Den sorte Muld
Carl Ewald: Udvalte Æventyr. Anden Samling (1915)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Der var et Sted i Skoven, som hed Bøgebakken, fordi der voksede de højeste og de rankeste Bøge.
Det lå højt, så at Skipperen på Havet brugte det som Sømærke. Rundt om i Landet kunne man se den grønne Top, og Ravnen, som sad hver Aften i det største Træ og tænkte over Tingene, kunne se langt ud over Landet.
Og ikke blot var Ravnen den eneste, og Træerne de kønneste i Skoven. Men alt, hvad der boede på Bøgebakken, var så smukt og så stærkt og så stort, at det var anderledes end alt andet.
Når Skovriderens Dreng skulle have Orm til sin Snøre, måtte han til Bøgebakken, for der var de tykkeste og de længste Regnorme. Når Skovriderens Datter skulle have Jord til sit Rosentræ, gik hun til Bøgebakken, for intet Sted var Mulden så fed og så sort. Om nogen skulle binde Blomster til sin Kæreste, så hentede han dem på Bøgebakken, for der var Anemonerne de hvideste, og Liljekonvallerne duftede sødest, og de vilde Roser på Gærdet om Bakkens Fod var kønnere end noget andet Sted i Skoven. Hvert Efterår kom også Kramsfuglene langvejs fra for at holde Gilde i de røde Hyben.
Og sådan var det med Fluerne og med Bierne og med Sommerfuglene ... de var allesammen Pragteksemplarer. Sad der et Sted i Skoven en stor og pæn Bogfinke, vidste de andre Fugle straks, den var fra Bøgebakken. Spirede der et kønt lille Træ, tænkte de andre Træer, det var et Frø fra Bøgebakken, som Ræven eller Haren havde båret derhen i sin Pels.
Sådan var det. Bøgebakken vidste det godt og var stolt deraf. Alle deroppe holdt sammen, som hørte de til een stor Familie. Rigtignok åd Bogfinken Fluerne og Regnormene, når den kunne få fat i dem. Ravnen tog Bogfinkens Unger, Træerne sloges om Solskinnet og Blomsterne om Bierne, akkurat ligesom andre Steder i Verden. Men de, der blev ædt, og de, der blev kvalt, fandt sig i det med Anstand.
»Det bliver i Familien,« sagde de.
Og Skoven var stolt af Bøgebakken, fordi den hørte den til. De andre Træer flokkede sig om Bakkens Fod og gav Læ for Storm og Kulde. De tænkte, at gik det Bøgebakken godt, så gik det Skoven godt ... den vajede som en Fane højt over dem allesammen.
Så var det en Gang, det skulle være Forår.
Det var ikke til at tage fejl af, for der var sådan en Uro og en Længsel alle Vegne.
Bogfinken sang af fuld Hals, og alle de, der ikke kunne synge, nynnede og susede og sukkede og boblede, som om deres Hjerte skulle briste. Solen gik over Himlen i al sin Glans, og de, der forstod det, kunne tydelig høre den sige:
Jeg skinner, jeg skinner, kom frem, kom frem
alt hvad der længes i Jordens Gem,
alt hvad der led under Vinterens Kulde,
brist, lille knop! bryd Blomst af Mulde!
Jeg skinner, jeg skinner, kom frem, kom frem!
Når det regnede - og det regnede altid, når det skulle sagde Regnen tydelig for hver Mands Øre:
Jeg drypper, jeg drypper, kom ud, kom op,
Frø i Bakke og Blad i Top,
alt, hvad der, grønnes og gror i Dale,
alt, hvad der vågner af Vinterdvale -
jeg drypper, jeg drypper, kom ud, kom op!
De, på hvem det skinnede og regnede, vidste det godt og gjorde, hvad de kunne. Det sukkede hver Nat i Bøgens Knopper, om de dog ville briste. Og nede i Jorden sang Anemonerne med tynde, fine Stemmer:
Vi ligger og længes i sorten Muld,
kun dunkelt skimter vi Solens Guld,
kun dunkelt føler vi Vårens Varme,
dryp Regn, skin Sol på os arme!
Og så kom det.
Først Anemonerne. En Morgen, Solen stod op i Øst, skinnede den ind i deres tusinde hvide Kalke.
