Nora

---

Ellen Briksö (1928)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

3.

Nora læste Lektier.

Hun læste Lektier for fuldt Alvor, med Fingrene i Ørerne og småmumlende for sig selv. Nora kunne sine Lektier hver eneste Dag til Punkt og Prikke; hun var blevet en Kilde til stadig Forundring, både for Lærerinder og Kammerater.

Hun havde haft en strålende Karakterbog med hjem sidste Lørdag.

Far havde, som sædvanlig, skrevet den under uden større Opmærksomhed, og der havde været lidt Ærgrelse i Nora i den Anledning:

„Synes du ikke, den er pæn, Far?”

„Jo, det er den sandelig, min Pige, det er rart, at du er flittig.” - -

Mor havde været usædvanlig dårlig både Lørdag og Søndag, hun havde slet ikke set Bogen. - -

Men Nora var heller ikke flittig for at få Ros. - -

Hun havde engang læst et Eventyr om en lille Pige, som havde fået en Ring med den mærkelige Egenskab, at den stak hende i Fingeren, når hun var i Færd med at gøre noget galt.

Akkurat sådan var det nu, syntes hun. Hver Gang hun var ved at sløje af med en Lektie eller ved at gøre noget andet, som hun godt vidste var galt, straks føltes Stikket - ikke i Fingeren ganske vist - snarere som var det inde i Hjertet.

Og med det samme stod et „Mg.” med Ildskrift for hendes indre Øje.

Hvis hun nu bare kunne blive ved at være god, - mon så Vorherre ikke ville hjælpe hende over den forfærdelige Historie?

„Man skal ikke lade være at gøre det onde af Frygt for Straffen,” havde Frøken Bjerring sagt i Religionstimen.

Og det var naturligvis rigtigt - men Frøken Bjerring havde også sagt, at Gud somme Tider gav Menneskene en stor Angst eller Sorg for at lære dem at være gode. - -

Nora tegnede Kort over Afrika med allerstørste Omhu og Nøjagtighed. Egentlig var det et morsomt Arbejde, man måtte passe forfærdeligt på at få alle Bugter og Indskæringer med. Afrika var nu dejligt lige i Kanten. - Så, uf, hvor ærgerligt; - der knækkede hendes gode Blyant. Hun rodede irriteret efter en Kniv, men kunne naturligvis ikke finde nogen, - der var ikke andet at gøre end at forsøge et Lån af en eller anden Køkkenkniv hos Maren.

Maren vendte en bred og ugæstfri Ryg imod hende. Maren vaskede op, så det sang i Porcelænet på en uheldvarslende Måde.

„Du kat'te få mine Brødknive til at spidse Blyanter med, at du ved det. Pil hellere a' med dig, du står bare og forstyrrer mig. Her svømmer man i Opvask Klokken otte om Aftenen, og i Vaskeballen har man stået det meste af Dagen - men ikke en ka' finde på at komme og tilbyde sig med Hjælp - nej -.”

Nora var allerede på Vej mod Døren med en reddet Kniv i Hånden. Hun skævede uvis tilbage til Stabelen af Gryder og Tallerkener - nu stak det igen derinde. Maren var gnaven og væmmelig, det var hun ganske vist; og man havde allermest Lyst til at knalde med Døren og mumle et eller andet uartigt til hende. Ja, men det var jo naturligvis også Synd, at hun skulle slide så meget i det, hun var vist heller ikke så stærk - -.

Nora snappede et Viskestykke og gav sig til at polere Tallerkener uden et Ord.

Det gav ligefrem et lille Spjæt i Maren, og hun skævede forbløffet til Siden:

„Ta' hellere Glasstykket - det er mere tørt.” - Stemmen var stadig sur og mut, men det var ikke sådan at slå om lige med det samme. „Og ta' dig i Vare med Grødfadet, at du ikke klatter det i Gullet.”

