August og Lise
Af Hans Jørgen Friis-Jensen (1895)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Det var midt i August. Dampskibet, som skulle afgå fra Aalborg til København, var overfyldt. En Vrimmel af Børn færdedes frem og tilbage på Dækket med livlige Bevægeiser og en ustandselig Pludder; ingen spurgte om, hvor disse Småfyre hørte hjemme; thi alle vidste, at det var små Københavnere, der havde været på Landet og nu var på Rejse til Hjemmet i Hovedstaden.
Da det ringede tredje Gang på Dampskibet, blev der et Øjebliks Stilhed. Til Afsked svingede de små Passagerer med Huerne og viftede med Lommetørklæderne, medens de brave Jyder, der havde været deres Værter og Værtinder, stod ved Havnen og sendte dem venlig Afskedshilsen med på Rejsen.
Der var ved denne Lejlighed Tårer i mange Småøjne, Tårer, der vidnede om, at Københavnerbørns og jyske Bønders Hjerter havde fundet hinanden.
Skibet gled nu ud på Limfjordens Bølger; Småsnakken begyndte atter, Venner og Veninder fandt hinanden efter en Måneds Adskillelse og havde tusinde Ting at fortælle. Det var næsten utroligt, hvor god Besked de vidste om, hvor mange Læs Hø, der var kørt ind, hvor mange Tønder Rug, der var høstet, hvordan Svinene stod i Pris - ja endog hvor mange Læs Gødning der var ført ud i Marken. Nåda, hvor Københavnerne ville blive forsynede med Agerbrugsberetninger, når denne Trop lander!
I Forstavnen var en Flok Får, nogle Fedekøer og en lille norsk Hest blevne indkvarterede. Så længe det var Dag, havde Københavnerbørnene med Velbehag underholdt sig med disse Dyr, og særlig var Hesten alles Yndling og Genstand for deres Samtale.
Snart vidste de alle, at Hesten hed Lise, at den var fra en lille Herregård i Vendsyssel, og at den nu skulle til København og uddannes til Ridehest for Ejerens tiårige Datter. Alt dette havde August Hansen fortalt dem, og samme August vidste meget, meget mere om Lise, men dette mere fortalte han ikke til nogen, thi det var hans egen kære og dybe Hemmelighed.
Det blev ud ud på Natten, og først næste Morgen skulle Skibet ankre ved København. Det var stille Vejr, Himlen var oversået med Stjerner, og Fuldmånen kastede en bred, lysende Stribe hen over Kattegattets krusede Vandflade. Kaptajnen er gået til Køjs, men 1ste Styrmand står på Kommandobroen, og hans årvågne Øje undersøger Farvandet foran; en gammel Rorgænger står og drejer Rattet, mens han tygger på Skråen og venter på Afløsning. 1ste og 2den Kahyts Passagerer sover trygt i Køjerne uden at forulempes af Søsygens Kvaler. På Dækket ligge de små Københavnere i store Klumper med Hovederne sammen og Benene strittende til alle Sider. Den gamle Matros er endelig bleven afløst deroppe ved Rattet og slentrer nu hen over Dækket for at søge sin Køje, men standser uvilkårlig og ser på de slumrende Småfolk; så tager han nogle tomme Sække og breder over nogle Ben her, dernæst et Stykke Sejl og dækker dermed andre Ben hist, og endelig trækker han sin strikkede Trøje af og lægger den over en hel Klump af nøgne Småhoveder.
»Søluften kan være barsk nok for sådant Småkravl!« brummer han, idet han forsvinder i sit Lukaf. - Jeg tænker, han selv har en Rede derhjemme i København med Småfolk i.
På Skibet høres ikke anden Lyd end Maskinens Arbejde og Hjulenes Buldren. Dog jo, henne i Forstavnen giver den lille Nordbagge nogle sagte Lyd fra sig, og en menneskelig Røst svarer den. Det er August, som endnu holder Dyret med Selskab. Han er en smuk, velvoksen Dreng på omkring ved tolv År. Snart sidder han på Hestens Ryg og stryger kærtegnende dens blanke, gule Skind; snart står han ved dens Side med Armene om dens Hals, klapper den på Kinden og kysser dens bløde bævrende Mule, mens Dyret napper ham kælent i Håret og »rimmer« ganske sagte som Gensvar på alle de Kælenavne, han ødsler På den.
