Nora

---

Ellen Briksö (1928)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

1.

Nora for op af sin dejlige Morgensøvn, fordi Vinduet, som hun om Aftenen havde listet sig til at lukke op, klaprede på sin Krog. Hun rejste sig halvt op og skævede til sin ældre Søster, som sov sin sædvanlige tunge og uanfægtede Søvn ovre i Sengen på den anden Side af Kvistværelset.

Vinduet raslede igen, det var begyndt at blæse og nu slog en heftig Regnbyge imod Ruderne.

Mon det var nødvendigt at stå op for at lukke? Sengen var så dejlig varm, og Klokken var vist ikke ret mange endnu, så mørkt det var.

Nora strakte sig velbehageligt og puttede Dynen bedre ind om Kroppen. - Puh! Den Dyne havde været drøj i Sommertiden, når Solen hele Dagen havde bagt på Skifertaget lige over hendes Hoved. Sengen stod helt gemt inde under det skrå Tag, det var en lummer Krog om Sommeren; men nu, da Efterårskøligheden var begyndt, var både Dynen og Krogen virkelig meget behagelige.

Bare man nu kunne holde Tankerne fast ved et eller andet, som var rart. Det var så dejligt at ligge i Sengen og drømme vågne Drømme. Men der var altid så meget, som blandede sig ind, - Ting, som var fælt forstyrrende for Humøret.

Hun havde næppe fået åbnet en Bog i Går. Hvordan var det med Geografien? Var det om Sudan, de havde for? Nogle rædsomt svære Navne var det i alle Tilfælde, det havde Misse Larsen sagt, da, hun mødte hende i Går på Vestergade. - Sikken en fin Hat hun havde fået, og Skoene var vist også ny. -

Nora sukkede, og uvilkårlig søgte hendes Blik over imod Døren; der stod både hendes og Ingers Sko, snavsede fra Gårsdagens Regn, grimme og klodsed. - -

Jo, det måtte være Sudan - sidst havde de haft om Nordafrika - de Navne havde hun heller ikke kunnet et Ord af, da Frøken Schmidt havde spurgt. Bagefter havde hun for Sjovs Skyld og for at gøre sig vigtig for Kammeraterne lært hele Remsen på ti Minutter. Hun havde væddet med Petra Madsen om en Lakrisstang - hun havde ikke haft en eneste Fejl. Hvad var det, Agnete havde sagt?

„Sikken et Fjols du er, at du ikke læser på dine Lektier, når du har så let ved at lære dem, så kunne du være fri for alt det Vrøvl.”

Ja, det var såmænd sandt nok. Somme Tider havde Nora også foresat sig ganske bestemt, at nu ville hun en hel Uge i Træk være forfærdelig flittig. - Men så var der altid så meget andet, som tog Tiden - der var jo heller aldrig nogen, som brød sig om, hvordan Karakterbogen så ud.

Mor var jo næsten altid syg, og Far - ja, han havde så forfærdelig travlt, han skulle altid styrte af Sted til sit Arbejde igen, lige så snart han havde spist og sovet til Middag. Far så såmænd næppe på Karaktererne - skyndte sig bare at sætte sit Navn i Rubrikken nedenunder; man kunne såmænd godt spare sig at lægge Klatpapiret, så det dækkede over de værste Tg'er.

Nu begyndte Maren at rumstere inde ved Siden af; så måtte Klokken være halv syv. Det var et farligt Spektakel, hun gjorde med den Stol, som skulle skubbes bort fra Sengen; og nu begyndte hun at hoste og snøfte, som hun plejede hver eneste Morgen. Uf, det lød rigtig væmmeligt.

Men det kunne ikke nytte noget at sige det til hende, så sladrede hun bare til Mor, og Mor sagde det til Far.

Man kunne godt risikere en væmmelig Omgang for et lille uskyldigt Ord, når det gjaldt Maren; Far var streng med den Slags Ting.