»Op med Hovedet!« sagde Solen. »I er mine Blomster fremfor nogen anden. Jeg har skinnet jer op af den sorte Muld, af mig lever I, uden mig må I dø. Skynd jer, mens I har mig.«
Anemonerne rettede sig, som Solen bød, og ved Middagstid stod de ranke som et Regiment Soldater. Alt som Solen sank i Vest, fulgte de den med bøjede Hoveder, og næste Morgen bøjede de sig mod Øst, hvor Solen var, og sådan hver Dag.
Så kom Bøgene, og for hvert Blad, de foldede ud, skyggede de over Anemonerne. Til sidst kunne ikke en Solstråle slippe gennem Løvet, og så måtte Anemonerne dø. Lydig visnede de og strøede deres Frø på Jorden, for at deres Børn kunne leve lykkelig i Solen, som de selv havde gjort.
Ingen savnede dem. For der kom duftende Liljekonvaller og mangfoldige andre Blomster, og alt som Sommeren skred, fik alle på Bøgebakken travlt med at kæmpe for Livet og nyde det. Alle Vegne var der Mylder og Vrimmel og Sang og Skrig, lige til det blev Aften, og de var stille og matte.
»Hvor mon det kommer sig, at vi på Bøgebakken er de bedste i Skoven?« sagde Bogfinken en Aften, den sad og kunne ikke sove, fordi Månen skinnede, og Nattergalen sang i Krattet ved Bakkens Fod, og der var en Natsværmer, som dansede lige forbi dens Næb, og som den ikke kunne få fat i.
»Det kommer af, at vi bor så højt,« sagde det ældste Bøgetræ. »Sol og Regn kommer til os, før de kommer til de andre, og vi tager det bedste først.«
»Det kommer af, at vi er af sådan en fornem Familie,« sagde den ville Rose. »År efter År har vi holdt os for os selv og ikke blandet os med Rakket.«
»Det kommer af, at vi er så dygtige,« sagde en stor Humlebi. »Alle dygtige Folk klarer sig.«
Men Ravnen slog med Vingerne og sagde med sin hæse Stemme:
»Det kommer af den sorte Muld.«
Da den havde sagt det, fløj den bort, og de andre så langt efter den.
»Det er en dejlig Vismand,« sagde Bogfinken. »Den siger noget umådeligt dybt, som ingen forstår, og så stikker den af fra Forklaringen.«
»Hvor kan det være den grimme, sorte Muld, jeg skylder min Skønhed?« sagde den vilde Rose.
»Hvad kommer Mulden mig ved?« sagde Bogfinken.
»Ravnen er tosset,« sagde Humlebien.
»Lad os spørge den sorte Muld,« sagde Bøgen.
Den bøjede sine Grene dybt ned imod Jorden og sagde:
»Du sorte Muld .... sig os, om det er dig, vi skylder vores Lykke?«
Allesammen lyttede de, men Mulden sagde ingenting. Bøgen spurgte igen, og Bogfinken spurgte og Humlebien og Liljekonvallen.
»Lad mig være i Fred,« sagde Mulden omsider.
Mere fik de ikke ud af den, hvor meget de så bad. Og så blev det Morgen, og de fik andet at tænke på.
Men næste Aften talte de om det samme og var ikke klogere, og Ravnen slog med Vingerne og skreg, idet den fløj bort:
»Det kommer af den sorte Muld.«
»Hvorfor plager I mig? hvorfor spørger I?« sagde Mulden. »I har det jo godt og skal ikke bekymre jer om Resten. Jeg har min Hemmelighed, og den beholder jeg. Jeg er fuld af Hemmeligheder. I aner ikke, hvor det kribler og kryber og vokser i mig. Vidste I, hvad jeg ved, ville I falde om af Forundring.«
»Du ved slet ingenting,« sagde Bogfinken.
Alle de andre tænkte det samme, og Månen skinnede på dem. Lige ved det ældste Bøgetræ, hvor Bogfinken sad, var der en lille Plet, hvor Lyset faldt. Der kom en Regnorm op af Jorden.
