De Salige

---

Harald Kidde (1910)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

II

   Henning og Terese Land kom gående over den høje Jernbanebro.
   Himlen hvidnede som et Hav bag Storskovens fjerne, solbrune Kroner med Grantoppenes Skyggedale. Plovspandene drog bittesmå over Pløjemarkerne. Togets Røg flagrede.
   Ude i Øst steg Fyrtårnet, hvidt og nøgent, af Sundets Forårsbad.
   Og Landet lå dernede som et Ansigt, ikke længere et Barns, men en endnu ung Kvindes, der løftede sig af Vinterens dunkle Slør med Blikket i bange Spørgen mod Himlen, der viftede Lærkekvidder og Hvirvelvinde ned over dets Regntårer og Vinterfurer.
   Henning mindedes et Kvindeåsyn, han havde set på et gammelt Ur i Schwarzwald, i en lille By, begravet i Fyrreskove og ved en rivende, sort Strøm. Sænket i Slør græd det på den ene Side, løftet af Sløret smilte det på den anden, som havde dets Sorg været Synd, og bad det kun om nye Sår. Og Urets Cifre havde den glemte Bondekunstner formet til Ordene: Zeit eilt, Zeit heilt.
   Langt borte i Markernes Flimmer slikkede Solen som en Kattetunge på et Husmandshus' hvide Gavl. De fjerne Landevejes Træer løb, beruste af Lys og Dis, ind i ukendte Horisonters Forår.
   En Hane galede i Gården inde mellem Skovens tomme Stammer, hvor Solen ene gik. Blåsimmer og Guldstjerner vrimlede så tæt, som var dette Jordens første Vår. Greneskyggerne svajede som af ukendt Vellyst over Grøftekantens Græs foran Hennings Have.
   Men Viben steg mod Blæsten og sank og steg igen som Viben i Fjor, Viben i Arilds Tid. Og Menneskehjertet huskede sin Vår.
   „Hvor er her højt og friskt herude hos dig, Henning,” smilte Terese.
   „Ja, Terese, kan du mærke Våren?”
   Turene herud til ham. de var jo al hendes Ferie - fra Hovedstaden, fra Villaens Dagligstue, fra - Henrik Land.
   Så ung som herude så han hende aldrig derhjemme, så let hun bar Hovedet, så langt hendes Øjne fløj!
   Den unge Pige blev hun, hende han aldrig havde kendt, Herredsfogeddatteren fra Østersøens Kyst, ikke Overretssagførerens Frue, ikke hans stille, søsterlige Veninde.
   Han huskede sin hemmelige Jubel over, hvorledes hun blev en anden herude under en Himmel så fri som den, der havde hvælvet sig over hendes Barndom og Ungpigedage, hos ham - hun ene elskede. Sin hemmelige Jubel og hemmelige Frygt ...
   Thi den kølige Frue derhjemme fra Lands Selskaber, den tro Veninde fra Samtalerne i Vinterhavens grønne Skumring med Kildens lille Stemme, hun var ham jo nu Livet.
   Den anden, den unge, hende han kunne have ejet, om han havde mødt hende, da hun løb omkap med Fugle og Bølger på den brede Strand, hun var ham nu Døden og dens Angst.
   Thi havde han ikke mødt hende, ung og fri, Pigen, der ikke vidste af Mand og Barn, men kun af sine røde Kinder og sit stormende Hjerte? mødt hende, da de unge vandrede mod hinanden og kendte, det var i Elskov?
   Nej, hun vidste ikke af Mand og Barn og han ikke heller, ikke i Våren, da de var unge og ene med Havet.
   Men én vidste det: Moder - -
   Og kun de korte Øjeblikke herude, på den høje Bro, levede påny den unge Pige.
   De Øjeblikke var dem Ungdom og Elskov, de Øjeblikke var dem Livet og Døden, de Øjeblikke var dem de Saliges Ø.
   Men ikke som du drømte, Moder, i Æterens evige Ro, men i Vårens unge Luft.
   „Terese,” han åbnede Lågen for hende.
   Hun så på ham, med sit Smil, og rakte ham Hånden.
   Ja, nu tog de Afsked med de unge, med de Saliges Ø. Nu var de - -
   Hvem?
   Dem, de kaldte sig selv?
   I Solskinnet klang Stormkrogen deroppe.
   Henning løftede Hovedet og så Nanna, idet hun gemte sig bag Gardinerne.
   Hun havde ikke været i hans Tanke fra det Øjeblik, han så Terese i sin flagrende Kåbe, med det blå Slør om Hatten og Håret springe ned fra Togets Trinbræt, hun havde ikke været på de Saliges Ø, men nu -
   Dem selv?
   Ja, hvem var „han selv?”
   Var det ham, den unge fra Mødets Øjeblik? Eller ham, som i Stuen deroppe for evigt viste „den unge Pige” fra sig? Eller ham fra de otte År derude, de fem herhjemme, de Pligtens År af Arbejde og Glemsel - Eller ham fra i Aftes, der fødtes påny, til Våren, til Smerten?
   Terese stod og så op mod Ruden, hvor nu ene de hvide Hyacinter krusede deres Spir mellem Vintergardinernes sorte Folder.
   Han fra i Går, var han mod hende, eller var - eller kunne han været - for hende, den, der bøjede sig for Livet, ikke bøjede Livet for sig?
   Livets Lærling, ikke dets Herre.
   Fattede og tilgav han Nanna, han, som ikke havde villet fatte og tilgive Terese og sig selv?
   Troede han ikke mere på den Lov, efter hvilken han havde dømt sig selv og Terese - fra Livet?
   „Henning,” Terese standsede på Trappen, „hvorfor stod hun og spejdede efter os, da vi kom?”
   „Hvorfor - hun har vel villet se dig, sin Dommer,” smilte han.
   „Det er ikke mig, det er dig, der skal være hendes Dommer,” sagde hun og gik hurtigt ind ad Døren.
   Han rystede på Hovedet.
   Å, Terese, jeg har ingen Dommermyndighed mer. Kun af gammel Vane brugte jeg det Lovens Ord.
   Men du kendte det straks som mit.
   Å, Terese, husk det, da jeg dømte dig, dømte jeg mig selv tillige!
   Vor unge Pige kommer aldrig mer, å, så lad os frelse hende deroppe!
   - Nanna stod inde i hans Stue ved Skrivebordet.
   Solskinnet flød om hendes sorte Skikkelse og sorte, bøjede Hoved. Hun løftede ikke Øjnene, da de trådte ind. Hun nejede dybt i den snævre Kjole.
   Fru Terese standsede i Døren og så på hende.
   Nu havde han dem samlet - Loven i Huset på „Bjerget” og Livet ude bag Horisonten, Moder og Fader.
   Følte han sig rig - eller følte han sig afmægtig som aldrig før? havde han sejret hin Gang, eller skulle han sejre først nu? over Sejren den Gang?
   „Henning, vil du præsentere?” Fru Terese vendte sig mod ham.
   „Det er - Frøken Nanna Aamund, og min Veninde, Fru Terese Land.”
   Nanna slog Øjnene op, store, sorte. Fru Terese rødmede flygtigt.
   Hun samlede Kjoleskørtet op i sin Hånd; hun så kun på Nannas Fod.
   „Deres Historie, Frøken, vil jeg ikke spørge Dem om, den vil De vel med Tiden fortælle Doktor Norden. Sig mig kun: hvad venter De af ham?”
   „Intet andet - end hvad han vil give mig,” Nannas Røst kom lav.
   Fru Tereses Bryn rynkedes.
   „Nu, det vil altså sige: Husly og Hjem, til -” hun tav og så ud mod Højens Krat, hvor Spurvene hvirvlede op, øre af Sol.
   Henning stod og rørte ved Brevpresseren.
   Han så i Forårssolen, hvor der lå tæt af Støv på Skrivebordet.
   Husly og Hjem - det, han ikke havde villet skænke Terese, da hun bad for sit Liv som Nanna dér -
   Aldrig fik han før og nu forenet, aldrig Fader og Moder!
   „Er der noget, De vil mig, så kom kun til mig. De kan jo ringe mig op i Telefon eller komme ind til mig. Jeg er Doktor Nordens Veninde og vil være Dem til Hjælp med, hvad De ønsker, siden han har taget sig af Dem.”
   Nanna nejede dybt, med sænket Hoved.
   Terese så hen på ham.
   Og han nikkede tilbage, til Tak.
   Men - „siden han har taget sig af Dem” - den Ømhed og den Kulde i de Ord!
   „Må jeg gå ind til Madam Palm, hun bad mig hjælpe sig lidt?” Nanna så op på Henning.
   „Ja, gerne,” Henning nikkede.
   „Farvel, Frue - og Tak,” Nanna nejede dybt.
   Rødmen foer atter over Fru Tereses Ansigt. Hun bøjede Hovedet let.
   Så gik Døren i.
   Og de blev ene i Solskinnet.
   Men hvad var det, det sang om dem; lydløst, men så hver Pore i dem fyldtes af det?
   Om hin mørke Vinteraften i denne Stue, da Sneen stirrede hvid og brusten gennem alle Ruder, da kun hendes Hulken lød gennem Rummet og hans brudte Stemme stammede Ord, der frøs, frøs Jorden til, så den aldrig skulle løses af Vår eller frodes til Sommer.
   Om Fortid sang alt i denne Stue, om Fortid, der skabte Nutid og skulle skabe Fremtid.
   „Terese, du sagde det jo selv i Går, at jeg skulle beholde hende? da forstod du det, men nu -”
   Hun skottede til ham.
   „Nu har jeg set hende, ikke blot hørt om hende. Hun vil andet af dig end Hjælp.”
   Han smilte.
   „Nu taler du jo som i Går, da du virkelig troede -”
   „Nej, det er ikke det,” hun blev rød i Kinderne, „om dig véd jeg det jo. Men du véd slet ikke, hvem og hvad hun er.”
   Henning følte et Øjebliks Svimlen, angst og lykkelig som af Vårluften.
   Nej, nej, thi hun var Livet.
   „Hjælp hende med Penge, Henning, så længe du vil, men send hende til Folk, der forstår sig bedre på hende end vi.”
   „Nej, nej,” han rystede heftigt på Hovedet, „her kan ikke Penge hjælpe, her må jeg, netop jeg!”
   Hun så på ham.
   „Og hvorfor - netop du?”
   „Fordi - å lad mig fortælle dig, hvorfor hun er kommet til mig.”
   Og han fortalte, hurtigt, Historien om hin Aften, om Hadsteen og om lille Else.
   Hun lyttede, stadig med Øjnene ude i Haven, i Solen, og de grønne Skud og Fuglesurret.
   „Terese, da hun fortalte den Historie - at hun var kommet til mig derfor da - da så jeg mig selv.”
   Fru Terese bøjede sig langsomt frem og plukkede et vissent Blad af hans Seneraria.
   „Så den gjorde det Indtryk på dig, Henning, den Historie -”
   Han så hastigt op.
   Den Historie? Mener du da, Terese - mener du vor - din?
   Han lukkede Øjnene.
   Nej, sig det ikke, sig ikke, at jeg overgav dig som Else - -!
   Land, du havde kåret ham som Mand, før jeg kom, du havde Barnet med ham, og Hjemmet - Han var uden et hindrende Ord, da du gik til mig og uden et bebrejdende, da du kom igen.
   Og du - du ville jo som jeg, tilsidst - - Hvorfor skrev du ellers til mig de sidste tre År derude, tog mod mig, da jeg kom hjem, er nu min Veninde?
   Eller - er du det ikke? er du - den unge Pige fra Broen?
   Nej, nej! da - Hvad har jeg da forbrudt mod dig ved at svare, ved at komme igen, ved at færdes daglig hos dig! Og hvad forbrød jeg da den Gang!
