De Salige

---

Harald Kidde (1910)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

III

   Inde fra Trængslen på Torvet fik Henning Øje på Enevold Rosen.
   Vennen skridtede af midt ude på Kørebanen med Næsen i Vejret, åben Figurfrakke og Violer i Knaphullet. Hans store, blå Øjne stirrede ret op mod Himlens svævende Forårsskyer. Automobilernes Horn truttede om ham, og Omnibussers Hjul strejfede hans Frakkeskøder. Han fortsatte Vandringen ligeud, ubekymret om Kuskenes Skældsord og Smudset, der sprøjtede om ham. Hans lange, lyse Hår gyngede under Hatten, og han vuggede den sølvknappede Stok i Hånden.
   „Enevold!” Henning Norden puffede sig ud af den travle Strøm på Fortovet, „Enevold, God Dag!”
   Rosen standsede brat, lige foran en Hotelvogns stejlende Heste. Hans nærsynte Øjne flimrede mod Henning, endnu fulde af Skyhvidt og Himmelblåt; han støttede sig mod Stokken, tryg som stod han i sin Stue. En Automobil hvæste rasende udenom ham.
   „Ih nej, er det dig?” det magre Ansigt lyste af Smil, „kæreste Ven, hvorlænge er det nu siden, jeg sidst så dig? hvorlænge er det siden, du har været herinde?”
   „Siden sidste Forelæsning,” smilte Henning, idet han forsigtigt lodsede sig og Rosen ind på Fortovet, „men i Latinerkvarteret er du vist ikke en hyppig Gæst! Du spørger forresten betegnende, for at du kunne komme ud til mig og se, hvordan jeg lever, det er jo helt utænkeligt.”
   „Ak ja,” Enevold rystede på Hovedet, han puffede en Dame med en lille, pyntet Pige i Rendestenen, vandrende med lange, gyngende Fjed og Stokken strittende bagud fra Frakkelommen, alle Sølvknapperne i hans Fløjlsvest gnistrede af Sol, „hvor kan man dog forlade denne By i disse Måneder? Se nu Formiddagens Solskin herinde, Kanalerne, der ler under alle Broerne, Damerne, der åbner Kåberne for Bryst og Skød, Duften af Violer og Påskeliljers Lys på alle Torve!” han tørnede lige mod en ældre, pelsklædt Herre med Cylinder og Ordensbånd.
   Den pelsklædte stirrede forstenende på denne Person, der ikke veg Flisen for Alder og Rang, men Enevold drev intetanende sin Dupsko i den dekorerede Bringe.
   Henning smilte. Å Enevold, dette Byens Barn, disse Huses, denne Stenbros, denne Larms utrættelige Forherliger, Byens Morgens og Middags og Aftens og Nats Sanger, der skred gennem Byen som en Hyrde gennem sine Lunde, smilende mod Menneskene som mod Blomster, ikke drømmende om de Banker og Kirker, han drog forbi, ikke anende om Penge eller Love, aldrig tænkende, ene følende, et Barn af Jorden, som Skyen, som Kilden, flyvende, strømmende - efter de eneste, evige Love.
   Et Barn, ja -
   Henning så på det lyse, evigt unge Ansigt dér ved hans Side, med de åbne Træk, den skære, skægløse Hud og den bløde, blussende Pigemund. Sløjfen flagrede som et Par Vinger fra den åbne, langskødede Frakke. Han mærkede Violernes Duft af Sol og Mos.
   Enevold og han debuterede samtidig i Litteraturen, og nu -. Ja, nu var han en velansat Universitetsdocent og Dr. phil med snarlig Oprykning til Professorat, med Gage og Pension i Orden. Og Enevold en løs og ledig Digter, i bundløs Gæld til sit Forlag, nemt Offer for hver Småjournalists Pen, hver Småfrøkens Dom, men ubekymret derom, som Skyen, som Kilden, fuld af Flugt og Sang som de, unåelig for alle Hænder, uplettelig for alt Smuds.
   Henning rynkede pludselig Brynene.
   Men - han var dog et Menneske i denne By, et Menneske blandt Mennesker - og han var med den Aften hos Hadsteen, da et ungt Liv forgik for deres Øjne.
   Sandt nok, han var sprunget op, havde råbt til Henning, hvad der skete, hans Ansigt havde lyst af Vrede Men han havde end ikke som Henning søgt at hindre, og var fulgt rolig med, da han flygtede - han, som bedre forstod, hvad det betød, der hændte, som var fortrolig med hver en af disse Mænd og Kvinder.
   Han havde jo fra sin pureste Ungdom levet mellem slige Mennesker, færdedes i den litterære Bohême, mellem Varietéernes og Natkaféernes Mænd og Kvinder, nysgerrig og forbavset, forelsket og begejstret, syndigt narret og uskyldigt undrende sig derover, uden Skrupler og uden Domme over sig selv eller andre, drømmende sin egen Ånd ind i uvidende og forvorpne Mænd, sin egen Skønhed i hæslige og fordærvede Kvinder, seende i denne Banditflok de sidste Frie, Hedningerne fra Morgenrødens Strande, da Ord ikke kendtes, da alt var Følelse, da Menneskene groede som Blomster af den altnærende Jord.
   „Han var et godt Barn - men slikmundet.”
   Henning huskede Nannas Vrængning med Munden, i Lede, i Spot.
   Ja, for han færdedes mellem Mennesker og ikke mellem Blomster. Han havde svigtet Else ligesåvel som Henning selv, var skyldig i hendes Undergang som han.
   Og Nanna havde han og hans Venner plukket og kastet som en Blomst på Engen; men hun var dog et Menneske, i en By - og tyet til ham, han som den Aften - -
   Å Enevold, hvilken Dom over dig og dit Liv, at jeg, der handlede sådan den Aften, står for hende som Frelseren!
   Men Enevold måtte fortælle ham om Else, om Nanna, om Fader, om det lovløse Liv og dets Love.
   Henning så hastigt på sit Ur. Jo, han kunne vente til næste Tog. Han havde de Trekvarter, Timen på Kollegiet nåede han dog.
   „Enevold,” han standsede Vennen, der flagrede videre, men nu med de skinnende Øjne rettet mod Torvets Stimmel af unge Kvinder.
   „Se Henning, se - Gud, hvor er hun dejlig! å, om de Bryn kunne jeg skrive et Digt!”
   „Enevold,” Henning smilte, „de Bryn var digtede med Tusch. Men - der er noget, jeg må tale med dig om, vil du ikke lige gå med ind på en Restaurant?”
   „Jo, jo,” Enevold skridtede af over mod Hjørnet, hvor Laurbærtræer stod i Række foran store Spejlglasruder, og Automobiler holdt pustende og stampende.
   „Å, dejlig var hun!” han svingede Glasdøren op for Henning, banede dem Vej gennem Gæsterne og op ad en Trappe til et lille Kabinet med Udsigt mod Torvet og Rådhuset.
   „Her,” han slog sig ned og smækkede den store Hat i Bordet.
   En Opvarter sprang øjeblikkelig til og bøjede sig smilende over Dugen.
   „En Flaske af det vante. De skriver den nok på vor Regning, Keldsen,” sagde Enevold og foer med den spinkle Hånd gennem Håret.
   „Vist ikke! Her betaler jeg,” Henning lagde sin Hånd over Vennens.
   „Nå ja,” nikkede Enevold ligegyldig.
   „Skylder du Opvarteren?” spurgte Henning tøvende.
   „500,” mumlede Enevold fraværende. „Vi havde en Gang en lille Pige sammen,” forklarede han, „dejlig var hun - hun lignede hende, vi traf derude: Prima vera hos Botticelli.”
   „Havde du hende sammen med -” Henning lænede sig tilbage i Stolen.
   „Ja,” Enevold nikkede drømmende, „hun elskede os begge lige højt - og hun brugte så mange Penge og -. Tak, Keldsen - ja, i Dag får De Penge. Det er Dr. Henning Norden, De kender nok hans Vers.”
   Opvarteren bukkede, de små, rødkantede Øjne skelede op til Henning i et fortroligt Blink, den fedtede, røde Hånd ragede Pengene til sig. Han blev stående et Øjeblik med Servietten over Armen, men da Enevold stirrede ud mod Skyerne over Rådhustårnet, og Henning ikke løftede Øjnene fra Dugen, forsvandt han i et Gisp.
   „Har du set,” Enevolds Stemme blev lav og sløret, „at han er død?”
   Henning vidste straks, at Vennen talte om den store, franske Lyriker, om hvis Død på et Fattighospital for Kønssyge, Morgenaviserne havde bragt Bud.
   „Ja,” han nikkede, „Enevold, en sådan Død!”
   „Hvad? sådan?” Rosens klare Øjne stirrede forundret på ham.
   „Ja,” Henning så op, „han, som kom fra sin Flod mellem Græsgangene og Pilene og nu er død ene og elendig mellem Paris' Bærme - og kun ved sin Død frelst fra Tugthuset for Sædelighedsforbrydelse.”
   „Ja, ja netop!” udbrød Enevold ivrig, „Se i hans Vers, hvor han har levet alt, både med Åen og Pilene, du talte om, med Morbærtræerne og Fuglene, og med Paris' Brosten og Apacher og Folkene, der søger Natteleje under Seinens Broer, med Frankrigs ypperste Ånder og skønneste Skøger. Alt har han levet, alt sørgeligt og smudsigt og farligt, alt helligt og ungt og skønt, Morgenstjernen og Kloakken og Hospitalet nu til sidst. Han vidste om alt, hvad der lever.”
   „Å Enevold, husk dog hans egen Klage over den spildte Ungdom - og se nu dog hans Død!”
   „Ja, ja,” Enevold løftede Hånden, „hans Klage - ja, også Angeren og Angsten har han levet, oplevet den som udødelig Skønhed, for sig selv og os alle. Og hans Død - å, skønt at dø med de, der såredes af Livets altfor stærke Lyst, at dø midt blandt sin Menighed, blandt Livets Martyrer, som deres Frelser og Forklarer! Han er jo død for de tusinde Ukendte, hvis Sind ikke fik aflagt sig Vidnesbyrd som hans:„Ecce homo! se hvor jeg har levet, og se mit Sind! I og ikke vi skal dømmes, I som vrager og vejer og forsmår og er klogere end han, der skabte, Dag for Dag, Livets Overflod på godt og ondt. Nej, den eneste Sorg er, at han fik ikke sunget en Sang også om sin Død, det sidste han fik Lov at nyde.”
   Henning sad med bøjet Hoved og drejede på Vinglassets Fod.
   „Enevold,” sagde han dæmpet, „véd du noget om, hvad der er blevet af lille Else Markussen.”
   „Hvad? hvem?” Enevold så adspredt op på ham, „nå hende, hvad? hvor kender du hende fra? Det var en god lille Pige. Å vi havde hende og et Par andre hjemme en Aften hos Gram, du véd. Vi havde Vin og Roser og Oranger, og de lagde deres Tøj alle tre, og vi krandsede de nøgne Piger og skålede med dem og -”
   „Og nu - véd du nu, hvor hun er henne?”
   „Å hun var uforsigtig, den Lille, det gik helt galt - har du ikke set det? Vi gjorde, hvad vi kunne for at redde hende, men vi kunne ikke få hende fri. Det var noget med et Barn, hun skulle have - det var nok med Frederik Folten - hun turde ikke få det, lille Skind, så vidste hun jo, det var omme med hende. Så prøvede hun Midler, og så - å, det var en sørgelig Historie! Men hvor var hun skøn den Aften, med sit blonde Hår, sin matblanke Hud og de fine, små Bryster mellem Rosenkæderne! Å, det var en festlig Aften! så skøn, som var der slet ikke Grimhed eller Ondskab til!”
   „Og nu, Enevold, om du nu møder hende, når hun en Gang slipper ud, vil du så - gifte dig med hende?”
   „Gifte mig!” Enevold gabede på ham, „om jeg vil - men du godeste, hvorfor i al Verden - -? Jeg gifte mig! Med Else - Hun kommer slet ikke køn ud af Fængslet. Men kæreste Henning da! Og så var jo Eventyret omme, Opdagelsesrejsen som hver nyskabt Dag nu er. Så - så var alt jo - virkeligt.”
   Henning lukkede svimlende Øjnene. I Tugthuset - derhen havde hans Lov og Enevolds Lovløshed sendt hende, Barnet på de femten År.
   Og Frederik Folten, hans Ungdoms Ven, hans Lærling nu Journalist ved et Smudsblad og Fader til Elses dræbte Barn - -
   „Hun var allerede ikke køn mere tilsidst,” sagde Enevold, „og hun var kommet i for grimt Selskab. Men den Aften - å, som hun stod dér på den ene Side af den lille, mørke, og Gerda på den anden, de to lyse, gyldenskære Piger, og så hun den sorthårede, hvide i Midten - -”
   „Enevold,” sagde Henning, „Enevold, kender du også en Pige, der hedder Nanna Aamund?”
   „Nanna! Nanchen?” Enevold lænede sig tilbage i Stolen, „men kæreste Munk, kender du da Byens allersom dejligste Piger? Hvor er hun blevet af? ingen aner det. Hende går det næppe som Else, dertil er hun altfor kløgtig og koldblodig. Men Mand, det var jo hende, den Sorte, der stod i Midten den Aften mellem Else og Gerda!”
   „Nøgen - hos jer - mens I to Mandfolk så på det!”
   „Ja - naturligvis. Det var så skønt,” Enevolds store, klare Øjne strålede mod ham.
   Henning vendte Blikket bort. Her kom alle Ord tilkort. Enevold, vidste han intet - eller alt om Livet?
   Å Nanna, arme Søster, lille Barn!
   „Er du også vis på, det var Skønhed for Gram - og for de tre?”
   „For - ja, hvorfor skulle de ellers gøre det?” Enevold så forbavset på ham.
   „Er du vis på, at Gram ikke betalte for det, og at de ikke havde Pengene hårdt fornødent?”
   „Betalte?” Enevold rystede på Hovedet, „jo måske, det véd jeg ikke. Men - det var jo deres Digte, de unge, dejlige Legemer - og jeg får jo også Betaling for mine Digte.”
   „Enevold,” Henning holdt fast om sit Glas, „Nanna Aamund, hun er kommet ud til mig, forleden Aften. Hun havde set mig den Aften, vi talte om, da Hadsteen ødelagde lille Else - du kan ikke have glemt den Aften! - hun huskede mit Ansigt, hvor uset den Scene var mig, og nu tyede hun til mig fra Byen, fra jer - -. Hun ejede ikke en Femogtyveøre i sin Pung. Hun sagde, at fra mig gik hendes Vej til Mosen.”
   Der blev stille mellem dem. Sporvognenes Sus og Ringlen lød ind, Gæsternes Stemmer og Latter ud i Restauranten og Tjenernes Trin ad Tæpperne i Gangene.
   Rådhusurets Klokker klagede med Salmerøster.
   „Herregud,” Enevolds Stemme var lav, „er det så småt med hende! Vi havde jo dog alle gerne villet hjælpe hende! At jeg ikke tænkte på det, at når Folten sad fast, var hun uden Hjælp.”
   „Folten?” Henning foer sammen, „har hun også været hos ham?”
