WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Loven




(1908)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


TIL

MIN MODER




THI DE BÆRER LOVEN SKREVEN
I DERES HJERTER -







I

 

Lyset derude fra Skyhimlen grånede gennem Verandaen og Døren ind over Gangens Tærskel og de nederste Trappetrin.

Niels Hilding bøjede sig frem mod det, idet han rullede Paraplyen sammen.

Silken klæbede af Væde mod hans Hænder.

Hans Øjne glippede op gennem Lorgnetten.

Askens Løv hang tungt foran Verandadøren, Lysthustaget glinsede sort.

Ja, al den Regn - endelig nu i Eftermiddag hoftede det lidt.

Kom hun mon ikke snart?

Han så opad over Trappens Mørke. Trinene skimtedes som Klippeafsatser, Korridoren øverst bag Mørkets Hinde, åndende Forventning -

Niels faldt i Tanker med Hænderne på paraplyens Greb og Øjnene ude i Haven, hvor Aftenens og Efterårets Skumring allerede stod. Klokken var dog kun omkring fem, og det var endnu i September. Men de havde jo ingen Sommer haft i År, al den Regn sænkede Mørke og Gulning over Åsens Skove og Sletten - denne Sommer med indendørs Dage -

Hvor stille her var, en havdyb Stilhed -. En Spurvs Pippen oppe fra Verandataget og Dråbers sukkende Dryp mod Stentrappen.

Husets tørre Duft blandedes i Døren med Grusets og Græssets besværede Ånde.

Nu kunne han høre Jagthunden Syrsans Gaben inde i Spisestuen og en sagte Knirken i Træværket.

Så lindt med al den Regn - Lorgnetglassene duggedes altid, måske derfor Tankerne blev så svale - som Blade sejlende nedad gennem en efterårskølig Skovsø.

Jo, han havde haft godt af al den Regn i Sommer. Der blev så dyssende tyst, når Rudernes Glas slørede alt derude.

Jo, på Landet hørte han hjemme, og mest som han havde siddet her bag sin Rude og set ind i Disen. Og om det havde været åbne Solskinsdage, var de da mon blevet så fortrolige som nu, bag de fire Vægge?

Der gik en Dør.

Han krykkede sammen, med Hovedet helt ned mellem Skuldrene - som revnede en Klippevæg. Han famlede travlt om Paraplyen, han havde jo ikke fået den rullet ind - så våd den var

Trappetrinene knagede, et efter et, som brast Lydløsheden, Sprække for Sprække, en Kjoles tætte Sus.

„Nå Hilding,” sang det på svensk, „skal vi så ud?”

Han så op, bøjet lidt frem over Paraplyen, mødende hendes mørktskyggede Øjnes Smil, de leverbrune Læbers lette Pusten. Hanskehånden lå på Gelænderet, Regnkåben stod åben om det høje Bryst.

„Ja, Frøken Norrcross, jeg har ventet og -”

„Har De ventet?” Øjnene smilte underfundigt, „og bandet Kvindens Sendrægtighed?”

„Sendrægtighed? nej for De - De måtte jo da - jeg véd jo ikke - Kjolen og sådan -”

Hendes Øjne dvælte på ham, tilknebne i en gylden Ridse, Munden smilte med et Glimt af Tænder.

„Nej, nej, Hilding, det kender De vist ikke meget til. Det har jeg nok mærket.”

Han svarede ikke, men holdt Døren åben for hende.

Han så hendes ranke Nakke under Fløjlshuen, den svaje Ryg - mon hun ikke var lidt højere end han? var det derfor, eller var det de År, hun var ældre, der gjorde, at han altid - så godt de dog nu kendte hinanden -

Å nej, det, at hun var Kvinde, var vel nok.

„Frøken Norrcross,” sagde han, idet de om Verandaens Hjørne med de visne Nasturtier drejede ud på Sletten, „mærker De det, at - at jeg kun har haft lidt at gøre med Kvinder, for meget?”

„Om jeg -” hun stansede, „å Hilding, nej!” de brune Øjne brændte til, ind i hans, „Gud velsigne Dem,” sagde hun sagte, hendes Blik døde bag Øjelågene.

De stod foran den lille Købmandsbod med de porcelænsfyldte Ruder, Kopperne lyste så koldt i Dagen.

„Gud velsigne Dem” - hendes Hemmelighed, græd den bag de Ord? Han famlede ved paraplyen - nej, nej, tie måtte han, hvor vovede han at røre det? før ville han -

Han skottede op på hende - de hvælvede Øjelågs Frynse, den stærke Næse, men Munden, lidt åben - den Mund, der gjorde ham tryg og varm, når Øjnenes morede Forsken havde ladet hans Hjerte krybe sky sammen - denne Mund med den korte, dunede Overlæbe, et Barns Mund under Gråd.

„Nå, Hilding, vi skulle vel egentlig videre?”

Hendes muntre Røst - han så op, glippende - dér, ja dér igen det lystige Blink i Øjnene - jo, hun havde ham lidt til Bedste, hvor kunne det være andet? hun, den skønne Kvinde, og han -. Han sukkede, de mange Bøger -

mange Bøger!” havde hun udbrudt den eneste Gang, hun stod dér på Tærsklen til hans Rum, og han rejste sig forvirret, i den lange Arbejdsfrakke med en Pen i den ene Hånd, og et Leksikon i den anden.

Han rystede på Hovedet - hm ja, så skulle hun bare se hans Stue derhjemme i Danmark, hvad dér var af Bøger!

„De ser så bedrøvelig ud, Hilding, er der noget i Vejen?”

„Hm - Frøken Norrcross, det bliver vel vor sidste Tur.”

„Ja,” hun nikkede, „for denne Sinde -”

Hans Øjne fløj hurtigt mod hende.

„For denne Sinde” - hvad betød det? mente hun da at de -

Han følte, undrende, sit Hjerte udvides, som i Håb - holdt han virkelig så meget af hende? og „Gud velsigne Dem” -. Jo, jo, al den lyssky Kejtethed, den havde ikke kun vakt hendes Kvindesmil. Nej, for hun var jo ikke som Margrete -

„Rut, kommer De da tilbage?”

