En utrolig Historie

---

Carl Ewald: Udvalte Æventyr. Anden Samling (1915)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Den Historie, som nu kommer, er aldeles utrolig.

Derfor kan den godt være sand. Jeg kender mange utrolige Historier, hvori hvert Ord er Sandhed.

Historien er også meget uhyggelig.

Derfor kan den godt være morsom. Der er uhyggelige Historier, som er forfærdelig morsomme.

Historien begynder ganske stilfærdig en dejlig varm Sommersøndag Klokken halv ni om Morgenen.

Der stod en Moder i sin Gadedør og talte til sin lille Dreng, som stod på Trappen med en Kurv i Hånden.

»Skynd dig nu til Urtekræmmeren, min Dreng,« sagde Moderen. »Husk på, det er Søndag, og han lukker Klokken ni. Der ligger en seddel i Kurven med alt det, du skal have. Du kan løbe gennem Smedens Harve, så går det hurtigere.«

Drengen gik gennem Smedens Have.

Det var en meget pæn Dreng, men han så noget søvnig ud. Det var der nu ikke noget i, for han var søvnig. Han var kommen sent i seng, fordi han havde været på skovtur, og han havde slet ikke fået sovet ud. Det kunne man også se på hans Tøj, der slet ikke sad rigtigt. Men hans Moder havde ikke haft Tid til at se ham efter. For det var jo søndag, og urtekræmmeren lukkede Klokken ni.

Som nu Drengen gik gennem smedens Have, så han en køn Stedmoderblomst midt inde på Plænen.

Han gik ind og plukkede den. Han lagde sig på Knæ og så pø de andre Blomster. Han tittede i vejret efter en Guldsmed, som svirrede forbi. Og hvordan det nu gik til eller ikke - nu lå han på Ryggen og så op i Skyerne.

Lidt efter faldt han i Søvn. Ved Siden af ham stod Kurven med Sedlen i. Solen skinnede. Klokken slog ni på Kirketårnet. Urtekræmmeren satte skodder for sine vinduer og lukkede sin Dør. Moderen sad hjemme og ventede.

Dette var nu allerede temmelig uhyggeligt. men det bliver meget værre.

Som nu Drengen lå der og sov til den store Guldmedalje, satte der sig en Flue på hans Næse. Næsen rynkede sig, men Fluen blev, hvor den var.

»Gud ved, hvad vi egentlig ligger her for,« sagde Næsen. »Det er et rigtig væmmeligt Sted.«

»Det var os, som faldt i,« sagde Øjenlågene. »Så lå det hele.«

Da Øjenlågene havde sagt det, opstod der en umådelig Munterhed i hele Drengen.

Det var ikke sådan, som når en vågen Dreng ler, heller ikke som når en Dreng ler i Søvne. Det lo rundt omkring i Drengen på den besynderligste Måde. Benene lo, og Hænderne lo, Tænderne grinede, Næsen fnisede, Hjertet hoppede i Livet af Lystighed, Ørerne lo, Maven klukkede ... der var, kort sagt, ikke en Trevl af Drengen, som ikke var ved at forgå af Grin over Øjenlågenes Vigtighed.

»Herre Gud« sagde Benene, da de kom til sig selv igen. »At Folk kan være så indbildske! Man må ellers være en slem Idiot, når man ikke kan se, at det er os, som bærer det hele. Når vi går, så går det hele. Når vi siger pas, så ligger I der alle Sammen.«

»Vist var Øjenlågene grinagtige,« sagde Maven, som talte langsomt og med stor Værdighed. »Men egentlig talt er I da ikke meget klogere, I gode Ben, siden I tror, det er jer, der regerer. Hvad mener I da om mig? Hvad ville I gøre uden mig?«

»Vi ville løbe meget hurtigere,« svarede Benene rapt. »Tit og mange Gange har vi ærgret os over, at vi skulle slæbe på sådan en Klods af en Mave.«

»I snakker, som I har Forstand til,« sagde Maven. »Det er mig, I har alle jeres Kræfter fra. Fra mig kommer Maden, og Maden er Kræfterne. Når jeg ikke vil, så ligger vi de allesammen.«

»Vigtigprås!« sagde Benene.

