At krepere Kammerherren
Gustav Wied: Lystige historier (1896)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Hun stod ældgammel, grå og krumbøjet lænet op til Gavlen af sit Hus en Dag i Midten af Maj, da jeg gik forbi ude på Vejen for at komme hen i Skoven, hvor Anemonerne og Bøgen var i Spring.
Hun stod og støttede sig med begge Hænder til en tyk, halvtafbarket Hasselkæp og stirrede med sine udslukte Øjne ind i den lysende Sol. Hendes Ansigt var rynket og furet og støvgråt i alle Folder. Det korte, grågrønne Hår stak i stride Tjavser frem under Huen. Og hendes klolignende Fingre krummede sig krampagtigt om Stokkens Håndgreb.
- Go'dav! sagde hun.
- Goddag, Maren.
- Nu har vi fået Solskin, sagde hun igen.
- Ja, sagde jeg.
- Kom nærmere, a ka' itte drage Kjendsel på Dem!
Jeg skråede over Vejen og blev stående foran hende mellem de to storhovede Piletræer, der strakte deres tusindfingrede Grene op mod den blå Himmel og bad om Sommer, rigtig Sommer med Regn og Sol og Tordenbyger og så mere Sol igen.
- Nå a tøt nok, te det var Dem, nikkede den gamle - a har set Dem gå forbi her i Vinter inde fra Sengen. A har lagt hele Vinteren, det gør a hver Vinter. Men så fornam a i Dav, te a' Solen hun skinnede så varmt, å så krøw a ud. - A må jo osse sæl skjøtte Fårene nu! lagde hun arrigt til.
Og hun slog ud med Stokken hen mod Brakmarken, hvor der gik et Par sammenkoblede Får og græssede efter Recepten: Søger, skulle I finde!
- Hun er jo rejst i Går, det Svin! vedblev Maren i samme Tone - så a er jo jenne om det nu!
- Så hun er rejst? sagde jeg og anede ikke hvem.
- Ja Gu' er hun rejst da! Å a er glad ved det, for hun var den værste beskidte So siden Verdens Skavelse! - Han, Kammerherren, som di kalder ham, ska' jo sætte mig en Kone i Huset til Hjælp, men han flyr mig altid det værste Krammerasie bare for å pine den Smule Liv væk, der sidder i mig. Hun stjal, gjore hun, Rakkeren, osse! Hun sku' jo malke Marie for mig, ser Di; for a ka' jo ikke længer krumme Ryggen; å så hadde hun en Trepæleflaske her bag på Rumpen under Skjørtet, og den fyldte hun så, og tyllede i Ungerne, for der var jo ingen Fortjeneste for Manden i Vinters.
- Så hun var gift?
- Næ Gu' var hun'de gift! Di ligger bare sådan å dasker sammen! - Næi, han måtte junde gifte sig, ser Di, for han hadde jo fået Fattighjælp her, den Gang hans første Kone døde.
- Vil de da giftes?
- Vil? ja det vil di sgu gerne! Men når det nu stri'er imod Lovene? Han ska' jo først betale Hjælpen; men hvor Fa'en ska' han kunne det, når di leverer en Unge hvert År?
- Næi såmænd! Men så kommer der jo aldrig Ende på den Historie.
- Ende? Næi, di ender sgu li'e lukt i Helvede, når Lovene ska' overholdes. Men det er sgu godt nok tildem! -Vil Di'nne med ind å se al det Skidt og Møj, hun har ladt ligge efter sig?
- Jo-o Tak, sagde jeg - det kunde jo være morsomt nok!
Og nu gik vi ind gennem en faldefærdig Port, hvis Fløje hang hullede og skidne af Snavs og Vejr og Vind på deres Hængsler.
Næsten hele Gårdspladsen var opfyldt af en stinkende Mødding. Huslængernes Kalkpuds var afskallet, og Leret og Stolperne grinede frem, og Stråtaget hang i Laser.
- Det var en svær Mødding, De der har, Maren, sagde jeg.
- Ja; men hun har heller ikke våren kørt ud i tre År.
- I tre År?
- Ja, hvad Fa'en! a ka' da junde slæve Møjet væk! sagde den gamle stadig arrig. - Å di,'der skal, di gør 'et itte!
