Loven

---

Harald Kidde (1908)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

IV

 

Aftenrøden brændte Horisonten under de sorte Skyhobe.

Hvide Dampe svævede op fra Elvens krumme Løb dybt under dem. De mægtige Fyrrekroner, der ludede over Skrænten, svulmede i Disen. En dump og rå Lugt åndede om dem, som af Skovens Inderste, af Rødderne og Stenene.

Ubevægelige sad de på Mosblokkene ind under Fyrreskovens mørknende Hang.

Gennem det sorte Aftenøde larmede ene Elven i rasende Løb dernede om Brinkens bratte Hjørne, skinnende af Skumhvirvler. Aftenrødens Ildstribe brændte hedere og rødere, sortstribet af de hinsidige Moseskove, svidende dem med sin Brand, forkullende dem i sit Mørke.

Ubevægelige stirrede de ud over de kratkrøllede Mile - Blink af spejlende Vande, solrøde eller skysorte. Enlige Fyrrers Kroner spredte som Kugler bortover de violblå Buskadser. Og den hvide Røg fra Elven bestandig dampende op.

Efter lange Pauser et svagt Rovfugleskrig, en fortabt og forgæves Lyd. Ellers kun Elvens Løb, hårdt, vredt, flygtende for Himlens Skymasser. Og Solnedgangens Luetoppe, nu kun som et forbitret, druknende Dyrs blodige Kløer fasthaget i Skymulmet.

Niels ludede sig helt ned over Stokken, stift stirrende.

Ukendt med dette fremmede Land, hvis klippefyldte Skove han i Dag havde gennemstrejfet med Rut, med dets Ånd af Mørkhed og Storhed, følte han sig nu her for Aftenrøden lille som en Myg, svindende som dens grå Prik i Skovnatten.

Disse Sumpe derude, disse for hvert Menneske utilgængelige Øder - ligegyldigt havde de ligget og gæret og boblet fra Oldtiden til nu. Deres blålige Rørskove havde sust under Blæst og raslet i Regn og hvisket i milevid Ensomhed. De enlige Fyrrer hældede, frønnedes og styrtede, og nye skød frem. Sumpfuglene steg klukkende og søgte atter Rede. Skyerne lå og drev evigt hen over dem, Årstiderne randt. Menneskene fjernt derinde, hvad rørte de Vidderne?

Alle Tiders Menneskeslægter, hvad betød de? Alle Slægters Håben og Pralen og Tab? Århundreder knejste og faldt. Bitte Lydfnug fra deres Røre drev derud, vejredes hen og sank. Og nye Slægter drømte videre om Lys og om Linier, om formende Tanker og Hænder, formede, tænkte og forvirredes selv. Som et mægtigt, lydløst Råb gungrede Landet ind over Hovederne - Oprørets evige Ånd, Jordens fødte Vildhed, Oldtids Kaos og Evigheds Kaos. Og Kaos’es Råb fyldte Jord og Himmel, en Gang måtte ethvert Menneske slippe og lytte.

Han vendte besværet, som med Tundraens Mosedynd på sit Hoved, Øjnene mod Rut.

Han mødte hendes under Fyrreskovens og Fløjlshattens Skygge, stumme og sorte. Hendes Hænder knugedes hvidt om Knæene.

Ja, uden at røre sig sad de her, to Menneskedukker på Randen af Naturen: Afgrunden. Ene deres Hjerter sitrede svagt, som vissent Løv i Træk.

„Niels,” Rut flyttede Hænderne lidt længere ned om Knæet, Stemmen halvt hviskede, „her var det, Ulla Martelius styrtede sig ned i Elven.”

Niels nikkede - ja, ja, her måtte hun jo hen at indgå i Kaos påny.

Kun Elvens Styrten sig om Brinken, dens Rusken, så den nålestrøede Jordskorpe under dem rystede, dens Skumhænders Griben i Vejret gennem Røgen, utålmodigt som efter sin Ret, efter dem. Efter ham? nej, nej, endnu ikke - men Rut?

Han stirrede angst på hende. Lyttede hun ikke ned mod Frådejaget? var hun alt i Forbund med det, Kaos, Søvnen, Opløsningen.

Han huskede pludselig hendes Stemme, hendes Øjne, det spørgende og indviede, den Aften nede i Ås, de gik under Jernbanehvælvingen på Hovedlandevejen, den som med sit ene Tunneløje til det Fjerneste beherskede Sletten, og hun, efter Mosjø Appelbloms Beretning, fortalte ham om den fremmede Kvinde, de for et par Årtier tilbage havde fundet liggende død på Baneskrænten ved Tunlen, med Pistolen fastklemt i Hånden - -

Anden Gang fortalte hun samme Historie, en Dag de hvilte ved en Grind i en Fyrreskovens Åbning oppe på Åsryggen og så den sorte Øjeprik, langt, langt nede, bittelille i det høstgule Land. Hun stirrede ned på prikken, idet hun febrilsk mumlede: „Ja, Niels jeg - jeg må fortælle det igen,” hendes Hænder gled på Fyrrestangen, „de fik aldrig at vide, hvem hun var, skønt de averterede og søgte, og så begravede de hende som ukendt på Ås Kirkegård. Tænk, Niels, sådan kan man virkelig helt forsvinde, som havde man aldrig været til; det kan virkelig gøres godt igen, det hele.” Hun tav og op fra Slettens Stilhed kun Stockholmertogets Køren.

Han lukkede Øjnene. Hvad kom denne Kvinde Rut ved? Hvorfor skulle hun stadig gruble over hendes Historie, Historien om en Nød, der havde stået på her i dette Land, hvor de nu levede, om et Menneske, der var kommet løbende frem mellem Tunlens Stensider og forvildet havde stirret op mod den fjerne Åsskov, hvor de nu stod i det våde Aftenskær, og om Knaldet, det svage, der uhørt pustedes ud i Slettens miledybe Tysthed, der åndede Fred over hvert Menneske.

Og nu: „Her var det Ulla Martelius styrtede sig ned.”

Ja, her var jo Stedet, her stod den nære Afgrund, alle en Gang skulle tilhøre.

Men Rut, åbnede den sig for hende alle Vegne, bestandig til Rede ved højre og venstre Hånd, selv dér, hvor Sletten smilte grønt for de andre - endnu? Hver Dag deroppe i Ås, havde Knaldet da lydt i hendes Øren?

Han så op på hende. Hendes Øjne stirrede mod ham, store, opspilede, som under en Hinde af kold Gråd, Munden dirrede som i angst Pusten, Hænderne famlede om Knæet.

„Niels,” sagde hun, hendes Skuldre rystede let som for Kulden derudefra det sorte Rum med Ildstriben, Øjnene hang i hans, „jeg - jeg må helst sige Dem det nu, jeg, som sådan har kaldt Dem fra Deres Arbejde og Stilhed og -. Å Niels, De har end ikke spurgt hvorfor, De er så altfor god,” Øjnene slap ham, de søgte higende ud over de bestandig sortere Moser, „og - og jeg benytter Dem, og tænker kun på mig selv. Jeg - jeg ved snart kun af mig selv - for nu gælder det jo, nu er det her jo, hvad Dag det skal være, kan hun overgive sig, og så - så, Niels, så skal jeg det - det jeg ikke må og dog må, så sandt jeg er til. Jeg kom til Ås for at få Fred, en sidste Fred, gemme mig og tænke over om - om der dog var Frelse. Dér traf jeg så Dem, og jeg så det straks, De holdt af mig, men netop derfor skulle jeg, som nu -. Og Niels, jeg véd det, De kan ingenting sige, intet Menneske kan sige noget, kun Gud og det første, når jeg -. Men jeg vil det jo: De skal sidde dér som en Ven - mens jeg dør.”

Hun tav og stirrede ud over Mørket, Munden stod åben.

Niels bøjede sig frem, - Rut, hvor kunne hun det, Såret, hvorfor nævne det? så eksisterede det jo, ellers ikke - og - var det hans Pligt, at det ikke blødte, så var det vel også hans Ret at gemme dets Ar!

Ret? å hvad Pligt og Ret her overfor Rut, hun som sad dér, endnu levende, rystende på hvert Lem for Afgrunden, hvis Hænder var over hende uafvendelige, hun som var stedt i den store Nød, Nøden som gør blind? Ak Rut, ak lille Rut, anger at du kaldte mig, jeg som er blind af Mørke som du! „Sidde hos mig, mens jeg dør.” Ja, dør, nu var det nævnt, Landets Løsen, det han længe havde vidst -.

„Niels,” hendes Stemme lød så fjern, som talte hun til Ødet under dets Åsyns Tvang, „Niels, jeg må fortælle Dem det, De må vide det om mig, hvem jeg var, nu inden -. Det hele, lige fra først af da - det var godt, ja det helt rigtige og siden da det blev galt, ja al Uret.”

Han krøb lydløst sammen som i Skjul. Ja blive lille, skjule sig bort med sit, kun et lyttende Øre og Hjerte.

„Men Niels, så - så må jeg først fortælle Dem om Fa’r og - Mo’r, for - for at De kan forstå mig og måske tilgive mig, som Gud måske en Gang vil tilgive mig. Det er som en Skæbne for os, en Lov. Ja, sådan får jeg dog Loven i mit Liv,” hun smilte svagt, „og det er den: vi skal ophøre at eksistere.”

„Ophøre at eksistere” - han nikkede, huskede han den ikke, den Vinteraften efter Moders Død, da han ved Ruden over Fjorden opgav Loven - og fandt den.

„De bærer Loven i deres Hjerter” - ja, de som Livet ikke vil skal fuldkomme dets Vilje, Rut og han, var de dog altså til sidst og inderst lige?

„Men nej,” hun rejste sig, „jeg vil ikke blive her i Ødet, det er for koldt og for sent. Og - det er, som kan jeg kun holde det fast, dér hvor det blev til for mig, hvor alt har levet med i det Dag for Dag og Nat for Nat, - hjemme i Præstegården. Niels, endnu hører vi ikke til dernede, hvor lille Ulla blev borte.”

Hun smilte vemodigt med Ansigtet vendt ud mod Mosevidden. Høj og sort tegnede hun sig dér over Fyrretoppene på Kammen over det hvidkogende Dyb.

En fjern Måneoval brændte sig frem derude gennem Skyerne. Fra den lavt hængende Halvring listede et mat rødt Skær hen over Sumpskovenes violette Bunker.

Hun gjorde et Ryk med Skuldrene, Hænderne slap hinanden på Ryggen. Hun vendte sig om mod det åbne Stigab mellem Fyrregrenene. Dér nede skimtedes Landevejens grå Stribe mod Fyrreskovens Mur bag ved.

„Så, Niels, skal vi så gå?” hun så på ham, under Hatten.

Han rejste sig besværet, Ryggen var stram af Kulde, som lå der en Granitvægt over den og Benene tunge som opløste til Dynd. Og nu han efter hendes ranke Ryg vandrede ned ad Stien under de hængende Fyrregrene, svævede bestandig for hans Øjne Sumpvidden under den røde Månebue.

Vildt sørgmodigt skreg en Fugl derude - kaste alt fra sig og forgå - Godnat! Godnat!

Og idet de nu nåede ned på Landevejen, og han en sidste Gang vendte Blikket tilbage opad mellem Fyrrevæggene, så han kun Månen, nu halvt dukket op over Skyerne, og i det samme, hastigt som en Flugt af sorte Blade, et Tog af Fugle hen over den og bort. De til Kaos indgangne Sjæle nu på Færd mod Forklarelsen bag Skyerne?

Han smilte halvt. Ak nej, det som en Gang gik under i Kaos, hvor kunne det nogensinde påny løfte sig i Form og Skikkelse, endsige stræbe mod Evighedens Omstøben i Ædelsten? Nej, Fred dér under Månen med I druknede, I, som gik i Eders Moder igen!

Han så Ruts Ansigt, fremadhigende, hvidt dér mod Granernes tætte Masse. Det efterårskolde Sand slog som lavt Vand over deres Fødder. Høstlugten stod gennem Skoven som et udspændt Lagen. Nede bag dem kun Elvens styrtende Sluden.

Ak ja, dér ilede hun nu mod det, hun kaldte Hjemmet, Stuen i Præstegården under Korsenes Skygge. Dér bag de kendte Barndommens Mure syntes hun, der var Læ for Synet af Kaos derude, Læ for dets ranende Sug. Hjem, at tale ud end en Gang, men nu ej blot for sin egen Lytten, om Begyndelsen i dette Kammer, Barndommens Forlangen og Tro, og Dagen, Selvfølgelighedens Gulvplanke brast og Kaos slog ind - hjem, at tale og spørge og sluttelig stå ved dets Rand som histoppe. Kaos, der dulgte sig under hvert Menneskes Fjed, men kun hist og her, på enkelte oprigtige Steder Jorden over, brast åbent for Menneskenes Øjne, at de svimlende ikke længere kunne nægte

Forude, hvor Nåleskoven åbnede sig med talløse Toppe, glimtede Lysene i Skogsköpinge, oppe og nede. Elvens Brus sprøjtede ind. Overgydt af det blå Måneflor blinkede Menneskenes Hjem dem i Møde som tabte under Himlen.

Idet de nu gik ud over Broen, som nøgne midt i Månelyset efter det lange Fyrreskovsmørke - Vandene strømmede blånende hen dernede om de isblinkende Stene - strøg hastigt ud af Måneskinnet en Mand forbi dem. Lille, med ilsomme Fjed, som kaldt.

Hr. Joachim Hoffreuter forsvandt ind i Skovmørket.

Niels standsede. Han rakte uvilkårlig Hånden frem, som standsende. Men Rut blev roligt gående.

„Kom kun, Niels. Den Vej har han gået mindst tre Gange hvert År af de tredive. Vær De bare ikke bange for Farbror!”

Månevandet skød sine ilende, blinkende Ringe hen bag Træskurets sorte Tagtrekant.

Nu gik de ind i Købmandsbodens røde Lysskær.

Rut så på Niels, hendes Øjne smilte, uvant.

„Niels, nu er vi atter hjemme.” Stemmen lettede.

Han rystede på Hovedet i et halvt Smil.

Ak Rut, du Kvinde, du Barn, for hvem Kaos oplod sig!

- - -

En skinnende hvid Stribe derude - Månelysets Blænden på Kirkegårdsmuren.

Han sad foroverbøjet med Hænderne mellem Knæene og så Korsenes Toppe og de bredte Arme. Som en Skare hvide Fugle holdt de sig ubevægeligt svævende dér bag Murens Rand mellem Buskene og Stammerne. Kirketårnets Fod sås, en bred Kalkklippe, fastfrosset, og dog som glidende lidt oppe over Jorden i Lystågen, bag sine Livstræer og Enebær. En Sørgepils hængende Grene, et Bur, hvor i Måneskinnet holdtes fangen.

„Ja Korsene, Niels,” Rut talte inde i det tætte Mørke, Månen tabte kun en skælvende Dråbe på Skoens Lakspids, „skal jeg fortælle, må jeg se på dem, de var jo altid med, de hører til så uadskilleligt som jeg selv.”

Han så hen mod hende gennem Månelyset fra Ruden. Han lige anede hendes hvilende Skikkelse derinde, Skosnudens Lysrinden. Så vendte han atter Øjnene ud mod Korsenes ventende Svæven.

Ja, Korsene, de som vidste det som hun selv -

„Fortæl, Rut,” bad han.

„Ja, Niels,” svarede hun lavt og som langt borte, „De skal høre det, De som blev min Ven, tilsidst.”

Niels rørte sig ikke - tilsidst, tilsidst - hans Hænder famlede sig fast om Hallændingestolens Arme. Det var én Stol som den, han sad i i Ås, store, øde Spisestue mod Landevejen og Sletten Regnaftnerne, når Rut spillede for ham.

