Slægten

---

Gustav Wied (1898).
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


   Baroniet Næsset med Afbyggergårdene Julianelund og Skovlyst var blevet oprettet ved Patent af 11te Oktober 1805 af Gehejmekonferensråd Hannibal Hieronimus v. Leunbach i hans Alders firsindstyvende År.
Først på dette Tidspunkt af sit Liv opdagede nemlig den gamle Herre, at Slægtens Besiddelser var ved at gå al Kødets Gang.
   Syv jævnstore Herregårde havde tre Generationer depenseret.
   Hans Excellence havde selv tabt den sidste ved et uheldigt Spillebord på sin femoghalvfjerdsindstyveårige Geburtstag.
   Og nu, da der af alle Herlighederne kun var Hovedgården Næsset tilbage, tog han den kraftige Beslutning at rebe Sejlene.
   Han lod til den Ende hele den sydlige, samt de tre Fjerdedele af den østlige og vestlige Fløj af Slottet nedrive. Solgte Sten og Tømmer til de omliggende Bondebyer og oprettede af Stumperne Baroniet Næsset med en Fideikommiskapital stor 25.000 Rbd.
   Og den Dag, han erholdt Patentet egenhændig underskrevet af Kong Frederik VI som Regeringens Indehaver, lod han sin ældste Søn, Helmuth Hieronimus v. Leunbach, der beklædte en Slags Godsforvalterstilling på Gården, kalde for sig og talede til ham sålunde:
   - Hrm! Lykken har på længe ikke været os v. Leunbachere gunstig, min kære Helmuth! Konjunkturerne har i en Årrække været noget uheldige! . . . Å, ræk mig det Glas Cognac, min Dreng! - Tak! . . . Og, hrm! hrm! hvad jeg ville sige! Vi ser os af den Grund desværre ikke i Stand til at efterlade Dig vor Fædrenearv ubeskåren! Men har vi derfor besluttet at gøre Dig en cadeau på anden Måde, idet vi har gjort Næsset til Baroni og Dig til Baron! - - Hans Majestæt, vor allernådigste Prinsregent, hvis Forstand Gud oplyse! har under 11te Oktober sidstleden sanktioneret denne vor Beslutning. Du er nu Baron, min Dreng; og Tegnelærer Mortensen i Horsens vil om få Dage have konstrueret Dig et Våben efter Udkast af os . . . hrm! - - Ja gå så kun over i dine Værelser igen! Og Gud være med Dig!
   „Min Dreng” var dengang noget nær 60 År og forlængst Fader til Hannibal Hieronimus v. Leunbach, der ægtede sin Kusine Juliane Almaviva Levenkofph Berenskjold og med hende avlede Helmuth Hieronimus Levenkofph Berenskjold v. Leunbach (den nuværende Bruger af Baroniet), og en yngre Søn Hannibal Hieronimus Levenkofph Berenskjold v. Leunbach, samt nogle Døtre, som ikke interesserer os.
   - -
   Om Slægtens to første Baroner er her kun at meddele, at Helmuth Hieronimus i en øjeblikkelig Forlegenhed lod omhugge og bortsælge den pragtfulde, vel en Fjerdingvej lange Lindeallé, som førte fra Næssets Grænse mod Syd lige op til Indkørselsporten . . . Og at Hannibal Hieronimus (altså ham, der ægtede sin Kusine Juliane Almaviva, og ved hende blev Fader til vor Helmuth, hvorom denne Historie beretter) i en mere permanent Trang for Kontanter lod i fem på hinanden følgende År alle sine Udhuse blotte for det alentykke Egetømmer, som havde stivet hans Families Tage og Mure af gennem Århundreder. Han påstod, at disse Bjælker var for svære. At de tog Pladsen op for Sæden. Gjorde Laderne for små! - Hvorfor han lod dem erstatte af tynde Fyrrerafter, som han huggede i sine egne Skove.
   Og så døde han.
   Han stod i tvende Døgn på lit de parade i Slottets Riddersal og blev derpå bisat i Familiebegravelsen i Næsgaardenes Sognekirke. En uhyre Frokost på 2 à 300 Kuverter blev givet på Næsset. Hans L'hombre- og Jagtbroder Pastor Adolf Mascani holdt Festtalen. Og mange Øjne var våde.
   Hvornæst Helmuth Hieronimus, vor Helmuth, succederede 35 År gammel.
   - -
   I de første År af vor Helts Regeringstid levede Enkebaronesse Juliane på Slottet hos Sønnen. Og de havde det udmærket sammen. Han tog sig ivrigt og dygtigt af Gårdens Drift. Og hun sørgede som hidtil for den indre Husholdning og Hustugt.
   Men så var det, at Helmuth under et Terminsbesøg i København traf Fru Alvilda Raskowitz, født Rosenvinge, af de Rosenvinger til Bastholm, forelskede sig i hende, friede, fik Ja og giftede sig.
   Og så måtte jo den gamle Frue vige Tronen.
   Men da hun allerede tidligt var hærdet i Livets Digel, gjorde hun det til at begynde med uden at kny . . .
   - -
   Se nu er det vel bedst, vi får lidt at vide om hende:
   Efter en Barndom i næsten fattige Kår (hendes Moder var Enke efter en uformuende Amtmand) var hun, knap sytten År gammel, bleven gift med sin Fætter Hannibal Hieronimus v. Leunbach til Næsset. Han var dengang 40 År og forelsket i hende som en Bjørn i en Honningkage.
   Men hun ville til en Begyndelse ikke have ham.
   Hun skulle, sagde hendes fortræffelige Moder, der sad hen med seks ugifte Døtre.
   - Nej! sagde Juliane.
   Men så blev Putten spærret inde.
   I fjorten samfulde Nætter og Dage sad hun indelukket på et ensomt Loftsværelse. Føde blev der sat ind til hende tre Gange om Dagen. Hvorpå Døren igen omhyggelig låsedes. Ingen fik Lov at besøge hende. Ingen fik Lov at se hende. Moderen fortalte, at hun led af et smitsomt Halsonde. Bøger fik Juliane ikke at læse i, Håndarbejde ikke at sysle med. Alle Møbler var flyttet ud af Stuen med Undtagelse af en stivrygget Stol og en Seng.
   Og Aften efter Aften mødte Moderen frem og spurgte sin halsstarrige Datter, om hun nu ville ægte sin kære Fætter og blive Herskerinde på Næsset.
   - Nej!
   I tretten Døgn holdt Pigebarnet Stand, men den fjortende Dags Aften gav hun sig over.
   Og tre Uger senere fejredes Brylluppet, og hun gik i Brudeseng med Fætter Hannibal og var nu hans retmæssige Baronesse for Gud og Mennesker.
   - - -
   Til at begynde med græd jo den unge Frue meget bitterligen og gemte sig, halvt ræd og halvt fornærmet, i Slottets mest afsides liggende Værelser.
   Men så en skønne Dag havde hun taget sit Parti: Hun ville more sig! At græde og klage var kun lidet underholdende i Længden. Og det ødelagde desuden hendes Teint . . .
   Og så blev der da atter Liv og Lystighed på Leunbachernes gamle Borg. Giger og Fløjter rørtes, og muntre Fødder strøg hen over Riddersalens knagende Gulv!
   Baronesse Juliane var regerende Dronning. Og hendes aldrende Hannibal solgte gladeligen Egetømmeret i sine Loer og Lader for at klæde hende i Zobel og Mår!
   - - -
   Og Tider kom, og Tider gik.
   Men Baronesse Juliane forblev lige smuk og lige levelysten. At hun i Årenes Løb blev Moder til fire små Leunbachere, ændrede ikke hendes Syn på Livet. Hun overlod Børnene til Ammer og Barnepiger og red og kørte gennem Mark og Skov ved Dag og Aften i Solskin og Regn. Og om Nætterne var hun enten selv Værtinde, eller hun fejredes af Mænd og Kvinder rundt på Egnens Gårde som Gæstelagenes stolteste Frue. -
   Og da hendes Hannibal omsider, ifølge Naturens og sit Adelspatents ubrydelige Love, blev mæt af hende og begyndte at søge fremmede Gudinder, da lo hun blot op med en kraftig og sund Matronelatter: Hun havde for længst set alt for meget af Livets Fastnachtsspiel til at kunne forfærdes og forarges . . . . .
   Men hun blev dog noget mere reserveret, noget mere afvisende i sin Optræden. Forskansede sig bag sit Hus og sine Børn og holdt sig en Del inden Døre.
   Naturligvis fik hun også et let Anfald af Religiøsitet. Men det fortog sig snart. Thi efter moden Overvejelse fandt hun Kogebogen mere menneskelig end Bibelen. Hun var, kort sagt, bleven en praktisk Natur.
   Og da Manden døde, og Sønnen overtog Baroniet og senere gik hen og forlovede sig, da vidste hun, at hendes Time som Herskerinde på Næsset var slået.
   Og til at begynde med veg hun rolig og behersket Pladsen, som det sømmer sig en detroniseret Dronning, der kender sin Pligt.
   Men hun glemte aldrig, at hun havde været Dronning. Fra Slottet var hun forjaget, der var hendes Magt endt; det havde hun indset fra sit allerførste Møde med Svigerdatteren. Men af sine fordums Hofsinder rundt på Egnens Proprietær- og Præstegårde krævede hun samme Dyrkelse og Underdanighed, som da hun i sin Tid gjorde disse Eksistenser den Ære at beværte dem ved sit Taffel i Slottets hundredårige Spisesal.
   Og da hun, alt som Årene randt, var bleven mere og mere hensynsløs renaissanceagtig i sin Mund og hele sin Optræden, holdt hun alle oprørske Sjæle i knurrende Ave . . .
   -
   Men her vil vi slutte Forhistorien.


   Der var opført tre Æreporte: En midt i Landsbyen mellem Præstegårdshaven og Skolen. En ved Godsets Grænse, der hvor den nyplantede Poppelallé begyndte. Og endelig en tredje foran Gårdens Indkørselsport.
   De bestod alle af lysegrønt Bøgeløv isprængt med små Papirsfaner. Løvet havde været ganske frisk til Morgen, men var nu en Del medtaget af Junidagens Sol.
   Klokken var tre Eftermiddag.
   - Nu kommer de! råbte Præstens Clara og fór ned ad Udsigtshøjen, så at den hvide Kjole strammedes ind om hendes slanke Ben, og Stråhatten fløj hende af Håret og blev liggende som en blomstersmykket Oase midt i Grusgangens Ørken.
   Hun havde set Herskabsvognen komme frem oppe mellem Bakkerne mod Syd.
   - Der er de! gentog hun forpustet og segnede om på Puffen lige inden for Havestuedøren.
   - Sig det til Far! sagde Præstekonen og hævede sig ilsomt fra Sofaen.
   Hun så ud, Fru Mascani, som var hun lavet af en blød, hvid Dej tilsat med rigeligt Gærstof.
   I Dagens Anledning var hun iført en storternet, nystrøgen Sirtses Kjole og lignede, idet hun rejste sig, en af disse omfangsrige, lidt undersætsige Ballondamer, der går til Vejrs ved Markeder og Dyrskuer.
   Clara fløj hen til Studereværelsets Dør, som hun gav sig til at hamre på med begge Hænder:
   - Der er de, Far!
   - Nu kommer jeg! lød Præstens Røst indenfor.
   - Vi går op på Udsigtshøjen! meldte Fruen henvendt til Døren - Hvor er min Hat, Clara?
   Clara kom stormende med Hatten ude fra Entreen.
   - Du er så voldsom, Barn! sagde Fru Pastorsken og svedte mildt allerede ved Tanken om at skulle følges med Datteren - Dæmp Dig! Det må se ud, som om vi ganske tilfældigt befandt os deroppe! - - Min Gud, der ligger jo din Hat! sagde hun, da de kom ned i Nøddegangen.
   - Ja, den fløj af mig før! lo Clara og anbragte Hatten på dens rette Plads.
   - Du ligner ikke min Familie! sukkede Præstefruen og steg pustende op ad Højens Trappetrin, hvor Damerne tog Plads på Bænken - Desværre! lød det, da hun havde sat sig til Rette og ordnet Ballonen.
   Heroppe fra Bænken kunne man overse et stort Stykke af Landevejen, der førte gennem Landsbyen og ind til Købstaden.
   - Nu er Vognen nede bag Troldebakken! sagde Clara. Lige over for Præstegårdshaven lå Skolen, og bag denne, på en Banke, Kirken med sine hvide Mure og sit røde Tag. Og den skinnende, blåhvide Himmel dannede Baggrunden.
   Og nu i Dag indrammedes oven i Købet det hele lille Billede af Æreportens Bøgeløv.
   - Men hvor bliver dog Far af! udbrød pludselig Fruen. - Der kommer Vognen frem nede bag Smedjen! Og vi må være her alle!
   En nedslået Landauer svingede rask omkring det lille, sodede Hus nede ved Foden af Troldebakken. Hestenes sølvpletterede Seletøj blinkede i Solen, og Kusk og Tjener sad som skårne i Træ på den høje Buk.
   - Hun er i lyst! sagde Clara, der havde nappet et Glimt af Bruden, da Vognen drejede.
   - Lige idet de kører ind under Æreporten, rejser vi os! nikkede Pastorinden - Men det må ikke se arrangeret ud! Kedeligt, at jeg ikke har fået mit Strikketøj med!
   Nu kom Pastoren ilende med lange Skridt ned gennem Nøddegangen. Frakkeskøderne stod ud i Luften efter ham.
   - Nej der, Adolf! sagde Fruen, og pegede hen på den anden Ende af Bænken, da han ville sætte sig ved Siden af hende - med Clara imellem os! Det ser så hyggeligt ud.
   Pastoren tog Plads ved Siden af Datteren.
   - Lige idet Vognen ruller ind under Æreporten, rejser vi os og hilser. Men ikke for dybt!
   - Tror Du, Datteren er med, Mor? spurgte Clara.
   - Naturligvis har hun sit Barn med, ja!
   - Det er han kommen nemt til! sagde Præsten. - Selv får han vist heller ingen.
   - Hvorfor dog ikke? spurgte Clara nysgerrigt.
   - Han er for fed, min Stump.
   - Adolf! lød det advarende fra Fruen.
   - Du behandler mig altid, som jeg var syv År, Mor! vrissede Clara fornærmet.
   - Det er Barnet i os, man skal leve på! mente Pastorsken.
   Men Clara lagde sig kælent op til sin Fader og hviskede:
   - Hvad vil det sige, at Baronen er for fed?
   Præsten smilede og sendte sin Kone et ondt Blik:
   - Jeg tør ikke for din Mor! sagde han - hun er Romantiker. Hun tror endnu, at de små Børn kommer ud gennem Øret!
   Fru Mascanis store, bløde Butterdejsansigt bævede, og hun skulle lige til at svare, da Clara i det samme råbte:
   - Der er Vognen!
   Og der lød et smældende Piskeknald, og Landaueren rullede ind på Landsbyens knudrede Efterligning af en Brolægning.
   Præstefamilien rejste sig og strakte Hals.
   - Datteren er ikke med! meldte Clara, der tittede ud mellem to Grene.
   Så lød et nyt Knald, og Vognen kørte ind under Æreporten.
   - Goddag, goddag, Hr. Baron! Og velkommen til Egnen, Fru Baronesse! lød det fra Udsigtshøjen, hvor Præstefamilien stod og kniksede og vinkede og ganske havde glemt den anbefalede Reservation.
   Parret i Vognen smilede og vinkede igen. Og man hørte Baron Helmuths dybe Stemme råbe:
   - Tak, Tak, Hr. Pastor!
   Og så skjultes Køretøjet af Havens Træer.
   - Hun var nydelig! udbrød Clara.
   - Ja nydelig! gentog Pastoren.
   - Malet! sagde Fruen, og Gæren i hende ligesom hævede sig.


