WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Stjernebarnet




: Udvalte Æventyr. Anden Samling (1915)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


Det er noget som en hver ved, at Stjernerne svømmer på Himlen, som Fiskene i Vandet.

Men en Forskel er der jo.

Sådan er der ingen, som fanger Stjernerne. Ikke heller svømmer de hid og did og op og ned som de dumme Fisk. De går, enhver sin Runde, evig og altid uforanderlig.

Aldrig falder det en Stjerne ind at få sig en lille Eftermiddagslur. Sole og Måne og Planeter og hvad de alle sammen hedder, Stjerner af første rangklasse Nummer een og Stjerner, som ikke er andet end Narrestreger - helt ned til vores egen sølle Jord ... alle spadserer de ordentlig og net, som det er anvist dem uden mindste Slinger i Valsen.

Om så det er Kometen, der pludselig kommer susende og er væk igen, før man er kommen sig af sin Forskrækkelse, gør den ikke andet, end hvad den skal, og viger ikke en Tomme fra sin Bane.

Derfor er det måske en Smule kedeligt at være Stjerne. Men det er meget smukt. Og overordentlig højtideligt. Og mangen munter Torsk kunne ønske sig, den bare var halv så artig.

Skønt alt således går pænt og ordentligt til på Himlen, hænder der alligevel en Gang imellem Ting, som sætter Stjernerne i stor Sindsbevægelse og ville bringe dem ganske fra Koncepterne, hvis Koncepterne ikke var så udmærkede, som de er.

Som nu f. Eks. med det, jeg her vil fortælle.

Det er sket for uhyre længe siden. Men det, som hændte i gamle Dage, var mangen Gang mere morsomt end det, som hænder nu til Dags. Og så er der den Behagelighed ved det, at man kan snakke om det uden at fornærme nogen.

Det skete med en Sol. Ikke vores egen Sol, som skinner på os, om end ikke nær så tit, som vi kunne ønske det. Men med en anden Sol langt borte. For ligesom der er flere røde Køer end Præstens, sådan er der også en Mængde Sole, som aldrig stikker os i Øjnene, og som vi derfor ikke tænker på til daglig Brug.

Denne Sol tabte en Morgenstund et Stykke af sig selv.

Nu var den så stor, at den nok kunne tåle Tabet. Men enhver vil jo gerne beholde sit. Desuden blev der et Hul der, hvor Stykket havde siddet. Og det ærgrede Solen, som ellers i alle Måder var en korrekt Sol og nødig ville være til Grin på Himlen.

Derfor gav den sig til at dreje rundt og rundt og rundt som en rasende. Det er nemlig den Måde, Stjernerne bliver runde på, mens andre Folk, som bekendt, nemmest bliver det ved at sidde stille og drive. Og da den havde snurret et Par Tusinde År, var Skaden udbedret, og dermed var den Sol ude af Historie.

Men Stykket, som gik af, dansede ud på Himlen, og det et det Historien går om.

Det var nu ikke sådan et tykt hårdt og kantet Stykke, som der f. Eks. går af en Tallerken, når den kommer galt af Sted. Tvært imod var det ganske løst og let og luftigt og bølgede på sådan en munter og letsindig Måde hen over Himlen, at de artige Stjerner var ved at gå bag over af Forskrækkelse.

»Gud forbarme sig!« sagde en.

»Hvad i al Verden!« sagde en anden.

»Går jeg fra Forstanden!« sagde en tredie.

Men Stykket dansede af Sted uden at se hverken til højre eller venstre og hørte slet ikke, hvad de sagde.

»Den render på mig,« sagde en fjerde Stjerne.

»Den bringer Kludder i os allesammen,« sagde en femte.

»Den er fuldkommen ulovlig,« sagde en sjette.

Til sidst var der en syvende, som kom så meget til Hægterne, at den tog sig over at råbe Stykket an.

»Hej ... du der!« råbte den. »Hvem er du? Hvor kommer du fra? Hvor vil du hen? Hvad mener du med del aldeles uanstændige Måde, du dimler rundt på?«

»Det var mange Spørgsmål på een Gang,« svarede Stykket.