Ja Rut, spil for den Ven, der ikke blev den første, men den sidste, han lytter nu som Korsene lyttede til din Barndoms Hemmeligheder, han har som de sin Rod gennem et Menneskehjerte, og stum og tro som de, skal han lytte. Spil Rut, jeg sidder her jo kun for at høre, for at tage mod dit sidste Suk, som de tog mod dit første. Ja, spil for mig og for Korsene, de hvide, blændende derude, om Livet - om det rette.

Han hørte hende røre sig i Mørket, Kjolens tyste Fald ud over hendes Fødder - - det kom ikke mere hans Hjerte ved, han var kun et lyttende Øre.

Og nu hendes Stemme, svag og søgende sig tilbage som en, der kommer til sit Barndomshjem i Natten og famler søvnsikkert gennem de en Gang så selvfølgelige Rum.

„Moder, Niels - hun ligesom ikke hører til her, hun går kun gennem Stuerne, så jeg hører hendes Kjole suse og ser hendes mørke, løftede Hoved. Og jeg stirrer efter hende, og så er det Korsene og mig selv igen den langen lydløse Eftermiddag. Fa’r og Farbro’r, de siger ikke meget, og jeg kan ikke komme ind til dem, jeg end ikke tænker på det. Deres Døre er altid lukkede, og de går ikke udenfor dem og aldrig ind til hinanden eller til mig, men de er her dog, kan ikke være andre Steder og vil altid blive her - Mo’r, hun er en Fremmed, vi véd ikke, når hun forsvinder. Men jeg mærker hendes svage Duft alle Vegne og ånder den og lytter efter, om hendes Kjole ikke atter suser og hendes Trin ikke atter kommer gående. Og jeg stirrer på hende, beundrende og bange. For hun er så fremmed og så smuk. Og jeg føler det dunkelt, at vi alle i Huset holder mod hende, selv Farbro’r, skønt vi ellers slet ikke hører sammen, vi er jo hver i sit Kammer, og ved Måltiderne spiser vi kun hurtigt og går hver ind til sit, de store til deres Bøger, jeg til mine Dukker og Korsene.

Men af og til tager Mo’r mig ved Hånden og går med mig op forbi Ulla Martelius’es Gård derinde, op forbi hvor den store, gamle Fyr står og ligner et puklet Dyr på ét Ben, og hvorfra man ser over de blå Skove langt, langt bort til det, som er vigtigt, men som jeg ikke véd, hvad er.

Som vi går der på Højderyggens Lyng ind mod Fyrreskoven er jeg benovet, fordi Moder, der er fin og ukendt, vandrer lige ved Siden af mig. Og når vi er nået langt ind ad Skovvejen, og Fyrretræerne står tæt om os med, deres Nåle, og vi er ganske ene i det stille og dunkelgrønne, hvor det altid er Søndag, da bliver jeg så ydmyg og beklemt, at jeg tør gå med hende her, og det er så uvant og dog så kært. Og jeg ser frygtsom og ubegribende på hende, hun, som kan være udenfor al det, vi slet ikke kan undvære, og som er så fremmed og mørk og slet ikke bryder sig om, at Fader aldrig taler til hende, og kun, når hun ser ham, rejser sig let og går, mens Kjoleslæbet ligesom peger Fingre ad ham.

Men når vi ad smalle, fjedrende Stier, hvor de høje Graner lader os gå forbi og hvisker i deres egne Tanker lagt borte, omsider når ud til en mørk og stille Mose, hvor Himlen hænger mørkere blå end andre Steder, og hvor Træerne atter står histovre, ubevægelige som så de aldrig Mennesker, da standser Moder med Et, slipper min Hånd og ser ud over de hængende, violette Sivduske, det blinkende Vand, og de forstummede Enebær, og smiler. Og hun ser på mig, og pludselig ser jeg også hende, og vi ler til hinanden, befriet. Og hun er min - nej ikke Moder, men Kammerat, og vi sætter os til at lege sammen, drilske og sorgløse Lege. Moder binder mig Kranse af de røde Tyttebær eller blæser Kæruld over mig, og alt imens nynner hun og smiler som over en Hemmelighed, jeg ikke kender.

Straks Moder ville lege med mig, mærkede jeg undrende, jeg blev en anden en, jeg ikke kunne lide. Men nu jeg bliver med Et igen den Rut, i hvem jeg er hjemme. Jeg stirrer på hende og tænker, om det er Fader, hun smiler ad og det store, mørke Hus med Stuerne derhjemme. Hendes Hår falder hende ned om Kinden, hun smiler stadig og vipper med Foden og vinder de røde Kranse. Solen skinner så uforstyrret over Mosen og Skoven, som står den helt stille over dette det eneste Sted. Og jeg synes med Et, at hun er en Fjende. Men nu har hun fuldført Kransen og kaster den med et Smil om min Hals. Og jeg ser stadig ind i hendes Ansigt for at passe på, hvad hun spekulerer på imod os.

Men nu forsvinder Smilet, og Moder vender sig halvt bort fra mig, som glemmer hun nu også mig, og støtter Hagen i Hånden og ser bort over de sorte, lave Tuer og de blå Rør mod Nålerækkerne derovre, og skønt hun sidder ganske stille, synes jeg dog, det uafbrudt rykker i hende efter at ryste sin Kjole, springe op og løbe sin vej.

Og jeg bliver svimmel af Angst for at blive helt ene herinde ved denne ligegyldige Mose, der slet ikke véd, om jeg findes, og imellem disse Nåletræer, der kun hvisker med sig selv, så jeg, der ellers altid stirrer efter Moder et Stykke borte fra med Dukken klemt i Favnen, og som nu lige udspejdede hende som en Fjende, må røre ved hendes Hånd. Men da jager Moder sammen og ser på mig, vredt, med sine mørke, glimtende Øjne, og jeg trækker Hånden til mig og forstår, at jeg har vovet noget, jeg ikke har Ret til, og er atter kun ensom og bedrøvet.

Moder rejser sig og siger:

„Skal vi så gå?” og hendes Stemme er så ligegyldig og fraværende, at jeg igen bliver så lille og så ene med mig selv og kun længes hjem efter min Stue bag Døren med Legetøjet og Korsene bag Ruden, dér hvor de andre er, der ligesom jeg hører til, hver i sin Stue.

Og på Vejen hjem, hvor ene Moders Kjole suser, og Grinderne lukker sig bag os med et Suk, som har vi vækket dem af Søvne, og sover de nu igen, og hvor Træerne stadig hvisker hen over vore Hoveder til hinanden, da ønsker jeg kun, jeg altid må være derhjemme med Dukkerne og Korsene.

Så husker jeg Moder ved Klaveret. Hun sidder dér i Vinteraftenen, i Lyset fra den hvide Ovn, og jeg har skjult mig bag Gardinerne med Dukken. Moder bryder sig ikke om det, jeg må godt være der, hun tænker slet ikke på mig. Hun spiller kun af og til nogle Melodier, hurtigt og legende, så synker hun let sammen og stirrer ud gennem Vinduet, ud mod Mørket, hvor vi kan ane Havegærdets Graner. Hendes Mund står åben, og hun tænker og tænker over noget, jeg ikke forstår, hvad er, men hendes Ansigt, som jeg ser det i Ovnskæret, er underlig bange. Så giver det pludselig et Ryk i hende, hun knejser med Nakken, og hendes Hænder farer hen over Tangenterne, så Melodierne bruser og strømmer. Hendes Øjne tindrer så triumferende, som glæder hun sig over det, vi andre ikke véd, hvad er.

Men om Aftenen inde hos mig selv, taler jeg om det med Korsene, om hvorfor Moder aldrig er hos os, om de véd det? Og Korsene mumler en hel Del, men kan ikke hjælpe mig.

Og Concordia Lidforss kan det heller ikke. Hun sidder oppe i Kvistétagen i sin dybe Vindueskarm, bag Geranierne og Myrterne, dér hvorfra man kan øjne, hvad man ikke kan se selv oppe fra den enbenede Fyrr udenfor Ulla Martelius’es Gård endnu en Stribe blå Skov allerfjernest. Men dog heller ikke her det, der er vigtigt, men langt borte.

Concordia syer altid, når hun ikke er nede at lave Mad eller styre Huset. Seler syer hun og Hoser og Huer, med røde og blå og grønne Blomster, allesammen til Clas, hendes Fæstemand, som er så rank med så kruset Hår og så hvide Skjorteærmer, og som er Formand for Arbejderne ved Stenbruddet oppe i Skovene på den anden Side Elven. Hun nynner og smiler, mens hun sidder dér og syer, men nede i Stuerne er hun tavs og går hurtig om, som er hun angst for Moder og vil helst skynde sig op på sin Kvist og se over mod sine Skove igen.

Jeg spørger hende om Moder en enkelt Gang, kun en eneste, jeg tør kun hviske det, med Øjnene på hendes Ansigt, der er så rødmosset under det hvide Hovedlin: „Dia, hvor - hvor er Mo’r egentlig henne?” Hun forstår mig straks og standser lidt og ser ud over Skovene, helt ud til den blå Stribe, vi kun véd om heroppe fra, og hvor Himlen kommer, men så ryster hun let på Hovedet og siger: „Det véd kun Præsten og hun, og det gør Rut bedst i aldrig at tænke på.”

Og tit glemmer jeg det da også helt, når jeg er rigtig glad og leger - kravler om på Stenene nede ved Elven under Granskrænterne og ser Laksene springe guldblinkende gennem Skummet og Solskinnet. Eller bygger mig en Stue inde mellem de høje Fyrrestammer, oppe hvor Skovbrynet løfter sig, rejser den af lange Fyrregrene og gør den så stor, at både Ulla og jeg kan krybe derind i Regnen, når det lugter af Ler og Nåle og er næsten bælgmørkt, og vi lytter til Skovtrolden længst inde. Det suser over Toppene som af tunge Klæder.

Eller jeg gynger i Rebgynge mellem Lindene oppe på Torvet med Børnene, der bor i Husene bag Stammerne; ser på, når det store, brogede Marked er der med Tyrolere og Zigeunerne, ser om Søndagene, når Kirkeklokkerne gungrer oppe fra Tårnet, - vi har to, den ene røvede Gøngerne i gamle Dage fra Glimåkra - hvordan Bønderne i Langvogne kommer kørende ud af Fyrreskovene mod Elven. Jeg hører Faders Stemme herud, hvor de brune og hvide Heste æder af Krybberne og dasker med Halen efter Fluerne, og jeg lytter angst om Hjertet. Jeg ville gerne vide, hvad Fader siger - jeg synes, han taler så koldt og så hårdt, og jeg prøver forgæves på at tænke mig, hvorledes det er, Fader ser ud, og at det er Fader - jeg hører kun den høje og kolde Stemme derinde. Og pludselig synes jeg, det er til Moder, han taler. Men hun er aldrig derinde. Hun går derovre i Præstegården bag Ruderne, lydløst omkring og spejder og smiler. Og jeg kommer til at fryse midt i Solskinnet mellem de gumlende og daskende Heste og spørger Korsene derinde, hvor Sommerfuglene danser, hvad Meningen er med det Hele. Men nu tier selv de for at lege med Sommerfuglene.

Men mest holder jeg af Torvet om Hverdagene, når kun Solen lister om over Græsset, og det ånder så stille og svalt i Toppene, og kun Elven iler. Jeg ser op i det grønne, sejlende Løv og synes, jeg er på Bunden af en Sø midt inde i de store, store Skove. Kun svagt husker jeg den blå Stribe oppe fra Concordias Kvistvindue, langt, langt ude.

Men ind i de Skove er det så, jeg drager en Gang om Året, en Dag ved Midsommertide, når Concordia skal op til sin Fæstemand. Den Dag siger jeg Farvel til Præstegården og alle dem derinde, til Torvet og Broen og tilsidst til Elven og Kirketårnet. For jeg synes hver Gang påny, at nu kommer vi aldrig tilbage, så vældig rejser Skoven sig mod os, dér hvor vi ved Ringestenen fra Landsbyen drejer ind mod den. Og snart bliver vi også ganske borte - endnu Malin Kagekones Hus, så kun Skov, mørknende og susende, med Stier, der løber hid og did, blindt imellem altid højere og tættere Stammer - en bestandig tykkere Mur mellem Skogsköpinge og mig. Så mange Stendiger kravler vi over, så talløse Træer passerer lydløst forbi og tættes bagude, at jeg forstår det, at nu er Præstegården og Landsbyen helt forsvunden, som mine tidligere Fødselsdage.

Men jeg er ikke bedrøvet - som så tit derhjemme - kun en Kende bange for det nye, jeg nu skal nå ud til, det bag den blå Stribe. Dem derhjemme, dem kommer jeg nok en Gang tilbage til, når jeg er voksen og forstår det Hele, og Moder er blevet hjemme hos os, og Fader taler til os og smiler. Men nu er det bedst, jeg kommer bort bag ved Skovene. Kun Korsene gør det mig ondt for, men jeg véd, at jeg aldrig vil glemme dem, men huske hvert eneste, og hvad vi talte om.

Omkring os bliver det bestandig mørkere. Og nu kommer vi forbi en Kulmile dybest inde, dér hvor jeg synes, det allersorteste Kammer er, som den inderste Kælder hjemme, hvor alle Hemmeligheder bor. Her står nu den høje Kulpyramide og ryger svagt hvidt under Fyrregrenene. Længe efter kan jeg lugte dens Gas ad Stien og vender mig og ser tilbage og synes, at så ene som den kan intet andet være.

Vi når ud til et Stykke Svedjeland, hvor Himlen atter ses i en Stump, hvor Jorden er helt sortskællet, og hvor mange små Tuer damper som Tekedler og hvor der lugter af Aske og Røg. Jeg kan ikke tænke mig andet, end at her drikker Dværgene deres Aftente. Lidt efter er vi atter inde i Fyrrernes snævre Tunnelstier. Vi kommer over Bække, der buldrer med dybe Røster og gynger med Nøkkeroser som med Guldkugler, og jeg tør næppe smalne mig over Grangrenene.

Og jeg ser en forladt Gård herinde i en Lysning. Himmelblået hænger mellem Tagsparrerne, og Fuglene ser ud bag de ituslåede Ruder, Glasskårene blinker, og Midsommerblomsten gror gult om Dørtrinet. Der bugter sig en Vedbend op om Brøndvippen. Og her lugter af Mus.

Men nu hører vi en Hund slå an - jeg kender den, at det er Bellisent. Vi går hurtigere til, og dér ligger Getaberggården for os, højt og stumt på en Bakke med sine Birke om sig, med sin Veranda, sine Ruder og sin Trætrappe. Og Bellisent danser om os, som er den helt tosset, og kan huske os fra År til År. For vi er de eneste Fremmede den ser. Det siger dens Herre, den gamle Mand. Han siger ellers aldrig noget og har ikke været udenfor Skoven, siden han begravede sin Hustru, Concordias Moster, og det er snart tolv År siden. De siger, han kan ikke forstå, Gud ville lade hende dø, så ene de var i Skoven.

Nu sidder han og jeg dér på Træverandaen ved Glassene med det rustne Skovvand og ser bort over Skovene.

Aller-allerfjernest ude kan jeg lige se Skogsköpinge Kirkespir, snehvidt og bittelille, ellers kun Skov. Og jeg bliver med Et angst for de Skove, vi har gået igennem, og synes, jeg har reddet mig her op på Verandaen som på en Ø. Den gamle Mand og jeg ser på Kirkespiret, og jeg tænker på det Kors, hvor under hans Hustru hviler, og som jeg godt kender, og som hælder ind mod Skoven, men aldrig har talt til mig.

Af og til brager det løs oppe fra Getaberg Bruddet bag Gården, hvor de sprænger Stenene, og da svæver en blå Røg hen, en Skare Fugle hvirvles op, og Lyden plaffer hen helt ude langs Himlen. Så bliver der mere stille bagefter. Et gammelt Ur dikker derinde - jeg synes det er, som drypper det Dråber. Solen skinner på Stigen derovre mod den åbne Gavlluge. Bellisent sover på Brostenene, og de tørrer Tøj på Stikkelsbærbuskene ved Slibestenen. Fjernt ude i Luften sejler der en stor Fugl i Kredse, snart videre og snart smallere. Og det er en Ørn. Birkene står og ser ud mod Skovene. Og den gamle Mand tier med Hænderne om sin Stok. Og nu synes jeg, det er som han og jeg svæver i Luften.