   Men Herskabet rullede videre gennem Landsbyen, hvor Mænd, Kvinder og Børn stod i Døre og bag Vinduer og nikkede bondetrevent eller gloede dumt . . .
   - Her begynder vores Ejendom, Vilde! sagde Baronen og slog bredt ud med Hånden, da Ekvipagen kørte ind under Æreport Nummer to.
   - Jeg véd det, Du fortalte mig det to Gange, da jeg var her i Efteråret med Moder.
   Pause.
   - Lige herfra og op til Gården har været en voldsom storartet Lindeallé! begyndte Baronen igen.
   - Så-å?
   - Ja. Men den huggede Kammerherren engang, da han trængte til Penge . . . min Fars Far.
   - Det hvide Hus der med det lille Flag foran? spurgte Baronessen og pegede.
   - Der bor vores Skovfoged.
   - Er dine Folk på Arbejde, siden man ikke ser noget til dem?
   - Nej, de er vist oppe for at modtage os på Gården . . . Er Folkene oppe på Gården, Jens?
   - Ja, Hr. Baron!
   Kusken svarede uden at røre sig. Han løftede bare Piskeskaftet op til Hatteskyggen.
   Så kørte man igen en Stund af Sted i Tavshed.
   Slotstårnets Spir begyndte at titte frem over Skoven forude. Og af og til, når Vinden bevægede Træerne, sås et Blink af en solbeskinnet hvid Mur.
   - Jeg lå Satans skidt i Nat, Vilde, sagde Baronen pludselig og skudrede sig.
   - Ja, man sover aldrig godt om Bord.
   - Nej, Køjerne er altfor smalle! . . . Det skal blive rart at komme i sin egen gode Seng, hva' Vildemor?
   Han greb hendes lille, behandskede Hånd med begge sine brede Bjørnelapper og så på hende omtrent som en Hund, der ikke véd, om den gør sig skyldig i en Forseelse eller ej.
   Fruen lod ham beholde Hånden; men så til Siden uden at svare.
   Det var næsten, som om Baronen blev dumdristigere ved denne diminutive Gunstbevisning. Hans store, godmodige Ansigt rødmede af Glæde, og han gav sig til med et Par frygtsomme Fingre at kærtegne hendes Håndled oppe under Ærmet, der hvor Handsken endte. Og hans Stemme dirrede af Bevægelse, da han sagde:
   - Jeg lå og længtes så voldsomt efter Dig i Nat på Dampskibet, Vilde! For siden Juleaften, da Du sa'e til mig, at jeg ikke måtte gå til . . . ikke måtte . . . så har jeg heller ikke!
   Hun rev Hånden til sig og vendte sig helt bort:
   - Du er dog så . . . massiv, Helmuth!
   Baronen så ganske betuttet ud og skævede op til Bukken, hvor Kusk og Tjener sad med stive Rygge.
   Så strøg han hende ned over Armen, så blødt han formåede:
   - Ikke vred, lille Vildemor! bad han med kælen Stemme - Jeg troede jo . . . jeg mente jo, at Du, der har været gift før . . .
   - Men så hold dog engang op! afbrød hun ham.
   Men samtidig måtte hun smile mod sin Vilje af hans Bjørnenaivitet. Og da han så hendes Smil, lyste hans små brune Øjne og hele Ansigtet af Fryd.
   - Kan Hr. Baronen se, der er Forvalteren med Folkene!
   Det var Kusken, der tillod sig at tale med Pisken ved Hatteskyggen.
   Alleen gjorde en Svingning, og Vognen kørte nu frem mod den høje, hvælvede Indkørselsport, som gennem Ladebygningen førte ind til Avlsgården.
   Portbuen var smykket med Bøgeløv og Flag.
   Og på begge Sider af den stod Gårdens Karle og Piger og Husmænd med deres Koner og Børn opstillet. Mandfolkene til højre og Fruentimmerne og Børnene til venstre.
   Så snart Skaren fik Øje på Køretøjet, gav den sig til at vifte med Hatte, Huer og Tørklæder og brød ud i et brølende Hurra.
   - De holder nok meget af Dig, Helmuth? sagde Baronessen.
   - Nå-å, mente Helmuth - det er nok snarere Risengrøden og Kalvestegen, de råber Hurra for!
   Forvalteren og Mejeribestyreren dirigerede hver sin Flok.
   Alle var de i Kisteklæderne.
   Forvalteren havde nystrøget Krave på og højrødt Slips. Mejeristens var derimod græsgrønt.
   - Længe leve vort nådige Herskab, Baronen og hans unge Brud! brølede Forvalteren.
   - Hurra-a! skreg Hoben og svingede på ny med Hattene, Huerne og Tørklæderne.
   - I Fryd og Velstand svæve! peb Mejeristen.
   - Hurra-a!
   - Tak, Folk, Tak! nikkede Baronen og lettede på Hatten.
   Og Hendes Nåde smilede huldsaligt og besvarede Viftningen med sit kniplingsbesatte Lommetørklæde, der ikke var større end en god Desserttallerken.
   Så buldrede Landaueren ind under Porthvælvingen og frem igen hen over Avlsgårdens toppede Brosten.
   Og der lå Slottet lige foran dem.
   Baronen bøjede sig ud over Vognkanten og så op mod det med et lysende Blik.
   Det så også helt imponerende ud med sin vældige Facade og sit høje, kobberhængte Tårn, hvis øverste, hvide Murkant og spidse, irgrønne Tag lyste i Eftermiddagssolen.
   - Det er en voldsom Kasse at se på! sagde han grebet.
   Han blev stadig imponeret, hver Gang Slottets Størrelse rigtig gik op for ham . . . .
   Mellem Avlsgården og Borggården stod seks kuppelformede, klippede Lindetræer. Tre på hver Side med to rødmalede Hundehuse imellem for at markere Gennemkørselen.
   Allerede da Landaueren rumlede ind under Porthvælvingen nede ved Alleen, var Lænkehundene faret frem af deres Huler og dansede nu vanvittige rundt, medens de raslede med deres Jernkæder og glammede op med deres Stemmer, som var ganske ru og hæse af mange Års Tjeneste i Slud og Kulde, Regn og Sol.
   - Hektor og Ajax, vil I holde Mund! truede Baronen. Og Dyrene luskede med Halen mellem Benene ind i deres Villaer.
   - Der står din Moder oppe! sagde Baronessen og pegede frem mod Indgangsdøren i Tårnet - Men hvem er det lille, underlige Væsen, der står bag ved hende?
   - Det er jo den døvstumme!
   Lige idet Vognen svingede ind på den gruslagte Kørebane omkring Borggårdens grønne Plæne, kom en blankbrun Hest farende frem fra Haven bag Slottets venstre Fløj. Uden Grime og uden Seletøj var Dyret; dets Manke og Hale flagrede for Vinden, og der fløj en Regn af Sand og Småstene frem under dets Hove.
   Da det fik Øje på Hestene foran Vognen, standsede det brat op og udstødte en høj, prustende Vrinsken.
   - Satan osse! brød det ud af Baronen - nu er Hejmdal kommen løs igen! Hva' er det for noget Smøleri!
   - Bare her nu ikke bli'r Komedje, Hr. Baron! sagde Jens og glemte ganske at løfte Pisken - For den nærmer Hoppe er villig.
   Hingsten vrinskede på ny, og den nærmer Kørehest svarede med en dyb, gurglende Lyd, der lød som en Kalden.
   Vognen var standset.
   Kusken svang Pisken hen mod Hingsten og knaldede løs. Men det var, som Dyret ikke hørte det; thi pludselig rejste det sig på Bagbenene og gik nogle Skridt fremad i al sin Vælde: dets Øjne skinnede, dets Øren stod strittende oprejst, og ud fra dets røde, opspilede Næsebor stod der en tæt, fin Damp som to Søjler frem i Luften.
   - Helmuth, Helmuth! skreg Baronessen og greb sin Mand i Armen.
   - Jamen han ser sgu godt ud, Vilde! sagde Baronen beundrende.
   Oppe fra Portalen i Tårnet havde også lydt et Skrig, et uartikuleret, underligt, hæst Skrig. Det kom fra den døvstumme, der samtidig gjorde omkring og flygtede ind i Huset.
   Enkebaronessen derimod blev stående høj, matronebred og imponerende foran de åbne Døre og råbte med en dyb, mørk Stemme, der var vant til at byde og blive adlydt:
   - Tag Pisken, Helmuth, og stå af Vognen og jag ham væk; ellers risikerer Du, at han splintrer hele Herligheden!
   Baronen skulle netop til at parere Ordre, da Hingstepasseren, gamle Jørgen, kom løbende ind fra Haven, sveddryppende, på bare Strømpefødder og uden Hat.
   - Hva' er det for noget forbandet Svineri! råbte Baronen ham i Møde, mørkerød i Ansigtet af Vrede - Kan din gamle Idiot ikke passe, hva' Du skal! Hvad tror Du ellers, Du får Kost og Løn for?
   - Han har smøjet Tøjret a' sig, Hr. Baron! svarede Jørgen med rystende Gammelmandsstemme.
   - Ja, det ser jeg sgu nok! Gå hen og læg det på ham!
   - Jovel, Hr. Baron, straks!
   Jørgen stod med Tøjret i Hånden og gik nu dristig hen til Hingsten, der, i samme Øjeblik Vognen standsede, var travet hen ved Siden af den nærmer Kørehoppe, som den nu prustende og stampende stod og bed kærtegnende i Manke og Hals.
   - Kom så bitte Hejmdal! sagde den gamle og strøg Dyret ned over Bringen.
   - Bare den ikke gør en Ulykke på ham! hviskede Baronessen angst.
   - Den kender ham! sagde Baronen.
   Og virkelig havde Jørgen fået listet Tøjret på Hingsten.
   - Vøv det om Træet der! sagde Jens oppe fra Bukken.
   Og pludselig var Forvalteren og et Par Karle også kommen til Stede. Og Tøjret var slynget to-tre Gange om det nærmeste Træ.
   Så slog Kusken et knitrende Knald, Kørehestene sprang frem, og Landaueren rullede op for Portalen . . . . .
   - Hæ! fniste Niels Tjener, da han havde fulgt Herskabet op ovenpå og igen kom ned ad Tårntrappen for at hente Plæder og Rejsetæpper - Hæ, Du, Jens! Hejmdal ha'de nok osse Lyst til at holde Bryllup!


   Et Par Timer senere.
   Enkebaronesse Juliane kom gående høj og statelig ned gennem Riddersalen og ud i „Galleriet”, en lang, fliselagt Forhal, der førte fra Dagligværelserne over til Slottets vestre Fløj, hvor Gæsteværelserne fandtes.
   Den gamle Dames Ansigt lignede en Mands Ansigt med de stærkt buede Øjenbryn og den store, krumme Næse.
   Og så var der også det, at hun bar sit gråhvide Hår sat op i lutter små, stive Krøller det ganske Hoved over.
   Malet i Fløjlskappe og med Fjerbaret ville hun have lignet en stolt, gammel Rådsherre!
   Men nu var hun imidlertid iført en søgrøn, langslæbet Silkekjole, besat med tætte Rækker af sorte Kniplinger lige nede fra Skoningen og syet efter Mode fra Slutningen af Tresserne: Vide, posede Halværmer og spidst nedløbende Liv. Armene var nøgne fra Albuerne. Hvide, runde Arme; men nogle underlig store, røde Hænder.
   Smykker bar hun: Armringe, Kæder og Brystnåle, én oppe i Halsen og én nede på den nederste Spids af Livet. Og med Fingerringe havde hun alle Fingrene besatte. - En Taterdronning lignede hun, der glædes ved Glimmer og Glans; selv om den just ikke altid er smagfuld og ægte!
   Niels Tjener stod i en lidt medtaget sort Kjole og ditto hvidt Slips ved Fløjdørene ind til Spisesalen.
   Da Enkebaronessen nærmede sig, slog han dem op på vid Gab.
   - Er min Søn og hans Kone endnu ikke kommen?
   - Nej, Baronen og Baronessen er endnu ikke kommen!
   - De véd vel, at der er rettet an?
   - Ja, jeg har meldt det!
   Den gamle Frue lagde sin højre Hånd hårdt på Tjenerens Skulder:
   - Nu er min Tid forbi her på Næsset, Niels! sagde hun.
   Niels smilede diskret:
   - Enkebaronessen ser vel jævnligt ud til Herskabet . . .
   - Tror det ikke! sagde hun og rystede energisk på Hovedet, så at alle de stive Krøller dirrede.
   Derpå gik hun forbi ham ind i Salen.
   Og Niels skød Dørene blidt til efter hende . . . .
   En halv Snes Minutter senere blev de åbnet igen, og den unge Baronesse trådte hastigt ind fulgt af sin Mand.
   Enkebaronessen vendte sig fra Vinduet, hvor hun havde stået og set ned i Haven.
   Og i et kort Sekund mønstrede de to Damer hinandens Toilette.
   Så smuttede et lille hånligt Smil bort bag den unges Læber:
   - Undskyld, at De har måttet vente, Svigermoder!
   - Jeg be'er!
   Der blev i Dagens Anledning serveret fem Retter Mad og Dessert. Og Rødvin blev der drukket og Mosel og Champagne og Sherry.
   Baronen og hans Moder spiste kraftigt. Men den unge Baronesse nød ikke meget.
   Man talte om Vejret og om Bryllupsfesten og om Rejsen. Niels gik lydløst rundt og vartede op.
   - Nå Helmuth, sagde den gamle Frue - nu er Du vel glad, min Dreng, at du har fået dig en Kone?
   - Ja det kan Du tro, Mor! mumlede Helmuth med en Kartoffel i Munden - Og Vilde er så god og så smuk!
   Baronesse Alvilde bøjede Hovedet og så ned i sin Tallerken.
   Ja, smuk var hun unægtelig med det askeblonde, let krusede Hår, der faldt løst ned om det blege, ovale Ansigt. Hendes mørkeblå, tætsluttende Silkekjole endte med en høj stiv Linning oppe i Halsen. Og Ansigtets og Hårets Blondhed lyste frem af den diskrete Dragt, som en bleg Pastel af en dunkel Ramme.
   - I havde vel hver sin Køje i Nat, stakkels Børn? spurgte den gamle Frue pludselig.
   Baronen brast ud i en høj Latter.
   - Ja Herregud! sagde den gamle stødt - man kan vel tale! I er jo da konfirmerede begge to!
   - Hun er frygtelig, Vilde! hva'? Den Tale er Du nok ikke vant til i Salonerne ovre i København.
   - Eller i Buda-Pest! indskød Enkebaronessen.
   - Mor! sagde Sønnen hårdt og slog Hånden i Bordet. Og der blev en Pause, i hvilken Niels skaffede Tallerkener til Desserten.
   - Skænk Sherry rundt!
   - Jeg tænkte meget på Jer i Går, begyndte den gamle Frue.
   - Vi savnede også Svigermoder . . .
   - Helmuth ville jo ikke have mig med. De unge rødmede.
   - Jeg er rimeligvis ikke fin nok til at være sammen med din Familie, lille Alvilda!
   - Jeg syntes, at det var unyttigt at gi' alle de Penge ud, mumlede Baronen.
   - Du har allerede brugt så mange nu til Flytningen.
   - Jeg kunne da ikke rasle ind i de nøgne Stuer!
   - Hvad skulle Du med Hest og Vogn? Du kunne jo låne hos mig, når Du skulle bruge.
   - Tak, min Dreng! Rende en hel Mil for at hente det!
   - Jamen, når Du nu faktumsk ikke har Råd!
   - Jeg skal med Guds Hjælp aldrig falde Dig til Byrde! Og Enkebaronessen knejsede med Hovedet, så Krøllerne hoppede.
   - Skal vi så ønske Velbekomme! sagde hun og skød Stolen hårdt tilbage.
   Ved denne Lyd viste Tjeneren sig og åbnede Fløjdørene.
   Og Baronen bød med et ceremonielt Buk sin Moder og sin Kone Armen og førte dem ud.


   Samme Dags Aften henad ti.
   Enkebaronessen har trukket sig tilbage til sine Værelser i Fløjen bag Riddersalen.
   De to unge er ene i den store, halvmørke Dagligstue, hvor kun en enlig Lampe brænder på det lille Bord henne foran Sofaen i Krogen ved Kaminen.
   - Jeg glæder mig ubeskriveligt til, at Karen kommer herover i næste Uge! siger Baronessen - hun vil have godt af at være på Landet!
   - Ja-a . . . nikker Helmuth, der sidder i en Lænestol og ser mørkt frem for sig - Men jeg ville nu helst ha' haft Dig nogen Tid for mig selv, Vilde. Nu ta'er Mor jo i Overmorgen over til sit Hus i Jelstrup, og så var vi to bleven så dejlig alene!
   - Å, Karen kan vel ikke genere!
   - Næi . . . Men hun deler Dig, lille Vilde! Helmuth rejste sig og gik hen og støttede Armene mod Ryggen af Sofaen, i hvilken hans Kone sad:
   - Skal vi så gå til Ro? spurgte han.
   - Er Klokken så mange?
   - Den er ti.
   - I København gik vi først i Seng Klokken tolv.
   - Jamen nu er vi jo på Landet! sagde han og greb hendes Hånd - Og så . . . og så længes jeg så voldsomt efter Dig, Vilde! brusede det ud af ham, medens han samtidig knugede hendes Hånd, så at hun var ved at skrige.
   - Men Helmuth, Helmuth dog! sagde hun og rejste sig.
   - Jamen Du er dog min egen, lille søde Kone, Alvilda! han lagde Armen om hendes Liv - Er Du ikke?
   Hun stod rank og høj med bortvendt Ansigt og uden at svare.
   - Skal jeg gå ind og klæde mig af først? spurgte han kælent hviskende.
   Hun nikkede stille og skød ham lempelig fra sig.
   Så greb han på ny hendes Hånd, kyssede den taknemmeligt og gik.
   Og efter et Kvarters Forløb, da alt var blevet stille inde i Soveværelset, slukkede hun Lampen og fulgte langsomt efter. -
   Dette var de nygiftes første Dag på Næsset.
   - - - -
   Men ovre i det grønne Gæsteværelse bag Riddersalen sad Enkebaronesse Juliane i samme Time halvt afklædt foran Toiletspejlet med en ikke ganske ren Friserkåbe over Skuldrene.
   Bag hende på en høj til Øjemedet konstrueret Skammel stod den døvstumme og satte Papillotter i den gamle Dames Krøller.
   Dette var et Arbejde, der mindst tog en Time.
   Man sagde, at Baronessen holdt både Berlingske Morgen- og Aftenavis for at få Papir nok.
   - Nå, Stasia, lød det fra den gamle Dame, idet hun drejede Hovedet - så kommer vi til den anden Side!
   Stasia forstod hvert Ord, hendes Herskab talte. At sige, når hun så Baronessens Ansigt, så Læbernes Bevægelse. Som nu i Aften i Spejlet.
   Og de førte lange Samtaler, de to. Stasia skrev på sin lille Tavle, og Baronessen svarede mundtlig.
   Når de da ikke lige netop var Uvenner. Thi så kunne der gå Dage, hvor de kun skulede hadefuldt til hinanden uden at mæle et Ord.
   Den døvstumme havde engang på en sådan Uvejrsdag kastet et glohedt Strygejern efter sin Frues Hoved. Og Baronessen lukkede ofte i hele Døgn sin Pige inde i det store, røde Klædeskab, der stod i en Krog oppe under Taget på Loftet.
   Men for Tiden var de fine Venner.
   - Det går jo rigtig snildt for Dig i Aften, lille Stasia! sagde Baronessen og nikkede ind i Spejlet, hvor den døvstummes pluskæbede Gammelkoneansigt stirrede hende i Møde med det vandkæmmede, hørgule Hår klappet tæt ind til Pande og Kinder - Du skal nok ha' den røde Brystsløjfe, jeg har lovet dig!
   Stasias Øjne lyste, og hendes krogede Fingre spillede som travle Edderkopper rundt oppe mellem Krøllerne.
   Den samme røde Brystsløjfe havde Pigebarnet alt været Ejerinde af talrige Gange. Men så ofte der kom en Kurre på Tråden mellem de to Kvinder, nappede Baronessen den fra hende igen.
   - Så! sagde den gamle Frue og rejste sig fra Stolen, da den sidste Papillot var sat i - Kappen, Stasia!
   Den døvstumme hoppede adræt ned fra Skammelen og hentede hurtig en hvid, blondebesat, heller ikke ganske ren Natkappe fra Toiletbordet og rakte hende.
   Medens Fruen stod foran Spejlet og bandt Kappebåndene, vendte hun sig pludselig om og sagde:
   - Så Du kan ikke lide Helmuths Kone? Pigen virrede med Hovedet og skar Ansigter.
   - Jeg heller ikke! vedblev Baronessen - Hun bli'er vist Drengen en hård Sisken! . . . Og jeg er da jaget af Gårde! lød det hårdt - Men Enden er ikke endnu! lagde hun til og nikkede - Enden er ikke endnu! . . . Lad os så komme i Seng!
   Stasia greb hende hastigt i Hånden og fingererede sig ivrigt hen over Kjolelivet oppe ved Halsen.
   - Skal vi kvæle hende? spurgte den gamle. Den lille rystede på Hovedet og glattede på Kjolelivet, som om hun glattede et Bånd til Rette.
   - Sludder! brummede Baronessen - Du skal da ikke ha' den på i Nat!
   - Jo, jo! nikkede Pigen, som skulle hendes Hoved hægtes af.
   Den gamle Dame smilede overbærende. Hvorpå hun gik hen og åbnede den messingbeslåede Dragkiste:
   - Her er den! sagde hun og rakte den døvstumme en stor, højrød Silkesløjfe - Men lad mig nu se, at jeg ikke skal ta' den igen i Morgen, Mamsel!
   Stasia lagde Hånden på Hjertet og svor evig Troskab.
   - Klæd sig så af!
   Og lydig gav den lille sig til at afføre sig sine Klæder.
   Enkebaronessen tog et Par Skridt hen mod sit Sovested.
   Men pludselig standsede hun, vendte om og gik hen til et af Vinduerne, hvis øverste Haspe (den nederste manglede som på de fleste af Gårdens Vinduer) hun åbnede, og bøjede sig halvt ud over Karmen:
   - Nu er de gået til Ro derovre! sagde hun og trak Vinduet til igen.
   Den døvstumme blinkede snedigt med sine små, onde Pindsvineøjne og viste i et bredt Grin alle sine Tænder.
   På Baronessens Ansigt trak det også op til et Smil. Men så besindede hun sig og sagde hårdt:
   - Lad være med det Fjæs, Stasia! Du ligner Maren Forlis!
   Og så gjorde hun hastig omkring og gik ind i en Slags Alkove, hvis Sengested fuldstændig skjultes af et storblomstret Sjirtingsforhæng.
   Derinde stod to Senge: en stor, solid Dobbeltseng af mørkt Mahognitræ; heri sov den gamle Frue . . . og en lille, bitte Jernseng til Stasia.
   Lidt efter listede også den døvstumme sig ind bag Forhænget. Hun svømmede forsigtigt af Sted i en uhyre Natkjole, der havde tilhørt hendes Herskab. Og på Brystet skinnede den højrøde, gloende Silkesløjfe.
   - Pjattehovede! mumlede Baronessen nede mellem Dynerne - hun bilder sig nok ind, at hun også skal i Brudeseng!
   Så blæste hun Lyset ud, og i Skæret af den osende Tane så man to Fingre komme frem og klemme den sidste Rest af Ild til Døde.
   Og snart slumrede trindt om på Slottet alt levende undtagen Rotterne.

