Loven
Harald Kidde (1908)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
V
Den lille Gibshebe dansede midt i den tilgroede plæne.
De gule Blade svævede som i fjerne og fraværende Tanker ned over hende, hun holdt en lille Dynge fangen i sin Skål, Resten spredtes rundt omkring Sokkelen. Frugtstammerne krogede sig fugtgrønne mellem hverandre. Torvets Linde skimtedes bagved, svære som Tempelsøjler.
Derude dalede Bladene også ned, tæt, gult, som såede Kronerne dem selv under lette, stille Suk. De dansede ned den sidste Dans og svandt i Flok bag Stakittet. Kirketårnets Fod sås bag Korsene.
Elvens Sus svandt og svulmede, syngende de Millioner Blades Dødsnynnen ind over Menneskenes lille Samfund herinde i Skovenes Skød.
Men den lille Hebe dansede videre i sit flagrende Skørt, skænkende Gudernes evige Vår af sin brudte Kande.
Ilden knagede i Apotekets porcelænsovn, det gyldne skær flakkede i Spejlglasruden og over de blanke Salvekrukker. En let og tør Duft af Brænde spredtes i det store Rum, med fjerne Minder for Niels om Søndagformiddage i Huset over Fjorden derhjemme, den første Søndag i Efteråret, de lagde i.
Erik Aksels Filttøfler sjokkede over Gulvets Belægning af Stenfliser og Træ. Hen igennem den kolde og overlegne Apotekslugt fornam Niels hans snerpende Opiumsånde.
Uret gik, klart og uafviseligt, og Birkebrændet knitrede.
Det svimlede for Niels’ Øjne af faldende Blade - søgende vendte han sig ind mod Rummet. De gule Blade blev ved at svirre ned over de mange Hylder hvide Krukker, Uret og Erik Aksel, der i det samme standsede, krogrygget, lyttende.
Togpiben skingrede, lang og flængende gennem den dikkende Stilhed - ja, alle de runde, hvide Krukker, de dikkede som Ure, travlt, lydløst. Alt dikkede herinde, som alt derude hviskede ned, og nu Togpiben, rivende sin åbne Flænge.
„Hm,” Erik Aksel lyttede stadig med det skimlede Hoved fremstrakt, „gad vide, om han kommer i Dag.”
„Hvem?” spurgte Niels - han stirrede på det forgyldte Flagrebånds Inskription hen over Krukkeskabene: „Nos remedia, deus salutem -” Bladefaldet derhjemme hviskede milevidt om ham, dalende over This Skovløbers Sti langs Vandet - nos remedia, deus salutem - ja, den Frelse vi ikke begriber -
„Hm, han, Svante Hjortsberg,” Belanders Hænder gned lyttende hinanden, „nu kan den sgu’ ikke gå længer uden at eksplodere.”
Nos remedia, deus -
„Hvem?” Niels vågnede, nøgent så han de hvide Krukkehylder, Farmaceutens lurvede Skikkelse, den mahognibrune Disk i Efterårsformiddagens kolde Lys og nu skurede Toghjulene op der udenfor Stationen. -
„Svante Hjortsberg? tror De, han kommer - ja, men så - Rut -”
Niels snappede sin Hat i den brede Vindueskarm.
„Farvel.” -
Han stod på Trappen og straks efter ude på Lindetorvet.
Han standsede, med Hatten i Hånden. Han hørte Elvens Kogen, fornam den klamme, stillestående Luft og så Bladene sejle ned foran sine Øjne.
Og han huskede pludselig -. At det var kun en Skumringsdrøm, at han rådede over Rut, at han ejede ikke Selvoplevelsens Arv, og at Drømme var uden Hævd.
Og han huskede Belanders Ansigt derinde, da han greb sin Hat og løb ud - dette tynde, rynkede Ansigts Jagen sammen som en Vandpyt under Blæst.
Og han stod dér og hørte kun om sig den lydige Hvisken mellem Bladene og Jorden:
„Ja vi falder, vi falder, vi kommer til dig, alle og en. O kom, kom.” Og Elven sang sit dybe Amen fra Skovene.
Da så han en Mand gå skrås over Stationspladsen, om bag Buskadset og dukke frem igen, ovre ved den hvide Tremmelåge mellem Birkene.
Hastigt og tungt gik Manden, den høje, svære Ryg ludede i den grå Frakke, Tasken i hans højre Hånd hang dødt, det brune Kindskæg struttede under Hatteskyggen.
Nu åbnede han og forsvandt bag de hvidplettede Birke. Lågen gabede lidt, slog så i, spærrende.