Nora var heller ikke så dydig, at hun kunne overvinde sig til Venlighed oven i Købet. Hun tørrede løs uden et Ord, Maren skævede igen. Det var svært, så Tøsen havde skæmmet sig i den sidste Tid. Stod hun ikke der og var helt bleg i Ansigtet:

„Du går vel ikke og har Blegsot?” sagde hun, Tonen var stadig lidt hård, og Nora svarede lidt uvilligt:

„Næ-æ, hvorfor det?”

„Du ku' godt se ud til det. Så ska' du bare gnave Gulerødder, det hjælper - du ka' godt få en, jeg har nogen til Suppen i Morgen.”

„Jeg kan ikke fordrage Gulerødder.”

„En ska' aldrig spørre, om man kan fordrage Medicin, det ska' man bare ta' til sig med lukkede Øjne - -.”

„Ja, Tak, sådan noget som en Pille eller en Slurk Mikstur, det kan man sagtens ta' med lukkede Øjne; men hvordan vil du ha', at jeg skal gnave en hel Gulerod i mig på den Måde?”

„Jeg fik et Kræmmerhus Brystsukker hos Peddersen i Tilgift - du ka' godt få et Par Stykker.”

Nora takkede formildet og tørrede energisk løs på Sølvtøjet for at få det skinnende blankt. Maren skævede igen og erklærede anerkendende:

„Hænderne sidder ikke så tosset på Skaftet a' dig; du ku' godt bli'e til noget, hvis a' du altså ville selv - -.”

Inger rev Døren op med et Ryk:

„Nå, her er du endelig. Jeg har ledt hele Huset igennem efter dig. Du skal i Folkebiblioteket og låne Bøger til Mor.”

„Jeg er ikke færdig med at læse.”

„Å pyt! Din Læsning - -. Du skal skynde dig; Mor sagde det.”

Maren så iltert op fra sit Arbejde:

„Nå da, du er vel ikke selv for god til at rende? Du ka' jo se, at Nora har Hænderne fulde.”

„Er du gal? Jeg har Matematik til i Morgen. Du aner såmænd ikke, hvad det er at læse til Realeksamen. - Kom nu, Nora!”

„Ja, jeg kan ikke være to Steder på een Gang, det ved jeg da,” Nora var grædefærdig af Harme, og Maren tog sindigt Viskestykket ud af hendes Hånd:

„Gå nu bare. Din Mor hun vil jo gerne ha' noget at læse i, når hun sådan ligger og ikke ka' sove om Natten. - Du ska' nok få Brystsukkerne siden - - -.”

Nora halede i Kåben med det samme og gik ind for at få sine Ordrer med Hensyn til Bøgerne.

„Jeg har skrevet op, hvad jeg helst vil have; men hvis de Bøger ikke er hjemme, får du nok Fru Hansen til at finde nogle andre.”

Mor sad midt for det runde Bord med en Bog stillet op foran sig og et Strikketøj i Hånden. Ole byggede Klodser ved Siden af hende, og Hans havde travlt med en indviklet Maskine, som han lavede af Garnruller og et gammelt Urværk.

Lunt var der i Stuen, og Lampen lyste hyggeligt over dem alle.

„Tag en Kåbe på, min Pige; det er koldt i Aften.”

„Ja, Mor, det har jeg jo allerede gjort.”

Mor så missende op på hende og lo:

„Det har du jo også. Nå, farvel så længe.”

Det var egentlig rigtig dejligt at komme ud i den friske, fugtige Aftenluft. Stjernerne gjorde altid Nora så underlig let om Hjertet, og i Aften var de der i uendelige, vildt ufattelige Mængder. Å, hvad betød sådan en lille Pige som hun, sådan en Prik, sådan en bitte, bitte Myre? Hendes „Forbrydelse” syntes pludselig så ringe og så ligegyldig, hun sugede en hel Masse Luft ind og følte sig gladere, end hun længe havde gjort. Hun smældede med Havelågen og satte i Løb hen ad Alleen.