         Kære lille Moder!
   Jeg lovede jo rigtignok at skrive, straks jeg var kommen hertil, for at fortælle Dig, hvordan Rejsen var gået; men vi har haft så travlt med at ordne Skolen og det hele; og så ville jeg også vente et Par Dage for at fortælle Dig, hvorledes jeg synes om det her. Karen var slet ikke søsyg på Turen, men naturligvis jeg, og hun var så sød og kærlig imod mig, det lille Skind, så jeg kommer vist til at holde meget af hende. Dampskibet standsede midt i Fjorden, og vi måtte ud i en Båd for at komme i Land, det var ikke rart. Der holdt så Vognen fra Næsset, en fin Landauer, kan Du tro, med Kusk og Tjener på Bukken og et Par dejlige brune Heste for. Hendes Nåde var med, og hun og Karen var så glade ved at se hinanden, at jeg følte mig helt tilovers. Men da vi først kom op i Vognen og kørte af Sted, så var Hendes Nåde også så god imod mig og spurgte, hvordan Du befandt Dig, og om jeg nok troede, at jeg kunne føle mig tilfreds, og hvis der var noget, jeg ønskede anderledes, så skulle jeg bare sige til, for Meningen var jo, at vi skulle være glade ved hinanden. Du kan ikke tænke Dig, hvor Baronessen er smuk! jo det er jo sandt, Du har selv talt med hende, - men jeg kan ikke rigtig lide hendes Øjne, de er så lyse og kolde. Karen ligner hende slet ikke, hun ligner vel sin Fader. For, véd Du, at Baronessen har været gift før med en Østriger? Det fortalte Karen mig på Dampskibet. Det er ikke mere end tre Uger siden, at Hendes Nåde blev gift med Baronen. Det talte hun jo slet ikke om i Vinter, da vi var oppe hos hende, og det synes jeg er underligt. Å, jeg ville ønske, at jeg var hjemme hos Dig igen, lille Moder, for jeg tror ikke, at jeg vil finde mig til Rette her. Du kan ikke tænke Dig, hvad det er for et underligt Værelse, jeg har fået, det ligger lige ud til en stor, åben Flisegang, hvor Folkene går igennem ind til Borgestuen, og så er det så lille og lavt, at jeg kan nå Loftet med Fingerspidserne, og der er Gittervinduer i ligesom i en Kirke eller et Fængsel, og der er kun én af Ruderne, som kan lukkes op, så der næsten ingen frisk Luft kan komme ind. Og så står min Seng inde i et Hul i Væggen med nogle grimme, gamle Jutegardiner for. Pigerne siger, at mit Værelse tidligere har været brugt til Ølkælder, men Kakkelovn er der da. Hendes Nåde spurgte mig, om jeg troede, at jeg kunne bo her, og jeg sagde naturligvis ja, og så gik hun. Men jeg satte mig ned på min Koffert og græd, jeg kunne ikke lade være. Nu er det jo lidt bedre med Humøret, somme Tider! Og vil Du tænke Dig, vi holder også Skole hernede! Her er næsten ikke Plads til os. Mejeriforpagterens to Småpiger læser sammen med Karen, så vi er jo fire. Vi læser fra ti til tolv og fra ét til tre. Og så læser vi Lektier. Vi spiser først til Middag Klokken 6 og drikker Te Klokken halv ni. Baronen er en rar og venlig Mand, men han er så tyk, og Du kan ikke tænke Dig, hvor han spiser meget! Jeg er vis på, at han spiser mere til Middag end både Du og Robert og Tvillingerne tilsammen. Karen gør Nar af ham, men det har jeg naturligvis forbudt hende. Alle de andre bor oppe på første Sal, der er 42 Værelser i det hele, siger Karen, så jeg kan ikke begribe, at jeg ikke kan få et andet! Synes Du, jeg skulle bede Hendes Nåde derom? Jeg synes heller ikke, Børnene har godt af at sidde og læse i sådant et lille Hummer. Vi har været nogle Spadsereture ude omkring i Skoven, der er dejligt! Særlig er der nogle høje Skrænter med Udsigt over Fjorden, som er henrivende. Og der ligger et Sted helt langt inde midt i Skoven en lille Stråhytte med Træborde og Græsbænke, der har vi drukket Te en Aften. Slottet selv er en uhyre stor, hvid Bygning med et mægtigt Tårn på, og Dagligværelserne, der er to Dagligstuer og Hendes Nådes Kabinet og Biblioteket og Baronens Kontor og mange flere, der er så hyggelige med gamle Møbler og Tæpper og Malerier. Og vil Du tænke Dig, at Murene er så tykke, at Hendes Nådes Skrivebord kan stå i en Vinduesfordybning, der danner et helt lille Værelse. Men så forfærdelig rig kan Baronen da ikke være, for det er næsten i Stykker alt sammen, Vindueskrogene mangler, og Dørene kan ikke lukkes, og oppe i Riddersalen er der flere Steder Huller i Gulvet; de siger, det er Rotterne, for dem er der mange af, jeg kan høre dem om Natten lige over mit Hoved; Karen ler af mig, når jeg siger, at jeg er bange for dem, så jeg gør mig jo Umage for ikke at lade mig mærke med det. Men nu skal Du høre, i Går kom Karen ind fra Haven og sagde, at jeg skulle stikke min Hånd i hendes Lomme, for der var noget til mig; og jeg gjorde det da også; men da jeg så følte omkring dernede, så skreg jeg sådan og var lige ved at besvime; for véd Du, hvad det var? En Snogeunge! Hun havde fanget den nede i Jordbærrene og syntes, den var så sød. Jeg kan ikke begribe, hvor nogle Mennesker bliver så modigt fra! Hun måtte jo straks gå ud med den igen og morede sig kostelig over min Ange st. Men da hun fortalte det ved Frokostbordet, skændte Hendes Nåde da også på hende; for tænk, om det havde været en Hugorm! Karen vidste jo ikke noget om, at Snogene har to gule Nakkepletter, men nu har jeg da lært hende det. Vi har ikke været på Visitter endnu, men Hendes Nåde siger, at vi snart skal ned i Præstegården. Bare der nu var nogle Mennesker, som jeg kunne slutte mig til; men det er der vel nok i en Præstegård. Hvor ville jeg dog gerne hjem til Jer i Sommerferien; men det kan vel ikke lade sig gøre, og det koster jo også mange Penge. Kan Du huske, hvor vi ofte talte om, at jeg sagtens kunne være glad, at jeg havde fået Plads hos sådanne fine og dannede Mennesker? Men jeg synes nu, at det er ganske anderledes, end vi tænkte os det. Men nu er jeg her jo, og måske jeg senere bliver glad ved det. Å, men når jeg sådan sidder ved mit Sytøj ude i Haven, og Karen løber og leger, og Solen skinner, og Fuglene kvidrer oppe i Træerne, så tænker jeg altid på vor lille Have i Hobro, dengang Fader levede, og vi havde det godt! Jeg synes, det er så underligt, at det alt sammen er forbi, og bilder mig altid ind, at det hele her er en Drøm, og at, når jeg vågner, vil jeg være sammen med Dig og Fader og Børnene, og at vi skal drikke Te sammen og spadsere en Tur sammen på den lange Dæmning ud til Stationen for at se, hvem der er med Toget. Lille Moder, jeg holder så forfærdelig meget af Dig! Og jeg synes, det er Synd, at Du skal gå derinde i København alene; jeg er vis på, at jeg kunne være langt nyttigere for Dig, end jeg er det for disse Mennesker her. Enkebaronessen, ja det er sandt, hende har jeg ikke fortalt Dig noget om! det er Baronens Moder, en høj, smuk, gammel Dame, som bor et Par Mil herfra, hende kan jeg godt lide, hun er så morsom ligefrem, hun sagde forleden til mig, da hun var her på Besøg: „Nå så De skal være Karens Lærerinde, min Gode? De ligner en syg Kanariefugl, pas på, at Katten ikke tager Dem!” Hun kan vist ikke lide sin Svigerdatter, og så havde hun sådan en underlig Tjenestepige med, som hedder Stasia og er døvstum, og som ser så ond ud, synes jeg; jeg kunne da ikke bo alene sammen med hende. Og så skulle Du se Enkebaronessens Køretøj! Hun kalder det „Pagtens Ark”. Ja, hun er en mærkelig Dame, og jeg skal nok fortælle Dig mere om hende en anden Gang, men nu skal Kusken af Sted med Brevene, og så må jeg slutte; bare jeg selv kunne krybe ind i Konvolutten! Hils nu Robert og Tvillingerne mange Gange; men selv skal Du dog have de fleste Hilsener
   Jeg synes aldrig, jeg skal se Jer mere!


   Pastor Adolf Mascani til Næsgaardene og Utterslev var Søn af en bekendt Kunstdrejer i København.
   Faderen var en indvandret Italiener, som havde grundet Forretningen og tjent en lille Formue. Det var i de såkaldte „gode Tider” - den Guldalder, enhver Familie kan pege tilbage på! Både han og Adolfs Fader havde giftet sig med gode, frugtbare, danske Kvinder og var ved dem bleven Fædre til en talrig Børneflok, hvis sydlandske Afstamning havde givet sig til Kende på forskellig Vis.
   Hos Adolf havde den således åbenbaret sig i en ustyrlig, næsten til Sindssyge grænsende Heftighed og tidlig modnet, stærkt udviklet Sans for erotiske Glæder. Allerede i sit tolvte År havde han en Kærlighedsforbindelse med en toogtrediveårig Butiksjomfru, der var ansat i Faderens Forretning. Og da Forholdet opdagedes, og Parret fjernedes fra hinanden, sprang Drengen i Kallebodstrand af Sorg over Adskillelsen; men blev reddet af en resolut Sandgraver . . .
   Den unge Mascani var, særlig i seksten, syttenårs Alderen, vidunderlig smuk. En begejstret Svømmelærer havde engang på en Badeanstalt givet ham Navnet: Adonis, i Stedet for Adolf. Og dette Navn var straks blevet bekendt over den ganske By.
   Slank og velskabt var han „som drejet i sin Faders Forretning”, og med denne blege, matgyldne Hudfarve, der er at se til som fuldmodne Ferskeners fløjlsbløde Lød. Hans Øjne var store, dunkle og sørgmodige. Men de kunne også flamme op og stråle med en Ild som af sorte Diamanter i Måneskin. Og han havde en egen dvælende Måde at slå Blikket ned på, at skjule det bag de lange, mørke Øjenvipper, idet han lod dem synke langsomt, stille, lydløst - som Sommerfugle, der dør. Hans Hår var blåsort og blødt med en egen fed Glans i Skyggen og hængte i løse, bevægelige Lokker om hans Hals og Pande. Næsen var let buet, ægte romersk, med store, bevægelige Veje. Og hans Læber . . . der vokser en Blomst, Rosen er dens Navn, som den var hans Læber røde! Og hans Tænder lyste der bag som Sne bekranset af Purpur.
   Således så Adolf Mascani ud.
   Dengang . . . . .
   Og så tog han eksamen artium og skulle vælge sit Studium.
   Læge! sagde han afgjort. Og i sit stille Sind tilføjede han: Kvindelæge! Thi Kvinden, som Køn betragtet, var så at sige gået ham i Blodet. Sjældent talte han med sine Kammerater om Kvinder og da altid på en hånlig-raillerende Måde. Men dybest inde i ham, helt nede på Bunden af hans Sjæl, lå altid en nøgen Kvinde og strakte Armene ud mod ham. Og når han færdedes på Gaden, i Teatret eller i Selskab, klædte han altid af hver Kvinde, han traf på. Ja, det gik så vidt, at han, når hans Søstre gjorde Toilette, lurede bag Døren ind til deres Værelse for gennem Nøglehullet at fange et Glimt af deres hvide Lemmer.
   Og alligevel endte det arme Menneske med at blive Præst!
   Det var hans kære Forældre, som næsten tvang ham dertil ved Bønner, Forestillinger og Trusler, som Forældre ofte har for Sæd.
   Og han gav omsider efter og kastede sig nu også med Energi og Iver over sit Studium.
   Men jo flittigere han læste, desto klarere stod det for ham, at alle hans Tilbøjeligheder var i skarpeste Modstrid til, hvad han nu lærte og senere skulle være en Forkynder af. Og han blev til Tider greben af en mystisk Skræk for sig selv, for sine Tanker og Længsler. Hele hans Studietid forløb under en oprivende Kamp mellem „Kødet” og „Ånden”. Han græd, bad, fortvivlede og pålagde sig Pønitensestraffe: piskede sin nøgne Ryg med den Rem, han i sin Skoletid havde haft om sine Bøger, - strøg sig med brændende Cigarer ned over Arme og Ben og tænkte i sine mest hysteriske Øjeblikke på at gilde sig.
   Men når han så Ugen igennem havde levet i én lang nervøs Ophidselse, en Plage for sig selv og andre, slappedes hans Modstandsevne, og han søgte på ny Glemsel i de hvide, runde Arme, som selv under hans dybeste Anger og Sønderknuselse intet Øjeblik havde ophørt at stå vinkende og lokkende for hans Fantasi.
   Og han mærkede da, at når han søgte Kvinder, blev han roligere og mindre nervøs. Han kunne sidde på sit Værelse hele Dage og læse flittigt. Og han blev god og omgængelig i sit Forhold til Forældre og Søskende . . . . Det måtte altså være hans Natur fornødent at gå til Kvinder. Gud havde selv nedlagt denne Drift i ham! Thi man havde intet uden af Gud!
   Men så læste han atter en skønne Dag i en af sine Bøger en særlig hård Udtalelse, hvori det pålagdes Mennesket for enhver Pris og på enhver Måde at døde sit Kød og fornægte den gamle syndefulde Adam, som var af Djævelen, da Gud, den algode og alkærlige Fader, kun ville det bedste for sine Børn!
   Og på ny greb Rædselen ham; og han forsøgte for anden Gang at berøve sig Livet. Det var ved et Revolverskud. Men hans Hånd rystede, og Kuglen gik ud gennem hans Side uden at tilføje ham alvorlig Skade.
   En Månedstid lå han til Sengs. Og da han atter var fuldstændig rask, tog han igen fat på sin Eksamenslæsning og blev Året efter Kandidat med første Karakter . . . .
   I Lighed med sine andre Brødre rejste han så på en tre Måneders Tur til Italien for at hilse på sine Fædres Land, som Faderen udtrykte sig. Han boede den meste Tid hos en Slægtning i Neapel. Og efter en Måneds Ophold dernede skrev han hjem, at nu ville han forsage Verden, blive Munk og gå i Kloster.
   Men så forelskede han sig i en sortøjet og halvnøgen Neapolitanerinde og glemte atter Kristus for Venus. Med Nød og næppe undgik han en stille Nat at blive dolket af Pigebarnets Fader, flygtede til Capri og vendte så efter de tre Måneders Forløb, som Bestemmelsen var, tilbage til København.
   Straks efter sin Hjemkomst fik han Ansættelse som Kapellan hos en gammel Provst ude på Sjælland.
   Og nu begyndte der en ny Fase i hans Liv.
   Naturligvis er det også her en Kvinde, der griber ind!
   Nemlig Provstens yngste Datter, Johanne Winther. En lille, drømmende, buttet, nordisk Mø med blå Øjne, gyldent Hår og hvid og rød som Mælk og Blod.
   Hun blev aldeles vanvittig forelsket i den smukke, mørkøjede Kapellan - rent hypnotiseret af erotisk Betagelse.
   Og Mascani var ikke den Mand, der lod sig en slig Godbid gå af Hænde!
   Følgen blev naturligvis, at de hurtigst muligt måtte holde Bryllup og fortrække til et lille Præstekald på Jyllands Vestkyst, som den gamle Provst skaffede sin Kapellan og Svigersøn som Løn for tro Tjeneste.
   Her sad de så nogle År og blev senere forflyttet til det federe Næsgaardene og Utterslev Kald på Østkysten.
   Kloge Mænd og Kvinder havde spået denne lidt hastige Forbindelse en krank Lykke. Men det syntes, som om deres Klogskab denne Gang skulle komme til kort. I de første År af deres Ægteskab levede Parret nemlig i en Rus af Lykke. Han var henrykt over sin „hvide Eva”; og hun så en Gud i sin „brune Adam”. Og de kaldte indbyrdes deres Sovekammer for „Edens Have”. -
   Mange yndige Småbørn fik de, allesammen Piger, hvorfor de omsider måtte anskaffe sig en Lærerinde.
   Men hun blev Slangen i dette Paradis.
   Det vil sige: Slangen var nok egentlig Pastoren; men Lærerinden blev da jaget på Porten.
   Dette skete, som Eva „lå” med sin femte Datter, at Adam syndede.
   Men da Fruen atter var i Vigueur, blev der på én Gang holdt Barnedåb og Forsoningsfest.
   En ny Lærerinde blev engageret. Og alt var såre godt.
   Indtil det en mørk Augustaften hændte, at Fru Johanne overraskede Pastoren og Pædagoginden i et Lysthus i Haven.
   Dette var dog for meget for den hustruelige Langmodighed!
   Først holdt Pastorinden en Dommedagstale for de to Syndere. Hvorpå hun fluksen satte Lærerinde Nr. 2 på Døren; og dernæst lod sin Mands Seng flytte fra Edens arme Have ned i et lille Værelse ved Siden af hans Kontor.
   - - -
   I femten År siden hin mindeværdige Augustaften havde nu disse to Mennesker levet Side om Side her i denne idylliske Præstegård med Storkereden på Stråtaget og Slyngroserne og Klematisen op ad de hvide, smilende Mure.
   Pastoren havde afvekslende raset på sit italiensk og været grebet af sønderknusende Ruelse og Anger. Medens han i Stilstandstider, når Kødet fik Magten over ham, karesserede sine kvindelige Skriftebørn, når de kom til ham for at søge Husvalelse i deres Sorger og Bekymringer.
   Og Pastorinden? Ja, hun havde med Lidenskab kastet sig over Bibelen og Kogebogen - samt Omsorgen for at få sine Døtre gifte! Og skønt hun vel rimeligvis led ved sin Kærligheds og sit Ægteskabs Forlis, trivedes hun dog bravt og blev rundere og rundere År for År.
   Sorg og Ulykke skal jo, ifølge salig Falstaff, kunne puste et Menneske op som en Blære!
   De talte sjældent sammen, Hyrden og hans Hyrdinde. Og skete det, var det altid med en Understrøm af Lyst til at sige hinanden Sandheder. Og når stundom Pastoren kunne gribes af en heftig Trang til med et „Opgør” at rense Luften og etablere status quo ante Lærerinderne, så stødte han altid på et sådant Isbælte af Hån og Foragt i sin Kones Opførsel og Tale, at han enten sluttede med at te sig som Vesuv i Udbrud; eller han flygtede ind i sit Værelse eller ud i Mark og Skov, hvor han gemte sig knust af Sorg og Fortvivlelse . . . .
   Men deres Sølvbryllupsfest havde de naturligvis fejret efter Ritus med Sang og Klang og Børn og Børnebørn og Gæster fra nær og fjern. Og Pastoren havde foræret sin Hustru Tøj til en Silkekjole, af så svært et Stof, at en Forsoning imellem dem nær var bragt til Veje.
   Men så strandede den på Besætningen!


