Livets kilde
Af Carl Muusmann (1905)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Kejserbadet ved Budapest, Sommeren 1905.
PROLOG.
Midt ude i Donau-Floden lå en lille Ø. Alt i alt var den vel næppe mere end nogle Tønder Land stor, men til Gengæld var den så meget rigere på Historie og Naturskønhed.
Dens Historie gik tilbage til Romertiden, og hvor man gravede på Øen stødte man på Ruiner af Fæstningsværker.
Dens Naturskønhed var af en ejendommelig vild Art. Akasier, Ahorn og Ask slyngede sig sammen til et tæt Junglekrat og dannede et næsten uigennemtrængeligt Bælte omkring en lille Eng, hvis Grønsvær var så blødt og moset, at ingen turde vove sig ud derpå.
Over Engen lå der altid en hvid Tåge, som selv i de mørkeste Nætter, ja netop i dem, lyste som i Måneskin. Og de Træer, der var nærmest ved Engen, de syntes at have en Længsel ind imod den. De bøjede deres Grene helt ned mod den bløde Mosejord, og fra Grenene skød nye Rødder ned og slog Bo i Engens underlig dragende Seng.
I.
Øen ejedes af den unge Grev Joseph. Hans Forfædre hørte til Ungarns berømteste Familier og havde kæmpet drabelig mod Tyrkerne.
Til Belønning for Troskab og Tapperhed havde Slægten fået store Godser af Rigets Herrer. Dens Medlemmer havde en Gang hørt til de rigeste mellem de rigeste Magnater.
Nu var Slægten forlængst gået i forfald. De stolte Titler og det berømmelige Stamtræ var i Behold, men Gods og Guld og grønne Skove var slugt af grådige Kreditorer. Tilbage af al den jordiske Herlighed var kun den lille Ø. Og på den lille Ø boede Slægtens sidste Skud, den unge Grev Joseph.
Som en Eneboer havde han indrettet sig i et lille Jagtslot kun i Selskab med sin Faders Tjener Johan og dennes kærnesunde Hustru Kathrina.
Johan følte sig forpligtet til altid at gå rundt ligeså sørgmodig som sin unge Herre. Katharina fandt sig derimod aldeles ikke beføjet til at tage Bedemandsansigt på. Hun var rigtig Typen på en altid munter, altid leende og arbejdslysten Ungarerinde. Hun sørgede ikke blot for Huset, men hun agerede også Færgemand, og hver Morgen greb hun med sine kraftige, bare Arme den lille Båds Årer og roede fra Øen over til Land for at gøre Indkøb.
Når Katharina kom tilbage, stod Munden ikke på hende. Det måtte ud af hende Alt, hvad hun havde hørt og set, skønt den unge Grev Joseph aldrig syntes at høre efter, og Johan ved Blinken med Øjnene prøvede på at få dæmmet op for den rivende Ordstrøm.
I dag havde den atter flydt et Kvarter, og som sædvanlig havde ingen taget Hensyn til den, indtil Katharina nåede til følgende Sætning:
- Og så mødte jeg pater Urban.
Den unge Greve så op og gentog:
- Pater Urban!
Katharina nikkede henrykt over endelig en Gang at have fanget sin Herres Opmærksomhed og svarede:
- Ja, netop ham.
- Skulle Du igen træffe ham, sagde Grev Joseph, så sig til ham, at det ville glæde mig meget, om han ville besøge mig.
II.
Pater Urban havde været den ældre Grev Joseph’s Skriftefader, og den yngre Grev Joseph’s Lærer.
Pateren var en klog Mand, der forstod sig ligeså godt på verdslige som på åndelige Forhold, men først og fremmest forstod han sig på Mennesker. Han havde en Tro for sig selv, en Tro for de Oplyste og en Tro for Almuen. Men han havde den sikre Overbevisning, at Livet kun kunne leves ved et Middel: Tro! undertiden hjulpet frem ved Overtro.