   „Om hun har? De har sandelig holdt ud længe, de har boet sammen, så snart Folten havde nogle Penge. Ak, de har længe været Venner. Nå, men Folten er jo ikke det fineste Papir mer, han er blevet lidt fæl i de senere Åringer. Men alligevel - han må da vist være sluppet ud nu igen. Sidst jeg så hende, var en Nat henne på Kaféen. Vi kom tilfældigvis derop fra Varietéen ved Lukketid. Kaféen lå tom og mørk, kun et eneste Gasblus brændte, og derunder krøb hun sammen, helt inde i Krogen, under en stor Hat, med tømte Fade og Glas foran sig. Tjenerne gik og luskede om hende og skelede til hende. Netop som vi kom, var én derhenne og skældte hende ud og krævede Betaling af hende. Da hun så mig, skreg hun højt, puffede Kelneren til Side og løb hen til mig. Jeg har aldrig set hende som i det Øjeblik, hun var ellers så rolig af sig, med det hvide Ansigt og de sorte Øjne, helt som en Statue, aldrig kåd eller fræk som de andre. Måske netop derfor var de alle så gale efter hende. Men nu klyngede hun sig til mig, helt vild, og skreg om, at hun ikke havde fået Mad i tre Dage, uden nogle Bananskaller, hun havde sanket på Gaden, og så var hun gået herop og havde rekvireret ind og spist og drukket sig mæt og siden siddet og ventet, lige fra Klokken 6 til nu, at der skulle komme én og betale det for hende.”
   „Betale det for hende?” mumlede Henning med Hånden for Øjnene.
   „Ja, naturligvis mod, at hun så fulgte med ham hjem. Men ingen var kommet, som hun kendte, og der var det med Nanna: hun gik aldrig selv løs på nogen, ja gav dem end ikke det mindste Vink, sad altid helt rolig og helt kold, og kom der så nogen, rejste hun sig og gik med, som var det slet ikke hende. Hun var altid svært hovmodig af sig. Derfor var det jo, det var gået hende så småt tilsidst, da Folten igen kom i Fedtefadet for sin Artikel. For havde hun blot villet leve den allermindste Smule op, havde hun haft et Mandfolk på hver Finger. Men sådan havde hun nu siddet dér den hele Aften og den hele Nat, og var jeg ikke kommet -”
   „Hvad så?”
   „Ja, så havde vel Opvarteren taget sig betalt - på sin Vis,” Enevold blæste Cigaretrøgen fra sig.
   „Men nu?”
   „Ja nu betalte jeg naturligvis. Næsten alle mine Penge gik til det. Resten delte vi så. Der blev femogtyve Øre til hende og så meget til mig, at jeg lige kunne slippe hjem med Morgensporvognen.”
   Henning rørte sig ikke, han sad som under Vægten af en Hånd, en uafrystelig Hånd - Lovens, han ville undfly og opløse, Livets ubønhørlige Gengældelse.
   „Og nu er hun kommet ud til dig? Nanchen hos dig!” Enevold lænede sig bagover og brast i sin klare Latter, „og du - nå, det skulle sågu' ikke undre mig, om du - giftede dig med hende!”
   „Man gifter sig ikke med sin Søster,” sagde Henning som i Drømme.
   „Sin Søster?” Enevold stirrede på ham.
   „Det forstår du ikke,” sagde Henning og rystede på Hovedet, „siden jeg lod lille Else i Stikken, siden er hver af hendes Lige min Søster.”
   Ja, Livets Lov var Gengældelse, men Menneskehjertets var Nåde.
   Mormoder, Fader, Else, Nanna, kunne jeg slippe jer fra Livets over i Menneskenes Lov!
   „Husker du ikke, Enevold, Kierkegaards Ord i den første Tale om „Synders Mangfoldighed: Lykkeligt det Menneske, der så Verden i al sin Fuldkommenhed, da Alt endnu var såre godt, lykkeligt det Menneske, der var med Gud Vidne til Skabningens Herlighed, saligere den Sjæl, der var Guds Medarbejder i Kærlighed, salig den Kærlighed, der skjuler Synders Mangfoldighed.”
   Enevold lyttede, med Hånden om Glasset.
   „Henning,” sagde han lavt, „jeg forstår dig ikke, nu så lidt som da vi var unge; du var altid så helt forskellig fra os andre. Men har jeg ikke begrebet dig, så har jeg holdt af dig. Og vil du nu frelse den små Nanchen, så gør du noget godt. For hun var den Aften hos Gram så skøn, at jeg skylder hende uendelig Tak.”
   Idet Henning Norden gik over Gangbrættet ind til sin Have, klang Stormkrogen deroppe i den stille, fugtige Aften.
   Han løftede Hovedet og fangede lige et Skimt af Nannas Ansigt bag Ruden.
   Han standsede med Stokken boret ned i Mulden, våd af Forårsregnen, der var faldet om ham på hans Vandring gennem Parken.
   En Skovdue kurrede langt inde mellem Kronerne. Luften smagte ram af Ved, puslende af den lønlige Regn.
   Nanna, spejdede hun efter ham påny, nu han kom ene, uden Terese?
   Men - elskede hun ham da?
   Da fik jo Terese Ret: „Du tager vor sidste Rest af Liv og hendes sidste Rest af Håb.”
   Han drak den våde Luft. Å nej, nej, hende han havde hørt om i Dag, kunne hun - „elske?”
   Å, han rystede på Hovedet. Blev han da aldrig klogere? Talte han da bestandig „de Saliges” Sprog?
   Men om hun nu spejdede fra sit Ly som fra et Fængsel? Huskede han ikke Enevolds Ord: Hvor kan man forlade Byen?
   Nej, nej! han pressede Stokken ned i den svuppende Jord. Hun skulle dog blive her! hun skulle aldrig tilbage til dem, der lod unge Kvinder klæde sig nøgne af for Penge, til Mandfolks Lyst!
   Å Enevold, han vidste ikke mere om Livet end han selv! Han var på de Saliges Ø såvel som han.
   - „Frøken Aamund,” Henning åbnede Døren ind til hende.
   „Ja,” hun så op, derhenne fra den store Armstol, hvor hun sad i Skumringen med Hænderne i Skødet.
   Hun rejste sig ikke mer, når han kom ind, hun arbejdede ikke på sin Kåbe eller Hat.
   Regndråberne randt ad Ruden i bugtede Strømme.
   Han tvang sig til et Smil.
   „Har her så været meget stille herude?” spurgte han.
   Hun nikkede kort.
   „Har De - kedet Dem?” spurgte han og trak Vejret kort.
   „Kedet mig?” smilte hun, „nej, men -”
   „Men hvad?”
   „Å” - hun så på Regndråberne. „Her er ikke Hjem for mig,” kom det kort.
   „Ikke Hjem, Nanna? hvad mener De med det?”
   „Jeg -” hun vendte Nakken til ham, „jeg forstår Dem ikke - og jeg véd ikke, hvorfor De beholder mig.”
   „Nanna. vil De da tilbage?” han drog Vejret kort - ak, da var Slaget og Livet tabt!
   „Nej, nej!” hun rystede på Hovedet, „aldrig det!”
   „Men hvad da?”
   „Jeg - véd det ikke,” hun klemte Hænderne om Armlænet, „jeg kan ikke komme tilbage - for jeg kan ikke leve Livet derinde. Ja måske, om jeg ikke den Aften var flygtet ud til Dem, men havde lukket Øjnene og dukket mig, som så ofte før. Å det var jo slet ikke så meget værre end alt det andet, alle de andre levede det jo, og jeg var jo ikke bedre -”
   „Men nu?”
   „Ja, nu har jeg set Dem og - og Fru Land, og levet her de to Døgn, så langt fra det hele, som var det - ikke samme Jord, nu kan jeg det ikke! Jeg troede det, og -”
   „Og hvad?”
   Hun vendte langsomt Ansigtet mod ham i Regnmørkningen.
   „Jeg ringede op til - en af mine gamle Venner i Går Aftes. Jeg - tænkte på at flygte herfra.”
   Henning nikkede.
   „Jeg hørte det, men han -?”
   „Jo, han ville tage mig igen. Men - blot jeg hørte hans Stemme - jeg har aldrig hørt den i Telefon før - så var det, som jeg pludselig så ham - og vort Liv, og jeg kunne ikke. Nej, nej, tilbage kan jeg aldrig komme -” hun lukkede Øjnene.
   Henning rørte sig ikke, sad med sænket Hoved og så på sine foldede Hænder.
   I min og Tereses Telefon -. Ja, den røber, lille Nanna, den skænker os det nøgne, Sjælen.
   Skovduen kurrede bestandig, boblende som selve Forårets Kilde. Regnen randt lønlig og uophørlig.
   Mørket var så sivende fugtigt, selv her i Stuen, som svulmede Møblernes Plys som Mos, som gærede det af Vår i deres Træ.
   „Frøken Aamund,” spurgte han varligt, „var det Frederik Folten, De ringede til?”
   Hun så hurtigt op.
   „Ja - men hvorfra véd De det? kender De ham?”
   Han rejste sig.
   „Nanna, jeg traf i Dag derinde Enevold Rosen, han fortalte mig om Dem og Folten og om -”
   Hun stirrede på ham; der steg som en Hede i hendes Kinder.
   Var det muligt? skammede hun sig ved det, han havde hørt om hende?
   „Tilgiv mig, Frøken Aamund, det var ikke ret af mig - men jeg ville hjælpe Dem og - Nej, å nej, det er ikke sandt! mig selv ville jeg hjælpe, kun mig selv! Og De havde lovet at fortælle mig om Deres Liv -”
   „Hvad Enevold har sagt, gør ingenting,” sagde Nanna kort, „jeg - er ikke Skyld i noget af det altsammen, alt det han kan have fortalt Dem. Enevold aner intet om mig og mit.”
   „Nanna, fortæl mig det selv, tal til mig om det - for min Skyld - å kun for min Skyld!” han rakte Hænderne ud mod hende.
   „De sagde jo, De ville hjælpe mig?” hendes Øjne så undrende i hans.
   „Ja, ja - og kun ved at hjælpe Dem, kan jeg hjælpe mig selv, frelse mig selv, Terese, Moder, os alle!”
   „Frelse Dem? hvorfor behøver De Frelse - og hun?”
   „Fordi - å Nanna, De sagde, De kunne ikke for det, alt det Enevold har fortalt om Dem. Men vi, vi herude, vi kan for det, vi er Skyld i det.”
   „Hvordan det?” hun rynkede Brynene.
   „Nanna,” han smilede anstrengt, „De forstår det ikke, men - De sagde, her var ikke Hjem for Dem, men De sagde ikke hvorfor?”
   „Jeg mente,” hun så atter ud mod Skoven, der dryppede over den våde Vej i Mørket, „at jeg havde ingen Ret til at være her. Jeg er ikke som De og Fru Land, jeg forstår Dem ikke. De vil ikke tage - hvad jeg har at give. Og jeg har altid før givet - noget for at være i de Stuer, hvor jeg var.”
   Å Nanna, Barn, du ville give mig det eneste forlangte - og jeg kan kun tage mod det, de andre ikke agtede, ikke kendte hos dig - så lidt som du selv.
   Og dog: jeg kan tage, hvad du giver: jeg kan tage din Synds bitre Frugt, æde mig karsk og vågen i dens Galde.
   „Frøken Aamund, se, blot ved at komme til mig den Aften, gav De mig alt, kan De give mig alt.”
   Hun rystede på Hovedet og så ned for sig.
   „Jeg forstår Dem ikke.”
   „Nej, men tal til mig, Nanna, tal til mig - hjælp Dem selv og mig!”
   „Nå,” Nanna så ud i det regnstribede Mørke, „jeg kan tænke mig omtrent til det, Enevold Rosen har fortalt Dem. Men hvad han ikke har fortalt og ikke kunne fortælle, er alt det, der ligger forud, det, der skabte mig.”
   Hun tav lidt, stadig med Hænderne i Skødet og rynkede Bryn.
   Så begyndte hun, med den lave, tørre og ligesom lidt vrede Stemme:
   „Mine Forældre havde det småt, og vi boede i et skummelt Hus ud mod en af Søerne. Fader var Bogholder hos en Asfaltgrosserer, og Gådedigter. Han lavede alle de Rebus'er, Gåder og Logogriffer, der stod i Aviserne og tjente jo lidt derved. Og det var det eneste, han brød sig om, at gruble de Gåder sammen.
   Straks han kom hjem fra Kontoret, trak han sin Frakke af og i en blankslidt Jakke og gik ind i sit Kammer, et lille, sort Hul med Skråvægge og en Rude ud mod Søerne, med vaklevorne, smudsige Reoler og Skabe og en Papirkurv, hvor det altid flød med Karduspapir og Pibeudkrads og Kladder.
   Dér sad han så hele Aftnen til langt ud på Natten ved en lille Petroleumlampe med skåret Kuppel og gned sig på Panden - han tog altid en lille, sort Paryk af, når han skulle skrive - og knurrede og flyttede sig på Stolen og skrev ned og mumlede ved sig selv.
   Lysene ovre på den anden Side Søen skinnede ind til ham.
   Men han bare svedte og gned sin Pande og drak af Bajerflasken ved Siden af sig; han havde Skrivebordsskabet fuldt af Flasker, og de stod stuvede sammen i Krogen og under hans Sovesofa.
   På den lå jeg og så på ham i det svage Lys og spillede med Fingrene på de Lapper trykte Gåder og Logogriffer, der var klæbede op på Væggene allevegne. Sofaen var helt sammensunken, og Fjedrene stak ud af den, og Tøjet hang i Laser.
   Jeg brød mig slet ikke om Fader, han talte aldrig til mig, uden når jeg skulle hente hans Bajerflasker, og han var så fedtet og så uvasket og latterlig at se på. Han var en lille, tyk Mand med en stor, slunken Mave over de spidse Knæ. Hans Bryn sad som to sorte Pletter i hans Pande, og hans Øjne var små og urolige. Og han mumlede altid højt ved sig selv.
   Jeg kunne ligge hele Timer og se på ham.
   Lampeskæret spejlede sig i Gådernes glatte Avispapir på Væggen og i Faders svedige Pande.
   Kun af og til, når de inde hos Moder blev særlig højrøstede, så han op og lyttede med Hånden bag Øret. Han så da så spændt og urolig ud, at jeg ikke kunne lade være at le, men uden at han hørte det. Jeg gemte Ansigtet i min Arm og spejdede hen på ham.
   Hans Bryn sad helt oppe på Panden af ham, og han holdt med begge Hænder om Stolen og flyttede sig og klynkede som et lille Barn. Og af og til jog han sammen og stønnede højt.
   Så vidste jeg, hvad der foregik derinde.”
   Nanna gled endnu lidt mere sammen. Hun så stadig ud ad Ruden, ud i Skumringen og Regnen, der tog til og blev én Strøm.
   „Men at Fader kunne tage sig det så nær, kunne jeg ikke forstå. Han måtte da være vant til det. De kom og gik jo hos Moder, Dag efter Dag, både de vante gamle og nye fra Gaden.
   Fader var bange for dem og for Moder. Mødte han dem på Trappen, krøb han helt sammen i sine altfor store, sorte Klæder og sneg sig op ad Væggen, med Hatten ned i Øjnene. Og de lo og spyttede Cigarstumperne ud efter ham.
