De Salige

---

Harald Kidde (1910)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

I

   Den røde Sky skinnede som en Purpurø.
   Granernes Toppe nede på Højen sov, vintermørke, og Aftenkulden slørede hans Rude.
   Men den røde Sky skinnede som de Saliges Ø, en Kyst for Syner og Drømme, højt over de forårsfrysende Marker og Skove, højt over hans Skrivebord her med de halvtrettede Stile, højt oppe, langt ude over denne støvlugtende Stue med Bøgernes Masser på Væggene og Bordene. Højt oppe, langt ude, de Saliges Ø - -
   Han lagde Hånden mod Panden.
   De Saliges Ø, Ungdommens Rosenø, her hvor han sad med Skolestile - -
   De Saliges Ø derhjemme om Aftnerne, når Moder og han fra Klitternes vældige Høje så Skyerne funke som Roser, mens selv Marehalmen hvilte om deres Fødder, og Fugletrækkets Strime gik i Horisonten.
   De Saliges Ø, vore Drømmes Ø, hvor vi var hjemme!
   Og når vi gik tilbage gennem Plantagens Bjergfyr ad de sandkolde Stier, hvor Sømærkets Kæmpeurtepotte sortnede mod den skyrene Novemberhimmel, og vi dukkede ud i Lyngen ved Plantørens, og Landet lå for os, fladt af Hede og Mose til Kimmingens Kæmpehøje, kun med Trannum bitte Kirkespir og Træklyngen henne om vort Hus - skinnede endnu de røde Skyer i vore Øjne.
   Og om Aftnerne, hjemme under Bjælkelofterne, blussede de dybt inde i Tørven, og din åndeløse Stemme hviskede om dem, Moder, mens vi krøb sammen på Tæppet, Kind mod Kind, i Tørvesyren, og Kulden fra den uhyre Himmel derude slog vore Ruder med Dug - som denne Aftens Kulde dugger mine.
   „De Salige” kaldte de os, for Spot, derhjemme. Vi boede jo på „Bjerget”, højt over Plantagen og Havet, med Heden milevid for vore Vinduer. Og vi kendte kun os selv, vore Vandringer og Stuer - knap din Farbroder derinde, Distriktslægen, bag den sandstrøede Forstue, ham og hans Husholderske, Sissel Jakobsdatter, og lille Birte -
   Lille Birte, som Hugormen bed ihjel i Lyngen - min Barndoms blæstrøde Dage omkom med dig, og Hedens beske Gift blev i mit Blod!
   O Moder, de fjerne Øer over Havet, havde du ikke lært mig at sende mit Hjerte til dem!
   Nu i Aften svømmer den røde Sky over Trannum Kirketårn, ved hvis Fod du sover i Hedens Horisont. Nu er jeg ene igen af alle dem i det rødtagede Hus på „Bjerget”.
   Og jeg nåede ikke til vor Ø - og til de andre, de Levende derude bag Kæmpehøjene fandt jeg ikke. Birtes Lokketoner kaldte ikke mere. Og Øen skinnede bagved, over Havet.
   Og endnu hver Aften skinner din Ø for min Rude! -
   - Henning Norden strøg sig med begge Hænder over Panden, så op og rejste sig. Han gik gennem Portiéren ind i Sovekammeret, åbnede Glasdøren og trådte ud på Altanen.
   Den røde Sky var nu sunket ud i Skumringen. Det trak klamt om Taghjørnet og pustede koldt mod ham fra Rugmarken bag Sølvpoplerne.
   Han åndede det første Forårs Gær.
   Stationens elektriske Lys tindrede som en Rad af blå Kugler, Toget holdt dernede, dets Røg hvirvlede hvid op om Lysene. Han skimtede lige Kirkens takkede Tårn bagved i Landsbyen.
   Men over Højens Bjærgfyrtoppe dæmrede Lyset fra Hovedstaden som et hvidligt Flor, svunget Stribe over Stribe, højt op i Himlen.
   Han lænede Nakken mod Døren og stirrede ind i Floret.
   Derinde, ja derinde - deres Lys gik ikke ud i Natten, sank ikke til Bunds som røde Skyer og Drømme. Derinde færdedes nu Terese, og han stod ene her.
   Thi vi sendte vore Hjerter til den røde Ø. Og nu det er blevet Nat, hvor findes nu vor Ø?
   - Han jog sammen ved en tynd Klingren.
   Klokken ringede derude.
   Kom der nu Fremmede til ham? Havde Toget bragt ham Bud herud?
   Dets Lysrække dukkede sig alt i Horisonten, og Markerne lukkede sig om dets fjerne Hjul.
   Bud til ham? Å, det var vel Aftenavisen!
   Men da han gik ind gennem Sovekammeret og hørte Madam Palms Stemme derude og en Fremmeds, standsede han.
   En Fremmed? hvem kom på denne Tid?
   Å, Stilheden dér ved Lampen, hvor han var ene med Bøgerne og Mørket bag Ruden -
   „Jo, Doktoren er hjemme. Hm, om Frøknen vil vente lidt, at jeg kan få tændt Lys.”
   Henning Norden lyttede.
   Frøken?
   Om Madam Palm dog havde sagt, han ikke var hjemme! Nu gik den Aftens Ro. Det Menneske, som var taget herud, ville jo vente til næste Tog i det mindste.
   Og en Fremmed, en Dame her i hans Stuer, hvor ingen havde været nu så længe - så længe, at han syntes, det var altid - uden Terese og Madam Palm.
   Han gik ind i Dagligstuen.
   Det elektriske Lys' Blænden sprang ud i Mørket.
   Den Fremmede stod lige overfor ham i Skæret.
   Han skimtede en stor, sort Fjerhat, en Boa - og to sorte Øjne.
   En Luftning af det nyfødte Forår derude - og en sød Lugt - som fra forrådnet Efterår.
   Madam Palms lille Ansigt så frem.
   „Undskyld, det er en fremmed Dame, som gerne vil tale med Doktoren.”
   Henning Norden bukkede, med Øjnene blændet af Skæret.
   „God Aften, værs'god, jeg véd ikke -”
   Den Fremmede gled frem i Stuen. Trækken fra Vandringen herop slog mod ham, sviende af Vårluften over Broen, og af den anden, søde Lugt - som af Råddet inde i Skoven.
   Han drejede på sin Læselampe ved Skrivebordet. Den gamle, vante Petroleumslampe kunne det nu dog ikke nytte at tænde i Aften.
   Den grønne Silkeskærm bredte sit stille Lys over Papirerne og Penneskaftet og Kollegiets Stile.
   „Undskyld, Hr. Doktor,” Damen stod i Skyggen ved Skrivebordet, „at jeg - ja, at jeg kommer her, helt uventet, jeg som - De slet ikke kender, og som - og det er for at bede Dem om en Tjeneste - -”
   Henning Norden så undrende på sin Gæst.
   Slank og sort stod hun dér, i sin vældige, sorte Hjulhat, med det spidse, hvide Ansigt dukket i sin Boa, og trak og trak i sin Handske.
   Hendes Stemme rystede, hæs, og Hænderne dirrede febrilsk.
   Henning Norden så pludselig, at Handsken var revnet og hullet. Boaen flød hende pjusket ned til Fødderne som en sort Strøm.
   Hun vendte sig, og han havde hendes Øjne i sine.
   To opspilede, sorte Øjne under et Purr af krøllet Hår. De smalle Læber sitrede i det hvide Ansigt, og hun sled skælvende i Handsken.
   „De - De må ikke være vred - De, som slet ikke kender mig -”
   Henning vendte sky Øjnene bort, Han ville ikke se på hendes Nød. Men hvorfor bragte hun den herind til ham?
   „Ja, kan jeg - være Frøknen til nogen Tjeneste, så gerne, jeg véd blot ikke -” han knappede Frakken.
   „Det er blot - det er blot -” Damen fik endelig sin Handske af i et Ryk, „noget, jeg ville vise Dem, bede Dem læse noget, ja nogle - små Skitser -”
   Henning løftede ikke Hovedet. Skitser? skulle hun?
   Nej, hun løj! Hun var jo knap en Dame, endsige -
   „Ja, jeg skal gerne -” svarede han tørt.
   Hvad i Alverden ville hun? Med sådan en Hat, og den Patsjuli Lugt -
   „Tak, det er ikke så meget, jeg -” Hun lagde en lille Pakke på Bordet mellem hans Papirer, „men hvis De, ved Lejlighed, ville se lidt på det og -”
   „Hm, Frøken, men - ja, hvorfor søger De egentlig til mig? Jeg har jo ikke skrevet i flere År, har ingen Indflydelse mer, og - jeg er kommet så langt fra Digtningen -”
   Hun så på ham. Hun rystede fra Hattens Sky af Fjer og til Foden, der stak frem under den lange Kjole. Munden bed og bed i sig selv, og de hvide Hænder krængede med Handsken.