»Meget muligt,« sagde Maven. »Jeg ved godt, hvad jeg er værd, og har ikke noget imod, at Folk ser det. Endnu er der ikke noget at tale om, så længe vores allesammens lille Dreng er så lille. Men bi bare. Se på hans Far. Hans Mave runder sig allerede smukt under Vesten. Og se på vores Onkel Etatsråden. Han er Byens fineste Mand, og han har Byens største Mave. Jeg kan fortælle jer, at han var aldrig bleven Etatsråd, hvis han havde haft en lille, dårlig Mave.«

»Du glemmer vist os, gode Mave,« sagde Tænderne. »Når vi ikke tygger Maden, kan du slet ikke gøre noget ved den.«

»Hvem ser, hvor Maden står?« spurgte Øjnene.

»Hvem hører, når der bliver kaldt til Bords?« spurgte Ørene.

»Hvem tager den og putter den i Munden?« råbte Hænderne.

»Hvem bærer jer allesammen hen til Bordet og sætter jer der?« spurgte Benene hånlig.

Der blev et sådant Spektakel i Drengen, at det var rent ubegribeligt, han ikke vågnede. Men han gjorde det ikke. Hvilket var kedeligt for ham, men godt for Historien. Da der var blevet en Smule stille igen, sagde Hjertet:

»I snakker-allesammen, som I har Forstand til. Det er mig, som er den fornemste i hele Drengen. Når jeg hører op at slå, er det altsammen forbi. Der er Folk, som ingen Øjne har, og Folk, som ingen Ben har, Folk, som ikke har Hænder, Folk, som ikke har Øren, og Folk, som ikke har Tænder. Der er Folk, hvis Mave ikke er fire Skilling værd. Men Folk, som intet Hjerte har, er simpelt hen færdige.«

»Å,« sagde Benene. »Du er nu altid så fuld af ædle Følelser og den Slags.«

»Slet ikke.« sagde Hjertet. »Det er ikke andet end Vrøvl. Jeg er et simpelt Pumpeværk, hverken mere eller mindre. Vil I høre, skal jeg forklare det altsammen.«

»Lad gå,« sagde Benene. »Mens vi driver. Men gør nu ikke Historien for langtrukken.«

»Skynd dig, inden vi letter os,« sagde Øjenlågene.

De lo allesammen, og så begyndte Hjertet at fortælle:

»Sådan en lille Dreng, som vi hører til -«

»Stop en halv,« sagde Benene. »Jeg synes ikke om den Måde, du udtrykker dig på. Du må hellere sige, at Drengen hører til os. Hvad var han uden os? Om vi blev enige om at gå vores Vej, hver til sin Side, hvad blev der så af Drengen?«

»Godt,« svarede Hjertet. »Den Fornøjelse kan jeg gerne gøre dig. Altså: sådan en lille Dreng, som vi er, er akkurat som en meget indviklet Maskine med en Masse Hjul og Stænger og mærkelige Apparater. Ustandselig arbejder Maskinen. Hjulene snurrer, Stængerne går. Alle Vegne slides der på Grejerne, alle Vegne må der ses efter og repareres, for dersom et eneste lille Hjul stopper, ser det galt ud for hele Maskinen.«

»Hvad så mere?« sagde Benene. »Jeg forstår ikke et Muk, men det lyder ganske interessant.«

»Vi forstår det godt,« sagde Øjnene, som havde set sig om i Verden.

»Nå,« sagde Hjertet. »Og nu må I vide, at det er mig, der besørger Eftersynet og Reparationen.«

»Naturligvis - Vigtigper!« sagde Maven.

»Gud ved, hvad hun bilder sig ind,« sagde Benene.

»Lad os nu høre Historien ud,« sagde Øjnene.

