WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Nora




(1928)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


2.


Tysk Stil hørte til de Ting, som ikke var til at komme udenom. Det var Bestyrerindens eget Fag; og man holdt nu engang ikke af at svigte, hvor hun stod ved Roret og kunne kontrollere Tingene på nært Hold.

Nora havde slået sig ned i Vindueskarmen på sit Kvistværelse. Engang havde hendes Yndlingsstilling været at dingle med Benene ud over Taget, ja, endogså at lade sig glide helt ned ad det, så Fødderne havde Tagrenden som eneste Støttepunkt. Nu var det et for længst tilbagelagt Stadium. Fars aldeles grænseløse Vrede, da han intetanende så opad en Dag og fandt sin Datter svævende mellem Himmel og Jord, havde sat et afgjort Punktum for den Historie.

Men Vindueskarmen og et vidtåbent Vindue var hende ikke forment.

Sensommersolen kom lun og gylden gennem Disen; den farvede de få tilbageblevne Blade på Kastanietræerne og fik Genbohusets røde Tag til at gløde; men fra Forhaven kom Dunster af halvrådne Planter og fugtig Jord - når man tittede ned, kunne man se de knækkede Georginer, der sænkede Hovederne frostbidt mod Jorden.

I Morges havde der virkelig været Rimfrost overalt; men Solen varmede vidunderligt, og Mille havde spurgt, om de skulle gå i Vandet endnu en Gang, for Badehusene skulle snart tages ind.

Stilen skulle dog først til Side. Mille var meget pligtopfyldende og havde rådet Nora til at benytte Tiden på samme Måde.

Blækhuset blev placeret i Vindueskarmen og Stilebogen i Skødet, det gik udmærket at skrive på den Måde.

„Bagerens Søn kørte selv Vognen hjem.” - Hvad i al Verden var det nu, en Bager hed? Mon det skulle stå i Gloserne? Nora bladede rask om og kom i Hastværket til at slå en stor Blækklat på Stilebogens ellers virkelig pyntelige Side. Hun blev så rasende og så ærgerlig, at hun sparkede den uskyldige Væg, så Kalken dryssede bag det løse Tapetpapir. Frøken Skov hadede Klatter og i øvrigt „Sjuskeri” under enhver Form; det var utænkeligt at byde hende dette, for skønt Nora skyndsomst sugede det meste af Blækket op med sit Klatpapir, blev der et væmmeligt Mærke tilbage. Radere? - Nej, det gik aldrig an, Frøken Skovs skarpe Blik ville straks opdage, hvad der var sket. Ja, så var der ikke andet at gøre end rive Bladet ud.

Ritsch ratsch! Det gik i en Fart, det var noget, som før var forsøgt med Held, og til al Lykke var der bare et Par Linjer at skrive om.

Men hvad var det? Nora havde ikke tænkt på, at en Side langt tilbage i Bogen fulgte med, og det oven i Købet en Side, der var skrevet halvt ned og var forsynet med en af Frøken Skovs egenhændigt nedskrevne Karakterer.

Nora var grædefærdig af Ærgrelse. Nu var hun jo nødt fil at skrive hele den gamle Stil om igen; der måtte omhyggeligt indsættes et nyt Blad, og det var slet ikke let at finde et, som kunne undværes i en anden Skrivebog.

Der var jo det irriterende, at Frøken Skov altid forlangte at gennemse enhver Stilebog, som var skrevet ud. Hun havde en forbløffende Hukommelse i den Retning. Bogen måtte altså være i Orden, når den skulle afleveres.

Det blev en langvarig Skriven Stil i Dag.

Og så den fortvivlede Karakter?

„Mg.” stod der med store, flotte Sving. Ja, det Mg. måtte altså efterskrives. Til alt Held var det blyantskrevet. Det var nu alligevel ikke så nemt at få det til at ligne, som det skulle; der blev visket ud hele tre Gange, før Nora fandt det brugbart. - - - -

Badet var dejligt; men det var koldt. De var alene på hele Badeanstalten, og der var noget underlig hjemløst over de lukkede Døre og det forrevne Sejldug, der hang i Laser fra Trærammerne; det var helt hyggeligt at krybe sammen i det lille Rum efter Badet.

