Lillemor

---

Emma Kraft (1917)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


   Inger sidder ganske alene; hun har ingen Søskende, og i hendes Familie er der kun ældre Tanter og en Pebesvendeonkel - alle rigtig rare - men alle uden Børn.
   Å, det var så kedeligt for Inger, for hun er nu virkelig meget ene. Far og Mor er så ofte budne ud, og Mor har så meget at tage Vare i Hus og Hjem, og Mor må ofte hjælpe Ingers, Far med at besvare hans mange Breve og med at læse Korrektur for ham.
   Det var bare denne Ensomhed, der pinte Inger, for ellers havde hun det så kønt og rart i sit Hjem, ganske særlig, når hun var på Landet. Ude ved det dejlige Hav med Udsigt over til Sveriges Kyster og i Nærheden af store Skove og stille Indsøer lå Ingers Sommerhjem.
   Her hun fik Lov at tumle sig af Hjertenslyst. Hun plukkede Blomster, som hun elskede, på det lille Engstykke, som stødte lige op til Forældrenes Have; hun badede og var rigtig flink i Svømning. Stene og Konkylier samlede hun nede ved Vandet, så mange hun ville.
   Sin egen lille Have havde hun også; ingen Gartner kunne passe den bedre end Inger gjorde. Der voksede store røde Valmuer i den, små Grupper af fløjlsbløde Stedmoderblomster, og der var ganske blåt af de mange Forglemmigejer. Gangene var belagt med Grus, og der manglede end ikke en Bænk.
   Og så var der en Ribsbusk med mange mange Ribs og et lille Bed med Karse. Og Ingers Mor købte både Karsen og Ribsene af hende; Pengene derfor lagde Inger i: en lille Sparebøsse. Hundrede Planer havde Inger med de Penge. Til Far ville hun købe en Strålænestol for dem, for det vidste hun, at han ønskede sig. Mor skulle have »noget rigtig yndigt noget«, Karen, deres rare Pige, en Syæske, men først og sidst ville hun købe en Hund til sig selv derfor. Havde hun den, ville hun aldrig være alene.
   Når om Efteråret Skovbunden prangede med røde, gule, lillagrå og hvide Svampe, fik Inger en lille Kurv på Armen og gik ud med Forældrene og samlede Svampe med dem.
   Hendes Fader lærte hende Navnene på dem, og Inger var ikke så lidt vigtig, overfor andre, af de mange Navne på Svampearterne, som hun kendte.
   Men nu i Dag følte Inger sig så gruelig ene - ja, egentlig så forladt.
   Far og Mor var budne ud; Karen havde travlt med en Storvask, men hun skyndte sig af alle Kræfter for at blive færdig med den, for Karen ville gerne ind til Inger og høre hende fortælle Historier. Det gjorde hun så pænt og morsomt.
   Karen og Inger var de bedste Venner Verden; Karen føjede Inger i næsten hvad hun bad om.
   »Hvem kan stå for et Blik af hende?« sagde Karen altid, når nogen bebrejdede hende, at hun føjede Inger alt for meget.
   Det var nu også meget svært at sige Nej til Inger, når hun bad om noget. For det første kunne hun blive ved med at tigge og bede, til man tilsidst sagde Ja til hende, og når hun så på en med de dejlige, blå Øjne med det bedende Barneblik, hvem havde så Hjerte til at afslå hendes Bøn?
   Men så sød og god Inger var, troldet kunne hun også være, så troldet, at man godt kunne tænke, at der sad en styg, gammel Trold i hende. Å, så arrig kunne hun blive, som hun kunne surmule, når hun ikke fik sin Vilje. Så man hende sådan, kunne man slet ikke begribe, at det var den samme lille Inger, der listede så sagte og stilfærdig om for ikke at vække sin Fader, når han midt på Dagen tog sig en lille Lur, efter at han havde siddet længe oppe om Natten ved sit Arbejde.
   Aldrig syntes Inger, at hun havde følt sig så trøstesløs ene som i Dag.
   Hun hentede sig en Skammel, tog sin Dukke på Skødet, satte sig så på Skammelen og begyndte at synge: »Dronning Dagmar ligger i Ribe syg«.
