Viggos Feriebesøg

---

Johanne Blauenfeldt (1903)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


   Hvis en af os en Dag i rigtig klart Vejr kunne komme. til Vejrs i en Ballon, en af dem, der undertiden går op i Tivoli, og den så ville glide sagtelig hen over Byen, så vi kunne få Tid til at se os om, ville vi se, at de Masser af Huse, der udgør Kongens København, er overspundne af et fint Net af Telefontråde. Byen ser næsten ud som en Mark ude på Landet om Efteråret, der er overspundet med Spindelvæv. Men tænker vi os videre, at vi kunne se de usynlige Tråde, der løber fra Hus til Hus, fra rig til fattig, jeg mener Tanketrådene, ja, så ville Nettet blive endnu tættere.
   Der er et Hus ude på Platanvej, hvor mange af disse usynlige Tråde i Aften løber ind. De kommer særlig ude fra de fattige Kvarterer; her har vi nu en fra Saxogade, og se, her kommer en fra Dannebrogsgade. De løber lige ind i et lille Værelse oppe på Kvisten i den smukke Villa derhenne. Der er koldt derinde, skønt vi dog er hen i Maj Måned. Det regner og blæser derude, Vinden sukker i Træernes Kroner. Det skal gøre godt at komme ind i den lune Dagligstue. Men endnu har Agnes Bergmann ikke Tid. Hun har meget at ordne endnu.
   Hun sidder ved Bordet midt i Stuen med et stort Tørklæde om sig og tæller en Bunke Småpenge, mest røde desværre! Så går hun hen og åbner en lille puf og ser på Sagerne dernede. Der er Forklæder, Strømper, Fodtøj m.m., altsammen til større Børn. „Ja, der er da noget at begynde med,” siger hun ved sig selv. Så går hun hen til Sengen; der ligger udbredt på Tæppet Lister med Navne, små, snavsede Sedler med ubehjælpsom Håndskrift: Begæringer, om ikke lille Peter kunne komme på Landet i Sommer, eller om en Kjole til Kamilla til hendes Ferietur.
   Frøken Bergmann står og regner efter. Der er mange, der vil hjælpes, mange, der også trænger hårdt; havde hun blot flere Penge, mere Tøj og - flere Feriehjem! Hun tænker på de mange Småfolk i hendes Søndagsskole; hvor er der dog mange med blege Kinder og matte Blikke! Tænk, om man kunne få dem ud i en Bondegård til Sommer, hvor det ikke gik så knapt til med en Skål Sødmælk mere eller mindre, og hvor de kunne boltre sig ude i den friske Luft fra Morgen til Aften.
   Hun giver sig til at læse Listen igennem en Gang igen. Det er de Børn, der skal på Landet. Hun standser ved et Navn. Viggo Pedersen står der. Hun mindes ham, en tykhovedet, uvorn Knægt fra Student Sechers Klasse. Hun husker godt hans Moder, en tyk, snakkesalig Madame, der fortalte om, hvor dårlig han var af „Fluensen” i Vinter. „Mon det nu også er rigtig fat med den Influenza?” siger Frøken Bergmann ved sig selv. „Du ser mig i hvert Fald ikke meget svag ud længere, min Ven.” Student Secher havde for Resten givet ham det Skudsmål, at han var en meget opmærksom Dreng, so man havde godt Håb om, og han havde også ganske rigtig været fraværende fra Søndagsskolen omtrent hele Marts Måned på Grund af Sygdom, så det var vel også en Skam at mistænke ham. Men - man blev så tit narret. „Det er nok bedst, Mester Viggo, jeg aflægger din Fru Moder et Besøg en af Dagene. Lad os se, hvor du bor, nå i Dannebrogsgade.” Så pakkede Frøken Bergmann sine Sager sammen og løb ned i Dagligstuen.
   Vi følger nu den af Tanketrådene, der i dette Øjeblik skælver let og standser helt nede i den anden Ende af Dannebrogsgade. Den smuttede ind på 3die Sal, men vi må op ad alle Trapperne. Og Opgangen i dette Hus hører just ikke til de fineste eller mageligste.
   Inde fra Spisestuen lød Passiaren muntert. Det var en lille, firkantet Stue, temmelig lys, for lys i Grunden. Solen kan også være for næsvis og kigge ind, hvor den ikke har noget at gøre. Fru Pedersens Støveklud og Fejekost havde gode Dage, det så man straks; men alligevel - der var et, vist fint Præg over det hele. Man så straks, at Fru Pedersen ikke for intet havde været Jomfru i mange År hos Kammerherrens på Vesterbrogade. Og hvad, når man har tre Pensionærer og en Mand, der er ansat ved Banen og skal tidlig af Sted om Morgenen, og en Dreng, der slider Hul på Strømper og Bukser hver anden Dag, og til alt dette kun en Skolepige til Hjælp om Formiddagen, så må man nu heller ikke stille overdrevne Fordringer til Orden og Properhed. I Dag legede nu forøvrigt Solen Skjul bag Skyerne, så Dugen så helt appetitlig ud og Fru Pedersen med, som hun sad der for Enden af Bordet, rød og ophedet af at lave Middagsmaden, og pludrede løs om alt muligt mellem Himmel og Jord til Underholdning for sine Pensionærer, der lige havde spist og nu var ved Kaffen.
   En frygtelig Kimen på Gangdøren afbrød hende midt i den længere Udvikling af, hvor storartet tilfreds Kammerherren var med hendes Krebsesuppe; den ene af de unge Piger var nemlig nede fra den Egn. Det unge Menneske, en Herre, der stadig søgte Arbejde, men intet fik, styrtede ud i Gangen og kom et Øjeblik efter ind, fulgt af Husets eneste og meget forkælede Søn, Viggo. Han for lige hen til sin Moder, slog ud med Armene og råbte:
   „Det er storartet, Mor, jeg skal ud på Landet til Sommer, ud til en rigtig Bondegård, hvor man kan stå på Hovedet i Høstakkene og spille Bold med Æg hele Dagen igennem. Hurra, det bliver Sjov!”