Dersom du, min Læser, har en from, venlig Hest hjemme eller måske en tro og kælen Hund, da vil Augusts og Lises Venskab for hinanden ikke være dig ufatteligt, og når jeg nu fortæller dig lidt af deres Historie, da vil du endnu bedre kunne forstå det.
- - -
Augusts Historie er til at begynde med ikke meget forskellig fra så mange andre fattige Feriebørns. Faderen, der var død for et Års Tid siden, havde været doven og forfalden. Moderen gik nu og skurede Trapper, vaskede for Folk og tog fat på hvilket som helst Arbejde, der bød sig til, for at fortjene Udkommet til en Flok Børn, hvoraf August var den ældste. At holde sine Børn fri for Fattigvæsenet og opdrage dem til gode og dygtige Mennesker var hendes højeste Ønske.
Denne Sommer havde hun været så heldig at få fri Rejse og frit Ophold til August hos Proprietær Stensens på Hørdumgaard i Vendsyssel.
Der var megen Rigdom på denne lille Herregård, men der førtes et stille Liv, thi både Stensen og hans Frue var alvorlige og tungsindige Folk. Som nygifte havde det været muntre og fornøjelige Mennesker, og da deres første Barn blev født, var der stor Jubel på Gården; men da Barnet døde et halvt Års Tid efter, listede Sorgen sig ind på Gården, og Stilhed rådede i alle Stuer. De fik efterhånden flere Børn, men mistede dem som små. For hver lille Kiste, der blev båret op på Kirkegården, blev der mere Stilhed på Gården og mere Sorg i Ægtefolkenes Sind. Så fik de lille Ester. Hun blev halvt År, og hun blev År gammel; Tiden gik, og de beholdt hende; for hver Fødselsdag Ester havde, fattede hendes Forældre mere Håb, og nu var den lille Pige ti År gammel, tilmed velvoksen og rødmosset. Glæden smuttede atter ind på Hørdumgaard, men den måtte nøjes med en stille og beskeden Plads. Ægtefolkenes Tanker drejede sig altid om Ester, og bestandig var hun Genstand for deres Samtaler. Hun måtte ikke komme ud i Tåge eller Regnvejr, ikke drikke Kaffe, ikke spise Stikkelsbær, ikke komme ned til Malkepigerne, ikke lege med Landsbybørnene, ikke gøre Dit og ikke gøre Dat, det arme Barn, hun vidste næppe, hvor hun måtte stå eller gå. Men det var jo gjort i en god Mening, og Hensigten var jo den at bevare Barnet frisk og sund både på Legeme og Sjæl.
Fattigfolk og især syge Børn nød meget godt fra Hørdumgaard, og denne Ferie havde de første Gang besluttet at tage en fattig Københavnerdreng en Måneds Tid. Således gik det da til, at August Hansen kom til Hørdumgaard.
Det var slet ikke Meningen, at lille August skulle være Esters Legekammerat, nej, dertil var Stensen og hans Frue alt for ængstelige Folk; de kendte jo ikke den fattige Dreng, og de nærede Frygt for, at han på en eller anden Måde var et fordærvet Barn.
August spiste naturligvis ved Familiens Bord. Om Morgenen fik han Kakao; til Frokosten skulle han drikke mindst tre Glas Mælk, og ved Middagsbordet blev han presset til at spise det ene Stykke Steg efter det andet. August var ikke vant til sådanne Herreretter, han spiste derfor godt, og det var kendeligt hver Dag, hvordan de blege, indfaldne Kinder fik mere Rødme og Fylde.