Først kom der Huse som hendes Forældres - Huse i to Etager og med Kvist på; men så var der en Række bitte små Huse, så lave, at man omtrent kunne nå op til Tagskægget. Foran hvert Hus var to Trappestene, og der var et ganske lille Stykke imellem dem. Nora sprang fra den ene til den anden, det var morsommere end at følge Gaden, og hun kom hurtigere frem. Derinde boede Marskandiserens; det var altid uhyre spændende, om man kunne slippe forbi, uden at den umådelig tykke Kone kom frem i den lille Dør og brugte Mund. Manden var man ikke så bange for; han var lille og skægget med et grønt Skindforklæde over Maven.

Frøken Vinge plejede at sidde bag de filerede Gardiner og sende lynende Blikke over blanke Lorgnetglas, hvis man tog hendes Trapper i Spring. Frøken Vinge havde to Trapper, to små Lejligheder ved Siden af hinanden, skinnende blanke Ruder, Gardiner så hvide som Sne. - -

Der stod Respekt om Frøken Vinge, der hørte Mod til at bruge hendes Trappesten, - men hvad - nu var det jo mørkt. Nora tog Trinnene i et elegant Spring.

Kun få Butikker havde Lys endnu, matte og flakkende Smålys, som gjorde de Mennesker, der travlt ryddede op bag Ruderne, til uvirkelige Tågeskikkelser. Byen selv syntes uvirkelig og fremmed i Mørket, Husene ragede store og skyggeagtige op imod Nathimlen. Skridt gav Genlyd, så man kunne blive bange for Lyden. Nora fløj på lette Tåspidser ad Fliserækken.

Hun bøjede ned i det mørke Stræde og fandt ind i Præstegårdshaven. Døren stodr åben på „Udlånsdage”, men en sprukken Klokke kimede i en dirrende Fjeder oppe under Loftet - uanmeldt kom man alligevel ikke ind i den store Udlånsstue.

„Hvad vil du ha', Nora?” Det var Agnes, der hjalp til i Aften.

„Vil du ha' noget til dig selv?” Agnes missede med nærsynede Øjne - to Petroleumslamper under Loftet sendte flakkende Lys over hendes Ansigt, der altid var blegt - og gammelt - gammelt i sit Udtryk. „Du skulle ta' Dickens eller Bjørnson - du kan også få „Ivanho”.”

Å, det var så skrækkelig fristende! De stod der i Hundredvis - Bøgerne, i brune Skindrygge med en hvid Lap bagpå. Nora kunne have kastet sig ned i en Bunke af dem, bladet og bladet, læst, nej slugt - Side efter Side - hvis det altså var hende, der var Agnes. Agnes måtte være det lykkeligste Menneske på Jorden! - Tænk, at kunne vælge og vælge hver eneste Dag! -

„Det er til Mor,” sagde hun kort og rakte Sedlen frem.

Der lugtede tungt og surt i Stuen af alle de gamle Bøger, af Lampeos og mange Mennesker. Man kunne kun skimte Fru Hansens rare, blege Ansigt bag alle Konernes Sjaler; hun skrev og skrev - kikkede på Bognumre og rakte frem efter Tur. Lyset faldt på det blanke, kulsorte Hår, hvori man tydeligt kunne se nogle ganske få, som var snehvide. Hun nikkede mildt:

„Er det dig, lille Nora? - Har din Mor det nogenlunde nu i Efterårsfugtigheden?” - Det var så flovt, når alle Konerne drejede Hovedet og skulle se, hvem det var, Præstefruen snakkede så kendt med - lidt beæret følte man sig også naturligvis:

„Tak, nej, det er ikke helt godt for Tiden.”

„Strindberg?” Fru Hansen så på Bogen. „Kan din Mor lide ham? - Nå, hils hjemme, lille Ven.”

Agnes havde travlt, hun havde kun Tid til et kort Farvelnik, - så var det overstået. Nora satte i Løb mod Hjemmet.