   Fru Pedersen så beundrende på sin Søn. Ham var der Humør i ligesom i Pedersen i gamle Dage, inden han blev træt og foraset af al den Køren. Men for Pensionærernes Skyld syntes hun dog, hun måtte lægge en Dæmper på ham og sagde derfor tørt:
   „Nå, skal du det! Men gå nu ud og læg dit Tøj og kom så ind og få dig lidt Mad og,” tilføjede hun derpå temmelig krast, „Hatten af, Viggo! Respekt for Damerne! Du bærer dig jo ad, som om der ingen andre end mig var til Stede.”
   Hatten blev i en Fart smidt hen på den nærmeste Stol, mens Viggos Øjne henrykte for om i Værelset og standsede ved det. dækkede Bord. Ikke fordi det just var så store Herligheder, det frembød; men Budding var nu engang hans Livret, og af den var der endnu en hel Mængde tilbage.
   „Giv mig en Tallerken, Mor!” råbte han, „jeg er knusende sulten, som om jeg havde levet af Luften i fjorten Dage.”
   Så satte Fru Pedersens håbefulde Pode sig til Bords og huggede i sig, det bedste han kunne, både af Buddingen og de andre Herligheder, der faldt for. En sulten Dreng smager jo al Ting ganske vidunderlig. Med Munden fuld af Mad fortalte han så løs om, hvordan han havde „hugget sig” den Landtur.
   Nede på Gaden havde han forleden truffet sin Ven Thomas. Han havde galet som en Hane og brølet som en Ko og fortalt, at nu skulle han på Landet i Sommer hos en Gårdmand nede ved Skelskør. Han havde i den Anledning følt sig stolt som en Konge og havde naturligvis ikke undladt at drille Viggo med, at han kom til at varme sine Fødder på Brostenene hele Sommerferien.
   „Det skal blive Løgn, min Far,” fortalte Viggo videre. „Så i Søndags, da jeg var i Søndagsskole, sætter jeg mit frommeste Ansigt op og siger til Hr. Secker, da vi var ved at gå, om der ikke kunne blive en lille Plads for mig på Landet i År. „Det er ikke så let at skaffe den, min Ven,” siger han. „Der er så mange, der vil på Landet, og så få, der vil have eder. Desuden ser du jo så sund og frisk ud, du holder såmænd nok, selv om du skal blive hjemme.” I det samme mærker jeg Uro bag ved mig og ser det lille Skravl til Frederik herude fra Saxogade trænge sig frem bag ved mig. Han havde formodentlig hørt, hvad vi talte om, og kunne nok lide at være med der. Han var bogstavelig så hvid i Ansigtet som min Krave, Mor. „Det går aldrig,” tænkte jeg, „om Hr. Secker får ham at se.” Og jeg gjorde mig så tyk og stor som muligt, og heldigvis trængte de andre Drenge på, så han snart var væk. „Å, Hr. Lærer,” sagde jeg, „kan De ikke huske i Vinter, da jeg var så længe borte fra Søndagsskolen, da var jeg så forfærdelig syg af Lungebetændelse, og Doktoren troede ikke, jeg var kommen over det.” Det var jo noget Sludder, Mor; men jeg var jo udspekuleret. „Nu har jo Mor givet mig så meget godt at spise, så jeg er bleven så tyk, men den slemme Hoste går ikke væk, før jeg kommer på Landet, siger Doktoren.” „Hoster du, min Dreng?” sagde Hr. Secker. „Ja, så forfærdelig om Natten,” svarede jeg, og lidt efter gav jeg mig til at hoste så frygtelig, at han blev ganske forskrækket. „Ja, nu skal jeg se ad,” sagde han, „det kan være, Frøken Bergmann har nogle Pladser endnu, hun har så mange Bekendte på Landet. Kom hen til mig på Torsdag, så skal du få Besked.” Nu var jeg der så i Dag og fik at vide, at jeg skal ud til Gårdejer Kristen Andersen i Verup; det er nok nede ved Roskilde. Jeg skal med Toget derud. Bare det havde været i Jylland, så havde jeg fået mig en ordentlig Køretur og var kommet ud at sejle. Men man kan jo ikke få både i Pose og i Sæk, Nå. synes du ikke, jeg klarede den storartet, Mor? Jeg er lige ved at le mig ihjel over den Hoste. Men nu må du endelig, Mor, hvis der skulle komme en eller anden Snushane herop, huske det med Lungebetændelsen i Vinter. Den Frøken Bergmann kunne jo måske finde på at se herop.”
   Og så begyndte han ligesom sin Ven Thomas at gale som en Hane og brøle som en Ko til stor Fornøjelse for sin Fru Moder og Pensionærerne. Tanken om Landlivets Herligheder gjorde ham aldeles ellevild.
   „Det var nu alligevel storartet, jeg reddede mig den Landtur. Men at tænke sig, at den lille, usle Skrælling Frederik nær havde ødelagt det hele. Og det var såmænd ingen Nytte til at få ham på Græs. Han har været hvid som et Lagen i al den Tid, jeg har kendt ham, og han får ingen Kulør, om han så lå på Bleg hele Sommeren igennem.”
   Således trøstede Viggo sin dårlige Samvittighed. Men det var mærkeligt nok, hvor ofte et lille, blegt Ansigt tittede frem for hans Blik midt i de skønneste Drømme om Sommerens Herligheder.