   Å Gud nej, Terese, sig det ikke! sig det ikke!
   Og om det var sandt, så vær nu des mer barmhjertig!
   „Men, Terese, jeg - jeg synes jo, jeg er som hendes Broder -”
   „Broder?” Fru Terese så op på ham; der sitrede et Smil om hendes Pande, hendes Mund.
   Det bød han hende, den Gang, og det tog han nu også, til den anden -
   „At du føler sådan og bestandig vil føle det, véd jeg,” nikkede hun, „men hun - tror du, at hun vil føle sig som din Søster? Og - hun spejdede fra Vinduet, da vi kom!” Fru Terese blev pludselig hvid, hendes Legeme skjalv, så det store Hår svajede, „da vi kom, Henning, hertil! Skal jeg måske ikke en Gang nu kunne komme til dig i Fred?”
   Moder, som du spejdede mod os i gamle Dage, i unge Dage, fra din Rude - men du veg ikke sky, men mødte vore berusede Øjne med dine havklare, blå, og vakte mig, så jeg aldrig mer skal kende en Rus!
   „Nej, Henning, hende kan du dog ikke hjælpe, så lidt som lille Else.”
   Som lille Else - som hende selv - -
   Fru Terese bøjede pludselig Hovedet.
   Hendes Stemme kom lav, men Hænderne i Vindueskarmen rystede.
   „Henning, véd du egentlig, at nu svigter du mig påny? Den Gang, da - troede jeg på din Elskov, nu troede jeg på din Lov. Og nu, i Dag, siger du med Et:„Jeg tog fejl den Gang. Jeg tog fejl af mig selv. Undskyld, nu er det for sent.” At du tog fejl af mig, har jeg altid vidst. Men jeg lærte at tro, at du handlede netop som den, jeg elsker. Nu hører jeg, du tog fejl - af vort Liv.”
   „Terese!” han sprang op, „nej, nej, det må du ikke sige! Sig det ikke! slå os dog ikke ihjel! hvor kunne jeg handle anderledes den Gang!”
   Hun så op, der gled som et tårefunklende Slør over hendes Ansigt.
   „Tror du ikke, jeg véd det? Tror du ellers, jeg kunne have set dig nogensinde mer? tror du ellers, jeg kunne have levet den Dag i Dag?”
   Han gled forover, ned i Stolen, med Ansigtet i sine Hænder.
   Å Fred, å Frelse - hun sagde det, hun, som vidste det bedre end nogen: han havde ikke kunnet handle anderledes! ej af Vilje, men af Nødvendighed havde han - tilintetgjort deres Liv.
   Og hun havde tilgivet ham - og fundet Fred hos ham, på de Saliges Ø.
   Å, hvor havde hun elsket, at hun havde tilgivet og forstået!
   „Terese, Terese!” hviskede han, nede i sine Hænder.
   „Den Gang, sagde du,” han hørte hendes Stemme, kølig og fjern, „tror du da, du er en anden nu?”
   Han så op på hende.
   „Er jeg det, da er jeg det af vor Erfaring i de tretten År.”
   Hendes Ansigt skælvede, hun drejede Nakken mod ham, bag Sløret.
   „Og så - så - nu skal hun -”
   „Få dit? det, du skulle ejet? å, det tror du jo ikke engang selv!”
   „Nej, ikke ved dig, men dog af din Hånd.”
   „Ja, ja, af min - jeg, som må gøre Bod for Morfader, for Moder, for mig selv, skænke Livet igen, hvad vi tog fra det. Alle de forstødte, jeg synes jo, jeg huser dem nu, i hende.”
   Fru Terese smilte svagt.
   „Å Henning, hvad er Livet? Og tror du, du kan bøde det? dit, endsige andres?”
   „Ja, Terese, jeg tror det! jeg tror, at Livet, siden det sender hende til mig, er nådigt - og rigt, at det vil læge sine Sår just gennem mig, som slog dem. Også læge dem, jeg slog os selv.”
   Terese lyttede lidt, så så hun på ham, og hendes Øjne var faste og grå.
   „Og jeg tror, Henning, at hjælper Livet dig ikke selv, da mister vi to dets sidste Rest, og hun med, hun, som tror på dig.”
   Henning gøs.
   „Terese, jeg kan ikke andet!” hviskede han, „om jeg skal leve efter dette ... Og,” han knugede Hænderne sammen, „nu må jeg leve! Jeg synes, nu kommer Livet til os igen.”
   Hun så bort, hendes Stemme rystede.
   „Ja, hjælper det dig, Henning, så -”
   „Hvad så?”
   „Så har jeg også tilgivet dig - til den sidste Rest.”
   „Terese,” han løftede Ansigtet, „nu må det hjælpe, nu har jeg det højeste at kæmpe for, din Tilgivelse - alle deres, vi dræbte med vor - Lov. Tilgiver Du mig, tilgiver selve Livet mig. Da er vi genopstandne, vi og hun og de døde.”
   „Henning -” hun tog ham heftigt om Kinderne og trykkede et Kys på hans Pande, „min Ven, mit Barn!”
   Hun slap ham.
   De så på hinanden, bævende.
   Hun havde aldrig rørt ham med sine Læber, siden hin Gang.
   Å, deres Blod, der mødtes i hans Pande, i hendes Mund - der ville sammen i et Kys.
   De lukkede Øjnene begge.
   En Fugl slog mod Ruden, forårskåd, og baskede bort.
   Og de vågnede begge i Solen.
   Og det var tretten År siden.
   Den Opstandelse kendte Livet ikke.
   Ja, hans Hår var tyndt, og se, de grå Striber ved Tereses Tinding.
   De to Salige -
   Han strøg sig over Panden.
   „Henning -” hendes Ansigt skælvede i et Smil, „jeg syntes et Øjeblik, vi var unge. Nu mærker jeg ret, hvor gamle vi er blevet: nu skal vi finde vor Lykke i de andres Liv.”
   „Å, Terese, er mon ikke det - de Saliges Ø?”
   Hun smilte. „Kan den, som aldrig levede, blive salig?”
   „Aldrig levede! vi to - i denne Stue! for tretten År siden - og lige nu?”
   Hun lukkede Øjnene.
   „Du har Ret, som altid. Og så Tak - også for i Dag.”
   „I Dag? - Når kommer du igen?”
   „Ikke før,” hun smilte, „du har sejret.”
   „Terese!”
   „Henning,” hun så på ham, „du føler dig som hendes Broder, så gør da hende til din Søster -. og mig til hendes.”
   Han stirrede på hende.
   Ja, dér var Målet: som Søskende skulle de mødes i denne Stue, i Opstandelsen, hvor Køn ikke gaves.
   „Men indtil da må hun helst blive her, og jeg, hvor jeg er. Den Kamp tog du selv på dig, den må du kæmpe ene.” -
   - „Henning,” Fru Terese bøjede sig frem fra Vinduet, Toget havde alt sat sig i Gang langs den blæsthvide Perron, „husk, hun havde end ikke femogtyve Øre! giv hende nogle Lommepenge.”
   „Terese, Tak at du-”
   Hun viftede til ham med sit Lommetørklæde, og det lange, blå Slør viftede om hende, og Togrøgen viftede om Ruderne og Kupeerne.
   Lærkekvidren lød højt over Hjulenes Stampen.
   „Terese, det er vel mellem os som altid?”
   Hun nikkede og smilte.
   Men om hun havde hørt det, vidste han ikke.
   Var Terese hans Søster?
   De Øjeblikke på Broen, og de Øjeblikke her, nu hun drog bort i den viftende Røg til - sin Mand - Og deres Blod, da det kyssedes i hans Pande - -
   O, Søster Terese, de Øjeblikke, lad os aldrig miste dem!
   Men Nanna og hun -. Hun havde husket, Nanna ikke ejede en Femogtyveøre, at han skulle give hende Lommepenge.
   Var alle Kvinder Søstre, fordi Livet var i dem alle?
   Å, så gør mig til Broder med alle Levende, så bær mig fra „Bjerget” til de Levende bag Horisonten!
   „God Dag, Doktor Norden.”
   Han vendte sig brat.
   Dér stod Mursvenden, Madam Palms Mand, lige bag ham.
   Det rødblussende Ansigt dér, opsvulmet, blåplettet, med de fortinnede Øjenkugler, med den inflammerede Næse, det hængende Børsteskæg - var det, Livet, var det hans Broder?
   Denne fortabte Delirist, denne Bandit, der havde ødt et lille Hjem, som en Gang skinnede af Renlighed og Lykke; som havde solgt sin Hustrus Ungdom og Smil og Hjemmets Møbler for Drik, sat i Verden et Par Børn, Krampen tog i Vuggen - som nu flakkede Byen og Landet rundt, tiggende og slående Plader, for et Par Gange om Året at arrivere herud, stinkende af Smuds og Fusel, for at rane hendes sammenskrabede Penge, overvældende hende med Skældsord og Trusler!
   Og hun tog mod ham hver Gang, ydmyg og stille, tyssende på ham, at han ikke skulle forstyrre hendes Husbond, fik ham til Ro i sin Seng, fik ham vasket og klædt op og madet - til han næste Dag, eller Dagen efter, tøflede af, lappet og pudset, med et mut Farvel og Pungen fyldt af hendes og Hennings Penge.
   Han hilste kort og gik forbi ham op mod Broen.
   Men han hørte hans stablende Skridt bag sig, hans Hikken.
   Og pludselig mindedes han sin Faders Ansigt, den eneste Gang han så det - Øjnenes stive Blik, de gule Pletter på Kinderne, den fugtige, rystende Hånd -
   Nej, nej! Overretssagfører Højring var dog endnu en Gentleman mod Vraget dér bagved!
   Endnu - den Gang, men siden?
   Hvor var hans Fader?
   Han standsede.
   Og det var ham, som måtte han i samme Nu søge ham op, se ham, lære ham at kende.
   Nanna ville han være en Broder, men Fader ville han ikke være en Søn.
   Å Moder, tung er den Arv, du gav mig at løfte!
   „Madam Palm” - hun stod og bankede Tæpper over Trappens Gelænder - „Deres Mand kommer.”
   Madam Palm løftede Hovedet.
   Og han så det i et Nu: Glæden.
   At hun elskede ham endnu. Og Skrækken og Sorgen. Og han fattede det med Et: at hun straks var mod Nanna som mod en Søster, at hun havde bedt stumt for hendes Liv. Hun, som bestandig holdt en Dør åben for denne Mand. Døren, som Moder og han havde lukket for Fader.
   „Tak, Herre - og undskyld,” hun så bedende på ham.
   „Bryd Dem ikke om det, Madam Palm, tag ham op til Dem og sig mig, om jeg kan hjælpe.”
   Hun så på ham med en let Studsen. Han havde aldrig sat sig mod de Besøg, men hun havde jo noksom mærket hans Pine ved dem.
   Han vendte Hovedet bort. Forstod hun ham, bedre end Terese: for Livets Skyld?
   „Halløj! Halløj! Halløj!” Mursvenden dukkede op over Hækken, med svingende Arm.
   „Ja, nu kommer jeg, Palm,” hun lagde stille Tæppe og Kost fra sig og gik ned ad Havegangen mod ham.
   - Oppe fra sit Vindue så Henning hende lede ham, Fod for Fod, frem ad Gangen.
   Han skrød op, slog ud med Hånden og knækkede sammen i Knæene. Bøjet helt ind under hans Arm omtrent bar hun ham frem.
   Men Henning så om hendes rynkede Mund et Smil som af Tårer.
   Å Moder, om du havde båret Fader hjem til „Bjerget”!
   „Frøken Aamund,” Henning bankede på og åbnede Døren ind til Værelset.
   Hun rejste sig fra Sybordet ved Altandøren.
   Skovens Skumring tæt bagved Ruden fyldte Rummet som en Røg, som en tung Ånde af Vår.
