WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Nora




(1928)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


8.


Sundet var ganske blåt i Dag, og der gik Sejlere med Sol over sig; der gik huggende Motorbåde, og langt ude kunne man se en Dampers Røg. Skovene derovre på Øen var dog endnu ganske blåsorte at se på, ellers kunne man næsten have tænkt sig, at det var Sommer i Dag.

Nora havde fundet sig en Yndlingsplads på Stengærdet om den gamle Landsbykirkegård. I den Anledning var Cyklen også kommet ned fra Loftet allerede i Marts Måned, for der var langt ud til „Graven”.

Ingen andre end Nora kunne gøre Fordring på at passe Graven, ingen levende Slægtninge havde Frøken Vinge haft i Miles Omkreds. På den forvitrede Marmorplade stod kun halvt læseligt: Birgitte Frederikke Vinge, død 25. Januar 1887. - Frøken Vinges gamle Faster var det, som havde ligget der i mange År, og som var blevet passet af sin Niece så trofast, at den lille Grav altid havde været „som blæst”.

Det var Kirkekonen, som havde sagt det til Nora, og Nora havde lovet sig selv, at Graven altid skulle være „som blæst” nu, da hendes gamle Veninde var blevet puttet ned på den ledige Plads ved Siden af Fasteren.

Der var en stor Trøst i det, at Graven var hendes, at det var hende alene, som havde Lov at grave, vande, rive og plante Blomster herude. Det var som at eje en lille Have, en hemmelig Have, som lå så skjult - og så smukt, gemt bag et mosgroet Stengærde og med en Udsigt alligevel så dejlig, at man aldrig kunne blive træt af at se den.

Og herude blev Frøken Vinge igen til det, hun havde været - til den venlige, livlige gamle Dame, som havde haft Smil og glade Ord og mange mere håndgribelige Herligheder at byde.

For Nora ville helst mindes hende sådan, hun kunne ikke lide at tænke på den Dag, som var kommen en Uge efter Ballet, den Dag, da hun for første Gang igen fik Lov at komme over Tærskelen til Soveværelset.

Så stille var der i Dag herinde - ikke mere den forfærdelige Hoste - ikke mere Mumlen eller Råb fra Febervildelsen. I Dag var der en tung Duft af Blomster og Grønt, som næsten fik Medicinlugten jaget på Flugt, og i Sengen lå et Voksansigt, som hun havde set dem i et omrejsende Panoptikon. Vokshænder lå foldet over Brystet, og nede ved Fødderne hævede Lagenet sig så skarpt og så højt, at man vidste, det skjulte et Par stive Voksfødder.

Her kunne Nora slet ikke græde eller føle Sorg; for det der på Sengen, det var jo ikke Frøken Vinge; det var jo bare en kold og fremmed Dukke uden Liv.

Og så stod Fru Nielsen der i Døren og snøftede og spurgte, om det ikke var et yndigt Syn?

Underlige Dage - triste og tomme. Man gik langt uden om Huset, hvor Ruderne Dag for Dag blev mere matte og støvede, hvor Blomsterne ligesom falmede og hang med Hovedet, hvor Gardinfolderne ikke var glatte og sirlige mere, og den blanke Dørplade med det kendte Navn blev mat og anløben.

Og så Begravelsesdagen, hvor hun havde fri fra Skolen og stod ved det åbne Hul i Regn og Blæst og så Kisten blive sænket ned.

Det var forbi alt sammen - det var som en Drøm; det var slet ikke til at begribe, at det var her, hun havde stået den uhyggelige Dag.

Nora ordnede Kransene med Omhu. En Del af dem havde holdt sig så temmelig godt i Kulden. Hun pillede de visne Blomster fra, så Bladenes blanke Grønt kunne live bedre op, og hun rev forsigtigt nogle få visne Blade bort fra Gangen.

Når det blev Sommer, ville hun tage sine Bøger med herud - sidde derhenne på Stengærdet og læse Lektier. - Måske Frøken Vinge kunne se hende - måske ville hun synes, det var så hyggeligt, at Nora sad her og regnede Opgaver.

„Du var min lille Smule Solskin,” havde hun sagt, - og fra den Dag havde hun ikke mere talt Ord, som nogen kunne forstå.