   Den anden af vore Tanketråde løber ind i et Baghus i Saxogade, en af de små, snævre Gårde, hvor mange Mennesker er hobede sammen på den mindst mulige Plads, så der i hvert Hus bor flere Mennesker end i en almindelig Landsby. Her lever Enkemadam Lund med sin Søn Frederik. Om Sommeren er der frygteligt inde i disse Baggårde; hedt, lummert, ubehageligt, navnlig hvis man fra den friske Luft udenfor Byen en Sommeraften kigger derind. For Øjeblikket plages vi ikke af Varme; men overdreven ren er Luften derinde dog heller ikke i Dag. Madam Lund tænker ofte med Længsel på det lille Hus ovre på Jyllands Heder, hvor hendes Vugge stod, og hvor hun løb om som Barn. Der var Luften frisk nok; undertiden kunne Vinden stryge hen over Hederne med rasende Fart, hvirvle Sandet op og pjuske hendes gule Hår, som Moderen lige havde flettet i en lille, stumpet Pisk.
   Det var så længe siden, hun havde set den brune Lyng med de sandede Veje, med de dybe Hjulspor, de nøjsomme Hedefår og de små, lerklinede Huse. Der er noget særegent ved ens Barndomshjem. Hvad man så, siden hen i Livet ser af stort og smukt, det falmer dog altsammen ved Siden af Barndomshjemmet. Også de troende derhjemme - hun længtes tit efter dem. Folk er så fine og fornemme her i København; hun syntes aldrig, her blev det hjertelige Forhold mellem Guds Børn som ovre i de små Kredse i Jylland. Ja, hvad ville de også herovre?
   Hun og hendes Kæreste, den kønne Søren nede fra Lund, havde altid tænkt sig at købe en Hedelod at dyrke op; de havde set så mange andre begynde med tomme Hænder og efterhånden arbejde sig op til Velstand. Men så var han blevet Soldat, og Kammeraterne havde snakket ham for: der var Penge at tjene i København for en rask ung Mand, ikke det halve Slid, pæne Klæder, kortere Arbejdstid.
   Nå, så havde de giftet sig og var taget til Hovedstaden. Alt gik ikke så glat, som Vennerne havde lovet. Var Lønnen god, var Udgifterne også større. Karen længtes tit efter den brogede Ko, der gav så dejlig Mælk. Det var ikke sådan, når man skulle købe alting til de mange små Børn. Nej, det var ikke sådan, som man drømte i Ungdommen. Nu sad hun efter 16 Års Ægteskab ene tilbage med sin lille Frederik. Manden var død, og de andre Børn var døde. Måske det alligevel havde været galt med den Storhed med København; var de blevet i deres tarvelige Hjem i Jylland, havde hun måske haft dem endnu. Lægen havde altid råbt på Landluft, Sødmælk, Æg m.m., men hvor skulle hun skaffe det? Den lange Sygdomstid med Manden havde været svær nok at komme over, denne lange, lange Tid, da man vidste, det bar mod Døden, og det, han skulle have, kunne hun ikke skaffe. Nej, i sådanne Tider kunne man ønske, man var rig. Rig! Ja, se nu til Grosserer Steinthals, som hun af og til syede for! Da deres Datter begyndte at få dårligt Bryst, sendte de hende til Syden, og nu var hun rask igen. Men det kan Småfolk ikke, de må bie og lide.
   En god Ting var der da. Hun vidste, hendes Ungdoms elskede, hendes smukke Søren, var hjemme hos Gud, og der ville hun engang få ham at se igen. I hele denne lange Sygdomstid var han bleven sig selv igen. De første År, de boede herovre, var det, ligesom København tog ham. Alt det nye, alt det fine og store kunne den jyske Bondekarl ikke stå for. Karen Lund havde med Sorg set, hvorledes det gik tilbage med hans Kristendom; ikke at han på nogen Måde ville gå bort fra sin Frelser; nej, men der kom noget slapt over ham. Lysten til at høre Guds Ord var borte, han begyndte at søge sine Venner i Verden, sine Glæder der. Hvor ofte havde hun ikke i ensomme Timer bedt Herren om ikke at slippe hendes Mand, men føre ham frelst igennem! Og Herren havde hørt hendes Bøn, om end ikke på den Måde, hun tænkte. Den lange Sygdomstid havde været den skønneste i deres Liv. Ja, det er sandt, at man kunne takke Herren selv for det sværeste!
   Nu havde hun kun Frederik tilbage. Han var en lille, spinkel Fyr på en halv Snes År. Kunne hun nu bare få Lov at beholde ham! Han gik altid og talte om, hvor han skulle arbejde, når han blev stor. Bare han nogen Sinde blev stor! Siden han for en Månedstid siden var syg, kunne han ikke rigtig komme til Kræfter igen. Doktoren sagde, det var en stærk Forkølelse. Han trøstede godt og kom med den gamle Historie om Æg og Kød og Maltøl. Hvor skulle hun skaffe det fra? Det var ikke let for en Enke at skaffe Føden ved sin Nål alene endsige Ekstraforplejning. Men denne Hoste, der ikke ville gå bort, den holdt hun ikke af. Hun kendte den af sørgelig Erfaring. Der var også kommet noget tungt og træt over hendes raske, flinke Dreng. Før for han som en Vind af Sted til Bager og Urtekræmmer, når hun manglede noget; nu mærkede hun nok, det kostede Overvindelse at komme af Sted ned ad de mange Trapper. Men han klagede aldrig. Mor måtte for ingen Pris mærke, hvor det kneb. Han var jo hendes Støtte nu, siden Far var borte, og når han blev stor, skulle han rigtig arbejde og tjene mange Penge, så Mor skulle få det så godt, så godt. Hun skulle få fine Kjoler og Lammesteg om Søndagen og Jordbær med rigtig Fløde. Det var nu det dejligste, Frederik kunne tænke sig.