   Han trådte forlegen hen til Bordet og kastede et Blik på de forkrøllede Ark.
   En Vrimmel af små, blæksorte, udsmurte Bogstaver plettede Siderne.
   Han fangede hist og her en enkelt Linie og fornam med Et samme Lugt som af Gæsten selv - af sildige, forrådnende Blomster.
   Den skarpe Vårkulde var slukt herinde i Stuens vinterstøvede Lunhed af Tæpper og Bøger.
   Det Hele var et vildsomt Nedkrads af Citater, Reminisenser, barnagtige Udbrud.
   Nu var han vis i sin Sag. For de Papirers Skyld kom hun ikke. Men hvorfor da?
   „Jeg har omgåedes meget med Litterater og -”
   „Hm, Frøken, jeg skal se på Deres Papirer, om De ønsker det.”
   Blot holde sig til dem. Han kunne jo altid sende det Stads tilbage, bare se at få Stuen fri for hende - og hendes Parfume, denne Blanding af Vår og Død, der krympede i hans Hjerte.
   Han rynkede Brynene. Han ville ikke have et sådant Fruentimmer i sin Stue! Hvad Ret havde hun til at trænge sig her ind og blive stående der ved hans Bord?
   „Tak, så -” hun lagde sin Hånd over Papirerne og spillede let med Fingrene, - hvor var de tynde og nøgne, uden Ringe på - „så må jeg måske komme en Dag?”
   „Frøknen kan blot give mig Deres Adresse, så skal jeg sende Dem - Manuskripterne, snarest,” han rørte sig ikke, stod med Hænderne på Ryggen og så bort fra hende.
   Madam Palm måtte ikke for Fremtiden sådan uden videre lade enhver komme herind!
   Han smilte halvt. Å, der var vist ingen Fare for, det hændte let igen!
   „Tak, men -”
   Det gamle Urs Dikken fik Lyd gennem Stilheden. En Vogn rullede ovre i Landsbyen, Telefontrådene mumlede ude ved Taget.
   Han sank næsten i Staver, glemte halvt hende, som stod så skyggende mørk dér i Stuen, foran hans Bord med Bøgerne og Arbejdet.
   Ak lille Moder - min Ungdoms røde Ø, mine unge Digterdrømme, mindes endnu nogen dem, de længst glemte? Heller ikke hin røde Ø rakte jeg. Hvorfor, Mo'r, hvorfor?
   Pludselig brast Damen forover, ned mod Bordet, så hendes Fjer fejede som en Sværm af sorte Fugle over Papirerne og ind under Lyset, hele den tynde Skikkelse brød ned på hans Stol, og en Hulken skar ud i Værelset, skarp og jamrende som et Dyrs.
   Han vågnede og stirrede med opspilede Øjne på hende.
   Hun hulkede med rystende Skuldre, krøben sammen over Bordet, som ville hun putte sig bort i de sorte Fjer og den sorte Boa.
   „Men Frøken jeg - hvorfor -” han trådte forvirret et Skridt frem, han rakte Hænderne ud.
   Det skar igennem ham: så hun dukkede sig, så skræmt af Lyset - og ham -
   En lille, benhvid Hånd krøb frem, famlende Papirerne til sig.
   „Jeg, jeg - undskyld, jeg -” Hulken brød Stemmen over, „De kan ikke forstå - men nu går jeg - nu skal jeg nok -”
   Hun løftede Ansigtet, ligblegt i al det sorte, med dybe Skygger under Øjnene, ned om Munden. Den lille Benhånd kæmpede med Papirerne op mod Struben, som skulle hun kvæles.
   „Jeg - jeg -”
   „Frøken,” han stod stille og stirrede på hende, hans Stemme hviskede fortabt.
   Hun kastede sig pludselig fremover, Papirerne fløj ud over Bordet, ned på Gulvet. Hun slog begge Hænder om Skrivebordets Kant, og hun skreg, med de sorte Øjne i hans, med åben Mund:
   „Behold mig! behold mig! Jag mig ikke bort, eller jeg må ud i Mosen og dø! Tilbage - jeg kan ikke komme tilbage, eller - eller jeg må dø, dér også! Jeg vil det, vil det ikke mer! Og jeg - jeg har ikke en Gang femogtyve Øre at komme tilbage for.”
   Hun kastede sig næsegrus ned og hulkede, gurglende, rystende, så Fjerene bølgede. Hendes Papirer raslede ned. Hun plantede Foden i den revnede Laksko på Gulvtæppet og klemte Albuerne sammen. Men den vilde Hulken gurglede op, højere og højere, hun brast ud i et kort Skrig.
   Døren gik op, lydløst, derhenne, og Madam Palm stod på Tærsklen, lille og stille, i sit hvide Forklæde, sin hvide Kappe.
   „Madam Palm,” Henning Norden vendte sig forvirret mod hende, „De må hjælpe her. Denne fremmede Dame er syg, jeg véd ikke en Gang hvordan. Jeg kender hende ikke en Gang. Men - hjælp hende lidt, så vil jeg telefonere efter Læge -”
   „Nej, å nej, ingen Fremmed, kun Dem, kun Dem!” Frøknen løftede sig med det dødshvide Ansigt langt tilbage i Hatten, „jeg - skal nok, men - å, om De vidste - De var den eneste, den sidste - eller jeg måtte dø, og så - Å lad mig blive!”
   Hun klamrede sine Hænder om Madam Palms Arm og stirrede op på hende, gennem Tårer. Hatten hang hende som en skæv Sky over Hovedet.
   „Jeg vil - jeg vil - å, skal jeg knæle for Dem?” hun kastede sig ned, stadig med Hænderne om Madam Palms Arm, „skal jeg knæle for jer begge to? Jeg kunne ikke gøre for det; jeg véd det nok, at jeg - men tilgiv, å tilgiv mig! nu kan jeg det jo heller ikke mere!” hun borede Ansigtet ind i Madam Palms hvide Forklæde.
   „Nu skal Doktoren ikke bryde sig om dette her,” Madam Palm bøjede sig stille over den sorte, knælende Skikkelse,    „Frøknen er jo helt fra det. Doktoren forstår det ikke. Men det kan jo sådan hænde med Fruentimmer. Jeg skal se at få hende lidt til Ro, og så -”
   „Nej! nej!” den Fremmede klamrede Hænderne i Husholderskens sorte Kjole, „nej, nej, send mig ikke bort - eller jeg dør! Jeg sværger jer til: jeg dør!”
   Hun kastede Hovedet langt tilbage, og de så det begge, på én Gang, at hun var ung endnu, højest en fem og tyve, og skøn, med den smalle Pande, de dunkle Bryn, de store, natligt skinnende Øjne og den tunge Manke af sort Hår.
   Madam Palm så stumt op på Henning.
   Han bøjede Hovedet, hans Fod gled over Tæppets Mønster.
   „Naturligvis må Frøknen blive her i Nat, tag Dem af hende, Madam Palm, så godt De kan. Så - ja, så skal jeg i Morgen tale med Fru Terese.”
   Den unge Pige lyttede, stadig på Knæ, i sit sorte Pelsværk. Nu glimtede det i hendes Øjne. Hun skottede dulgt til Henning, der stadig stod og drejede på sin Urkæde.
   Så strøg hun Håret fra Ørene og rejste sig, lydløst.
   Hun stod med bøjet Hoved og sænkede Hænder.
   „Jeg - i Morgen skal jeg fortælle Herren hvorfor og så -”
   „Ja, ja,” Henning Norden gik hen til sit Bord og skød sine Papirer sammen, „det er godt. Se nu at komme til Ro. Madam Palm, vil De vise Damen Værelset.”
   Den unge Pige så atter skjult på ham, tøvede et Øjeblik og gik så et Skridt frem.
   „Mit Navn er Nanna Aamund, og - Tak! I Morgen må De spørge mig, om alt hvad De vil.”
   Hun bøjede sig lynsnart og kyssede hans Hånd.
   Så foer hun ud af Stuen, ud i Gangen.
   De to så på hinanden.
   Madam Palm rystede på Hovedet.
   „Nu, der er jo ikke andet at gøre, Herre.”
   „Nej, nej -” Henning løftede Brevpresseren og satte den fast ned igen, „nej, men - hvad tror De - hun er?”
   „Hm, det er let at se!” Madam Palm løftede Brynene, hendes Hænder krøb om Albuerne.
   „Jamen, Madam Palm, hvorfor i al Verden kommer hun så til mig?”
   Madam Palm stod lidt. Så nikkede hun langsomt:
   „Måske netop til Doktoren.”
   Henning Norden sad i sin Kupé og så Landet haste forbi derude, blegt i Morgensolen.
   Det smilte forundret som et nyligt vågnet Barn, med Rugagrenes lette Krus om Pløjemarkernes lyse Pandehud og Sundets blå Perlebånd.
   Markerne svømmede langt ud i Dis, med Pletter af gule Solkys og med Huse og Gårde som tøende Isstumper.