»Sikken en lækker Orm.« sagde Bogfinken. »Var jeg ikke så søvnig, åd jeg den.«
»Det skulle du ikke gøre,« sagde den sorte Muld. »Hold dig til Fluerne - det står du dig ved.«
»Så -?« sagde Bogfinken. »Og hvorfor det, om jeg må spørge? Måske er det Regnormen, Bøgebakken skylder sin Skønhed?«
»Måske,« svarede Mulden tørt.
Da lo Bogfinken, så den var lige ved at dratte ned af Grenen. Og Bøgen lo og Humlebien og den vilde Rose på Gærdet, så dens Blade dryssede. Rundt om i Skoven hørte de Latteren og sagde:
»Der er lystigt på Bøgebakken. De kan sagtens. De har det bedst af os allesammen.«
Da nu det blev Efterår, blev der fældet en Mængde Træer i Skoven.
De, der stod neden for Bøgebakken, blev allesammen hugget om, men Bakken var der ingen, der rørte.
»Den skal stå, så længe jeg lever,« sagde Skovrideren. »Den er det kønneste i Skoven.«
Og mens der stod Stubbe rundt om, så Fuglene måtte bygge Rede andet Steds, og alle Slags Bregner voksede op på den nøgne Plads, stod Bøgebakken næste Forår stolt og grøn som ellers og kunne ses af det hele Land.
»Jeg synes ikke rigtig om det i År,« sagde den sorte Muld. »Det lakker vist mod Enden af vores Herlighed.«
»Så-e?« sagde Bogfinken. »Måske Regnormen ikke befinder sig vel?«
»Måske,« sagde Mulden.
Og de lo allesammen, så det klang i Skoven. Men da næste Forår kom, og Anemonerne sprang ud, så Solen misfornøjet på dem.
»I er ikke så mange, som I plejer,« sagde den. »I er heller ikke så store .... heller ikke så kønne .... hvad er der i Vejen med jer?«
»Vi ved det ikke,« svarede Anemonerne. »Vi forstår det ikke, vi gør, hvad vi kan, men der er så koldt i Jorden i År.«
»Jeg synes ikke, min Krone er så tæt, som den plejer,« sagde den gamle Bøg, da den sprang ud.
»I År er her ikke mange Liljekonvaller på Bøgebakken,« sagde Skovriderens Datter.
»Her er jo ikke flere Hyben, end at man akkurat kan blive mæt,« sagde Kramsfuglene.
»Her er svært koldt i dette Efterår,« sagde Bogfinken. »En anden en kunne næsten gå hen og ønske, man var Trækfugl.«
»Det bliver værre ad Åre.« sagde den sorte Muld.
»Så-e?« sagde Bogfinken. »Måske Regnormen ikke længer er os nådig?«
»Måske,« svarede Mulden.
Og om de også allesammen lo, så var der ingen Klang i Latteren. Nok var der ingen, som troede på, hvad Mulden sagde, men de kunne jo allesammen se, at det ikke var så godt som før, og de var bange for Fremtiden.
Og alt som Årene gik, blev det værre og værre.
Der gik ti År, og der gik tyve, og der gik fyrretyve. Blomsterne døde og stod op igen af deres Frø, og de nye Bogfinker fortsatte de gamles Liv, Bøgene stod endnu, og den samme Ravn sad i Toppen.
Men ingenting var som før.
De, som boede på Bøgebakken, syntes, at Livet var blevet så forunderlig hårdt og ondt. De syntes, Foråret kom senere, og Sommeren varede kortere. Stormen tog stærkere Tag om Efteråret, og Vinteren var mere bidsk. Der var ikke den Duft mere i Blomsterne som før, Fuglene sang ikke så kønt. Bøgenes Krone var lille og tynd med mange døde Grene i, Liljekonvaller så man aldrig mere, og den vilde Rose var bleven så lille, at ingen lagde Mærke til den.
»Hvad er dog dette her?« sagde den ældste Bøg fortvivlet. »Skal vi gå til Grunde allesammen, så unge og skønne vi var? Hvad har vi forbrudt? Hvem er det, som ødelægger os?«
»Det er den sorte Muld!« skreg Ravnen.
Og så fløj den.
