WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Børnene på Birkely




Af (1915)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


7. Forandrede Forhold

- Der kom nu en lang, brydsom Tid for Birkelys Ejer.

Efter mange ihærdige Bestræbelser lykkedes det ham endelig at få Løfte om en Plads som fastlønnet Agent for et større Handelsfirma i samme By, hvor hans Broder, Grossereren, boede, og det var nærmest ved hans Hjælp, det blev opnået. Men Lønnen var så lille, at det ville blive næsten umuligt at få den til at slå til, selv med den allerstørste Sparsommelighed. Fru Torp trøstede dog sin Mand med, at hun og Jomfru Lund ville få en hel Del Tid tilovers, som de kunne gøre indbringende ved at sy og brodere til Forretningerne.

Og nu var man nået til Midten af December.

Det havde allerede flere Gange været averteret i Aviserne, at Birkely med Besætning og Indbo skulle sælges ved Tvangsauktion den 20nde December. Fru Torp og Børnene ville derfor et Par Dage før Auktionen rejse ind til Svogerens. Her skulle hele Familien tilbringe Julen for straks efter Nytår at flytte ind i en lille Lejlighed, som Svigerinden havde lovet at skaffe dem.

Juleaften faldt på en Tirsdag, og for at kunne hjælpe Tanten med Juletravlheden, havde man allerede begyndt med Indpakningen og Forberedelserne til Opbruddet. De to store Børn havde hurtigt vænnet sig til Tanken om den store Forandring, og nu tænkte de mest på de mange glade Dage, som de ventede sig hos Onkelen i Julen. Lille Martha trøstede sig med, at hun havde både Far og Mor hos sig hele Tiden, så det blev vel ikke så slemt, som hun i Førstningen havde forestillet sig det. Den kære Jomfru Lund skulle de også skilles fra, dog kun for en kort Tid. Hun og hendes Herskab hørte nu en Gang sammen, og ingen kunne tænke sig, at hun ikke skulle dele ondt og godt med dem. Men hos Grossererens behøvede de hende ikke, og hun nyttede derfor Lejligheden til at gøre en Rejse til sin Søster, som hun ikke havde set i mange År.

Alligevel - en Jul uden Jomfru Lund var ingen rigtig Jul, syntes Børnene.

»Mor,« - Kamilla kom farende - »har du husket Eriks og min Cykle, jeg synes, de står endnu oppe på Loftet?«

»Dem kan vi ikke tage med, lille Kamilla!«

»Hvad, kan vi ikke tage vore egne Cykler med, som Far selv har givet os?« råbte hun heftigt.

»Nej, vi må slet ikke tage andet med end vort eget Tøj,« svarede Fru Torp og vendte sig bort for at skjule, hvor svært det alt sammen var for hende.

Martha gik travlt og hjalp sin Moder med at lægge Tøjet i de store Kufferter; nu standsede hun på een Gang og så med Tårer i Øjnene på Fru Torp.

»Mor, du sagde, jeg måtte tage Katrine med! Hun skal da ikke blive gående helt alene, når vi rejser.«

»Ja, min lille Martha, Katrine må gerne komme med os, du skal selv have hende på Skødet i Toget og passe på hende.«

Martha fløj glædestrålende ud for at finde Katrine og fortælle den, at selv om Cyklerne ikke måtte komme med, måtte hun gerne. Men da Katrine slet ingen Bekymringer havde gjort sig i den Retning, tog den hele Sagen med stor Ro. Den havde i Sommerens Løb gået ganske anderledes store Sorger igennem, som Martha trolig havde delt med den, den Gang dens fire små, sorte Killinger en Dag pludselig forsvandt og aldrig mere var til at finde, skønt Martha og Katrine havde søgt og rodet hver eneste Krog igennem på hele Gården. Ingen holdt af at fortælle Martha, at de fire små lå i en Pose med en stor Sten i på Bunden af Mergelgraven.

Næste Dag rullede Vognen af Sted til Stationen med hele Familien.

Mis sad bred og rolig på Sædet mellem Martha og Kamilla; for Sikkerheds Skyld havde Martha en tynd, men stærk Snor i et lille Halsbånd, Hr. Torp havde købt i Byen. Bag efter Vognen løb Hamlet, og ingen af de to Dyr lod til at ane, at de flyttede bort fra Birkely for bestandig.