»Hvem er du?« spurgte Stjernen igen. »Jeg spørger dig i samtlige Stjerners Navn.«

»Jeg ved det såmænd ikke,« sagde Stykket. »Jeg er vist ingenting. Jeg er faldet ud og føler mig så fri og glad og synes, Livet er så dejligt. Jeg er ganske lige glad, hvor jeg kommer hen, bare jeg kan blive ved at suse af Sted.«

»Har I hørt Magen!« sagde den syvende Stjerne.

Det havde de ikke.

De stirrede målløse på hinanden. Sådan en Tale var ikke hørt på Himlen endnu, så længe den havde stået.

Da de var kommet en Smule til Hægterne igen, gav de sig til at snakke om, hvad der var at gøre ved Tingen. De var længe om det. Ikke blot var det jo en alvorlig og usædvanlig Sag, men der var jo også det, at enhver af dem måtte passe sin Bane, og somme Tider gik der adskillige Hundrede År, inden de traf på hinanden igen.

Omsider blev de da enige om, hvad de skulle gøre ved den frække. En stor, alvorlig Sol tog Ordet og sagde:

»Hør nu, mit Barn. Vi har bestemt, at siden du nu en Gang er på Himlen, vil vi se at gøre en hæderlig Stjerne ud af dig. Du kan naturligvis selv indse, at det er bedre for dig at få en fast og anstændig Stilling end at føjte sådan rundt i det blå.«

»Jeg ved det ikke,« sagde Stykket. »Hvad er en Stjerne for noget?«

»En Stjerne er det største i Verden,« sagde Solen. »Stjernerne går over Himlen, fornemme og urørlige, højt over al mulig Kævl og Spektakel. De lyser for alle som et godt Eksempel på Fasthed og Fred og alle udmærkede Dyder. Sådan en Stjerne kan du blive, hvis du er artig. Hvad er du nu? Ikke andet end en Uorden.«

»Jeg vil blive ved med at være en Uorden,« sagde Stykket. »Jeg har det godt, som jeg har det, og meget morsommere end I andre. Jeg bryder mig ikke en Snus om at lyse for nogen, og du kan selv være et godt Eksempel.«

»Har man hørt Magen!« sagde Stjernerne til hinanden.

Det havde man ikke, Men Solen sagde til dem, at den stakkels Fyr var så ung og havde flakket så længe omkring på det løse, så man måtte bære over med ham. Derfor ville den prøve på endnu en Gang at tale ham til Rette.

»Du snakker, som du har Forstand til,« sagde den. »Du kommer til at fortryde det, hvis du ikke følger mit Råd. Jeg vil nu selv tage mig af din Opdragelse og gør Regning på din Taknemmeligheder. Arter du dig vel, antager jeg dig måske som min Drabant.«

Stykket hørte ikke en Gang efter. Det sejlede lystigt videre og sang for sig selv:

Bølge og glide
luftig og let
glad og adræt
over Himmelen vide ...
Op og ned
uden Mål og Med,
det er Liv, det er Lykke ...
Jeg blæser de snerpede Stjerner et Stykke!

I det samme kom det for nær til Solen.

»Hov ... hvad er det?« sagde Stykket.

Det følte sig grebet af en uimodståelig Magt, som det ikke vidste, hvad var. Det var, som om en vældig Hånd tog det i Nakken og tumlede med det.

»Hvad er det ... hvad er det dog?« skreg det forskrækket.

»Det er Tyngdekraften,« sagde Solen.

»Jeg vil væk ... slip mig!« skreg Stykket.

»Jeg kunne såmænd ikke en Gang om jeg ville,« svarede Solen. »Nu er du færdig, lille Ven.«

»Hjælp! Hjælp!« skreg Stykket.

»Vås,« sagde Solen. »Her er ingen, som kan hjælpe. Hør nu efter og gør som jeg siger, så kommer Resten af sig selv.«

Nu var det for stykket, som om Solen svang det rundt om sig i en snor. Hvor meget det så stred imod, kunne det ikke komme løs.

»Slet ikke så tosset til en Begyndelse,« sagde Solen.

»Det keder mig,« sagde Stykket.

»Det er aldrig så morsomt at være fin.« sagde Solen. »Og fin bliver du. Du har Anlæg. Nu bliver du bare ved at løbe rundt om mig nøjagtig i den Afstand, du har, som er hundredetusinde Mile, hvis du interesserer dig for Tal.«

»Nej, jeg gør ikke,« sagde Stykket.