Det var lidt mørkere nu - i Butikkerne var de sidste Lys forsvundet, Gadelygterne sendte matte Pletter frem gennem en ganske tåget Luft, og Stjernerne var borte.

Der var Trappestenene - så var man snart hjemme. Nora sprang - „som en Gemse” tænkte hun selv og lo. - I Skomagerens Sten var en lille Fordybning, den var fuld af Vand, og i Vandet spejlede en Lygte sig.

Så over Frøken Vinges Sten - der er et lille Skrabejern på den ene Side, som man skal tage sig i Agt for. - Så! Skoen hang fast - nogen skreg - Bøgerne fløj langt ud på Gaden - Nora forstod, at hun faldt, og at hun faldt hårdt. Men i det samme vidste hun ikke mere, hun bare sank og sank, flød lidt på noget sort Vand, følte sig døsig og lykkelig - sov - sov - sov -.

Og vågnede op i en Stue stopfuld af Mennesker. - -

Hun lå på en Sofa og tog sig til Hovedet for alt det ubehageligt våde, som trillede ned ad Kinderne hele Tiden, hele Hånden blev fuld af Blod, et Vandfad var under hendes ene Kind nu, og en eller anden blev ved at vride en Svamp. Rislende og isnende følte hun Vand mod sin smertende pande, og det var væmmeligt med alle de mange, tykke Mennesker, der flød sammen for hendes trætte Øjne og ustandseligt snakkede i Munden på hverandre:

„Jeg hørte, hun skreg.” - „Peter rendte efter Doktoren.” - „Altid så ska' de Unger rende og flyve over Stenene.” - „Det er Bays derhenne - den næstældste - jå, Moderen, hun er jo alle Tider syg - de har hende, Maren, den skævryggede, - og sikkedan hun har fået lavet Frøken Vinges Stue til med alt det Blod - -.”

Frøken Vinges Stue! - Var det her, hun var kommen ind? Ih, hvor måtte den gamle Frøken være vred! - Bare man kunne skynde sig at rende fra det hele; men alle de Mennesker var som en tæt Mur. - Å, det gjorde ondt i Hovedet, og her var koldt, så Tænderne begyndte at klapre. Det var væmmeligt alt sammen, bare Mor dog var her! - De snakkede om Doktor, så hun måtte nok være kommet slemt af Sted - og mon der var nogen, som havde samlet Bøgerne op? Tanken om de fremmede Bøger, som måske flød om på den våde Gade og blev sparket til eller trådt på, var så forfærdelig, at Nora rejste sig halvt op.

Det var Frøken Vinge selv, der holdt Vandfadet og badede Såret; hun satte helt forskrækket Fadet fra sig på Gulvet og fik Nora ned igen:

„Lig stille, hører du, Doktoren kommer lige med det samme.”

Og så var alle de fremmede Koner omkring hende; der var både Marskandiserens, og hun fyldte den halve Stue; der var Skomagerens, og der var Strygekonen fra den lille Smøge. Hun havde hvidt Forklæde på - men Marskandiserens Kone lugtede fælt af gammelt Tøj og Ost og Spegesild, så Nora var lige ved at kaste op og måtte lægge sig ned i en Fart.

„Du skal sys sammen,” sagde en, og det var Petrine, Skomagerens ældste. Hun sagde det i en henrykt Tone, som om det var en stor Fornøjelse; men det var mere, end Nora kunne bære. - Nu græd hun.

Ja, Frøken Vinge var vred, det var tydeligt nok. Hun brugte Mund, så det kunne forslå noget:

„Så, De må se at komme ud nu - alle sammen - jeg kan ikke ha' alle de Mennesker herinde, kan De vel forstå. De griser mig Gulvet til - og dårligt nok kan man trække Vejret. - Så, nu må De gå - Doktoren kan jo ikke røre sig, når han kommer, og jeg vil ikke ha' sådan en Snakken, - jeg er så ør i mit Hoved, så jeg gerne kunne blive tosset - -.”