Mille rev Gummihætten af og befølte kritisk sine tynde, røde Fletninger:

„Det Skidt!” Hun sparkede foragteligt til Hætten på Gulvet, „nu er jeg sjaskvåd i Hovedet igen. - Fik du så skrevet Stilen, Nora?”

„Ja,” sagde Nora og så til med et lille, fraværende Smil, mens Mille løste Fletningerne op og lod de våde Tjavser om at tørres, som de havde Lyst: „Hvorfor springer du også hele Tiden i på Hovedet?”

Hun ville til at fortælle udførligt om alle de Besværligheder, hun havde haft med Stilen; men pludselig kunne hun se et vældigt „Mg.” foran sig i Luften. Det stod der så stort og dominerende, og Papiret, det var skrevet på, var blankslidt under Bogstaverne af for megen Visken ud, Hun blev på een Gang så sær til Mode. Hvad var det for en underlig Angst, der kom over hende? Hun havde pludselig ikke den mindste Lyst til at uddybe Emnet videre.

Men Milles Tankegang var ikke springende:

„Du er nu ellers ikke videre stiv i Grammatikken. Hvordan klarede du denne her: „Manden gik til Købmanden for at købe Hønsefoder.” Der må Købmanden da være Dativ - ikke?”

„Jo, det må det vel. Jeg aner ikke, hvordan jeg skrev det for Resten.” Nora stirrede håbløst frem for sig, Remserne gik det altid godt nok med; når hun bare fik Stikordet, så kørte hun løs. Hun havde nu engang næsten utilgivelig let ved at lære, sagde Kammeraterne. Ja men bagefter, når hun skulle til at anvende Remserne, ja, så løb det hele sur.

„Puh! Jeg gider ikke tænke mere på den fjollede Stil.” Der var det „Mg.” igen i Luften. Så var hun lige ved at buse ud med det til Mille. Men Mille var nu en Stivstikker på mange Områder; hun ville naturligvis himle op om, at det var rædsomt, hvad hun havde gjort. Tænk, skrive Frøken Skovs hellige Bogstaver efter.

Mille halede Strømper på, et besværligt Arbejde, for Strømperne var tynde, og Fødderne fugtige. Udenfor kunne de høre en Motorbåds Huggen, den kom så blødt og dæmpet gennem den disede Luft, af og til slog en doven Dønning med et Skvulp mod Badehusets nederste Del; fra Færgen, som førte over til Naboøen, lød en manende Klokkelyd, som var Signal til de ventende Køretøjer, at de kunne komme om Bord.

„Du, Mille, jeg fryser alligevel lidt; jeg gider ikke gå i Vandet mere i År.” Nora stampede lidt i Gulvet, og Mille erklærede flegmatisk, at det ville de også få svært ved, for Badekonen, havde selv sagt, at i Morgen tidlig begyndte de at „pille ned”.

„Gi'r du Badepigen Drikkepenge for Resten, hvad, Nora? Mor sagde, at jeg skulle gi' halvtreds Øre.”

„Jeg har skam ingen Penge med.” Nora var lidt benovet. „Det har jeg slet ikke tænkt på.” Hun måtte i sit stille Sind indrømme, at det vist heller ikke havde nyttet hende meget at „tænke” på det, for Mor havde såmænd bare erklæret, at det behøvede hun slet ikke. „Kan du ikke osse lade være, det er så flovt, hvis du gi'r, og jeg ikke.”

„Vi kan jo stikke af ganske stille,” foreslog Mille ædelmodigt, „jeg kikker lige ud, om de er der.”

De stak forsigtigt Hovederne udenfor. Både Madam Fransen og hendes opløbne Hjælperske stod med Hovedet ud over Rækværket henne i den anden Ende af Broen. „Kom så, Nora.”

De to unge Damer forsvandt i al Stilhed. Først lidt henne på Vejen så Nora sig tilbage:

„Du, det var vist alligevel ikke helt pænt at gå uden at sige Farvel.”

Mille mente, at det havde Madam Fransen såmænd glemt til næste År, og før fik de hende jo ikke at se igen.

„Hvor tror du, hun er om Vinteren, vi ser hende jo aldrig i Byen?”

Det havde Mille ingen Anelse om, og det interesserede hende heller ikke i Øjeblikket; hun gik og raslede med de to Femogtyveører, som var „sparet”. skulle hun ganske stille gemme dem, eller skulle hun dele med Nora?