Fru Torp søgte at skjule sine rødgrædte Øjne og sin bitre Sorg over Afskeden fra det kære, samle Hjem, men for Erik og Kamilla var Rejsens Betydning først nu gået op i hele dens Tristhed, og i sidste Øjeblik var de begge to løbet ned i Stalden for endnu en Gang af sige far vel til Lotte. Den lod til at forstå, at der var noget alvorligt på Færde, for den drejede sit lille, kloge Hoved om og vrinskede sagte efter dem, da de gik ud.

»Der kan du se, Kamilla, Lotte ved godt, at vi rejser,« sagde Erik med tyk Stemme. »Stakkels lille Lotte, bare den får det godt.«

Kamilla græd heftigt og løb tilbage og gav Lotte et Kys på dens bløde Mule, men så kaldte hendes Fader, de steg alle til Vogns, og Birkely forsvandt bag de høje Hegn.

På Banegården tog Hr. Torp Afsked med dem, han skulle blive ved Hjemmet, til Auktionen var overstået.

I Toget fangede de nye Omgivelser og Passagererne snart Børnenes Tanker, og Martha havde travlt med at berolige Katrine, som ikke syntes om den uvante Rysten og Rumlen. Da de nåede Byen, måtte hun opbyde alle sine Kræfter for at hindre den i at springe fra hende.

På Banegården stod Grossererfruen og de to Kusiner for at tage imod dem.

»God Dag, kære Edith,« sagde Fru Torp, »jeg må allerførst gøre dig en Undskyldning, fordi vi kommer med både Hund og Kat, men det var så svært for Børnene at skilles fra det alt sammen, så jeg håber, du tilgiver os.

Fru Edith så i første Øjeblik noget ilde berørt ud, men så tog hun sig sammen og svarede:

»Ja, naturligvis, kære Marie! Og velkommen til Byen. Gid det nu må gå jer godt, for det er sandelig vanskeligt at indrette sig her, når man ingenting har lært.«

Med denne trøsterige Modtagelse førte hun dem ud til deres elegante Wienervogn, som holdt uden for Banegården; men da der, ikke var Plads til dem alle, måtte Erik, Kamilla og Amalie gå. Erik var dog glad ved det for Hamlets Skyld, da den nemt kunne komme bort i den fremmede By. Men Amalie surmulede og mumlede noget om at »traske« bag efter sin egen Vogn.

Middagsbordet stod dækket, og man gik straks til Bords. Onkelen var hjertelig og elskværdig, og til Marthas store Glæde havde han også klappet Katrine og budt den velkommen.

Fru Marie Torp var træt og forpint, og Børnene sad tavse, medens Tanten under Middagen med hårdnakket Ihærdighed spurgte ud om, hvilke Møbler de havde tænkt at beholde, og at de nu vel havde taget Hensyn til, at de kun fik en så lille Lejlighed, at der ikke kunne blive Plads til de store, gamle Mahognimøbler. Derimod havde hun tænkt på at tage ud til Auktionen og købe nogle af dem til sig selv. »Så blev de da i Familien,« tilføjede hun trøstende.

»Har du set på en Lejlighed?« spurgte Fru Torp.

»Ja, jeg har fundet en meget passende lille Lejlighed, som jeg tænker, du vil blive tilfreds med. Den er ganske vist lidt forfalden, men så er den også billig, og det er jo Hovedsagen. Vi kan gå hen og se på den i Eftermiddag.«

»Mor, må jeg gå med?« spurgte Martha sagte.

»Nej, Martha,« sagde Tanten afgørende, du må hellere blive hjemme hos Erik og Pigebørnene. Vi skal bag efter ind til Værten og tale med ham, og der kan vi ikke have dig med.«

Martha følte Moderens Hånd klappe hende blidt på Armene, og Kamilla, som huskede Marthas Angst for Tante Edith og Amalie, nikkede kærligt til hende og sagde:

»Jeg skal blive hos dig oppe på Gæstekammeret, og vi skal lege med Katrine imens.«

Så kom Martha til at tænke på, at det også ville være Synd at gå fra Katrine, så længe den var fremmed, og derfor fandt hun sig i det uundgåelige.

»Det er sandt,« sagde Amalie, »hvor skal Katten og Hunden være, for her i Stuerne kan de da ikke opholde sig.«

»De må være nede i Stalden. Når vi har spist, kan I selv bringe dem derned,« nikkede hendes Moder til Børnene.

»Jeg er bange for, at Hamlet ikke vil være der,« ytrede Erik bekymret.

»Det vænner den sig nok til. Peter Kusk skal snart få den til at skikke sig,« forsikrede Husets Frue smilende.