   Å Våren derhjemme, når Plantagen lyste af Granernes unge Skud og Lærketræernes Duske, skælvende under den hvidskyede Himmel, hvor de vilde Svaner fløj, ind fra det væltende, solluende Hav - Våren i Lyngens Rod, i Menneskehjertets Rødder!
   Han tog tættere om Stokken.
   Han vidste det: en Dag eller to kom den igen, hver Vår, Dagen, der aldrig glemtes og aldrig huskedes på, det sidste Vårliv for Terese og ham - hin Aften i Stuen deroppe, da hun vaklede ud af hans Dør, og han sank sammen i sin Stol - og vaktes af Moders Stemme, der kaldte ham til Udenlandsrejsens otte År - - De otte År, før de rakte Øen, før Havet gik til Ro derude, og Aftenrøden favnede dem. Hans Mund skælvede svagt, men han nikkede frem for sig.
   Ja, Moder, her rakte jeg din Ø!
   Han så op.
   Villahaver strøg nu tæt forbi Vinduet, fyldte af Frugttræernes Skygger, med opgravede Bede, strøede af hvide Frøposer, med farveblanke Havebænke til Tørring i Plænernes Sol. Ja, det var Vår i Haverne, deres ensomme Vår, før Menneskene trådte ud bag de lukkede Døre.
   Men se, den var dog smuttet ind bag de dobbelte Ruder - en gylden Solstribe af Krokus.
   Der faldt en dyb, kold Skygge hen over ham.
   Han så op.
   Nu kørte han ind mellem Byens Huse. Og i samme Nu huskede han den klamme Aften i Går og hende, der kom fra Byens vinterkolde Skygge ud til ham.
   Havde han da helt glemt hende, og hvorfor han sad her og kørte ind til Terese? Jamen at han virkelig skulle fortælle hende om et sådant Besøg i sit Hjem!
   Å den Parfume, der havde mødt ham, straks han i Morges trådte ind i sin Stue efter at have åndet Vårluften ude på Altanen og lyttet til de frittende Fuglestemmer!
   Hvad Ret havde hun til at bringe den herud, hvor hans Stue duftede af den store Himmel, af Mark og Skov? Hvad Ret havde hun til at fordre, at han skulle hjælpe hende, han ikke en Gang kendte? til at kaste sin Skygge over hans Lampe - og ham selv?
   Ja, thi han følte det jo: Hendes Duft hang endnu i hans Klæder. Terese ville kende den, straks han trådte ind i hendes Stue. Thi mellem dem var Luften som Luften over Havet derhjemme.
   Han slog Stokken i Kupégulvet. Intet Menneske havde Ret til at bringe noget nyt og andet ind mellem Terese og ham.
   Noget nyt? Han smilte. Som om hun, hverken Terese eller han kendte, som intetsomhelst havde med dem at gøre og aldrig skulle få det, kunne bringe noget nyt mellem hende og ham!
   Å nej, men så ensom er vor Ø, Terese, at hver ny Skikkelse ses og høres som på Hederne derhjemme, og skræmmer, halvt som det ukendte, halvt som det glemte, Buddet fra Verden bag Kæmpehøjene.
   Men se, nu lyste Solen atter, over Søerne, som blomstrede de af hvide Blomster.
   Formiddagen var skøn, og i Vår.
   Og han turde sidde i Fru Tereses Stue - takket være dig, Moder!
   Thi det er på de Saliges Ø, vi mødes.
   „Henning, er det dig, der kommer?”
   Fru Terese rejste sig hastigt fra Sybordet i Nisjen mellem Palmerne, Gummitræerne og Araucarierne. Sytøjet faldt ned over den japanske Kurv.
   Hun stod med Spejlglasrudens Sollys over Lokkernes Brus, i sin slanke, lilla Slæbekjole.
   Henning Norden åndede Stuens svale Luft, af Plantegrønt, af Guldfiskenes Akvarievand og Møblernes Lakering, og den søde Duft af Krokernes Bort af Sol og fra Dorotealiljernes Snedråber.
   Taffeluret dikkede gyldent og spinkelt, og Fiskene goplede. En Stær prøvede sin Fløjte ude i Haven.
   „Men Henning, hvad fører dig til Byen i Dag? I Dag har du jo ingen Universitetsforelæsninger, vel? Læg dog Tøjet!”
   Fru Terese gik ham smilende i Møde, let vuggende i de slanke Hofter.
   Han så ind i de gråskyggede Øjnes Pupil. Og han smilte.
   Han satte sig på Taburetten i Vinterhaven.
   „Nå, lad os så høre, Henning,” Fru Terese stak Nålen i sin Hedebokrave.
   Han smilte mod hende.
   Dér sad hun lige overfor ham, denne Vår, som alle andre, som altid før.
   Som altid -?
   Den Gang, da de var unge - hin Vinteraftenstund i Stuen derude, da hun var gledet ned langs Døren, med Armene løftet mod ham -
   „Du er så tankefuld i Dag, Henning. Der er bestemt hændt dig store Ting.”
   Fru Terese smilte stadig, men der drog som en flygtig Skygge over hendes Bryn.
   O, så levende havde hun været i sin Kamp, i sin Klyngen sig til ham, hun, der ikke ville dø, som - som hende i Går - -
   „Henning, hvad er der?” Fru Terese slap brat sit Sytøj ned i Skødet.
   Han stod hastigt op.
   De Øjne kendte han! Jo, nu var den over dem, al den levende Nød, fra før de døde, fra før de nåede Moders Ø.
   Var det Våren, eller var det - den Fremmede?
   Men nu var han også sig selv, den stærke, Moders Søn, som måtte ville for hende - som den Aften -
   Terese, jeg blev dog Mand ved dig, som hver ved sin Elskede!
   „I Vejen? Hvad skulle der være i Vejen?” han smilte mildt. „Sæt dig dog ned, kære Ven, og hør roligt på mig.”
   Fru Terese bøjede sig, med Foden i den sorte Sko søgende over Gulvtæppet.
   „Henning,” hviskede hun, „jeg troede - jeg troede -”
   „Hvad troede du?”
   „Intet! intet, nu,” hun så op på ham med sit mødige, grå Blik.
   Denne Menneskesjæl var ham givet, og han havde rådet over den indtil denne Time -
   O Moder, du var som- en Stængel af Krystal, du kloge, du klare, mod Tereses levende Planteblod, mod hendes flygtige Blomsterblund!
   Terese, som en Vinranke er du, din lange, smækre, svajende Skikkelse, dine Armes og Hænders søgende Grene, din tunge, høstrøde Hårkrone!
   Min Ranke, ikke kan vi bære Druer sammen, de hede Frugter, men vi kan sammen søge mod Lyset, mod det Høje, fra Jorden, der nægtedes os!
   Og han smilte ømt tilbage mod hende.
   „At du kunne tro -”
   „Jeg troede det jo heller ikke, Henning, men -” hun rakte ham med sænkede Øjne sin Hånd.
   Han trykkede svagt de slanke, kolde Fingre.
   Han mærkede Trykket af hendes Vielsesring - og slap.
   „Du må jo dog vide, at det er det umuligste af alt - for mig.”
   Hun nikkede.
   Men han sad og stirrede ind i dette: for mig - som hun ikke havde hørt.
   Nej, hvem var han dog? Han kendte jo ikke sig selv i Dag! Han var nået til at bebrejde Terese det Ægteskab, han selv holdt hende bundet i - for at de kunne leve frelst på deres Ø!
   Og Terese havde troet, blot et Nu, at han, Skaberen af deres Skæbne, nu søgte sig en anden -
   Å nej, Moder, du havde, som altid, Ret! Vi af vor Slægt må bo på „Bjerget”. Blandt de Levende kender vi ikke mer os selv.
   „Nej, Terese, hør nu, det Hele er: du må give mig et Råd. Igår, med et af de sidste Tog arriverede ud til mig, mir nichts, dir nichts, en - Dame, som jeg aldrig har set for mine Øjne, det jeg véd. Hun foregav, hun kom med nogle Manuskripter for at søge mit Råd. Mit! jeg, som gennem flere År ikke har ladet trykke én Linie! Jeg ser med et Øjekast, hvad det er for noget Juks, formoder, hun er kommen for at slå en Skilling, og tænker på at få hende af Sted hurtigst mulig - da hun pludselig brister i Gråd, får et rent hysterisk Anfald, skriger op, så Madam Palm hører det og kommer mig til Hjælp. Ja, hvad synes du? Og nu - ja nu er hun derhjemme, for hun erklærer, at hun vil blive dér, og jager jeg hende ud - hvad jeg nok kunne have Lyst til - så løber hun i Mosen. Hm,” hans Stemme sank, „tænk, Terese, hun havde end ikke en Femogtyve-Øre at komme hjem for.”
   Fru Terese lyttede med sine Øjne i hans. Nu bøjede hun sig hastigt frem:
   „Henning, du beholdt hende da?”
