Børnene på Birkely
Af Helene Hørlyck (1915)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
6. Et sørgeligt Brev
Sommeren skred frem, den dejlig lange Ferie var forbi, og Børnene tog atter fat på det daglige Skoleliv. Så kom Nøddeferien, hvor der blev plukket ind til Juletiden, og snart efter begyndte Efterårsstormene at melde Vinterens Komme; Stuerne blev klædt i mørke Vinterdragter, og i Kakkelovnen buldrede Ilden hyggeligt, mens Fru Torp de lange Aftener spillede eller læste højt, og Proprietæren nød sin Pibe oven på Dagens Arbejde.
En Morgen hen på Efteråret, da Blæsten hujende for om Hjørner og Skorstene, og Børnene stod ved Dagligstuevinduet og så efter Bladene, som kom fygende i hele Driver omme fra Haven, bragte Postbudet et stort Brev til Hr. Torp. Han åbnede det, men da han havde læst det, så han på sin Hustru og sagde lavmælt:
»Her er en vigtig Efterretning, Marie! Børn, gå ind i Spisestuen.«
»Hvad mon det var for et Brev?« hviskede Kamilla.
»Åh, det var vel om Pengesager,« mente Erik, som havde opfattet, at Faderen i den senere Tid ofte havde haft Pengevanskeligheder.
Og det var netop Penge, som Brevet handlede om. En Veksel på 8000 Kroner, som Proprietæren havde underskrevet for en god Ven, var pludselig forfalden til Udbetaling, fordi Vennen var gået fallit.
»Otte Tusind Kroner! Så mange Penge er det mig umuligt at skaffe,« gentog Hr. Torp den ene Gang efter den anden, mens han febrilsk gik op og ned ad Gulvet.
»Tror du ikke, Otto kunne hjælpe?« spurgte Fru Torp modløst. Hun vidste desværre, at hendes Svoger allerede flere Gange havde måttet hjælpe, når det kneb ved Terminen.
»Otte Tusind Kroner!« gentog Hr. Torp, »og uden Spor af Sikkerhed! Jeg kunne ikke en Gang være bekendt at bede ham om det.«
Længe sad de to Ægtefæller og talte sammen om den store Ulykke, der med eet var styrtet ind over dem, og hvordan de bedst skulle undgå en Fallit. Men de fandt ingen Udvej, og ved Middagsbordet sad Børnene ængstelige og turde ikke vove at spørge, for aldrig før havde de set Far med så mørkt og fortvivlet et Udtryk og heller aldrig set Mor med røde, forgrædte Øjne; hun, som ellers altid var den, der trøstede og vidste Råd for alt.
Erik sad rolig som en voksen og lod sagtmodig Kamilla tage først af Fadet, skønt det var hans lovlige Ret som den ældste, og Kamilla fulgte med årvågne Blikke Fade og Assietter og gik af sig selv ud i Køkkenet og fik dem fyldte, uden som sædvanlig først at vente på Opfordringen. Men lille Martha, der sad ved Siden af sin Moder, vidste ikke noget bedre at gøre end at putte sin Hånd ind i hendes.
Da Faderen efter Middagen var redet bort for at tage til Byen og tale med en Sagfører, kaldte Fru Torp de to store Børn ind til sig efter først at have sendt Martha ned til Pers Moder med en Besked om Arbejdet.
»I har naturligvis forstået, Erik og Kamilla,« tog hun Ordet, »at det ikke var noget godt Brev, vi fik i Morges. Far har tabt 8000 Kroner, som han har lånt en Ven, der nu er gået fallit. Det kan blive meget vanskeligt for Far at skaffe de penge, og selv om det lykkes for ham, så vil I alligevel ikke mere få det så godt, som I før har haft det. Vi må alle sammen spare og arbejde så meget som muligt. - Men det er jo heller ikke så stor en Ulykke. Jeg er vis på, at I vil finde jer i det uden at klage. I har jo alligevel meget at være glade for, og tænk på, sådan en god og kærlig Far, I har, der vil gøre alt, hvad der står i hans Magt for at hjælpe os alle.«
Erik sagde ikke noget videre, han var bange for at komme til at græde, men han lovede sig selv, at han herefter skulle være så flittig og lydig, at hans Fader kunne se, han forstod, hvad det gjaldt.