   Frederik og hans Mor sad sammen ved Vinduet. Hun sad og syede af alle Kræfter på noget Børnelinned til Møllers Forretning på Vesterbrogade. Det skulle være færdigt til Aflevering i Morgen, og det måtte være bestemt. Kunne hun ikke levere det i rette Tid, var der ti for en, der ville tage sig det på, og hun kunne risikere at miste sit Arbejde. Frederik sad og så ud ad Vinduet. Det begyndte at regne lidt. Luften var kold og rå. Han frøs. Før plejede han at løbe ned i Gården og tumle med de andre Drenge; men i den sidste Tid var han så træt, og så denne Hoste, den kom midt i den bedste Leg og var så pinagtig.
   Han var forøvrigt flink til at snitte. Henne på Kommoden stod der en køn Ramme med hans Faders Billede og i Vindueskarmen en stor Syæske, han engang havde givet sin Moder. Men i Dag havde han ingen Ting Lyst til.
   Madam Lund var også trist og tung i Aften. Hun så af og til op fra Sytøjet hen på sin Dreng, der sad der og hang på Stolen.
   Der var måske noget i, hvad Madam Lundgren forleden sagde, at den Dreng blev ikke gammel. Nå, Madam Lundgren mente det, fordi han var sådan et fromt Barn; det tænkte hun nu ikke slog ham ihjel, men han var falden af i den senere Tid. „Å, Herre, sukkede hun, gør dog min Dreng rask igen! Du må ikke tage den sidste, jeg har tilbage, fra mig.”
   „Hvad var det, du fortalte, Frederik?” sagde hun og så op. „Skal Fru Pedersens tykke Dreng også på Landet i Sommer?”
   „Ja, han skal, det sagde han i Dag.”
   „Hvordan mon han nu har fået det lavet?”
   „Jo, jeg hørte, han spurgte Student Secker, om der ikke var Plads endnu for en Dreng i Sommerferien. Og så sagde Hr. Secker, at det var der måske nok, -men der var så mange, der havde bedt om at komme af Sted endnu. Så hørte jeg, han fortalte en lang Løgnehistorie om, hvor syg han havde været, og så gav han sig til at hoste så forfærdeligt, og jeg kunne nu godt høre, det var Nødehoste, men Hr. Seeker gik straks på den og lovede at skaffe ham et Sted at være i Ferien. Og det er skammeligt, at de tror på, hvad sådan en siger. Og ved du hvad, Mor, nu har jeg bedt vor Herre så mange Gange om også engang at komme på Landet, men hvad kan det nytte? Jeg er sikker på, Viggo har ikke bedt derom, men han kommer der alligevel.”
   „Ja, og du var jo dog kommet på Listen mellem dem, der kunne være Tale om. Sagde du ikke noget til Hr. Secker om det bagefter?”
   „Jo, da jeg hørte Viggo stå og fortælle ham den Løgnehistorie, var jeg lige ved at råbe op, det var Løgn, men så skubbede Viggo mig til Side, og de andre Drenge stimlede også sammen, og jeg kunne ikke komme til. Så bagefter gik jeg hen til Hr. Secker, men så sagde han, at han havde lige talt med Frøken Bergmann, og hun havde sagt, at når nu Viggo kom ud til Verup, var den sidste Plads væk, og så var der ikke mere at gøre i År. Uha, Mor, at tænke sig, at den slemme Knægt sådan kunne smøre dem om Munden med sine Historier! Jeg skældte ham også ordentlig ud, da vi var i Skole i Går. Så blev han så gal og gav mig et Dunk i Hovedet, så min Næse blødte. Bagefter var jeg alligevel ked af, at jeg var blevet så vred. Men lige i det Øjeblik jeg så ham, kunne jeg virkelig ikke tie stille.”
   „Nej, det var nok ikke så let. Men, Frederik! det var alligevel galt, du blev så hidsig. Du ved nok, Jesus siger: Elsker eders Fjender! Han kan aldrig blive glad ved, som du har båret dig ad. Men jeg kan jo ikke sige andet, end at jeg er forfærdelig ked af, at det Håb også glippede. Det er underligt nok at se, at sådan nogle som Pedersens, der forstår at trænge sig frem, de kan få, hvad de vil, mens vi andre, der ikke kan få os selv til det, ingen Ting får, Uha, sommetider kan man næsten tvivle, om Gud virkelig bryder sig om en, men det er alligevel en Skam; lille Frederik, du skal ikke bryde dig om, hvad jeg her sidder og siger. Vi ved jo godt begge to, at Gud elsker os, og at vi må kaste al vor Sorg på ham. Måske han ved en Udvej, som vi endnu ikke ser.” Og så trøstede hun sin Dreng og talte beroligende til ham, men selv var hun endnu langtfra god og rolig.
   Hun var bitter og bedrøvet, alting faldt hende så tungt, Fremtiden lå gråt i gråt. Og sådan skulle det dog slet ikke se ud for et Guds Barn, der vidste, at ikke en Spurv faldt til Jorden uden vor himmelske Faders Vilje, heller ikke hendes lille Frederik. Nej, hun ville heller ikke længere fordybe sig i Sorg og Bekymring. Hvor mange Gange havde hun ikke set, at „Vor Herre ved Råd”, hun ville også denne Gang gå til ham med alt, hvad der tyngede på hende.
   Lille Frederik bad den Aften: „Kære Jesus, tilgiv mig, fordi jeg var så vred på Viggo, og lad mig dog komme på Landet i Sommer alligevel!”
   Hans Moder opsendte samme Bøn om end med andre Ord. Hun udøste sit Hjerte for sin trofaste Herre, og hun fik Fred i sit Sind. Hun skimtede Bønhørelsen i det fjerne. Måske kom der Brev til Frøken Bergmann om flere Steder, de ønskede Feriedrenge, hun havde jo så mange Bekendte på Landet. Eller måske blev det ordnet på en anden Måde. Hun vidste det ikke, men hun vidste bestemt: „Vor Herre ved Råd”.