Martha stirrede forskrækket på sin Moder. Kunne det være muligt. at Katrine skulle lukkes ned i Stalden til en fremmed Mand og fremmede Heste; men Fru Torp, som så Marthas Forskrækkelse, sagde undskyldende:

»Katrine må vi vist hellere beholde oppe hos os i Gæstekammeret, for ellers tror jeg ikke, Martha får et roligt Øjeblik. Den er hendes halve Liv,« tilføjede hun.

»Ja, det må du naturligvis selv om,« kom det lidt spidst fra Svigerinden.

»Jeg er så forfærdelig bange for Katte,« sagde Amalie klagende.

»Ja, jeg kan heller ikke lide dem,« sagde hendes Moder, »men så må Martha jo passe godt på, at den ikke slipper ud.«

»Åh hvad, I er da ikke bange for den kønne, rare Mis; den bider vel ikke, lille Martha?« spurgte Onkelen venligt.

»Nej,« stammede Martha forknyt.

»Nu skal jeg sige dig noget, min Stump,« vedblev Grossereren, »du må komme ind i mit Kontor og tage Fru Katrine med, så tit du har Lyst. Jeg har en Masse pæne Billeder med kulørte Damer på, som du må klippe ud.«

Fra det Øjeblik havde Onkel Otto fuldstændig vundet Marthas Hjerte; ikke så meget på Grund af Billederne som for hans Venlighed mod Katrine; men det viste sig tillige at være gruelig morsomt at klippe ud af de kulørte Modeblade, som Farbroderen havde liggende i mange Årgange fra sin Forretning.

Om Eftermiddagen gik de to Fruer Torp ud, mens Martha og Kamilla trak sig tilbage til Gæstekammeret, hvor deres Tøj var blevet bragt op, og hvor Moderen allerede havde gemt det bort og gjort det hyggeligt med en Del af deres egne Sager ude fra Birkely.

Det var et stort, kønt Værelse med to Senge og Sofa og Bord mellem Vinduerne. På den modsatte Væg var Varmeapparatet, og her havde Martha anbragt Katrines Sovekurv med dens egen Pude i, og Mis havde straks følt det hjemligt og lagt sig op i den.

Erik blev i Dagligstuen hos Amalie og Sofie.

»Er du glad ved, at I skal bo herinde?« spurgte Sofie.

»Åh ja; hvis vi kan komme til at tjene mange Penge.«

»Mange Penge, det går nok ikke så let,« lo Amalie hånligt.

»Hvad ville du så bruge Pengene til?« spurgte Sofie.

»Jeg ville købe Birkely tilbage.«

»Ha, ha, ha,« lo Amalie; »nej, I kommer aldrig tilbage til Birkely, det kan du godt slå af Hovedet med det samme.«

»Hvordan ville du bære dig ad med at tjene Penge, Erik?« blev Sofie ved.

»Jeg vil se at få mig en Plads som Bydreng nu, og når jeg bliver stor, vil jeg være Købmand; når jeg så har tjent Penge nok, køber jeg Birkely.«

»Bydreng,« udbrød Amalie oprørt, »når I skal bo her i Byen, og alle Mennesker ved, at du er vores Fætter, nej, det er uforskammet, og det finder Mor sig aldrig i.«

»Det kan Mor da ikke råde for,« sagde Sofie, »og det er da pænt, at Erik vil arbejde. Desuden har Mor da selv tjent, hun har jo været Barnepige, da hun var ung.«

»Jeg synes ikke, du skulle stå og rippe op i den Slags Ting,« for Amalie arrigt op, »du kan stole på, når Mor kommer hjem, skal jeg fortælle hende, hvordan du snakker om hende,« og dermed gik Amalie og smækkede Døren hårdt i efter sig.

Erik og Sofie gik op til de andre, og da Martha slog på, at Katrine vist var sulten, skyndte Sofie sig ned i Køkkenet og hentede en stor Kop Mælk og et Kødben fra Middagsmaden.

Og Katrine viste sin Taknemmelighed ved bagefter føjeligt at lade sig køre rundt i Sofies store Dukkevogn, pyntet med noget af Sofies Dukketøj.

»Det er rigtignok meget morsommere end at lege med Dukker,« udbrød Sofie begejstret, mens hun lagde Katrines Forpoter pænt til Rette oven på Vogntæppet; »bare I kunne blive boende hos os, så vi altid kunne lege med den!«

»Jamen, når vi flytter, kan du jo komme hen til os hver Dag og lege med os,« foreslog Martha.

Det lovede Sofie, og hun viste fra nu af en moderlig Interesse for Katrine. Da hun fik at vide, at den var vant til at få sød Mælk Morgen og Aften samt to Retter Middagsmad, påtog hun sig fuldstændig at sørge for, at den ikke skulle savne noget, så længe den var deres Gæst.