Nej, helt Forår var det alligevel ikke! Nora var kommet til at fryse, og hun fik fat i Cyklen for at komme hjemad. På den store Bro over Jernbaneviadukten stod Vinden rigtig hård og isnende ind over hende, men Solen var blændende, og Vandet skærende blåt derude bag alle de røde Villatage.

Hun lod sig rutsche ned ad den store Bakke; det var en Hvile og en Nydelse. Bagefter var det drøjt at komme til Vejrs ad Bakken på den anden Side. - - - -

„Din store Svine-Malene!” sagde Maren, og Nora for rasende op imod hende. Maren havde stukket et opsvulmet, tørklæde-indhyllet Hoved ud over Trappegelænderet, og hun pegede vredt på de snavsede Spor, som Cyklen havde afsat på Gulvet i Forstuen.

„Sådan har du aldeles ikke Lov at tale til mig. Hvis jeg sagde til Far, at du brugte sådan nogen Udtryk, så skulle han nok lade dig det vide. - Jeg er vel nok snart voksen - jeg vil ikke finde mig i det - forstår du. - Hvor havde du tænkt dig, jeg skulle sætte Cyklen måske? I Vaskehuset vel - hvor der står en Damp fra din Kedel, så man ikke kan se en Hånd for sig.”

Nora for op ad Trappen; hun var glorød i Hovedet af Harme, og hun slyngede sin sidste Trumf ud med kogende Blod:

„Dit gamle Rivejern!”

Men oppe i sit Værelse blev hun tam igen. Hun fortrød - å, det var rædsomt. Der kom hun nu lige fra Graven, hvor hun havde siddet og fattet gode Forsætter. Hun havde følt sig så englegod, så pligtopfyldende og uden Lyde. - Næppe var hun inden for Døren derhjemme, så bar hun sig sådan ad. - -

Det var Maren, der begyndte! - Hvor tør hun vove! - Svine-Malene! - Hvis en af os havde sagt sådan - - men Maren hun kan gøre alt, hvad hun vil; hun ved godt, at Mor kan ikke undvære hende.

Nej, det kunne Mor ikke, nu mindre end nogen Sinde. Mor, som lå og besvimede for dem hvert Øjeblik - blåbleg lige ud til Læberne, stiv - og så uhyggelig at se på, at man måtte græde og tro, at det var Døden.

Doktoren havde sagt, at et Ophold i Norge ville være godt. - Han kunne lige så godt have foreslået et Ophold på Månen, sagde Mor og lo mellem Hosteanfaldene; for Pengene - hvor skulle de komme fra?

Nej, Maren var uundværlig, og Maren sled som en lille Hest med Rengøring, Madlavning, Barnepasning og Storvask - alt imens hendes Hoved svulmede uformeligt af Tandpine, og Ryggen syntes mere skæv end nogen Sinde.

Man kunne vel nok blive arrig, når man var Maren, - man kunne sige grimme Ord, som man naturligvis helst skulle lade være med. - -

Og var man god og dydig, som man altså burde være, så glemte man „Svine-Malene” og gik ned for at tilbyde sin Hjælp.

Nora tog et ordentligt Tag i sig selv. Hun sukkede - der på Bordet lå en dejlig tyk Bog med farvetrykt Omslag. - Uh, noget så spændende havde hun aldrig læst, og Bogen havde hun lånt af Mille, som havde den fra deres Barnepige. Heroppe var dejlig fredeligt, og ingen vidste, at hun var hjemme, ingen kunne forlange - -.

Nej, ingen kunne forlange, men der var en Stemme i Nora selv, som forlangte, - og det var en afskyelig påtrængende Stemme, som ikke lod hende i Fred.

Hun rev sit blåternede Forklæde ned fra Knagen og fulgte den bydende Stemme.

Køkkenet flød - ja, det var såmænd et mildt Ord. Håbløst syntes det Rod af fedtede Tallerkener og Gryder. På Petroleumsapparatet dampede en Kedel. Nora hældte resolut Vand i Baljen og tog fat.

„Du,” sagde Marens Stemme lidt efter bag ved hende - Nora havde slet ikke hørt hende komme, sådan skramlede hun med Porcelænet. „Du er nu li'godt et lille Jern - er du. Jeg har tørret op i Gangen, du ska' ikke bryde dig om det, jeg sagde.”