Hele Dagen igennem måtte han lege i den store Have eller køre med Folkene, når Høet skulle ind; men når så Ester gjorde Mine til at ville følge ham, da lød det gerne fra Moderen: »Nej, lille Ester må blive inde at sy!« - eller: »Græsset er vådt i Dag, du kunne blive våd om Fødderne, og så sætter det sig så let for Brystet!«
August så på dem med sine store kloge Øjne, og det gjorde ham usigelig ondt, da han omsider blev klog på, hvad der lå bagved. Jo, han mærkede nok, hvilken Mening de havde om ham. Hvad kunne det så nytte med al den dejlige Mad! Hvad hjalp det så, om de gode Folk også anstrengte sig for at finde et venligt Ord til ham! Eller hvad Fornøjelse havde han af at køre på Hølæs, når Ester ikke måtte være med!
Uagtet alle de Velgerninger, der vistes ham, så var han dog et tilsidesat og miskendt Barn; han var både et klogt og et godt Barn, og derfor smertede dette ham dybt.
Omtrent samtidig med August var der kommen en lille gul Nordbagge til Gården; den skulle være Esters Ridehest, men endda blev hun omhyggelig holdt borte fra den. Hvordan skal da dette forstås? Jo, Meningen var, at den skulle afrettes først, gennemgå en fuldstændig Rideskole, og først da måtte hun benytte den.
Nu gik den løs mellem Ungkvæget nede på Engen, åd sig så tyk som en Humlesæk, nød det dovneste Velvære og foretog for Tidsfordriv af og til nogle kåde Spring, så Unghøvederne forskrækket løb af Vejen for den.
»Ester må ikke komme til Lise, det er en uopdragen Hest, den kunne let slå dig, sådan som den tumler sig!« formanede Faderen.
»Lise er et yndigt Dyr, bare jeg måtte få Lov at ride på den!« bad den lille Pige.
»Siden, min Ven, når den har været i København og gået Skolen igennem, men endnu er den ikke til at stole på,« var Svaret.
Dette var en stor Sorg for Ester.
Lige Børn lege bedst, siger Ordsproget, og lige Børn var nu August og Lise. Begge var de unge, godmodige og ufordærvede Naturer, begge fremmede på Gården, begge havde de Adgang til i rigt Mål at tilfredsstille Bugens Fordringer, og for begges Vedkommende var der Tid og Lyst til at øve Ungdomsleg - men desværre var de også begge fælles om at være miskendte på Hørdumgaard. Intet Under derfor, at de to fuldstændig slog sig sammen.
Så snart August med et let Hop satte over Engledet, løb Lise vrinskende i Møde, spiste med Velbehag Brødstumpen, Stykke for Stykke, af hans Hånd, gned derpå kælent sit Hoved op og ned af hans Ryg, som han med største Glæde overlod den til Kløpind. Derefter løb de muntert om Kap hen over Engens bløde Græs, eller August kastede sig på dens Ryg og satte af Sted i fuld Fart uden Sadel og Bidsel, kun holdende sig fast ved den tykke, stride Manke.
- - -
»Sig mig en Gang, Hans: Hvad tager vor lille Københavner sig egentlig for om Dagen dernede på Engen?« spurgte Proprietær Stensen en Dag den gamle Røgter-Hans.
»Å, det er en slemme Bæls til at tumle Høvederne, sådan til der er en Fløvt imellem dem værre end midt i en Bisværm, og den bitte Nordmand piner han da Livet af,« svarede Hans.
»Lidt rask på det er han vel, men det må vi bære over med, for han er jo en Københavner.«
»Jeg tror snarere, han er en Indianer, sådan som han »hvæller« (råber) op,« ytrede Hans.
»Nej, min gode Hans, Indianer er han nu ikke,« svarede Stensen smilende.
»Ja, så er han i det mindste en fæl Dyrplager.«
»Sig ikke det, Hans, uden du er vis i din Sag, for »Dyrplager«, det er noget nær det værste Skældsord, jeg kender,« sagde Stensen alvorlig.