Ved Aftensbordet samledes Familien igen. Men Fru Torp så alt andet end glad ud, og da de havde spist, kom Erik og Kamilla hen til hende, spændte på at høre, hvad hun syntes om deres nye Hjem.

»Mor, har du så fået en Lejlighed?« spurgte Erik.

»Ja, min Dreng, vi kan flytte ind i den, når vi vil.«

»Er den pæn?«

»Den er naturligvis lille og tarvelig, men Tante Edith siger, at det er umuligt at få en bedre til til den Pris.«

»Må vi gå med dig hen at se den, Mor?« spurgte Kamilla.

»Åh, den kan I altid få at se,« svarede Fru Torp, som nødig ville bedrøve dem før højst nødvendigt.

»Jeg synes, du skulle tage Børnene med derhen i Morgen, Marie,« sagde Svigerinden, »så de ikke går og sætter sig fast i den Tro, at det er en Herskabslejlighed, de skal bo i.«

»Ja, ja, Børn, så kan vi jo gå derhen i Morgen,« sagde Fru Torp opgivende.

Næste Formiddag gik de derhen. Martha med sin Moder ved Hånden; hun så lykkelig op på hende, det var så dejligt at have Mor for sig selv igen. Da de var kommet til Enden af den lange, brede Gade, som Onkelen boede i, drejede Fru Torp af og gik ind i en smal, skummel Gyde, og midt i denne standsede hun foran et højt, trist udseende Hus. En snavset Trappe delte hver Etage i to Lejligheder.

»Det er da vel ikke i det Hus?« udbrød Kamilla forfærdet.

»Det er lige meget, Kamilla,« sagde Erik, som så det triste Udtryk i Moderens Ansigt; »det er lige meget, når kun vi kan få det hyggeligt indrettet.«

Fru Torp gik foran op ad Trappen og standsede på anden Sal, her tog hun en Nøgle frem og lukkede op.

»Sikken et lille, bitte Værelse,« udbrød Kamilla straks og stormede videre, »og det her er ikke større,« vedblev hun mere og mere nedslået, men da hun fik Øje på det sidste, som vel var større, men hvis Vindue var blændet at en høj Mur fra en Sidebygning, vendte hun sig i opbrusende Vrede til Moderen og udbrød:

»Er det virkelig Meningen, at vi skal bo her?«

»Kære, lille Kamilla, tag det nu ikke så heftigt, vi må jo se at hjælpe Far med at spare, hvor vi kan, og denne Lejlighed kan vi få for 200 Kroner. Tante Edith siger, det er billigt, og naturligvis, når Far kommer bedre i Gang og tjener mere, flytter vi hen i en bedre Lejlighed, desuden er der et lille Værelse på Loftet, som Erik kan få!«

Kamilla tav, men Tårerne trængte sig uafladelig frem i hendes Øjne, skønt hun prøvede på at holde dem tilbage.

»Hvor skal vi have Dagligstue?« spurgte Martha interesseret, det var hende kun om at få Mor og Far og dem alle vel flyttet fra Tante Edith og blive sig selv igen.

»Her i den første Stue,« svarede Moderen, »og Spisestue i den næste, så vi får det største til Soveværelse.«

»Det skal såmænd nok gå,« sagde Erik fortrøstningsfuldt, »det ser også meget værre ud nu med de snavsede Tapeter; når her bliver tapetseret og malet, vil det lyse op.«

»Det skal vi selv lade gøre, men foreløbig må vi flytte ind i det, som det er, det ville være Synd at kræve det af Far nu.«

»Er det ikke usundt at flytte ind i sådan en snavset og ækel lejlighed, her lugter jo formelig,« blev Kamilla ved, »men naturligvis nu er det lige meget med os. Man kan godt mærke på Tante Edith, at vi slet ikke er de samme som før, da vi var på Birkely. Åh, Mor, Mor, hvor er det sørgeligt,« og Kamilla kastede sig hulkende ind til sin Moder. Fru Torp trøstede hende, så godt hun kunne, men de var alle tavse på Tilbagevejen.

Ved Middagsbordet sagde Amalie til Kamilla:

»Det er rart for jer, at I kommer til at bo så tæt ved Skolen. Realskolen er lige om Hjørnet.«

»Mor, skal vi gå i Realskolen? Amalie siger, den ligger lige om Hjørnet?«

»Nej, foreløbig må I vist begynde i Kommuneskolen, til vi ser, hvordan det går,« sagde Fru Torp.

