Nora

---

Ellen Briksö (1928)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

4.

„Du store Kineser! - Nora, hvordan er det dog, du ser ud? - Næ-æ, kom, så skal I se Nora!”

Klassen omringede den forbundne Pige og stirrede hende vildt forfærdet ind i Ansigtet. Det var selvfølgelig interessant at vække sådan Opmærksomhed; men det var underligt, at det ikke alene var Medynk, der var at spore i Ansigterne, der var virkelig også en Slags Lattermildhed. - Nora, som hjemme bare havde kikket flygtigt i det revnede Spejl og fået Indtryk af en interessant, såret Kriger med et blegt, lidende Ansigt, blev oprørt over en Hjerteløshed, som kunne give sig Udslag i Latter.

Morgenen var gået derhjemme, som den plejede at gå. Hun var vågnet med en dundrende Hovedpine; men det faldt hende ikke ind af den Grund at kræve Medlidenhed af Familiens fortravlede Medlemmer. Der var heller ingen, som havde set nøjere på hende. Mor sov som sædvanlig, og for en Gangs Skyld gjorde Far det samme, mens de andre fløj rundt som forvildede Får for hver især at samle sine Sager og styrte af Sted.

Hun havde ventet at vække Opmærksomhed og stor Deltagelse, men ikke ventet at blive til Grin.

„Det er vel ikke noget at le ad,” erklærede hun rasende. „I skulle bare prøve at blive båret besvimet ind til fremmede Mennesker, blive syet sammen og alt muligt forfærdeligt, mens Blodet render - - og Doktoren sagde, at jeg havde nær slået mig ihjel - -.”

„Ja men, kære, du ser så ustyrlig grinagtig ud,” brød Misse løs, og nu rungede Latteren ubehersket i Klassen.

„Har du da ikke set dig i Spejlet? - Er der en, der har et Spejl?”

Nora fik et lillebitte Lommespejl stukket i Hånden og blev halet hen til Vinduet. Hun kunne bare se en lille Smule ad Gangen i den lille Spejlflade, og Næsen var det første, som kom under Behandling. Den var gul og grøn, den havde en Bredde under Panden, som virkede rent afskrækkende. Ansigtet var opsvulmet på den latterligste Måde, og de mærkeligste Farvetoner lyste frem under det hvide Bind. - Nora havde nær tabt Spejlet af Rædsel over sig selv.

Hun var lige ved at tude, og Klassen faldt over hende med medynksfulde Udbrud. Nu, da hun selv havde indset, at hun var latterlig, kunne man tillade sig at vise Deltagelse.

„Kære, hvordan gik det dog til, fortæl det hele, hører du!”

Men nu havde Nora ikke den mindste Interesse for Begivenheden, al hendes Jammer var, om hun skulle gå rundt og se sådan ud i længere Tid. Hvad mente de andre? - Å, var det ikke skrækkeligt? - -

Der var ingen, som rigtigt kunne sige Besked om det Emne; men flere erklærede som deres uforgribelige Mening, at de Kulører kunne holde længe, og at man jo kunne gå i Ugevis med blå og gule Mærker på Arme og Ben. Det var muntre Udsigter. - -

Så begyndte Timen. Det var Frøken Skov selv i Dag. Nora forsøgte at samle sine Tanker. Havde hun nået i Går at komme igennem hele den tyske Lektie? Jo, det havde hun da vist heldigvis, hun hørte febrilsk sig selv i Remsen: Aus, bei, binnen, entgegen, gegenüber - - -. Så kom hun til at se op imod Katederet, hvor Frøken Skov netop lagde et Par Stilebøger fra sig.

Det var hendes den ene, ikke Tvivl om den Ting. Det var den ulyksalige Bog, som alle hendes Tanker og hele hendes Rædsel havde kredset om i de sidste Uger. Hun blev brændende hed af Angst, og Hjertet tog til at dunke ganske voldsomt. Hun prøvede på at trøste sig selv. Frøken Vinge havde jo sagt, at hun havde intet ondt gjort. Ja, men måske Frøken Skov var af en ganske anden Mening. - Nu rømmede hun sig, - ildevarslende, syntes stakkels Nora, som uvilkårligt dukkede sig bag Misses Ryg. - -

„Ketty Poulsen, her er din Stilebog. - Din Skrift er rædsom, og Stavefejl - - ja, det er jo håbløst. - Og her er Karens, den er ret tilfredsstillende i øvrigt - kun synes jeg, du har en mærkelig Maner med at lave Kruseduller på de store Bogstaver. - Værs'god - - Ja, og så er der endelig Noras!”