   „Sætter De en Sløjfe på Deres Hat?” spurgte han og trak en Stol hen til sig.
   „Ja, Deres Husholderske sagde, jeg skulle tage - dem af,” hun pegede på de sorte Fjer, der krummede sig som en død Fugl på Bordet.
   „Deres Husholderske -” så sødt og så trangt om Hjertet - påny holdt han et Menneskeliv i sin Hånd.
   Han så sig om i det lille Rum med Palmen i Krogen, de gamle Kobberstik på Væggene og Sovesofaen under Tæppet.
   Han syntes, hun sad her som en Blomst, en spinkel, vinterforkommen Blomst i Skumringens Blå.
   Havde han, fjernt fra Gadernes Slam og Kulde, fra Portenes Træk og Mændenes bitre Penge skænket hende et stille Bed at gro i - som Blomsterne nu spirede af Moders Grav derhjemme?
   Ilden fra Kakkelovnen legede gennem den blålige Skumring.
   Der var endnu længe til Morgen og Sol!
   „Frøken Aamund, jeg ville blot sige - i Aften har jeg travlt, jeg skal forberede mig til i Morgen. Da skal jeg først holde en Forelæsning på Universitetet og siden give et Par Timer i Dansk ovre på Kollegiet. Men De får vel nok Tiden til at gå endda?” han smilte lidt.
   Hun sad og pressede sin Nål ned i Sløjfen.
   „Skal De bort i Morgen, lige til Aften?” spurgte hun sagte.
   „Ja,” nikkede han, „hvorfor?”
   „Jeg - er ikke rolig, når De ikke er her.”
   „Er De da bange for Madam Palm?” spøgte han.
   „Nej men - her kunne komme - andre.”
   „Andre? hvem? Mener De - Fru Land?” han løftede uvilkårligt Hovedet. „Den Dame, De tænker på, er min Veninde, hun går i mit Hus som i sit eget,” sagde han kort - og standsede pludselig.
   Hvordan forstod hun dér hans Ord?
   Hun svarede ikke, hun borede Nålen ind i Sløjfen, så den sprang.
   „Jeg er kun - kommen til Dem,” mumlede hun.
   Han følte en heftig Banken i sine Tindinger. Søstre - de to! At han ikke jog hende ud med det samme! Men - se hvor hun sad og tog de sorte Fjer, de dyrt erhvervede Fjer af sin Hat!
   „Frøken Aamund,” sagde han blødt, „Fru Land kom jo ikke for at dømme Dem. Hvor kan vi det? Vi ville helst føle Dem som - vor Søster.”
   Nanna så op, med åben Mund.
   „Men,” han bøjede sig frem over Bordet, „jeg véd jo intet om Deres Liv, jeg véd så lidt om Livet ... Vil De ikke i Morgen Aften fortælle lidt om Dem selv?”
   Hun begyndte at ryste.
   „Å behold mig, behold mig!” hviskede hun.
   „Så længe De vil blive her, Nanna, er denne Stue Deres,” nikkede han.
   Han huskede Tereses Ord om Penge. Men - give hende, den voksne Kvinde, nogle Kroner? Nej, det måtte Madam Palm besørge.
   „Føl Dem aldrig som en Fremmed her,” bad han, „føl Dem Som - vor Søster.”
   Hun så atter op, med Undren i Øjnene.
   Han rejste sig og gik hen til Døren.
   „God Nat, Frøken,” nikkede han, „og sov vel.”
   - Men da han stod inde i sit Studereværelse med Panden mod Ruden, så han stedse det Blik for sig, tomt af Undren: Søster!
   Hvad fattede Nanna af hans og han af hendes? Huskede han ikke hendes Favntag i Går Aftes?
   Og Tereses Blik: Søster? tager du nu det sidste, du gav mig, fra mig?
   Å, hvorfor var han Mand og de to Kvinder?
   Og - hvad følte han selv i Går, da han kørte ind til Terese, i hendes Stue, hvor de nu de sidste fem År havde talt så mange stille Timer hen - og i Dag, herude, hvor en Gang den sidste Kamp stod, den store Sejr vandtes - da hun rørte hans Pande med sine Læber?
   Havde Terese Ret? tog hun derinde deres sidste Rest af Liv: de Saliges Ø?
   Og gav han Nanna intet, uden Forliset for hendes sidste Tro: at han var Frelsen?
   Så mørkt det var! Han skimtede ikke en Gang Stien op ad Højen.
   Det var Vinter igen derude. Kun Stationens Lys skinnede gennem Krattet.
   Om han tog ind til Terese?
   Hendes stille, skyggefulde Smil, hendes Hænder syslende med Hedebonålen - -
   Han lyttede.
   Telefonen, ringede den?
   Nej, det var kun en Streng, der klang henne i den gamle Violoncel.
   Nanna havde Ret.
   Her var lydhørt at være ene.
   Men - om Terese nu dog havde ringet?
   „Den Kamp tog Du selv på dig, den må du ene kæmpe.”
   Om hun nu dog ville tale til ham? Å blot høre hendes Stemme!
   Han gik hurtigt ud i Gangen, hvor det elektriske Lys skinnede bag den matte Kuppel, og ned til Vægtelefonen.
   „Hallo!” han tog Røret op til Øret, men kun hans egen Røst ekkoede i Tragten.
   Han faldt i Staver med Røret i Hånden og Øjnene på Telefonens brune Kasse.
   I det svage Lys stirrede dens tvende Klokker på ham med blinde, lukte Øjne; men Tragten åbnede sin Mund mod ham.
   Ja, Terese, således ejer jeg dig - med lukte Øjne, med din Røst i mit Øre.
   Det summede svagt gennem Røret.
   Tråden gyngede nu i Natten gennem Træernes knoppefyldte Grene, over de våde, svangre Marker og Hegn, de tvende Mile ind til Lampen på hendes Bord - fra Lampen herude.
   Terese, ejer vi Røsten, ejer vi da ikke det Inderste? Hvisker vi ikke til hinanden som i det Hinsidige, bag Synet og Kødet?
   Vi hører stundom forvirrede Stemmer derinde, men vi kender dem ikke og hvisker kun til hinanden.
   Vinden blæser fjernt i vort Øre, Vejsporene slettes i Mørke, men vi hvisker, hemmeligt og saligt.
   Over al Vekslen hviler vi tæt mod hinanden, vi nøgne, salige Sjæle.
   Pludselig slap han Røret.
   Der åndede en Parfume mod ham. Der perlede Dråber af en fremmed Ånde i Tragten.
   Hvem havde talt her, lige nu? Her var jo ingen! Madam Palm lærte aldrig at bruge Telefonen. Og ingen måtte da heller skræmme Tereses Stemme, som blundede derinde, Dag og Nat, for at møde ved hans Kalden.
   Nanna!
   Han havde glemt hende igen.
   Det var jo hendes Parfume!
   Han rynkede Brynene. Hvilken Stemme havde hun kaldt til sig, og hvad Bud havde hun sendt herud fra Huset? Hvem talte hun med, den venneløse?
   Og hvorfor holdt hun på Klokken og talte så sagte, så han kun hørte det svage Klink?
   Han gjorde en heftig Bevægelse.
   Hun måtte ikke ånde sin Hemmelighed og Parfume over Tereses Stemme!
   Han standsede brat.
   Hun, deres Søster, måtte hun ikke betro sit til Lønkammeret?
   Han strøg sig over Panden.
   Det var lettere at ville end at kunne, sværere at leve end at drømme.
   Tungere at være Menneske end Mand.
   Han stirrede på Telefonens kolde Klokker.
   Og han gøs.
   I Nat var den stum som blind.
   Henning Norden lå i sin Seng med fastlukkede Øjne.
   Ingen Tid på Døgnet var ham dyrebar som denne. Gardinerne var rullet dybt ned og trukket tæt for Ruderne. Intet Lys nåede ham, og af Lyde kun Nattens Susen med Sølvpoplerne og Bjergfyrrene derude.
   Han løste sin Hjerne fra Dagens anstrengte Tænken og sit Legeme fra den stivnende Stillesidden.
   Han blev som Dreng derhjemme, når han efter Kampene og Dukkerterne ude i Bølgernes Revlebrus i en læet Kedel i Klitterne og med lukkede Øjne kun fornam Solens og Sandets hvide Flimmer, Himlens og Havets stumme Svimlen og Vindens Rinden over sin Hud.
   Ja, han blev ung og nøgen igen.
   Og Havet havde han set igen, det evige Thalatta.
   Men - han havde ikke været i det, han skulle først i det, give sig over i det, om han frelst ville nå Kysten - ja Kysten af de Saliges Ø.
   Thi Moder havde ikke haft Ret - den Ø sejlede ikke højt over Hav og Jord, i Æterens og Solnedgangens Ro, den Ø steg af selve Havet, og man nåede den kun gennem dets vildeste Hvirvler.
   Men her var ikke stille i Huset som ellers for hans lyttende Øre.
   Endda ikke en Lyd lod sig høre i det dybe Mørke, vidste han, at i Værelset derinde mod Vejen og Skoven åndede én, at den nu var indenfor hans Døre, altid, den, hans Moder og han lukkede „Bjergets” Dør for, den Levende.
   Å Moder, „Bjerget” - -
   Han lukkede Øjnene og mindedes - -:
   - - Det sang af Lærker over hans Hoved, det summede af Bier om hans nøgne Fod, og han løb gennem Lyng og Porse, med åbne Hænder og Øjne, fulde af Himlens Blå.
   Over Plantagens vældige Rede af Bjergfyr og Gran steg Sømærket som en Kæmpeurtepotte på skrævende Jernben. Han skimtede deroppe i dets Gitter en rød og viftende Plet og vidste, at det var Birte.
   Og han løb ind gennem Leddet ved Plantørens hvide Hus og asede gennem det dybe, hede Sand. Lærkesangen fra Heden derude fulgte ham herind, og Fluerne peb om ham i sorte Sværme, og Vinden hvislede gennem Granernes Toppe. Men foran, deroppe, viftede stadig den lille, røde Plet, som var Birtes Skørt.
   Og han løb og snublede.
   Han kom ned gennem „Faldet”, hvor Klitterne stejlede til Vejrs mod Himlen som hvide Klinter og Klipper, og Stien snoede sig ned i Dybet med de rislende Kilder. Klitrosernes gule Tæpper hang over Brinkerne, Gøgeurter vrimlede i Græsset mellem Jordbær, og Sommerfugle sejlede mellem Løvetandsfnug i det blundende Solskin.
   Her var hemmeligt og hedt som i en Bjergdal, sagde Moders Farbroder, Distriktslægen. Her lugtede ramt og søvntungt af Sandet og Blomsterne og solbrændt Lyng.
   Men han kravlede atter opad, så i et Hak Havets væltende Solblå og masede så, til Livet i Blåbær og Enebær, opad mod Sømærket.
   Nu tronede det dér foran. Kæmpestort bar det i sine røde Jernmasker Birte, der dinglede og svingede med sin Hue og råbte til ham i Solen og Blæsten, men hvad kunne han ikke høre, thi nu bar Stormen ham opad mod Højen.
   Svimlende greb han i Jernstativet og klyngede sig fast i dets rystende Trin. Med Hænder og Fødder entrede han gennem Blæsten op mod hende.
   Han så hendes lille, brune Fod, hendes Hånd tog om hans, og tæt omslyngede, med Armene viklet ind i Trinene, hang de dér i det vældige Jernspind, midt i Luften, og sang omkap, som båret af Sted igennem Storm og Sol, ud over Plantagens piskende og dukkende Nåletoppe, over Klitternes skinnende hvide, styrtende Brinker, over Havets væltende, tunge Kviksølvblå, til Jernets Sang, der durede gennem deres Arme og Knæ.