„Tilbage?” hun så ud for sig, „nej, men -”

Men? men hvad da?

Nå, han gjorde en tyssende Bevægelse med Hovedet. Nu blot ikke gruble over det! han havde ejet, denne Sommer, så ikke sørge over, at det nu i Morgen var omme, glæde sig over det svundne, kom så end „denne Sinde” aldrig igen - og hvor skulle den det? Desuden „evigt ejes kun det tabte”, den lutrende Viden, havde den ikke alt længe været hans?

Bækken skyllede hen dernede over halvt druknede Brændenælder og Pilekviste. Med dyndede Hjulspor drejede Vejen til Åsen op i Hulningen mellem Kirkediget og Bækken, overskygget af dryppende Grene.

Men langs det mossede Dige, ligefrem, gled Landevejen under Præstegårdens Linde ud i det skyede Lys over Sletten.

„Den Præst bor godt,” Niels så gennem Hækken ind mod det gardinhængte Vindue bag Grenene, „men - ja, De har vel heller ikke set stort til ham?”

„Nej,” hun så frem for sig som i andre Tanker, „jeg kan ikke lide Præster.”

„Ikke lide - jamen -”

„Hvad?”

„Å jeg - jeg mente bare, Deres Fa’r og - sådan -”

Øjnene gled hen på ham, et Smil spaltede deres brune Mørke - ja, se nu morede hun sig igen over ham - men hvorfor skulle han da også buse ud med alting?

„Fordi Fa’r er Præst, kan jeg vel nok -”

„Ja, ja?” han nikkede ivrigt samstemmende.

Øjnene slap ham; men det skælmske Smil sitrede stadig om den brune Mund.

Så underligt, det Smil gjorde hende så helt ung. Hvorfor mon? mon det Smil altid havde spøgt om hendes Læber, da hun var tyve År?

Han listede forsigtigt Blikket hen over den ranke Hals, det høje Bryst, den smækre Midje i den korte Kåbe. Føddernes ligesom legende Gang under den lange Kjoles Folder. Som helt ung, havde hun da mon ikke været Glæden selv?

De gik nu ud under det åbne Skyhvælv med blå Skovtoppe pippende fjernest i Sletten, hvor Smålands Skovmørke slørede Åsen.

Hver langs sin Grøftekant gik de, med Sølets Sølv i Midten. Han huskede nok hendes Protest mod, at han af Høflighed traskede ved Siden af hende midt på Vejen og oversprøjtede hendes Kjole, og blot han vidste det -

Inde bag de regnfurede Markskrænter bølgede Åsen mod Himlen. Hvide Dampskyer røg over den fra dens utallige, lødskiftende Løvkroner. Røde Gårde brændte hist og her frem som Ildtunger mellem Granerne.

Ovre på hendes Side gabede Slettedybet helt bort under Kimmingens Grå med den synkende Sols Røde.

Foran kun Vejen, slyngende sig stum fremad, blinkende af Vandpytter. Herregårdsalléen trak frem i en gullig Mur. Ude i Slettetomheden en kalkkold Kirkebrik. Spredte, jordsovende Gårde. Længst ude, som en Sølvstreng, skar Vejen sig bort mellem Smålands Skovtoppe.

En Kragefloks Skrigen fjernt over Markerne. En Piben af en Vogn, der med Slæbebremse om Hjulet gennem Skovene knirkede ned mod Kroen. Ellers kun Himlens forsagende Skyrum.

Dette Land, han elskede at mærke sig svinde i det, som Regndråben nu gled bort i Sletten.

„At vorde stille i sig,” som det hed i „Gabriëlis”, den Bog, han havde studeret så nøje herovre, i Danmark den tyske Romantiks mest ægte Barn.

Ja, heldigt var det valgt dette Sted, og dog valgt helt i Blinde, efter Avertissementet. Og så skulle han ovenikøbet få Lov at træffe hende herovre -.

At en Kvinde kunne ligne ham så meget. Det havde han sidst af alt troet, og det gjorde hun nu alligevel, trods hendes store Overlegenhed, og hun vidste det selv, han havde læst det i hendes Øjne, når de dunklede hen i en Sorg, en Banghed, hvis Grund han ikke kendte, men hvis Væsen han var fortrolig med fra sig selv gennem mange År, så mange, at han syntes, det var alle.

Men nu - nu skulle hun jo rejse i Morgen -. Nå, så glæde sig over, hvad han havde fået, det Minde kunne varme mangen Gang til Vinter ved Bøgerne, som så stille en Ovnglød sprede sit røde Skær i hans Stue.

Han så over på hende og fornam pludselig et slidende Ryk gennem hele sit Legeme.

Hendes Læbe lyste fugtigrød over den svagtbøjede Hage, som en Blomst mod Skyhimlens Baggrund.

Et Klageskrig sank som et fældende Stål gennem alle hans Lemmer. Det mørknede om ham, pludselig, som kvaltes han, Hjertet gav et døende Gisp.

Han standsede, som omringet.

Hendes Øjne gennem Mørket.

Som et Vingefang lettede Angsten om ham - Aftenens Regnluft stod atter om hans pande, Vemmeslöf Kirkespir fjernt i Sletten.

Rut smilte.

„Véd De, at nu har De ikke talt til mig i over en halv Time?”

„Har jeg ikke? - undskyld - men, så længe kan vi da ikke have gået.”

„Ikke det? og da føler jeg mig allerede træt af alt det Vejælte og vil foreslå, at vi sætter os på den dér, dér er vist ikke videre vådt.”

Hun peged med Paraplyen på en Vejbuk, der halvskjult mellem det falmede Lindeløv krummede sin Ryg over de skæve Træben.

De stod inde i den lille Lund ved Herregårdsalléen, den eneste Trægruppe over den øde Slette.