Niels stod ubevægelig. Han hørte Togets pibende Sætten sig i Gang. -
Denne Rygs sørgmodige Luden og trygge Sikkerhed. - Var det Svante Hjortsberg, Manden, der kom, endelig fri, til den Elskov, der var ham hans Lov og hans Fald, som Kuglen dens Tynge?
Ja, det var Svante Hjortsberg, som så roligt åbnede, Lågen dér, lod den stå åben og smække i bag ham, han som kom med det sketes Viden og Ret.
Og han, han selv? Ja, han var Niels Hilding, fra fremmed Land og fremmede Hændelser. Margrete, ja hende kunne han være kommen sådan til. Men hun var ham ukendelig, thi han huskede ikke hende og sig selv fra da, og nu Rut - -
Han bøjede Hovedet og gik, stadig med Hatten i Hånden, langsomt forbi Kirkegårdstrappen, til Lågen, åbnede den og gik ind langs Muren og hendes Rude, uden at løfte Øjnene fra Jorden, der ligesom levede under de stadig faldende Blade, der hviskede op til ham som døende Tunger. Deres tunge Ånde af Mjød drev mod hans Pande.
Han vidste, nu måtte han pakke sin Kuffert og bryde op herfra, thi nu var Herren i Huset kommen.
- - - -
„Undskyld -” Niels standsede forvirret på Dørtærskelen, hans Øjne smuttede forkrøblet hen over Stolebenene og Gulvtæppet, ,jeg troede ikke at - -”
Rut - dér stod hun i Havestuen, ubevægelig, med Hænderne strakt ned for sig.
Lige overfor hende Manden, tungt ludende, med Kufferten og Hatten i Hånden.
Hans Øjne var på hendes Ansigt, uafvendeligt spørgende. Hendes tomt opspilede, som med spaltet pupil, lysende som Is.
„Undskyld -” Niels drejede sig hjælpeløst ind mod Portièren - at han kom her, som gjaldt han med - ja, kunne de nu ikke se på ham - røbede han ikke sig selv nu?
„Niels!” Ruts Stemme sprang, skør som en Fjer, „Niels, nej bliv!”
Niels’ Mundvige fyldtes af Gråd, salt, forurettet, som hulkede han lydløst, for alle Årene, anklagende sin Lod.
„Niels, det - det er Svante Hjortsberg og, Svante, det er Niels Hilding - en dansk Magister. Jeg - jeg traf ham i Ås og - bad ham herop - han er min Ven.”
Niels bukkede, forover, som i Blinde. Han fornam Svante Hjortsbergs Ansigt vendt mod sit - det tætte, krøllede Skæg, Øjnene utålmodige, urolige, og nu hans Røst, dyb, lidt grov, atter vendt mod Rut:
„Rut, kan vi ikke - du må dog -”
Niels klemte Hånden om portierens Kvaster. Å Rut, om hun ville lade ham fare, å, være nådig og blot glemme ham! han havde drømt formasteligt, men det var omme forlængst! nu bad han blot om at svinde.
„Nej, nej!” Rut rystede fra Hoved til Fod, hun spændte forgæves Hænderne sammen foran Brystet, hendes Øjne hang som tryllebundne ved Svantes, hendes Tænder lyste, „nej, nej, Svante, han må blive, han véd - véd det alt - jeg har kaldt ham herop netop derfor, for - for ikke at være ene med dig, når - når -. Og nu - - Niels!” hele hendes Legeme ligesom brast ud i Skriget, hun segnede bag ned på den lille Sofa med de foldede Hænder strakt ned foran sig, „Niels, nu - nu har hun skudt sig!”
Niels jog sammen. Det gav et Sæt i Svante, han trådte et Skridt frem mod Rut, det brune Hår løftede sig om hans Pande.
„Rut, hvad siger du! hvor kan du - hvad skal han hér? skal vi to da ikke -”
„Jo, jo, Svante!” Rut sad nedgleden på Sofaen med Nakken tilbage mod dens Ryg og Øjnene stift på ham, „jo, jo, Svante, ikke vred, ikke vred - men han - han er min Ven, og jeg troede, når han var til Stede, at du så ikke - ikke kunne komme til at spørge - at jeg kunne vente lidt - jeg tænkte jo ikke, at hun -”
„Vente!” Svantes Øjne næsten forsvandt, Kinderne brændte røde i Skægget, „vente? Hør nu, Rut, her kommer jeg til dig i Dag med det Bud og så - vente!”
Tasken brast ud af hans Hånd, i et Dump mod Gulvet. „Har jeg ventet, eller har jeg ikke? biet på dig i syv År, fundet mig i din Vilje - og så - når jeg endelig kommer, fri, på den Vis, så -!” Hans store Hænder famlede frem for sig, i et Greb.
Rut sad stadig halvtnedgledet på Stolen, stirrende på ham. Hendes Knæ rystede, så Kjolen bølgede om hendes Fod.
