Nora

---

Ellen Briksö (1928)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

7.

„Ja, jeg synes altså, at du er pæn,” sagde Mor med stor Bestemthed. Hun havde skubbet Hængelampen med de indlagte elektriske Pærer højere til Vejrs, og det skarpe, hvide Lys faldt over Nora, som stod ganske genert under Beskuelsen.

Det var lettende naturligvis at høre Mor sige så bestemt, at hun var pæn, især fordi der virkelig havde været en svag Tvivl hos hende selv om det Spørgsmål. Det var lidt kedeligt, at Kjolen bare var af Moll, men Maren havde stivet den så pænt og ganske lidt, kun i Husblas.

Det var igen Frøken Vinge - underligt, som Maren rettede sig efter den gamle Frøken. Der var Maren nu dumpet ind hos dem forleden Aften, mens Nora og Frøken Vinge sad og rynkede Garneringer til at pynte Kjolen med, og så havde Frøken Vinge trakteret Maren med Te, og hun havde sagt, ganske som om det var en Selvfølge:

„Ja, Maren ved naturligvis, at sådan en tynd Kjole bare skal stives i Husblas, ellers strutter den som en hel Ballon.”

Silkestrømperne var en stor Trøst, og Lakskoene så såmænd helt manerlige ud, skønt Inger, som havde været ualmindelig sur, ikke ville rykke ud med sine, og Noras egne jo var lidt medtaget.

Håret faldt så pænt og naturligt i en Bølge ned over Panden, og Krøllerne i Fletningernes Spidser var ualmindeligt vellykkede.

„Lad os så komme af Sted,” sagde Hans irriteret, han rev og sled i sine hvide Handsker, der endnu lugtede svagt af Benzin, og Håret lå vandkæmmet ind til Hovedet, mens Kinderne brændte som Ild.

Nora var for Resten også væmmeligt hed i Hovedet og iskold om Fødderne; det var Balfeber, sagde Mor, hun trak Lampen på Plads og tog fat på Strikketøjet.

„Du må gå ind og lade Far se dig,” mente hun, og Nora kom ind i en Tåge af Tobaksrøg, der sved i Øjnene og fik hende til at hoste. Fars Øjne var lidt trætte bag Brilleglassene, da han løftede dem fra sine Dynger af Papirer.

„Sikken en fin lille Dame! Nå, glæder du dig rigtigt, Norapige? - Ja, ja, det er godt, at man kan gi' sine Børn en morsommere Barndom, end man selv har haft. God Fornøjelse, Stump!”

I den mørke Dagligstue, hvor Nora et Øjeblik trykkede de kolde Hænder mod Kindernes Ild, for Fars Ord underligt til Hjertet:

„En morsommere Barndom!” Ja, Far havde nok ikke haft mange Fornøjelser i det lille Hjem, hvor de var ti Børn. Det var dejligt naturligvis, at hun skulle med til det Bal; men når man nu vidste, hvordan Far knugedes af Pengesorgerne, så kunne man alligevel ikke more sig helt og være helt glad. Det var jo i det hele taget ikke så tit, at man kunne føle sig lykkelig, altid var der så meget, som trykkede og gjorde ondt og fik Tingene til at se mørke ud.

Hvis Ditlev nu slet ikke dansede med hende, så ville hun da heller ikke more sig i Aften.

Og hvis nogen skulle komme med Bemærkninger om Kjolen eller skæve lidt til de slidte Sko - - -.

„Nora, vi kommer for sent, skynd dig dog nu - jeg har sagt Farvel til Far.”

„Er Klokken forfærdelig mange - jeg lovede Frøken Vinge at se lige indenfor.”

„Hun er vist ikke helt rask, den gamle,” Maren pirrede sig betænksomt i Nakkeknuden med en af Strikkepindene - „de sagde det hos Bagerens - -.”

„Det er ingenting,” skyndte Nora sig at sige; men lige i det samme så hun pludselig et Glimt af Frøken Vinges Ansigt, da hun grå i Huden og ligesom så underlig svedt havde rejst sig fra Stolen og nikket, da Nora i Dag efter Skoletid var faret forbi Vinduet og bare havde nået at svinge med Skoletasken til Goddag.