Døren knaldede i derude, men Frøken Vinge brummede endnu; det var noget om „farlig Redelighed” og „tossede Madammer”. Nora var bange for, at Turen nu skulle komme til hende.

„Jeg kunne ikke gøre ved det.” Hun vidste ikke selv, at hun græd endnu, og Tænderne blev ved at hakke mod hverandre, „De må ikke være vred over Blodet, jeg kan vist godt vaske det af, når jeg bare kunne få det til at holde op - det render hele Tiden.”

„Ja, vel render det, min Pige - det er det gale ved det. Den Doktor kunne gerne ta' og skynde sig, før det er rendt af dig alt sammen. Hør, hold nu op med det Tuderi, det er du alt for gammel til - ikke, Nora?”

Tænk, at Frøken Vinge kendte hendes Navn - og nu satte hun sig hos hende igen. Ansigtet var helt mildt, og hun glattede Noras Hår så venligt:

„Se, sådan noget er det, der sker, når man er en rædsom Vildkat, som skal springe over Stentrapper i Stedet for at gå pænt på Fortovet. Du er jo tolv År - er du ikke?”

Nora mumlede flov, at det var hun, og at hun var ked af, at hun havde brugt Frøken Vinges Trappetrin sådan, men så lo den gamle Dame igen:

„Når du engang bliver gammel som jeg, mon du så ikke kan huske, hvordan du var, da du var en springsk Unge? - Se, jeg kan huske, skal jeg sige dig. Jeg holdt også af at springe, når jeg skulle gå. Jeg boede i en Præstegård på Landet, vi havde langt til Købmand i de Tider. Der var en dejlig Grøft, jeg sprang fra den ene Side til den anden, skønt Vejen blev dobbelt så lang. - Ja, sådan har jeg siddet og tænkt, når I kom flyvende her forbi. - Og I har vel tænkt: „Derinde sidder en gammel, sur Pige, som er arrig” - - har I ikke?”

Og sådan var det netop, de havde tænkt - de havde også sagt det til hverandre - måske havde de sagt det så højt, at Frøken Vinge havde hørt det; det var skrækkelig flovt.

Men sikke rar, hun dog var, og sikken Blodet havde dryppet på Tæppet og på Sofaen. - Stuen var skinnende ren ellers, og der var smukke gamle Mahognimøbler, som man måtte kunne spejle sig i; der var gamle Malerier på Væggene og et stribet Tæppe, som dækkede hele Gulvet. - Hvor den Stue dog var stor! Der var også Vinduer til den anden Side. Frøken Vinge havde nok fået slået Væggen ned mellem to Stuer for at få Plads. Men hun havde nok også haft Plads i Præstegården den Gang, så hun kunne vel ikke finde sig i små Rum.

„Synes du ikke, jeg bor pænt, Nora? - Ja, jeg ved godt, hvad du hedder. Man har jo ikke så meget at ta' sig til, når man er gammel og ensom - så har jeg siddet her og set på jer, når I gik forbi - og jeg har hørt, når I kaldte på hverandre. - Du har jo også en lille Broder og en Søster foruden Inger og Hans - -.”

Det skulle Nora huske at fortælle dem derhjemme, at Frøken Vinge kendte dem alle sammen - og hvor var det skrækkelig flovt at tænke på, hvad de havde tænkt om hende - og sagt -.

Der var Doktoren, og det var ikke deres egen rare Doktor Jacobsen, - han her var Distriktslægen, han var lille og tyk med et bistert Ansigt, og han tog ikke blidt på Nora:

„Sådan et stort Pigebarn - render her og falder som en anden Unge, der ikke kan gå ene. - Hæ - vær du glad, den Sten ikke ramte en Centimeter til den anden Side, så havde de kunnet lave til Begravelse derhjemme. - Hvem hører du til? - Nå, Fuldmægtig Bays, ja, der er jo nok af Unger. - Kan De holde hende, Frøken? - Nå, Tøs, skrål nu ikke, det gør ikke mere ondt end et Loppestik.”