   De sang med i Jernets Tone, i Stormens og Havets Tone, båret svimlende ind i den luende Sol - -
   En Dag, da den lille Birte og han dukkede ud af „Faldets” trange Klitspalte og mødte det skummende Hav, rullende Række i Række, havde hun højt skrigende flået den røde Trøje af og kastet den for Vinden og løsnet Skørtet om sig, og han havde hevet Skjorten op over Hovedet, og de var efter hinanden faret over Strandens Singel og suget ud i Havet, tumlet over Ende, kørt omkring og tilsidst åndeløst tumlet ind over det blanke, glatte Sand, Favn i Favn, leende i vildeste Henrykkelse, med drivende Hår, med bølgeblinde Øjne -
   Men da med Et havde han, højest på Klittens Tinde, set Moder stå, bittelille mod det blå Himmelrum, i sin flagrende, blå Kjole.
   Hjertet sank i ham, som en Sten, skønt han ikke vidste af Ondt, i Ve, i Undren over at se Moder som en blå Fugl så højt, unåeligt højt oppe over dem og al Havets øredøvende Uro.
   I samme Nu skammede han sig over, at Birte og han var nøgne.
   Men at det var Pige og Dreng, vidste han ikke.
   Derimod, at Moder ikke syntes om, at han legede således med Birte.
   Det sagde hun ham, da de Hånd i Hånd fulgtes fra Havet op gennem „Faldets” Vrimmel af Bier og Blomster og Sommerfugle.
   Han vovede ikke at spørge hvorfor. Moders Vilje var nok.
   Men han syntes dunkelt, at det stod i Forbindelse med Fader - Fader, som nu på andet År var borte fra dem.
   Dagen efter var det, Hugormen bed Birte ihjel.
   Han skreg højt, da han så Onkel, som han kaldte Moders Farbroder, løfte hende til Vejrs fra Lyngen og Ormen hænge i hendes Tå, hvæsende og piskende med Halen, med det gule, svulmende Hoved. Onkel greb den og slængte den fra sig i Lyngen, hvor den rejste sig og huggede efter dem, da de styrtede opad mod Huset i „Bjergets” Træklynge.
   Han hørte hendes vilde Skrig, Onkel, der løb mod Dørstolpen og tumlede over Skamlen. Han gemte sig i Moders Skød for Skrigene. Han så Hugorme rejse sig af Gulvsprækkerne alle Vegne, hele hans Krop jog sammen af Bid.
   Men da det gule Skær lyste der i Rudernes Felter under Kappegardinerne, da stod han presset ind mod Moder og stirrede på Birtes Ansigt, som sov dér inde i hendes tykke, røde Hår, ophovnet blåt med gule Pletter på Kinderne og en lille Skumboble i Munden, som Sissel Jakobsdatter stod og strøg bort og bort, men den kom igen, som en lille Fjer - som ville Birte, han skulle lege den gamle Leg med Fugledunene.
   Han hørte, hvor Onkel hulkede dér i Krogen, med den svære Ryg ludet og det grå, buskede Hoved mod Armen. Men Sissel Jakobsdatter strøg og strøg kun det lille Skumdun bort - som ville hun heller ikke, Birte mer måtte lege. Så stort var hendes Ansigt, så hvidt under det blanke, sorte Hår.
   Og nu så hun op og hen på Onkel og sagde, og hendes Stemme var ru: „Det er Gud Herrens Straf, Husbond.”
   Og han rystede sit grå Hoved, men svarede ikke.
   Og Moder rørte sig ikke. Stille, i sin blå Kjole, med det lyse Hår, sad hun med Armen om hans Hals, og så og så kun på det døde Barn, over hvis svulne Pande Skæret lå som af visne, gule Blomster, mens den lille Fjer bestandig spurgte og legede.
   „Moder,” hviskede han, „Moder, hvis jeg var blevet ved at lege med Birte, var jeg da også blevet bidt af Ormen?”
   Da så Sissel hen på ham med sine sorte Bærøjne, som han med Et syntes lignede Birtes, og hun sagde med sin ru Stemme;
   „Det er et Syndens Hus, dette.” -
   - Her var så stille i det tomme, hvide Hus på Bjerget.
   Han drømte med Hånden under sin Kind i Vindueskarmen, hvor der altid knaste Sand under Albuen fra den bestandige Blæst derude. Han lyttede til Stormkrogens Klage, de bratte Suk i Bjælkeværket, Træernes Grene, der skurede langs Murene og Musenes Gnaven bag Tapetet.
   „Et Syndens Hus” havde Sissel sagt.
   Hvad var Synd? At han badede nøgen med Birte den Dag?
   Sissel var Birtes Moder. Men hvem var hendes Fader? Var Fædrene „Synd”? Hvor var Fader?
   Han tabte Blikket derude i den tomme Horisont, hvor Kæmpehøjene lå som Spurve i Lyngen.
   Hjulsporene, der stod så skarpt i Gruset foran Trappen og drejede ud i den sandede Mark ved Hylden, tabte sig mer og mer. Heden kom sammen om dem alle Vegne fra, så sort, at Henning ikke vidste, om hans Øjne blændedes, så han ikke så Sporene, eller om Lyngen slugte dem.
   Trannum Kirketårn derude stod ganske lille, med den gule Himmel i et Glimt i sin Glug. Gurrik Husmands Hytte var kun som en Plet i alt det sorte.
   Han tænkte på det gamle Hjem, en Mil længere Nord på ved Herredsfogedboligen.
   Han huskede det knap.
   Men der havde været mange Vogne, Mennesker og Lys gennem alle Ruder. Og Møblerne havde været så blanke som Knagerne i Korridoren.
   Der havde været et Kontor med Kortruller og Skriveborde og en stor, hvid Kakkelovn. Fader havde siddet dér, med sine sorte Øjne og sit sorte Hår, trukket Skufferne ud, givet Ordre ind i det andet Kontor mod Haven, taget ham under Hagen og smilt. Men så pludselig standset og set op og ud ad Ruden, hvor Heden lå som her, med de samme Kæmpehøje som Spurve i Horisonten. Og da syntes Henning, at Fader længtes fra Moder og Kontoret og ham efter det, der var bag Kæmpehøjene.
   Var de rejst fra ham, fordi Moder mærkede, at han ikke brød sig om at være hos dem?
   Fader ville så gerne kysse Moder, og hun smilte og gemte sig ind til ham, men hun vendte altid Kinden til. Var Fader vred over det? Moder ville aldrig kysse ham på Munden, hun smilte og vendte Kinden til. Men Fader tog så fast om hende, at Henning syntes, det måtte gøre ondt.
   En forfærdelig Nat huskede Henning; han vågnede midt i et stærkt, gult Skær og hørte Dørene knalde og Stemmer og Skridt over Gulvene. Og Moder kom løbende ind og var hvid, helt hvid i sin lange Kjole og greb om ham med begge Arme og vendte sig mod Fader, der med Et stod i Døren og også var så hvid, så hvid og talte og talte.
   „Magdalene,” sagde Fader, „Magdalene, så vær dog et Menneske mod mig!”
   Men Moder vendte Ryggen mod ham og klemte kun Henning ind til sig og rystede og rystede. Og hun var iskold, hendes Arme, hendes Bryst inde i den åbne Kjole, hendes Ansigt, ja selv hendes Ånde var kold.
   Henning frøs som i Sne, han skælvede, han vovede ikke at spørge.
   Han forstod, at nu ville Fader gå. Eller ville Moder ikke have, han måtte komme hen til hende og Henning?
   Og han syntes med Et, at han var skyldig med Fader, som stod dér i Døren og rystede så hvid, i sort Selskabsdragt med det hvide Skjortebryst, sådan som Moder og han var kommet fra Selskab hos Herredsfogeden, Fader var Fuldmægtig hos.
   Men nu sagde Moder, og hendes Stemme frøs sådan, at den knækkede:
   „Gå! gå! Et Menneske mod dig - efter dette! Gå! Du har slået mig ihjel for Livet! Jeg kender dig ikke.” -
   Drengen ved Vinduet i Distriktslægeboligen så mod Kæmpehøjene, som også var derhjemme.
   De var det eneste fra det første Hjem, de og Moder. Ikke et eneste af de blanke Møbler kom med, ikke de skinnende Knager, ikke en Stump af hans Legetøj en Gang. Vognen rullede bort, og Døren sloges i. Gardinerne hang i Vinduerne, så han, Urtepotterne stod der og Kanariefuglens Bur, hvem beholdt da det?
   Fader? Nej, han vidste jo, han var rejst til København, og aldrig mere kom han her til Egnen.
   Fader havde begået „Kassesvig” og været Moder utro, sagde de. Henning forstod det ikke.
   Var det for at komme ud bag de Kæmpehøje, Fader havde stirret sådan imod, han havde gjort det, de sagde? eller - var det, fordi Moder aldrig ville give ham sin Mund at kysse - -
   Den Aften hos Herredsfogeden fik Moder det at vide; og hun var løbet med det samme, fra Fader, hjem over Heden, hele Vejen, sagde de.
   Fader havde været Moder utro - -. Henning vidste, det var noget med et lille Barn, der var blevet født ovre i København. Og en Kvinde havde skrevet til Herredsfogeden og til Moder om det.
   Men hvorfor frøs Moder sådan den Aften?
   Han troede altid, man var glad, når der fødtes et lille Barn.
   Og de kunne jo have givet ham det at lege med. Han var jo så ene.
   Han sænkede Hovedet i Rudens kolde Træk.
   Ja, han var så ene, og der var så sort derude og så tomt her i det store Hus, siden ikke længere Birtes Fødder kom puslende over Gangen derude, og hendes Hænder famlede op om Låsen, der var altfor høj til hende, og hun dumpede ind til ham, en lille, lattersprudlende Klump af Mørke over det tykke Tæppe på Gulvet.
   Her var aldrig Sang og Lys og Mennesker, aldrig Latter og Selskaber, aldrig Fader - -
   Han lænede Kinden mod Ruden.
   Og han drømte, at Birte og han sejlede sammen i Sømærket ud over Plantagen og Heden, og Stormen sang i Jernet og i dem.
   Men det var Nat, og det var et Jernkors, de hang i, som det, der stod og sang så ru og ubønhørligt på hendes Grav i Sandet derovre ved Trannum Kirke i Heden. Og han drømte, de fløj på det syngende Jernkors ud over Horisontens Kæmpehøje, ud for at finde Fader og hint lille Barn, han aldrig måtte spørge om.
   Men da knirkede Døren derhenne, og Moder kom ind. Selv her i Mørket så han hendes lyse Hår.
   „Min Dreng,” hun lagde sig på Knæ foran ham, med Armene op om hans Hals, „min Dreng”.
   Han så ned i hendes Ansigt, og da i det samme Simon Staldkarl gik forbi med Lygten derude, strålede et pludselig Lys over hendes Ansigt, og han syntes, hun var som en Engel, og at det var til hende, Birte og han var fløjet på Korset.
   „Moder,” hviskede han og gemte sig hos hende.
   Han syntes stadig, hun var så kold som hin Nat, men også stadig, at han med Fader var skyldig mod hende.
   Og han glemte Fader og det lille Barn for kun at krybe ind til hende og se, om han ikke kunne få hendes Bryst og hendes Hænder varme.
   Og han hørte hende hviske, så stakåndet, som frøs hun:
   „Henning, nu har du heller ikke Birte mer at lege med, nu skal vi lege sammen. Jeg har været helt borte, lige siden - - Men nu er jeg kommet tilbage. Nu er jeg kun din Moder, og du kun mit Barn. Husk på: nu er der ikke andre end os til i Verden.”
   Og han vovede ikke at spørge om Fader og det lille Barn.
   - Fra da af var det, de røde Skyer tændtes for Moder og ham, og de Saliges Ø dukkede op over Havet.
   Fra da af var det, han var Moders og ingen andens i Verden.