   Jeg brød mig ikke om det, for jeg brød mig ikke om Fader. Men jeg skulle være inde hos ham, indtil Moder bankede i Væggen, og jeg skulle ind og opvarte dem.
   Så krøb Faders Øjne efter mig, helt hen til Døren, som ville han med derind. For mig måtte han gerne, jeg var ikke så glad for at komme der.
   Dér sad Moder på Skødet af en af dem, med opknappet Kjoleliv og det gule Hår struttende om Ørene, med korte Ærmer, skønt hendes Arme var så magre og med smudsige Strimer.
   Hun blinkede hen mod mig med sine hvidblå Øjne.
   „Nanna, gør i Stand dér!” kommanderede hun og pegede på alle de Ølglas og Vinflasker og Cigarkasser og Askebægre, der fyldte Bordet.
   Her var så tæt af Tobaksrøg herinde, at jeg knap kunne se de andre i Stuen. Men jeg brød mig da heller ikke om det.
   Jeg vidste jo, at det var enten Grossereren med det opblæste, røde Ansigt og de mange Ringe på Fingrene, eller Dyrlægen med det lange, våde Skæg, og Hår over Hænderne, eller Sagføreret med det stillestående Blik og den ludende Ryg, eller Kommis'en med det blanke, pomadiserede Hår og Lorgnetterne og Rosen i Knaphullet, eller - en anden af de andre, eller en ny, en jeg ikke kendte.
   Jeg tog bare af Bordet og hørte bare, at de lo og skrålte og råbte i Munden på hverandre. Moder red på Knæet af en af dem. Hendes blanke Øjne, som jeg altid syntes, var lavede af Tin, fløj rapt rundt mellem dem.
   Jeg følte, at hun fulgte hver af mine Bevægelser og de andres. Når de holdt Glasset hen for Munden af hende, rørte hun bare lige ved det, mens de altid tømte deres. Jeg forstod, hun ville, de skulle være fulde, men hun ikke, for at hun bedre kunne plyndre dem.
   Jeg så tit, hvor hun listede Penge fra dem. De opdagede det sommetider og skældte ud og holdt hende Glasset eller Flasken for Munden, så Øllet eller Vinen flød ned ad hende, ned i Skødet. Og så grinte de og råbte: „O høj, Charlotte, nu skal du s'gu også en Gang være fuld!”
   Tit skændtes de om hende, om hvem der skulle blive hos hende, når de andre var gået.
   Så slog de i Bordet for hinanden. Grossereren gispede op og halede Pengesedler frem af sin Brystlomme og plantede dem i Ølsølet på Bordet. Dyrlægen svor og hug Gang på Gang sin knoklede, hårede Næve ned mellem Flaskerne og Glassene. Sagføreren sagde sjælden noget, sad bare og stirrede med røde Pletter på Kinderne, som hørte og så han slet ikke noget. Men Kommis'en snoede sit lyse Overskæg og så listigt på dem allesammen.
   Moder vippede Foden i den lasede Sko, med de bare Arme korset over Brystet. Og jeg vidste, at nu stod Fader og pustede og krøb sammen ved Nøglehullet derhenne. Og jeg begreb ikke, de gad gøre sig den Ulejlighed for Moder, så mager og skidden og rød hun var.
   Men så pludselig rettede hun sig op og skreg:
   „Hvad I Kvæg! mig er det vel, der bestemmer det!”
   Og hun så vist på dem, så de alle krøb ved det, bare Kommis'en smilte stadig og strøg sit Skæg og spandt med sine hvide Tænder. For han kom jo altid igen om Natten, når de andre var gået. Og han fik Penge af Moder.
   Så blev det jo enten ham eller Grossereren eller Sagføreren eller Dyrlægen.
   Og de andre tumlede af, halede i Frakkerne, stak Flaskerne i Lommen og larmede ned ad Trappen.
   Moder gabede - når det da ikke var Kommis'en - og strakte sine Arme, så det knagede i hendes blå Silkebluse, der var bare Fedt og Huller, og råbte:
   „Nå, Tøs, sluk så Lampen og rup i Seng!” -
   Om Morgenen, når jeg kom ind med Te, lå de og sov sammen i Sengen, der flød med skidne Lagner og Tæpper.
   Moder lignede et Lig med de hule Kindben, den gule Hud og det tjavsede Hår. Hun var helt blå under Øjnene og gabede med sin Mund, der nu var uden de forlorne Tænder. Mandfolket enten sov eller sad og gloede sløvt ud for sig og slubrede Teen i sig.
   Ude over Søerne var Morgenhimlen kold og klar. Mågerne kredsede, og Vinduerne derovre bag de nøgne Lindekroner lo så skinnende blanke. -
   Så en Aften ved Juletid var Fader og jeg ene hjemme.
   Han var endnu mer urolig end ellers, som altid når Moder gik ud til dem. Han ville hellere have det herhjemme, bag Væggen, tror jeg.
   Han puslede nu om i Stuen og stønnede og vuggede i Knæene og småsnakkede med sig selv. Jeg brød mig ikke om det, men lå på Knæ på den pjaltede Stol ved Vinduet og så ud.
   Lysene tindrede dernede og ovre på den anden Side Søen, og det mørke Vand funklede og flimrede. Hen over Broen jog de elektriske Sporvognes Lys, og inde over Byens Hustage og Skorstene stod Himlen helt rød. Der ringede en Kirkeklokke langt dér borte.
   Jeg lå med Hagen i Hånden og stirrede. Jeg tænkte på de oplyste Gader derinde, de travle Mennesker, de fine Butikker, alt det jeg havde stjålet mig til at se i hastige Glimt, i Løb fra og til Skolen, men som jeg intet kendte til eller vidste noget om, her hvor jeg sad låset inde med Fader, uden Lampe eller Kakkelovn. Jeg tænkte på Menneskene derinde og dem derovre på den anden Side Søen i de fine Huse, de, der havde Råd til at tænde Lys hver eneste Aften. Og jeg glædede mig over, at i Aften skulle jeg ikke ind og opvarte Moder og Mandfolkene.
   Da stønnede Fader pludselig så højt, som havde nogen slået ham. Jeg vendte Hovedet og så ham derinde i Stuens Mørke synke helt ned i Knæene med sit skallede Hoved og virre med Hænderne i Luften:
   „Å Gud, nej! nej!” skreg han.
   Jeg var gledet halvt ned af Stolen og så nysgerrig på ham. Pludselig faldt han ned på Gulvet og krøb på alle fire hen til mig. Parykken sad skævt på Hovedet af ham, og hans Øjne skinnede.
   „Nanna! Nanna!” stønnede han, og jeg kunne slet ikke kende hans Stemme igen, „lad mig få dig, lad mig få dig! jeg - jeg kan ikke mer - jeg - jeg -” han gurglede og lallede og rystede, som han lå dér, på alle fire.
   Jeg lo og sparkede ud efter ham med Benet.
   Og pludselig - jeg véd ikke, hvordan det skete - - han greb mig om Benet og rev mig ned, så jeg huggede Nakken i Gulvet. Jeg skreg af Smerte og fik Blod i Munden.
   Jeg mærkede, han faldt henover mig, så tabte jeg Vejret, og det blev mørkt for mine Øjne. Hans Lugt af Øl og Tobakssnus og Tjærestanken fra Tæppets Jut - og en voldsom Smerte, så kom jeg til mig selv og kastede mig om på Siden og rev ham med. Men han hang fast, og han fik, hvad han ville -
   Da jeg flygtede op i Vindueskarmen, kom han efter mig, svajende, rokkende som en Bjørn, med udbredte Hænder, kastede sig ned og råbte:
   „Tilgiv mig, tilgiv mig! jeg kunne ikke for det! jeg måtte! Det er din Moder - hun piner mig vanvittigt! hun vil aldrig mere - nej, nej, ikke de sidste År! alle, alle de andre, lige for min Næse, ikke mig. Tilgiv! tilgiv! jeg - jeg er ikke din Fader - tro det, tro det! jeg havde aldrig gjort det så, nej, jeg kunne ikke have gjort det! og jeg véd, hun gemmer dig bare til en af dem derinde, og så ville jeg - å, men tilgiv!”
   Jeg stirrede på ham - og brast i Latter. Nu Smerten var ovre, syntes jeg, det hele var en Drøm - og så komplet ligegyldig!
   Fader dér foran mig, han gebærdede sig kun latterligt.
   Og - det, der var sket, det var jo så helt almindeligt, det skete jo hver Aften derinde. Og mere end én Gang havde de derinde grebet efter mig, især Grossereren med sine store, røde Hænder.
   Men så var Sagføreren faret op, og han havde hugget Grossereren over Armen, så den dinglede som lam, og sat sig igen og knurret, men set på Moder, så hun blinkede. Men ude i Gangen havde Grossereren en Aften maset mig op i en Krog og prøvet på det samme, som Fader nu, men da var Moder kommet farende og havde skældt ham ud.
   „Vil du lade hende i Fred! jer vil jeg nok beholde for mig selv! Hun er bestemt til mer end jer!”
   Så nu lo jeg kun.
   Fader løftede sig op på Knæene og så på mig. Og pludselig slog han begge Hænder ned over den skallede Isse - Parykken var trillet af ham under Kampen - og hulkede højt, klukkende, som et Barn, og svajede fra den ene Side til den anden.
   „Charlotte, Charlotte!” skreg han, „hun ler! hun ler!”
   Men så blev han pludselig helt lille i Ansigtet og gav sig til at trygle mig om aldrig, aldrig at sige det til Moder - å aldrig, aldrig, for så blev han jaget ud. Og han kunne kun leve her.
   Jeg lovede ham det og krøb atter op til de tindrende Lys i mit Vindue. Og drømte om de frie Mennesker og Stuerne derovre, og Gaderne histinde, de frit kunne færdes på. Jeg havde kun Lov til at løbe det Stykke til og fra Skole. Ellers skulle jeg altid være Moder til Tjeneste ....
   Men Fader sukkede og stønnede endnu længe.
   - Siden tog han mig sådan en seks-syv Gange. Jeg blev vant til det og føjede ham tilsidst, når han nu så gerne ville.
   Han havde i al Fald aldrig slået mig som Moder, der huggede mig med Ovnragen over Benet og i Hovedet, så jeg knap kunne gå, og Håret sad fast i Huller og var filtret af Blod.
   Men altid jamrede og stønnede han bagefter og græd, så han rystede, og hele det hvide, rynkede Ansigt fortrak sig:
   „Å Gud, å Gud, nu er det først helt galt! nu - må jeg dø!”
   Og en Aften da jeg blev jaget derind, og Moder låsede Døren efter mig og gik, løb jeg lige mod ham i Mørket, hvor han hang og dinglede i Krogen under Loftet. Bare hans Skjorte lyste mellem Vesten og Bukserne.
   Jeg krøb udenom ham og hen i et Hjørne bag Reolen og sad og stirrede på ham. Jeg havde skreget, men nu var jeg stille.
   Jeg havde stødt til ham, og han svingede frem og tilbage og drejede sig lidt om sig selv.
   Jeg vidste, Moder kom først hjem i Morgen en Gang og havde som sædvanlig låset os inde. Jeg turde ikke banke Naboerne op. De huggede Dørene i, bare de hørte os på Trapperne. Vi fik kun Lov til at bo her, fordi Dyrlægen var Ejer af Huset.
   Og jeg var heller ikke bange for Fader, hvorfor skulle jeg være det? nu var han jo død og gjorde ingen Fortræd. Han så stadig latterlig ud, som han dinglede dér med sin tykke Mave og med det korte Hoved ned på Brystet, med Parykken, som var faldet ham ned på Næsen. Jeg så længe på ham.
   Her var mørkt i Stuen, og jeg frøs. Når Moder gik, blev Petroleum og Kul låset inde. Fader og jeg havde tit frosset.
   Om han var min Fader eller ej, tænkte jeg ikke over. Var det ikke ligegyldigt? Måske var Sagføreren min Fader, han, som ikke ville have, at Grossereren greb mig. Men hvad betød det? Måske var det en helt anden, en af dem, som ikke mere kom. I Morgen måtte vi se at få Fader ned.
   Og så faldt jeg i Søvn dér i Krogen med Hovedet mod mine Knæ for at holde Varmen.
   Jeg vågnede først næste Morgen, da Moder stod foran mig og stirrede på det hængende Lig, helt gul i Ansigtet og med Øjnene næsten helt hvide.
   Jeg var tretten År den Gang.”
   Nanna tav. Henning lyttede, stadig foroverbøjet med Øjnene lukkede.
   Han havde været voksen, levet i denne By, da det fandt Sted, hun fortalte om. Han var vandret forbi Huset, hvor det skete. Hint Barneansigt havde set ham gå forbi.
   Nanna rørte sig svagt. Hun krøb lidt længere ind i Stolen og Mørket. Så vedblev hun med sin lave, fraværende Stemme, som talte hun om et fremmed og ligegyldigt Liv:
   „Faders Død voldte, at der kom mange Fremmede til os, helt andre Mennesker end dem, jeg hidtil havde set i vore Stuer - Politifolk, Læger, og tilsidst, Dagen efter Faders Begravelse, en Præst.
   Jeg stirrede på dem fra mit Hjørne, deres Guldlorgnetter og blanke Handsker, deres friske Ansigter og velplejede Skæg. Jeg hørte deres Stemmer, der talte frit og hurtigt. Jeg så også deres Blik strejfe rundt på de skjoldede Tapeter, lasede Stole og skidne Ruder. Men jeg brød mig ikke om det.
   Jeg havde set den Slags Mennesker på Gaderne, men at de skulle komme i Nærheden af mig, havde jeg aldrig tænkt. Jeg syntes altid, de færdedes derovre på den anden Side Søerne, hvor Træerne med de brede Kroner stod, og Ruderne lo så muntert om Morgnen og skinnede blanke af Lys om Aftnen.
   Men at de altid ville være fremmede for mig, forstod jeg bedst den Aften, da Præsten kom.
   Han var en ældre Mand med et rødt, friskt Ansigt, der med de blå Øjne lignede et Barns, skønt han havde hvidt Hår og hvidt Skæg om Kinderne. Han var så ren og så sirlig som de andre. Jeg så, hvor han betænkte sig på at røre ved vort Dørgreb og tøvede med at sætte sig på vore Sæder. Og da han satte sig ned, så han sig rundt i Stuen med de blanke Briller og rømmede sig og snerpede Munden.
   Moder stod foran ham, og hun narrede ham.
   Hendes Hår hang ligeså løst som altid om Ørene, og hendes Kjole var ligeså sjusket. Men hun sukkede og klagede og lyttede efter, hvad han sagde, mens han foldede Hænderne over sin Sølvstok og lagde Hagen tilrette i det hvide Halsbind. Hun lod, som om hun var bedrøvet, som hun takkede ham. Og han blev rørt og talte mildt til hende.
   Så vendte han sig til mig og så strengt på mig og spurgte, om jeg sørgede over Fader? Jeg svarede ham ikke, men blev siddende på min Skammel i Krogen.
   Han talte længe og strengt. Men jeg svarede stadig ikke ét Ord.