»Det er, som jeg siger, værre Dyrplager har vi ikke nogen Tid haft på Gården, og Husbond kommer til at sætte en Stopper derfor i Tide.«
»Jeg skal tænke over det,« svarede Stensen og gik grundende sin Vej.
»Skulle det virkelig være en lille Dyrplager, ja, så er det også på andre Måder en bundfordærvet Dreng,« mumlede Stensen ved sig selv, da han gik hjem for at opsøge den lille Københavner.
Gamle Hans var rent tummelumsk i Hovedet over al den Forstyrrelse, August forårsagede nede mellem Ungkvæget, og derfor tog han ikke i Betænkning at bruge et hvilket som helst Middel til at fjerne Fredsforstyrreren.
»Røgter-Hans har klaget over dig, August,« sagde Stensen i en streng Tone, så snart han traf Drengen.
»Har Hans? Da har jeg aldrig fornærmet ham en Smule,« svarede August.
»Nej, ikke ham, men Kreaturerne nede i Engen.«
»Det ved jeg ikke af,« bemærkede August troskyldig.
»Ikke det? Jo, Hans har set, hvordan du bærer dig ad med Lise.«
Drengen blev rød i Hovedet; thi han skammede sig over, at nogen havde set, hvor ømt og kælent han behandlede Lise.
»Men jeg synes da ikke, at det kan gøre noget,« indvendte han stilfærdig.
»Jo, det synes du vist nok, ellers blev du ikke rød i Hovedet,« svarede Stensen.
»Et godt og velopdraget Barn bærer sig ikke sådan ad mod et umælende Dyr.«
En uklar Tanke opstod hos August om, at der måske for fine Folk var noget upassende og ufint i at kæle for et Dyr, og han tav derfor forbløffet stille.
»Jeg ser på dig, August, at Hans har talt Sandhed, og herefter må jeg bestemt forbyde dig at komme i Engen,« svarede Stensen og gik sin Vej.
Sådan som August græd, da Proprietæren var gået, havde han aldrig grædt før. Ingen kunne være mere ulykkelig end han, syntes han. Var dette det dejlige Ferieliv, som han havde glædet sig så meget til? Ester var han ikke god nok til at lege med, og Lise, som var hans eneste Ven på Gården, måtte han nu heller ikke komme sammen med. Herren og Fruen var jo flinke nok til at proppe ham med Mad og Drikke, men hvad kunne det nytte, da de dog ligefuldt betragtede ham med mistroiske Øjne og anså ham for at være et slet Barn. Nej, gid dog denne Ferie havde Ende, og gid han atter havde været i København hos sin kære Moder og sine Søskende!
Der gik to Dage således, triste og tunge for August; den tredje Dag tog han en stor Beslutning, og før den udførtes, begav han sig i Middagstiden, da Gårdens Folk sov, ned til Engen.
Da han kom til Engledet, blev han indhentet af Ester. Så snart han så hende, vendte han om og ville gå en anden Vej, men Ester løb råbende efter ham.
»Hvad vil du mig, Ester?« spurgte han og standsede.
»Jeg vil da tale med dig, kan du nok tænke.«
»Det er ikke værd, Ester.«
»Hvorfor ikke?«
»For du må ikke.«
Ester nølede med Svaret.
»Er det ikke sandt, hvad jeg siger?« spurgte han i en noget bitter Tone.
»Det kan nok være . . . men jeg gør det nu alligevel.«
»Hvad vil du mig da?«
»Jeg vil vide, hvad du vil her - hernede ved Engledet?« spurgte hun og så spændt på ham.
»Å, jeg har tænkt, jeg ville over i Engen,« svarede han i en rolig Tone.
»I Engen - og så?« spurgte hun både med Mund og med Øjne.
»Snakke lidt med Lise . . . for hun foragter ikke en fattig Københavnerdreng,« svarede han og så vist på hende.
»Men Fa’er har bestemt forbudt det og jeg troede så vist, at du var en lydig og god Dreng,« sagde hun med Tårer i Øjnene.
August så lige ud i Luften, men svarede ikke.