Niels trak ikke Vejret, han bøjede Hovedet, med Hånden fast i Portièren.
Dette var Livet, i dets Højde, i dets Pres, i Døden. At han kunne være til Stede her, han som intet havde forskyldt, som var udelagtig i alt Liv og al Død - -.
„Svante, hvordan - hun -” Rut hviskede.
„Jo hun -” han strøg Armen over Panden i en kort Stønnen, „hun skrev at nu - nu skulle jeg få Lykken - nu var Göran voksen og trængte ikke til hende, Cæcilie fik jeg så tage mig af. Og nu vidste hun for vist, du var min Lykke, da jeg havde holdt ved dig i syv År, og nu måtte hun dø. Og om jeg blot aldrig havde truffet hende, og hun aldrig elsket mig - Rut,” han rystede langsomt på det gråsprængte Hoved, hjælpeløs, „hvor skulle jeg ane, at hun, som var så kold - jeg troede kun, det var mig, der holdt af sådan - Men nu -” det gav et Stød i ham, Øjnene sprang frem, hedt brune „nu er det dig! nu skal du også blive min! og det så snart mulig er!”
„Svante, nej! nej!” hun skreg, med Hænderne klamret om Sædet, „nej, nej, det - jeg kan det ikke! ikke nu - aldrig! aldrig!”
„Kan ikke?” der dukkede pludselig frem et vantro Smil om hans Mund i Skægget, „du kan ikke - og hun? hun kunne dø for min Lykke!”
„Ja, hun - for hun - men jeg - Svante, jeg elsker dig ikke.” Ruts Hoved sank bag over, hendes Strube hoppede, Håret hang over Sofaens slidte Fløjl.
Svantes Øjne sprang hen på Niels, kort, hvast, små, men så tilbage igen til Rut, i et sikkert Smil.
„Hør nu, Rut,” han kom et Skridt frem.
Hun løftede Hovedet, hendes Øjne søgte Niels, hun gjorde en kort Bevægelse, som ville hun styrte hen til ham, så kom der en Druknen i dem -.
„Rut,” Svante stod bøjet over hende, hans Røst mumlede, dyb, som beroligede han et Barn, Niels så hans Hånd om hendes Nakke, hendes nedhængende Arm, „nu véd du slet ikke, hvad du siger. Jeg ved det meget bedre: du elsker mig. Alt andet er Indbildning og Fantasteri. Nu er de År omme. Du elsker mig, men du tør knap - men jeg tør for os begge. For jeg véd, det er dog Ret.”
Niels så Ruts Ansigt, hvilende ubevægeligt i Svantes brede Hænder. Hendes Blik gled bort i Luften, døende.
Pludselig åbnede Døren sig derovre i Længdevæggen mellem Kakkelovnens stumme Tårn og pillespejlets høstgule Skovstribe.
Høj og sort stod Pastor Norrcross dér, med den hvide Hårsky om Hovedet. Han holdt Pennen i Hånden.
„Fader!” Rut gav et Skrig, hun sled Hovedet løs af Svantes Hænder, „Fa’r, hun er død! Svantes Hustru har skudt sig!”
„Rut!” Svante tog et Tag op om hendes Arme.
Præstens Skuldre hævede sig, den magre Skikkelse i den lange, sorte Frakke skød op fra Tærsklen som for et Svøbeslag. Så vaklede han ind mod Dørstolpen, mod sin Arm:
„Å Rut, Rut, du min eneste!”
„Fa’r!” Ruts Stemme slog pludselig op som en lang Lue, hun sled Armen fra Svante, strakt frem mod præsten, „Fa’r, er det sandt, at du - havde jeg ikke behøvet derude - at søge?”
Præsten svarede ikke, han løftede Ansigtet mod Loftet, hvidt.
„Gud, Tak for din Straf, nu endte den!”
Så vendte han sig og lukkede Døren i bag sig, tyst.
Rut lå fremstrakt på Sofaen, stirrende.
Svante Hjortsberg lagde den højre Arm fast om hendes Skulder:
„Så, Rut, nu ikke mer Snak. Den Dag i Morgen lyser din Fader for os i sin Kirke.”
Han vendte sit Ansigt om mod Niels, roligt, med det gråsprængte Hår og Skæg.
„Hr. Hilding, nu mener min Kæreste også, vi bør være ene.”
- Niels stod ude i Forstuen. Han hørte Schwarzwalderurets uforstyrrede Dikken og så Bladene dale ned derude i Haven, stille, gult. Granernes Kors strittede. Himlen strakte sig over Skovene, enstonig grå som truende med Sne.