„Jeg finder mig ikke i den mindste Uartighed over for Tjenestefolkene, ved du - -.”

Det lød frygtelig flot, når Far sagde „Tjenestefolkene” - man kom straks til at tænke på et Hus, der vrimlede med Tjenere i Livré og små, fikse Stuepiger i sort Kjole, Kappe og hvidt Forklæde.

De havde to af den Slags hos Misse Larsens; Misse var også vældig vigtig af dem -.

Her havde de jo bare Maren, som havde skæv Ryg og helt gråt Hår, og som altid sjokkede rundt i Slæber og med et gammelt, nusset Forklæde. - -

Nu var Maren nok færdig med sin Påklædning; hun knaldede svært med sin Dør - Humøret var aldrig højt om Morgenen - nu kom hun sjokkende hen ad Gangen, Døren rev hun op med et Ryk, så endogså Inger for til Vejrs i et Sæt.

„Klokken er mange! Se til, I ka' komme i Tøjet i en Fart!”

Det var en rar Måde at blive vækket på. Inger brød sig da heller ikke en Snus om det; hun mumlede bare noget og lagde sig til Rette igen.

Nora smed resolut Dynen til Side og begyndte at rode efter Strømperne, som hun havde beholdt halvt på under Dynen i Aftes, så væmmelig koldt det var.

„Næ, man skulle bare være Grevinde eller Prinsesse eller sådan noget, så skulle man vækkes ved en „diskret Banken” på Døren - diskret kunne man vist ikke kalde Marens Vækkemåde - og så skulle der stå en „smilende Stuepige med den dampende Chokolade på en Bakke”.

Uf, så sulten hun var; bare Maren nu ville skynde sig med Kaffen, så man ikke skulle sluge den koghed i sidste Øjeblik.

Nora kom i Klæderne i en Fart. Mon det Hul på Hælen kunne ses, når man trak Strømpen godt ned under Foden? - Der manglede to Knapper i Livstykket. - Skidt! De skulle vist ikke have Gymnastik i Dag, og ellers kunne man jo bare gemme sig godt ovre i Baggrunden af Påklædningsværelset.

De havde det nu med at gøre Nar, Kammeraterne, når der var et eller andet i Vejen.

Men så slemt som Aurora Nielsens Undertøj var hendes da ikke, Aurora kunne somme Tider have Blonderne hængende i Trevler ned fra Chemisen. -

Og en Dag havde hun haft et Cigarbånd i Fletningen. - -

Nora hældte Vand i det emaillerede Vandfad og satte Kanden fra sig med et Bump, så Inger arrigt vrissede henne fra Sengen.

„Nå, du skal vel også snart op,” mente Nora fornærmet og kørte den glorøde Sæbe rundt i Vandet.

Hun lugtede kritisk til den, da den blev fisket op. Maren plejede at få Sæben i Tilgift hos Købmanden, når hun betalte Varerne; den havde altid dejlige Farver, og Nora syntes nu, den lugtede fint; men Misse havde sagt forleden i Skolen, at hun „stank” som en Sæbebutik, når man kom i Nærheden af hende.

Den mørkeblå Skolekjole lå slængt over en Stoleryg. Nora halede i den; der var en Plet foran; hun spyttede lidt og gned den kraftigt med begge Hænder.

Håret! Å, det var sandt, Mor sagde ellers, at man måtte ikke tage Kjolen på, før man havde redt sig. Men her var virkelig så koldt at stå med bare Arme.

Spejlet havde en Revne tværs over Glasset; det gav et lidt underligt Udtryk i Ansigtet; men når man var vant til det, gjorde det ingenting. Køn kunne man jo alligevel ikke blive med en Opstoppernæse som hendes og med så brun en Hud.

Nora betragtede i det svage Morgenlys sit Ansigt med mismodig Mine, mens hun rev og sled i det tykke, mørkebrune Hår. Hun strammede Fletningen godt sammen og bandt et slidt, rødt Bånd forsvarligt fast om den.