Og Nora lo over hele Ansigtet, da hun vendte sig:

„Maren, jeg mente heller ikke det med Rivejernet.” Så så hun pludselig til sin store Bestyrtelse, at Maren havde sat sig på Høkassen og rokkede frem og tilbage med Suk og Støn, der trillede Tårer ned ad hendes Kinder, og Ansigtet vred sig så sært, at man kunne blive ganske bange.

„Men Maren dog - gør det så ondt? - Maren, hvad er der?”

Maren vred voldsomt på Munden og tørrede sine Øjne så hårdt med Sækkelærredsforklædet, at det var mærkeligt, der ikke gik Hul på Ansigtshuden.

„Vi ska' ha' en Tår Kaffe,” sagde hun bistert og rejste sig, „ta' dig bare ikke nær, at jeg tuder en Smule - En ka' jo nok somme Tider trænge for det - -.”

Nora skrubbede voldsomt løs på en Gryde, der var brændt på i Bunden; hun skævede til den gamle Pige, der havde tændt under Kedelen og nu var ved at komme Kaffe på Kanden. „Er det Tænderne,” spurgte hun forsigtigt, „eller er det noget med Søren?”

„Å, du, jeg synes næsten, det er alting, der er galt, og ikke en Smule, der er godt. Sådan kan en jo få det somme Tider, - men det er jo utaknemmeligt, - for hvad er en Smule Tandbyld - der er mangen en, som trækkes med det, som er værre. Se nu bare til din arme Mor.”

Der kom en underlig kold Kriblen ned ad Rygraden på Nora, og hun vendte sig i et Ryk mod Maren:

„Er Mor meget mere syg, end hun plejer - for det synes jeg, Maren?” Og den gamle Pige nikkede trist:

„Det synes jeg også, Nora. - Hun sidder der så stille med det, og aldrig hører en hende klage eller jamre. Du ka' li'godt tro, Nora, hun har ikke haft det så let i sine Dage - sådan som hun altid har svært ved at få Pusten. En anden en har da bare sin skæve Ryg og sådan lidt Pilleri.”

„Tror du - jeg mener Maren, du mener da ikke, at Mor måske - at hun - dør -?”

„Nej, nej, sikke noget Sludder, Pigebarn. - Dø? - Vorherre bevares - nej, men hun pines, gør hun - og Lindring får hun ikke, desformedelst Lindringen koster for mange Penge, - Nå, din stakkels Far ka' vel heller ikke grave Pengene op af Jorden, ved jeg - Drik nu din Kaffe. Vil du ha' en ordentlig Humpel Brød? - Nu har du vel våren på Graven igen? - Ja, det var skidt, at hun gik hen og døde, den gamle, - der var da Penge - En ku' aldrig vide, - så meget, som hun gjorde a' dig - -.”

Maren mumlede det sidste inde i Spisekammeret, hvor hun stod og smurte Mad, og Nora hørte ikke efter; hun polerede Sølvtøj, men slap pludselig den store Grødske og løb til Døren, for hun havde hørt Postbudets kendte, korte Klemt.

Brevet så forretningsmæssigt ud med en trykt Adresse foroven, og Nora ville lige til at lægge det fra sig på Hylden under Spejlet, da hun pludseligt så, at det bar hendes Navn:

Frøken Eleonora Kathinka Bay. - -

Schmidt og Krarup, Overretssagførere. - Det kunne da ikke være til hende, - hvad havde Sagfører Schmidt dog at sige hende? - Men Eleonora - ja, det stod der. - Og hvor kunne de dog vide, at hun hed Kathinka - efter Bedstemor? - -

„Maren, se her - kan du begribe - -?”

Men Maren så bare et Øjeblik på Brevet, så puffede hun til Nora: „Gå ind og vis din Mor det, hører du - lige med det samme - -.”

Marens Stemme var så underlig. Nora for ind gennem Stuerne og skræmmede Mor op fra et lille Blund i den højryggede Stol:

„Hvad er der dog, Barn?”