»Ja,« sagde Hjertet. »Det er ganske rigtigt, at Øjnene ser Maden, og Ørene høre, når der kaldes til Bords, og Benene går derhen, og Hånden putter den i Munden, og Tænderne tygger den, og Maven fordøjer den.«

»Det var da rart,« sagde Maven spydig. »Hvad er det egentlig, du gør, min Ven?«

»Det er ikke svært at forstå,« sagde Hjertet. »Vil du sige mig, min gode Mave - hvad kunne det nytte, at Maden lå vel fordøjet i dig, efter at du og Tænderne og Øjnene og Ørene og Benene og Hænderne havde gjort deres Pligt og bragt den derned. Der kan I selv se. Det nytter ikke en Smule. Maden må ud i Kroppen, må den - rundt i hele Drengen, til hvert eneste Hjul, som snurrer og slides. Og det besørger jeg.«

Der var lidt stille i Drengen. Så sagde Benene:

»Må jeg se dine Ben. Du må have gode Ben for at rende sådant rundt.«

»Jeg har ingen Ben,« svarede Hjertet. »Jeg har mit Blod, og det er fuldkommen tilstrækkeligt. Når Maven har lavet Maden i Stand, opsuger mit Blod den. Og så pisker Blodet rundt med den i hele Drengen. Alle Vegne i ham har jeg bygget mine Årer, som er fine Kanaler, der når helt ud i hans Næsetip, og lille Tå og Spidsen af hans mindste Finger. Ustandselig pumper og pumper jeg Blodet ud i Årerne og tilbage igen. Slag i Slag går det, mange Slag i Minuttet. Hvor Blodet kommer hen, afsætter det lidt Mad til alle Dele. På den Måde bliver alt det i Drengen, som er slidt, repareret, og så vokser han lidt efter lidt, til han bliver en hel Mand. - Hvad siger I til den Forklaring?«

Lige straks var der ingen, der sagde noget. Men så gav de sig allesammen til at skrige op i Munden par hinanden, og Spektaklet blev endnu værre end før. Ingen af dem ville give sig for de andre. Allesammen syntes de, at de alligevel var de vigtigste, og det var ikke godt at sige, hvad det var blevet til, hvis der ikke pludselig havde lydt en kold og rolig Stemme, som endnu ingenting havde sagt:

»Måske jeg også må få et Ord indført?«

Det var Hjernen. Og enten de nu på Forhånd havde Respekt for den, eller det var dens rolige Stemme, der imponerede dem, eller de havde skreget sådan op, at de ikke kunne mere, så tav de allesammen, og der blev ganske stille i Drengen.

»Det kan nu være meget godt, alt det I har sagt,« sagde Hjernen. »Og jeg har den største Respekt for jer allesammen, som tillige med mig udgør vores allesammens fælles lille Dreng.«

»Han taler da som et dannet Menneske,« sagde Benene.

»Man kan kan da forstå, hvad han siger,« sagde Øjnene.

»Lad ham gå videre,« sagde Maven.

»Vi vil høre, hvad han siger,« sagde Ørene.

»Vi lover ikke at lette os, før han bliver færdig,« sagde Øjenlågene.

»Mange Tak,« sagde Hjernen. »Først må jeg nu bemærke, at jeg kan underskrive alt, hvad min udmærkede Kollega Hjertet sagde - alene med Undtagelse af dets Påstand på, at det skulle være det fornemste Stykke af Drengen.«

»Hør! Bravo!« sagde Maven.

Og de råbte allesammen, at det var rigtigt, undtagen naturligvis Hjertet, som slog, og sagde ingenting.

»Det fornemste Stykke er nemlig jeg,« sagde Hjernen. »Hvad jeg nu skal have den Ære at bevise Forsamlingen.«

»Å-e,« sagde Benene, og »Å-e!« sagde de allesammen.

Men de tav alligevel stille og lyttede efter, hvad der kom mere.

»På samme Måde som Hjertet sender sine Årer ud i alle Ender og Kanter af Drengen, sender jeg mine Nerver,« sagde Hjernen. »Bare er mine Nerver mange Gange flere og finere. Mine Nerver er Telegraftråde, forstår I. Hovedstationen - det er mig. Endestationerne ligger rundt om i Fyren. Der sker ikke en Ting ved ham, uden at jeg får det at vide. Han foretager sig ikke det mindste, uden hvad jeg bestemmer.«

»Gud fri mig - han er endnu den vigtigste af hele Selskabet,« sagde Benene.