»Den sorte Muld,« sagde Bøgen. »Det hed sig, det var den, der gjorde os rige ... er det nu også den, der lægger os øde? Muld!- Muld! forklar dig, forsvar dig! vi dør, vi holder det ikke ud!«
»Tror du, jeg har det bedre?« svarede Mulden. »Jeg er ikke længer mig selv, så lidt som du? Sur er jeg og gold, og surere og goldere bliver jeg ad Åre. Hård og væmmelig klumpet ... Døden er over Bøgebakken, tro du mig kun.«
»Så lad os hjælpes ad at stride imod den,« sagde Bøgen. »Hvad ved du om vores Ulykke? Hvorfor råber Ravnen altid på dig? Den er jo så vis ... er det sandt, hvad den siger ... fortæl os det ... hjælp os.«
»Ravnen er ikke klogere end I andre,« svarede Mulden. »Den ved, at Byen hedder Snærpe, men ikke, hvor den snerper hen. Jeg ved alting, men siger ikke noget. Det hjælper ikke det ringesten om vi snakker om det. I ville slet ikke tro mig. Skæbnen er over os ... vi må dø.«
»Det er måske Regnormen?« spurgte Bogfinken.
»Måske,« svarede Mulden.
»Hvad skal den Snak til?« sagde den gamle Bøg vred. »Det er ikke Tider til Narrestreger, synes jeg. Regnormen kender jeg ... en skikkelig Fyr, der kryber på Jorden mellem mine Rødder. Hvor skulle sådant et useligt Kryb være Skyld i den stolte, grønne Krone jeg bar i gamle Dage, og den Fattigdom, hvori jeg nu lever? Den gør mig hverken Gavn eller Fortræd. Lad den være, hvad den er.«
»Skulle jeg skylde den sølle Orm mine røde Hyben?« sagde den vilde Rose forarget.
»Og jeg skulle være den taknemmelig, fordi min Familie er den fornemste Bogfinkefamilie i Skoven?« sagde Bogfinken.
»Når vi en Gang skal dø, skal jeg fortælle jer det altsammen,« sagde den sorte Muld.
Og Tiden gik, og det blev bestandig værre.
De stolte Bøge rådnede inden i og gik ud og styrtede om. Store, grå Ørnebregner groede, hvor der før var Anemoner. Den vilde Rose på Gærdet døde. Lyngen kravlede op ad Bakken og fyldte alting med sine brune, sejge Ris.
»Det er, som om man boede på Fattiggården,« sagde Bogfinken. »Jeg tror, det er ikke andet end en Røverhistorie, hvad jeg hørte i min Ungdom om Bøgebakkens Dejlighed.«
»Hvad i Alverden går der af Bøgebakken?« sagde Skovrideren.
Omsider kom den Tid, da alle kunne se, at Bøgebakkens Liv var ude.
Alle Træerne var styrtede, undtagen det ældste. Det stod endnu, som en vissen gammel Bul med en lille grøn Kvist i Toppen. Hver Gang det blæste en Smule, knagede og bragede det i den.
Der var det Forår kun en ganske lille Anemone, som krøb sammen nede i Lyngen. Humlebierne kom aldrig før i Lyngens Blomstringstid, for der var ingenting for dem at komme efter. Bogfinken var flyttet hen et andet Sted i Skoven, og Ravnen var død. Ude fra Landet kunne man slet ikke mere se Bøgebakken, fordi Træerne var borte, og Skipperen havde valgt sig et andet Sømærke. Skovrideren trak på Skulderen, når han gik forbi. Der var ingenting at gøre, for ingenting kunne gro mere på Bakken. Den lå som en grim og øde Plet i Skoven.
»Bøgetræ ... gamle Bøgetræ ... er du levende endnu?« spurgte den sorte Muld.
»Knap nok,« svarede Bøgen. »Jeg har syv grønne Blade, så gammel jeg er, og inden Året er omme, er jeg færdig.«
»Jeg med,« sagde Mulden.
»Så-e, kan du også dø?« spurgte Bøgen.