- - - - - -
Niels sad foran sin Lampe, stirrende ind i dens rolige Lue. Han vidste ikke, når han havde tændt den, vidste kun, at han måtte have Lys, at dette Hus’es Mørke, der var dybt som Kaos, ville sluge ham. Mørket, han havde elsket indtil denne Dag.
På Bordet ved Siden af stod en tømt Bakke og Kop; han havde drukket Te og spist Smørrebrød, som han havde tændt Lampen, helt som i Søvne og dog vidende, at det måtte ske, om han skulle holde sig fast, holde sig vågen i sin Viden og sin Pligt.
Nu sad han her i sin Stue for sidste Gang og lyttede, lyttede anspændt ud i Huset, der kogte tomt som en Hvælving, hvor Havet nylig gik, men som tømtes ud. Den ensomme Kogen fyldte hans Øren og Hjerte.
Svante Hjortsberg var rejst, til Lund, for at bestille Lysning, da Præsten havde nægtet at vi dem.
Concordia - det var hende der, den omsigtsfulde Husmoder gennem Årene, havde forsynet Gæsten med Brød og Te - havde fået Rut bragt til Sengs.
Viljeløs, med ophovnet Mund og stift stirrende Øjne var hun ved Concordias Arm ledet ind gennem de svagt månedæmrende Rum til sit eget Kammer, mens Concordia hele Tiden småsnakkede trøstende og levende under det store, hvide Hovedlin - som vel en Gang for År tilbage, inden hin Eksplosion på Getaberg sprængte hendes Lov og Liv.
„Så, så min Pige, sørg nu ikke, nu skal du kun sove, kun sove.”
Niels var fulgt med til Tærsklen og stod og så ind i hendes Kammer. Skyggen af et Kors ude på Kirkegården kastedes af den stigende Måne ind over Gulvet, over Sengen og op mod Loftet - og derunder lå nu Rut, ubevægelig udstrakt, med Ansigtet opad og lukkede Øjne, mens Concordia, lille, kroget, bøjede sig over hende. Hovedlinets Skyggevinger spredte sig over Rut. Under Korset lå hun, henstrakt som en død.
Og Præsten - Niels havde hørt en tæt, uafbrudt Mumlen derinde bag hans Dør og af og til hastige, urolige Skridt, som i forgæves Flugt - eller i forgæves Forfølgning.
Og da han ude i Havegangen gik forbi Ruden - han havde søgt derud i Måneskinnet under Skyerne for at få Luft og Ro - så han ham, høj og sort, flakke forbi derinde bag de lysende Ruder, med oprakte Hænder, som stredes han med en under Bjælkerne.
Milevidt under Måneskinnet dæmrede Skovene, Kirketårnet stod over de halvnøgne Kroner, hvid som et Fyrtårn. I den lydløse Stilhed en Rinden af de tusinde faldende Blade, hvirvlede sammen af Elven, der bar dem alle med sig, mod Havet. Kun Niels’ egen Skygge over Jorden.
Hr. Joachim var ikke at se, han var gået ud i Skoven, som alle Månenætter i Høst, op foran Mosevidden, på Kaos Rand, at stå til Regnskab og klage. Nu sad Niels her foran Lampen, ventende. Han vidste det, at denne Nat var Ruts sidste, han vidste det, måske den eneste her i Huset, så urokkeligt, han, som ikke ejede hendes Hjerte - som kendte det.
Jo, han vidste det, så uanfægteligt klart som Måneskinnet derude, der mer og mer fyldte Himlen, at hun måtte dø - dø, hans Elskede, hun som var Lovens Barn.
Han var jo kaldet til at sidde ved hendes Leje, mens hun døde, han, som ikke var hendes første, men sidste Ven. For at være hendes Ven i Nat, derfor fødtes han.
Pludselig løftede han Hovedet.
Der sprang en Revne i det Isspejl af Tysthed, der stod gennem Huset. Han rejste sig halvt på Albuen, lyttende. Nogen rørte sig, en kom gående.
I et Sæt vendte han sig mod Døren. Hvid stirrede den imod ham, i blind Smerte. Men han rejste sig helt op, med Hånden på Stoleryggen. Nogen kom, hun -
I det samme gik Døren op, gled lydig til Side og lod hende ind, hende, den havde gemt for.
Hun stod der i Måneskinnet og det svage Lampelys i sin folderige Natdragt, som et Barn, med det løste Hår over Skuldrene.
Hendes Hænder var foldede under Hagen, i Kulde, hendes nøgne Fødder trådte gysende på Månens tynde Is, som kunne den briste under dem. Hendes Øjne stirrede på ham.
„Rut -” han prøvede på at kalde, men Tungen standsede, han tog om Stoleryggen.
