Den yderste termin

Gustav Wied: Lystige historier (1896)
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

(En mystisk-hypnotisk Selvoplevelse.)

   De kender jo allerede Bent, den lille, nervøse Forfatter, der drak Absint au lait i denne lystige Bogs første Historie.
   Han er det prægtigste Menneske under Solen, forsikrer jeg Dem. Men hans Nervøsitet kan imellem Stunder overgå al Forstand. Og da er han farlig, for da smitter han. Jeg har selv måttet lægge Nerver til engang. Ingen kender sin Besøgelses Tid.
   Vi mødtes i sin Tid hver Eftermiddag på "Bernina for at drikke vor Kafé, som Opvarternes Ypperste kaldte det. Vi sad da gerne inde i det bageste Lokale i den Sofa, der vender Ryggen til Køkkenet.
   I Sofaen lige over for plejede et løjerligt Individ at slå sig ned: en Mandsling af næsten ængstende små Dimensioner. Al hans Livskraft syntes at være strømmet ham til Hovedet. Den øvrige Skabning er derimod utilladelig forsømt.
   Når han ved Hjælp af Arme og Ben har kastet sig tilbage i Sofaen, kan Fødderne ikke nå Gulvet, men hænger da bestandig og pilker efter det.
   Det ser ud, som om en jævn Vind uophørlig for ham igennem Benklæderne.
   Eller som om han var evig fordømt til at træde Bælgen på et usynligt Orgel.
   Også han drikker Kafé.
   Når det er besørget, betjener han sin Næse med Omhu. Derpå lægger han sin højre Arm bag Nakken, lukker Øjnene halvt til og falder hen.
   Venstre Arm hænger slapt ned langs Siden. Hånden rolig, Fingrene udspilede. Men lidt efter lidt krummer de sig sammen i Vifteform og begynder at bevæge sig med voksende Hastighed. Det er, ligesom han tiivifter et eller andet brændende Punkt på sit venstre Lår en forfriskende Kølighed. Og Benene går op og ned, op og ned uophørlig. Luften støder han ud gennem Næsen med regelmæssige Mellemrum.
   Han synes at sove ved Damp. Hvert Øjeblik venter man at se Sofaen sætte sig i Bevægelse, retlinet som på Skinner, frem gennem Panelet, ind gennem Buffetværelset, ud af Døren og væk!
   Og så Ansigtet!
   Jeg kendte for et Par År siden en ung Pige. Nydelig! Men så en skønne Dag begyndte Øren, Næse og Øjne at vokse ud på hende, forlænge sig, svulme ...
   Det var rædselsfuldt!
   Jeg fik Kvalme, når jeg så' hende. Og Børn skreg, bare hun viste sig i en Døråbning.
   Det var "Elefantsyge", hun led af. Den ytrer sig netop deri, at alt fremstående på et Menneske forlænger sig.
   Aldrig har vist denne Sygdom nået et højere Kulturtrin end hos Manden i Sofaen.
   Ørene kan endda gå. Men Næsen! Og Øjnene - især Øjnene.
   De ligger og vipper ude på Kinderne. Og så er de gule i Kødet med stærkt røde Årer ...
   Ja ikke sandt, det er modbydeligt? Men jeg vilde gerne, De skulde indrømme, at under disse Omstændigheder var det intet Under, at Bents sensible Natur følte sig rystet.
   Straks den første Aften mærkede jeg da også, at Fænomenet gjorde Indtryk på ham. Dog ikke i nogen overvældende Grad forøvrigt. Han talte ganske rolig om det, da vi kom ned på Gaden.
   Og ved det andet og tredje Møde syntes han endogså slet ikke at ænse Genboen. Kun da jeg et Par Gange tilfældigvis så' op fra min Avis, fangede jeg hans Øjne, der uroligt flakkede om i Ansigtet derovre.
   Jeg lagde imidlertid ikke videre Vægt derpå.
   Men da vi nåede den sjette Aften, gik det med ét Slag op for mig, at der var Fare på Færde.
   Bent havde tiet. Tiet uafladelig, lige fra vi satte os. Jeg var sprunget fra det ene Emne til det andet. Bestandig ikke et Ord! Så tog jeg fat på at tale om hans sidste Drama. Det plejer at oplive ham. Jeg var netop ved at fortælle, hvad en af mine Bekendte om Formiddagen havde fortalt, at en bekendt Kritiker skulde have ytret, at Bents psykologiske Analyse mindede ham stærkt om Henrik Ibsen ...