Niels greb hastig Bukken og trak den lidt op af Grøftegræsset. Hans Blod var fyldt af en munter Trang til Handling, let befriet som efter en indbildt Livsfare, og - skyndte han sig ikke, tog hun selv fat, han kendte det.

„Ja, nu skal De se, når jeg nu slår min Frakke ud, kan vi godt sidde her.”

De sad på Vejbukken Side om Side og så mellem Lindestammerne ud i den høstskumrende Slette.

Fjerne Gårdes triste, røde Længer, et enkelt Blink af Hafsåens Vandspejl, Baneliniens Telegrafpæle. En rød og grøn Lygte var hejst ved Stationens fjerne Skiffer.

Tæt mod dem stod Herregårdens gultspættede Lindemur. Krone skød sig op bag Krone mod den slørede Parkmasse. Som et Jordbjerg lå den der mod Himlen. Slettens tvende, altid ubeboede Herregårde sov med sorte Ruder derinde.

Vognen var nået ned på Sletten og knirkede histovre ad Landevejen til Halmstad.

Niels stirrede undrende hen for sig. Hvad var det dog, det før, det Jag, hvor kom det dog fra?

Han rystede stille på Hovedet - kunne det virkelig nå ham endnu? så længe siden det var - han troede, han var ude over det.

Troede? han smilte svagt - ja, selvfølgelig var han det - å, det var nok længe siden, han havde været så ung, Gudskelov! Men Livet, utrætteligt var det -.

En Klokke begyndte at ringe langt ude fra den nu skjulte Kirkebrik, en spæd og mødig Lyd, der klagede hen gennem Luften, over deres Hoveder, bort i Tågen.

Han bøjede sig lidt forover. Jo, men sad de nu ikke sammen her, de to, som ved Alder og Erfaring var nået ud over Livet, nået til en Fred som denne Aftens med den enlige Klokkestemme under Efterårstågen, Livet, det kunne dog overvindes.

Han så op på hende. Hans Hænder tog tættere om den våde Silke.

Stift, som skåret i Sten mod Skyhimlen ude i Lundens Gab, stirrede hendes Ansigt. Brynene højt over de opspilede Øjne, Munden åben med dybe Furer fra Vigen ned om Hagen -.

Det rørte sig i hans Hjerte så blødende hedt, at det slog ud som røde Pletter i den våde Skumring.

Så gemte han Øjnene ned i Vejgrusets vådtblinkende Stene, Fingrene famlede i hverandre om Stellets tynde Ribber.

Hun ovre det,

Å nej, nej, midt i det var hun nok, midt i Viljens Kraft og Smerte.

Å, om han måtte, om han kunne skænke hende Fred, sit eget Sinds lovlydige Skumringsfred! A, hør, å hør det - opgiv det og bliv stille! Eller - nej, det var vel med hende, som nu før med ham, kun et Minde - fra Blodets Dage, fra Livets Dage?

Han mødte hendes Øjne - hedt som to Dråber Blod brændte de under de mørke Brynhuler, Munden gabte hjælpeløs.

„Frøken - Rut - må jeg -” hans Hånd famlede efter hendes, „jeg véd Selv -”

Øjnene tindrede frem i Gnister, de gustne Kinder blussede, hun gav et kort Latterkluk.

Han løsnede sin Hånd, forvirret.

Men hun drog den til sig i et hastigt Tag.

„Å Niels, ikke vred - men, Deres Ansigt blev for højtideligt! Å, å min Gud, hvor kan jeg -” hun bøjede sig atter fremover, som knækket, med Hånden i Tindingen, Læberne hang slappe.

Han voved ikke at røre sig, han holdt Blikket stift fæstet mod sin Galochesnude - ingen anden Lyd end den dumpe Klokke, nu Vognen var knirket ind i en af de røde Gårde.

„Niels.”

„Ja,” åndede han.

„Kender De de Ord: „Wer immer strebend sich bemüht, den können wir erlösen?” ”

Han lyttede - hvor underligt - svangre de lød, de Ord, så fyldte. Var det det svenske Mål eller - var de tunge af et Menneskes Blod? var de ikke et Citat, men en Tro, hendes? de Ord, hvis Tryktyper var så velkendte for hans Øjne.

„Ja, ja,” han nikkede.

„Tror De på dem? at de er sande?”

„Sande - hvordan?”

„At - at vi,” hun sad så dukket, at han kun så Tindingens blonde Hår under Fløjlsbaretten, „når vi kæmper for det, der ikke kan andet end stå som Ret for os, tilsidst vil - vil blive forløste i Fred? selv om vi ikke kan give efter?”

Han bøjede sig lidt frem og strøg den anden Hånd hen over hendes, der hvilte i hans, hans Øjne blev så rolige bag Lorgnetten.

Stakkels Barn, stakkels Barn, her er du dog Barn, er du mig end overlegen i alt andet! Jeg kender ikke din Kamp, men din Smerte, den har jeg levet og levet mig udover forlængst -.

Men Livet, at det endnu levedes så heftigt i Menneskehjerter - i hvor mange År havde det ikke stået for ham, som var det ophørt med hans, som var Jorden svunden i Tåge med hans Ungdom, som var den, den forliste, selve Verdens?

Han klappede stadig hendes Hånd i sin, rådløs.

„Å Rut, det - det gælder jo kun for os at finde Ro.”

„Ro?” hun så op med et blankt Glimt i Øjnene, „nej nej da, det gælder da om at leve.”

Leve? han rystede svagt på Hovedet. Ville mon aldrig den Fordring dø? dette i hver Grav udslukte og med hver Fødsel påny tændte Krav, denne Slægternes Rejsen Kloden rundt? Kunne da ikke en enkelts Rejse gøre det? han, som vendte tilbage og meldte, at der intet var uden den genkommende Kredsen.

Hun tav atter, med sin Hånd i hans.

Kun fjernt i den fugtige Aften den enstonige Klokke.

- Lige i det faldende Mørke nåede de hjem til Gæstgivergården under Åsen.