- Er det da ikke Deres eget Sted?
- Gu' er 'et så, så længe a lever! - Kom nu med ind, så ska' a vise Dem Dokkementet!
Inde i den stenbelagte Forstue var en Dør til højre og en til venstre.
- Der boede hun inde, pegede Maren - Kom nu, skal Di se, hvodden hun er rejst fra det hele, den Møjso!
Vi gik ind ad Døren til venstre.
Der var to Stuer med lerstampet Gulv, tilspigrede Vinduer og Bjælkeloft, som hang En næsten ned på Hjernen.
- Ka' Di se! Ka' Di bare se! ivrede Konen og pegede med Stokken på de Halmstumper, Fjer, Murbrokker og skidne Klude, som lå spredt over Gulvene - Den Svinemær! sagde hun og satte Stokken hårdt ned - Å se nu Grukedlen, vedblev hun i Ekstase og løftede Låget af en stor, indmuret Gryde, der stod i Hjørnet ved den åbne Skorsten - Har Di set no'et værre siden Verdens Skavelse? Men hun kogte da osse både Skidt og Suppe i den! Hun sku' sgu bedømmes til at slikke den ren! - Men kom nu over ve' mig ...
Ovre "ve" Maren på den anden Side Gangen, var der også to Stuer.
Jeg havde jo efter Konens kraftige Udtalelser måttet vente, at der derovre var rent og nyvasket som hos en Vallødame. Men da hun åbnede Døren, måtte jeg i Hast snuppe mit Lommetørklæde op og holde mig det for Næsen for ikke at kvæles af den ubeskrivelige Stank, der pressedes mig i Møde fra de indelukkede Rum.
- Værs'god å sæt Dem!
Jeg satte mig på en Træstol lige over for Sengen, hvis fede, plettede Dyner og gulgrå Lagen lå hulter til bulter mellem hinanden -
Der stod et malet Træbord under Vinduerne. Og i det ene Hjørne var der en lavstammet, tykmavet Kakkelovn med Kogehul. På de kalkede Vægge hang Fotografier i Glasrammer, samt et stort Træsnit klippet ud af et Billedblad og forestillende: Gambettas Jordefærd.
-Ka' Di se den hvide Klat der på Gullet? spurgte Maren.
Jeg drejede Hovedet og så' noget som Kalk eller Flødeskum ligge henne i Hjørnet bag Bordet.
- Ja, sagde jeg - hvad er det?
- Det er mit Mellemgul'svand.
- Hva' for no'et?
- Jo, for a får somme Tider sådan en fæl Trykken for Brystet, å så ta'r a no'et a' denne hersens Flaske. Å så tapløver Vandet ud a' mig. Men det linner. Det har Dokteren skreven op til mig. For a vil itte dø!
- Hvor gammel er De egentlig, Maren?
- A er ligefrem toogfi's den syttende Juli. Og nu har a våren Enke i femogtredve. Min Mand og mig hadde ikke uden fem Rigsdaler, da vi holdt Bryllup. Han var Væver, å vi gik på Arbejde. Å så kjøbte vi det her Sted for elve Hundrede Rigsdaler. Det vil si'e, der var ingen Hus på Lodden, forstå Di, det byggede vi sæl. Vi fik Matrejalerne ude i Byen, å så byggede vi. Å vi hadde betalt hele Kaven ud så nær som på hundrede Rigsdaler, da Manden døde!
- Men hvor fik De dog alle de Penge fra?