   Da han pludselig lægger Hånden på min Skulder og siger:
   - Vil Du rafle?
   - Hva' siger Du? siger jeg.
   - Spille Tærninger?
   - Ja, gerne!
   - Men det skal være en Gudsdom! hviskede han hemmelighedsfuldt - og den, der taber, skal gå over og...
   Her krummede han højre Langfinger op bag Tommelen og lod den derpå svippe løs lige foran Næsen på mig.
   - Men Bent dog, sagde jeg irriteret - hvad Fanden skal de Narrestreger til!
   - Bare rolig! tyssede han så - bare rolig! Og så smilede og nikkede han og sagde: Kære, gamle Dreng! som om vi ikke havde set hinanden i fem Fjerdingår.
   Men straks efter rejste han sig og gik uden at sige Farvel.
   - - -
   Så oprandt den niende Aften.
   I to Dage havde Manden med Hovedet ikke vist sig. Jeg følte mig umådelig lettet. Også min Ven var bleven den gamle igen; kun med en Understrøm af Vemod.
   Jeg tror, Gud forlade mig, at han inderst inde savnede Elefanten. Savnede noget at blive irriteret over!
   Han var mod Sædvane mødt op før jeg, denne famøse Aften. Jeg havde været nødt til at køre i Sporvogn nemlig, da det var et nederdrægtigt Vejr, Regnen faldt som fra et Styrtebad.
   - Er Bent kommen?
   - Tjo, siger Overopvarter Casper og betragter min nye Hat med et bekymret Blik - Tjo, Hrr. Bent er kommen. So våt, våt! siger han - Schrechlich Ver! ... En Kafé!
   - Ja.
   - Kafé, Glas Vand! meldte han til Værten ved Buffeten.
   - Kafé, Glas Vand! gentog denne vendt mod Køkkenet.
   - Kafé, Glas Vand! lød et svagt Ekko af en kvindelig Røst hinsides Ekspederingshullet.
   Jeg gik ind.
   Bent sad på vor sædvanlige Plads. Men han så' mig ikke. Foran sig holdt han udbredt et Dobbeltnummer af "Politiken".
   - Godaften, hilste jeg - schrechlich Ver!
   - Godaften, gentog han mekanisk og stirrede stift hen for sig.
   Uvilkårlig fulgte jeg Retningen af hans Blik: Alle Magter, der lå Elefanten! Jeg måtte holde mig i Sofaryggen.
   - Vidste det! sagde Bent - Han kom i Aftes, efter at Du var gået.
   - Bent, stammede jeg - lad os være Mænd i Frihed og under Ansvar!
   - Ja, værs'god! mumlede han og gjorde Plads til mig i Sofaen.
   - Lad os beherske os! vedblev jeg.
   - Og så er han oven i Købet forkølet med den Næse! lød det fra Bent, der sad og krammede så løjerligt med Avisen.
   Med en overmenneskelig Anstrengelse sagde jeg:
   - Har Du set at Vat-Jensen er bleven udnævnt til Herredsfoged i Fennesløvlille?
   Bent svarede ikke, men satte Ansigtet helt ind til Bladet og lukkede det venstre Øje.
   - Hvad er der i Vejen? Er Du bleven nærsynet? spurgte jeg - Det står jo der, øverst oppe mellem Udnævnelser!
   Min Ven smilede djævelsk, og hans højre, ubeskyttede Øje syntes at vokse.
   - Der, for Fanden, sagde jeg lidt arrig og bøjede mig frem for at vise ham Stedet.
   Da så' jeg til min Rædsel, at han med Fingeren havde boret et Hul i Papiret. Og gennem det sad han nu og iagttog Manden i Sofaen lige over for.
   Det gav et Ryk i mig. Jeg indså, at der måtte gøres noget, noget radikalt, men ...
   - Bent, begyndte jeg, og denne Gang i en forholdsvis let henkastet Tone - Bent, min Bygmester (Jeg kaldte ham således på Grund af hans Produktions Indflydelse på mit Sjæleliv - og så fordi han altid plejede at oplives af Ibsenske Citater.) Min Bygmester, lad os engang se Forholdene stift i Øjnene!