Og da hun så lidt efter rev Gangdøren derhenne op og ville brase ind med en kort Banken, som hun var vant til, så var det Fru Nielsen, der hurtigt og tyssende kom imod hende.

„Hun er krøbet til Køjs, og Doktoren var her før; det er en grim Hoste, og der er nok Feber. Nej, du kan ikke komme ind, Doktoren sagde så bestemt, at der skulle Ro til.”

Hun skubbede Nora baglæns mod Døren, og Nora lod sig skubbe uden Modstand, hun var så underlig forvirret; og Fru Nielsen, der var tyk og stor, havde Kræfter for to. Hans hev hende utålmodigt i Armen:

„Vi kommer også bare for sent, skynd dig nu.” Hans tænkte på Minna. Svend Larsen havde sagt, at han skulle nok være på Pletten og engagere hende til første Dans. - Nå ja, Hans måtte vel tage Nora, men det var jo ikke udelukket, at Nora kunne få en Kavaler, og hvis nu Svend alligevel kom for sent - -.

Men Nora var tung i Hovedet nu og tung om Hjertet, mens de for af Sted ad den øde Gade, hvor Butikslysene alle Vegne var slukket. Det regnede fint og tæt. Tankerne strejfede de dyrebare Krøller i Fletningerne, men de var omhyggeligt værnet under Kåben. - Mon Frøken Vinge var meget syg? - Å, den ækle Fru Nielsen! Nora var vis på, at Frøken Vinge ville have set hende, hvis hun havde vidst - -. Måske lå hun nu der og ventede og kunne ikke begribe, at Nora ikke holdt sit Løfte. Måske sagde Fru Nielsen slet ikke, at hun havde været der.

De busede ind ad Døren til „Hansens Hotel”. Der holdt Biler udenfor, og der kom elegante, silkeklædte Skikkelser hoppende ud. Det var fattigt og tomt at komme gående, oven i Købet i Regnvejr - i Galoscher - den gamle Kåbe stumpede forneden, så en Strimmel hvidt fra Kjolen sås. Hans stod som et andet Mæhæ og lod hende alene om at få Tøjet af og give det til Garderobekonen. Konen havde travlt og så ikke til den tarvelige Kåbe, der blev rakt så beskedent. Der var skindkantede Kåber og hele Skindkåber, som blev rakt på ganske anderledes fordrende Måde. En Sky af Parfume, forskelligartede og underligt berusende, gjorde hende mat og endnu mere forknyt.

Folk masede omkring hende, de stivede Garneringer blev puffet og krøllet mere, end godt var. Der blev leet og snakket, der blev vrisset og gnavet; hun lod det gå hen over sig alt sammen og havde en Følelse, som kom det hele slet ikke hende ved i mindste Måde.

Men lige ved Siden af hende banede en høj, hvidskægget Herre sig Vej, og i hans Kølvand var der en lille Dame og to-tre Pigebørn - og bag dem Ditlev! - -

Nora ville vige til Side for Ditlevs Forældre, men hans Far så ned i hendes Ansigt og lo:

„Vist ikke, lille Dame, De skal skam holde på Deres plads; det står man sig ved i denne Verden. - Lad De mig ta' Tøjet! Se her, alt dette må De skille mig af med i en Fart, lille Frue.”

Væk var Kåben, der hang den pludselig ved Siden af Ditlevs Hue, hans Mors Kåbe, hans Søstres Hatte! Det var som en Drøm, hun mumlede en Tak og fik stukket sit Garderobenummer ud. Så ville hun se at forsvinde, men blev opdaget af Ditlev. „Nå, der er du!”