Og da Mor havde set en eneste Gang på Konvolutten, blev hun også underlig febrilsk:

„Giv mig en Strikkepind, hører du,” men Nora snurrede rundt og kunne ikke få Øje på nogen Strikkepind; så rev Maren, der var kommen med ind, en Hårnål ud af sin lille Topfrisure, og Brevet blev åbnet:

„Frøken Eleonora Kathinka Bay,” læste Mor, „De anmodes høfligst om at give Møde på vort Kontor Fredag den 21. Klokken fire, da vi har noget af Vigtighed at meddele Dem - -.”

„Den 21.,” sagde Maren - „Ja men, det er jo i Dag - og Klokken fire - Klokken er minsandten halv fem nu - -.”

„Brevet er skrevet i Går, de må have fået det for sent af Sted. - Skynd dig, Barn, at gøre dig i Stand - -.”

„Noget af Vigtighed at meddele mig? - Ja men, Mor, jeg kan ikke begribe - -. Mor, jeg vil så nødig gå alene - -.”

„Din Mor kan ikke gå ud i det Vejr,” sagde Maren bestemt, - „sådan en Forårsblæst kan Lungerne skam slet ikke tåle. Du er vel heller ikke sådan et Skvat, at du ikke selv ka' klare det. - Du ka' få varmt Vand til Hænderne - Kedelen står på. - Se så at komme i den røde Kjole i en lille Hurtighed. - Der ka' man bare se - jeg har såmænd tænkt - men hun kom jo no'et hurtigt af Sted, den gamle - -.”

„Så, Maren - sæt hende nu ikke noget i Hovedet!” Det var Mors Stemme, den lød så underlig, ligesom rystende; men Nora havde ikke Tid at tænke på noget som helst. Hun for i Kjolen for vidtåbne Vinduer og med Blæst ind over sig. Maren kom med Skobørste og varmt Vand; hun vartede Nora op som en Kammerpige, og hun mumlede hele Tiden en Mængde uforståeligt Tøjeri mellem Tænderne. Nede i Entreen havde Mor Kåben parat, og bare ti Minutter efter, at Nora havde læst Brevet, var hun i fuld Fart ned ad Gaden.

Uh, hvor det var væmmeligt! - Oppe i det Kontor havde hun aldrig sat sine Fødder. Bare det dog havde været hos Hammers, hvor Far var, det havde været ligesom helt hjemligt, selv om Far netop i Dag var borte. Hun stod ved Foden af Trappen og stirrede på det store, hvide Skilt:

Schmidt og Krarup - Schmidt og Krarup - -. Schmidt, det var den gamle, fine Herre med det hvide Hår, som hun så tit havde set spadsere forbi til sin store, smukke Villa oppe på Bakken. - Krarup! Ja, han havde været tyk og rød, og han var død for kort Tid siden; men Sønnen var nok blevet i Forretningen, så den havde beholdt de to Navne.

Endelig tog hun sig sammen og begyndte at liste op ad Trappen.

Der var et Skilt til på en bred, hvidmalet Dør, og inden for den blev der klapret på Skrivemaskine; men ellers hørtes ikke en Lyd. Noras Hjerte dunkede, så det gjorde helt ondt oppe i Halsen; og hun var så brændende hed i Hovedet, at hun måtte køle Kinderne skiftevis på den kolde Dørkarm. - -

En eller anden tog Trappen i tre Spring, og Nora nåede næppe at få Hovedet bort fra Døren, før en gemytlig ung Mand lo hende lige ind i Ansigtet og ville vide, hvad hun stod og „drømte” om. Nora kniksede:

„Der kom et Brev til mig - -” Og så sagde han: „Å, er De den lille Frøken Bay?” Og Døren åbnede han for hende og lod hende gå foran sig. I det store Kontor var der tre Damer, som alle sammen, skrev på hver sin Maskine, og en ung Mand havde travlt ved en Presse. De stirrede alle sammen på hende, og hendes „egen” unge Mand sagde:

„Det er Frøken Eleonora Kathinka Bay!” Og så stirrede de bare mere endnu, og den unge Mand bankede på en Dør og stak Hovedet ind, og lidt efter sagde han: „Vær så god, Frøken!” Og så stod hun i et andet, meget større Kontor, hvor Møblerne var tunge, og de vældige Lænestole havde Betræk af stift Læder; det var alt sammen lige så forfærdeligt, som når man var kommet ind til Tandlægen, og han pegede på sin Stol og sagde: „Vær så god!”