   Bent for sammen ved de tre sidste Ord. Men jeg gentog langsomt og med Vægt:
   - Lad os se Forholdene stift i Øjnene ... Oprigtig talt, hvad mærkeligt er der nu egentlig ved vor Genbo? Hans Næse er lidt rigelig, det er sandt. Men uden at ville fornærme Dig: din Onkel Severins kan efter mit Skøn ... naturligvis er det kun et Skøn, og jeg kan rnuligvis ta' Fejl! ... men jeg mener, at den magelig vil kunne ta' Teten med en halv Hestelængde! Hva' siger Du!
   - Og sikken han så ligger og savler med Benene! mumlede min ulykkelige Ven.
   Jeg opgav imidlertid ikke Ævred:
   - Du er Forfatter, vedblev jeg - Du er Symbolist og Mystiker, og snart går Du vel over til Katolicismen ... Nykatolicismen. Men jeg respekterer Dig glatvæk gennem alle Grader! Kunde Du ikke, som den Ånd Du er, afvinde ...
   - Og så lugter han! lød det fra Berit.
   - Hva' gør han? spurgte jeg overrasket.
   - Han lugter ... som knuste Bombarderbiller.
   - Ja, Jeg må tilstå, jeg har aldrig været videre stiv i den komparative Zoologi! - Men hvoraf véd Du for Resten, at han lugter?
   - Jeg har snuset til ham! sagde han og blinkede snedigt.
   - Hva' har Du!
   - I Går Aftes, da Du var gået, listede jeg mig over og snusede til ham.
   - Bent, sagde jeg (og nu begyndte jeg ved Gud i Himlen at svede!) - er der ... er der ikke noget ... ønsker Du ikke uvilkårlig en Forfriskning?
   - Se! se bare! hviskede han og greb mig i Armen, medens han pegede frem for sig med en Hånd, hvis Fingre foretog nogle underlige, edderkoppelignende Bevægelser i Luften.
   Elefanten var sunken til Bunds i Sofaen. Kun Hovedet stak op over den hvide Bordplade.
   Som et Lyn fór den bibelske Servering af Johannes Døberen gennem min Hjerne: Munden åben, Øjnene halvt dækkede af Lågene, brustne, gule i Kødet ...
   Pludselig rejste Bent sig og slog hårdt i Bordet med Teskeen.
   Kaféens yngste kom styrtende.
   - Hans, siger min Ven med et vindende Smil - kan De knipse?
   - Hva'? siger Drengen.
   - Jeg spørger, om De vil tjene fem Kroner? Hans gned sig på Albuen og fniste.
   - Lad være at stå der og grin! siger min Ven hvast - Vil De tjene fem Kroner, eller vil De ikke?
   - Hijo-o!
   - Nå. Så gå over og knips ham derovre. Et Sted i Hovedet, lige meget hvor; men De må ta' Fingerbøl på!
   - Hvem skal jeg ke-nipse? spurgte Drengen revnefærdig.
   - Ham der ovre i Sofaen!
   - Kammerråden!?
   - Nå, det er han også! ... Jeg gi'er ti Kroner! Hans eksploderede og forsvandt med Servietten et godt Stykke nede i Halsen.
   - Idiot! sendte Bent efter ham. Hvorpå han sank mat tilbage i Sofaen og pressede Hænderne om Hovedet ...
   Nu kom der et langt tyndt Mandfolk med Polkahår og skidengule Bukser og slog sig ned ved Midterbordet under Gaskronen. Han forlangte Te med Citron og Berlingske Aftenavis. Så trak han en Kniv frem og gav sig i Lag med at rense Negle. Da Teen og Berlingeren kom, puttede han Kniven i Lommen.
   Et Øjeblik efter lå den på Gulvet.
   Han bøjede sig frem og tog den i Øjesyn: Jo, det var hans! Så fiskede han den op og lod den smutte ned i en anden Lomme.
   Lidt efter lød der et Klask, og Kniven lå der igen.
   Manden sendte et knusende Blik rundt i Lokalet for at æske Rolighed!
   Da faldt hans Øje på Instrumentet, der lå foran ham ude på Gulvet: Hva' Satan, det var sgu på ny osse hans!
   Han så' sig skulende omkring, bøjede sig, tog Kniven op og puttede den i Baglommen.