- Ditlevs Søstre nikkede Goddag til hende, de kendte hende fra Skolen, men gik i højere Klasser, var af den Grund også noget ophøjet og fjernt; men de havde friske og søde Ansigter med naturlige Smil og uden mindste Vigtighed. En af dem sagde: „Men, Nora, hvor du er bleg!” Og så skete der noget ganske svimlende mærkværdigt:

Ditlevs Mor vendte sig og så på hende: „Nora? Er det Nora Bay? Dig skal jeg da sige Goddag til, min Pige; Ditlev har fortalt mig om den Dag på „Stensgaard”, du ved nok. Du er en flink og tapper Pige! - Er du alene i Aften? Nå, med en Broder! - Ja, jeg har hørt, at din Mor er svag. - Hvis du vil holde dig lidt til mine Pigebørn, så vil de gerne ta' sig af dig - og har du Lyst at sidde ved vores Bord, så kom bare i Pausen.”

Nora vidste ikke selv, hvordan hun fik sagt Tak, hvordan hun kom ind i Salen i de mange Lys, over det blanke Gulv, hvor kun få og spredte Klynger af lysklædte Pigebørn var at se. Langs Væggene var der allerede tæt besat af Mennesker, som stak Hovederne sammen og mønstrede alle, der viste sig. En frygtelig Løben Spidsrod ville det have været, hvis ikke en svimlende Følelse af Lykke havde fået hende til at knejse. Det var så utroligt, så vanvittigt, at det var hende, Nora Askepot - som Fru Arntzen havde talt sådan til. Den søde, fine Fru Arntzen, - Ditlevs Mor! -

Sidde ved deres Bord i Pausen! - Å, det var alt for godt til at være sandt. Alle Kammeraterne skulle se det. Driftsbestyreren selv ville snakke til hende - Ditlevs Søstre ville måske tage hende under Armen, når de gik hen igennem Salen. - -

Tænk, at Ditlev havde fortalt sin Mor om den Dag! - Selv, havde hun tiet som en Mur - ikke engang til Frøken Vinge havde hun betroet sig, for hun havde jo lovet at tie. Å - men det var så utrolig dejligt alt sammen, slet ikke til at fatte.

Hans var pludselig på Siden af hende, han var kendeligt nervøs.

„Du har vel ikke fået en Herre til første Dans?” Tonefaldet var håbløst, og det var forbistret ærgerligt, at Nora ikke kunne finde en at danse med, for derhenne stod Minna nu netop næsten alene, og Svend var ikke at se.

Men Nora havde Råd til at være ædelmodig nu midt i sin Lykke.

„Tag du bare en anden Dame,” sagde hun hurtigt, „jeg bryder mig egentlig ikke om at danse første Dans - -.”

„Ja men - ja men -,” Hans måbede næsten, „mener du det? - Sæt, du kommer til at sidde over?”

Nora var utålmodig: „Jeg har jo sagt dig, at jeg ikke bryder mig om at danse - jeg sætter mig hen i en Krog og ser på.”

„Du er en Knop, Nora.” Hans var allerede på Vej imod den lyseblå Kjole, som vinkede så fristende derovre; men han vendte om igen, og der var Mistro i Stemmen:

„Så sladrer du vel ikke derhjemme og siger, at jeg lod dig sidde.”

„Å, dit Fjols! - Plejer jeg måske at sladre?”

Hans forsvandt beroliget. Musikken begyndte at spille op, og der kom Liv i Rækkerne. Nora fandt sig hurtigt en Plads ved Væggen. Nu begyndte Parrene at glide ud på Gulvet, først var det kun nogle få modige, så kom der flere og flere til. - Å, hvor Musikken var dejlig! - Det måtte være vidunderligt at være f. Eks. Vera! Se, hvor hun dansede henrivende med Doktor Poulsens ældste Søn. Kjolen var som en Drøm - Skoene lignede det pure Guld! - -

Der var Hans med Minna - Nora kom til at smile, han så så ovenud lykkelig ud, hendes lille, kejtede Broder, men hvor var han dog gloende rød i Hovedet!

Mille svingede forbi med sin skeløjede Fætter - der var såmænd Ana Sørensen med en af sin Broders Kammerater, og der kom Ditlevs kønne ældste Søster. - -

Hvor mon Ditlev selv var? - -

„Hallo, Nora, du ser ud, som om du var langt borte i en anden Verden. Vil du danse med mig?”