Ondt gjorde det nu alligevel; men Frøken Vinge holdt så godt og varmt om hendes Hånd, og hun smilte, når den gnavne Doktor brummede allerværst; han skulle da heller ikke få den Fornøjelse, at hun tudede. - Det hele var for Resten forbi i en Fart, og så lagde han noget på, der lugtede væmmeligt. Bindet om Hovedet blev vist viklet i tyve Omgange; man skulle ikke tro, han nogen Sinde blev færdig. Bagefter sad Halsen som i en Skruestik, man kunne ikke engang vende Ansigtet for at se efter Doktoren, da han gik ud ad Døren.

Men høre ham kunne man:

„Nå, Regningen kan jeg jo sende, hun her har vel ikke fire Kroner på sig.” Fire Kroner! - Det gav et Sæt i Nora. Å, kostede det så meget. Og Far, som netop havde sagt til Mor i Dag, at han var „læns” for Penge; hun måtte sørge for, at der ikke blev Ekstraudgifter i denne Måned.

Det var skrækkeligt, og hun vendte et fortvivlet Ansigt mod Frøken Vinge, der kom ind.

„Koster det virkelig så mange Penge?”

„Nå, hørte du ham? Ja, han er sød! Nå, fire Kroner er vel ikke for meget, og du hørte jo, at din Far slap for en Begravelse, som er meget dyrere - -.”

„Men Far har jo ingen Penge.” Nora vidste ikke, hvordan hun fandt på at sige det til Frøken Vinge; men det var næsten, som om hun havde kendt hende i mange År. Hun var som en rar Bedstemoder. - Og så lige på een Gang kom det alt sammen så forfærdeligt over hende; det var, som faldt der noget tungt og knugende, som var ved at kvæle hende. Der var først og fremmest Stilen, som var afleveret i Dag til Frøken Skov. Hun sad måske lige i dette Øjeblik og så på det skæbnesvangre „Mg.”, og der var Selskabet på Torsdag, som hun jo nu ikke kunne komme med til - og der var Fars forknytte Ansigt, da han havde snakket til Mor om Pengene. - Å, det var alt for meget på een Gang. Og nu gjorde det så ondt, så ondt i Hovedet, og igen kom hun til at fryse og græde og hakke Tænder, så hele Stuen flød i en Tåge, og alt var så væmmeligt, at det næsten ikke var til at udholde.

Men så pludselig havde hun begge Frøken Vinges Arme omkring sig, og en mild, gammel Stemme talte lige ind i hendes Øre:

„Ved du hvad, Nora, somme Tider hjælper det så godt, når man er ked af noget, at man så fortæller det hele til en anden. Og jeg er jo sådan en gammel sær en, som ikke har et levende Væsen, der holder af mig; mig kan du roligt sige det til, for jeg har ingen at sladre med, skal jeg fortælle dig, og så bliver det hos mig alene.”

Å, så tit som Nora dog havde Ønsket i den sidste Tid, at der var en, hun kunne fortælle det alt sammen til. Og nu var der virkelig en - en, der var gammel, og som måske kunne forstå det hele - måske sige hende, at det slet ikke var så slemt, som hun havde troet.

Hun lå med sit trætte, indbundne Hoved så rart og trygt på en blød Pude, og hun fortalte det alt sammen med tæt tillukkede Øjne. Frøken Vinge holdt hende i Hånden, og hun trykkede opmuntrende til, når der kom et særlig vanskeligt Punkt, som var svært at få frem.

Men bagefter tav den gamle Frøken så stille at Noras Hjerte begyndte at dunke vildt i Skræk. Al den gamle Angst kom igen. Det var altså slemt alligevel! Så slemt måske, at Frøken Vinge ikke kunne få sig til at sige et eneste Ord til hende.