   Inger havde en køn, lille Stemme, og denne Sang holdt hun så meget af. Hun sang den i Dag med så dyb Følelse, at hun pludselig gav sig til at græde over den.
   Hun havde så ondt af den rare Dronning Dagmar, der lå syg, og som aldrig havde gjort et Menneske den mindste Fortræd, kun en Søndag »snørt sine Silkeærmer«, og det var da slet ikke så slemt, Mor snørte da også sin Kjole, og det var oven i Købet i Ryggen!
   Karen var netop lige bleven færdig med sit Arbejde og kom nu ind, renvasket og omklædt i sin blå Kjole og stort, hvidt Forklæde.
   »Men Inger da, hvad i al Verden går der af dig,« udbrød Karen, »der sidder du jo og tuder. Hvad er der i Vejen med dig?«
   Inger tog sin Dukke ned fra Skødet og tørrede sine Øjne i dens Kjole.
   »Å, Karen, jeg er så bedrøvet,« sagde hun, »kan du ikke nok forstå det?«
   »Forstå det? Nej, det kan jegvirkelig ikke.«
   »Ja, men Dronning Dagmar . . .« begyndte Inger, men Karen afbrød hende: »Å, ja hvad - hende er det da ikke noget at græde for. .Hun er jo død og fint begravet for mange Herrens År siden. Spar du dine Tårer; du kan tidsnok komme til at græde.«
   »Ja, men synes du da ikke, Karen, a, at Far og Mor skulle sige nej, når de blev budne ud i Selskab uden mig? Det synes jeg nok, de kunne.«
   »Uden dig?« lo Karen, »det manglede da bare, at de skulle bede dig med og din Dukke måske også? Hvad skulle sådan en Stump som du i voksent Selskab?«
   »Lad være at kalde mig Stump, Karen,« sagde Inger meget alvorligt. »Jeg er ingen Stump, og jeg vil heller ingen Stump være. Jeg bliver snart voksen! om seks År skal jeg konfirmeres, og til min Fødselsdag har Far lovet mig en Cykle. Er man så en Stump, når man har Cykle?«
   »Nå, du har den jo ikke endnu,« indvendte Karen.
   »Når Far har lovet mig den, er det det samme, som om jeg allerede har den.«
   »Nå, godt Ord igen, lille Inger,« sagde Karen, da hun så, det trak op til Surmuleri.
   »Uf! Jeg kan ikke udstå Professor Bøgelunds, fordi de ikke har bedt mig med i Dag. Fru Bøgelund siger altid søde, lille Inger til mig, og så beder hun mig ikke med. Det gør både Fru Møller og Doktor Groths altid. Far og Mor har jo kun mig, og hvor de er, er det da rimeligt, at også jeg er.«
   »Hør nu, Inger, hvis du nu ikke er fornuftig, så går jeg min Vej igen. Jeg har jaget sådan med mit Arbejde for at blive færdig og komme ind til dig. Jeg har nok at gøre ude omkring, så kan du sidde alene og synge Vuggeviser for den der,« og hun pegede på Ingers Dukke.
   »Vuggeviser?« sagde Inger i en lidt fornærmet Tone. »Far siger, at Visen om Dronning Dagmar er en af vore allersmukkeste Folkeviser.«
   »Nå, ja, vil du så have, at jeg skal blive, eller at jeg skal gå?« spurgte Karen.
   I Stedet for Svar pegede Inger helt nedladende på en Stol og .sagde blot: »Bliv.«
   Og Karen blev, og Timerne gik kun altfor hastigt, thi Inger havde hundrede Ting at betro Karen og hundrede Ting at bede hende om. Karen skulle blandt meget andet også klippe en ny Kåbe til Ingers Dukke. Inger vidste, hvor Mor havde gemt Stoffet til den.
   »Og når du har klippet den, Karen, så skal du også sy den,« sagde hun.
   »Sy den? Har jeg Tid til det? sådan en stor - jeg havde nær sagt Stump - må virkelig selv både sy og klippe Tøjet til sine Dukker.«
   »Det gør jeg også, når jeg er konfirmeret,« svarede Inger med megen Selvfølelse.