   Skøderne hang ud under Stoleryggen ... og tredje Gang lå Kniven på Gulvet!
   Dette var Mystik, dette! Og et Symbolum! Symbolum på den lidende og forgæves arbejdende Menneskehed.
   Jeg kiggede til Siden om til Bent, vis på at møde varm og begejstret Forståelse.
   Men hans Øjne var dumme, og han sad stiv og stille med Slaphed i Mundkrogene.
   - Skal vi gå? spurgte jeg.
   Han missede nervøst med Øjnene, de blev store og runde; det var, som han vågnede.
   - Underligt, hvad man kan ligge og drømme! begyndte han langsomt, som om han ledte Ordene frem, et efter et - Netop som jeg i Aftes havde lagt mig og var falden til Ro, kom han der ovre ud af Kakkelovnen ... Grinagtigt for Resten ... sikken en Gang Ben ... lige som en drukken Frø! Han havde en lang, hvid Kappe på og foldede Hænder ... Han gik vist og holdt en trøsterig Tale for En, der var endnu mindre end han selv, for han rokkede stadig af Sted med bøjet Hoved og nikkede nedad og smilede med bøjet Hoved og nikkede og smi ... hæ! nå! ... Da han kom nærmere, syntes jeg aldeles bestemt, jeg skulde kende ham. Men jeg véd ikke rigtigt, om det var Erkebispen af Bremen eller en hvidfødt Påfugl ... Kan Du ikke sige mig det? Hva'? hva'?
   Jeg stammede og vidste ikke, hvad jeg skulde svare. Hårene tog til at rejse sig ganske langsomt et for et på mit Hoved og i mit Skæg. Og jeg så' mig uvilkårlig om efter en Opvarter.
   - Hvorfor svarer Du ikke? sagde Bent, og Vreden begyndte at flamme op i ham - hvorfor svarer Du ikke, din Snyltegæst? min Kaffe kan Du sidde og bælle i Dig, men svare gider Du ikke!
   Jeg stammede nok en Gang og sendte ham et bedende Blik.
   - Du tør ikke, din Parasit! blev han ved mere og mere rasende.
   - Jeg skal gerne betale, forsøgte jeg ...
   - Hold Mund! hvæsede han og bøjede sit Ansigt helt ind til mit - Ikke et Ord vil jeg høre! Jeg skal dog vise Dig ... Nå så det var Øjnene, han ikke turde komme frem med, hva'? ... Gilding!
   Jeg åbnede på ny Munden for at protestere; men han kom mig i Forkøbet.
   - Jo, det var! sagde han - Det var Øjnene! ... Men nu skal jeg sige Dig ...
   Her brød han pludselig af og lagde sig tilbage med Hovedet mod Sofaryggen.
   Han blev mørkerød i Ansigtet. Jeg bøjede mig over ham; thi jeg troede, at han var bleven syg.
   Men da opdagede jeg, at han lo!
   Han lå og klukkede ganske tyst, medens hele hans Krop rystede af denne infame, uhørlige Latter, som man kender fra Dostojewsky.
   Og så smittede han.
   Thi efter et Par Sekunders Forløb lo jeg med. Jeg kunde ikke lade være. Jeg stred imod, men jeg måtte le.
   I flere Minutter sad vi der og grinede, så vi var ved at revne. Ingen kunde høre det. Ingen kunde se det på os. Opvarterne gik os forbi på Tæerne. Rimeligvis troede de, vi sov ligesom Uhyret hinsides.
   Jeg blev greben af et afmægtigt Raseri mod dette slumrende Monstrum, der var Skyld i hele Fadæsen. Jeg vilde over og kvæle ham. Men jeg kunde ikke selv tage Initiativet. Det var en Guds Lykke, at Bent ikke opfordrede mig dertil, thi jeg havde upåtvivlelig gjort det, og så var det sidste i Sandhed blevet det værste.
   Pludselig sagde min Ven uden Spor af Latter i Stemmen:
   - Hva' Fanden er det egentlig, vi sidder her og griner af!
   I samme Nu holdt jeg også op med at le.
   - Lad os gå ... gå! stønnede jeg.
   - Det var noget med Øjnene ... vedblev han eftertænksom - noget de ligner ... Nu har jeg det! fåbte han med et, og Latteren tog til at døne i ham på ny.