»Der er gået Mor i mig,« sagde den sorte Muld. »Hvis du ved, hvad det er.«
»Nej, jeg ved såmænd ikke. Jeg er også lige glad, hvad det er, der er gået i os. Vi er færdige ... det er det hele.«
»Ja vist,« sagde Mulden. »Det er det hele. Og nu skal jeg fortælle dig det altsammen, som det er gået til.«
»Det er morsommere at leve end at høre Historier,« sagde Bøgen. »Men i vores Alder må man være glad til, når man kan få Tiden til at gå.«
»Bøj dig lidt ned til mig,« sagde Mulden. »Jeg kan næsten ikke tale mer ... der er kun en ganske lille Rest tilbage af mig, må du vide.«
»Og jeg kan ikke bøje mig,« svarede Bøgen, »og har ingen Gren at sænke ned imod dig undtagen den Pind, du ser deroppe.«
»Nå-« sagde Mulden - »der kommer den, der kan fortælle Historien bedre end jeg.«
»Jeg ser ingen,« sagde Bøgen.
Men lige tæt ved Bøgens Fod lå en lille, tynd og bleg Regnorm, som kun rørte sig ganske lidt og så meget ulykkelig ud.
»Det er Regnormen,« sagde Mulden.
»Var det Regnormen?« sagde Bøgen. »Nu har jeg aldrig hørt så galt i de ni Hundrede År, jeg har boet på Bakken. Og aldrig havde jeg troet, jeg skulle høre Visdom af en ussel Orm.«
»Fortæl det altsammen, lille Regnorm,« sagde Mulden.
Men Regnormen vred sig yderst ulykkelig og prøvede bare på at komme ned i Jorden.
»Jeg har ingenting at fortælle,« sagde den. »Jeg ville bare se at finde et Blad, jeg kunne tage med mig ned i Jorden, men her er nok ingen. Jeg kan vist lige så gerne lægge mig til at dø, som hele min Familie er død.«
»Død og Elendighed alle Vegne.« sagde Bøgen. »Jeg har kun syv Blade, som du ser, og dem kan jeg ikke undvære nogen af. Det er såmænd lidt nok for en Bøg i min Alder. I gamle Dage havde jeg nok af det Stads. Den Gang skulle jeg med Fornøjelse drysset så mange ned over dig, så du var druknet i dem.«
»Gud bevares,« sagde Regnormen ærbødig. »Det kunne aldrig falde mig ind at løfte mine Øjne til grønne Blade. Det er bare, når der falder et ned ... og ligger og visner ... hvis jeg ikke fornærmer nogen derved ...«
»Ak nej, lille Regnorm,« sagde Mulden og sukkede dybt. »Du har sandelig ingen fornærmet ... du ved slet ikke, hvad du har været for Bøgebakken. Og Bøgen ved det ikke, og ingen ved det, uden jeg, i hvis Skød du har levet. Men nu skal det blive åbenbart for alle, som har Øren at høre med.«
»Jeg må nok trække mig tilbage,« sagde Regnormen.
Men i det samme blev den nappet af Bogfinken, som fløj med den hjem til Reden, det bedste den havde lært.
»Nu er vi to de eneste levende,« sagde Mulden. »Hvis vi er levende endnu da. Med Regnormen gik vort sidste Håb til Livet.«
»Jeg forstår det ikke,« sagde den gamle Bøg. »Men fortæl.«
»Ja, nu skal jeg fortælle Bøgebakkens Historie,« sagde Mulden. »Bare mine Ord kan nå dig gennem de ækle Lyngtoppe.«
»Det går nok,« svarede Bøgen. »Går et og andet tabt, kan jeg vel hitte ud af det alligevel. Det er jo min egen Historie, så jeg må da kende noget til den.«
»Du gør Pokker, gør du. Men nu skal du høre. Det var rigtigt nok, som Ravnen sagde, at al Herligheden groede op af mig, af den sorte Muld. Hvert Forår brød Anemonerne og Liljekonvallerne og alt det andet op af mit Skød. Jeg sendte Safter op gennem dine Rødder, så dine Blade blev grønne og brede. Nægter du det?«
»I min Alder nægter man ingenting,« sagde Bøgen.