   Og de groede i hinandens Hjerter.
   Moder havde været borte, som Fader, han forstod det nu, i det År, de havde boet her i Huset hos Onkel, ja lige siden Aftnen hun og Fader blev Uvenner.
   Nu var hun vendt tilbage til ham. Hvorfra? Fra Fader? Nej, han turde ikke tro det.
   Thi uden at han nogensinde havde spurgt om Fader, følte han så vist, at han turde det ikke.
   Havde Moder da været i de Egne, hvorfra den Kulde var kommet, der gjorde hendes Favn som Is den Aften?
   - Han så på Moder, som de sad her på Klitternes Toppe ud imod Solnedgangen og Havet. Og han syntes, hun frøs endnu og han med hende, fordi han sad hende så nær, og hun var den eneste for ham i Verden.
   „Henning, se på Skyerne, se hvor de svæver i Himlen. Her er højt og stille.”
   Havet orglede i tunge Dønninger dybt nede på Stranden, rullende sit Skumflor ind over Bredden, veg og rullede igen. Over Revlerne rejste sig dets Telte af Skum og brast og rejste sig igen. Solfunklende strømmede Havet fra Horisonten, frem og frem. Mågerne kæmpede så modigt, sank og kæmpede igen. Men Skyerne svævede i den bundløse Himmel, som sang de, og bares af Sangen: „Kom! o, kom!”
   Ikke en Sejler, ikke en Røg, kun det vandrende Hav, kun de svævende Skyer - og Moder og han.
   Det bleggyldne Hårspind legede om Moders Kind, Brynene løftedes over de lyse Øjne, og Hænderne spændtes om Knæet. I sin blå Kjole svævede hun opad som en Fugl, mod Havet og Himlen, som hørte hun til dem, som den tredje.
   Og nu steg han ved hendes Side, over Plantagen og Heden og det rullende Hav, fra Klippetinden i det tomme Himmelrum, op og bort mellem Skyerne.
   Af Lyde nåede dem kun Havets Orglen dernede.
   En Fugl strøg over deres Hoveder, stadig stigende, op og bort i det isblege Grønne.
   Det luftede i Knoglerne, over Ryggen, gennem Vingerne - -
   „Nu skal vi hjem, mit Barn.”
   Han greb i Marehalmen. Hvor var han?
   Han så svimlende op. De røde Skyer, boede de ikke på dem?
   Å Huset derhjemme, de mørke Stuer, den sandede Lavendelgang -
   Han trak Vejret, han kunne ikke få Luft dér efter at have åndet Luften på de røde Øer, ene midt i Himmelrummet.
   Å blot Vejen derhjem, med dens Sand, med dens Kogler og Fåreskarn!
   En Diamant havde ridset hans Hjerte. -
   Moder fortalte Historier foran Ovnens Ildgab derhjemme.
   Historier om Martyrer og Helte, om kutteklædte Mænd, der midt i det Horisontløse Sand løftedes på Søjlestilke, som Ørkenens fantastiske Blomster, mod Gud, om Riddere i hvide Brynjer, der rejste i Karme af Svanevinger op over Bjergtindernes Is, med Grals hellige Bæger med Jesu Hjerteblod i Hånden og Øjnene fulde af Himlens rene Tomhed, om Heroer, der smedede sig gyldentleddede Fjederhamme og fløj lige ind i Solen, om Øer i Oceanets Rand, hvor Træerne groede op af den stigende Morgensol, funklende af det evige Livs Æbler, mens det yderste Hav frøs til Krystal ved deres Rod.
   Han greb i Ræveskindet, de sad på, og i Tørvegløden så han de lysende Helte toge hen, med løftede Ansigter og løftede Spyd. Og Tørvene glødede som Skyerne over Havet, og han fornam den kolde Smerte af Diamanten i sit Hjerte. Så tav Moder og støttede sin Tinding mod Hånden. Og han stirrede åndeløs på hendes Træk dér i det hede Skær, Håret flimrede, og det brændte i de opspilede Øjne. Men Tænderne lo perlekoldt bag den løftede Læbe, og Panden skød Ilden som Marmor.
   Henning frøs midt i Bålets Hede, i Rummet under Bjælkerne som før på Klittens Tinde.
   Han bar ikke Blod, men Luft i sit Legeme.
   „Se, Barn,” Moder vendte sig og pegede ud med sin spinkle, hvide Arm, ud gennem de lave Ruder.
   Og dér, i det øverste Felt, under Gardinets Bræmme tindrede en Stjerne, hvidblå, takket som en Snefunke.
   „Ja, Moder, ja -” og han lænede sin svimle Pande mod hendes Arm. -
   Ovre på den anden Side Gangen med Sandet, der knasede under Fødderne ved Sommertide, som Sneen om Vinteren - for det føg altid ind under Døren - dér boede Onkel Distriktslægen.
   Moder og han talte ikke meget sammen, og der gik Dage hen, hvor de knap så hinanden. Han var meget borte, ude i Hederne eller nede langs Havet på Sygebesøg. Vogne kom og hentede ham ude fra den tomme eller ligegyldige Horisont. Der stod altid fuldt af Hjulspor i Sandet foran Trappen.
   Men talte de sammen, var det altid om hans Broder, Moders Fader.
   Henning forstod, at han havde været Biskop, og at Mormoder havde forladt ham, som Fader Moder, ja, at hun var løbet bort med en Markedsgøgler fra et Telt, der var rejst foran Bispegården. At Moder da havde levet ganske ene med ham, som han nu med Moder. At der havde været Bøger og Bøger alle Vegne i Morfaders Stue, og han havde vandret op og ned ad Gulvet, op og ned, med Hænderne på Ryggen og tunge Trin.
   Henning så ham for sig, efter Billedet i Moders Stue derinde. Han var tung og vældig, som Onkel, med det mægtige grå Hår. Han var skægløs med fremskudt Underlæbe og rynkede Bryn. Han var ikke groet til over hele Ansigtet med Hår som Onkel og ludede ikke sådan som han i Ryggen. Og han havde sikkert aldrig røget Tobak og spildt i sit Skæg og på sine Klæder. Hans Øjne var blå som Onkels, men de plirede ikke som hans, så man aldrig vidste, om han lo eller græd. De stirrede lige frem for sig, funklende som Solen.
   Og Moder havde siddet på en Skammel og set på Bedstefader, med en Bog i sit Skød, og lyttet til hans Prædikener, som han mumlede halvhøjt frem for sig, mens han knugede Hænderne på Ryggen og trådte endnu tungere i Gulvet. Og ude bag de snævre, små Ruder stod Domkirkens to Tårne som Fjelde lige ind i Himlen.
   Henning vidste, han turde aldrig have siddet i den Stue, aldrig hørt på Bedstefader.
   Men dér var så Fader kommet til Moder - men om ham tav de altid, Moder og Onkel. Onkel stoppede sin Pibe med den krogede, rystende og brune Finger, og Moders Ansigt forstenedes helt, lukkede sig og blev så hvidt og koldt som Is. Henning kunne græde, når han så det, græde for sin Fader og sig selv, men han turde det ikke.
   Men Moder var jo da blevet gift med Fader - hans Forældre var vist ikke, som de burde - „Svindler” kaldte Onkel hans Fader - men netop derfor beundrede han Moder og hendes Slægt desmer - og hun var flyttet med ham herop til Herredsfuldmægtigens Bolig, hvor der var lyst og luftigt, og hvor Gardinerne blæste for Havvinden helt op under Loftet, hvor Fuglene sang i forgyldte Bure, og Dørgrebene var så luende blanke.
   Og Henning huskede, Moder havde danset, og hun havde kastet sig på Knæ for Fader og set op i hans Ansigt som - ja, som hun nu så på Skyerne og Stjernerne.
   Men Morfader - å ja, det var jo så forfærdeligt, når man så på hans store, hårde Ansigt, der kunne gøre én bange, bare man havde været det allermindste uartig - han var siden, da Moder ikke mere var hos ham, og han blev ganske ene i den gamle, skumle Bispegård, blevet helt sindssyg; og en Dag i Domkirken var han trådt frem foran Alteret, og dér havde han råbt, at han selv var Skyld i, at hans Hustru gik fra ham med en Gøgler, og at han var den største Synder på Jorden, og Helvede var ham evig vis. Og han havde flået sit Bispeornat fra øverst til nederst og revet sit Storkors og alle sine andre Ordner af og slænget dem foran Alteret og rakt begge Arme i Vejret og råbt, at nu skulle de gribe ham, nu turde de vel, og slæbe ham for Dommerne, at han kunne dømmes til Lænke og Fængsel. Men aldrig kunne de dømme ham hårdt nok for, hvad han havde gjort mod Mennesker, det kunne kun Gud, og han ville for evigt udstøde ham i det yderste Mørke til evig Gråd og Tænders Gnidsel.
   Morfader var blevet overmandet og båret bort, fire Mand kunne næppe magte ham, og han var død straks efter, hjemme i sin Bispegård, men han havde skreget til det sidste:
   „Gud være mig arme Synder nådig! Den armeste er jeg blandt Synderne!” -
   „Ja, Broder Henning var den største af os alle, i vor berømte Slægt,” sagde Onkel Malte og stoppede og stoppede sin Pibe med sin tobaksbrune Finger, „i ham sprængte vi os. Men, Magdalene, han spændte også Buen for højt.”
   „Hvad gør det, om han sprængtes - hans Pil nåede Målet,” sagde Moder og løftede Hovedet.
   „Du mener hans Bøger - hm, hm, hvad Gavn tror du egentlig, de har gjort Folket? sprængt andre som ham selv. Overmål, altsammen Overmål.”
   „Malte!” udbrød Moder, hun rejste Panden, og hendes Øjne lynede gennem Vinterskumringen.
   „Ja, ja, Magdalene,” Onkel dukkede sig og blæste sin Pibeglød op, „jeg skal mindst tale om det, jeg, Slægtens Skam - -. Lille Lene, du véd, hvor jeg har beundret Broder Henning og elsket ham ja, som Gud selv. Jeg er jo dog også selv af Slægten. Å Magdalene, godt han ikke oplevede Historien med Sissel og lille Birte! Og dog - dog havde han i min Ungdom ladet mig få min Vilje og ikke skilt mig fra - hende, du véd nok, den Gang - fordi hun havde syndet og narret mig hin eneste Gang! - jeg tror ikke den Skam og den Sorg var kommet over mig og os alle, nu da mit Hår var gråt. Og dog - så underligt føler jeg det - véd du: jeg ville ikke have været uden Sissel og ikke uden lille Birte. Sissel var dejlig den Gang, jeg traf hende ved Havet i Solnedgangen, med bare Ben og Klitroser i Håret, og vi holdt Bryllup dér i Klitten med det samme, mens Mågerne skreg. Og lille Birte, å så levende hendes Hænder krøb på mit Bryst! Ja, jeg ville ikke været uden dem, selv nu, da Sissel ikke mere véd af mig end af sig selv, af Gru for Guds Dom, og lille Birte ligger under Trannum Kirke. Broder Henning var stor, men tålte han ej en Gang selv at bære Kloden på sin Ryg, hvad så jeg? der var Skumpelskuddet fra Barn.”
   Han ludede sin Urskov af Hoved over Pibegløden, hans Hænder stod skyggevældige på Væggen. Moder rørte sig ikke, med Hånden under Hagen stirrede hun ud i Mørket. Men der stod ingen Stjerner.
   Kun Natten, uhyre som en Mur af Muld mod de lave Ruder.
   Og inde fra Sissels Kammer messede hendes skurrende Røst:

„Vreden din afvend, Herre Gud af Nåde -!
Riset det blodige, der os over Måde -”

   Vægurets tunge Lodder ramte Gulvet i et Dunk.
   Det jog gennem Henning: „Det Syndens Hus -”.
