Søstjernen

---

Carl Ewald: Udvalte Æventyr. Anden Samling (1915)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Et Sted på Havsens Bund mødtes en stor Torsk, en gammel Hummer, en Søstjerne og en halv Sandorm.

Torsken stod i Vandet og havde forspist sig. Den stirrede med sine dumme Øjne og gad ikke røre sig af Pletten.

Søstjernen havde slynget sine fem Arme om en Østers og var i Færd med at suge den ud. Østersen havde til at begynde med lukket sine Skaller fast i, men så sprøjtede Søstjernen noget giftigt Tøjeri på det Sted, hvor Skallerne lukkede sig, og så kunne Stakkelen ikke mere. Den var allerede halvt suget ud, og Søstjernen begyndte at se sig om efter mere Mad. Det kunne den, for den havde et Øje på Spidsen af hver Arm.

Hummeren havde det ikke godt.

Den havde skiftet Skal for nogle Dage siden og den nye Skal var ganske blød endnu. Derfor gemte Kavalleren sig under en stor Sten, spiste ikke og var temmelig gnaven, når nogen talte til den.

Men med den halve Sandorm var det rent galt.

Den havde i Går fået hugget sin bageste Halvdel af sig. Hvordan det var gået til, vidste den ikke selv. Øjne havde den ingen af, og det var der ingen Grund til at græde over, for den havde aldeles ingen Brug for dem der, hvor den rodede til dagligt i Sandet. Og så var den for Resten en sølle, blød Fyr, der måtte tage Livet, som det faldt, og hvem det heller ikke faldt ind at beklage sig.

Nu gik den bare og ledte efter sin Bagdel. Man vil jo nødig miste, hvad man har. Og jo mindre man har, des mere Pris sætter man begribeligvis på det.

Som nu de fire Godtfolk var dernede og havde hver nok i sit eget, kom der et stort Marsvin ned til dem.

Det var jo en Forskrækkelse. Torsken slog et Slag til Siden, Hummeren krøb helt ind under Stenen, Søstjernen var lige ved at slippe Østersen. Sandormen mærkede jo nok på Vandets bevægelse, at der var noget på Færde, men vidste som sædvanlig ingen Besked.

»Ha! ha!« sagde Torsken. »Hvad er du for en Fisk?«

»Jeg er aldeles ingen Fisk, om jeg må bede,« sagde Marsvinet.

»Da har du ellers Fiskefacon, om også den er noget plump,« sagde Torsken.

»Jeg ved nok, jeg har Skinnet imod mig,« sagde Marsvinet. »Det har mange Gange ærgret mig. Det går så vidt, at Folk kalder mig og mine pårørende Hvalfisk. Og så er jeg i Virkeligheden et fuldkommen normalt pattedyr.«

»Hvad er så det for et?« spurgte Torsken.

»Det er det fornemste af alle Dyrene,« sagde Marsvinet. »Vi kan aldeles ikke ånde i Vandet som Fiskene og det andet Kryb hernede. Vi må ovenpå og trække Luft.«

»Din Stakkel,« sagde Torsken.

»Stakler du mig, din dumme Torsk?« sagde Marsvinet vredt.

»Ja, du er da til at beklage,« sagde Torsken. »Siden du er bestemt til at leve i Vandet - og det kan jeg se på din Skabelon, at du er - må det da være gruelig generende, at du hvert Øjeblik skal op for at trække Vejret. Så finder jeg da, at jeg er bedre skabt.«

»Finder du?« sagde Marsvinet. »Ja, enhver sin Smag. Det var dumt af mig at indlade mig med en Person som dig. Hvor skulle du kunne forstå fornemme Folks Liv og deres Følelser. Nu går jeg igen. Det var også rent tilfældigt, at jeg kom herned.«

»Farvel,« sagde Torsken. »Tab ikke Pusten, inden du kommer derop, hvor du kan få en ny.«

Marsvinet gik til Vejrs, og de andre lo af den.