   „Ja, ja, naturligvis!” han nikkede, let irriteret.
   „Ikke en Gang femogtyve Øre. Og hvor var så: hjem?”
   Han så op.
   Fru Tereses Øjne stirrede ud mod Himlens blegnende Blå over de solrødmende Grene. Hendes Mund skælvede halvåben.
   „Terese, du har Ret, som stedse, jeg tænkte kun på, hvor ubehageligt det var. Tak - du, der minder mig om mig selv, som Moder - -”
   Hun så på ham, fjerntfra. Deres Øjne stod stille i hinanden.
   Det sang igennem ham, én lang, sød Tone: Terese, Terese - som Stærens lange Fløjt derude - da han pludselig fangede en Sitren i hendes Øjne.
   „Du siger, hun er en - Dame?”
   „Ja, men -” han strøg sig over Panden, „nej, var hun det, men - nej, oprigtigt talt: hun er utvivlsom! hendes Manerer, hendes sorte Stads, hendes - Lugt,” han fortrak Ansigtet.
   Han så, som i et Spejl, den sky Trækning i Fru Tereses.
   Og han smilte.
   Søster, min lille Søster!
   „Jamen - der er jo ikke andet for, end at du beholder hende, foreløbig,” Fru Terese støttede Hagen i Hånden, „og ser at få lidt at vide om hende, hvem hun er, og hvorfor hun er tyet til dig - og hvad det er, hun vil, du skal hjælpe hende med. Husk, Henning, at hun er tyet netop til dig blandt de danske Skribenter, det betyder noget.”
   „Å Terese, Skribenter,” han så ned, „tror du, jeg mer er Skribent for nogen? Den Smule Bøger - jeg selv har glemt.”
   „Du ser dog, du mindes med Tak af andre end os, dine Nærmeste. At hun har søgt til dig, må jo betyde noget, tale for noget i hende selv, hvis da ikke -”
   „Hvilket?”
   „Nej, intet,” hun undveg sky hans Blik.
   Men han smilte fjernt. Ak, lille Terese, de Ord hører vi ikke, de sømmer sig lidet for os, vi på de Saliges Ø! Og dog, jeg ville aldrig undværet dem!
   „Tak,” han lagde sin Hånd på hendes, „du råder mig godt, som altid, som Moder.”
   Det rykkede let i Hånden, han så op, spørgende: Terese, husk dog, at det er Moder, vi skylder alt, at vi tør sidde her med så roligt Blod som Planternes om os!
   „Jeg gør da, som du siger. Måske det er sandt, at der er noget i Pigebarnet, som er i Slægt med det, der var i mine Bøger, siden hun har søgt mig. Og så får vi jo se. Men,” han rejste sig, „så kommer du ud og tager hende i Øjesyn. Hun vil vel også snarere åbne sig for dig, en Kvinde, end for mig.”
   „Det tvivler jeg nu lidt på,” smilte Fru Terese, „husk dog, hvad du selv mener om hende. Den Slags Kvinder kender bedre til Mænd. Men naturligvis kommer jeg.”
   „I Dag?”
   „I Dag - Henning, jeg kan så dårligt! Vi skal netop til Middag hos Henriks Forældre.”
   Han vendte hastigt Øjnene bort.
   Den gamle Stiftsprovsts - det Hensyn, de havde taget den Gang, også til dem, som de vidste, aldrig kom over det, om Sønnens Hustru forlod ham for en Fremmed - så få År det hårdtprøvede Ægtepar havde igen at leve -
   Og de levede endnu, den Dag i Dag, Henriks Forældre, som han havde ofret sit Liv!
   Å Snak! som om vi ofrede Livet for andre end os selv, for andet end for - Livet!
   Men - alle de Mennesker, hun kom til med Manden, som han aldrig så, hendes ukendte Timer blandt Fremmede!
   Nå, han var jo så vant til det, det var jo År siden, han havde skænket det en Tanke, at hun var ikke så ensom på Øen som han!
   Men for de Svaghedens Timer i Dag skulle ingen af dem stå til Doms!
   „Men i Morgen, Henning, i Morgen,” hun så bedende på ham.
   „Det er udmærket, Terese! Og så skal jeg nu hjem til mit Pigebarn,” spøgte han.
   Men da fornam han i hendes Øjne samme Sitren, som før i sine egne: andre skal se dig, jeg ikke.
   Nej, nej, Terese, ikke var det godt, om vi to skulle dømmes efter denne Dag! Og dog, jeg ville aldrig have været uden den. For, å, Terese, i Dag har jeg levet!
   Ja sandelig, vi var i Våren påny! -
   - Ude i Havegangen, i den nøgne Sol mødte Henning Fru Tereses Mand.
   Birkene skælvede høje og hvide, Himlens Blå blæste gennem dem. Villaens Mur derovre blånede.
   Stæren fløjtede fuldt og fortroligt. Dorotealiljernes spinkle Skygger sitrede over den sprøde Muld.
   Land så op mod Vinduet i Karnappen og nikkede.
   Henning løftede Øjnene.
   Fru Terese sad dér oppe mellem sine Palmer og Akvariet, hvor Guldfiskene steg over Krokerne som af et gyldent Bad.
   Hun smilte til dem med sit lille, sky og trætte Smil.
   Der gled en Skælven gennem Luften, som ramtes denne lille Muldplet mellem Mure af et tøvende Pulsslag.
   Og de smilte til hinanden, de tre, som dirrede Pulsslaget gennem dem, som gennem Blomster og Træer.
   O Vår, vi golde, der ikke bærer Frugter, hvad vil du vore Hjerter?
   Langt borte bag Haverne suste den elektriske Sporvogn.
   Land - han var den samme som altid, som han stedse havde været - efter alt hvad deres Øjne havde set.
   Lille og rank, i sin stålgrå Frakke, sin Silkehat, sine Laksko, med Sagførermappen under Armen, med den sorte, krusede Mustasje over den røde og tavse Mund stod han, næsten som sovende med de brune Øjne bag Guldlorgnetten. Men en lille Dusk Vintergækker lyste i hans Knaphul.
   Henning så op til Karnapruden, men nu havde Terese bøjet sit Hoved over Sytøjet. Kun Guldfiskene kreste og steg som Solglimt gennem Palmernes Skygger, som Krokus flagrende på Vinger af gylden Luft.
   Så hilste han på Henrik Land og gik ud af Lågen og op mod Gamle Kongevej.
   I Stilheden her på den solbeskinnede Villavej med alle de blanke, urtepottefyldte Vinduer og hvide Mure hørte han Overretssagføreren låse sig ind i sit Hus.
   Han så op mod Himlen.
   Jo, dér svømmede allerede de første af denne Aftens Rosenskyer, højt i det hvidnende Blå, højt over Kronernes Knoppespir. Men inden han nåede sit Hjem, ville de alle være faldne i Mørket.
   Nu, således var jo Loven for Døgnets Vekslen.
   Og i sin Rude ville han møde Stjernerne tændte.
   Thi således var Loven, han havde sat for sit Liv.
   Henning Norden blev stående uden for Gangbrættet til sin Have og så ned ad Landevejen.
   Øde og bred sank den ned i Skumringen, dér hvor de ensomme Huses Haver ophørte. Skoven stod dunkel langs Grøften, Avnbøgekrattet og de visne Ege brændte svagt gennem Mørket, som Emmer.
   Vejen svandt med Skærvedynger og Pletter af vissent Løv ned i Dalens grå Tåger. Langt dernede skinnede et enligt Lys i det hvide Hus i Skovbrynet.
   Dér bagved sortnede Storskoven som tunge Natteskyer.
   En Svale strøg sin Flugt gennem Mørket under Kronerne, søgende, legende:
   „Vår, Vår, er du derinde i Mørket?”
   Henning lyttede.
   Svagt hørte han den lille Kildes Stemme derinde:
   „Ja, ja, jeg er vågnet, vent, jeg kommer, jeg grønner snart hele Skoven over dig og Jorden under din Vinge.”
   Han skrabede med Stokken Løvet af sine Sko.
   Den døde Vinter faldt nu fra hans Hæle. Han åndede dybt og stille, som altid når han nåede herud til Pløjemarkerne og Skoven, fra Byens stenfrosne Luft, fra det snævre Fortov, hvor Menneskene krydsedes, trængte op mod Murene af Kørebanens Virvar af Arbejdsvogne og Automobiler, Omnibusser og Cykler.
   Skæret fra Byen truede oppe over de dunkle Kroner.
   Men i lydløs Fugtighed sov Skoven og Haven om ham.
   Han fornam det, som blundede han selv som en Kim dybt i den klæge Muld, i det fugtige Moderskød.
   Han puffede Lågen op og gik ind ad den løvfyldte Sti mellem Granerne og Bjergfyrrene. Han strøg med Hånden gennem Lærketræerne.