Lysthustaget blinkede stadig lige vådt som en Dam imellem de ludende Træer.

Haven gik i Et med Åsens Skove og Skyerne over dem.

„Nå, det var da endelig en Tur, hvor vi kom tørskindede hjem,” sagde Rut, idet hun slog Regnkappen tilbage fra Brystet.

„Ja, ja,” han nikkede, idet han famlede sig frem til en Krog med Paraplyen.

Syrsan kom logrende med det firkantede Hoved fremstrakt og sammenknebne Bagben. Halen bankede mod Plankerne, dens brunspættede Skind lugtede af Regnen, gennemsivet som hele det skumrende Rum.

En pludselig Lysning slog som en Stjerne ud over Ruden mod Gården. En Lygte bares over mod Stalden. Længernes skorstensløse Tage skimtedes forvisket derude mod Himlen, Birkenes Hoveder dunkelt ovenover.

Rut blev stående lidt i Døren, stirrende ud i Træernes og Skyernes kuplede Mørke. En kold Dråbe strejfede hendes Kind.

Det gav et Gys om hendes Skuldre, hun vendte sig.

„Jeg går blot op og sætter Håret, så kommer jeg ned igen. Det er vel Tetid?”

„Ja - ja, så venter jeg så længe.”

Trappen knirkede under hendes lette, hurtige Trin.

- Niels Hilding gik langsomt med Hænderne på Ryggen op og ned ad Gulvet i Spisestuen, følgende den grårøde Løber.

Lyset fra Lampen midt på Borddugen nåede kun halvt op mod Loftet, Bjælkerne skumrede foroven i tykke Mørkeslør.

Nu han gik fremad, glitrede den tårnagtige porcelænsovn ham koldt i Møde, en Buket Regnfang gulnede på dens Hylde. Klaverets Taster tav i et Smil, Nodernes Stabel -. Så ofte hun havde siddet dér på Taburetten, og han på Hynden i den gammeldags Hallændingestol, lyttende til det Sangvæld, hendes stærke Hænder tvang frem fra det forskregne Instrument -

Nu han gik tilbage mod Vinduerne, grånede Aftenen ind imod ham mellem de vævede, hvide Gardiner, et Skimt af Købmandsbodens slukte Ruder og Kirkegårdsdigets Kalk, så regnkoldt.

Man måtte vist snart til at fyre i Kakkelovnen - hm, mon disse Ovne kunne varme så hyggeligt som de sorte hjemme? de lignede rene Isfjælde. Han havde jo bestemt at blive her mindst et Par Måneder endnu.

Han standsede foran Bordet - den hvide Dug lå stum under Lyset bort i Skumringen, Dampen fra Tekedlen snoede sig tyst hen over Brødbakken, de blanke Fade og Tallerkner. De to højryggede Stole så hver fra sin Side Bordet højtidelige, ventende mod hinanden.

Ventende - ja - men i Morgen, i Morgen Aften, da ville han sidde ene her, og Stolen derovre stirre blindt på ham - Han sukkede kort, og drejede sig i det samme.

Hun stod bag ved ham i Døren, høj og rank, med det blonde Hår rejst i et Brus over Panden, de mørkebrune Øjne smilte muntert i hans, Hagen var let sænket.

„Nå, beder De Bordbøn, Hilding?”

„Bordbøn? næ - nej, men -”

„Så er De måske bare sulten og bander igen Kvindens Sendrægtighed?”

„Igen - jeg - jeg har virkelig aldrig, å Rut, det véd De godt.”

Hun gik forbi ham, med et kort Nik.

„Ja, Hilding, jeg véd det, De er nem at komme ud af det med - og nu skal jeg skænke Deres Te til Belønning.”

„Tak - Tak,” han satte sig med Skøderne varsomt slået til Siden.

Han så over mod hende, mens hun med Tekanden løftet i den sorte Fløjlsarm skænkede den dampende Drik op i de hvide Kopper. Hun holdt den tunge Sølvkande fast uden at dirre.

Så underligt at få sin Te skænket af så stærk en Kvindearm -.

„Rut.”

„Ja.”

„Å det var - jeg tænker blot på at - at i Morgen må jeg nok selv skænke Te til mig.”

Hun så over på ham, skælmsk.

„Nå, det var „blot” det, De tænkte?” hun satte Kanden fra sig, „men - det kan vel ellers Kaisa gøre for Dem.”

„Kaisa - å,” han sukkede, idet han trak Tekoppen hen til sig og begyndte at røre, „nej, Frøken Norrcross, jeg vil savne Dem.”

„Vil De det, Niels,” hun sad med Hånden under Tindingen og så ind i Lampeluen bag den matte Kuppels Grantræer, „jeg vil også savne Dem, Niels.”

„Vil De?” han så åbent op med et lyst Smil, men slog hastig Blikket ned, ville hun nu more sig over ham igen eller -

Men hun sad ubevægelig og så stadig ind i Lampens Lys, kun Fingrene spillede i det lyse Hårs Purr.

Lillefingeren hvilte, den Finger, der fra hendes Fødsel var krummet, så hun aldrig kunne blive den Klavervirtuos, hun fødtes til -

Var det den Finger: den aldrig forløste Trang, det aldrig fuldbragte Kald, eller - Han faldt i Tanker, med Skeen i Koppen, seende hende lige ind i Ansigtet, dette store, stærke Ansigt med den lidenskabeligt mørke Teint og de viljetætte Bryn, dette treogtrediveårige Ansigt med den dybe Rynke i panden, de mørke Grådskygger under Øjnene og Furerne langs Munden.

Hvorfor lå der Skygger over dette stolte Ansigt? hun, den skønne, sunde Kvinde, hvorfor sad hun dér, enlig endnu, mens alle de andre -? Var der virkelig de Kvinder til, som ikke kun ville Ægteskabet: Manden og Børnene, Favntaget og Fødslen, som havde ikke blot en Kødets, men en Sindets Fordring, som - som var Manden lig, som kunne forstå ham, men så også måtte dele hans Kår?