At blive søgt for at hjælpe, det var hans Livs Lykke og hans Livs Mål. Derfor var det også så langt fra, at han blev vred, da den i sit jævne Nationalkostume klædte Katharina næsten gemytligt slog ham på Ryggen, idet han gik over Torvepladsen.
En halv Time senere sad han i Båden, medens den barhovede og bararmede Bondekone sveddryppende trak på Årerne. Og endnu en halv Time senere sad han i den unge Grev Joseph’s Arbejdsværelse.
Det var ikke stort, men hyggeligt og udstyret med Rester af fordums Overdådighed.
Den unge Greve havde lagt hele sin fortvivlede Situation blot for sin gamle Lærer. Han havde fortalt ham, at Alt, hvad der havde tilhørt hans en Gang så fyrstelig rige Familie, var solgt eller pantsat. Højst seks Måneder kunne han holde ud endnu; så var de sidste Veksler uigenkaldelig forfaldne, og selv hans lille Ø, hans sidste Tilflugtssted ville blive et Rov for Kreditorerne.
Nu tav han og så op på pater Urban, som ville han sige: Hvad skal jeg gøre? Kan De give mig et Råd!
III.
Som altid, når Pater Urban skulle tænke alvorligt over en Sag, var han søgt ud i Ensomhed i det Frie. Han havde høfligt, men bestemt afslået den unge Greves Tilbud om Ledsagelse.
Mørket var begyndt at falde. pater Urban flakkede endnu omkring på Øen ad de forsømte, tilgroede Stier.
Nu var han nået hen i Nærheden af det tætte Træbælte, der omgav den lille Eng. Han så en Lysning. Den var i sin Tid for Udsigtens Skyld hugget gennem Vildnisset, men nu var den tildels lukket. Pater Urban banede sig med Besvær Vej, medens Grenene svippede ham i Ansigtet og forskræmte Flagermus svirrede rundt i Luften. Nu stod han nede ved Engen.
Det var som et Eventyr. Som en tæt, fast, mørk Ramme lå det tykke, levende Hegn omkring den lille Eng og indesluttede den næsten som en Arena.
Og over denne Arena steg og faldt Dampen som Florslør, der blev trukket forbi hinanden, og inderst inde i Ellepigens Slørdans snoede en Ildsøjle sig med grønligt Fosforskær springende omkring i Tågen som en magisk Flammedanserinde.
Pater Urban blev stående længe og betragtede det ejendommelige Syn, der i disse vilde og dog så idylliske Omgivelser forekom ham som en Vision.
Så vandrede han atter hjemad i dybe Tanker, medens Stjernerne spillede med næsten frostagtig Glans på den dybe blå Himmel, og kun Uglernes Skrig af og til afbrød den Dødens Stilhed, der herskede på Øen.
IV.
Grev Joseph sad ved sit Arbejdsbord, da Pater Urban atter vendte tilbage til Jagtslottet.
Da Pater Urban trådte ind i den Cirkel, som Lampen kastede rundt i Værelset, så den unge Grev Joseph op med et spørgende Blik, som ville han sige: Nå! Har De fundet et Råd.
Men Pater Urban svarede ikke på det spørgende Blik, han spurgte selv:
- Hvad er det for mærkværdige Naturfænomener, der foregår nede på Engen.
Nå! Har De været dernede, svarede Grev Joseph med Noget, der lignede et Smil. Hvad der foregår der, er meget simpelt. Som så mange Steder ved Donau er der også her på Øen en varm Kilde. Dens Vand blev tidligere ledet ud i Floden, men Ledningen er forsømt, Derfor står det varme Vand nu over Engen og udsender sine Dampe. De gør Luften uren, og det var bedst, at vi kunne blive dem kvit, ellers ender det vel en Dag med, at vi alle Tre dør af Sumpfeber heroppe på Slottet. Men at få Ledningen i Stand igen koster Penge. Alting koster Penge, tilføjede Grev Joseph med et Suk.