»Sikke nu en,« sagde Torsken. »Hvor fornemme Folk kan være idiotiske. Der sejler Marsvinet rundt og bilder sig ind, at han er bedre end vi andre, fordi han ikke kan få Vejret i Vandet.«

»Ja, Vigtighed er en slem Ting,« sagde Hummeren. »Når man bliver ældre, ser man bedst, hvad den er værd, og lærer, at vi er alle lige for Vorherre.«

»Nå-e,« sagde Torsken. »Det synes jeg nok er at gå en Smule for vidt igen. Du har selv hørt, hvordan jeg irettesatte Storpraleren for, så jeg er en god, jævn Mand. Men al Forskel kan man nu ikke udslette af Verden.«

»Ikke det,« sagde Hummeren. »Ja, jeg er lige glad, så længe jeg ikke har min Skal igen.«

»Ja, du er ved at skifte Skal,« sagde Torsken. »Det må ikke være morsomt.«

»Nej, du kan tro,« sagde Hummeren. »Især i min Alder. Her går man Dag efter Dag så at sige i den bare Skjorte, udsat for Træk og alle mulige andre Ubehageligheder. Det er nu syttende Gang, jeg må døje den Historie.«

»Herre Gud,« sagde Torsken. »Og det kan ikke undgås?«

»Nej, hvordan skulle det gå til,« svarede Hummeren. »Det er jo den Måde, vi vokser på.«

»Det er sandt,« sagde Torsken. »Det glemte jeg. Jeg huskede ikke på, at du hørte til de lavere Dyr. Der kan du selv se, hvor jævn og ligefrem jeg er.«

»Er jeg lavere end du?« spurgte Hummeren.

»Selvfølgelig,« sagde Torsken. »Du ser det allerbedst på din Udvikling. De lavere Dyr tager det netop sådan i Spring. De forvandler sig. Eller de smider hele Skelettet, som nu du. For de højere Dyr går det mere jævnt. Vi vokser fra Dag til Dag, umærkeligt og støt. Skulle jeg flå mig sådan som du, døde jeg med det samme. Jeg er finere organiseret, forstår du.«

»Primer Torsken?« sagde den gamle Hummer og krøb helt ud under Stenen, skønt den var temmelig blød endnu og kunne mærke hvert Sandkorn, den rørte ved. »Er det et Tegn på din fine Organisation, at du dør, når du smider Frakken?«

»Naturligvis,« sagde Torsken.

»Så er jeg overmåde lykkelig over, at jeg ikke er fint organiseret,« sagde Hummeren. »Og Mage til Vrøvl har jeg aldrig hørt. Når alt kommer til alt, er du jo lige så stor en Nar som Marsvinet.«

»Vi forstår vist ikke hinanden,« sagde Torsken. »Men det er der jo i og for sig ikke noget mærkeligt i. Folk af forskellig stand burde overhovedet ikke snakke sammen uden det allermest nødvendige. De lavere stande kan sjældent tåle det. De bliver indbildske. Og næsvise.«

»Har man hørt Mage,« sagde Hummeren.

»Farvel,« sagde Torsken, slog et vældigt Slag med Halen og var væk i det samme.

»Gud ved, hvad den bilder sig ind,« sagde den gamle Hummer.

»Ork ja,« sagde Sandormen.

»Hvem er det? ... nå, er det dig, min gode Sandorm,« sagde Hummeren.

»Ja, det er såmænd så,« sagde Ormen.

»Hvordan går det dig?«

»Årk jo,« sagde Ormen. »Jeg kan såmænd ikke klage. Sand er der jo altid nok af, og når man æder det hele, skulle det da være sært, om der ikke var en Bitte for Tarmen. Jeg er bare ked af, at jeg har mistet min Bagdel.«

»Hvad har du?« sagde Hummeren.

»Jeg har mistet Bagdelen,« sagde Sandormen.

»Gud bevare mig vel,« sagde Hummeren. »Du stakkels Dyr. Jeg kan ikke tåle at høre om sådan noget, så længe jeg er blød. - Hvad gør du da uden Bagdel?«

»Ja-e ... en klarer sig, som en kan bedst,« sagde Sandormen.

»Hvordan er det gået til?« spurgte Hummeren.

»Hvad ved jeg om det,« sagde Sandormen. »En Stakkel som jeg må jo tage det, som det falder, og være glad til, at man opholder Livet. Bare jeg kunne finde Bagdelen.«

»Hvad i al Verden vil du med den?« sagde Hummeren.

