WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Kyddet




: Lystige historier (1896).
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


   Vi kom gående ved Middagstid ude i Bredgade, min Broder Pastoren og jeg. Han var kommen til Byen for at søge et Kald ovre i Jylland i den fede Egn nede ved Vejle. Ministeren havde modtaget ham nådigt, og Pastoren var i så inderligt godt et Humør, som kun en Pastor kan være det. Han gned sig uophørlig i Hænderne og gentog, som kun en Pastor formår at gentage:
   - Nu går vi ud i Langelinies Pavillon og tager en liden Rype, Broder Johannes, og tager en liden Rype, en liden Rype med Tyttebær ...
   Der kom to Nonner glidende imod os. Den ene ældre og tyk og kødrig som fedet til Eksport. Den anden ung, bleg og slank og med et Åsyn som en Paradisets Engel.
   Idet de drog os forbi, vilde de begge skjule deres Øjne. Men det lykkedes kun for den slanke. Den fede derimod sendte mig fra Siden under de sænkede Øjenlåg et halvt vredt, halvt forfærdet Blik.
   - Det var dem! sagde jeg og greb min Broder i Armen.
   - Hvem? spurgte han.
   - Ja, nu skal Du høre, nu skal Du bare høre! Det er en Historie, der vil få selv dine hellige Tænder til at løbe i Vand! ... Du kender vel Smedelinien!
   - Jo, der sad jeg ofte ved Solfaldstid, den Gang jeg var i Hans Majestæt Kongens Tjeneste. Der er såre ensomt.
   - Men dog såre mange Ammer.
   - Ikke i min Tid, kære Johannes, sagde Pastoren ivrig - ikke i min Tid!
   - Jo, ser Du, begyndte jeg - det var i Fjor Forår, at jeg. opdagede Smedelimen. Der er så rart ensomt derude, som du meget rigtig bemærker, og så er der Fuglesang og Svaner og Nonner. Nonner, du! lange, sorte Rækker af Nonner ligesom Stenkulsperler på en Snor. En gammel Nonne og en ung, ved Siden af hinanden, eller to gamle og en ung, eller to unge og en gammel; men aldrig to unge alene. Fristelserne er jo så mangfoldige for Ungdommen, véd Du, og ...
   - Ja sandelig, ja! sukkede min ærværdige Broder - og Kødet er skrøbeligt.
   - Nå "Kyddet!" vrængede jeg (thi jeg var meget ung den Gang) - Kyddet! Det er sgu ikke værre med Kyddet end med alt det andet!
   - Jeg vil ikke disputere med Dig om den Slags Emner.
   - Nej, det er meget rigtigt! ... Der vandrer altså Nonner derude på Smedelinien. Morgen, Middag og Aften vandrer de der oven på Maden. Og de taler allesammen Fransk, den ene værre end den anden! ... Jeg var netop på dette Tidspunkt optaget af en Korrespondance, jeg førte med Häckel ... Du kender vel Häckel?
   - Er det ikke ham, Darwinisten?
   - Jo, det er netop ham, "Darwinisten", jo! Jeg havde skrevet til ham om, hvorvidt man, når man parrede et Menneske med en Orangutang, turde vente at få et levedygtigt Afkom ... Nej, nej, afbryd mig nu ikke, Thomas ... levedygtigt Afkom, og i Tilfælde deraf, om dette da ikke vilde være det eklatanteste Bevis for disse to Væseners Udspring fra samme Urrod. Sagen interesserede mig i højeste Grad, og jeg lagde derfor sjeldent Mærke til, hvem der passerede mig forbi, når jeg sad derude på Smedelinien fordybet i Tanker ..-. Så var der en Dag, hvor jeg netop havde modtaget Brev fra Jena. Häckel skrev, at bortset fra selve Eksperimentet: dessen Ausführung auf groszen Schwierigkeiten stoszen würde (dette er hans egne Ord), troede han for sit Vedkommende ikke, selv om levedygtigt Afkom præsteredes, at man kunde sige at være kommen Siagens Kerne nærmere. Nå, heri var jeg nu fuldstændig uenig med ham, og jeg ...