»Når jeg bestemmer, at vi skal gå, telegraferer jeg det til Benene, og så går vi,« sagde Hjernen. »Er jeg træt - vips! så hviler vi os eller sover, som det nu han falde sig. Det koster mig kun en Ordre, så sker det.«

»Skal vi høre mere på ham?« spurgte Ørene.

»Lad os se, hvor vidt han kan drive det,« sagde Øjnene.

Hjernen lod sig imidlertid aldeles ikke forstyrre.

»Måske jeg allerbedst kan bevise det ved et Eksempel,« sagde den. »I Går - måske Benene husker det - tog Naboens Peter en Knappenål og stak den i dem øverst oppe, hvor de er tykkest.«

»Sig du kun Enden rent ud, din Skabekrukke,« sagde Benene.

»Meget vel,« sagde Hjernen. »Navnet er mig ganske ligegyldigt, bare vi er enige om Tingen. Altså: Peter stak Knappenålen i. Det blev øjeblikkelig telegraferet til mig. Jeg telegraferede straks til Munden, som sagde Av! I samme Nu afsendte jeg imidlertid en Depeche til Øjnene, at de skulle se efter, hvem Slubberten var. De adlød øjeblikkelig og meldte, at det var lille Peter, som ikke er større, end at vi nok kan klø ham.«

»Det er rigtigt,« sagde Øjnene.

»Vi har kløet ham tit,« sagde Hænderne.

»Øjeblikkelig gjorde jeg alt klar til Peters Klø,« sagde Hjernen. »Jeg befalede Benene at løbe efter ham, den venstre Hånd at gribe ham i Nakken, og den højre at give ham en forsvarlig Lussing, Munden at skælde ham ud for det værste, vi kunne hitte på i Øjeblikket. - Skete det ikke altsammen?«

»Jo,« sagde Benene.

»Jo,« sagde Hænderne.

»Jo,« sagde Munden.

»Må jeg tillade mig at gøre en Bemærkning?« sagde Maven.

»Vær, så god at give Tid et Øjeblik,« sagde Hjernen. »Historien er ikke færdig endnu. Ser I nu mens nu Peter fik sine velfortjente klø, befalede jeg Øjnene at passe godt på, om der kom nogen. For jeg vidste jo, at Peter har en stor Bror, som er meget stærkere end vores allesammens fælles lille Dreng.«

»Det er rigtigt.« sagde Benene. »Vi er rendt for ham tit.«

»Men I kunne ikke løbe fra ham,« sagde Enden. »Det fik jeg at fornemme.«

»Han har tit haft fat i os,« sagde Ørene.

»Vi så ham også,« sagde Øjnene.

»Det gjorde I,« sagde Hjernen. »Og ikke så snart havde I telegraferet det til mig, før jeg gav Ordre til Hænderne, at de øjeblikkelig skulle holde op med Kløene, og til Benene, at de skulle stikke af, det bedste de kunne. Og det kan nok være, vi stak af. Jeg lod Øjnene passe på til alle Sider, at vi kunne finde de snedigste Veje. Ikke et Gærde sprang vi over, ikke en Busk krøb vi bag, ikke et Hop gjorde vi uden min udtrykkeligste Befaling.«

»Det er rigtigt,« sagde Benene. »Men det er mærkeligt.«

»Jeg er ikke færdig endnu,« sagde Hjernen. »Måske husker I, at vi kom forbi Sørensens, hvor de netop bagte Æbleskiver.«

»Det husker jeg godt,« sagde Maven.

»Glæder mig,« svarede Hjernen. »Men - jeg har en Endestation i vores Næse, som jeg har det alle andre Steder i os, og den meldte mig jo øjeblikkelig Æbleskiverne. Nu lod jeg Ørene lytte efter, om de mere kunne høre den store Brors Trin, og Øjnene titte, om han endnu var i Sigte. Da der ingen Fare var fra den Kant, befalede jeg Benene at bære os hen til Døren, Hånden at banke høfligt på, Ryggen at bukke pænt for Madam Sørensen og Øjnene at skele til Æbleskiverne. - Så fik vi dem.«

»De smagte dejligt,« sagde Tungen.