Men det var en umådelig rar og venlig gammel Herre, som drejede sig helt om imod hende fra sit Skrivebord, og han så på hende et lille Øjeblik, inden han talte:

„Nå, lille Pige, kom bare nærmere.”

Nora ville forklare om Brevet, som var kommet for sent; men han hørte det vist slet ikke; han sad bare og så hende lige ind i Ansigtet.

„Nå, sådan ser hun ud, den små! - Nå, sæt dig ned, lille Ven. Ja ja - ja ja - -!”

Så faldt han vist i Tanker lidt, for han stirrede ud ad Vinduet, og Nora blev ganske rolig, mens hun sad i den store Stol i den stille Stue og bare kunne se Kirkens Tårn og nogle gamle røde Tage udenfor. Tagene var så våde, at de glinsede - ja men, så måtte det jo være Regnvejr, og det havde hun slet ikke lagt Mærke til - men da hun strøg ned ad Kåben med Hånden, mærkede hun, at Kåben var ganske våd.

„Kendte du hende godt, min gamle Veninde? - Hun holdt svært meget af dig, du lille.”

„Frøken Vinge?” sagde Nora og så spørgende på den gamle Herre. Hvorfor mon de dog alle sammen snakkede om hende? Nu var hun jo død, og det var så sørgeligt at tænke på de lune Stuer, som stod og blev kolde bag støvede Ruder, så sørgeligt, at Nora pludselig fik Gråden i Halsen og Øjnene fulde af Tårer.

Hun skammede sig og ville skynde sig at tørre Tårerne bort, men den gamle Herre sagde:

„Barn, du skal ikke skamme dig over at græde for hende, hun var et godt Menneske, og hun var et ensomt Menneske. - - Nå, nå, lad os komme til Forretningerne.”

Nu var Stemmen pludselig ganske tør og kold, og han tog et stort Papir frem fra sin Skuffe og begyndte at læse en hel Masse:

„Jeg underskrevne, Bolette Mathilde Vinge bestemmer herved - -.”

Det måtte være et Testamente, ja, det måtte det, der kom en hel Masse Navne, som Nora aldrig før havde hørt - men lige pludselig hørte hun sit eget, og det gav et voldsomt Sæt i hende:

„Jeg ønsker, at min lille Veninde, Eleonora Kathinka Bay, skal tilskrives alle de gamle Møbler, som befinder sig i min Dagligstue - -.”

Stuen begyndte at køre i Ring for Nora; hun greb med begge Hænder fast om Stolearmene og klemte til, så det gjorde ondt. - - Chatollet - å, det var umuligt! Det dejlige gamle Chatol med de gule, indlagte Figurer og de hemmelige Rum. - Sybordet! - - Der var så mange Rum under Klappen på det gamle Bord, og der var Sysilke i alle Farver på fine, udskårne Vindsler. - - Det gamle Bord! - - Klaveret! - -

Å nej, å nej, det var alt for meget! Hvordan skulle hun nogen Sinde få sagt Tak? - Å, nu kunne hun ikke storme ind i Stuen og omfavne den gamle Dame; hun kunne bare gå ud på Graven og hviske, hvor taknemmelig hun var - men man var jo slet ikke vis på, at Frøken Vinge kunne høre det. - Det var forfærdeligt, at det var så ganske umuligt at sige Tak.

„- - og af Malerierne det, som forestiller mig, da jeg var ti År - - -.”

Det yndige, yndige lille Billede, som Frøken Vinge havde sagt var en Akvarel, der hvor hun var malet i en blå Kjole med ganske blå Øjne og lysegult Hår, som var strammet tilbage fra Panden - - -.

„- - - desuden tilskrives samme Eleonora Bay en Sum af tyve Tusinde Kroner, som skal forvaltes for hende af - -.”

Tyve Tusinde Kroner! - Tyve - Tusinde - - -.

Å, hvor det var forfærdeligt; men det måtte jo være en Drøm, sådan noget skete kun i Romanerne eller i Drømme. Om lidt ville hun vågne op i sin smalle Jernseng, og Maren ville stå i Døren og råbe:

„Klokken er syv! I ska' op - -.”