- Men Ildsøjlen, der flammer derinde, hvor kommer den fra?
- Ja! det er vel den, der nogenlunde holder Luften ren, så at den ikke allerede har forpestet os. Der er vulkansk Bund i Øen, derfor er Vandet stærkt svovlholdigt, så at Dampene lyser om Natten.
- Du taler som den dannede Mand, Grev Joseph, hvem en god Opdragelse har givet Nøglen til Naturfænomenernes rent ydre Forklaring. Men hvad siger Almuen, hvad siger Folket? Til dets Røst skal man lytte. Der ligger tit dyb Sandhed i dets naive Opfattelse.
- Ja, hvad Folk siger, pater Urban, det ved jeg virkelig ikke. Jeg er ikke en Mand, der hører efter Ammestuesnak. Men en hel Masse forvirret Tøj fortæller det naturligvis, og kan det virkelig interessere en dannet og oplyst Mand som Dem at høre på den Slags, så spørg De Katharina. Hun kan det Hele på sine Fingre.
Med disse Ord satte den unge Grev Joseph sig noget utålmodigt til at studere videre i en Mængde store Dokumenter.
Det var ikke den Tale, han havde ventet af sin Faders Sjælesørger og sin gamle Lærer!
V.
Katharina blussede af Iver og Stolthed, da Pater Urban kaldte hende ind i det Værelse, der var bleven ham anvist og opfordrede hende til at fortælle Alt, hvad hun fra Barnsben havde hørt om Engen.
I over en Time fortalte Katharina ustandseligt løst og fast, i Spring og i Flæng, alt uden Orden og imellem hinanden. Men da hun var færdig havde Pater Urban ved at sætte hver Ting på sin rette plads fået følgende Legende frem:
På det Sted, hvor nu Engen lå, boede i gamle længst forsvundne Titler en from Eneboerske af fornem Slægt. Hendes Navn var Cecilia.
En Dag, medens hun lå på sin Mosbænk og læste i sin Bibel, hørte hun Råb og Våbenlarm udenfor Hytten, i hvilken hun boede. Fra Skoven, der omgav hendes idylliske Tilflugtssted, hvor hun levede i Bod og Spægelse med Svøben ved sin Side, stirrede rå Krigeransigter hende lystent i Møde. En skøn, halvnøgen Kvinde, det var det rette Rov for disse gudsforgåede Kroppe, der allerede var mætte af Guld og Våben.
I sin Sjæleangst knælede den hellige Cecilie ned og anråbte Himmelen om Hjælp. Og se! Af Jorden omkring hende opsteg hede Dampe, så at alle de utålmodigt fremstormede Krigere en for en plumpede i og blev kogt, som i en mægtig Heksegryde.
Da knælede den hellige Cecilia og så optændt var hun af brændende Taknemmelighed mod Forsynet, at hun selv opløstes til en Ildsøjle, der steg mod Himmelen.
Men stadig vedblev det kogende Vand at sprudle for at aftvætte Stedets Vanhelligelse og stadig lyser om Natten gennem Dampene den flakkende Ildsøjle som Symbol på den hellige Cecilias Tro, og Almuen kaldte det varme, sprudlende Væld: Livets Kilde!
VI.
Pater Urban kunne slet ikke sove den Nat. Han havde urolige Drømme, der filtrede sig ind mellem hverandre på den besynderligste Måde. Selv når han stod henne ved det åbne Vindue og gennem Natten stirrede ud over Skoven, i hvis Træer de hvide Dampe hang som små Bomuldsskyer, så vidste han ikke, om han drømte eller var vågen.