   - Vil Du tænke Dig, Mama, det regner ned i Jomfruværelset!
   Det var den lille Karen, der kom styrtende ind i sin Moders Toiletværelse og berettede dette frygtelige Faktum.
   Baronessen lå på Chaiselonguen i vinrød, løstsiddende Morgendragt og røg Cigaret.
   - Hvad er det for noget Snak, Baby! sagde hun og drejede Ansigtet om mod Datteren.
   - Ved Gud, Mama! bedyrede Barnet og løftede sine store, sorte, fløjlsbløde Øjne op mod Loftet - det regner lige midt ned på Sybordet!
   - Ja, Herregud, så sig til Jomfru Petersen, at hun skal flytte Bordet og sætte et Vandfad under Dryppet! sagde Baronessen ærgerlig - Det kunne I vel for Resten nok have fundet på af Jer selv! . . . Og gå så; jeg har Hovedpine!
   Karen forsvandt lydløst, og Hendes Nåde lagde Hovedet tilbage på Puden. Hendes Ansigt var endnu ikke „behandlet”, så hun så en Del ældre ud end længere op ad Dagen . . . . .
   Når Baronesse Alvilda havde sagt til sin Mand, den Dag de holdt deres Indtog på Næsset, at hun glædede sig meget til, at Datteren skulle komme, så var det vel på en Måde sandt nok. Men lagde man Mærke til, hvorledes hun behandlede Barnet, forstod man ikke ret hendes Art af Moderkærlighed.
   Der var nemlig temmelig ofte Dage, hvor den gode Frue slet ikke kunne tåle at se sin Datter. Hvor hun opfandt de mærkeligste Straffe for Barnets mindste Forseelser. Bandt hende ved den ene Tommelfinger til en Dørlås f. Eks., fordi hun havde revet et Hul på sin Kjole!
   Men så kunne der jo rigtignok også være enkelte andre Dage, da Pigebarnet skulle færdes om Moderen fra Morgen til Aften; måtte følge hende, hvor hun gik og stod. Og på sådanne Dage blev den ulykkelige Unge hvert Øjeblik overøst med de lidenskabeligste Kærtegn og fyldt med Bonbon og Kager, så at der rent ud kunne være Fare for en Mavebetændelse!
   Den lille blev naturligvis ved en sådan Opdragelsesmetode ganske forkrøblet i sit Forhold til Moderen.
   På de gode Dage hang hun hende om Halsen, kyssede hende, kælede for hende og kaldte hende sin enestående, dejlige Mama, sin pragtfulde Mama, sin himmelske Mama! - Medens hun til Gengæld flyede hende, så vidt det på nogen Måde lod sig gøre, når Moderen var i sit onde Lune: Mama er gal i Kalotten i Dag! sagde hun og fór ud af den ene Dør, når hun hørte Baronessens Stemme bag den anden.
   Og så løb hun helst ned i Køkkenet til Pigerne, eller ned i Herskabsstalden til Julius, en fjorten-femtenårs, lyshåret Knøs, der gik Jens Kusk og Jørgen Hingstepasser til Hånde med at strigle, fodre og vande Hestene. Der kunne hun opholde sig i Timevis . . . .
   Nåmen, Baronessen lå som sagt i Dag inde i sit Toiletværelse på Chaiselonguen og røg en Cigaret og havde Migræne.
   Det havde regnet tæt og tungt hele Formiddagen; men nu var Solen da ved at bryde igennem.
   Siden sit Indtog på Slottet havde Hendes Nåde faret rundt på Egnen og gjort Visitter. Hun var rullet af Sted med Kusk, Tjener, Mand og sølvpletteret Seletøj.
   Men det hele Valfarteri var endt med at kede hende.
   Så en skønne Dag havde hun kastet sig over Husvæsenet og havde rumsteret i den Grad i Køkken, Kælder og Spisekammer, at den gamle Husjomfru havde både bandet og slået Kors for sig.
   Dernæst opgav hun Husholdningen og begyndte en Inspektionsrejse rundt i Slottets 42 Værelser. De så noget forsømte ud, opdagede hun. Tapetet hang i Laser, Dørene kunne ikke lukkes og Vinduerne ikke åbnes. Men førend alle disse Mangler kunne blive afhjulpne, havde hun fået en anden Interesse.
   Det var Haven, at Fruen nu var kommen til. Og Gartneren måtte til sin Fortvivlelse, man var i Midten af Juli, grave, gøde, beskære, omhugge Træer og anlægge Blomsterrabatter . . .. Og så, midt under den hele Hurlumhej, kastede Hendes Nåde sig pludselig med Lidenskab over sine Toiletter:
   - Vi må invitere nogle Gæster, Helmuth! sagde hun en Søndag ved Dineen, hvor hun strålede i en pragtfuld, lyserød, dybt nedskåren Silkekjole, der klædte hende fortryllende, men som kun kunne beundres af hendes Mand, Forvalteren, Lærerinden og Karen - Du er altid rundt i Markerne, Karen er i Skole, og jeg sidder her alene!
   - Ja, inviter Du væk, Vilde! nikkede Baronen med en kvart Kylling i Munden - Men Du må sgu selv skrive, for jeg har ikke Tid!
   Og så skrev Baronessen til Grev v. Scheele, en Barndomsven og Fætter. Og nu i Overmorgen skulle han komme . . . .
   Dette lå Hendes Nåde og tænkte på, medens hun røg Cigaret og havde Migræne.
   Så hørte man pludselig Baronen råbe med buldrende Røst inde i Kontoret:
   - Niels!
   Og samtidig kimede han på det elektriske Apparat, så at Vinduerne nede i Tjenerværelset svirrede ved det.
   Niels for op ad Trappen og ind i Kontoret:
   - Hr. Baron!
   - Nu har Du jo igen glemt at sætte Badekarret under oppe på Loftet, din Snøbel!
   - Ja . . . jeg . . . Nu skal jeg! stammede Tjeneren og ville af Sted.
   - Ja, nu er det sgu for sent! buldrede Baronen videre - Nu er Regnen jo forbi! - Hvor Fanden går Du rundt med . . . med dit Hoved? Se her, det gode, nye Tæppe, forfærdelig spoleret!
   Og han pegede ned på et Brysselertæppe, som lå under Bordet midt i Kontoret. Dets ene Hjørne var ganske gennemblødt af den Væde, der var sivet ned gennem Loftet.
   Pludselig hævede Hans Højvelbårenhed Hånden som for at slå Tjeneren, der hastig trak sig et Skridt tilbage.
   I det samme trådte Baronessen ind. Hun havde hørt Gemalen larme:
   - Hvad er der i Vejen, Helmuth?
   Helmuth lod Hånden synke.
   - Å, det er den Idiot! Aldrig kan han passe sine Sager! Se Tæppet der!
   - Når vi har spist, må De lægge det Tæppe ud i Solen, Niels!
   - Javel, Deres Nåde!
   - Er Frokosten færdig?
   - Om et Øjeblik, Deres Nåde!
   - Gå så ned og ret an! Tjeneren forsvandt.
   - Skal Du ikke have en anden Frakke på, Helmuth, inden vi går ind?
   Baronen stod endnu med rynkede Bryn og svulmende Årer.
   - Du skulle nu også lade det Tag gøre i Stand!
   - Der er så meget, der skulle gøres i Stand!
   Hendes Nåde greb sig op til Hovedet:
   - Jeg har det ikke rigtig godt i Dag, Helmuth . . . Helmuths Ansigt blidnedes, og han slog sin Arm om sin Kones Liv.
   - Hvad er der med lille Vilde? spurgte han og gjorde Røsten kælen.
   - Lidt Hovedpine . . .
   - Å Herregud! han bøjede sig og kyssede hende på Kinden, som hun hurtig vendte til.
   - Og så din Hidsighed! sagde hun med mat Stemme - Den gør mig altid så nervøs. Du råber så højt!
   - Jeg blev arrig på den Torsk! bruste han op.
   - Ja, ja, ja! . . . Men tror Du ikke også, at Niels har for meget om Ørerne? Og nu vi får Gæster? Skal vi ikke forsøge med Julius også? Det kunne blive en pæn lille Tjenerdreng!
   - Det Bondebæst!
   - Å, han er slet ikke så gal, skal Du se! Jeg har talt med ham et Par Gange nede i Stalden. Der er noget kvikt og adræt over ham!
   - Ja-a, måske . . . .
   - Synes Du ikke, vi skulle prøve ham?
   - Så kommer vi jo til at savne en dernede . . .
   - I finder såmænd nok en! . . . Kan han begynde straks i Morgen tidlig?
   - Det kan han vel nok . . . Men det vil jeg sige Dig, Vilde, at jeg vil ikke ha' noget med at dressere ham!
   - Nej, det skal jeg nok besørge! . . . Du er en kær, lille Mand! endte hun og strøg sin Bamse om Håret.
   Han brummede henrykt og sluttede hende kraftigt i sine Arme.
   - Ikke for voldsom, Helmuth!
   - Du har ingen Snøreliv på i Dag, Vilde?
   - Nej, det generer mig.
   - Du er da vel ikke . . . Der er da vel ikke Ugler i Mosen? spurgte han med strålende Øjne.
   - Nej, vist ej! sagde hun og rev sig løs - Du plager mig med dine Spørgsmål!
   - Bare der var, Vilde! sagde han og så hende henrykt ind i Øjnene - Jeg ville ligefrem gi' Dig 50 Kroner, hvis det blev en Dreng!
   - Der er rettet an! meldte Tjeneren.
   Baronen tog sin Kones Arm:
   - Kom så, jeg er sulten!
   - Du glemmer, at Du skal skifte Frakke!
   - Å skidt!
   - Nej, Du lugter af Stald!
   Og Helmuth måtte pænt ind i sit Påklædningsværelse ved Siden af Kontoret og skifte Frakke.


   Straks da Baron Helmuth havde friet til Fru Raskowitz og fået Ja, var han som drukken af Lykke og Stolthed: Aldrig havde han troet det muligt, at han skulle få en så fornem og smuk Dame til Kone!
   Og hvordan han havde båret sig ad med at fri til hende, anede han ikke.
   Det var en Aften, han var inviteret til Te hos hendes Moder, Grevinde Rosenvinge, at det var sket. Der havde ikke været andre Gæster, og da Teen var drukket, sad de to unge ene i Kabinettet og så på nogle Fotografier. Grevinden havde diskret fjernet sig.
   Helmuth var ganske ør af benovet Forelskelse. Og han kunne ikke fatte, at den skønne Frue, der jo var „bedre vant”, som han udtrykte sig, kunne finde nogen Glæde i at sidde ene med ham og se så venlig og smilende ud og af og til læne sig over imod ham og lægge sin fine, hvide Hånd på hans Arm. Og så den Duft, der udgik fra hendes Hår og hendes Klæder! Han blev mere og mere forvirret. Og når hun fæstede sine store, grå Øjne på ham, rødmede han over hele det tykke, godmodige Ansigt og stammede og gav ganske forvildede Svar:
   - De må undskylde, Frue, sagde han i sit Hjertes Enfold - Men jeg véd ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er jo ikke vant til at ha' med så fine Damer at gøre. Jeg er kun en Bondemand, er jeg. Jeg har aldrig lært noget!
   Men hun smilede bare igen med sine hvide Tænder og lagde sin bitte Hånd på hans brune Næve og sagde, at hun holdt netop meget af naive, landlige Mennesker, thi de havde de største Hjerter.
   - Nej! sagde han afgjort - Det passer ikke på mig, for jeg er så voldsom hidsig!
   - Tror De også, at De kunne blive vred på mig? spurgte hun med sit sødeste Smil. Hun gik noget lavt ned i sin Anglen.
   Der kom næsten Tårer i Helmuths små, brune Øjne:
   - Nej, sagde han - Dem ville jeg være evig god ved?
   Og så pludselig var det, at han havde grebet begge hendes Hænder og trykket dem op mod sine store, brede Læber og sagt:
   - Vil De . . . vil De være min Kone? Jeg kan ikke la' være, at spørge Dem om det . . . De må ikke blive vred på mig! Jeg er jo kun en Bondemand, og De er jo meget bedre vant, men . . . men jeg er så voldsom indtaget i Dem; De har været så god og venlig imod mig . . . og derfor . . . Gården er jo noget forfalden, for mine Forfædre har været svært ødsle; men jeg er da en dygtig Landmand, det si'er de allesammen derovre, og fornuftig og sparsommelig . . . Vil De? Må jeg anholde om Deres Hånd? . . . Jeg skal være så god imod Dem hele mit Liv og mod Deres lille Datter . . . De er så smuk . . . Deres Øjne . . . Og Deres Hår . . . Jeg har holdt af Dem lige fra første Gang jeg så Dem, og jeg ligger og tænker på Dem hver Nat . . . Vil De være min Hustru? Jeg er ikke rig; men . . . men jeg er jo da Baron . . .
   Det var den længste Tale, den arme Helmuth havde holdt i sit Liv. Tårerne løb ham ned over Kinderne, hans Læber skælvede, hele hans tunge Legeme rystede som i Feber, og han knugede Damens Hænder i sine og så på hende med møre, anråbende Øjne som en Hund, der venter Prygl.
   Fru Raskowitz havde bøjet Hovedet og vendt Ansigtet bort. Nu hun skulle træffe en endelig Afgørelse, tøvede hun, skønt hun stod foran det Mål, hun i lange Tider havde arbejdet mod. Hun måtte ud af disse pinlige Forhold herhjemme hos sin Moder, hvor hun levede med hele sit første Ægteskabs Skandale over sig, og hvor hun og Datteren kun spiste Nådsensbrød og måtte takke til for hver Bid, man gav dem. Manden, som sad her ved Siden af hende og græd af Kærlighed, var i hendes Øjne nærmest en latterlig Figur. Men han bød hende Frihed for alt det daglige Pineri og alle Ydmygelser. Han syntes at være Skikkeligheden selv, et stort, dumt Barn. Tyranni og Mandfolkevilkårlighed behøvede hun fra hans Side næppe at frygte for; han gav hende sikkert nok alt det Albuerum, hun forlangte. Og, som han selv i sin guddommelige Enfold sagde: Så var han jo da Baron!
   Hun vendte smilende sit Ansigt om mod ham:
   - Ja, hviskede hun og gengældte blidt hans kraftige Håndtryk - Jeg vil være Deres Hustru. Men De må tage mig med mine Skrøbeligheder og Mangler. Og husk, at jeg har lidt meget . . .
   - Den skikkelige Helmuth stirrede et Øjeblik på hende, som om han ikke forstod, hvad hun sagde. Men da det omsider gik op for ham, at hun havde indvilliget i at vorde hans, lagde der sig et så lyksaligt Udtryk over hans runde Ansigt, og skinnede der en sådan Glæde frem i hans små, brune Øjne, at den i dette Forhold ellers temmelig koldsindige Dame uvilkårlig lod sin Hånd glide blødt ned over hans Hår:
   - De er så god! hviskede hun. Og i sit Hjerte forsøgte hun at love sig selv at gøre sit bedste til, at deres Samliv ikke måtte blive ham for stor en Skuffelse.
   Og den Nat, og mange Nætter derefter, kunne vor Pamfilius næppe sove af Lykke. Inde i hans arme Hjerne dikkede det uophørligt og regelmæssigt som reguleret af en Pendul! Alvilda-Alvilda, Alvilda-Alvilda! Og når han om Dagen færdedes rundt på Gaderne, holdt han sig rank og løftede Hovedet højt, at Menneskene omkring ham kunne se, at han bar Sejrens Palmer på sine Skuldre.
   - -
   Forlovelsen fandt Sted i København i Oktober, og Brylluppet blev berammet til at skulle fejres sammesteds i Juni Måned næste År.
   Fru Raskowitz og hendes Moder tog med Helmuth hjem til Næsset for at bese de unges fremtidige Bolig og træffe de fornødne Arrangementer. Men der mødtes de jo med Enkebaronessen, som ved sin Opførsel og sin Tale fik de to sensible Verdensdamer til at gyse:
   - Mon dieu! sagde den gamle Grevinde til Datteren, da de blev ene på deres Værelse - Et Monstrum, mit Barn, et Fugleskræmsel! Hvilket Hår og hvilken Dragt! Da Baronen præsenterede, var jeg parbleu ved at miste min Contenance! Vi må for al Del forhindre, at hun indfinder sig til Brylluppet. Hendes blotte Nærværelse ville jo ridiculisere den ganske Ceremoni! Er det Hår eller . . . Tovværk, hun bærer på Hovedet!
   Og Enkebaronessen på sin Side sagde til Stasia ved Aftentoilettet:
   - Nå, min Pige, der har Helmuth sandt for Dyden fået sig et Par ordentlige Tætkamme! Jeg er bange for, at der ikke bliver meget tilbage af ham, når de først begynder at kæmme løs!
   Og Helmuth selv gik med lange, urolige Skridt op og ned inde i sit Kontor. Han havde jo straks set på Kvindernes kolde, mønstrende Øjne, at de ikke justement havde fattet nogen brændende Kærlighed til hinanden. Grevinden havde siddet ved Bordet så stiv som en Afviserpæl, og Vilde, den Stakkel, havde hverken vidst ud eller ind, når Enkebaronessen kom med sine frygtelige Udtalelser! Thi han lagde hele Skylden på Moderen; hun var da også bleven så forfærdelig „ordinær”, syntes han. Det havde han ganske vist aldrig før lagt Mærke til, men nu ved Siden af disse to fine, velopdragne Damer! Horribel! som Grevinden sagde. Og sikken hun væltede sig ind på disse to vildfremmede Mennesker og spurgte, om hun kunne logere der, når hun kom over til Brylluppet! Det var frygteligt, sådan at måtte skamme sig over sin Moder! Over til Brylluppet? Ikke Tale om! det ville jo blive en voldsom Skandale for dem alle sammen! . . . Nå, men det måtte hun også kunne indse, når han fik talt rigtig ud med hende. Og så var der jo også endnu godt et halvt År til Begivenheden; der kunne ske meget inden den Tid!
   Med disse beroligende Tanker gik den unge Baron ind i sit Soveværelse og klædte sig af og gik i Seng. Og før han faldt i Søvn repeterede han pligtskyldigst Præsens Infinitiv af Verbet aimer. Thi Vilde havde engang slået på, at han virkelig måtte se at lære noget Fransk. Og nu havde han købt sig en Parleur og glædede sig til en skønne Dag at overraske hende med sine Kundskaber: Bonjour, madame v. Leunbach, comment vous portez-vous ce matin? mumlede han henrykt over sin Viden. Hvorpå han bredt smilende krøb ned under Dynen og faldt i Søvn.
   - -
   Dog det var nu alligevel ikke lutter Fryd og leende Glæde for Baron Helmuth, dette at være forlovet med „Vilde”. Der var så Satans meget, han skulle gøre, og endnu meget mere, han skulle undlade! Når han var på Besøg i København, rettede Fru Raskowitz og Grevinden ugenert på ham og belærte ham hver Time på Dagen om dit og dat, om Former og Ceremonier, hvis Tilstedeværelse han hidtil havde levet i den lykkeligste Uvidenhed om. Hele sit Liv havde han jo tilbragt inden for Næssets Grænser. I Skole havde han aldrig gået, da man havde nøjet sig med en billig Huslærer; og i sin Fritid havde han stadig holdt til med Gårdens Karle og Husmænd. Og da Faderen, gamle Baron Hannibal, mærkede, at Drengen levende interesserede sig for Godsets Drift, for Heste og Kreaturer, Pløjning og Såning, havde han lidt efter lidt ladet Forvalteren og Forkarlen tage sig af ham og sætte ham ind i Landbrugets praktiske Sider, så at Fyren allerede i sit 18-19 År var en hel dreven Landmand og Studehandler. Men det er nu både så som så at være opklækket som Bonde, når man er født Baron. Ens Standsfæller rynker på Næsen af en og moquerer sig åbenlyst og i Smug og trækker sig før eller senere tilbage fra et sligt Amfibie, særlig da, når der ikke findes meget og letrullende Guld, der kan opforgylde Vedkommendes selskabelige Mangler. Næssebaronens hidtidige Omgang havde derfor fornemmeligst bestået af Egnens Proprietærer og større borgerlige Jorddrotter, der satte en Ære i at kunne berette på Hotellet i Byen, at de i Går havde spist til Middag på Næsset; og som smigrede for „Baronen” og i det mindste lod, som om de lyttede til hans Udtalelser og Meninger med en Slags religiøs Andagt. Og Helmuth havde derfor stadig været vant til at betragte sig som en lille Konge, hvem alle Egnens „Ufødte” så op til med Hatten i Hånden.
   Derfor var det ham nu rent ud sagt til lidt Besvær at være Genstand for sin Forlovedes og sin Svigermamas Korrigeringer og Irettesættelser. Men han lagde Bånd på sig og fandt sig i dem med en Bjørns Godmodighed. Dels fordi han var fuldstændig elleskudt i sin fine Hjertenskær, i hendes Klæder og hendes hvide Hud, og af den Grund søgte at være hende tilpas på alle Måder. Og dels fordi han stille glædede sig til ved sit surterhvervede Verdensmandsvæsen at kunne accentuere for „Bønderne” derhjemme, at han, trods sit Maskepi med dem, dog var en ægte Adelsmand, der havde forstået at vinde sig en Brud af det reneste og fornemste blå Blod . . . . Og så fik vel også denne Skolemestereren en Ende, når Alvilda først var bleven hans Kone!
   - - -
   Og Vinteren gled fredeligt hen på Næsset med sit Arbejde inden Porte og Døre. Et Par Gange tog Helmuth til København for at besøge sin Forlovede; og hver Gang kom han mere dannet og mere forelsket tilbage. Hans erotiske Fornemmelser havde hidindtil så godt som ligget i Dvale i hans fede, lidt tunge Legeme. Ganske vist havde han haft et Par løse Forbindelser med en Mejerske og en buttet Husholdningselev. Men det var bare „Kødet”, der momentvis var kommet i Brand ved et Høstgilde eller en munter Julekalas. Nu derimod, lige over for Fru Raskowitz' besnærende og mere raffinerede Yndigheder, var Helmuths slumrende „åndelige” Længsler efter kvindelig Omgang og kvindelig Forståelse bleven vakt! Han kunne sidde i sit Kontor om Aftenen og ved Kaminilden drømme om, hvor herligt det blev, når hun nu flyttede herind på Borgen, og han kun behøvede at åbne Døren til „Salonen”, som han allerede havde lært at kalde den, for at se hende sidde der med sit Sytøj eller med en Bog og smile til ham og vinke ad ham, at han skulle komme hen og lægge sin Arm om hendes Liv og kysse hendes Hår og hendes Mund. Og når hans Tanker, hvad jo også kunne hænde, undertiden syslede med en intimere Udveksling af Kærtegn, kunne han gyse af Fryd, skønt han næsten syntes, at det var Helligbrøde, han begik. Han havde købt sig en Flaske af hendes Parfume og stænket af den på Sofaer og Stole. Og han kunne da sidde med lukkede Øjne og indsuge Duften og forestille sig, at hun lige nys havde forladt ham.
   - Hvad er det for en Stank! havde Enkebaronessen sagt en Aften, hun kom fra sit Køkken og sin Kælder - Jeg tror, Gud hjælpe mig, at Du har begyndt at smøre Dig ind, min Dreng.
   Helmuth var bleven rød og havde mumlet noget uforståeligt mellem Tænderne. Et Par Gange havde han på forelskedes Vis forsøgt at tale med sin Moder om Alvilda. Men hans Tale havde ikke vundet Genklang. Og nu berørtes hans Forlovelse og tilstundende Giftermål kun ganske formelt imellem dem. Og han gik ene rundt med sine Tanker og sine Længsler.
   - - -
   Så kom Foråret, og Arbejderne med at gøre Slottet i Stand til Husfruens Modtagelse begyndte. Der blev malet og tapetseret og sat de nødvendigste Ruder i; og Udstyret af Møbler og Linned kom i store Mængder fra København. Den gamle Grevinde ville dog vise „de Folk derovre”, at hun ikke sparede på Skillingen, når det gjaldt Familiens Reputation. Skønt det jo rigtignok var anden Gang, at hun havde måttet rykke ud med Udstyr til Alvilda!
   - - -
   Der herskede den Tradition blandt Leunbacherne til Næsset, at den ny Ejer måtte købe Familiesølvtøjet og det på Slottet beroende Bohave af den afdøde Ejers efterlevende Enke.
   Det var en streng Dag, da Helmuth og hans Moder gik rundt og vurderede Sagerne. Begge havde de Handelsblod i sig, og begge satte de Priserne så nøje som muligt.
   Der lyste ligefrem Had i deres Øjne, medens de tingede og købslog.
   - Du vil nok trække mig op, Mo'r? sagde Helmuth.
   - Du vil nok snyde mig, min Dreng, sagde Enkebaronessen.
   Og inde på Kontoret sad de til langt ud på Natten over Listerne, forinden de kunne blive enige.
   Men endelig blev det da fastslået, at den gamle Frue skulle have 12.000 Kroner udbetalt med Renter og Rentes Renter i fire Terminer . . . .
   Og så købte hun Huset i Jerslev og lod det montere med de Møbler, hun havde holdt tilbage for sin egen Mund. Og det var ikke de dårligste:
   - Du kan få Førstekøbsretten til dem efter min Død, sagde hun - Men dem vil jeg ha'!
   Og Helmuth måtte bøje sig . . . .
   Straks efter rejste han så til København for at holde Bryllup. Og Enkebaronessen, der måtte blive ene tilbage på Næsset og forberede Modtagelsen af de nygifte, svor, at hun skulle huske sin Svigerdatter denne Tort, selv om hun, den gamle, så blev hundrede År!