   Forgik Verden i Nat? -
   - En solblank, lærkekimende Dag kørte Henning Norden over Heden foran Distriktslægeboligen ned mod Landevejens arme Allé af Telegrafstænger.
   Han var på Vej ind til Byen for at blive Student. Moder havde læst med ham, lige til han nu var femten År. Hun havde ikke forgæves siddet i sin Faders Stue, hvis Vægge var Bøger.
   Men nu skulle han de sidste to År i Katedralskolen.
   Han vinkede og vinkede tåreblændet mod den lille, blå Skikkelse på Trappestenen dér foran det store, hvide Hus. Dets røde Tegltag luede i Solen, og Havens Syrénbølger slog blånende om det.
   Han mærkede, hvor Vognen kørte ned og ned ad gennem den dybe Lyng. Huset på „Bjerget” steg højere og højere.
   Og da han langt ude ad Fjerritslev Landevej en sidste Gang vendte sig og spejdede tilbage, så han det svæve højt oppe, skinnende hvidt mod Plantagens grønne Stribe, Klitternes hvide Skyer og det bundløse Himmeldyb. Kun Sømærkets Kæmpeurtepotte skimtedes endnu.
   Da svimlede han i sin Agestol. Nu var han ene. Han var borte fra den eneste, han hørte til i Verden. Borte fra „Bjerget”, Havet og de røde Øer.
   Å Moder, tak at du var til, at du viste mig mit Hjem!
   Lyngen gyngede ham ikke mere, levende og blød, med Blomster og Krydderduft. Hedens dunkle, blodige Mile med deres Ormebo og Oldtidshjulspor sank bag ham. Kæmpehøje dukkede sig som Fugle, rugende i Lyngens Rede på hemmelighedsfulde Æg.
   Landevejen hvislede under Hjulene, hårdt og dødt, af Kisel og Kridt.
   Gult og grønt i Agertavl lå Landet for ham om Stationsbyens smudsige Klynge af Skiffer- og Tjærepapstage, under Himlens grå Blik.
   Hvad ventede ham i den store By derude under Horisonten?
   Han nikkede koldt.
   Han var fra den røde Ø, fra Moder. Verden skulle ikke fortrække en Fiber i hans Åsyn. Han kom fra det Fjerne, han bar ikke dens Blod i sine Årer, kendte ikke dens Vaner. Som Fuglen derhjemme havde kaldt hans Blik mod det Høje, ville han drage Menneskenes Blik mod Højden.
   - Og som en Sankt Grals Ridder færdedes han blandt de unge Mænd derinde i Skolen, et Hoved højere end dem alle, lysere end nogen, med Øjne af et skærere Blå. Han var smækker om Livet som en ung Kvinde, med fine Dun på Læberne og Håret som et luftigt Silkespind om Kinderne, med smalle, sarte Hænder og Fødder mod deres plumpe og brune Grabber. Han var videre end de i Kunnen og Viden, for ikke at tale om Tænken og Dømmen. Og han var Barnebarn og Navne af den berømte Biskop Henning Norden, Folkets Dommedagsprædikant.
   Der var vel dem, som ville ham ilde, som skottede til ham og fniste eller peb. Men hans store, blå Øjne traf dem så forundret, så ligegyldigt, og hans Tilhængere sluttede sig så begejstret om ham, at al Modstand måtte tie. Som Sejrherre kom han, og Sejrherre blev han.
   Én var der, i hvem han særlig vandt sig en Ven, skønt han først var trådt op som hans Modstander. Frederik Folten hed han, var Søn af en af Byens Byggesagførere, en mager, senestærk Dreng med kulsort Hår, rappe, brune Øjne og snehvide Tænder bag den røde Mund og det allerede tæt spirende, sorte Skæg. Han havde hidtil hersket over Studenterholdets to Klasser ved sit ypperlige Hoved, sit Lærenemme, sin spydige Tunge og sit begærlige Blod. Faderen huggede småt i det, og Drengens Arme og Ben stak ud af den korte Trøje, men han var dog selvskreven Løve hos Byens unge Piger i Kraft af sin Vilje og sin grådige, røde Mund.
   Han mødte Henning med hånligt mønstrende Blikke, deklamerede hans Stile højt for Klassen i parodierende Tone, når han kunne rapse dem af Stilebunken og faldt ham i Talen med hvasse Spottegloser, når Henning under Historie- eller Litteraturhistorieundervisningen gav sig hen i sin Viden og Drømmen. Henning så da kun på ham med sine store, blege Øjne, så fjerntfra, så ligegyldigt fraværende.
   Og med Et blev det anderledes. Frederik Folten blev Hennings troeste Svend. Han gav Kampen op og erkendte sin Mester. Han forlangte kun at være den nærmeste efter ham, en mindre Broder i hans Rige.
   Henning vidste, han var klog, men af en Ånd så forskellig fra hans som denne Bys Gader fra „Bjerget” og de røde Øer over Havet. Han vidste, han var nøgtern og gold, egenkærlig og hensynsløs. Han så ham jo beundret og frygtet, men aldrig elsket af Kammeraterne.
   Men han var den eneste, der var ham nogenlunde voksen, og de mødtes i Foragt for Kammeraternes og Borgernes Ærbødighed for det små, og i Længsel efter Virksomheden bag Studentereksamenen. Henning vidste, hans gik mod Digtningen, Frederiks mod en Hovedstadssagførers vidtstrakte Virksomhed.
   Han tog mod Frederiks Venskab, halvt ligegyldig, halvt velvillig. Han tog det som selvfølgeligt, at Frederik begyndte at vakle i sit Skøn om Pigebørn, Bøger og Livsmål, grebes af hans Higen mod Ære og Kundskab - og tilsidst endog begyndte at skrive Vers. De var slemme, enten nemme Kopier eller metrisk Industri, arbejdet sammen med Kløgt og Flid. Men Henning havde dog vundet Frederik over til sit, til Skaren af Gralskæmpere.
   Men om Aftnerne når han stod i sit Kvistvindu, højt mellem Byens gamle, solnedgangsrøde Tårne og Tage, glemte han alt - Byen, Eksamenen og Frederik - for ene at ånde ind den Duft af Hav og Lyng, der strøg op mod ham over den blanke Limfjord fra Hederne og Havet fjernt derude under Horisonten, fra „Bjerget”, hvor Moder gik og ventede sin Helt.
   Da var han ene med hende og de røde Skyer. Og hans Hjerte lukkede sig koldt og fornemt, som Liljerne for Myrerne. At Frederik var forelsket i ham og hans til Døden, forstod han ikke. Ikke, at hans Sinds Krystalklarhed havde tiltrukket Klarheden i Frederiks Hjerne. Ikke, at han havde skaffet de røde Øer en Beboer, som aldrig ville kunne leve i deres Luft.
   - Faderen, den Dag efter Studentereksamenen, da han så ham omsider, da han sad foran ham i det smudsige Kontor inde i en af Hovedstadens solløseste og trangeste Gader, sad dér efter Driften fra Barndommen og efter Onkel Maltes bestemte Vilje, og stirrede ind i det fremmede Ansigt, som han ikke mindedes én Linie i -
   Var det hans Fader: den unge, slanke Mand med det rødlige Fipskæg, det glatte, sorte Hår, de magre, hvide Hænder, der så heftigt havde grebet om Moder og knuget hende til sig, mens han søgte og søgte hendes Læber med sin store, sygeligt blussende Mund - denne Fyr, som døsede dér, halvt sammensunken i sin hullede Rørstol, med den skallede, rødplettede Pande, de små, lurende Øjne i det røde, blåfinnede Ansigt med Hængekæberne og det slappe Skæg, uplejet, uvasket, søvnig af Øl og Nattesvir - var det den korrekte, elegante Herredsfoged med Pelsen over Skuldrene og Tressehuen over de skarpe, tætknebne Øjne?
   Faderen så spottende på ham, trommede med Fingrene på det blækplettede Bord og åbnede knap Munden med de ormædte Tænder, gnaven, ja fjendsk som mod en Rykker:
   „Jeg kan tænke, det er Distriktslægen, der har fået dig herop - nej, spar dig Ulejligheden! din Moder er det ikke, og dig vel heller ikke, min Dreng.”
   Han trommede og trommede med de smudsige Fingre på Klatpapiret.
   Henning tænkte på sin Længsel efter ham, sin Skotten til den lukkede Dør, når Ilden brændte i Ovnen, og Moder grundede med Hånden under Kinden, sin Kval for ham, der flakkede udstødt om derude Og dér, dér sad han nu! Denne Mand, var det ham, han havde længtes efter, følt sig skyldig imod med Moder? Å Moder, tilgiv, at jeg hemmeligt svigtede dig, mens jeg lyttede til dine Ord dér i Huset på „Bjerget”!
   Nej, aldrig ville han røbe sin Længsel, sin Utroskab for denne Mand, det var jo at besmitte sig selv og Moder og „Bjerget”! Aldrig skulle han erfare, hvor han havde længtes og lidt for hans Skyld.
   Han så op og mødte de små, blåsorte Øjne. De stak hvast, af Hån og Had.
   Henning rejste sig svimmel og bød sin Hånd til Farvel. Faderen tog den ikke, blev siddende ubevægelig med de magre Ben under Hængevommen i den uknappede Vest og slog med Hånden i Bordet.
   „Nu, så kan du jo hilse din Moder - og „Bjerget”. God Fornøjelse! Hav det godt hos de to, min Dreng,” han lo hæst, gryntende bag sin Hånd.
   Men da Henning gik ned ad den stejle, spytplettede Trappe, lovede han sig selv, aldrig, nej aldrig at tilstå for Moderen, hvordan han havde fundet Faderen! Han, som aldrig havde sagt hende en Løgn, han ville, måtte lyve her.
   Men Moder end ikke spurgte ham, så kun på ham, hurtigt, rødmede let og vendte Hovedet bort. Skammede hun sig over for sit Barn for den Fader, hun havde valgt ham?
   Men - å Fader derhjemme! Pustet af munter Uro, af blæsttørret Lintøj, af duftende Cigaretter i de solbeskinnede Stuer med de luftige Gardiner - hans slanke, sorthårede Hænder med de blanke Negle, der greb så nemt og bestemt om de store, blå Konvolutter, hans skarpe Kommandostemme, hans energisk knirkende Laksko -
   Hvordan var hans Fader blevet den svinske Lommeprokurator derinde i Smuggyden?
   Henning havde ikke vovet at tænke Tanken ud den Gang.
   Den var altid blevet stående ved det ene: Han var Moder utro med en Kvinde i København, og han begik Underslæb for at klare sine Bestikkelser til hende, da hun truede ham med Afsløring, om hun ikke fik stadig flere Penge - til han ikke ville eller kunne mere, og hun røbede alt, hans Utroskab til Moder, hans Kassemangel til Herredsfogeden, i Breve af sindssyg Ondskab.
   Men - Faders Døgn, inden han fra Kontoret i Herredsfogedboligen nåede Kontoret derinde - -
   Han rynkede Brynene: Han ville intet lide for den Mand, der havde talt således til ham; der smilende havde kysset Moders Kind og søgt hendes Mund, mens hans Barn med en fremmed Kvinde, en sådan Kvinde, fødtes her i København!
   Det Barn, han havde drømt om, Aftnerne ved Ruden derhjemme? Nu, med sådan en Fader og sådan en Moder -. Se til Fader selv: hans Forældre var en højt levende og højt spekulerende Forretningsmand, der endte i Konflikt med Politiet, og en letfærdig, i hele København kendt Dame.
   Moder havde sagt til Onkel Malte en Gang: „At Fader gav mig Lov til at gifte mig med ham, det var det første Udslag af den Tvivl på ham selv og vor Slægt, der lod ham ende dér for Alteret i sindssyge Selvanklager.”