Men jeg forstår det dog, at jeg alligevel ikke nåede ud til den blå Stribe, og at jeg nok snart igen vil være derhjemme i det dagligdags. Jeg kan jo bestandig se Faders hvide Kirketårn. Og sådan gik det jo alle de andre Gange. - Jeg vågner på Veien hjem og sidder på Clas’es Arm. Jeg husker, at vi er kravlet over så mange Stendiger og gået over så mange Bække, hvis Stemmer jeg har hørt i Søvne - men Skoven er stadig tæt og nattestum om os. Jeg kan se Stjerner over mit Hoved, uendeligt højt oppe over de sorte Fyrretoppe, lydløse og blinkende. Og jeg husker Kulmilen, dybest herinde, og jeg gyser for den, dér hvor den nu står og ryger hvidt og stinker Gas. Jeg synes, jeg ser Trolde om den, grundende med Øjengløder. Jeg kryber tættere ind til Clas’es Skulder og hører ham og Concordia tale ene sammen.

Pludselig basker en Fugl op inde i Mørket, så tungt et Bulder som løftede den hele Skoven. Jeg ser dens Vinger over vore Hoveder, slukkende Stjernerne. Så basker den sig ned i Fyrrene, og Skoven hviler atter centnertung om os. Clas og Concordia taler om Bryllup, om Penge de har sat i Banken.

Jeg sover igen, og da jeg vågner, mærker jeg, vi er under åben Himmel; der er så svalt og højt over os og vidt ud omkring. Stjernerne er kommen løs af Skoven og har spredt sig over Himlen. Jeg hører Elven larme og ser Kirketårnet stå hvidt derovre. Så mærker jeg, straks efter, Lampelys over mit Ansigt og Præstegårdens Luft om mig. Og jeg véd, at alt er igen ved det gamle, og jeg lytter efter Moder, efter hendes Skridt og hendes Kjole, om hendes Ansigt ikke, som enkelte Aftener kommer og bøjer sig over mig. Jeg slår da aldrig Øjnene op, men ligger og véd, Moder ser på mig.

Nu fornemmer jeg min Stues Lugt og skimter Korsenes Skygger på mit Gardin. Og i Morgen vil jeg fortælle det Kors, der hælder mod Skoven, om den gamle Mand, der har glemt at tale og ikke har været udenfor Skoven i tolv År, men stadig sidder på sin Veranda og, ser mod Kirkespiret.

Og om den blå Stribe, vi alligevel ikke nåede. Og sidst af alt, som alle Aftener, lige før jeg blunder ind, rører det sig i mig, at i Morgen, når jeg vågner, vil Moder måske være hos os og ikke mere gå om som en Fremmed og vente. -

Men - en Morgen var Moder der slet ikke, ikke en Gang hendes hastige Trin gennem Stuerne og hendes Kjoles Fejen.

Nu stod Stuerne helt tomme, Klaveret var lukket, og da dets Taster igen begyndte at lyde, var det mig, der prøvede mig frem, som i Søvne, og vidste ikke selv hvorfor, men måske var det i en Søgen efter Moder. Og jeg faldt i Tanker som hun og stirrede ud af Vinduet mod Skovmørket. Ja, hvor var hun nu, denne Fremmede, der havde gået hurtigt og ventende gennem vort Hus - hun, som var min Moder?

En Aften fik jeg at vide, at hun var død. Der lå et hvidt Blad med blå Bogstaver på Faders Pult. Lampen brændte over det. Farbror Joachims hvide Hoved skinnede dér i det stærke Lys, han så på Fader, og hans Øjne var anderledes, end de plejede, stille og blege. Men Faders Hånd skød Telegrammet bort: „Hvad kommer det mig ved? Guds Lov ramte hende, nu er vi klar.” Og Faders Ansigt fortrak sig hastig, han vendte sig og gik.

Men ude i Køkkenet hulkede Concordia Lidforss - hendes Fæstemand, Clas, var for et Par Dage siden blevet reven i Stumper og Stykker ved en Sprængning oppe på Getaberg. Den gamle fra Verandaen var pludselig kommen ud af Skoven for at fortælle hende det. Hun skreg oppe i sit Vindue, straks hun så ham: „Hvad er der sket, at han kommer!” Hun havde ikke grædt, da hun fik det at vide, kun rystet, hvidere og hvidere, mens jeg stirrede på hende og tænkte: „Nu kan hun ikke blive hvidere, nu ikke, nu er hun som Korset derude, det der hælder mod Skoven!”

Men nu, den Aften, fik Concordia Luft og kom til at græde, hulke så jeg rystede ved det, så jeg syntes, hele Huset hulkede, hele Landsbyen, alle Skovene. Hun sad på Risknippet ved Komfuret og græd med Hovedet dukket i sine Arme, og jeg holdt hende i Forklædet, forfærdet og undrende over, hvad der var sket, jeg trak i det og skreg, rystende: „Dia, Dia, ikke græde! å, hvorfor kom dog også den gamle Mand fra Skoven!” Hun løftede Hovedet et Øjeblik, helt vild, og stirrede på mig: „Men Barn dog, Barn, din Moder er dræbt, han skød hende, da hun kom!”

Men da stod Fader i Døren, høj i sin sorte Dragt og stirrede på os. „Græd ikke,” sagde han kort, og hans Hænder klemte om Frakkeopslagene, „man græder ikke, når Guds Lov sker Fyldest. Få Barnet i Seng og kom til Ro, Concordia. Her skal ikke grædes denne Aften. Fra nu af tager jeg mig selv af Rut.”

Siden den Aften sad jeg i Faders Stue hver Dag, sad på den høje Skruestol foran pulten med mine Bøger, mens Fader stod på den anden Side pulten med Hånden i Tindingen og læste.

Time efter Time var vi sammen dér, mens Solen skinnede indover os, eller Regnen drev ad Ruden. Fuglene kvidrede derude i Haven og Skoven, Kulsviernes og Savskæreriernes Røgsøjler steg i det Fjerne, Savene svirrede som én Tone, der aldrig begyndte og aldrig hørte op, men stedse var der, som Elvens Strømmen. Løvet blev gult derude i Haven. Skovene var som et vældigt blodigt Klæde. Så blev alt sort, kun Fyrretræerne rejste deres grønne Toppe dernede, Fuglene kredsede i urolige Flokke, og så faldt Sneen.

Solen skinnede nu så kort over vor Pult og kortere for hver Dag. Concordia skramlede i Køkkenet, eller hendes Trin listede lydløst gennem Stuerne - lydløst for alle andre, men ikke for mig, jeg, der lyttede og lyttede ud i Husets Tien af tomme Stuer, ud i Tavsheden under de vældige Skoves nøgne Kroner, lyttede, så jeg syntes at høre Bjælkelagets Suk og de sidste visne Blade, lyttede efter Trin, som nu aldrig mere skulle lyde, en Kjole, som nu aldrig mere skulle suse, lyttede frysende, bønfaldende, efter et Svar.

„Han skød hende, da hun kom,” hvem var han? og hvor turde han skyde Moder? Han, var det Gud? Fader sagde jo, at det var Guds Straffedom, og at vi ikke måtte græde. Men Fader selv -.

Jeg stjal Blikket op på hans Ansigt. I den grå Dag derovre var det hvidt som Kalk og så ubevægeligt, som sov han. I Timer kunne jeg åndeløs vente på, at han skulle vende Bladet i sin store Bog, men han rørte sig ikke, ikke et Øjenhår dirrede, men over hans Pande, der for hver Dag blev højere, alt som hans sorte, tætte Hår blev mere tyndt og hvidt, gik der store Skygger hen, som jeg så Bølgerne flyde under Isen oppe i Tydinge Sø mellem Granerne. Og skønt hans Mund var hårdt lukket, sitrede det over den, som bevægede den sig, som talte den, talte den ivrigt og brændende, stredes og spurgte og fik Svar, men sagde imod igen. Dunkelt anede jeg, at det var Moder, han talte med, og anspændte mig for at lytte, jeg vidste jo, at jeg kunne høre Ting, som de andre Børn i Landsbyen ikke kunne høre, fordi der, hvor stille der endogså var hos dem, dog aldrig var nær så lydløst som hos os - for at høre, hvad han sagde til Moder, og hvad Moder svarede, om hun forklarede, hvorfor hun var kommen ind i vore Stuer, når hun dog slet ikke ville høre til dér, om hun fortalte, hvem der havde skudt hende, hvor han turde det - skyde min Moder, da man dog ellers altid kun skød Dyrene i Skoven - og om hun nu var hjemme, dér hvor hun nu var. Men ikke én Lyd kunne jeg høre, kun se Skyggerne stride sig hen over Faders Pande og de uhørlige Spørgsmål og Svar kæmpe om hans lukkede Mund.

Og da forstod jeg, at det var ikke Moder, men Gud, Fader trættedes med, spurgte og sagde imod - Gud, som havde skudt Moder. Og jeg skælvede af Angst på min høje Stol, fordi Fader turde stå der og tale med Gud, og fordi han sagde ham imod.

Men så så Fader pludselig op - lige ind i mine Øjne, og dog så han mig slet ikke, og hans Blik var så stort og tomt og så koldt som selve Vinterhimlen derude over alle Skovene. Og han slog Bogen på pulten i og løftede sine Øjne opad og knugede Hænderne om pulten; den lille, hvide Strimmel om hans Hals sitrede, og nu bevægede hans Læber sig virkelig, ilsomt, men uden en Lyd. Og da vidste jeg, at han bad, bad Gud om Tilgivelse, fordi han havde talt imod ham, og takkede ham, for - ja fordi Moder ikke var her mere.

Så med Et, som huskede han mig, rakte han uden at se på mig Hånden ud og tog min Bog og hørte mig i Lektien. Jeg sad dér på Stolen, skælvende, og svarede og stammede. Kunne jeg ikke hvert Ord, skød Fader kun stum Bogen over til mig igen og bøjede sig over sin. Men da var der et sådant Udtryk af Forkastelse i hans Mine, af hvor han lukkede sig til for mig i Kulde, at jeg rystede af Ensomhed og Angst, af Ensomhed uden Hjælp i Verden.

Siden fik jeg Lov til at slippe ud til Concordia, op på hendes Kvist, bag Geranierne, hvor hun sad og syede, men nu aldrig mere Seler og Huer og Trøjer med brogede Blomster, kun Forklæder og Kjoler til mig, eller til sig selv de sorte Dragter eller de hvide Hovedlin. Hun så sjælden op, men gjorde hun det en Gang, da var det, som ville hendes Øjne aldrig komme tilbage fra den blå Skovstribe længst ude, den vi ene vidste om af alle i Landsbyen. Derover til Øst, hvor Stenbruddet lå, og hvor den gamle Mand sad på sin Træveranda i den ensomme Gård, nu endnu mere ensom, da vi aldrig kom der, derover så hun ingensinde. Dér færdedes jo hendes Fæstemand ikke mere.

Og jeg syntes, hun så endnu længere end til den blå Stribe, søgte sin Fæstemand endnu langt længere borte end i det fjerneste, vi kunne øjne, dér borte, hvor det begyndte, der var vigtigt, men som vi intet vidste om.

Og jeg spurgte mig selv, dér hvor jeg lå på Knæ på Simestolen ved hendes Side med Himlen og Skovene for mig, om mon Moder nu var hjemme derude?

- Hvor koldt der var i min Barndom, hvor døvt omkring mig i de aldrig betrådte Stuer med de stumme Møbler, i den døde Luft, med de uigennemtrængelige Skove bag Ruderne! Jeg vendte mig til hver en Side med tiggende Øjne og knugede Hænder, men aldrig lyste der et Par Øjne og aldrig talte der en Røst. Med lukte Munde, høje og mørke som Skygger, gled de andre om her i Huset, de voksne, forbi hinanden og forbi mig, ud og ind ad deres Døre, til og fra Måltiderne, men altid forbi mig. Ind i mit Værelse kom aldrig nogen undtagen Concordia, når hun skulle gøre i Stand Morgen og Aften. Hvor ofte lå jeg da ikke på Knæ ved Vinduet ud mod Korsene og tryglede dem om, at de skulle bevæge hende til at tale til mig, at stryge mig over Håret, at blive herinde, som hun en Gang gjorde - men altid var jeg kort efter ene med Korsene. Jeg lyttede efter hendes Filttrin, lyttede til den sidste Lyd var hvisket hen, og vidste ikke, hvorledes Concordia var blevet således, kun at jeg aldrig turde tale til hende som før - så lidt som jeg turde drive Gæk med Korsene derude. Og i den synkende Skumring grundede og grundede jeg dér ved Ruden, men der var ikke en Lyd som Svar i Mørket, det blev kun bestandig tættere, og den Verden, der var min eneste, bestandig snævrere. Nu ville man end ikke fra Concordias Vindue kunne se andet end de nærmeste Fyrrekroner. -

Jeg sad en Aften ved Klaveret derinde i den store Havestue mod Skovene, en Novemberskumring. Jeg havde spillet længe og voldsomt, spillet mig langt bort og langt hjem, bort bag hin blå Stribe, jeg ikke nåede, og hvor mit Hjem måtte ligge, der hvor Moder nu gik om og var hjemme. Selv hun havde fundet et Hjem, så måtte jeg vel også kunne det.

Men nu var Tonernes hidsige Brus summet bort, og jeg sad ene i den tomme, sodskumrende Stue, og da faldt Stumheden sammen over mig knusende som en Lavine.

Jeg skimtede lige de hængende Gardiner for Vinduerne og Glasdørens Spejl, Flagstangen og Skyernes Mørke over Skoven. Og pludselig skreg jeg, foer op, drejede mig som for alle Vinde på Gulvet og tog blindt mod Farbror Joachims Dør.

Hvorfor jeg løb til ham? jeg vidste det ikke. Kun, det var ikke Fader og ikke Concordia.

Jeg rev Døren op - og standsede, på Dørtærskelen.

Farbror Joachim - helt fra lille Barn havde jeg vidst det, på hans Knæ var der ingen Plads. Jeg havde fra min Ensomhed spejdet på ham, når Fader sad tavs i sin sorte Dragt og Moders løndomsfulde Øjne gled stumt smilende omkring, jeg havde stirret på hans stejle Pande, den tilknebne Mund, den grånende Hårmanke, de hvileløse Hænder. Og jeg havde vidst, det aldrig kunne nytte, jeg tyede til hans Hånd eller Knæ, vidst det med Barnets dybe Viden, at hos ham var ikke én Tanke skabt for mig, så lidt som for nogen anden ved Bordet. Jeg forstod det, at Farbror Joachim havde ikke én Tanke hos os, så lidt som Moder, omend jeg samtidig følte, at han ville blive her altid. Siden kunne det hænde, jeg en enkelt Gang kom ind på hans Værelse, for at kalde ham til Bords eller bringe ham en Besked.

Men nu - den Aften - hvad ville jeg? Jeg standsede dér i den bitre Lugt af parfume og smuldrende Laurbær, mit Hjerte, der jaget havde hamret løs, stod med Et stille i en Svimlen, som en Gang jeg kom til at gribe om en vildfremmed Hånd.

I Tusmørket så jeg ham ligge derhenne på Sofaen, fuldt påklædt, så elegant som altid, som ellers kun Ridderne i min Sverrigs Historie eller i Starbäcks Romaner, men med Ryggen til, i uafbrudt Rysten, som i en frygtelig Kulde, skønt Ilden spragede over Fyrrestykkerne i den hvide Ovn og slyngede sine Ildtunger ud over Loftet, over de store, sorte Kranse og de lange Bånd.

Da vågnede noget helt nyt for Farbror - ja, og dog vel kun noget gammelt, noget forlængst dunkelt erfaret og forstået fra min lange, ensomme Stirren på ham derinde i Spisestuen ved Bordet eller om Aftenerne ved Skakspillet.