   Og nu var det Sommer, dejlig Sommer. De sorte, nøgne Træer ude i Alleen stod i deres grønneste Pragt. I Villahaverne på Småvejene blomstrede Roserne og udsendte den dejligste Duft. Alle, der kunne, var nede i Haverne at nyde det dejlige Vejr, i alle de små Lysthuse sidder Damerne med Håndarbejdet, Herrerne med Cigaren. Sommer, Sommer, du dejlige Sommertid, der giver Erstatning for Vinterens Kulde og Regn! Men hvorfor er der i mange Huse hele Rækker af Vinduer med nedrullede Gardiner? Jo, Familien er på Landet; netop de, der har de luftige Værelser, de yndige Småhaver, rejser bort i Sommertiden, de er på Landet. Op i Nordsjælland, ud til Vesterhavet, ud hvor der er frisk og frit, ud at samle nye Indtryk, ud, ud, fremfor alt bort fra den varme, støvede Vej! Hver Dag sender Togene en myldrende Strøm ud over Landet; alle Skoler har givet Ferie nu, og af Sted går det til alle Verdens Kanter.
   Frøken Bergmann har allerede fået sin Flok af Sted for en Ugestid siden. De afrejste samtidig med en Masse andre Børn. Sikken en Tummel på Banegården! Sikken en Myldren og Mudren, inden man fik hver i sin rette Bås! De små fik en Plakat på Brystet med Adressen, de store måtte klare sig selv. Ansigterne strålede i Forventning af Landlivets Herligheder. Nogle af de store, der havde været på Landet de foregående År, var meget optagne af at fortælle de små om Mads Persens Gedebuk, der var så forfærdelig til at stange, og om de små Grise, der lå inde i Svinehuset hos deres Mor osv. Mødrene kom med Smørrebrødspakkerne og en Masse Formaninger om endelig at være artige, Drengene måtte ikke slås alt for galt med de fremmede Børn, og Pigerne måtte passe godt på deres fine, rene Kjoler og nye Sommerhatte. „Og pas nu på ved Stationerne, at I ikke kommer i Klemme i Dørene!” „Og pas nu på, I kommer i det rigtige Tog i Fredericia!” „Og skriv snart og fortæl, hvordan I har det!” osv.
   Frøken Bergmann følte sig helt værdig ved denne Lejlighed. Hun har ellers ikke meget, der påhviler hende, ingen hun har Ansvar for. Hun føler sig i Dag næsten som Moder for hele denne lille Forsamling og ønsker af Hjertet at de må have rigtig Gavn og Glæde af Landturen, og at de må opføre sig sådan, at Værterne igen til næste År må komme med Tilbud om at tage en lille Dreng eller en stor Pige. Nu lyder Klokken. Signalet til en sidste Vinken og Viften med Lommetørklæder, en sidste Udveksling af Hilsener, så et skingrende Hurra, og af Sted går det.
   Viggo havde ved Hjælp af diverse Puf og Stød til sine Naboer fået sig en Vinduesplads ud mod Afgangsstationen. Idet Toget satte sig i Bevægelse, skævede han endnu en Gang hen imod Frøken Bergmann, der netop i dette Øjeblik lod sit Blik glide ned ad den lange Række af Vogne hen over de mange Barneansigter. „Hun ser så sært efter mig,” tænkte Viggo. „Mon hun ved, hvordan det egentlig hænger sammen?” I det samme brølede de andre Hurra, men Viggos Strube snøredes sammen, han puttede sig ned i sin Krog. Det var, ligesom de andres Glæde skurrede i hans Øren; det var jo en ganske anden, der skulle have siddet her i Dag. Hans onde Samvittighed begyndte igen at snakke med, som den havde gjort i lange Tider, hver Gang han begyndte at glæde sig til Sommerferien. Stakkels Viggo, det var en dårlig Begyndelse! Mon du får megen Glæde af den Landtur?
   Frøken Bergmann havde imidlertid slet ikke set efter Viggo. Hun kendte ham ikke videre, han hørte ikke til hendes Klasse. Hun så efter et Par af sine egne Småpiger et Par Kupeer længere nede og tænkte på, hvor pæne de så ud i de nye Kjoler, hun havde skaffet dem, og glædede sig til ved Feriens Udgang at se dem vende hjem fra Jylland med røde, tykke Kinder. Langsomt gled Toget ud fra Perronen, nu drejede det, og væk var de. Hun blev endnu lidt og talte med Mødrene, der endnu en Gang takkede Frøkenen for lille Aksel og store Jørgen, førend de skyndte sig hjem i deres snævre, små Lejligheder til de andre, der endnu var for små til at komme ud at rejse. Så gik Frøken Bergmann også hjemad.