Men Kamilla, som havde arvet Faderens heftige Sind, sprang op og råbte ivrigt:
»Jamen det er jo Snyderi! Fordi Far er god mod en Ven og hjælper ham ved at låne ham penge, så kan de vel ikke komme og jage ham fra hans egen Gård!«
Det forstår du ikke, min lille Pige, der er så mange Bestemmelser i Loven, som man skal rette sig efter. Far har handlet efter sin bedste Overbevisning, og derfor skal det også nok gå ham godt,« sagde Fru Torp og klappede kærligt det lille Brushoved.
Sent om Aftenen kom Hr. Torp tilbage, men hans Kone så øjeblikkelig på hans Åsyn, at han intet godt havde at meddele, og næste Dag tog han atter af Sted.
Således gik det Dag efter Dag. Børnene lyttede i Førstningen med Spænding efter Faderens Udtalelser, når han kom hjem, men dels var de altid håbløse, dels forstod de dem ikke, og lidt efter lidt vænnede de sig dertil og glemte den truende Ulykke.
Men en Dag midt i November rullede en lukket Vogn op for Hovedtrappen og ud af den steg to Herrer med brede Guldbånd om Kasketten. De så meget højtidelige ud, og Børnene, som nysgerrigt var stormet ud i Entréen, lagde Mærke til, at deres Fader var helt bleg, da han kom ud fra sit Kontor for at tage mod de fremmede.
»Gå ind til Mor,« sagde han kort til Børnene, og ængstelige skyndte de sig ud i Køkkenet, hvor Moderen var ved at lave Middagsmad, men da de hæsblæsende fortalte om to Herrer med Guldbånd om Kasketten, kom Fru Torp til at ryste over hele Legemet og kunne knap holde sig oprejst.
»Kære, lille Frue, kom her,« sagde Jomfru Lund så mildt, som ingen længe havde hørt hende tale. Hun tog sin Frue om Livet og drog hende med sig ind i Sovekammeret, hvor hun fik hende til at lægge sig på Sengen.
Martha listede sig med derind, men Erik og Kamilla gik ind i Dagligstuen, hvor de fra Vinduet kunne se deres Fader vise de fremmede rundt i Stalde og Lader. Til Slut kom Rettens Folk igen ind i Huset og begyndte at skrive Møblerne op i en stor Bog, ja endogså Sølvtøjet blev talt i Skufferne. Først nu fik Faderen Øje på de to Børn, som stod skjult bag Gardinerne i Vinduesfordybningen.
»Gå ud i Køkkenet,« sagde han igen i samme korte Tone.
Her sad Martha ved Køkkenbordet og rørte en Æggeblomme med Sukker, et Trøstemiddel, som den rare Jomfru Lund altid greb til, når den lille Pige havde Modgang.
»Vil I også have et Æg med Sukker?« spurgte Jomfru Lund.
»Ja Tak,« sagde Kamilla, »men hvad skal de fremmede Herrer, og hvorfor skriver de alting op?«
»For at taksere det,« sagde Jomfru Lund, som ikke ville lyve for Børnene og troede, at de ikke forstod det fremmede Ord.
»Skal alle vore Møbler da sælges?« spurgte Erik forfærdet.
»Det ved jeg ikke, men det bliver nok ordnet inden den Tid, håber jeg, rør nu jeres Æg.«
Men for første Gang skete det, at Erik og Kamilla ringeagtede et så flot Tilbud. De gik ind i Sovekammeret, hvor de fandt deres Moder sammensunken i bitter Gråd.
»Mor,« hviskede Kamilla og tog hende om Halsen, »du må ikke græde sådan, vi holder jo alle sammen så meget af dig.«
»Ja, ja, det er også en Skam.« sagde Fru Torp og kyssede sin Datter, mens hun kærligt strøg Erik over det kortklippede Hoved.
Erik vendte sig hastig bort for at skjule sine Tårer. »Så, nu kører de, nu kan man da få Fred igen,« sagde han med tilkæmpet Fatning.
Vognrummelen larmede og døde bort, og straks efter kom Proprietær Torp ind. Han kastede et sørgmodigt Blik på sin Hustrus forgrædte Øjne.
