De Salige

---

Harald Kidde (1910)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

IV

   Henning Norden stod i Kioskvinduets Solstribe og søgte i „Vejviseren”.
   Suset af Skridt og Sporvognenes Duren summede ind til ham. Rådhusklokkerne spillede deres Tolvsang.
   Stemmerne surrede derude i Solen, Forårssolen, der flød over hele Rådhuspladsen, samlet i en blinkende Sø mellem Murenes skyggekolde Klippekyst.
   Han havde mødt Trækvogne fulde af gyldne Bananer, af Grene med Blades bittesmå, grønne Stænk, af Påskeliljers gule Kroner, af snekolde Krokus med rødgyldne Støvdragere, som halvtudrugede Æg, hvori Sommeren modnedes, eller svovlblå som små, spillende Flammer i Vårens Fodspor.
   Solen havde flydt om hans Hjerte som hede, fødende Vande om en Klump af Sten, kyssende en ældgammel Kim vågen til nyt Liv, ny Vår.
   Ja, til ny Vår.
   Han løftede Hovedet og så gennem den halvåbne Filtdør ud på de solhvide Brosten.
   Siden hin Aften, Nanna stod i hans Stue med sin kolde Duft af Vår og Død, siden hin Spalte, som da sprang gennem det så længe forstenede Hjerte, hvor havde det da ikke boblet, sivet og rislet derinde, gamle Frø, glemte Spirer, slukte Soldrømme - fra Barneårenes friske Muld, Drengetidens åbne Himmel, Ynglingeårenes Møde med hende?
   I hint Sår var Blodet vågnet påny, rørt af Livets Pust; af hint Mørke, hvori han troede, han skulle forgå, var Lyset steget.
   Ja, thi Livet havde mødt ham påny, Livet med Duft af Vår og Død, Mulden, der bærer Lilje og Nælde, Himlen med Sol og Skyer, Vejrligets evige Omskiften. Ikke Blunden, Døden hos Lotofagerne, på de Saliges Ø, i Himmelrummets æterrene Ro.
   Ja, her stod han og søgte sin Faders Adresse - hans Fader, de lukkede „Bjergets” Dør for, for hvis Ansigt han havde gyst tilbage hin eneste Gang, han havde søgt ham, drevet af hin uforstående Undren, hin Angst og hint Savn i Barndommen.
   Sin Fader søgte han - Om Moder vidste det? om Moder så det?
   Å Moder, nu har jeg tilhørt dig til denne Time, nu må du give mig til Fader, til mig selv! Af to fødtes jeg dog, til Livet og mig selv.
   „Højring” - dér stod han, „Overretssagfører” - i en Gade - -
   Henning gyste, midt i Solstriben, med den åbne, tunge Bog i Hånden.
   Det var, som slukkedes Varmen om ham, som lukkede det åbne, sollyse Torv derude sig omkring ham, tæt og koldt og mørkt som en Stenbrønd.
   Skulle han finde ham dér, i Fattigdommens og Skændslens dybeste Gade?
   Han sænkede Hovedet.
   Å Forår, vækker du kun de Spirer derinde til et blegt og forgæves Liv? Var de uden Rod og Sommer, kun et blegt og svagt Gengangerflor?
   Ak Terese, vor Vår er jo evigt omme, vor Sommer uden Frugt. Og Fader - falmede du i den Gade for langt og for længe borte fra „Bjerget” og fra Kærligheden hos dine?
   Han smækkede „Vejviseren” hårdt i.
   Han ville ikke tro det. For hedt gærede Livet derinde, ikke Liv for ham selv og Terese, kun for Fader, for Nanna, for de udstødte, de, der boede i den evige Vinters Gade.
   Han gik til Faderen nu med det samme!
   En Hånd rørte ved hans Skulder.
   Han vendte sig brat. Og han så ind i Frederik Foltens Ansigt.
   Hans Hjerte sank sammen. Så han dér sin Fortid, den han drømte, kunne blomstre påny, så han dens Ansigt?
   Frederik - var det Frederik fra Skolestuens Solskin, fra Frikvarterets Slentren gennem Skygger og Sol i ivrige Diskussioner, fra den fælles Læsnings flittige Timer under Lampekuplens grønne Lys, fra de muntre Fodture over Forårets Græsmarker langs Limfjordens Blæst og Bølgeblå og Fugleskrig var det Frederiks Ansigt under Studenterhuen, den sidste Gang, han så ind i det, da de skiltes som Fjender, da Vennen, Lærlingen, Disciplen stod overfor ham, hvid i Kinderne og Panden, med knyttede Hænder, og stammede, hæs af Vrede, ramt for Livstid i sit Væsen, i sin Rod - den Gang da Skolens Censorer, i deres Iver for at frelse Hennings danske Stil, som den fremmede Professor fandt utilladelig af en Eksamensstil at være, med sin højspændte Lyrik, og som han til et Eksempel, til en Advarsel for den unge Mand selv, ville slå ned til den værste Karakter, ganske havde glemt Frederiks, der var en nødtørftig Efterligning af Hennings, og som Professoren derfor også forlangte afstraffet - og havde overladt ham til den vrede Skolemand, så han nu stod dér, Duksen, Skolens Lys, slået ned til en anden Karakter, mens Hennings første var reddet!
   Henning huskede Optrinet dér i Skolens kalkkøle Forhal med Buevinduerne åbne ud til Sommersolen og den blå Himmel, til Ferien og Manddommen og de grønne Grene.
