Græshoppen. »Vi har bevaret Kraften og udviklet os i Dygtighed og Snildhed, så vi bestandig har kunnet følge med Tiden. De derimod, Madam, hører uden mindste Tvivl til en overmåde degenereret Slægt. Men derfor er den ingenlunde gammel. Sådan en lyssky, famlende Skikkelse hører hjemme i de senere Tider, hvor alle Næringsgrene er overfyldte, så det kniber hårdt for svagelige Personer at komme med. Så falder de på den Slags Udveje som at sværme rundt ved Nattetid og jamre og lægge sig til at dø midt i det.«

»Ved Gud, jeg dør,« sagde Natsommerfuglen. »Hvis ingen vil slå den Græshoppe ihjel, så dør jeg.«

Det var der ingen, som ville. For det første vidste de jo ikke bestemt, hvor den var. For det andet ville de jo helst have Historien. Så tav de, og så døde Natsommerfuglen.

Den faldt lige ned fra den vilde Persille, trak Benene op under sig og var væk i det samme. Svalen så den, i samme Nu den faldt og var nede på Jorden og tog den og oppe ved Reden igen, før Lækatten fik gjort sit Spring.

»Siden den dog er død, så kan jeg jo lige så godt pille lidt ved den som en anden en,« sagde Svalen. »Med mindre Agerhønen ønsker ... eller måske Græshoppen ....«

»Tak for mig,« sagde Agerhønen.

»Jeg er heller ikke Liebhaver,« sagde Græshoppen.

Svalen åd, så længe der var noget at æde af, kastede Resten ned på Jorden og tørrede sit Næb.

»Så kan vi endelig skride til Historien om denne her ældgamle Græshoppe,« sagde den.

Græshoppen strøg med sit Skinneben over Vingekanten .... det lød som en fin og gammel Violin. Så begyndte den at fortælle.

»Ja, det var altså den første Græshoppe. Hvad Kulør den havde, ved jeg ikke. Det er ikke optegnet noget Steds, og Historien melder ikke noget om det. Jeg ved bare, at grøn var den ikke. Og det ved jeg deraf, at der blandt dens mange Børn var en, som tiltrak sig Familiens særlige opmærksomhed just derved, at den var grønlig i Kanterne.

»Det var en sær Kulør,« sagde den gamle. »Vorherre må vide, hvor han har fået den fra.«

Imidlertid hoppede altså den grønlige rundt blandt sine Søskende og klarede sig i Grunden bedre end de andre.

»Det er mærkeligt, så den Dreng slipper uskadt fra alting,« sagde den gamle. »Nu så jeg selv i Går med mine egne Øjne, hvordan Storken huggede en Broder på den ene Side af ham og en Søster på den anden, mens han selv slap uskadt.«

Og som det gik den Gang, gik det mange Gange ellers. Bestandig slap han. De andre blev misundelige, men den gamle blev ved med at tænke over Tingen, så længe til han fandt ud af den.

»Det kommer naturligvis af, at han er grøn i Kanterne,« sagde han og spillede et stort Stykke på sin violin, som han altid gjorde, når han havde fundet ud af noget. »Derfor kan han lettere gemme sig i Græsset end de andre.«

Derefter kaldte han alle pigebørnene sammen og undersøgte dem på det omhyggeligste for at se, om nogen af dem havde noget grønt på sig. Omsider fandt han en, der havde ligesom en Smule grønligt Skær over sig og desuden en lille grøn Plet på det venstre Bagben. Hende befalede han øjeblikkelig at gifte sig med den grønkantede. De gjorde det, for den Gang var der aldrig tale om at gøre andet, end hvad den gamle sagde. Og så gik han og passede på, hvordan deres Børn artede sig.

Hver Gang der kom en, som havde noget grønt over sig, jublede han, og jo mere grønt, den havde, desto større var hans Glæde. Og han giftede de grønneste sammen igen, og de fik grønne Børn. Snart så de allesammen, at han havde Ret. Jo grønnere Græshopperne var, des lettere kunne de gemme sig i Græsset for deres Fjender. De, der ikke var grønne, blev hultigere ædt, mange Gange i deres pure Ungdom, inden de endnu havde giftet sig. Og selv om de slap så langt, fik de altid de dårligste Koner. De gode - dvs. de grønne - ville slet ikke have dem. Og så døde de efterhånden ud.