I det samme løb hun over Gulvet hen imod ham, slingrende. Månens Blå og Lampens Gule spillede ned gennem Natlinets Folder, de nøgne Fødder svuppede så blødt på Tæppet.
„Du må gemme mig,” hviskede hun, forpustet, „du må gemme mig, hører du! vil du ikke nok? i en Kiste. At Gud ikke kan se mig og fuldbyrde sin Straf. Se, han stirrer på mig gennem alle Ruder.”
Hun skreg og krøb sammen, med Armen løftet for sin Kind og Øjnene mørke på Niels.
Han mærkede hele Gulvet bølge under sig, hans Indvolde forskød sig. Han klemte hårdt om Stolen for ikke at falde.
„Vil du ikke nok?” hun tiggede, „tror du ikke også, når Gud ikke ser mig, så glemmer han det, lidt, og når jeg så siden igen kommer frem, så er han ikke vred mer, så smiler han og tilgiver mig, og jeg får Lov at leve her igen. Jeg ville så gerne leve, om jeg måtte for Gud. Jeg skulle jo først begynde.”
Niels bladede forgæves med Tungen i Munden, den var tyk som en død Klump, Der kimede for hans Øren et Virvar af Stemmer - Forældrenes, Margretes, glemte Skole- og Studenterkammeraters, Konduktørers og Værters i fremmede, tyske Lande, Stumper af Samtaler og Vers - alt uvedkommende og uvæsenligt.
„Et Barn,” bad det inde i ham, „se der et Barn i sin lange Kjole!”
„Men - min Elskede!” hendes Hænder slap pludselig hinanden, hendes Ansigt åbnede sig i et strålende Smil, hun bredte Hænderne i de krusede Manchetter vidt ud, „men min Elskede, er det dig?”
Hun slog pludselig sine Arme om ham, voldsom, trængt op mod ham, med sit Legeme tungt på hans, med sine nøgne Fødder over hans, rastløst pludrende, lige ind i hans Ansigt:
„Å du Elskede, å hvor jeg har drømt stygt! jeg drømte om Livet, at jeg tog fejl, helt fejl, og at det var omme i denne Nat. Du Elskede, jeg har drømt, jeg skulle giftes med en anden, med ham med de store Horn og Klør, og Fader ville det, Gud ville det. Fader stod under det store Kors derude, i sin Præstekjole, og Moder stod lige bag ham, bag Korset, men han så hende ikke, og hun truede ad mig, truede, at jeg skulle, ellers kunne hun ikke komme bag den blå Stribe, i Hjem. Så stod hans Hustru pludselig bag Moder, og hun var hvid og død og truede end vildere end de andre, og Fader sagde: „Jeg erklærer Eder -” men da skreg jeg - og så, Elskede, så er det dig, og jeg tog ikke fejl, og jeg skal først begynde. Og nu skal vi i Seng, for jeg er meget træt, men nu har jeg fundet dig, og jeg har løbet mange Års Veje og længtes ene i det kolde Hus, men nu har vi fundet hinanden ved Vejens Ende, og nu skal vi i Brudeseng, og det er vor Kiste, og dér skal du favne mig, for jeg er din Elskede, og Fader har viet os under det store Kors og Moder og hans Hustru klappede i Hænderne og smilte sødt i Fred. Kom min Elskede, kom at sove!”
Hun hang om hans Hals som en druknende, bestandig pludrende, gnidende sin Hage mod hans, snappende efter hans Mund med sin i hede, korte Åndedrag, hendes Øjne brændte og strålede, hendes Knæ pressede sig, runde, glidende mod hans, de nøgne Fødder søgte Fodfæste på hans, glippede og søgte Fodfæste igen. Han følte hendes Hår på sit Ansigt, hendes Barms Bølger, hendes Lænders Hede om sin Lænd.
Han skimtede over hendes ilende Skulder Stuen i det døde Måneskin, i Lys og Skygge, tillukket og fjern. Og han følte Margretes Skød og Knæ og det første og eviges sødmetunge Smerte - -
I et Tag rev han sig løs, slyngende hende halvvejs ud fra sig, holdende hende igen med sin højre Hånd, snappende efter Vejret, følende Måneskinnets bratte Kulde efter hendes Legemes Varme som et tyndt, koldt Stål.
„Min Elskede, min Elskede,” hendes Hænder klamrede sig om hans Arm, han så hendes Ansigt lavt nede over den, ømt smilende med skælmske, bønlige Øjne - det lyse Hår lokkede sig som Luer om hendes Kinder, „min Elskede dog, se din Brud og sé dér vort Brudeleje, Vuggen og Kisten!”
Niels’ venstre Hånd famlede ud i Luften - så brast han i Gråd, høj, skærende.
Rut og du - ja du, se dér din Elskov! se!