   - For Gud i Himmeriges Skyld, Bent, begynd nu ikke igen!
   - Nu har jeg det! gentog han - Gamle, hæderkronede Ungdomsven, nu har jeg det! og han gav sig pludselig til at omarme mig.
   - Bent, Bent! sagde jeg og søgte at komme løs - Ikke den megen Kærlighed! sagde jeg. Thi jeg begyndte rent ud sagt at blive lidt bange for ham.
   Men han tog ikke længere noget Hensyn til mig og fortsatte stødvis, afbrudt af Latter.
   - Kan Du huske ... Blommetræet hjemme på Plænen ... lige mod Syd? ... Det er dem, Øjnene ligner ... Katrineblommer ... revnede ... gule i Kødet .. puhh ha, ha, ha! lige mod Syd ... lige ... mod ... Syd ...
   Han havde lagt Hånden op mod Panden og vrikkede frem og tilbage med Hovedet, medens han gentog de tre sidste Ord.
   Men jeg bøjede resigneret min Isse, slog Kors for mig og indstillede al Tænkning; thi det bares mig for, at Ånder af første Klasse drev deres Spil med os.
   - - -
   Kaféen var nu næsten tom. Også Symbolet med Kniven var forsvundet. Hver Gang en Gæst absenterede sig, sneg en Opvarter sig hen og slukkede Gassen over det Sted, hvor han havde levet og nydt (også et trist Symbol!). Mørket bredte sig mere og mere. Inde i det forreste Lokale sad to og spillede Domino. Brikkernes Raslen lød irriterende. Det var som en Vals af Dødningeben ... Pludselig hørtes En gabe oppe over vore Hoveder. Jeg løftede mine Øjne: Det var Hans, der kvalte en Abekat på det øverste Trin af Køkkentrappen. Hvad er vi Mennesker?
   To Minutters Dødsstilhed.
   Man hørte Folk udenfor på Gaden vade af Sted i Regnen. Så kom der en Omnibus. Så en raslende Herskabsvogn. Så en Droske. Så en Gig. Så en Mergelkasse. Så en Trillebør. Vinden klirrede med Trækruderne. Et Barn græd. En Jordemoder hostede. En Kat sov. To Glas inde på Buffeten puffede lidenskabeligt hinanden i Siden. Dominospillerne samlede nervøst deres Knogler sammen og gik. Døren slog hårdt i efter dem ... Handlingen foregår i en norsk Fjordby.
   Ny Stilhed.
   Bent løftede Hovedet og så' på mig med et stikkende Blik.
   - Rejs Dig, Slave! sagde han så. Jeg gyste. Lokalet forekom mig koldt. Jeg frøs som i Forudfølelsen af noget uanet.
   - Skal vi drive lidt op ad Strøget? spurgte jeg.
   - Rejs Dig, Helot! sagde Bent.
   Det gav et Ryk i mig, men jeg klamrede mig fast til Sofaens Arm.
   - Rejs Dig! lød det for tredje Gang.
   Og ved de evige Guder, jeg gjorde, som han sagde.
   Det vil sige langsomt, reagerende. Men jeg gjorde det!
   Bestandig holdt hans Blik mig i Domino ... i Skak! Mine Tanker forvirredes. Jeg vred mig. Jeg vendte det hvide ud af Øjnene. Jeg vilde trodse. Men Magnetisøren fik Magt over mig. Jeg var et Medium. Gud har givet os forskellige Gaver ...
   Også Bent havde rejst sig.
   Vi stod stive som Støtter på hver sin Side af Bordet.
   - Det er vist bedst, vi ta'r Støvlerne af! sagde han ufattelig rolig.
   Jeg skar Tænder. Jeg vilde ikke lystre. Jeg rejste Børster ... Men af med Støvlerne måtte jeg. Det var Snøresko.
   - Så går vi!
   Og vi gik.
   Langsomt, men sikkert og uden at nyse gled vi frem på Strømpefødderne over det kolde Gulv.
   Jeg håbede (thi jeg kunde endnu håbe!), at Opvarterne skulde se os og standse os. Men de var naturligvis forsvundne, som det altid plejer at gå ved sådanne Lejligheder. Og jeg håbede videre, håbede på de tusinde Mirakler!