   Herskabet, Lærerinden og Karen sad ved Frokostbordet inde i Spisesalen, hvor Niels gik og vartede op . . .
   Nu havde dog den lille Frøken Jansen været over en Måned på Næsset; men Måltiderne vedblev ikke desto mindre stadig at være hende Døgnets tungeste Stunder!
   Hun sad og turde næppe spise af Frygt for at støde an mod Formerne. Når Hendes Nåde korrigerede Karen, følte Frøkenen Bebrejdelsen rettet mod sig. Hun sad bleg og lille på sin Stol med Øjnene vogtende på Baronessens Ansigt for om muligt at opdage og afværge et optrækkende Uvejr . . .
   Her lidt om samme Frøkens Fortid:
   Hun var Datter af en Enke efter en underordnet Embedsmand i Hobro. Straks efter Mandens Død var Moderen flyttet til København med sine fire Børn. Det var nemlig blevet sagt hende, at man der havde nemmere Adgang til Legater og fri Skoleundervisning.
   Datteren Elise var 15 År gammel og lige konfirmeret, da de ankom til Hovedstaden. Der var af Faderens Familie lejet en lille Lejlighed til dem på en femte Sal i et Hus på Dosseringen. Og der sad så Enkehønen med sine Kyllinger og kiggede ud over Søerne og længtes tilbage mod de gode, gamle Tider ovre i den lille, hyggelige By i Jylland.
   Elise måtte nærmest gøre Tjenestepigegerning. Pensionen var jo kun ringe, og der var fuldt op at gøre med at holde Huset i Orden og sysle og hæge om de tre yngre Søskende.
   Folk var nu for Resten gode og venlige mod Fru Jansen. Hun fik Friplads i en anerkendt Skole til Sønnen Robert, den ældste efter Elise; og Tvillingerne fik hun for halv Betaling ind i en større Pigeskole.
   Men Elise trivedes ikke rigtig i Hovedstaden. Hun blev bleg og mager; og Lægen sagde, at man gjorde bedst i at se at få hende på Landet igen.
   Så læste man en Dag i en Avis, at en adelig Familie søgte en ung Pige, der kunne gennemgå de almindelige Skolefag med en 10-11 Års Pige, samt være hende til Selskab og Opmuntring.
   Fru Jansen kaldte Elise ind fra Køkkenet og viste hende Avertissementet:
   - Hvad mener Du, lille Kanin, skal vi forsøge at lægge Billet ind?
   Elise blev af Moderen og Søskende altid kaldet Kaninen på Grund af sit stille, sky Væsen og sine små, frygtsomme Øjne.
   - Nej, det tror jeg rigtignok ikke, jeg tør påtage mig, Mor! . . . Og hos så fine Folk!
   Og Kaninen gyste som af Kulde ved Tanken om at skulle forlade Reden.
   Men Billet blev der alligevel indlagt. Og mod Forventning kom der Svar.
   Fru Jansen skulle give Møde med sin Datter i et Hotel garni i Hovedvagtsgade førstkommende Onsdag mellem 12 og 1.
   Elise rystede over hele Kroppen, da hun hørte det. Og hun var på Grædepunktet den ganske Vej fra Nørrebro til Kongens Nytorv, da hun vandrede af Sted med Moderen.
   Men antaget til Pladsen blev hun med den stolte Løn af 200 Kr. om Året og Vasken frit.
   Fru Jansen var glad bevæget og havde omfavnet Kaninen på Trappegangen, da de kom ud fra Audientsen hos Baronesse v. Leunbach, og sagt, at Elise kunne prise sig lykkelig! Og så havde de grædt lidt begge to og derpå omhyggelig tørret hinandens Øjne, førend de gik ud på Gaden.
   Og hjemme havde de små Søskende råbt Hurra og var straks begyndt at kalde Elise for „Hendes Højhed”. Og om Aftenen fortabte man sig i Eventyrforestillinger om Søsterens Fremtid.
   - - -
   Og nu sad, som sagt, Kaninen ved Frokostbordet i den store Spisesal på Næsset sammen med sit Herskab og sin Elev.
   - Det er mit bedste Måltid, lille Vilde! sagde Baronen og toppede for tredje Gang en halv Snes Kødboller i Karry op på sin Tallerken - Skal De ikke ha' en Bolle til, Frøken Jansen? Spis dog, Menneske! De ser ud til at trænge til det!
   - Tak, jeg skal ikke have mere! sagde Kaninen og kastede et frygtsomt Blik hen mod Baronessen, der sad og trommede med sine hvide Fingre på Dugen af Utålmodighed over Gemalens Madlyst.
   - Ja, hvor er dog Frøken Jansen mager! - udbrød Karen pludselig - Hendes Ben er meget tyndere end mine!
   - Hø, hø, hø! lo Baronen.
   - Taler Du nu igen uden at være spurgt! sagde Baronessen.
   - Ja men, Mama, det er da også så kedeligt . . .
   - Hyss!
   Frøken Jansen var bleven rød helt op til Håret og så sig forvildet omkring, som søgte hun et Kaninhul at skjule sig i.
   I det samme lød der op i Spisesalen en forvirret Råben og Skrigen nede fra Vestibulen i Tårnet. Det var et Mandfolk og et Fruentimmer, der skændtes.
   - Hva' er det, Niels? spurgte Baronen og standsede i sin Gerning - Har jeg ikke sagt, at Folkene skal holde sig fra Tårntrappen! Gå ned og se hvad det er!
   Niels gik.
   - Gid Fanden havde alle Tjenestefolk! brummede Baronen rød i Kammen.
   - Du skulle lade Mejeriforpagteren overtage Folkehusholdningen, så slap vi for alle de Ærgrelser.
   - Det tror jeg sgu også, jeg gør! . . . Hva' Fanden, jeg synes min Salighed, de kommer herop!
   Baronen ville rejse sig.
   Nej, bliv nu, Helmuth! bad Baronessen ængstelig - Niels kommer nok og siger Besked.
   Ude fra Galleriet hørte man samtidig Tjenerens Stemme:
   - Du véd, at Herskabet har forbudt Jer at komme denne Vej, Jakob!
   - Jeg vil snakke med Husbond! lød en dyb Stemme.
   - Så gå om på Kontoret! Hans Højvelbårenhed har sagt . . . .
   - Jeg vil snakke med Husbond! lød Stemmen påståelig.
   Baronen skød heftig Stolen tilbage.
   - Madro vil jeg ha'! sagde han og gik hurtig ud i Galleriet - Hva' Fanden er det for et Spektakel! tordnede han løs.
   Tæt uden for Døren stod Niels Tjener og holdt fast i Armen på en stor, sortskægget Mand.
   - Slip mig, Niels, eller jeg kvaser Dig! truede han.
   - Nu kommer de op at slås! sagde Karen og klappede forventningsfuld i Hænderne. Baronen gik tæt hen til Manden.
   - Har jeg ikke forbudt Jer at gå op ad Tårntrappen?
   - Jovel, Hr. Baron! sagde Jakob mindre kry.
   - Så gå ned med Dig!
   - Jeg skal nok gå, jeg skal nok gå! gentog Manden medgørlig - Men det er Jomfruen dernede, som gi'r vos no'et pilråddent Mælk til Grøden, og det vil jeg dog spørge, om det er med Baronens Vilje?
   - Jeg vil ikke høre på dit Sludder! Gå din Vej! sagde Helmuth. Årerne i hans Pande svulmede, og han løftede truende sin højre Hånd.
   - Vil Du slå? spurgte Manden pludselig trodsig.
   - Å Gud! sagde Kaninen inde i Spisestuen.
   Baronessen skyndte sig ud i Galleriet:
   - Helmuth! sagde hun bønligt og greb sin Mand i Armen - - Hvad er det, De klager over, Jakob? spurgte hun henvendt til Karlen.
   Han trådte et Skridt tilbage og mumlede høfligt:
   - Det er Jomfru Sørensen, der gi'r vos fordærvet Mælk til vorres Grød, Hinnes Nåde; og det ville jeg da spørge, om det var med Herskabets Mening?
   - Jeg skal tale med Jomfruen! nikkede Baronessen venligt - Naturligvis må det være en Fejltagelse af hende! . . . . Men gå nu ned! og husk så, at når De en anden Gang vil tale med min Mand, må De henvende Dem på Kontoret!
   Jakob trak sig hen mod Tårndøren:
   - Ja, når Hinnes Nåde vil sige hinne ordentlig Besked så, for det er en Djævel!
   - Jeg skal nok tale med hende!
   - Ja, så er det jo godt! nikkede Karlen og listede af . . .
   - Han skulle være smidt på Hovedet ned ad Trappen! mumlede Baronen, da han atter sad inde ved Bordet og lagde sidste Hånd på sine Boller.
   - Jeg tror nu, Du behandler den Slags Folk lidt forkert, Helmuth!
   - Så-å? Er de Mennesker som vi andre måske?
   - Nej; men netop derfor, min Ven!


   Stine Napoleon kom haltende fra sit lille Hus, der lå i Udkanten af Næsgaardene. Hun havde været hjemme i Middagsstunden for at lave Mad til Mand og Børn. Nu skulle hun hen i Præstegårdshaven igen, hvor hun gik og lugede og holdt Orden i Gange og Bede.
   Hun ømmede sig for hvert Skridt, hun tog. Benet gjorde da også rent bandsat ondt i Dag! Og da hun kom ind i Haven, satte hun sig på en Bænk for at hvile lidt, forinden hun tog fat på Arbejdet.
   Men Smerterne blev værre og værre. Hun stønnede et Par Gange og bandede dertil. Så rejste hun sig pludselig med en energisk Beslutning og gik om i Gården og lige hen mod Døren til Præstens Kontor.
   Først ind i den lille, stenlagte Forstue, hvor hun satte Træskoene fra sig, og så bankede hun på den indre Kontordør.
   Ingen svarede.
   Hun bankede igen, kraftigere. Og så lød der et søvnigt: Kom ind!
   Da Stine åbnede Døren og humpede over Tærskelen, rejste Pastoren sig fra Sofaen, hvor han havde ligget og sovet til Middag:
   - Er det Dig, Stine?
   - Jo, Hr. Pastor.
   - Hvad godt?
   Konen stod et Øjeblik uden at svare. Men så pludselig greb hun fat i sine Skørter og løftede dem højt op over sine nøgne Ben.
   På det højre, noget oppe over Knæet, lyste et stort, rødt, gabende Sår frem.
   - Kan jeg være tjent med dette her? spurgte hun hårdt.
   Præsten kastede et sky Blik hen mod Døren til Dagligstuen. Så rejste han sig og gav sig til at gå hurtig op og ned ad Gulvet:
   - Hvad siger Doktoren?
   - Jeg skal jo bruge den grønne Salle, siger han!
   - Ja men så brug den da!
   - Jeg har ikke no'et å købe for. Pengene går til Føden og Klæderne. Og så mente Jens, at Pastoren . . . En Æske koster på nær en Krone!
   Mascani tog sin Portemonnæ frem.
   - Værsgod, sagde han og rakte hende nogle Penge - Det er nok til to Æsker.
   - Mange Tak skal Præsten rigtig ha'! sagde Stine lidt blidere - Jeg tænkte jo nok, at når . . .
   - Ja, ja, det er godt! Gå så!
   Og Konen haltede lydig ud af Kontoret.
   Præsten blev et Øjeblik stående midt på Gulvet og stirrede hen mod Døren, som Stine havde trukket stille til efter sig.
   Så gav han sig på ny til at vandre op og ned og op og ned. Han knyttede Hænderne, og Øjnene havde han knebet sammen.
   Men så på én Gang standsede han sin Vandring og huggede af al Kraft sin ene knyttede Hånd ind mod sit Ansigt. Han stønnede højt ved Slaget og lod sig falde ned i Stolen foran Skrivebordet.
   Lidt efter bankedes der på Tapetdøren ind til Dagligstuen. Han hørte det ikke. Albuerne havde han støttet mod Bordet, og sit Ansigt holdt han skjult i Hænderne.
   Døren blev åbnet, og Fru Mascanis buttede Skikkelse viste sig på Tærskelen.
   Da hun opdagede sin Mand henne ved Skrivebordet, trak hun på Skuldrene og smilede ondt:
   - Adolf, Enkebaronessen kommer kørende oppe ved Troldebakken! Jeg har på Følelsen, at hun kommer ind til os.
   Præsten løftede Hovedet og så åndsfraværende hen mod sin Halvdel.
   - Har Du nu igen spillet Shakespeare? spurgte hun hånligt - Jeg begriber ikke, at Du gider!'
   Pastoren rejste sig med Besvær. Han måtte støtte sig til Bordet:
   - Jeg holder det ikke ud! sagde han og rokkede med Hovedet frem og tilbage - Jeg holder det ikke ud, Johanne!
   Så rettede han sig pludselig, strakte Armene frem mod sin Kone og råbte teatralsk:
   - Du havde kunnet frelse mig, Johanne, om Du havde villet! Du kan det endnu, om Du blot ville række mig en forsonende Hånd! Men Du ifører Dig stedse et Klædebon af Kulde og Foragt!
   Præstinden slog afværgende ud med Hånden.
   - At Du dog kan blive ved med den gamle Historie, Adolf! sagde hun. Så forandrede hun pludselig Tone og fortsatte - Hvis Baronessen kommer herind, håber jeg, at Du viser Dig!
   Og dermed trak hun sig tilbage og lukkede Døren.
   I samme Øjeblik greb hendes Mand fra Skrivebordet en tung Flintekile, der benyttedes som Brevpresser, og slyngede den efter hende.
   Den ramte Væggen over Dørkarmen, slog et Hul i Tapetet og faldt buldrende ned på Gulvet.


