Slægten

---

Gustav Wied (1898).
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


   Næssets Jorder gik mod Nord og Øst lige ned til Fjorden. Et stort Areal af de flade, side Enge havde den unge Baron ladet inddæmme og dræne i sine første Regeringsår. Og nu groede dernede stadig det bedste Korn i hele Egnen.
   Helmuth var meget stolt af denne sin Bedrift og betragtede de 30 Tønder Land inden for de høje Dæmninger som sin ganske private Ejendom, og han havde glædet sig som et Barn til at opnævne dette Jordstykke efter sin førstefødte Søn og kalde det: Hannibalsmarken. Hidtil havde det måttet nøjes med at gå under Navnet: det inddæmmede.
   Men straks, han var bleven gift, havde han sagt til sin Kone, at hun skulle skynde sig at føde en Stamherre, for så skulle der drikkes Champagne på Næsset, og Drengen og Marken dernede bag Skoven skulle døbes på samme Dag, og begge skulle de hedde Hannibal.
   Men nu havde han snart været gift et halvt År, og der viste sig stadig intet Tegn til, at han skulle blive Fader.
   - Hva' Fanden, sagde han - Du har jo dog fået Børn før, Vilde. Jeg kan sgu ikke begribe det!
   Og han gik i sin Nød til Huslægen og betroede ham sine Bekymringer og spurgte ham ud, om ikke Råd fandtes.
   - Hæ, hæ! klunkede gamle Doktor Larsen og klappede ham på Skulderen - Kommer nok, kommer nok, Hr. Baron! . . . Måske skulle vi spise lidt mindre rigeligt. Kunde aldrig skade.
   Og Helmuth tog hjem og sultede sig i tre samfulde Dage. Og trods det, at han holdt mest af at ride rundt i Markerne og se til Arbejderne, så begyndte han nu at gå - i det mindste den ene Runde, den om Formiddagen. Men Følgen blev bare den, at han mødte frem med en sand Daglejer-Appetit ved Frokostbordet. Og når man nu er sulten, sådan virkelig sulten, så er det jo ganske umuligt at lade de fyldte Fade gå sig forbi!
   - Å skidt, sagde han og skævede over til sin Kone, da Tjeneren for anden Gang bød Oksestegen rundt - jeg ta'r sgu et Stykke til, Vilde! Man skal da være mæt!
   Og Vilde sad rank og udeltagende og lod ham læsse på Tallerkenen.
   Hun havde mere og mere trukket sig tilbage i sig selv, den unge Baronesse. Ikke at hun var uvenlig mod sin Mand, eller hård og afvisende og lunefuld, som i den første Tid af deres Ægteskab. Tværtimod! Hun var Høfligheden, Blidheden og Medgørligheden selv - når han da ikke blev alt for „Holbergsk”. Men det var til Tider, som om hun var langt borte fra sine Omgivelser, som om hun sad og ventede på noget, lyttede efter en eller anden Tone, som kun hun kunne høre. I Timevis kunne hun sidde inde i sit Kabinet i en Gyngestol og stirre ud i Luften og vugge sig blidt frem og tilbage med den ene Fodspids mod Gulvet. Men dog var det ikke sådan, at det var en „indre Lykke”, som man kalder det, der opfyldte hende og gjorde hende tavs og drømmende. Thi hendes sky Blik og hendes nervøse Faren sammen, når nogen nærmede sig, tydede langt snarere på Uro og ond Samvittighed.
   - Vil Du med en Tur efter Frokost, Vilde, ned og se på det inddæmmede? havde Baronen spurgt et Par Gange - Havren dernede står, som den var plantet!
   - Nej, kære, jeg har ikke Lyst.
   Og Lyst til at tage ud på Besøg i Egnen, havde hun heller ikke. Hun kunne ikke lide de ransagende Øjne, de gode Fruer fæstede på hende. Det var, som om de ville læse, hvad der stod prentet bag hendes korrekte, ladylike Fremtræden og blide, smilende Ansigt.
   Men ofte lod hun pludselig sin Hest sadle og red lange, ensomme Ture.
   Og da fortalte man Frue og Frue imellem, at hun af vejfarende Folk var bleven set ovre på den anden Side Fjorden i Selskab med sin Fætter, Grev v. Scheele.
   - - -
   Et Par Dage efter hin Søndag, Stasia havde besøgt Maren Forlis, medens Enkebaronessen var på Næsset for at tale med sin Søn, kom denne gående ned ad den smalle Trappe, der førte fra Kontoret ned i Gangen foran Borgestuen og Kaninens og Tjenerens Værelse.
   Baronen havde, som den lille Jansen havde bemærket i sit Brev til Moderen, været underlig mut og ordknap siden Hendes gamle Nådes Visit. Det havde været en hel Ynk at se på ham. Hans små, glade Øjne, der ellers skinnede af stille Lykke, når han kom ind i Spisesalen og så det opdækkede Bord, flakkede nu helt hjemløse om mellem Fade og Tallerkener. Spise gjorde han ganske vist som sædvanlig med god Appetit; men komplet uden Humør. Og hans spøgefulde, lidt bjørneagtige, men særdeles velmente Bemærkninger til Karen og Kaninen, ventede de forgæves på. Og når Måltidet var til Ende, rejste han sig brat, brummede: Velbekomme! og gik ind på Kontoret og lukkede Døren efter sig.
   Hendes Nåde og de to Pigebørn skævede ængsteligt hen til ham; og Baronessen forsøgte et Par Gange at indlede en Konversation. Men Helmuth svarede kun med Enstavelsesord og undlod at se på hende.
   Og om Aftenen efter Middagsbordet lod han Forvalteren kalde op til sig og underholdt sig med ham inde hos sig selv, indtil der skulle drikkes Te. Og straks efter Teen sagde han Godnat og gik i Seng og sov sødelig, når Vilde et Par Timer efter kom ind for at gå til Ro. -
   Baronen kom altså ned ad Trappen fra sit Kontor. Hans Ansigt var mørkt, og han stampede unødig hårdt i Trinene med sine tunge Støvler. Over Armen hængte i sit Håndtag den tykke, gule Egestok, han altid havde med, når han gik i Marken.
   Da han nåede ned i Gangen, standsede han og stod et Øjeblik som rådvild uden for Kaninens Dør.
   Så bankede han på.
   En Stol blev skubbet tilbage inde i Værelset, og Frøken Jansen viste sig i Døren. Hun blev stående ganske målløs, thi det var første Gang, at Baronen søgte hende op hernede. Og hun troede et Øjeblik, at han gik fejl, og at det var Tjeneren, han ville tale med.
   Et Sekund stod de og stirrede på hinanden uden at tale.
   - Frøken, sagde han så - jeg må . . . .
   Og han puffede hende næsten brutalt ind i Værelset, gik selv bag efter og trak Døren til. Der var så lavt derinde, at han næppe kunne stå oprejst.
   Kaninen var ved at skrige om Hjælp, så forfærdet blev hun.
   Helmuths Ansigt var kobberrødt, hans tykke Læber skælvede og hans Øjne for vildsomt om.
   - Frøken . . . Frøken Jansen, begyndte han - undskyld at jeg . . . . der var noget, jeg ville spørge Dem om . . . .
   - Ja-a . . . sagde hun og rystede over hele sin lille magre Krop og ledte samtidig rundt i sin Hukommelse, om hun muligvis skulle have begået en eller anden Fadæse, som nu skulle påtales.
   - Hvem var . . . hvem var I sammen med i Søndags ude hos Borgmesterens? busede det pludselig ud af Baronen.
   - Ingen, stammede hun - vi var der alene . . .
   Hans Ansigt klarede lidt op.
   - Jo, det er sandt! skyndte hun sig så - Om Aftenen kom Grev v. Scheele ridende.
   Uden at sige et Ord mere gjorde Helmuth omkring og forlod Værelset. Sandet på Fliserne skreg under hans tunge Støvler, da han gik hen gennem Gangen.
   I Døren ud til Gården stod Tjenerdrengen Julius og dampede velbehageligt på sin Pibe.
   Blodet for Baronen til Hovedet med et Stød, så det næsten sortnede for hans Øjne.
   - Står Du her og driver, din Lømmel! skreg han og huggede ude af sig selv af Raseri Drengen over Benene med sin tykke Stok, så den ulykkelige Knægt sank i Knæ med et dæmpet Brøl og kunne ikke rejse sig igen.
   Helmuth lod ham ligge og gik hen gennem Gården, ind i Haven og ad Skoven til.
   Der hamrede bare den eneste Tanke op og ned i hans træge Hjerne: Altså havde Mo'er Ret! Altså havde Mo'er Ret! Altså havde Mo'er Ret!
   Da han gik ned ad den lange Allé og kom forbi Stråhytten, gik han ind og satte sig på en af Græsbænkene.
   Han kunne høre Høstfolkenes Råb og Latter nede fra det inddæmmede, hvor man var ved at køre Havren hjem - den pragtfulde Havre, hans Hjertes Kælebarn og Stolthed! Og han hørte den skrattende Lyd af de tomme Høstvogne, der kom kørende i jagende Fart oppe fra Gården. Og den buldrende Lyd af Læssene, der langsomt rullede hjemad.
   Men al denne Larmen af Liv og Virksomhed gled ham upåagtet forbi. Han sad foroverbøjet på Bænken, støttede Armene mod Håndtaget af sin Stok og stirrede stift frem for sig. Vreden og Raseriet, der før havde været ved at kvæle ham, og som havde ladet ham slå løs som i Blinde på den sølle Julius deroppe på Flisegangen, var lidt efter lidt veget for en inderlig, knugende Sørgmodighed, en næsten grædefærdig Medlidenhed med hans egen fortvivlede Stilling.
   - At hun kunne! malede det rundt i hans Hjerne - At Vilde kunne! Herregud, hvad har jeg gjort hende! Jeg er ikke så fin og dannet, som de Mennesker, hun er vant til at omgås. Men det vidste hun jo, før hun tog mig. Og jeg gør mig da Umage. Jeg har næsten lagt af med at bande. Og jeg klær mig da om til Middag. Alle hendes Ønsker får hun opfyldt. Jeg bær hende jo på Hænderne. En ny Kupé-vogn har hun fået. Og en Ridehest. Og Julius fik hun straks op som Tjenerdreng! Hvor mange ville ikke ha' gjort Vrøvl i mit Sted. Og hva' forlanger jeg til Gengæld for alt det. Bare at hun skal være lidt god og venlig imod mig. Og så går hun hen og . . . Og jeg, der holder så meget a' hende; og jeg, der holder så meget a' hende . . . . .
   Tårerne begyndte at pible frem i hans små, skikkelige Bjørneøjne og løb ham langsomt ned over Kinderne ned i Skægget. Hans svære Krop rystede, og af og til stønnede han som under en tung Byrde.
   Han sad stadig og stirrede frem for sig, medens Tankerne væltede rundt inde i hans arme Hjerne. På én Gang fangedes hans Blik af noget hvidt, der lå og skinnede i Dagslyset, som faldt ind gennem den halvtåbne Dør. Først gled Øjnene bort fra det igen, og han rokkede frem og tilbage på Bænken i sine triste, pinefulde Tanker, der ustandselig drejede sig ubehjælpsomme og rådvilde om det samme Punkt: Og jeg, der holder så meget a' hende; og jeg, der holder så meget a' hende . . . .
   Så rejste han sig med en pludselig Følelse af, at her kunne han jo ikke blive siddende; han måtte ud i Marken, ud til Forvalteren, ud til sine Folk; viste han sig ikke, så gik de bare og drev!
   Atter faldt hans Øje på det hvide, der lå og skinnede på Jorden henne ved Døren. Han bøjede sig mekanisk ned og tog det op. Det var en lille, trekantet Lap Papir; et Hjørne af et iturevet Brev. Blodet for ham susende til Hjernen, og han knugede Stokken i sin Hånd som for at slå: Han kendte øjeblikkelig Skriften på Papirsstumpen; det var Grev Scheeles. Straks kunne han ikke læse, hvad der stod; i den Grad hvirvlede alt i Ring for hans Blik. Og da han omsider blev så meget Herre over sit Anfald, at han kunne tyde de enkelte Bogstaver, blev han ikke meget klogere af det. Thi på Papiret, der havde dannet det øverste Hjørne af en Brevside, læstes kun:

. . . . . . . . . ingen Glæde uden
. . . . . . . . . . . . . trygt stole
. . . . . . . . . . . . . . . . Båden

   Men at Brevet var fra Scheele, derom var der ingen Tvivl.
   Og atter begyndte Tankerne at male rundt bag hans Pande: De skrev altså til hinanden! Det havde Vilde aldrig talt om, undtagen når hun engang imellem fik Svar fra Fætteren som Tak for en Indbydelse. Og så lod hun altid sin Mand læse Brevet . . . De holdt måske Stævnemøder, som den gamle Baronesse havde sagt . . . Vilde læste Brevene hernede i Stråhytten, for at ingen skulle opdage det . . . De mødtes måske også her . . . Han skulle knække Halsen på den Grevetamp! Tærske ham med min Stok, så han ikke kunne røre et Lem! Slå ham i hans Mælkebrødsfjæs, så at Blodet skulle sprøjte ham ud af Næse og Mund! . . . Båden? Hvad mente han med det? Hvilken Båd? Her var ingen Båd på Næsset . . . .
   Men pludselig slog den Tanke ned i ham: Han sejler over Fjorden, og lister sig op gennem Skoven, og så mødes de her.
   Tanken traf ham næsten som et Slag, og han vaklede et Par Skridt tilbage: - Den Satan! Den Fedtegreve! Den Luseknækker! Om han så traf ham midt inde på Torvet i Købstaden, skulle han splintre hans Hjernekiste med sin Egekæp!
   Helmuth var som en rasende Tyr at se, når Vreden betog ham: Der kom Skum om hans Læber og Blod for hans Øjne; og selv om den, han ville til Livs, havde søgt Frelse bag en Dør af Jern, han ville ha' løbet sin Tyrepande imod den i Forsøg på at splintre den!
   Underligt nok, men hele hans Raseri koncentrerede sig for Øjeblikket om Greven. Kunne han ramme ham, ville han føle sig tilfredsstillet og mættet. At Baronessen muligvis og rimeligvis var lige så brødefuld, faldt ham ikke ind. Eller han ville ikke tænke over det; turde ikke give den Mistanke Rum; bævede for at finde hende skyldig; skælvede ved den blotte Tanke om, at han skulle blive nødsaget til at skride ind også mod hende. Han kunne ikke undvære hende; ikke tænke sig Muligheden af at skulle blive tvungen til at give Afkald på Nydelsen af hendes Legemes Yndigheder. Duften af hendes Parfume, Lyden af hendes Kjoles Raslen! Som en Hjort kæmper for sin Hind, således ville han kæmpe for hende. Og når han blot havde fået ryddet Rivalen af Vejen og var sikker på den uhindrede Besiddelse af Kampens Genstand, ville det bekymre ham lidet, om hendes Hengivelse til ham var frivillig eller ej: Det var bare sin Ejendomsret, sin uindskrænkede og ukrænkelige Ejendomsret, han fordrede respekteret! For at sige det rent ud: Havde han i Lighed med sine middelalderlige Forfædres Sæd og Skik kunnet give sin Hustru et Kyskhedsbælte på (og han havde jo et oppe i sin Skuffe!) og, låse det forsvarligt af, når han forlod hende, så kunne hun for hans Skyld gerne have tænkt med Attrå på andre Mænd og higet i Længsel mod andre Guder. Han ville blot have smilet derved, tryg og sikker og uden Angst, som man smiler, når man véd sine Skatte og Klenodier forvarede bag en Bankmurs uantastelige Låse og Slåer!