»Det kommer nok,« sagde solen. »Tal er faktisk det eneste, dannede stjerner tænker på og taler om. Der er stjerner, som aldrig tager mindre end en Billion i deres Mund. Der er Stjerner, der sidder inde med så store Tal, at de ikke selv kan sige dem.«

»Jeg bryder mig ikke om Stjerner,« sagde Stykket.

Men Solen lod sig ikke forstyrre.

»Det var Ret,« sagde den opmuntrende. »Sådan ... det går jo rigtig godt ... ho, ho, så, så ... ikke for hidsig ... jævn og stærk ensartet Fart.«

»Jeg vil løs,« skreg Stykket.

»Hør nu videre,« sagde Solen. »Foruden at du snurrer rundt om mig snurrer du dig rundt om dig selv ... altid, ustandselig ... forstår du?«

»Jeg vil ikke,« skreg Stykket.

»Så bliver du rund, lille Ven,« sagde Solen. »Det er jo en græsselig Figur, du har, ganske uanstændig. Sådan ... det var Ret. Bare du er flittig, kommer det altsammen.«

Og nu var Stykket så mat i sokkerne og så fortumlet, at det helt opgav Ævret og lystrede.

Det løb og løb og snurrede. Da der var gået syv Millioner År, var det både rundt og nydeligt, bare en smule fladtrykt i begge Ender, fordi det havde været så løst og snurret for raskt i Begyndelsen. Men det klædte det.

»Meget godt.« sagde Solen. »Du har gjort dit Svendestykke. Herved udnævner jeg dig højtideligt til min Drabant.«

»Mange Tak,« sagde Stykket.

Og alle de andre Stjerner gratulerede.

Men siden Solstykket nu er blevet Stjerne, er det nødvendigt, at det får et Navn, for at det ikke skal løbe rundt for os andre.

Alle Stjerner har Navne. Den, der hitter en ny Stjerne, har Lov til at give den et Navn, og da jeg har hittet Solstykket, vil jeg også døbe det.

Jeg vil kalde det Peter.

De andre Stjerner har allesammen sådanne højtravende Navne, som man ikke kan huske, eller som man i alt Fald ikke kan sige uden at tage Vejret dybt. Eller også hedder de den store Bjørn eller Skytten eller Tyren eller sådant noget, som ikke er til at forstå.

Peter er et godt Navn. Man kan stå på eet Ben og sige det med lukkede Øjne, så tit nogen gider høre det. Og det passer godt nok. For når alt kommer til alt, er Stjernerne ikke anderledes end vi andre, og hvorfor skal de så have finere Navne?

Det kan man nu også se af det, som hændte Peter siden i Verden.

Da han havde løbet rundt nogle flere Millioner År og lyst for Verden som et godt Eksempel på Fasthed og Fred og alle udmærkede Dyder, havde han ganske glemt sin letfærdige Ungdom. Når nogen af de andre Stjerner mindede ham om det, lod han, som om han slet ikke forstod det.

Og da der en Dag gik et andet Stykke af en Sol og dimlede rundt på Himlen, akkurat som Peter havde gjort, var han akkurat lige så forfærdet og forarget, som de andre havde været, den Gang det var ham.

Men så hændte der ham noget frygteligt.

Han havde løbet som udlært Stierne et Par Hundrede Millioner År, da han pludselig opdagede nogle underlige Pletter på sig. Det var, ligesom der lå en Skorpe.

»Hvad er nu det?« sagde han.

Og da han lagde Mærke til, at han ikke mere lyste så stærkt som før, blev han alvorlig forskrækket.

»Jeg tror, jeg går ud,« sagde han.

Men Jorden, som netop på den Tid var i Nærheden, sagde til ham:

»Tvært imod, kære Kollega ... du går ind. Du er i Færd med at blive en moden Mand, som gemmer Ilden i dit Indre. Du er ked af det evige Skinneri, som ser meget godt ud, men ikke fører til noget og i Længden heller ikke er morsomt.«

»Ikke på nogen Måde!« skreg Peter. »Tror du, jeg vil være sådan en væmmelig sort Klump som du. Jeg vil være Stjerne og vandre over Himmelen og lyse som et godt Eksempel på Fasthed og Fred og alle udmærkede Dyder.«

»Se der,« sagde Jorden. »Pletten der på din ene Pol vokser ... og der kommer een til. Om et Par Millioner År er du helt sort udenpå, ligesom jeg, og må nøjes med at give Genskin.«

»Jeg vil ikke!« skreg Peter.