   Hvorfor skulle jeg sørge over ham, de kaldte Fader?
   Præsten talte om, hvor stor en Synd, han havde begået ved at tage sit Liv, men at jeg måtte huske, han var min Fader, og hvad det betød at miste sin Fader.
   Jeg så bare på ham og tænkte på, hvad han ville sige, om han havde set Fader og mig sammen derinde i Stuen den Aften ved Jul og de senere Gange.
   Nu, jeg havde set Præsten og de andre heroppe, var det, som jeg med Et forstod, hvad der egentlig var hændt, og hvad der skete daglig her i Stuen mellem Moder og hendes Mænd. Jeg forstod, at noget sådant havde de aldrig set, og at de ikke ville tro, det fandtes. Men at det kun var naturligt, det hændte mig og her.
   Og da nu Præsten rystede på Hovedet ad mig, fordi jeg ikke ville græde og ikke svare ham, mens Moder beklagede sig over mig, at jeg var en forhærdet og dårlig Pige, syntes jeg, det kun var selvfølgeligt - hvor skulle Menneskene ovre på den anden Side Søen kunne forstå mig og mit Liv?
   Og samtidig syntes jeg, at han og alle de andre, de var heller ikke andet end Børn. Havde de måske oplevet den Aften, Fader faldt over mig, eller den Nat, da jeg sad og sov under hans Lig?
   Præsten talte noget om at tage mig bort fra Moder, sætte mig på en Anstalt. Men så slog Moder pludselig om og begyndte at rose mig: Vist var jeg en dårlig og doven Tøs, men hun håbede dog nok, hun med Guds Hjælp skulle få noget ud af mig, særlig nu da Fader, det dårlige Eksempel, var borte. Jeg forstod, hun ville ikke af med mig, jeg skulle snart hjælpe hende med at tjene Penge.
   Så trykkede Præsten hendes Hånd, rystede på Hovedet ad mig og gik.
   Da han var vel nede ad Trappen, skoggerlo Moder og tømte en halv Whiskyflaske:
   „Å hå, hå, Gud være lovet, at der eksisterer sådan nogle Fjolser som Præster! Ellers så det slemt ud for os!”
   Så snubbede hun sin Hat, låsede Døren i og gik. -
   Vi flyttede hen i en anden Lejlighed, i en Stueetage på Vesterbro.
   Der fik Moder en Cigarbutik. Den måtte jeg tage mig af og betjene Kunderne.
   Moder holdt til med det vante Selskab eller med andre nye inde i Stuerne mod Gården. Jeg begreb stadig ikke, at de ville røre Moder, sådan som hun så ud og lugtede.
   Men de blev ved at komme, også Sagføreren, skønt jeg havde hørt, hvor han hadede Moder, når han blev fuld og skældte ud:
   „Men jeg har dig, jeg har dig,” råbte han, „og Gud ske Lov, jeg har dig, sådan som du er! Netop sådan skal jeg bruge dig, Mær!”
   De havde underlige Ting for derinde, mange af dem. Nogle gik nok i Seng med Moder, men andre sad bare og drak og blev så huggede bagefter af Moder med Knive og Saks. En kom hver Uge og blev riset halvt fordærvet. Moder bed Tænderne sammen, trampede på ham, spyttede på ham og piskede ham til Blods. Han og de andre skreg højt derinde og bad for sig, men alligevel kom de igen. Og de gav Moder Penge for det.
   Jeg havde tænkt på, om nogle af dem, der ville komme i Butikken, skulle være som de fra den anden Side Søerne, fra Faders Død. Men det var de ikke. Det var lutter Arbejdere eller Håndværkere eller andre Folk fra Gaden.
   Jeg kunne stå der længe, uden nogen kom. Gassen måtte jeg ikke tænde før sent. Så stod jeg dér ved Disken, mens de støjede derinde, og så ud på Gaden mellem Vinduets Cigarkasser, Aviser og Prospektkort.
   Der gik mange Mennesker forbi, nu ved Fabrikkernes og Kontorernes Lukketid. Deres Træsko ramlede på Flisen og over Stenbroen, deres Stemmer lød herind et Øjeblik. De gik alle dukkede, og deres Pibehoveder glødede.
   Af og til kom en Kvinde forbi, men i modsat Retning, med løftede Skørter og stor Fjerhat. Jeg vidste, hun skulle ud og fange Mandfolk til Natten. Nu begyndte hendes Arbejde. Men herinde i den dybe, skumle Gade så hun helt anderledes ud, end når jeg en enkelt Gang var sluppet ud på Hovedgaden og havde mødt hende og de andre. Her gik hun ligeså tungt og træt som Arbejdsmændene og så ligeså sløv ud. Først henne på Hjørnet vågnede hun og svansede rask af Sted og sendte Øjne til højre og venstre.
   Jeg tænkte på, om de fine Herrer derude fra, i Pelse og Cylindre, ville følge med hende, om de så hende herinde, så hendes Ansigt, så gustent, og hvor hæleløst hun luskede af. Men så tænkte jeg på hendes Kammer deroppe, højest oppe på Kvisten, hvor jeg ofte blev sendt hen af Moder med Cigaretæsker eller med Vinflasker, at det så endnu fattigere og endnu smudsigere ud end Moders. Og at dér sad Herrer og røg Cigarer og drak af hendes Flasker.
   En Aften havde jeg hos en af Pigerne set den unge Læge fra Faders Død; han sad med den nøgne Pige på Skødet. Jeg ville først ikke tro, det var ham, men jeg kunne ikke tage fejl af de hvide Tænder, det blanke, sorte Skæg og det tætte, krusede Hår.
   Da forstod jeg, at der var dog en Måde, hvorpå de ovre fra den anden Side kunne komme til os.
   Der lød nu kun få Træskotrin derude, en enkelt Kone kom forbi, hurtigt, i Sjal og med et Barn på Armen og et andet ved Skørterne. Hun skulle have et tredje. Jeg kendte hendes Mand og vidste, at han drak hver Øre op, hun tjente ved Vask, og sultede og pryglede hende. Og jeS forstod Skøgerne.
   Lygteskæret stod stille på Muren derovre. De kunstige Blomster i det høje Stuevindue skinnede helt hvide. De rustne Bøjler og Ringe og Gardinstænger i Jernhandlerens Bod i Kælderen kastede deres Skygger over de stejle Trin, som var et frygteligt og forviltret Uhyre ved at kravle op af Mørket.
   En tung Vogn rumlede gennem Gaden. Her lugtede bittert og tørt af Tobak og stank af Avisernes Sværte. Nu faldt der en Skygge på Døren, det tog i Låsen, og jeg tændte hurtigt Gassen.
   Det hændte af og til, at en af Kunderne greb over Disken efter mig, tog mig om Livet og op om Brystet og kyssede mig. Jeg stred ikke imod. Moder lurede måske bag Glashullet i Døren.
   Men så en Dag,” Nannas Stemme sank, den blev lav og forunderlig lys, det var, som gled der et Lysstrejf fra en Dør, der åbnedes på Klem ud i et trangt og smudsigt Mørke, „en Dag viste jeg dem pludselig af, alle, slog fra mig og tålte det ikke mere. For da var der hændet mig noget stort: jeg havde truffet Axel Strøm.”
   Hun tav og sænkede Hagen ned i Hånden.
   Så talte hun igen, med samme lave, lyse Stemme.
   „Han boede i Huset henne på Hjørnet ud mod Vesterbrogade. Hans Fader var Officer, hans Moder og Søstre fine Damer.
   Han kom en Dag for at købe Cigaretter. Han var seksten År. Jeg den Gang femten. Ham elskede jeg. Næsten straks jeg så ham. Han var høj og lys, med blå Øjne og sådan en klar Pande. Han havde en stor Halssløjfe, hvide Handsker og sine Bøger i Voksdug under Armen.
   Han blev stående inde hos mig og røg. For han måtte ikke ryge på Gaden for sin Fader. Og han forstod det heller ikke. For han fik hele Tiden Røgen i den forkerte Hals.
   Så så han på mig og blev rød og smilte lidt.
   Jeg stod og så på nogle af de Kort, vi solgte. Det var lutter Billeder af nøgne Kvinder og Mænd. Politiet havde været hos os en Gang, men da havde Moder fået dem bort. Pludselig så han dem.
   Og da glemte han at ryge og blev ildrød og stirrede på mig med Cigaren mellem Fingrene.
   Jeg følte pludselig, han var ovre fra den anden Bred, han kendte ikke noget sådant. Nej, han var så ung, hans Ansigt var så lyst. Han ville heller ikke forstå det.
   Og jeg blev hed i Kinderne og gemte Billederne i en Skuffe.
   Men han blev ved at stirre på mig med de store, åbne Øjne og med Cigaren mellem Fingrene. Inde fra Bagstuen hørte jeg Moders Stemme og Latter og nu Dyrlægens Brummen og Klirren af Glas og Flasker.
   Og pludselig var det, som jeg forstod, hvad der var hændet mig den Aften, Fader overfaldt mig og de Aftner senere; hvad der skete om mig dagligt i dette Hus, i hvert Hus i denne Gade.
   Og jeg vidste det ikke selv, før jeg følte Tårerne på mine Kinder, at jeg stod og græd.
   Da bøjede Axel Strøm sig over Disken, over Cigarkasserne og de hæslige Billeder og greb mig om Håndleddet og så på mig. Hans Øjne var så store, så undrende og dog så forstående, som begreb han det Hele, det, han dog aldrig før havde vidst, fandtes. Og jeg sænkede Hovedet og skammede mig. Og så følte jeg hans Mund på min Kind. Han kyssede mig så varligt.
   Aldrig havde jeg troet, et Kys kunne være sådant.
   Jeg huskede Faders stønnende, hulkende, savlende og bedende, og Kundernes, der sved som Salt.
   Men hans - det var så blødt og ømt som Sne på min Kind, det var et Kærtegn, det første jeg havde fået i mit Liv.
   Jeg rørte mig ikke bag Disken, skælvede kun. Og han kyssede mig igen. Og gik så hurtigt ud af Butikken uden at sige et Ord. Og han glemte sine Cigaretter.
   Fra da af kom han hver Aften, når det var blevet helt mørkt, når Arbejderhæren var trasket hjem og Pigerne ud. Jeg kendte hans Skygge på Glasdøren, hans Tag om Dørvridet, og jeg tændte ikke Gassen.
   Han stod på den ene Side Disken og jeg på den anden. Vi hviskede sammen og tav længe. Moder var jo nu så sjældent hjemme, og på den Tid af Aftnen kom der ingen Kunder.
   Her lugtede af Tobak og af en fin Eau-de-Cologne, han havde på sit Lommetørklæde. Ikke sådan en kvalm og rådden Parfume, som Moders, som Pigernes her i Gaden. Men en så let, så luftig, en, der gav frit Åndedræt.
   - Så bøjede han sig frem over Disken og kyssede mig.
   Jeg rystede på alle Lemmer, men nu ikke mere ved det varlige Kærtegn, men fordi jeg ikke turde kaste mig ind til ham og kysse ham, som - som de andre havde kysset mig.
   Og dog - nej, slet ikke sådan! Men bare så hedt så voldsomt, så uslukkeligt, som jeg elskede ham.
   Men jeg turde ikke, nej, jeg turde ikke - for han var jo der udefra - hans Øjne, hans Linned, hans Hænder, hans Parfume. Han ville ikke forstå det Kys, han ville se på mig som den første Aften, da han så mig med Kortene - og han ville gå og lade mig ene.
   Og da måtte jeg dø, her i Mørket, i Cigarstanken, med Lygtelyset derude på den sorte Mur, de hvide Papirblomster og Kælderbodens Skyggeuhyre. Og med Lyden af Riset, som faldt derinde.
   Men en Aften, da kunne jeg ikke mere - jeg følte det pludselig i mig, alt det de andre havde følt, når de kyssede mig, og dog ikke det, nej noget andet, langt stærkere, langt bedre, og jeg vendte Munden mod hans og kyssede ham.
   Jeg havde slået begge Arme om hans Hals, for at han ikke skulle flygte, og kyssede og kyssede. Jeg følte, det var i mig, det fra Aftnerne med Fader, fra Butikken her, og dog noget andet, helt, helt andet.
   Jeg mærkede, hvor han rystede i mine Arme, som et Barn, men jeg holdt ham fast og kyssede. Og jeg mærkede, hvor det jog i ham, og at han vågnede, og jeg fik hans Mund igen, og den var en Mands.
   Vi slap hinanden og så skælvende på hinanden. Lygtelyset derude fra faldt indover hans Ansigt, Og vore Øjne flammede i hverandre.
   Så rakte vi Hænderne mod hinanden og greb dem, og han hviskede:
   „Tak, Nanna, tak, Nu - nu er du - min Elskede.”
   Og jeg lukkede Øjnene og lænede mig mod hans Arm.
   Elskede, Elskede - skulle jeg høre det? var ikke det Ord fra den anden Side Søen, var jeg nu iblandt dem derovre?
   Ja, jeg var derovre,” Nanna slog det ene Ben over det andet og støttede Albuen mod Knæet, „jeg var der - en Måned næsten, en Forårsmåned: - Om Aftnerne i Butikken, da Lygterne begyndte at blegne, da den lyse Himmel over Tagene blånede på Muren derovre og Gadens Brosten, da Ruderne stod åbne Gaden ned som udstrakte Arme, da Axel bragte mig små Violbuketter og små Urtepotter med Erantis. Men herned nåede Solen aldrig, og de hvide Papirsblomster derovre blev aldrig flyttet bort for Bøgeløv eller Påskeliljer. Men så kom vi ud til dem.
   Om Søndagen, når Moder var ude, smuttede jeg bort.
   Ellers havde jeg altid drevet, med Hagen i Hånden, ved Ruden og set de pyntede Arbejdere drage til Skovs med Kone og Børn og Kurve. Og Skøgerne smilte mellem de andre. Jeg undrede mig over, at i Dag så de slet ikke trætte og blege ud. Men lyse og muntre, næsten som var de fra den anden Bred, fra den evige Søndag.
   Eller jeg var gået ud og havde drevet Gaderne op og ned, ned og op. Mandfolk var kommet hen til mig, især ældre, fine Herrer i Pelse og med Ordensbånd, men her hvor jeg var mig selv, og Moders Øjne ikke vågede i Gluggen, rystede jeg dem af mig, med et Slæng med Skulderen. Skolen var jeg færdig med, men konfirmeret blev jeg ikke. Og jeg var glad derfor; nødigst af alt ville jeg dog til Præster.
   Men nu den Søndag tog Axel mig med udenfor Gaderne, Mændene og Larmen, ud, hvor der lå blankt og stille Vand og spejlede Siv og gamle, krogede Træer og hvide Skyer og blå Himmel; hvor Fugle fløj ret op i Luften og skreg og stod stille på de svirrende Vinger, som var de helt ellevilde; hvor der skinnede af hvide Blomster ned over Voldskrænterne.
   Dér satte vi os på en Bænk, og vi kyssede hinanden, for første Gang under åben Himmel.