»Tør du gøre det for Fa’er?« spurgte hun med rystende Stemme.
»Jeg skal sige dig noget, Ester . . . jeg vil ned at se Lise for sidste Gang . . . og så . . .«
»Hvad så?« spurgte hun og greb ham uvilkårlig i Armen.
»Så rejser jeg,« lød Svaret.
»Rejser? - Hvorhen?«
»Til København . . . i Aften går Dampskibet.«
Hun slap hans Arm, og et Par Tårer stjal sig ned ad hendes Kind.
»Har du det ikke godt nok hos os?« spurgte hun.
Han betænkte sig lidt.
»Hjemme har vi det fattigt, Ester; men Mo’er og mine Søskende og jeg er altid gode Venner, og aldrig har nogen af dem troet noget ondt om August . . . men her kan det aldrig blive godt,« svarede han omsider.
»Det er Røgter-Hans’s Skyld,« sagde Ester.
»Jeg kan ikke forstå, at det er så forfærdelig slemt, at jeg har klappet - og somme Tider også kysset Lise,« ytrede August.
»Nej, det er ikke det, August, men Hans beskylder dig for, at du er en Dyrplager.«
»Og det tror I om mig?« udbrød Drengen både harmfuld og forundret.
»Jeg tror det ikke, August og når du nu vil følge med hjem, så skal vi nok få Hans til at gå til Bekendelse, og Fa’er skal få andre Tanker om dig,« svarede Ester.
I det samme hørtes en gennemtrængende Vrinsken nede fra Engen.
»Det var Lise!« udbrød begge Børnene på een Gang, og August sprang med det samme hen til Ledet.
»Lad være, August, og følg med hjem, så skal jeg nok få Fa’er god,« bad Ester.
»Der er noget galt med Lise, det kan jeg høre på Stemmen,« var det hele August svarede, og derpå satte han over Ledet og løb hen til Skrænten, der førte ned til den egentlige Eng.
Ester stod og så tvivlrådig efter ham.
»Lise er falden i Grøften . . . hun drukner . . . kom og hjælp mig, Ester!« råbte August og vinkede.
Ester så sig først tilbage til Gården, men derpå satte også hun over Grænsen til det forbudne Land og fulgte August ned til Lise, der sad fast i den mudrede Grøft, som adskilte Hørdumgaards og Præstegårdens Enge.
Dyret havde villet tilegne sig det Græs, som fandtes på den modsatte Grøftekant, og var derved gledet ned i det mudrede Vand, hvor det nu sad fast uden selv at kunne komme op.
»Lad os løbe hjem og hente Fa’er - eller Hans!« råbte Ester i største Angst.
»Det varer alt for længe, Lise drukner imens; nej, vi må hjælpe os selv,« svarede Drengen og tog fat i Dyrets Manke, men det hjalp naturligvis ikke; så slog han sine Arme om Lises Hals og halede til sig af alle Kræfter, men det var lige et og det samme. Ester løb tvivlrådig frem og tilbage.
»Du kan ikke, August,« sagde hun fortvivlet.
»Jo, det kommer nok,« svarede han og sprang i det samme ned i Grøften til Hesten, så at Vand og Dynd sprøjtede til alle Sider.
»Kære, søde August, lad være, du drukner - kom, lad mig hjælpe dig op!« råbte Ester grædende og rakte Hånden ud imod ham.
»Gå væk - tror du, Lise skal omkomme!« svarede han og stødte hendes Hånd bort.
Så løb Ester skrigende hjem efter Gården til for at melde, hvad der foregik nede i Engen.
Med Opbydelse af alle sine Kræfter formåede August, stående i Grøften, at løfte Fordelen af sin firbenede Vens Krop en Smule i Vejret - men den ville atter synke.
Da bøjede han sig dybere ned og stemmede Ryggen ind under Dyrets Bringe, hvorved han selv blev trykket længere ned i Dyndet, men Hesten blev hævet så meget, at den fik Forbenene løs og arbejdede nu så længe med disse, til den fik fastere Fodfæste, og tilsidst sprang den velbeholden i Land.