- Penge? gentog Maren. - Vi vævede den Unde lyneme naturligvis både Dav og Nat! Men se så døde han jo, å så var 'et, a' di fik min Søn narret til å sælge Stedet til Kammerherren, som di kalder ham, for han var da kun Jægermester den Gang. Og så en Daw ligger der en død Hare ude på Mødningen, som var skudt udenfor Jagttiden, og den får di mig til at gå til Byen med til Herredsfogden, for di må junde skyde, når di'nde må! Å han si'er så til mig: A tøt, te hun ser så klejnmodig ut, bitte Mutter, hva' er der i Vejen? Å a fortæller ham jo så, hvodden det er, a' min Søn har solgt Stedet til Kammerherren. Det har han sgu'nde Lov til! si'er så Herredsfogden til mig, å vil Di ha' det, bitte Mutter, så skal a få Kammerherren til å betale flere Tusinde Dalers Mul't, fordi han har handlet med en umyndig. Næi, si'er a så til Herredsfogden, det vil a da itte. Å hvorfor itte? si'er han til mig. Næi, si'er så a til ham, for Stedet ligger jo li'e ved Skoven, å a vil da så gjerne ha' Lov å sanke et Par Pinde. - Så kommer a jo op til Kammerherren; og Forvalteren vil jo så ha', a' a ska' skrive Skjødet under. Nej, det gjør a itte, si'er a, uden på Betingelser. Hvor er hun bleven så klov fra? spø'r så han. Den, der ligger et godt Ord på min Mund, ham slår a ikke på hans Kjæft! si'er a, å a skriver itte Skjødet under uden på Betingelser. Å så kommer Kammerherren: Nå, si'er han å slår ud, det var jo det Skjøde, bitte Mutter! Ja det skriver a itte under uden som på Betingelser, Hr. Kammerherre! Betingelser? si'er så han, det er Fandens så hun er bleven klov! Hvem har oplært hende i det? Ja det kommer ikke Sagen ved, si'er så a, å den, der ligger et godt Ord på min Mund, ham slår a ikke på hans Kjæft, Hr. Kammerherre, si'er så a. Hva' er så det for Betingelser? si'er så han, for Stedet vil a sgu ha', det ligger midt i mine Jor'er, bitte Mutter! Jo-o, Hr. Kammerherre - eller den Gang var han da kun Jægermester - a vil sidde i Huset til min Dødedaw ... Men nu ska' Di sæl se Dokkementet!
Og den gamle rejste sig fra Sengekanten, hvor hun havde siddet og holdt sin Tale, og rokkede ind i det forreste Værelse og fremtog af den øverste Skuffe i en rødbroget Dragkiste et gulnet, fire Gange sammenlagt Papir, som hun flyede mig.
Og jeg læste på Papiret, at Kammerherren forpligtede sig til årlig, så længe hun levede, at levere Enken Maren Hansen, Vævers kaldet: Et Lispund Smør, tre Lispund Ost, to mellemstore Skinker o. s. v., o. s. v., samt lade vaske for hende og sørge for, at Huset blev vedligeholdt ude og inde, holde en Kone "i den anden Ende" til at passe hende og sysle om hende. Ogi til syvende og sidst sørge for, at hun fik en hæderlig Begravelse "efter Egnens Skik og Brug".
- Ja, det er jo meget redeligt altsammen, sagde jeg og leverede Dokumentet tilbage.
- Ja-a, sukkede Maren og blinkede med sine matte Øjne - det er jo rele nok, hva' der står i Papiret, men han holder s'men itte no'et a' 'et! Nu var 'et i Onsdaws fjorten fulde Dawe siden, a' den svenske So hun rejste - for hun var svensk osse, Svinet! - med Ungerne. Å a har skikket det ene Bud efter det andet op på Gården, a' a sat alene å ku' itte malke Marie begrundet på a' a ka' itte krumme min Ryg længer. Men se om han sender mig en anden Kjælling! Å Vadsken har a sæl måttet besørre i mange Herrens År. Hva' ka' det så nytte, a' det står i Papiret? Å ka' jo ligge her alene om Natten å omkomme i mit Mellemgul'svand, uden a' no'en Mors Sjæl så meget som nyser a' 'et!
- Jamen Sønnen ... Deres Søn, kommer han ikke og ser til Dem?
- Orknej! han har jo ha't den Profit a' mig, som han ka' få, å a ser ham aldrig! ... Næi, di eneste, der trøster mig, det er såmænd di umælende ... Vakker? Vakker? begyndte hun pludselig at kalde med kælen Stemme.
Og frem af de fede Dyner kom kravlende en lille, brun Hund ikke større end en god Rotte.