„Farbror Joachim” hviskede jeg, „Farbror Joachim -”

Jeg rørte ved hans Skulder. Jeg husker det endnu, i hvor krybende et Håb det gled gennem mig, at her måske hos ham, nu i denne Time, kunne jeg finde et Hjem og et Hjerte, selv i dette kolde, mørke Hus.

Han vendte sig, satte sig over Ende i et Sæt og stirrede på mig med Øjnene opspilede under de rejste Bryn. Jeg slap angst og brødetynget hans Skulder og så genert ned for mig, henvist til mig selv, til mit derinde, påny, som altid.

„Du spillede,” sagde han pludselig, så koldt og ligesom så højt oppe, „hm, holder du af at spille?”

Jeg så pludselig op. Jeg vidste ikke selv hvorfor, hvor jeg turde møde disse blege, tomme Øjne,men mit Hjerte brændte ved de Ord, så jeg kunne høre Pulsene dunke i mit Øre, jeg fornam som en fjern Skinnen midt i den grænseløse Angst og Mørke, og hed udbrød jeg: „Ja,” og vidste det først i samme Nu, hvor sandt det var, hvor inderligt hjemme i mig selv jeg var dér ved Klaveret, hvor jeg prøvede mig frem, Tone for Tone, på Minderne af den Smule, Moder havde lært mig, i adspredt og fjernt lyttende Formiddagstimer - og på det meget, jeg fra min Krog havde lyttet mig til af hendes Spil, hendes Sirenesang for en bag Skovene, alt det jeg den Gang ikke forstod og dog forstod: nu talte Moder med det, hun altid gik og lyttede og spejdede imod.

„Ja,” sagde jeg til Farbror Joachim „Ja!”

Og jeg huskede pludselig Juletræet, vi havde haft, da jeg var ganske lille, det strålende Minde om Hjem og Fest, der den Aften var brændt ind over mit bange og frysende Hjerte og kaldte det frem i smilende Barndom.

„Ja!”

Farbror sad over Ende i Ildskæret og så på mig. Der legede et Smil i hans Øjne og om den skyggede Mund, så jeg blev angst og ville rive til mig min Hånd, han havde fanget i sin, angst, som havde jeg røbet mig til selve Fjenden. Men han holdt min Hånd fast, klemmende om dens Lillefinger.

„Hm, hm,” smilte han i det røde Ildskær, „se, se, ikke blot mødrene Synd, også fædrene Dyd skal nok hjemsøges,” han klemte til om Fingeren, så jeg skreg.

„Ja, ja - jeg blir nok fri for Musik her!”

Han slap mig, vendte sig om og lagde sig ned, med Ryggen til mig og Hovedet gemt ind mod Sofaryggen, ubevægelig som et Lig.

Jeg fløj langt tilbage fra ham, stod et Øjeblik, rystende, og foer så ud af Døren ind i Havestuen, op på Taburetten ved Klaveret.

Men ikke en Tangent rørte jeg, holdt blot Hænderne fast ned over dem, og vidste ikke selv, om det var for at værne dem, eller holde dem fast under mig, at ikke også de pludselig skulle troldes bort.

Og som jeg sad dér, uden at røre mig, og stirrede ud over Skyerne og Skovene, forstod jeg dæmrende, at det var Moder, jeg elskede i dette Klaver, at jeg igennem det turde kalde på hende, spørge og bede og sige hende al det, nu hun for altid var langt borte, jeg aldrig havde turdet sige hende, da hun var her - forstod, at i Klaveret ejede jeg hende endnu. Endnu? Ja, først nu og helt, ejede hende, som var mig selv.

Men siden den Aften vidste jeg, at dette Hus var ikke mit Hjem. -

Blev der mig for stille, for ubesvaret i Præstegårdens Stue, tyede jeg ud til Børnene i Landsbyen eller hellere op ad Klakvejen til Ulla Martelius.

Dér legede vi om den enbenede Fyrr med Ullas Egern, der hang i dens knoklede Arme eller sprang på, dens puklede Ryg. Vi var ganske ene dér med det lille Dyr på den brune Lyngås med alle Göingeherreds Skove under os.

Men stundum kunne inde fra den store, hvide Gård bag Askene en grædende Røst begynde at skænde og råbe i den dybe Skovstilhed. Da standsede vi straks og lyttede - Ulla midt i en Dans med åben Mund og fremstrakt Fod og alle Krøllerne hængende om Kinderne.

Og ud i det milestille Efterårsland hørte vi da hendes Faders Kæmperøst råbe og lalle vildt forvirrede Ord. Det lille, tamme Egern over vort Hoved, på Helhestens Ryg, ruskede i Grenene og peb ned efter os, men Ordene derinde fra kom ud til os og gjorde hele Himlen mørk. Ulla kunne blive så bleg, så bleg og ryste i sin korte, blå Kjole, mens Hovedet rakte sig længere og længere frem, og Hænderne greb om hendes Hjerte.

Men jeg lyttede, lyttede anspændt til den voksende Ordrullen og forstod det, at som Fader gik nu også Per Martelius i Rette med Gud i stride Anklager og jamrende Forbandelser. Så døde den grædende og skændende Røst hen, blussede op igen og åndede bort i lange, dødelige Sukke. Gamle Per Martelius var da enten tumlet over Ende midt på Gulvet, hvor han stod, eller Johan og Tjenestekarlene havde fået ham overmandet og slæbte ham bastet ind at sove Rusen ud.

Så hørte vi kun Elvens uvidende, ligegyldige Brusen, en Fugls Skrigen langt borte ude over Skovene og det lille Egerns spørgende Pip. Og da lyste Smilet frem på Ullas Ansigt, hun så på mig, undrende, som havde hun været borte i noget helt ubegribeligt, og så valsede hun under glade Viser rundt om Træet igen, og det lille Egerns lodne, brune Hale smuttede og svajede mellem Grenene. -

- Har jeg fortalt Dem det, at jeg siden så den engelske Ingeniør kvæle det lille, sprælske Dyr i sine Hænder og hive det i Elven, lige for Ullas Øjne? Ja. da var det nok for Resten ikke mere sprælsk, men både gammelt og gråt - og da havde Ulla og jeg ikke mere så nemt ved at glemme den Røst, der stredes med Gud, for da var det nok vor egen.”

Rut bøjede sit Hoved frem i Måneskinnet, der stod som en Frostånde ind gennem Vinduet, hen over hendes Knæ. Hun dykkede Hænderne ned i det. Det fyldte hendes Skød som en frossen Sø.

„Niels, så var det den Dag, jeg blev konfirmeret og kaldtes ind til Fader. Jeg var endnu så gennemrystet af Handlingen derovre i Kirken mellem de stive Stolestader, for alle de stirrende Øjne, dér hvor jeg havde lovet at forsage Djævelen og al hans Gerning og med sænket Hoved følt det, at nu tænkte Fader og hele Landsbyen på Moder og hendes Gerning, jeg ikke vidste eller begreb, men kun dunkelt anede af Menneskenes Hvisken, hvorhen jeg kom - lovet det med halvkvalt Stemme midt i Kirkens kalkkolde Stilhed, at forsage og hade det, jeg ikke kendte og ikke forstod, om var Ret eller Uret.

Jeg blev kaldt ind til Fader, og dér stod han foran mig, høj og stiv, ikke mere i sit Ornat, men i den vante Dragt, der var så sort og så højtidelig som et Ornat og som end mer, fra jeg var Barn, havde voldt, at jeg aldrig turde komme ham nær.

Da jeg gik fra Kirkedøren og hen mellem alle mine Kors, havde jeg endnu en Gang talt til dem og spurgt dem om Moder, om hvad, hendes Gerning da var, siden den hørte ind under Djævelen, siden selve Gud havde ladet hende skyde, som ellers kun Skovens onde Dyr blev. Men de havde set på mig, stumme og hvide, og da forstod jeg det, at nu havde jeg også mistet dem, at nu var jeg ikke Barnet, der kunne høre det døde tale og finde en Favn hos Sten og Træ. Ti nu havde jeg svoret at ville. Nu stod jeg for Fader og skulle have det ukendte at vide, min Barndoms Uro og Gru. Og så fik jeg det da at vide.

Å Niels,” Hovedet sænkede sig atter frem i Måneskinnets Frostånde, Hænderne vred sig sammen under dets Is, indefrosne, „aldrig glemmer jeg de Ord:

„Rut,” sagde Fader, „nu er du voksen og Kvinde, og nu skal vi være to om at bære, hvad jeg hidtil har båret ene, thi det angår dig som mig, ja måske dig mer, du som har taget Arv efter hende som Barn.” Han så ud for sig, og jeg så hans Blik; så gråt, så blindt var det som en Klippe.

Jeg havde klemt Hænderne ind mod mit Bryst og trak Vejret, jeg så lige Havens nøgne Stammer, den nymalede Flagstang og de forårsblå Skove og tænkte, at nu ville jeg aldrig mere få det at se som før, som Barn, sorgløs og fortrolig, nu skulle det alt lukkes for mig, at kun Gerningen skulle stå for mig alle Vegne, Djævelens Gerning, min Moder havde gjort, og som jeg havde lovet at forsage. Jeg hørte mit nye Ur dikke inde på mit Bryst, og så begyndte Fader at tale.

Om Moder talte han, hende han hele Tiden kaldte „hun” eller „din Moder”, men aldrig ved Navn og aldrig „min Hustru”. Om hendes store og rige Hjem i Stockholm, om hendes gudløse Fader, den mægtige Redaktør af et moderne, socialistisk Blad, og hendes glimrende Moder, den fejrede Skuespillerinde, om det Sus af Selskab de levede i, internationalt Selskab af hedenske, oprørske Ånder fra al Verdens Lande, af farende Virtuoser og Primadonna’er, af Videnskabsmænd, Kunstnere af alle Arter og Aldre, politikere og russiske Anarkister, hele Lovløshedens dødsdømte Skare.

Og om den Mand, Moder dér traf, han, den feterede Forfatter af skeptiske og elegante Skuespil, som i hende fik sit Livs Skæbne, sin Lov. Om hvorledes han ved hende blev en anden, fra en Hersker til en Slave, fra en, der vidste alt, til en, der intet begreb, men kun måtte lukke Øjnene og lyde. Og om Moders Kvindetriumf over den ubesejrlige, hendes Salomeleg med den Elskede - til han som ved en sidste Selvopholdelsesdrift forsvandt i Udlandet, sporløst.

Om hendes bundløse Forfærdelse, fortalte han, koldt som havde den Kvinde aldrig været hans, båret hans Navn og hans Barn, det Barn, der nu stod og lyttede i Blu og i Gru. Og om hele det moderne Stockholms pludselige Harme mod hende, den hidtil forgudede, hun, som i sit Overmod havde berøvet det dets smukkeste Kavaler og eleganteste pen.

Og om hendes Møde med ham selv, med Fader, på en Velgørenhedsfest. Om deres bratte Ægteskab, da hun sagde Ja uden et Nus Betænkning, da han stod for hende og som en sindssyg bad om hendes Hånd, som en sindssyg, der drømte at trodse Guds Lov for den Fortabte, blot fordi han elskede hende. Om Stockholms grænseløse Forbavselse, da hun virkelig fulgte ham til den ensomme Præstegård dybt nede i Smålands Skovdybder, Mile bort fra Gader, Saloner, Theatre, Koncerter.

Og om Ægteskabet talte han til sit Barn, som var det en uvedkommende og voksen, og dog en, han ligesom drog til Regnskab og lagde Ansvaret på. Om hvor hurtigt og forfærdende han forstod sin egen Lovløshed, at han ville frelse denne Kvinde, der fra Fødslen var hjemfalden Guds Dom, blot fordi hans Kød begærede hende.

Forstod, at hun ikke blot ét Sekund havde tilhørt ham, at de havde stået som Lovbrydere for Guds Alter begge, at hun kun havde forladt det gudløse Mylder for en Tid for des sikrere at vinde det - og ham igen, ham, hvis Kvinde hun var.

Ja, thi det var han ikke en Uge om at forstå, at al hendes Hu og Vilje var hos ham, den Forsvundne, i det Fremmede. At hun kun havde givet sig til en anden Mand, for at tvinge ham, den eneste, den rette, hjem, for at tugte hans Begær og hans Trods til Blods, at han havde vovet, med sin Rest af Renhed og Mandsvilje, at bryde hendes Herredømme og søge sin Frelse i Flugt.

Men hun kom til at vente længere, end hun troede. Syv lange År måtte hun trælle her i Landsflugt, i det Latterlige og Forhadte. Men hun levede gennem det og over det alt, i sin sikre Viden om, at han måtte komme, at den der én Gang havde kendt hendes Favn, han måtte vende tilbage til den, om han så skulle dø.

Og Fader talte om deres Ægteskab først og siden i de Forventningens År, nøgent så Blodet brændte mine Klæder bort, og koldt så hver Blodsdråbe i mig frøs til Is. Om hendes Attrå, han kunne bruges til at mætte og som han i sin Elskov til hende stillede, til han forstod, til hun en Nat med lukkede Øjne mumlede sin Elskedes Navn under sin Husbonds Kærtegn og Kys -. Fra da var hun en Fremmed i hans Hus, en Tålt, som måtte findes der, til hun selv en Gang brød den Ed, de for Guds Åsyn havde indgået med hinanden, og som ellers for altid og trods alt gav hende en Hustrus Ret. Og han talte om Lovbruddets Dag, efterfulgt af Dommens Dag.

En Dag så hun omsider det, hun søgte hver Morgen i sin Faders Avis, den han måtte tåle at se her på sit Bord, i sin Præstegård, at hendes Elsker var vendt tilbage. For Faders Øjne skrev hun sit Brev til ham og lagde det i den blå Kasse derovre på Stationen -. Endnu, Niels, hver Gang jeg hører det postkasselåg kaste sit Smæk ud i Lindetorvets Stilhed med Bud til den Verden derude, er det, som hørte jeg en Økse falde, som ser jeg Moder trække i den Snor, der bragte Øksen over hendes Nakke.

Hans Svar kom, og hun rejste, brød op med sit vidende og sejrende Smil - for at møde ham på Færgebroen i Trelleborg og dér få sit Ansigt sønderskudt af hans Pistolkugle.

„Rut,” sagde Fader, „ „Hævnen hører mig til” er Guds Ord, men han var og blev en Oprører, for han tog sin egen Hævn, men fuldbragte dog derved Guds. Et Guds Redskab var han, som ethvert Menneske er det uden at ville eller vide det, ja just i sit Oprør. Af den blaserede og alt vidende Gøgler havde Gud igennem hende som sit Tugtens Ris opavet en Mand og en Vilje, en Vilje, der idet den troede at fuldkomme sig selv og sin egen ringe Hævn, fuldkom Guds Råd og opfyldte Loven. Men han sidder nu forvaret et Sted den Dag i Dag. Thi også Menneskenes Love skal opfyldes.

Og nu Rut, nu kender du din Moder, og nu husker du dit Løfte i Dag i Kirken at forsage Djævelen og al hans Væsen, og nu véd du, at det Væsen er din Moders: Lovbruddet. Nu må du vise dig i Livet som den, du er: hendes eller mit Barn!”

Fader vendte sig mod Vinduet, med Armen på Pulten. Hans Ansigt var blegt og ubevægeligt, en rolig og vidende og lydig Mands Ansigt, en Gudstroendes. Han havde reddet sit Liv af dets Forlis - sit højere Liv: sin Tro på en Lov. Han havde sejret, han havde mistet alt uden det ene Fornødne.”

Rut havde rejst sit Hoved opad. Månen skinnede hende nu lige over Panden, hendes Øjne svandt til to dybe Huller, Munden mørknede, halvåben som et blodigt Sår. Hænderne hvilte tætknyttet om Knæet.

Niels sad som sammenbundet af Mørket. Ude bag Kirkegårdsmuren, der nu grelt var skåret over i skyggesort og månehvidt, sås Korsenes ventende, hvide Hoveder.