Hun standsede brat, undrende, musestille, stirrende på ham, med større og større Øjne. Så rakte hun, lydløst og let, sin Hånd ud, luftigt strygende hans Pande.
„Å - å min Elskede, gør det ondt? Ja græd, græd, så letter det - men græd ikke så meget, at du ikke kan mere, har ikke flere Tårer, for så gør det ondt, værre end før, ondt så du kan slet ikke tænke det, og så bliver du som leg, som jeg nu er. Nej, kom, min Elskede, kom nu, så skal du i vor Vugge derhenne, se den hvide Grav, vi går i Graven, i Vuggen igen, som Ulla, hos vor Moder.”
Hun pegede ivrigt mod Sengen, der lyste frem derhenne med hvide Puder mellem Gardinernes lange Folder, den anden Hånd sled og trak i hans, iskold, rystende.
„Kom, vi skal i Vuggen, i Graven, ene, vi to, som elsker, i Graven, i Vuggen.”
Niels løftede Hovedet. Han så i Månens Lys sin Moders Ansigt for sig, rent, strengt som Loven, den uforkrænkelige Ret.
Han følte sig et Nu en anden, slet ikke Niels Hilding. En beslutsom og stærk, der vidste Vej og handlede. Han havde sovet før og skulle sove siden, men for denne ene Nat skulle han leve, for sin Elskedes Skyld. Han så Loven over sig og hende, og han smilte.
„Rut, kom nu med mig, kom nu med mig herud, og du skal få Hvile.”
Han drog hende langsomt mod Døren.
„Hvile, sagde du Hvile?” hun så på ham; der flød som en Grådhinde op for Øjnenes Strålen, som langsomt, langsomt døde, det bævede om Mundens Vige, „sagde du Hvile?” hendes Hoved sank ned mod hans Skulder, tungt som Muld, „sagde du Hvile?” mumlede hun helt henne i Hvisken, som svandt hendes Tanke og Tunge.
„Ja, Rut, ja Hvile, nu tror jeg, du får Hvile.”
„Tror du? Hvile -” hviskede hun, som i Søvne, Hovedet sov på hans Bryst, „vi to - vi -”
„Ja, ja, vi to, Rut, vi to.”
„Og Svante?”
„Ja, Svante er også med.”
„Og Mo’r?”
„Ja Mo’r er med.”
„Bag den blå Stribe?”
„Ja i den store Hvile.”
Han åbnede Døren.
Høj, rolig, Skridt for Skridt, med Øjnene ret frem for sig og med løftet Pande drog han hende, Fjed for Fjed, frem over Forstuens Flisegulv. hvor hendes nøgne Fødder gled ufølsomme for Høstnattens Kulde, drog den dybt sovende ind gennem Havestuen, mellem de måneglippende Møbler, der i det tykke Tæppe rykkede sig til Side for de to, det tætomslyngede Par, frem mod Præstens skyggefyldte Dør.
„Pastor Norrcross!” kaldte Niels og slog med Knoen mod Døren, højt oppe.
I det samme gik den op, og Præsten stod der, fuldt påklædt, kun uden Kravetøj, med nøgen Hals og Håret løst og vildt om Ørene. Der var mørkt derinde, kun over Bordet lå Måneskinnet som en Isflage over den åbne Bibel.
„Se Fa’r,” hviskede Rut med lukkede Øjne, „her kommer jeg nu med den rette, nu er du da tilfreds, ikke? Nu skal vi hen og sove og vågne op i Loven.”
Præsten stirrede, hans Hånd holdt Frakken sammen foran den nøgne Hals.
„Pastor Norrcross,” Niels skød Ruts hvilende Søvngængerskikkelse frem mod Faderen, „tag De nu Deres Barn til Dem.”
Han trådte et Skridt tilbage, vendte sig og gik, lydløs, gennem Måneskinnet, forbi de blinkende Mahognimøbler, der alt igen var falden i Blund, efter at have set at han gjorde sin Pligt -
Han standsede midt imellem dem, i et Sæt.
Hr. Joachims Ansigt foran ham i Måneskinnet, lighvidt, med sorte, opspilede Øjne -
Sangeren skød frem af Mørket, Pelsen flagrede åben om ham, åndende med en Afgrunds Kulde.
„Henning!” han rakte Armen ud mod Broderen, „Henning, har du nu nok? Din Hustru i sin Grav, din Datter - og jeg -!”
„Joachim,” Præsten løftede sit Hoved ved Siden af Datterens, der sov på hans Skulder, blindt for al Verden, hans Ansigt lyste som Sne, „Joachim, tal ikke du i denne Stund, her taler Gud.”
„Gud!” Sangeren stod i et Ryk foran Broderen, „Gud! du - du vover endnu at tale om en Gud! hå, det var Guds Straf, vor Moders Brøde, at jeg tabte min Stemme! Og nu din Datter i Vanvid - Å du Hovmodsdjævel!”