August var imidlertid kommen ned i Dynd til Brystet, og jo mere han arbejdede, des galere blev det; tilsidst kunne han ikke gøre andet end råbe om Hjælp.
Den lille befriede Nordbag løb uafbrudt frem og tilbage på Engen og udstødte høje, skingrende Hvin; om det var af Glæde over sin egen Befrielse, eller om det var af Angst og Medfølelse for sin ulykkelige Ven, er ikke godt at vide; måske det var noget af begge Dele.
. . . Ester kom skrigende ind på Gården, og hun var næppe til at forstå, da hun hulkende råbte: »August er ved at drukne . . . og Lise . . . nede i Grøften!«
Stensen for op af sin Middagslur på Sofaen, idet han forfærdet udbrød: »Er August ved at drukne Lise nede i Grøften? - Nej, enten er du tosset, Barn, eller også er Drengen det!«
»Nej, det er Lise, der er ved at drukne . . . selv at . . . drukne sig selv . . . og August er også ved at drukne . . . ikke Lise men sig selv . . . nej, nej . . . det var ikke sådan, Fa’er . . . men de drukne da begge, begge to!« råbte Ester fortvivlet.
»Ja, Barnet er tummelumsk i Hovedet - så een Ting galt må der være på Færde!« mumlede Stensen, idet han med bart Hoved løb ud af Gården og ned i Engen; nogle af Folkene kom løbende et Stykke bagefter; thi også de var blevne opskræmmede ved Esters forunderlige Melding.
»Nå, Lise er da i Live; hvordan det så har sig med Drengen,« tænkte Stensen, da han hørte og så den vrinskende Hest.
Ved at følge Lyden af et svagt Råb fandt han kort efter den ulykkelige Dreng. Dennes Kræfter var omtrent udtømte, da Stensen fik fat i Kraven af ham og med stort Besvær fik ham trukket i Land.
Hvordan Augusts Klæder så ud behøver ikke at fortælles, enhver kan sige sig selv, at han var sort fra Top til Tå - dog ikke helt, thi Ansigtet var blegt, og Trækkene var slappe.
Han så sig forvildet om, men da han fik Øje på Lise, udbrød han med et lykkeligt Smil: »Jo, vi kom alligevel op begge to, lille Lise!«
Proprietær Stensen tog nu uden Betænkning den tilsølede Dreng på sine Skuldre og bar ham hjem, mens Karlene fangede Hesten og fik den tøjret.
Der blev Storvask både inde og ude efter denne Mudderhistorie. Karlene gav Hesten den ene Spand Vand over Nakken efter den anden, mens Kvinderne hjemme på Gården på en lempeligere Måde besørgede Drengens Renselse. Lise fik Lov til selv at sørge for, hvordan hun ville blive tør igen; men August derimod blev bragt i Seng, og den lille medtagne Fyr faldt snart i en velgørende Slummer.
En Times Tid senere stod Proprietæren og hans Hustru ved Drengens Seng og talede sagte sammen.
»Hvad siger du så til den Historie, Kamilla?« spurgte Stensen sin Hustru.
»Vi har gjort Drengen Uret,« svarede hun.
»Stor Uret, Kamilla. Og med Hensyn til lille Ester, tror du ikke nok - - -?«
»Jo, der er en god Grund i den Dreng, ellers kunne han ikke bære sig sådan ad mod et umælende Dyr, derfor tør jeg trygt overlade mit Barn i hans Selskab, og jeg kan ikke ønske mig nogen bedre Legekammerat til Ester.«
»Det er også min Mening, og herefter skal han og Ester have Lov til at være sammen, så meget de lyster,« tilføjede Stensen. August, som havde hørt den sidste Del af Samtalen, slog i det samme Øjnene op og smilede lykkelig.
»Er der noget, du vil, min Dreng?« spurgte Fruen.
»Å nej, der er ingen Ting, jeg er bare så glad over, at Lise kom i Grøften.«
»Han taler nok i Vildelse, den lille Fyr,« mente Stensen.