Salen tog pludselig til at køre rundt for Noras forvildede Blikke. Hun anede ikke, hvordan hun kom op fra Stolen, hvordan hun kom ud på Gulvet. Hun dansede første Dans med Ditlev. Og han så endda slet ikke ud til at være ked af det!

„Du danser godt,” sagde han anerkendende, og Nora følte det, som om hun havde Vinger og kunne have fløjet uden at røre ved Gulvet. „Alle mine Søstre blev såmænd anbragt lige med det samme, så jeg havde fri Hænder. Din Broder stak nok af - gjorde han ikke?”

„Så du det? - Ja men, han ville ha' danset med mig, men jeg syntes, det var Synd, for han ville så forfærdelig gerne ha' fat i Minna.”

„Der er da heller ingen Sjov ved at danse med Søstre.”

„Ja men dine er da så forfærdelig søde.”

„Synes du? Ja, Asta er for Resten køn - ikke? Men hun foretrækker nu, mærkeligt nok, også at danse med en anden.”

Det lo de ad begge to, og pludselig var Nora ikke en Smule genert mere. Ditlev var så naturlig og så ligetil, han snakkede løs om alt mulig, og det var let nok at svare, for det var ganske almindelige Ting. Det var lidt kedeligt at skulle svare på hans Spørgsmål om Skøjteløb naturligvis, for han ville vide, hvorfor hun ikke havde været på Mosen; og så måtte hun jo ud med samme Forklaring, som Kammeraterne havde fået.

„Du må komme, hvis det bliver Skøjteføre igen - ikke? Jeg skal nok fiske dig op, hvis du skulle gå gennem Isen; det var jo bare lige for lige, om jeg også reddede dit Liv.”

Nu var Nora så klar i Hovedet, at hun kunne se de Par, der kom forbi hende. Å, det var en Triumf at se Kammeraternes forbavsede Ansigter. Milles Mund åbnede sig såmænd helt, og Misse var vist grøn af Misundelse, som om hun var den eneste, der havde Lov at danse med Ditlev.

Dansen var forbi, og hun blev på et Øjeblik omringet af alle Kammeraterne:

„Kender du Ditlev så godt? Ja men, hvor har du dog truffet ham? - Jeg så, at hans Mor snakkede med dig - kender du også hende?”

Sikken en Aften! - Ditlevs Kammerater kom skiftevis og bad om en Dans. Nora var på Gulvet ustandselig. Hendes Kinder glødede, Øjnene var som et Par tændte Lys.

Tænk, at man kunne more sig så vidunderligt! Å, hvor Livet dog alligevel var dejligt!

Lancier! En vanvittig tummelumsk Lancier. Og så en Dans Salen rundt, endnu en eneste Dans - og så var det, det kom.

Det var oppe i Garderoben; hun var tyet derind for at få hæftet en af Garneringerne, der havde løsnet sig i den vilde Jagt. Hun stod foran Spejlet og glattede sit forpjuskede Hår, og hun lo til sig selv, mens Sludderen og Latteren gik højt omkring hende.

Så lige på een Gang var det, som tog en isnende kold Hånd hende om Hjertet, og det var, som stivnede al Glæde.

For hun havde set Frøken Vinges Ansigt, som det var i Eftermiddags - gråt, ligesom fortrukket af Smerte.

Og hun huskede sit Løfte om at se til hende, før hun gik til Ballet. -

Det Løfte havde hun ikke holdt, å, hun skulle ikke have ladet Fru Nielsen skubbe sig bort; hun havde jo dog Ret til at se ind, når Frøken Vinge selv havde bedt hende om det - bare kikket og nikket til den syge kunne hun have gjort!

Men hun havde bare ladet sig puffe ud, og hun var gået til Bal, havde leet og tumlet sig og været så ovenud lykkelig, som aldrig før i sit Liv.

Mens Frøken Vinge, der havde været så uendelig god imod hende, lå syg og ensom, kun passet af den kedelige Fru Nielsen, som hun vist ikke engang kunne lide.