„Joachim,” Præstens Øjne skinnede imod ham, han støttede varligt det sovende Hoved, der nu omsider havde fundet sin Hvile, „dette er, hvad du aldrig fatter, du egenkærlige og du lystne, som ikke vil Guds Orden og Vælde. - Rut, mit Barn,” Præsten bøjede sig ned mod hende, „kom nu, nu tør jeg føre dig, nu har Gud sluppet dig, nu tør Menneskehånd lede. Nu fik jeg min sidste Straf gennem dig.”
Langsomt gled han med hende tilbage ind gennem Måneskinnet mod den svagt lysende Dør i Baggrunden til hendes Kammer.
Sangeren stod ubevægelig i sin åbne Kåbe. - Så jog der et Ryk i ham, han vendte sig brat mod Niels, tørnede mod Bordet, strøg udenom og bort gennem Døren.
I det samme steg Måneskinnet ud gennem alle Ruderne, tunge Skyer sugede det, Snedrys sejlede forbi Vinduet.
Men et Lys sprang frem derinde i Ruts Kammer. Præstens og Concordias Stemmer mumlede ømt over det tilbagevendte Barn.
Ude i Gangen slog Hr. Joachims Dør i, med et Smæld, som mod et tomt Rum.
Niels Hilding stod på Perronen, rejseklædt, med Kufferten ved sin Fod.
Han så hen ad Skinnerne, der løb jævne hinanden ud igennem Skovlandet, svindende smallere og smallere mellem de gule Bladkupler, som Fyrrernes mørkegrønne Spir krydsede. Telegraftrådene strakte sig som et svævende Spind over Skovene, over den solblinkende Søvig derhenne og Grøftekanterne med de gule Bladspæt. Fjernest bag det brogede Kronehav den blå Horisontstribe.
Den blå Stribe bag alle Skovene -. Ja, han skulle til den store Verden påny - -.
„Men han blir jo ved at sige det, Pastor Norrcross, hæ - Loven siger han. Ja, indrømmet, min Herre: Kaos, er det Lovens Fuldkommengørelse, ja da ser vi nu i Frøken Rut Lovens Fylde! da er min Opium Død og Pine også Lovens Lyden, hæ, hæ! Intethed: Kaos: Evighed. Ergo: er Gud, fordi han ikke er, hæ.”
Erik Aksel Belander gned Hænderne frysende, han stod i sin lange, rudede Frakke og stampede i Betongulvet med Galocher over Skoene. Kasketten daskede med sin Skygge over hans jordgrå Ansigt.
„Der er nedrigt koldt i det Apotek, jeg fryser rent bandsat på det Stengulv, men at sige det til Hultén kan jo fedt nytte. Hæ, ja han er sgu også Lovens Fylde, hæ, efter Hustruens og Børnenes Omkommen den Nat med „Fylgia” - efter højere Ordre og bedre Viden.”
Niels så for sig den gamle Apoteker, opsvulmet, tilgroet af Hår og Skæg over Ansigt og Hænder, hvid som
en Isbjørn, ubevægelig siddende hen, Dag efter Dag, bag sin Rude, stirrende ud i Haven på den dansende Gibshebe.
Det gik hedt over hans Hjerte, smertende gennem Maven - Rut, om hun? -
Å nej, han åndede lettet. Lægen havde sagt det: hun ville glide så stille, stille, så langsomt, langsomt gennem Årene hen i den fuldkomne Ubevidsthed, den blundende Forløsning, for så tilsidst at slukne som et Lys, der har drukket sin Luft - efter alle hans Videnskabs Love.
„Nå, der har vi Toget fra Lund med Mosjø.”
En Røgsky slog over de visnende Skove op i den skært blå Himmel, der hvælvede sig så let, som rummede den knap Skyer, endsige Storme eller Lyn.
Lokomotivets Skorsten knejste frem over pufferne, ilende ned mod Stationen.
Røgen drog langt, slyngende sin Skygge over Kupeernes Taghvælv. Med en syngende Snurren holdt Toget foran Perronen.
Svante Hjortsberg stod i et Spring foran Niels, høj og svær i sin åbne Frakke, med gråt Hår og Skæg, med lange Furer hen over Panden, gammel på den ene Måned.
Han greb tæt, hårdt famlende om Niels’ Hånd.
„Nå, så nåede jeg det dog! at få Dem sagt Farvel, Hr. Magister, og Tak for, hvad De var for Rut nu i det sidste. Hvordan - hun -?
Han stirrede på Niels, med de brune Øjne fulde af Lys, bævende.