Lisbeth Eriksen havde sådan en køn lille Krølle forneden af Fletningen, Noras strittede bare som en Børste.

„Klokken er syv!” vrælede hun, da hun forlod Værelset og knaldede Døren i et med Bump, som ikke gav Marens noget efter i Styrke.

Nu kunne Inger selv om Resten, Nora havde da gjort, hvad hun formåede, for at kalde hende til Live.

Nedenunder i Spisestuen havde Maren fået et Vindue op for den råkolde Morgen udenfor; hun havde stablet Stolene op i Sofaen og lå på Knæ under Spisebordet for at vaske ind imellem Bordbenene. Nora, som havde Fart på, var lige ved at vælte Gulvspanden, der ved Bumset sendte en Slat snavset Vand ud over det slidte Linoleum.

„Ka' du se dig for, hva'?” mumlede Maren fornærmet; men Nora ænsede hende ikke:

„Jeg lagde min Geografi på Buffet'en i Aftes, det gjorde jeg; du har flyttet den, Maren.”

„Sludder! Altid så ska' du smide dine Lektiebøjer et Steds, og så ska' en anden en vide Besked med dem, du ka' vel selv - -.”

Nora hørte hende ikke; ved et mærkeligt Tilfælde var hun faldet over Bogen på Symaskinekassen bag Mors Sybord; hun forsvandt hastigt ud i Køkkenet.

Derude stod på Rad og Række Familiens snavsede Fodtøj, lige fra Fars solide Fjederstøvler til lille Søsters slidte Remmesko.

Det var Noras Bestilling at bringe alle disse Støvler og Sko til at skinne ved Hjælp af noget kedelig Blanksværte, som var fast og hård og måtte fugtes med Vand hvert Øjeblik. Blankbørsten var fugtig og drilagtig hver eneste Dag; den var et møjsommeligt Slid at komme igennem.

Nora havde selv i et dydigt Øjeblik tilbudt sin Hjælp, som var blevet modtaget mod en ugentlig Godtgørelse af fem og tyve Øre. Mange Gange havde hun i Raseri været ved at nedlægge Arbejdet, men havde med et Suk taget det op igen. Det var ikke sådan at give Slip på en fast Indtægt - især når man kun havde den samme.

Hun fik Bogen slået op på Sudan, det kunne godt lade sig gøre at kikke lidt, med det samme man børstede.

Køkkendøren blev åbnet på Klem, og et par tykke Fedtlædersstøvler fløj gennem Sprækken for at havne på Gulvet. Nora Smed rasende Børsten fra sig:

„Nej, Hans, jeg gør det ikke, du kan lige så godt komme frem, - dine væmmelige, mudrede Støvler, som du har gået og sparket med på Fodboldpladsen - at du ikke skammer dig - byde en Pige sådan et Arbejde!”

„Nå, nå, hold nu bare Bøtte, du vækker hele Huset, dit Fjols!” Hans åbenbarede sig i Skjorteærmer. „Skidt, Nora, du kan bare bruge den tørre Børste; jeg når det ikke, jeg skal stoppe dette her Hul på min Strømpe.”

Hans stak sin Hånd frem med en hullet Sportsstrømpe trukket over, han balancerede ubehjælpsomt med en vældig stoppenål og en lang Ende Uldgarn; den ene fod bar og ikke helt proper.

„Har du ikke sagt det til Maren?”

„Å, hun kan jo ikke nå alting. - det går også sagtens; jeg rev den i Går. Ih, du kan stole på, der var Fut i den; vi kløede ordentlig I. Mellem. 6-2 til os. Den var vel flot, ved jeg! Centre halfback - det var altså mig - jeg lavede to Mål - nåda, hvor de var gale i 1.”

„Hans! Sikken du bærer dig ad, dit Fæ; man kan da ikke sådan trække hele Hullet sammen; du må hellere børste, så skal jeg stoppe.”