   Kammeraternes eksamensblege Ansigter rundt om dem, med de hvide Studenterhuer nylig hentede frem fra de raslende, blå Papirposer - og Frederik, stammende, hvid, stampende i Gulvet, med sin Hue knuget og krøllet i Hånden:
   „Ja, du, du fik første Karakter! du, som ikke trænger til det, som har Penge mere end nok, som ikke har ofret det én Tanke, hvad Eksamen du fik, som slet ingen havde behøvet at få! Dig reddede de, du som er Skyld i min Stil; som har narret mig til at skrive, til at være sådan, som jeg selv slet ikke er, med al din Snak, alt dit Bavl om Skønhed og Idealitet og Højhed og Fanden og hans Pumpestok! Du - du - Aristokrat, dig reddede de, du Skolens Stolthed med det fine Navn, som din halvgale Bedstefader gjorde berømt, du, som skal kaste Glans over Skolen, og som skal forskrue Mennesker, som han har gjort, som du har gjort med mig. Men mig, mig slap de, jeg som behøvede hver Pointe for at kunne bestå derovre, som må rende med Fattigdoms Attest fra Herodes til Pilatus, jeg, som har slidt i det fra Barn for at få de fineste Eksaminer, at Fader kunne holde mig her i Skolen på halv Friplads - mig slap de, nej glemte de! jeg, som kun hedder Frederik og kun Folten og kun har en misliebig Lommeprokurator til Fader, og som kun har Anlæg for Jura og Forretning, jeg som kun er - er - en Materialist, et Dusinmenneske!”
   Frederik standsede og strøg sig over Munden med skælvende Hånd. Der drev Skum om de bestandig røde Læber i det spirende, sorte Skæg.
   Kammeraterne stod tavse, blege, lyttende, undrende - de to, Kastor og Pollux, gjorde de nu op med hinanden?
   Og de Blikke, de vekslede, de andre - Henning havde følt det så gyngende rundt om sig - Frederik udtalte det, de bar skjult i sig, det, de havde gemt under deres Beundring, deres Stolthed over ham - Naget, Vreden mod det altfor knejsende, mod Overmålet, mod den smertende, skadende Skønhed.
   „Hå, ødelagt mig har du, så jeg ikke kender mig selv igen, fra den første Dag du kom her i Skolen, med din stoltserende Gang, med dine himmelvendte Øjne, med din Foragt for vore Lege, vore Interesser, vore Pigebørn. Du, som var voksen, mens vi var Drenge, du, som ikke blev hørt i Lektier for at få Eksamen som vi andre, men som holdt Foredrag, gav Vuer over Historiens Gang, uddannede dig til Fører af Ånderne, du, der ikke som vi andre lærte Grammatik og Versefødder af Græsken og Latinen, men levede sammen med Homer og Horats og genskabte deres Poesi i klingende Vers, du, der var mer end vi andre, bedre end vi andre, du - du Aristokrat! Mig har du ødelagt, jeg kan ikke mere finde mig til Rette i mig selv, ikke glæde mig over, hvad jeg var glad ved før, jeg gider ikke studere Jura, ikke høre Tale om Penge og Aktier, ikke leve en Borgers Liv - og jeg kan det ikke, nu med min anden Karakter! Å du, du - de har ofret mig og min Fremtid og mit Væsen for dig og din og dit! Jeg hader dig!”
   Og han havde spyttet, hæs af Raseri, i Gulvet foran Henning, og var stormet ud.
   Siden så Henning ham ikke, kun fjernt borte, et Par Gange, flygtigt ved Forelæsningerne til Filosofikum.
   Han hørte, han var blevet Journalist, så et Par Artikler af ham, behændigt sammenskrevne, letfærdige og godtkøbs, om Varietéforestillinger, Primadonna'er etc. Han hørte, at han hurtigt mistede sin Plads ved de større Blade og efterhånden drev nedad. Han var uden Evner som Journalist, hed det - og han forstod ikke at sætte Grænse for sin Appetit på Københavnerlivet.
   Siden hørte Henning om hans Arrestation i Pengeafpresnings-Affæren - og så blev han borte for ham, indtil Nannas Fortælling i Aftes, indtil han nu stod foran ham denne Forårsdag - med opsvulmede Kinder, små, usikre, skinnende Øjne, med det en Gang så drengeuregerlige Hår glat slikket, fedt skinnende af Pomade, spradebasseagtig udhalet, forsoldet, medtaget, endnu gusten af Fængselsluften.
   „Frederik -” han holdt sin udstrakte Hånd bønfaldende mod ham.
   Frederik, atter en af dem han bar på sin Samvittighed, en af dem, han havde ofret - for de Saliges Ø.
   Hin Opsigelsestale den Gang, Frederiks Skæbne siden, den havde undret ham, krænket ham, smerteligt, men fjernt og uforskyldt - som det måtte gå, når én til ville bo på hans og Moders Ø.
   Men nu, å nu forstod han, nu så han ham som den Skygge, hans og Moders Luftø kastede over Jorden, så Græs og Blomster måtte visne dernede, - nu så han det Ansigt dér som sin Skyld, som Faders var Moders - dette Ansigt med Livets Skrift.
   „God Dag, Hr. Henning,” Frederik løftede ceremonielt på Kuppelhatten, så Stanken af hans Parfume slog ud i den rene Forårsluft og i Lugten af solbagt Træ, Klatpapir og Blæk herinde, „velmødt igen!”
   „Å Frederik -” Henning støttede Albuen på Pulten.
   „Og Tak fordi du giver min lille Pige Husly. For nu har du nok også taget hende?”
   Frederik smilte, han havde endnu stadig sine hvide, leende Tænder, men hans røde Mund, der havde været frisk som en Ungpiges, som en Rose, gabede nu blodig, forslugen som en Ulvs - og lugtede af Konjak.
   Henning så stift på ham.
   „Frederik, Nanna Aamund telefonerede jo selv til dig i Forgårs.”
   „Ja, ja, allright, min Herre, hun var rendt til dig for dit kønne Ansigts Skyld, som jeg en Gang - men det gik hende som mig, hun fandt sig ikke ret tilpas. Luften var for høj.”
   „Da har den været hende for lav hos dig og dine,” sagde Henning blidt, han lagde sin Hånd på Journalistens Skulder, „kom med, Frederik, lad os gå over i Kafeen dér og tale roligt sammen.”
   Frederik så på ham, lidt missende. Han holdt sin sølvknappede Knortestok under Armen, Knomanchetterne med de lilla Bånd var gledet ned over hans opsvulmede Hænder i de lakserøde Handsker.