Da han kom ned om Morgenen, og Grev Joseph spørgende betragtede ham, som ventede han, at nu måtte det hjælpende Råd lyde, da slog Pater Urban sit Blik ned og sagde:
- Min Søn! Hvor stor Værdi denne din sidste Ejendom har i Penge, når dine Kreditorer en Gang vil sælge den, det ved jeg ikke. Men ved Du, at den besidder en uskaterlig åndelig Værdi?
Den unge Grev Joseph gjorde en utålmodig Bevægelse, medens pater Urban fortsatte:
- Forsynet har en Tanke med dette Sted. Det har her forenet styrkende og lægende Midler for Sjæl og Legeme, så at mangt et ulykkeligt Menneske, der nu ligger i Vånde, vil kunne gå herfra som en nyfødt.
Den unge Grev Joseph gjorde atter en utålmodig Bevægelse, idet han halvt medlidende så over på sin gamle Lærer. Det var klart, at Pater Urban begyndte at blive gammel. Men måske havde han aldrig været nogen klog Mand. Den unge Grev Joseph havde kun antaget ham derfor, medens han selv endnu var uerfaren.
Pater Urban fortsatte:
- Hvor stor en Værdi den Skat rummer, som findes her på Øen, ved jeg som sagt endnu ikke. Men vil Du tillade mig at gøre en Prøve.
Blandt mine Sognebørn er den gamle Baronesse Nathalie. I tyve År har hun ikke kunnet forlade sin Seng. Og dog er hendes Sygdom ikke legemlig. Hun mangler kun Troen på egen Kraft, derfor må man hjælpe hende til den. Hendes Tro, hendes Vilje må have en fast Støtte at ranke sig til som Vedbenden har Egestammen. Her tror jeg, at jeg har fundet Egestammen. Du kan gøre et Menneske lykkeligt og fri det ud af Vånde. Vil Du tillade mig at gøre Forsøget?
- Ja, selvfølgelig! svarede Grev Joseph, endnu mere adspredt og utålmodig end de to foregående Gange.
Pater Urban var rent ud sagt blevet et gammelt Vrøvl!
Men næste Dag lod den unge Grev Joseph sig ro over Floden af den kraftige bararmede Katharina.
Han forstod, at der nu ikke var andet at gøre, end at tale med en Prokurator.
VII.
Det var en højst nedslående Besked, som Prokuratoren havde kunnet give Grev Joseph. Der var intet, absolut intet at redde af den en Gang så betydelige Formue, og i Løbet af et halv Års Tid ville Greven være henvist til Betlerstaven og gode Menneskers Hjælp.
Man forstår, at Grev Joseph under sådanne Forhold næsten helt havde glemt sit Løfte til Pater Urban. Han blev da ganske forbavset, da Katharina en skønne Dag kom roende over Floden med en højst mærkelig Byrde, der lignede en stor Madras. Katharina og Johan’s stærke Arme fik Madrassen tumlet op på Slottet. På Madrassen lå en Kvinde. Hendes Ansigt var hvidt med fine Træk, der var som skåret ud af Elfenben. Næsen var så tynd, at man kunne se Lyset gennem dens Vægge. Øjnene var dybe og klare med et af Smerte og Lidelse luttret Udtryk af en næsten overjordisk Art.
Men Hænder og Fødder, hvilken Ynk! De magre, hvide, dødningeagtige Fingre greb som Kløer med et krampagtigt Tag ind i det smalle Bryst, og Fødderne vred sig sammen i en Knude under den lange, fine, tynde Kjole.
Grev Joseph så forfærdet fra det skønne, blege Ansigt ned over den frygtelig forvredne Krop og sagde:
- Men hvad skal den Kvinde her?
Da hørte han en Stemme, hvis Vellyd alene fik hans Hjerte til at banke, og som sagde:
- Det er min Tante, Baronesse Nathalie, som Pater Urban mener vil kunne helbredes her.
Grev Joseph stirrede betaget ind i et Par store, blå, drømmende Øjne og spurgte med en Stemme, der skælvede af Bevægelse:
- Og hvem er De?