   Fru Pastorskens „Følelse” slog i Dag til: Enkebaronessens Køretøj rullede et Kvarter senere op gennem Præstegården og gjorde Holdt under de to bredkronede Lindetræer foran Stentrappen til Hoveddøren:
   - Er her nogen hjemme? råbte Hendes Nåde, så det klang over Gårdspladsen . . .
   En gammel, vejrbidt Kalechevogn, hvis Overdække var irret grønt og låddent af Sol og Væde, og på hvis Hjul og Sider der som Regel sad Tommer af mange Dages Vejsprøjt. En høj, mager, blakket Hest, hvid og brun (en Knapstrupper med „Glasøjne”), og som hev lidt på det venstre Bagben.
   Således præsenterede Enkebaronessens Køretøj sig.
   Vognen var jo oprindelig født og båren til to Heste. Men „Hendes gamle Nåde”, som Bønderne nu efter Baron Helmuths Giftermål kaldte hende, havde ladet den kalfatre om til Enspænder. Desuden havde hun ladet Kuskesædet borttage og sad så selv og styrede Rosinanten bag omme under Kalechen. Og var det Regnvejr, slog hun Vinduerne ned, lod sig Tømmerne stikke ind gennem den midterste Rude, der var til at åbne, lukkede den halvt til igen og rullede af Sted.
   Denne Befordring, „Pagtens Ark” havde man døbt den (og Hesten, der var en Hoppe, kaldte Baronessen „Rigmor”) - denne Befordring blev snart kendt og frygtet i mange Miles Omkreds!
   Når Husmødrene så den tone frem i lang Afstand, skyndte de sig at låse inde i Spisekammeret Husets små Delikatesser: Hummer i Dåser, Sardiner, Ansjoser, Syltetøj, friskbagte Kager o. s. v., thi den gamle Dame bemægtigede sig ohne weiter den Slags Ubetydeligheder og lod Stasia, som altid fulgte hende på hendes Strejftog, bringe dem ned i Vognen, hvor de blev forvaret i en Bunke dertil anskaffet Hø, som var anbragt under det nedlagte Kuskesædes Forlæder.
   - I har såmænd ædt så megen god Mad på Næsset, medens jeg regerede, sagde den gamle til de forfærdede Husfruer - så I kan vel nok unde mig den Snavs Hummer.
   Til at begynde med gik denne Trafik udmærket. Man morede sig indbyrdes over Baronessens Frimodighed. Men da hun så pludselig fandt på at foretage sine Ekskursioner særlig om Lørdagene for at sætte sig i Besiddelse af Familiernes Søndagsbidskner: Kyllingerne, Lamme-, Kalve- og Oksestegene, ja selv Rødgrøden og Suppen, som hun beordrede hældt over i medbragte Krukker, . . . så begyndte man dog at finde Situationen alvorlig og skyndte sig at sætte bag Lås og Slå, hvad der muligen kunne friste Hendes Nådes Øjne.
   Dog, den gamle Dame, der var lige så klog som et Menneske, havde, da denne stygge Manøvre gik op for hende, givet den døvstumme skriftlig Ordre til at liste sig rundt på Oplagspladserne i Køkken og Kælder for at udspejde, om der muligvis skulle forefindes noget attråværdigt for så siden i Smug at meddele sit Herskab det. Og Stasia udrettede sin Kommission så vel, at man kun meget sjældent rullede hjem til Enkesædet i Jerslev uden at have en eller anden Fetalje gemt i Høet under Forsædet.
   - -
   - Er her ingen hjemme! råbte Hendes gamle Nåde for anden Gang, så at Stasia, der havde siddet lille og sammenkrøben ved hendes Side og blundet, forvildet slog Øjnene op.
   Præstens Kusk, Søren, kom galoperende ovre fra Stalden på klaprende Træsko.
   - Forstyrrer jeg ham kanske i Middagssiestaen? spurgte Baronessen skarpt.
   - Hva'? sagde Søren.
   - Sover han?
   - Næi . . .
   - Er Herskabet hjemme?
   - Jo-o, det tror jeg da.
   - Da lader det dog næsten ikke til det! Den gamle Frues Rådsherrehoved dirrede. Oven på Krøllerne havde hun en omfangsrig sort Stråhat med mange Bånd og Plumager.
   - Hvor er da de Mennesker henne!
   Hun blev altid greben af stor Vrede, når der ikke øjeblikkelig mødte nogen frem for at tage imod hende.
   Men nu blev Døren til Forstuen hurtig åbnet, og Pastorinden og Clara viste sig under Slyngroserne.
   - Velkommen, velkommen, Deres Nåde! sagde de med smilende og glad overraskede Ansigter.
   - Nå, endelig har man da den Ære! sagde Baronessen.
   - Ja undskyld, kære Baronesse, men Clara og jeg var nede i Haven!
   Hendes Nåde kastede Linerne til Søren og steg ud af Vognen, efterfulgt af den døvstumme, der vistnok med Overlæg trådte i sin Frues Kjole, så den skreg i Syningen. Stasia havde en af sine onde Dage, det så man på hendes skulende Blik.
   - Klods! skældte den gamle - se kan hun da!
   - Skal der spændes fra? spurgte Søren.
   - Ja, hvis man får en Kop Kaffe.
   - Naturligvis! smilede Pastorinden.
   - Ja, spænd så fra. Men husk at give Rigmor en Spand Vand, inden Du fodrer hende . . . Stasia, gå ned i Køkkenet!
   Den døvstumme listede af Sted.
   Og Præstinden og Datteren vekslede et Blik. De kom netop nede fra Køkken og Spisekammer, hvor de under Forudfølelsen af Arkens Visit havde forvaret nogle Kagekasser og tre Pund nykernet Smør bag de skærmende Skabslåger . . .
   - Vil Baronessen ikke tage Plads?
   - Nej, jeg vil såmænd ikke, min Gode! sagde den gamle Dame og gav sig til at skride op og ned ad Gulvet inde i Havestuen - Jeg har siddet krum i Kalechen i over fire Timer! Stasia kan sagtens, hun har ingen Ben . . . Vi har været oppe på Næsset, vedblev hun, medens hun stadig vandrede af Sted - men der var ingen hjemme uden Karen og den lille Jansen. Min Svigerdatter sværmer for Naturen, siden denne Fætterfyr er kommen på Besøg! Og Helmuth, det Skrog! han passer sine Køer! Har I for nylig set noget til dem hernede hos Jer? . . . Ikke Køerne, men de andre?
   - Ja, Herskabet var i Kirke i Søndags.
   - Hum! Ja, min Svigerdatter skal jo være Grundtvigianer . . . sådan før Middag! . . . Var min Søn med?
   - Ja.
   - Han sov vel? . . . Skal vi gå lidt ud i Haven, Fru Mascani? Her er så kvalmt! Sikke også en Masse Grøntsager, I har pyntet op med herinde! . . . Clara kan jo lave Kaffen, mens vi er ude . . . Og lukke et Par Vinduer op, så her kan blive luftet ud.
   - Vil Baronessen måske hellere have Kaffen serveret nede i Lysthuset?
   - Nej, ellers Tak, min Bedste! der falder så mange Dyr ned! Og når her nu bliver godt luftet!
   Frøken Clara så lidt misfornøjet ud, da hun forlod Stuen. Det morede hende nemlig svært at høre Hendes Nåde tale.
   - Husk, jeg bruger rå Fløde! råbte Baronessen efter hende - Og lille Kop, men stærk! . . . . .
   Nede i Haven lå Stine Napoleon og lugede i et Urtebed.
   Da den gamle Frue i Afstand fik Øje på hende, standsede hun op og nikkede bifaldende.
   - Meget rigtigt af Dem, min Gode! sagde hun til Pastorinden - meget fornuftigt!
   Fru Johannes blegfede Ansigt blev ganske purpurrødt, og Vejret gik fra hende:
   - Hvad mener . . . Deres Nåde? stammede hun.
   Baronessen så fra Øjenkrogene ned på hende:
   - Nå, således! Jeg mener naturligvis ingenting, min Bedste, når De ikke ønsker det! Jeg beundrer bare dette lille Træk, der røber en Overlegenhed, som jeg oprigtig talt ikke havde tiltroet Dem! . . . I salig Hannibals Tid holdt jeg også altid de Småkoner i Haven og Rullestuen, som Rygtet satte ham i Forbindelse med. Man bør slå Folk på Munden.
   Præstinden gik ganske og aldeles fra Koncepterne:
   - Jeg forstår ikke, hvor De vil hen . . . jeg forstår ikke . . . Det er min Mand, der . . . Det er efter min Mands Ordre . . . .
   - Så meget desto bedre! nikkede Nåden - når man oven i Købet er enige!
   Parret spadserede nu i Tavshed rundt om den store Plæne med Flagstangen og Blomsterrabatterne og bøjede ind i Nøddegangen. Baronessen havde stukket sin Arm ind under Pastorindens, som om hun frygtede for, at hun ville løbe sin Vej.
   Set med et uhildet Blik mindede dette Par om en Kæmpekondor, der slæber af med en Liggeand.
   - Sig mig engang, begyndte den gamle Frue på ny - hvad mener man egentlig på Egnen om Helmuths Ægteskab?
   - De gør Indtryk af at være meget lykkelige ved hinanden! sagde Pastorinden undvigende.
   - År, Visvas! „lykkelig” mig op og „lykkelig” mig ned! Hun bryder sig ikke en Døjt om ham!
   - Men kære Baronesse . . . .
   - Ikke en Døjt, min Bedste! Hun ville giftes igen, det er Forklaringen! Og han har ikke kunnet modstå hendes fine Parfymer! Helmuth er en god Dreng, er han; men Krudtet har han ikke opfundet!
   - Lever hendes første Mand endnu!
   - Ja i bedste Velgående, gør han!
   - Det vidste jeg ikke! sagde Pastorinden glad ved at få sine Kundskaber berigede - Hvad er han?
   - Ja sig De mig det! En Lykkeridder, en Eventyrer! Han ville jo sælge hende til en Ærkehertug dernede i Ungarn, da hendes Medgift var opspist, siger man. Og herhjemme fra København blev så Skilsmissen ordnet gennem Udenrigsministeren, som er hendes Halvonkel. Det kostede nok en rund Sum Penge. Tyve Tusind, siger man!
   - Gudbevares!
   - Ja, det må De nok sige! Familien satte sig jo i sin Tid med Hænder og Fødder imod, at hun giftede denne Raskowitz, eller hvad det var, han hed, Utysket. Men hun ville ha' ham! Der var nok Pandiculum i Mo'ren, som salig Hannibal sagde! Hun løb nok til Paris med ham! Han skal jo ha' været så overmåde smuk: mørk, sydlandsk med sorte Øjne og Hud som en Indianer! . . . Ja, De kender jo Racen! Og så blev de gift og var i Himmerige et halvt Års Tid; for naturligvis må sådanne halvvilde Mennesker være betagende i deres Kærlighed - - Å, vær så god at slå til den Brems der, min Gode! Jeg hader Bremser! Men Gud bevare alligevel et Pigebarn for at komme i deres Klør! Vi ser jo, hvorledes det ender! Og vore egne danske Mandfolk kan jo være gode nok til Tider! . . . Nå, men for at komme tilbage til Helmuth! Bilder De Dem måske ind, min Bedste, at han kan tilfredsstille et Fruentimmer, der er sådant vant? Jeg tror det ikke!
   - Deres Nåde ser meget skeptisk på det unge Par . . .
   - Ja, det ved Gud, jeg gør! De skal se, det ender med en Polonæse! Hun har jo allerede tilkaldt Forstærkning.
   - Deres Søn er dog altid så glad, når han er sammen med sin Hustru; og forelsket!
   - Ja, ham er der såmænd heller ikke noget i Vejen med! Han holder kun én Kone ad Gangen ligesom Bjørnene. Han gider ikke være over flere! . . . Jeg er vis på, at han kun har noget at gøre med hende Lørdag Aften, for så kan han sove rigtig grundig ud om Søndagen!
   - Men kære Baronesse! . . . sagde Pastorinden forfærdet.
   Men den gamle Nåde kørte på!
   - Han er for fed! Han spiser for meget! Han får såmænd ingen Børn uden pr. Fuldmægtig!
   Fru Mascani standsede og pegede op mod Huset, hvor hendes Datter netop viste sig i Døren.
   - Jeg beder Deres Nåde, der er Clara! sagde hun bekymret. Og med en lidt vel høj Stemme fortsatte hun: Er Baronessen stadig tilfreds med Stasia som Kokkepige?
   Kondoren bøjede Hovedet og så glubsk ned på Liggeanden.
   - Å jo, råbte hun himmelhøjt, idet hun søgte at efterligne Fru Johannes Stemme - å jo, min Bedste . . . når jeg selv laver Maden! . . .
   Man gik ind i Havestuen for at drikke Kaffe.
   - Lader Gemalen sig ikke se i Dag? spurgte Baronessen, da Kaffen var skænket.
   - Jo, nikkede Pastorinden - jo, han gør vist! . . . Å, lille Clara, gå ind og hent din Fader!
   Datteren gik ind i Studereværelset, og Fru Mascani sad lidt nervøs og afventede Resultatet af Sendelsen. Hun både frygtede og ønskede Mandens Komme. Hun vidste jo ikke, i hvad Lune han var; om hans Raseri havde fortaget sig (hun havde hørt Larmen af Stenkilen mod Døren) - eller om man måske kunne vente et nyt hysterisk Anfald her midt for Baronessens Øjne.
   Det var Pastorindens Orm at skjule sin ægteskabelige Misere, skønt Gud og Hvermand vidste Besked om den.
   - Nå? sagde Hendes gamle Nåde og rynkede Brynene, da Clara kom ene tilbage.
   - Far kommer straks, han skulle bare gøre lidt Toilette!
   - Mascani er altid Kavaler! smilte Hustruen sygt og gav sig til at sysle med Kaffetøjet for at skjule sin Nervøsitet - En lille Kage, Deres Nåde?
   - Tak, måske den lyse der! Den ser mindre brændt ud!
   Hendes Nåde var i Krigshumør.
   Men så kom Pastoren.
   Smilende kom han, toende tilsyneladende vel til Mode sine soignerede Hænder i hinanden. Det stærkt gråsprængte, krøllede Hår var strøget op fra den høje Pande, og de brune Øjne lo under de sorte Bryn.
   Han var endnu en meget smuk Mand; og Baronessen betragtede ham med Velbehag:
   - Nå, Pastor Macaroni, sagde hun spøgefuldt og rakte ham sin store, røde, ringbesatte Hånd - endelig ser man Dem da!
   - Alle have vi syndet! og os fattes Ære for Gud! sagde han.
   Nu vidste Fru Johanne, hvor hun havde sin Mand. Aldrig var nemlig hans Humør værre og mere ladet med Elektricitet, end når han i sin Kones Nærværelse blasfemisk citerede Skriftsteder og brugte Vendinger af den hellige Skrift. Han vidste nemlig, at det gjorde hende ondt.
   Baronessen lo.
   - Indrømmelse er Tilgivelse! sagde hun - Annammer herpå Syndernes Forladelse!
   Og hun rakte på ny Hånden ud mod Pastoren, der atter greb den og denne Gang kyssede den, idet han samtidig sendte sin Kone et Blik, der ligefrem tindrede af Skadefryd.
   Fru Mascanis Stemme skælvede, da hun begyndte:
   - Jeg synes Adolf, at . . .
   - Hvilket, min Engel? afbrød Præsten hende blidt - At jeg skulle drikke en Kop Kaffe? Ja, Tak, men der er jo ingen, der har budt mig nogen!
   - Nu skal jeg hente en Kop, Far! skyndte Clara sig at sige.
   Hun kendte Atmosfæren i Hjemmet og ville afværge en Udladning.
   For Resten holdt hun mest af sin Fader, hvem hun lignede både af Ydre og Indre. Og hun havde ofte trøstet ham og talt ham til Rette, når han havde et af sine Fortvivlelsens Anfald.
   Baronessen så interesseret nysgerrig fra den ene til den anden af disse to lykkelige Ægtefolk. Havde hun været en Mand, havde hun sikkert følt sig ilde til Mode ved Situationen. Men nu var hun en Kvinde og befandt sig som Følge deraf lig Ål i Mose.
   Pastoren fik serveret sin Kaffe.
   - Hvis Deres Nåde ikke har noget imod det, ville jeg gerne tænde mig en Pibe? spurgte han.
   - Ja værsgod! sagde Baronessen - Jeg er for længst tilrøget!
   Mascani gik ind i sit Studereværelse og kom lidt efter tilbage dampende af en mægtig Pibe.
   - Det smager så herligt til Eftermiddagskaffen! sagde han og sendte demonstrativt en kraftig Røgsky hen mod sin Kone.
   Han hørte til den Slags Ægtemænd, der bliver særlig modige i fremmedes Nærværelse.
   Clara lagde blødt Hånden på hans Skulder. Han anede, hvad det betød: Hun bad ham tage lidt Hensyn til Moderen. Men Pastoren ville ikke forstå hende.
   - Vil Du have en Cigaret, min Tøs? spurgte han og trak en Pakke op af Lommen - Værsgod!
   - Nej Tak, sagde Clara - Moder kan ikke lide det.
   Hun plejede ellers ikke at tage videre Hensyn til Moderen; men nu i Øjeblikket havde hun Medlidenhed med hende, fordi der var en fremmed til Stede.
   - Vil Baronessen ryge?
   - Ja Tak! hvorfor ikke? lo Hendes Nåde.
   - Og Du, min Engel? spurgte Mascani pludselig og holdt Cigaretpakken lige hen foran Ansigtet på Fru Johanne.
   - Far dog! sagde Clara uvilkårlig.
   - Din Far er så spøgefuld i Dag! sagde Fruen. Hun rystede over hele Kroppen og var ved at græde.
   Så fik Baronessen Øje på en rød Plet på Pastorens venstre Kind. Det var Mærket af det Slag, han for en Timestid siden med knyttet Hånd selv havde givet sig.
   - Hvad fejler Deres Kind, kære Pastor? spurgte hun - Har De været oppe at slås med Djævelen?
   Mascani sendte hende et overrasket Blik. Men derpå svarede han smilende:
   - Tværtimod Deres Nåde, tværtimod! Det er et Elskovsbid! Den kære Johanne (her lagde han ømt en Arm om sin Kones Hals) . . . den kære Johanne er jo, trods sin Alder og sin, hæ! . . . Slankhed, undertiden lidt voldsom i sine Affekter!
   Baronessen slog en Latter op, så det rungede gennem Stuen.
   Også Pastoren lo.
   Men Fru Mascani skubbede med et Stød sin Stol tilbage og forlod hurtig Stuen . . . . .
   - - -
   Ach, mein Gott, mein Gott! Der findes ikke i den samlede Zoologi og Botanik to Væsener, der kan lege med hinanden så yndeligt for Herren, som et Menneske kan lege med et Menneske!

      Kære lille Moder!
   Der er da vel ingen syge derhjemme, siden jeg ikke får Brev? Du må endelig skrive snart, for når der bare går et Par Dage over den Dag, jeg havde ventet Brev, så synes jeg straks, at alting bliver så sørgeligt. Jeg skal nok være fornuftig, som Du skrev til mig sidst; men når man sidder så langt borte fra alle dem, man holder af, og som holder af en igen, så er det jo ikke så nemt somme Tider.
   Jeg har da ikke turdet bede Hendes Nåde om at give mig et andet Værelse. Du skrev, at jeg skulle vælge en passende Lejlighed til at bede hende herom, men jeg synes aldrig, den kommer. Hun er sød og rar nok imod mig, men jeg kan alligevel ikke få mig til at sige det, for hun er så streng og fornem i hele sin Optræden over for mig, at jeg tror, at hun bare betragter mig som et Slags finere Tyende; hvad jeg jo også kun er. Nu må Du ikke blive bedrøvet, lille Moder, for jeg vænner mig jo nok til det hele her. Man kan jo heller ikke bestandig ligge i sin Moders Dragkisteskuffe, som Du selv skriver, men har godt af at komme lidt ud i Verden.
   Hernede i Skolen går det rigtig godt, Børnene er flinke og artige. Den lille Karen er en sød, lille en og vi holder meget af hinanden. Men Du ville vist rigtig le af os, thi somme Tider er det næsten, som om det var Karen, der var Lærerinden, og mig, der var Eleven. Hun tager sig mange Gange så morsomt voksent af mig; men hun er jo også mere vant til at omgås disse fine, adelige Mennesker end jeg. Du skrev, at Du synes, at jeg skulle sige til Hendes Nåde, at jeg mente, at det var forkert, således som hun undertiden behandler Karen; men det er slet ikke så nemt for mig; dog har jeg bestemt en Gang, når vi er ene, at føre Samtalen hen derpå. Som nu i Går, da Karen igen havde kastet et nyt Kammerdugslommetørklæde bort, så syede Baronessen et Håndklæde fast på Ryggen af hende, og det måtte hun så gå rundt med hele Dagen til Straf. Og Hendes Nåde havde oven i Købet sagt, at alle skulle gøre Nar af hende, både Baronen og Tjeneren og Pigerne; og til sidst gemte hun sig, den lille Stakkel, nede hos mig på mit Værelse og sad og græd og var ganske rasende og vild somme Tider og sagde, at hun hadede sin Mama og ville ønske, at Hejmdal engang ville løbe løbsk med hende, så at Vognen kunne vælte, og hun kunne slå sig ihjel. Jeg forsøgte jo at trøste hende og viste hende Billederne i min store Naturhistorie og fortalte om dem, hvad hun jo ellers holder så meget af; men det nyttede ikke. Og til sidst græd vi begge to; det var jo nydeligt, kan Du tro, men jeg kunne ikke lade være, jeg blev så ked af det alt sammen og næsten helt bange for at være her; og jeg syntes, at jeg slet ikke var min Plads voksen, og at vi vist havde gjort fejl i at modtage den, og at det ville ende med en forfærdelig Ulykke. Men så kom lidt efter Kammerjomfru Petersen, som Karen kalder hende, og hentede os op til Hendes Nåde, der sprættede Håndklædet af og spurgte, om vi ville gå en Tur med hende ud i Skoven. Og så var hun så god og rar; og vi sad nede på den høje Skrænt ved Fjorden og spiste kandiserede Frugter, og hun kælede hele Tiden for Karen og kaldte hende sin eneste, bedste lille Baby. Og mig klappede hun også på Kinden og sagde, at hun var meget glad ved at have mig i Huset. Jeg fik naturligvis Tårer i Øjnene og ønskede, at hun altid ville være sådan, for så ville jeg gerne være her.
   Jeg har da været på Besøg med Karen nede i Præstegården et Par Gange, siden jeg sidst skrev. Det er rigtig rare Mennesker, især Pastoren; og hvor er han dog en smuk gammel Mand! Og så er han så venlig, han klapper mig altid på Kinderne og stryger mig over Håret, ligesom Fader gjorde. Men Jomfru Petersen siger, at han lever ikke lykkeligt sammen med sin Kone, og det synes jeg nu er Synd for ham. Fruen ser også altid så streng ud, når Pastoren er i Stuen; men når man er ene med hende, er hun meget god og rar.
   Uh, nu begynder Rotterne igen at gøre Spektakel oppe på Loftet; og her er jo så lavt, at det lyder, som om de løb omkring herinde i Værelset. Bare jeg kunne ligge hjemme hos Jer om Natten, og så gå her over på Skolen hver Morgen! Og så være hjemme hele Søndagen! Her er så uhyggelig hernede om Aftenen, når alle de andre er gået i Seng. Forleden Aften blev jeg så forskrækket, at jeg blev ganske stiv, thi pludselig var der en, som bankede hårdt tre Gange på mit Vindue; det var bare en Gren af Busken, som står lige her udenfor, men det vidste jeg jo ikke straks. Og her kommer så mange Edderkopper ind fra Haven; de løber hen under Loftet og falder somme Tider lige ned i Ansigtet på mig og på Halsen, og de vil nu absolut spinde deres Net inde i Alkoven i Hjørnet lige over Sengen; Enkebaronessen siger, at det betyder Lykke; men jeg ser da efter hver Aften med et Lys og river dem ned, hvis der er nogen. På en Måde er det jo godt, at Niels Tjener har sit Værelse lige her ved Siden af mit, og somme Tider er jeg jo også rigtig glad ved det; men han snorker så frygteligt, at jeg næsten ikke kan falde i Søvn. Og forleden Nat var det, ligesom jeg hørte nogen græde og klage sig inde hos ham; jeg blev så angest, at jeg satte mig over Ende i Sengen og lyttede, om han var syg; men så hørte jeg bare hans Seng knage, den står lige op ad min på den anden Side af Væggen; og han har vel drømt.
   Jeg kan nu heller ikke forstå, lille Moder, hvorfor jeg skal ligge hernede så langt borte fra alle de andre! Jeg ville meget hellere have Værelse sammen med Karen oppe ved Siden af Hendes Nådes Toiletværelse; men der ligger jo Kammerjomfruen for at være i Nærheden, når der er Brug for hende.
   Å lille, gode, rare Moder, nu må Du ikke blive bedrøvet, men jeg synes somme Tider om Natten, at det er så sørgeligt, at jeg havde det så godt hjemme hos Dig, for havde Du bare været hård og streng imod mig, så havde jeg jo meget lettere kunnet finde mig i at komme ud iblandt fremmede Mennesker, der slet ikke bryder sig om mig! Men nu må Du ikke blive ked af, hvad jeg har skrevet; Du har jo selv sagt, at jeg skal klage mine Sorger for Dig, når der var noget i Vejen; og jeg synes allerede, at det har lettet lidt på mit Humør, og at jeg ser Dit lille, milde Ansigt smile og nikke opmuntrende til mig.
   Sov nu vel, lille Moder, og kys Robert og Tvillingerne mange Gange fra mig. Klokken er ét Kvarter over elleve, og jeg er søvnig.
   Det er sandt, jeg har glemt at fortælle Dig, at vi for Tiden har Besøg af en Grev v. Scheele, en Fætter til Hendes Nåde; han er meget smuk!
   Tror Du ikke nok, at Du sammen med mit broderede Skørt kan sende mig mine to små, blå Vaser, som jeg lånte Tvillingerne, da jeg rejste?
   De vil pynte så pænt herinde med Blomster i.
   Og skriv så snart, hører Du, og rigtig langt!