   „Er det din Mening? Kan det gå an, at Universitetsdocent, Dr. phil. Henning Norden, Idealitetens eneste Forfægter i moderne dansk Litteratur, vor store Kirkefaders Barnebarn, ses i Selskab med mig - med Tugthuskandidaten?”
   „Frederik,” Henning rystede på Hovedet, „så du os nogensinde agte det? Verdens Dom og Straf? ikke var det det, Moder eller jeg eller vor Slægt dømte efter. Vi havde vor egen Lov og vor egen Dom - og fik vor Straf derefter.”
   Folten så plirende på ham. De fulgtes langsomt over Torvet, ind i Kafeen, hvor Henning sad Dagen før med Enevold Rosen.
   Enevold - da de nu sad her ligeoverfor hinanden, ved det marmorhvide og -kolde Bord, mellem de skovgrønne, tykke Plyssessofaer, tænkte Henning på ham.
   Enevold og Frederik - hvad var Forskellen på dem? Begge havde de ført samme Liv, søgt samme Glæder, og dog, dog -!
   Var da Skønhed alt? kunne den tilgive alt, adle alt?
   Og Frederik, som nu kunne have siddet i Retten, bag Skranken, i Stedet for at have stået foran den?
   Ak, Skønhed den grusom mod sine ukaldede Disciple, grusom som intet andet?
   „Din Pige, sagde du,” Henning flyttede varsomt sit Vinglas og så Solen spille i den gyldne Drue, „ja, jeg véd det, at du har været god mod hende, du ene blandt alle dem, hun har truffet, men -”
   „Men hvad?”
   „Men hun søgte dog til mig tilsidst.”
   Frederik slog Asken af sin Cigaret. Så så han hvast op:
   „Men hun telefonerede til mig - om jeg kunne tage hende igen, hvis hun ikke kunne finde sig hjemme hos dig.”
   „Sagde hun det: finde sig hjemme?”
   Frederik nikkede.
   „Hun sagde det til mig selv,” mumlede Henning med dæmpet Stemme, „hun syntes, hun havde ikke Ret til at være hos mig.”
   „Netop det!” Frederik Folten nikkede og drak begærligt en Slurk, „god Vin, du Henning - den Følelse får de fleste hos dig, jeg husker det selv.”
   „Husker det - jamen, Frederik,” Henning så op, „jeg - jeg er ikke mere som den Gang. Jeg sagde dig jo, vi havde vore egne Love og var blevet dømte efter vore egne Domme. Å Frederik, tror du slet ikke, jeg har lidt for min egen Lov? sidst det, at jeg så jer, som jeg dømte.”
   Frederik rørte sig ikke, han sænkede de sammengroede, fløjlsbløde Bryn ned over Øjnene og spidsede Læberne.
   I dette Øjeblik, i den gyldne Skygge fra der solgennemlyste Gardin, lignede han næsten sig selv som Dreng.
   „Hm, jeg har jo hørt om det, gode Ven, om den Historie med den små Fru Overretssagfører Land.”
   Henning jog sammen - å dette Navn på disse Læber! vidste da andre, vidste da Verden om dem?
   „Jeg tænkte den Gang: „Hå, hå, nu skal vi se Fyrens Praksis!” men så - ja, du stak jo af - men siden er det jo, ligesom I har fundet jer til Rette, særdeles bekvemt,” han så op, med et grøngult Skær i de stikkende, brune Øjne. Hans Hånd tog rundt om Glasset.
   „Frederik -” Henning sank bagover i Stolen, hans højre Arm rystede, som måtte den slænge Glasset i det Ansigt dér.
   „Nå, nå,” Frederik blinkede hastigt, „brus nu bare ikke op. Gud véd, i mine Øjne var det sgu ingen Skade, om den Pynte dukke og Stivstikker af en Overretssagfører fik et Par Horn at bære sin Cylinder på. Men bare rolig, gamle Dreng, tror du ikke, jeg kender dig? Jeg turde dø på, at du og den små Frue kan stå frem for jeres Skaber med ubesmittet Dyd. Nå, for Pokker, jeg under jer den - og jeg under dig den Historie, Henning. Men Nanna, hende skal du sgu lade være!”
   „Lade være -”
   „Ja, lade være at ødelægge, for hun er et pragtfuldt Pigebarn, hvor tvær hun end kan være, og hende skal du sgu ikke gøre til en Søjlehelgen og skrue i Stykker.”
   „I Stykker - å, synes du ikke, du og dine har slået hende sådan i Stykker, at hun aldrig mer bliver hel!”
   Frederik nikkede.
   „Hm jo, hun duede ikke rigtig til det Leben, Fanden véd hvorfor, med den Mama! Der var noget Skidt i hende, vel sagtens fra hendes for alle Guder ukendte Fader, en Stump af den blå Himmel, der bare har tjent til at spolere hende og os Fornøjelsen. Skønt jeg gerne har set den skinne. For ser du, Henning, helt forgæves har man jo ikke været din Ven i Ungdommen! Du kan tro, jeg har lært at sande det, sidst i Arresten deroppe nu. Hå - nå, men har den Kende blå Himmel spoleret mig og lokket mig fra Pult og Kontor, derud hvor jeg slet ikke skulle, så har den kanhænde også givet mig en Glæde, jeg vel ellers aldrig havde nået. Jeg har sandet det, du Henning, og det skal du dog vide, at har jeg forbandet dig, så har jeg også velsignet dig, - og til Syvende og sidst knap vidst, om jeg dog ville været uden dig og det Leben, jeg har ført - om jeg hellere ville have haft min første Karakter, min juridiske Eksamen og Højesteretsadvokatskåben - og så aldrig set en Stribe blå Himmel. Nå, og en Kende Blå var der vel også hos mig, ikke som hos Nanna og dig i Blodet, men i Hjernen, ser du. For jeg har haft et godt Hoved,” han pikkede sig på den svulne Pande, „og det er dog vel også af Lys. Derfor var det måske at Nanna og jeg kom så godt ud af det sammen. Og holde Mund om dig til hende, kunne jeg ikke altid. Men jeg fortav viseligt dit Navn for hende, at hun ikke skulle få Flyvekuller som jeg ved at se Svanen gå til Vejrs, for det er slemt for Skabninger uden Vinger. Men det har jo så hjulpet en god Støvle. Til dig skulle hun altså alligevel - som alt mit. Men hør nu, komme til os nu med hele Himmelblået, det nytter sgu ikke, dér blir vi dog aldrig hjemme, dertil har vi rodet i for meget, som du ikke aner om. Alt hvad du nu kan gøre hende, det er at gøre hende så hjemløs mellem Himmel og Jord, at hun ikke kan få Vejret mer.”