Hvis hun døde! - Tænk, om hun døde i Nat! - Hvordan skulle man nogen Sinde komme over det? Ville det ikke blive en forfærdelig Pine at mindes bagefter?

Nej, der var ikke noget andet at gøre. Hun måtte af Sted, hun måtte kikke indenfor og se, om det var så slemt. Måske hun kunne komme tilbage, Klokken var jo ikke så mange, og Ballet varede lige til Klokken to.

Musikken lød fristende og lokkende derinde, og Rummet tømtes. Hun var alene tilbage og skyndte, sig ned for at få fat i sit Overtøj. Garderobekonen var forsvundet, hun regnede vel ikke med, at nogen tog bort på denne Tid. Der hang hendes Kåbe.

Hun smuttede bag om Skranken og fik fat i den, så hen imod Udgangen i en Fart.

„Nora! - Men Nora - hvad i al Verden - -?”

„Jeg må gå.” Hun vendte et mærkeligt blegt og anspændt Ansigt imod Ditlev, der var kommet for at hente hende til en Dans og nu forbavset stirrede på hende. „Jeg kommer måske igen; men jeg er nødt til at gå lidt- -.”

„Ja men - hvorhen? - jeg kan ikke begribe - -.”

Men nu kunne han se, at Nora var lige ved at græde, og fuldstændig rådvild greb han fat i hendes Arm.

„Du må virkelig ikke løbe din Vej på den Måde. - Mor har sagt, at jeg skal holde fast på dig; vi skal spise, når denne Dans er forbi.”

„Ja men, jeg kommer måske igen, jeg er nødt til det - det forsikrer jeg dig - -.”

„Kan du da ikke i det mindste fortælle mig, hvor det er, du går hen? Er det hjem?”

Hun rystede på Hovedet, og nu kunne hun åbenbart ikke sige et Ord for Gråden, der trykkede, - Ditlev slap hende.

„Vent bare et Øjeblik, bare et eneste Minut, hører du.”

Han fandt sin Mor lige inden for Døren og fik hende med sig ud.

Fru Arntzen overskuede Situationen med et eneste Blik, og hun tog Nora i Armen, som Ditlev havde gjort det; men bare et Øjeblik behøvede hun at se ind i det blege, ulykkelige Ansigt, før hun begreb, at her var ikke Tale om et Lune eller en Fornærmelse. Barnet var jo fortvivlet og oprevet. Hvad var der sket?

„Gå ind og dans,” sagde hun myndigt til Ditlev.

Ditlev lystrede, han gjorde det tøvende, og han vendte sig i Døren:

„Så kommer du da igen - ikke, Nora?”

Nora bare nikkede, hun følte sig fuldkommen hjælpeløs i Øjeblikket, men Fru Arntzen var Mor, og hun havde en Mors Forståelse:

„Fortæl mig så, hvad det er, lille Nora.”

Hun trak Barnet ind i en rolig Krog bag ved en hel Masse Tøj. Nora græd, hun lå som en hjælpeløs Byldt i Fru Arntzens Arm, og hun måtte tage sig sammen for at forklare Sagen forståeligt.

„Du har fuldstændig Ret, Nora! Du skal gøre, som du føler, at du må det, og ikke bryde dig om andet. Det sker jo somme Tider i Livet, at vi får sådan en Mindelse; og der er nok en Mening med, at du så pludselig måtte huske på din gamle Veninde. - Måske er det hele slet ikke så slemt, men så kommer du glad igen - ikke sandt? - Far vel så længe, Barn - du er en god Pige!”

Var hun virkelig en god Pige? - Nora fløj af Sted ad de mørke Gader, hun var angst og ulykkelig endnu; men alligevel meget lettet over, hvad Fru Arntzen havde sagt.

Natten var vidunderlig ren og frisk; efter den tunge og trykkende Luft i Ballokalerne var det en Nydelse at fylde Lungerne med Kulde. Regnen var forbi, og bag forrevne Skyer anede man en Måne, som kæmpede for at vinde frem.

Der var svagt Lys bag Gardinerne hos Frøken Vinge. Nora prøvede forsigtigt Dørlåsen. Døren var ikke låset, og hun åbnede så lydløst som muligt.