På den Måde fik Græshopperne deres grønne Kjole.«

»Det var virkelig en pæn Historie,« sagde Svalen.

»Og mig rørte den nu så grueligt,« sagde Agerhønen. »For nu forstår jeg først, hvorfor jeg straks blev så forelsket i min Mands simple brune Frakke. Det var altså bare for at få brune Børn -«

»Naturligvis,« sagde Græshoppen.

»Nej, hvor det var smukt,« sagde Agerhønen. »Hvor det er rørende. Så snart det bliver lyst, skynder jeg mig hjem og fortæller ham det.«

»Bare du ville gå straks,« tænkte Lækatten. »Jeg kan snart ikke holde det ud. Varer dette her meget længere, så springer jeg på Må og få ned i Græsset der, hvor din lækre Stemme kommer fra.«

Så var de lidt stille, enhver i sine Tanker. Og så begyndte de at komme med Eksempler, som passede til Græshoppens Fortælling. En kunne et og en et andet. Så snart den ene tav, begyndte den anden, og der lod slet ikke til at blive nogen Ende på Historien.

»Gråspurven,« sagde Svalen - »dens Kjole passer akkurat til Støv og Snavs og sådant noget.«

»Bogfinkens Kjole passer til de mossede Grene,« sagde Agerhønen. »Når den sidder stille, kan man næsten ikke se den.«

»Kålormens Slåbrok er akkurat god til at kravle på Kålblade i,« sagde Græshoppen. »Den er jo ligefrem ikke til at skelne fra Bladet, når man ikke passer rigtig godt på.«

»Og Lærken på Heden,« sagde Svalen. »Og den røde Ræv i Grusgangen og mellem det visne Løv. Og Skovduen op imod Luften, når den sidder højt til Vejrs i Bøgens Top.«

»Og Myrerne mellem de brune Grannåle,« sagde Agerhønen.

»Jeg tror virkelig ikke, der er nogen Ende på det.«

»Det er der naturligvis heller ikke,« sagde Græshoppen. »Det har jeg jo sagt hele Tiden. Om så det var Svalen, kommer den med. Jeg skulle ikke undre mig det mindste, hvis den havde sin pæne, sorte Kjole, for at den ikke skulle ses i Halvmørket oppe under Tagskægget.«

»Og den hvide Vest?« spurgte Agerhønen.

»Det er naturligvis for at den kan falde sammen med den kalkede Mur,« sagde Græshoppen. »Det er da klart nok.«

»Men så den røde Slips?« sagde Svalen. »Den får De vist sværere ved at forklare ... ikke sandt, lille Græshoppe?«

»Den kan jeg slet ikke forklare, uden den måske skal være en Artighed mod Fruen,« sagde Græshoppen. »Det ville være pænt. Og det ville passe godt til så mange andre Ting, man ser af den Slags .... især om Foråret, og især hos de Herrer Fugle. Der er gerne en Tid, hvor de pynter sig en Smule uforsigtigt i spraglede Kulører, og hvor de skriger mere op end strengt taget fornuftigt er. Men Herre Gud ... det er jo kun Forår en Gang om Året. Jeg stryger såmænd selv min Violin, mere end jeg skulle, i den Tid, jeg går på Frierben.«

»Gør De det,« sagde Agerhønen. »Det er pænt af Dem. Så holder Deres Kone meget af Musik, kan jeg tænke.«

»Jeg ved det såmænd ikke,« svarede Græshoppen. »Jeg holder af at spille, og så spiller jeg altså.«

Nu begyndte lige med et Svalen at blive urolig.

Den hoppede op på Taget, slog med Vingerne, fløj en lille Tur og kom tilbage igen, men var lige så urolig som før.

»De kan ikke se at jage endnu,« sagde Græshoppen.