Der kom en Kunstpause, og Frøken Skov rømmede sig på ny. Denne Gang var der ikke Tvivl om, at det var på en ildevarslende Måde. Nora knugede Hænderne sammen:

„Å, lille Vorherre! - Å, Frøken Vinge - -! - Var det alligevel ganske forfærdeligt; hvad hun havde gjort? Var det alligevel „Falsk”? Skulle hun jages ud af Skolen med Spot og Spe - måske havne på en Opdragelsesanstalt! - - Nora var svimmel, hun kunne næppe rejse sig.

Jeg har desværre opdaget - -,” Nora kom langsomt op imod Katederet, og Frøken Skov sendte et forvildet Øjekast imod hendes skamferede, forbundne Ansigt: „Hvad? - - Hvordan i al Verden er det, du ser ud, Pigebarn? - Hvor har du hentet det Ansigt?”

Så kom hun rigtigt til at se den brede, gulgrønne Næse og de opsvulmede Kinder, som næppe lod Øjnene fri. Den strenge Dame måtte kæmpe med Latteren, og hun stred tappert:

„Hvor er du kommet sådan af Sted?”

„Jeg faldt,” mumlede Nora ynkeligt, og rundt om i Klassen hørtes svage Fnis. Frøken Skov strøg Hånden hen over Ansigtet.

„Du ser noget medtaget ud, må jeg sige.” Så tvang hun med Magt sine strengt dresserede Lattermuskler i Ro og sendte Klassen et lynende Blik.

„Nå, jeg ville bare sige, at jeg desværre har opdaget en Trafik, som jeg i høj Grad må dadle: Dit Stilehæfte er utilladelig tyndt, du må have fjernet Blade fra det. - Du må kunne indse, at sådan noget ikke kan tillades. - Dine Stile er i øvrigt temmelig dårlige, men i den sidste Tid synes jeg at spore nogen Fremgang. - Værs'god!”

Nora stirrede dumt på Stilebogen som hun havde fået i Hånden. - Var det det hele? - Var det forbi nu med al den Angst og Elendighed, som havde pint hende i de sidste Uger? - Kunne hun nu gå hjem og putte den afskyelige grønne Bog i Kakkelovnen og aldrig, aldrig mere behøve at skænke den en Tanke? - Det var ikke til at forstå en eneste Smule af det hele lige i Øjeblikket. - Sikke underligt Klassen kørte i Ring, det var ligesom at være i en Karrusel. Katederet gled og gled foran hende, hun opfattede dunkelt den gule Maling, en Blækklat på den ene Side og de nederste af Frøken Skovs mange Kjoleknapper. Så hørte hun Frøken Skovs Stemme, den lignede ikke sig selv, den var blid og næsten lidt bange i Klangen:

„Hør, Nora, du står da ikke der og besvimer for mig? - Hent et Glas Vand en af jer og få hende på Plads.”

Der var to af Kammeraterne, som ledte hende hen på Bænken, og en af dem ville tage Stilebogen ud af Hånden på hende; men hun holdt krampagtigt fast, der var ikke Tale om at slippe den dyrebare Bog, før man med det samme kunne få puttet den ind i en flammende Ild og se den forsvinde for sine Øjne - Nu holdt de et Glas til hendes Mund, og skønt hun ikke havde den mindste Trang til Vand i Øjeblikket, sank hun for Skams Skyld et Par Mundfulde. Det var lunkent og smagte aldeles væmmeligt. -

„Når du har det lidt bedre, må du hellere se at komme hjem, Nora, og du kan godt blive et Par Dage borte, - Du kan jo læse på Lektierne hjemme - ikke sandt? Emilie, du kan følge hende hjem.” -

Mille lod sig det ikke sige to Gange. Det var en hel Benefice at Slippe væk fra hele Tysktimen. Hun halede henrykt af med Nora, og en anden velvillig Sjæl gjorde sig et Ærinde ud med hendes Skoletaske og andre Sager.

„Sikken en heldig Kantøffel, du er, Nora. Skidt med en gul og grøn Næse, hvis man kunne hole et Par Fridage. Du er godt gal, hvis du ikke trækker den ud så længe som muligt. - Hov, det er sandt, Anna Sørensen har fået Fåresyge, jeg mødte hendes Broder, han sagde, at Selskabet var udsat. - Far vel, du, god Bedring.”