Så talte Rut igen, stift og hårdt frem for sig:

„Og jeg vendte mig og gik ud, lydløst som jeg var kommet, jeg vidste, at nu havde Fader talt til Ende, og, nu havde jeg intet mere at gøre her. Jeg gik gennem alle vore tomme, store Stuer med de stumme Møbler langs Væggene, de afsjælede Tæpper over Gulvene, disse min Barndoms Rum, hvor jeg havde frosset og undredes og spurgt, forbi Havedøren, hvor Moder var gået ud, for aldrig mer at komme tilbage, ind på mit Værelse, det eneste Sted i Huset, hvor jeg fra Barn havde følt mig nogenlunde vis på at være i min Ret.

Der stod og lå de omkring mig, alle de kendte Ting, mere kendte og mere fortrolige end Ting ellers er Mennesker - de, som havde været mig det eneste Selskab gennem Årene, men nu dunkle og stumme som udbrændte Kul, ubrugelige som denne Verdens Ting for den, der er i det Hinsidige.

Jeg gik dem alle ligegyldig forbi hen til Vinduet, lagde mig på Knæ på Stolen med Hænderne i Håret og så ud mod Korsene, ikke for hos dem at søge Svar og Råd, jeg forstod det så klart, at de kunne ikke svare mig mere, jeg som nu havde den Viden, der lader det døde tie, men kun fordi Vinduet var den eneste Vej ud, og derhen var jeg tyet i min første Søgen Frelse fra Nøden.

Jeg så kun de stive Kors og Tavler, de ubevægelige, grågrønne Stammer og Kirketårnets kolde Kalkfod. Og jeg vidste, at jeg havde til Ophav en Moder, jeg aldrig turde kalde sådan, om ikke jeg ville drage hendes Gerning ned over mig. Jeg havde troet, jeg havde ejet en Moder hine korte Stunder inde ved Mosen under Himlen, jeg havde lyttet til hendes Trin og hendes Kjoles ilsomme Fejen og hver Aften sovet ind i det Håb, at næste Morgen kom hun nok til mig og var altid min Moder. Og gennem vort fælles Klaver havde jeg talt til hende, dér hvor hun nu var bag den fjerne Stribe.

Men nu forstod jeg, at jeg aldrig havde ejet hende, at jeg måtte slette hende af mit Håb og Minde, om ikke jeg selv ville blive fortabt som hun.

I denne Time ud mod den korshvide og vårgrønne Kirkegård i Majaftenen forstod jeg, at jeg var uden Ophav, uden Moder og Barndom, uden Grund og uden Rod, helt måtte jeg gro og hvile i det tomme. Fader - jeg vidste ikke, hvem han var, vi havde levet her i det samme Hus alle Dage, og begge gået og lyttet efter Moders Trin. Men jeg i det Håb, at de skulle finde Fred og blive hos os, han i Venten på, at de skulle bære hende bort og løbe hende Sværdet i Hjertet. Og jeg forstod, at nu gik han dér, ventende på, om jeg ville handle i Moders Ånd eller hans.

Jeg følte det, som skulle jeg ene og uden nogen Balancérstang færdes over en Line, så tynd som et Hår og udspændt over den bundløse Afgrund, og stod han på Bredden, urørlig som Gud selv og overlod det ganske til den Vægtlov, mit Legeme fødtes med, om jeg ville nå frelst ind til den faste Klippe, hvorpå han stod, eller drages ned i Svælget, hvor min Moder forsvandt.

Og jeg spurgte mig selv, roligt som den, der véd, han dog skal dø, om jeg ej heller mer måtte ty til mit eneste Eje: disse forunderlige Stunder ved Moders Klaver, da det var mig, som talte jeg, værnet i Ensomhed, med alt det bag den blå Stribe, jeg ikke begreb, men som i disse Stunder kom mig nær, det dybeste, det dunkleste i mig selv, min Moder, min Urgrund? Niels, Ak ulykkeligere var jeg ikke den Gang, professoren ved Københavns Konservatorium sagde mig det, den Aften i hans Stue på Frederiksberg, at med de Fingre blev jeg aldrig Virtuos, kunne jeg aldrig løse Livet og dets Mening med mig - ulykkeligere var jeg ikke den Gang de Ord lukkede for mig den sidste Vej til Forståelse og Forsoning, end denne Aften ved Vinduet.

Nej, ikke ulykkeligere, men ældre. Ja ældre, for -

Niels, da jeg stod derinde foran Fader i hans mørke Kammer under Bjælkeloftet og så Himlen skinnende grå som Is bag Havens Forårstræer og de små, sølvblanke Vinger i Faders Termometer sitre som et kulderamt Insekts, den blottede, grå Dag, da jeg forstod det, at den Djævelens Gerning, jeg havde afsvoret, var min Moders, da følte jeg det så uopretteligt forvisset, så synkende som en Jernvægt helt igennem mig fra Hoved til Fod, at jeg kunne ikke leve Livet. Og da jeg gik ud af Døren, ud i Stuen, hvor de evigtgrønne planter stod visnede i deres Kroge, og jeg så Birkegrenene stritte derude bag Rudens Isramme, følte jeg det, at nu gik jeg ind i Vinteren, og at jeg skulle leve den til min Død, og der var intet Udenom.

Og så - ja, så var det ind i Foråret, jeg gik, ind i Ungdommen.

Niels, at tale til Dem om Ungdom, det kan vist lidet nytte. Tror De ikke, jeg så det på Dem dernede i Ås, at De var for mild og for rolig til nogensinde at have været så egenkærlig, det vil sige: så lykkelig, som man kun er, når man er ung? Og - Ungdom, jeg véd jo ikke selv, hvad den er, uden at den er den Magt i os, vi ikke selv råder over, men kun må følge, trods alt hvad vor Barndom og vore Forældre har lært os, som Træerne derude hver Vår må springe ud i Løv og Blomster, trods deres Rødder går gennem Kister.

Ungdom - måske Mænd aldrig kender den helt, i al Fald ikke de Mænd, der læser og tænker, måske den helt er forbeholdt Kvinden - fordi hun er den, der fik Livets største Lovlæs at drage, måske der derfor forundes hende den Frist, fri for alt, den Løsladthed for hver Lænke, som er Ungdom, Livets Oprør mod sig selv, mod sin egen Lovbundethed.

- Niels, Morgenen efter den Dag vågnede jeg ved en Surren og Summen i mine Øren. Jeg blinkede og hørte Fuglestemmer som Bække rislende i Kisel og skimtede i Solen Ansigter tæt mod min Rude, leende Ansigter under Kranse, og Hænder, vinkende, kaldende Hænder, Hænder, der bankede og trommede.

Jeg rejste mig som fra en Grav ind i Solen og Stemmerne -.

Det var Ulla og hendes Broder, Johan, og de andre Præstekammerater og deres Brødre, deres leende Ansigter på min Rude, deres bankende og vinkende Hænder, deres Bukkarkranse om Håret.

I et Spring var jeg ude af Sengen, i Natkjole og på bare Ben over Gulvet hen mod Vinduet, uden at tænke på, at der var store Drenge, ja voksne, unge Mænd derude, sled blot i Ruden for at få den op, for at nå dem derude, gribe deres Hænder, skrige mod dem, skrige det, der vældede og strømmede i mig selv, det lyserøde, klare, der råbte om kap med Fuglekvidren, med deres Stemmer, med deres Hænder - nå dem, min Lige!

Og ind strømmede nu frit deres Latter og Råb:

„Kom ud, kom ud! Vi skal op til Tingstenen og så over Skovene, og siden til Tydingesö, og vi har Mad med!”

Og ind strømmede over deres lyse Krøller og grønne Kranse den første Forårsdags Ånde af Skovmuld og Knopper. Og jeg råbte, dansende på bare Fødder på det iskolde Gulv:

„Ja, ja! jeg kommer! jeg kommer!”

Og Dagen i Går fandtes ikke. -

Men aldrig glemmer jeg den Dag på Tingstenen og ved Tydinges Bredder, i de uhyre Skoves Vårluftninger og Harpiksduft, med rejsende Skyer og blændede Fugles Skrig, med Birkebarkskurve med Saft og Hvedebrød, med Lege og Danse i de fugtige Skovenge, med Hjemvandring i lange Kæder gennem det kolde, blå Tusmørke i Skoven, der sukkede og suste uroligt, påny som i vinter, med skilsmissen på Torvet under Lindekronernes fangne Stjerner, med Løfter og Eder om evigt ubrødeligt Venskab - -”

Hun sænkede Hovedet forover, der svævede et Smil om hendes Mund, så stivnende sødt. Det vage Måneskær dæmrede i Håret om panden, som bar den Stumper af en grånet Krans.

„Den Dag var Livets første -. Ja min og Verdens, thi før den fandtes intet i Verden eller mig. Alt før, det fik Fader og de andre Forældre bære derhjemme; de tog fejl en Gang, men nu var det for silde. Det var os, der var til nu, vi, der med Bukkarkranse om Panden løb ind i de store Skove for aldrig at komme til Landsbyen mer.”

Hun foldede Hænderne sagte om Knæene.

„Ja, Niels, seks År har jeg virkelig levet uden for Loven, som det forundes os i Ungdommen, seks År hen i Nuet og Glemslen, som er Lykken, og det må jeg evigt mindes. Seks År her i dette dunkle, sørgmodige Hus mellem disse tre tavse og bortvendte Fortidens Mennesker, Fader, Farbror Joachim og Concordia Lidforss - levet seks År af Ungdom her i Skogsköpinge. Å tro mig, ung som her er ingen derude i den store Verden! Lukkede inde i de evige Skove, kun med Elvens Flugt igennem, var vi kun os selv og måtte selv eje al Glæde, som Skoven rummer sine egne Kilder.

Og jeg synes det da, at vor Ungdom er som en aldrig hvilende Dans om Midsommerstangen på Torvet deroppe under Lindene. Som én lang og lys Dag er mig det Hele som hin første Dag, vekslende med Bukkarplukning og Sankt Valborg Bål, med Sommerskovture, med Rofarter om Tydinge Øer og Nees, og Bade i dens nøkkerosegemte Vige, med Nøddeplyndringer i Spindelvæv og Dug, og Svampejagter og Høstballer, med Slædefarter ind gennem Sneskovenes evighedstavse Tempel og Skøjteløb over Søens ujordiske Isspejl hen mellem de rimblå Kroner, som en Svæven mellem hvide Skyer. Med Småforelskelser og Småfjendskaber og Smådrillerier og sværmerisk, tilbedende Sammenhold.

Niels, en Ungdom har vi haft her i Skovene, så vi syntes os udødelige, og nu - hvor er de nu henne? Hvirvlede vidt bort bag alle Skove.

Kun fire er her igen. Ulla i sin Grav der ude over Elven, jordet lige ved Muren uden Velsignelse eller Sang. Fader nægtede Selvmordersken Hvile ved sin Kirkes Fod og nægtede at tale - Gud havde talt, han kunne tie - Erik Aksel derovre i Apoteket, Johan oppe i Gården og jeg her.

Og de andre, de af dem, som lever - Embedsmænd, Handlende eller Jordbrugere, Husmødre med mange Børn eller visnende Jomfruer i trælsomt Slid bag Diske eller i fremmede Huse vidt om i Sverrigs Bygder og Byer eller langt borte i andre Lande.

Men aldrig tror jeg nogen af dem, der den Gang dansede på Torvet, glemmer det og dets gamle Bænke og dets Lindeskygger. Om ikke før, så vil vi alle huske det i vor Dødsstund og glemme alt, hvad vi siden erfoer, og takke Gud for Livet.

- Niels, hvordan vi løsnedes lidt efter lidt fra den faste Kreds og hvirvledes bort hver mod sit? Ja, hvordan løstes Løvet over vore Hoveder og vejredes hen, til de nøgne Grene slog deres Kors over Torvet?

Jeg husker det, en Dag midt i vore gladeste Danse, hørte vi fjernt i Skovene Togets pibe skingre. Og lidt efter, just som Ulla Martelius, løftet på Erik Aksels og sin Broders Arme blev kronet som Høstdronning med Rønnebær og broget Lindeløv, kom de engelske Ingeniører forbi, i lille, sluttet Flok, tværs over Torvet, i deres fremmede Dragter, med Kufferter og Instrumenter. Den ene af dem standsede og så på os, på Ulla, et Øjeblik, så gik han videre. Vi havde tøvet og set på de Fremmede langvejs fra, men de var jo længe ventet og skulle blive længe, og vi var midt i vor Leg. Og vi dansede videre, mens Bladene faldt over vore Hoveder og over Ullas Rønnebærkrans.

Men den Lokomotivpibe skingrede dog Dødens Signal ind over vor Ungdom. Tre Nætter efter var det, Ingeniøren voldtog Ulla, et Fjerdingår efter var hun endt i Elven og Erik Aksel den, han nu er. Johan Martelius var da alt borte i København, og jeg - ja, da var det, som vågnede jeg med Et, vågnede midt i Dansen og huskede - og fandt mig selv påny foran Moders Klaver i den tomme, mørke Stue mod Skovene.

Jeg stod foran Klaveret i den kolde, kendte Stumhed, i de evigt grønne Planters visne Lugt af Vin, og så Bladene sejle ned over Plænerne og Gangene derude, og de grå Aftentåger trække over Skovene. Og jeg kendte dette Hus. Ud af dets Mørke dukkede Moder, Fader og jeg selv.

Fader, kun som en Skygge havde jeg set ham i de År, inde i Dunkelheden, ham og de andre genlevende her i Huset. Jeg havde talt flygtige Ord med dem, spist med dem, sagt dem Godmorgen og Godnat, men jeg havde ikke set, at de var til, at de levede deres Liv, Time for Time. De var mig for vante og gamle. Jeg havde været lidet hjemme, mest ude i det Frie eller i de andres Hjem. Her til mig vidste jeg nok, det aldrig kunne nytte at byde de unge, det faldt mig aldrig ind, ej heller en af dem faldt på det, så selvfølgeligt som vi ikke tænkte på at danse på Kirkegården. Jeg havde de År kun gået gennem mit Hjem som Moder i sin Tid, med ilsomme Skridt og fejende Kjole, smilende genkendende mod det derudenfor.

Nu stod jeg her atter på samme plet, og det var som Dagen i Går og Stumhedens Uforanderlighed i mine Øren. Og jeg fornam det, at som Moder slap jeg aldrig fra det Hus, før jeg slap fra mit Legeme.

Men da steg også Beslutningen i mig i denne samme Novemberaften dér i den øde Stue ved Klaveret, at måtte jeg end bære Huset og dets Minde med mig, og ville dets Mørke end altid hylle mit Hjerte og mit Liv - omkomme i dets Grav ville jeg ikke! Ungdommens Dans var omme, nu skulle Livet og dets Gerning begynde, den, der skulle rumme såvel min Barndoms Angst her i Stuerne, som min Ungdoms Fryd under Lindene.

I Musikken ville jeg eje det alt, lutre det alt, og bære det frem til Forklaring og Tilgivelse, nå Guds Forsoning for Moder og hendes Barn, vinde den gennem den Evne, der var Moders og skulle blive min, Evnen til at tale med den, der var bag den blå Stribe, Moders Forklaring og Forsvar.

Og uden et Øjebliks Tøven løftede jeg Hovedet og gik ind i Faders Stue for at bede om at måtte rejse til Lund og uddanne mig til pianistinde.

Fader svarede mig ikke straks, sad rank ved sit Skrivebord foran Biblen og så ned for sig. Og som jeg stod dér påny i den lave, mørke Stue og kun så hans hvide Hår skinne, fornam jeg det sviende hedt, hvor ensom han var, hvor forladt af al menneskelig Mildhed og Varme. Og det brændte op i mine Øjne og Kinder, at kaste mig for hans Fødder, omklamre hans Knæ og blot bede blive bestandig hos ham, vi to, der var ensomme som ingen andre. Men i det samme vendte Fader Hovedet, og så uvedkommende traf hans Blik mig, imens han lagde Hånden på Biblens Blade og så frossen lød hans Stemme: „Jeg råder jo ikke over dig, gør som du selv vil, som du alt længe har gjort,” at al min Barndoms bitre Ensomhed og al min Ungdoms varmblodige Styrke standsede min Hånd og min Tunge.