»Jøsses, jeg vil da naturligvis vokse sammen med den igen.« sagde Sandormen. »Hvad ellers?«

»Kan du det?«

»Jøsses ja, det kan jeg da rigtignok. Hvis jeg ikke hitter den, så må jeg jo til at lade en ny vokse ud. Men det tager naturligvis længere Tid. Så var det jo nemmere med den gamle.«

»Det var mærkeligt,« sagde Hummeren. »Jeg har nok hørt, at man kan miste et Ben eller et Følehorn, og så vokser det ud igen. Men hele Bagdelen?«

»Ja,« sagde Sandormen, »det er såmænd godt og vel Halvdelen af mig, så rene Narrestreger er det jo ikke. Nå, man skal ikke opgive Håbet. Det kan jo være, jeg hitter den. Eller også måske hitter jeg en anden.«

»Hvad siger du?«

»Jeg siger, jeg kan jo have Held med mig og hitte en anden Bagdel,« sagde Sandormen. »Det er da ikke urimeligt, det er en anden Orm, som har haft samme Ulykke som jeg. Vi er såmænd nok, og Stakler er vi alle.«

»Men Gud forbarme sig,« sagde Hummeren. »Om også du finder en fremmed Bagdel - hvad Gavn kan du have af den?«

»Ih, jeg kan da vokse sammen med den,« sagde Sandormen. »Hvad skulle der være i Vejen for det?«

»Du bilder mig noget ind,« sagde Hummeren.

»Mænd om jeg gør,« sagde Sandormen. »Jeg har såmænd ikke Hoved til at digte Historier. De må vide, at den Bagdel, jeg har mistet - den var i Grunden ikke min egen.«

»Hvad var den ikke?«

»Den var ikke min egen,« sagde Sandormen. »Det var en, jeg hittede forrige Gang, jeg kom i Ulykke. Men den forrige igen - det var min. Det var den, jeg blev født med.«

»Det var mærkeligt,« sagde den gamle Hummer. »Så vil jeg håbe for dig, du finder din Bagdel eller en anden - for du er vel ligeglad, hvad for en det bliver.«

»Det vil jeg just ikke sige,« sagde Sandormen. »Min egen var noget slidt; så kunne jeg hitte en, som var yngre og bedre, var det jo rart.«

»Ja, Lykke til,« sagde Hummeren.

»Jeg siger så mange Tak,« sagde Sandormen. »Det gør alle Tider godt at finde Deltagelse. Jeg var også svært glad over det, De sagde før om, at vi var alle lige for Vorherre. Det er dejligt at høre sådan noget en Gang imellem for en sølle Orm.«

»Nå-ja,« sagde Hummeren. »Det sagde jeg ganske vist. Men du må ikke tage det altfor bogstaveligt. Det var dette her tossede Marsvin og den dumme Torsk, som vigtede sig. De havde godt af at få over Næbbet. Men du kan da aldrig bilde dig ind, at f.Eks. du og jeg er lige?«

»Nå sådan,« sagde Sandormen.

»Ja ... for Forskel er der da,« sagde den gamle Hummer. »Det er da Gudskelov ikke et Roderi altsammen. Hvordan tror du så, det ville se ud i Verden?«

»Nej såmænd,« sagde Sandormen.

»Du siger det så underligt,« sagde Hummeren. »Vil du virkelig sammenligne dig med en fornem Hummer, som har Kløer og Øjne på Stilke, Følehorn og fjorten Ben, Svømmehale med Vifte, Panser og Skjold og mange andre Herligheder? Du, som render rundt og leder efter din egen Bagdel og vil være glad til, om du findel en andens?«

»Å nej,« sagde Sandormen. »Der kan være noget i det. Jeg tænker ellers på det, De sagde før til Torsken, og det, som Torsken sagde til Marsvinet. Jeg kan ikke forstå andet, end at det da må være en Fordel for mig, at jeg kan vokse sammen med min Bagdel igen, hvis jeg hitter den. Siden jeg nu engang har mistet den. Og det kan da heller aldrig være til min Skade, at jeg kan bruge en andens, hvis jeg ikke hitter min egen.«

»Fæ,« sagde Hummeren. »Jeg fortryder, jeg gav mig i Snak med dig. Stik du af og orden det med dine Bagdele, som du har Lyst til.«

»Mange Tak,« sagde Sandormen.

Så krøb den bort. Søstjernen slap Østersen, fordi der ikke var mere i den.

»Den Sandorm gav dig egentlig ren Besked,« sagde Søstjernen.

»Hvem siger du du til?« sagde Hummeren rasende.

Den glemte, den var blød endnu, og fo'r ud og bed den ene Arm af Søstjernen.

»Av!« sagde Søstjernen.

»Av!« skreg Humrneren. »Nu er min dejlige Klo måske ødelagt for Livstid.«

»Og min Arm er væk,« sagde Søstjernen. »Men jeg skal nok skaffe mig en ny.«

Så krøb den sin Vej. Og Hummeren krøb sin Vej, for den var ked af Stedet. Der var nu ikke andet end Søstjernens afbidte Arm. Og en Stund efter kom Sandormen tilbage.