   Jo, selv her i Mørket, selv her i hans Have var det Vår! De bløde, nye Lærkenåle sitrede i hans Hånd, som bange for Mørket, for ham - -
   Terese, visnede der en Vår under min Hånd?
   Nu, da groer der en ny af vore Hjerter!
   Han så op mod det hvide Hus' Mansardtag.
   En kølig Nymåne sejlede højt over Skorstenene med Stænk i de blanke Tegl.
   Men - der var jo Lys i hans Værelse - hvad -?
   Å, det var jo sandt. - Hm, sad hun virkelig dér? Det var nu dog endelig ikke nødvendigt. Men måske Madam Palm var gået ned i Landsbyen, og hun så selv -
   Han låsede sig ind og gik op ad Vindeltrappen. Gennem Skråruden i Muren så han Lysene fra de spredte Huse nede i Skoven. Han tændte nødig det elektriske Lys. Hvert Trin i Trappen var ham fortroligt. Mørket hørte med til hans Ankomst til Hjemmet. Igennem Mørket vandrede han op, til Stjernerne i sin Rude.
   Men - der var jo én derinde; der var Lys i hans Stue. En sad og ventede ham.
   Han tøvede et Øjeblik, med Dørvridet i Hånden, så åbnede han rask og trådte ind.
   Hun rejste sig hastigt derhenne i Krogen, med Kåben foran sig.
   Der stod en Sykurv på Bordet. Det grønne Skær fra hans Læselampe svævede over dens hvide Tråddukker og hendes tynde Hånd, der i sin Blondemanchet trykkede sig mod Bordet.
   Hun stod med bøjet Hoved i sin sorte Kjole, med Kåben sænket foran sig. En lang, hvid Sytråd hang ned fra den.
   Det gamle Urs Takt gyngede gennem det store Rums Skumring. Reolernes høje, tætpakkede Rækker tonede frem. Den lille Viftepalme i Karmen tegnede sin fine Skygge over det nedrullede Gardin. Og den selvoptagne Mumlen i Telefontrådene på Taget knurrede.
   Der fløj forbi ham Synet af en anden Stue, Overretssagførerens derinde, i Skæret fra den elektriske Lysekrone, med sine høje Gummitræers og Palmetræers Skyggehave, med de to om Bordet, læsende og syende. Kun Fiskenes sagte Halesmæld og Ganegoplen i Akvariets store, blege Klode. Langt borte Sporvognenes forretningstravle Summen.
   Aldrig havde han set den Stue således, hvor ofte han så havde siddet i den, og aldrig skulle han få den at se - når de to, som besad den, levede ene.
   Og han så et andet Syn.
   Han så hende, Fruen derinde i den Stue, hvis enligste Timer han aldrig skulle kende, sidde, hvor nu denne fremmede Kvinde stod - slank, i sin Silkekjole, med Hovedet bøjet af Hårets krusede Bukler over det hvide Sytøj, og sig selv stå her og stirre på hende, ubevægelig, under Urets evige Takter -
   Han så hende her i hans Hjem, og de var ene to, og Nattens Skov var dyb og stum omkring dem. Og Våren vågnede, med tusind Spirer, i hver Muldkrumme dernede.
   „God Aften,” hviskede hun derhenne. Stemmen brast i Stilheden.
   Han tog Hatten af og lukkede Øjnene. Å, alle de Drømme, der sugede ham ned og bort - bort fra hin klare Luft over Øen.
   En Drøm? En Drøm havde han en Gang kaldt Øen selv og deres Liv derude, hans og Tereses.
   Han smilte.
   Å nej, den var jo Virkeligheden, Viljens høje Luft!
   Fristelserne den Dag, Synerne i Dag, de var Drømme, det umuliges og det ubeherskeliges, men derfor også uansvarliges forførende og forvirrende Gøglen, Vårens Beruselse - -
   Ak Moder, fik jeg Styrken af Havets Luft og din Vilje derhjemme, jeg fik også Tyngen af Hedens Tåge og dine Drømme i vor Kakkelovnskrog!
   Men - held ham, at ikke Terese sad her i hans Stue, og han stod og ejede hende! at ikke Henrik Lands Stue derinde var slukket og lukket!
   Thi da var han ikke han og hun ikke hun, og de havde gensidig ikke ejet den, de elskede. Nej, held, at hun sad her, den ukendte og ligegyldige, han ikke bar Ansvar hverken mod eller for! Held dem, at de turde ånde Vårens Luft uden at skulle forme den i sig til Høstens Frugt!
   På de Saliges Ø var Våren evig og ung og uskyldig!
   „God Aften, Frøken,” nikkede han kort og gik over Gulvet mod sit Sovekammer.
   Han syntes, hun rørte sig, som ville hun tale, men han lukkede roligt Døren i.
   Jo, derude stod Stjernerne, glimtende i Nattedybet, utydelige og fjerne mod de elektriske Blus dernede på Stationen.
   Ja, fjerne som deres Samlivs Verden mod Overretssagførerens Villa - og mod hende derinde med Gadens Parfume og Skarn på sine Klæder.
   Men lysende over Tåge og Nat, lysende ikke af Menneskers, men af Guds Vilje.
   Han støttede Panden mod den dugkolde Altanrude; han skimtede vagt som en Snevold det kalkhvide Baluster derude og Granernes Toppe.
   Ak Moder, steg mit Sind som dit, som Stænglen af Krystal uden Blod, uden Grums - som Sakramentehuset i Sankt Lorenzkirke i Nürnberg, du aldrig blev træt af at sidde under - - men ak, så tungt et Blod i Årerne fra Fader!
   Faderen - han havde ikke tænkt på ham i lange Tider, han havde gemt ham og glemt ham, og følt sig befriet fra den Sugen af det ukendte og dog altfor nære fra i Barndommen, i Ynglingeårene.
   Ja befriet siden hin eneste Gang han så ham for sig i Virkeligheden - da han kom til Hovedstaden som Student og tiltryglede sig Moderens Samtykke til at aflægge ham det Besøg - som blev det eneste.
   Thi han forstod Moderen kun altfor vel.
   Og dog: han kunne træffe ham hver Dag derinde i Byen! Og dog: han kendte ham i sit eget Blod, i sin Tvivl, i sin Synd!
   Fader, som Moder og han dog havde slettet så ganske af deres Liv, som af deres Navn -
   Kun den Gang om Året han skulle skrive sig på Mandtalslisten, mindedes han, han havde haft en Fader, når han efter sit mødrene Navn i en Parentes måtte føje det fædrene: Højring.
   Eller - når han ihukom ham i sig selv. Som i Dag.
   Hun derinde -
   Ja, mellem sådanne Mennesker var det vel, Fader havde levet Livet, siden den Gang han forlod Moder og „Bjerget”.
   Forlod? Han gik jo ikke gerne -
   Å, de såreste Minder fra Barndommen: Vinteraftner, når Tørvegløden lyste for dem, over hans og Moders Ansigt og de gamle Møblers krumme Ben, mens Stjernerne skinnede frostblåt ind til dem mellem Vinduernes smalle Gardiner, og han med Et ihukom sin Fader, ham, han knap huskede, endsige kendte, og som de havde lukket Døren for derhenne, som ikke måtte sidde ved denne Ild, der brændte ene i den tilføgne Vinterverden -
   Han havde frosset midt i Ildens stramme Svien på sit Ansigt og sine Klæder og ikke vovet at skotte op til Moderens tankefulde Profil, som hun lå der på Knæ og stirrede i Ilden, med Hånden i det lyse, lokkede Hår.
   Han havde været bange for Moder i de Øjeblikke.
   I de? Ja, i det Hele, havde han egentlig ikke altid været - lidt bange for hende? hende, den eneste, han havde ejet, eneste han havde elsket. Hende han havde hørt til som hendes Hånd, hendes Hjerte, og som nu levede frelst i hans Legeme, nu da hendes eget gennemsigtige, klare forlængst var opløst i den sandblege Kirkegårdsjord ved Trannum, hvor ene Stjernerne lyste gennem Havgusen.
   Moder, Moder - -
   Han havde frygtet hendes Ansigts ubønhørlige Renhed, hendes Øjnes skinnende Blå, fordi han bar i sig Faders Blod.
   Men han havde været hendes Søn og ikke hendes Husbond, og derfor havde hun aldrig behøvet at lukke „Bjerget”s Dør for ham.
   Men - havde hans Fod glippet, kun én Gang, da var den Dør gået i også for ham.
   Moder kendte ikke til at tilgive. Thi hvor skulle hun kunne forstå?
   Hun, der var som Luften over Havet derhjemme.
   Og derfor havde han frygtet Moder, og elsket og tilbedt hende, som Synderen Gud.
   Moder, du unge, du skønne, med dit Åsyn af Elfenben, med dine Øjnes skinnende, kolde Blå; med dit Legeme som af Dis og Lys!
   Men i Dag - da havde han været Faders Søn.
   Var det mon hendes Skyld, Skyggen derinde, Skyggen fra Faders Verden, fra Byens evige, kolde Høst?