   Skønt der var seks År til Ingers Konfirmation, førte hun al Ting hen til, »når jeg skal konfirmeres!«
   Det kan nok være, at Karen brugte Nål og Saks. Hun rier sammen, hun prøver på Dukken, og imedens Inger med spændt Opmærksomhed følger hende, synger hun Småsange for Karen, siger små Vers frem og fortæller Historier, ja, hun begynder endog at spille Komedie for Karen, og det holder Karen allermest af.
   Inger har nemlig en Gang været i Teatret og set Balletten Et Folkesagn. Aldrig kan hun glemme det. Hun kan hele Indholdet deraf og fortæller Karen nøjagtigt om det forbyttede Barn, om Troldene nede i Troldehøj, og da de kommer op på Jorden for at søge om Hilda.
   Og til Slutning synger hun helt begejstret hele Brudevalsen. Hun synger med en sådan Varme og Følelse, at Karen rives med og begynder at nynne den.
   Men Inger er straks på Færde.
   »Du må virkelig blive ved at sy, Karen, ellers bliver Kåben jo ikke færdig, til Far og Mor kommer hjem.«
   Men længe før Kåben er færdig, har Ole Lukøje prikket på Ingers Øjne. Hun kæmper for at holde dem oppe, men hun kan umuligt, og da hendes Forældre kommer hjem, ligger den lille Pige i en tryg Søvn med Dukken, iklædt den nye, grå Fløjlskåbe, trykket tæt ind til sig.
   Den næste Dag er Inger så munter og glad. Som et lille Kid springer hun omkring; hun hopper og danser, hun synger og sidder i Gyngen med sin Dukke og har en hel Mængde at fortælle den.
   Hvor Mor er, vil hun dog helst være, og allerhelst vil hun hjælpe hende og Karen med alt muligt. Alt er Lys og Fest og Solskin for hende i Dag, men sådan er det ikke hver Dag!
   Allerede den følgende Dag er Inger meget fornærmet, meget mut over, at hendes Forældre igen er budne ud, og denne Gang skal de helt ind til København, ja, de skal endog overnatte derinde.
   Da hun får det at vide, græder hun heftig. I sin Sorg og Harme derover, udbryder hun: »Det er ækelt af jer at tage fra mig. Hvorfor siger I ikke nej Tak, vi vil hellere blive hjemme hos vores egen lille Pige. Hvad ville I sige, hvis jeg tog bort fra jer, ja, og tog Karen og min Dukke med. Så kunne I have det så godt!«
   Inger surmuler og vil næsten ikke sige Farvel til Forældrene, da de tager bort. I Virkeligheden surmuler nu Inger ikke; hun sætter bare sådant et muggent, grimt Ansigt op i Håb om at Forældrene skal blive så kede deraf og lade være at tage fra hende.
   I sit Hjerte er hun meget bedrøvet.
   Karen er jo meget rar, men hun er dog ikke som Mor, og hun kan slet ikke forstå, hvor sørgeligt det er at være alene, når man dog har sine Forældre for at være sammen med dem.
   Solen skinner så dejligt i Dag, Inger synes, det passede meget bedre, om det netop i Dag var Regnvejr.
   Hun ved slet ikke, hvad hun selv vil i Dag. Så går hun ned i Haven og kigger på sine Blomster. Hvor er de blevne store! »men jeg tror slet ikke,« tænker hun, »at jeg mere vil sælge Karse og Ribs til Mor, den Straf skal hun da have, fordi hun så ofte går fra mig, men så får jeg heller ingen Penge til at købe en Hund for.«
   Å, en Hund, en rigtig sød lille, krøllet Puddelhund og helst en hvid. Hvad mon sådan. en kunne koste?
   Nu ville hun straks gå ind og tælle sine Penge i Sparebøssen. Og det viste sig, at der var en hel Krone og halvtredsindstyve Øre i den. For dem måtte hun da sagtens kunne få en Hund. Hvid skulle den være, for Inger holder mest af hvide Hunde, hvide Katte og hvide Duer.
   Ved de hvide Hunde og Katte er der så meget at passe, for de bliver så hurtig snavsede, og hvert lille Stænk ses straks på dem, men Inger synes, at det er netop så morsomt at vaske dem og holde dem rene, det bilder hun sig i det mindste ind.