   Hans Kys var så friskt som aldrig før, som Græsset, som Sivene, som Luften om hans Kinder. Og jeg bævede under hans Kys og lovede mig selv endnu stærkere end før, at jeg skulle passe på, at det fra Faders Stue den Aften, det mørke, frygtelige, det som en hed, sort Kat, ikke skulle komme over mig, over ham, han, som var så ung, så frisk.
   Flere Søndage gik vi dér. Moder var altid ude; hvordan han slap bort og til mig, begriber jeg ikke.
   Og det var altid Solskin og blå Himmel og grønt Løv, der suste og skyggede, tættere og tættere, over Grusgangen, Sivene og os.
   Der gik et Par gamle Herrer forbi, de så på os og smilte så mildt.
   „Ak Ungdom, ak Forår!” sagde den ene og nikkede.
   Jeg var faret sammen, da jeg så dem, men Axel hviskede begejstret:
   „Det var ham - kendte du ham ikke?”
   Og han nævnede et Navn og sagde, at det var en stor Digter.
   Men jeg sad i Solen og frøs. For jeg havde aldrig hørt det Navn og kendte ikke de Bøger, Axel nu i Tankerne var langt inde i. Og jeg var faret sammen, fordi de havde set os kysse hinanden, og havde ventet Spot eller Trusler, som fra Moder eller fra Præsten den Gang.
   Og så - ja, så kom det jo, som det måtte. Nogen havde set Axel og mig sammen og fortalt Forældrene det, nogen, der ikke som den gamle Digter på Volden syntes, det var ungt og skønt at kysses, nogen som Præsten.
   Axel fortalte mig det hulkende en Aften, han turde ikke gå med mig om Søndagene, han turde ikke komme her om Aftnerne.
   „Hvorfor ikke? hvorfor?” mumlede jeg og knugede hans Hænder.
   Vi stod atter på hver sin Side Disken i den lille Butik.
   „Fordi - fordi - de har hørt om din Moder og - og -”
   Jeg svarede ikke, rystede kun, jeg vidste det jo, at det kunne aldrig gå, med Axel og mig. Elskede - -. Hvor kunne jeg komme til ham, på den anden Bred,
   Men så - så måtte han til mig, ja, til mig! Ja, han måtte, måtte! Jeg ville eje ham, eje det med ham, inden vi skiltes for altid.
   Og mens han græd og rasede som et Barn, gjorde jeg det hele rede i min Hjerne, med min Hånd om hans.
   Oppe på Loftet skulle det være, nu i Nat, i vort tomme Pigekammer.
   Og dér blev det.
   Jeg fik ham til at møde mig, og deroppe bag den smudsige, spindelvævsfyldte Rude, mellem de nøgne Mure, der endnu var kolde af Vinter og på den hullede Halmmadras gav jeg mig endelig over til det - ja, til det, der var mig selv.
   Nu var der ikke mere Fuglesang for mig, ikke Solskin, ikke Forår og Kys, nu var der kun det tilbage, det, der var mit. Og nu tog jeg ham over til mig, til mit. Nu jeg dog skulle miste ham, nu ville jeg eje ham helt som min. Det, hans Forældre og de andre troede om mig, det ville jeg være. Og „Axel” skulle ikke mere findes.”
   Nanna lænede Hovedet tilbage mod Stoleryggen, hun talte med lukkede Øjne, som i Søvne.
   „Den Aften, dér på Madrassen, ødelagde jeg ham og mig selv med. Vi mødtes der nu Aften efter Aften, en Uge igennem.
   Han var ikke til at kende igen. Han var hed og forstyrret, hans Hår hang ham ned i Øjnene, hans Hænder og Stemme skælvede, han talte knap til mig og kyssede mig ikke. Han var som de andre. Kastede sig blot over mig.
   Og jeg - var atter den, jeg var bestemt til at blive.
   Men jeg greb om ham, jeg elskede ham endnu, uden Ord, uden Kys, i det, der var tilbage.
   Der gik omtrent en Uge. Så blev vi opdagede.
   Hans Fader og Moder brød ind i vor Butik, til Moder, til mig; der kom atter en Præst som den Gang; der blev Råben og Skrigen, og Moder prøvede atter at spille Komedie.
   Men ingen troede hende, og så blev hun grov og rasede op og skældte ud.
   „Dér, dér ser du, hvilken Kvinde han har haft med at gøre!” sagde Officeren til sin Hustru, der skælvede og så sig forfærdet om, „Tøs, hvor meget har du fået for det? Gud véd, om han også har plyndret mit Pengeskab.”
   Og den fornemme Herre truede ad mig.
   Jeg sad ganske stille og tav, nu som den Gang. Hvad vidste de? Hvad kunne det nytte at tale til dem? De ville jo aldrig forstå det mindste af mit. De havde jo Ret. De måtte jo tro, jeg havde gjort det for Penges Skyld. Hvor skulle jeg ellers kunne komme til dem, eller de til mig?
   Præsten råbte højest af dem alle. Det var denne Gang en ung Mand, svær, høj og skægløs, med tykke Bryn. Han skældte og smældte og truede ad Moder. Han greb alle Kortene, så på dem, viste Officeren dem og smed dem hen ad Gulvet. Og han råbte bestandig på Gud.
   Tilsidst blev det bestemt, at Axel skulle sendes ud af Landet. Hans Moder græd, og Faderen vidste hverken ud eller ind, men Præsten satte det igennem.
   Jeg skulle bort fra Byen, til en Ø, jeg vidste ikke hvor, til et Hjem for vanartede Piger.
   Moder var hvid i Ansigtet af Raseri, hun bed sig i Læben og huggede Knoerne i Disken. Men hun tav, for Præsten truede hende uafbrudt med Politiet.
   Men da de hentede mig Dagen efter, havde hun ordineret mig til hurtigst mulig, helst under Vejs, at rømme fra dem og tilbage til hende.
   „Nu er det jo netop, jeg skal til at tjene på dig, tossede Tøs, og så skal du ødelægge det Hele for mig med den Hvalp! Her holdt jeg Greven og andre Herrer i Beredskab til dig, så såre vi tør for Politiet, og så -. Men se nu til, du er her snart igen.”
   Og hun huggede mig med Ildragen over Armen, som da jeg var Barn.
   Men jeg rørte mig ikke, og jeg var ligegyldig med alt. Jeg vidste jo nu, hvem jeg var, hvem jeg skulle være. Og jeg var enig med Moder i det ene, at bort herfra ville jeg ikke, her hvor jeg hørte til. Nu kunne Grossereren gerne få mig.
   Dér på Øen, hos sådanne Mennesker som Præsten, ville jeg ikke være. -
   Så så jeg da atter grønt Løv, da de kørte bort med mig, og grønne Marker og den blå Himmel og fjerne, hvide Gårde og det blanke Sund, jeg aldrig havde set.
   Men jeg stirrede på det altsammen gennem en Rude.
   Hvad kom det mig ved? Det var jo ikke til for mig, jeg ikke for det. Og derovre sad Fangevogteren, en ældre, svær Dame, og læste i det ny Testamente og glattede sin Sløjfe under Hagen.
   Jeg ville bort fra hende, jeg ville hjem til Gaden, til Grossereren.
   Øen lå midt i det blå Vand, som strømmede og ilede og blinkede rundt om, så vidt som man så, kun Fastlandets Kyst derovre i en tåget, lilla Strime. Bølgerne gnistrede af Sol og kastede Skummet højt op, og Mågerne krydsedes og boltrede sig hid og did. I Sandet, hvor Bølgerne sprøjtede ind, stod der stærke, blå og gule Blomster, og hvislede der blålig Marehalm, og Fugle løb dér på lange Ben og pylrede.
   Men oppe i Land, hvor Græsset strømmede for Blæsten, og Får brægede, stod det hvide Hus, hvor vi skulle være Fanger.
   Dér mødte jeg dem alle, mine Lige, mine Søstre. Jeg kendte dem straks, de var som jeg.
   Og dem, der vogtede os, Damerne i de hvide Dragter og Herrerne med Briller, dem kendte jeg også. De vidste intet om os, de kendte os ikke. De var fra den anden Bred. Ja, mer end Politiet og Lægen, der kom i vore Stuer - fra den hinsides Bred, fra Præsternes.
   Hvorfor var vi her på Øen? hvorfor var jeg her? Under den blå Himmel, de hvide Skyer, mellem Græs og Vand? som en Gang, med Axel, for længe, længe siden. Ja for År, for Århundreder siden.
   Vi sang Salmer, vi arbejdede strengt, hørte Prædikener om Synd - å, hvor de talte om „Synd”! - kom tidlig i Seng og tidlig op og sang Salmer.
   Vi sov mange sammen i en kold, hvid Sal, hvor Blæsten fra Havet regerede uroligt med de høje Fængselsvinduer. Vi måtte læse i små Bøger, der var så latterlige, at selv jeg kunne se det, og som var skrevet af Mændene med Brillerne, af Præsten derovre, af dem, der intet kendte til os, intet kunne kende, fordi de var fra den anden Bred, den allerfjerneste.
   Men jeg ville ikke blive her, under den blå Himmel, jeg havde levet under med Axel. Jeg ville ind til Byen, til Gaden, til Grossereren. Jeg hørte ikke til herude.
   Og jeg ville ikke lyde dem, som intet kendte til os og ville frelse os og var dummere end alle andre.
   En Aften rømte jeg.
   Jeg fik Båden løs dernede og roede mig over. Det blæste, og det var Nat, men endnu Sommer.
   Det var de sidste lyse Nætter. Og over Bølgerne, der kastede sig over Båden og sled med mine Årer, over mig selv og Øen stod Himlen, højt op og langt ud, så lys, så skær, så mild, og vidste intet om Jorden, intet om os, intet om mig.
   I Vest var Himlen endnu rød; der var ingen Stjerner og ingen Skyer.
   En Fugl fløj deroppe, ud mod Aftenrøden med hurtige Vingeslag, højt over Blæsten, der strømmede om mig, og over Bølgerne, der tumlede med mig.
   Jeg stødte nu mod Bredden og måtte vade det sidste Stykke ind. Med drivende Klæder og med Hænderne hudløse af Arbejdet med Årerne løb jeg op gennem Sandet, op ad Bankerne, jeg havde set så længe på fra Øen, og ind i Kornmarkerne.
   Tværs gennem dem løb jeg. De var våde af Dug og fulde af Spindelvæv og tunge af Kerne. De kildrede mig i Ansigtet med Aksene, som med fine Fingre, som ville de bede mig standse herude ved Morgenrøden og Havet, men jeg slog dem til Side og løb videre, tungt og pustende. De knækkede under mig, sukkende som mange små Stemmer. Lærker slog lige op foran mig, flygtende til Himmels.
   Så var jeg ude af Kornmarken. Himlen stod blå og stor foran mig langt ud bag disede Gårde og Popler. Og jeg løb, i Græs og Kløver og Pløjejord.
   Jeg traf en Vagabond inde på Markerne. Han løftede Hovedet fra en Grøft bag en Tjørnebusk og så forvirret på mig.
   Jeg var sulten, jeg havde intet fået at spise siden sidste Middag, da jeg havde gjort mig fortjent til Straf ved at nægte at vide noget om den Nøgle, jeg havde stjålet til Skabet, hvor mine egne Klæder var. Jeg havde gemt dem under en Sten ved Stranden. Jeg kunne jo ikke flygte i Anstaltens Klæder. Med en anden Sten brød jeg så Båden løs.
   Jeg sank nu om på Grøftekanten hos ham og bad om Mad. Han stirrede stadig på mig med runde Øjne i det rødblissede Ansigt, men han rakte mig en Bid Pølse, et Stykke Brød og en Brændevinsflaske.
   Jeg spiste og drak. Den hede Fusel skoldede gennem mig, så jeg snappede efter Vejret. Jeg mærkede dens Stank i den dugrene Morgenluft med Lærkernes Kimen og Kornets Ånde.
   „Kan du hjælpe mig?” spurgte jeg, „kan du skaffe mig Penge til en Billet fra den nærmeste Station til København?”
   „Hæ, er du derovre fra?” spurgte han og pegede med den røde, krogede Finger over Markerne og Lundene, ud hvor Øen lå.
   Jeg nikkede træt.
   Han satte sig over Ende og lovede at hjælpe mig. Han skulle gå til en af Gårdene derovre - han løftede Hånden mod de hvide Gårde, der sov i Tågen langt borte, med et svagt Guldskær på Gavlene af den stigende Sol - hvis jeg da -?
   Jeg nikkede igen og lod ham gøre med mig, hvad han ville, dér i den drivende Dug.
   Så listede han af. Han skottede til mig.
   „Du er en god Pige,” sagde han og strøg mig over Kinden, „en fin Pige. Jeg skal ikke narre dig - skønt jeg havde tænkt på det.”
   Jeg blev siddende dér i Grøften, skjult bag Hybenroserne og under Kornet, med lukkede Øjne.
   Ja, ja, således skulle det være! Efter Axel skulle han være den første, Landevejsbøllen; han skulle slukke Axel i min Favn, på mit Bryst og min Mund, slukke Morgensolen og den blå Himmel og Græssets Dug. Han og jeg hørte sammen, vi var ens.
   „En god Pige” havde han kaldt mig, „en fin Pige.”
   Jeg smilte, ingen ville nu kalde mig det mer. Han havde rørt med sin Hånd ved min Kind; det var det andet Kærtegn, noget Menneske havde givet mig. Og han havde lovet at bringe mig Pengene, skønt han først havde tænkt på at narre mig.
   Det var Duften af Axel i min Favn. Men nu var han slukt. Nu kunne Grossereren komme.
   Bøllen kom igen, kort efter, i tunge Spring. Vi delte Byttet dér på Grøftekanten, trykkede hinanden i Hånden, og han løb bort, dukkede sig i Kornet og forsvandt.
   Men da jeg højt oppe på Landevejen vendte mig og så tilbage over Agrene, Lundene og Gårdene og Skovene langt borte og Havets Stribe med Øens hvide Klint, skimtede jeg ham med Et dybt dernede, hans Hoved, der stak op af Agrene og stirrede efter mig. Han løftede sin Arm og vinkede.
   Ja, det var ret, midt i Landet sad han og stak sit Hoved frem.
   Jeg vinkede tilbage, så endnu en Gang ud over Landet. For sidste Gang. Siden har jeg aldrig set det. -
   Henad Aften var jeg i København og hos Grossereren.
   Han lovede at beskytte mig; ingen skulle finde mig hos ham. Penge kunne hjælpe til at gøre selv Politiet blindt. Om kort Tid var jeg seksten År - ingen vidste rigtig hvornår - og så kunne man ikke nå mig. Og han indrettede en Lejlighed til os i en gemt og afsides Gade.
   Men da,” Nanna sænkede Hovedet endnu dybere, Henning kunne knap høre hendes Stemme gennem Forårsregnens linde Sus, „da var det, jeg mærkede, jeg var svanger og skulle føde Axel et Barn. Jeg forstod det først nu.
   Et Øjeblik var det, som vågnede det alt igen i mig, Stunden da han kyssede mig første Gang, Forårsdagen på Volden, den gamle Digters Smil og Ord til os. Jeg skulle føde et Barn, det var hans, blev vi da ikke En i det?