Hun hørte ikke et Ord mere; men den gamle Herre læste heller ikke mere, han smed Papirerne fra sig, for op fra Stolen og tog Nora i Armene lige i det Øjeblik, da hendes forvirrede Hoved sank tilbage mod Stoleryggen, og Øjnene gled til - -.

Bare et eneste Øjeblik efter var hun spillende lysvågen igen, og hun tænkte ærgerligt, at nu havde hun da været lige ved at besvime ganske rigtig. Hun drak en Mundfuld Vin, som den gamle Herre holdt til hendes Mund i et Glas, som var fuldt til Randen, og det var væmmeligt at blive våd helt ned på Halsen; men nu var hun altså helt rask og helt vågen, og det kunne alligevel ikke være en Drøm, for alt omkring hende var ganske tydeligt, og Kåben var våd af Regn, Halsen af Vin, og den gamle Herre lugtede af Cigar.

„Så så, så så!” Han så ganske forskrækket ud, men blev vist meget lettet, da hun rask satte sig op i Sofaen.

„Hvem kunne også tænke sig, at sådan en Smule Pigebarn går hen og besvimer for en, når hun får noget glædeligt at vide. - Jeg synes ikke engang, at du ser en Smule glad ud -.”

Men Nora sad i den dybe Sofa med begge de snavsede Fødder oppe i Hynderne, og Hænderne knugede hun fast sammen, mens hun stirrede på Sagføreren med de store, mørke Øjne:

„Jeg forstår det jo bare slet ikke,” sagde hun. Stemmen dirrede, og nu var Øjnene ganske våde igen. „Jeg kan ikke forstå et eneste Ord - -.”

„Nå da, læser jeg så utydeligt? Du kan vel nok forstå det, når jeg siger det med Ord? Tyve Tusinde Kroner skal du arve efter din gamle Veninde, som holdt så svært meget af dig. - Hun brød sig ikke om, at alle hendes Penge skulle gå til gamle Kusiner, som hun slet ikke kendte - eller til Kusiners Børnebørn - -.”

„Men hvorfor - -?”

„Hun sagde, at du havde været hendes Solskin,” sagde den gamle Herre og vendte Nora Ryggen, mens han stirrede ud på de våde, røde Tage. „Jeg var selv hos hende, da hun kaldte - jeg har kendt hende så mange År. Hun kunne næsten ikke tale, men hun fik dog hvisket om en lille Pige, der kom hjem fra et Bal for at se til en syg, gammel Stakkel - -.”

„Og nu kan jeg aldrig - aldrig få sagt hende Tak,” hulkede Nora ubehersket henne fra Sofaen, „for derude på Graven er det slet ikke sikkert, hun kan høre mig - -.”

„Så så, så så! - Tør nu Øjnene, min Pige!” Den gamle Herre pudsede Næse, så det rungede. - „Du skal se, hun hører nok din Tak. - Men gå nu hjem og fortæl det hele til dine Forældre. Din Far må komme herop, for at jeg kan ordne noget med ham; men Frøken Vinge havde bedt mig, om jeg ville fortælle dig det selv allerførst.”

Og lidt efter var Nora nede på den våde Gade igen - hun kunne endnu mærke, at den gamle Mand havde klappet hendes Kind, og hun kunne føle på sig, at de alle sammen ude i Kontoret havde stirret på hendes fortudede Ansigt.

Nede på Gaden satte hun i Løb. Det var en Lettelse at føle Regnen i sit hede Ansigt. Hun løb imod Kirkegårdsporten for at skyde Genvej; den var åben endnu trods den tiltagende Skumring, og Freden herinde i de dødes Have var en Hvile for hendes ophidsede Sind.

Hun gik langsomt nu, og det uroligt bankende Hjerte begyndte at slå på naturlig Måde igen; men inden i hendes Hoved blev det ved at summe så underligt, og hele Tiden hørte hun Sagførerens Stemme:

„Tyve Tusinde Kroner - tyve Tusinde Kroner - -.”

Å, så forfærdelig mange Penge, det dog var. Mon han ville tælle dem op til hende på Bordet i lutter Tikronesedler - eller, tænk, hvis hun nu kunne få dem i Guldstykker i en Lærredspose - så var det akkurat som i Eventyrene, - en Pose fuld af Guld - - -.