   Henning tav, men hans Hånd rystede, så de Baner, den tegnede i Vinen på Marmorpladen, slyngede sig ind i hinanden, som en Labyrint, en uopløselig Labyrint.
   Å, Udvej, hvor var der Udvej for Frederiks Ord, for Nanna - og ham selv?
   „Kan du få Pigebarnet i Land,” Frederik greb pludselig heftigt om Hennings Hånd, „så - ja så Gud velsigne dig! Jeg er forbi, med mig er der intet at stille op, men hun er dog så ung endnu, hele ti dejlige, forspildte År yngre end vi to. Kan du gøre hende hjemme på „din Ø”, så gør det! så - ja så er det næsten, som frelste du noget af mig selv, den Kende blå Himmel vi talte om, som - som var jeg atter hos dig, i vor Ungdom, på Øen. Og jeg skal takke dig, hvor jeg i Virkeligheden er, i et eller andet Hul i Amerika, voreses ny Fædreland.”
   Han rejste sig brat og knappede Frakken tæt over Brystet.
   „Men kan du ikke,” hans Bryn sad tæt over Øjnene, „så ja så gid Fanden straffe dig! Så har du spillet Komedien med mig om igen. Og hun kan ikke komme tilbage, ned i Dyndet til os igen. Tror du ikke, jeg véd det? Jeg har jo dog aldrig ret fundet mig tilpas hos de andre - als wie fünfhundert Säue. Jeg vinkede af til hende i Telefonen:„Nej, nej, bitte Pige, er du først dér, så kom ikke tilbage til mig! Nu vil jeg ikke forstyrres mere af det bandsatte Himmelblå, bliv du nu dér - eller dø. Anden Udvej er der ikke for dig. Kom ikke til mig med Pustet fra ham, nu tåler jeg det ikke mere, nu vil jeg ha' det i Fred - so kannibalisch wohl - som jeg altså kan få det.” Og det lod til at Pigebarnet forstod mig, fra sig selv. „Nej, Frederik, det kan ikke nytte, jeg kommer til dig.” Dér ser du. Nu ved du, hvad Ansvar du har for Damen. Adjøs.”
   Han vendte sig brat og smækkede Hatten på - men standsede atter, drejet mod Henning.
   „Men Død og Pine, det, jeg ville fortælle dig, det glemte jeg jo rent, det jeg standsede dig for,” han stod stille, med Hænderne udspilende Lommerne, med Stokken under Armen og de stikkende Øjne i et giftigt Smil på Henning, „lille Ven, har du set det?” han nærmede sig atter Bordet, med dæmpet Stemme, „kig en Gang i Avisen dér og se, hvad der står om det fædrene Ophav, du dog ikke kan fragå Forbindelsen med, så lidt som din Moder kunne. Ja, på første Side står det, dér!”
   Hans gule Handskefinger slog ned på Bladet foran Henning, et Småblad, lige ved en Overskrift med fede Typer:


   og længere ned med mindre Typer:


   Henning sank bagover, blindet af Slaget, så han tabte Syn og Sans.
   „Sidste lille Oplysning fremkom jeg med,” hørte han Frederiks Stemme, „kanske jeg ikke havde gjort det efter den her Samtale. Men - ærlig talt: du har sgu fortjent det! Adjøs! Tak for Vinen!”
   Henning Norden stod foran Fængslets Port.
   De knoppetætte Greneskygger vuggede over den, op og ned som bløde Hænder, der i Leg forsøgte at åbne de fornaglede, grønne Fløje. Lærkesangen kimede ned til ham fra det blå Himmeldyb over Murenes gule Takker.
   „Hm, jeg skal nu vise Dem Vejen til Deres Hr. Fader,” Slutteren åbnede den lille Dør i Porten.
   Vejen til hans Fader den gik gennem denne Dør - ja, først gennem denne Dør -.
   „Arresteret for Bedrageri og Vekselfalsk” -
   Han mærkede Fængselsportens Stenkulde- om sig og slog Øjnene op. Hvælvet hang over hans Hoved, spændt i svære, dunkle Buer.
   Han vendte sig hastigt og så de solbeskinnede, knoppebrune Træer derude, Grøfteskræntens Mylder af Løvetand, et Skimt af den fjerne, disblå Horisont -
   Så slog Døren i, og han gik med Arrestforvareren ind gennem Gården.
   Han så op ad de stejle Mure. Gittervinduerne sad dér, tæt som Bure i den gule Sten. Og derinde hans Fader - hans Fader fra „Bjerget” -
   „Hm ja, det er jo beklageligt med bedre Folk, med finere Herrer -” mumlede Slutteren og raslede med sine Nøgler.
   Han åbnede en Gitterlåge, og de gik gennem en lav og genlydende Gang.
   „Om Herren vil vente her,” han åbnede Døren til et smalt, nøgent, solfyldt Værelse med tre Stole ved den kalkhvide Mur og et dobbelt Gittervindue højest oppe.
   Henning satte sig på Stolen under Vinduet.
   Han bøjede sig frem med Hænderne om sin Hat og stirrede ned i Gulvet, på Sollysets Leg over Stenene.
   Han så op, forskrækket. Hvor var han? Disse Mure, denne Gitterrude, disse Stole herinde - - Vejen til hans Fader - -
   Men så sank han atter hen.
   Hans Fader, han skulle se ham igen, nu, straks - hans Barndoms Længsel - få hans Tilgivelse, få Livet af hans Hånd, for hans Fod -
   Der lød Skridt derude, Døren raslede, den gik op.