Og - ja blev de da måske ikke tyngere end hans? ti var hun ikke, mer end han, et Væsen bestemt af sit Blod, og kunne hun, som han, overhøre dets Røst, uden hun, borte fra det, frøs ihjel? Rut her, sagde hun det ikke før: „Det gælder om at leve -” men da -

Margrete - han lukkede halvt Øjnene, som i en gammel Vane - havde hun ikke, først til hans foragtende Fortvivlen, siden til hans opgivende Beundren lært ham det om Kvinden: at hun var ene det animalske Livs Grumhed og Sejr? Og nu Rut, disse hede Øjne, denne yppige Mund, dette fyldige Bryst under Kjolelivet, hendes tørstende Stemme -.

Han jog sammen - han havde hendes Øjne lige ind i sine, den gyldne Gnist tindrede.

„Nå, Hilding,” hun greb om sin Tekop, „skal vi ikke se at blive færdige, at Kaisa dog en Gang kan få ryddet af Bordet? skal jeg tage Deres Spejlæg over til Dem, ellers spilder De det naturligvis både over Dugen og Dem selv.”

Han smilte undselig, men han følte som en lun Varme om sig - den moderlige Ømhed i hendes Øjne, mens hun sagde de drilske Ord. De ildfulde Øjne, ejede de også dette Udtryk?

„Herlige Kvinde,” sagde det inden i ham, „herlige Kvinde” - å, hvad var vel Manden?

Han strøede langsomt Salt på Ægget. Jo, hun havde til Kvindens Kraft Mandens Omtanke, Mandens Hensyn.

Det knirkede ved Døren, Kaisas trevne Ansigt så ind, kobberbrunt under det tottede, grå Hår.

„Ja, ja, vent nu lidt, så er vi færdige,” smilte Rut, „jeg skal blot have mig et Stykke Knækbrød til.”

Døren droges atter til, Kaisas Tøfler listede filtet over Murstensgulvet derude.

„Hvor er Mosjø Appelblom i Dag?” spurgte Rut.

„Han er taget til Halmstad i Morges tidlig.”

„Nå, så er det ikke sært, Kaisa er så gnaven, så ved hun nok, i hvad Tilstand hun får Kavaleren hjem. Tak for Mad!”

Rut rejste sig let, hun slog med Servietten Smuler fra Bordet.

„Så, skal vi så have lidt Musik zum Schlusz?”

„Ja, ja,” han så ivrigt op, „ja syng den, netop den De nu nævnede.”

Rut lo, hun stod henne ved Klaveret og slog prøvende dets Taster an.

„Det var nu ikke Meningen. Men lad gå!”

Han tog skyndsomt Plads i Hyndestolen med Blikket ufravendt på hende.

Og under Kaisas Listen ud og ind og Klirren med Fade og Tallerkener steg hendes heftige Stemme over Klaverets Takter.

Hun sad med Nakken tilbagebøjet og Øjenbrynene løftede, Håret bølgede langt tilbage over Ørene, Brystet svulmede og sank, Hænderne greb til, og frem bruste stolte, svenske Hymner til Heltekongerne, Dalarbønders Oprørssange eller Troskabsed, Kanontorden fra Lützen, Dødsskrig fra Poltava - til alt blandedes, og kun et milelangt Sus af Granskove, fyldt af fjerne Fossefald, hviskede ud - -

Hun tav, med Hænderne på Klaveret og Øjnene stirrende stift op mod den mørkt panelede Væg. Lampen brændte enlig, høj og hvid, på det ryddede Bord.

Så slog Hænderne pludselig ned om Tangenterne som Kløer om Bytte, hun sank forover, og Sangen stormede frem, voldsom, så han uvilkårlig lænede sig tilbage med Hånden fremstrakt.

„Hr, Sten, den unge Sture,
han stridde i Dufnäs skog.
Och om mig så vingar bure,
jag vet, hvart jag flöge nog.
„I ärliga dalarbönder,
slån skölder och hjälmar sönder!
Vi frukta för ingen, vi!
Jag ser i min skara mången,
som kämper för förste gången,
men riddare kan han bli!”

Hr. Sten, den tappre Sture,
höll slag vid Brännkyrka by.
Och om mig så vingar bure,
dit ville väl nu jag fly.
„Nu gäller stå eller falla,
hvem är mig en man för alla
och bär vår fana I dag?”
Då trädde där fram gullhårig
en yngling, en tjugoårig,
och svarade: „Det gör jag!”

Hr. Sten, den trogne Sture,
han föll vid Åsunda sjö.
Och om mig så vingar bure,
nu flöge jag dit att dö!
När slagen han låg pa båren
och yrsnön lekte i såren,
de sina han blidt såg an.
„Hvi bleknen i män för döden?
Friskt mod! Ty när störst är nöden,
nog finner väl Gud sin man!” ”

Hun rejste sig, let duvende i Hofterne, med det funklende Blik på ham.

„Nå, nu går jeg ovenpå, vil De med?”

Han rejste sig fortumlet - der gik som vilde, røde og gule Flammer for hans Blik.

Den Vildskab, den løsslupne Kraft i Sangen og Spillet, den Storm af Livsens og Dødsens Mod -. Hvad rummedes der inderst i denne Kvinde?

Der løb et let Gys igennem ham, som var der slået Ild mod hans stille Rude.

Var Kvindens Styrke ham nu atter nær?

Han gik langsomt bagefter hende opad Trappen.

Det skreg i hvert Trin, Rækværket knirkede. Alt var så ubrugt nyt i dette Hotel.

Hendes sorte Fløjlsslæb fejede foran ham - som Dronningens foran Pagen, han smilte lunt.

Nu var de oppe i den lange Korridor med mange stumme Døre lukkede ind til begge Sider og den grå Løber midt i Mørket imellem dem. En Petroleumslampe brændte på Trappehjørnet med Spejl i Altandørens vådtduggede Dunkelhed.

Han åbnede som altid om Aftenen Dobbeltdøren ind til „Salens” lagenhyllede Møbler.