»Godt,« sagde Mulden. »Men nu er Spørgsmålet, hvor jeg fik det altsammen fra.«
»Jeg tænker, vi gav dig tilbage, hvad vi fik,« svarede Bøgen. »Jeg i det mindste ved ikke rettere, end at jeg hvert Efterår lod alle mine Blade falde ned på dig igen. Var der en Kvist, som ikke duede, drattede den også ned til dig. Grenene, Stormen brækkede af, fik du også. Mine Frugter faldt i dit Skød ... jeg synes, du har fået det altsammen tilbage. Med Tak for Lån naturligvis ... Gudbevares! det falder mig ikke ind at nægte, at det var finere, da jeg fik det.«
»Det er rigtigt,« sagde Mulden. »Du gav mig det altsammen igen. Og Anemonerne kom igen og Liljekonvallerne og den vilde Rose på Gærdet. Fluerne døde og faldt ned på mig, Bogfinkerne gjorde ligedan ... der er såmænd ikke en Fjer, ikke en Æggeskal, som ikke blev behørig afleveret på rette Sted. Men har du aldrig tænkt over, hvordan jeg kunne levere nye Ting hvert Forår, når jeg aldrig fik andet end brugte tilbage om Efteråret?«
»Såmænd har jeg ikke det,« sagde Bøgen. »Jeg tænkte aldrig sådan. Jeg var stor og grøn og smuk; Solen skinnede på mig, Regnen faldt på mig, og Fuglene sang i mine Grene. Hvad skulle jeg spekulere på? Jeg levede.«
»Ja, jeg har nu altid spekuleret,« sagde Mulden. »Måske er jeg en dybere Natur end du. Ikke heller var der så meget, der forstyrrede mig. Så meget det kriblede og krablede og sukkede i mig - det var helt nede i Mørket. Jeg så ingenting af det, men lyttede og tænkte des mere. Helt har jeg nu aldrig fundet ud af det. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad det er for Kræfter, som virker i mig. Jeg er som et Værksted, en Fabrik, der aldrig står stille. Vist er det, at i mig blev de visne Blade lavede om til dejlige Safter, der steg op i dig og gav dig ny pragt. Der skulle Regn til, og der skulle Sol til ... jeg tror såmænd også, den bitre Frost gjorde sin Nytte. Altid sydede og boblede det i min Kedel, for I brugte jo en forfærdelig Mængde deroppe. Men den, der dirigerede det hele - det var Regnormen.«
»Jeg han ikke forstå det,« sagde Bøgen. »Hvor kunne det falde mig eller nogen af os ind. Hvordan gik det til?«
»Først trak den Bladene ned i Jorden,« sagde Mulden. »Om Natten, når alt var stille, og Bogfinken sov, kom de op og tog fat i et Blad og halede til sig. Tit blev de ikke færdige den Nat, for de er jo kun små og svage Dyr. Så blev Bladet siddende som et Kræmmerhus, til det igen blev mørkt og stille. Siden åd de de halvrådne Blade ... det vil sige Bladene gik lukt igennem Ormens lange Krop og kom ud som Jord.«
»Mærkværdigt,« sagde Bøgen. »På den Måde er det jo egentlig Regnormen, som laver dig.«
»Egentlig,« sagde den sorte Muld. »Men den gør mer end det. Den graver sine Gange på Kryds og på Tværs, op og ned og alle Vegne. Gennem Gangene løber Vandet og Luften, som slet ikke kan undværes, for at Mulden skal være god ... Det er ligesom når Menneskene dræner, forstår du. Og i de samme Gange kan dine fine Rødder røre sig og vokse.«
»Det bliver mer og mer besynderligt,« sagde Bøgen. »Mine fine Rødder ... ved du, at de fineste af mine Rødder er de vigtigste? Uden dem kan jeg slet ikke leve. Knækker de, går det Stykke af mig, de hører til, ud med det samme. Det er jo dem, der suger Livet op.«
»Jeg må Vel vide det,« sagde Mulden, »siden det er mig, de suger af.«
»Og det skyldte jeg Regnormen?«
»Du gjorde så,« sagde Mulden. »Men vi skyldte den mere endnu. Det er den, der pløjede og harvede mig, så jeg blev god at grave i. Den knuste mig og byttede om på mig, vendte mig og flyttede mig ... alt det, som Menneskene gør med alle deres Apparater og Maskiner, det gør den lille, fattige Orm bare ved at vride og bugte sig rundt i Jorden.«
»Forunderligt,« sagde Bøgen.