   Og nu var det som sagt godt otte Dage, siden Flokken drog af. Frøken Bergmann skulle også en lille Tur ud at rejse en af Dagene. Hun havde hele Dagen haft travlt med at ordne forskelligt og sad nu ved Middagsbordet sammen med de andre. Familien var meget optaget af et Telegram, der lige var kommet fra en Veninde, Frøken Bergmann havde ude i Nærheden af Verup. Der stod blot: „Viggo savnet siden i Morges. Betty.” Hvor kunne han være blevet af? Hvad skulle hun gøre? Hvad ville hans Forældre sige? Nej, det var ikke let at have med andres Børn at gøre. De små Københavnere var også tit så vilde, når de kom på Landet. Hendes Fader brummede noget om, at det havde hun for at tage sig af, hvad der ikke kom hende ved. I hans Ungdom passede de unge Piger deres Sytøj og hjalp deres Moder i Huset; nu skulle de rende rundt til Møder og Søndagsskoler og tage sig af snavsede Børn. Her så man tydeligt, at det havde de ikke andet end Ærgrelse af. Kunne det være hende en gavnlig Lære i Fremtiden, var det ingen Skade til. Agnes Bergmann sukkede til Herren om at vise hende, hvad der kunne gøres. Hun stod ene som et Guds Barn i sit Hjem. Med største Møje havde hun fået Lov til at tage en Klasse i en Søndagsskole, og lidt efter lidt var hun kommet ind i forskelligt andet Arbejde, men alt sammen skulle det jo gøres, uden at de andre Pligter blev forsømte, helst uden at nogen mærkede til det. Her måtte handles straks, men fik hun Lov til at gå? Hans Forældre måtte jo hurtigst muligt underrettes derom.
   Agnes Bergmanns Overvejelser blev pludselig afbrudte ved Støj ude i Entreen.
   Vinduerne stod åbne, og man kunne gennem dem høre, hvorledes Stuepigen forgæves søgte at få en eller anden til at blive udenfor.
   „Herskabet er inde at spise for Øjeblikket,” hørte man Marie sige i sin mest afvisende Tone.
   „Ja, men jeg vil tale med den Dame, der sendte os på Landet,” lød Svaret i en Tone, der lød mindst ligeså bestemt.
   Frøken Bergmann sad åndeløs og lyttede. Hun kendte ikke Stemmen, men hun havde en Følelse af at have hørt den før.
   „Det kan du ikke. Tror du, sådan en snavset Unge kan komme ind og tale med Frøkenen. når du finder for godt? Gå hjem og vask dig og kom så igen i Morgen!”
   Marie havde Hastværk. Hun skulle ind at tage Eftermaden ud af Bordet.
   „Men jeg må tale med hende i Dag, siger jeg dig,” gentog han åbenbart med Gråden i Halsen. „Gå ind og bed hende komme herud, det er forfærdelig nødvendigt - hører du?”
   „Tror du, jeg har Tid at stå og vrøvle med dig? Se nu du kommer af Sted, din dumme Knægt, jeg skal ind med Desserten, og Herskabet venter. Tror du, Frøken Agnes bryder sig om at snakke med dig?”
   Nu kunne Agnes Bergmann ikke dy sig længere. „Må jeg ikke lige gå ud i Gangen, der er nogen, der vil tale med mig. Å, Mor, Marie jager ham væk, hvis jeg ikke kommer i en Fart.” Og uden at oppebie Tilladelsen for hun af Sted ud i Entreen.
   Det var et underligt Syn, der mødte hende der. Marie stod der stiv og strunk og holdt i Døren, som holdtes halvt åben af en lille snavset og støvet Dreng, der af al Magt pressede imod den, så hun ikke kunne få den i. Og udenfor på Gaden stod en Flok snavsede Børn og kiggede gennem Lågen, åbenbart for at se, om deres Kammerat havde Held med sig. „Hæng i, Viggo!” brølede en. „Bras på!” råbte en anden.
   Som et Lyn slog det ned i Agnes Bergmann: „Her har vi Fyren, vi savnet”. „Luk op for ham,” sagde hun til den forbavsede Pige, „og gå De kun ind igen. Jeg kender godt Drengen.”
   Marie gik med en fornem, fornærmet Mine. Hun syntes nok, det var nogle rare Bekendte, Frøkenen havde.
   „Nå, gå nu hjem Børn,” sagde hun til Tilskuerne udenfor. Hun kendte adskillige af dem og blev lidt forskrækket over at se dem her. Fandt de på at komme nærmere, kunne hun risikere, at hendes Fader en Gang for alle satte en Stopper for det Arbejde mellem de små, hun havde fået så kært. Hun lyttede lidt med bankende Hjerte, men snart var der stille, og hun kunne nu vende hele sin Opmærksomhed til Viggo, der på en så voldsom Måde havde gjort sin Indtrædelse i Huset. Og hvor så han dog ud: svedig, støvet, fuldstændig marmoreret i Ansigtet, Skoene itu, Jakken forrevet, som han var gået gennem en Tjørnehæk! Hans fine, hvide Krave hang om hans Hals som en snavset, blød Jask, og Lommetørklædet havde han bundet om den ene Sko, hvor Sålen hang løs. Ligbleg og ussel så han ud, et sørgeligt Vrag af den Viggo, der for en Uge siden var rullet af fra Københavns Banegård.
   „Frøken,” brast det frem, „Frøken, jeg er løbet hjem.”
   „Ja, det kan jeg se.” Frøken Bergmann kunne næsten ikke lade være med at le; „Men jeg kunne nok lide al vide hvorfor. Kan du da ikke forstå, at det ikke kan gå an sådan at løbe sin Vej. Nu går de Folk, du var hos, i en forfærdelig Angst for din Skyld. Se her! og hun tog Telegrammet op af Lommen og viste ham det.
   „Det var da skrækkeligt,” sagde Viggo angergivent. „Jeg kunne da aldrig tænke, Frøkenen brød sig om det. Hun kunne da nok vide, jeg kunne passe mig selv.”
   „Nej, det kunne hun da ikke,” sagde Frøken Bergmann alvorligt. „Dine Forældre har betroet dig til os, og vi har Ansvaret for dig. Hvordan tror du, det skulle gå, hvis de andre Børn bar sig ad som du? Hvordan er du kommet herind? Man skulle tro, du var gået lige hertil, sådan som du ser ud.”
   „Det er jeg også, men pu, hvor det er varmt, og jeg har ikke fået en Bid hele Dagen. Uh, Frøken, jeg er så tørstig. Jeg kan snart ikke klare den mere.”