Askens sorte Krone skimtedes hvilende derude, Lysekronens Prismer perlede som Dråber. Kaisa havde som sædvanlig undladt at tænde.

„Hvad nu?” han vendte sig mod hende.

Hun smilte.

„Hilding, hvad siger De, om vi går ind på mit Værelse? dér er da mere lunt, og siden det er sidste Aften, skulle vi da gerne have det lidt hyggeligt sammen. Cigaretter har jeg - men det er sandt, dem gør De jo ikke videre Fortræd.”

Han lukkede langsomt Døren ind til „Salen”, med nedslagne Øjne. Ind på hendes Værelse, hvor gerne han ville det, se det, inden -. I Morgen Aften, da færdedes han altså alene heroppe i Gangene.

„Værsågod.”

Hun slog Døren nærmest Altanen op, han skimtede Vinduet som et gråligt Spejl.

„Har De Svovlstikker hos Dem, at vi kan tænde?”

„Å nej,” han trak Døren til bag dem, så Skæret fra Ganglampen brat sluktes i Mørke, „skal vi ikke, Frøken Rut - sidde lidt uden Lys?”

Han famlede om sig.

„Ja, ja, som De vil - men så sæt Dem her, pas på.”

Han mærkede hendes Hånd over sin, pressende den ned mod en Stols ru, hemmelighedsfulde Plys. Han satte sig.

„Så lægger jeg mig lidt ved Siden af på Sofaen, det kan vel ikke genere Dem?” hun lo, „det er jo mørkt.”

„Nej, nej,” mumlede han, idet han skubbede sig til rette på den lave Stol.

Hvor kom han hende nær, hvor blev der altid inderligt i Mørke.

Det suste fuldt af hendes Klæder, idet hun lagde sig - så knirkede det stift af Skoene, hun puffede løs.

Han lyttede med bøjet Hoved - så underligt, han nu atter hørte de Lyde nær, den Hvisken af en Kvindes Klæder, så lønlig og så beroligende til Manden, at han er ikke ene i sit Køn.

Han strøg Hånden henover Panden. Ja, det var længe siden Margretes Klæder suste om ham, - men fornam han ikke i sin Hud deres Duft den Dag i Dag, deres Friskhed og Varme.

Men - Rut og hun, hvad havde de med hinanden at gøre? Margretes attenårige, hensynsløse Livstro og Rut, hendes treogtrediveårige, tåresvangre Tvivl?

Og dog - så levende Mørket var, så åndende varmt, som Mørket i gamle Dage i hans Stue over Fjorden derhjemme, når hun var hos ham.

Om han åbnede Ruden her, ville han fjernt ude bag Sletten høre Havet bruse, som Fjorden bruste derhjemme under hans Forældres Hus. Og se dér på Ruden Askens Løvskygger som Skyggerne fra Poplerne på Landevejen udenfor Haven, og hendes Åndedrag i Mørket.

Snak, hvad var det? hvor ville han ligne? som om Rut og han kunne -. Å nej, han rystede på Hovedet, dertil hørte nok mere, end de ejede!

Men - så levendegørende at fornemme hende dér foran! Om det havde været en Mand, de havde siddet hver i sin ensomme Varmekreds, men nu -. Hele Mørket blev varmt, fyldt af Åndedrag, af Hjerteslag, næsten stemmende varmt.

„Hilding.”

„Ja.”

„Hvis De vil have Mørkning, må De virkelig tale til mig, ellers - jeg holder ikke af at ligge her.”

„Ja - ja, Frøken. Jeg sidder og tænker på Deres Musik, hvor selvstændigt De dog spiller.”

„Jeg!” det gav et kort Ryk i Sofaen, Stemmen skar, „hå, hvor kan De dog sige det - med de Fingre!”

„Å det -”

„Jo det, også det blev til ingenting - alt andet jeg har villet her i Livet!”

„Men Frøken - Rut, jeg -”

„Jo!” stødte hun ud, med sammenpressede Læber, han mærkede, hun vendte sig på Sofaen.

Der blev dyb Stilhed, så spurgte han varsomt:

„Rut, hvorfor kan De ikke lide Mørket, jeg har netop altid elsket det.”

„Å,” det kom en Stund efter, som langt borte fra, „det er - fordi jeg er bange.”

Han lyttede.

„Bange? - for hvad?”

„Jo for,” Mørket dirrede, „når Lyset er omme så - så begynder man at se.”

„Hvad ser man?”

„Det som er bagved, det som man ikke tør se, og som nu vil redes ud.”

„Ja, men -”

„Ja, jeg véd det, jeg er fej.”

„Fej, De? å Rut -”

„Jo, jo, men - når man véd, at - Mørket vil begrave en, at man, om man begynder, vil miste Livet -”

Hun kastede sig om, så Fjedrene jamrede som mange Leers Strygen.

Han sænkede sig forover for beroligende at stryge sin Hånd mod hendes Kjole, men følte hendes Fod levende under sin Hånd, og standsede forskrækket.

Rut lå atter stille, hun drog ikke Foden til sig, og ubeslutsom blev hans Hånd liggende på den tynde Strømpe.

Han mærkede den runde Varme igennem, og en fjern kendt, velgørende Følelse fyldte ham. - - Men - hvor kunne han? - stred ikke hendes Hjerte, så han fornam det? hvor kunne han da føle sig sejrrig ved hendes Kvindelegem?

„Niels,” kom det, brudt.

„Ja?”

„Jeg - jeg har faret så ilde i Livet - og - jeg mente det så godt og ville så meget.”

Han bøjede sig hastigt med sin Mund mod hendes Fod, som måtte han standse et fremvældende Blod.

Å, al Ungdom, det evige Spild - o I hvis Time det nu er!

Han mærkede Fodens fine Ben sitre under sine Læber.

Så rejste hun sig hastig, med et Greb om hans Hånd og slog Kjolen over sin Fod.

„Niels,” tonede det blødt, han mærkede hendes Fingre let mod sin Kind.