   Det er i Hendes unge Nådes Kabinet lige efter Frokosten . . . .
   Baron Helmuth er gået ind på sit Kontor for at sove.
   - De må sgu undskylde mig, Greve, havde han sagt - men min Lur må jeg ha'; ellers bli'er jeg ikke Menneske i Eftermiddag. Alvilda ta'er sig nok af Dem. Godmorgen!
   Og nu lå hans Højvelbårenhed inde i Kontoret på den store Sofa under sin Stamfaders Billede og slumrede.
   Han lå på Maven med Panden støttet mod en Pude, der var anbragt på Sofaens ene Arm. Skødefrakken var gledet til Side, og på hans mere end velformede Bag, der var klædt i lysegrå, stramtsiddende Ridebenklæder, havde hans tro Følgesvend, Mira, en lille, abelignende Terrier, kringlet sig sammen.
   Det var nu dens Yndlingsplads i Middagstimerne.
   Og Hund og Hersker snorkede om Kap . . . .
   Inde i Hendes Nådes Kabinet sad Grev v. Scheele i en magelig Armstol og røg langsomt og drømmende af en fintduftende Cigaret. Og Baronessen hvilede ligeledes drømmende og i en indtagende Bugtning på en slangeformet Kanapé betrukket med storblomstret Silketøj.
   Der var hyggeligt og svalt derinde. Solstrålerne spillede gennem de åbentstående Vinduer og legede rundt på det brogede Gulvtæppe, snart som brede, rolige Lysflager, og snart som små, vævre St. Hansorme, der glimtede og lyste og blev borte og kom igen, alt som Lindetræerne uden for i Haven bevægede deres Kroner og nikkede i Vinden . . . .

   Her lidt om Grev Scheele:
   Rygtet gik, at han samlede på Kvinder, ligesom andre samlede på Frimærker, Mønter eller Konkylier. Opdagede han et sjældent Eksemplar, blev han øjeblikkelig greben af en dirrende Iver efter at få Fingre i det. Men når så denne hans Hensigt var opnået kølnedes lidt efter lidt hans Interesse for den erhvervede Sjældenhed: han „klistrede den ind”, nummererede og katalogiserede den, og så sig derpå om efter et nyt Bytte . . . .
   Men de arme, forrådte Ofre sad igen med vidtopspilede, uforstående Øjne.
   Thi han forlod dem akkurat på det Punkt, hvor Spillet for en Kvinde skal til at begynde.
   Når de stod med lukkede Øjne og åbne Arme for at modtage ham - så tog han høflig Hatten af og gik.
   Men han handlede efter Overbevisning, sagde han!
   Thi det var hans dybe og grænseløse Ærefrygt for Kvinden som Menneske, der fik ham til at anvende denne Fremgangsmåde.
   Hans Erotik var sjælelig, forklarede han. Tanken bare på Muligheden af at kunne komme i den Situation at skulle avle Børn med sit Hjertes udvalgte fik hans sensible Nerver til gysende at trække sig sammen som Bladene på en Mimose.
   Han begærede intet videre end at sidde Hånd i Hånd og Blik i Blik med sin Veninde. Og kom det højt: at trykke sine Læber blødt og lidenskabsløst (det vil sige: lidenskabsløst i kødelig Forstand; thi sjælelig Ild og Kraft kastede han ingenlunde Vrag på) - mod hendes Kind og Pande.
   Følte han undertiden Trang til mere, hvad jo kan hænde, søgte han mandigt at beherske sig. Men blev Trangen ham for stærk og tog Magten fra ham, flyede han sin elskedes Åsyn og søgte Husvalelse og Lægedom pr. kontant på de Steder, hvor Elskov købes og sælges.
   Og denne sin Bestræbelse efter skarpt at sætte Grænse mellem det sjælelige og det legemlige kaldte han: Vandringen mod Idealet.
   Og han anså sig for en udvalgt og nævnede sig finere og åndigere end Flertallet af sine samtidige, der tog til Ægte, elskede Hustruen på gammel dansk Facon og resulterede med at sætte Afkom i Verden.
   Han kaldte sig en Blænker, gjorde han, en ny Kulturs Indvarsler, en rara avis, der, højt hævet på sine strålende Vinger, varslende pegede Samfundene Vej til det forjættede Land, hvor de frigjorte Sjæle, rensede for alt legemligt Smuds og Vedhæng, svimlende svang sig rundt i den liljehvideste, åndige Lyksalighed . . . . Amen!
   Ja, således tænkte han; og således var hans Lærdomme. -
   Men som enhver Profet led han Skuffelse på Skuffelse!
   Med strålende Øjne og frydefuldt bankende Pulse lyttede Kvinderne i Begyndelsen til hans Teorier. Her var da endelig det Ideal, som de ustandselig havde drømt om! Her var da endelig den Prins, de havde længtes imod fra den Stund, Præsten lyste dem ind i de voksnes Rækker på Konfirmationens hellige Dag! Her var da endelig den Mand, som fri for al jordbunden Lyst og Begær ville tage dem på sine stærke, men rene Arme og bære dem ind i Paradisets strålende Have uden at tilsmudse deres Sjæle og uden at bryde deres kyske Helligdoms sarte Jomfrusegl . . .
   O, sanctissima, o, piissima dulcis mater amata!
   Og de nedsænkede sig i de sublimeste Tankeudvekslinger med dette Unicum af en Apostel. Han talte, thi han holdt meget af at tale, og de lyttede og spurgte. Og deres tørstige Sjæle fyldtes af hans Ord som tomme Vinsække af Vin, så de svimlede derved. Og da hændte det ufravigeligt, at deres Hoved sank ned på hans Skulder (hans stærke, men rene Skulder), medens de stille græd af unævnelig Lykke og sød Sorg m. m. . . . .
   Ak ja, hvad er vi Mennesker! -
   Han, denne Lysbringer, denne Gudernes udkårne, denne stolte Indvarsler af en kommende højere Kultur, han havde sandelig let ved pludselig at rejse midt under denne Ceremoni og fly!
   Og han havde jo desuden også andre Ressourcer!
   Men de, Kvinderne, disse arme Disciple, der blev siddende ene og uforstående tilbage med lukkede Øjne og halvåben Mund og Armene favnende udstrakt imod ham, at de sank sammen i håbløs Fortvivlelse og blev blege af Sorg og magre af utilfredsstillet Længsel - er det at undres på?
   Og dog følte han sig hver Gang skammeligen skuffet og forrådt.
   Som en Præst i en svigefuld Menighed; som en Missionær blandt forræderske Proselyter; som et Guds Sendebud mellem Niam-Niamer, således følte han sig!
   Og han trak sig tilbage til sit Gods, træt på Sjæl og Legeme og opfyldt af den bitreste Tvivl om sit egentlige Kald.
   Men dette har jo stedse været en Foregangsmands Lod!
   . . . . .
   Da var det, at han modtog Indbydelse fra sin Kusine Alvilda om at tilbringe nogle Uger på Næsset.
   Og efter nogen Vaklen modtog han den.
   Først havde han tænkt på at sende et beklagende Afslag: Han egnede sig ikke til at leve i en Families Skød. Hans Tungsind og Mismod ville kaste dunkle Skygger over de Stuer, i hvilke han færdedes. Han sendte sin hjerteligste Tak, fordi man så venligt erindrede ham; men han var bleven en sorgfuld Mand og en lyssky Mand, og Ensomhed var bleven hans Refugium . . . .
   Dog, skønt han havde skrevet denne Svarbillet uden at tøve og ganske uden Kladde, afsendte han den ikke. Thi netop som han havde kuverteret den og forseglet den med sit grevelige Signet: en Slørugle, der, siddende på en Globe, hæver sit Blik mod Himlen (det er udlagt: den matøjede, jordbundne Visdom, der sætter sin Lid til det Hinsidige) - netop i det Øjeblik var en Tanke slået ned i ham:
   Om dette skulle være et Fingerpeg, en Manelse, et Varsel?
   Skulle han atter omgjorde sig med Sværdet!
   Var Indbydelsen fra Kusine Alvilda det Paukeslag, der på ny dundrede ham frem til Arbejde og Dåd?
   Hvem kunne sige det . . . .
   Greven lagde Signetet fra sig og støttede tankefuld sit Hoved i sin aristokratiske, let solbrændte Hånd, hvis fine Fingre løb spidst ud, og hvis riflede Negle var omhyggelig manicurerede:
   Hidindtil havde han kun doceret sin ideelle og skønhedsfyldte Teori for unge, uforsøgte Kvinder, der intet kendte til Livet og intet havde prøvet, og som derfor, lig deres Mødre før dem, havde, med store, nyfigne Øjne og Hjerter, der dirrede af Forventning, stirret frem mod „Skabningens Ypperste”: Manden, Elskeren, Gemalen!
   Med Ungdommens Begejstring og Tro havde han kastet sig over sin Gerning. Og derfor havde han valgt sig disse rene og ubesmittede Jomfruer til Objekter, fordi han fuldt og fast håbede og ventede at kunne prente sine Ords og sine Lærdommes gyldne Tegn på deres hvide Sjæles kyske tabulæ rasæ!
   Men atter og atter var han bleven skuffet. Gang på Gang havde han set dem svigte, når det afgørende Moment var inde.
   De havde fordret mere, end han havde kunnet give.
   Thi de havde haft deres Mødres Syn på Forholdet mellem Mand og Kvinde . . . .
   Greven løftede Hovedet og stirrede ud for sig. Der lyste et energisk Glimt frem i hans Øjne; og han knyttede beslutsomt de fine Hænder:
   Hvad om han optog Kampen på ny og forsøgte med Konerne!
   Han rejste sig, skød Stolen tilbage og gik heftig bevæget op og ned ad Gulvet:
   Egentlig var han træt af Kvinder! Skuffelse på Skuffelse havde de beredt ham. Han havde ofret på dem sine sarteste Følelser og sine skønneste Ord. De fineste Kys havde han trykket på deres Pande og Kind, og med brusende Veltalenhed havde han skildret for dem det kommende Kultursamfunds åndige Samliv mellem Kønnene! - Men når han så, Sejren vis, henrykt havde grebet efter deres Sjæle, havde de i deres naive Ukyskhed budt ham frem deres længselsfulde Legemer!
   Ja, han var træt af Kvinder!
   Og dog: inderst inde i ham, dybest nede i hans Hjertes skjulte Vrå, sad en evigt sugende Higen efter blot at finde én retfærdig, én eneste en, for hvem han Kind mod Kind og Hånd i Hånd kunne klage ud al den dunkle Sorg og al det triste Vemod, som Livet så ubarmhjertigt havde dynget ham på.
   Og denne Higen lod ham ikke i Ro. Vel havde han lidt Nederlag på Nederlag i sin Kamp for Idealet: det bøjede han sit Hoved og tilstod. Men forført af Digtere og Poeter, og hildet i en kortsynet Overleverings blomsterspækkede Fraser, havde han grebet Sagen fejlagtigt an, idet han udelukkende havde sat sin Lid og sit Håb til den uforsøgte Ungdoms højt priste og højt besungne sne- og liljefarvede Uskyld og Renhed!
   Ikke at han ville frakende Ungdommen Retten til at smykke sig med disse Prædikater; ingenlunde!
   Men netop i selve denne Uprøvethed og Uforsøgthed lå Grunden til hans Fataliteter. Thi værende til Stede i en blot nogenlunde kraftig Potens grænsede disse Egenskaber nær op til den Naivitet, der tangerer Begrebet Dumhed. En, ganske vist, Dumhed, der i og for sig kunne være sød og indtagende nok; men som dog rummede Spiren til skæbnesvangre Fejltrin og uløselige Forviklinger: Man kendte ikke Livet. Man anede intet om de tusinde Snarer, det lagde for ens Fod. Som forventningsfulde Børn stirrede man ud i Fremtiden, forvissede om, at alle Håb skulle opfyldes, og alle Længsler stilles. Kritikløst gav man efter for alle Indtryk, idet man fattedes den Sjælens Guldvægt, der, smedet af Erfaring og Selvoplevelse, hårfint angiver sit Godt og Ondt. Og med lukkede Øjne og åbne Arme blev man et vilje- og modstandsløst Bytte for sine gennem Århundreder nedarvede, urgamle Impulser . . . .
   Den unge Greve havde på ny taget Plads foran sit Skrivebord:
   Ja, han var til visse træt af disse Kvinder, som så ganske manglede Evnen til at opfatte det svælgende Dyb, der spaltede sig mellem en Kulturbærers sjælsfine Tilnærmelser og en tungvindt Kræmmersvends hårdhændede Forlovelseserotik!
   Men der gaves jo også andre!
   Hans Øjne lyste, og hans Pulse bankede: Ægtehustruerne! Konerne!
   Hvad om han blandt disse skulle møde den Veninde, hans Sjæl dog, trods alle Skuffelser og alle Nederlag, stedse og uophørligt havde længtes imod!?
   Og han greb et nyt Ark Papir, dyppede sin Pen og takkede i hjertelige Vendinger for Æren. Han skulle indfinde sig med det første . . . .
   Kusine Alvildas Indbydelse var bleven det Rolandshorn, der atter kaldte ham frem på Arenaen!