   Så går hun ud på Engen, måske hun der kunne møde Skovfogden. Han forstår sig så godt på Hunde, siger Fader altid.
   Men Skovfogden er der ikke. Skulle hun vove sig ind i den nærliggende Skov? Far og Mor har jo forbudt hende det.
   Inger er en lille, modig Pige, og hun er slet ikke så lydig, som hun skulle være. Hvad skulle det kunne gøre, at du gik derind, tænkte hun. Der er da ingen, der vil gøre en lille Pige Fortræd.
   Og så går hun derind.
   Der dufter så dejligt derinde af Graner, og helt op ad Fyrretræernes Stammer slynger den blomstrende stærk lugtende Kaprifolium sig. Mellem Træernes Stammer kan man se det dejlige, blå Hav og de mange hvide Sejlere. Mosset er så friskt og grønt herinde, så kruset og krøllet.
   »Bliver jeg træt,« tænker Inger, »lægger jeg mig bare ned på det bløde Krøllemos. Det er ligeså blødt som Mors Puder hjemme i min Seng.«
   Men hvad var det? Var der ikke noget der raslede? Var det nogle visne Blade?
   Inger står stille og lytter og anspænder sig for at se. Nej, der var jo ingen Ting. Jo, se der, der ligger et stort Stykke hvidt Papir, et af disse Smørrebrødspapirer, som Far altid bliver så vred over, at Folk smider fra sig i den smukke Skov, og som Vinden løfter og ofte fører lige forbi Hestene, og som kyser dem, så de angst springer til Side.
   Nej, nu ser Inger længer nede noget skinnende hvidt.
   Hun står med bankende Hjerte; hvad kan det dog være? Nu kommer det springende lige hen imod hende, som om det ville søge Beskyttelse hos hende. Rask går hun hen imod det.
   En lille, hvid Killing!
   Den er så våd, og den trykker sig helt ind imod hende og ser så forskræmt, så bedende på hende.
   »Fang den, tag den i Halen!« hører hun nogen råbe, og nu ser hun Skovløberens to Sønner, Erik og Aksel, der er bekendt for at være så onde mod Dyrene, komme jagende hen mod Killingen.
   Inger kan ikke lide disse to Drenge.
   Hun har en Gang set Aksel rive Vingerne af en Sommerfugl, og Erik pine en Skruptudse.
   Fra den Tid er der Uvenskab mellem hende og Drengene, og Inger havde, da hun så Aksel rive Vingerne af Sommerfuglen, råbt til ham: »Du kan understå dig til nogen Sinde at komme ind på vores Grund, Far vil selv smide dig ud.«
   Nu bøjede hun sig ned mod Killingen og ville tage den op til sig, men Drengene var nået helt hen til hende.
   »Rør den ikke,« sagde Aksel, »eller du skal få med mig at bestille. Vi havde lige fået den ned i Vandhullet inde i Skoven, for druknes skal den nu, hvad enten den vil eller ej. Så lige med et svippede den fra os, men nu skal den ned igen deri. Kom med hen og se derpå, det er så grinagtigt at se den spjætte. Den vil op, men den kan ikke.«
   »I væmmelige Drenge,« sagde Inger og bøjede sig ned over Killingen. Hurtig tog hun den på sin Arm og begyndte at løbe.
   Bare hun dog kunne nå hjem, inden Drengene nåede hende! Men også de gav sig nu til at løbe at alle Kræfter.
   Inger havde i en Fart taget sin Hat af og lagt Killingen ned i den. Hun løb, som om det gjaldt Livet; hendes ene Fletning havde løst sig, og Håret faldt ned over Ryggen på hende. Hun var rød i Hovedet som en rød Pæon.
   Pludselig hørte hun et Skrig bag sig. Hun vendte sig om og så Aksel ligge, lige så lang han var i Grøften, som han ville sætte over for at skyde Genvej. Hun så Erik hjælpe ham, og så løb hun til påny. Hvad angik det hende, om han havde slået sig eller ej, bare hun nåede hjem med Killingen.
   Nu opdagede hun, at det fine, blå Silkebånd, som Mor selv havde bundet om hendes Fletning om Morgenen, det havde hun tabt.