Kammeratskabsfølelsen sejrede: „Jeg gi'r ud, du, vi går til Konditor for Badepigens halvtreds Øre.”

„Er du gal?” spurgte Nora befippet, „det er jo ikke dine Penge. Hvis nu din Mor spørger, om du gav dem til Anna?”

„Mor bli'r bare vred, hvis jeg siger, at jeg ikke gjorde det,” forsikrede Mille, „men hun husker såmænd ikke mere på det. - Vil du ha' Lagkage eller Fromage?” - - - - -

Nora havde Kvalme af det alt for søde Flødeskum og ingen Appetit til Aftensbordet. Det var egentlig sært, at Mille havde turdet bruge de Penge selv, det var da næsten at stjæle fra sin Mor. Det var underligt med Mille; hun var så ækelt dydig med alt, hvad der havde med Skolen at gøre; men der var så mange andre Ting, som slet ikke rørte hende. Hun havde da så godt som sagt, at hvis hun blev spurgt om Pengene, så ville hun „stikke en Plade”. Lyve var væmmeligt, syntes Nora, hun havde ligefrem Medlidenhed med den, som var „nødt” til det. Selv havde hun aldrig kunnet komme ud af det. Ordene blev altid stikkende i Halsen, hun blev ildrød og stammede. Det var ufravigelig endt med en mere eller mindre grådkvalt Tilståelse af Sandheden: Som nu den Gang, da Far en Morgen havde set så underligt på hende, mens han delte Jordbær fra Haven ud til dem alle sammen: „Ja, Nora skal vist ikke ha' nogen; hun har vist forsynet sig før, da hun var dernede.” Og det var jo sandt nok, der havde været et Par alt for fristende Bær, som var forsvundet i Munden, før hun fik tænkt sig om. Men det kunne man da ikke lade sidde på sig, når de andre hørte på det.

„Nej, Far, det har jeg ikke.”

Så havde Far bare set så mildt på hende og sagt:

„Det er godt, min Pige, så skal du rigtignok også have din Part.”

Å, hvor det havde været nogle forfærdelige Minutter, før hun fik taget sig sammen til den tunge Gang ind i Fars Stue. Men så havde det heller ikke været svært mere, for Far havde forstået hende lige med det samme. Han havde taget hende ind til sig og sagt, at hun var hans egen gode Pige, og at hun bare altid skulle huske at sige Sandheden, for det var grimt at lyve.

Nora så på sin Far, der sad så duknakket og træt over sin Mad. Håret var allerede begyndt at blive gråt. Øjnene var røde og trætte bag Brilleglassene.

„Jeg har sådan en kedelig Sag for,” sagde han over Bordet til Mor. „Det er en ung Fyr hos Henningsens, som har skrevet Falsk.”

Det gav et forfærdeligt Sæt i Nora, og hun kunne mærke, at det krøb af Rædsel i hende. Mor spurgte:

Hvordan skrevet Falsk?” Og Nora lyttede bleg af Spænding.

„Han har skrevet Henningsens Navn efter på en Veksel. Drengen er kun atten År, Faderen var oppe hos os for at tale med Hammer om, hvad han skulle tilbyde Henningsen for at dysse Sagen ned. Jeg havde så ondt af den Mand. - Sådan noget er svært for Forældre.”

Nora anede ikke, hvordan hun kom fra Bordet. Hun hørte Far spørge, om der var noget i Vejen med hende, hun var så bleg; men hun skyndte sig at le og forsikre, at der ikke var noget.

Hun for op ad Trappen til sit Værelse og rev med rystende Hænder Stilebogen op af Tasken.

Jo, der stod det godt nok, det ulyksalige „Mg.”. Hun syntes, det ligefrem lyste imod hende, - alt for tydeligt kunne man se, at der var visket ud under det, og selve Bogstaverne lignede vist slet ikke Frøken Skovs det mindste. Å, hvad skulle hun dog gøre? Naturligvis blev det opdaget. Var det mon lige så slemt at skrive en Karakter efter som et Navn? Mon Far og Mor ville blive forfærdelig vrede på hende? Nej, de ville såmænd ikke blive vrede, - men fortvivlede ville de blive over deres vanartede Barn.