   - Kære Johannes, afbrød min Broder mig og lagde en dæmpende Hånd på min Arm - jeg vil da for din egen Skyld meget håbe, at Du i dette Øjeblik giver stærkt efter for din digteriske Fantasi!
   - Nej, det ved Gud jeg ikke gør! Du kan godt få Brevene at se hjemme hos mig!
   - Et Menneske og en Orangutang!
   - Tja-a, Forskellen er jo ikke større ...
   - Det er at bespotte!
   - Så-å? jeg stillede mig endogså selv til Disposition.
   - Lad nu den Spøg fare! afbrød Præsten mig strengt.
   - Jamen, kære, forstår Du da ikke, at Videnskaben ...
   - Jeg ønsker ikke Emnet uddybet!
   - Godt, som Du vil! ... Jeg sad altså og tænkte på disse Sager midt i Solskinnet henne ved det lille Hus, Du véd, ved den første Omdrejning fra Grønningen. Flere Af- ' delinger af Nonner var allerede draget mig forbi; men jeg havde ikke fået andet Indtryk af dem end noget ubestemmelig sort, der gled lydløst hen over Grusgangen ... Så blev jeg med ét reven ud af mine Tanker ved at høre en Stemme sige: "Og derpå drog han fra Kong Antiokus i Syrien, langs Middelhavets østlige Kyster for endnu en Gang at ... Det var ikke så meget Ordene, som Stemmen, der fik Tag i mig. Hvilken Stemme, Du! Den lød så troskyldig, så barnlig, så naiv, så ... som Fuglesang blandt Bøgeløv i Maj! Jeg løftede Hovedet og så' to hellige Søstre gå forbi, en ung og en gammel. Den gamles Ansigt kendte jeg: blegfedt, uden Øjenbryn og med små, stikkende, brune Øjne. Den unge havde jeg derimod aldrig set før. Å, Gud, hvor var hun dejlig! Men de havde allerede passeret Bænken, inden jeg fik min Forstand igen, og gik nu med Ryggen imod mig ... Jeg forsikrer Dig, Thomas, jeg var lige ved at gi' et Hvin fra mig bare for at få dem til at vende sig. Men jeg opgav det. Jeg kan aldrig handle lige straks. Beslutningen må altid først ligesom lagres i mig. Men så plejer den jo rigtignok også at eksplodere med et Knald!
   - Hvordan så' hun da ud, den unge Pige? spurgte Præsten interesseret.
   - Ja, det kunde jeg ikke straks huske; jeg så' bare hendes Mund for mig. Men så rejste jeg mig og gik efter dem. Og glemt var Häckel, og glemt var Orangutængerne! Mennesket står dog, når alt kommer til alt, Mennesket nærmest ! ... Ved Enden af Stien vendte Nonnerne om og kom imod mig. Gud forbarme sig, hvor jeg rystede! Jeg måtte sætte mig på en Bænk og lade dem passere. Jeg så' slet ikke på den gamle; men jeg slugte den unge. Jeg magnetiserede hende med mine Øjne, og hun slog Blikket op, hun slog Blikket op. Du! Å, kukkelukkeluk, kukkelukkeluk!
   - Hvad er det dog, hvad er det dog, Johannes? spurgte min Broder bekymret.
   - Hvad det er, kære; det er Henrykkelse! For at udtrykke de store Følelser må man ofte tage sin Tilflugt til Ursproget (for Resten også et Bevis for Darwinismen!) ... Forestil Dig det yndigste lille Ansigt indrammet af et hvidt Nonnelin: Lange, sorte Øjenhår ned mod bløde, matgule Kinder; for hun sænkede straks Blikket igen. Og så Munden, Du, Munden! å Thomas, Thomas! ...