Men da jeg sagde Farvel til Concordia, da var det, som svandt Årene om hende, som så jeg pludselig igen den unge, rødmossede, elskovstrallende Kvinde, der broderede Huer og Seler med Håbets grønne og Hjertets røde Farver, ved hvis Side, jeg havde spejdet ud mod hin blå Stribe, kun vi vidste om, og hvor det gemtes, der var vigtigt, men som vi ikke kendte. Nu skulle jeg derud bag den for at erfare det. Hun end ikke løftede sit Blik mod den mer. Og som jeg med tårefyldte Øjne kyssede hendes grånede Hår og den rynkede Kind, isnede igennem mig fra dens blodarme Kulde Visheden om, at sent eller tidlig ville jeg atter sidde som hun her bag Ruden. Men jeg ville intet høre, ville intet tro, uden mig selv og min visse Vilje: at der var Forsoning og Frelse at finde, at Gud var ikke Skæbne.

Jeg husker Farbroder Joachim, hans Øjne over på mig det sidste Måltid, vi var sammen, hans Sitren fra Hoved til Fod, hans Griben sig til Panden, som var han vågnet, som ville han springe op, bryde op, nu med det samme og følge med mig straks, uopholdeligt, derud bag Skovene. Og jeg husker hans Dør, dens vilde Hug i, da jeg stod i Forstuen rejseklædt med Kufferterne om mig. Men jeg ænsede ikke den Dørs Smæld. Men jeg gik ud langs Kirkegårdsmuren, ud forbi Korsenes hvide Hoveder, de ubevægelige. De så ikke efter mig, de stirrede kun mod min Rude, som måtte de ene dér søge mig, som biede de kun, til de så mit Ansigt derinde igen. Men jeg vidste, det skulle aldrig ske, at de så det.

Og så husker jeg Fader, hans høje, sortklædte Skikkelse, som stod dér ved Havelågen som Husets sidste Hilsen. Hans Øjne i det blege Ansigt så jeg, stift rettede efter mig. Og jeg følte, at nu trådte jeg ud på hin Line, fra hans faste Klippegrund, og at han ventede. Og da jeg ved Stationstrappen drejede Hovedet og så tilbage en sidste Gang, var der ingen derhenne. Men Havelågen stod stadig åben, den Låge, der havde stænget, tæt og hvid, for min Barndom, hvorigennem jeg var fløjet kvidrende ud til min Ungdoms Dans på Torvet - den stod åben til Vejen derind, forbi Korsene, til Stuerne igen.

Men nu hørte jeg Togets pibe skingre fjernt i den grå Vinterdag, ud i den tunge Skovstilhed. Og i et hastigt og let Suk lod jeg Stationsdøren slå i bag min Ryg.

Jeg lukkede Øjnene, selv for den sortblå Lindegruppe over Torvet, der nu gled forbi derude - thi Ulla, Ulla, Lindenes Dronning! men jeg bøjede mig og kyssede hendes lille, knuste Hånd til Tak, thi det var jo dog hendes Fald i Elven, der havde manet mig ud af Ungdommens blinde Dans til den faste Vandring frem mod Målet: Forsoningen og Freden.

Og da jeg ud på Eftermiddagen over Skånes skumrende, violette Pløjelande så Lund hæve sig derinde med Domkirkens Tårne mod den blodrøde Solnedgangsstrime under Skyerne, var det mig, som når jeg i min Barndom så Storskoven rejse sig foran, Tinde over Tinde, når jeg ved Concordias Hånd gik ind gennem Grinden ved Ringestenen og lod Huset bag mig.

Og dog - jeg ville jo netop ikke lade det bag mig mere, jeg havde jo set, at den, der havde været under dets Bjælker, aldrig slap deres Tynge mere. Men ud af dets Mørke ville jeg, jeg ville ikke drukne deri som de andre. Jeg ville søge Lyset uden Døre - være mig selv.

Som Fader den Gang ville frelse Moder, fordi han havde fattet Elskov til hende, således ville jeg nu frelse hende og mig selv, fordi jeg var ung og ikke ville dø. Frelste jeg mig selv, da frelste jeg også Moder. Ikke for Legs Skyld kom jeg til Lund, men for Livets.

Jeg kom til at bo i et Pensionat i Biskopsgatan overfor Fysiska Instituonen og opnåede straks at få Timer hos den gamle, berømte Domorganist. Da jeg havde spillet blot ti Minutter for ham, rejste han sig.

„Ja, De har jo noget at fortælle,” sagde han, „men - -”

Jeg lyttede skælvende med Øjnene på ham, men han sagde ikke mer, nikkede kun.

„Ja, så kan De jo komme her hver Fredag. Og så gælder det at øve, De må jo arbejde stærkt - med de Fingre - nå, vi må jo se!”

Arbejde - ja, det var jo det, jeg begærede, arbejde for mig selv og for Moder, fri os fra Djævlens Gerning ind under Selvstændighedens Lov. Nu vidste jeg det jo, Gud havde selv givet mig Våbenet i Hånd til at kæmpe med, jeg skulle ikke hjemfalde som en værgeløs. Jeg var Moders Datter, og jeg havde arvet hendes Musik, at jeg kunne fri hendes og min Sjæl fra Dommen. Jo, jeg så Vejen for mig, en Vej mod Lyset.

Og jeg begyndte med en mægtig Appetit, øvede mig Dag og Nat, ustandselig travl, med Blikket kun mod det Ene.

Men jo mer jeg arbejdede, des mer strammede det, det lille Bånd, jeg alt havde fornummet som Barn, der pludselig, med et Ryk, holdt mig tilbage, just når jeg havde stridt mig frem så langt, at jeg skulle gribe, hvad jeg så. Midt i Arbejdets Glød mærkede jeg det, at det brast, at Tonen, den sidste, jeg nåede den ikke, den slap fra mig. Jeg spillede det om, hed af Modstandsiver, og lyttede, og Tonen svarede mig kun halvt, forvirret - og Lyset sluktes.

Og i isnende Skræk sad jeg igen, ubevægelig og så for mig noget svulmende og sort og mindedes i et Jag Farbroder Joachim, hans tabte Stemme, hans Skæbne derhjemme i Huset. Og huskede det - den mørke Efterårsaften derhjemme, da jeg som Barn i min Forladtheds Nød var tyet ind til ham, hans Ansigt, hans Stemme: „Du spiller derinde -” og hans Tag om mine Fingre, „ja, ja! jeg blir nok fri for Musik her.”

Jeg så ned på dem, de bøjede sig svagt begge to, ligesom Faders. Jeg prøvede på at rette dem, spilede, dem ud til Siden af al min Magt og fornam i mit Håndled deres strammende Krumning.

Da svimlede jeg, som var mit åbne Flygel dér foran min beredte Kiste. Men nej! I et Sæt var jeg oppe, som måtte jeg redde mig fra Dybet. Gud ville det ikke! kunne ikke ville mod sin egen Vilje, han som selv havde skabt mig og Moder åben Vej. Jeg måtte til min Læge straks! spørge ham, for - nu forstod jeg dem, Professorens Ord: „De må jo arbejde stærkt med de Fingre, om -.” Om? „De har jo noget at sige, men -.” Nej, nej, den, der har noget at sige, han fødtes ikke stum!

En halv Time efter stod jeg foran Lægen, rank, med tæt tilknebne Læber, fast i min Viden, at det skulle ikke ske, at jeg ikke bøjede mig for det!

Og så - en anden halv Time efter stod jeg dernede på Gaden i Forårskulden med mine Fingre smertende og frosne som Istappe efter Lægens Greb, og efter den Vished, hans Ord havde givet mig, hans læspende Stemme, halvkvalt gennem det tykke Skæg:

„Nej, absolut nej, der er intet at gøre nu, det er altfor sent. Ja da De var Barn - men hvad? det klæder netop Frøkenens Hænder!”

Jeg svarede ikke, jeg fornam hans Kynisme langt borte fra, hørte kun dette ene: „Nej, absolut nej.” Og jeg holdt mine Fingre frem for mig og så på dem og forstod, at udenfor mit Legeme kom jeg ikke.

En ny halv Time efter var jeg hos Professoren. Det var i Sandgatan, Læge Cilander boede, og jeg husker Husene jeg kom forbi, Tegnerstatuen hyllet i sin Kappe, Skumringen under Lundagårdens Træer, Domkirkens hvidgrå Klippe og Trappen op til Domorganistens Bolig i Storkyrkogatan. Han måtte svare mig, om det var sandt, at jeg var født til at dø, at Guds Lov var Prædestinationen.

Lars Thomasson vendte sig om, så snart han hørte mit Spørgsmål, om mod Vinduet mod Domkirkepladsen. Min Stemme lød for mig tonende som i et hult Rum, mit Selv stod dér langt inde og lyttede til, hvorledes nu jeg, denne Fremmede, opbød al min Magt til Kamp for Livet.

Jeg havde talt og tav nu, udtømt, og ventede på at blive fyldt af hans Svar, ventede det, lammet, ligegyldig. Her i denne store Sals Skumring med Gibsmaskerne, Portrætterne og Flygelet så jeg ind i et andet velkendt Mørke, det ubevægelige, forstummede Mørke derhjemme, hans Svar kunne vi mig til.

Han drejede langsomt Hovedet mod mig, over sin Pukkel. Hans lange Hår mørknede mod Aftenskæret derude.

„Hm ja, Frøken Rut, man kan bygge et Orgel - og glemme en eneste lille Ting, og der bliver aldrig Spil af det Instrument. Jeg så det jo nok straks, med Deres Fingre, men -” jeg så hans lange, smidige Hånd krumme sig hvid over Flygelet og dens Spejling i dets Låg, så det nøjagtigt og fjernt, „der er noget, der hedder Vilje, ens Menneskevilje og - den formår næsten det utrolige.”

Jeg vågnede i samme Nu, så den lilla Vårhimmel derude om Domkirketårnene, følte i en svidende Kvælen et Sår som til Døden, og så en lys, hed Bølge af Tak og et Åndedrag af Livets Luft, den sunde, rene, oven over „Lovens” Katakombgrav. Og mit Inderste råbte sig ud i et Ja, i et Ja til de Ord om Viljen, om Menneskets Sejr over det Formløse, om Frelsen, ikke Fortabelsen. Det var, som løftede mit Barndoms lave Tag sig over mig. Og jeg så ham, ham der talte, den sammenknugede Skikkelse under Puklens Byrde, huskede hans Barndoms, Ungdoms og halve Manddoms Kamp mod sit Forældrehjems Armod, Drik og Skændsel, mod hans arvede Sygdomme, mod Vanførhedens uafrystelige Læs, og så ham nu stå dér, skæv og forkrøblet som altid, men mod Domkirkens Baggrund som en Sejrherre mod den erobrede Stad.

Som i et Spring var jeg hos ham med hans Hånd i min.

„Ja, ja, Viljen, Kampen - så jeg en Gang kan føle, jeg har overvundet!”

Han løftede hastigt den anden Hånd og strøg den hen over min Pande. Jeg led ikke ret det Smils Sitren i hans brune Øjne, men jeg glemte det straks, glemte det for det ene: vi fødtes som frie Mennesker på Jorden, vor Skæbne lå i vor egen Hånd, ikke i en blind og ubønhørlig Lov. Jeg så de brede Domkirketårne derude mod Himlen - de var rejst til Ære for de villendes Gud, ikke for de afmægtiges. Og jeg følte mig i al min Ringhed som hans Barn.

Og der begyndte en ny Arbejdets Tid - ja, jeg syntes det, at alt før kun havde været den løse Drift, først nu vidste jeg, hvad Arbejde betød, nu da jeg stred ej alene for Moder og mig, men for Retfærdighed og Lys på Jorden, for Gud.

Fornam jeg nu det Bånd - og jeg fornam det for næsten hvert Skridt - da kæmpede jeg til det sidste, dets Rækkevidde undte mig, og måtte jeg segne under det, vidste jeg, at næste Gang skulle jeg spænde det videre. Jeg måtte jo sejre, jeg stred jo sammen med selve Livet, sammen med Gud.

- Og så - det var det andet År i Lund - da var det med Et alt glemt og forbi, da var der ikke mer Tale om Fornuft og om Gud, da var der intet andet end Blindheden og Blodet.

Den Gang vi kun var unge, da havde vi, drømt det under Torvets Linde, at Elskov, det var vor Ungdoms Mål. Vårens rette Bukkarkrans om panden, Elskov, vor eneste Lov.

Jeg havde glemt det, Ulla Martelius’es Død havde revet mig ud af de Drømme, og i mit Arbejds År havde jeg fundet et andet Mål og en anden Krans. Nu krævede det Blinde mig igen, Kaos brød frem, det medfødte i mig, hvor ingen Vilje når ned. Og jeg omkom i det og fandt aldrig mer mig selv, som Kvinden af min Slægt. Jeg var påny og da for evigt under Loven.

Niels,” hun sænkede Hovedet frem gennem Måneskinnet, „Niels - han var Lærer i Matematik og Fysik ved Katedralskolen, en gift Mand med tre Børn. Han kom næsten hver Dag i pensionatet, jeg troede, det var for at besøge sin Søster, som boede dér, for at hjælpe hende med hendes Studier. Hun gik på Folkeskolelærer-Seminariet. Hun var mange År yngre end han, forældreløs.

Deres Fader havde været Bankdirektør i Stockholm, man sagde en meget letsindig Direktør, der under et lystigt Liv blandede Bankens og sine egne penge i ét Virvar og meget belejligt døde, just som Rygterne voksede sig for stærke. Revisorerne havde været skånsomme, Direktøren havde været elsket af alle for sit glade Sind og sin runde Hånd, og Enken og hendes Børn så sig forholdsvis velforsørgede. Men hun kunne ikke glemme eller tilgive, hverken ham eller sig selv, at hun ikke havde set og forstået, hun nægtede at modtage Pensionen, først da Banken forestillede hende, at i så Fald blev både hendes afdøde Mands og Bankens Skam åbenbar, bøjede hun sig og tog mod Halvdelen, forlod Hovedstaden og begravede sig med sin halvvoksne Datter i den afsides, nordlige Bygd, hvorfra hun var draget ud til det glimrende Liv ved den tilbedte Mands Side. Dér voksede da Datteren op, bleg og stille, hos den altid tavse og syge Moder, der på sit Dødsleje fortalte Anna Lisa alt og besvor hende aldrig glemme Linien mellem Uret og Ret, og om aldrig at tro, men selv se, om hun i sin sidste Time ville have Fred med Gud.

Broderen, som ved Faderens Død, alt var Kandidat, og hvis store Stemme havde lokket ham ind på Vejen mod Operaen, måtte nu brat bryde af - efter forgæves at have forsøgt at få Moderen til at tage mod den hele Pension - og søge sig Embede; det hed sig så meget des mer, som han måtte gifte sig, om han ville undgå en pinlig Skandale med en af Stockholms bedste Familier. Det lykkedes ham ret hurtigt at opnå den gode Plads her ved Katedralskolen, takket være Slægtens gamle Forbindelser og hans eget Væsen, der vandt alle og enhver. Men de sagde, at efter at hans Håb om en Livsgerning ved Operaen var skuffet, var han ikke ganske som før, men endnu mer end altid sin Faders, ikke sin Moders Søn.

Nu ved hendes Død, var Søsteren kommet herned for selv at skaffe sig sit Erhverv. Broderen hjalp hende trolig med Penge, skønt ingen var uvidende om, han selv var dybt forgældet, munter i sine Vaner og åben af Hånd som han var.