   Nede på „det inddæmmede” var Arbejdet i fuld Gang. Baronen stod efter Vane med sin Stok plantet bag sig og hvilede med begge Hænder på dens Håndtag. Vogn efter Vogn fyldtes med den akstunge Havre, rullede hjem til Gården, blev tømt og kom tilbage igen. Karlene stak Sæden op, Trave efter Trave, og Piger og Koner „rev efter”, tavse og travle på Grund af Herskabets Nærværelse. Men „Herskabet” selv syntes ikke at ænse, hvad der foregik. Langsomt fulgte han Folkene Ageren ned, alt som Arbejdet skred frem. Og der blev kastet mangt et stjålent Øjekast om efter ham, når han standsede op i nogen Afstand og satte Stokken til Rette og atter gav sig til at stirre ud for sig med et underligt tungt og næsten sørgmodigt Udtryk i Ansigtet.
   - Han er vist ikke god å bid's med i Dag, om der kom noget på! hviskede en af Karlene til sin Nabo.
   - Næi, sagde den anden og kastede et sky Blik om efter Baronen. - Han ser svær lumsk ud da!
   Og Kvinderne talte halvt forfærdede og halv forbitrede om, hvorledes Julius var bleven slået, så at han drattede ned på sine Knæ lige med det samme! - Rygtet var allerede faret Ejendommen rundt.
   Forvalteren kom kørende på en tom Høstvogn oppe fra Gården.
   - Det vil knibe med at få Plads til Havren i de tre Gulve, Hr. Baron, sagde han og tog til Hatten.
   - Hum! sagde Helmuth, han havde slet ikke opfattet Mandens Ord.
   - Skal Resten sættes over Kostalden, eller skal vi ta'e det i Stak.
   - Ja, nikkede Helmuth og plirede med Øjnene ud mod Fjorden, der lå spejlblank og lysende i Solskinnet borte bag de høje Dæmninger. - Sig mig, Christensen, vedblev han så og så hen over Marken bort fra Forvalteren - véd De noget om, at Greven på Holgersminde har fået sig en Båd?
   - Jo, han har, Hr. Baron! En lille, nydelig, hvidmalet Tingest, som han ligger og vapper i her om Aftenen.
   - Hum!
   - Han morer sig med at skyde Sælhunde ude på Stenene.
   - Hum!
   - Men han træffer aldrig nogen.
   - Nej, det gør han vel ikke.
   - Jeg hørte ham plaffe her forleden Aften, da jeg gik en Tur i Skoven. Så gik jeg herned på Dæmningen. Han lå helt henne under vores Badehus. Har Baronen gi'et ham Lov til det?
   - Nej . . . Jo vist så, jo! . . . Han træffer jo ikke alligevel.
   - Næi, næ, hæ!
   - Var han ene i Båden?
   - Jo. Nå-å, den er jo heller ikke større end som et godt Smørtrug.
   - Nå ikke . . . . Hvad var det, De sagde før om Havren?
   Forvalteren stirrede forundret sin Principal op i Ansigtet:
   - Jeg sa'e . . .
   - Var der ikke Plads i Laden?
   - Nej . . .
   - Så er det bedst, vi sætter en Stak. Vi må heller sætte Blandingskornet over Kostalden.
   - Jo vel!
   - Hvor mange Læs har vi fået ind efter Middag?
   - To og Tyve.
   - Holder Vejret sig?
   - Jeg formoder det. Barometret stiger da.
   - Nå . . . Vil De ta' Journalen med op i Aften, der er noget, vi skal ha' set efter.
   - Jo vel!
   Helmuth slog med en Finger op efter sin Hatteskygge og gik tilbage op over Marken op ad Skoven til. Han gik langsomt, Fod for Fod. Engang imellem standsede han og stirrede ned for sig, som om han var faldet i Tanker. Så sparkede han pludselig til en Sten på Vejen, eller huggede med sin Stok til en opløben Tidsel eller Skarntyde på Grøftekanten. Og så gik han videre.
   Men Forvalteren kløede sig i Nakken og så langt efter sin Husbond.
   - Nå, Fa'en, Journalen var i Orden; så ragede Resten jo ikke ham!
   - -
   Og han stillede efter Ordre med Journalen under Armen oppe på Kontoret en halv Time efter Herskabets Middag.
   Ved Bordet havde hersket den sædvanlige skulende Tavshed. Karen og Kaninen havde næppe turdet se op fra deres Tallerkener. Baronessen havde siddet stiv og urørlig. Og Niels Tjener havde svævet rundt og serveret så lydløst, som det var ham muligt.
   Julius viste sig ikke. Man havde fundet ham liggende halvt bevidstløs i Døren til Borgestuegangen. Og nu lå han i Sengen med våde Klude om Benene og klynkede og jamrede og græd og råbte engang imellem, at han var slået ihjel.
   Karen havde været nede at se til ham og trøstet ham. Og hendes små Hænder knyttede sig i Vrede, hver Gang hun så hen på sin Stiffader. Men sige noget turde hun ikke.
   Og sige noget turde ej heller Baronessen trods sin ranke Ryg og sit rolige Ansigt. Det var nu på tredje Dag, at denne tordensvangre Tavshed havde hersket under Måltiderne. Og Vilde vidste ikke, hvad hun skulle sige for at bryde den. Kammerjomfruen havde fortalt hende, at Enkebaronessen havde været på et fem Timers Besøg på Næsset i Søndags og haft en lang og heftig Samtale med sin Søn. De havde råbt begge, så det kunne høres ned i Køkkenet. Og Baronen havde ikke fulgt Hendes gamle Nåde til Vogns, da Pagtens Ark atter rullede af Sted med hende og Stasia.
   Først havde Baronesse Alvilda håbet på, at det var Svigermoderens Pengesager, der havde været på Tale, og at den gamle havde forlangt Tilskud til Apanagen og hentet sig et Afslag. Men da Mandagen gik og Tirsdagen, og Helmuth forblev lige mørk og umeddelsom, begyndte hun at skælve i sin Sjæl for, at det skulle være hende, Tordenen trak sammen over. Og hun sendte i Hast et Brev til Grev Scheele, at han ikke måtte komme til Næsset, førend han fik Brev. Hun forklarede ikke hvorfor; skrev bare, at han skulle vente.
   Og nu sad hun der ved Bordet rank og ulastelig som sædvanlig. Men dybt i hendes Hjerte dirrede Angsten for, hvad der ville komme.
   Helmuth beordrede sin Kaffe bragt ind på Kontoret. Og da Måltidet var sluttet, og man havde ønsket Velbekomme, trak han sig tilbage og lukkede Døren . . .
   Klokken ni en halv blev der drukket Te i Dagligstuen. Og Klokken ti rejste Karen og Kaninen sig og sagde Godnat. Forvalteren var for længst gået ned på sit Værelse i Mejeribygningen. Og Baronen og Baronessen sad nu ene tilbage i den store, halvmørke Dagligstue, der kun oplystes af en enkelt Lampe, hvis Skær dæmpedes af en mørkerød Silkeskærm.
   Helmuth ringede, og Niels kom ind og samlede Tetøjet på en Bakke og gik igen.
   Da hans Skridt var døet hen, og den tunge Dør mellem Tårnet og Galleriet var smækket i, vendte Baronessen sig om mod sin Mand, der stod tavs henne i Skyggen lænet op mod Kammen.
   - Bliver Du herinde i Aften, min Ven? spurgte hun med sin blideste Røst.
   - Ja.
   - Er I snart færdige med Havren nede fra det inddæmmede?
   Helmuths Øjne gnistrede, og hans lidt fremstående Fortænder borede sig ned i hans Underlæbe. - Hun er bange! Hun er bange! hånlo det i hans Hjerne. Thi hun, der aldrig havde interesseret sig for hans Landbrug og hans Arbejde, blottede i dette ene Spørgsmål sin hjælpeløse Rådvildhed. Han svarede hende ikke, men spurgte med underlig tyk og grødet Stemme:
   - Er Karen gået i Seng?
   - Ja . . .
   - Og Kammerjomfruen?
   - Nej, kære; Du véd jo, at hun aldrig går til Ro, førend hun har hjulpet mig med mit Toilette.
   - Gå ind og sig til hende, at Du ingen Brug har for hende i Aften.
   Baronessen løftede Hovedet og så forundret-spørgende hen på ham. Hun følte Angsten krybe igennem sig som en Gysen; men hun beherskede sig.
   - Hører Du ikke!
   - Jo, men jeg . . .
   - Jeg vil tale med Dig! Jeg vil være alene med Dig!
   - Jamen, kære . . .
   Helmuth næsten løb hen mod Chaiselonguen, hvor hun sad. Hans Hænder var knyttede.
   - Går Du? spurgte han. - Eller skal jeg?
   Og han lod sin tunge, kluntede Næve falde hårdt ned på hendes Skulder.
   - Men Helmuth dog! sagde hun og rettede sig rask i Vejret. - Er Du forrykt?
   - Ja! Ja! Men det er Dig! Det er din Skyld! Jeg har ikke bestilt andet end at føje Dig og være god imod Dig! Og Du! Og Du!
   Hun lagde sin Hånd beroligende på hans Arm. Det var ikke langt fra, at hun var ved at smile. Men hun betvang sig og så ham rolig og trohjertet ind i de vrede Øjne.
   - Sæt Dig ned, Helmuth, sagde hun. - Du ødelægger Dig engang selv med din Hidsighed. Sæt Dig! Og lad os tale roligt sammen. Hvorfor går Du og gemmer dine Sorger? Det bliver bare meget værre så; med dit Temperament. Du trænger til at meddele Dig. Og hvem er nærmere til at være din fortrolige end jeg.
   Han var sunken ned på Chaiselonguen ved Siden af hende, og hendes Hånd gled blødt hen over hans, medens hun talte.
   - Jeg véd, at din Moder har været her i Søndags, vedblev hun. - Og jeg véd også, hvad hun har sagt. Din Moder kan ikke lide mig. Hvorfor aner jeg ikke. Måske fordi jeg har indtaget hendes Plads her på Gården. Jeg har prøvet alt for at drage hende til mig; men hun er uforsonlig. Hun udspejder og udspionerer mig, som om jeg var en Forbryder. Og rundt i Egnen verserer de frygteligste Rygter, som stammer fra hende. Og nu har hun jo været her og vil også fylde Dig med den samme forrykte Snak om . . . om . . . om mit Forhold til min Fætter, Grev Scheele!
   Det gav et Ryk i Helmuth, og han stirrede stum af Overraskelse sin Kone ind i Ansigtet. Hans Mund åbnede sig, og hans Underkæbe fik et hængende, næsten fåreagtigt Udtryk.
   - Du, mumlede han - Du . . . Du siger det selv?
   Baronessen betragtede ham blidt smilende. Hendes Øjne så så duefromme ud. Kun inderst inde i dem luede Angsten og Agtpågivenheden endnu.
   - Ja, sagde hun - når man ikke er sig nogen Brøde bevidst, véd jeg ikke, hvorfor man skulle lade sig skræmme af ildesindede Menneskers Sladder!
   Der blev en Pause. Man hørte tydeligt det store Urs regelmæssige Dikken inde fra Baronens Kontor, og af og til gnavede og raslede en Rotte bag Panelet. Ellers syntes alt i den mægtige Bygning at være hensunket i Søvn.
   Tankerne myldrede og tumlede rundt i den arme Helmuths stakkels Hjerne. Således havde han ikke tænkt sig, at hans Rettergang skulle ende! Han havde forestillet sig noget i Retning af Gråd og Tilståelse og Bøn om Nåde. Og så en Forsoningsfest med Knæfald og dyre Løfter og ham selv som den tilgivende Guddom, der havde taget Synderinden i sine Arme og ved sin Storhjertethed og Højmodighed havde knyttet hende til sig og gjort hende til sin lydige og ydmyge Slavinde, sin urørlige og ukrænkelige Ejendom for Tid og Evighed! . . . Men nu var det jo ham, der kom til at bede om Forladelse og Tilgivelse, siden hun var uskyldig i det, han havde hende mistænkt for. Fanden også, at hans Mo'er . . . .
   Men så kom han pludselig til at tænke på, at Alvilda havde holdt skjult for ham, at hun havde været sammen med Scheele i Søndags ude hos Borgmesterens . . . Og Papirsstumpen, han havde i Lommen nede fra Stråhytten!
   - Er det længe siden, Du har været sammen med din Fætter? spurgte han og glædede sig stille over sin Snedighed.
   - Ja, han kommer her jo aldrig, sagde hun rolig. - Han har vel kunnet mærke, at Du ikke kan lide ham.
   - Jeg spø'r, om det er længe siden, Du har været sammen med ham?
   - Sammen med ham . . . jo, ja . . .
   Hun blev usikker, tøvede med Svaret, vidste ikke, om hun skulle sige Sandheden, eller . . .
   Men Blodet for igen Helmuth til Hovedet, og han kunne ikke beherske sig længere.
   - Han var jo hos Borgmesterens i Søndags! bruste det ud af ham, og hans Øjne lynede.
   - Ja, det er sandt, det var han jo også! Det havde jeg rent glemt! smilede hun.
   Atter følte Baronen sig halvt afvæbnet; han var jo ikke videre bevandret i den ædle Forstillelseskunst.
   - Hvorfor har Du ikke fortalt mig det før? mumlede han.
   - Kære Helmuth, sagde hun, og hendes Øjenlåg blev røde, som holdt hun med Magt Tårerne tilbage. - Du har ikke været god imod mig i den sidste Tid. Jeg véd snart ikke, hvad jeg tør tale til Dig om, og hvad ikke. Husk på, min Ven, at mit Liv hidtil har været alt andet end glædeligt. Og da jeg gav Dig mit Ja og fulgte med Dig herover, troede jeg, at jeg skulle få det godt og roligt. Og så . . . og så piner og plager Du mig med dine uværdige Mistanker . . . Du gør fælles Sag med din Moder, der er skinsyg på mig, fordi jeg indtager en Plads her, som hun mener tilkommer hende . . . Og ganske ene står jeg, borte fra Familie og Venner . . . Hvor kan Du, der ellers er så god, bringe det over dit Hjerte . . .
   Her brød Tårerne virkelig frem af den ædle Dames Øjne, og hun skjulte Ansigtet i sine Hænder.
   Og Helmuth sad på ny hjælpeløs.
   - Lille Vilde, sagde han og strøg hende kluntet angergivent op og ned ad Ryggen - jeg holder jo så voldsomt meget a' Dig; det er derfor. Jeg véd jo godt, at jeg ikke er så fin som Dig. Du er meget bedre vant. Og Mo'er fortalte, at alle Mennesker sa'e, at Du og Scheele . . . De ha'de set Jer ride sammen. Og I holdt Stævnemøder. Jeg kunne ikke være bekendt at finde mig deri, sa'e de. Og da Du nu ikke fortalte mig, at Du ha'de truffet ham i Søndags, så troede jeg . . . Og da jeg så i Eftermiddags også fandt dette her Brev nede i Stråhytten . . .
   - Brev? Hvilket Brev? spurgte hun åndeløst. Hendes Hænder faldt ned fra hendes Ansigt, og hun sad foran ham, dødbleg og med vidtopspilede Øjne.
   Men han lagde ikke Mærke til hendes Rædsel. Han tænkte bare på, at han havde gjort hende Uret, og at det var Synd af ham, og at han holdt så voldsomt meget af hende.
   - Det er bare denne her Papirsstump, sagde han ydmygt og rakte den frem mod hende. - Der står noget om en Båd, og det er jo da skrevet med Scheeles Håndskrift.
   Hun snappede Papiret fra ham og læste.
   - Men det er måske slet ikke til Dig? spurgte han og ønskede halvvejs, at hun skulle sige nej.
   - Jo.
   - Er det?
   - Ja!
   - Men . . . jamen . . . hva'
   Baronessen havde nu ganske genvundet sin Fatning.
   - Helmuth, sagde hun og så ham med et fortræffelig konstrueret varmt og taknemmeligt Blik ind i Øjnene - nu da Du har talt til mig om, hvad der har pint Dig, så vil jeg også betro Dig . . . fortælle Dig alting! Men Du må love mig ikke at blive hidsig? . . . Det er jo Angsten for din Hidsighed, der har afholdt mig fra at tale til Dig før . . . Brevet her er fra min Fætter. Han skriver af og til til mig. Han . . . han holder af mig. Ja, jeg burde måske ikke sige Dig det, thi han har bedt mig om at bevare det som en Hemmelighed. Men jeg vil ikke, at Du skal gå rundt med den stygge Mistanke. Han har jo mærket, Stakkelen, at han ikke længere var nogen velset Gæst her på Næsset. Og så har han bedt mig om en Gang imellem at skrive sig til. Det er måske uforsigtigt af mig; men jeg har så ondt af ham. Og Herregud, når et Brev kan glæde ham . . .. Men hvis Du ikke synes om det, Helmuth, så . . . .
   Helmuth sad sammenbøjet med Albuerne hvilende mod Knæene og Hovedet støttet i Hænderne. Og oppe i hans Hjerne hamrede det uophørligt: Jeg tror hende ikke! Jeg tror hende ikke!
   - Forvalteren siger, at han ligger hernede ved Badehuset og roder i sin Båd hver Aften! mumlede han.
   Baronessen lo lidt anstrengt.
   - Å Herregud, det arme Menneske!
   - Jeg skyder ham ned som en Hund, hvis jeg træffer ham!
   - Men Helmuth dog!
   - Og jeg forbyder Dig at ta' imod hans Breve og at svare ham! Jeg vil ikke ha' det!
   - Så, så! smilede Damen blidt og tog hans Hånd (hun vidste snart ikke sine levende Råd, Skroget). - Bliv nu ikke ivrig igen, sagde hun. - Er det noget at tage sig hans Studenterforelskelse så nær! . . . Du véd jo dog (her blev hendes Stemme lind og logrende som en Kattesvans), at jeg med Sjæl og Sind føler mig bunden til min gamle, fæle, hidsige Bjørn!
   Baronen skød hendes Hånd til Side og rejste sig.
   - Jeg skyder Jer begge to, hvis jeg opdager, at Du lyver!
   - Men, kære . . .
   - Begge to! Jeg vil ikke ha' det Maskepi!
   - Jamen, jeg har jo forklaret Dig . . .
   - Hum! Mo'er siger, at Du ikke er til at stole på over en Dørtærskel!
   - Og Du tror din Moder bedre, end Du tror mig . . .
   Helmuth greb hende i Armen:
   - Du skriver jo til ham! Du træffer jo sammen med ham. I holder jo Stævnemøde med hverandre! Hva' Fanden, når Du ikke bryder Dig om ham, så lad ham sejle sin egen Sø! Den Dreng!
   Og han blev mere og mere ophidset. Alle de Tanker, der i de sidste Dage havde malet rundt oppe i hans Hjerne og pint og plaget ham og gjort ham så nervøs, at han kunne have knust og splintret alt, hvad der stod ham i Vejen, dem måtte han nu have væltet fra sig, skaffet sig Luft for: Om hun narrede ham! Om der var mere mellem hende og Fætteren, end hun ville ud med! Om hans Moder havde haft Ret, da hun kaldte hende for et lumsk og snedigt Fruentimmer!
   - Sid ikke der og se så fjollet ud! sagde han brutalt. Jeg bli'er bare arrig af at se på Dig! Jeg véd godt, at Du bare har ta'et mig for at blive forsørget! Og at Du bare gør Nar af mig! Og at jeg bare er en Bondemand ved Siden af Dig. Men nu har Du mig, nu er vi gift! Og jeg skal vise Dig, at jeg er Mand for at være Herre i mit Hus!
   Han greb hende igen i Armen og ruskede til.
   - Forstår Du mig? Forstår Du mig? spurgte han. - Jeg vil ha', Du skal lystre! Jeg har godt set Dig grine til din Greve, når jeg sa'e noget, der ikke passede Jeres fine Fornemmelser. Mange Gange har jeg set det. Men hvem er det, der har købt nye Kjoler til Dig? Og Vognen? Og Ridehesten? Du kunne ha' fået det med mig, som Du ville; men Du har gået her og holdt mig for Nar! Du bryder Dig ikke en Døjt om mig. Det var bare for at komme i Stilling, at Du tog mig. Men jeg skal lære Dig noget andet herefter. Du er min, forstår Du! Jeg har købt Dig, forstår Du! Hvad bragte Du med her til Gården? Ingenting! Ikke så meget som der kan ligge på en Negl! Du må takke din Gud til, at jeg ville ha' Dig og din Datter, som sad der og åd tørt Brød af din Moders Nåde! Og her lever Du som en Dronning, gør Du, som en Dronning. Og din Datter som en Prinsesse. Men hende har Du også lært at grine af mig. Jeg har godt set det. Jeg har set det mange Gange! Og jeg holder Lærerinde til hende, som om hun var mit eget Barn. Men det er Takken, jeg har! Men det er Takken, jeg har . . .
   Baronessen var sunken ned på Chaiselonguen og sad nu med lukkede Øjne bleg og stille og lod hans vanvittige og uoverlagte Ordstrøm rulle hen over sit Hovede. Havde han tidligere indgydt hende Ligegyldighed og Foragt ved sin Råhed og sit bondeagtige Væsen, så forvandledes disse Følelser nu til Væmmelse og Had. Men samtidig bævede hun også for, hvad han i sin utæmmede Brutalitet kunne finde på at foretage sig, nu de var alene i det store, sovende Hus.
   Helmuth gik rastløs op og ned ad Gulvet. Hans Hænder var knyttede, og hans små, brune Øjne plirede af og til hen mod hende: Se, hvor stille hun sad. Og hvor bange hun var! Nu havde han nok fået Krammet på hende. Hæ, næ, han skulle lære hende at krybe for ham og slikke hans Hånd som en Hund, der rystede for Pisken!
   Hun sad med Hovedet bøjet ned mod Brystet, og de hvide, smalle Hænder foldede i sit Skød. Mellem Kjolelinningen og Håret lyste Halsen frem slank og rund og med en svag, rosenrød Tone i Skæret fra Lampen.
   Denne Strimmel Kød gjorde ham blød om Hjertet.
   Han standsede.
   - Vilde . . . .
   Intet Svar.
   Han gik nærmere og bøjede sig ned over hende.
   - Vilde . . . .
   Hun så op på ham koldt og afvisende. Så bøjede han sig helt ned og kyssede hende på Halsen:
   - Har jeg været for slem imod Dig, Vilde?
   Hendes Ansigt og Øjne vedblev at være rolige. Men dybt i hendes Hjerte lo det hånligt. Hun kendte Mændene! hun kendte disse „Skabningens Herrer”: Som brølende Løver rejste de sig mod Kvindernes Sjæle; men som lystne Hunde dansede de logrende omkring deres Legemer!
   - Er Du vred på mig, Vilde?
   - Du burde vide bedre at tøjle din Hidsighed, Helmuth. Du véd jo somme Tider ikke, hvad Du selv siger!
   - Nej . . . nej, men . . . Han gik hurtig om på den anden Side af Chaiselonguen og satte sig ved Siden af hende og slog en Arm om hendes Liv. - Men det er jo, fordi jeg holder så voldsom meget af Dig! sagde han - Det er, fordi jeg bli'er helt gal, når jeg tænker på, at Du måske har noget at gøre med andre! . . . Bare vi kunne få den Søn, Vilde! Så ville alting blive meget bedre. Jeg ville så gerne ha' ham. Folk griner af mig, fordi der ingen kommer. Jeg kan heller ikke forstå det! . . . Du gør da ikke noget for at hindre det, Vilde, hva?
   Baronessen rev sig ud af hans Arm og gik bort fra Chaiselonguen: Hun kunne ha' slået ham i Ansigtet på Grund af hans Ubehøvlethed!
   Men Helmuth rejste sig og fulgte hurtig efter.
   - Lille Vilde! hviskede han kælen og greb fat i hendes Kjole.
   Så vendte hun sig og stod rank og bleg foran ham.
   - Nu kan det være nok! sagde hun med en Stemme, som dirrede af Vrede. - Ikke et Ord mere! Jeg vil ikke tåle alle dine Fornærmelser! Jeg forbyder Dig at tale således til mig! Jeg forbyder Dig at komme i Nærheden af mig! Jeg forbyder Dig at røre ved mig! Jeg forbyder Dig herefter at sætte dine Fødder i vort Soveværelse! Vil Du være der, så går jeg min Vej . . . over i den anden Fløj . . . i et af Gæsteværelserne . . . . Jeg vil . . . jeg vil ikke mere finde mig i din Mangel på Opdragelse . . . din Taktløshed . . . din . . . din . . .
   - Vilde . . .
   - Nej; jeg har fået nok af at høre på Dig i Aften. Der må dog være en Grænse!
   - Vilde! sagde han truende.
   Hun lod, som om hun ikke hørte ham.
   - Skal jeg lade Kammerjomfruen flytte mine Sager over i Gæsteværelset; eller vil Du sove der? spurgte hun og vendte sig for at gå.
   Men da greb han hende med begge Hænder i Skuldrene, og hans Stemme lød hæs og stakåndet, som var han ved at kvæles.
   - Sludder! hviskede han med sin Mund tæt ind til hendes Øre, medens han havde trukket hende over imod sig, så at hendes Ryg hvilede mod hans Bryst, og hendes Hovede næsten lå på hans Skulder. - Sludder! Sludder! gentog han. - Skab Dig ikke! . . . Så jeg er Dig ikke fin nok, hva? Ikke dannet nok? Ho, ho! Du ville gemme Dig til din Greve? Men jeg skal lære Dig noget andet! Du skal lystre, lystre, lystre, forstår Du! Ellers ta'er jeg Dig med Vold! Forstår Du? Hører Du? Jeg ta'er Dig med Vold! Jeg ta'er Dig med Vold! Gå ind og klæd Dig af! Nå! Og sig til Kammerjomfruen, at hun skal gå i Seng; Du behøver hende ikke i Aften! . . . Nå!
   Han løsnede Grebet i hendes Skulder og gav hende et Puf, for at hun skulle efterkomme hans Befaling. Men Baronessen svarede ikke og rørte sig ikke; hun lå halvt besvimet og sanseløst lænet tilbage op mod ham.
   Da tog han hende i sine Arme og bar hende ind i Soveværelset. Derinde lagde han hende i den store, lave Lænestol foran Toiletspejlet. Et Øjeblik stod han og så på hende som et Vilddyr på sit Bytte.
   Derpå gik han hen og åbnede Døren ind til Kammerjomfruens Værelse, hvor også Karen sov:
   - De kan godt gå i Seng! Baronessen behøver Dem ikke i Aften!
   Så gik han tilbage hen til Stolen.
   - Klæd Dig nu af!
   Men hun rørte sig ikke og svarede ikke.
   Da begyndte han selv med famlende, nervøse Hænder at rive Klæderne af hende, medens han ustandseligt mumlede:
   - Jeg skal vise Dig, hvem der er Herre! Jeg skal vise Dig, hvem der er Herre!
   - - -
   En Times Tid senere sov Baron Helmuth trygt og fast i Sengen ved Siden af sin Hustru. Han lå på Ryggen med vidtopspilet Mund, og hans buldrende Snorken gav Genlyd i det højloftede Værelse.
   Men Baronesse Alvilda lå med åbne, søvntunge Øjne og stirrede håbløst op mod den rosenrøde, mat-lysende Ampel over sit Hoved.
   Denne Ampel, der hænger som et yndigt Kyskhedens Symbol over enhver velordnet Ægteseng.