Der var Bænken, hvor hun havde siddet den Formiddag, før hun havde besøgt Frøken Vinge. - Der var de tre små Gravplader: Vor elskede lille Helga - vor elskede lille Dora - vor elskede lille Ingeborg - -.

Tænk, hvis man nu havde været en af dem og ikke havde oplevet denne Dag!

Å, Chatollet! - Tænk, at hun skulle have det hjemme i sin egen Stue - at hun selv skulle have Lov at åbne det blanke, buede Låg, se det glide tilbage og afdække alle de spændende små Skuffer, selv få Lov til at gemme noget i det hemmelige Rum, som Frøken Vinge havde vist hende.

Å, hun ville være så umådelig flink til at gnide og polere det - altid skulle det skinne ligesom hos Frøken Vinge, og hun ville passe på, at det ikke fik en eneste Rift.

„Tak, Frøken Vinge - å, Tak - Tak!”

Nora lagde sit trætte, bankende Hoved på sin Arm og støttede den mod Bænkens Rygstød; hun følte ikke Regnen, som rislede jævnt og stille; hun mærkede ikke Kulden, der fra den våde Jord steg op gennem Fødder og Ben. Hun var bare så uendelig træt, så uendelig ør og forvirret, det var dejligt at hvile. - -

Dryp - Dryp! sagde det omkring hende, og under hver eneste Gren eller Kvist hang Dråbe ved Dråbe, som fortættedes og faldt mod Jorden. Det var alt sammen så godt og hyggeligt - en søvnig Fugl gav et lille Pip fra sig, og ude fra Gaden kunne man høre Vognene rasle forbi eller en Cykelklokke kime dæmpet.

Hun for forfærdet op, da en mørk og, som hun syntes, uforholdsmæssig stor Skikkelse pludselig dukkede frem gennem Regntågen, og hun gav et lille Skrig fra sig.

„Det er jo bare mig, Nora, dit lille Fæ. - Jeg syntes jo nok, det var dig, som for forbi mig nede i Kirkegade; men jeg kunne ikke finde dig herinde. Hvor kan det dog falde dig ind at sidde her på en våd Bænk og blive gennemblødt? - Du er nu en underlig Pige!”

Det var Ditlev! Hvor det var underligt, at han netop skulle møde hende i Dag. Hun prøvede at smile til ham, men han stak Ansigtet ned til hende, og Tonen var helt alvorlig, da han sagde:

„Hør, Nora, hvad er der i Vejen? - Og hør, det var nu ikke pænt af dig, at du slet ikke kom igen den Aften til Ballet. - Ja, Mor fortalte mig jo, hvorfor du tog af Sted, og Mor var såmænd ved at smelte af Rørelse over dig, men - -.”

„Jeg kunne ikke gå tilbage,” sagde Nora stille, og Ditlev var lidt genert i Tonefaldet, da han sagde:

„Nå ja, vi læste jo, at hun døde, den gamle Dame; men alligevel - det var jo først et Par Dage efter.”

„Hun var så syg, så syg den Aften, jeg kunne ikke danse bagefter - -.”

„Nå-å, nej, naturligvis! Det er jo også bare mig, der er et Fjols. - Men hvad er der med dig i Dag?”

„Jeg har været oppe hos Sagfører Schmidt,” sagde Nora og begyndte ganske mekanisk at gå hen ad Vejen mellem Gravene.

Ditlev fulgte med: „Nå ja, hvad skulle du der?”

„Jeg skal ha' så forfærdelig meget,” sagde hun, „et Chatol med gult Træ i sådan nogen kønne Figurer - på Skufferne - -.”

„Halløj! Du skal arve?”

„Og der er et Sybord med så mange Rum og kulørt Silke på alle Vindslerne - og et Maleri af Frøken Vinge, da hun var en lille Pige - hun har lange, hvide Mamelukker, der hænger næsten helt ned til Tæerne - -.”

„Det var skam pænt af den gamle Dame.”

„Og tyve - Tusinde - Kroner!”

„Hva' - hvad siger du?”