   Bad til Ånderne, at Gulvet måtte revne og vi begge styrte neden under, jeg til Konditoren, Bent til Jernhandleren, hvor Malmet ligger i hårde Klumper ... Og jeg tryglede om Gaseksplosioner, Dynamitbomber, Hungersnød, Oversvømmelser og Græshopper ...
   Thi sæt, at han befalede mig at myrde Elefanten!
   Men vi var bestandig gledet fremad i to rette Linier; parallelle, fjernet fra hinanden så meget som Bordets Længde. Jeg havde flere Gange forsøgt på at knibe ud. Forgæves! Jeg var som kædet til Bent. Min Bane syntes afstukken.
   Da ser jeg, at der midt på Bents Vej står en Stol. Jeg fatter Håb. Muligvis vil denne Stol være en Frelsens Engel. Rimeligvis vil ...
   Men Bent bøjer sig forover. Griber fat i Stolen. Svinger Overkroppen til højre. Alt som på Tælling. Og giver Stolen fra sig lydløst, uhørlig på min Vej.
   - O lad mig brække alt, hvad ... begynder jeg.
   Men i samme Øjeblik bøjer jeg mig forover, griber fat i Stolen, svinger Overkroppen til højre. Alt som på Tælling. Og sætter Stolen fra mig lydløst, uhørlig ...
   Hvor glide vi hen!
   Jeg vilde tale, sige noget, spørge om Meningen. Men ikke et Ord kan jeg få frem. Dog Bent må have læst mine Tanker (Cumberland), thi han lægger for anden Gang Langfingeren om bag Tommelen og lader den svippe løs ud i Luften. Og så smiler han. Hæsligt! Jeg ser alle Tænderne og Hullet, hvor den forreste Kindtand mangler. Og han holder ikke op med at smile. Læberne bliver hængende, som orn nogen havde trukket i en Snor og glemt at slippe ...
   Jeg følte den mest brændende Lyst til at stikke ham en Lussing!
   - Gustav, åndede han pludselig ud gennem den åbentstående Mund. - Gustav, Du taber dine Bukser!
   En glohed Istap fór mig ned langs Rygraden, medens mine Hænder samtidig søgte mine Seler.
   - Hå, hå, hå! lo han hånligt og med en Lyd som fra en Tønde ... Knuden strammedes.
   Vi var nået hen til Sofaen!
   Jeg vilde holde Bent tilbage. Råbe hans Navn. Det pressede på og pressede på nede i Halsen på mig. Men det blev siddende. Og kun inde i min Hjerne lød det regelmæssigt hamrende som i Svingninger, der blev reguleret af et Pendul: Bent ... Bent! Bent ... Bent!
   Nu bøjede han sig frem over Elefanten. Langfingeren krummedes op bag Tommelen ...
   - Bent ... Bent! Bent ... Bent! dikkede det løs inden i mig og uden om mig. Selv Uret henne over Buffeten råbte angestfuldt: Bent... Bent! Bent... Bent!
   - Giv Agt! sagde Bent; og så begyndte han at tælle.
   - En! sagde han.
   Og vore Hænder løftede sig samtidig op i Højde med Elefantens Øjne.
   - Herre Jesus! skreg det et eller andet Sted inde i mig - lad det blive ved Næsen!
   - To! sagde Bent og tog Sigte på Offerets højre og jeg på dets venstre Øje ... gule i Kødet ...
   Da styrtede på én Gang Verden sammen omkring os i et umådeligt Kaos!
   Det lød som Jordskælv, som Rumlen af umådelige Cylindre, som underjordisk Torden, som Kamp mellem talløse Fustager ... Gulvet tog til at gynge. Gaskuplerne dansede på deres Stilke. Glas og Flasker gik hinanden ind på Livet. Ruderne klirrede, Vinden peb. Råb lød der og Skrig og Klokkeringning og Trasken af Menneskeben og Hyl af Hunde og Katzenjammer og rumlende Dampsprøjter: Brand! Brand! Brand!
   Det var den yderste Termin!
   .....
   Jeg vågnede, og i mit Øre klang et svindende Kor af Barnerøster:

Hæng i, hæng i, hæng bare i!

   Og jeg greb min Ven i Skulderen (han sad og slumrede sødelig ved min Side), og sagde med bevæget Stemme:
   - Bent, jeg tror, at Maren har redet os!
   - Ja, mumlede han - ja, Krykken flyder!