   „Nej, nu skal du også straks få noget,” svarede hun, „men sig mig nu først, hvorfor løb du bort?”
   „Å, jeg skulle aldrig have været derud!” kom det med halvkvalt Stemme. „Jeg har ikke haft en glad Time siden. Det var Frederik, der skulle have været der. Det var Frederik, der skulle have været der! Det er min Skyld alt sammen, og nu ligger han måske og dør. U, Frøken, det render rundt alt sammen.”
   Viggo kæmpede tappert for at holde sig oprejst, men havde Frøken Bergmann ikke grebet ham, var han tumlet om på Dørmåtten.
   I det samme åbnedes Spisestuedøren, og Agnes Bergmanns Moder og mindre Søskende kom ud i Gangen, Det så noget løjerligt ud at se en ung Dame i en elegant lys Sommerkjole stå med den lille snavsede Dreng i Favnen. Men det lig. blege Ansigt og de lukkede Øjne kaldte de moderlige Følelser frem i Fru Bergmanns Hjerte, og hun fik i en Fart fat i lidt Vin og Vand og fik Drengen lagt på Chaiselonguen i Spisestuen. Den stakkels Marie måtte af Sted efter Vand at vaske ham i: sådan en Unge, som Frøkenen samler op på Gaden! Fyren kom snart til sig selv igen, og efter at han med en glubende Appetit havde fortæret nogle Stykker Bøf og andre gode Sager, rettede han sig så meget, at Agnes Bergmann kunne begynde at få nogen Besked om hans besynderlige Adfærd.
   Det var et ærligt Skriftemål, han aflagde, mens han sad i Sofaen med sin lille snavsede Hånd hvilende i „Feriefrøkenens” fine, hvide Hånd. Hun fik det alt sammen at vide lige fra den Dag, da han så snildelig narrede Student Secker, til i Dag, da Samvittigheden til sidst gjorde ham det for broget, og „jeg løb fra det hele”. Han havde haft det ganske dejligt ude i Verup, Kristen Andersens havde været så rare, der var en hel Del Børn at lege med, både deres egne og Naboernes, der alle var meget ivrige efter at komme i Lag med Københavneren. Han var kørt i Marken med Manden og havde selv fået Lov til at holde Tømmerne, ja endog været oppe at ride på den gamle Brune. I Søndags havde de fået Æbleskiver med Puddersukker, og de måtte spise „lige alt det, vi kunne stoppe ned”, og det lod Mester Viggo sig ikke sige to Gange. Kort sagt, det havde været et rent Slaraffenliv. Men for hver Gang der dukkede nye Herligheder op, havde der lydt en Stemme i hans Indre: Alt dette tager du fra stakkels lille Frederik. „Og da jeg nu i Morges fik Brev fra Moder, og hun skrev, at Frederik var bleven syg, så tænkte jeg: det er din Skyld. Tror De ikke også, Jesus synes, jeg er en slem Dreng? Så tog jeg lige min Hat og rendte. Men, uha, sikken en Tur! Jeg løb lige over Markerne ud til Landevejen, men der var Gærder og Grøfter og Køer, der stod og stirrede på mig med deres store Øjne, så jeg blev forfærdelig bange. Men så bad jeg Vorherre om at passe på mig, for det siger Hr. Secker, vi skal, men jeg har såmænd aldrig før brudt mig om, hvad han sagde, men jeg kan nu lige godt se, det var rigtigt, for de gjorde mig ingen Ting. Og vil De nu ikke, Frøken, gå med mig hen til Frederik? Så kan han i Morgen rejse til Verup i mit Sted.”
   „Ja men, Viggo, det kan slet ikke gå an. Hvad tænker du, de Folk siger, du var hos, at du sådan uden videre løber din Vej og sender en anden Dreng derud i Stedet?” sagde Frøken Bergmann.
   „Å, det gør ikke noget, de er så rare. Frederik, han skal derned, så kommer han sig nok igen. Jeg kan ikke holde det ud. Hvis han dør, så er det min Skyld,” og Tårerne piblede frem i hans Øjne.
   Frøken Bergmann søgte af berolige ham, men hun indså snart, at der ikke var andet for end at gå med ham hen til Madam Lund. Viggo havde hverken Rist eller Ro, før de kom af Sted. Hun fik i en Fart skrevet et Telegram til sin Veninde Betty: „Viggo her. Brev i Morgen.” Pigen løb hen med det, og så af Sted hen i Saxogade.
   Lille Frederik var ganske rigtig blevet syg. „Stærk Forkølelse,” som Doktoren kaldte det. Han havde trøstet Madam Lund på det bedste. Han kom sig nok. Nu skulle han bare blive liggende foreløbig. Hun skulle blot ikke være forknyt, fremfor alt ikke lade Drengen se det. Han tålte ikke meget. Og så var han gået.
   Ja, det var underligt, nu sad hun der ved den sidstes Sygeleje, som hun havde siddet ved alle de andres. Mon han også skulle tages fra hende? Det var alt sammen gået anderledes, end hun havde tænkt sig det. Hun havde hele Vinteren glædet sig til at få ham på Landet i Sommer og til efter endt Ferie at se ham vende hjem ned røde Kinder, stærk og sund. Men selvfølgelig, hun havde jo heller ingen Ting gjort derfor. Det kneb at gå der og sætte Tiggeransigt op, som man sagde. Hun kunne jo sikkert også have fået Hjælp både på den ene og på den anden Måde, men hun ville helst klare sig selv. Frederik havde flere Gange fortrøstningsfuldt sagt det til hende: „Du skal se, Moder, jeg kommer ud i Ferien, jeg har bedt Vorherre så meget derom,” og smittet af Drengens barnlige Tro havde hun også gået og ventet på, at der skulle vise sig en Udvej. Men hvor blev den af? Nu lå han der, hendes egen kære Dreng. Å, gid han dog måtte blive rask, gid det dog kun var, som Doktoren sagde, en stærk Forkølelse!