   Men - hvor var nu Axel? og hvor var jeg? Vagabonden på Grøftekanten og Grossereren - Og Axel selv og jeg de sidste Nætter på Halmmadrassen deroppe på Tagkammeret - Han kyssede mig ikke mere, han talte ikke til mig. Axel - jeg havde dræbt ham og mig selv, for altid. Og Barnet, det var ikke hans, ikke Axels fra først, det var kun mit, Mage til mig.
   Da blev det Barn mig en Rædsel.
   Jeg turde ikke tale om det til Grossereren, ikke til Moder, som nu var så mild og nådig, som jeg aldrig havde set hende. Nu havde jeg gjort hende Glæde! Nu høstede hun Udbyttet af sit Arbejde med mig.
   „Kan du nu se, det var til dit eget Bedste?” sagde hun.
   Men en Dag blev der Skandale. Sagføreren havde støvet op, hvor vi boede, at jeg var Grossererens.
   Og han brød ind til os en Morgen; han var ligbleg i Ansigtet, han knugede Hænderne om Sengestokken og stirrede på os.
   Grossereren rejste sig forfærdet over Ende. Han var fed og gammel, i Tresserne.
   „Hvad, hvad vil De?” lallede han, men hans Stemme gik itu, og han rystede, så Skjorten blafrede om ham.
   Jeg havde også rejst mig og stirrede på Sagføreren.
   Hvorfor kom han? hvad ville han? hvorfor søgte han nu igen at frelse mig?
   Os jeg gjorde en pludselig Bevægelse, som ville jeg kaste mig ind til ham, bort med ham.
   Men da så han mig, Sagføreren, så, hvad de andre endnu ikke havde set. Og da vaklede han tilbage, som havde jeg slået ham.
   „For Satan! så pas dig selv!” råbte han og ravede ud.
   Jeg forstod, han mente, Grossereren var Fader til mit Barn.
   „Hvad? hvad var det?” spurgte Grossereren og gloede om på mig.
   Og jeg vidste ikke selv, hvorfor jeg svøbte Tæppet om mig og blev blussende rød.
   Det lille Barn, det var dog vel Axels og mit, det var det selv efter Vagabondens Favntag, Grossererens Seng, selv efter den Sygdom, jeg nu havde opdaget, jeg bar i mig, og som jeg vidste, Grossereren havde givet mig. Dybt i mig levede Axel endnu.
   Men han, som havde stået dér ved Sengen og stirret på mig, var han min Fader? Jeg vidste det ikke og véd det endnu ikke den Dag i Dag. Og det kan også være det samme. Jeg véd kun, han kom for at frelse mig den Morgen. Men det Barn, jeg havde undfanget i min eneste Lykke, skræmte ham bort fra mig, så han lod mig ene og i Stikken - eller - å Snak, dér hvor jeg skulle være!
   Men da besluttede jeg, at det Barn skulle ikke fødes, her i denne Seng, af mit besmittede Skød, til et Liv som mit. Axel var død, og vort Barn skulle dø med os.
   Jeg arbejdede, løb op og ned ad Trapper og slæbte på Møbler, til jeg fik en voldsom Blodstyrtning, besvimede, og da jeg kom til mig selv igen, var jeg uden det sidste Minde om Axel.
   Og dog - da jeg et Par Måneder derefter brød med Grossereren, var det vel Axel, der endnu var i mig.
   Det var en Nat, han foreslog mig og ville tvinge mig til så unaturlige Ting, at jeg foer op mod ham, slog ham i Ansigtet og smuttede fra ham.
   Han tumlede ør og vild efter mig, men jeg fløj på Døren, fik den låset i efter mig og kom i Tøjet i den anden Stue.
   Jeg fik Klæderne på med rystende Hænder, og hulkede og skældte i Et, jamrede mig: „Hvor skal jeg nu hen i Verden?” og jeg ville herfra, for enhver Pris.
   Han bad og tryglede bag Døren, lovede mig alt, om jeg ville lukke op, om jeg ville lade være med at gå, og blive hos ham - han var en stakkels, gammel Mand -.
   Men jeg råbte ind til ham: „Tag du nu Moder igen! Til det, du vil bruge en Kvinde til, er hun mere end god nok!” og kom ud af Huset og ned på Gaden.
   Da Natteluften slog mod mig dernede, klam og rå, og jeg hørte Dørens Smæklås slå i med Ekko i den korte, tomme Gade, var det med Et, som kom jeg til Besindelse.
   Hvad nu?
   Andet end Søerne, de, der havde lét og funklet uden for mit Barndomsvindue som alle Diamanter - og skilt mig fra Husene, fra Menneskene histovre.
   Smågrædende drev jeg gennem Gaderne: - hvad regnede jeg mig selv for, at jeg regnede mig for god til ham, til det, han ville? efter hvad der var hændt med mig, efter den Besmittelse, mit Legeme bar!
   Jeg tænkte et Øjeblik på Sagføreren, men hvor var han? Hos Moder? dér ville jeg ikke søge ham.
   Og desuden - nej, nej, mindst til ham!
   Han havde altid været ene blandt de andre, ene med sig selv, helt fra han, den Gang da jeg var lille, en Aften havde båret mig ud fra Moders og de andres Drikkegilde - jeg så ham endnu, hvor han stod og stirrede hjælpeløs rundt i Faders Stue, for hvor skulle han bringe mig hen? - fra han slog Grossererens Arm til Side, og til nu han stod for vor Seng.
   Han sad stille blandt de andre, drak tavs og stirrede hen for sig, som så han noget langt, langt borte, jeg vidste ikke hvad. Han sad på vor Side Søen, men han så mod den anden - som jeg.
   Nej, nej, ikke til ham, mindst til ham! Han kunne en Gang have været - som Axel.
   Jeg var nu nået ned til Søen og stod på den skrå Bred under de nøgne Linde og hørte Bølgernes Hvisken og Tisken. Lygternes Lystunger slikkede op om min Fod, ovre fra min Barndoms Kyst, fra min rette Kyst, slikkede efter mig, der stod på den urette Bred, den fine Bred, slikkede, spandt og snoede sig - - -
   Da, pludselig, dukkede en Herre frem mellem de våde Stammer, i lang Regnfrakke, og greb mig om Armen:
   „Hvad gør De her?” spurgte han.
   Jeg så op.
   Ja, han havde Ret. Hvad gik jeg her efter, påny på den forkerte Bred. Hørte han ikke til her med Rette og kunne jage mig herfra?
   Jeg så ind i hans Ansigt med de smalle, mørke Øjne, den brede Næse og det sorte, blanke Skæg. Ja - han var en Herre, men - -
   „Følg hellere hjem med mig, lille Pige; dér ned kommer vi tidsnok,” sagde han, og hans Stemme var blød og dæmpet.
   „Hjem - har De et Hjem?” spurgte jeg og vidste ikke selv, hvad jeg sagde, for Søen, for Kulden, for Tågen, for Dødsblinkene dér i Dybet.
   „Ja, endnu har jeg det, og det passer nok for dig.”
   „Nej, nej,” jeg rev Armen løs, „jeg tør det ikke.”
   „Nå, hvad er der nu i Vejen?” spurgte han og drejede mig om mod sig og så mig ind i Øjnene i Lygteskæret.
   Jeg så atter på ham og så det atter: at han var på denne Bred med Rette og dog - dog - at Slangerne dér i Vandet også spillede om hans Fod og drog ham gennem Dybet mod den anden Bred.
   „Jeg er - ikke rask,” sagde jeg og sænkede Hovedet.
   „Hå, hå mit Barn, er der ikke andet i Vejen? hvad tror du da om mig? Nej, vi hører nok sammen, vi to. Og lad os så dog hellere ende sammen hjemme i min Seng end i Søen dér - som vi nok begge havde til Hensigt.”
   Så fulgte jeg Frederik Folten hjem og blev hos ham.”
   Frederik Folten og hun - mødtes de dér ved Søen, ved Døden, de to - og frelste hinanden?
   Frederik Folten, du jeg lokkede med mig til de Saliges Ø og forlod i Sandet, da du ikke kunne følge, du karske og livsstærke, jeg forblindede med min Afmagts Syner og Drømme, du skarpe og klare Hoved, der ville blive Digter og endte som Smudsjournalist - dér ved Søen.
   Om jeg var kommet der den Aften og havde fundet dig, Nanna - jeg var flygtet fra dig, som fra lille Else. Men han tog dig ved Hånden, og du og han ledte hinanden hjem, I to Syndens og Faldets Børn.
   „Frederik Folten,” sagde Henning, „hvordan er han nu?”
   „Frederik,” svarede Nanna, hun løftede Hovedet lidt derhenne ved Vinduets regnmørknede Lys, „han - ja, han var jo, som jeg så ham den Aften ved Søen: en Herre og dog - som han sagde: en som jeg.
   Jeg har levet sammen med ham tre Gange, med nogle Års Mellemrum, når vi ikke havde flere Penge, eller han eller jeg søgte andet Sted hen. Men hver Gang vi påny var sammen, mærkede jeg, han nu var nået mig nærmere - kun at jeg i de År også var gået nedad, så han dog altid blev et lille Trin højere oppe.
   Men tilsidst var vi vel nok mødtes ved Søen igen og blevet der, hvis jeg ikke - ja, hvis jeg altså ikke var kommet til Dem.
   Men Frederik Folten var god mod mig - så god som jeg kunne vente nu, Han havde jo ikke noget Kærtegn til mig og ingen Trøst - og den Gang behøvede jeg Trøst endnu - for han håbede ikke mere for sig selv.
   Hen havde studeret Jura en Gang og havde taget de første Eksaminer med Udmærkelse, men han havde en Ven - han talte tit til mig om ham - som han havde beundret og villet ligne, netop fordi han var så helt forskellig fra ham, lige fra Dreng.
   Han var Digter, og Frederik troede, han var det samme. Han havde forsøgt sig, men det slog fejl. Tilbage til Juraen kunne han ikke komme - hans Fader var død imens, og han havde selv smagt Livet udenfor de blændede Ruder og Kontorer - og så blev han Journalist, først ved de større Blade, siden ved Provinsens og nu sidst ved „Snærten” og de andre Aviser i Smågaderne.
   Frederik talte til mig, og jeg lærte meget hos ham.
   Vi boede den Gang ved Søerne, på den rette Side, den fine Side, som jeg kaldte den fra Barn. Vi sad ofte sammen ved vort Vindue om Aftnerne og så ud over Vandet med Lysene og Lygterne og Husene derovre.
   Jeg var jo nu på denne Bred, men jeg vidste det altid: det var kun en Frist, for hverken Frederik eller jeg hørte hjemme her.
   Han talte om Vennen og sagde, at så højt han havde elsket ham, så meget havde han hadet ham. Og dog vidste han, det var uden Grund.
   Og en Aften han var særlig bevæget, citerede han for mig nogle tyske Ord om, at „Stjernerne begærer man ikke”, og en sådan Stjerne havde Vennen været. At han begærede at nå op til ham og derved var kommet bort fra Jorden, hvor han hørte hjemme, og var styrtet i Afgrunden, det kunne Vennen ikke for. Stjernen skinnede kun for sin egen Skyld. Og hellere ville han ligger her på Bunden end aldrig have jaget en Stjerne.
   Og jeg tænkte på Axel og på, at han var sådan en Stjerne, og jeg havde slukket ham.
   Men ellers var Frederik ikke blød; han var altid venlig mod mig og sagde en Gang: „Jeg synes undertiden, der er noget af en Stjerne ved dig,” men han spottede mig, når jeg undertiden græd over os og tænkte på, hvor helt anderledes, vi kunne have levet.
   „Snak, Nanchen,” sagde han, „nu er vi i det og må tage det med Anstand. Tror du kanhænde, det er morsomt at gå om og agere Stjerne? Så længe vi kan holde fire Vægge mellem os og Vandet derude, må vi ikke klage. Derude sælger vi os begge to, herinde har ingen noget med os at gøre.”
   Dér, hos os selv kom aldrig andre end vi. Kun Enevold Rosen husker jeg, var der en eneste Gang. Men ude på Kafeerne traf vi sammen med mange.
   Det var Kunstnere næsten allesammen, og jeg undrede mig først over, at de ville omgås Frederik og mig. Jeg tænkte altid på den gamle Digter, der havde smilt så mildt til Axel og mig, da vi sad sammen under Lindene på Volden hint ene Forår. Han ville vist ikke smile mere til mig nu.
   Men de Digtere her var anderledes. De var egentlig allesammen som Frederik, kun ligeså meget over ham, som han over mig. Snart var de højtidelige, snart bitre og nøgne. Men de blev aldrig rå som Grossereren.
   Jeg syntes, vi sejlede allesammen på en skrøbelig Flåde lige midt mellem begge Bredder, og Lysene funklede om os, snart som sunkne Stjerner, snart som Slanger og Luer. Og vi skålede og drak og dansede på Flåden, skønt Vandet skyllede ind over vore Fødder, og Plankerne brast, snart under den ene, snart under den anden.
   Vi smilte ikke til hinanden, men vi dømte heller ikke.
   Jeg tænkte på Præsterne og på Grossereren og Moder, og jeg syntes, at vi gled mod den lyse Bred. Men tænkte jeg på Axel, da sank vi alle til Bunds.
   - Jeg lærte mange Digtere at kende gennem Folten, men jeg læste ikke deres Bøger. Jeg prøvede på det, men jeg syntes næsten, det var, som hørte jeg Præsterne tale igen, kun på en anden Vis. Præsterne vidste intet og fordømte alt - Men Digterne, der vidste som Frederik, som jeg, de lovpriste dog sig selv og vor Fart. Vor Fart mellem Stjernerne og Dødens Ild.
   Så opgav jeg at læse deres Bøger og talte hellere med dem. Og da var de ærlige, og jeg fik dem kær.
   Thi jeg syntes, de var som den barmhjertige Samaritan, jeg huskede fra min Barndom. De gik ikke forbi os med dumme og onde Munde som Borgerne, som Præsterne, de løftede os op til sig de Tommer, de var højere og bar os med sig, de delte med os, hvad de ejede, og de regnede alle Mennesker for lige. Vi smittede dem med vore Legemers Sot, og de smittede os med deres Sjæles. Men de tændte over vor bange Fart Skønhedens Stjerne. Og jeg syntes, at vi herude på den synkende Flåde, vi var de eneste, der vidste Besked om Livet, de eneste, der tjente Gud i vort Fald og i vor Viden.
   Men en Dag blev Frederik arresteret. De beskyldte ham for Pengeafpresning.
   Cramer, den norske Digter, kom og hentede mig, da Frederik var ført bort, og jeg sad ene i Lejligheden. Jeg græd, men han smilte kun i sit lange, røde Skæg og klappede mig på Hovedet.
   „Bryd dig bare ikke om det, Nanchen,” sagde han, „Menneskene og deres Love siger ingenting om ham, men at du, han fandt ved Søen, græder over ham.”
   Jeg fik jo siden at vide, at Frederik kun havde forsøgt den Historie for at holde de fire Vægge, han havde talt om, oppe mellem os og Vandene. Han slap nogenlunde. Men Bladet turde ikke bruge ham mer, og han gik længe ledig, og så et Skridt dybere ned.
   Jeg var altså hos Ingvald Cramer. Han var den Gang endnu en rig Mand, og vi boede mellem mange Møbler, i en dyr og stor Lejlighed i Stadens fineste Kvarter.