Selskabet udsat - selskabet udsat! - Og det var forbi med at gå og ryste for det forfærdelige „Mg.” - Nora var pludselig lige ved at hvine af Glæde. Der gik Mille og så snusfornuftig og pligtskyldig-deltagende ud. Hun skulle bare vide, hvor rasende lykkelig Nora var, trods Næse og alt. - Men det var alligevel væmmeligt, som Folk stirrede på hende i det skarpe Formiddagslys; hun dukkede Hovedet og halede Mille igennem Kirkegårdsporten, for at de kunne skyde Genvej.

„Du har jo slet ikke endnu fortalt mig, hvordan det gik til. Hvor faldt du egentlig?”

Nora gav en omhyggelig og malende Beskrivelse af Faldet, og Mille lyttede med åben Mund. Det var spændende, at hun var blevet båret besvimet ind, „og sikken et Held, at det ikke var til Marskandiserens, du kom”. Frøken Vinges herlige Egenskaber hørte hun bare på med et halvt Øre: „Nå ja, man skælder da ikke en ud, som ligger og forbløder,” afgjorde hun kort, „jeg tror nu alligevel, hun er et gammelt Gnav. - Hør du, jeg stikker lige en Tur hjem, du kan da sagtens klare dig nu. Sine bager i Dag, så kan jeg lige hugge et Par Kager.”

Nora havde ikke det mindste imod at blive ene lidt. Der var så fredeligt på Kirkegården, og alt det meget eviggrønt gjorde, at den så ganske sommerlig ud. Koldt var det heller ikke i Dag; hun lod sig glide ned på en Bænk og sad ganske stille med Hovedet lænet mod Bænkens Rygstød. Foran hende var en Grav med tre hvide Marmorplader på Rad: Vor elskede lille Helga, vor elskede lille Dora, vor elskede lille Ingeborg - - og der var bare nogle få Dage imellem Dødsfaldene. - Hvor var det dog forfærdeligt for de Forældre, som havde mistet tre Småpiger lige på een Gang! - Det måtte også være underligt at dø så tidligt, den ældste var lige tolv År. - Det var dog så dejligt at leve, så spændende og interessant. - Tænk, alt det, der kunne hænde på kort Tid. - I Går Formiddags havde hun da selv været så forfærdelig fortvivlet og tænkt, da hun gik igennem Kirkegården fra Skole, at det måtte være dejlig fredeligt for dem, som var nået så vidt, at de lå her. - Uha! - Nej, ikke for meget godt ville hun da være: „Vor elskede lille Helga”. Hun rejste sig hastigt fra Bænken og satte i Løb mod Udgangen.

„Frøken Vinge,” tænkte hun; da hun smuttede ud af Jernlågen og så de blanke Ruder lyse derovre i det lille Hus. - Mon det var for tidligt at besøge den gamle Frøken? Det var så dejligt, hvis man kunne betro noget af al sin Glæde til en, der kunne forstå den, - og hjemme var der jo ingen - -.

Mor! - Tankerne strejfede et Øjeblik det fristende i at fortælle Mor om det hele, nu, da det var vel overstået. - Men Mor ville vel bare le og hoste og misse med Øjnene. - Måske havde hun slet ikke Tid at høre på den lange Fortælling, - ja, egentlig var hun vel slet ikke stået op endnu, Klokken var jo ikke engang ti. Der var vist rædsom uhyggeligt hjemme nu, da Maren havde alle Vinduerne oppe og vaskede Gulv i Stuerne.

Nora tog et usikkert Skridt over imod Frøken Vinges Hus, og så blev pludselig Vinduet derovre åbnet på Klem, mens en Hånd ivrigt vinkede ad hende. Nora satte i Spring med det samme.

Der var så yndigt i Frøken Vinges Stue, der var ganske rent allerede og lunt - der duftede af Blomster; og henne i Vindueskarmen stod flere Urtepotter med et Væld af Farver. Der var dækket til een på et lille Bord med en skinnende hvid Serviet over, og en Varmehætte stod og gemte på Kaffekanden.

„Som du ser ud, dit lille Skind!” Frøken Vinge var fuld af Medynk, da hun betragtede Ansigtets mange mærkelige Kulører. „Hvad siger du? Blev du sendt hjem fra Skole? Nå, det kalder jeg en fornuftig Frøken! - Din Stilebog? - Og hun havde slet ikke opdaget noget? Nå da, Nora, det kalder jeg en Glædesdag. - Og Selskabet er udsat? - Nej, nu bliver det jo længer jo bedre! Det skal vi rigtignok drikke Kaffe på.”