Men Frøken Vinge talte pludselig:

„Nora,” sagde hun, „det er ikke så slemt, som du tror; men jeg kan så godt lide dig for, at du har troet, det var slemt. - For man må hellere have en lidt for øm Samvittighed end det modsatte. - Se, hvis nu du havde skrevet din Frøkens „Mg.” om til et „Ug.” - eller hvis du havde lavet en dårlig Karakter i din Ugebog om til en god, så havde det været „Falsk”. Men du tænkte jo slet ikke på nogen Fordel, da du lavede det - vel?”

„Nej!” sagde Nora, og hendes „Nej” var som et Glædesskrig, hun svævede pludselig i de højeste Skyer af Lettelse og Lykke. Hendes Hovedpine var borte, hendes Tænder kunne være rolige, og hun lo, så Frøken Vinge måtte le med.

„Så Skidt med det hele, lille Nora, og hvis hun, din Frøken, siger noget om den Historie, så forklarer du hende bare det hele og tager dine Skænd med god Samvittighed; for du har jo egentlig ikke gjort noget.”

„Nej!” sang Nora igen, og nu måtte hun pludselig omfavne Frøken Vinge i sin store Lyksalighed, men der skulle komme mere rart endnu:

„Og så Pengene! En Fars Penge har mange Steder Vej; men disse hersens fire Kroner - se dem skal jeg betale. Ja, jeg har da allerede betalt dem for den Sags Skyld. Ser du, dette her Skrabejern på Trappen, det har jeg såmænd mangen god Gang tænkt på at flytte; for det er jo en grim Fælde for raske Fødder. Nu skal det væk i Morgen den Dag. - Du kan sige til din Far, at egentlig var det min Skyld, når du faldt, så er det bare rimeligt, at jeg afholder Udgifterne. Du hørte jo selv, at det kunne være blevet værre endnu. Jeg kan være glad, at jeg slap så nådigt - og der kommer din Familie efter dig, så er det Besøg forbi!” - -

Det var Maren, der troppede op, lille, skæv og genert. Hans var med, men holdt sig udenfor, til også han blev halet ind.

„Jøsses!” sagde Maren befippet og stirrede fra det indbundne Hoved på Sofaen til Blodpletterne i Stuen, og det var Pletterne, hun var mest forfærdet over:

„Som du da osse går og klatter, dit store Pigebarn, - og Frøkenen må da rigtignok undskylde, som hun har sølet - men hun har alle Dage været en farlig en til at rode sig ind i alt muligt - -.”

Det var nu da også rent forargeligt, som den Tøs lå der og grinede; hun havde da heller ikke Respekt for nogen i Verden. Sådan en fin gammel Dame, - kissemissede hun ikke nok så frækt med hende?

Men rar var den Frøken Vinge. Hans så kærligt til en fin Kagekasse, som kom frem; nu skingrede en Fløjtekedel fra Køkkenet, og nu skulle de alle sammen have Te, forsikrede den storartede gamle Dame.

„For Nora skal da ha' Kræfter til Turen, og vi andre kan trænge til noget varmt oven på alle Sindsbevægelserne. Vil Maren ikke være så rar at lægge Dug på og stille Kopperne om.”

Om Maren ville? Maren var beæret, hun var rystet. - De Kager, de var bagt i det reneste Smør, og Kopperne var så tynde, så man næppe turde røre ved dem.

„Og Maren ved da nok, at Blodpletter de går af med varmt Vand, når man bare tar dem i Tide. - Hans, samler du på Frimærker, for jeg tror skam, jeg har en hel Konvolutfuld af gode Mærker. - Nora må vist hellere komme hen til mig i Morgen og blive forbundet, for jeg har engang lært Sygepleje, det kan komme til Nytte nu. - Og Maren kan godt få Opskriften til Kransene - -.”