Jeg syntes, det var smukt, så meget han tog sig af Ann’ Liss, så lidt de dog lignede hinanden, og så lidt de havde levet sammen. Og lidet venlig var hun, stiv og stirrende, med tæt tilklemt Mund i det blege Ansigt, så afvisende mod hans gavmilde, overdådige Færd. Der stod Ensomhed og Frost om hende. Hun var klædt som i Jern og Kulde. Men lige ufortrøden kom han; og så snart Vejret var til det, kommanderede han hende ud på Ture. Jeg hørte hans muntre, dybe Røst gennem Væggen ind til mit Værelse, han var altid i strålende Humør, fuld af Skæmt og Smådrillerier. Jeg kendte snart så nøje hans raske Skridt og hans Kno på Døren: „Ann’ Lis’, Solen skinner, du skal til Bjerrød i Dag og drikke Havluft!”

Jeg standsede midt i mit Arbejde og lyttede i et halvt Smil.

Men i Pensionatet sagde de, at han levede i evig Strid med sin Hustru, og at det var derfor, han var så villig til at tage sig af Søsteren.

Jeg havde ofte mødt ham på Trappen og vekslet et par Ord med ham, ingen kom forbi ham uden et Smil og en Hilsen. Men en Dag havde jeg pludselig Knoen på min Dør.

„Frøken Norrcross, så mangfoldigt om Forladelse, men min Søster påstår, at De er et lignende lille Indendørsdyr som hun. Pinedød, det går ikke! Mennesket skabtes ikke til Huleboer. Følger De?”

Jeg lo og fulgte med.

Det var ud ad Landskronavejen forbi Sejrs- og Fredsobelisken. Jeg så Møllen og Granerne og de lave Gårde ude i Landet i de vårlyse Pløjemarker, med Rågeflokkene over.

Og han lo sin Barnelatter, de brune Øjne og de hvide Tænder spillede omkap, han førte sit store og svære Legeme så frit, halvt som i Dans, henad den vandpytstrøede Landevej. Han standsede på Broen, klaskede begge Hænder i de brune Handsker i det møre Gelænder og råbte ud gennem Vandets Rislen og de tumlende Blæstkast:

„Å hej ja! hvor var det dejligt at leve, om ikke der var Pogepugeri og sorte Tavler til!”

Jeg skottede til ham, og spurgte undrende mig selv om, hvorledes den Mand var hjemme i sine egne Stuer, om det kunne være sandt, det med Hustruen, og med al den Sladder, der var i den lille Universitetsby om ham og den og den.

Hjemme ved Pensionatets Trappe trykkede han min Hånd heftigt i sin og smilte mig ind i Øjnene: „Tak for den Tur, Frøken Rut, undskyld jeg kalder Dem sådan, men jeg kan ikke med at kalde Kvinder ved Efternavn! og jeg synes, vi har haft det så brillant i Dag. Nu går De nok med på min Søsters eller mine Ture en anden Gang, ikke sandt?”

Og jeg nikkede mod ham i et Smil, hvor kunne man andet end smile?

Om Aftenen ved mit Flygel - jeg syntes aldrig, jeg havde spillet så godt som da. Jeg så Sejrsobelisken for mig, gråhvid midt i den vårblå pløjeslette under den hvide, svømmende Himmel, med Røgslør af fjerne Popler og med Trækfugleflokkene over og Blink af Øresund, og jeg spillede om Foråret i Skåne, der er som en Lerskål koldt Vand.

Og det blev ikke vor sidste Tur. Oftere og oftere kom han, tilsidst hver Dag, og længere og længere gik vi, til Bjerröd, til Malmö, ud mod Horisonterne over den smeltende, vigende Slette, der bleg som et Barn kyssed Vårhimlen yderst ude.

Niels, ikke en Tanke skænkede jeg det, selv da Søsteren tavs, med Munden endnu tættere tilkneben trak sig tilbage fra os. Jeg glædede mig kun over den friske Luft ude på Sletten med dens Vandløb og Gårde, over hans pudsige Indfald, hans vennesæle Snak med hvert Barn eller Bonde, vi mødte, hans uanfægtede Færd, ja selv hans Gang, der i sin trygge, magelige Slentren gav mit angstjagede og anspændte Sind en Rytme af Letsind og Livstro.

Og min Mission, min Musik, jeg magtede den aldrig som efter sådan en Tur. Tonerne fødtes ud af mine Fingerspidser, sad ikke fast i Håndleddene som før - det troede jeg da. Om det kun var fordi jeg lyttede gennem et Brus af hans Røst og Havblæsten, af Trækfugleskrigene og Telegraftrådenes Forårshymner, eller om jeg virkelig ved hans Side kunne have leget mig til det, jeg aldrig ene tvang under mig - jeg véd det ikke. Kun det véd jeg, Niels, uskyldig gik jeg der ved hans Side, uden en Tanke, som et Barn; mine Øjne var jo kun rettede mod det Lys forude, jeg havde set og skulle nå, det Lys over Faders og Moders mørke Hus. Og - han var jo seksten År ældre end jeg, en gift Mand - jeg fornam kun hans Nærvær som Luften om mig, den friske, åbne ude fra Østersøen, over hvis Vige vi så Svanerne trække.

Jo blindere jeg var, des længere gik jeg ind i Labyrinten, til den lukkede sig om mig som en Slange. Ja - det har jeg spurgt mig om de talløse, forgæves Gange, hvorfor just det, at jeg som Faders Datter, end ikke kunne ane Muligheden af, at en gift Mand kunne tænke på andre Kvinder, en Tanke så umulig, som at en Fader kunne elske sin Datter - hvorfor just denne Lovens Tryghed i mig, skulle lede mig så langt ind i Lovløsheden, at Nettet var lukket om mig, da jeg vågnede.

Men jeg véd det, det nytter mig lidet, at kræve Svar af Gud derpå, som Fader, som Per Martelius. Jeg véd det: jeg fødtes til ham. Min ensomme og angstfyldte Barndom hjemme havde ladet mig vokse mod hans Smil og hans Sorgløshed, at jeg skulle visne under ham, der var som Livet selv, uden Hensyn og uden Mål. Jeg véd det, jeg fødtes til min Skæbne, og det både som Faders og Moders Datter, til det, der er min Lov: Udryddelse.

Det var en Dag, et Fjerdingår efter at jeg havde lært ham at kende, inde på mit Værelse, at det skete, som måtte, som skulle ske.

Jeg sad og spillede, da han kom ind, og nikkede kun til ham over Skulderen og spillede videre - jeg var straks færdig, så skulle vi gå. Men da med Et så jeg hans Ansigt i Spejlet over Flygelet.

Jeg var oppe i samme Nu, men som et Uvejr var han over mig, med sine Arme og sin Mund. Jeg vidste intet mer, hørte intet, forstod det kun i en forvildet Undren, at jeg var hans, at han havde taget mig som sin, i dette ene Nu og for evigt - -

Niels, i de tre Sommermåneder, der nu kom, i det solfyldte og dødsstille Lund, i de Måneder fik jeg den Krans om Panden, jeg havde drømt om i de Ungdommens År i Skogsköpinge, da levede jeg mit Liv, det eneste, der forundes Mennesker som os: Sanseløshedens, det vilde Søvngængeris, da vi intet ser, intet hører, intet véd, uden det Ansigt dér foran, der er Alverdens Sol, og hvorimod alt vort svimler i et Skrig af Tak og Ydmyghed og Beundring.

Niels, hvad var min Ungdoms Sorgløshed derhjemme mod disse tre Måneders Liv over Skyerne, hinsides alle Love, i den eneste for hver Jordens Skabning gældende Lov? I de tre Måneder, da friedes jeg fra mig selv, da var jeg som en af disse andre, jeg dog aldrig lærer at fatte, ikke en Tanke, men kun et Menneske. De Måneder og så min Ungdom på Lindetorvet, det er den Obol, jeg har at give Charon, sådan som jeg fra Barn har set det på den græske Gemme på Faders Væg - at Færgemanden kan se, jeg er en, der virkelig har levet og altså kan skibes til Dødens Hvile.

Niels, uskyldigere har ingen ung Jomfru levet hos sin unge Elskede, end jeg hos ham, ene vidende om ham og mig. Hans Søster var rejst, Pensionatet var tomt, ene jeg var her, som de andre Somre, jeg som aldrig turde slippe mit Arbejde og ikke ville til mit Barndomshjem, før jeg kom som dets Befrier.

Byen omkring os lå hen uddød, som en Klippegrotte, sort af Skygge og grå af Sol. Gennem tomme Gader færdedes vi, over lydløse Torve, under sovende Træer. Fra en Gademunding stirrede vi ud over Sletten, solflimrende, glimtende med Rugaks og Græsstrå, ubetrådt og urørt som Engene i det uopdagede Vesten.

Hjem vendte vi til mit Kammer, til mumlende Hvisken, til uendelige Kærtegn, til strålende Stirren i hinandens Øjne, indtil hans Hjemvandring og mit korte Blund, kort som et Nu og lyst som Natten derude bag Ruden, over Anlæggets halvt vågende Kroner. Ja på en Stjerne levede han og jeg, på en Stjerne fjernt i Himmelrummets Æter.

Til hans Hustru en Dag stod foran mig i min Stue, og Drømmen endtes, her hvor den begyndte, og Livet var omme, og jeg igen var Rut Norrcross.

Dér stod hun foran mig, og jeg stirrede på hende hans Hustru, hans -. Jeg ville med samme Undren have hørt, at jeg ikke var Faders Datter, som at jeg ikke var den eneste i hans Liv.

Jeg stirrede på hende, som var hun et Menneske fra en anden Klode, med Et åbenbaret her på vor, hans og min, dér hvor ikke andre fandtes. Det var en Aften i September, og det regnede ude over Anlægget og blæste høstligt ind fra Sletten.

Hun var lille og spæd, men med en fast Pande og store, blege Øjne, der så bort over mig som mod ét bestemt Punkt. Hun stod ganske ubevægelig, ret op og ned, i sin gråsorte Dragt, mens hun talte, lavt og knapt:

„Jeg kommer kun, for at De skal vide, hvad det er, De egentlig har gjort. Trængt Dem ind mellem en Mand og hans Hustru og hans Børn. De andre, han har haft før, dem regner jeg ikke. Det var Tøjter, mer eller mindre, og han vidste det. Men det, De har gjort, er en Forbrydelse mod Gud og Mennesker. De siger, at De elsker ham, men det er Løgn, og det vil Tiden vise. Kun jeg elsker ham. Og hans Hustru skal De ikke blive, det er jeg, og det vil jeg altid blive. Vi har svoret os sammen frivilligt, og den Ed skal ikke brydes. Jeg siger Dem det, skønt De har handlet som en Forbryder mod ham, mod mig og vore Børn: forlad ham hellere straks, han bliver alligevel aldrig Deres. De kan ikke forstå ham. Og han kan ikke have to Hustruer, og jeg slipper aldrig. Thi kun jeg elsker ham.”

Hun nikkede kort ud i Luften, vendte sig og gik uden at se på mig, stilfærdig som hun var kommen.

Men som jeg stod dér tilbage i Værelset og ene hørte Efteråret blæse og regne ned over Byen, fornam jeg pludselig hendes Væsen som en tæt og skarp Lugt.

Jeg troede det, at Tiden var ikke gået, og at jeg stod min Konfirmationsdag foran Fader i det bjælketunge Studerekammer og hørte hans Ord om Moder og om Djævelens Gerning.

Pensionatsværtinden hug Vinduet i inde i Spisestuen mod Gården. Jeg vågnede i et Sæt og var mig selv og så mig som Moders Datter og min Skæbne fuldbyrdet. Men i det samme var jeg ude i Gangen, famlende hen over mit Tøj, rivende det ned fra Knagerne. Jeg vidste kun ét: flygte, flygte herfra, hvorhen jeg var kommen for at stride, og hvor jeg var falden. Flygte fra min Gerning, at den ikke var til, hjem til Præstegården at begynde forfra, skyldfri, berettiget til Håb.

Jeg løb ned ad Trapperne og hen ad Gaden, langs de tre Institutioners Hegn i Blæsten og Regnen, ad Banegården til.

Og der på Hjørnet af Tomegapsgatan løb jeg på ham. Lige ind på hans Paraply.

Jeg standsede, som ved et Fjeld, vidste, nu kom jeg ikke længere.

Han slog Paraplyen ned, straks han så mig. Regnen løb af hans Hår og Skæg, han greb mig op om Armene med et Tag så fast, at jeg lammedes til Hælene.

„Rut,” sagde han, og hans Stemme var hæs og skælvende, som jeg aldrig havde hørt den før, hans Ansigt var gråt bag Regnen, men hans Øjne som Ild, „jeg véd det, at hun har været hos dig, men Rut - hører du hende, så - så ved Himlen! forbryder du dig mod Gud selv!”

Jeg stirrede på ham, hans Ansigt svandt for mig i Regnen, Murhjørnet med det lave Vindue -.

Dér, Niels, dér den Eftermiddag på Gaden i Lund begyndte den Strid mellem ham og mig, mellem mig og Gud, som har stået på, åndeløs, hvert Dagens og Nattens Minut siden da igennem syv fulde År, og som jeg véd først raster den Dag, jeg ikke mer er til. Den Strid, der har gjort mig hjemløs og retløs på Jorden og rystet min Forstand, så jeg ikke så andet end Kaos, indtil nu Tågerne begynder at dele sig, og jeg har fundet den Lov over mit Liv, det må kræve.”

Rut lænede sig forover med Hånden i Håret. Hovedet ludede tungt i Måneskæret, tynget under dets skumrende Sne.

„Niels, jeg véd det jo, at det var ham, jeg ville og skulle, omend jeg ikke måtte - véd det selv nu da jeg kun sidder og venter på, at han skal komme her, ligeså godt i Dag som i Morgen, og bringe mig det Bud, som nu vil være mig Lovens sidste Kalden, Buddet, om hvad jeg har at gøre, det, som en Gang havde været mig selve Livets Røst! Jeg véd det, nu da jeg forstår hans Hustru og giver hende Ret, at kun hun kan elske ham, som man skal elske Mennesker: således som de er, forstår hendes ubevægelige Pande og hendes Bliks Stirren, hende, som jeg har hadet med al den indemuredes Had til Muren, forstår hende som to Medfanger forstår hinanden, og ydmyges for hendes retmæssige Kærlighed, der holdt ud. Selv nu, da jeg har måttet se, hvad jeg ikke kunne se, om jeg skulle leve, da jeg har måttet forhærde min Kærlighed til Had, om jeg ikke ville sønderbryde mit Selv, som det blev i Fødslen - jeg som elsker den, jeg skal og dog ikke må!

Jeg véd det, selv nu da hans Trin, hans Røst, hans Berøring får mig til at ryste som Dyret for Slagteren, ved det: jeg tog ikke fejl, så lidt som hans Hustru, det var ham, for mig som for hende, kun at Elskoven i mig, trods min Sejr over hende, ikke var til Livet, men til Døden. Ikke hun, men jeg tabte, som Moder, ikke Fader, mistede sit Liv. Men han var for mig Guds Redskab.

Ja, Fader - Fader og hun, de var mine Dommere eller Dommens Forkyndere. Jeg så i deres Blikke: de vidste det, begge to, de havde altid vidst det: at jeg var et Fortabelsens Barn, at jeg måtte handle, så jeg skulle dø.

Roligt som hun dømte mig, nikkede Fader den Dag, jeg påny stod for ham i Studerekammeret derhjemme i Husets Mørke bag Korsene, Dagen efter at jeg var vågnet af min Egenkærlighedens Synd, og jeg havde stridt med min Elskede om min Frelse, og han havde måttet lade mig slippe, men kun med de Ord: „I Overmorgen er jeg ude hos dig, hos din Fader, ingen skal her få Magt over os. Her fik jeg for anden Gang Mening i mit Liv, og her slipper jeg ikke, for det véd jeg, glipper det også nu, er jeg omme.” Jeg hørte det, og jeg så Loven, og der var intet udenom. Fader så op fra Biblen, da jeg havde talt ud, og nikkede én, to Gange, som havde han altid kun siddet her i denne skumle Stue og ventet på dette Bud om mig, på denne sidste Følge af Moders og hans egen Brøde mod Gud, nikkede, ikke dømmende mig, kun bekræftende Guds uforanderlige Lov med mig.