   Løbe tilbage og søge om det? Aldrig.
   Å, Gud ske Lov, nu var hun da lige ved Havelågen, og der stod Karen.
   »Karen! Karen!« råbte hun, og Karen skyndte sig hen til hende.
   »Men hvad er der på Færde? Hvordan er det dog du ser ud, Inger?« spurgte Karen.
   »Å, Karen, de ækle Drenge er lige bag ved mig. Pas på, at de ikke kommer herind. Tænk dig, de ville drukne denne lille, yndige Killing,« og dermed tog hun Killingen op af sin Hat.
   Men der kom ingen Drenge; de turde del ikke. Det var dem jo forbudt at komme ind på Doktor Munchs Grund, og desuden: Axel havde slået sit Knæ ret alvorligt, så han, understøttet af Erik, kun møjsommelig humpede af Sted.
   Å, hvor var Inger lykkelig over den Legekammerat hun nu havde fået. Hvor kælen og morsom var den ikke og så snehvid!
   »Den var meget bedre end en Hund,« erklærede Inger og tog den ned med i Haven og satte sig i Gyngen med den på Armen. Hun glædede sig sådan til at vise Forældrene den, når de kom hjem. Å, hvor også de ville blive glade!
   Men da Ingers Forældre kom hjem og fandt den lille Legekammerat, der allerede lod, som om den var helt hjemme, blev de meget betænkelige ved at beholde den.
   De nænnede ikke at tage den fra Inger, men de mente også, at de ingen Ret havde til uden videre at beholde den. De måtte først have Vished for, om det var en herreløs Killing, eller om den tilhørte nogen i deres Nærhed, og derfor gik de sammen med Inger ned til Skovløberen for at spørge ham, hvad han mente.
   Hvor bankede Ingers Hjerte! Sæt, Skovløberen sagde, at den skulle gives tilbage - så skulle hun skilles fra den . . .
   Hun tog ikke sine Øjne fra Skovløberen; hvert Ord han sagde, slugte hun.
   »Ja,« sagde han, »jeg ved såmænd ikke, hvad jeg skal sige. Jeg ved bare, at vores Kat har fået så mange Killinger, at vi umulig selv kan beholde alle. Nogle har vi måttet lade drukne, et Par har vi foræret bort; egentlig skulle den også have været druknet, rigtignok aldrig på den rå og barbariske Måde, som jeg hører Aksel og Erik ville gøre det. Vil Deres lille Pige gerne have Killingen, er det mig en Glæde at give hende den.«
   Inger blev så glad og gik lige hen til Skovløberen og gav ham Hånden og sagde: »Mange Tak; De kan stole på, at jeg skal være god imod den.«
   Nu først var Inger helt glad; nu først var Killingen hendes egen Missekat, og hun og den var uadskillelige. Hun bandt et rødt Silkebånd om Halsen på den og syede en lille Bjælde i Sløjfen, så kunne man altid høre, hvor den var. Men det var ikke alene Inger, der var så glad for den, også hendes Forældre og Karen holdt af den og morede sig over den.
   Den gik så hyggelig omkring i Hjemmet, det var ligesom den forstod al Ting. Den »spandt« af Tilfredshed, når de andre var glade og fornøjede, og når de kælede for den, og den hvæsede, når der var noget, den var misfornøjet med. Ofte fik Inger Lov til at tage Missekatten med, når de var budne til deres allernærmeste Slægtninge og Venner. Men aldrig såsnart hørte den Bilen tude nede på Gaden, før den blev vred og begyndte at hvæse. Den kunne ikke udstå at køre i Bil. Først, når den sad nede i Bilen på Ingers Skød, først da blev den rolig.
   Inger, som så ofte havde ønsket sig en lille Søster, som det »bedste af alt«, erklærede højlydt mere end en Gang om Dagen, at hendes Missekat var meget bedre end en rigtig lille Søster.
   I seks År havde nu Inger og Missekatten været trofaste, uadskillelige Venner.
   Så kom Dagen, hvor Inger skulle konfirmeres, den Dag hun altid regnede med som et nyt Afsnit af hendes Liv, skulle begynde.