Så tav den lidt, og Mulden gjorde ligedan, for de var jo gamle og trætte af al den Snak. Men så sagde Mulden ganske stille:
»Derfor er det Regnormen, vi skylder al vores Herlighed. Ikke en af os kan nægte vores Gæld til den. Det var Regnormen, som voldte Bøgebakkens Skønhed, der blev prist over det hele Land.«
Da rystede den gamle Bøg, så tre af de nye Blade faldt af Stilken.
»Regnorme!« skreg den. »Regnorme! jeg vil have Regnorme! Regnorme! Regnorme!«
»Ja, om vi kunne få dem,« sagde Mulden sørgmodig. »Men de er væk og kommer aldrig tilbage. Bogfinken tog den sidste før ... du så det jo.«
»Hvorfor gik de væk?« spurgte Bøgen.
»Her var ikke mere godt for dem at være,« svarede Mulden. »Det begyndte, den Gang de huggede Skoven om ved Bøgebakkens Fod. Så kom der for megen Storm og Kulde og for megen Sol. Jeg talte med Regnormen om det. De måtte krybe væk, sagde de, eller de måtte dø. Det sved på dem af Sol og Frost.«
»Det er da et stift Stykke,« sagde Bøgen. »Stiller sådant noget Kryb Fordringer? Her har jeg stået i ni Hundrede Års Frost og Sol til Ære for hele Skoven uden nogen Sinde at jamre mig. Og så skal man på sine gamle Dage høre Rakket kommandere, at de vil have det sådan og sådan og Opvartning i alle Ender.«
»Du taler, som om du havde Magt endnu,« sagde Mulden. »Og hvad har du at klage på Regnormene? De gjorde deres Arbejde stille og beskedent, fik ingen anden Løn derfor end det mørke Liv i Jorden. Aldrig blev de bedt med, når der var Vårfest, alle foragtede dem og åd dem, ingen gav dem nogen Sinde den Ære, der tilkom dem. Nu er de væk, og vi sidder med Smerten.«
»Vi vil have dem igen,« sagde Bøgen.
»Det er umuligt,« svarede Mulden. »Tror du ikke, jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at holde på dem? Hvad var jeg før, og hvad er jeg nu? De Par Blade, der endnu er i mig, bliver kun halvt lavede til Jord, fordi der ingen Orm er. De ligger og falder sammen til en hård Kage, og Lyngrødderne og Græsrødderne væver sig igennem dem ... det er Mor, forstår du ... væmmelige Tørv, ligesom den, der ligger i Mosen ... en hel Kirkegård for vores Liv og grønne Lykke. I Moren gror ingenting uden Lyng og Lyng og Lyng. Og værre endnu bliver det om lidt. Så kommer der under Moren Sand og Al, der er hård som Sten. Så er Bøgebakken lukket, og vi er alle døde.«
»Det er hyggeligt at høre på,« sagde Bøgen. »En yndig Historie, når man står med den ene Fod i Graven og ikke har mere end tre Blade i Toppen. Den Regnorm! den Regnorm!«
»Sådan går det til,« sagde Mulden. »Hvem af os tænker over Tingene i vores Velmagtsdage? Hvad ved vi om, hvor det kommer fra, og hvem vi skylder det? Lad os være ydmyge.«
»Lad os skrige, trodse, protestere!« sagde Bøgen. »Du er sagtens vant til Ydmyghed, som du ligger der fladt for Fødderne af os alle. Men jeg er vant til at knejse. Århundreder igennem har man kunnet se mig helt ude på det vilde Hav. Skulde jeg lade mig kue af en elendig Orm? Jeg vil råbe med min sidste Kraft, så det kan høres over Skoven, at Regnormene skal komme tilbage og gøre deres Pligt.«
»Dit gamle Tossehoved,« sagde Mulden blot.
Men Bøgen rystede og skreg, og det kunne ikke høres ti Alen bort.
»Regnorm! Regnorm! Regnorm!«
Så faldt de sidste Blade, og så var det forbi.
Den gamle Bøg stod længe endnu øverst på Bakken som en død Stub. Men nu hed Bakken Lyngbakken.