Friske Rundstykker med rigtigt Smør, tyk Fløde og hugget Sukker. I Morges havde Nora ikke haft Appetit, hun havde ladet sin Mad stå; men det kom til gode nu. - Uh, hvor det Smagte alt sammen, og det var mærkeligt, så meget der var; man skulle ligefrem tro, Frøken Vinge havde ventet hendes Besøg. -

Der var forfærdelig meget at snakke om. Frøken Vinge skulle have Besked på alt muligt. - Hvad Mor havde sagt i Aftes? - Hvordan Natten havde været? - Hvordan det hele var gået i Skolen i Morges. - Munden gik på Nora som Kæp i et Hjul.

De tog ud af Bordet, og Nora ville hjælpe at vaske op; men Frøken Vinge skyllede bare Tingene af og satte dem til Side:

„Jeg har en Kone, som gør den Slags Ting for mig; men det meste gør jeg selv, jeg er en Sippernippe, det er de fleste gamle Jomfruer, og der er ingen, som kan gøre mig tilpas.”

Nej, tænkte Nora, det var såmænd ikke så underligt. Aldrig havde hun set så skinnende et Køkken. Gulvet var lysegult og blankt, Bordene hvide som Sne, og hver eneste Gryde skinnede af Pudsning, så man kunne spejle sig i den.

„Lad mig engang se den Stilebog, Nora; du går og trykker den ind til dig, som om den var en Skat.”

Nora blev rød og trak Bogen frem; hun havde i Virkeligheden ikke sluppet den et Minut, og mens hun bar Tingene ud fra Bordet, havde hun klemt den fast under sin ene Arm.

Frøken Vinge bladrede om, til hun fandt det berømte „Mg.”; det var ikke synderlig vanskeligt at finde, da Papiret næsten var slidt igennem, hvor det stod.

„Det er, fordi jeg har lavet det om så mange Gange,” sukkede Nora, „jeg syntes aldrig, det lignede det gamle godt nok. Der var et andet „Mg.” i Bogen, som jeg tegnede efter. Jeg prøvede også at kalkere det, men det kunne ses - -.”

Frøken Vinge mente med et lille Smil, at det egentlig nærmest var et Vidunder, at Frøken Skov ikke havde opdaget „Falskneriet”, og Nora nikkede ivrigt:

„Jeg tror nu også, at hun ville have sagt noget om det; men så blev hun forskrækket over min Næse - å, hun stirrede sådan på mig, så jeg var lige ved at besvime af Skræk, - hun troede også, at jeg besvimede, så glemte hun det andet. - Å, hvor det egentlig er underligt- -.”

„Ja,” sagde Frøken Vinge, „der hænder jo somme Tider noget som får en til at tænke lidt mere over Tingene, end man plejer. - Her sad jeg nu i Aftes, så inderligt alene i min lille Stue. Jeg var træt - jeg har i den sidste Tid været lidt sløj i det hele taget, og i Aftes havde jeg da rent tabt Modet over min Ensomhed. - Så var det, at de kom med dig - -. Jeg fik noget at tænke på, jeg glemte at klynke over mig selv, og det er den bedste Kur for dårligt Humør - -.”

„Ja, og jeg da,” brød Nora ivrigt ind, „jeg var også så ked af det; jeg gik og tænkte, at der var ingen, jeg kunne tale rigtigt med - - ja, og hvis jeg ikke havde set så forfærdelig ud i Hovedet, havde Frøken Skov såmænd ikke ladet mig slippe i Dag - -.”

„Ja, der ser man bedst, hvor Ordsproget er sandt: Intet er så galt - o.s.v. - Hør, nu skal vi ha' fat på Såret, du; Doktoren sagde, at Forbindingen skulle skiftes hver Dag.”

Det var et alenlangt Bind at vikle op. Nora måtte ligge på Knæ foran den spinkle, lille Frøken, der dårligt tålte at stå længe ad Gangen. Forbindingen hang fast i Såret, det gjorde rasende ondt; men Nora bed Tænderne hårdt sammen og fandt sig i at blive skyllet og skyllet med lunkent Vand.