Å, gid - gid hun dog aldrig havde revet det ulyksalige Blad ud, det havde dog været meget lettere at tage imod en Skylle for Blækklatten. - Men det kunne ikke nytte noget at spekulere på det nu, for selv om hun ville sætte et nyt Blad ind, så ville Frøken Skov straks se, at Karakteren manglede ved den gamle Stil. Mon det ikke også var en Slags Bedrageri at rive Blade ud af sin Stilebog? Hun kunne da huske, at Far havde talt om en, der havde revet Blade ud af en Protokol, og det var han vist blevet straffet for.

Hun stønnede fortvivlet og blev siddende ved Bordet med Ansigtet gemt i Hænderne og Albuerne på Bordpladen.

Inger? - Skulle hun betro sig til hende? - Nej, det nyttede ikke det mindste, hun ville bare fare lige i Mor med Historien. Inger havde det så væmmeligt med at sladre; hun sagde nok, at hun gjorde det altid i „bedste Mening”, for at Mor kunne hjælpe, hvis der var noget; men man mistede alligevel Lysten til at betro sig til en stor Søster, som straks gik til Mor.

Og det var ganske umuligt at fortælle Far eller Mor det, Far havde set så medfølende ud, da han talte om den anden stakkels Far. - Å, hvad skulle hun dog gøre?

Hans! - Ja, hvad nyttede det. Hans var nu en Knop; men han var jo et År yngre end hun. Han ville nok have Medlidenhed med hende; men hvis han nu så på hende med forfærdede Øjne, så blev det hele meget, meget værre - og hvad kunne han også hjælpe hende?

Nej, der var ikke andet at gøre end prøve på at holde ud og tie bomstille. - Hvor længe kunne det vare, før Bogen var skrevet ud, så Frøken Skov fik den til Gennemsyn? Hun bladede febrilsk. Hvis bare hun skrev med rigtig stor Skrift næste Gang, kunne hun nå at få Stilen til at fylde, så Bogen kunne afleveres. Det var både lettende og forfærdende at være så nær ved Dommen.

Der var jo også altid det Håb, at Frøken Skov slet ikke lagde Mærke til, at Karakteren var efterskrevet.

Det var Anna Sørensens Fødselsdag Torsdag otte Dage; til den Tid måtte det være i Orden, ellers kunne hun jo slet ikke glæde sig over Turen.

Anna Sørensen var Klassens „Dummerhovede”, men hun var skikkelig, og hendes Far havde en stor Gård. Hele Klassen plejede at blive bedt med, og hendes store Broder havde Selskab samme Dag. Ditlev Arntzen skulle også med. - Nej, den Dag ville hun være glad. - - -

Hans kom buldrende op ad Trappen og rev Døren op uden videre Ceremonier:

„Søren er her,” sagde han henrykt, „og jeg tror nok, han har „Dr. Nikola” med.”

„Jeg gider ikke komme derind i Aften,” mumlede Nora.

„Sludder, dit Fæ, hvorfor sidder du her og muler? Hvad er der los,med dig? - Er det Skov, som har lavet Ballade?”

„Å, hold Bøtte, der er ikke noget i Vejen. Nej, men Maren er somme Tider så gnaven, hun kan ikke li', når Søren er der, at vi så kommer ind.”

„Å, hun kan da ikke sidde og sludre med ham hele Aftenen, selv om han er hendes Broder. Det er da også Synd for Søren; han synes, det er sjov, når vi kommer; hun er jo dobbelt så gammel som han, og når han nu kommer så tit - -.”

„Hvorfor gør han da det? Han kan jo blive i sin Stald. - Jeg vil bare sige dig, at du lader ikke „Dr. Nikola” ligge og flyde i Stuerne. Sidst, da du havde lånt den, kom Fru Elmkvist på Visit, og hun sad og snusede hele Tiden. Jeg hørte ganske tydeligt, at hun sagde noget om „Staldlugt”. Mor blev så fornærmet.”

De kom begge to til at le ved Tanken om den gamle, spidsnæsede Frue, og ude på Trappen hørte de Sørens muntre Fynsk; han og Maren „sang” om Kap i deres Hjemlands herlige Sprog.

„Næ-æ, Manden han gider j'utte sel' køre Bæsterne ved Nattens Ti'er - -.”