Han slap og lænede sig tilbage i Stolen. Han følte sine Tindinger tunge af Blod, det svømmede gråt for hans Øjne. Hans egen Ungdom, hans egen Kamptid, hulkede den sig vågen i ham påny, uselvisk, med hele Menneskehedens Røst? uovervindelig i sin Smerte som aldrig før?

„Hvor De er en underlig Mand -,” lød det langtrukkent, som i dybe Tanker.

„Rut, det - det har De sagt så ofte før. Hvad mener De egentlig?”

Han søgte at stive sig op på Stolen, fraværende, rystende sig som for en tung Regn.

„Å -” svarede hun som langt borte fra.

Den hvæsende Lyd af en Vogn, der under Bremse sneglede ned ad Åsvejen, savede. Et Piskeskrald, og så den dundrende Buldren over Broen, Hjulene skramlede på Stenlægningen foran Købmandsboden, Ruderne klirrede heroppe, så skares Larmen bort bag Murhjørnet.

„Niels,” Stemmen lød pludselig så høj i Stilheden, „De, som har læst alle Bøger, kender De Hans Larssons „Studier och Meditationer”?”

„Hans Larsson?”

„Ja, han er Professor i Lund. Der er nogle Ord af ham, som jeg gerne vil sige Dem, nu vi skal skilles.”

„Ja, ja,” han nikkede, forundret, mod hende.

„De er sådan: „Jag var lycklig att få höra ljudet af en väns röst midt igenom hela vanvettskonserten, och lade mig trygg att hvila i denna ton, lycklig att hafva lefvat och fåt höra.” Det var de Ord, Niels, jeg gerne ville sige Dem i Aften.”

„Rut!”

Hans Stemme sprang som for en Blodbølge fra Hjertet. Han følte hendes Hænder om sine Kinder, hede, og en fugtig Munds Kys på sin Pande.

„Tak Niels, fordi jeg fik en Ven i Dem, skønt De var Mand, og gå så. God Nat.”

- Han stod ude på Gangen, i Petroleumslampens Lys, med Korridorens Tunnel foran sig. Nattens Kulde åndede gennem Altanruden.

Han pressede Hænderne mod sin Pande.

En underlig Mand - huskede han det ikke, i Begyndelsen af deres Bekendtskab, hun holdt ikke rigtig af at følge med ham ud på ensomme Ture, hendes Blik kunne da blive så forskende. Og når han pludselig, i meddelsomme Tanker, kom ind i Salen her ved Siden af, og hun sad dér ene ved Vinduet mod Sletten, da fløj Øjnene hen imod ham, og det gav et Ryk i hende, som måtte hun gå -. Så undrende bedrøvet det havde gjort ham - hvorfor, hvorfor dog? alt blev så mismodigt ringe. Han blev så flov ved sig selv og ved deres Venskab - som havde de uforvarende set hinanden nøgne. Hvor kunne hun dog?

Men det havde han glemt nu forlængst, de sidste Par Måneder havde de jo færdedes så fortroligt, så venskabeligt sammen. Men hvorfor havde hun -?

Havde hun erfaret andet? var det dette, hun måtte kæmpe igennem? og frygtede hun, at han - og havde hun ikke Ret til -?

Han fornam pludselig en sær, synkende Fornemmelse i sig, som ved Mellemgulvets Forskyden, og en stærk Kvalme. - Var der endnu stedse en Mand i hendes Liv, og -?

Å, han havde syntes, at de helt var lige! Skulle han nu få samme Følelse overfor hende, som han havde overfor alle de andre, der var med i Livets Hemmelighed, så fattig frysende som Barnets, der har blandet sig i de voksnes Lag?

„Hilding?”

Han foer sammen. Hendes Stemme bag Døren -.

„Nå, De er der endnu. Husk blot at slukke Ganglampen, Kaisa får vist nok at gøre med Mosjø Appelblom, når han endelig kommer hjem. Og Tak for i Aften, Niels. God Nat.

„God Nat, Frøken Norrcross, god Nat, og sov godt.”

Han løftede uvilkårlig Hånden mod Døren.

Hun svarede ikke, men - hørte han ikke som en Lyd derinde fra, en bristende, et Suk, halvt spottende, halvt resigneret? De voksnes Suk, der hører Tale om Lykkelandet.

Nej, alt var lydløst, så lydløst, at han hørte Dråberne dryppe fra Verandataget gennem Stilhedens Kogen. Nattekulden åndede over hans Nakke som en ensom Mund.

Han listede sig på Tæerne forsigtigt hen ad Løberen mellem de stumme Døre, der fulgte, en efter en, som Ligsten gennem en dunkel Katakomb.

Han drejede om Hjørnet, ind i en ny, lidt lysere Gang. Forude dæmrede et højt Vindue, han skimtede de sovende Birke bagved som Skygger i et natligt Hav. Så var han ved sin Dør og snoede Vriddet om.

Vinduet hang bredt og blegt på Væggen, Lampen som en Gople, Bøgernes hobede Masse.

Han stødte tungt imod, så cirklede han sig udenom, med Hænderne famlende mellem Bogblade, dukkede frem i Vinduets Lysning og gled ned i Lænestolens fjedrende Synken.

Mosjø Appelblom lavede selv alle Fjedre og Madrasser i Huset, de var ikke så lidt løse.

Døren blev stående åben bag Lysets dæmrende Horn.

Med Hånden i Tindingen sad han og stirrede gennem det kolde Glas ud i Natten.

Vagt skimtede han Landevejens Grånen dernede. En Gårds Tag som en Jordvold, så stod Mulmet på.

Men nu Pulsenes Dunken ved Øret mindskede, lød et svagt Sus. Havet langt ude, en fjern Storm havde sat i Gang; Det rev pludselig i hans Årer, som sledes Blodet igennem dem. I et Nu følte han sig som udstødt, drivende på en Isflage bestandig længere bort fra alle Mennesker, al Varme.