- Det er min Kjærrest, nikkede hun og klappede Dyret, der slikkede hendes snavsede, klolignende Hånd - Å så har a lært ham til, vedblev hun, og det var første Gang jeg så' noget i Retning af et Smil oplyse hendes Dødningeansigt - Å så har a lært ham til a' hoppe op i Vinduet å halse a' Kammerherren, når han kommer her forbi, hæ, hæ! Det kreperer ham jo! ... Å så har a jo ossenså Kamilla ... Kamilla-a.
- Mjav-av! svarede det borte under Kakkelovnen.
- Ja kom så da lille Milla, kom så, lokkede Maren - a' den fremmede Herre ka' se Dig!
Men Milla sagde bare: Mjav-av! én Gang til og blev, hvor den var.
- Å ka' han handle sådan mod mig, når a lewer, nikkede Maren videre - hva' ka' han så'nde hitte på, når a er død?
- Sønnen? spurgte jeg.
- Næ Kammerherren sgu! sagde hun arrig - Sønnen? hæ, ham har a sgu slået a' Tanker for længe siden! ... Di så' jo nok, der stod i Papiret, a' a sku' ha' en passende Begravelse; men den snydder han mig nok for!
- Nå-å ...
- Jov! Men snydder han mig, så ska' a Fanden lyneme snydde ham igen! nikkede hun, og der glimtede i hendes slørede Øjne som et Lyn bag en Sky.
- Det er rigtigt! sagde jeg - Men hvordan vil De bære Dem ad med det, Maren?
- Ja, det bli'er min Sav, lo hun ilde - det bli'er min Sav! ... A ska' lewe så læ'e, så læ'e, som a på no'en Måde ka' driwe det til! A kjøwer Mellemgul'sdråver for hver en Skilling, a ka' skrave sammen. En er da En sæl nærmest!
- Naturligvis! Men hvor gammel er det, De er?
- Toogfi's ... Men det er ingen Alder! Min Mor blev syvoghal'fems og døde tre Gange, inden di fik Livet a' hinde!
- Så-å?
- Ja, for hver Gang, di troede, te hun var død, så rejste hun sig op og spiste Hvidkålssuppe.
- Det har været en kraftig gammel Dame! sagde jeg.
- Ja, fordi En er gammel, er En sgu ikke såden li'e til å kjøre på Mødningen!
- Nej Gud bevares! sagde jeg og stod op fra Stolen - Men nu må jeg af Sted, Maren!
- Nå ... Vil Di 'nne æde en Ævleskive, a har her i Skuffen? Hun begyndte at trække Bordskuffen ud.
- Næ Tak, Tak! Jeg har nylig spist!
- Nå, så ka' den jo ligge til næste Gang, Di kommer ... For Di kommer da igjen. Det vil krepere Kammerherren, a' Di har Deres Gang hos mig!
- Ja Tak, jeg skal nok komme! ... Nå, Farvel, Maren!
- Fa'wel, å Tak!
- Sæl Tak, Maren!
- Hør ku' Di 'tte gjøre mig en Villighed? spurgte hun pludselig og famlede efter min Hånd, som hun nys havde sluppet.
- Jo-o, sagde jeg.
- Ka' Di 'tte malke Marie for mig?
- Malke? ... Nej, det kan jeg ikke!
- Jow vist ka' Di så! Å nu har hun stået med Mælken i to Dawe ... Ku' Di 'tte prøve på det, hva'? Hun lidder så fælt ved det ... A ka' junde krumme Ryggen.
- Jamen jeg har aldrig malket før ...
- Å, Di ka' sgu allenfals gøre 't li'så godt som den svenske So! Di ska' bare såden hive op og ner i Patterne.
- Enfin, sagde jeg - godt, Maren: så malker jeg Marie!
- Jøsses Kos, smilede den gamle og gottede sig - Jøsses Kos, hvor det vil krepere Kammerherren, a' sådan en fin En har hjulpet mig!
Og hun rokkede sjæleglad ud og hittede en Spand frem og en Malkeskammel; og jeg gik over i Kostalden og malkede Marie.
Maren stod ved Siden af, støttet på sine Kæppe. Hun kluklo helt nede fra Maven og mumlede og mumlede:
- Å Jøsses Kreste Kos, det sku' Kammerherren se! Å Jøsses Kreste Kos, det sku' Kammerherren se! Det vilde krepere ham! Det vilde krepere ham!