   Og hans Fader stod foran ham, med Arrestforvarerens lille Skikkelse bagved.
   „Ti Minutter, mine Herrer,” Slutteren trak den ene Stol hen til sig i Krogen og blev siddende dér, med Ryggen halvt vendt mod dem, undersøgende sine Nøgler.
   „Fader -” Henning gjorde et vaklende Skridt frem mod ham og standsede brat.
   „Fader -” han sænkede Hovedet.
   Men igennem ham løb der en hed Glæde: det var ikke, som han havde frygtet: han stod ikke foran denne Skikkelse dér, som var det en Ukendt, enhver anden, ikke døv og blind og stum. Han var Faderen, hans, i Kød og Blod, som da han smilte til ham som Barn. Han var hans, han var ham selv. Han havde nået ham ved sin Længsel.
   „Se, se, så det var dig,” Højting rørte sig ikke, stod dukket i sin luvslidte Dragt, nikkede kun vagt, „se, se, kommer min Hr. Søn her?”
   Henning åndede langt og dybt.
   Å, at Faderen ville! Det betød jo dog intet, alt det imellem! De havde fundet hinanden igen!
   Han kendte ham, det var Faderen derhjemme, hans lille Smil, hans Hånd, der tog om Moders Hage - Faderen den Aften, selskabsklædt, skælvende, blinkende, værgende sig, ene, dér på Sovekammerets Tærskel, mens Moder og han frøs til Is i hinandens Favn - Faderen fra Kontoret i Vestergade og Faderen nu i Fangecellen - ham, af hvem han og hans Skæbne var født, hvis Skæbne han havde skabt, og af hvem han nu skulle trygle sig sin nye -
   Gud være priset for dette sidste, for dette Fængselsrum, at Fader og han kunne mødes igen, at han kunne kende ham igen, fra før og nu!
   Thi i dette Ansigt, i det tjavsede, hvide Hår og Skæg, hulkindet, hærget, med de brandrøde Pletter på Kinderne, Pletter ikke mer af Drik, men af Sot og Død, dér så han ikke længere blot, som i Vestergade, Dagene siden „Bjerget”, men også det Lys, der havde skinnet over det i dets første Møde med Moder, fra den høje Himmel derhjemme - så det i Skæret fra Fængselsmuren, fra Alderdommen og den nære Død.
   „Fa'r -” han bøjede sig brat og førte hans Hånd til sin Mund.
   „Hvad - hvad nu?”
   Den rykkede til, mager, klam.
   Henning fornam det, som havde han kysset selve Fængslets Stene, som var der ikke mere Blod i den Hånd.
   „Fa'r, jeg søgte dig i Dag, til Morgen, for at gå til dig, for at lære af dig det Liv, jeg troede at kende og ikke kender mer. Jeg fik at vide, at du sad her, og nu kommer jeg for at bede dig om det samme, bede dig så mangfoldige Gange mer, fordi jeg véd, jeg nu kan lære alt af dig, du som har levet Livet - fra „Bjerget” hertil.”
   Det rykkede atter i Højrings Hånd, og Henning så op.
   Det Ansigt dér, det havde fået sin Ungdom og Uskyld igen, en Ungdom, en Uskyld fra før Henning kendte det - som den døde får det, at de Levende kan skelne Kødets Opstandelse gennem alle Alderdommens og Syndens Rynker.
   „Nej, hør nu, Knægt, driv det nu ikke for vidt! Vidt har din Moder og du drevet det med mig - nå, jeg fik vel min Løn som forskyldt! Men dette sidste - at du skal søge mig op, herinde - som i min Grav - at I skal rejse Eders Ædelhed som et Marmorkors på Graven det - det - ja -!”
   Han svingede den magre, venstre Hånd mod Henning, de halvslukte Øjne under de forpjuskede, grå Bryn flammede op.
   „Gå nu - eller jeg -”
   Slutteren rørte sig derhenne, hævede sig halvt op i sin Stol og sank ned igen, med Ryggen til, legende med sine Nøgler.
   „Fader, hør mig nu! Jeg kommer til dig fra „Bjerget”, fra Moder, fra mig selv for - for at bede om din Tilgivelse! Fader, jeg bekender jo min og Moders Synd mod dig indtil denne Dag. Fader, tilgiv os, du, som kan det, du som selv har fået al Tilgivelse, fuldendt dit Løb og nu er fri igen.”
   Højrings Øjne med det slukte Blik stirrede op mod Gittervinduet, Solen flød ned over det døde Ansigt.
   „Jeg - kender ikke jeres Talemåder, jeg forstår ikke jeres Stil. Men angrer du, at I jog mig bort som en skabet Hund fra - det eneste Sted, hvor jeg kunne leve, angrer du, at du ikke sendte mig så meget som et Ord om din Moders Død, så jeg måtte læse om den i en fremmed Avis, angrer du, at du ikke har set til mig alle de År derefter, angrer du, at I lukkede „Bjerget” for mig og drev mig herind, så - værsågod - min Tilgivelse? å ja, så gerne!”
   „Fader, jeg forstår dig og tager mod din Tilgivelse, som du giver mig den, og jeg må se at klare mig i Livet med den, som den er. Jeg ville kun, du skulle vide, vi har været blinde, og nu er blevet seende.”
   „Og hvordan er så I, som du siger - eller du blevet - seende?” hans Stemme skurrede spotsk og hæs.
   „Ved - å Fader, at jeg kunne sige det, så du forstod - ved Underet, ved Nanna Aamund, ved -”
   „Nanna - Aamund - - -” Faderen jog sammen i Knæene, han vendte sit Ansigt mod Sønnen, Hænderne famlede over Brystet, „Nanna - Nanna Aamund -”
   „Fader, kender du hende? så véd du, så forstår du! Hun er tyet til mig, til - til „Bjerget”. Lad mig fortælle dig om hende og mig, hvorfor hun fra sit Liv i Byen kom til mig, mig, hun kun havde set én Gang.”
   Og Henning fortalte, åndeløs.
   Faderens Øjne stod stive på ham:
   „Og du? du!”