Han havde jo troet det, han var hendes inderste, eneste Ven og så - hvad var det alt? Barnestreger mod det - det, han nu forstod!

En voksen Mand, en rigtig Mand, den ramme Virkelighed.

Udenfor var han, heller ikke her havde han Ejendomsret.

Så svækkende en Følelse - som dens, der vises bort fra en uberettiget Plads, hvor han sad i Glæde og god Tro.

Tale med ham kunne hun, i en Ferie, men -

Men hvad?

Nej, nej dog!

Han greb hastig frem for sig, som afværgende.

Nej, nej, ikke lade sig forvirre, ikke lade sig dette Mindes Stilhed og Skønhed forvanske, ikke lade sig franarre den Ro, han nu havde nået, den Vis at leve Livet på, der ene var ham den holdbare!

„Lyden af en Vens Røst” var det just, han havde hørt og -

Jamen i Morgen, da var han atter alene i Verden, med et Minde, mens han, den rette Mand -

Han svøbte sig som i Blinde udenom Bordet og hen til Døren, foroverbøjet, lyttende.

En Hvisken i Birkeløvet udenfor, hvor Regndråberne gled fra Blad til Blad.

Hvad - han fløj sammen som for et Stød gennem Kroppen.

Det gule Skær skydende Mørket bort dér fra Gangens Munding i en blank, stiv Skråvæg.

Lampen - han havde glemt at slukke!

Som draget listede han hen ad Tæppet, han måtte jo -

Tindingerne, så de hamrede Stilheden i Stykker i hans Øren.

Nu sneg Regndråberne sig udenom Huset og han sig hen igennem det. Hvorfor?

Jo - nå, Lampen.

Nu stødte han mod den skarpe Lyskant. Han ligesom reves itu på dens Eg. Han fornam som en skamfuld Smerte, et åndetungt Besvær. Han lukkede forsøgsvis Øjnene, med famlende Hænder. Han følte dem skåret som på Knive.

Å Rut, sov hun?

Den Lyd, han havde troet at høre derinde fra, det opgivende Suk -

Og hver Morgen når han spurgte, havde hun rystet på Hovedet med sammenknebne Læber: Nej, nej, ikke én Time sovet.

Sov hun heller ikke nu i Nat? nu han vidste det, hvor angst hun var i Mørket, i Mørket, der ville begrave hende.

Hun, den stærke, dristige Kvinde, hvis Smil gjorde ham så drengeforknyt, nu var hun mørkeblind, vildfaren, og han var den stærke, han, som først så i Mørket, som havde elsket Mørket, altid.

Mørket om Aftnerne, som Barn over Fjorden derhjemme, når det og Blæsten, der hviskede ude fra Havet gennem den skræntagtige Haves Buske og Træer, gjorde hans Hjerte så anende, svulmende stort.

Mørket siden, når han ikke så, men følte Margrete i hede Kys og tætte Favntag, og han og hun og Mørket blev én bankende Gløden.

Mørket senere, da det blev så uforstyrret og koldt, og hans Hjerte frøs sammen i dets Tranghed.

Mørket nu sidst, når dets Dug lukkede hans læsehede Øjne, og hans Tanker flød hen, viljeløse som Tangen gennem Fjordvandet derhjemme. Han kunne aldrig sove uden bag de sorteste Rullegardiner, uden han vidste, at hver stikkende Lysod var slettet i Mulm. Bevidstheden om hvert vågende Lys var som en frysende Hudplet.

Og nu - den Sorg, den Sorg - han fornam ved den så fredløst sin egen Smerte om igen, Livet, der ikke var døet.

Han bøjede Øret mod Dørlåsens Kulde, med tæt lukkede Øjne.

Så tykt og stumt mod hans Øre, som lyttede han mod et Bjerg og dog - det rørte sig levende, som en Blodsdråbe i Stenen, dybt inde.

Jo, jo, hun lå vågen derinde, ubevægelig udstrakt, seende ret op i Mørket med de store Øjne, med knyttede Hænder, angst, angst for sit Liv.

Om - om blot du kunne opgive, om du -.

Eller - gaves der dem, hvem Lyset var så alt betydende, at Mørket måtte blive dem Graven, ikke Vuggen?

Og da, hvor kunne han da nogensinde finde Ro? Mindet om Lyset i denne Nat, om Smerten i dette Sind, ville det ikke holde ham vågen fra nu?

Ja Lampen dér - han glippede angst mod den.

Urokkeligt skrællede den hans Øjenlåg af.

Fortrød han da, han havde mødt hende, at han havde åbnet sit Hjerte for hende, så det fyldtes med Smerte?

Men han havde jo troet det, at Livet var omme.

Å, men blot denne Nat i Ro, blot denne sidste Nat!

Han jog sammen.

Et tungt Bulder, som væltede Stilhedens Mur over Ende.

Vognhjuls Kværnen over Brosten, Hestehoves Klapren, som Bliklåg.

Verandadøren sprang op dernede, hvinende. Et flammende Lysbål over Altandørens Rude.

Stemmer, én arrig, søvndrukken, én lallende, højtidelig.

Niels pustede mod Lamperøret. Osen slog ham kvælende i Møde, Luen dukkede som en Orm.

Appelblom - når han var højtidelig, var han allermest fuld. Om han opdagede, her var Lys heroppe, så ham her foran Døren -.

Han drejede sig, i Blinde, med et ilsomt Kys mod Nøglehullet, han fornam det, som åndede en Mund hans i Møde.

Ja, kunne jeg ånde Ro i dig, du fredløse Hjerte, sov nu, sov og glem!

Så flygtede han tilbage gennem Gangen, mens Larmen dernede voksede ham op over Nakken, med trampende Støvler, med knagende Trapper og skændende Røster.

Men nu var han i sit eget Værelse og slog Døren i som en Luge mod Støjen.

Nu murrede den kun dybt nede.

Han sank lidt sammen i Skuldrene, med tilknebne Øjne, åndende ud i Havets fjerne Dyssen.

 

 

Kapitel 2 >