   Hvorfor var hun kommen? og hvad ville hun?
   „Måske netop til Doktoren,” havde Madam Palm sagt.
   Ja, som Moders Søn søgte hun ham, han forstod det. Som Fader i sin Tid søgte Moder, Biskop Henning Nordens Datter, og som - ja, som Mormoder søgte ham.
   Og til hvad Nytte?
   Mormoder, der løb fra Morfader med en rejsende Gøgler, Fader, der - begik sit Underslæb, sin Utroskab og måtte forlade „Bjerget”, og nu hun derinde, som søgte ham.
   Blev de bedre hos - „de Salige”, eller hærgede de ikke kun de Saliges Ø?
   Terese, vi frelste os til vor Ø!
   Et Ægteskabsbrud, et forladt Barn, aldrig havde vi båret det!
   Oluf - ja, havde Oluf levet endnu, vokset dagligt for vore Øjne, som vore Hjerters Sejr!
   O Gud, hvorfor kaldte du ham bort? var han da ikke så hårdelig fornøden, Tereses og Henrik Lands Barn?
   Eller ville du, vi skulle gøre det Rette ene for det Rettes Skyld, for vore Sjæles Skyld?
   Han så atter op mod Stjernernes vage Blinken.
   Telefontrådene mumlede derude ved Taget, et fjernt Ekko af Stemmer, Livets Stemmer fra den store By.
   Og Duggen dér på Ruden, den var som Ånden fra en levende Mund derude.
   Han tørrede den bort med dirrende Hånd.
   O Vår, ånd ikke på vor Rude, på vore Hjerter!
   I Stjerner over Tåge og Nat, over Forvitren og Alder -
   Han jog pludselig sammen.
   Det bankede derhenne på hans Dør.
   Men - over Alder?
   Aldrig havde han tænkt på det før og aldrig set det!
   Men i Dag, i den stærke Vårsol, så han det med Et: et snehvidt Hår i Tereses kastanierøde Krone. Et Fnug af Vinter - Alderdom, Død!
   Vor Tid at grønnes og bære Frugt - forbi! forbi! Å, Terese, et Skær i din Kind som af høstlige Blade - og under Blusen hælder dit skønne Bryst.
   Og han selv, de hvide Striber i hans Skæg, Kulden der åndede på hans nøgne Isse. Og hans Ungdom, da alt blev vers - -
   Havde han set den, hvis Hår var gnistrende sort, hvis Bryst steg ungt og spidst, og hvis Mund var mørk af Blod?
   Hvem bankede på hans Dør, her hvor han stod med sine Stjerner? her hvor Vårens Ånde steg kold om hans Hjerte?
   Døren gled på Klem, Lyset stjal sig ind gennem Mørket over hans Seng og dens hvide Tæppe. Hun stod dér i Åbningen, slank og sort i sin Kåbe, med Boaen og Hatten, som da han så hende i Går Aftes.
   Kom hun nu herind? Hvad ville hun?
   „Hvad vil De?” han rettede sig hurtigt på sin Stol og stirrede på hende.
   „Jeg vil blot sige,” hendes Hånd gled over Dørgrebet, hun så ned, Øjenvippernes Skygge lå sort som en Jordrand over hendes Kinder, „At - nu vil jeg sige Dem Farvel. Og Tak for i Nat og i Dag. Og at nu går jeg.”
   „Går? hvorhen?”
   Gik hun? blev han sig selv igen?
   Hun gjorde en kort Bevægelse med den store Hat, så dens Fjerskov vajede.
   „Det - kan jo blive Dem det samme. Jeg beder om Undskyldning, for at jeg kom. Jeg vil ikke sidde i Deres Stue, i Varme og Lys - Ilden gik ud i mit Værelse, og Madam Palm sagde, jeg måtte gå herind - og De her i Mørke og Kulde i Deres Sovekammer. Jeg - vil ikke forjage Dem fra Deres Hjem ved min Nærværelse. Tilgiv jeg kom, nu går jeg.”
   Han stirrede på hende.
   Gik hun? og han havde syntes, hun ville blive altid, Skyggen derinde for hans Lampe, for hans Ensomhed - og Terese.
   „Og hvor går De så hen?” gentog han, og ville det ikke selv.
   Hun løftede Hovedet. Hendes Øjne funklede pludselig imod ham, stenkulsblanke i Hattens dybe Skygge.
   „Det behøver De jo ikke at vide. Jeg -” hun gjorde en kort Bevægelse, „går derhen hvor jeg må, det eneste Sted, hvor jeg hører til.”
   Der lagde sig som en kold Svalhed over hans Pande, over hans Hud - af hint Mosedyb, hun talte om - af Fred, af Død, som før.
   Men i næste Nu stimede Blodet om ham i en Angst som den i Moders Stue, på „Bjerget”, når deres Ild brændte, og Døren var låset for Fader, for Alverden; en Angst af Savn, af Tab, af - Skyld.
   „Nej! nej!” han fløj op fra sin Stol og strakte Hænderne ud - og standsede i et Ryk.
   I den Stilling stod han, nu tretten År tilbage i Tiden, da Terese gik ud af hans Dør, og Moder kaldte, at Vognen ventede for at køre dem til Stationen, ud i de otte Års Rejse!
   Ja, han rakte Armene ud, men han standsede hende ikke, endda hendes Ryg - å aldrig glemte han dens Fald.
   Og hans Hjerte faldt som den, over et aldrig forvundet Blodtab.
   Og dog, Terese, du frelstes, da du gik!
   Men - denne Kvinde skal frelses ved at blive.
   Og det var dog vel en enkelt Sag, at denne Arme, der var tyet til ham i Tro på ham som på det sidste, fra Byen med dens spejdende Lys over Højen og med de truende Stemmer i Tagets Telefontråde, at hende jog han ikke ud i Natten og Mosen!
   Da var herude jo ikke - de Saliges Ø!
   „Vist ikke, Frøken, hvad er nu det? De jager mig virkelig ikke ud. Hvor kan De tro? Bryd Dem ikke om, at jeg sidder her. Jeg - jeg ser kun på Stjernerne.”
   Hun stod med Hovedet sænket, gledet sammen mod Døren, som en Skygge, der er ved at falde ud over Randen. Den tynde, hvide Hånd famlede som en druknendes.
   I et Gys vidste han det: Hun talte sandt. Herfra gik hendes Vej i Mosen.
   I et Gys af Angst for, hvad han kunne have gjort - og for hvad han skulle gøre.
   Og en Gnist af Had sprang gennem ham.
   Intet Menneske havde Lov til således at korsfæste det andet som sin Frelser.
   Nu så hun op.
   „På Stjernerne?” spurgte hun, og hendes Stemme åbnede sig af Undren.
   Han så til Siden, sky. Å, at han skulle røbe det for hende!
   „Tal til mig!” brast hun ud, hun slap Dørgrebet, hendes Skikkelse rystede, Stemmen sprang, „tal til mig, hvis De ikke vil, at jeg skal dø! Det er jo derfor, jeg er kommet! Sig mig det om Stjernerne!”
   Han fornam en Angst i sig, som et Gulv, der tynges for stor Vægt på.
   Først i dette Nu skulle han frelse sig selv og Terese og hin, de Saliges Ø.
   „Frøken,” sagde han, „lille Frøken, lad os hellere gå ind i - mit Værelse,” det var, som vovede han knap at kalde det: sit, „og lad mig høre, hvad De egentlig vil mig og hvem De er.”
   Nu var det hende, der brat sank sammen, gled ned i Knæene og blev som mindre, helt lille.
   Han så det: hun var ung, langt yngre end sine fem-seksogtyve. Men ikke som før, da han så hende og hendes Alder mod Fru Tereses, mod sin egen, op mod de fyrretyve - thi hun var just så sørgelig gammel, ja så forvokset som et tidligt ældet Barn.
   Han så atter Mosen for sig, ikke hin derude, hvortil hun måtte ty fra ham, men den hvorfra hun flygtede til ham, en Mose, hvor Børn rynkedes til Oldinge, som Paddehattene derude, hvor ingen røde Skyer og ingen Stjerner spejledes - Mosen, hvori hans Fader sank.
   Han satte sig ved Skrivebordet, hvor Madam Palms Sykurv endnu stod.
   Og han havde troet, han ved dette Bord havde siddet med alt Livet i sit Hjerte! og så - -
   Dette Gadens Barn dér, denne hjemløse Fugl, uden en Femogtyveøre i sin Pung - i hendes brudte Pigeskikkelse, i hendes hærgede Barneansigt så han med Et Livet.
   Og det var ikke Drøm, og ikke Stjerner, og ikke Stuen her.
   Men det var Skriften fra Mosens Os og Siv, fra dens Nydelse og Synd og Sorg, Livets egen hellige Skændselsskrift.
   Og Moders og Tereses og hans Liv - en Drøm, ukyndige, umyndige Drømme!