   „Jeg tog hende til mig, da jeg forstod, da jeg gennem hende så mig selv, os - og dig.”
   „Henning,” Faderen rakte sin Arm stift frem, „Henning, hun er din Søster!”
   „Fa'r!”
   Henning segnede ned i Stolen.
   Solskinnet på Slutterens Ryg derhenne, på Faderens hvide Hår, som han stod dér, på én Gang så rank, så truende - som havde han med Et kastet en Sten til Side og rejst sig i det Hinsidige.
   „Og,” Faderen standsede ham med udstrakt Arm, han talte lavt, næsten syngende, „var du ikke kommet i Dag, havde jeg skrevet til dig. Skønt det Brev ville kostet mig mer end - den Underskrift, hvorfor jeg nu sidder her. Jeg véd, du tror, den har kostet, thi du véd, hvad det vil sige at have boet på „Bjerget”. Jeg ville skrevet til dig, at når jeg nu var død, måtte du søge Nanna op derude, frelse hende fra dér, hvor hun var, gøre det, som jeg ikke kunne: tage hende hjem til dig - og „Bjerget”.”
   „Fa'r, Fa'r!” Henning rokkede frem og tilbage på Stolen, vidste intet uden de Ord, og Faderen, som stedse stod dér, stille, med udstrakt Arm, som pegede han Vej og talte over til Henning fra den anden Bred.
   „Og du beholder hende?”
   „Å Far -”
   Højring vendte pludselig Ansigtet op mod Rudens Strøm af Sol.
   „Se, Henning, jeg huskede på Nanna: at hun var den eneste Brøde, Gud Herren nu vil regne mig. Jeg huskede, at hun var derude endnu, at hun havde aldrig trådt på „Bjerget”, så lidt som på dette Sted. Og jeg tænkte på dig, som aldrig forlod „Bjerget” - jeg har fulgt fra mit Skjul dine Veje, Henning, og jeg kendte dig som din Moders Søn - og jeg så, at I måtte til hinanden, som Moder og jeg, at I alt her i Livet kunne fatte, hvad hun og jeg først skal erfare gennem Døden. Og så kommer du her selv og fortæller mig, at hun, som skilte din Moder og mig, hun og du har atter forenet os. Og jeg behøver ikke at tale mere til dig, vi forstår hinanden nu. Og jeg behøver ikke længere at bie.”
   Han strøg sig over Panden og smilte.
   „Henning, jeg vil gerne sige dig det Ene, nu: Du har ikke elsket og beundret din Moder og „Bjerget” højere end jeg, den fortabte, Forbryderen. Thi kun den, der står ved Bjergets Fod, kan skønne dets Højde. Henning, da jeg ikke mere kunne få hende, den anden, fra min Ungdom, til at tie med vort fornyede Forhold, fornyet under en Embedsrejse til København, fornyet af Frost, af Kulde, af Sult i „Bjergets” Luft, af Nød, Henning, af yderste Nød - men du er din Moders Søn, og du forstår mig ikke - da tog jeg af den Kasse, jeg skulle vogte, som jeg havde lært mig at respektere som Præsten Sakramentet, da slog jeg mit eget Sind i Stykker. Ti, Henning, jeg, Spekulantens og Flanens Søn, jeg, der i mit Barndomshjem var vænnet til Sløseriet og Letfærdigheden og Livet over Evne - til Politiet en Dag stod i vore Stuer efter Fader, til Moder flygtede med en fremmed Mand og lod mig i Stikken - jeg, der understøttedes knebent af krænkede og mistroiske Slægtninge, jeg optugtede mig selv gennem mit Studium til den lige Linie, til Jura og Ret, til hver Tøddels Overholdelse. Men jeg brød min Ære som Mand, min dybtindlevede Ære, for at frelse min Ære i din Moders Øjne. Thi hun var mig mer end alt, mer end min Kærlighed, hun af den stolteste Slægt i Landet, som jeg, Falskspillerens Søn havde vundet. Men alt forgæves! For hun, Nannas Moder, forrådte mig dog, gjorde Alvor af sin Trussel i et Anfald af hævnsygt Raseri, da jeg ikke ville - å, ikke kunne stjæle mer af Kassen, forrådte mig til Herredsfogeden, der, mod din Moders Penge, lod mig slippe, og til din Moder, der - - Å Henning, da så jeg først din Moder, forstod først hende og mig selv, hvorfor jeg, netop jeg, med den Arv i mit Blod, måtte elske hende - og måtte være hende troløs - og da elskede jeg hende først ret, hende og „Bjerget”.”
   Henning rørte sig ikke.
   Solen skinnede forårsmildt. Fuglekvidret fra Kirkegården bag Fængslet lød herind, og Lærkernes frie Sang fra Markerne derude - som Lærkerne sang over „Bjerget”, ind i det gardinhvide og festligt skinnende, unge Hjem - som Lærkerne nu sang over Moders Grav.
   „Henning, jeg har længtes efter „Bjerget” hver Stund herinde, og jeg har været der tre Gange - så ofte jeg kunne og havde Råd - hvad Praksis tror du en bratafskediget, omend „ustraffet” Herredsfuldmægtig får i et Land så lille som Danmark? Ak, der kan være langt, men der kan også være kort fra „Bjerget” til København - Og nu véd jeg, jeg har hende igen, og „Bjerget”!”
   Han sank lidt hen, tav. Så talte han igen.
   „Jeg måtte til den Kvinde, der havde ødelagt mit Liv.