»De faldt lidt tungt i mig,« sagde Maven. »Jeg havde et grueligt Mas med dem. Det kneb.«

»Nu er jeg færdig med Historien,« sagde Hjernen. »Har I noget at indvende?«

De tav allesammen en Stund, overvældede af det, Hjernen havde sagt, og som de jo ikke kunne nægte var rigtigt hvert eneste Ord.

Men så begyndte Maven at knurre.

»Det kan nu være rigtigt altsammen, som du har fortalt det,« sagde den. »Men du har nu alligevel ikke Kommando alle Vegne, min indbildske Hjerne. Når jeg fordøjer Maden, spørger jeg dig ikke om Forlov for hver Ting, jeg gør.«

»Jeg spørger dig heller ikke for hvert Slag, jeg slår,« sagde Hjertet.

»Det, I der siger, er fuldkommen rigtigt,« sagde Hjernen, rolig som før. »Jeg har en umådelig Mængde at passe på og skal være mange Steder på een Gang. I Virkeligheden har jeg meget mere at bestride, end jeg her har sagt. Jeg skal jo f. Eks. også sørge for, at vores lille Dreng lærer noget og bliver et ordentligt Mandfolk. Derfor overlader jeg jer til daglig at passe jeres egne Forretninger. Men derfor må I ikke bilde jer ind, at I kan gøre, hvad I vil. Jeg har et Øje med jer, må I vide. Jeg har telegrafisk Forbindelse med hver en Stump af jer, og lige så snart der er det allermindste i Vejen, får jeg straks Besked.«

»Sikke noget Snak,« sagde Øjnene.

»Ren og skær Vigtighed,« sagde Maven.

»I tager ganske fejl,« sagde Hjernen. »Og jeg kan nemt vise jer det. Har I f. Eks. nogensinde hørt, at en lille Dreng har ondt i sin Mave, uden at han tuder? - Ser I det. Jeg får at vide, at der er noget galt med Maven. Jeg telegraferer til Øjnene, at de skal tude. De tuder. Drengens Mor kommer og får at vide, at han har spist for mange Kager - - behøver jeg at gå videre?«

»Nej,« sagde Enden.

Så sagde Hjernen ikke mere, for nu havde den sagt, hvad der var at sige. Men de andre snakkede om det og blev snart så højrøstede, at ingen kunne begribe, den stakkels Dreng ikke vågnede. Der var et sådant Spektakel i ham, at det måtte gøre enhver ondt, som vidste det.

Lige på een Gang vågnede han også.

Han satte sig over Ende med et Sæt og gned sine Øjne. Han så op i Luften og rundt om i Græsset. Han så på Kurven, der stod og gabede med Sedlen i.

Pludselig gik det op for ham, at han havde sovet.

Han vidste ikke hvor længe, men han havde en uhyggelig Anelse om, at han kom for sent til Urtekræmmeren. Der var ingen Folk mere ude på Vejen ... sæt nu, Urtekræmmeren havde lukket...

I en lynende Fart var han på Benene og styrtede af Sted.

Benene sprang, Hjertet slog, Øjnene stirrede, Ørene lyttede, Armene svingede, Hjernen telegraferede.

»Halløj!« sagde Benene. »Hvad er nu det? Hvem er det?«

»Det er mig,« sagde en ny Stemme, som ingen havde hørt før.

»Hvem er du?« spurgte Maven.

»Jeg er vores onde Samvittighed,« sagde Stemmen.

»Hvor sidder du?« spurgte Hjernen.

Men der var ingen Tid til videre Forklaring. Det gik i een Galop.

»Jeg forstår det ikke,« sagde Hjertet.

»Jeg er bange for, det bliver mig, der får Forklaringen,« sagde Enden melankolsk.

Og det fik den Ret i.