   Og dog det eneste virkelige Liv for dem, fordi det var det eneste, de evnede.
   Men hun dér, de andre, Fader, Mormoder - og lille Birte derhjemme, som Hugormen bed, dem havde de dømt, i deres Saligheds Armod.
   Han så Drømmen og Drømmerne, de salige, usalige Drømmere.
   Å, Vår derude, kommer du til mig gennem dette Barn, der dufter af Høst og Forgængelse - som Vintergæksspiren gennem min Haves forrådnede Løv, af alt det Skarn, min Havemand øste over den i Høsten?
   Uret gyngede sin Takt gennem Stilheden. Telefontrådene mumlede og mumlede, som gennem alle Årene, bag hans lukte Rude.
   „Frøken,” han talte med bøjet Hoved, „tal nu kun til mig. Jeg vil jo gerne høre, og forstå. Sig mig først, har De læst noget af mig, siden De søger netop mig - med Deres Forsøg?” han tog en Lineal op i Hånden og lod den glide gennem Fingrene.
   Hun havde sat sig på Puffen derhenne, sad stille under den store Hat og stirrede ud i Stuen med det dødblege Ansigt.
   Hun rystede svagt på Hovedet. Fjerens Spejling vajede dunkelt gennem Billedets Glas bag hendes Ryg.
   „Nej, jeg kender ikke Deres Bøger. Jeg har aldrig læst Bøger. Men jeg kender Dem selv og -”
   „Mig selv?” han så op, med Linealen i Hånden.
   „Ja,” hun nikkede og lagde Hænderne ind under sig, på Puffen, „De kan jo ikke huske det, men vi har set hinanden før - eller jeg har set Dem.”
   „Inde i Byen?” han lyttede undrende.
   „Ja, inde i Byen, en Aften da Theodor Hadsteen -”
   „Hadsteen?”
   „Ja, „Snærtens” Redaktør.”
   „„Snærten”?” han rejste sig halvt op, „dér - har jeg været hos - „Snærtens” Redaktør!”
   „Ja, det var i Begyndelsen, Bladet udkom, da der var flere Forfattere og Tegnere, som arbejdede for det, inden det blev et - Blad, Folk ikke kunne lide. Men det var da ellers hos Ingvald Cramer, den norske Digter, vi var. Men De gik den Aften. Og det er det, jeg husker og aldrig har glemt.”
   „At jeg gik?”
   „Ja, det var da Hadsteen drak den lille Else Markussen fuld og slæbte hende ind på Cramers Seng og -”
   „Å,” Henning standsede Linealen i sin Hånd og stirrede på hende, „nu husker jeg det! Det var Enevold Rosen, der havde fået mig derop den Aften. Det var, da min sidste Bog - gik i Stykker for mig. Han sagde: „Se nu en Gang på Livet udenfor din Dør,” og så førte han mig derhen. Men - det Selskab, de Fruentimmer og endnu mer de Mandfolk! Og den Scene, De nævner,” han smældede Linealen ned i Bordet, „nej, den har jeg aldrig glemt, så megen Umage jeg end har gjort mig for det!”
   Han lyttede pludselig efter sine egne Ord. Enevold Rosen havde sagt hin Gang: „Du siger, du ejer Livet i dig selv - å se dog en Gang derude! Kan det rummes i ét Nu og lukkes inde i ét Hjerte?”
   Og han var rømt den Aften, og han havde søgt at glemme den, og hende og hendes Lige, som sad dér -
   Havde Enevold Ret?
   Han fik aldrig mer skrevet en Bog - -
   „Jeg har ikke glemt Dem,” Nanna sad og så ned på sine Sko, som hun førte sagte sammen og fra hinanden igen; der faldt lidt våd Jord fra dem ned på hans Gulv. „Det var Varietésangerinden Julia Wolff, der havde taget den lille Else med sig. Det var hendes Værtsfolks Datter. Og hun havde aldrig før været med til sådan noget. Og hun var kun femten År. Men hun var jo meget nysgerrig - for alle de Herrer, der kom hjemme hos Julia, og dem hun gik ud med om Aftnen, og som klappede ad hende henne på Varietéen - - Og så fik hun Lov at gå med Julia. For hun lovede at tage sig af Else. Og Forældrene - de havde en Grønthandel - de syntes jo alligevel, at Julia var farlig fin. De var jo fra Landet. Men så drak Julia sig selv fuld og blev helt optaget af ham, Hasselgreen, Journalisten. Og vi blev jo alle noget fulde, undtagen De og Rosen. Og Hadsteen drak den lille Else drukken. Og pludselig slæbte han af med hende hen mod Cramers Sovekammer. Og jeg tænkte ikke videre over det, for det var jo kun så vant, at det gik sådan til, bare - at - det var første Gang for hende. Men så var det, Enevold Rosen fløj op, og han sagde Dem vist, hvad der foregik. For med Et så jeg Dem stå foran Døren til Sovekammeret, og De var helt hvid i Ansigtet, og De sagde en hel Del. Men Hadsteen bare lo. Og Julia skreg henne fra Bordet. Men De ville ikke give Slip, men holdt på Døren. Og De så så forfærdet ud, som jeg aldrig har set nogen. Men pludselig kastede Hadsteen sig over Dem, og i et Ryk slyngede han Dem til Side, rev Døren op og sprang derind med Else i Armene - han var jo en Kæmpe - vrængede Næse ad Dem og smældede Døren i. Vi hørte Nøglen gå om i Låsen. Vi blev alle stille et Øjeblik, hørte bare Ilden i Kaminen og Rådhusuret, der slog, og vi så kun Deres Ansigt. Og jeg har aldrig set et sådant Ansigt. Det, der var sket, var jo så helt dagligdags for os allesammen, men pludselig var det, som så jeg, og jeg tror også de andre, at det var ikke - godt. Og Ingvald Cramer prøvede at komme på Benene, men han var stiv af Drik og faldt tilbage og lukkede Øjnene og så ud som en død, som altid, når han havde drukket to Døgn igennem. Og så skreg pludselig den tykke Edvard Hasselgreen - han var så fuld, at han lå hen over Bordet mellem Lampen og Flaskerne: „Hvad - næ, slap De ikke ind?” og gloede så dumt og medlidende på Dem, at vi alle brast i Latter. Og han løftede Glasset mod Døren til Sovekammeret og blinkede: „Prosit!” og han vendte sit skaldede Hoved mod Julia og sagde:„Ork, bare det var os, min Snut, men første Gang, det er sgu længe siden!” De så stadig på os, men kun Rosen havde rejst sig, alle de andre lo og skålede. Og Cramer sad som en død, som én, der intet mere véd. Og så pludselig gik De tværs over Gulvet, som var De ikke Dem selv, som vidste De ikke, hvor De gik, og ud af Døren. Og dér vendte De Dem og så på os alle, én efter én. Og Deres Ansigt da, det har jeg aldrig glemt.”
   Henning hørte ikke, hvad hun sagde, han sad kun og stirrede ned for sig.
   „Og så?” spurgte han, og Stemmen kom anstrengt, „og så - gik jeg?”
   „Ja, De gik, og Rosen.”
   „Og da vi var gået?”
   „Da -” hun så spørgende på ham.
   „Ja, jeg mener, hvad så - med den lille Pige?”
   „Ja så,” Nanna trak på Skulderen, „så fik han jo Ro derinde, Hadsteen.”
   Henning lukkede Øjnene. Det var, som faldt og faldt han.
   Han var gået - og ladet hende, det drukne, sanseløse Barn ene med ham, Dyret, der til sine Knokler var fortæret af -
   „Og hun, Else?” spurgte han, som bag fra sin Gane.
   „Else?” Nanna så uforstående på ham, „ja, jeg har ikke set hende det sidste År. Men før kom hun meget iblandt os. Jeg véd ikke, men jeg syntes, jeg hørte, hun er kommen i Konflikt med Politiet.”
   Han jog sammen. Blandt os! blandt dem - ja, dér hvor hun kom fra, hun, som sad dér på hans Puf med sine Hænder under sig og talte så sorgløst roligt om det - ja, om det han havde voldt!
   Han brast pludselig forover.
   „Hvorfor mindede De mig om det, så - så jeg nu aldrig finder Ro?”
   „Hvilket?” hun så spørgende på ham.
   „At jeg løb den Nat - at jeg ikke sprængte Døren, at jeg ikke kaldte Politiet til! Å Gud, å Gud, hvorfor gjorde jeg det ikke! hvorfor gjorde jeg det ikke!”
   Nanna stirrede på ham. Hendes Fødder hang stille nu, i Sløjfeskoene.
   Han så, hvor hendes Hæle var skæve og et Hul i hendes sorte Strømpe, og hvor den spillede grønt i Skæret. Han så det og så det ikke, som i Sårfeberens Vildelse og hvileløse Brand, ja i ulægeligt Sår.
   Livet, den ubønhørlige, den uendelige Vår, havde ramt ham.