»Se kunne jeg nok, hvis blot Myggene var der,« sagde Svalen. »Men der er ingen. De står så sent op, de Dovenkroppe.«

»Det er da en stor Skam af dem, når de ved, at Svalen venter dem,« sagde Græshoppen grinende.

»Græsædende Dyr kan aldrig forstå de fine, vilde Jægere,« sagde Svalen. »Deres Vittigheder er dumme, min gode Græshoppe. Men jeg tilgiver Dem. Især da jeg tror - mere og mere - at De overdriver Deres Størrelse og bilder Dem ind, De er betydeligere, end De er. Jeg er overbevist om, at De kan levere et fortræffeligt Morgenmåltid til mig og mine. Og jeg har i Sinde at anrette Dem om en Times tid.«

»Nå - så lang Frist giver De mig dog?« sagde Græshoppen. »Det skal De ret have Tak for. Og nu synes jeg, De skulle fortælle os noget fra Deres Rejser .... noget, som kunne passe til det, vi har talt om i Nat. Jeg har hørt sige, at der skal være sådan nogle mærkværdige Dyr i de varme Lande .... ja, de skal endogså være i Familie med mig. Har De truffet nogen af dem?«

»Jeg har truffet, hvad der var at træffe,« sagde Svalen. »Når man rejser så meget og så flot som jeg, ser man, hvad der er værd at se. Men jeg erindrer ikke, jeg er stødt på nogen af Deres Familie.«

»Måske flyver De for højt,« sagde Græshoppen. »Ellers måtte De nok have set dem. Jeg har en Fætter, som hedder Vandregræshoppen, og som en Gang blev drevet her op af en Storm ...«

»Er det Deres Fætter?« sagde Svalen med Agtelse. »Det er ellers en grum og mægtig Herre. Han flyver næsten lige så godt som jeg. Og hvor han kommer i stort Kompagni, lægger han med et hele Landet øde. Han har en gruelig Appetit.«

»Det har vi i min Familie,« sagde Græshoppen. »Selv om hans måske nok er den største.«

»Ja, men bi så lidt,« sagde Svalen og tænkte sig om. »Nu tror jeg nok, jeg ved, hvad De mener .... jeg husker, jeg har set en af Vandregræshoppernes Slægtninge og altså også af Deres, som så helt besynderlig ud. Dens Kjole var grøn, men den var syet akkurat i Form af et Blad .... ja, nu husker jeg den ganske tydeligt. Det er det fornøjeligste Dyr, jeg nogensinde har set. Det vandrende Blad hed den ... og Kjolen var som et Blad med Ribber og Takker i Randen og det hele .... og øverst på dens Ben sad der ligesom små Blade .... det var ganske mærkværdigt at se på. Jeg forsikrer Dem for, at når Dyret sad på en Busk, så var det rent umuligt at skelne den fra de andre Blade.«

»Jeg vil tro det,« sagde Græshoppen. »Min Fætter talte om det. Han sagde, Det vandrende Blad kunne æde hele Busken tom, uden at nogen anede, det var den. Rundt om var der fuldt op af Fugle, som øjeblikkelig havde ædt den, bare de havde anet, den var der. Men de måtte pænt sidde med deres sultne Maver, mens Det vandrende Blad åd sin Davre i Fred og Ro.«

Agerhønen stak Hovedet lidt frem af Græsset, så Lækatten var lige ved at springe løs.

»Nu har jeg aldrig i mine Dage hørt noget så mærkeligt,« sagde Agerhønen. »Tænk om jeg lignede en Ræv, vil jeg sige .... så Hundene slet ikke kunne se mig ....«

»Ja, men jeg så det, der var mærkeligere endnu,« sagde Svalen. »Jeg så en Person, som hed Den vandrende Pind .... måske den også hører til Græshoppens Familie?«

»Det gør den rigtignok,« sagde Græshoppen og kroede sig i sit Skjul. »Der er mange mærkelige Personer i vor Familie.«