„Du er en tapper Pige, og Såret ser helt godt ud; men en slem Skramme fik du alligevel, din Vildkat! - Du skal se, om otte Dage er din lille Næse helt pæn igen; så kan du såmænd godt ta' til Selskab med et interessant hvidt Bind om Hovedet.” Frøken Vinge smurte Salve på en linned Klud og lagde den forsigtigt på: „Det Selskab betyder nok noget for dig - gør det ikke? - Kan du så godt lide det Pigebarn - hvad er det, hun hedder? Nå, Anna Sørensen.”

„Å, Anna er nu et Fjols, men der er Sjov ude på „Skovgård”, ja, og så har Broderen jo også fremmede den Dag -.”

Frøken Vinge var begyndt at lægge det lange, hvide Bind om Hovedet igen. „Er han så pæn da, den Broder?”

„Nå-å, pæn - - han har rødt Hår og Fregner - -.”

„Ja, i den Alder er der som Regel ikke noget ved Drenge; det er nogle lange, grimme Lømler.”

„Ikke alle sammen!” Nora rykkede Hovedet lidt tilbage, og Frøken Vinge måtte lægge de sidste Omgange af Bindet bedre til Rette.

„Nå, ikke alle sammen?” spurgte hun ligegyldigt.

„Både Børge - og Ditlev Arntzen er pæne. Ditlev er nu pænest - høj og mørk, og hans Øjne de er ganske grå -.”

„Er det Driftsbestyrerens Søn?”

„Ja, - han er også sådan en rar Dreng. Og så er han så fornuftig - de andre, det er sådan nogen Pjankeho'der alle sammen. - De skal bare mase og slås og vise sig for Pigerne. Ditlev han gider ikke, han ler bare ad de andre, når de tumler rundt - -.”

Frøken Vinge fæstede små Sikkerhedsnåle i Bindet: „Ja, jeg kan nok forstå, han må være meget tiltrækkende, - så, nu sidder det Bind godt; nu må du se at holde det på Plads til i Morgen. - Skal vi så brænde den Stilebog?”

Hvor Frøken Vinge var mærkelig! Tænk, at hun kunne forstå alting, det var, ligesom om hun følte på sig selv, hvordan man tænkte. „Ja, Tak,” sagde Nora ivrigt, „må jeg putte den i Kakkelovnen nu?”

Ilden var meget kraftig, og Bogen futtede op i samme Nu. Bladeng krøllede opad i Kanterne og forsvandt, et Øjeblik kunne man se Bogstaverne tydeligt mod den glødende Bund - så var der intet tilbage andet end Aske - en Aske så let og fin, at den blev liggende urørt midt i det flammende Bål.

Ganske selvforglemmende blev Nora stående ved den åbne Kakkelovnsdør og stirrede ind i Ilden; det var, som så hun Billeder derinde, og det var Frøken Vinge, der lempeligt lukkede Lågen til og trak hende bort:

„Hvad så du derinde?” sagde hun med et lille Smil. „Så du lange og sørgelige Dage, som du mente kunne være undgået? - Det skal du nu bare ikke tro, lille Nora; for der er ikke en eneste Smule af det, vi lever, som ikke skal være, sådan tror jeg i det mindste. - Og du kan være vis på, at netop de tunge og angstfyldte Timer, dem har vi godt af at kæmpe os igennem; der bliver noget tilbage, som giver os Livsværdier. - Nå, jeg snakker gammelt og glemmer dine tolv År; du skal ikke bryde dig om mine Prækener, lille Nora. Jeg vil ikke for alt i Verden præke dig væk fra mig, forstår du da vel.”

„Det gør De da ikke, Frøken Vinge,” Nora var genert og en lille Smule utilpas; men der var noget i det, Frøken Vinge havde sagt, som hun kunne lide at få Forklaring på.

„Det står der altid så meget om i Bøgerne,” sagde hun lidt utålmodigt. „Men jeg kan ikke forstå det, at man skal ha' det så besværligt altså her på Jorden. - Hvorfor mon man skal det? Hvis Vorherre er så forfærdelig god, og hvis han kan gøre alt, hvad han vil, så måtte han da let kunne gøre alle Mennesker gode, så de alle sammen fortjente at få det godt. Og jeg er vis på, at hvis vi alle sammen havde det godt, så var det også let at være god. Tror De ikke?”

Frøken Vinge havde taget sit Strikketøj og sat sig ved Vinduet, Nora, som var dumpet ned i en gammel Armstol, kunne bare se lidt af hendes Profil mod Ruden, og hun kunne se et ganske lille Smil om hendes Mund.

