Børnene på Birkely
Af Helene Hørlyck (1915)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
5. Birkely får fine Gæster
Midt i Juni var det Fru Torps Fødselsdag. Erik og Kamilla, som havde lært, at Martha ikke kunne holde på en Hemmelighed, havde udbetalt hende de 12 Øre, som udgjorde hendes Part af Cirkusfortjenesten, nu sparede de videre alene. Men stakkels lille Martha havde det Uheld, at hendes Penge svandt ind i Stedet for at formere sig. Forleden Dag var hun »kommet til« at bruge 5 Øre til Chokolade, og et Par Dage efter gav hun 2 Øre til en Lirekassemand med »en gruelig morsom, lille Abe«.
Og nu stod hun med kun 5 Øre tilbage, og der var kun 3 Dage til Mors Fødselsdag.
»Kan man købe noget for 5 Øre,« spurgte hun Kamilla med en lille, forknyt Stemme.
»5 Øre! - Næh, hvor du må skamme dig! Har du ligefrem selv brugt Pengene, du skulle købe en Gave for? Nej, for 5 Øre kan man slet ingen Ting købe.«
Tårerne stod Martha i Øjnene, hun angrede bitterlig, at hun således havde ødslet med Pengene.
»Ja, og nu har Erik og jeg købt vores Gave, ellers kunne du have været sammen med os, men nu er det altså for sent.«
Martha spekulerede, så hun så helt dårlig ud.
»Hvad er der i Vejen, lille Martha?« spurgte hendes Moder, »jeg synes, du er så stille?«
Martha puttede sig ind til hende og fortalte, at hun var så forfærdelig ked af, at hun var kommet til at købe den Chokoladestang, for nu kunne hun ikke give Mor en Gave til Fødselsdagen.
»Men, min lille Stump, det gør da ikke noget, jeg er vis. på, at man let kan få en rigtig pæn Gave for 5 Øre.«
»Tror du virkelig, Mor?«
»Ja, det er jeg vis på. - Jeg har længe ønsket mig en Nøglering - du ved nok, den gamle er brækket, jeg ved ikke, hvad den koster, men jeg tror nok, du kan købe en for 5 Øre.«
»Åh, hvor dejligt, en Nøglering, en Nøglering,« sang Martha og klappede i Hænderne. Og næste Dag købte hun en Nøglering for akkurat 5 Øre.
Da hun kom hjem med den, var hun meget hemmelighedsfuld og flyttede den fra Sted til Sted, for at ingen skulle opdage den. Af og til tog hun den frem i al Hemmelighed og pudsede den, så den skinnede som det bare Sølv.
Fødselsdagen oprandt med blå Himmel og strålende Solskin. I Spisestuen stod Døren åben ud til Haven, og Fuglesang og Blomsterduft strømmede ind og forhøjede Festligheden. Kaffebordet var fint pyntet, og på Fru Torps Plads lå en Del små Pakker, som hun efter mange glade lykønskninger gav sig til at undersøge.
Den første indeholdt en fin, sølvprydet Nakkekam, den var fra Hr. Torp. Den næste viste sig at være en Almanak fra Erik og Kamilla. Den var fra det foregående År, men det gjorde ingenting, forklarede de iøvrigt, man skulle altid bare lægge en Dag til. Når man så på den, så var den lige så god som en ny. Og mange pæne Historier var der i den, især en om Indianere, som Erik og Kamilla selv havde læst; de erklærede, at det var den bedste Historie, som nogen Sinde var skrevet.
»Ja tusind Tak, jeg glæder mig rigtignok meget til at læse den,« sagde Fru Torp og kyssede dem.
»Mor, se nu, hvad her er i!« råbte Martha og stak hende sin lille Pakke i Hånden. Da Fru Torp lukkede den op, blev hun meget overrasket og sagde, at hun aldrig havde set så, sød en lille Nøglering. Hr. Torp måtte straks efter Kaffen til at flytte alle Nøglerne over på den, og Martha glædede sig hele Dagen over, at hendes Gave alligevel havde været den allerpæneste.