»Der er ikke noget at gøre ved den Ting,« sagde Jorden. »Der sker, hvad der skal ske. Jeg har såmænd også skinnet i min Tid, men kom Gudskelov over det.«

Peter blev ved med at skrige.

»Man bliver dog ældre og fornuftigere,« sagde Jorden. »Lad Ungdommen rase, det siger jeg ikke noget til. Men modne Mænd, som du og jeg, må da føle, vi udretter noget ordentligt. Når nu du bliver som jeg, ender du også med at blive fuld af Dyr og Planter og Mennesker og føler dig som et nyttigt og agtet Medlem af Samfundet.«

»Aldrig,« sagde Peter.

»Lad os nu se,« sagde Jorden. »Nu går jeg min Vej. Når jeg kommer igen, er du nok bleven fornuftigere. Adjø så længe.«

Så gik Jorden. Og Peter fik flere og flere Pletter og holdt til sidst op med at protestere.

Tre Hundrede Millioner År efter traf Peter og Jorden atter sammen på deres Bane.

»Se, se,« sagde Jorden. »Det gik nok, som jeg sagde. Sikke sort du er, og sikke fuld af det dejligste Kryb. Det er noget andet end at rende rundt på Himlen og skinne.«

»Jeg ved ikke hvad du mener,« sagde Peter. »Jeg har ikke noget med de tossede Stjerner at bestille. Jeg er vist mere værd end du. Jeg er Verdens Centrum.«

»Slap den derud,« sagde Jorden.

Så skændtes de lidt om, hvem der var den bedste, og så gik de hver sin Vej.

Og nu gik Årene igen, og da der var gået tre Hundrede Millioner År, syntes Peter, at han begyndte så underlig at fryse.

»Der er vist ikke mere Ild i mig,« sagde han.

Han kiggede op på sin Sol.

»Du skinner heller ikke så vart som før,« sagde han.

»Jeg ved det nok,« svarede Solen. »Men jeg er lovlig undskyldt, for jeg begynder selv at få Pletter.«

»Hvad skal jeg dog så gøre,« sagde Peter.

»Du skal gøre som jeg,« sagde Månen, der kom sejlende, gul og grinende.

»Og hvad gør du?« spurgte Peter.

»Jeg griner ad det hele,« sagde Månen. »Jeg er for længe siden færdig med alt det Vrøvl med Mennesker og Dyr og Planter. Hvad fører det så til, må jeg spørge? Ikke til andet end Vrøvl. Du er også i Færd med at få en Ende på det. Inden lang Tid er du en vittig, gammel skallet Hund, som jeg, der lister rundt og morer sig over alle Narrestreger.«

»Aldrig i Evighed,« sagde Peter. »Aldrig bliver jeg sådan en gammel afdød Fyr som du. Jeg vil blive ved at leve som et agtet og nyttigt Medlem af Samfundet.«

»God Morgen,« sagde Månen.

Men det gik Peter, som Månen havde sagt.

Så meget han også protesterede, blev han koldere og koldere. Hans Træer gik ud, hans Dyr døde, hans Mennesker blev bestandig færre og længere i Ansigtet.

Til sidst var han færdig.

Han var fuld af Bjerge og Dale, hvor der ikke fandtes noget levende Væsen. Der var ingen Luft omkring ham og ingen Vand i hans Søer og Have. Den sidste Gnist i ham var slukt, det sidste Liv dødt. Når en anden Stjerne skinnede på ham, skinnede han igen - det var det hele.

En Dag mødte han Månen.

»Ærede Kollega,« sagde den. »Det glæder mig at se, du har gjort som jeg sagde, og er færdig med Vrøvlet.«

»Jeg ved ikke, hvad du mener,« sagde Peter.

Men han var i godt Humør og syntes aldrig, han havde haft det bedre.

Han gik sin sædvanlige Tur ... rundt om Solen og rundt om sig selv og grinede fjollet og sagde til andre:

»At I gider ... at I gider ...«

Han går der endnu.

Hvem, som har en god Kikkert, kan selv se ham.