»Jeg indrømmer det,« sagde Svalen. »Jeg synes nærmest, det må være uhyggeligt at have sådan en som Den vandrende Pind i sin Familie. Det er ligefrem ikke til at se på den, at den er et Dyr. Hvis jeg flettede min Rede sådan som de andre mere tarvelige Fugle, så kunne jeg såmænd godt falde på at tage den for den Pind, den giver sig ud for.«

»Ja vel,« sagde Græshoppen. »Sådan skal det være. Jeg er stolt af at være i Familie med så dygtig en Person. Den havde ganske anderledes Betingelser for at klare sig i Kampen for Tilværelsen end et andet almindeligt Insekt .... jeg vil sige nu f. Eks. en Snudebille, som sådan går lige ud i Marken og æder løs som en anden Ko.«

»Naturligvis,« sagde Svalen. »Jeg ville bare nødig have den til Fætter .... for De kan da ikke nægte, den må være uhyggelig at se på.«

»Jeg har ikke set den,« sagde Græshoppen. »Men jeg kan ikke sige Dem, hvor det glæder mig at høre om den.«

»Å, hvor jeg gerne ville se den,« sagde Agerhønen. »Det er også kedeligt, at der slet ikke er noget af den Slags herhjemme. Det er dejligt at høre om, men tænk, hvor det ville være sjov, når man lå i Roerne og kedede sig, og der så kom et vandrende Blad eller en vandrende Pind. Så kunne man rigtignok sige, man havde oplevet noget.«

»Sådant noget finder man kun i de varme Lande,« sagde Svalen. »Der er alting underligere og større. I kan slet ingen Forestilling gøre jer om, hvordan det regner, når det regner dernede, og hvor tørt det er, når Regnen bliver borte. Der er Myretuer, som er højere end dette Hus .... der er Løver, hvis Skind er gult som Sandet i Ørkenen, så man slet ikke kan se dem. Men så brøler de, så hele Luften ryster. Og der er Elefanter og Flodheste og Næsehorn ... store Kæmpeslanger, Strudser, Kameler, vældige Træer, Blomster .... å, så store og så duftende, så det slet ikke kan beskrives.«

»Det er jo næsten til at løbe rundt i,« sagde Agerhønen. »Jeg ved da bestemt, at jeg ville gøre det.«

»Man vænner sig efterhånden til det,« sagde Svalen. »Det går altsammen så rask og så broget til, at den ene slet ikke lægger Mærke til den anden! De lever og synger og skriger og æder og dør, og så er det forbi og begynder forfra med de andre af samme Slags. Det er en hel Komedie at se på for en tilrejsende. Men jeg må nok bede om at være hjemme her igen til Forårstid.«

»Nej virkelig,« sagde Græshoppen. »Da må jeg ellers sige, jeg kunne godt lide at være dernede altid. Jeg tænker nok en rask Fyr som jeg skulle klare sig med et flot Spring, når det gjaldt, og jeg synes i Grunden, jeg hører hjemme dernede. Tit og mange Gange synes jeg slet ikke, min Skikkelse passer heroppe i de nordlige Lande. Jeg ved ikke .... jeg er ikke sindig nok, ikke sat nok.«

»Der kan måske være noget i det,« sagde Svalen. »Men siden vi er ved det igen, så kommer jeg pludselig i Tanker om en anden en, som formodentlig også hører til Deres originale Familie. Den hedder Spøgelset tror jeg, og dens Mage eksisterer sikkert ikke i hele den vide Verden!«

»Jeg har aldrig hørt den omtale,« sagde Græshoppen. »Hvordan ser den ud?«

»Den ser ud som et Spøgelse,« sagde Svalen. »Livagtig. Ranglet og knoklet, gusten og bleg .... ja, somme Tider er den også broget i mangfoldige Kulører, når det passer i dens Kram. Sådan som den kommer krybende, kan ingen tro, den har det allermindste med et levende Dyr at gøre. Vinger har den ingen af .... man ser slet ikke noget til noget af det, der hører til et ordentligt Dyr.«

»Det er interessant,« sagde Græshoppen. Den var kommen næsten helt ud af Græsset.