   Kirken var overfyldt. Der sad Hoved ved Hoved i de lange Bænkerader. Mændene til højre for Midtergangen, Kvinderne til venstre. Bønder og Husmænd med deres Kvinder og Børn. Alle var de i Kisteklæderne; og Luften under de lave, hvidkalkede Hvælvinger lå fuld af denne stramme, sødlige Lugt af Uld og Hvergarn, der kun tages frem og bringes for Lyset og Dagen ved Fester og på de store Højtider.
   Det var den fjortende Søndag efter Trinitatis; og Pastor Mascani skulle holde Høstprædiken.
   I Stolen nærmest Kordøren sad Pastorinden og Clara. De plejede ellers at skiftes til at overvære Gudstjenesten. Den ene fulgte med Præsten over i Kirken, medens den anden blev hjemme for at have Overopsynet med Middagsmaden. Men i Dag var de der begge. Mascani havde ønsket det. Ved Frokosten havde han sagt til sin Kone: Du følger med os andre i Dag, Johanne!
   - Jamen, havde Fruen forsøgt - Maden, Adolf . . .
   Men Adolf havde rynket Brynene:
   - Du går med! Jeg har noget at sige, som Du skal høre!
   - Ja, ja, når Du gerne ser det, så gør jeg det naturligvis . . . .
   Da Pastoren var gået ind i sit Soveværelse for at iføre sig Ornatet, var Fru Mascani sunket om på en Stol i Spisestuen og havde siddet der fed, bred og ulykkelig, medens Tåre efter Tåre stille var piblet frem under hendes Øjenlåg og trillet ned i hendes Skød. De sidste Tiders Uro og Angst havde ganske undergravet den arme Kones Kræfter og Modstandsevne. Det Overtag, hun hidindtil havde haft over sin Mand, og som hun havde været stolt af og til Dels levet på, det var lidt efter lidt blevet forandret til en ydmyg Bøjen sig for hans vekslende Luner, en dirrende skrækfyldt Gruen for, hvad det næste Øjeblik ville bringe. Hun turde næppe længere åbne en Dør af Rædsel for at se sin Mand ligge i Værelset bag den i Gråd og Krampe, eller finde ham rastløs vandrende op og ned, talende med sig selv vildt og ustandseligt, snart anråbende Gud om Tilgivelse og Nåde, og snart udslyngende de frygteligste Blasfemier og Hånsord mod den Guddom, den Religion og den Kirke, hvis Vogter og Forkynder han var indsat til at være. Og hun havde én Gang overrasket ham inde i Havestuen, hvor han stod foran det store Spejl og vrængede af sig selv og under uhøviske Gebærder og vanvittige og sjofle Tilråb havde truet med knyttet Hånd og Gang efter Gang spyttet i Raseri ind mod sit eget Billede.
   - -
   Degnen og Menigheden, både Medlemmerne med og uden Stemme, var midt i Salmen 460:

Hvor kan Du dog i Synden le,
Du lysoptændte Øje . . . .

da Døren til Herskabsstolen sagte blev åbnet, og Herskabet fra Næsset, Karen og Kaninen iberegnet, trådte stille ind. Enkebaronessen sad der allerede. Hendes dybe Røst klang højt og fuldtonende hen under Hvælvingerne; og hun nøjedes med at hilse de kommende med et afmålt og højtideligt Nik og sang videre. Menigheden skævede op fra Salmebøgerne for at se, hvem af Gårdens Folk der gav Møde. Og da den så, at man fremstillede sig fuldtalligt, gled også den som beroliget ind i Salmesangen igen.
   Herskabsstolen var anbragt lige over for og i samme Højde som Prædikestolen. Den var som en Slags Balkon, der sprang frem over Gulvets Bænkerader. Og man kom op i den ad en privat Indgang ude fra Kirkegården. Kirken hørte jo under Næsset; og Stolen skrev sig fra de Tider, da v. Leunbacherne betragtedes og følte sig som Egnens Konger. De gode Tider og forstandige Tider, da der endnu var Forskel på Mennesker og Bønder.

Vend om til Gud, så vil han sig
Med Nåde til Dig vende. . . .

   Pastoren, som under Salmesangen havde stået oppe ved Alteret med Ryggen mod Menigheden, rank og med højt hævet Hoved, vendte sig nu og gik langsomt frem gennem Koret og op ad den smalle, knirkende Trætrappe, der førte op til Prædikestolen.
   Fru Mascani stirrede fuld af Angst hen mod sin Mand. Og hjælpeløst greb hun Claras Hånd og hviskede:
   - Barn, Barn, jeg er bange for din Fa'r i Dag!
   Men Clara tyssede på hende og lod, som hun selv var rolig og uforsagt, skønt hendes Hjerte hamrede nervøst, og hendes Stemme rystede. Faderens Ord ved Frokostbordet, at han havde noget specielt at tale med Menigheden om, fyldte hende med en kvælende Rædsel. Og da hun nu så hans Øjne, der dybe og sorte lyste med uhyggelig Glans frem af det voksgule Ansigt, kunne hun have rejst sig og skreget ud i Kirken, at man skulle gribe Præsten og føre ham bort, hjem til Præstegården og lukke ham inde og hindre ham i at tale!
   Også oppe i Herskabsstolen var der Uro at spore. Baronesse Alvilda havde bøjet sig hen mod sin Mand og hviskende gjort ham opmærksom på Præstens besynderlige Udseende. Og Hendes gamle Nåde var pludselig ophørt med at synge. Da Mascani havde vendt Ansigtet om mod Menigheden og med sit Blik havde omfattet alle disse krummede Rygge og bøjede Nakker, havde hun set et skadefro Glimt spille i hans Øjne, og hans Læber havde trukket sig nedad som i usigelig Foragt. Han havde mindet hende om en Skuespiller, der bereder sig på vildt og lidenskabeligt at udslynge Hånsord mod Guder og Mennesker, forbitrede, vanvittige Hånsord og Beskyldninger, der skulle fylde Tilhørerne med Rædsel og Gru. - Og hun var bleven halvt angest og halvt nysgerrig; og hendes Øjne var ikke veget fra ham, som han rank og knejsende i sin folderige Kjole og med Pibekrave om Halsen var skredet frem gennem Koret hen mod Prædikestolen.
   Nu stod han deroppe og støttede sine smalle, hvide Hænder mod det røde Fløjl, hvormed Kanten af Prædikestolen var betrukket. Hans Øjenlåg sænkede sig ned over hans Øjne, Musklerne om hans Mund bævede, og hans Fingre borede sig krampagtigt ind mellem Læsepultens Guldfrynser . . . .
   - Helmuth! sagde Enkebaronessen og greb sin Søn hårdt om Armen.
   Men i det samme åbnede Præsten igen sine Øjne; og hans Stemme lød højt og klart frem over Degnens og Menighedens monotone Sang, da han pludselig istemte de tre sidste Linier af Salmen:

Sæt Dig kun for af ganske Hu,
At Du vil aldrig mere nu
Din Lyst i Synden søge.

   Der gik en raslende og puslende Lyd hen gennem Kirken som ved et Vindpusts Leg med vissent Løv. Det var Menigheden, som bladede om i Salmebøgerne for at finde Dagens Evangelium, der nu skulle forkyndes. Og alle Ansigter vendte sig opad mod Hyrden, som stod deroppe, højt hævet over sine Får, hvis Øjne og Øren åbnede sig for at lytte til de Trøstens og Husvalelsens Ord, han havde at medgive dem som nærende Manna på den kommende Uges møjsommelige Ørkenvandring gennem Slid og Slæb, Arbejde og Forsagelse.
   Men Præsten stod tavs med korslagte Arme og så ud over Forsamlingen. Der tegnede sig et bittert Smil omkring hans Mund, og hans Øjne lyste med en stikkende, skadefro Glans. Så fugtede han Læberne med Spidsen af Tungen og åndede dybt ud.
   - Ene vandrer et Menneske frem gennem Livet! begyndte han, og hans Stemme klang hult og truende tilbage fra de nøgne Mure - Ene kom Du til Verden. Ene skal Du fare herfra. Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være forbandet!
   Der var dødsstille i Rummet. Kun Præstens tunge Åndedræt lød som en dæmpet Stønnen hen under Hvælvingerne. Men da en Fugl i det samme fløj hårdt ind mod en af de små Ruder i Vinduet i Koret, gik der en angstfuld Gysen som et Stød igennem Menigheden.
   Men Mascani syntes ikke at lægge Mærke til Mængdens Uro; han Støttede begge Hænder mod Prædikestolens Kant og bøjede sig frem over den som for at blive set af alle.
   - Her står jeg, sagde han - en Synder for Gud og Mennesker. Men jeg ryster Ansvaret af mig. Thi hvem har stillet mig på denne Plads? Hvem har på mine Skuldre lagt en Byrde, som jeg ikke har formået at bære? I Lænker skulle jeg være lagt. I Celle skulle jeg være sat. I Forvaring skulle jeg være bragt. Med Svøbe skulle jeg være pisket. Hudstryges! Tornekrones! Thi jeg er det Guds Lam, der har øvet Alverdens Synd! - Og I har set mig i min Fornedrelse. I har tålt mig iblandt Eder. I er kommen til mig om Råd og Hjælp, skønt I vidste, at jeg var som en kalket Grav, hvis Indre stank af Forrådnelse. Derfor vælter jeg Ansvaret over på Eder! - Jeg har drevet Hor og Utugt med Eders Hustruer og Døtre. I har vidst det. I har tålt det. Skorpioner skulle I ha' taget og pisket mig bort fra Eders Åsyn! Men I har logret for mig som Slaver og Trælle, fordi jeg stod på den Plads, jeg står. I skriger på Frihed og Lighed, I! der kryber som Orme og Tudser på Eders Bug og slikker Støvet under de mægtiges Fødder! - Dag og Nat, i Måneder og År har jeg ventet på, at en iblandt Eder skulle stå op og slynge mig min Brøde i mit Åsyn og tilråbe mig et Stop, der skulle lyde som en buldrende Torden over Landet. Men I tav og tålte. Og kom det højt, sendte I Eders Kvinder til mig, at de skulle indkræve Skat for deres Gunst. - Da fyldtes jeg af Lede for alt og alle. Og jeg søgte Grunden til Eders Trældomsfrygt. Og se: fra Hytten og til Borgen fandt jeg rig og fattig besudlet som jeg selv af Utugt og Hor! På Halm og Silke fandt jeg Mænd og Kvinder stønnende af Begær efter, hvad Næstens var. Om Dagen så jeg blide Miner og tugtige Øjne. Om Natten uren Brunst og stakåndet Brynde! . . . Stille! Lad mig tale! Afbryd mig ikke med Eders Råb, thi nu er Timen kommen, da Eders Øjne skal oplades; og Stunden er inde, da I skal vorde vise! Dette er det ny Evangelium, som prædikes for Eder til Syndernes Forladelse: Der er ingen Gud! Hører I, jeg råber det ud med Domsbasunens Lyd: Der er, er, er ingen Gud! - Som en vanvittig Mand har jeg ligget i Støvet for Ham, vi i vor Barndom lærte sad hist oppe på den evige Trone og styrede Jord og Himmel. Jeg har tryglet og bedt ham, jamrende som en dødspint Hund, om at tage fra mig den sviende, brændende Trang til Skørlevnet og Synd, der sad som Ild i mit Kød. Aldrig har han hørt mig! Aldrig har han haft Medlidenhed med mig! Aldrig har han givet mig et Tegn! - Jeg har pisket mig med Reb og Remme, som bydes i hans hellige Skrift. Jeg har kastet mig ned på mit Ansigt mod den nøgne Jord og ladet Regn og Storm stryge som Is over mit Legeme. Forgæves! Forgæves! Ilden har fortæret mig, Lysterne hjemsøgt mig, og med sitrende Hænder og Blod for mine Øjne har jeg sneget mig efter de Kvinder, der optændte mit Begær! - Allerede som Barn følte jeg mig hendraget til Kvinder. I skal vide alt nu! I skal kende mig fuldt ud! - I min Ungdom købte jeg Kvinders Elskov. Jeg stjal fra min Fader. Jeg listede mig ind i hans Kammer, når han sov, og skaffede mig de Penge, jeg trængte til for at stille den Attrå, der luede i mig som Helvedes evige Ild! - Men hvem har sået dette Frø? - Hvem har nedlagt denne Spire? Han, I holder for Eders Gud! Han og han alene! Thi så vist som I tror og lærer, at uden Hans Vilje falder ikke en Spurv til Jorden. Og så vist som I véd, at et Menneske kan komme til Verden med en dødelig Sygdom, for hvilken han forgæves søger Helbredelse. Så vist står også jeg uden Skyld! - - Som en Anklager står jeg . . . som en Anklager! . . . Jeg har levet som en Horkarl med min Hustru . . . Jeg har luret bag Døre for at fange et Glimt af min egen Datters Nøgenhed . . . Jeg har . . . Stille! Hvorfor råber I op? Hvorfor skriger I? Vide I ikke, at det er Guds Hus, i hvilket I færdes? . . . Stille, siger jeg! Og hør mig! Jeg er en Herrens Tjener. Jeg er Hyrden, I er Fårene! Jeg står som en Anklager for den Guds Åsyn, som ikke er . . . Slip mig! Hvad vil I mig! Læg ikke Hånd på mig! Jeg er den babyloniske Skøge! Jeg er det store Dyr i Sankt Johannes' Åbenbaring . . .
   De sidste Sætninger havde Præsten skreget ud med hæs og forbitret Røst, idet han samtidig slog vildt om sig med Armene og søgte at værge sig mod de Hænder, der straktes ud efter ham for at gribe ham og føre ham bort.
   Den ganske Forsamling var i et bølgende Oprør. Der lød Råb og Skrig og Hulken. Mændene havde rejst sig fra deres Pladser og var ilet ud i Midtergangen, hvor de stod rådvilde og uvisse: Vi må ha' ham ned! sagde de - Sindssygen har ta'et ham! Han må bindes! Han gør en Ulykke på sig sæl og vos! . . . Men ingen turde gøre Begyndelsen; ingen turde være den første til at gå op på Prædikestolen og lægge Hånd på Manden deroppe, thi han var jo deres Øvrighed, deres Præst!
   Da var Helmuth og Hendes gamle Nåde kommen til Syne i Døren fra Våbenhuset.
   - Flyt Jer Folk, flyt Jer! sagde Enkebaronessen og banede Vej for sig og sin Søn op mod Koret.
   Deroppe lå Fru Mascani dødbleg og besvimet i Præstegårdsstolen, og Clara sad grædende på Hug foran hende med Ansigtet skjult i hendes Skød.
   - I må gå ud af Kirken! råbte den gamle Frue til Mængden, der tavs og måbende stod og så til - I må gå ud! I har ikke noget at gøre herinde mere!
   Og Forsamlingen lystrede hende. Ganske langsomt begyndte Kirken at tømmes.
   - Gå op og få ham ned, Helmuth! vedblev hun og pegede op mod Præsten - Så skal jeg ta' mig af Konen!
   Men Helmuth stod bleg og uvis. Også han følte sig under Påvirkning af Helligdommen, han opholdt sig i, og Manden, han skulle skride ind imod. Havde det været en drukken Tjenestekarl i en Borgestue, ville Baronen ikke ha' tøvet et Sekund med at kaste sig over ham og svinebinde ham, han ville endogså have gjort det med en vis Vellystfølelse ved at føle sine Kræfter, men her i Kirken, og mod Præsten . . .
   Da havde den gamle, hvidhårede Degn grebet hans Hånd og sagt med tryglende, grådfyldt Stemme:
   - Å Hr. Baron, Hr. Baron, De må gå op til ham . . . Mig har han ingen Respekt for, og jeg har jo ingen Kræfter . . . Men Dem . . . Og når Hr. Baronen først begynder, så kommer der nok andre efter . . .
   Så var Helmuth resolut gået op gennem Koret og hen mod Trappen til Prædikestolen. Og Degnen havde vinket af et Par Mænd, at de skulle følge ham.
   Og nu stod Højvelbårenheden deroppe ved Siden af Præsten. Og bag ham, på det øverste Trappetrin, ventede to håndfaste Bønder for at komme ham til Hjælp, om det gjordes nødig.
   - Rør ikke ved mig! Læg ikke Hånd på mig! gentog Mascani i Raseri og huggede ud efter Baronen med sin knyttede Højre.
   Men Helmuth greb ham om Håndledet og tvang hans Arm ned. Han var bleg af Sindsbevægelse, og han stammede, da han talte.
   - Hr. Pastor, sagde han - De er syg . . . De . . . De er voldsom syg! De må gå hjem. De . . . De må gå over i Præstegården. Jeg skal nok følge Dem. Det . . . det var en forfærdelig Tale, De holdt . . . her i Kirken! Men kom nu godvillig med. Der er ingen, der vil gøre Dem noget Jeg . . .
   Mascani havde stået tavs med bøjet Hoved, tilsyneladende sløv og besejret. Det syntes, som om hans Kraft var brudt, og som han viljeløs ville give sig i sine Modstanderes Vold.
   Men så pludselig rev han med et vældigt Ryk sin Arm løs, for i ét Spring ind på Helmuth og greb med begge sine Hænder efter hans Strube.
   - Elendige! skreg han - Véd Du ikke, at jeg er en Herrens Salvede!
   I samme Øjeblik kastede Baronen og de to Bønder sig over ham.
   - - -
   En Time senere kørte en lukket Vogn bort fra Præstegården. Lænet tilbage mod Vognens ene Hjørne lå Præsten bleg og sammensunken med bøjet Hoved og lukkede Øjne. Og på Sædet ligeoverfor sad Helmuth og gamle Doktor Larsen. De kørte ud til Sygehuset i Købstaden, hvor den ulykkelige skulle indlægges, indtil han kunne blive anbragt på en Sindssygeanstalt . . . .
   Sålunde endte Adolf Mascanis Saga. -
   Hvo der er ren, kaste den første Sten!