»Ja, nu er vi så vidt,« ytrede han, »og nu har vi vel godt en Måneds Tid tilbage her. Du har så sandt ikke meget at være mig taknemmelig for, Marie!«
Men hans Hustru lagde kærligt sine Arme om hans Hals og udbrød:
»Karl, Karl, sådan må du ikke tale! Det var stygt af mig at sætte mig til at græde, tværtimod, jeg har så meget at være taknemmelig for, den bedste Mand i Verden og mine søde Børn, som alle sammen elsker mig. Og fordi vi skal bo et andet Sted med lidt mindre Plads, kan vi jo være lige lykkelige. Når vi kun selv vil. Ikke sandt, Børn, vi vil alle hjælpe Far at skabe os et nyt, godt Hjem igen?«
»Jo, jo,« råbte de, og Erik spurgte ivrigt:
»Men hvor skal vi bo, for hvis vi kommer til en By, vil jeg have en Plads som Bydreng om Eftermiddagen, det kan da hjælpe en hel Del til.«
Hr. Torp måtte smile trods sit triste Humør.
»Og jeg vil gøre alt Pigearbejdet,« sagde Kamilla begejstret. »Mor skal aldrig feje eller gøre rent.«
»Ja, ja, lille Mor, det er gode Tilbud,« sagde Hr. Torp og så kærligt på Børnene, »men løb nu hellere ud og leg, så Mor og jeg kan tale sammen om Tingene.«
Kamilla og Erik gik ind i Dagligstuen.
»Du, Erik,« sagde Kamilla, tror du også, Klaveret er blevet tas-tak - hvad var det nu, Jomfru Lund sagde?«
»Takseret, ja, naturligvis er det det.«
»Hvor det er sært; det er, ligesom det slet ikke er vores mere. Hvad mon stakkels Mor vil gøre, når hun ikke har noget Klaver at spille på. Og der er hendes Sybord.« Kamilla strøg kærtegnende hen over det lille Sybord, som stod foran den lave Plyslænestol. Det var, som hun ikke kunne tænke sig, at hendes Moder ikke længere skulle sidde der i det Hjørne, hvor hun havde lært dem alle at stave, og hvor de om Aftenen i Mørkningen havde siddet tæt om hende, mens hun fortalte Eventyr eller små Historier om deres Bedsteforældre og Oldeforældre, som havde levet her på Gården.
»Gud ske Lov, at jeg har malet så mange Billeder af Haven og Gården, så har vi da dem til Minde om det alt sammen herude,« ytrede Kamilla tankefuld.
Erik skulle lige til at aflevere en hånlig Ytring om de omtalte Billeder, men slugte den ædelmodigt i Betragtning af den alvorlige Stilling.
»Jeg vil da have Hamlet med, lige meget hvor vi så skal hen,« sagde han og lukkede op for den trofaste Ven, da den netop kradsede på Døren.
»Ja, og Lotte kan vi da heller ikke rejse fra, hun kan jo ikke lide andre Mennesker end os,« sagde Kamilla.
»Stakkels Lotte, hende bliver det rigtignok værst for. Du kan da nok tænke, at vi ikke kan have hende med os, hvis vi skal bo i en lille Lejlighed i Byen.«
»Hun finder sig aldrig i at blive kørt eller redet af andre.«
»Nej, hun vil få mange Prygl, inden hun lærer at bøje sig,« sagde Erik og blev underlig beklemt ved Tanken om, at andre Mennesker skulle have Lov til at prygle hans egen lille Lotte, som han mere regnede som sin gode Kammerat end som et Dyr. »Lad os gå ned og give hende lidt Sukker,« tilføjede han.
Nede i Stalden gik Per og fejede. Han var den eneste som foruden Gårdens egne Børn fandt Nåde for Lottes Øjne.
»Se her, Lotte,« sagde Erik, »vil du have Sukker?«
Lotte nikkede ivrigt med Hovedet.
»Tag det så da,« sagde Drengen og rakte sine lukkede Hænder hen mod Lotte. Med sin tykke, bløde Mule nappede den i Eriks Fingre, til den fik Sukkeret frem; så knasede den det velbehageligt; derefter rakte den højre Forben frem til Tak for Mad, og Erik tog det i Hånden, som han plejede. Både han og Kamilla lo hjerteligt af Lotte, skønt de havde set dens Kunster de hundrede Gange, men Lotte havde så morsomt et Udtryk i Øjnene og omkring Munden, at de aldrig kunne blive træt af at lege med den.
Per var også kommet til og var ivrig interesseret.
»Per,« sagde Erik, »dersom vi skulle komme herfra, vil du så love mig at passe på Lotte, det bedste du kan?«
Det lovede Per højtideligt, han havde for længe siden af de andre Folk hørt, at det var galt fat med Proprietærens Pengesager.