»Har du ikke fundet din Bagdel?« spurgte Søstjernearmen.

»Hvem taler?« sagde Sandormen. »Jeg ser ingen.«

»Det er bare mig. Jeg er Søstjernens femte Arm. Hummeren bed mig af, fordi du havde gjort den gal i Hovedet.«

»Herre Gud, dit Skind,« sagde Sandormen. »Så er du da færdig.«

»Nå-e,« sagde Søstjernearmen. »Så galt er det da heller ikke. - Har du fundet din Bagdel?«

»Nej, jeg har såmænd ikke,« sagde Sandormen. »Og heller ikke nogen anden. Jeg kommer vist til at skyde en ny ud. Hvis bare ikke jeg er for gammel til det. Så kommer jeg jo til at hjælpe mig uden.«

»Det gør mig ondt for dig,« sagde Søstjernearmen.

»Tak for din Venlighed,« sagde Sandormen. »For Resten synes jeg, du kan have Brug for al den Medlidenhed, du kan opdrive, til dit eget Brug. Du kan da aldrig mer blive til et Menneske.«

»Hvorfor ikke det?« sagde Søstjernearmen. »Man skal aldrig opgive Håbet. Han, jeg hørte til, får sig snart nok en Arm, og jeg har såmænd heller ikke i Sinde at krepere.«

»Da synes jeg ellers, der var Anledning for dig til det,« sagde Sandormen. »Du mangler ... lad mig se, du mangler fire Arme ...«

»Og Mund og Mave og det hele,« sagde Søstjernearmen.

»Det vil sige, du mangler hele Dyret på nær den Stump, du er,« sagde Sandormen.

»Ja vel,« sagde Søstjernearmen. »Og det er jo det, man mangler, man skal skaffe sig. Hvis du kunne se, vil jeg vise dig, at jeg allerede er begyndt så småt at vokse ud.«

»Kan du se?«

»Vel kan jeg det,« sagde Søstjernearmen. »Jeg har et Øje ... hver af os havde eet, og mit fulgte Gudskelov med mig, fordi jeg har det helt ude i Spidsen. Og et Stykke Tarm har jeg da også i mig, så det er slet ikke nogen dårlig Begyndelse.«

»Ja Lykke til,« sagde Sandormen.

»Tak,« sagde Søstjernearmen. »Det går nok. - Bare du havde din Bagdel.«

»Hør nu, lille Ven,« sagde Sandormen, »Er det ikke en Smule indbildsk af dig at beskæftige dig med mine Sager, sådan som du sidder i det? Lad nu min Bagdel være det, den er, og husk på hele den Søstjerne, du mangler.«

»Herre Gud,« sagde Søstjernearmen. »Er du nu også vigtig?«

»Vigtig?« sagde Sandormen. »Vel er jeg ikke nej vigtig. Men jeg kan ikke lide, nogen skaber sig. Der er da også Forskel.«

»Er der?« sagde Søstjernearmen. »Jeg mente ellers, du sagde til Hummeren ...«

»Du skal ikke høre efter, hvad ordentlige Folk taler, når du ikke kan forstå det,« sagde Sandormen vredt. »Hvad jeg siger til Hummeren er en Sag, hvad jeg siger til dig er en anden. Du er kun en ussel Stump af et Bløddyr, og jeg er en Orm hører du ... en Orm ... om også kun for Tiden en halv Orm. Milevidt står jeg over dig, som ligger der og fedter uden Arme, uden Mave, uden Mund og det hele, til det en Dag gror ud på dig igen den ene Vej eller den anden - det er dig sagtens ganske ligegyldigt.«

»Du må ikke være vred på mig,« sagde Søstjernearmen. »Du kan få din Bagdel igen ... men hvis jeg nu kan få alt, hvad jeg har mistet, så er det da ganske flinkt af mig ... ikke også? Jeg synes, at jo værre det er gået en, des dygtigere er man, hvis man klarer sig ... var det ikke sådan noget lignende, du sagde til den gamle Hummer?«

»Bløddyr! Idiot!« sagde Sandormen.

Så krøb den bort.

Søstjernearmen lå og voksede, og det varede ikke mange Dage, før det altsammen var groet ud på den igen. Nu var den lige så god Søstjerne som de andre, bare at den gamle Arm var meget større end de fire nye. Men det rettede sig jo nok med Tiden.

Glad gik den ud i verden for at finde nogen, den kunne være vigtig imod.