»Nej, slet ikke, jeg mener blot, at nu, da Lise har været i Grøften, får jeg jo Lov til at lege med Ester,« svarede August.
»Det gør du, mit Barn,« sagde Fruen; »vi vidste jo ikke rigtig, hvad der boede i dig, for der er mange Slags Drenge i København, men nu ved vi, at du er et godt Barn.«
»Ester har fortalt mig en hel Del om dig,« tilføjede Stensen, »og Røgter-Hans, som jeg har haft ordentlig i Skole, har måttet bekende, at han har gjort dig Uret; også jeg har gjort dig stor Uret, lille August, skønt det var mod min Vilje, men slemt var det, og jeg burde have undersøgt Sagen bedre i Stedet for blindt at tro på Hans’s Krøniker; ja, ja, nu få vi at se, om jeg kan gøre det godt igen.«
»Må jeg så komme op, så skal vi ud at se til Lise!« udbrød August med et strålende Ansigt.
»Nej, i Dag skal du holde Sengen, det har du bedst af,« svarede Stensen.
»Og så skal Ester få Lov at komme ind til dig med Billedbøger,« tilføjede Fruen.
- - - Fra den Dag begyndte først rigtig Augusts Ferie, og det var så heldigt for ham, at der endnu var over fjorten Dage tilbage.
Mistroiske Øjne hvilede ikke oftere på ham; nu havde han Familiens fulde Tillid. Han og Ester bleve rigtig gode Venner, og Lise var deres fortrolige og tillige deres Legekammerat, thi også den lille Hest blev der herefter vist mere Tillid.
- - -
Efter at have gjort denne Afstikker vende vi atter tilbage til Dampskibet.
Nu forstå vi ret, hvorfor August sluttede sig så aldeles til Lise på Overfarten. Begge skulle de nu til Hovedstaden, Lise for at gennemgå Rideskolen og derefter vende tilbage som Esters Ridehest, August for at gå i en af Byens bedste Skoler - hvor Proprietær Stensen ville betale for ham - og så hver evige Sommer vende tilbage til Hørdumgaard og tilbringe Ferien i Esters og Lises Selskab.
Og når nu August denne Nat så det gode Dyr ind i de kloge Øjne, da var det, som om han ville sige: »Tak, Lise, for alt godt Venskab - det var dog din Skyld, at jeg rigtig blev hjemme på Hørdumgaard!«
- - - Række stod bag Række på Kvæsthusbroen, da Dampskibet lagde til. De små Københavnerbørn stod både på Kasser og Fustager for at komme til at se Forældre og Søskende, som de nu havde været skilt fra en hel Måned. Ingen kom dog højere end August, thi han sad på Lises Ryg, og da han fik Øje på Moderen med et Par af de største Søskende ved Hånden, svingede han Huen og råbte: »God Dag Mo’r, God Dag Asta, God Dag lille Otto! Jo, her kommer jeg ridende på Lise!« Og så gav han i det samme sin firbenede Ven nogle venskabelige Klask på Halsen.
Det tog Tid, men omsider fik han da Lov til at komme i Land og hilse på Moderen og sine Søskende.
Også Lise blev trukken i Land.
August vendte sig om og sendte Dyret et langt Blik, der skulle sige så meget som: »Ja, ja, lille Lise, nu går det ikke sådan til med Leg og med Løjer som på Hørdumgaard, nu skal vi i Skole begge to - men som vi skal være flittige, ja, som vi skal hænge i - og så til Sommerferien, ja, til den dejlige Sommerferie, så mødes vi atter på Hørdumgaard!«
»Hvad tænker du på, lille August?« spurgte Moderen forundret.
»Å, det var bare Lise, jeg så efter - den lille Nordbag - hun er min gode Ven fra Vendsyssel,« svarede han. »Ja, du kan tro, lille Mo’r, jeg har haft en dejlig Ferie, og at jeg har meget at fortælle dig, når vi nu komme hjem i Møntergade!«