„Maren, Maren!” deres Far stak et ubarberet og forpjusket Hoved ind ad Døren. „Nå, hun er her ikke - det var det Barbervand. Nej, du må ikke råbe på hende, Nora. Mor sover, hun har haft sådan en dårlig Nat. - Er der ikke lidt varmt Vand? - Jeg har en væmmelig procedure i Retten Klokken ti, og jeg må kikke lidt på Akterne først. - Er det Hans's Stømpe; det var pænt, Nora - og Hans hjælper dig til Gengæld. Det er rigtigt, Børn, det kan jeg li'. - Nå, så snyder jeg for Barberingen i Dag.”

„Det må du ikke, Far, hører du. Jeg kommer med Vandet, om to Minutter.”

„Det er godt, Nora, men gå stille.”

Luften var tung i det halvmørke Soveværelse. Mor sov med Dynen trukket helt op om Nakken; man så blot en mørk Fletning, der hang ned over Sengekanten. I de to små Tremmesenge ved Væggen lå „de små”, Ole, der var fem, og lille Søster på to År.

Stakkels Far, tænkte Nora, da hun listede ud igen, - det blev vist en rar Barbering i den Smule Lys, som sivede ind derhenne ved Vinduet. Men det var også Synd for Mor, der nu igen havde hostet den halve Nat og trængte hårdt til Hvile.

„Du store Kineser! Er Klokken så mange?” De sidste Støvler hvirvledes på Plads i Hast, og Hans måtte nøjes med Strømpen, som den var. Nora smurte Skolemad med en Fart, så Spisekammeret flød.

Maren, som tragtede Kaffe, skændte og brummede, men ingen af Børnene hørte efter, hvad hun sagde. De slubrede den hede Kaffe i sig i forsigtige Mundfulde, bed af Brødet og remsede Lektier, mens de hang over Køkkenbordet begge to.

Inger kom farende:

„Hvor er min Mad, Maren?” Hun puffede til de to andre, der gjorde Gengæld i en Fart.

„Sikken mine Sko ser ud; du har jo slet ikke børstet Hælen! Hvad tror du, du får Løn for, hvad?”

„Så kan du jo selv, din Dovensidse.” Nora var rasende. Hun havde fået fat i sin Taske, som lå slængt i en Krog af den smalle Entré. Nu rodede hun febrilsk efter sit Penalhus. - -

„Fem Minutter i - så kommer jeg for sent igen.”

Hun trak Kåben på, mens hun løb ned ad Trapperne, og satte i Løb, så snart hun kom ud på Vejen.

Det blæste koldt og uhyggeligt, Regnen stod i stride Strømme imod hende. Tykke Bunker af vissent Løv føg sammen på Fortovet, og Kastanietræerne i Alleen havde snart mistet alle deres Blade.

Nora balancerede stedkendt ned ad Strædet til Skolen. Brostenene var toppede og sad langt fra hverandre, der skulle Kunst og Øvelse til at klare sig i Fart; men Nora var vant til Turen.

Alligevel var det hele forgæves, den store Port var lukket, og et Par Lidelsesfæller stirrede hende tungsindigt i Møde, mens de tålmodigt lod Regnen sive ned over sig.

Det var underligt, at man aldrig kunne vænne sig til at tage det med Ro. Det var lige ubehageligt hver eneste Gang, når Frøken Skov streng og alvorsfuld åbnede den røde Port efter Morgensangen. Hver eneste Dag var det lige fælt at møde det fordømmende Blik og høre på de små, bidende Bemærkninger. Hver eneste Gang foresatte Nora sig, at del skulle blive den sidste. -

Men det var let nok at fatte gode Beslutninger.

- - -

Det blev en væmmelig Dag helt igennem.

Regnen blev ved at piske mod Ruderne, og der var hundekoldt i Klassen, alle sammen var de i dårligt Humør, og med Lektierne gik det naturligvis rædsomt.