Om Eftermiddagen ventedes Proprietærens Broder og Svigerinde med deres to Døtre fra den nærmeste Købstad. Onkel Otto var Grosserer og meget rig, han var en stille Mand, som Børnene på Birkely holdt meget af. Men Tante Edith var en flot Dame med et fejende Væsen, som kun tænkte på sig selv og sin Stads.
De to Kusiner lignede Forældrene. Den 12-årige Amalie var Moderens Kæledægge og havde arvet hendes Karakter og kønne Ansigt, medens Sofie, der var på Marthas Alder, lignede sin Fader og egentlig ikke var køn, men hun havde to små Smilehuller og et Par venlige, blå Øjne i sit lille, lyse Åsyn, som straks indtog alle Hjerter.
Ved Tretiden rullede Vognen, som havde hentet dem ved Toget, op foran Døren, og Børnene styrtede ud for at tage mod Gæsterne. Men Martha trak sig hurtigt tilbage, Tante Ediths elegante Frembrusen fik hende til at føle sig så lille og overflødig, og Tante Edith fik slet ikke Øje på hende før langt hen på Eftermiddagen. Da så Martha Lejlighed til at smutte hen bag sin Moders Stol og liste sin Hånd ind i hendes.
»Men Herregud, er det lille Martha, er hun endnu lige forkælet? Kom pænt hen og sig god Dag.«
Martha puttede sig endnu tættere ind til sin Moder og skottede genert til Tanten.
»Nå, kom nu, lille Tossehoved! Tror du, jeg spiser små Børn?« gentog Tanten utålmodig.
Martha rørte sig ikke. Amalie, som ærgrede sig over hendes Skaberi, som hun kaldte det, greb hende leende, men hårdt ved Armen og trak hende derhen; men Martha strittede imod og begyndte at græde, da hun mærkede det hårde Greb i Armen. I det samme snappede Erik hende og satte hende rask på Moderens Skød, hvor hun stille hulkede videre. Amalie lo højt og spurgte hånligt, om lille Martha fik Flaske endnu, og hendes Moder sagde spydigt:
»Sikken drabelig Ridder Erik er, sådan som han kan vogte sin lille Søster mod den slemme Tante og Kusine.«
Fru Torp tyssede på Martha og bragte hende ud til Jomfru Lund, hvor hun blev, lige til de fremmede var vel af Gårde igen, men Tante Edith blev ved at stå for hende som et Slags skrækindjagende Væsen, som alle små Piger helst skulle holde sig langt borte fra, og Erik og Kamilla havde siden efter kun nødig at antyde et Gæste af Tante Edith for at få Krammet på hende.
Da Martha var bragt ud, spurgte Amalie: »Hvad skal vi nu bestille?«
»Skal vi lege med Lotte?« foreslog Kamilla.
»Hvad vil det sige?« spurgte Amalie.
»Lotte er vores Skolehest, men den har en Gang været Cirkushest, og den kan en hel Del af sine Kunster endnu.«
»Ja, lad os se den!« råbte Amalie og Sofie, og de stormede alle af Sted ud på Marken, hvor Lotte stod fredeligt og viftede med Halen og nød sin Fridag.
Den fik imidlertid straks uhyggelige Anelser, da den så de 4 Børn, styre lige hen mod sig. Erik og Kamilla var jo dens gode Venner, de havde i Regelen et Stykke Sukker eller et Stykke Brød med til deres firbenede Ven, men Lotte holdt ikke af Folk, den ikke kendte. Den lagde Ørene tilbage og strammede Mulen, mens den afventede, hvad der skulle ske.
»Uf, hvor arrig den ser ud,« sagde Amalie og stak den med en Pind i Siden, en Tilnærmelse, som Lotte straks svarede på ved at slå bagud.