   Gik man den lange Bøgeallé til Ende og derpå drejede af til venstre ad Spadserestien langs Skrænten, kom man efter et Par Minutters Gang til en Bænk, hvorfra der var Udsigt over „det inddæmmede” og Engene med Fjorden og dens ligeoverfor liggende Bred i Baggrunden.
   En Aften ved Solnedgang i Slutningen af September, Klokken kunne vel være henad seks, sad Karen og Kaninen heroppe og så ud over Landskabet.
   Det vil sige, det var jo egentlig kun Kaninen, der sad; thi Karen lå på Ryggen henad Bænken, med sit Hoved hvilende i Lærerindens Skød.
   De havde længe været tavse. Karen lå med lukkede Øjne; og Frøken Jansen stirrede drømmende ud over Engene, hvor Aftentågen allerede begyndte at hæve sig i bløde, bølgende Puder.
   Fra den modsatte Fjordbred lød af og til Stemmer og Latter tydeligt frem over Vandet. En Ko brølede. Hanken på en Spand faldt klirrende ind mod Spandens Side. Og man hørte Slagene af en Trækølle, der langsomt og sindigt rammede Kvægets Tøjrpæle ned i den bløde, vigende Engjord.
   - Her har vi det jo rart! sagde Karen.
   - Dejligt! nikkede Kaninen; men hostede i det samme hårdt og hult.
   - Ikke hoste, Frøken Jansen! advarede den lille.
   - Nej; bare lidt! smilede Frøkenen.
   - Husk at bede Mama om Brystdråberne i Aften.
   - Ja . . . .
   Og så tav de igen. -
   En lille, bitte, hvidmalet Robåd kom glidende frem over Fjorden. Den bevægede sig ad Næsseskoven til, tøvende og forsigtigt, som om den var ude på Rekognoscering. Hver Gang dens Årer blev hævet op over Vandet, spillede de i Solens Stråler som Bugen af store, sølvglinsende Fisk. Og Kølvandet glitrede og glimtede bag den i en lang, vuggende Stribe, der bredte sig, blev mørkere og mørkere og til sidst forsvandt.
   - Er det din Onkels Gård, man kan se derovre mellem de to spidse Bakker? spurgte Kaninen.
   - Ja, sagde Karen uden at åbne Øjnene. - Det har jeg jo fortalt Dig så tit!
   - Hvor kan det være, at han aldrig mere kommer her?
   - Det véd jeg ikke. Mama si'er, at det er Høsten. Men Pigerne si'er, at han er Uvenner med Fa'er.
   Der steg et dybt Suk op fra Kaninens lille, flade Jomfrubarm.
   Karen åbnede det ene Øje på Klem og tittede op på Damen.
   - Frøken Jansen . . . .
   - Ja.
   - Du er også forelsket i Onkel Alex!
   - Snak, Baby! smilede Frøkenen sygt og gav Barnet et let Slag på Kinden med de grå Trådhandsker, som hun sirligt sad med i Hånden.
   - Jo-o, Du er, Frøken Jansen! for Du sukker altid så forfærdeligt, når Du taler om ham.
   Kaninen lagde en Hånd over den lilles Mund og rødmede.
   - Rejs Dig op! sagde hun. - Der sejler sådan en nydelig Båd ude på Søen!
   - Det er ingen Sø; det er en Fjord!
   - Skynd Dig nu lidt! Ellers bliver den borte bag ved Dæmningen!
   - Jeg gider ikke! sagde Karen og skudrede Hovedet bedre til Rette. - Jeg ligger så godt!
   Så tav de en Stund på ny. Karen lukkede igen sine Øjne; og Kaninen faldt i Tanker og lod af og til sine små, magre Fingre kærtegnende glide hen over Babys Hår.
   - Syng lidt, hva'? bad den lille.
   - Jeg kan ikke synge . . . .
   - Jo, den om Dronningen!
   Og Frøkenen adlød godmodigt og nynnede sagte hen for sig med sin lille trohjertede Stemme:

Der sidder en Konge i Vesterled,
hannem tjener så mangen god Svend.
Og alle haver de Guld om Arm,
Og alle haver de Sølv over Barm
og dertil Sværd ved Lænd, -
Men i Haugen vokser en Gifturt grim mellem Roser!
Den Dronning vandrer på Højenloftssal -
Gud styrke den usselig Kvind!
Nu haver hun . . .

   - Hys! sagde Karen pludselig og greb Frøkenen hårdt om Armen - Der kommer nogen!
   Frøkenen tav forskrækket; og Karen rejste sig hurtig over Ende på Bænken.
   - Hvem mon det kan være? hviskede hun. - Hør!
   Der lød listende og forsigtige Trin i det visne Løv inde mellem Træerne. En Kvist knækkede, et Blad raslede, og Skridtene kom nærmere og nærmere.
   - Næh, se, se! hviskede den lille.
   Og frem omkring den nærmeste Busk kom et Rådyr spadserende med sine to Kid.
   I samme Øjeblik det opdagede Pigebørnene på Bænken, standsede det og blev stående overrasket og uvis med knejsende Hoved og agtpågivende stirrende Øjne. Ikke en Muskel rørte sig; kun Næseborene og de lange, spidse Øren sitrede nervøst. Kiddene holdt sig i samme Stilling et Par Skridt bag ved Moderen. Men alle var de parat til at tage Flugten ved den mindste Bevægelse af „Fjenden” foran dem.
   Karen og Kaninen sad åndeløse og stive af Frygt for at skræmme Dyrene.
   Så begyndte den gamle Rå på én Gang at stampe i Jorden med det ene Forben og nikke med Hovedet hurtigt og kort op og ned en to-tre Gange som til Hilsen.
   Karen brast i Latter. Hun kunne ikke lade være: hun måtte nikke igen!
   Og Dyrene gjorde omkring og fór ind i Skoven. Man så et Øjeblik deres hvide Bagdele vise sig og forsvinde mellem det høje Græs. Kviste knækkede. Blade raslede. Og Familien var forsvunden.
   - Hvor var de dog søde! sagde Karen og lænede sig betaget tilbage på Bænken. - Hva' Frøken Jansen, ikke?
   - Jo, nikkede Frøkenen - yndige! . . . Hvad var det for Dyr, Baby? spurgte hun smilende.
   - Rådyr!
   - Og hvad Dyreklasse hører de til? vedblev hun og fik et pædagogisk Træk om Munden.
   - Pyt! lo Karen hånligt og gav sig til at dingle overlegent med Benene. - Hjortene naturligvis!
   - Hvilke Hjorteracer lever her i Danmark?
   - Hæ! Rådyr, Dådyr og Kronhjorte!
   - Hvor opholder de sig fortrinsvis?
   - I Skovene!
   - Og hvad lever de af?
   - Andesteg og Kirsebærsuppe! . . .. Hør! Det er Kirkeklokken i Sundby!
   Pigebørnene strakte Hals og lyttede.
   - Ja . . . Og nu begynder den i Syvbjerg!
   - Og der er Næsgaardenes!
   Solen var sunken ned bag de høje, sorte Bakker på den anden Side Fjorden; og den blanke Vandflade ude bag Dæmningen gengav tydelig som et Spejl Luftens gyldenrøde Farver. Af og til drev en lille, løsreven Tågepude langsomt bort over Kærene derude, blev et Øjeblik stikkende i en Busk eller i Toppen af en lavstammet Gråpil, vuggede en Stund hjælpeløst frem og tilbage, slap så fri igen og drev videre. Der lød en Susen hen gennem Luften; det var en Flok Stære, der sank og steg i lange, bølgende Sæt ind over Skoven lig et stort, flosset Net, der bares af Sted af en Storm.
   - Det lyder nydeligt med de Klokker! sagde Karen med Hovedet på Siden.
   - Yndigt! . . . Så, nu holder de op! Nu kommer de ni hellige Slag.
   - Hvorfor hedder de „hellige”? spurgte Karen.
   - Jeg véd det Skam ikke rigtig. Det er vist tre Slag for hver af de tre Personer i Treenigheden.
   - Gud Fader, Gud Søn og Gud den Helligånd! repeterede den lille højtideligt. - Tror Du ikke også, Frøken Jansen, at det er for de ni Muser? spurgte hun så pludselig.
   - Ja, begge Dele kan det jo ikke være, Baby.
   - Næi . . . Men jeg tror nu det er for Muserne!
   Karen sad igen og dinglede med Benene. Hun havde lænet sig tilbage på Bænken og hvilede Nakken og de udstrakte Arme mod Kanten af Rygstødet og stirrede op i Luften. Hendes Kjole var gledet op over hendes Knæ; og der skinnede et Stykke af hendes nøgne, gullighvide Ben frem oppe mellem Strømpen og den nederste Del af de blondebesatte Mamelukker.
   - Bare Onkel Alex var her og kunne give mig et Kys! sagde hun og vuggede smånynnende Hovedet frem og tilbage over Bænkekanten.
   Kaninen sendte hende et sky Blik. Hun forstod ikke den Slags Udbrud. Selv var hun også „forfærdelig” betaget af den smukke Grev Scheele. Men ingen Magt på Jorden skulle få hende til at tilstå slig Syndighed; ikke engang for sit eget lille Hjerte?
   Hun bøjede sig frem og forsøgte at trække Karens Kjole ned over hendes Knæ. Men det lykkedes ikke. Den var for kort; Barnet var vokset fra den. Så tog hun sit Lommetørklæde op og bredte det stille ud over Pigebarnets Ben. Det stødte hendes Blufærdighed at se disse Par Tommer uautoriseret Nøgenhed. Og hun rødmede ved Tanken om, at der muligvis kunne komme „en Herre” forbi.
   - Hvad skal det betyde? spurgte Karen og prøvede på at sparke Tørklædet af sig. - Jeg fryser ikke!
   - Nej, men her er så mange Myg, Baby. De kan let stikke Dig!
   Baby drejede Ansigtet om mod sin Lærerinde og smilede taknemmeligt.
   - Du er dog så god og rar og sød, Frøken Jansen! sagde hun. - Jeg holder næsten mest af Dig af alle, alle Mennesker!
   Og Frøkenen fik Tårer i sine små Kaninøjne og bøjede sig ned og kyssede hende på Kinden . . . .
   Det var begyndt at mørknes. Tågen ude over Engene var bleven tættere og skjulte næsten Udsigten over Fjorden. En sagte Luftning satte de øverste Blade på Træerne langs Skrænten i en svagt raslende Bevægelse. Og Råger og Krager kom med baskende Vingeslag flyvende ind fra Markerne og søgte under hæse Skrig til deres Reder i Skovens Udkant.
   På én Gang faldt der et Skud ude Øst på i Retning af Klitterne og Badehuset. Og et Sekund efter fulgtes det af et andet. Lyden rullede frem over Kærene og kastedes gjaldende tilbage mod de skovklædte Skrænter.
   En Ræv, der havde været ude på Aftenjagt, kom strygende med Lunten fejende hen ad Jorden tæt forbi Bænken, hvor Pigebørnene sad.
   - Det var en Ræv! sagde Karen og trak uvilkårlig Benene op under sig. Men straks efter lyste der en Skælm op i hendes Øjne, og hun fortsatte: - Den hører til Rovdyrene og lever fortrinsvis af mindre Pattedyr og Fugle. Dog tager den i Nødsfald også til Takke med Insekter og Orme!
   Kaninen ville tvinge sig til at være fornærmet-alvorlig; men kunne ikke og brast i Latter.
   - Trold! skændte hun og kneb Baby i Armen. - Gør Du Nar af din Lærerinde!
   Karen skreg op og søgte at værge sig.
   - Hvem mon det var, der skød? spurgte hun så.
   - Det var vel Forvalteren.
   - Kan Du huske, da vi skød til Skive efter en Flaske nede i Præstegården, Frøken Jansen?
   - Ja, sagde Frøkenen. (Hun havde ikke vovet at røre Skyderen med en Finger!)
   - Vil Du ikke forære mig en Salonbøsse til min Fødselsdag?
   - En Bøsse passer sig ikke for en ung Dame, lille Karen!
   - Nej, naturligvis! vrængede Barnet - hun skal bare smøre Mel i Ansigtet og sidde og kede sig li'som Mama!
   - Baby!
   - Clara har jo en! Og hendes Fa'r har sæl givet hende den! vedblev den lille påståelig.
   - Ja, den stakkels Pastor Mascani; men han er . . . han blev . . .
   - Det er slet ikke derfor! Det er, fordi han har elsket for meget!
   - Men Baby dog! sagde Kaninen og rødmede.
   - Det si'er Jomfru Petersen!
   Frøken Jansen rejste sig fra Bænken.
   - Jeg synes, det begynder at blive koldt, sagde hun og hostede igen. - Nu skal vi vist også hjem.
   - Jeg kan ikke lide, at Du hoster! sagde Karen og lagde kærligt sin Arm om Frøkenens Liv. - Bind dit Lommetørklæde om Halsen!
   Kaninen bandt lydig Tørklædet om. Og de to Pigebørn forlod Udsigtsbænken, drejede om Hjørnet ved Haven og gik op gennem den lange Allé.
   Der var ganske mørkt derinde mellem de tætte Bøgehække. Kun tittede et Stykke bleggrå Himmel af og til frem højt oppe over Træerne; og nede for Enden af Alleen glimtede fra et af Slottets Vinduer et lille, enligt Lys.
   - Tør Du gå derind og råbe Hannibal tre Gange? spurgte Karen, da man kom forbi Stien, der førte til Stråhytten.
   - Næi! sagde Kaninen afgjort.
   - Hvis vi nu mødte ham?
   - Lad være! sagde Frøkenen og greb Pigen i Armen.
   - De si'er, at han går her hver Aften!
   - Lad være! skreg Kaninen og gyste. - Det er Synd af Dig, Baby!
   - Er Du da virkelig bange?
   - Det véd Du godt . . . .
   - Det er da ikke noget at være bange, når man er to!
   - Jeg kan ikke gøre for det . . . Og jeg véd godt, at det er naragtigt af mig; men . . . nu tør jeg næsten ikke gå forbi Monumentet!
   - Men Frøken Jansen dog!
   - Det er også, fordi jeg ikke er rigtig rask . . . Jeg fryser!
   - Kom lad os gå stærkt! sagde Baby og stak omsorgsfuldt sin Arm ind under Lærerindens . . .
   Omtrent midtvejs mellem Slottet og Skoven udvidede Alleen sig til en Runddel, i hvis Centrum det frygtede „Monument” stod: en henved tre Alen høj, råt tildannet, pyramideformet Granitsten, hvori Årstallet 1735 var indhugget.
   Sagnet berettede, at under denne Sten lå en Hannibal v. Leunbach begravet. Han skulle have gjort falske Bankosedler i en Kælder under Slottet. Forbrydelsen var bleven opdaget, og han havde begået Selvmord og var bleven nedgravet i Haven.
   Og nu var det, at han til Straf for denne sin dobbelte Ugerning stundom promenerede i Bøgealleen om Aftenen efter Solnedgang.
   Og det var naturligvis aldrig rart at møde ham! - Efterhånden som de to unge Piger nærmede sig Runddelen, sagtnede de deres Skridt mere og mere. Og da de var kommen den nær på en halv Snes Alen, standsede de og strakte Hals.
   - Der er nogen! sagde Karen.
   - Tror Du? hviskede Frøkenen og skjalv i Knæene.
   - Ja-a . . . Se!
   Og virkelig så man et lille, mørkt Hoved titte frem bag Stenen derhenne; og samtidig hørtes en underlig Knirken og Knagen, som om Træ blev brækket i Stykker.
   Kaninen vendte sig til Flugt.
   - Kan vi ikke gå en anden Vej? hviskede hun.
   - Nej, så skal vi helt ned til Skrænten igen og tilbage gennem Skoven.
   - Jeg synes, her er en Sidevej . . .
   - Jamen det er først langt oppe . . . Lad os bare gå!
   Hovedet henne bag Monumentet var igen forsvundet, og den gnavende Lyd var ophørt.
   Pigebørnene vovede sig et Par Skridt fremad. De trykkede sig tæt op ad hinanden og holdt hinanden i Hånden. Thi trods Karens Rapmundethed var hun dog næsten lige så ræd i Hu som sin kære Lærerinde.
   - Hører Du ikke noget, Frøken Jansen?
   - Nej . . .
   - Skal vi ta' og løbe?
   - Ja . . .
   Men de løb ikke, Putterne. De listede sig tværtimod af Sted helt oppe på Tåspidserne stille og forsigtigt, som om de var bange for, at Lyden af deres Skridt skulle forstyrre den salig Hannibal og jage ham op på Jordens Overflade.
   - Bare vi var forbi . .
   - Å Gu'bevares ja . . .
   Kaninen udstødte et Suk, der ville have været i Stand til at sætte syv Vindmøller i Gang.
   - Tæl, så løber vi!
   - Én . . . begyndte Frøkenen.
   - 'Aften! sagde i det samme en skrattende Stemme, og en kroget Skikkelse gled frem bag Stenen og kom hen imod Pigebørnene, der øjeblikkelig afleverede et Par grandiose Vræl.
   - Hi, hi! Frøjknerne blev nok bange?
   - Er det . . . Dig . . . Maren? gispede Baby.
   - Ja, mænd er det mig, bitte Frøjken, ja det er! smiskede den uhyggelige Maren Forlis og gled nærmere. - Di små Damer har nok våren ude å spadsere. Ja, ja! ungt Blod å Sommernætter, hi, hi! En sat her ved Stenen og hvilte sig en Kende, da en hørte di små Ben i Gruset. En har jo ikke rigtig Lov og Ret til å være her i Haven, har en ikke, men Frøjknerne er jo pæne Folk, der ikke vil bringe et gammelt Skrog i Fortræd.
   Marens små, lurende Øjne spillede rundt fra den ene til den anden; og hun søgte, så godt det lod sig gøre, med sin Kjole at dække et Knippe Risbrænde, som hun nu i den rare Skumring havde rapset sig sammen og netop var i Færd med at transportere hjem til sin Hytte og sin Kaffekedel.
   - Næi, vi skal ikke sige noget, nikkede Baby, der havde fået sit Mod tilbage, så snart hun opdagede, at hun havde et levende Menneske for sig. - Men Maren skulle dog se at komme af Sted, for Forvalteren er nede i Skoven!
   - Jøsse, Jøsse! sagde Konen forskrækket. - Er han det? Ja så får en nok se å himstre a'!
   - Hørte Maren ikke, at der var nogen, der skød? spurgte Kaninen.
   - Jo vel hørte jeg det, jo!
   - Det var vist ham.
   Den gamle smilede bredt og blottede sine tandløse Gummer.
   - Å nej, hi! sagde hun og kneb et Øje sammen. - Det er vist en højere Pe'son, der lusker om og skyder Nytår ind!
   - Hvem skulle det da være? spurgte Karen.
   - Hvem, ja, hæ! Det er sgu'nte godt å vide! Gu' Vorherre bevare min Mund!
   - Hør! sagde Kaninen og for sammen, da en Ugle i et Træ lige over Hovedet på dem satte i med et skærende Skrig. - Hvad var det?
   - Det var bare en Ugle! sagde Karen overlegent.
   - Hun skrikker til Sorrig, nikkede Maren Forlis sagkyndig, da Uglen på ny skreg op og derpå udstødte nogle underlige, gurglende Strubelyde. - Hun skrikker til Sorrig, gør hun! Hun er li'så klog som et Par Mennesker!
   - Der er nogen, der si'er, at Du kan spå, Maren!
   - Hi, hi! grinte den gamle - er der no'en, der si'er det, bitte Frøjken? Jaja, ka'ske det å har sin Rimelighed da!
   - Kom nu, Baby!
   - Vi kommer ned til Dig en af Dagene, og så skal Du spå os! råbte Karen, medens Frøkenen trak af Sted med hende op ad Gården til.
   - Ja kom kun I! svarede den gamle tilbage og begyndte at bakse med Brændeknippet for at få det på Ryggen. - Kom kun I! mumlede hun og skulede ondt efter Pigebørnene, fordi de forlod hende så brat og uhøfligt. - Jeg ska' sgu spå Jer Særken fra Røven, ska' jeg!
   - Huit-huit! skreg Uglen igen. - Huit-huit! gurle-gurle-gurle!
   - Hun skrikker til Sorrig! citerede Karen og søgte at efterligne Maren Forlis's Stemme.
   - Uf, hun ligner en Heks! sagde Kaninen. - Skal vi løbe!
   Og de to behjertede unge Damer tog hinanden i Hånden og satte i langbenet Galop op gennem Alleen op mod Slottet.