   Han var jo en stor og berømt Digter, og Frederik kun en lille og dårlig og straffet Journalist. Men dog var han mod mig og Frederik helt som en Broder. Thi sådan er de alle dér i den Verden.
   Jeg turde alligevel aldrig rigtig tale til ham, han var jo en Mand af fornem Byrd, og der hang Portrætter af Bisper og Ministre og Adelsmænd på hans Vægge.
   Kun når han favnede mig, syntes jeg, han var helt som jeg. -
   Moder - jeg havde ikke set hende de sidste År, kun er Par Gange, hun havde været for at tigge Penge hos mig. Og jeg havde da heller ikke tænkt på hende. Ikke siden jeg slap fra Grossereren og over til Frederik og hans Venner.
   Men så en Dag læste jeg i en Avis om et Fruentimmer, der var blevet myrdet i en Baglejlighed i en af Vesterbros Sidegader.
   Hun havde fået Hovedet hugget midt igennem med en Køkkenøkse og var blevet stoppet op i Skorstenen, gennem en Lem, så langt, at de nær aldrig havde fået hende trukket ned igen. Der stod, at hun var ukendt.
   Men jeg vidste straks, at det var Moder. Det var, som måtte det være hende, som måtte hun få sit Hoved hugget i Stykker og blive stoppet op i en Kakkelovn.
   Jeg gik derud med det samme.
   Politiet var der, men jeg fik Lov at slippe ind, da jeg sagde, jeg kendte hende måske. Og jeg kom ind i et nøgent Kammer ud mod Gården, hvor Murene stod svimmelt høje og kulsorte ind mod Ruden.
   Og dér lå hun på Gulvet, i samme Stilling, som de havde halet hende ud af Røret, med Ansigtet nedad og med den ene nøgne Arm knækket om på Ryggen, den anden boret ned i Fjælene med et Tot Hår i de brækkede Fingre.
   Jeg lagde mig ned på Knæ ved Siden af hende.
   Hendes usle Linned var flået, så hun var mere end halvnøgen. Hun måtte have fået det meget slemt de sidste År, siden jeg var blevet borte for hende. Hun var kun blåligt Skind og Knokler, med Sod og Blod.
   Jeg tænkte på, at det var hende, der havde født mig.
   Og jeg syntes igen, det var så selvfølgeligt, hun nu lå dér næsegrus.
   Jeg hørte dem tale rundt om mig, og så op.
   Opdagelsesbetjenten stod med sin Rapportbog i Hånden og pegede med en Blyant i den for en Kammerat. Bagved ham stod en Dame i Pelskåbe, med Stanglorgnet.
   Et Par Journalister skrev ivrigt i deres Bøger, som de holdt op ad den skidne Væg. Henne i Vindueskarmen sad en Betjent og drev. En anden stod ved Døren, med Hænderne på Ryggen, vuggede sig i de tunge Støvler og gabede.
   Journalisterne diskuterede ivrigt deres Referater og hjalp hinanden med farverige Enkeltheder, og Opdagelsesbetjenten docerede for sin Kammerat. Deres Regnkapper og Frakker lå på den sammensunkne Jernseng.
   Det var de sidste Mennesker, Moder fik lokket til sig, og de skyndte sig nu at gøre sig færdige med hende.
   En tredje, purung Journalist havde lagt sig på Knæene foran hende og drejet hendes revnede Hoved om mod sig. Han stirrede fortabt, hans Ansigt gabede af Nysgerrighed.
   Jeg rejste mig i mit Slæb og min Kåbe fra det snavsede Gulv.
   Barnet og Døden så på hinanden.
   „Kender Damen hende så?” spurgte Betjenten og så op over Guldbrillerne.
   „Nej,” sagde jeg og gik.
   Jeg skøttede ikke om at komme for meget i Lag med Politiet, efter hvad jeg læste i Betjentens erfarne Øjne. Og - hvad kendte jeg til Moder? Moder som Barn, Moder som ung -. Andet end at hendes Liv og Død stemmede, at Øksen nu havde endt og tilgivet.
   Næste Dag læste jeg i Avisen, at de havde fanget Morderen. Han havde listet sig ind for at kæle for Liget. Det var ham, der i sin Tid fik Ris om Aftnen inde i Stuen bag Butikken. Nu måtte han altså have elsket Moder på en ny Måde. Kun undrede det mig, hvor han havde fået Kræfter fra til at stoppe hende så højt op.
   Jeg fortalte intet til Ingvald Cramer om, at det var min Moder, der var død og død således. For jeg syntes ikke, at hun var min Moder. Men jeg lukkede mine Øjne fast og så min egen Død, en Gang.
   Længe var jeg ikke hos Ingvald Cramer, så kom jeg til Hadsteen.
   Cramer tog en udenlandsk Varietésangerinde i Huset, og hende elskede han nu. Han bad mig dog blive hos sig. Men det ville jeg ikke.
   Noget for noget, ville jeg give. Gav de mig Husly og Klæder og holdt mig oven Vande og borte fra Grossereren og hans, ville jeg give mit igen.
   Frederik kunne ikke tage mod mig, så gik jeg til Hadsteen, som længe havde gået på Fangst efter mig.
   Men han var ikke som de andre, han var meget mere som Grossereren, rå og dum og pengegrisk.
   Han levede af de andres Penne og smigrede dem, for at de skulle skrive hos ham, men han hadede dem og bespottede dem, når vi var ene. Han kaldte dem „Snyltere”, skønt han jo snyltede på dem.
   Han behandlede mig råt, som Grossereren havde gjort, og kaldte mig Tøs. Han levede altid blandt Kvinder som jeg, men han følte sig bedre end os. Det gjorde ingen af de andre.
   De så på os med bedrøvede Øjne og klagede mere over os end over sig selv. De kyssede vore Pander og kaldte os Søstre.
   Og Cramer sagde en Aften, han var sørgmodig: „I er de Lam, der bærer al Verdens Synd.”
   Og som hin gamle Digter, med sit Smil til Axel og mig, havde gydt Skønhed over os og længe holdt det onde i mig nede, således gød disse Digtere Skønhed over mit bestandig vekslende Leje. De favnede mig alle i Elskov, som deres Brud. De lærte mig at gøre det ilde med skøn Hu, thi de fyldte mit Hjerte med uverdslige Tanker. De, som mest levede i denne Verden, var mest af den anden.
   Men jeg holdt dog ud hos Hadsteen - var jeg egentlig bedre værd end hans Behandling? og hvor skulle jeg hen?
   Men tilsidst blev jeg så syg ved ham, at jeg måtte på Klinik.
   Og dér kom for mig ligesom et andet Forår, eller - nej, men som et stille og rent Efterår.
   Jeg lå dér i den store, hvide Seng - jeg havde fået Eneværelse ved Cramers Penge; Hadsteen sendte mig bort, så snart jeg blev syg - under de høje, stille Vægge og det høje, gardintågede Vindue.
   Jeg hørte kun de lette Trin ude i Gangen, de fjerne, elektriske Klokker, der ringede, og Varmeapparatets Syden. Eller derude på den grusede Plads med Træerne Vognenes Gummirullen, der bragte nye Syge herud.
   Jeg syntes, de bar dem ind til Renhed og Hvile og Fred, og begreb ikke de Syges Klage, at de skulle hjemme fra. Hvad måtte de ikke eje for Hjem!
   Jeg turde ligge her helt for mig selv og tænke mine egne Tanker, her behøvede jeg ikke at give noget for noget. Og jeg havde ikke ejet mig selv, siden jeg var Barn - og heller ikke da.
   Nu lå jeg her i hvide Lin, og der var høj og stille Luft om mig, og der stod hvide Blomster i høje, klare Glas.
   Ingvald Cramer eller Frederik bragte mig dem. De kom ofte og så til mig, sad stille på Stolene ved Siden af min Seng, og vi talte sammen, så roligt og så blidt som aldrig før. For nu var jeg ikke Kvinde og skulle intet give dem igen, og de var ikke Mænd og måtte ikke kræve mig.
   Jeg tror, også de blev lykkelige herinde, Vi blev som Børn eller helt unge igen, så klare og blide.
   Jeg syntes, vi var som løftede bort til en Ø, langt borte, ude i Æteren. Det var ikke vor store By, der lå derude. Vort Åndedræt blev så let, vort Blod så fint og tyndt. Al Livets Forvirring og Larm lå langt borte, i hvide Dragter sad vi, som vel de Salige på Stjernerne hist ude.
   Ja, vi var ikke unge, men salige, vi havde overstået Livet og taltes nu ved om det.
   Just fordi vi havde været i Larm, var vi nu i Stilhed, just fordi vi havde været i Hede og Smuds, var vi nu svale og rene.
   Hid nåede aldrig Præsterne, hid bar kun Smerten. Vi var i Visdommens Endelige.
   Gik de så, kom enten Lægerne eller Sygeplejerskerne i deres hvide Kitler, med deres milde Smil og lette Hænder. Jeg havde frygtet dem til at begynde med, jeg som blev bragt herind på denne Afdeling. Der var jo helt unge Kvinder imellem dem. Jeg havde aldrig været sammen med uskyldige Kvinder før, der kom ingen af dem i vor Kreds. Jeg havde set så langt efter dem på Gaden, så forundret og så medlidende: „Skal I mon aldrig erfare? eller times det Eder i denne Nat?”
   Men disse unge Kvinder lo og spøgte med mig, lagde Hånden på min Pande og spurgte mildt til min Sygdom, som var jeg syg som de selv kunne være, af de Sygdomme, der alle er Børnesygdomme mod min.
   Ja, jeg følte mig så gammel mod dem, så fuld af de Voksnes Sot.
   Og Lægerne i de hvide Kitler, de kendte ikke heller til Forskel på min Sygdom eller de andres. De spurgte mig ud så roligt, at jeg svarede uden Blu eller Vrede, og undersøgte mig, så jeg følte mig, som jeg tænker Barnet gør det, når Moderen vil læge dets Sår.
   Og jeg lukkede Øjnene og forstod, at der var dog en Bred, hvor alle Mennesker kunne mødes. Og det var den dybe Videns Bred. Som Digterne derude kendte fra sig selv al Sår og Sot, således kendte de herinde dem fra os andre.
   Og jeg huskede Cramers Ord til mig, da jeg havde fortalt ham om de to Præster og Folkene på Øen, og ikke fattede, hvor de kunne være Jesu Lærlinge:
   „Nanchen, er Borgeren blind og derfor ond, er Præsten tifold blind og derfor tifold ond. Han løskøber sig selv ved Jesu og alle Synderes Blod, Svøben, Jesus flettede mod ham, løfter han over Jesu Børn: Tolderen, Kvinden i Hor, den Spedalske og hver, der har syndet af Kærlighed. Men kun Blod gør seende og kun Blod skænker Liv. Og han lever af Ord og dør af Ord. Men se du kun i din sidste Stund ind i Jesu store Øjne. Thi dit Fodspor hernede er fyldt af Blod.”
   Jeg lukkede Øjnene og tænkte på Axel.
   Jeg syntes, vi sad under Forårslinden igen og ved det blanke Vand. Men jeg kunne nu tænke på det uden Ve. Jeg vidste, han var ikke for mig. Og jeg håbede kun, han havde glemt mig. Men jeg takkede, fordi jeg havde måttet leve hint Forår.
   „Takke skal vi for, hvad vi får, og holde Mund med, hvad vi ikke får,” sagde Frederik Folten.
   Ja, jeg takkede for hint Forår da og for Efteråret nu.
   Men den Time slog, da jeg stod udenfor de høje Mure og på Gaden igen.
   Men da stod Frederik ved min Side. Cramer havde skaffet ham en Plads på et Kontor, og vi gik nu til hans nye Hjem.
   Blade faldt over os fra de store Træer på Klinikens Torv, og Luften var stille og kold.
   Vi gik tavse sammen. Vi skulle påny ud i Livet, vor Søndag var omme.
   „Nu Nanchen,” Frederik rettede sig, „det var for tidligt det, vi må slide på Lektien endnu en Tid, før vi slipper og kommer endeligt hjem.”
   Og jeg nikkede.
   Å, alt var så tungt i min Hånd, alt så tydeligt for mine Øjne og skarpt i mine Øren og på min Tunge. Men Frederik havde Ret: vi kunne ikke løbe fra det, før Lektien var lært.
   Og snart lå da også hin Hospitalstid for mig ligeså fjern og ligeså drømmeskøn som hin Vår med Axel. Og omkring var Livet atter tæt.
   Frederik holdt ikke længe ud på det Kontor.
   „Nanchen, hellere Smudsjournalist end Departementschef,” erklærede han. „Min Ven fra de unge År, han gik nu i de høje Himle. Men jeg fik dog også smagt på den Luft, som er fri. Har man kendt jer, synes Borgerne dumme.”
   Og han søgte og fik Plads ved et Småblad; men vi måtte skilles.
   Så gik jeg til - å, jeg husker jo knap, hvem det var!
   De skiftede nu så hurtigt, de gav mig fra Hånd til Hånd, og jeg lod mig give. Kun tilbage til Hadsteen ville jeg ikke.
   Men i mit Hjerte blev altid tilbage Drømmen fra Axels og fra min Sygdoms Tid, og hvad Frederik og Cramer og de andre havde lært mig, når de var ædru og sig selv og bedrøvede, og derfor betød det kun så lidt for mig at skifte Herre og Elskov.
   Var de gode, skænkede jeg dem gerne lidt af min Mildhed og Varme, var de onde, gav jeg dem kun, hvad jeg var skyldig, og hvad de krævede.
   Og det var nu kun så lidt, så lidt. Kun mit nøgne Skød. Dets Blomst tog Axel evigt.
   Jeg lukkede mit Hjerte under deres Favn, og jeg var skjult.
   Jeg smilte, når jeg tænkte på Præsterne. O, hvis de vidste, hvor lidet det betyder!
   Indtil - ja indtil Frederik for anden Gang blev arresteret, for en obskøn Artikel, og denne Gang ikke slap, men blev dømt.
   Jeg var netop da uden Herre. Jeg var gået, da en anden kom, som jeg altid gjorde. Men ingen havde denne Gang som altid ellers stået rede neden for Døren for at hente mig til sig.
   Cramer var borte i Udlandet, til ham ville jeg desuden ikke, jeg vidste, hvem han havde for Tiden. -
   Men så stod jeg Model på Charlottenborg.
   Stille stod jeg dér, under Ovenlyset, mellem de hvide Staffelier, de stumme Marmorhoveder og Tavler.
   De unge Mænd så på mig, viskede ud og tegnede igen. Der hørtes ikke en Lyd. Lyset sank over mig. Jeg lukkede Øjnene og syntes, det sank i mit Hjerte. Som Salighedens Skær.
   Jeg var atter ene og atter fri. Ja, jeg ejede mit Legeme for mig selv og gav det dog hen.
   Men det, som Mænd havde besudlet, og som havde besudlet Mænds, lutredes i denne Hengivelse.
   Det blev Skønhed i disse unge Mænds Øjne, og de lod det til Gengæld opstå på Papiret til dens stille, salige Væren.