   Grev v. Scheeles Ejendom lå en Fjerdingvej oppe i Landet på den anden Side Fjorden. Tre Dage efter at have afsendt sin Takskrivelse lod han sig selv og sit Køretøj færge over Vandet. Og en halv Time senere holdt han foran Næssets Portal.
   Helmuth og Alvilda kom ilende ned ad Tårntrappen til Vestibulen for at tage imod Gæsten.
   - Velkommen, Scheele! sagde Baronen og trykkede varmt Grevens Hånd. - Det var sgu pænt af Dem, at De ville komme og ta' Dem lidt af min Kone! Hun keder sig! . . . . Kom nu med op og få noget Frokost!
   Hendes Nåde var smykket for Dagen i en blåhvid, silkeagtig Formiddagsdragt, der faldt i lette, bløde Folder ned om hendes slanke Skikkelse. Ærmerne var korte og sluttede tæt som et Trikot omkring Armen til lidt neden for Albuen. Og om Livet havde hun et Bælte dannet af småbitte, matlysende Sølvplader, der lå over hinanden som Skællene på en Fisk. Om højre Håndled bar hun et Sølvarmbånd. Og på Brystet, tæt oppe ved Halslinningen, der ligeledes var prydet med et prunkløst Smykke af Sølv, sad en bleggul, halvtudfoldet Rose.
   - Hun er storartet! sagde Helmuth med begejstrede Øjne. - Hva'? Hun ligner en Havfrue! . . . De sku' sgu gifte Dem, Scheele!
   Og Hr. Scheele smilede blegt og kyssede ærbødigt sin Kusines Hånd . . . .
   Oppe i Spisesalen blev Gæsten præsenteret for Karen og Kaninen.
   Karen blev øjeblikkelig betaget af den mest flammende Kærlighed til sin „Onkel”. Hun havde aldrig set „noget så spiseligt”, erklærede hun bagefter nede i Skolestuen til Frøken Jansen. - Du kan vove på at forelske Dig i ham! sagde hun truende. Og Frøkenen lo af hende og sagde, at hun skulle nok la' være. Men hun rødmede dog og måtte uvilkårlig presse sine Hænder hårdt ind mod sit lille, letbevægelige Kaninhjerte.
   For han var jo smuk, denne „Onkel”: høj, velvoksen og skulderbred, ret en Type på en nordisk Mand med lyst, krøllet Hår og Skæg og store havblå Øjne, og Tænder, der lyste som Sne bag de røde Læber. Kaninen syntes, at han lignede Valdemar Atterdag! . . . .
   Ved Frokostbordet fik Fætter og Kusine ikke talt meget sammen. Helmuth havde bemægtiget sig hele Konversationen. Han skulle have nøje Besked om, hvordan Kornet stod ovre hos Greven. Om han havde fæstet Høstfolk; og hvad de skulle ha' i Løn; og om de havde været vanskelige at få fat i. - For det er Fanden til Folkehold! sagde han. - Vi kommer sgu snart til at gøre Arbejdet sæl! . . . . Hva' si'er Du, Vilde, om at bli'e sendt ud og binde op, ha, ha?
   Vilde smilede, og Greven lo pligtskyldigst og mente, at det vistnok ville volde hans Kusines smukke Hænder en Del Bryderi.
   - Ja, De kunne sgu heller ikke stille meget op med Deres Poter! sagde Baronen. - Sikke no'et Dukketøj! henvendte han sig til sin Kone, idet han lagde sin ene store, rødbrune, behårede Lab ved Siden af Scheeles smalle, soignerede Hånd. - Hva'? Det er jo ikke Hænder for et Mandfolk! Og sikke Negle! Smør De dem med Pomade, Greve?
   - De er da pænere end dine, Far! sagde Karen, der følte sig såret i sine sarteste Følelser. Helmuth lo buldrende.
   - Hun er sgu allerede væk, Vilde! sagde han. - Jaja, det er måske et Parti!
   Baronessen rystede misbilligende på Hovedet:
   - Sådant noget siger man ikke til Børn, Helmuth!
   - Å, Fanden, en Spøg! . . .
   Da Baronen senere var gået i Marken med Mira (den første Dag undlod han på sin Kones indtrængende Opfordring at tage sin Middagslur), og Karen og Frøken Jansen sad ved deres Dagværk i Skolen, spadserede Fætter og Kusine en Tur i Skov og Have.
   Det var en ret penibel Situation for dem, denne, at være ene to. De havde ikke set hinanden i tolv År, og Baronessens noget uheldige Ægteskab lå jo imellem.
   Til at begynde med indskrænkede de sig da også til at tale om Vind og Vejr, om fælles Slægt og gamle Bekendte.
   Indtil endelig Baronessen pludselig brød Isen ved at sige:
   - Ak ja, Alex, der er sket mangt og meget, siden vi to sidst talte sammen!
   - Ja, stakkels Kusine! sagde Greven, idet han blødt lagde sin Hånd på Baronessens Arm! - Men det har gjort mig så glad i Dag at finde Dig i så tryg og sikker en Havn! Din Mand er et prægtigt Menneske, ikke sandt?
   - Et udmærket Menneske! nikkede Baronessen. Langt bedre end jeg havde fortjent!
   - Hvor kan Du nu tale sådan, kære Alvilda!
   - Fordi jeg ofte plager ham med mine Luner! sagde Baronessen stille. - Jeg er ikke så glad og taknemmelig, som jeg burde være. Ofte føler jeg mig bedrøvet og fuld af Sorg; og da er det jo ikke altid så nemt at skåne sine Omgivelser og lægge Bånd på sine syge Nerver.
   - Livet er ofte vanskeligt at leve!
   - Ja.
   - Men når man ved sin Side har et Menneske, som man kan betro sig til og tale med om alt. . . .
   - Ja, så ville det være lettere! afbrød Baronessen ham med et Suk. Men så rakte hun pludselig ligesom undskyldende sin Hånd ud mod ham og sagde - Men Du er dog virkelig ikke kommen til Næsset for at høre på mine Jeremiader, kære Alex! Tilgiv!
   Greven trykkede hendes Hånd til sine Læber:
   - Jeg tager din Fortrolighed som et Tegn på, at Du betragter mig som Ven, kære Alvilda!
   - Ja, det gør jeg! nikkede hun og sendte ham et dybt og forjættelsesrigt Blik. -
   Se, dette var Kvintessensen af, hvad disse to Adelsmennesker fik sagt hinanden i Enrum den første Dag, de var sammen.
   Men det turde jo også være tilstrækkeligt . . . . .
   Og desuden blev der jo Tid og Lejlighed nok for dem til at fortsætte denne Tankeudveksling; thi Helmuth var meget optaget af den tilstundende Høst. Han viste sig kun ved Måltiderne. Dagen igennem var han i Marken eller rundt i Ladebygningerne med Forvalteren, tilså Folkene og arrangerede og kommanderede for at få alt i Stand til, at Arbejdsstyrken kunne tage fat med Præcision, når Tidens Fylde var inde.
   I de første Dage havde han følt det som sin, lidt tunge, Pligt at konversere „vores Gæst”. Og han valgte da, hvad både rimeligt og naturnødvendigt var, Landbrug, Jagt, Hesteopdræt og Skovhugst som Emner. Men han kom jo snart under Vejr med, at Greven var, hvad Forvalteren kaldte „en Bumfiler” på disse Områder. Og så holdt han lidt efter lidt op at konversere og lod Vilde og Gæsten „pludre deres Tøjeri sammen”. Og, sandt at sige, befandt han sig ret vel derved; thi dels var han jo ikke en Mand af mange Ord, og dels holdt han unægtelig mest af at fordøje sin Spise med Andagt. Han trak sig derfor allerede den tredje Dag straks efter Frokosten ind i Kontoret for at slibe sin Lur. Og efter Middagen kom Forvalteren op for at "glo Landvæsen" (det var Hendes gamle Nåde, som havde fundet på denne Betegnelse); de talte nemlig næsten ikke, Herren og Fogeden, de sad bare og dampede på deres Piber og stirrede hinanden stift i Øjnene og udstødte af og til Ord som: Rughalm, Sædskifte og Kunstgødning. Og når der så skulle drikkes Te, sagde Forvalteren Godnat og gik. Se, der var de to Måltider klaret. - Efter Teen sad Helmuth ganske vist opstillet på en Stol inde i Salonen hos Vilde og Fætteren; men han var da som oftest så træt og søvndrukken af Dagens Traven rundt i fri Luft, at han, efter et Kvarters Tids uhyre Kamp for at bevare Anstanden, stille listede hen på Chaiselonguen i Hjørnet bag Kammen, hvor han efter to Minutters Forløb segnede om stiv af Søvnighed.
   Det gør ondt at måtte sige det: men Baronen snorkede temmelig hørbart! - Og den første Aften, han lå todt derhenne i Krogen, følte Hendes Nåde sig yderst ulykkelig. Men hendes Slægtnings fine, medfødte Takt bragte hende over det vanskelige i Situationen. Med et godmodigt Smil om sin smukke Mund havde Greven sagt, idet han gjorde en let Bevægelse med Hånden hen mod Chaiselonguen:
   - Nu må Du ikke skænde på din Mand, Alvilda? Han har virkelig ærlig fortjent at hvile sig lidt. Jeg beundrer i høj Grad hans Flid og Dygtighed!
   Og Baronessen havde taknemmelig trykket sin Fætters Hånd og sendt ham et af disse tilslørede, uransagelige Blikke, der på én Gang gør en Mand både glad og urolig.-
   Og herefter lod de Højvelbårenheden hvile i Fred.
   Grev Scheele havde fastsat sit Besøg på Næsset til fem Dage. Og nu levede man løs på den sjette!
   - Hva' Fanden, enten De er hjemme eller her, gror Kornet sgu lige godt, Scheele! sagde Helmuth, der var henrykt over at se og fornemme den udmærkede Forandring, der var foregået med Vildes Humør siden Fætterens Ankomst.
   - Å, ja, hva', Onkel Alex, bad Karen med strålende Øjne - bliv bare i to Dage til?
   - Jeg slutter mig ydmygt til Baby, smilede Hendes Nåde.
   - Nu De, lille Jansen! lo Baronen. - Så kan han sgu ikke sige Nej!
   Kaninen rødmede og var ved at vride sig ned under Bordet.
   Grev Alex kom med et Par vage Udflugter; men lod sig dog til sidst overvinde og lovede at blive til Lørdag, da han så absolut skulle hjem at betale Dagløn . . . .
   Og han blev jo hellere end gerne, gjorde han! Hans Hjerte bankede af Fryd ved Tanken om, at han endnu havde hele to Dage at være sammen med sin Kusine.
   Han var bleven ung på ny!
   Aladdins Ord efter sit første Møde med Gulnare: Sådan har jeg aldrig været før! kunne han have gjort til sine - om han havde turdet.
   Han var forelsket?
   Profeten, Lysbringeren, Foregangsmanden var forelsket, således som et Mandfolk skal være det. Men han skammede sig for sig selv og vovede ikke at tilstå det.
   Til at begynde med havde Baronessen blot og bart interesseret ham som et nyt „Objekt”. Han var i sine Samtaler med hende på ny rykket frem med alle sine gamle Fraser om den „åndige Kærlighed” og den kommende høje Kultur, hvis bestaltede Indvarsler han anså sig selv for at være.
   Og hun havde hørt på hans Svada med alvorlige, agtpågivende Øjne, hvad hun jo skulle og burde. Men om hendes Læber havde stundom tegnet sig et bitte lident, overbærende Smil, som hos en Moder, der lytter til et fantasirigt Barns Pludren.
   Dette Smil havde irriteret ham og pint ham. Og han var bleven ivrigere og ivrigere og havde talt sig varm og ligefrem sagt hende, at hendes Brev til ham var kommet som en Røst fra oven, en Kaldelse, et Basunstød, der havde manet ham frem af hans Ensomhed, frem til Liv og Leven på ny, frem til Dag og Sol og . . . (her havde han bøjet sit Hoved og kysset hendes Hånd) . . . og Lykke! -
   De havde gået lange Ture sammen rundt i Skovene ved Fjorden. Og de havde redet Side om Side milevidt bort ad ensomme, ubefærdede Veje. I Stråhytten nede ved Havens Grænse havde de siddet; og i de store, dunkle Stuer oppe på Næsset.
   Og han havde talt og talt. Og hun havde andægtigen lyttet og tankefuld nikket. Men Smilet om hendes Læber havde han aldrig fået dræbt.
   . . . . . . .
   Så var det, at de Dagen før Grevens Afrejse igen sad sammen i Stråhytten.
   Fætter Alex havde netop endt en glødende Udmaling af, hvor skønt Livet ville blive, når hans Teorier i en ganske vist noget fjern Fremtid kom til at herske over Menneskene.
   - Du forstår mig, ikke sandt Alvilda? sagde han ivrig. - Du indrømmer, at mit Syn på Forholdet mellem Mand og Kvinde er langt ideellere, langt finere og mere kultiveret end . . . . .
   Baronessen, der som sædvanlig tålmodigt og stille havde siddet og hørt på Fætterens Udgydelser, løftede pludselig sin Hånd og lod den langsomt og kærtegnende glide ned over Talerens Kind.
   - Du er elskelig, Alex! sagde hun og så ham smilende ind i Øjnene. - Man bliver et bedre Menneske af at omgås Dig!
   Greven rødmede som en Bachfisch og stirrede næsten forvildet på sin Kusine: Gjorde hun Nar af ham.? Hånede hun ham? Havde hun ham til Bedste?
   Men Baronessen vedblev smilende at holde hans Øjne fangne.
   - Store, store Barn! sagde hun og lod igen sine hvide, bløde Fingre dvælende glide ned over hans Kind. - Lille, lille Kig-in-der-Welt! -
   Da var det, at alle Tåger brast, og at Grev v. Scheeles Elskov brød frem, som Morgensolen bryder frem af en Nattedises fjælende Banker!
   Han sprang op fra Bænken, hvorpå de sad, og med et stønnende Udbrud af Smerte og Jubel slyngede han sine Arme om Baronessen, krystede hende tæt i sin Favn og bedækkede hendes Øjne og Læber med hede, sitrende Kys.
   - Alex, Alex! stammede hun og søgte at sno sig bort. - Jeg vil ikke . . . Du må ikke . . .
   Men lidt efter lidt slappedes hendes Modstand, hendes Hoved sank til Hvile på hans Skulder (hans stærke, men o. s. v.), og han følte, at hun blidt og vemodigt gengældte hans Kærtegn.
   Kvinden er jo nu engang så uendelig kærlig af Naturen!
   . . . . . . .
   Da Fætter Alex om Aftenen var ene ovre på Gæsteværelset hinsides Riddersalen, stillede han sig hen foran Spejlet, på hvis Konsol Tjeneren havde anbragt tvende i Sølvstager brændende Vokslys.
   Der stod han en Stund og betragtede i dyb Opmærksomhed sit Ansigt.
   Han ventede at finde sine Øjne sky og fulde af Samvittighedsnag, fordi han havde svigtet Idealet og glemt i lidenskabelig Praksis de høje, skønhedsfyldte Teorier, der hele hans Ungdom igennem havde ledet hans Fjed og holdt hans Sti ren.
   Men hans Øjne lyste ham i Møde fra Spejlets Glar, store og strålende, uden Ruelse og uden Brøde. Hans Pande var klar og skyldfri; og hans Læber lo, som kun de Læber le, der har smagt Livets sødeste Sødme!
   Skælvende af tilbagetrængt Lykke flyttede han Lysene hen på Natbordet og begyndte at klæde sig af:
   Altså havde han været hildet i et Bedrag! Den stolte Bygning, som hans Tanker havde opført, og som han i sit Hovmod havde nævnet Fremtidskulturens Peterskirke, den havde kun været et arme Fata-Morgana, fremtryllet af en vejtræt Ørkenvandrers syge Fantasi!
   Ja, han havde hidindtil vandret i en Sahara; og han havde taget Feberens plumrede Kildevæld for Livsens sprudlende Vande!
   De Kvinder, han fordum så hjerteløst havde forladt, havde været klogere end han: Gennem Sjælene alene spirer intet frugtbart Samliv mellem Kønnene!
   Det havde han nu lært at indse . . . .
   Han pustede begge Lysene på Natbordet ud, ét for ét, lagde Hovedet til Puden og rullede sig ind i Silketæppet:
   - Ak, om han havde kunnet kalde alle disse arme, længselsfulde Kvinder tilbage og sone imod dem, det han havde forbrudt! Ak, om han havde kunnet . . . . .
   Således tænkte han. Thi han var lykkelig. Og Lykken gør god.
   - - -
   Så oprandt den syvende Dag, Afrejsens Dag. Frokosten var nydt, og Baron Helmuth havde, som skrevet står, trukket sig tilbage til sit Kontor for at sove, medens Baronessen og Grev Scheele opholdt sig ene i Kabinettet.
   Det var kvælende hedt udenfor, og Solen sendte sit Ildbad ned over Slot og Have.
   Ind gennem de åbentstående Vinduer strømmede en stærk Duft af Lindeblomster og fyldte Luften i Værelset med en fad, sødlig Vellugt. Man hørte Fluer og Bier summe døsigt rundt ude over Træernes Kroner. Og af og til lød fra en Gråspurv, som havde søgt Middagsly under Bladenes Skygge, et lille søvnigt Pip.
   Midt ude på den grønne Haveplæne lå en stor, grå Kat og lod sig bage igennem af Solen. Den lå på Siden fladt udstrakt i Græsset med alle fire Ben stikkende stift frem. Dens Øjne var lukkede. Man kunne tro, at den var død.
   Men på én Gang så man den krumme den alleryderste Spids af sin Hale og bevæge den rundt og rundt, hurtigt og nervøst som en lille, lådden, kroget Finger, der kælent legende gned sig i en Cirkel hen over Græsset. Så løftede den Hovedet en Kende og åbnede halvt det ene af sine Øjne, der et Sekund lyste grønlig-gult i Solen . . . .
   En sagte Raslen af Blade, som skruedes imod hinanden, hørtes henne fra Rosenbuskettet omkring Flagstangen. En lille, rosenrød Snude blev forsigtig stukket frem. Derpå kom en hvid Pote til Syne; og så nok en. Og lidt efter lidt gled hele Hovedet og Kroppen af en hvidgul Kat næsten lydløst ud under en af Buskene. Den missede med Øjnene mod Solen og lod til at begynde med, som om den ikke havde Gran af Anelse om Kammeratens Tilstedeværelse derude i Græsset. Den satte sig med Halen sirligt krummet ind mellem Bagbenene og Ryggen skudt op i en Bue, stiv og alvorlig; og Øjenlågene kneb den overlegent så tæt sammen, at der kun var en Spalte som en Knivsæg imellem dem.
   Katten ude på Plænen løftede på ny Hovedet og så et Øjeblik hen mod den nysankomne. Derpå gabede den dovent, lod Hovedet synke ned i Græsset igen og strakte Lemmerne vellystigt ud fra sig, så at alle dens ti skarpslebne, seglformede Kløer kom til Syne. Halespidsen bevægede den ikke længere rundt i en Cirkel, men frem og tilbage, ligesom logrende.
   Den hvidgule henne foran Rosenbedet rejste sig og blev stående et Sekund uden Bevægelse. Så gled den langsomt nærmere og nærmere, idet den næsten berørte Jorden med Bugen. Men da den var kommen nær på en Afstand af et Par Alen, sprang den på én Gang med et kraftigt Sæt løs på den grå.
   I samme Nu væltede den anden sig om på Ryggen og langede med Forpoterne ud efter Fjenden. Dog, det var kun på Skrømt; thi et Øjeblik efter tumlede de begge i kælen Forening rundt i Græsset. Snart var den hvidgule øverst, snart den grå. De bed hinanden karesserende i Bryst og Hals, hagede Kløerne fast i hinandens Pelse og borede Snuderne dybt ind i hinandens røde, pustende Gab.
   Det var en Elskovsleg, en Kærlighedsdyst. Og den fortsattes med stigende Lidenskab fra begge Sider.    Indtil Hunnen pludselig gjorde sig fri og lagde sig fladt ned i Græsset med Bugen mod Jorden. Og Hannen, den hvidgule, i et Spring satte op på dens Ryg, spændte sine Poter fast omkring dens Krop og huggede sine Tænder i dens Nakke.
   Oppe bag de åbentstående Vinduer i Kabinettet lå Hendes Nåde endnu henstrakt på Kanapeen.
   Grev Scheele havde rullet sin Stol hen ved Siden af Damens Leje og sad nu med Albuerne støttet mod Knæene og Hovedet i Hænderne og betragtede sin fagre Kusine med et Blik som en ung Abate, der knæler i Andagt og Tilbedelse for den himmelske Madonnas (ɔ: Josefs jordiske Hustrus) Billede:
   - Alvilda . . .
   - Ja . . .
   - Jeg elsker Dig . . .
   Baronessen rakte blidt smilende en advarende Pegefinger i Vejret.
   - Sådant noget kan man til Nød tænke, Alex! sagde hun. Men Alex greb hendes Hånd og kyssede den.
   - Ses vi i Morgen? spurgte han.
   - I Morgen, Barn? Du rejser jo hjem i Aften!
   - Jamen Du kunne . . . Du kunne jo ride ned i Birkelunden i Morgen Eftermiddag. Så måske . . .
   - Hvilket?
   - Så måske jeg også var der . . .
   - Et Stævnemøde?
   - Ja!
   - Du glemmer, lille Alex, at jeg er en gammel Kone!
   - Du er det dejligste, jeg endnu har mødt! hviskede han og bøjede sit Ansigt frem over hendes.
   - Mama, Mama, hvor er Du? blev der i det samme råbt inde i Salonen.
   Grev Alex rejste sig hurtigt og skød Stolen tilbage.
   Karen stormede ind i Kabinettet:
   - Her er Bud fra Præstegården, om jeg og Frøken Jansen må komme derned til Chokolade i Eftermiddag?
   - Lille Baby må ikke buldre sådan af Sted! Din Fader sover inde på Kontoret, véd Du!
   - Å, han vågner såmænd ikke alligevel! . . . Må vi, Mama, hva'?
   - Jamen Lektierne!
   - Pyt med dem! Dem lærer vi i Morgen!
   - Du kan jo spørge Onkel Alex.
   - Må vi, Onkel Alex? spurgte Karen og lagde kælent Hovedet på Siden.
   - Ja I må, lille Ven! nikkede Greven smilende. - Men jeg rejser jo i Dag, Baby! tilføjede han alvorligt.
   - Gør Du? spurgte Pigebarnet betuttet - Det havde jeg sgu helt glemt!
   - Men Baby dog! udbrød Hendes Nåde dybt rystet. - Hvor får Du sådanne Ord fra?
   - Pardon, lille, bitte, allerdejligste Mama! bad Karen indsmigrende og fløj Moderen om Halsen. - Må vi så? gentog hun.
   - Så, så, Du er så voldsom, Barn! . . . Ja, jeg véd virkelig ikke, hvad jeg skal sige. Det er jo forfærdeligt at høre en ung Pige bruge sådanne Udtryk! Og nu tror jeg ikke, at din Onkel giver Dig Lov . . .
   Karen stod et Øjeblik og så sønderknust ned for sig. Så løb hun pludselig hen og slog sine Arme om Onkelens Hals:
   - Gi'r Du os ikke nok Lov? bad hun, idet hun løftede sig op på Tåspidserne og lavede Trutmund til Kys.
   - Men Karen dog! sagde Hendes Nåde og rødmede uvilkårlig ved Barnets Adfærd.
   Grev Scheele klappede venligt Pigebarnet på hendes brune, buttede Kind.
   - Jo, nikkede han smilende - så får I da være fri for Lektierne . . . Men ingen fæle Ord i Præstegården, Baby! formanede han.
   - Det er nu ikke så nemt at la' være, Onkel! forsikrede den lille alvorligt. Derpå nejede hun hurtigt og skyndte sig mod Døren for at bringe den ventende Kanin Frihedens gyldne Budskab.
   Men på Dørtærskelen ind til Salonen gjorde hun rask omkring og sendte Greven et Par Fingerkys.
   - Farvel! sagde hun. - Og kom snart igen!
   Så lukkede hun Døren. Men i samme Øjeblik stak hun Hovedet ind på ny:
   - Jeg elsker Dig, Onkel Alex! Knusende!
   Og så forsvandt hun.
   Baronessen havde rejst sig fra Kanapeen og stod nu ved Vinduet og så ned i Haven, hvor de to muntre Kattedyr var ophørt med deres Leg og lå sødt slumrende, Side om Side på den grønne Plæne midt i den bagende Sol.
   Grev Scheele nærmede sig langsomt og stillede sig tæt bag hende, så tæt, at hans Legeme næsten berørte hendes.
   - Se! sagde hun stille og pegede ud mod Kattene. - Hvor henrivende!
   - Ja, nikkede han mildt - de uskyldige Dyr!
   Og hun bøjede sig smilende tilbage, så at hendes Nakke kom til at hvile mod hans Skulder. Hendes Øjne lukkede sig og hendes Læber skælvede.
   - Alex, min Konge, mit Liv! hviskede hun. - Du har opvakt min Sjæl fra de Døde!
   Og han bøjede sig henrykt og trykkede et Kys på hendes Hjerte . . . .