»Lad være med det, Amalie,« advarede Erik, mens han klappede Lotte og puttede den et Stykke Brød i Munden. »Lotte skal omgås med det Gode, ellers kommer man til kort med den. Se her, lille Lotte, læg sig.«
Dermed pegede han på Jorden, Lotte tyggede først sindigt Brødet, så lagde den sig ned og strakte alle fire Ben fra sig. Sofie nyttede Lejligheden og klappede den i Panden, noget, den allernådigst fandt sig i, men da Amalie ville gøre det samme, snappede den straks efter hendes Hånd.
»Der kan du se, hun kan huske dig, Amalie,« sagde Kamilla.
»Den er rigtig ondskabsfuld,« svarede Amalie og trak sig uden for Lottes Rækkevidde, og her måtte hun blive, mens de andre skiftedes til at agere Jockey og for rundt på Ryggen af Lotte, som de af og til opmuntrede med et Stykke Sukker eller Brød.
Amalie misundte dem af Hjertens Lyst, men turde alligevel ikke nærme sig. Da for en styg Tanke op i hende. Hun tog en skarp Sten og kastede den af al Magt mod Lotte. Stenen ramte dens ene Knæ, så den sprang til Side, og Sofie, som sad på den, styrtede af. Hun slog sin Tinding mod Stenen, som Amalie havde kastet, og der fremkom et gabende Hul.
Forfærdet for Erik og Kamilla til og fik den lille Pige på Benene igen, og mens Blodet løb hende ned over Kinden, skyndte de sig med hende hjem til Gården; Søsteren, der selvfølgelig var blevet angst for, hvad hun havde gjort, fulgte nølende bagefter.
Da Fru Edith så Datteren, udbrød hun i et Forfærdelsesudbrud, men selv turde hun ikke forbinde hende, da hun ikke »tålte at se Blod«. Det blev Grossereren og Fru Marie, der fik lille Sofies Sår vasket og forbundet.
Imidlertid fik Erik fat i nogle Klude og en Flaske Borvand. Da han fortalte sin Fader, at Lotte også var blevet såret, gik Faderen med ham, og stakkels Lotte blev vasket og forbundet lige så vel som Sofie.
Den stod ganske rolig og lod det ske og gned imens sin Mule mod Eriks Hoved, som om den ville kærtegne ham.
Da de alle var samlet om Aftensbordet, listede Martha sig ned på Marken med et Par Skiver Brød til Lotte, og under mange medfølende Kærtegn fortalte hun den, at hun heller ikke kunne lide Tante Edith og Amalie, og at den slet ikke skulle være ked af det, for hun skulle bede Mor om, at de aldrig, aldrig mere kom herud.
Det lod Lotte til at være glad for, den spiste Brødet med stor Appetit og fulgte hende haltende, så langt Tøjret rakte.
Derefter gik Martha hjem, og da Pigerne var færdige med at malke, tog hun en Skål af den varme Mælk og gik varsomt op ad Loftstrappen med den. Sagte listede hun sig hen over Loftet og åbnede Døren til Pulterkammeret. Her sad Katrine i Vinduet og så længselsfuldt ud efter Livet og Friheden nede i Gården, men den vidste så godt, hvorfor den i Dag var blevet lukket inde på det kedelige, lille Pulterkammer. Det havde Martha om Eftermiddagen forklaret den, efter at hun havde set Amalie træde den på Halespidsen, næsten lige straks efter at hun var kommet, og Martha havde under mange Formaninger om at være rolig lovet Katrine at komme op med dejlig, varm Mælk, når Mælkevognen kom fra Marken. Det var naturligvis det, Mis sad og kikkede efter; for Katrine var så umådelig klog.
Klokken 9 rullede Vognen med Gæsterne ud af Gården under megen højrøstet Takken og Opfordringer til snart at gøre Gengæld og tage alle Børnene med.
Kamilla og Erik var enige om, at Sofie var sød, men Amalie var en rigtig ækel Tøs; alligevel glædede de sig til at komme med Forældrene ind til Byen, der var jo så meget nyt at se i den store Stad, men Martha erklærede, at ikke for 1000 Kroner ville hun med.