   - Sagde Du noget til dem?
   - Nej, næ-æ! jeg stirrede bare på denne Mund!
   - Hvordan var den da?
   - Et Hyben, Du! to Hyben, fuldmodne, røde, truttende ud lige til at kysse! Umm, umm, umm, dejlig, dejlig!
   - Du kyssede hende da vel ikke? spurgte Præsten med vidtåbne Øjne og Sved på Panden.
   - Nej. Men jeg bandede på, at jeg vilde kysse hende! En sådan Mund er skabt til Kys og ikke til Bønner!
   - Man bør beherske slige Lyster! sagde min ærværdige Broder pludselig og slog i Fliserne med sin Stok.
   - Javel ja, naturligvis! Jeg lå såmænd også og beherskede mig en hel Eftermiddag på min Chaiselongue! ... Nej, lille Du, det eneste, der er at gøre, når man får en slig uafviselig Lyst, er at tilfredsstille den jo før jo hellere, før får man ikke Ro.
   - Sæt, Du nu fik Lyst til ... til at dræbe Dig selv? indskød Pastoren dybsindigt.
   - Årk, det har jeg såmænd haft mange Gange!
   - Men ... ? spurgte han hånligt.
   - Og jeg har også forsøgt det! Jeg har drukket Opium to Gange; men det har øjensynligt ikke været tilstrækkeligt. Skønt sidste Gang tog jeg tre Gange så meget som første.
   - Kære Broder Johannes, begyndte Præsten. Men jeg afbrød ham og fortsatte:
   - Det var for Resten morsomt sidste Gang! Jeg sov i fjorten Timer, tror jeg, og kastede op i tolv. Hver Gang en Sælgekone ude på Gaden gav sig til at råbe, eller en Dreng begyndte at fløjte, eller en Dør i Huset blev slået hårdt i, var jeg så sensibel, at jeg måtte vomere! Og rent galt blev det, da Studenten ovenpå gav sig til at spille på Pikkolofløjte, for så kunde jeg ikke holde op igen. Jeg lå i over en halv Time og kastede op på Melodi af: Du gamla, du friska, du fjälhöga Nord ... Men det var Historien, vi kom fra!
   - Jeg vil ikke høre mere! sagde Præsten patetisk.
   - Jo, kære da, ellers kan Du jo ikke dømme mig! ... Jeg vilde altså kysse, og jeg måtte kysse for at få min Sjælero tilbage. Hjemme på min Sofa havde jeg ligget og ruget en Plan ud. Og så en Dag, jeg så' Nonnerne komme henne i Omdrejningen ved Kastellet, lagde jeg mit Ur med Kæde midt på Stien. Den gamle fandt det, og jeg kom ilende til og takkede hende i et langt, udmærket fransk Foredrag. Men den lille ved Siden af så' slet ikke på mig, ikke en eneste Gang. Hun stod rimeligvis og tænkte på Kong Antiokus. Og tale til hende turde jeg ikke. Men jeg stirrede på hendes bløde Kinder og på hendes Øjenhår og på Munden, især på Munden! Jeg forsikrer Dig, det endte med, at jeg blev aldeles fjollet! Og da jeg så skulde til at sige Farvel, får jeg mit Bæst af en Stok ind mellem mine Ben og måtte meget mod min Vilje danse en Stump Mazurka foran Damerne. Den gamle smilede bredt; og jeg så' en ganske lille bitte, skælmsk Trækning i den unges Mundvige. Det var mig et godt Varsel. Hun var altså ikke helt opslugt af Middelhavets øsüige Kyster! ... Men så hilste de; og borte var de!
   - Hå, hå, hå! lo Præsten skadefro.
   - Du griner for tidligt, lille Thomas, sagde jeg arrig - Du griner alt for tidligt! Historien er ingenlunde forbi endnu, min Dreng! ... Da jeg gik hjem den Dag, svor jeg nemlig højt og dyrt, at Pigebarnet skulde kysses, selv om jeg også kom på Vand og Brød i fem Gange seks Dage derfor!