Nora støttede Hovedet i Hånden og stirrede fortabt ud på den rislende Regn uden at ænse Fysikforsøgene, som ellers plejede at kunne tage hendes Opmærksomhed fangen.

Hvorfor mon Livet skulle være så forfærdelig kedeligt for så mange Mennesker? Hvorfor mon Jorden så tit skulle være grim og grå og pløret; det havde dog været meget bedre og mere hyggeligt, hvis det var ordnet sådan, at Solen skinnede Dagen igennem, at det altid var lunt og smukt Vejr, og bare om Natten Regn, for at Planterne kunne trives.

Der var så meget at spekulere på, når man først begyndte. Hvorfor skulle Mor altid være syg, og Far aldrig tjene noget videre, skønt hans Chef, Overretssagfører Hammer, havde en stor flot Villa, og Børnene kunne få alt, hvad de pegede på. Det var dog Far, som gjorde det meste af Arbejdet. - -

Mor sagde, at Livet var, som det skulle være; der var ikke noget, der hed Uretfærdighed. Vi fik det, som vi fortjente at have det. -

Nå ja, det kunne være rigtigt for Noras eget Vedkommende, for der var hver eneste Dag noget forkert, lige meget om man så aldrig så mange Gange modsatte sig, at der skulle blive noget.

Det var næsten altid forfærdelig fælt at tænke tilbage på Dagen, når man var kommet i Seng. Mon der var et eneste Menneske, der kunne være sikker på at have været helt god en Dag - ja, for Tanker regnedes jo også med, sagde Mor - Ja men, man kunne da ikke gøre ved, hvad man tænkte. - -

„Eleonora Bay - hvad er det, man kalder Torricellis Forsøg?”

Nora for forvildet op. Torricelli! Hvem i Alverden var det, og hvad var det for noget, han havde forsøgt? Hun kneb fortvivlet sin Sidemand i Armen, og Mille gjorde forsigtige Forsøg på at hviske bag sin Hånd. - Det var ikke til at høre noget, for det lød som Pære, og Torricelli kunne ikke have noget med Pære at gøre. Erfaringen havde lært Nora, at man hellere måtte tie helt stille end gøre sig til Grin. Hun knugede febrilsk Hænderne sammen på Ryggen og svedte, for Frøken Hansens Øjne gennemborede hende. Så kom Redningen! En Stump Papir blev lirket ind i de sammenknugede Hænder, blev forsigtigt snuppet af Mille og lagt på Pulten foran hende.

„Atmosfærens Tryk” stod der med Kæmpebogstaver. Det var da noget, der lød af Fysik, og Nora skyndte sig at fortælle sin Viden. Frøken Hansen så nærmest forbavset ud; men der var jo ikke noget at gøre, Svaret var rigtigt, og Papirsstumpen var forsvundet med det samme.

„Vil du så nærmere forklare mig, hvad Atmosfærens Tryk er for noget.”

Nu kneb det igen, men hvad, - det kunne da ikke være så slemt. Atmosfæren var altid trykkende i Tordenvejr, og det skyndte Nora sig at forklare. Resultatet var et stort Tg, og Nora sank beskæmmet ned bag sin Pult, mens Klassen morede sig.

„Du er da også et Fæ,” blev der mumlet bag hende. Nora syntes nu ikke det samme; men hendes Retfærdighedssans måtte indrømme, at det var et ærgerligt Resultat for Ebba, som havde klaret det så fint med en Seddel.

Hun fordybede sig i en Tegning, der udmalede Situationen med den svedende Nora, den vrede Frøken Hansen og den hjælpende Ånd Ebba, som var afbildet med Vinger og Opstoppernæse af anselige Dimensioner. Så fik hun Lyst til at skrive et Vers nedenunder, og det gik, som det var smurt. Ebba eksploderede i et Grin bag hende, da Tegningen og Digtet dukkede op, og en Takkeskrivelse blev stukket Nora i Hånden.