„Hun er en gammel Svend!” brød Hans begejstret ud, så snart Døren havde lukket sig efter dem; der blev en Forfærdelse over det uærbødige Udtryk, men i Hovedsagen var de enige.

Nora dinglede lidt på Benene, og de to andre måtte tage et Tag i hende, lidt svimmel var hun også. Trappen hjemme var slet ikke let at komme op ad, og Mor, som hostende havde taget Opstilling på den øverste Afsats, gled så underligt ud for hendes trætte Øjne. Det var også svært at skulle forklare „Ulykkestilfældet” tilfredsstillende, for alt det lå ligesom nu allerede så langt tilbage i Tiden. Bøgerne var jo da i Behold, og Mor kunne få sin Strindberg til Natten. Nora prøvede på at le lidt; men så fik hun Vand i Øjnene og kunne ikke rigtigt finde sig i, at Inger snakkede op om hendes høje Alder, som virkelig skulle forhindre hende i sådan nogle Narrestreger som at hoppe over Trapper.

Mor sukkede: „Du kunne ha' slået dig ihjel, Barn,” og Nora erklærede kort, at det havde Distrikslægen også sagt, der havde bare manglet en Centimeter. - -

„Skrækkeligt!” sagde Mor og var rystet; men lidt efter sagde hun det samme om Pengene til Lægen, som Far jo nu måtte ud med.

„Frøken Vinge har betalt dem,” Nora sagde det kort, og nu havde hun igen våde Øjne; men Mor sagde, at det kunne der ikke være Tale om, og at det såmænd var galt nok, at Nora havde gjort den gamle Frøken al den Ulejlighed.

Så begyndte både Maren og Hans at snakke i Munden på hinanden om den mageløse gamle Dame. Nora syntes pludselig, at nu lå hun igen på Frøken Vinges Sofa, hun lå så blødt med sit syge, trætte Hoved, og en rar gammel Stemme blev ved at sige:

„Egentlig har du jo slet ikke gjort noget rigtig galt, lille Nora.” Det var så dejligt at høre de Ord, og det var dejligt at blive klappet på Kinden. Nora var så træt, så træt; hendes Hoved gled med et lille Bums imod Bordpladen, og der kom et Gisp - - -.

„Gå nu i Seng,” sagde Mors Stemme, og hun ville lystre; men hun kunne ikke få Hovedet op igen. Så hørte hun pludselig Inger sige så underlig forskrækket: „Hun er vist besvimet.” De tog om hende alle sammen på een Gang, Hans klemte hende ganske forfærdeligt i sin hellige Iver; hun blev løftet op og anbragt på Sofaen. Inger råbte op om Vand i Ansigtet, og Nora kunne høre Hans fare af Sted mod Køkkenet. Så fandt hun det rådeligst at komme til Live igen, og så ville hun i Seng. Det blev en besværlig March op ad Trapperne, for de ville alle sammen støtte hende.

Maren og Inger fik Tøjet af hende, det var løjerligt at lade dem tumle med sig; men egentlig havde hun vist slet ikke kunnet selv. Det var vidunderlig godt at strække sig i Sengen og hvile Hovedet mod den kolde Pude.

„Mor siger, at du skal ha' et Pulver,” kom Hans styrtende, og så måtte man jo stables op igen. Pulveret var modbydeligt; det satte sig fast i Halsen, så hun kom til at hoste og nær havde kastet det hele op igen. - Lyset skar i Øjnene. Såret gjorde ondt, og Bindet strammede. - Bare de dog snart ville tie stille alle sammen og lade hende få Fred. - -

Endelig - endelig - å, hvor det var godt med Mørket og Stilheden. Hvor det var godt, at Frøken Vinge havde sagt: „Du har jo egentlig slet ikke gjort noget galt, lille Nora.” - Hun foldede sine Hænder under Dynen, nu ville hun sige Vorherre Tak, - - men så sank hun dybt, dybt og gled ind i Søvnen med det samme. - -