„Det er jo da osse dig, som er Kal'en, lille Søren - -."

„Sikke smørblid hun er i Røsten, når det gælder „den lille”,” mumlede Nora, „sådan snakker hun ikke til os - men hun har jo også „vugget” ham og givet ham „tørt på” engang. Så du, hvor rød han blev, da hun fortalte det forleden Aften?”

Søren havde fået Øje på dem henne i Gangen og råbte gemytligt: „God Aften.” Da de kom nærmere, fik Hans en trofast Næve, Som klemte til, så han måtte ømme sig; for Nora havde Søren derimod allerede en vis Respekt, hun var jo med sine tolv År snart en hel Dame, og hans store, blårøde Hånd tog løst og slattent om hendes uden at vove at klemme til.

I Pigekammeret var der broderet Puf, Kommode med fint Tæppe, Porcelænsfigurer og Fotografier i strålende Rammer. Jernsengen i Krogen var dækket af et hæklet Tæppe, som Maren selv havde forarbejdet. Der lå et stort Kludetæppe under Bordet, og man måtte være forsigtig med sine Fødder, når man sad herinde, for Tæppet havde Maren også selv flikket sammen i sine få ledige Stunder.

Søren vandt sin „store Søsters” højeste Bifald ved straks at tage Støvlerne af. Han sad ubehjælpsomt på en lille Stol og strittede med de grå, uldne Strømpesokker. Ansigtet var ungt og rart med temmelig voldsom Ansigtsfarve; det var ikke til at begribe, at han var Broder til den lille, visne Maren.

Hans var straks faldet over „Dr. Nikola”; han bladede ivrigt i de fedtede røde Hefter, som virkelig allerede begyndte at udsende en herlig Duft af Stald. Nora rykkede sin Stol lidt bort og holdt Hænderne for Næsen.

Søren var da heller ikke en Smule sjov i Aften. Han og Maren snakkede op om „dem derhjemme”. Søren havde været i Skovballe i Går, han havde lånt Vognmandens Køretøj. De gamle faldt jo svært a' på den nu, og Petrine var et farligt Rivejern; hun kørte med dem, så det var både Synd og Skam, - den Tøs!

Nora stirrede træt ind i den søvnige Petroleumslampe under Silkepapirsskærmen. Maren strikkede, så det raslede, med grove Stålstrikkepinde på en lang, grå Sok; en Gang imellem stak hun en af Pindene ind i Håret og kradsede sig betænksomt, mens hun lyttede til Nyhederne der hjemmefra.

Nora følte sig så forfærdelig søvnig - og tung om Hjertet. Det var underligt, at Mennesker altid snakkede om bedrøvelige Ting - eller om slemme Ting; det var, ligesom de bedst kunne lide at høre ondt om andre - eller om sørgelige Ting, der hændte andre. Mor havde engang sagt, at det nok var, fordi det ligesom blev lettere at bære sine egne Besværligheder, når man vidste, at andre også havde det svært; men Nora syntes nu, at det var meget bedre, om man kunne høre om morsomme og rare Ting, som hændte andre; for så var der ligesom Håb om, at sådan noget kunne man også selv opleve.

„De siger, at Per Madsens Søn har lavet noget galt hos Henningsen - han er nok jaget af Plads i Utide,” berettede Søren i hemmelighedsfuld Tone - „de siger, det er noget med Falsk - -.”

„Jøsses!” mumlede Maren forfærdet, „sådan et net ungt Menneske alligevel - -. Men Stine Madsen trængte nu til en Dukkert, sådan som hun stak Næsen i Sky for den Dreng - - - -.”

„Jeg går i Seng,” Nora gav Hånd til Søren, der kejtet tog den og straks lod den dumpe fra sig. - „Hva' er der med hende?” forhørte han sig forbløffet: hos de andre, „hun så mig så sær ud i Ansigtet.”

- - - -

Men Nora trak Dynen godt op om sig, hun foldede sine Hænder:

„Å, lille Vorherre, du må hjælpe mig; jeg er så forfærdelig ked af det - og jeg vidste jo ikke, hvor galt det var.”

I den anden Seng sov Inger allerede fast og tungt, og Månen sendte gennem forrevne Efterårsskyer en spæd Stråle ind i Kammeret.



Kapitel 3 >