   Jeg måtte korsfæste mig selv i hendes Favns Gifttræ, i hendes grumsede Øjne, hendes skidne Tale lade Hadet til Livet på „Bjerget” flamme og fortære mig, på hendes Leje fuldkomme mig selv, som den jeg nu skulle være, den din Moder troede, jeg var. Og jeg blev, som hun troede. Til Kvinden, mit Tugtens Ris, en Dag fandt en Død, som hun burde, om hun skulle nå sit Mål. Og jeg begyndte at vågne op. Og jeg syntes, jeg havde vandret gennem en Skærsild. Der gik nogle År; de var mig som ét og dog mange, thi i dem levede jeg mig gennem alt det svundne tilbage til din Moder og mig selv. Og en Dag, da jeg ejede i mig alt: „Bjerget” og Kvindens Stue, rejste jeg over til Trannum, til din Moders Grav. Og knælede i Sollyset derovre, forløst hos hende, i Himlen. Og kom hjem og fandt Arrestordren mod mig for noget, jeg havde øvet for så længe siden, at jeg næsten selv havde glemt det, men som hin Dags Sollys i Trannum bragte for Dagen. Hvorfor tror du, jeg nu sidder her, min Dreng? Fordi jeg ville skaffe de Penge til Veje, hvormed din Moder havde dækket mit Underslæb og frelst mig fra Straf - ak Henning - fra Straf! Jeg, som skyldte hende alt, „Bjerget” og Kvindens Stue og Fængslet nu, jeg ville intet skylde hende, den Gang. Hm såmænd, og de Penge, jeg dér snød mig til, har du og hun levet af på „Bjerget” uden at ane det. Men da Politiet stod dér i Døren, da jeg vendte hjem fra din Moder, da forstod jeg, at der gives en jordisk Retfærdighed, som også må fuldbyrdes, inden en jordisk Skabning er fri. At jeg, som hin Gang i min Ungdom slap for dens Straf, indhentedes nu. Og at din Moder, i sin eneste Mildhed mod mig, begik sin eneste Overtrædelse. Men jeg huskede denne Mildhed, og hvorledes jeg gengældte den med ny Synd. Og jeg smilte til Betjentene og til min Celle derinde. Nu var jeg din Moder nær. Først den onde Kvinde og så dette Fængsel og så -” han løftede Ansigtet og Hænderne.
   „Fader, hvad så?” Henning rejste sig angst.
   Højring tav og så ned i Solen. Så smilte han:
   „Inspektøren har fortalt mig om en Have, der findes nede i Fængselsgården, én til hver Fange, i hans trange, lille Gård. Jeg har tænkt lidt på den Have. Jeg kunne nok haft lyst at plante og så dér og vande. Men - det er dog kun en Have i et Fængsel. Og jeg tror ikke heller, Blomster mer vil vokse under min Hånd. Som én Gang, i din Moders Have. Jeg har været for længe borte fra Jorden. Det er nok snarere mig selv, der skal lægges i Jorden, som et Løg, at ligge og bie. Ja, i Trannum Sand, ved din Moders Side, for „Bjergets” Fod. Jeg véd, dér vil hun tåle mig nu.”
   „Fader, hvad mener du?” Sønnen bøjede sig bange frem.
   „Intet, min Dreng - å intet!” Højring smilte og rystede på Hovedet, sit høje, fjerne Smil.
   Slutteren rørte sig derhenne.
   „Hm, de Herrer, de ti Minutter er gået.”
   „Nej, nej!” Henning rejste sig.
   „Jo, jo vist, Tiden er gået nu,” Faderen smilte atter mod ham, „gå du nu hjem til din - Søster.”
   „Men Fader, i Morgen, da kommer vi igen, alle tre.”
   „Tre?”
   „Ja, Nanna og jeg - og én endnu, du ikke kender, men som har bødet for Moders og min Synd mod dig. En, Fader, som har Ret til at se dig og komme til dig, som jeg og - min Søster.”
   „Å jo -” Højring så op i Solen, så nikkede han vagt, „- jo, kom I kun, alle tre, endskønt.”
   „Fader, enskønt -?”
   Faderen nikkede til ham og gik ud foran Slutteren. Vendte sig endnu en Gang og smilte tilbage mod Sønnen.
   Solen faldt lige i hans Ansigt, i hans Øjne, hans Rynker.
   Hans Hår og hans Skæg var hvidt, men fanget bag Rudens Tremmeskygger -
   „Jo, kom I kun!”
   Henning stod ene i Solen.
   Faderens dybe Smil, hvad betød det?
   „Nanna, nu er du hjemme.”
   Hun så hastigt op, med det hvide Ansigt i det sorte Hår, ved Altanruden, hvor hun havde siddet sammensunken og ene og stirret ind i Forårsskovens blå Skumring.
   „Hjemme -” Nanna smilte, og hendes Hånd strøg over Stolens Læn, „hvor er jeg hjemme?”
   „Hos mig, Nanna, hos - os. For du,” han sank ned på Knæ ved hendes Stol, „for du - er min Søster.”
   Hun lo vagt.
   „Søster,” hun spændte Hænderne om Knæet, „det er jo netop det, jeg ikke er - og aldrig kan blive.”
   „Nanna,” han lagde sin Mund mod hendes Hænder og lukkede Øjnene, „Nanna Jeg kommer fra Fængslet, fra vor Fader, han, der var Sagføreren fra din Moders Selskaber, Herredsfuldmægtigen hjemme fra „Bjerget”. Han sagde mig det, han ville bedt mig søge dig op og tage dig hjem til mig, du min lille Søster.”
   Nanna stirrede, hvidere end en død.
   „Søster, Søster -” mumlede hun.
   „Ja, Søster,” han løftede sig halvt op mod hende og tog hende om Skuldrene.
   „Søster,” mumlede hun kun og så sig famlende om, „Søster - Søster!”
   Hun brast pludselig ud:
   „Så - så har jeg jo Ret til at være hos Dem som - som den jeg er!”
   „Ja, som den du er, Nanna,” han kyssede hendes Pande, „ti just som den du er, er du min Søster. Og i Morgen går vi til vor Fader. Terese og du og jeg. Thi også hun er vor Søster, i Lidelsen, der stammer fra os alle og er kommen over os alle. Vi tre Søskende går i Morgen til vor Fader.”
─ ─ ─ ─ ─ ─ ─ ─ ─ ─ ─ ─ ─ ─ ─ ─ ─ ─ ─ ─ ─ ─ ─ ─
   „Nanna - Terese -” Henning standsede midt i Fængselsgården, i Solen, der skinnede som i Går, som alle Dage, herinde mellem de evige Mure.