   Inger var nu seksten År, en nydelig, ung Pige. Der stod hun på sin Konfirmationsdag ligeså fin og hvid, sagde Karen, som Ingers Killing havde været, da den første Gang kom ind i Ingers Hjem.
   Men så skete der noget - noget meget slemt, noget, som gik Inger og alle, som holdt af Missen, nær til Hjertet.
   Mis holdt så meget af Fisk; den var rigtig lækkersulten efter Fisk. Et Par Dage efter Ingers Konfirmation havde den set sit Snit til at stjæle et Stykke Fisk ude i Køkkenet.
   Det skulle Missen ikke have gjort! Fra Tyveriet slap den godt nok - men meget dårligt slap den fra at spise Fisken. Rimeligvis havde den i Skyndsomhed for ikke at blive opdaget, forslugt sig på den.
   Hvad var det for en underlig Lyd man hørte?
   Mis skulle da vel aldrig have fået Kighoste?
   Inger styrtede ud til den. Med et bedende Blik så den op på hende; det var, som om den bad hende om Forladelse både for Tyveriet den havde begået og for den Sorg, den nu forvoldte hende.
   Aldrig glemte Inger dens bedende Blik. I hendes Arme lukkede den sine Øjne.
   Et Fiskeben havde kvalt den!
   At man kunne sørge sådan over kun et Dyr, som Inger gjorde det, undrede mange sig over, men Mis havde været en lille forstående og trofast Mis for Inger, den havde været hende en god Legekammerat, og fra den Dag hun i sin Hattepuld havde båret den hjem, havde hun aldrig følt sig ene.
   I Kærligheden til Missen gik der som en Understrøm i hendes Følelse for den: Hun havde frelst den; frelst den fra at blive druknet i et Vandhul af nogle ondskabsfulde Drenge.
   Hun syntes mangen Gang, at det næsten var, som om hun havde frelst et Menneske.
   Og hun skulle ikke sørge over Tabet af den!
   Men Inger var nu ikke mere »Stumpen«, eller »lille Inger«, hun gik nu på Kursus og havde Håret sat op, og hun havde meget at læse, så megen Tid blev der heller ikke for hende til at sørge altfor længe over Missens Død, selv om Savnet af den føltes af dem alle i Hjemmet som en underlig Tomhed.
   En dejlig Forårsdag, en af disse Forårsdage, hvor alt i Naturen synger Lov- og Takkesang, hvor Fuglene ikke ved, hvor de skal gøre af sig selv for lutter Glæde, hvor Kastanjetræernes klæbrige Knopper sprænger deres Hylster, og Bøgen ruller sine silkebløde Blade ud - stod Inger, der lige var kommen hjem fra Kursus, i sin Moders Sovekammer.
   Hun kunne ikke få et Ord frem. Hun stod der ganske målløs med foldede Hænder.
   Hvad var det, der lå derhenne i en Vugge? Ingers Moder sad ved Siden af Vuggen og så så lykkelig ud.
   »Ja, Inger, hvad siger du nu?«
   Men Inger kunne ingen Ting sige. Hun stod og stirrede på det lille Væsen, som lå der.
   »Nu har du omsider fået en »lille Søster«, som du i så mange År altid har ønsket dig.«
   »En Søster?« udbrød Inger og så på Moderen med et uforstående Blik.
   »Ja,« sagde hendes Moder, »du husker jo nok Kusine Anna, hvis Mand døde i Vinter? Anna er nu også død, og der er ingen til at tage sig af hendes lille Pige, som nu hverken har Far eller Mor. Så mente Far og jeg, at det var bedst, at vi antog os hende. Og nu har du en lille Søster, som jeg ved, du altid vil være god og kærlig imod.«
   »Å, Mor,« udbrød Inger, »jeg vil være som en Mor for hende, hendes egen »Lillemor«, som jeg altid vil elske.« Og Inger holdt Ord. Al hendes Kærlighed samlede sig om den lille Pige. Der var ikke et Offer, som hun ikke gerne påtog sig, når det gjaldt den lille Søster. Hun bar hende på sine Arme, hun lo og legede med hende, hun trøstede hende, når hun græd og læste Lektier med hende, da hun blev større - en rigtig god »Lillemor« var og blev Inger.