- Jeg er hendes Niece, Baronesse Irma, der plejer hende.
VIII.
Næste Morgen kom Pater Urban. Han begav sig straks ned til Engen, hvor han traf en Række mystiske Forberedelser.
Så anmodede han Grev Joseph om, at han hver Morgen i to Timer måtte være alene nede ved Kilderne med sin Patient, medens han bad med hende i Ensomhed uden at blive forstyrret af Nogen.
Ingen Anmodning kunne være Grev Joseph kærere. Og medens man inde fra Engen hørte ensformige Bønners Mumlen gennem det tætte Løv, vandrede Grev Joseph og Baronesse Irma ene ad de halvt tilvoksede Stier, der var så smalle, at de To var nødt til at gå tæt op ad hinanden, om de skulle trænge igennem.
Undertiden kunne de endog kun passere een ad Gangen. Gik han foran, var Vejen ryddet, og hun beundrede da hans kraftige Skikkelse, hvorledes han banede Lysning for dem gennem Urskoven.
Gik hun foran, så lå den lille Sti allerede banet i Forvejen, og han fulgte efter hende, medens han henrykt lod Øjet dvæle ved hendes slanke Skikkelse, omrammet af Løvets tætte, grønne Indfatning.
Gik de sådan, kastede de da af og til Ord frem og tilbage til hinanden. Men gik de ved Siden af hinanden i de lyse, friske Morgener, da var de altid tavse.
En Morgen afbrødes denne Tavshed af et Jubelskrig inde fra Engen.
Pater Urban stod med glødende Øjne og blussende Kinder.
Foran ham havde Baronesse Nathalie rejst sig fra sit Leje, bleg og med Læber, der skælvede i Bøn og Taksigelse. Livets Kilde havde givet hende Livet tilbage.
Baronesse Irma stirrede tavs og betaget på Underet. Så kastede hun sig med et Skrig af Glæde ind til Grev Joseph’s Bryst.
IX.
Grev Joseph sværmede alene om på sin lille Ø i en fuldstændig Lyksalighedstilstand.
Kærligheden havde hævet hans Sind højt op over enhver jordisk Bekymring.
Når Mennesket i en sådan Tilstand er fuldstændig uimodtagelig selv for Skæbnens hårdeste Slag, så sker det undertiden, at Ulykken bliver ked af at forfølge ham, og at Lykken får Lyst til at holde til, hvor Alt i Forvejen er så lyst.
Og sådan skete det her. Pludselig, medens Grev Joseph gik i sine højeste Lyksalighedsdrømme, dukkede Prokuratorens tørre Skikkelse op foran ham. Den visne Jurists Ansigt blussede, og Ordene slog Kolbøtter på hans Tunge.
- De er reddet Greve! De er reddet! Rygtet om Baronesse Nathalies vidunderlige Helbredelse har bredt sig med Lynets Fart. Uden at De har anet noget derom, har der allerede været Englændere her på Øen for at undersøge Vandet.
Det Resultat, de er kommet til, må have været mere end tilfredsstillende, thi de byder en Formue for blot at få Lov til at tage så meget af Øen, at de på den kan anlægge en Kuranstalt med en lille Park.
Prokuratoren havde ventet, at Meddelelsen om, at Fremtiden nu atter lå lys og banet skulle gøre et overvældende Indtryk på Grev Joseph, men denne svarede kun:
- Jeg finder det meget næsvist af de Englændere at snuse omkring her på min Ø uden min Tilladelse. Men vil de mig iøvrigt noget, kan de komme herover til mig imorgen. I dag har jeg ikke Lyst til at tale om Forretning!
X.
Forretningen var gjort! Og meget mere end den Forretning. På den lille Ø i Donau lå nu ikke mindre end tre Kuranstalter, gennem hvis Marmorbassiner det varme, svovlholdige Vand strømmede.