Der var tomt og stille i Dagligstuen - uhyggeligt, knugende stille - og ingen havde hørt hende, ingen viste sig. Ganske ubevægelig stod Nora midt på Gulvet og lyttede. Det gamle Ur på Chiffonieren dikkede så sagteligt, i Kakkelovnen kogte Kedelen med en svag, syngende Lyd.

Men intet bevægede sig ellers, det var, som Døden - -.

„Å, lille, kære Vorherre, lad ikke Frøken Vinge være død!”

Nej, Frøken Vinge var ikke død; men den Hoste, der nu kom fra Soveværelset, var så hård, så hivende og lidende, at det gjorde ondt i Nora som en rigtig Smerte. Å, det var en forfærdelig Hoste, og efter den kom en Stønnen, som også var forfærdelig - men så igen Stilhed.

Nora tog Mod til sig, hun stod i Døren til Soveværelset, og fra Puden derhenne i Sengen løftede Frøken Vinge et nu meget rødt og meget forpint Ansigt imod hende:

„Nora - men lille Nora dog! - Ballet Nora - du må ikke græde, hører du!”

Men hvor kunne man lade være at græde? Det var en så utrolig Forandring bare på to Dage. Ja, kun for to korte Dage siden havde Frøken Vinge været glad og fornøjet, hun havde sprunget fra Stue til Køkken som en ung Pige; hun havde været optaget af Noras Balstads og havde leet med hende ad muntre Skolehistorier.

Men nu var Hænderne så ganske uden Kræfter, Øjnene tunge, som kunne de næppe holdes åbne, Stemmen svag som en Hvisken.

„Ja, det er Lungebetændelse; men det kan gå godt, Nora; det har man da hørt før - -. Nej, Frøken Madsen, De må ikke.”

Der var kommet en Sygeplejerske; hun kom med ilsomme Skridt fra Køkkenet, og hun tog i Noras Arm med alt andet end blidt Greb.

„Men De ved jo da, Frøken, at det slet ikke kan gå an. Pigebarnet må være fornuftig.”

„Jeg skal nok være fornuftig,” lovede Nora bestemt, og Frøken Vinge hviskede: „Hun kom fra Ballet bare for at se til mig, gjorde du ikke, lille Nora?”

„Jeg kom også før Ballet, som jeg havde lovet,” - åh, hvor det var godt at få det sagt, godt, at se det lille, glade Smil på Frøken Vinges Ansigt. „Jeg måtte ikke komme ind for Fru Nielsen - men så blev jeg pludselig så bange derhenne -.”

„Tak, Nora - du er en god Pige - -.”

Nu sagde også Frøken Vinge, at hun var god. Hvorfor mon? Var man da god, fordi man gjorde akkurat det, som man så ganske bestemt følte i sig, at man var nødt til at gøre? Når Menneskene gjorde noget ondt, mon de så ikke også følte det i sig, som om de måtte gøre det? Å nej, det var nu alligevel ikke sådan - når man ville gøre noget ondt, som man havde Lyst til, så var der jo alligevel altid en Stemme i en, som ville noget andet. Samvittighedens Stemme! - -

„Gå så igen, lille Nora - og mor dig - -.”

Hun blev puffet ud af Stuen af den bestemte Sygeplejerske, og hun blev skændt på: „Du kan vel begribe, at man ikke kan buse sådan ind til en syg - -.”

„Er Frøken Vinge meget syg?”

„Det er hun - og gammel er hun. Lungebetændelse, det er ingen Spøg i den Alder. - Men gå du nu bare til Bal igen -.”

Nora blev alene i Dagligstuen, og hun gik ikke til Bal igen. - Hun lod sig glide ned i Sofaen, og hun lagde Armene på Bordet, mens hendes Hoved sank ned på dem. Å, hun var så dødtræt nu, Dansemusikken blev ved at lyde derinde i Hovedet, og hun følte det, som fløj hun af Sted gennem Luften. Kedelens Sang blev til en Melodi, og Uret dikkede Takten til en Vals. - Derinde bag Døren lå hendes bedste Veninde og skulle dø! -

Ja, Frøken Vinge var hendes bedste Veninde; hun havde givet hende så meget, så meget - -.