»Nej, Tante Marie,« udbrød Amalie, »det kan de da virkelig ikke! Alle Mennesker ved jo, at I er i Familie med os, fordi vi har samme Efternavn, og vi kan da ikke være bekendt, at vore Kusiner og vor Fætter går i Kommuneskolen.«

»Amalie,« lød det strengt fra hendes Far, »ti stille, til du bliver spurgt.«

»Jamen Kamilla har jo Ret, Torp,« indvendte hans Hustru skarpt, »der er dog noget i det, at vore Børn ikke godt kan omgås nogen fra Kommuneskolen.«

»Jeg tænker, Marie og Karl selv tager Bestemmelse om den Slags Ting, som ikke vedkommer os andre,« afbrød hendes Mand hende kort, »men du ved, Marie,« vendte han sig til Fru Torp, »at jeg altid vil støtte jer på enhver Måde.«

»Tak, Otto,« sagde Fru Torp sagte, hun havde skiftevis været rød og bleg under den ubehagelige Samtale.

Om Aftenen musiceredes der, og Grossereren, som elskede Musik, blev ikke træt af at høre på sin Svigerindes smukke Spil og Sang. Men Kamilla fik Tårer i Øjnene, hun måtte tænke på de mange Gange, de hjemme på Birkely i Tusmørket havde siddet på Bjørneskindet foran den åbenstående Kakkelovnslåge, mens Moderen spillede for dem.

»Hvad græder du for, Kamilla?« skar Amalies skingrende Røst ind, da Fru Torp sluttede af med en blid Akkord.

Fru Torp forstod fuldt ud de Følelser, som bragte Tårerne frem i hendes Datters Øjne, og klappede hende på Håret, men dette Kærtegn gjorde det helt af med den lille Piges Fatning. Hulkende kastede hun sig ind til sin Moder.

»Hvad i Alverden går der af Pigebarnet?« udbrød Tanten, »man skulle næsten tro, vi ikke havde været gode mod hende.«

Erik vendte sig bort, det var lige ved at smitte ham, og Fru Torp kæmpede selv for at bevare Fatningen.

Næste Morgen tidlig stod Erik op og listede sig ned fra det Kvistværelse, hvor han sov, for at se, hvordan Hamlet havde det. Han havde hørt den gø længe om Aftenen, inden han faldt i Søvn, og han kunne høre, at den blev slået, for af og til lød der høje, klagende Hyl. Erik havde hulket og grædt og puttet Hovedet dybt ned i Hovedpuden, for at ingen skulle høre ham, og til sidst var han endelig sovet ind. Men nu længtes han inderlig efter at trøste sin firbenede Kammerat.

Det var endnu helt mørkt men der skinnede Lys fra Køkkendørens Nøglehul, og han kunne høre, at Pigerne var oppe. Af og til rev han en Tændstik for at finde Vej.

Nede i Stalden gik Karlen og fodrede de to brune, blanke Heste, man kunne høre dem male Kornet mellem Tænderne.

»God Morgen,« hilste Erik høfligt.

»God Morgen,« kom det kort.

»Er Hamlet her?« spurgte Erik og kikkede omkring.

»Nej, den er sprunget ud af Vinduet i Nat.«

»Er den borte?« kom det forknyt fra Erik, »stakkels Hamlet, sådan som den hylede i Nat.«

»Ja, den fik sig også nogle gode Stryg, den var nær ved at gøre Hestene helt tovlige.«

Erik gik ud i Gården og kaldte højt: »Hamlet, Hamlet!«

Men en af Pigerne lukkede et Vindue op og tyssede på ham; Fruen tålte ikke Støj om Morgenen, sagde hun.

Så listede Erik sig sagte op til Moderens Dør og bankede på.

»Mor, Hamlet er borte, Karlen har slået den, så den er sprunget ud af Vinduet i Nat,« hulkede han, da han var blevet lukket ind.

»Stakkels Hamlet, ja, vi skulle nok helst have ladet den blive på Birkely,« sukkede Fru Torp; Men jeg tror nu sikkert, den er løbet hjem til Far. Hunde løber altid tilbage til deres Hjem, og Hamlet er jo sad klog. Så tager Far den med herind på Lørdag, når han kommer.«

»Tror du virkelig det, Mor?«

»Ja, det er jeg ganske sikker på.«

Så slog Erik sig til Tåls, men helt rolig blev han ikke, før Hr. Torp om Formiddagen telefonerede, at Hamlet var hos ham.




Kapitel 8 >