   „Men -” hun bøjede sig pludselig frem og så ham ind i Øjnene, „det var jo netop det, at De løb, da - da De så os, vore Ansigter, at vi lo, det er jo netop det, som -”
   „Som hvad?” han stirrede sanseløs på hende.
   „Som gjorde, at jeg kom til Dem nu,” hun sænkede sit Hoved og så ned.
   Han mærkede et Øjebliks Dulmen, et Håb. Så foer han op igen som ved et dødeligt Stik.
   „Nej! nej! hvad har jeg dog gjort! hvad har jeg dog gjort! løb, løb, for at redde mig selv! Og Rosen, Enevold -”
   „Enevold?” Nanna smilte hånligt, „å han - ja, han er et godt Barn, ved Siden af de andre - han er også kun et Barn. Og han holder nok af Slik -” hun fortrak Munden i en led Vrængning.
   Henning så det og jog sammen.
   Men du gode Gud, hun dér sad, hun havde været med, hun havde set det, som de andre, den og hundrede lignende Scener, „dagligdags”, og hun havde ikke skreget op, hun var ikke styrtet til, hun, en Kvinde, en Søster!
   Julias Ord: „Næ, for os er det ikke første Gang. Prosit!”
   Så han med Et, hvem hun var, dér sad, så han Mosen, Livet?
   Han gjorde en hastig Bevægelse af Gru. Han ville jage hende bort.
   Men han tog sig i det. Hun var rømmet til ham, fordi - Ja, hende havde han frelst den Nat, da han lod den anden gå til Grunde.
   Frelst? nej, kunne han frelse! Men -
   „Men hvorfor kommer De først nu?” spurgte han og rakte Hænderne ud.
   Hun sænkede brat Hovedet, rørte sig ikke.
   Men han flakkede frem over Gulvtæppet, hen langs Reolen, med sin Skygge over dens Bogrækker, forbi alle sine Billeder, Moders hvide Buste.
   Moder, Moder, den Nat, var det dit Værk, uden din Vilje?
   Else, Else, skal jeg svare for dit Liv i min yderste Time?
   Jeg rømte, ja jeg rømte fra Livet - til de Saliges Ø!
   Å Moder, du fejlfrie, fejlede du i dette Eneste - som var alt?
   Terese, om du var hos mig! hvad har jeg oplevet i dette Døgn!
   Set Livet, set mig selv, set os og -
   Nej, han standsede, for dig, for mig var det Ret, som for Moder.
   Men for de andre, for Mormoder, for Fader - Nej, men dér sad hun jo, Else, dem alle, de svigtede, de forstødte, søgt til ham, da han ikke søgte dem, skænket ham i Nåde!
   „Å hjælp mig!” han sank ned på Puffen, ned ved hendes Side, „eller - jeg kan ikke leve mer! leve med den Gerning på mit Liv, eller - å netop Mangel på Gerning! Frøken Aamund, bliv her, bliv her nu altid, at jeg kan få Lov at gøre Bod for Moder, for Morfader, for mig selv!”
   Bod for Moder - Ledestjernen for hans Liv, for alt Liv!
   Hun stirrede uforstående på ham, halvt sky.
   Han famlede om hendes Hånd og rykkede hvileløst hendes Arm ind mod sig.
   Der kom pludselig en Druknen i hendes Øjne, de grånede, Munden svulmede.
   Med en svimmel Bevægelse bøjede hun sig mod ham.
   Han fornam bendes Ånde, skimtede forvirret Tænderne inde i hendes Mund.
   Men pludselig, med et Vrid, snoede hun sig til Side, hvid i Kinderne, og ludede Hovedet fremad.
   „Nej ikke endnu,” mumlede hun, „ikke før, jeg er helt vis på at -”
   „Hvad? hvilket?” han stirrede fortumlet på hende.
   „Jeg tør ikke - blive Deres, før jeg véd, helt véd, at nu er jeg uden Fare for at smitte,” mumlede hun, hun gned den lille, magre Hånd over Munden.
   „Blive min - før -” mumlede han.
   „Men, tror De da -?” hans Stemme brast over, „at jeg tænker på - at jeg kunne -”
   Hun skottede sky op på ham, mumlede noget og krøb sammen. En ynkelig, lille Pige op ad en Væg.
   Og Henning Norden så med Et en uendelig, sortgrå Gade og hende dér som Barn, ved en af de utallige Kælderhalse, mod en afskallet Mur, i Kludesko, med forviltret Hår, strækkende Hånden ud, ydmyg og grisk, mod en Skilling.
   Hvad havde han indladt sig på, han, som havde fået Øjnene op for Livet.
   - Og hun, som kom til ham, for hans Ansigt den Aften, hun tænkte nu, troede nu at læse i hans Øjne det!
   Og hun var syg, hun bar Byens Skarn til inderst i sin Krop, som dens Smuds på sin Kjolebræm, her, her i hans Stue var det!
   „Madam Palm, Deres Husholderske, sagde, jeg skulle sy på min Kåbe dér, den var så slemt revet. Må jeg få Lov at gøre den færdig?”
   Gøre Kåben færdig - „Deres Husholderske har sagt det-”
   Den lille Hånd krøb frem af Kåben, op til Hatten, som hun varlig tog af og lagde ved Siden af sig, omhyggelig for dens lange Fjer.
   Han vidste, i dette Nu, hvad den Hat havde kostet.
   „Jeg sad først derinde, men Ilden var gået ud. Og jeg turde ikke sådan selv lægge i. Og her var jo så dejligt varmt. Må jeg blive siddende herinde?” hun smøg Kåben af sig og stod nu i en stram, sort Kjole, snæver over Bryst og Hofter, og strammet stærkt ind om Skødet.
   Henning vendte sig og gik ind i Stuen.
   Og han havde troet at kende Livet nu!
   Dér var hun rede i det ene Sekund at give sig til ham, og i det næste -
   Nej, hvem kunne den Nat være faret op, løbet til, for sligt?
   Han smilte hånsk.
   Men, han standsede, hun havde taget sig i det, i Profession - for hans Skyld, for - Smitte -
   Han fortrak Ansigtet. At det skulle røre ham, blot med Tanken, det -!
   Men for hende var det det vante, vant som Forkølelse for ham, kun farligere. Og hun ville skåne ham.
   Ja, thi hun gav sig jo ikke til ham i Professionen, men i Taknemlighed! Det bedste, det eneste, hun havde at give, som alle Mandfolk forlangte af hende. I Professionens Øjeblik, havde hun da mon de Øjne, den svimle Mund?
   Men nu var det glemt.
   Og hun sad dér, et Barn, og syede møjsommeligt på sin Kåbe, som Madam Palm, hans Husholderske, havde pålagt hende at gøre - et uvant, møjsommeligt Arbejde - som det ville være for Terese.
   Nej, nej, han ville ikke sammenligne de to!
   Da hun mødte sit Afslag, dukkede hun sig over sit Sytøj, ikke som Tøsen, der vises af og trækker videre, men som -
   Han så med Et Terese den Aften her i samme Stue, da hun sank hen mod ham, som Nanna nu, tung i Øjnene og om Munden, i det ganske Legeme, og han med et Ryk veg. Han så hende lyslevende, nu, de tretten År efter, hendes Angst og Skam og Søgen Skjul for ham, for sig selv, for al Verden - hendes dødelige Sår.
   Terese og Nanna - ak, hvad hjalp det? Livet bar dem jo begge!
   Kun han - Og Nanna - ja, hun havde fattet det, men ikke forstået det. Som Terese den Gang fattede, omend hun ikke forstod.
   Gangdøren gik sagte op derude. Hurtige Sko tørrede sig på Måtten.
   Så vidste han, hvem det var.
   „Madam Palm,” han lukkede Døren op, „er det Dem? Vær så god at sørge for, at der bliver varmt inde på Gæsteværelset. Frøken Aamund bliver her. Og sæt så lidt Aftensmad frem til vor Gæst.”
   Madam Palm var standset derude, i Lyset fra Stuen, lille og rank, i sin sorte Hætte, sit Slag, med Kurven, fuld af Pakker og Flasker, mod sit Bryst. Men en Dusk gule Tulipaner stak op af det grå Avispapir.
   Kom nu Våren i hans Stue? Til hvem bragte hun den?
   Hendes klare, grå Øjne dvælede i hans, Munden sitrede svagt i de tætte Rynker. Hendes glatte, grånende Hår spejlede Lyset.
   „Ja, Herre, det skal jeg gøre.”
   Henning vendte Hovedet lidt. Og han mødte Nannas Øjne, store, skælvende.
   Hun sad med Kåben i sit Skød og holdt Tråden og Nålen stift og kejtet løftet.
   Så sænkede Henning Norden sit Blik.
   At disse Kvinder, hinanden så forskellige, skulle takke ham for det, der var Livets så selvfølgelige Ret - og først i denne Aften nået til hans Hjerte!