Niels rystede svagt på Hovedet, han så til Siden. At han kunne - og ville han ikke blive ved at tro det og håbe gennem Årene, trods alle Lægens Udsagn, at en Gang - -
„Nå, Hr. Hjortsberg,” Belander stak sit Kaskethoved frem på den lange Hals, „hvordan har De moret Dem? hæ, jeg mener: siden sidst?”
Hjortsbergs Øjne strejfede ham fjernt, ligegyldigt. Han rystede lidt på Hovedet.
„Hvad forstår De af det, Belander? Deres Snak vedkommer mig ikke.”
Han vendte sig og gik med sin Kuffert, svær, med sin brede Ryg, ind gennem Ventesalen, som den Dag Niels først så ham komme. Men ikke mere med Uro, men med evig Vished om nu uantastelig at eje sin Ret.
„Hæ, dér går han nu med sin skyfri Samvittigheds Fred,” Belander gned sine Hænder og pustede i dem, „uf, hvor jeg fryser! Sådan skal vi altså have ham her fra hver Lørdag Eftermiddag til Mandag Morgen. Da er han hendes, ellers - hæ, hæ! Og dog vil han bestandig komme her, sidde stille sammen med Fa’ren derinde i hendes lille Kammer bag Korsene. Og forresten de andre Dage - -. Hæ, hæ, det er sgu også efter Loven! hæ, hæ, hvordan er det: Eros og Kaos skabte jo tilsammen Æteren, ikke sandt? efter Empedokles? Nå, dér har vi Deres Tog, meget betids, Hr. Joachim og den kære Johan blir vist utålmodige efter deres L’hombre. Adjøs, Hr. Magister, og Tak for den Gang. Ja, De er her vel nok igen ad Åre, ikke? efter Loven - hæ, hæ.”
Toget skød frem fra den modsatte Skov, blinkende i den synkende Sols Ildglans. Røgen bølgede over det som et Svøb af Sne. -
Niels stod med Foden på Trinbrættet.
Dampen havde hvæst ud, og han hørte i et Øjebliks Stilhed Birkenes bristende Hvisken - et Nyn af de faldende Skove - og Elvens Vandresang. Og nu, skarpt, Smækket af Postkasselåget derude.
En ung Pige, med dukket Hoved, med røde Kinder under Filthatten, skyndte sig forbi mellem Birkene, ind på Lindetorvet. Bladene flagrede tæt, gult om hende.
Han steg op og trak Ruden ned.
Belander trampede og blæste i Fingrene. Urets store, tålmodige Ansigt så bag ved ham alvist hen for sig, pegende med Langfingeren på halvfem. Nu gik Toget straks.
Niels’ Øjne gled gennem Buskadsets Rosenløv og Hyben mod Præstegården.
Han så dens rolige Trætag under Birkene, og et Hjørne af Kirkegården, fyldt af hvide Kors.
Ja, nu var der roligt derovre, lige roligt hos begge Naboer. - Og Vejen var kun en Drøm.
Piben skingrede, det rykkede vagtsom gennem Toget, Gulvet løftede sig.
„Farvel! Farvel!” Belanders Kasket svang, „og hils Verden derude - at vi gir Fanden i den!”
Niels nikkede fra sit Vindue.
Nu gled Stationstaget bort, Præstegården sås med Facadens ubevægelige Ruderække. Så skred Apotekets vedbendsklædte Kalkmur for; over dets Tag Lindetorvets gule Kube.
Niels så på den høje Ravkuppel.
Han huskede den Dag, han først var trådt ind under den med Rut. Da havde han følt sig som en Fremmed. Han vidste nu, han var det, vidste, han skulle aldrig se den igen.
Rut kendte ham ikke mere. Det var nu atter Svante, Svante og Faderen. Til hun også glemte dem, til hun kun selv var igen og løste sig op i Intet. Og Loven var sket Fyldest.
Skovene skød forbi i lange, store Buer, et Glimt af Elven, skumhvid jagende dybt nede. Så atter kun Skove, Skove, gule og mørkerøde, Kam over Kam.
Et sidste forvirret Blink dernede: Kaos-Hullet, Skovene dybest skjulte.
I det højtkørende Togs Træk løsnedes Bladene på Træerne langs Skinnerne. I Flokkevis hvirvlede de ned over de dybere Træer, blandedes i deres Løv og løsnedes med det til rislende Fald. Eller op over Banen føg de, ind under Hjulene, der knuste dem til Smuld. Et enkelt bares ad Vinduet ind til Niels, hen på hans Hånd.
Han så ned på det og strøg over det. Det knustes skørt og smuldrede under hans Finger - lidt rødt Støv - -
Lovens Fuldendelse for os alle, den uafvendelige, vi må lyde, om vi fatter den eller ikke.