„Nå, du er her endnu. Jeg troede såmænd, du var stukket af for længst - til Sjov og Dans - -. Frøkenen vil se dig igen - men du må kun blive et Øjeblik, hører du.”

Nora var ved Sengen lige med det samme, og Frøken Vinge tog om hendes Hånd, der var isnende kold, med sin, der glødede, som om der var Ild i den.

„Jeg vil bare sige dig Tak, lille Nora - -.”

„Men hvorfor dog? - Det er da bare mig, som har noget at sige Tak for - -.”

„Du var min lille Smule Solskin, som kom, da Skyerne var blevet meget tunge. - Du vil nok engang forstå det - - - Tak, Nora - for det!”

„Men det er jo mig - det er da bare mig - -.” Nu hulkede hun ganske ude af sig selv og uden at prøve på at kæmpe imod, og den sikre Sygeplejerske halede af med hende, hun var bister:

„Vil du da slå hende ihjel for mig, forrykte Pigebarn? - Så, så, hold nu op. Se her, drik - -.”

Det kolde Vand gjorde godt. Gråden standsede, men Nora var mat. Knæene rystede så underligt, og Frøken Madsen var irriteret:

„Gå nu bare ikke hen og besvim for mig. Se her, du kan ligge lidt på Sofaen, sådan kan du alligevel ikke gå på Dansebal, dit lille Fæ.”

Tonen var ikke så uvenlig alligevel, og Nora blev lagt godt til Rette - en Pude under Hovedet, et Tæppe over sig. - -

„Lig nu bare og hvil lidt - -.”

Å, det gjorde godt! Hvor det var vidunderligt at hvile! Nej, hun kunne ikke gå til Bal igen; de måtte så tænke, hvad de ville. Fru Arntzen ville nok forstå det, og hun ville sige det til Ditlev. -

Det havde været den vidunderligste Aften i hele hendes Liv!Aldrig, aldrig mere kunne hun komme til at tænke, at Livet var trist - når det kunne bringe noget så godt som det. Hele sit Liv måtte hun kunne huske denne Nat, først for Lykkens Skyld - og nu for Sorgen - -.

For hun vidste, at Frøken Vinge skulle dø, hun havde læst det i de Øjne, der så underligt matte og dog med den mærkelige Klarhed havde set ind i hendes, og hun havde følt, at det svage Tryk af den hede Hånd var en Afsked.

Hosten kom igen derinde og fik Nora til at fare op i forvildet Rædsel; hun pressede Hænderne mod Ørerne og jamrede sagte.

„Gå nu hjem, hører du.” Der var Frøken Madsen igen, bred og myndig. „Dette her er ikke noget for dig, og jeg kan ikke ha to at passe i Nat. Gå hjem og kom i din Seng i en Fart, for du duer alligevel ikke til mere Hoppen rundt i Nat.”

Og Nora stod igen på den kolde Gade. Uendeligt ensom følte hun sig, og Hjertet var tungt som Bly. Benene var også tunge, hun kunne næsten ikke slæbe sig af Sted den korte Vej. - Fra Kirketårnet slog Klokken tolv; hun talte Slagene, som kom så klart gennem den stille Luft. Nu dansede de Kotillon derhenne. Å, det var lige meget for Resten - alt var i Øjeblikket lige meget - der var bare en eneste Ting, som ville være godt. At putte sig i sin Seng og sove - sove.

Men det var trist og ensomt at finde alle Vinduerne derhjemme sorte; det var sørgeligt at liste op ad den mørke Trappe, at åbne Døren til et koldt, bælgmørkt Værelse, hvor man ikke turde tænde Lys, fordi det ville vække Inger, som skulle være frisk til sin Skole i Morgen.

Tænderne klaprede, hun rystede af Kulde, så hun næppe kunne løsne Tøjet, - og det varede længe, før hun blev varm, og før hun blev rolig, så den barmhjertige Søvn kunne komme.