»Det er grueligt,« sagde Agerhønen. »Fortæl mere, kære Svale.«

Den havde det meste af Kroppen uden for det høje Græs og stirrede op på Svalen. Men Svalen stirrede på Græshoppen og syntes slet ikke, den var så stor endda, men derimod rigtig fed og lækker.

Og Lækatten krøb et lille Stykke nærmere endnu og stirrede på Agerhønen med sine sorte Øjne.

»Ja,« sagde Svalen - »hvad er der mere at fortælle? Spøgelset sidder ganske stille om Dagen. Men om Natten render det rundt og æder. Det æder hele Skove op, har jeg hørt sige. Det skal være ganske grueligt, hvor det ødelægger.«

»Og det kommer altsammen af, at den er så godt skjult,« sagde Græshoppen stolt. »Derfor er den dygtigere end de andre. Bare man klæder sig på efter det, Så ....«

Længere kom den ikke i sin Tale.

Der lød et ynkeligt Skrig. Det var Lækatten, som bed Halsen over på Agerhønen. Der lød nogle høje, skærende Violintoner. Det var Svalen, som sad oppe på Taget og plukkede Græshoppen itu med sit Næb.

»Hvor kommer De fra?« sagde Svalen. »Jeg har ikke set Dem før nu. Jeg kunne nemt have fløjet lige i Deres modbydelige Gab.«

»Det kunne De,« sagde Lækatten og drak Blodet af Agerhønens Strube. »Det kunne De mageligt. Men De forstår jo nok, at Agerhønen er en bedre Mundfuld.«

»Modbydelige Røver,« sagde Svalen, mens den åd Græshoppens ene Lår. »Sniger sig over en stakkels Fugl, som sidder her i god Tro og snakker med sine Kammerater.«

»Ha, ha, ha,« sagde Lækatten og lo med sine hvide Tænder, som Blodet dryppede af. »De er en fuldkommen Hykler, som alle Fugle. Jeg hørte da ikke til Selskabet, men lå på Stengærdet og passede min Næringsvej. Men De er netop en af den lille nydelige Klub. Og Græshoppen var en anden. Og nu sidder De med et Græshoppelår i Munden og holder Moralprædiken for mig. Jo, De er en køn Soldat.«

»Det er noget andet,« sagde Svalen fornærmet.

»Ja, det er altid noget andet, når det er en selv,« sagde Lækatten.

»De vil da vel ikke sammenligne en Agerhøne og en Græshoppe?« sagde Svalen.

»Nej, Gudbevares,« sagde Lækatten. »Agerhønen er Mad for mig og Græshoppen for Dem.«

Svalen gnaskede, og Lækatten gnaskede.

»Forresten kunne jeg såmænd godt høre med til den lille Klub, som nu er opløst på en så sørgelig Måde,« sagde Lækatten. »Jeg har med største Interesse hørt på Deres Forhandlinger, som også angår mig. De må nemlig vide, at jeg er brun om Sommeren, men hvid om Vinteren.«

»Er De,« sagde Svalen forbløffet.

»Til Tjeneste,« sagde Lækatten. »Om Vinteren kalder de mig Hermelin. Men Sommer og Vinter kan De altid kende mig på min sorte Halespids, at De ved det.«

Lækatten havde nu drukket Agerhønens Blod. Kødet brød den sig ikke om. Den så op til Svalen.

»Bare jeg havde Dem hernede, kære,« sagde den. »Jeg kunne godt drikke Dem med. Men glem nu ikke den sorte Halespids .... Sommer og Vinter ... altid ens, Og nu ønsker jeg Dem en god rolig Morgen.«

Den sprang op på Stengærdet og var væk i det samme.

Natten var omme. Himlen rødmede svagt i Øst, og Tågerne lettede nede på Engen.

»Uha, hvor Livet er rart,« sagde Svalen og strøg sit Næb rent.

Så kaldte den på sin lille Familie.

»Ud med jer af Fjerene,« sagde den. »Her er en Smule Græshoppekød til at begynde med, og så skal vi allesammen på Myggejagt. Lad mig nu se, I rubber jer.«