Og da jeg kastede mig ned for hans Fod i det Skrig:

„Fa’r, sig mig, hvad er Ret, du som véd det!”

Da lagde han sin Hånd oven på mit Hoved, let og næsten uden at røre det, og sagde, langsomt som tydede han en Cifferskrift for den ukyndige:

„Rut, ingen af Delene, og ingen af dem kan du. Her er ingen Vej udenom.”

Jeg lå ubevægelig og hørte hans Røst, som var jeg død og klappede han lempelig Graven til.

„Rut,” sagde han, „jeg kan gerne tale med ham, men hvad nytter det? Sket er sket. I må fuldkomme Løbet.”

„Og Løbet, Fa’r,” hviskede jeg, „hvorhen går det?”

Og jeg bad til, at det måtte gå fra ham og dog mod ham.

Han bøjede Hovedet over Bibelen og svarede ikke. Og, Niels, der var heller intet Svar at give uden det, jeg nu véd.

Svante kom næste Dag, og Fader talte med ham.

Jeg sad inde hos mig selv og hørte deres Stemmer bag Døren, og det var, som hørte jeg, selv afmægtig og bunden, to Advokater strides om mit Liv og min Død. Og jeg bad om Livet og vidste, at det var Døden, thi Gud bryder aldrig sin Lov med Undre, for da var han ikke den Gud, der ene er ubestikkelig.

Så åbnede Fader Døren, og Svante stod dér, ophidset, rød i Hovedet, svingende sin Hat. Og Fader bagved, høj i sin sorte Dragt. Jeg rejste mig op og stod rede.

„Rut, jeg har sagt Doktor Hjortsberg alt. Men han siger, han kan intet høre. Dette er hans Liv. Jeg skal ikke, til ingen Nytte, lukke mit Hus, for nogen af jer. Kun véd I det, at hvert Brud mod Guds Lov bære Frugten i sig selv.”

Han lukkede Døren, og dér stod vi da i Havestuen overfor hinanden i Efterårsdagens Skumring, ene, som vi fra det Øjeblik af har været. - Ene, som vi var før hendes Komme i min Stue i Lund, men ikke mer på hin fjerne Stjerne, nej, ene her på Jorden med alle og os selv imod os. -

Ja, vi blev ene, han og jeg, ene i de syv År, ene, som vi skulle være for Livet. Og jeg lærte ham at kende, ham, som jeg tilhørte, ham og mig selv -

Ikke et halvt År havde jeg været hans, før jeg erfoer det, at han, som nu var flyttet fra sin Hustru, der holdt sit Ord og roligt nægtede ham hvert Samtykke til Skilsmissen og bestandig bød ham at vende tilbage til hende - at han i sin nye Bolig i Lund - jeg var jo nu atter hjemme i Skogsköpinge - havde små, lystige Selskaber af Herrer og Damer, Damer, der blev om Natten, og at han på sine Ture til Malmö og København, når jeg forgæves sad og ventede ham, knyttede muntre Venskaber med Varieteernes Damer.

Sladderen bragte mig det, og jeg vidste det, at det var umuligt, thi sligt kunne ikke ske.

Til jeg en Dag holdt det i min Hånd, at det var sket. Så det samtidig, at Livet kender ingen Love, og at dog hvert Menneske er under Loven.

Niels, havde jeg blot set det, at han var mig utro, jeg havde vel lært mig til at fatte det, og jeg havde været frelst, mistet alt, uden det ene fornødne. Men jeg så det, at han var mig troløs og samtidig tro. Jeg så Livet, som det er, og at jeg ikke magtede det.

En af hans Elskerinder skrev mig et Trusselsbrev til: at jeg skulle slippe ham, eller hun skulle dræbe ham. Han skulle blive hendes, og hun vidste det, hans Hustru var ingen Hindring, men jeg. Men han skulle blive hendes, levende eller død.

Jeg viste ham Brevet, så på ham og ventede hans Svar. Han læste det, halvt i et Smil, og kastede det på Bordet.

„Men lille Rut, hvad kommer det dig ved? Hun erkender det jo netop, at du er den eneste.”

Og han greb efter min Hånd.

Men jeg holdt den på Ryggen og spurgte, mens mit Hjerte stod stift af Krampe:

„Og om jeg nu blev din, helt, trods det ikke kan ske som din Hustru - var du da kun min?”

Han tav lidt, så smilte han igen, sit selverkendende, skamfulde og lystige Drenge-Smil.

„Lille Rut, jeg kan ikke lyve, ved Gud, det har jeg aldrig gjort! og skænk det ikke en Tanke! jeg véd det, jeg er dog kun din.”

Jeg stirrede på ham og så hans Ansigt dér, min Elskedes, helt det samme som i Går, og jeg vidste, at hans Hustru havde haft Ret, at jeg ikke kendte ham og ikke kunne elske ham. Og jeg spurgte:

„Svante, svar mig kun på ét: hvorfor vil du mig?”

Hans tilstående Smil forsvandt i det samme, Øjnene sprang frem, skarpe, brunrøde, under Brynene, han var ikke mere en Dreng, men en Mand.

„Jeg - vil dig - fordi du er mit Selv, simpelthen - som den Gang Sangen.”

„Og - uden mig?” spurgte jeg og så ud gennem Vinduet mod Træerne, hvor Sneen faldt, og jeg vidste det, at jeg skulle dø.

„Uden dig,” hans Stemme sagtnede, „er - jeg omme, slet og ret.”

Lidt efter, da jeg stadig tav, sagde han, og nu var han et Barn nær Gråden, så ydmyg:

„Tag mig sådan som jeg er - ingen kan jo elske dig bedre end jeg - du er alt mit Værd.”

Jeg så stadig ud over de snestænkede Skove og forstod det, at jeg end ikke kunne få Lov at dø, og vidste det, at leve kunne jeg ikke, thi da måtte jeg jo blive hans. Og jeg kendte ikke mere mig selv.

Han tog om min Hånd, hans Øjne blev gode som en Hunds:

„Rut, jeg véd det, at det - det er ringe - men netop, fordi det er så ringe - Rut, slip mig ikke!” skreg han pludselig kortåndet, og lukkede Øjnene i et Gisp.

Jeg så op på ham, det skæggede Barneansigt, og rystede svagt på Hovedet. - Jo, nu var jeg ude i Livet, og det slog til: jeg forstod det ikke.

„Tak, Rut, tak,” mumlede han, hans Ansigt brast, han dukkede sig kluntet med Munden mod min Hånd.

„Svante,” sagde jeg og anspændte min Pande, det var jo nu på det yderste, og dø ville jeg ikke, „din Hustru, tror du hun -”

„Hun,” hans Ansigt blev med Et lille under den tæthårede Pande, Stemmen kom bag Tænderne, „vær tryg, hun giver efter en Gang, for jeg vil det, her skal man ikke igen tale til mig om Pligt - og hun -” der pippede et listigt Smil.

Jeg nikkede - Pligt, å nej, hvad var hans Pligt? Og hun, jo hun elskede ham, og han ville uden én Ansvarets Tanke benytte sig deraf, og en Gang - vidste jeg ikke først nu, hvor hun elskede ham?

„Rut,” han tog mig om Hænderne, uldent, Øjnene glippede, „Rut, det du sagde før, om - at blive min, nu, trods dem allesammen, Rut, mente du -?”

Jeg rystede på Hovedet, højt oppe fra, mine Tanker stred nu med Et.

Han så lidt på mig, så smilte han, underlig sårt, drog et klemt Suk og knugede til om mine Hænder:

„Ja, ja Rut, når - når du selv vil - dig kan jeg vente på til - til vor Død!

Men - nej, Hillemænd!” han snappede efter sit Ur, „snakker vi ikke her, sådan at vi glemmer Toget! nåda, om et Kvarter! Ja, hvis jeg ikke var mødt i Morgen på Katedralskolen, så - jeg har min Tro prøvet deres Tålmod nok!”

Han smilte skamfuldt lystigt, med Øjnene knebne til mod mig som mod en Medvider.

„Rut,” sagde han, og Stemmen rømmede sig, ru, „så snakker vi aldrig mere om det, vel? du forstår det jo nok, du som er så klog, ikke?” Og han kyssede mig på sin legende Måde. „Hils nu de gamle derinde. Og så kommer jeg igen ud til dig på Søndag.”

Jeg fulgte ham til Stationen.

„Svante,” sagde jeg langsomt, „har du noget imod, at jeg i Morgen rejser til København? for at spørge en Pianist derovre, jeg véd - og en Læge, om jeg trods mine Fingre alligevel kan nå at spille, som - som jeg vil og må, om -”

Han så spørgende på mig. Så smilte han lunt i det tykke Skæg, idet han svang sin Vadsæk.

„Nej, nej da, min Pige, rejs dog endelig!”

Han så ned for sig, møjsommeligt bekæmpende sit Smil.

Jeg så det og vidste det nu, at vi to, som sådan var dømt sammen, forstod hinanden mindre end Himmel og Jord - han troede, jeg var skinsyg. Gav Gud mig ikke selv fri for Loven, var vi begge dømte til Døden.

To Dage efter vidste jeg det, at jeg tilhørte ham - ham, der var min Morder, som jeg ville blive hans. Og jeg spurgte kun mig selv: skal han da også omkomme, hvorfor? -

„Rut,” sagde han, „du skal blive min, for jeg vil det!”

Nu er de ved at gå i Opfyldelse, de Ord - fordi han har villet det. Hvorledes han har bøjet hendes Vilje under sin, hun, som stod dér for mig den Dag i Lund, véd jeg ikke. Men hendes Kærlighed til ham har vel besejret hende - og tilintetgjort hende. Sidst han var her, sagde han: „Nu er hun ved at komme til Fornuft og føje sig.”

Men det véd jeg, at således er det bevendt med den Menneskevilje, Lars Thomasson sagde til mig, kunne overvinde næsten alt, at har den sprængt sig Vej, da er Skatkammeret tomt.

Jeg har sagt ham det, at jeg kender ham ikke, jeg har tryglet ham om min Frihed og har svoret, min Kærlighed vekslet til Had, jeg har lukket min Favn og min Dør for ham gennem År og sendt hans Breve uåbnede tilbage. Han har tvunget mig til sig igen og tøjlet mig fast med det ene Ord: „Lovbryderske!” det Ord, der fra min Fødsel rummer al min Gru.

Og han har smilt sit Sejrherresmil, bedre vidende fordi han måtte det, fordi jeg er Loven i hans Tilværelse, og ingen kan være til uden Lov.

Ja, jeg er hans Lov og for at fuldkomme den, skal jeg tilhøre ham, og han mener det den Dag i Dag, at da bliver alt godt, thi han, der har elsket mig gennem syv År trods mig og trods ham selv, med en trofasts Kærlighed, Tålmod og Forsagelse, han ved kun om mig det: at jeg er Kvinde. Og skulle han ikke kende Kvinder, han som har haft så megen Ærgrelse og så megen Lyst af dem? skulle han ikke kende deres Skinsyge? og deres Lediggangs Nykker? og hvad der først og sidst tjener til deres bedste?

Niels,” der strøg et Smil over hendes Ansigt, flygtigt og stivnet, „han véd det, ud og ind, alt - kun ikke, hvad jeg véd om min Lov - -.

Véd - å véd,” hun så op, Måneskinnet stod om hende som en stivnet Røg, hendes Øjne og Hænder flød bort i den, „ja, om jeg vidste den! Men nej, nej, intet véd jeg, endnu intet, skønt mit ganske Legeme har grublet siden hin Dag, jeg lærte ham og mig selv at kende.

Se, Niels, jeg forbrød mig mod Loven, da jeg elskede ham, der havde givet sig hen som en andens Lov, og jeg forbrød mig mod den, da jeg ville undfly ham, thi jeg var den ganske Lov for ham. Jeg forbryder mig mod den nu, om jeg vil ægte ham, således at det kan ikke ske for mig, og jeg forbryder mig mod den, om jeg unddrager mig ham, således at det kan ikke ske for ham. Og - og undflyr jeg hinsides enhver Lov, idet jeg fuldkommer den eneste, jeg ser som min, da forbryder jeg mig mod den, der forpligter mig mod ham, hvis eneste Lov i Livet jeg er.”

Hun bøjede sig helt forover, sammen, ned i Måneskæret, med Hovedet mod sine Knæ.

Niels Hilding lettede sig halvt på Stolen, han greb frem for sig, hjælpende. Så gled han tilbage med slappe Hænder.

Han så det blondtlokkede Hoved dér i Måneemmen. Elvens Sus som i tomt Land. Ingen Lyd her i Rummet eller fra de andre Kamre. Kun Hovedet dér foran, hensvindende, alt som Månen svandt bort i Mørket.

Nu vidste han det alt - og nu havde han kun at sidde og se hende svinde mer og mer gennem det synkende Lys ind i Mulmet.

Han drejede Hovedet.

Der sprang en Lyd ud af Månetågen, levende, hastende.

En Skygge skød frem gennem Kirkegårdsmurens Dis. Hr. Joachim Hoffreuter strøg forbi Ruden, foroverbøjet.

Så blånede Måneånden tom.

Ja, ja - Høstaftenen havde nået hans Hjerte, Kaos havde kaldt ham ud gennem Skovene at stå for dets Åsyn. Nu reddede han sig på Flugt hjem til sin Stue, hvis Gulvplanker og Vægge endnu dækte.

Ja. Til dette Efterår var kun én hjemfalden i dette Hus, hun, han nu kun anede dér i Disen. Men dømte var de alle - som Jorden selv, der nu gled fra Måne bort i Mørke, mod Sneens Forvirring.

---

Niels kom over Forstuen mod sit Værelse. Pludselig standsede han, hun spillede derinde og sang, brusende og vildt som Ørnes Flugt gennem Bølgegang:

„Jeg vil ud, jeg vil ud, hvor min Sjæl
ej blir trampet af Træsko ihjel!
Jeg vil ud, jeg vil ud, hvor mit Sind
ej blir klemt mellem Albuer ind!

Her er tungt, her er trangt, her er tråt!
Her er kvalmt som i knugende Kot!
Her er taust, så den frejdigste Sang
lig en Klokke i Regntågen klang.

Men derude er åbent og vidt!
der er stort, der er lyst, der er frit!
Der er Plads nok for Fod og for Hånd,
der er Svar for den higende Ånd!

Lad mig gå, lad mig gå, hvor jeg vil!
Giv mig Frihed og Lykke dertil!
Giv mig Luft, giv mig Himmel og Hav,
- så skal Sangen nok svulme deraf!”

Niels stod med bøjet Hoved, lyttende i Mørket. Han rystede, som slog Musikken sine tunge Brådsøer over ham. Nu tav den brat, som havde Jorden slået et Gab op og slugt den. Og ingen Lyd derinde mer.

Niels løftede Hovedet. I det samme så han i det sidste Månelys over Væggen Hr. Joachim Hoffreuter, ubevægelig lænet mod Dørstolpen, med Øjnene stive i Lytten - som en Ridder på Vagt foran den Dør, hvorinde hans Dronning døer.

Hans Øjne mødtes Niels’es, glansløse - så rettede han sig i et Sæt, strøg forbi Niels, så det trak om ham - Inde i Gangen slog hans Dør i med Genlyd som mod et tomt Rum.

Niels åbnede ind til sit eget Værelse og lukkede stille bag sig. Han blev stående i Mørket. End en Blånen af Måneskær i Gardinerne og Tæppet. Nu sad de her alle, ene hver i sin Grav, under Natten.

Og i dette Hus havde han hørt Møblerne mumle i venlig og levende Forståelse med Gulv og Lofter -

Ja, for han kom derude fra og ville det, at ét Sted på Jorden måtte der være Hjem.