   „Tror du, du kan ligge lidt alene, min Dreng, mens jeg går hen med dette?” sagde hun og viste ham en Pakke Sytøj.
   „Jo, det kan jeg godt, Mor,” svarede han, „jeg ligger og tænker på Poul og Jørgen og Viggo, tror du, de morer sig godt? Jeg gad vidst, om de har mange Fluer; Poul sagde, at der var så mange Fluer, der hvor han var i Fjor?” og han så hen på Bordet, hvor grådige Flokke af Fluer kredsede om Levningerne af det tarvelige Måltid.
   „Det er ikke godt at vide, lille Frederik,” sagde hun og gik hen til Skabet efter sin Hat og Trøje, „men put dig nu ned og lig stille, til jeg kommer igen, og får du Hoste, har du jo din Havresuppe. Nå, Farvel, lille Frederik!” og hun bøjede sig ned over ham, kyssede hans feberhede Pande og skyndte sig af sted.
   Frederik lå endnu en Stund og betragtede Fluerne og tænkte på Kammeraternes glade Ferieliv.
   Han måtte vist til sidst være faldet i Søvn. Han havde i hvert Tilfælde ikke mærket, at hans Moder var kommet hjem igen og med hende en ung Dame og en lille Dreng. Han havde lige ligget og drømt, at han og Viggo var på Jagt efter en dejlig, broget Sommerfugl. Han løb så let hen over Markerne, og endelig, der havde han den, men i det samme kom Viggo og gav ham et Puf, så han tabte den.
   „Å, Frederik, du må ikke være vred på mig,” hørte han i det samme Viggo sige, „jeg er så ked af, at jeg har været sådan en slem Dreng,” og idet han slog Øjnene op, stod Viggo virkelig ved hans Seng tillige med en fremmed Frøken, der tyssede på ham og sagde:
   „Hys, Viggo, han sover jo; du må ikke sådan dunke ham; husk på, han er syg.”
   Frederik så sig forvirret om.
   „Du kender mig vist ikke,” sagde den fremmede Dame.
   „Å jo,” kom det tøvende, „det er jo Feriefrøkenen.”
   „Ja, det er,” sagde hun venlig og tog hans lille, varme Hånd. „Og når du nu kommer dig, så skal vi se at få dig ned til Verup til de rare Folk, Viggo var hos, og så skal vi se at få en stærk og rask Dreng ud af dig igen.”
   „Å, Frøken, er det sandt? Kommer jeg også ud at rejse ligesom de andre? Å, hvor jeg glæder mig.” Frederik var parat til at springe op med det samme og straks begive sig af Sted, men Frøken Bergmann søgte at berolige ham og få ham til at lægge sig ned igen. Derpå anbragte hun Viggo på en Stol ved hans Seng og satte sig selv hen ved Bordet og forklarede hans Moder Sammenhængen med dette uventede Besøg. Henne ved Sengen hørte man Viggo under afvekslende Gråd og Latter gøre det samme, til sidst blev Stemmerne derhenne ganske sagte og endte i en Hvisken, hvormed Frederik betroede Viggo, at han vidste godt, han kom på Landet til sidst, for Hr. Secker havde en Gang i Søndagsskolen sagt, at vi måtte bede Gud om „hvad som helst,t” så skulle vi få det, og han havde for længe siden bedt Gud om dette. Og Viggo betroede Frederik, at han i lang Tid ikke havde kunnet bede sin Aftenbøn, og det havde han dog ellers gjort, lige siden samme Hr. Secker en Søndag talte med Drengene derom. Hver eneste Gang, han prøvede på det, kom han til at tænke på, hvilken slem Dreng han var; han var bange for, Gud var forfærdelig vred på ham.
   Drengene fik ikke talt mere med hinanden for den Gang, thi nu rejste Frøken Bergmann sig og sagde:
   „Nu må vi vist se at komme hjem til din Moder, Viggo. Frederik kan vist heller ikke tåle at tale længere, han ser så varm ud.”
   Og så måtte Viggo af Sted. Men det blev ikke sidste Gang, han besøgte Frederik. Det varede ikke længe, førend den lille Patient kunne komme op og sidde lidt i den gamle, røde Sofa, og der sad de to Drenge sammen en Eftermiddag og lo og pludrede løs, imens de legede med deres Sager.
   Så en skønne Dag holdt der en Droske for Døren, og ud af den steg Frøken Bergmann. Hun havde fået det ordnet således, at Kristen Andersens virkelig var gået ind på at tage Frederik ud til sig en Månedstid i Viggos Sted. „Og jeg skal passe på ham, som var han mit eget Barn,” havde Konen sagt. „Vi skal se at få en Kærnekarl ud af ham.” Og nu skulle han af Sted. Frøken Bergmann kørte med ham og hans Moder på Banegården. Madam Lund fulgte så sin Dreng derud. Hun følte sig overmåde tiltalt af de venlige, jævne Folk og rejste glad hjem med den Bevidsthed, at han var i gode Hænder.
   „Kan du se, lille Mor, jeg kom på Landet til sidst,” sagde lille Frederik ved Afskeden.
   Den ene Måned blev til to, og de to blev til tre. Kristen Andersens. ville ikke slippe deres lille Plejesøn, før han kunne drage hjem som en rigtig Kærnekarl. Og den, der så den rødmossede, brune Dreng, der sidst i Oktober vendte tilbage til Hovedstaden, ville næppe have gættet, at det var den samme, vi sidst så sidde bleg og syg i Drosken, der rullede ad Banegården til.
   Og Frederik nåede virkelig at blive sin Moders Alderdoms Støtte.