   I én uafbrudt Vekslen var der nu blevet spist, drukket og danset på Næsset siden Klokken tre om Eftermiddagen.
   Man havde jo kun Høstgilde én Gang om Året, og Folkene gjorde deres bedste for at benytte Lejligheden.
   Suppen, Stegen og Kagen havde man sat til Livs med udmærket Appetit. Vel kunne der jo nok ha' været lidt rigeligere Kvanta af alle Dele, mente Skumlere. Men Brændevinen og Gildesøllet til Maden og Kaffen med Bollerne bagefter bragte dog de fleste til at trykke Baronens og Baronessens Hænder på det kraftigste, da de høje Herskaber nådigt indfandt sig efter Affodringen for at modtage Gæsternes Tak for Mad.
   Man spiste i „Havestuen”, et stort, aflangt Rum, som ved en smal Gang var adskilt fra Borgestuen, og som til Hverdag stod ubenyttet hen. Sit Navn havde Lokalet rimeligvis fået, fordi dets Vinduer vendte ud mod Haven, medens Borgestuens vendte mod Gården. Begge Saloner lå i Slottets nederste Stokværk og havde høje, krydshvælvede Lofter og nøgne, hvidkalkede Vægge, der i Anledning af Festen var smykket med Dannebrogsflag, Georginer og afskåren Aspargestop.
   Medens Bordene blev ryddet til Side, og Madsalen omdannet til Dansesal, vandrede Gæsterne rundt? Skov eller Have, Kostald eller Svinesti „for at stampe Føden ned”. Eller man skyndte sig hjem for at hente Børnene, som fra den tidlige Morgenstund af havde været iført deres vildeste Stads og været nær ved at fortvivle af Utålmodighed, fordi det varede så længe, inden der kom Bud efter dem. Selv Puslinger, hvis eneste Føde endnu bestod af den moderlige Mælk, blev hentede. Ligesom højtfrugtsommelige Madammer med uformelige Topmaver hellere ville risikere at bringe til Verden midt under en Wienervals end give Nabokonen Lejlighed til næste Dag at prale af al den Mad og Drikke og alle de Svingommer, hun havde svælget i ved Festen. Og Madammens overmodne Tilstand vakte aldeles ingen Forargelse blandt Publikum. Enhver Konelille ville have handlet som hun: Man ska'tte la' no'et gå fra sig! -
   Karen havde den udslagne Dag sværmet rundt som en Sommerfugl. Hun var iført sin hvide, broderede Kjole med de korte Ærmer og det brede, højrøde Livbånd og så fortryllende ud. Hendes Øjne skinnede som nyslåede Tiører; og hun gik ikke, hun hoppede og dansede af Sted, så at alle Husmandskonerne korsede sig over, at noget Menneskebarn kunne være så let på Tå.
   Under Spisningen havde hun hjulpet Pigerne med at bære Maden rundt; og alle ville helst have de Portioner, hun kom med. Og da Niels Tjener til sidst havde overladt hende Brændevinsflasken og Glasset, og hun var gået omkring ved Bordene og havde skænket Snaps både for Mændene og Konerne, da var hendes Skål bleven udbragt under stor Jubel.
   Men så var hun pludselig bleven hentet op af Kammerjomfruen. Hendes Mama ville tale med hende.
   - Hvad skal jeg, Mama? spurgte hun surmulende. - Men er Du syg? udbrød hun så og løb hurtigt hen og lagde Armene om Moderens Hals. - Du er så bleg!
   - Jeg har lidt ondt i Hovedet, sagde Baronessen og kyssede den lille på Panden. - Hvor er Frøken Jansen?
   - Hun sidder nede i Skolestuen og læser et Brev, som hun lige har fået fra sin Mo'er.
   - Er de snart færdige med at spise?
   - Ja de er ved Kagen . . . . Men jeg kan ikke lide, Du er syg, Mama!
   - Det går nok over igen, Baby . . . . Hvor er din Fa'er?
   - Det véd jeg ikke. Han er vel inde på Kontoret.
   - Vil Du blive lidt oppe hos mig, Baby?
   - Ja-a . . .
   - Eller vil Du helst ned igen?
   - Næ-i . . . Gør det meget ondt i dit Hoved?
   Baronessen nikkede uden at svare. Hun sad og stirrede ud for sig med Hænderne slapt hvilende i Skødet.
   Karen satte sig ved Siden af hende og tog hendes ene Hånd og kærtegnede den. Af og til så hun sørgmodigt og hjælpeløst op på Moderen.
   En Dør borte i Huset slog smældende i, og Baronessen for sammen og gyste.
   - Men Mama dog! sagde Barnet.
   - Ja, jeg er noget nervøs . . . Blæser det?
   - Næi! sagde den lille forundret. - Det er jo Solskin og dejligt Vejr!
   - Er der mange Mennesker dernede?
   - Ja-a; alle sammen!
   - Var det er godt Brev, Frøken Jansen fik fra sin Moder?
   - Det véd jeg ikke. Hun har jo ikke læst det endnu . . . Hvor længe tror Du, jeg må blive oppe i Aften?
   - Lige til Du bliver træt, Baby. Det er jo Høstgilde.
   - Så længe! sagde den lille og kyssede begejstret Baronessens Hånd. - Kommer Du også ned og danser?
   - Ja-a . . . .
   - Og Fa'er?
   - Ja, det gør han vist . . . . Ville Du ikke gerne over til Grandma igen ovre i København?
   - Nej, jeg vil ri'nok helst blive her! sagde Karen afgjort og så igen forundret op på Moderen.
   I det samme lød der tunge Skridt gennem Boudoiret, og Døren til Toiletværelset blev åbnet unødigt larmende.
   Baronessen for atter nervøst sammen.
   - Folkene er færdige med at spise! sagde Helmuth og blev stående på Tærskelen. - Vi må ned!
   - Jeg har Hovedpine, min Ven . . .
   - Det varer kun et Øjeblik! sagde Baronen hårdt. Hans Ansigt var stift og koldt, og hans Tone kommanderende som en Underofficers. - Kom så med! Det er noget, vi bruger!
   Alvilda rejste sig; men hun støttede en Hånd imod Chaiselonguen, som om hun var svimmel.
   Karen så hen på sin Stiffader med vrede, gnistrende Øjne.
   - Mama er syg!
   - Det går nok over! sagde han kort. - Vi går ned ad Kontortrappen! Skynd Jer så!
   Og han larmede bort igen ind gennem Værelserne.
   - Bliv Du bare heroppe, Mama! sagde Karen trodsigt.
   - Nej, det er bedst, vi går. Ellers bliver din Fa'er vred, sagde Baronessen og tog en af Pigebarnets små Hænder og kyssede den.
   - Du græder jo, Mama!
   - Å nej . . . Kom så!
   Men førend de forlod Værelset, gik dog Hendes Nåde hen foran det store Toiletspejl og for sig over Ansigtet med diverse Pudderkvaster for at live lidt op på Teinten.
   Det ene skal gøres; det andet ingenlunde forsømmes! . . .


   Præcis da Tårnuret slog seks, marcherede Gildesfolkene fra Ladegaarden, hvor de under Forvalterens Kommando havde forsamlet sig, op gennem Borggaarden, svingede to Gange rundt omkring den store Plæne og myldrede derpå ind gennem Borgestuegangen og Borgestuen op i Dansesalen.
   I Spidsen for Toget vandrede Musikken: to Violiner, et Horn og en Klarinet. Derpå fulgte tre Karle med Høstleer, som de hvæssede, så godt det lod sig gøre, i Takt til „Den tapre Landsoldat”, der spilledes med fuld Kraft af Orkestret. Og så kom den lange Hale af smilende, forventningsfulde Gæster, Mænd, Koner, Piger og Børn, to og to med hinanden under Armen eller i Hånden, som det nu bedst kunne falde sig.
   Forrest skred af Sted gamle Hingstejørgen, Gårdens Patriark og Veteran fra vor berømmelige Treårskrig. Han blev ved slige Lejligheder holdt højt i Ære. Og han vidste det: Krigsmedaljen tronede på hans Bryst; og hans Ansigt lyste som Morgenrøden. Under Armen førte han Stine Napoleon, der havde nogen Vanskelighed ved at få sit syge Ben til at holde Trit med hans udprægede martialske Gangart. Efter dem fulgte Jens Kusk med Kammerjomfru Petersen. Derpå Niels Tjener med Mejerske Jørgensen. Så Julius Tjenerdreng med den bitte Karen; Mejeribestyrer Jakobsen med Kanin Jansen, Forkarlen med Kokkepigen, Svinepasseren med Lugekonen o. s. v., o. s. v. - Som en Slags Sergent med sit Egespir skuldret som Sabel paraderede Forvalteren og holdt Rækkerne i tilbørlig Ave. Og på Taget af hver sit Hus sad Lænkehundene storøjede og stumme af Beundring og betragtede den hele Herlighed.
   Da Toget svingede ind under de kuplede Lindetræer, der dannede Grænsen mellem Ladegaard og Borggaard, blev der åbnet nogle Vinduer oppe i Herskabslejligheden, og Baronen og Baronessen viste sig, han i Kontoret og hun i Dagligstuen, og nikkede og hilste ned til Mængden, der råbte Hurra og svingede med Tørklæder og Huer. Karen nappede Kasketten af Julius og råbte: Goddag Mama! og Gammeljørgen smilede bredt og huldsaligt som et revnet Græskar og intonerede sin Yndlingssang:

I Natten klam og kold
bag Frederetsjas Vold . . .

   - Det er da ellers sært nok, a' Hinners gamle Nåde ikke er her! sagde en ældre tænksom Madamme med et spædt Barn på Armen.
   - Hy-yss! Di er usams! tyssede Maren Forlis på og lod sine små Rotteøjne hvirvle op mod Vinduerne.
   - Ja-a, det ka' vel såden Folk osse bli'e? bemærkede en tredje Kone filosofisk.
   Og så masede man ind gennem Forhallen og Borgestuen og op i Havesalen.
   Og fem Minutter efter gik Dansen lystigt med Skrål og Tramp og klaskende Håndklap, der gav Genlyd under de gamle Hvælvinger . . . . .
   Det var allerede helt mørkt, da Niels Tjener kom og meldte de to unge Piger, at der var rettet an, og at Herskabet var ved at gå til Bords.
   Karen skulle lige til at hoppe ud i en Reinlænder med Kusken. Men Kaninen stoppede hende i Farten og fik hende efter nogen Parlamentering trukket med sig. Dog skændte den lille uophørlig, medens de steg op ad Trappen, Munden løb som en Kæp i et Hjul.
   - Hun var slet ikke sulten! Og hun brød sig ikke Spor om Mad! Og det var noget godt Tosseri at slæbe hende op ad alle de Trapper! Hun ville meget hellere blive ved at danse! De andre kunne godt spise uden hende! Og hun skulle pænt vise dem, at hun ikke ville røre en Mundfuld!
   - Så, så Baby! formanede Frøkenen.
   - Ikke en Mundfuld! gentog den lille og stampede i Gulvfliserne oppe i Galleriet.
   Og Niels Tjener grinte og åbnede Dørene til Spisesalen.
   Hendes Nåde og Baronen sad allerede ved Bordet og ventede. De talte ikke sammen og undgik at se på hinanden. Og Drengen Julius, som stod med Ryggen til henne ved Anretterbordet, turde næppe trække sit lille Vejr af Frygt for at nedkalde Himlens Lyn over sit vandkæmmede Hoved. Også han ville ubetinget have foretrukket at blive nede i den gemytlige Dansesal!
   - Nå, er I der, Børn! smilede Hendes Nåde og sukkede lettet. - Det holdt nok hårdt at rive sig løs?
   - Ja, vi er slet ikke sultne, Mama!
   - Jo-o, lidt må I spise . . . .
   De unge Damer tog Plads. Og Måltidet begyndte.
   Der blev ikke vekslet et Ord under Taflet. Helmuths mørke, truende Ansigt og urokkelige Tavshed ligesom greb de andre i Struben og kvalte deres Stemmer, når de ville vove sig over Tændernes Gærde. Hendes Nåde sad vel rank og ulastelig nok på sin Stol og søgte at indbilde sig selv og Bordfæller, at Tilstanden var, som den burde være ved en højadelig Diné. Men hendes Kinder var blege under Sminken; og om hendes Øjne lå dybe, blåsorte Ringe, der fortalte højlydt om pinefulde Dage og fredløse Nætter. Og når hun under Måltidet skulle give Tjeneren et Vink med Hensyn til Anretningen, skælvede hendes Hånd, og hendes Blik veg ud til Siden og bort for ikke at fanges af Gemalens hårde, mistroiske Øjne, der lurede på enhver af hendes Bevægelser. Niels og Gutten Julius listede rundt, stive og afmålte som Træfigurer. Og kom de undertiden til at rasle med en Kniv eller en Gaffel eller klirre med en Tallerken, sank de i Knæene og spilede rædselsslagne Øjnene op, som om de ventede, at nu brød det løs! - Det var, som sad der et eller andet Sted i Salen et usynligt Lig, der ved den mindste utilbørlige Larm ville åbenbare sig og sætte i med et Skrig, som måtte fryse Blodet til Is i alle Årer.
   Den sølle Frøken Kanin turde næsten ikke løfte Spiseredskaberne op til Munden. Og så tungt hvilede Trykket og Uhyggen på hendes stakkels Hjerne, at hun i sin idiotilignende Tummelumskhed med stor Iver søgte at formå et Stykke Steg eller en Kartoffel til at sidde fast på den forkerte Ende af sin Gaffel. Og var hun da, når dette Fejlgreb omsider gik op for hende i al dets Utilbørlighed, Døden nær.
   Den eneste, som ikke lod sig voldtage af Situationen, var Pigen Karen. Trods sin gentagne Påstand på ikke at have Spor af Appetit, lod hun sig Maden smage, alt medens hun lyttede anspændt til Musikken og med lydløst dinglende Ben søgte at følge de løsrevne Takter, som fjernt og dæmpet klang frem gennem Hvælvingerne i Balsalen nedenunder.
   - Når vi har drukket Kaffe, går vi ned til Folkene og danser et Par Gange! sagde Helmuth og stirrede stift over på sin Kone. - Det plejer vi!
   - Ja . . . sagde Hendes Nåde.
   Baronen skød sin Stol tilbage.
   - Velbekomme!
   Niels og Julius hastede hen og åbnede Fløjdørene. Og Familien forlod Spisesalen i kronologisk Orden . . . .


   Det vakte jo en Del Røre da Herskabet trådte ind i Dansesalen.
   Madammerne langs Væggene rykkede nærmere sammen og gjorde hviskende hinanden opmærksomme på „Nådens” Toilette. De dansende ude på Gulvet rettede Ryggene og søgte at lægge et vist købstadsmæssigt Sving over deres Bevægelser. Og den overmodne Kone med Trutmaven slog genert Øjnene ned. Men „de fines” Tilstedeværelse hindrede hende dog ingenlunde i vedblivende at hengive sig til sine koreografiske Glæder. Hun var en udmærket Dansøse, og Kavalererne kappedes om at byde hende op.
   Helmuth bukkede ceremonielt for Husjomfruen; og Publikum gjorde ærbødig Plads for Parret.
   Lidt efter stod Jens Kusk foran Hendes Nåde, rakte den højre Hånd frem og spjættede bagud med det venstre Ben, hvilket betød høfligst Anmodning om Engagement. Baronessen nikkede smilende og lagde sin behandskede Hånd i hans.
   Forvalteren fór af Sted med Kaninen. Og Julius rasede rundt med lille Karen . . . .
   Efter at Husjomfruen havde fået sine tilbørlige Omgange, satte Helmuth hende af. Hun kniksede dybt og takkede for Æren. Et Øjeblik efter kørte han ud med Mejersken; og derpå med Kammerjomfruen. Men skønt han syntes at udrette disse Pligtarbejder med stor Alvor og Grundighed, veg dog ikke hans Øjne fra Baronessen; ikke et Sekund tabte han hende af Syne.
   - Mama, Mama! Nu skal vi ha' Sekstur! råbte den glædestrålende Karen, der hoppede forbi Moderen ved en ældre Husmands Arm.
   Parrene stillede sig op; og Musikken stemte Instrumenterne.
   Baronen førte Skovfogedens Kone, som var både rød og bleg af undselig Stolthed.
   Forkarlen gjorde Skrabud for Hendes Nåde.
   - Tak, Per, nikkede hun venligt - men jeg kender ikke den Dans.
   Og Per luskede slukøret bort.
   Så faldt Orkestret ind, og Seksturen begyndte.
   Baronessen havde taget Plads på en af Bænkene i Nærheden af Døren. Hun sad og passiarede livligt med et Par Husmandskoner; og da Baby i Dansens Løb kom Stedet forbi, vinkede Moder og Datter smilende til hinanden og nikkede.
   Men et Øjeblik efter rejste Hendes Nåde sig og forlod Salen.
   - Nu gik Nåden! sagde en Dame til sin Danser.
   - Hinner om det! sagde Kavaleren og trampede ivrigt videre.
   Baronens Øjne gnistrede, da han så Vilde gå sin Vej uden først at have indhentet hans Tilladelse. Blodet for ham til Hovedet, og hans første Indskydelse var at trække sig ud af Dansen og ile efter hende for med Magt at føre hende tilbage. Dog, han havde Besindelse nok til ikke at ville vække unødig Opsigt. Men hun skal lystre, lystre, lystre! skreg det i ham. - Om jeg så skal tærske hende flad, skal hun lystre! - Og Tanken om, hvilke Ydmygelser han skulle finde på at straffe hende med i Aften, når de blev ene oppe i Soveværelset, gav sig til at male rundt og rundt i hans Hjerne. Og på én Gang stod Hævnen klart for ham i det ene Ord: Kyskhedsbæltet! Hun skulle straffes, som hans Forfædre før ham havde straffet deres oprørske Hustruer! Han havde tidligere truet hende dermed. I Aften skulle Trusselen udføres! . . . Så kunne hun gerne rende til Greven!!
   Og han næsten lo ved denne Tanke og gottede sig, som en sindssyg gotter sig ved Undfangelsen af en forrykt Ide.
   Thi i den Grad var denne arme Helmuth, dette sølle Menneske, som af Naturen var Skikkeligheden og Medgørligheden selv, bragt ud af sine Fuger, at der var Øjeblikke, hvor han uden Vaklen kunne have dræbt sin Hustru med et Slag af sin Næve!
   Og på den anden Side: havde hun blot en skønne Dag kastet sig om hans Hals og lovet Bod og Bedring - han ville have væltet hele Skylden på sig, knælet ned for hendes Fødder og tryglet om Tilgivelse for alt det onde, han havde forvoldt hende.
   Thi han var nu, som forhen, elleskudt af hendes hvide Kød, af hendes hele Legems Dejlighed . . . .
   Da Dansen var forbi, gav Baronen sig tilsyneladende rolig til at samtale med nogle af de omkringstående Gæster, klappede dem nedladende på Skulderen og sagde, at de skulle bare hænge i med at more sig. Natten var deres egen! Men alt som han talte, gled han lurende og snarøjet nærmere og nærmere hen ad Døren til; og da han havde nået den, sneg han sig i et ubevogtet Øjeblik ud og skyndte sig ad Trappen op til Kontoret og ind i Salonerne.
   Hans Hænder var knyttede, og han mumlede uophørlig Skældsord mellem Tænderne, medens han forgæves stormede rundt og søgte og søgte . . . .


   Men nede i Havestuen steg den folkelige Lystighed.
   Der kunne vel være gået det meste af en Time, siden Herskabet havde trukket sig tilbage.
   Jørgen Hingstepasser stod inde i Borgestuen og tog nogle Dansetrin foran Mette Malkepige, som han havde fået maset op i et Hjørne mellem Væggen og Bordet. Og Mette lo af den gamles Excesser, så Tårerne trillede ned ad hendes cinnoberrøde Kinder.
   - Å nej, å nej, Jørren, hvor Du dow teer Dig! gispede hun og trykkede Hænderne ind mod sin trinde Barm - Jæ sprækker! sagde hun.
   Musikken fra Balsalen klang højt gennem de åbne Døre, Og Snakken og Støjen hørtes tydeligt langt ud over Borggaarden, hvor Hektor og Ajax, nu det var blevet mørkt, og deres Vægterinstinkter var begyndt at røre på sig, rasede i et formeligt Delirium af Gøen henne foran deres Villaer under Lindetræerne.

I Natten klam og kold
bag Frederetsjas Vold . . .

sang Gammeljørgen og gjorde en pludselig Attake på Pigen for at hugge et. Kys fra hende. Men Mette gav ham et så kraftigt Stød lige midt på Krigsmedaljen, at han tumlede bagover og sank sammen som en Klud, ned på en Bænk.
   - Av for Satan! sagde Damen, hun havde slået Fingrene på Hæderstegnet. Og så fór hun forbi den gamle, ind i Salen og forsvandt mellem de dansende.
   Jørgen sad tilbage en Stund og vippede med Øjenlågene som en Ugle, der grunder over Livets Fænomener.    - Å hold Kæft! snerrede han så henvendt til Hundene ude i Gården.
   Derpå fik han sig møjsommeligt stavlet på Benene og listede af Sted samme Vej som Pigen.
   Ude i Forstuen foran „Salen” stødte han på Niels Tjener, der kom fra Køkkenet med en Terrin fuld af Punch mellem Håndfladerne og Kopper dinglende ved deres Hanke på alle sine ti udspilede Fingre.
   - Her er Most for Hjertet, gamle! sagde Niels og holdt Terrinen hen under Næsen på Medaljemanden.

I Natten klam og kold
bag Frederetsjas Vold . . .

tog Jørgen øjeblikkelig fat igen og begyndte på ny sine Danseøvelser.
   - Jørren, Jørren! skreg Marie Kokkepige og greb fat i hans Frakkeskøder - Du vælter jo Punchen!
   - Jæ sku' ka'ske heller vælte Dig, Svup-Marie? spurgte den gamle og vendte sig om mod Pigen med stivdrukne, forbitrede Øjne.
   Men i næste Nu smilede han fjollet-henrykt over hele Ansigtet, klaskede de store, svedige Næver gemytligt sammen, tog et Par Dansetrin og stemmede ufortrødent i med sin uopslidelige klamme Nat . . .
   På én Gang opstod der et underligt Røre inde i Salen; Man råbte og skreg og stimlede sammen om Vinduerne der vendte ud mod Haven.
   - Hva' er der? Hva' er der? lød det.
   - Det véd jeg ikke!
   - La' mig komme til!
   - Å Sludder!
   - Jamen hva' er der da?
   - Der er no'et, der brænder!
   - Er der no'et, der brænder?
   - Ja, se, hvor det lysner op ovre bag Hækken!
   - Det er borte på den anden Side Fjor'en!
   - Gu' er 'et ikke nej, dit Fjols!
   - Hva' er det da?
   - Det er Maren Forlises Hus!
   - Hva' er 'et? hvinede Maren.
   - Næi, sagde en - det ligger jo helt ovre vesterpå!
   - Det er Stråhytten! råbte Karen pludselig. Hun var en af de ivrigste ved Vinduerne.
   - Det er 'et sgu osse! sagde en - Det er sgu Stråhytten!
   - Det gamle Lokum! bemærkede en anden - La' det bare ry'e!
   Men Forkarlen sprang frem på Gulvet og slog op med Hånden.
   - Stands, Musik! råbte han - Her er Ildebrand på Går'en!
   Musikken standsede øjeblikkelig og kravlede ned ad Forhøjningen. Og de Gæster, som endnu intet havde hørt om Sagen, stimlede sammen i ængstelig Forvirring. Nogle Kvinder hvinede op og ville hjem; og et Barn gav sig til at græde.