„Sagføreren sagde det.” Nora så op i Ditlevs Ansigt. Hun var meget alvorlig, og Munden dirrede.

Ditlev måtte tænke igen, hvad han før havde tænkt, at de store Øjne havde et Udtryk, som han ikke havde fundet hos ret mange Pigebørn. - „Du er en heldig Kantøffel!” sagde han og sukkede lidt. „Ja, sådan noget måtte der gerne hænde hjemme hos os; det er ikke altid så sjovt, når der er for lidt Penge og for mange til at bruge dem.”

„Nej!” sagde Nora, og hun sagde det af et oprigtigt Hjerte. Men så lige i det samme var det, som forstod hun først rigtigt, hvad det betød med alle de Penge, og hendes Øjne kom til at stråle, som om der tændtes Lys bag dem, Kinderne blev brændende røde, og Hjertet fløj hende helt op i Halsen af svimlende Lykke.

„Å, jeg må hjem!” Hun sagde det stakåndet og næsten i et Gisp. „Jeg må hjem og fortælle dem det lige med det samme. Farvel, Ditlev.”

Og så satte hun i Løb. Hun fløj, som om hun havde Vinger, hun følte ikke Fødderne under sig, og en voldsom, en rent umådelig Fryd fik hende til at puste og småhulke, da hun for op ad de hjemlige Trapper.

De sad alle sammen ved Aftensbordet, og Lampen var tændt. Men i samme Øjeblik de hørte hende storme gennem Dagligstuen og rive Døren op, for de op fra deres Pladser og stirrede hende i Møde med stive Øjne.

Nora havde tabt sin Hue, og hendes Kåbe, som var meget våd, stod åben foran, hendes Kinder var feberrøde, og Stemmen hæs, da hun råbte:

„Far og Mor - å, Mor skal komme til Norge og blive helt rask, å, jeg skal ha' sådan en Masse Penge - og det gamle Chatol og Maleriet med Mamelukkerne - og der er Silke på Vindslerne - og måske får jeg alle Guldstykkerne i en Pose. - Å, jeg er så forfærdelig glad - -.”

Hun begyndte at hulke, og Mor, som allerede var begyndt at hoste af bare Sindsbevægelse, forsøgte at tage hende i sine Arme, men Nora rev sig løs:

„Tyve Tusinde Kroner! Tyve Tusinde Kroner!”

Maren tudede ganske åbenlyst og tørrede Øjne i sit blå Forklæde, men Hans svingede sin Serviet over Hovedet og råbte vanvittigt:

„Hurra! - Hurra! - Den mageløse gamle Dame! Hun længe leve!”

Inger puffede forarget til ham: „Hold dog Mund, Dreng, hun er jo død!”

Og de små, som ikke forstod et Muk af det hele, svingede deres Hagesmække og råbte med i Koret: „Hurra! Hurra!”

„Og Far skal ha' splinternyt Tøj med Pressefolder i Bukserne, Inger skal få Lov at læse til Student - Hans skal ha' en ny Cykel - og de små skal få det allerdejligste Legetøj. - Maren, du skal få en ny Kåbe, men så skal du også lade være at tude.”

Far havde banet sig Vej rundt om Bordet, hans Øjne var så underligt fugtige, da han tog sin lille Pige i sine Arme og gemte hendes Ansigt mod sin Skulder. Han løftede tyssende sin Hånd og spurgte med en Stemme, der skælvede ganske lidt:

„Men hvad skal du selv ha', lille Nora?”

Og Nora løftede et tårevådt Ansigt, som lo og strålede, op imod ham:

„Å, Far, jeg har ikke rigtig fået tænkt på det endnu.”

Far så over på Mor, som tørrede sine Øjne:

„Så er det godt, at du har en Far og Mor, som kan tænke på det for dig,” sagde han og kyssede hende.

Mor sagde ganske stille: „Nora er en god Pige!”

Inger slog hende på Skulderen, Hans trak hende venskabeligt i Hårpiskene, begge de små omfavnede hendes Ben, og Maren tog Forklædet fra sine fortudede Øjne:

„Og jeg, som sagde, hun var en Svine-Malene. - Men jeg tog det i mig igen, Nora - det ved du osse nok - ikke sandt?”

Det kom de alle sammen til at le ganske umådeligt ad.