„Jeg tager Fæ'et i mig igen, du er alligevel ikke så skeløjet.”

- - -

Hjemme måtte man altid færdes med stor Forsigtighed, når Skoletiden var omme. Nora åbnede Entrédøren med øvet Varsomhed, og hendes agtpågivende Blik søgte straks den lille Sprække, som det slidte Dørtrin til Soveværelset havde formet i Årenes Løb. Når der ingen Dagslys viste sig her, betød det, at Far sov til Middag bag nedrullede Gardiner. I Dag var Lysstriben meget tydelig, Far var altså allerede forsvundet til sin Gerning, men på Spisestuesofaen sov Mor med Ryggen vendt mod Døren.

Nora sukkede; der var noget nedstemmende ved den Nakke derhenne, noget ugæstfrit og afvisende. Hun løftede med stor Forsigtighed Låget af Kakkelovnen og hentede sin Mad, som stod til Varme, frem af Dybet. Uf, det var Risvælling, det værste hun vidste; men Frikadellerne ovenpå var en formildende Omstændighed.

Nora fik fat i en tyk Bog henne fra Reolen og slog den op ved Siden af sin Tallerken; man glemte helt, hvad man spiste, over „Et Vajsenhusbarn”s Genvordigheder. Mor sov fast på sin Sofa; når hun trak Vejret, peb det i Brystet hver eneste Gang; men det Akkompagnement generede ikke Nora i mindste Måde, det var en Lyd, som trofast havde fulgt hende gennem hele hendes Barndom.

Det var dejligt, at hverken Hans eller Inger kom fra Skole i Dag på samme Tid, så havde man Stuen så rart i Fred.

Mor vågnede med et pludseligt Sæt. Nora nikkede til hende, og Mor lå lidt og missede med trætte Øjne i sit kønne, gulblege Ansigt:

„Du har rigtignok været stille, Nora. - Hvor er de andre?”

„I Skole vel, jeg skulle kun blive til Klokken to i Dag.”

Mor havde fået rejst sig op og sad lidt, smågispende ved Anstrengelsen. Nora stjal sig til at læse videre i „Vajsenhusbarnet”, egentlig kunne hun omtrent Bogen udenad; men lige spændende var og blev den alligevel, for hver Gang hun på ny fik fat i den.

Så begyndte Mor at hoste. Det var altid temmelig uhyggeligt at høre på. Det hev og sled i Brystet, de blege Kinder blev mørkerøde, Hænderne knyttedes krampagtigt.

Det blev værre og værre. Nora så pludselig lidt urolig op fra Bogen. Det var utroligt, at Mor kunne holde det ud; bare hun dog ikke en Gang kvaltes i sådan et Anfald. Nu havde Nora rejst sig; hun stod angst og ubehjælpsom ved Siden af sin Mor, og uvilkårligt rakte hun Hænderne frem:

„Mor - å, men Mor dog - -”

Mor rakte en beroligende Hånd ud til hende og kæmpede videre; da det endelig var forbi, sank hun mat og bleg tilbage i Sofaen.

„Mor, jeg synes, det var værre, end det plejer - -.”

„Vist ikke nej, Barn - du ved - Efteråret - Fugtigheden - -.”

„Å, Mor,” brød det pludselig ud af Nora, „jeg kan ikke begribe, hvorfor du altid siger, at vi får det, som vi fortjener det. Hvorfor skal så Misse Larsens Mor være så rask altid; hun er da så arrig og galho'det - det siger Misse selv, når hun er blevet skældt ud.”

Mor kom til at le, og Hosten var der straks; da den var overstået, forsøgte hun at se vred ud:

„Det er ikke smukt af Misse at tale sådan om sin Mor. - Og vi ved da for Resten ikke en Smule om, hvorvidt hendes Mor er lykkelig, eller om hun er så „arrig”, som du siger. - Vi kan jo ikke se ind i hinandens Hjerter. Du kan tro mig, Nora, hver har sit at bære; mit er såmænd ikke det værste. Det er jo nok kedeligt med Hoste, men når man bare sidder ganske stille uden at anstrenge sig, har man det helt godt.”