I Natten klam og kold
bag Frederetsjas Vold . . .

sang Gamlejørgen med Smil om Mund; han stod henne i et Hjørne og øste Punch op i Kopperne af Terrinen, som Niels Tjener i en Fart havde stillet fra sig på Bordet. Jørgen bekymrede sig i sådanne Stunder ikke om Bagateller.
   - Der er Ild! skreg en ham ind i Øret.
   - Er der Ild? mumlede Medaljemanden rolig. - Den har jæ våren med på mange Gange!
   Og han fortsatte sindig sit delikate Hverv.
   Men Forvalteren havde skyndt sig op ad Kontortrappen for at underrette Herskabet.
   Han bankede ilsomt på Døren og trådte ind:
   - Hr. Baron, Stråhytten brænder!
   Baronen sad henne ved Skrivebordet bøjet over en Regnskabsbog. Han syntes så stærkt optaget af Arbejdet, at han ikke hørte Forvalterens Melding.
   - Stråhytten brænder, Hr. Baron!
   Helmuth drejede langsomt Hovedet om mod den talende. Hans tykke Ansigt var gustenblegt, og hans Øjne var matte og udtryksløse som overtrukne med en Hinde. Han ville tale, hans Mund bevægede sig; men der kom ikke en Lyd over hans Læber.
   - Er Baronen syg? spurgte Forvalteren forskrækket og trådte nærmere.
   Helmuth stødte med en Kraftanstrengelse Stolen tilbage og rejste sig.
   - Gu' er jeg ikke syg, nej! sagde han brutalt og med underlig tyk og grødet Stemme - Hvor Fanden falder det Dem ind?
   - Hr. Baronen så så dårlig ud . . . .
   - Å, det er Spe'taklet dernede! Jeg har no'et ondt i Hovedet! Til næste År holder vi Høstgilde ovre i Vognporten; husk det! . . . . Hva' vil De mig?
   - Der er Ild i Stråhytten, Hr. Baron; vi kan se det fra Vinduerne dernede.
   - Hvorfor Fanden går De så ikke ned og slukker, Mand? Hva' kan det nytte, at De kommer herop?
   - Jeg mente, at Baronen skulle dog vide . . . .
   - Ja, ja! det er godt! det er godt! Skynd Dem derned med no'et Mandskab - Fanden med Hytten, den er vel leveret! Men sørg for, at Træerne ikke brænder . . . Lad den store Vandvogn fylde ved Kopumpen; og lad Mandfolkene trække af Sted med den og Sprøjten. Vi kan ikke komme til med Hestene dernede. Men her er jo Folk nok.
   Forvalteren vendte sig mod Døren for at ile af Sted og parere Ordre, da der i det samme lød hurtige, snublende Trin op ad Trappen, og en Karl styrtede ind, ligbleg og forstyrret.
   - Der er Mennesker inde i Hytten, stammede han åndeløst - vi hørte dem skri'e . . . . jæ å Anders å Jakob . . . di skreg så grusomt . . . men vi kunne ikke komme til . . . det brænder over det hele . . . å Gu', å Gu' . . .!
   Forvalteren stødte Karlen til Side og styrtede ud.
   - Kom med, Rasmus! råbte han - Rend ned og hent Brandhagerne! Ta' et Par Mænd med Dig! Og rend så ned og prøv på at få dem ud dernede. Vi kommer efter med Sprøjten! . . . . Hvem Satan i hede Helvede kan osse finde på å gantes med Svovlstikker dernede! . . . .
   Helmuth blev stående midt på Gulvet og stirrede et Øjeblik sløvt efter de to Mænd, der tumlede ned ad Trappen. Og han hørte Forvalteren råbe op nede i Gården og give Befalinger. Klapren af hastige Fodtrin lød hen over Stenbroen. En Port hvinede på sine Hængsler og smældedes hårdt tilbage mod Muren. Buldrende Vognrumlen hørtes og Skrigen og Larmen og Lyd af mange Stemmer. Og Vinduerne i Værelset klirrede, da de jog op over Borggaarden med den raslende Sprøjte og den tunge Vandvogn og forsvandt bag Gavlen og ned gennem Haven. Og så blev alt pludselig Dødsens stille. - Baronen var på ny sunken om i Stolen foran Skrivebordet. Han lignede et Menneske, der er bleven ramt af et Slag: Ansigtsudtrykket var sløvt og ubevægeligt, Blikket udslukt, og Munden halvt åben. Hele det svære Legeme sad slapt og sammenkrøbet i Stolen, med hængende Arme og udspilede Ben. Man skulle troet ham død, hvis ikke Fingrene på den højre Hånd af og til med næsten regelmæssige Mellemrum havde slået nervøst-afværgende ud i Luften, medens samtidig hans Åndedræt hver Gang forstærkedes til en dyb, våndefuld Stønnen, der lød som et idelig gentaget:
   - Åja . . . åja . . . åja . . .


   Gildeslarmen nedenunder var fuldstændig ophørt. Alle Gæsterne, både de gamle og unge, voksne og Børn, havde forladt Salen og var ilet af Sted over Hals og Hoved ned til Brandstedet. Så længe man mente, at det slet og bart var ene Hytten, der brændte, tog man det, efter det første Øjebliks Ophidselse, med forholdsvis Ro. Man sagde Vittigheder og spøgte og lo, og Musikken blev opfordret til at tage fat på en frisk. Men da der så kom Melding om, at der var Mennesker inde i Stråhytten, og at man havde hørt dem skrige og jamre og råbe om Hjælp, da var Folk styrtet som besatte af Sted ned gennem Haven og Bøgealleen. Thi nu var der dog virkelig noget af Interesse at løbe efter. Og det var med den største Vanskelighed, at Forvalteren kunne få samlet Mandskab nok til at trække af med Sprøjten og Vandvognen; så forhippet havde man været på at komme betids ned til Stråhytten og få hørt sin Part af Skrigene.
   Og dog kom de fleste for silde. Thi da det store Gros af nysgerrige nåede Hytten, var den allerede styrtet sammen og lå nu kun som en ulmende og rygende Askehob, der lyste matrødt frem mellem de grønne Buske. Også Ilden i de omkringstående Træer var slukket, døet ud af sig selv, fordi Branden ikke havde været kraftig og langvarig nok til at udtørre Grenene.
   Men hedt var der i Brandtomtens umiddelbare Nærhed. Og bagfra pressede Folk på for at komme til at se og høre.
   - La' vær' å mas såden på, for Satan! skreg man i de forreste Rækker - I myre vos jo op i Ilden!
   - Vi kan ikke gøre for 'et! Det er dem bagved!
   Der opstod en myldrende Trængsel i den smalle Allé. Og på Stien, som førte ind til Hytten, næsten sloges man.
   Og så var der tilmed så mørkt her under Træerne, at man ikke kunne se en Hånd for sig.
   - Plads! Plads! Va'sko! lød det så fra Folkene, der kom slæbende med Vandvognen og Sprøjten.
   - Vi ka' ikke røre vos! peb en forklemt Fruentimmerstemme.
   - Ja, hva' vil I her osse!
   - Va'sko! Plads! Va'sko!
   - Gå hjem, Fruentimmer! I fylder bare op! råbte Forvalteren - Eller gå ned ad Skoven til, mens vi svinger ind!
   Og han gik frem foran Vandvognen med en tændt Lygte i Hånden og mejede Mængden til Side med Armene.
   - Brænder det? råbte han ind.
   - Nej! svaredes der tilbage - La' bare Sprøjten bli'e; og kom med Vognen og Spandene!
   Og hele Mandskabet tog så fat på Vandvognen og fik den slæbt frem ad Stien op på Siden af Brandstedet.
   Og Hoben stimlede igen til og lukkede sig om Stedet som et Hav.
   - Har I hørt no'et? spurgte Forvalteren, da han stod foran Ruinen.
   - Aldrig en Smule! Den var styrtet, da vi kom.
   - Smid så Vand på! . . . Flyt Jer, Folkens!
   Tappen blev taget af Vandvognen, Spandene fyldt, og Indholdet pøsedes ud over de glødende Emmer. En hvislende, brusende Lyd hørtes, og en Sky af Aske og halvbrændt Strå hvirvledes de nærmeste i Næse og Øjne.
   - Føj for Satan! Det er da et ledt Stykke Arbejde!
   - Har I slet ingenting hørt? spurgte Forvalteren igen.
   - Næi; der har sgu ikke været no'et!
   - Gu' har der så! sagde Rasmus - Vi hørte dem skri'e li'så riveli'! Hva' Anders?
   - Det gjo're vi! sagde Anders - Hva' Jakob?
   - Grangiveli' som di ha'de en Kniv i Halsen! sagde Jakob.
   - Ellers skulle da osse Fanden stå i Jer, at lave vos al den Postyr! . . . Mer Vand på, Folkens! . . . Og prøv så med Brandhagerne! . . . Flyt Jer, at vi kan komme til! . . . Å, Jens Kusk, gen dem væk!
   Forvalteren stod med Lygten højt hævet over sit Hoved. Thi efterhånden som Vandet flød ud over Brandtomten og slukkede de glødende Emmer, var det blevet mørkere og mørkere; og nu gik man i Gang med Brandhagerne.
   Pludselig lød der et skingrende Kvindeskrig, ledsaget af en forfærdet Mumlen blandt Mændene.
   Midt i Askehoben havde et Øjeblik vist sig de mørke Konturer af et Menneskes Hoved, Overkrop og Arme. En af Brandhagerne havde fået fat i Skulderen på det og rejst det over Ende; men Taget var straks glippet igen, og Skikkelsen var sunken tilbage i Dyngen.
   Alt Arbejde standsede et Par Sekunder.
   - Ka' I se! hviskede Rasmus - Der var den ene.
   - Flere Lygter! Flere Lygter! skreg Forvalteren.
   Men der var ikke flere Lygter. Og nogle Mænd blev sendt af Sted op på Gården.
   I det samme opstod der Uro og Røre ved Indgangen til Stien.
   - Der er Baronen! Der er Baronen! lød det; og Folk veg til Side og gjorde Plads for Helmuth, som ilsomt banede sig Vej frem mod Brandstedet. Hans Ansigt var endnu påfaldende blegt, og hans Øjne flakkende og urolige. Men ellers var der intet usædvanligt hos ham at spore.
   - Er der så nogen? spurgte han hurtigt, da han var nået hen til Forvalteren.
   - Ja, Hr. Baron! Og der er gået Bud op efter flere Lygter . . . .
   - Hvorfor arbejder I ikke? Ryd til Side!
   - Vi er bange for at volde Skade, inden der kommer mere Lys . . .
   - Kom her med Lygten!
   - Jeg tror ikke, at Baronen skal gå derind, der er Ild endnu i Bunden . . .
   Helmuth rev Lygten til sig uden at svare, løftede den i Vejret og gik et Par Skridt frem.
   - Står I her? sagde han så pludselig, og det gav et Ryk i ham.
   Det var Karen og Kaninen, han havde fået Øje på. De stod allerforrest i Hoben og så til med store, opspilede Øjne fulde af Spænding og angstfuld Forventning.
   - Hva' står I her efter! gentog Baronen - Gå op med Jer! I har ikke no'et her at gøre! . . . Tag Karen med Dem, Frøken Jansen, og gå op!
   - Mama har sæl sagt . . . forsøgte Baby.
   - Sludder Tøs! afbrød Helmuth hende, og Blodet begyndte at stige ham til Hovedet - Jeg vil ingen Vrøvl høre! . . . Er Kammerjomfruen hernede? spurgte han så.
   - Jo . . . lød en spag Stemme.
   - Ta' Pigebørnene med Dem op og få dem i Seng!
   - Jo. . .
   Kredsen åbnede sig, og Karen og Frøkenen forsvandt.
   - Nu er di her med Lygterne, Hr. Baron . . .
   - Godt! Tag så fat! . . . Men forsigtigt! Og Lygterne blev fordelt omkring Brandstedet. Og Rydningsarbejdet begyndte.
   - -
   To sorte, tilsværtede og af Ilden halvtopædte Lig fandt man under Stråhyttens Ruiner: Baronesse Alvilda og hendes smukke Fætter.
   - - -
   - Vorherre ska' nok vidde å ramme! sagde Stine Napoleon til Put-Amalie, da de nogle Timer senere skravlede af Sted sammen ad Næsgaardene til. - Og det er di Store! tilføjede hun hånligt - som skal gi' vos Essempel!
   - Hi, hi! gnækkede Amalie og skudrede sig i Nattekulden - Det er sgu fra den Kant, a' Møjet kommer! Nu ser vi dit Ben!


   Å, Moder, Moder, Du må lade mig komme hjem, hører Du, jeg vil ikke være her mere, aldrig har jeg dog oplevet noget så forfærdeligt!
   Vi havde Høstgilde i Går på Næsset, og så allerbedst som vi dansede, kommer der en Mand løbende op fra Haven og siger, at det lille Stråhus brænder, Du véd, nede ved Bøgealleen. Og der bliver sendt Sprøjte og Mennesker derned, og Karen og jeg var der også. Og de sagde, at de havde hørt nogen skrige derinde og råbe om Hjælp. Men vi hørte da ingenting, medens vi var dernede. Men så var der en, der fik fat med en Brandhage i et Lig, som rejste sig, men straks faldt om i Ilden igen. Det var forfærdeligt, jeg var lige ved at besvime. Men Karen ville jo blive dernede og se. Men så kom Baronen og sendte os op med Kammerjomfruen, og vi måtte gå i Seng. Jeg sov naturligvis næsten ikke, for min Hoste var bleven så slem, fordi jeg havde stået dernede i min klare Kjole uden Overtøj på, og i Dag gør det så ondt i mit Bryst Men så i Morges var der nogen, der bankede på min Dør, da jeg sov over mig. Og så er det Kammerjomfruen, der næsten falder ind i mit Værelse og græder og græder, så jeg næsten ikke kan forstå hende. Å lille, lille Moder, og véd Du så, hvad det var? Jeg kan næsten ikke fortælle det, for jeg troede ikke, at sådant noget kunne ske! Det er Hendes Nåde, de har fundet nede i Stråhytten; det er Hendes Nåde, de havde hørt skrige så forfærdeligt. De fandt hende liggende dernede helt sort og brændt, og alt Tøjet var brændt af hende. Det stakkels, stakkels Menneske. Og Grev Scheele fandt de også; de lå begge døde under den glødende Aske. Hvordan det er gået til, er der ingen der véd. De har vel siddet og talt sammen derinde og røget Cigaret, og så har de været uforsigtige ligesom den Gang med Clara Mascani, jeg skrev til Dig om. De ulykkelige Mennesker dog, det må have været forfærdelige Øjeblikke, og ingen kan begribe, at de ikke er løbet ud, da de opdagede Ilden. Og hvor må det dog være forfærdeligt for Baronen, der holdt så meget af sin Kone; nu fortryder han da vist sit dårlige Humør i den sidste Tid; men for sent!
   Karen ligger inde i Enkebaronessens Seng og græder og græder; men nu er hun da faldet lidt hen. Enkebaronessen kom i Morges og hentede os her over til Jerslev; det vil sige, hun blev selv på Næsset hos Sønnen, men Kammerpetersen tog med os. Jeg véd ikke, hvor længe vi skal blive her. Men må jeg ikke komme hjem til Dig? Vil Du ikke skrive til Baronen, at jeg skal komme straks. Du kan jo fortælle ham, at jeg er syg; og det er jeg jo også, for jeg har længe haft ondt i mit Bryst og Hoved, og nu er det blevet meget værre.
   Lille, lille Moder, lad mig komme hjem til Dig og de andre! Bare jeg aldrig var rejst fra Jer; jeg synes næsten, at det var Synd af Dig at sende mig bort, for jeg har aldrig haft det godt her. Bliv nu ikke bedrøvet over, at jeg taler sådan; jeg skal være så god, så god imod Dig, når jeg kommer hjem!
   Grev Scheele var slet ikke med ved Høstgildet, så vi kan ikke begribe, hvorledes han pludselig er kommen ned i Stråhytten. Der er så mange her, der taler ondt om ham, men det tror jeg ikke, for både Karen og jeg kunne så godt lide ham. Hvad skal der dog nu blive af Karen? Hverken Fader eller Moder har hun mere. Så må jeg da være så taknemmelig, at min egen lille, søde Moder lever! Og det er jeg jo også, men mit Hoved er så fortumlet, at jeg slet ikke kan tænke. Jeg har bare et eneste Ønske, og det er, at jeg må komme hjem med næste Skib; må jeg ikke nok?
   Når Du skriver straks, kan Brevet være her på Onsdag, og jeg kan rejse på Lørdag. Søde, lille Moder, Du må ikke sige nej, for så tror jeg, at jeg dør.
   Skriv nu straks, hører Du.


   Jeg synes ikke, at Du skal fortælle Børnene noget om denne forfærdelige Begivenhed; Du kan jo bare sige, at jeg er syg. Og det er jeg jo også, og jeg bliver vist aldrig rask mere.