   Nej Moder havde Ret: Hvad skulle de blandt de Levende? -
   Henning følte den hvide Studenterhue som en Sølvhjelm på sit Hoved og sig selv kåret til at kæmpe og sejre på den Val, hvor Morfader faldt, fordi han tvivlede i det ene Fornødne, til at hævde sin Moders Ære.
   Hans første, og eneste, Digtsamling udkom, mat i en Tid, da Bøgerne stank af Separatkabinetternes Patsjuli eller larmende som tunge Arbejdskærrer. Den fløj hen som en Tone fra de vilde Svaners Sang derhjemme i Våren, knap sanselig, knap skelnelig, men kaldende og lokkende som det evige, aldrig glemte: Menneskets Drøm om at flyve.
   Han tog Doktorgraden, knap fireogtyve År gammel, på: „De græske Myter i germansk og skandinavisk Digtning i det attende og nittende Århundrede”, og Universitetet åbnede sig for ham.
   Moder og han boede her i dette Hus, hvor han nu, grånet og ene, lå og drømte om sin Ungdoms røde Øer.
   Erasmus Glob hed Husets Ejer, en jysk Godsejer fra Østkysten, som sagdes at have Boliger rundt om i Europas Lande, i Syd og Nord, ved Landeveje, i Skove og på Høje som her, da han var på evige Rejser og sjældent slog sig ned noget Sted mere end en Måned eller to, en Retfærdighedens Ahasverus, en Pilgrim over Jorden for Ret og Sandhed, mest vandrende på sin Fod, uddelende Gaver og Hjælp, hvor han kom til Nød eller Uret, en lang og gammelagtig Mand, de kun havde set en eneste Gang, og hvis Værelser nedenunder næsten altid stod tomme og lukkede - som de gjorde det endnu i denne Nat, mens han fjernt et Sted borte på Jordkloden søgte efter én, han mente en Gang at have gjort en Uret, der kun kunne aftvættes for hans Fødder.
   Den Mand kunne Moder bo hos, og i dette Hus kunne hun bo, højt på Banken med Udsigt milevidt over Landsbyen, Skove og Marker og Landevejen, med Hovedstadens Tårne og Kupler i Horisonten.
   Og de slog sig ned og levede Livet om fra „Bjerget”.
   Derovre flakkede Distriktslægen stadig rundt, dryssende Tobak i sit Spor, smudsig og krumbøjet, groende til af Hår og Øde og Ælde, men med Nordener'nes blegblå Øjne skinnende under Brynene. Sissel mumlede sine Salmer i sin tunge Bjælkestue og vandrede sukkende over Heden til sit Syndens Barn og sad dér på Højen ved det Jernsyngende Kors og så de røde Skyer brænde over Klitternes vilde Toppe, og læste i dem Herrens Vrede og blodige Tugtens Ris. -
   Da traf Henning Norden Fru Terese Land - -
   - Han rejste sig over Ende i Sengen og holdt sine Hænder tæt om sin Pande:
   Onkel Malte, du sagde det: aldrig ville du angre dit Møde med Sissel. jert Bryllup i Klittens synkende Sand under Havets Orgel og Mågernes Skrig - eller Birte, lille Birtes levende Hænder på dit Bryst, i dit Skæg - aldrig, trods Herrens Tugtens Ris, trods Døden og Slangen.
   Og aldrig vil jeg angre dig, Terese, du, der gav mig Livet, du, der løftede mig til en Tinde højere end Klitterne derhjemme og lod mig se over en Horisont videre end Havet og Heden i mit Hjem, du, der førte mig til Bjerget og lod mig skue dig og mig selv!
   Terese, ikke vil vi dømme Moder i hendes Grav, at hun gav os Øen at bo på, ikke mig, at jeg berøvede os Jorden.
   Terese, vi handlede ikke af Svaghed, vi handlede af et Overmål af Styrke - -
   Å, men første Gang jeg så dig, slank, klædt til Fest, i et Brus af grønt Silke, med den gyngende Krans af det røde Hår om Panden over de store, søgrønne Øjne, vuggende mod mig som en Bølge!
   Vi dansede sammen - ja, som Bølgerne derhjemme på Stranden - og da vi skiltes, vidste vi det og vidste det dog ikke.
   Vidste, vi elskede, men ikke at vi ej havde danset på de Saliges Ø, over det evige Hav.
   Å Terese, lad os huske den Dans! Var den ikke Dans nok for Livet?
   Kun Halvåret efter var det, du lå derinde i Stuen, gledet ned langs Døren, kalkhvid, med udstrakte Arme mod mig, som stod klædt til de otte Års Rejse.
   Husker du Sneens stjernefunklende Øjne gennem alle Ruder, husker du Vognhjulenes Skrigen i den frosne Sne dernede, husker du Moders Trin over Gulvet og hendes Ansigt, som hun stod dér, så lille og hvid, med Hovedet løftet, med Øjnene skinnende over dig og mig?
   Og du løftede dig, Terese, og sendte hende et Blik, jeg aldrig før havde set - jo, den Aften hun kom til mig ved Vinduet og tog mig i sin Favn og sagde: „Nu er vi to de eneste i Verden,” af Smerte, af Sejr, af Sejrens Smerte.
   Og du løftede dig, Terese, og sendte Moder et Blik, jeg aldrig kan glemme, så lysende af Had, af Mord, at - at jeg måtte gribe Moders Hænder og trykke dem til min Mund.
   Jeg vidste jo, det var sin egen Sejr, Moder nu endelig vandt.
   „Henning, nu er Vognen der, vi må køre.”
   - Terese, husker du Oluf, og husker du Henrik Land? Husker du de to sammen?
   Aftnen, jeg mødte dig på Vesterbro, og vi standsede i Butikkernes Lys lige overfor hinanden, ene midt i Menneskevrimlen, og vi hilste og lo mod hinanden og greb hinandens Hænder. Og jeg vendte og fulgte dig ud af Gadens Mylder af Lys og Vogne, ud i Frederiksberg Allés Vinterskumring mellem våde Mure bag tomme Haver.
   Og vi så hinanden i Øjnene og talte og lo og tav.
   Ja, husker du den dybe Aftenrøde over Runddelens spæde Lygteskær, over Frederiksberg Haves muldblå Kroner, dens Glød af Ild og Blod, husker du dens Skær på vore Øjne, på vore Hænder? som fra en Revne i Jorden, et Sår eller et Skød?
   Vi fulgtes ad din Villavej med det visne Løvs Sus på Murene og i Haverne, til din Låge og ad Stien til din Trappe.
   Dér standsede jeg. Lands Dørplade spejlede mat det røde Novemberlys, og Slangefodens Blade hvislede.
   Men med et Ryk drog du mig ind gennem din Gang, og vi gled sammenslyngede ind i Lands Bogstue.
   Og dér i det brønddybe Mørke, med Uvejrsskæret på de tætte Bogrygge som på en Dværgskovs Stammer, stod Vuggen, hvor Oluf sov.
   Vi standsede, du vendte dig mod Vuggen, men mod mig igen. Dit Hår bølgede vildt og løst om dit hvide Ansigt, du rakte dine Arme mod mig, vi hørte kun Barnets Åndedræt hviske fra Mørket og Fiskenes Ganegoplen.
   Da med Et gik Døren op, og Land stod der. Og vi havde ikke hørt, at han låsede sig ind.
   Det røde Skær derude fra faldt over hans Ansigt under den sorte Silkehat, Lorgnetglassene blinkede, og jeg så ikke hans Øjne, så lidt som jeg nogensinde før eller senere har set dem, kun Moustachen over den stumme Mund.
   Han hilste og gik lydløst forbi os med Hatten i Hånden, ærbødig og tavs, ind gennem den anden Stue.
   Vi hørte hans Trin over det tykke Tæppe, og han lukkede Døren bag sig, længst inde.
   Du var sunket ned over Vuggen, med Hagen mod dens Kant. Jeg stod mod Reolen, lænet tilbage mod de synkende Bogrækker. Kun Fiskenes Halesmæld, kun Barnets Åndedræt.
   Da så du op på mig -.
   Terese, aldrig glemmer jeg de Øjne - deres opspilede Glans af Ekstase, deres Glød som fra Himlen derude, som fra en Revne, et Jordens Sår eller Skød - et Skær så jeg veg - -
   Men fra den Aften tilbad jeg Henrik Land.
   Manden var han mig frem for alle. Han, der havde ernæret sig selv fra purung og sine Forældre tillige, fra den Dag, da Stiftsprovsten lammedes på Hånd og Mæle og måtte tage sin Afsked og sad hele Dagen inde ved sin altid sengeliggende Hustrus Leje - ernæret dem, så de intet mærkede til den dybe Forskel mellem før og nu, underholdt og opdraget sine yngre Søskende, og nu skaffet dig et Hjem af Hygge og Overflod, trællende tro på sit Kontor fra 8 Morgen til 5 Eftermiddag og herhjemme til langt ud på Natten - å, hvor ofte havde jeg ikke, når jeg fulgte dig hjem fra Selskaber eller Teatre eller Koncerter, set Lyset skinne tro fra hans Vindue mellem de nøgne Vildvinsranker - og som nu, tavs, uden et klagende eller truende Ord, veg bort for os, da han så os sammen, her i hans Hjem.
   Terese, fra den Aften kunne jeg ikke handle mod Henrik Land, fra den Aften vidste jeg, at denne tavse Mand ville springe som hærdet Stål, i det Sekund han ikke længere fik Lov at kæmpe for dig, værne om dig - og Oluf.
   Å Oluf, Barnet, dets Åndedræt hviskede for bestandig i mine Øren!
   Og dine Øjne, Terese, dine Øjne tværs over dit Barns Vugge, i din Mands Stue, dine Øjne af Skød, af Hofter, af Kvindekøn, dine Øjne frygtede jeg, de gjorde mig ikke glad, men sorgfuld ...
   Den Aften forstod jeg Moder - og Fader, at hun vendte Kinden til hans Kys, og at han tog sig en Elskerinde.
   Ja Morfader, Mormoder, al vor Slægt forstod jeg, vi kønsløse på de Saliges Ø. Forstod min Skæbne og din, du ulykkelige, der kårede mig til Mand. Å Terese, at dine Øjne, de kølige, skyggefulde grå, at de en Gang har kunnet skinne således! skinne således mod mig!
   Jeg vil huske dem, å, jeg vil ikke glemme dem! En Levendes Øjne har set på mig med det Skær.
   Jeg vil huske det i Døden, når mine kolde Lys ikke varmer. Jeg har svirret i Luen.
   Men den Aften, da jeg kom herhjem, da tilstod jeg det alt for Moder.
   Jeg ser, hvor hun sank tilbage i Stolen. Det altfor tunge Bind af Kierkegaard faldt af hendes spinkle Hænder. Aldrig glemmer jeg hendes Øjne, deres Stirren, deres Stivnen.
   Jeg så hendes Fod, der drog, som i Søvne, Skørtet ind under hende, som kunne jeg smittet det ved at røre ved det, som drog hun det nu helt bort fra Jorden og dens Støv.
   Og jeg kastede mig forover: „Moder, Moder, gå ikke bort!” Og jeg var kun hendes igen.
   Og vi var ene i Verden, vi to. -
   Terese, dine Breve derude, da de omsider kom, det tredje År efter min Flugt -.
   Ak, hvor læste jeg dem, så fjernt, så fjernt! Thi for mig var du ikke mere den Elskede, ikke fra det Øjeblik, din Mand stod i Døren og så os ved jert Barns Vugge.
   Min Veninde var du blevet i hin vinterlige Afskedsstund i Stuen derinde, på den lange, larmende Flugt, da jeg sad ved Kupévinduet og stirrede ud og så kun Sletter, Floder, Bjerge og Skove, den vide Verden, der faldt over dig og mig, over vor levende Grav; i den lange Opvågningens Tid under Moders Øjne, under mit tro og stadige Arbejde ved Klostervinduet i den lille, sydtyske Stad bag Ringmure og Tårne.