   Nanna stirrede på ham med de skælvende, sorte Øjne, den skælvende Mund, en nyfødt i den Verden, hvori hun var hans Søster og han hendes Broder, med Rette, i Følge uforgængelige Love, hvorefter de skulle finde deres fælles Fader derinde og vende tilbage til et fælles Hjem, på „Bjerget”.
   Og Terese smilte mod ham, ømt, gennem Tårer.
   Han så det, hun stirrede ikke ung, bævende, mod en ny Verden, hun smilte, træt og ældet, mod en alt længe kendt, der dog først nu, i denne Stund blev levende og uomstødelig, den Verden, hvori han var hendes Broder og intet andet, og de to tilsammen skulle værne Livet for den lille, den unge dér, deres Lidelsers Søster og Barn.
   Han så, hvor Nanna var forynget, og hvor han og Terese var ældede. Han så Nannas første Fjed mod Livet og sit og Tereses sidste, ud på Øen, de Saliges, de Uselviskes Bo.
   „Å, jamen - jamen - -” Slutteren kom imod dem, ud fra Gangen, grå, med Nøgleknippet, „jamen - ja - -” han standsede og skyggede med Hånden for Øjnene.
   Skyggen af hans Nøgleknippe faldt forvirret ud over Brostenenes Sollys, som et Mørkets Kryb, der løb gennem Vårsolen, hen gennem Fængselsgården.
   „Hvad er der? er det - Fader - er han -?” Henning greb ham om Armen.
   „Ja, Ja,” stammede Arrestforvareren, „ja, vi kunne ikke hindre det, sligt sker jo. Ja, han havde gemt Giften på sig, et lille Pulver, og i Nat - -. Han var såmænd allerede kold, da vi kom.”
   Der brast et Skrig frem i Solskinnet, et Skrig fra de to Kvinder, som så de nu med Et Livet, deres Liv, dets Herlighed og dets Pris.
   Men Henning stod ubevægelig, midt i Gårdens Sol.
   „Død, død. - nu - netop nu -”
   - Slutteren drog Linklædet til Side, og Forårssolen faldt hen over den dødes Ansigt.
   Rolig hvilede det, rent og hvidt, i det hvide Lin, på den gulvlave Jernseng ved Muren.
   Henning sank på Knæ og Nanna ved hans Side.
   Terese stod for det lave Lejes Fodende med Hovedet bøjet i Solen, med alle de røde Lokker flammende fra det sorte Slør.
   Ikke en Lyd fra Fængslet. Koldt og stort og stumt hvælvede det sig om dem, evigt koldt og stort og stumt, hinsides Tid og Sted, det vældige Timeglas, hvori Sandet var udrundet, hvor Fuldendelsen var nået.
   Men højt derude sang og sang Lærkerne.
   Og her duftede, fra Fangens Arbejdsbord i Muren, af Høvlspåner, af friskt Træ - og Ligkiste.
   „Nanna,” hviskede Henning over den dødes Ansigt og de foldede Hænder, „Nanna, kender du ham?”
   „Nej, nej,” hviskede hun, „sådan så han ikke ud.”
   „Jo, Nanna, jo sådan så han ud hos Moder, på „Bjerget”. Jeg kan kende ham - -”
   „Hør, hvor Lærkerne synger! det er, som var det Moder, der kaldte på ham,” hviskede Henning.
   „Ja, nu er han hos hende igen,” nikkede Terese.
   Hun bøjede sig langsomt og blødt ned over den hvide Skikkelse, de ubevægelige Fødder, der havde løbet sig trætte fra „Bjerget” og hertil.
   Ja, nu var de forenede dér, hinsides Loven og Dommen, og de var tilbage, Børnene af deres Synd og deres Skæbne.
   Men Nanna lå stille, med foldede Hænder, og stirrede på Liget, stirrede med blide Øjne, stille og stum, som Barnet, det nyfødte, på Døden.
   Og de to andre smilte til hinanden, de to, som havde levet Livet og ikke kendte det, over hende, som kendte Livet, men aldrig havde levet det, over hende, der var deres Søster og deres Barn.
   „Fader,” Henning kyssede de kolde Hænder, „nu forstår jeg det: „Kom kun, jo kom I kun,” her til dig - og Moder, til det sidste, til den evige Ro, til de Saliges Ø ...”
   Han lukkede Øjnene, mod den dødes Hånd, som i Søvn ...
   „Henning, se,” Terese rørte ham let og pegede på Nanna.
   En Solplet spillede blødt på Nannas Kind, der var bleg og sunket som en gammel Kvindes og dog veg og øm som et Barns.
   „Ja,” han rejste sig tungt, som belæsset med sine Klæder, „ja, Terese, du har Ret. Hun er i Livet endnu, og vi må med hende derud.”
   „Og vi, Henning?”
   „Ja, Terese, vi - Jo, se nu skinner Solen også over os, nu vi rejser os op.”
   „Ja, ja,” hun knugede sine Hænder. „Og jeg tror, der er en Genopstandelse også for os.”
   „Ja, Terese,” han smilte mildt og vemodigt „for os to Søskende - på de Saliges Ø.”
   Hun sænkede Hovedet og rakte ham sine Hænder.
   Men Nanna stirrede stadig, undrende, på det døde Ansigt dér, det der var blevet ungt igen, uskyldigt og ungt og evigt.
   „Nanna, lille Søster, kom nu,” Henning rakte sin Hånd ud mod hende.
   Hun så op og smilte, vagt, sitrende, gennem Tårer, som den nyfødte mod det ukendte Lys, den drømte om i Fostertidens hede Mørke. -
   - „Men Terese - Nanna, se!”
   Henning standsede og pegede frem for sig.
   Over Kirkegårdsmuren, der mellem Haver og Buske strakte sig, så langt Øjet nåede, ud i det tågeblå Land med Horisontens fjerne Gårde og Landsbyer, i det blændende Solskin, vuggede sig de nys udsprungne Bøgekroner som en himmelfalden sky.
   „Har vi da været blinde? og ser først nu - da vi kommer fra Fængslet og Døden?”
   Lærkerne sang og sang.
   Opstandelsens Under var sket.