   Enkebaronessen var da så igen rykket ind på Næsset. Huset i Jerslev stod tomt, Møblerne var flyttede, og Rigmor og Pagtens Ark var solgt. Men Stasia var fulgt med sit Herskab, og de to Kvinder havde på ny taget det grønne Gæsteværelse i Slottets venstre Fløj i Besiddelse.
   Der var intet Tegn på, at Stråhyttens Brand og de to ulykkelige Slægtninges sørgelige Endeligt havde gjort noget større Indtryk på Hendes gamle Nåde. Hun bar sit Hoved højt som forhen, og den døvstumme måtte hver Aften præcis ti sætte Papillotterne i de grå Rådsherrekrøller.
   Og hun kunne sandelig også, den gamle Hædersfrue, i disse svære Tider have al sin både ydre og indre Energi behov; thi da hun Dagen efter Branden rullede ind på Slottet, havde hun fundet alt i den vildeste Forvirring . . .
   Jens Kusk, som efter Forvalterens Ordre var kørt til Jerslev efter Nåden, havde jo måttet berette hende Begivenheden, så godt han formåede. Og Damen havde lyttet alvorlig og uden Hysteri til hans Forklaringer og spurgt og nikket.
   - Hvad siger min Søn?
   - Baronen har lukket sig inde på Kontoret.
   - Hum! . . . . Er der ingen, der har prøvet på at komme ind til ham?
   - Jo, både Forvalteren og Tjeneren har våren ved Døren; men han svarer dem ikke. Og så var 'et, at Forvalteren skikkede mig af Sted.
   - Og Pigebarnet, Karen?
   - Hun græder jo, Pejsen, å er helt fra det.
   - Og Mamsellen er vel bleven syg?
   - Frøkenen er syg, ja. Men hun sidder dog oppe ved Karen.
   - Nå dog! . . . Og hvor har man lagt . . . lagt . . . de døde?
   - Hendes Nåde og Greven ligger oppe i Riddersalen.
   - Er der gået Bud efter Herredsfogeden?
   - Jo, Forvalteren er sæl kørt til Byen med Jagtvognen.
   - Nå! . . . Kan Du ikke køre lidt stærkere, Jens!
   - Jovel!
   Og Jens piskede på Hestene, og Karossen fór i jagende Fart ad Næsset til . . .
   I Vestibulen ved Foden af Tårntrappen stod Kammerjomfruen og Husjomfruen og modtog den gamle Frue med Suk og Hændervriden.
   - Stille! sagde Enkebaronessen, da de begge begyndte at skrige op under Jammer og Gråd - Gå til Jert Arbejde, og opfør Jer som voksne Mennesker! . . . Har min Søn vist sig?
   - Å Gud, å Gud, nej, Baronen vil jo ikke lukke op!
   - Å Jesus, Jesus, sikken Ulykke, sikken Ulykke!
   Baronessen skyndte sig op ad Tårntrappen og gennem Salonerne hen til Døren ind til Kontoret. Hun gav sig ikke engang Tid til at tage Overtøjet af.
   Da hun stod foran Døren, lyttede hun først med tilbageholdt Åndedræt. Derpå bankede hun på:
   - Helmuth, det er mig!
   Intet Svar.
   - Helmuth! . . . Er Døren til Kontortrappen også låset? spurgte hun Niels Tjener, der var fulgt efter hende.
   - Ja, Deres Nåde; vi har prøvet! Fru Juliane bøjede sig ned for at kigge gennem Nøglehullet. Men Nøglen sad i, og hun kunne intet se.
   - Helmuth! råbte hun og ruskede i Låsen - Hører Du ikke! Luk op! Det er mig, din Mo'r! . . . Har han været i Seng i Nat?
   - Nej, Deres Nåde.
   - I har vel . . . Der har vel . . . Har I hørt nogen Larm derinde fra?
   - Nej, Deres Nåde, ikke en Lyd. Den gamle Frue sukkede lettet.
   - Du må hente Smeden! sagde hun så - Ind skal vi!
   Niels vendte sig for at løbe af Sted, da Nøglen i det samme blev drejet om. Døren gik op, og Baronen viste sig på Tærskelen.
   - Er det Dig, Mo'r?
   - Helmuth, min Dreng! udbrød Baronessen uvilkårlig og greb Sønnens Hånd - Det er da godt, at Du har været fornuftig!
   Baronen drog hende med sig ind i Kontoret; og Døren lukkedes atter.
   - Stakkels, stakkels Helmuth! sagde den gamle - Hvordan er dog alt dette gået til!
   Baronen slog uvillig ud med Hånden.
   - Har Du set hende? spurgte han.
   - Nej . . .
   - Hvor har de lagt . . .
   - Oppe i Riddersalen. Der ligger de begge to.
   - Jeg vil ikke ha' ham her på Gården! Lad ham straks blive kørt over til Holgersminde!
   - Ja, ja, Helmuth; men Herredsfogeden må vist først ta' Syn.
   - Herredsfogeden?
   - Ja; Forvalteren er kørt ud efter ham. Jeg tænker, her skal holdes et Slags Forhør.
   - Jeg viser mig ikke! sagde Helmuth afgjort.
   - Du kommer dog vist til det . . .
   - Skal jeg også forhøres måske?
   - Næi, det skal Du vel ikke . . . Men Herredsfogeden må vist ha noget at vide om de nærmere Omstændigheder.
   - Det kan de andre sige ham! De véd meget bedre Besked . . . Jeg kan ikke stå der og snakke om . . . om den Historie! Den Sag kommer ikke mig ved! Hvad kan jeg gøre for, at han og hun ligger og . . . ligger og horer sammen!
   - Stakkels, stakkels Dreng! sagde den gamle Frue og klappede Sønnen på Armen. Men Helmuth trak sig igen bort ligesom angst for Moderens Berøring.
   - Du må ta' Dig af Sagen, sagde han - Spørger From efter mig, så sig, at jeg vil ingen se. Det må han da kunne forstå!
   - Ja, ja; jeg skal nok . . . Har Du fået noget at spise i Dag, Helmuth?
   - Nej.
   - Vil Du ikke ha' noget?
   - Nej!
   - Jamen, Helmuth, Du har ikke godt af . . .
   - Plag mig ikke!
   - Vil Du da heller ikke prøve på at lægge Dig lidt . . .
   - Hum! sagde Baronen utålmodig - Gå nu ned, Mo'r! Der kommer en Vogn. Det er vist dem.
   Og han skød lempelig sin Moder hen mod Døren.
   - Jeg lukker af igen! sagde han - Og jeg lukker ikke op for nogen som helst!
   - Nej, nej, min Dreng; jeg skal nok sørge for, at Du får Lov at være heroppe i Fred! . . . Men jeg har tænkt på, Helmuth, om det ikke er rigtigst at sende Kammerjomfruen med Karen og den lille Jansen over til Jerslev foreløbig! Hvad mener Du? De kan jo få Mad hos Postmesterens?
   - Gør som Du vil! Det kommer ikke mig ved!
   Og Døren lukkedes, og Nøglen blev drejet om.
   - - -
   Da Forvalteren en Timestid senere kom kørende med Herredsfogeden og Doktor Larsen, som den sidste havde beordret medtaget, modtog Enkebaronessen dem ude i Galleriet.
   De to Herrer følte sig, som naturligt var, dybt rystede over Nattens Begivenheder; og Hendes gamle Nåde repræsenterede ved denne Lejlighed som altid, når hun optrådte, Ligevægten og Overlegenheden.
   - Og Deres ulykkelige Søn? spurgte Doktoren næsten med Tårer i Øjnene - Hvordan bær' han Slaget.
   - Ja-a, stakkels Dreng, sagde Baronessen med et Suk - han har jo lukket sig inde og vil ingen se! . . . De forstår, min bedste, henvendte hun sig til Herredsfogeden - at under disse Omstændigheder må man holde ham en Del til gode? Han har bedt mig undskylde sig hos Deherrer; han . . .
   - Naturligvis, naturligvis! sagde Herrerne - Under disse Forhold . . .
   - Og han ønskede jo gerne, vedblev Fru Juliane - at . . . Grevens Lig fjernedes så hurtigt som muligt her fra Næsset. Det er ham ubehageligt at . . .
   - Ja, ja! nikkede Herredsfogeden - Selvfølgelig! . . . Men Deres Nåde forstår, der er jo visse Formaliteter . . .
   - Naturligvis!
   - Hvor har man . . . æ . . . anbragt . . .
   - Heroppe i Riddersalen.
   - Begge??
   - Begge, ja . . . Det er jo Forvalteren, der har måttet ordne det. Helmuth . . .
   - Ja, ja! . . . Kunne vi måske . . .?
   - Ja, nu ska' jeg ringe på Tjeneren! . . . Skal Brandforhøret afholdes her på Stedet?
   - Så slipper vi jo nemmest over det, ja.
   - Helmuth . . . Det er jo altså ikke nødvendigt, at min Søn . . . .
   - Véd Deres Nåde noget om, hvorledes Branden blev opdaget?
   - Det var nede fra Dansesalen.
   - Opholdt Deres Nåde sig dernede dengang?
   - Jeg deltog aldeles ikke i Lystigheden i Går, min bedste! sagde den gamle Frue og rystede Krøllerne - Jeg kukkelurede i Jerslev! Min Svigerdatter og jeg satte ikke større Pris på hinandens Selskab, véd De! . . . Niels, vedblev hun og vendte sig mod Tjeneren, der var kommen til Stede - vil Du ledsage Deherrer over . . . over . . . Hun fuldendte ikke Sætningen, men slog med Hånden ud mod Fløjdørene til Riddersalen nede for Enden af Galleriet.
   - Jovel, Deres Nåde.
   - Og så er det bedst, Du lader Julius hente Forvalteren op. Doktoren og Herredsfogeden ønsker at gøre Jer nogle Spørgsmål! . . . Ja, vi ses vel, Deherrer, inden De tager af Sted?
   Herrerne bukkede. Og Enkebaronessen trak sig tilbage ind i Salonen, hvis Dør Niels åbnede og lukkede.
   - Pokkers gammelt Jern! mumlede Doktor Larsen og så beundrende efter Damen.
   - Ja, næsten uhyggelig! mente Herredsfoged From - Det var jo dog hendes Søns Kone!
   - -
   Ligsynet blev foretaget. Og Brandforhøret afholdt.
   Af samtlige Hovedvidners Udsagn fremgik, at Ilden efter al Sandsynlighed måtte være opstået ved Uforsigtighed, udvist af de to ulykkelig omkomne.
   Men et uoplyst og uforståelige Punkt var der i Affæren: Hvorfor havde Greven og Baronessen ikke forladt Stråhytten, da de opdagede Ilden?
   De behøvede jo blot at have stødt Døren op for straks at have været uden for al Fare!
   Kunne bemeldte Dør stænges af udvendig fra?
   Ja.
   Havde den været stænget?
   Derom kunne ingen Vished erholdes. Thi Rasmus Møller, Jakob Hansen, Mosemand kaldet, og Anders Nielsen, der først af alle havde været til Stede ved Brandstedet, var bleven således bragt ud af Fatning ved at høre Skrigene og Nødråbene inde bag Flammerne, at de øjeblikkelig var løbet tilbage til Slottet for at gøre Alarm.
   Men det var ikke rimeligt, at Døren havde været stænget udefra. Thi hvem skulle have gjort det om end blot for Løjer og Spøgs Skyld? Alle var optaget af Dansen og Festligheden, og ingen vidste noget om, at de tvende afbrændte havde søgt Tilflugt i omtalte Hytte. -
   Et andet Punkt var dette:
   Var den afdøde Baronesses Fraværelse fra Slottet bleven bemærket, før Ulykken konstateredes?
   Her ville det have været ønskeligt, om Baron Helmuth havde været nærværende for at give Svar. Men Hans Højvelbårenheds fortvivlede og nedbøjede Tilstand var trådt hindrende i Vejen.
   Hvorpå Forvalter Christensen forklarede, at han, Christensen, havde truffet Hans Højvelbårenhed siddende oppe i Kontoret, beskæftiget med Godsets Regnskaber, da han var ilet op for at give Meddelelse om Branden. Og at Baronen havde givet Ordre til, at Sprøjte og Vandvogn hurtigst skulle køres ned til Brandstedet, og derpå selv et Øjeblik efter var kommen til Stede og havde deltaget i Rydningsarbejdet. Men da Ligenes Identitet var bleven godtgjort, havde han, Baronen, skyndsomst forladt Pladsen og begivet sig op på sit Kontor, hvor han havde tilbragt Natten og Morgenen bag aflåsede Døre og uden at ville tilstede andre end Hendes Nåde, sin Moder, Adgang. -
   Og efter at der endnu var blevet afhørt en Del Vidner, hvis Udsagn alle gik ud på det samme, nemlig at de først var ankommen til Ulykkesstedet, efter at Branden så godt som var forbi, afsluttedes Forhøret og Vidnerne dimitteredes. Konklusionen af Undersøgelsen blev dernæst følgende: De afbrændte anses for frivillig at have søgt Døden; medens Skrigene og Nødråbene menes at måtte tilskrives Dødskampen. -
   Efter at have meddelt Enkebaronessen dette Resultat tog Doktoren og Herredsfogeden Afsked. Og Gemytterne på Slottet faldt noget til Ro.
   - - -
   Om Eftermiddagen blev Grev Scheeles Lig transporteret over Fjorden til Holgersminde. Man benyttede dertil den lille, hvide Båd, som fandtes fortøjet ved Badehusflåden nede bag ved Klitterne.
   Og Dagen for Baronesse Alvildas Begravelse blev fastsat. Højtideligheden skulle foregå i al Stilhed. Der skulle ingen Gæstereren finde Sted og intet Følge indbydes. - Det var Hendes gamle Nåde, som traf disse Bestemmelser.
   Da hun et Par Gange havde henvendt sig til Sønnen for at spørge om hans Mening, men stadig havde fået det samme Svar: Gør som Du vil; det kommer ikke mig ved! havde hun besluttet foreløbig at handle efter egen Konduite.
   Karen var rejst, og Kaninen var rejst. Også disse Afgørelser havde Enkebaronessen været ene om at træffe. Efter hendes Diktat havde Forvalteren måttet skrive til den gamle Grevinde i København. (Det havde været umuligt at formå Helmuth dertil. Og sin egen Håndskrift ville Fru Juliane ikke udsætte for denne „gamle Tætkams” Kritik!) Og der var pr. Omgående kommet som Svar en ligefrem Rekvisition fra Grevindens Sagfører, der, efter nogle almindelige og vel turnerede Vendinger i Anledning af „den sørgelige og i høj Grad beklagelsesværdige Ulykkeshændelse”, forlangte Barnet udleveret; „da det formodedes, at Hans Højvelbårenhed Hr. Baron v. Leunbach under de forhåndenværende irregulære Omstændigheder ikke ønskede at gøre noget Krav på den unge Pige gældende. Ligesom det ej heller formentes, at Hr. Baronen havde nogen Ret til at stille et sådant Krav, da Barnet ved Moderens Frafald jo ophørte med at stå i noget som helst tvingende Forhold til sin Stiffader, eftersom den påtænkte Adoption endnu ikke var bleven fuldbyrdet.”
   P. S.
   „Hvad den unge Piges Arvefordringer efter sin afdøde Moder angår, skal jeg tillade mig i en senere Skrivelse at komme tilbage dertil . . . . .”


   Og Baby rejste.
   Hun havde kastet sig om Enkebaronessens Hals og tryglet og besvoret hende om at måtte blive! Hun brød sig slet ikke om at komme tilbage til sin Grandmama: Jeg holder meget mere af Dig, Bedstemor, meget, meget mere af Dig! Å, lad mig blive, lad mig blive! Jeg skal være så sød og god og rar! Og Du skal nok få Fornøjelse af mig! Lille Bedstemor, lad mig blive, lad mig blive!
   Men hun måtte jo af Sted, Pigebarnet. Dog, den Dag Enkebaronessen havde fulgt de to unge Damer om Bord på Damperen, havde der været et sentimentalt Minut, hvor hendes gamle Rådsherrehjerte stod på Nippet til at tage Magten fra hendes ellers så sobre og retlinede Hjerne! Den lille Karen havde klamret sig til hende og var ikke veget fra hende i det Kvarter, Fru Juliane befandt sig på Skibet. Og da Klokken ringede, og den gamle Frue skulle gå fra Borde, lå Barnet igen om hendes Hals og bad hende så ydmygt og rørende indtrængende om at tage hende med tilbage til Næsset, at Baronessen følte Tårerne stige op i sine hærdede Øjne, og for ikke at gøre sig til Latter for sig selv ved at bukke under for den lilles Sorg måtte hun med Magt rive sig løs og bede de omstående „om at binde den tossede Tøs”, indtil Skibet vel var kommet i Gang . . .
   Og imidlertid stod Kaninen, lille og bleg og med Hænderne i Trådhandskerne trykket hårdt ind mod Brystet, hjælpeløs og rådvild, og overværede denne Scene, forglemt og upåagtet, skønt hendes små, gode Øjne dog også var fulde til Randen.
   - - -
   Baronesse Alvilda blev stedet til Jorden i Leunbachernes rummelige Gravsted på Næsgaardenes Kirkegård.
   Følget bestod kun af Hendes gamle Nåde og Godsets Funktionærer, samt Doktor Larsen og Herredsfoged From.
   Præsten fra Syvbakke, der midlertidigt fungerede i afgangne Mascanis Sted, holdt en Tale, der vakte almindelig Beundring på Egnen ved Indholdets fine Hensyntagen og Ordvalgets noble Diskretion.
   Efter Jordpåkastelsen og Slutningssalmen trykkede man tavs Enkebaronessens Hånd og drog hver til sit.
   Men da Fru Juliane allerede sad i Karossen, som skulle køre hende tilbage til Næsset, kom Pastoren og lagde sine Hænder mildt foldede i hinanden på Vogndørens Kant.
   - Deres Nåde mener altså fremdeles ikke, at jeg bør søge en Samtale med Deres Hr. Søn?
   - Nej, i alt Fald ikke foreløbig, Hr. Pastor.
   - Vi bør lade ham gå nogen Tid i Ro?
   - Ja, jeg tror det.
   - Ja, å ja! . . . Og Gud skænke ham den fornødne Styrke! . . . Vil Deres Nåde bevidne Hans Højvelbårenhed min hjerteligste Deltagelse!
   - Tak, det skal jeg.
   - Far-vel!
   - Farvel, Hr. Pastor!. . . Ja, så kan Du godt køre, Jens. Og Karossen rullede bort.


   - Helmuth, sagde Fru Juliane, da hun en fjorten Dages Tid efter Begravelsen trådte ind på Kontoret, hvor Sønnen som sædvanlig sad i Stolen foran Skrivebordet og stirrede sløvt ud gennem Vinduet - Helmuth, Slagter Krøyer er nede for at se på de Stude!
   - Forvalteren er vel hjemme?
   Den gamle Frue gik tæt hen bag Baronens Stol.
   - Helmuth, dette her går ikke! sagde hun.
   - Lad mig være i Fred, Mo'r!
   - Nej, Helmuth, vedblev hun indtrængende og lagde sin Hånd på hans Skulder - kom nu, hører Du! Herregud, Du må jo dog ta' Dig sammen engang! Du vil ha' meget bedre af at ha' noget og ta' Dig for! Du sidder jo her og bliver rent syg til sidst! Kom nu!
   Baronen vendte sit blege, oppustede Ansigt om mod sin Moder. Han svarede ikke, men så bare på hende med et Par sløve, bedrøvede Hundeøjne. Og ned over hans Kinder trillede nogle store, klare Tårer.
   - Helmuth dog! udbrød den gamle Frue harmfuldt - Nu har Du jo drukket igen!
   Og hun forlod Kontoret utålmodig og oprørt. Men da hun var kommen ned i Galleriet, tog hun resolut et Sjal og kastede over Krøllerne og begav sig derpå ned i Fedestalden for selv at overvære Salget af Studene.
   - Vi er da Gudskelov ikke alle bleven Idioter! mumlede hun, da hun rank som en Grenader skred ned gennem Borggården - Hold Mund, Hunde!
   - - -
   Havde Baron Helmuth blot formået at mande sig den mindste Smule op, ville Hendes gamle Nåde ingenlunde have følt sig utilfreds med Situationen. Det halve Års ufrivillige Indespærring i „Klosteret” i Jerslev havde redet hende som en Mare. Dag for Dag var de fire små Stuer derovre blevet hende mere og mere utålige. Hun kunne ikke røre sig for bare Vægge og Lofter og Møbler: Når man trækker Vejret lidt kraftigt, min bedste, havde hun engang sagt til Fru Mascani - får man en Stol i Halsen! Og snyder man Næsen, revner Dørene! . . . Og så det, ikke at have noget rigtigt at tage sig for, ikke at have nogle „Undersåtter” at regere over, bare at gå der Dag ud og Dag ind og „spille Bold med Stasia”, havde til Tider været nær ved at berøve den gamle Dronning hendes ligelige Humør og vende op og ned på hendes olympiske Ligevægt. Hun havde fattet et grundmuret Had til sin Svigerdatter, fornemmeligst fordi denne havde forstået at hindre hende i engang imellem at komme op og „få sig en Mundfuld Luft” i de højloftede Stuer på Næsset, hvor hun dog fordum havde „rumsteret” frit og enevældigt i over fyrretyve År!
   Og nu var hun der.
   Men så var „Drengen” bleven fjollet!
   I den første Ugestid havde Fru Juliane, om end ikke billiget, så dog stiltiende indrømmet Helmuth en vis Ret til at være lidt løjerlig. Vel havde „Fruentimmeret” ikke været meget bevendt; men det var jo da hans Kone; og han havde vist til at begynde med lovet sig megen Fryd og Herlighed af den Forbindelse. Hun var død på en temmelig ubehagelig Måde . . . Nå ja! Men havde hun fortjent det bedre? - Den gamle Frue var næsten tilbøjelig til at falde tilbage til sin Barnetro og antage, at det var Vorherre, der personlig havde grebet ind og ladet Gabriel eller en anden Engel sætte Ild på Hytten for at straffe Baronesse Alvilda og hendes Fætter-Galan! -
   Atter og atter havde Fru Juliane forsøgt at tale Sønnen til Fornuft. Hun havde lokket for ham, og hun havde skammet ham ud; men lige meget hjalp det. Det var med Nød og næppe, at hun en enkelt Gang havde formået ham til at indtage sine Måltider i Spisesalen. Som oftest måtte Maden serveres for ham på Kontoret. Og ud af Huset var der ikke Tale om, at nogen menneskelig Magt kunne drive ham.
   Det vil sige: om Dagen ikke. Thi det rygtedes jo lidt efter lidt på Slottet og Egnen, at Baronen færdedes rundt på Godsets Stier og Veje, når alle fornuftige Mennesker lå i deres søde Senge. Snart var han bleven set af en og snart af en anden, som tilfældigvis havde Ærinde ude på denne Tid af Døgnet Og de af Tjenerskabet, der sov i Hovedbygningen, hørte ham ofte ved Nattetider liste rundt i Værelserne og op og ned ad Trapper og Gange.
   At Hendes gamle Nåde skulle fortvivle ved disse Sønnens Excesser, var jo ikke at befrygte; dertil var Tømmeret i hende for sejt og stærkt. Men hun blev arrig på ham, gjorde hun, fordi hun ikke kunne få i sit Hoved, hvad i Alverdens Riger og Lande der fik dette ellers så normale og retlinede Menneske „til at skabe sig kulret, som om han lige var sluppen ud af Anstalten!”
   Hun havde prøvet på at tale til ham om Svigerdatteren og sætte hende på den rette Plads. Men da var Baronen faret op som i Vildelse og havde forbudt hende at nævne Alvilda og alt, hvad hende vedrørte. Og han havde truet med at jage den gamle af Gårde, om hun oftere vovede at komme med mindste Hentydning til Baronessen og hendes ulykkelige Død! -
   Det var i Sandhed anstrengende Tider for den gode Fru Juliane. Hele Gårdens Drift måtte hun varetage, både den indre og den ydre; og Anstanden måtte hun bevare og dække og skjule for indiskrete Naboers Blikke og Spørgsmål om Sønnens sørgelige Tilstand.
   Men hun var jo som Doktor Larsen havde udtrykt sig: „et gammelt Jern”.
   Dog var hun på Nippet til at synke i Knæ, da det en skønne Dag opdagedes, at Baronen efter sine Nattevandringer rundt på Godset listede sig ned i Vinkælderen og tømte adskillige Flasker til Bunden, forinden han henad Morgenstunden søgte sin Seng.
   Den gamle Frue segnede om på en Stol, og det ligefrem sortnede for hendes Øjne, da Niels Tjener kom og meddelte hende denne Opdagelse. Men i næste Sekund rejste hun sig og rystede Krøllerne, medens Blodet steg hende til Hovedet, og hun uvilkårlig knyttede sine Hænder:
   - Svinepels!
   Og hurtig skyndte hun sig op på Helmuths Værelse, hvor han endnu lå og sov Rusen ud. Hun greb ham i Skuldrene og rystede ham vågen. Og i hårde og buldrende Ord læste hun ham Teksten, så at det klang gennem Slottet.
   Men Helmuth forstod intet af hendes Tale. Omtåget og svaghjernet af Vin og Søvn og syge Tanker sad han oprejst i Sengen foran Moderen, uartikuleret klynkende og klagende, medens Tårerne trillede ned over hans slappe, bleggrå Kinder.