   Ved mit nøgne Legeme frigjorde vi hinanden for Kønnet, mødtes til Menneskelighedens yderste Ømhed.
   Forårsdagene randt i de store Sale som Solskinnet over Flisegulvet. Kom jeg ud, sang Fuglene i Kongens Nytorvs knoppende Linde. Jeg kneb Øjnene sammen mod Solen og smilte. Jeg var på Vej mod Axel igen.
   Så en Aften kom en af de unge Kunstnere hen til mig og bød mig med drøje Ord Penge, om jeg ville følge med ham hjem.
   Jeg blev hvid, helt hvid, jeg kunne have knust ham og mig selv under en af de store, tunge Torsoer.
   „Å, skab Dem ikke,” bad han, „vi véd sgu nok, hvad De er.”
   Men jeg rystede kun på Hovedet, stum, og gik.
   Kendte han mig? Vidste han, hvad han havde gjort mig? De andre havde dog kun besmittet mig Jordlivet. Men han besmittede mig Saligheden: Håbet og Drømmen.
   Jeg gik og kom aldrig tilbage til den store Sal. Mit Legeme var ikke renset dér, men havde skændet den. Han havde Ret: jeg var den, jeg var.
   Så stod jeg da på Gaden, i min Dragt og med nogle få Kroner i Lommen og havde ikke mere hine fire Mure, Frederik talte om, mellem Vandet og mig.
   Der var Mure nok om mig, Mure, som der altid havde været omkring mig, fra jeg var Barn. Men nu var jeg udenfor dem alle.
   Jeg var træt af min Gerning, som man er det af den, man driver uden Lyst, men jeg havde aldrig lært nogen anden. Hvad skulle jeg leve af?
   Jeg havde nu trende Gange været i Paradis, jeg passede ikke mere ret på Jorden. I Helvede havde jeg været kun altfor tit.
   Jeg kunne let være gået både til den ene og den anden af Vennerne, men jeg ville ikke tilbyde mig selv, thi jeg havde ingen Glæde at byde. Og ét er altid at begæres, et andet at komme selv.
   Jeg gik ind i en Butik, hvor der stod Opslag om en Plads. De mønstrede mig, Damerne bag Disken, og hentede Chefen.
   Han så lidt på mig, kaldte mig ind i Kontoret og tilbød mig i Stedet for Plads min vante Gerning, hos ham.
   Men jeg kendte ham straks, på Blikket, på Stemmen, han var Grossereren, han var Hadsteen igen. Og jeg rystede på Hovedet og gik.
   Nogle andre Steder, som mine Veninder fra Kredsen havde opgivet mig at søge, blev jeg bare vist bort, et Par Gange med Ord så rå, som jeg aldrig havde hørt dem hos os.
   Veninderne fulgte min Vandring med bedrøvede Blikke; jeg gik for dem alle tillige; de sukkede alle i deres Lænker mod anden Gerning, som hver og én i det Liv.
   Men jeg lærte dem at kende, de bag Disk og Pult, de hæderlige Arbejdere, de gode Fædre og Ægtemænd eller Mødre og Fruer - hvor de var slette, hvor de var arme, hvor de var dumme, hvor de var Præstens Elever alle: Synderinde, dø!
   Og jeg huskede med Et, en Aften jeg gik som i Søvne af Træthed og Kulde og Sult, gennem de endeløse Gader, og så tåget de uendelige Lygterækker, de våde, sorte Brosten og de svimlende Mure, alt det jeg havde set fra Barn, et gammelt Træsnit, Cramer en Gang havde vist mig.
   Dér drog Djævle, Konger og Matroner og Præster til Helvedes Ild, men Skøger og Tyve og Mordere mod Himmerigs Sol.
   Og jeg syntes som den gamle, tyske Træskærer, at jeg og mine Lige var som Jesu Apostle i gamle Dage, det nøgne Liv, dets Synd og dets Frelse, og de andre, de bag Murene, de kastede med Sten på os, som Farisæerne.
   Veninderne stak lidt Penge til mig, og der kom også en og anden og tilbød sig for mig.
   Men i de ensomme Dage og Nætter, nu i mit usle, lille Kammer på Vesterbro, var jeg som frosset inde i Fjernhed og Mørke og Stumhed.
   Jeg kunne ikke nå til dem mere. Jeg var hinsides også dem, det levendes yderste Vedetter, derude hvor de måtte være kommen hen, der var sprunget over Bord fra vor Flåde.
   Jeg forstod dem nu - både hin unge, norske Digter, alle lovede sig så meget af, der dræbte sig atten År gammel, i Forfærdelse over Livet, som han så det i Hjertet hos os; hin unge Pige, der tog Gift, da hun skulle føde et Barn til et Liv som sit eget; og hin ældre Maler, der bød os til Gilde og skød sig for det rosensmykkede og vindækte Bord, midt imellem os alle: „Jeg ville kun vise jer Vejen,” sagde han.
   Nej, jeg var ene nu, nu kunne jeg slet ingen Varme give, jeg kunne knap tale. Mine Læber frøs til.
   Da var det, jeg forstod, at straffes de med Dumhed og Armod, som ikke lever Livet, da straffes de med Døden, som lever det til Bunden. Ja, jeg forstod, at man kan leve Livet ud.
   Nu var jeg i mig selv nået til Erkendelse af Frederiks Ord om det, der venter os tilsidst. Nu var mit Hjerte uden Mure mod det stigende Vand.
   Jeg havde set Ansigter før iblandt os, hvide, forstenede som Martyrerne på de gamle Billeder hos Cramer, og jeg forstod og følte deres høje Ligegyldighed. Og følte, at gav min Favn før kun liden Varme, så gav den nu Døden. Thi den var fuld af dens Frost.
   Da var det en Aften, jeg havde ikke fået Mad i to Døgn, at jeg gik op i vor vante Kafé.
   Jeg tænkte, jeg kunne træffe én eller anden, der ville betale for mig. Så ville jeg spise mig mæt, og så ville jeg søge derned til Søen, hvor Frederik og jeg mødtes hin Aften, og i dens Dyb gøre Bod for, at jeg havde søgt mod den urette Bred.
   Endnu en Gang ville jeg føle Blodet og Varmen i mig, Livet, jeg nu vidste, jeg dog havde elsket så højt, ak så altfor højt. Som jeg blot ikke vidste, om jeg havde forbrudt mig imod, eller om det havde forbrudt sig mod mig, siden vi nu var blevet så splidagtige.
   Og jeg spiste og drak, skønt jeg ingen Penge havde, og sad så og ventede.
   Men der kom ingen. Og liste bort uden at betale ville jeg ikke, jeg havde altid givet noget for noget.
   Og det skete, mens jeg sad dér, at jeg med en Forfærdelse, som den Gang jeg følte Axels Barn under mit Hjerte, følte, at Livet vendte tilbage i mig.
   Med den stærke Mad og den gode Drik kom det, med Lyset og Menneskene om mig, med Fløjlet under mig, med det vante Rum, hvor jeg havde siddet så mange Gange med Vennerne.
   Og dog syntes jeg samtidig, jeg var udløst, forløst fra min Fortid, fra Gaderne dernede, renset som hin Gang, jeg kom fra Klinikken, renset igennem Ensomhed, igennem Nøden, Kulden og Frosten. Og dog fuld af Erfaring, af Viden.
   Ja, som den genfødte følte jeg mig, den i Lidelsens Blod rensede Synder, som en Opstanden, en Apostel.
   O, om jeg nu levede, hvad kunne jeg da ikke forkynde for Menneskene! Livets evige Evangelium på godt og ondt, på højt og lavt, på stygt og skønt, på den eneste Sandhed.
   Ja, frigjort fra mig selv følte jeg mig, uselvisk som ingen.
   Da kom Opvarteren hen og sagde, han skulle lukke, og krævede Betaling. De skruede allerede Gassen ned derhenne.
   Jeg vågnede med Et og så mig om, som da jeg kom fra Hospitalet, som da den unge Kunstner bød mig Penge. Og jeg var i mit Liv igen.
   Da foreslog Opvarteren mig en Måde at betale min Gæld på. Han kendte mig vel fra de mange Gange, jeg havde været der med Vennerne og en stadig skiftende Ven. Og mig tog jo desuden ingen fejl af, det havde jeg lært i Butikkerne og på Kontorerne.
   Jeg smilte - jo, jeg var nok en Forkynder, en Apostel for Menneskene. Huskede jeg da ikke mig selv, og huskede jeg ikke Menneskene?
   Loven lynede i den blanke Kniv dér foran mig, og mit Blik hang ved den. Når mine Pulse hørte op at slå, da måtte jeg vel slippe fra mig selv og Menneskene. I Jorden ville vi vel alle blive ens.
   Og Cramer havde lovet mig, at vi store Syndere skulle stå forrest for Herrens Trone mellem de store Helte og Martyrer. Thi vi havde lidt som han og de.
   Opvarteren greb om min ene Hånd, og jeg havde min anden om Kniven - og så som i et Glimt mit hele Liv, og jeg vidste, at Cramer talte ret, og at jeg kunne komme til Gud - da pludselig Opvarteren slap.
   Og ind brød et larmende Selskab, en Flok af Vennerne og deres Piger.
   Jeg så på dem i Gaslyset, der atter skruedes op.
   Der var Enevold og Julia Wolff og Hadsteen og tykke Hasselgreen - jeg så på dem, som var de Gengangere og jeg den eneste Levende, så på dem, som jeg hidtil havde set på de gode og skikkelige Mennesker, de uerfarne og lidet vidende.
   Men Enevold havde straks set mig og kom hen til mig.
   Da jeg følte hans tynde, fine Hånd i mine og så ind i hans klare Øjne, da rørtes jeg af det ømmeste og skønneste i det svundne Liv, og jeg følte Hjertet tungt af Tårer.
   Men jeg kunne ikke følge med ham derhen til de andre, bad kun, om han ville betale for mig - af ham tog jeg gerne Penge, han kendte end ikke til at fordre Vederlag, så vist som jeg tror, han den Dag i Dag går som uskyldig iblandt os, han, som har kysset os allesammen og ingen favnet, at ikke Drømmen skal dø, som han siger.
   Jeg fik kun en femogtyve Øre tilovers. Men jeg vidste, det var nok.
   Jeg vidste, jeg for den Pris kunne nå ud til Dem næste Dag. Og til Dem ville jeg.
   Thi i det Spøgelseselskab, der nylig trådte ind ad Døren dér, så jeg pludselig Deres Ansigt, som det var hin Aften hos Hadsteen, da lille Else blev slæbt bort. Det var jo alle de samme, kun ikke De og kun ikke lille Else.
   Og jeg vidste, at Deres Ansigt i dette Selskab og i denne Time blev sendt mig af Gud. Og at for Dem skulle jeg gøre Bod og forkynde Livet. Og frelses ind til det nye Liv.
   Thi jeg havde set det i Deres Ansigt, der var mere, end hvad jeg så i Sygeplejerskernes og de unge Lægers, ja selv end det jeg så i Axels første Gang. Mere og dog mindre end jeg havde set i noget Menneskes Ansigt.
   Jeg vidste, hos Dem kunne jeg komme som den, der kunne tage, fordi den havde at give. Jeg kunne give Dem al Livets Frihed og De mig dets Lænke.
   Og jeg løb bort og hørte ikke på de andres glade Råb over at se mig, og Bønner om at blive. Hos dem hørte jeg aldrig mere hjemme.
   Jeg strejfede om på Gaderne den Nat og gik til det første Morgentog. Men da jeg stod og skulle tage Billet, turde jeg ikke.
   Jeg blev mig atter bevidst, hvem jeg var, og hvem De var. Og om De nu dømte mig som hine Præster, som alle fra den anden Bred, så vidste jeg, jeg måtte dø.
   Thi De var det sidste af Livet for mig. Alt havde jeg levet, kun ikke Dem, alt havde jeg prøvet, kun ikke Dem, alt havde jeg levet mig ud af, kun ikke Dem.
   Jeg strejfede da Dagen rundt igen, søgte hjem til mit Kammer og fandt frem, som et Påskud, de små Papirer, som ligger dér, og hvorpå jeg har nedkradset Stumper af det, jeg havde hørt de andre læse eller citere, eller det jeg selv havde tænkt og ville huske. Jeg håbede, De ikke ville se på dem, men kun på mig og straks forstå, hvorfor jeg kom.
   Så lukkede jeg Øjnene og købte Billetten. Det var for mine sidste Penge, men slog dette fejl, da havde jeg heller ikke Brug for Penge mer.
   Jeg kom til Dem, som jeg kom til Gud, at prøve det sidste: om Cramer havde Ret: om vi Syndere og Gud var hinanden næst, ved Smerten.”
   „Og - og så?”
   „Så -” Nanna rystede på Hovedet. „De forstod mig ikke - ikke da, først siden, da jeg fortalte Dem om lille Else, for -”
   „For hvad?”
   Hun smilte. „De var ikke Gud.”
   „Nej, nej, ikke en Gang et Menneske. Og nu?”
   Hun sad og så ud i Mørket.
   „Vi er for langt fra hinanden, og De kan ikke give mig det, jeg ene søgte, ikke Husly og Penge og Mad, men Visheden om, at der er en Opstandelse for mig, for os alle.”
   „Å, Nanna, hvad kan jeg andet end håbe - for min Skyld, som for Deres!”
   „Deres Håb frelser mig ikke. Vis mig, at Gud smiler til mit Liv, til alt levende, som den gamle Digter smilte til Axel og mig. Vis mig at Gud er til. At vi alle er hans Børn.”
   „Nanna, Axel - hvor blev han af?”
   „Han - han kom aldrig hjem derfra, hvor Præsten jog ham ud. Han begik et Vekselfalskneri, for at give til Kvinder, sagde de. Han blev straffet. Og blev så borte derovre i Amerika.”
   Henning skjulte Ansigtet i sine Hænder.
   „Se,” sagde hun, og hendes Stemme klang højt og hånligt, „nu tror nok heller ikke De på nogen Forsoning for mig?”
   Han rørte sig ikke, længe. Inde bag Væggen hørte han mumlende Stemmer.
   Murersvend Palm var ved at tage en mut Afsked med sin Kone og hendes Bønner og Formaninger.
   Han så op.
   „Så sandt jeg håber på en Forsoning for mig selv og mine,” hviskede han.
   Nanna rystede på Hovedet.
   „Ikke Håb, kun Vished kan skænke Beroligelse. Og jeg har kun liden Tid at vente. Når jeg ikke snart Guds Hånd, da falder jeg. Thi jeg er altfor træt.”
   Hun gik tværs over Gulvet og ud af Døren.
   Han hørte hende sige Farvel derinde til Mursvenden.
   Han blev siddende ubevægelig, foroverbøjet.
   Han huskede Tereses Ord: „Sejrer du ikke her, tager du vor sidste Rest af Liv og hendes sidste Rest af Håb.”
   Tunge Trin traskede dernede, sugende i den våde Jord.
   Og derinde fra hørte han en dæmpet Gråd og en sagte Stemme. Madam Palm, der græd over den bortvandrende, og Nanna, der trøstede.
   Så slog Lågen i dernede.
   Forlod nu Synden og Frelsen hans Hus? fordi her ikke var nogen Havn?
   Forårsregnen faldt og faldt.