   Jeg sad med dine Breve dér, de skælvende, forsagte, de, der kom og bad om Adgang, bad om det Venskab, jeg tilbød dig, og som du den Gang afslog med vilde Ord om aldrig mer, nej aldrig mer at ville nævne mit Navn eller se mig for dine Øjne eller tage mig i Hånden.
   Solen skinnede på et ensomt Kirkespir i de fjerne, frankiske Bjerges Fyrreskove og på den dybe, frodige Slettes Landsbyer.
   Flodens jævne Brusen lød herop. Duer flagrede i blå og hvide Sværme om de ældebrune Tårne.
   Der soledes Dyner i Løbegangene under de frønnede Trætage. Og Stilheden dybt herinde i Fastlandets Hjerte steg om mig.
   Jeg sad ved mit Arbejde om længst henfarne Slægter, i denne middelaldergamle By.
   Solen skinnede på dens Tårne og Huse og Mure, som en Dag under Trediveårskrigen, og det blødte kun så svagt, så svagt i mit Hjerte - så svagt som det blødte fra dette Brev, fra denne Hånd, der fortvivlet og overvundet havde tegnet de vaklende Linier ned, de syge, længselstrætte.
   Jeg gemte Ansigtet i mine Hænder og hørte Flodens Brus og Duernes flygtige Vingeslag.
   Jeg åndede Loftets og Murenes Lugt som af ældgamle Grave. Og jeg vidste, vi begge havde vundet, begge var døde, begge var på - de Saliges Ø.
   Men jeg vidste ikke helt så sikkert i det Øjeblik, om vi havde handlet ret.
   Jeg så dine Øjne skinne mod mig over Vuggen, og jeg flyttede mig hvileløs på Stolen.
   Men en Due kurrede, og et langsomt, langsomt Ur slog ovre i Johannitterherrernes Tårn.
   Og jeg vidste, vi var ikke mere unge og ikke mere Elskende, men Venner af ingen Alder.
   Og jeg vidste, at vi to vandt ikke til de Saliges Ø som Moder, der kun rystede sit Skørt og løftede Foden mod Hjemlandets Kyst, men i døende Forbløden ad en santa scalas Trappetrin - forstod, at vi aldrig nåede det salige Liv, men kun den salige Død.
   Forstod, at med din Ungdom, din Lidenskab, din Trods, din Dans langs det åbne Hav omkap med Måge og Bølge var det omme, med min Digtning, min Videnskab, min Drøm om Stjernerne og Havets Dybde var det omme.
   To almindelige Mennesker var vi blevet, to små, små.
   Men Øen havde vi nået, de skyldløses Fred, de ikke levendes Ro. Thi vi havde bødet med vort Liv og vundet vor - Salighed.
   Men du bad mig, ikke at komme hjem endnu; du skrev, at din Feber var omme, men at din Rekonvalescens var lang. At endnu måtte jeg ikke træde dig nær, som den du havde elsket, kun tale til dig bag Afstandens Slør, nærmere og nærmere, til endelig den Dag oprandt, da du havde vænnet dig så meget påny til mig og Livet, at jeg turde komme til dig i det.
   Og, Moder, vi blev derude, du og jeg, der var min Sygevogter, som Henrik Land var hendes. For Oluf, å Oluf var jo alt død det første År efter min Rejse, død, som skulle vi erfare, vi handlede kun for vore egne Sjæles Skyld og ikke for andre. -
   Jeg hørte Moders Nål gå og gå eller hendes Bogs Blade vendes, her i min hvide, køle Celle, hvor jeg sad og arbejdede og skrev.
   Sommerens Løv vejredes fra Frugthaverne, vissent og gult, over Murene ud i det falmede, tågesvømmende Land. De sorte Bjergskove sås ikke mere, det lille, fjerne Kirkespir, Målet for så mange rastløse Vandringer, forsvandt i Tåge.
   Skyerne sænkede sig over Byen, og Floden bruste afgrundshult, hæst og evigt som Underverdnens Flod, Kokytos, Klagehylets Strøm.
   De rustne Ure slog i Tårnene og mælte med brustne Middelaldersrøster om Liv, der jublede, pralede og blussede, Liv, der ramtes, ormædtes og gik i Mulde, fra Korstogenes Dage til denne, indenfor disse uforgængelige Mure.
   Kulden slog sammen over Byen, som Tiden og Døden.
   Så faldt Sneen derude, tættere og tættere, over Byen, over mig, over Alverden.
   Men stadig hørte jeg Moders lette Åndedræt, hendes Nål, der gik som i Drøm, og jeg vidste, at det var min egen Brøde, at det var den tunge Arv fra Fader i mit Blod, der voldte, at jeg ikke nu som hun sad over Tåge og Mørke og Sne, over Alder og Død og al Menneskelighed på de Saliges Ø i den rene, den evige Æter.
   Den Dag i Vår, da disse stille, eneste Lyde i min Celle tav; da jeg sad og så Moders Ansigt, så klart og rent på Puden dér ved Tårnkammerets Buevindue; og begreb det ikke, at hun, den Eneste, den Almægtige var død, hun, der alt her var i Evigheden, og at jeg, der kun levede for og ved hende, stedse drog min trange Ånde.
   Var jeg andet end Fosteret i hendes Skød, og døde ikke Fosteret, når Moderens ernærende Liv ophørte?
   „Henning, min Dreng, nu tør jeg fare, nu véd jeg, du har sejret,” lød jo nylig den skære Stemme, og du løftede dine kolde, fine Hænder.
   Ja, Moder, du har Ret, nu er din som min Landsflugt omme, nu har vi begge sejret.
   Dér sover nu du som et Barn, der aldrig har levet, hviler som Kilden i sit Hav, og jeg tør vende hjem til hende, du gjorde til min stille, tro Veninde, ikke til min Hustru i et Ægteskab fuldt af Sygdom og Sorg og hvileløs Angst.
   Ja, Terese, det må vi fatte: som jeg var, da jeg kom til dig, fra Moder, fra Slægten, fra de røde Øer - aldrig havde dine Øjne bragt mig til at glemme min Barndoms Svimlen på Klitterne, min Ungdoms Ed til Stjernerne, min Kærlighed til Moder!
   Å Moder, jeg ser på dit Smil, der nu er mættet af Kulde, og jeg ser vor Slægt, med det blege Hår, det luftige Blod, den kolde Favn.
   Jeg husker, jeg måtte ikke bade med lille Birte, jeg husker min egen Kvalme, Badedagene derhjemme, i Limfjorden, over alle de nøgne Drenge, min Lede ved Sommerhede og stærke Farver og krydrede, tunge Spiser og Fløjl og Musik. Jeg ser, hvorfor vi bor på de Saliges Ø.
   Og Terese, jeg ser, hvor I har lidt, Mormoder, Fader og du, hos os, de Salige; jeg ser det, fordi jeg som Onkel Malte har en Dråbe af de Levendes Blod i mine Årer, fordi jeg selv har lidt som Onkel Malte.
   „Du har været mig en god Søn,” lød dit sidste Ord, Moder, og du smilte til mig.
   En god Søn -. Å Moder, kunne jeg da mere? Kan et Menneske andet og mere - om han vil være god og Søn?
   Moder, min Kærlighed til Terese forstod jeg aldrig, men den til dig, thi den var mig selv og Livet.
   Moder, du havde, som altid, Ret: der var kun os to i Verden. Hin Nat, du frøs til, frøs jeg inde i din Favn. Mig når ingen Livets Varme.
   Det var en Aften i den årle Vår. Solen legede på den hvide Mur med luftige Skygger af unge Vinranker, hvide Skyer dvælte fjernt ude over Frankens Fyrreskove. Og Duerne flagrede og fløj, blå og hvide. Og Flodens Møller klaprede og gik.
   Skyerne rødmede derude mod Aften, og det fjerne Kirketårn ringede til Ave.
   Klart bares Klokkernes Klang herover, som sang de røde Skyer, mens de steg og steg over den vårlige Slette, over den gamle By, steg bort i Himlen, i Zenit, bort i Svimlen og Svinden.
   Floden bruste under Murene sin evige Vandresang, som de talløse Slægter havde levet ved og lyttet mod og fulgt.
   Klare Barnestemmer lød fra de dybe Gader.
   En Due sad på Tårnets rødmende Tinde og så mod Himlen.
   - Så drog da Henning Norden til Danmark med sin døde Moder at bringe hende hjem til „Bjerget”, til det hvide Sand, der havde drukket hendes Hjerteblod og tryllet de røde Øer frem for hendes Øjne, hvor hun nu skulle give sig hen i en Søvn så dyb som Heden milevid om hende og befries fra det Legeme af Lys og Luft, der havde været hende så altfor tungt.
   Og som han sad der ved Kupévinduet og så den vejløse Hede brede sig uoverskuelig under den hvide Himmel, hvor Mosehyttens Røg tabte sig ene, og åndede Lyngens Ligdrøm om Sol og hørte en Aftenklokkes fortabte Røst, forstod han, at han kørte ind i sin Ungdom, ind i Danmark påny.
   En ung, københavnsk klædt Dame gik i Lyngen med et lille Barn med rød Hue. En Flyvesandsklit med Marehalmshår og hvide Øjne stirrede på de enlige to.
   Telegrafstængerne trak deres skævtblæste Allé af Dødningetræer bort i Aftenhimlen.
   Og nu, det langsomme Tog holdt stille, hørte han alt Havets Røst derude, Havet, Moder og han ikke havde hørt de otte År inde i det tyste Fastland.
   Moder, nu lytter vi påny til Evigheden.
   Og han forstod, hvor såre Moder havde længtes derude mellem Fyrreskovene og Bjærgene i det Fremmede, hvor hun færdedes for hans Skyld, hjem til Havet, til „Bjerget”, til Lidelsens og Opstandelsens Land, hvor såre hun havde længtes efter Saligheden, alt fra den Stund, han, hun havde bundet sig til for Timeligheden, havde gjort hende dens Luft hed og forpestet at ånde og vendt sig mod hende som en Orm og hugget i hendes Hæl, - til Saligheden, der var kysk og kold som hun selv.
   Moder, Dagene fra du kom til disse Egne til denne, da jeg nu hjemfører dig i Kiste - usporlige Øjeblikke, slettede som du i Trannums hvide Sand, som de røde Skyer i Himlens evige Ro - -
   En frugtsommelig Kvinde hejste Signalmastens Vinge udenfor det hældende Stationsskur. Hvidhårede Unger hang i hendes Skørter eller stirrede bag den sorte Rude.
   Et Fugletræk stod som en Stump af et Slør over Himlen.
   Det blev Nat derude, og han slukkede Lampen i sin Kupé.
   Gennem Hjulenes Rullen hørte han Havet nærmere og nærmere. Og de høje Stjerner tændtes over „Bjerget” og Trannum Kirke.
   Og han vidste ikke, hvem det var, Moderen eller ham, der førte den anden som død til Danmark.
   - Henning Norden sad op i Sengen med Hånden om sine Knæ. I den dybe Stilhed fornam han kun et vissent Blads Rislen over Altanen derude.
   Og langt borte. som langs Himmelranden, en Skurren, en Pippen - højt oppe et Fløjt, enligt, klart - og atter tabt - og påny kun den vage Skurren over Horisonten.
   Det var Våren, det var de vilde Fugle, der kom, Fugletrækket over hans Tag.
   Og i hans ubeboede Stuers dybe Stumhed, så vant gennem mange År, en Sitren, som hviskede en Levendes Åndedræt derinde.
   Eller var det i hans Hjerte, det hviskede?
   Å Fader, nu må jeg til dig at spørge om Livet, om det jeg ikke kender.