   Så var det en Aften i Begyndelsen af November. Månen skinnede klart, men skjultes hvert Øjeblik af store, flossede Skyer, der joges af Stormen hen over Himlen. Klokken var godt ti, og Enkebaronessen sad foran Spejlet ovre i det grønne Gæsteværelse og fik Krøllerne soigneret for Natten.
   Hun havde i Dag, den gamle Grenader, foretaget endnu et sidste Forsøg på at vække Helmuth af hans Døs.
   Og han havde lovet at tage sig sammen.
   Skønt Fru Juliane jo rigtignok ikke fæstede nogen større Lid til dette hans Løfte, var hun dog i usædvanligt godt Humør og havde gentagne Gange nikket tilfreds til Stasia, der stod på Skamlen bag hende og opmærksomt fulgte hendes Ansigtsudtryk i Spejlet.
   - Ta' mig det Brev der henne på Kommoden! befalede den gamle og pegede.
   Og Stasia hoppede ned og hentede Brevet og hoppede på Plads igen.
   - Nu holder hun sine Øjne hos sig selv, Jomfru Sidensvans! sagde Baronessen og tog Skrivelsen ud af Konvolutten og begyndte at læse den igennem.
   Det var en Forespørgsel fra Hannibal, Husarløjtnanten, hendes yngste Søn, som slog sine Folder i Hovedstaden. Rygterne om Helmuths Tilstand havde nået ham, og han tilskrev nu sin kære Moder og spurgte hende, om hun ikke troede, at det var bedst, at man fik gjort Broderen umyndig eller sat under Administration, da man jo ellers kunne risikere, at Manden lavede Gæld og Skandale og vanrøgtede Godset til Skade for sin Successor? . . . Successoren var Løjtnanten.
   - Hæ, hæ! klunkede den gamle Frue og foldede Brevet sammen igen. - Han kan bide sig i Næsen, kan han!
   Det var denne Skrivelse, Fru Juliane havde spillet ud som en sidste Trumf mod Helmuths Sløvhed og Utilgængelighed . . . . Og den syntes virkelig at have rystet ham op! Udsigten til, at den yngre Broder muligvis skulle få Lejlighed til at spille vigtig, kunne Baronen ikke stå for.
   - Den Dreng! Hvad bilder han sig ind! mumlede han, da Moderen foredrog Brevet for ham. - Tror han, jeg er ved at krepere! Jeg skal sgu vise ham, at jeg skal leve og styre Næsset hundrede År endnu! Den Vindbeutel!
   Og den gamle havde pustet til Sønnens Vrede og gjort sig al mulig Umage for at smede, nu mens Jernet var varmt og hvidglødende. Administration og Umyndiggørelse ville jo for hende være det samme som for anden Gang at blive jaget fra Roret! Og hun malede op for Helmuth, hvorledes Broderen naturligvis gik derovre i Hovedstaden og fortalte, at han, Baronen, var bleven fjollet ved Konens Død, og at han, Løjtnanten, snart havde Udsigt til at drage ind på Næsset som Arvtager og Ejer af hele Herligheden.
   - Skriv til ham, Helmuth! pustede hun. - Skriv til ham, min Dreng, og skæld ham Huden fuld! Og ha'de Du nu blot haft en Stamherre at møde op med . . .! Nå, men det kan vel rette sig!
   Baronen havde ved denne Tiltale dukket Hovedet bort og skulet sky til Moderen. Men et Brev til Hannibal havde han da affattet, og det et Brev med både Næb og Kløer. Fru Juliane havde læst det igennem og tilfreds klappet Sønnen på Skulderen og sagt, at når han og hun holdt sammen, så skulle de nok klare alle Ærter!
   Og hun havde fået „Drengen” med sig en Tur rundt i Markerne. Og på hendes Vink havde Forvalteren om Aftenen indfundet sig på Kontoret for „at glo Landvæsen” en Timestid med sit Herskab som i de gode, gamle Dage.
   Men hvad der dog foreløbig måtte anses for det fornemste Resultat af dette sidste Angreb var, at den energiske, gamle Dame havde aftvunget Helmuth et Løfte om for Fremtiden at ophøre med sit Nattedrikkeri og som Pant derpå formået ham til at overlevere hende Nøglen til Vinkælderen!
   Og derfor lyste også Fru Julianes Ansigt i Aften så venligt i Toiletspejlet, at den døvstumme uvilkårlig begyndte at rode rundt i sin Hjerne, om der ikke muligvis skulle være et eller andet, hun kunne anmode om. Hun begyndte med at tænke på sit Herskabs gamle, blå Formiddagskjole; men hver Gang Baronessen nikkede og smilede inde i Spejlet, steg den lilles Dristighed til en fast svimlende Højde: der var jo nemlig en sort Silkekjole med Perlebesætning . . . .
   - Nå, Stasia, Klokken er snart elleve, min Stump! Rap Dig!
   Og den døvstummes Fingre, der næsten var stivnede i Forventningens Gysen anbelangende Silkekjolen, gav sig på ny til at spille rundt mellem Papillotterne som Gedekid mellem Kålstokke.
   Tårnuret slog elleve; og Hendes gamle Nåde rejste sig.
   - Kappen, Stasia!
   Den døvstumme fløj ind i Alkoven efter Kappen; og Fru Juliane gik hen til Vinduet og løftede Gardinet til Side for efter Sædvane at kaste et Blik over til den østre Fløj, hvor Sønnens Kontor lå. Det gav et Sæt i hende, og Hånden, der holdt Gardinet, rystede.
   - Hum! mumlede hun. - Hvad er nu det for Abekattestreger igen!
   Et Lysskær bevægede sig forbi Vinduerne i Salonen; kom derpå til Syne i Biblioteket og gled ud i Galleriet.
   Enkebaronessen bøjede sig frem og pressede Ansigtet helt ind mod Ruden. Og hun så Lyset glide videre ned gennem Galleriet og ind i Riddersalen.
   Hurtig slap hun Gardinet og trådte tilbage i Værelset.
   Stasia kom logrende med Kappen for at anbringe den over Damens Krøller; men den gamle stødte til hende, så at den lille tumlede et Par Skridt tilbage . . . . Der røg den Silkekjole!
   Fru Juliane lyttede anspændt: Døren fra Riddersalen ud til den lille Gang foran Gæsteværelset blev lukket op, og tunge Skridt lød over Gulvet.
   Så blev der banket på.
   - Kom ind!
   Døren gled langsomt op, og Helmuth stod på Tærskelen bleg og skulende og med et blaffende Lys i Hånden.
   - Jeg må tale med Dig, Mo'r . . . .
   - Men Helmuth dog! sagde den gamle og stirrede på Sønnen med store, ransagende Øjne. - Hvad er der nu! Du lovede jo at gå i Seng!
   - Jeg må tale med Dig, gentog Baronen - ovre i Kontoret!
   - Kan vi ikke lige så godt snakke her? Hun kan jo ingenting høre!
   - Nej! sagde Helmuth og vendte sig for at gå.
   - Ja vent så lidt da, til jeg får en Kjole på i det mindste!
   Men Baronen havde allerede gjort omkring, og man hørte Lyden af hans Skridt bort gennem Riddersalen og ud i Galleriet.
   Den gamle Frue kastede hurtig en Morgenslåbrok om sig og skyndte sig efter ham . . . .
   Ovre i Kontoret gik Helmuth rastløs op og ned ad Gulvet.
   Fru Juliane blev stående lige inden for Døren og sendte ham et næsten ondt Blik.
   - Herregud, Helmuth, sagde hun så træt og klagende - skal vi nu begynde forfra!
   Baronen gik frem mod hende, fægtende med Armene i Luften som en sindssyg.
   - Jeg holder det ikke ud! skreg han. - Jeg holder det ikke ud! Jeg holder det ikke ud!
   Den gamle Frue drog et dybt Suk.
   - Så, så, så! sagde hun tyssende. - Vær nu dog rolig! Det nytter jo ikke noget at skrige sådan op!
   Og hun tog ham ved Hånden og førte ham hen til Sofaen og trak ham ned ved Siden af sig. Han fulgte hende viljeløst.
   - Lille Helmuth, begyndte hun så og så ham bedrøvet op i Ansigtet - jeg forstår mig ikke på Dig. Nu har Du hele Dagen i Dag opført Dig som et fornuftigt Menneske; og så er det pludselig det samme igen! Jeg er nær ved at opgive Ævred, min Dreng. Husk dog på, at jeg er en gammel Kone og kan trænge til lidt Hensyn. Du ser jo, at jeg gerne vil hjælpe Dig. Jeg har gjort alt, hvad der stod i min Magt, for at vi kunne få det sammen her på Næsset som i gamle Dage førend dit ulykkelige Giftermål; men når Du ikke vil hjælpe lidt til selv, så . . . . Hvad si'er Du, Helmuth! Herregud så tal da ud, min Dreng!
   Baronen mumlede nogle uforståelige Ord, og den gamle Frue fortsatte. Hun talte langsomt og famlende, som følte hun sig uvis.
   - Jeg har jo længe tænkt, sagde hun - at der måtte være noget andet, der pinte Dig, end blot og bart det, at Du havde mistet din Kone; men jeg har ikke villet trænge ind på Dig. Og da jeg nu i Dag så Dig så fornuftig og rolig, så tænkte jeg, at Du var ved at komme over det. Det ville jo også ha' været det bedste, om Du selv . . . Men hvis Du tror, at det kan hjælpe Dig at tale, så . . . For kom Du først over det, så klarede alt det andet sig nok lidt efter lidt . . . Og husk på, min Dreng, at hvad der er sket, er sket og kan aldrig lade sig gøre om igen . . . Tror Du ikke, at mange af de gamle Herrer og Fruer, som hænger oppe i Riddersalen, har gjort Ting, som . . . Men de har været stærke, Helmuth, de har været fornuftige og ikke ladet sig beherske af sygelige Ideer. Du må tro, min Dreng, at jeg tit har følt Trang til at tale rent ud af Posen med Dig; men jeg mente jo, at det kun var en Overgang, og at Du ville rejse Dig igen, når Du ha'de fået tænkt . . . Jeg har jo også i mit lange Liv haft Tider, hvor jeg har været ved at bukke under, det véd Du vist godt, men jeg har altid taget et Tag i mig selv . . . Og så de andre, Helmuth! fortsatte hun; og det flammede op i hendes Øjne. - Menneskene derude, Pøbelen, de ville jo trække på Skulderen af os og ynke og le os ud . . . kanske også nogle af dem ville føle Medlidenhed! Men vi, som er født over Hoben, min Dreng, vi gamle Slægter, som har et Navn, vi skal bevare for Snavs og Søle, vi bryder os ikke om Medlidenhed! Og gør vi undertiden noget, der kunne bringe Folk til at skrige op og råbe på Skandale, så må vi ta' os sammen og løfte Hovedet dobbelt højt for ikke at blive svinet til af dem, der står udenfor på Gaden med Hænderne fulde af Skidt, som de hellere end gerne vil smide på os! Vi sidder da Gud ske Lov så højt til Vejrs, at ingen kan nå os, når vi ikke selv vil!
   Enkebaronessens lange Tale var ganske gledet Helmuth forbi, som han sad der, sammenkrøben og foroverbøjet i Sofaen ved hendes Side. Hans Hjerne tumlede kun med en eneste Tanke. Og da hun holdt op at tale, spurgte han, medens hans Fingre famlede nervøst hen over hans Ben.
   - Du véd det altså, Mo'r?
   - Nej, sagde den gamle roligt - jeg véd ingenting, Helmuth! Du har jo ikke fortalt mig noget . . . Og jeg så også helst, at Du ikke gjorde det!
   Baronen slog Hænderne for Ansigtet og stønnede.
   - Helmuth, Helmuth! råbte den gamle Frue og rev hans Hænder bort og så ham ind i Øjnene. Forstår Du da ikke, at den Slags Ting må et Menneske helst beholde for sig selv!
   Men Helmuths Hjerne var ikke anlagt for så sublime Spørgsmål. Han rokkede bare hjælpeløst frem og tilbage og gentog:
   - Jeg bli'er aldrig den, jeg var! Jeg bli'er aldrig den, jeg var!
   - Ville det hjælpe Dig, om Du fortalte mig det hele, tror Du?
   - Du véd det jo Mo'r . . .
   - Hvad er det da, Du vil?
   Det varede lidt, inden Svaret kom.
   - Om jeg gik hen og meldte mig . . . lød det langsomt.
   - Ja, hvad så?
   - Og led min Straf . . . .
   - Helmuth!
   - Jamen jeg kan jo ikke, ikke, ikke holde det ud! skreg han og kastede sig med Ansigtet ned i Sofaen og stønnede som et Dyr i Dødsens Pine.
   Den gamle Frue stirrede fortvivlet ud for sig; og et Øjeblik lukkede hun træt og rådløs sine Øjne. Men så rettede hun sig på ny. Hun kæmpede jo for Livet.
   - Helmuth, sagde hun og gjorde sin Stemme så mild, som hun formåede - fortæl mig heller det hele. Tror Du, at det kan hjælpe Dig at tale om det, så fortæl mig det alt sammen. Rejs Dig nu op, min Dreng! Så . . . Du må ikke sådan lade Dig rive hen . . . Jeg forstår jo så godt, at det må være svært for Dig at gå rundt så alene uden at ha' nogen at betro Dig til og tale med. Men Du skal se, lille Helmuth, at når Du nu først har lettet dit Hjerte, så vil det hele blive godt igen!
   Alt medens den gamle, kloge Dame talte sålunde, havde hun besluttet sig for Anvendelsen af en ny Taktik: Ved at lade sig gøre til Medvider i Sønnens Hemmelighed mente hun at kunne erhverve sig større Magt over ham. Thi hun ville jo så med Rette kunne holde ham for Øje, at nu var det ikke blot ham selv alene, han ville bringe Skændsel og Ulykke over ved sit utidige Samvittighedsnag, men også hende, sin Moder, ville han drage med sig, da hun jo, efter at være bleven sat ind i Sagen, burde gå til Øvrigheden og angive ham.
   Og, skønt hun var træt til Døden af Dagens Sindsbevægelser og Besvær, smilede hun dog stille triumferende ved Tanken om sin fortræffelige Snedighed.
   Og mildt og venligt vedblev hun at tale for Sønnen, indtil hun lidt efter lidt fik lokket ud af ham en brudstykkeagtig Beretning om, hvorledes han hin skæbnesvangre Aften som en vanvittig havde stormet rundt i alle Værelser for at søge efter Alvilda; og at den Tanke pludselig var slået ned i ham, da hun ikke var til at finde på Slottet, at hun var søgt ned i Stråhytten. Han var da styrtet gennem Haven og Bøgealleen ned til Hytten. Og da han havde hørt Stemmer derinde, hendes og Grevens Stemmer, havde han listet sig forsigtig om til Døren og stænget den af. Og så havde han strøget Tændstikker og sat Ild på rundt omkring i Halmen. Og da han havde set Flammerne slikke op over Taget, havde Angsten grebet ham, og han var løbet som en vild bort gennem Skoven og op over Markerne og hjem . . . .
   Enkebaronessen havde under Sønnens Skriftemål siddet stille og tankefuld og klappet hans Hånd.
   - Ja, sagde hun nu og nikkede ud for sig - men når man vil gøre den Slags Ting, må man prøve sig selv først, min Dreng, om man er stærk!
   - Jamen jeg vidste jo ikke a' 'et, Mor, før det var sket . . . .
   - Hum . . . nej, det gjorde Du vel ikke!
   - Og man har jo ikke Lov . . .
   - Lov? Visvas! sagde den gamle Frue og vågnede. - „Lov”? . . . De fik Løn som forskyldt, gjorde de! . . . Og nu er det jo sket! . . . Hvad Nytte er det så til, at Du går og plager Dig selv? Tror Du, at Du fik det bedre, om Du gik hen „og meldte Dig”, som Du siger?
   - Så kunne jeg da lide min Straf . . .
   - „Lide din Straf”! gentog Fru Juliane utålmodigt. - Plebejermoral, Helmuth! Bondemoral! Nej, vis Du Folk, at Du ikke er sådan en Pjalt, der la'r sig klemme Humøret a', fordi din Kone var en Taske, som ikke havde fortjent bedre end at piskes nøgen ud af Gården sammen med sin Galan af en Greve! . . . Nå, men lad os nu ikke snakke mere om det! sagde hun pludselig og slag om i en anden Tone. - Nu går Du i din Seng, min Dreng, og sover på dit grønne Øre til i Morgen! Og så ta'er vi fat igen på en frisk. Nu er vi jo to om at hjælpes ad . . . .
   Og hun vedblev at tale, snart alvorligt formanende, snart mildt og indtrængende. Skammede ham ud og snakkede godt for ham. Lovede at stå ham bi med Råd og Dåd, når det trængtes. Og søgte på ny at påvise ham, at Mennesker, der var stillet højt i Samfundet, kunne ikke, fordi de havde begået en Handling, der lå uden for Loven, bære sig ad som en Tjenestepige, der havde født i Dølgsmål og så straks gik hen og faldt på Knæ for Herredsfogeden og peb og græd og bekendte og bad om en Omgang Tugthus.
   - Malkepigemoral, Helmuth! endte hun. - Men Du mente heller ikke, hvad Du sagde før, min Dreng! Vel? Du var bare træt og ophidset af at gå og mase med dine Tanker alene. Nu, Du har mig at tale med, skal Du se, at alting kommer i Orden igen! . . . . Giv mig nu Hånden på, at Du vil gøre, hvad der står i din Magt for at ryste alle de syge og forrykte Ideer af Dig. Nå?
   Helmuth rakte hende nu tøvende sin Hånd.
   - Jeg skal prøve på det, Mo'r . . . sagde han; men han så ikke på hende, han vendte Hovedet sky til Siden.
   - Tak, min Dreng! nikkede den gamle Dame og drog Vejret dybt. - Å, Du véd ikke, Helmuth, hvor frygtelige disse Måneder har været for mig! . . . Nå, men nu ikke mere om det! Jeg er så træt som en Plovhest . . . Du står altså op i Morgen og går i Marken som sædvanlig?
   - Ja . . .
   - Du skal se sikken Appetit, Du får, lille Helmuth! Jeg skal lave noget rigtig lækkert til Dig til Frokost! . . . Skal vi så sige Godnat? Klokken er på Vej til to! Stasia står vist på Hovedet af bare Søvnighed!
   Enkebaronessen rejste sig.
   - Mo'r . . . klynkede han.
   - Helmuth! skreg Baronessen, og hendes Stemme var ved at slå over i Gråd. - Du kan også byde en gammel Kone for meget!
   - Jamen Mo'r
   - Hvad er det?
   - Jeg kan ikke . . . falde i Søvn, jeg . . .
   - Skal jeg måske sidde og vugge Dig?
   - Lad mig . . . Du må . . .
   - Tal ud, Dreng! Jeg er ved at styrte af Træthed!
   - Gi' mig Nøglen til Vinkælderen! sagde Baronen tryglende. - Jeg kan ikke sove, når . . . . Jeg ser det hele, det alt sammen . . . . Gi' mig Nøglen til Vinkælderen . . . . Bare i Aften, Mo'r . . . . så lover jeg Dig . . . .


   Da Enkebaronessen på Vejen over til sit Værelse kom igennem Riddersalen, standsede hun op midt på Gulvet og så sig om, Månen skinnede ind gennem de høje Vinduer, og dens blege Lys faldt netop hen over Billederne på Væggen i Hjørnet ud mod Haven - Billederne af Slægtens tre sidste Repræsentanter: Der hang han, Spilleren, som havde revet de tre Fjerdedele af Slottet ned! Og der han, som for at skrabe de sidste Skillinger sammen havde fældet den ældgamle Lindeallé, Godsets stolteste Pryd! Og der hang han, hendes egen velsignede Hannibal, som havde plyndret Egetømmeret af sine Lader og Stalde og stukket Grankvas og Fyrrerafter i Stedet!
   Og ved Siden af Mandens, Hannibals, Pigejægerens Billede var der allerede gjort Plads til Sønnens, Helmuths, Mordbrænderens, Drankerens . . .
   Den gamle Frue gik hastigt ud af Riddersalen og slog Døren til med et Drøn, så at alle de møre Billeder skjalv på deres Spigre.
   - Skidt Slægt! mumlede hun. - Rådden Slægt! Ingen Rygrad! Levet for længe!