   - Jamen ...
   - Ti nu bare stille, for nu kommer det! ... Det var i Middagsstunden en tre-fire Dage senere. Jeg sad på min sædvanlige Bænk og stirrede hen mod Kastellet. At hun vilde komme den Dag, vidste jeg; og at jeg vilde kysse hende den Dag, vidste jeg også. Det regnede så småt, så jeg sad med Kraven smøget op og med Hatten ned i Øjnene - (Således tænker jeg mig Kuguaren sidde i Urskoven!) Der var næsten ingen spadserende på den Tid. Jeg sad og rystede; jeg vilde gerne være løbet min Vej ...
   - Det skulde Du sandelig have gjort!
   - Så måtte jeg jo bare ha' begyndt forfra igen!
   - Jamen ...
   - Stille! ... Pludselig gav det et Ryk i mig. Jeg havde fået Øje på to sorte Skikkelser henne ved Omdrejningen. Den ene gik med en Paraply holdt skråt ind over den anden. Det var den gamle, der bar Paraplyen. Hun gik nærmest over mod mig. Jeg tænkte et Øjeblik på at springe tværs over Vejen og stille mig bag et Træ for derfra at styrte løs på mit Bytte, eller kravle op i Træet og springe ned på hende. Men jeg blev siddende. Og jeg så' hendes Ansigt komme nærmere og nærmere. Jeg så' hendes fine, dunede Kinder, hende kyske Øjne og hendes Mund, og til sidst kun hendes Mund! Den var som det Fyrtårn, der trækker Albatrossen til sig! ... Nu var hun lige ud for mig. Jeg rejser mig langsomt, og .....
   - Johannes! råbte min Broder uvilkårlig og greb mig i Armen. Men jeg fortsatte, hed af Erindringen:
   - Og jeg tager et langt Skridt frem forbi den gamle med Paraplyen; og jeg griber den unge med disse begge mine Hænder om Hovedet (jeg ser endnu mine Fingre mod det sorte Nonneslør, og jeg ser hendes forskræmte Øjne, store og blå!). Og jeg bøjer min Mund ned til hendes og kysser hende, og kysser hende, og kysser hende, som var jeg gal, kysser hende, så hun segner om i mine Arme. Og jeg bærer hende hen på Bænken og sætter mig ved hendes Side og kysser hende igen og igen! Og Du, Thomas, hun besvarer mine Kys! Jeg kunde ha' siddet der med hende til Dagens Ende, hvis ikke ...
   - Kom der nogen? spurgte Præsten åndeløs.
   - Nej; men jeg blev reven ud af min Ekstase, ved at nogle Ord atter og atter blev skreget tæt ved Siden af mig. Jeg rejste Hovedet og så' mig om. Og der stod så den gamle Nonne, stiv som Loths Hustru foran Sodoma, med Paraplyen i den oprakte Hånd og gentog med hvinende Stemme:
   - Mon dieu, mon dieu, que faites-vous donc, monsieur? que faites, faites, fai-aites, vous-donc???
   Og jeg så' ned på hende, der lå i min Arm, så' hendes blege Ansigt og hendes lukkede Øjne, og, vidunderligt at sige, jeg syntes ikke, at hun var nær så dejlig, som før jeg havde kysset hende. Og så ... ja, så er der ikke mere! ... Jeg løb min Vej!
   - - -
   Vi var kommen et godt Stykke ud ad Langelinje, min Broder og jeg, og vi gik en Stund tavse ved hinandens Side.
   - Når han nu oplader sin Mund, er det for at fordømme dig! tænkte jeg.
   Og pludselig løftede Pastoren Hovedet.
   - Så hun kyssede Dig virkelig igen? spurgte han med et drømmende Blik over mod Refshalen.
   Da smilte jeg tryg og glad. Hvorpå vi gik op i Pavillonen og bestilte Ryperne.