Men det var ikke nok med det. Om Kuranstalterne var der lagt Hoteller og Restauranter, små Dampbåde førte Folk i tusindvis til Øen og ved Hjælp af store Pumpeværker påskyndede man Løbets Hastighed for at få Vand nok til to store Fabrikker, hvis Maskiner arbejdede med Afpropning Nat og Dag.
Helt over Atlanterhavet sendtes Vandet fra Livets Kilde til dem, der ikke selv kunne komme og drikke det varmt fra Naturens dybe, hede Bryst.
Og ustandseligt væltede Vandet frem med sprudlende Kraft og stærkere jo mere man strabadserede de svulmende Årer. Og det strømmende Vand forvandlede sig til en Flod af Guld, der Nat og Dag sivede gennem Grev Joseph’s fine, hvide Hænder.
Og Grev Joseph lod de gyldne Bølger strømme hastigt og ilsomt, og medens han så op ad Guldfloden, der gled imod ham, havde han kun en Tanke: At gøre Livet lyst og lykkeligt for sin elskede, men fine og sarte Hustru Grevinde Irma.
XI.
Grev Joseph og Grevinde Irma har ikke været på Donau-Øen i flere År. Der er altid så fuldt af syge og uhyggelige Mennesker, der kommer for at søge Helbredelse. Og den Slags Ting er ikke rart at se på, når man selv er rask og lykkelig.
Greven og Grevinden bor nu i Reglen på Korfu, hvor de har en Villa i dette jordiske Paradis.
Undertiden søger de endnu sydligere, helst til Nordafrika, thi Grevindens Helbred er jo så sart.
Og en Dag bliver hun syg for Alvor. Det er Gigten, der har grebet hende, den frygtelige Gigt, som er hendes Families Svøbe.
Fra Badested til Badested styrter Grev Joseph med sin syge Hustru. Men ingen Kur hjælper. Så siger en Læge en Dag:
- De skulle tage til Livets Kilde på Cecilie-Øen.
- Den ejer jeg selv! siger Greven med et Smil.
- Og fordi De selv ejer den, så tror De rimeligvis ikke på dens Undere. Det kan for Resten også være det samme, når De blot får Deres Hustru til at tro.
Og Grev Joseph styrter tilbage til sin syge Hustru, og han siger til hende:
- Skal vi ikke tage hjem og prøve Livets Kilde.
Og hun svarer:
- Netop det har jeg også tænkt På, og nu har jeg fået Troen, den Tro, der frelste Tante Nathalie.
- Har Du Troen! Så ved jeg også, at Du vil blive helbredet! siger Grev Joseph glædestrålende, og man bryder straks op.
Og alt som de nærmer sig Hjemmets kendte Egne er det, som om Grevinde Irma vinder ny Kraft i sit sarte Legeme.
Nu er man nået til den blå Donau. Utålmodig iler Grev Joseph i en lille Damper i Forvejen over til Øen.
Bliver hans Hustru helbredet, så skal Livets Kilde være gratis tilgængelig for alle Ubemidlede!
Ved Landgangsbroen modtages han af den nu grånede Inspektør Johan og hans rædselslagne Hustru Katharina.
- Men hvad er der i Vejen Menneske? Så tal dog!
- I Nat holdt Livets Kilde op at rinde!
EPILOG.
Der ligger en Ø ude i Donau.
Dens Træer vokser vildt med Grenene slyngede i hverandre, dens Stier er ubanede og overalt ligger Ruiner af store Huse, der nu er tomme og ubeboede.
Kun een Mand boer På Øen. Det er Grev Joseph, der efter sin Hustrus Død er blevet en underlig Særling, der altid strejfer alene rundt på sin Ø, sky for Mennesker.
Men over det tørre Kildevæld har han anbragt en Marmortavle, på hvilken der står med Guldbogstaver:
Drik af Livets Kilde, medens den sprudler,
og tør den ikke ud før Tiden!