„Ja men - -.”

„Det og så en Smule Pengesorger af og til, det er, hvad jeg har at slås med; men der kan da være meget, som er værre.”

„Hvad da?” spurgte Nora skeptisk.

„Rigtige Sorger.” Noras Mor så ud i den regnfulde Luft med tankefulde Øjne. „Hjertesorger, Nora, som ingen kan forstå, og som ingen måske aner, fordi den, der har dem, skjuler dem godt. Sådan nogle Småting som en Smule Sygdom og en Smule Pengekvaler, det skal man ta' med Tålmodighed. - Hvor er „de små”?”

„Jeg hørte dem sludre ude hos Maren, da jeg gik forbi.”

„Du kommer vist til at passe dem i Eftermiddag, de kan jo ikke komme ud i Regnen. Maren kan heller ikke ha' dem hele Dagen, og Inger skal læse.”

Nora surmulede: „Jeg skal også læse.”

„Skal du?” Mors Stemme var ikke fri for at være lidt spottende.

Uf, der var heller aldrig nogen, som ville hjælpe og støtte hende i de gode Forsætter; det var såmænd let nok at gøre Nar. „Så må jeg jo prøve at læse, mens de leger,” mente hun martyrisk, og Mor nikkede uanfægtet.

„Ja, gør du det.”

Nora var lige ved at knalde lidt med Døren, da hun gik. Måske havde hun også gjort det; men hun mindedes lidt angerfuldt, at Mor havde set usædvanlig dårlig ud. Så hentede hun de to små i Køkkenet og førte dem med sikker og ikke helt blid Hånd ind i Fars Værelse, hvor de skulle opholde sig, for at Mor kunne få Ro.

„Vil du lege med os, hva' Nora?”

„Du kan tro nej, min Ven.” Nora knaldede Skoletasken ned på Skrivebordet, så det sang i Træet. Hun halede Bøger frem og smed dem fra sig. Nu skulle hun netop læse. Mor skulle få at se, hvor meget hun havde at gøre, og hvor hårdt hun måtte hænge i med de små pludrende ved Siden af sig. Skemaet kom frem: Historie, Zoologi, Religion - å, der var såmænd nok at ta' i.

„Skal du læse i alle de Bøger, hva' Nora?”

Nora ville til at snerre lidt, men kom til at se ned i de store, uskyldige Øjne. Ole var forfærdelig snavset i Ansigtet, hans Bluse var revet i Stykker ved Kraven, og Næsen var en Smule fugtig.

„Puds din Næse, Dreng.” Hun slog irriteret op i Verdenshistorien, smed sig på Stolen og begyndte at læse med begge Fingre i Ørerne; men det varede ikke længe, før hun måtte skæve til Børnene. Ole havde resignert og artigt sat sig til at vise Billeder for den lille, som gramsede i Bogen med snavsede, ivrige små Fingre; de snøftede om Kap begge to, og Næserne løb på dem. Mon det ikke trak forfærdeligt ind under Døren, som de sad lige ved?

Nora rejste sig med et Sæt:

„Kom,” sagde hun, „vi går alle sammen ovenpå og bliver vasket; bagefter skal Søster Nora fortælle jer en Historie.”

Hun knugede den tykke lille Pige ind til sig og kyssede den buttede Kind på det reneste Sted. Drengen fik hun ved Hånden, og de forsvandt alle tre til de øvre Regioner.

Bøgerne lå uænsede på Skrivebordet, og der fik de Lov at blive liggende, til Far om Aftenen spredte sine „Akter” ud over dem og irriteret skubbede til Tasken, så den faldt på Gulvet.