„Det er ikke så lidt, du forlanger af mig, Nora, at jeg skal forklare dig Meningen med Tilværelsen sådan på stående Fod. Jeg tør ligefrem ikke begynde på det, for jeg kommer bare til at bruge den Slags Ord, som står i Bøgerne, og så ved jeg godt, at I unge trækker på Skuldrene og tænker, at sådan snakker vi bare, fordi vi er gamle og kedelige. Men der kommer jo alligevel den Dag i jeres Liv, da I forstår, at som det var, sådan var det rigtigt, og at I ellers ikke havde nået det Mål, I skulle. - - Nå, men nu vil vi ikke være dybsindige, lille Nora; fortæl mig hellere lidt fra Skolen. Det er så mange, mange År, siden jeg selv var Skolepige; men du må da vide, at endnu kan jeg drømme om Natten, at jeg sidder foran den strenge Lærerinde og skal høres i en Lektie, som jeg ikke kan et Muk af, - ja, og så vågner jeg badet i Angstens Sved og er ganske lettet over, at det bare var en Drøm.”

Nora måtte le; der var virkelig noget komisk i den sirlige lille Frøken, der rystede for sin Lærerinde; men der var også noget, som gjorde hende til Kammerat med det samme, og Nora havde ikke noget imod at sludre løs om alle Viderværdighederne derhenne, om Uretfærdigheder fra „Frøknernes” Side, om Spilopper og Besværligheder, å der var såmænd Stof nok, og morsomt var det at fortælle, når Tilhøreren var så interesseret og så taknemmelig, fordi alle Historierne var ny og friske for hende.

Det var jo rigtignok noget andet end Mor, der bare hørte til med et halvt Øre og med det ene Øje stadig var optaget af sit Arbejde - eller Maren, som brummede noget om „næsvise Tøse”, - selv Hans var ikke så morsom at fortælle noget til; for han ville hele Tiden afbryde, når han selv havde noget at berette. Og Inger - ja, Inger hun levede nu i en anden Verden, skønt hun bare var de stakkels tre År ældre, - og sådan havde det egentlig altid været mellem de to Søstre, der var forskellige af Sind som Ild og Vand.

Nora var i sit Es i den fine, gammeldags Stue, hvor Solstriber faldt ind over Gulvtæppet, hvor Kedelen snurrede i Kakkelovnen, og hvor en Skål med Nødder og Nøddeknækker ganske stille var blevet skubbet inden for hendes Rækkevidde. Hun gumlede og knækkede, sludrede og lo, til en Fabriksfløjte hvinende og skingrende fik hende til at fare op.

„Tolv! - Næ-æ, men hvordan er Klokken dog blevet tolv? - jeg må vist skynde mig hjem, for hvis Inger har været hjemme i Elleve-Frikvarteret, har hun nok ikke kunnet begribe, hvor jeg er blevet af. De har nok fortalt derhenne, at jeg blev sendt hjem.”

„Ja, stik endelig af, min Pige, men kom igen i Morgen; så skal jeg give Såret en ny Behandling - ikke noget at takke for, Nora; du har såmænd givet mig en munter Formiddag, kan du tro; og det er jeg ikke forvænt med - -.”

Inger havde ikke været hjemme, og Mor tog med sædvanlig Sindsro mod den hjemvendte Invalid. Hun fandt det „forfærdelig rart”, at Frøken Vinge virkelig ville passe Såret. „Men begriber du, at hun vil tilbyde det, Nora? Hun må da være en snurrig gammel Størrelse.”

Nora stod og så på sin Mor. Hun sad på sin sædvanlige Vinduesplads med en Bog (det var den, Nora havde hentet i Aftes) slået op foran sig og et Strikketøj i Hånden. Mor var gulbleg i Ansigtet, og under Øjnene var mørke Skygger. - Nora kunne ikke lide Benævnelsen „snurrig gammel Størrelse”; men hun kunne ikke få sig selv til at indvende noget, for Mor lo, da hun sagde det, og kom så til at hoste lige med det samme.

Der var ikke ordentligt i Stuen, hvor de små åbenbart lige havde leget, og Solen, som også her faldt ind ad Vinduet, åbenbarede lidt Støv på Bordbenene og slidte Pletter på Stolebetrækkene. -

Nora sukkede dybt, hun vidste knapt selv hvorfor; og der var noget træt og opgivet over hende, da hun lod sig glide ned på en Stol og trak et illustreret Ugeblad til sig fra en uordentlig Bunke på Bordet. Hun fordybede sig i en spændende Fortælling og glemte Omgivelserne.